Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 47:

Forespørgsel til klima-, energi- og forsyningsministeren:

Hvad vil ministeren set i lyset af Klimarådets vurdering i 2021-statusrapporten gøre for at få en klimapolitik på plads, som anskueliggør, hvordan regeringen vil nå målene i klimaloven? (Hasteforespørgsel).

Af Signe Munk (SF), Rasmus Helveg Petersen (RV) og Peder Hvelplund (EL).

(Anmeldelse 03.03.2021. Fremme 05.03.2021).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 16. marts 2021.

Jeg giver ordet til ordføreren for forespørgerne for at begrunde forespørgslen. Fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Tak for det. Sidste år vedtog et bredt flertal i Folketinget en ny klimalov for Danmark. Helt centralt i klimaloven er, at klimamål, der er fastsat i loven, er juridisk bindende, samt at der skal være en løbende årlig opfølgning på regeringens klimaindsats. Det skal anskueliggøres, hvordan klimalovens mål nås, ellers kan en handlepligt iværksættes, enten af et flertal i Folketinget eller af klimaministeren selv.

Vi er i klimalovens år et. Vi har nu fået et klimaprogram, en klimahandleplan samt en redegørelse af klimaeffekterne fra den socialdemokratiske regering. Samtidig har Folketinget netop fået Klimarådets faglige vurdering af den samlede klimaindsats fra regeringen, herunder en vurdering af, om vejen er banet for 70-procentsmålet i 2030, altså om dette er anskueliggjort. Svaret fra Klimarådet var klart og tydeligt: nej. Derfor har Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indkaldt til denne forespørgselsdebat, for at klimaministeren på vegne af regeringen kan give svar på, hvad ministeren, set i lyset af Klimarådets statusrapport for 2021, vil gøre for at få en klimapolitik på plads, som anskueliggør, hvordan regeringen vil nå målene i klimaloven.

Vi ser frem til besvarelsen.

Tak til ordføreren. Så vil jeg give ordet til klima-, energi- og forsyningsministeren for besvarelse.

Tak for det, og tak til spørgerne for, synes jeg, et godt spørgsmål og en god anledning til at diskutere regeringens klimaindsats indtil nu og vores planer fremover, men i virkeligheden i lige så høj grad Folketingets resultater. Det er sådan, at vi er nået cirka en tredjedel af vejen frem mod 2030, hvis man ser på den manko, vi overtog. Det er selvfølgelig også klart, som Klimarådet fastslår i deres rapport, at det faktum, at vi nominelt er nået en tredjedel af de reduktioner, vi skal, ikke nødvendigvis er det samme, som at vi har løst en tredjedel af opgaven, fordi den sidste del af opgaven nok bliver betragtelig sværere end den første del af opgaven. Men vi er nået langt.

Vi er på halvandet år der, hvor vi har lavet store aftaler inden for affaldssektoren, inden for industri og energi, vi har lavet en aftale om to energiøer, en helt nye æra inden for havvind, vi har lavet aftale om en grøn skattereform, aftale om at få 750.000 grønne biler på vejene, aftale om biodiversitet, som selvfølgelig også har berøring med klimaspørgsmålet, en grøn genstartspakke, og så har jeg slet ikke nævnt det første års finanslov, som jeg tror Uffe Elbæk kaldte årtusindets mest grønne finanslov. Så der er gode resultater.

Når det er sagt, er det også klart, at vi slet ikke er i mål. Det burde for så vidt heller ikke kunne overraske nogen, at vi ikke er det, al den stund at da vi lavede forståelsespapiret, gjorde vi det jo, vel vidende at vi satte os selv et mål, der var mere ambitiøst, end vi lige på nuværende tidspunkt havde virkemidler til at nå. Det var fornuftigt at gøre, det var modigt at gøre; det har også vist sig for regeringen, at det nok ikke var den nemmeste vej, vi valgte, for havde vi sagt 65 pct., havde vi formentlig stadig væk været verdens mest ambitiøse land, i hvert fald havde vi været blandt dem, og det er klart, at så havde det været nemmere at anskueliggøre en vej frem mod målet. Når vi sagde 70 pct., skyldtes det jo, at det var det, vi vurderede var nødvendigt, for at Danmark kan holde sig inden for Parisaftalen; det var det, der kunne blive et flertal for, i første omgang med støttepartierne, men jo senere, hvilket ingen havde troet på på det tidspunkt, også bredt i det danske Folketing, og det er selvfølgelig enormt glædeligt.

Det her med at sætte sig selv et mål, som er så ambitiøst, at man ikke præcis ved, hvordan man når i mål, er lidt atypisk i politik, og forståeligt nok, for vi taler om milliarder af kroner, vi taler om jobs, vi taler om naturvidenskab, vi taler om alle mulige komplicerede sammenhænge, og derfor vil man som regel gerne, når man laver politiske målsætninger af den her karakter, have meget detaljerede planer for, hvordan vi når det. Vi har altså valgt at gå en anden vej den her gang. Man kan sige, at havde vi valgt at gå den traditionelle vej, tror jeg, vi var blevet kritiseret for det, for jeg ville i hvert fald have været selvkritisk nok til at sige, at så var vi ikke ambitiøse nok. Hvis jeg i dag her efter halvandet år kunne stå og fremlægge en plan helt ned i detaljer for, hvordan vi kunne nå 70-procentsmålsætningen, fordi det i virkeligheden ikke var så svært, ville jeg da have argumenteret for, at vi skulle levere mere end 70 pct.

Når det så er sagt, har vi lavet en klimalov, for det er vigtigt, at det her er juridisk bindende; det er vigtigt, at der er en procedure for, hvordan vi så når i mål, så vi sikrer os, at det her med, at ingen kender vejen hele vejen i mål, fordi ingen præcis ved, hvilke teknologier der kommer til at give præcis hvor meget, ikke bare bliver en sovepude. Det, der så er idéen, er, at vi gradvis skal blive mere og mere konkrete. Allerede med det første klimaprogram, vi fremlagde sidste år, gav vi et bud på, hvad det cirka kommer til at koste i kroner og øre om året at lave den her omstilling, hvilke teknologier det er, vi skal bruge, og dermed også sagt, at når nogen kritiserer regeringen og i øvrigt Folketingets partier, som jo står bag aftalerne, for at satse på, at vi bare kan vente, til teknologierne udvikler sig af sig selv, og at det hele er noget ukendt, vi ikke kender endnu i dag, så er det ikke en rimelig kritik.

Vi har tværtimod valgt kendte teknologier, men som på nuværende tidspunkt ikke er der, hvor de har en skala og en pris og en applicerbarhed, så de kan løse problemerne på den korte bane. Men vi kommer tættere og tættere på en situation, hvor vi ved noget om, præcis hvor meget det vil kunne løse på den lange bane. Allerede med regeringens klimaprogram sidste år turde vi sætte tal på de spænd, og det har været fremhævet, at hvis man skulle nå i mål, skulle sol, måne og stjerner stå i fuldstændig rette vinkler, og vi skulle nå det øverste af alle spænd for at nå i mål. Men det er simpelt hen en faglig misforståelse. Det er ukorrekt. Hvis man læser rapporten, vil man se, at der tværtimod står noget andet.

Der står, at de her spænd lagt sammen oven i allerede kendte indsatser kommer til – på daværende tidspunkt – at give ca. 70 pct. På nuværende tidspunkt, hvor der er vedtaget langt flere konkrete reduktioner, er det en del over 70 pct., og så iregner vi jo ikke engang de kortsigtede reduktioner, som vil komme af de forhandlinger, vi er i gang med, på specielt landbrug, men jo også CO2-afgift. Effekter af CO2-afgift er heller ikke regnet ind her, ligesom der ikke er regnet de ting ind, som følger af noget, som ikke er i Folketingets hænder at beslutte. Det kunne være regulering fra EU, det kunne være beslutninger a la den, Fynsværket har taget, om at udfase kul, som jo også er en reduktion i Danmark. Og det er selvfølgelig klart, at en regering ikke bare kan læne sig tilbage og tænke: De løser problemet for os i EU, eller private aktører og forsyningsselskaber og andre løser problemet for os. Det kan vi ikke. Men det er selvfølgelig useriøst ikke at regne de effekter med, som jo helt sikkert kommer. Et eksempel: Fit for 55, altså den pakke, som Europa-Kommissionen kommer til at levere inden sommer, og som skal sikre, at EU skal reducere med 55 pct. i 2030 sammenlignet med 1990, kommer jo til at betyde en ganske massiv ekstra regulering af hele EU, og dermed også af Danmark, og dermed vil den også føre til effekter i Danmark. Det er ikke regnet med i regeringens program, men det kommer selvfølgelig til at give reduktioner. Alt det her er for at sige: Vi er godt på vej. Er vi i mål? Nej. Venter der svære opgaver forude? Ja. Kan vi sige, præcis hvordan vi kommer i mål? Nej. Men vi er i gang med at indsnævre det, og vi bliver hele tiden mere konkrete.

Det bringer mig til Klimarådets rapport, som jeg først godt vil hilse velkommen. Jeg har selv været med til at lave den lov, der siger, at de skal komme med den her rapport. Jeg har oven i købet også selv været med til at styrke Klimarådet og var en af dem, der foreslog, at det skulle gøres til et uafhængigt råd, så vi ikke modsat en tidligere regering kunne afsætte en formand, hvis man var utilfreds med vedkommendes virke. Det kan ikke lade sig gøre nu, og derfor er det selvfølgelig også i den ånd, vi modtager rapporten. Jeg har i øvrigt bidt mærke i den måde, Klimarådets formand selv har beskrevet Klimarådets rolle på: De ser ikke sig selv som en dommer eller en censor, men mere som en vejleder. Og det er selvfølgelig klart, at selv de partier, som er enige i de fleste af Klimarådets anbefalinger, jo langtfra er enige i alle Klimarådets anbefalinger, så det giver sig selv. Jeg tror ikke, at der er nogen i det danske parlamentariske spektrum, som siger: Alt, hvad Klimarådet siger, implementerer vi bare en til en. Det er klart. Men det er gode råd, og vi lytter til dem. De fleste af de råd, som Klimarådet allerede har fremlagt i det forgangne år, har vi enten leveret på, eller vi har begrundet, hvorfor vi ikke synes, de er en god idé, men for langt de fleste har det været det første, der var tilfældet: Vi har leveret på dem.

Af de fem overordnede mest konkrete anbefalinger, som Klimarådet kom med i den her omgang, var det første råd at blive mere konkret, og det har vi tænkt os. Det ligger i hele den modus, som klimaloven dikterer, men som regeringen også arbejder ud fra. Vi implementerede den sondring, som Klimarådet også har anbefalet, mellem et implementeringsspor og et udviklingsspor; det vil sige, at der er ting, vi kan beslutte her og nu, og som vi har en ret sikker viden om hvad effekt vil få, og det er implementeringssporet, og så er der de beslutninger, som vi skal træffe, langt de fleste eller i hvert fald rigtig mange af dem også her og nu, for at de så på sigt kan give reduktioner, men hvor det altså er et udviklingspotentiale. Vi ved ikke, præcis hvor meget vi skal finde på ccs, præcis hvor meget vi skal finde på ptx, præcis hvor meget vi skal finde på pyrolyse osv. osv., men vi ved, det er den vej, vi skal gå, og vi ved, ud fra hvilket spænd vi kan regne. Så den konkrete køreplan følger den faste modus. Vi kommer med vores næste, mere konkrete bud, når vi kommer med klimaprogrammet i september, og det vil enhver regering ud i al fremtid i øvrigt skulle gøre.

Det betyder ikke, at man skal vente til september med at få svar på nogen af spørgsmålene; det betyder ikke, at man skal vente indtil september på, at der kommer flere planer, at de bliver mere konkrete. Tværtimod er vi allerede nu i gang med landbrugsforhandlinger, og vi skal i den her måned i gang med at forhandle næste del af den anbefaling, som kommer, nemlig en ccs-strategi – jeg skal nok gøre det ganske kort – altså den anden anbefaling. Den næste var CO2-skat; der er også lavet en aftale, der sikrer, at der kommer en kommission, som fremlægger forslag, der skal forhandles til jul. Udtagning af landbrugsjord er vi også i gang med i forhandlinger. Og endelig er en højere CO2-pris i samfundsøkonomiske modeller noget, vi også er i gang med at applicere. Så vi kommer faktisk til at levere på de konkrete anbefalinger, rådet gav os. Tak.

Tak til ministeren, også for at respektere netop meget stramme taletider.

Der er nu adgang til en kort bemærkning til hver af ordførerne, og der er en del, der har trykket sig ind. Den første, der får ordet, er fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ministeren for først og fremmest at tage del i debatten i dag og også for at komme med en række konkrete svar på, hvad ministeren har tænkt sig at gøre for at sætte flere klimatiltag i værk.

Ministeren og regeringen fremlagde jo et klimaprogram tilbage i september, hvor der står på side 15, at regeringen vurderede på det klimaprogram, at indsatsen fra regeringens side anskueliggjorde, at man ville nå 70-procentsmålet i 2030. Til det har Klimarådet så sagt, at det er deres faglige vurdering, at det ikke sker. Set i det lys, med alle de tiltag, som klimaministeren nu har nævnt man kunne forestille sig ville ske, vil klimaministeren så forpligte sig på, at det kommer til at ske, hvad enten det handler om lavbundsjorde, CO2-fangststrategier og andre tiltag, ministeren netop nævnte?

Ministeren.

Lad mig starte med at sige tillykke til Signe Munk, for jeg kan forstå, at det jo er, ikke en rund dag, men dog en dag, som skal fejres. Så tillykke med det, og tak for det gode vejr og alt det der.

Vi anskueliggør jo i klimaprogrammet – det følger jo også af klimaprogrammet – at er Folketinget uenig i det, sammenholdt med de indsatser, der er blevet lavet i løbet af året, så har man muligheden for at gøre den mening gældende i den debat, vi tager hen under jul i Folketingssalen, og det var jo ikke tilfældet. Det er i hvert fald ikke et flertal i Folketinget.

Men når det er sagt, er vi jo sådan set enige med Klimarådet i, at vi skal blive mere konkrete. Så ja, det kan jeg godt garantere at vi bliver. Der er nogle udfordringer, også i, at vi rent metodisk har ligget et stykke fra hinanden i den måde, Klimarådet er gået til tingene på og ministeriet er gået til tingene på. Jeg kan sige, at vi gør alt, hvad vi kan, for, at de metodiske diskussioner i hvert fald skal forsvinde, så vi har konsensus om, hvad det overhovedet er, vi diskuterer.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ministeren. Nu startede ministeren med at nævne alle de initiativer, som er blevet taget i løbet af året, og det er jo så dem, Klimarådet har reageret på, og de er kommet frem til den konklusion, at de ikke anskueliggør, at målene kan nås. Og man kan jo mene meget om, hvorvidt Klimarådet og anbefalinger til ... [Lydudfald] ... eller ej, men det, der er uomtvisteligt, er i hvert fald, at Klimarådet skal vurdere den indsats, der bliver gjort, og om den anskueliggør, at vi er på vej mod 70-procentsreduktionen i 2030, og det er vi ikke ifølge Klimarådet. Og det er jo vores uafhængige eksperter, som vi skal lytte til. Det, som Klimarådet også peger på, er netop, at der er for mange initiativer, der ligger ude i udviklingssporet, og at der er brug for at presse mere på i forhold til implementeringssporet, altså se nogle konkrete initiativer. Og et af de stærkeste redskaber, vi har til det, er jo netop et forpligtende delmål for 2025, og der har Klimarådet jo anvist, hvor det skal ligge, hvis det skal ligge inden for muligheden for at nå reduktionsmålene.

Så er regeringen villig til at sætte et 2025-delmål, som er inden for, hvad Klimarådet anbefaler?

Ministeren.

Det er lidt vigtigt lige at understrege, at Klimarådet jo faktisk siger, at der er taget væsentlige skridt i den rigtige retning, og at spørgerens eget parti sammen med de øvrige støttepartier i den finanslovsaftale, der blev lavet, jo skrev, at der er taget afgørende skridt. Så det der billede af, at der ikke er sket noget, kan jeg ikke genkende, og det kunne spørgerens eget parti heller ikke for et par måneder siden.

Men når det så er sagt, er det jo soleklart, at vi skal have mere politik fra udviklingssporet over i implementeringssporet, og det kommer vi til at levere på. Og et af de første områder, hvor det kommer til at ske, er inden for den sektor og den type af virkemidler, hvor der måske er det allerstørste potentiale, nemlig ccs, altså CO2-fangst og -lagring. Der skal vi allerede i den her måned i gang med at tale med hinanden i Folketinget om, hvad sådan en strategi skal indeholde. Vi har allerede sat et ret betragteligt beløb, nemlig 16 mia. kr., af – det er mange penge – og Klimarådet siger så: Hov, det er ikke nok at sætte pengene af; I bliver også nødt til at fortælle, præcis hvad de skal bruges til. Det er jo en god pointe, og det kommer vi til at gøre.

Den næste korte bemærkning er til hr. Tommy Ahlers, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for en meget fin tale og en god måde at gribe rapporten fra Klimarådet an på. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren ind til det, som ministeren nævner her omkring de her internationale forpligtelser, der kommer, og som også vil hjælpe på udviklingen, og som så ikke er talt med endnu. Den måde, vi vel normalt ofte ser det på, i forhold til meget af det, vi gør i Danmark, er, at vi – i og med at Danmark er et foregangsland – når der kommer et internationalt krav, f.eks. fra EU, så allerede er godt på vej til at opfylde det, fordi vi er længere fremme i Danmark. Så det, jeg hørte ministeren sige, er, at man også forventer, at der kommer noget fra EU, der lægger sig oven i det, som vi allerede gør i Danmark.

Kan ministeren uddybe lidt mere, hvad det skulle være for nogle ting og på hvilke områder? Tak.

Ministeren.

Det er jo rigtigt, at det ganske ofte vil være sådan, at det, hvis man hæver målene på europæisk plan, så ikke vil gøre så meget ved vores egne mål, fordi de allerede er højere. Det er f.eks. tilfældet med 55-procentsmålsætningen. Men når det er sagt, er det jo klart, at meget af den regulering, man må forvente kommer, så også skal implementeres direkte i Danmark. Det kunne f.eks. være øgede emissionsstandarder til biler, og det kunne være en udvidelse af EU's kvotehandelssystem. Det vil jo være virkemidler, som vil hjælpe os med at nå målene, på trods af at det ikke er nogle, som vi selv har vedtaget i Danmark, men altså nogle, som vi har været med til at vedtage i Bruxelles.

Næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre.

Tak for det, og også tak til ministeren for en fin tale. Der er fem anbefalinger, som Klimarådet særlig lægger vægt på i deres rapport. En af dem handler om prisen på udledning af drivhusgasser i samfundsøkonomiske beregninger, og man anbefaler fra Klimarådets side, at de sættes på et niveau, der er konsistent med 70-procentsmålet. Så prisen skal afspejle omkostningen for de dyreste reduktioner, der er nødvendige for at nå op til målet.

Lige nu bruger man en skyggepris, der hedder 300 kr. pr. ton, ovre i Finansministeriet, når man regner. Klimarådet finder det her tal alt for lavt. For mig virker det som en meget lavthængende frugt – og noget, som regeringen direkte kan gøre med det samme – at sætte en retvisende pris på CO2 i økonomiske beregninger. Vil regeringen gøre det i lyset af Klimarådets rapport?

Ministeren.

Tak. Det er et rigtig godt spørgsmål, for det er selvfølgelig fuldstændig rigtigt, at når man skal træffe beslutninger om, hvilke virkemidler der er også økonomisk rentable, og hvilke virkemidler der er i fare for at føre til lækageeffekter eller ej, er prisen på forurening jo meget vigtig. Derfor er vi også begyndt i regeringen at regne på betragtelig højere priser for CO2. Nogle af jer så måske, at transportministeren var ude at sige, at nu gør vi det for første gang i stor stil i forbindelse med den mobilitetsplan, som skal præsenteres senere på året. I modsætning til den tidligere regering, som ikke engang regnede på CO2-effekter, overhovedet, gør vi ikke blot det; vi regner også på prisen af det.

Næste korte bemærkning er fra fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Tak for en positiv tale. Det glæder mig rigtig meget. Der er ikke nogen tvivl om, at Klimarådet har en stor kritik af regeringens klimapolitik lige nu. Det, vi savner allermest alle sammen, tror jeg, er den her samlede plan, køreplan tror jeg man kalder det i rapporten, for alle områder, hvor der skal findes reduktioner. Hvad er argumentet egentlig for, at den plan ikke er lavet fra starten af?

Ministeren.

Der er vel flere ting i det. Det ene er sådan det rent, hvad skal man sige, praktisk politiske, at vi jo er blevet forsinket med nogle af forhandlingerne. I foråret blev vi forsinket nogle måneder med dem på affald, på industri og energi, som vi heldigvis nåede at indhente inden sommerferien. Vi har fået lavet vigtige beslutninger om energiøer i Nordsøen og andet. Men landbruget skulle vi jo have været færdig med sidste år. Det blev vi på grund af coronakrisen nødt til at udskyde, så det er klart, at det betyder, at der er et hul der i den samlede plan.

Dertil er der det lidt mere overordnede niveau, nemlig: Hvor konkret kan man egentlig blive? Og der er idéen jo altså, at vi i stadig stigende grad skal blive mere og mere konkrete. Klimarådet har faktisk lavet en meget god måde at sætte det op på, hvor de opererer med forskellige abstraktionsniveauer. Altså, der er noget, der hedder potentiale, så er der noget, der hedder analyser, så er der noget, der hedder udspil, og så er der noget, der hedder beslutninger. Og der skal vi jo hele tiden bevæge os til venstre i det koordinatsystem. Det er det, de anbefaler, og det er det, vi kommer til at gøre, altså i første omgang med ccs, men senere også med ptx og pyrolyse og de andre ting.

Næste korte bemærkning er fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, og også herfra tak for talen. En af de ting, som Klimarådet lægger vægt på, er jo, at vi skal være meget mere ambitiøse på CO2-afgifter. Og samme dag som den her rapport udkom, nedsatte regeringen tilfældigvis et udvalg, der skulle se på det. Hvis vi nu forestiller os, at det udvalg arbejder, som det skal, og inden for de deadlines, der er – et års tid, så vidt jeg forstår – og vi så skal forhandle, og der så skal laves lovgivning, og det så skal igennem Folketinget, hvornår er der så en mulighed for, at vi får reelle ensartede CO2-afgifter, eller i hvert fald et resultat, altså et konkret resultat, efter alle de andre forhandlinger og lovbehandlinger osv., af det arbejde, sådan at vi får CO2-afgifter?

Ministeren.

Altså, nu skal vi lige huske at understrege, at vi jo har en CO2-afgift i Danmark, og vi har også forskellige andre afgifter, som lægger en pris på forurening, og der bliver også justeret på dem, og det blev gjort dyrere at producere sort og billigere at producere grønt, da vi lavede aftalen sidste år. Så det er ikke sådan, at vi ikke er i gang.

Det, der er aftalen nu – jo ikke bare internt i regeringen, men med et bredt flertal af Folketingets partier – er, at nu beder vi en ekspertgruppe om at se på det her og komme med deres første anbefalinger til jul, hvorefter de så skal diskuteres med Folketingets partier.

Jeg synes, at rapporten fra Det Økonomiske Råd i går viste nogle af dilemmaerne. Ja, det er meget omkostningseffektivt, men omvendt tænker jeg, at der nok er mange, i hvert fald i den ene side af salen, som ikke helt synes, man skal følge rådet om at droppe alle tilskud til grøn omstilling. Det kan godt være, det ville være mest omkostningseffektivt, men det vil nok ikke gøre Danmark til foregangsland, ligesom det nok også giver anledning til en hel del bekymring, i hvert fald i den ene side af salen, at rådet jo mener, at det vil koste 19.000 årsværk i landbrugs- og fødevaresektoren. Den bekymring deler jeg i øvrigt.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Vi går nu over til forhandlingen, og det vil sige til de almindelige regler for korte bemærkninger. Og blot en serviceoplysning: Jeg vil rejse mig op, når der lige præcis er 1 eller 2 sekunder tilbage af taletiden. Og det vil sige, at når jeg rejser mig op, runder man af. Det er i hvert fald opfordringen. Det er derfor, jeg rejser mig.

Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne – og fødselsdagsbarnet, kan jeg forstå, tillykke med det – fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak for lykønskningen, både til formanden og til ministeren. I ved det måske ikke, men jeg elsker fødselsdage, og jeg elsker kage og elsker lykønskninger, så tusind tak for det.

Der er én ting, jeg ønsker mig mere end noget andet i dag, og det er mere klimahandling, og jeg håber, at vi sammen netop kan sikre det. Det vil ikke bare være en gave til mig, men også til hele min generation. Vi skal nå vores klimamål på 70 pct. i 2030. Det er ikke til diskussion, og derfor skal Folketinget tage den store klimahammer i værktøjskassen i brug i dag og forpligte regeringen på at lave flere klimatiltag. Det er desværre nødvendigt, efter at Klimarådet i deres statusrapport skrev sådan her, og jeg citerer:

Det er Klimarådets vurdering, at regeringens samlede klimaindsats ikke anskueliggør, at klimalovens 70-procentsmål i 2030 nås. Der er således behov for nye indsatser.

Det er jo klar tale, og det er netop den her sætning, vores debat skal starte med i dag.

Konklusionen er ikke overraskende for mig, men nu står det jo sort på hvidt, og så må det alligevel få nogle grønne advarselslamper til at blinke hos klimaministeren, men jo faktisk også i hele den socialdemokratiske regering. Der er lavet klimatiltag; der er lavet mange aftaler. Og selv om vi har haft travlt, skal der bare gøres mere, også selv om der er lavet aftaler for energi, industri, affald, biler og taget det første skridt i den grønne skattereform, og selv om vi har sat en slutdato for olie- og gasproduktion i Nordsøen.

Ud fra alle normale målestokke er det jo bestemt imponerende, men vi står i en klimakrise: Skovene brænder rundtom i verden, isen smelter, og klodens økosystemer er under voldsomt pres. Set i det lys er der kun ét svar på regeringens klimaplan: Der skal mere handling til.

Derfor vil SF pålægge regeringen handlepligt. Det er Folketingets klimahammer, som vi kan bruge, hvis der ikke er en klar, sikker vej mod klimamålet. Og når det nu ikke er til diskussion, om vi skal i mål, i hvert fald ikke for SF, og det har jeg heller ikke hørt fra regeringen, så skal der mere til. Og vi her i salen har påtaget os den vigtigste opgave for min generation: at begrænse klimaforandringerne. Det ansvar kræver, at vi ikke skubber opgaven foran os, men handler nu. Hvad skal der så til? Svaret er jo i virkeligheden længere, end jeg har taletid til her på talerstolen. Alligevel vil jeg nævne nogle vigtige tiltag.

Vi kan jo passende begynde med en ambitiøs klimaindsats i landbruget og et 2025-delmål på mindst 50 pct. Jeg vil i særdeleshed bede regeringen om at tage fløjlshandskerne af, når det gælder indsatsen i landbruget. For selv om der jo ikke er nogen tvivl om, at omstillingen i landbruget skal have hjælp fra samfundet i form af støtte til udvikling og forskning, så skal landbruget også levere deres del. De skal også bidrage økonomisk. Og højere klimakrav til landbruget kan faktisk bruges til at udvikle landbruget, ikke til at afvikle det. Tænk, om vi i Danmark kunne være førende inden for plantebaseret fødevareproduktion. Det ville være en fremtidssikring af dansk landbrug.

Der er masser, vi skal have sat i gang og få lagt klare planer for, når det handler om den nye teknologi; når det handler om f.eks. CO2-fangst og -lagring.

Indledningsvis sagde jeg, at det, jeg ønsker mig allermest, er klimahandling – og så måske lidt kage her på min fødselsdag. Og derfor er jeg taknemlig for, at et bredt flertal i Folketinget har meldt sig klar til at pålægge regeringen handlepligt på klimaområdet. Jeg vil sige, at jeg ikke kun er glad, fordi det er det, jeg gerne selv vil have, men fordi det er vigtigt for min generation og for de næste generationer.

Med de ord vil jeg nu læse en vedtagelsestekst op på vegne af Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet, Dansk Folkeparti, Frie Grønne og Socialdemokratiet:

Forslag til vedtagelse

»Set i lyset af vurderingen i Klimarådets 2021-statusrapport pålægges regeringen hurtigst muligt at anskueliggøre, hvordan den vil nå målene i klimaloven, samt fremlægge planer for, hvordan vi får teknologierne i udviklingssporet klar inden 2030. Samtidig pålægges regeringen forud for næste klimaprogram at igangsætte nye reduktionstiltag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 83).

Tak til SF's ordfører. Og forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Nu er der en række korte bemærkninger til ordføreren, og først er det hr. Sikandar Siddique, uden for grupperne. Værsgo.

Tak til ordføreren og et kæmpestort tillykke herfra. Nu er ordføreren jo i den heldige position, at ordføreren sidder med de afgørende mandater og derfor godt kan få sit ønske opfyldt, hvis bare man skruer bissen på.

Jeg vil lige høre ordføreren, om SF ønsker at leve op til 1,5-gradersmålet.

Ordføreren.

Det gør SF.

Hr. Sikandar Siddique.

Det regnede jeg også med at ordføreren ville svare. Og hvis vi skal leve op til det mål, skulle vi allerede i 2018 have leveret omgående reduktioner – altså allerede i 2018; sådan lyder kravet fra FN. Mener ordføreren, at regeringen lever op til de krav, og hvis ikke, hvorfor holder SF så hånden under regeringen?

Ordføreren.

Det, der er centralt for SF, er hele tiden at fremme klimapolitikken, ikke at ændre regeringen. Vi følger de råd, vi får fra Klimarådet, og det er jo netop derfor, vi står har i dag; det er netop derfor, vi har pålagt regeringen handlepligt – det er, fordi Klimarådet klart og tydeligt siger, at skal vi indfri vores 70-procentsmålsætning, som jo ligesom er vores ansvar i Parisaftalen, skal der flere og klare klimatiltag på bordet, og der er jeg jo selvfølgelig glad for, at Sikandar Siddique og Frie Grønne også støtter det forslag til vedtagelse og det tiltag.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. Tak for talen. Nu sagde SF's ordfører, at SF ikke var overrasket over, at der kom så stærk en kritik fra Klimarådet. Nogle af de ting, som Klimarådet kritiserer allermest, er bilaftalen og skatteaftalen. Vidste SF godt, da SF gik med i de to aftaler, at det ville møde så utrolig stærk kritik, og at det ville forhindre os i at nå vores 70-procentsmålsætning?

Ordføreren.

Grunden til, at jeg siger, at jeg ikke er overrasket over kritikken, er, at jeg jo allerede i december sagde, at SF ser, at der er behov for, at der skal laves yderligere klimatiltag. Det, som Klimarådet anbefaler i deres rapport, er jo flere ting. De har en række hovedanbefalinger, som bl.a. vedrører at få indført en ensartet CO2-afgift. Det har vi foreslået, det vil vi gerne. De foreslår også, at man skal lave samfundsøkonomiske beregninger ud fra en CO2-pris til 1.500 kr. pr. ton CO2. Det vil vi også gerne i SF. De foreslår en ccs-strategi, som skal være konkret. Det vil vi også gerne i SF. Så de anbefalinger, Klimarådet lægger for dagen, kan vi sagtens se os selv i, og vi har endda selv foreslået en ambitiøs plan for at udtage lavbundsjorder i landbruget inden 2025. Det er lagt frem før nytår, og det er også en hovedanbefaling fra Klimarådet.

Hr. Torsten Gejl.

På SF's hjemmeside står der »Klimahandling nu«. Jeg kunne jo ikke få et svar ud af klimaministeren om, hvornår der eventuelt kommer ensartede CO2-afgifter. Det ser ud, som om der skal snakkes rigtig, rigtig meget først. I Alternativet kommer vi til at fremlægge klimaafgifter på kød, på fly og på brændstof allerede i løbet af få måneder. Det bliver det hele med social kompensation. Det er selvfølgelig, for at vi kan komme i gang, og så kan vi indfase det i den samlede plan bagefter. Er SF klar på klimahandling nu?

Ordføreren.

Hver dag, når jeg går på arbejde, jagter jeg klimatiltag. Det er også derfor, SF sammen med Radikale Venstre og Enhedslisten har indkaldt til den her hasteforespørgsel. SF har også tidligere foreslået en flyafgift, som kan implementeres som en passagerafgift. Så vi er jo også tidligere kommet med de her forslag. Vi har også sagt, at vi gerne vil sætte pris på en ensartet CO2-afgift allerede nu. Men hr. Torsten Gejl ved jo godt, at ting først bliver til virkelighed, når der er 90 mandater bagved, og det er der ikke konkret lige nu for at melde en ensartet CO2-afgift ud. Derfor er det jo ikke sket, uanset at SF kunne ønske det.

Næste korte bemærkning er fra hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og endnu en gang stort tillykke med fødselsdagen til fru Signe Munk. Hvilken dag at have fødselsdag i dag, hvor Danmark sammen med Holland og en alliance af andre EU-lande også stiller krav til EU om, at vi skal udfase diesel- og benzinbiler. Det ved jeg også er noget, som ligger ordføreren meget på sinde. Så også tillykke med det.

Det var sådan set ikke det, jeg ville spørge om. Det, jeg ville spørge lidt ind til, handler om, at formandskabet for Det Miljøøkonomiske Råd i går udkom med sine anbefalinger til den danske klimapolitik, og konklusionen er, et de aftaler, vi har indgået i det seneste halvandet år, har øget de samfundsøkonomiske omkostninger ved at nå 70-procentsmålet. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, om SF er enig med Socialdemokratiet i, at de aftaler, vi har lavet, hvor vi bl.a. har givet tilskud til udskiftning af olie- og gasfyr, er væsentlige værktøjer for at nå i mål med vores 70-procentsmålsætning.

Ordføreren.

Tak for endnu en lykønskning. Det er gode tiltag, vi allerede har lavet nu, men SF har også sagt, at der skal mere til, f.eks. i forhold til at få sendt naturgasfyrene på pension. Derfor vil jeg jo rigtig gerne have, at det næste projekt, regeringen tager op i EU, er et forbud mod nye naturgasfyr.

Hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det svar. Så vil jeg gerne spørge lidt ind til noget andet. I forlængelse af den udmærkede tale, som ordføreren holdt, blev der sagt handlepligt, og som ordføreren også fik sagt, er der jo ikke et flertal uden om regeringen for handling; der er et flertal med regeringen for handling. Derfor kunne jeg måske godt tænke mig her i den sidste del af mit spørgsmål at spørge ind til: Hvad er det præcis, ordføreren ønsker at tvinge regeringen til, som regeringen ikke allerede er i gang med, og hvordan forestiller ordføreren sig at man skulle lave forskellige flertal for at tvinge regeringen til det?

Ordføreren.

Der er to muligheder for at pålægge handlepligt i klimaloven. Det er, at klimaministeren enten gør det selv – da klimaministeren fremlagde et klimaprogram i september, stod det udtrykkeligt sort på hvidt, at regeringen mente, at det var anskueliggjort, at man skulle nå 70-procentsmålsætningen. Ellers måtte det for SF at se – med den rapport, som Klimarådet så har lavet nu – være et folketingsflertal, der pålagde regeringen handlepligt, og det er jo netop det, vi gør i dag med en vedtagelsestekst, som jeg er enormt glad for at Socialdemokratiet også har tiltrådt.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Tommy Ahlers, Venstre. Værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren for initiativet, og tillykke med fødselsdagen til ordføreren. Jeg kunne godt tænke mig lige at spørge til noget, for vi har jo haft en del diskussion omkring den her CO2-afgift og den grønne skattereform. Og der er vi ikke helt enige, for ordførerens parti mener, at man allerede nu godt kan sige, at det skal være 1.500 kr., hvor vi mener, at vi lige skal vente på, at den her ekspertgruppe faktisk gør os klogere, for det kunne jo være, at det havde nogle helt utilsigtede konsekvenser. Hvad er det, som ordføreren ved, der gør ordføreren helt tryg ved at sætte niveauet allerede nu og ikke at vente på ekspertgruppen?

Ordføreren.

Vi har sagt, at hvis SF skulle komme med et bud, så var det faktisk 1.000 kr. i 2028, og så kunne man skrue op. Vi har ikke konkret sagt, at det skulle være 1.500 kr. Men det er jo i forhold til den forståelse, som erhvervslivet også efterspørger, at vi skal melde et niveau ud i forhold til niveauet for den ensartede CO2-afgift frem i tiden, så man i erhvervslivet ved, hvad man kan forvente sig at ens investeringer forrentes med. Så det er ud fra den logik, at SF gerne vil sende et klart signal. Nu venter vi så også på det gennemarbejdede forslag, der jo vil komme fra ekspertgruppen, og det vil selvfølgelig være tungtvejende, også i forhold til hvor vi i sidste ende helt og holdent lægger os fast.

Hr. Tommy Ahlers.

Men kan ordføreren ikke godt blive lidt nervøs, når man læser den rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd, som Socialdemokratiets ordfører også refererede til, altså den rapport, der kom i går, som peger på, at hvis man bare blindt gennemfører de 1.200 kr. – de foreslår så 1.200 kr.; den er faldet lidt i pris – som en ensartet CO2-afgift på tværs af alle brancher, inklusive landbruget, så vil det medføre, at vi taber 19.000 stillinger, for at være helt præcis, i landbruget og fødevaresektoren? Altså, kan man ikke være bange for, at hvis man ikke venter på ekspertgruppen, så får vi nogle utilsigtede konsekvenser, som vi slet ikke kan leve med, og hvor vi så skal til at gå tilbage og sige, at niveauet ikke helt skal være dér alligevel, men at det skal være dér, og så kommer vi til at skade dansk erhvervsliv, i stedet for at vi venter?

Ordføreren.

Jeg tror, det er helt centralt for dansk erhvervsliv, at der bliver sendt et klart og tydeligt signal fra et bredt flertal i Folketinget om, at der kommer en høj ensartet CO2-afgift. Den rapport, som Det Miljøøkonomiske Råd kom med i går, er for SF at se ikke en køreklar model. For de arbejder jo med et enten-eller; enten er det et fuldt afgiftsværktøj, eller også er det et fuldt støtteværktøj. SF har fra starten af den her diskussion sagt, at vi så en ensartet CO2-afgift som et vigtigt redskab i værktøjskassen i klimakampen, men ikke som et, der var enestående. Og det var vi faktisk ude at sige i Berlingske, tror jeg, som jo må være en avis, som ordføreren læser, i forhold til hvor vi startede den her diskussion. Men det er et vigtigt bidrag, som de økonomiske vismænd har givet til debatten.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg hørte bare ordføreren sige, at EU skulle forbyde naturgasanlæg. Og der vil jeg bare høre, hvilke tanker fru Signe Munk har gjort sig i forhold til subsidiaritetsprincippet. Altså, hvorfor er det, at medlemslandene ikke selv kan beslutte det, bortset fra at der måske er nogle lande, som rent demokratisk beslutter noget andet end Socialistisk Folkeparti? Men altså, hvorfor er det EU, der skal træffe afgørelser om, om vi skal kunne sætte nye naturgasfyr op eller ikke?

Ordføreren.

Det kan være, at jeg har udtrykt mig forkert, så bare for at klarlægge det for ordføreren: Det, jeg bad den socialdemokratiske regering om, var at skabe en mulighed for, at man i Danmark kunne træffe den beslutning. Når SF har fremsat det her forslag om, at man i Danmark skulle lave et stop for installation af nye naturgasfyr, så har vi fået at vide af dygtige embedsmænd i både Klimaministeriet og andre steder, at der er EU-lovgivning, som står i vejen for, at et land har den mulighed, præcis ligesom et forbud mod nye salg af diesel- og benzinbiler f.eks.

Næste korte bemærkning er til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu var det jo egentlig mest til den debat, der udfoldede sig her lige før mellem den socialdemokratiske ordfører og fødselaren – jeg ved ikke, om det er tilladt at kalde ordføreren for fødselaren, men det tillader jeg mig at gøre nu; det accepteres! – og mellem Venstres ordfører og SF's ordfører, for det understregede jo netop behovet for, at vi får en meget klar melding om, hvad en CO2-afgift skal ligge på, og det har jeg jo også tidligere hørt at SF har været enig i.

Giver det ikke anledning til en vis bekymring, når man kan høre, at der er så modsatrettede opfattelser af, hvad den CO2-afgift skal bruges til, når vi hører f.eks. Venstres ordfører, fordi det jo er helt afgørende, også i forhold til erhvervet, at der meget tidligt bliver meldt et niveau ud for en flad CO2-afgift, som man så kan lave social kompensation i forhold til, men at der bliver det klare pejlemærke?

Ordføreren.

Enhedslistens ordfører har jo helt ret i, at neden under den her diskussion om den ensartede CO2-afgift ligger der forskellige holdninger, både imellem SF og Venstre og jo måske også andre steder i salen. Det, som jeg egentlig tror at vi alle sammen herinde er enige om – og nu ved jeg ikke, om man må antage, hvad Venstre nok ville mene – er, at en ensartet CO2-afgift kan give et klart prissignal om, hvad forureningen skal koste, og at det kan virke på tværs af sektorer. På den måde kan markedet jo ligesom også drive nogle reduktioner.

Men det, ordføreren kan høre, er, at der ikke er enighed om niveauet, og man kan sige, at der jo skal 90 mandater til for at kunne vedtage niveauet, og det er da SF's ambition, SF's håb, at det kan vi få skabt en enighed om, om ikke andet så hvis ekspertgruppen kan komme med deres vurdering her til efteråret af den grønne skattereform.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu synes jeg, at problemet med det her har været, at der jo var muligheden for at skabe et flertal for en flad CO2-afgift, men uden at man nødvendigvis, som man gjorde i den såkaldt grønne skattereform, også lavede en massiv erhvervsstøtte til erhvervslivet uden reelle krav om klimatiltag.

Mener ordføreren ikke, at det havde været bedre at sikre, at vi netop fik sendt det klare signal om en flad CO2-afgift, og at vi fik det meldt ud og dermed også fik sikret, at det klare budskab blev sendt, så CO2-afgiften netop kunne blive motoren i den grønne omstilling og det, man også løbende ville kunne regulere på, men hvor det er nødvendigt at få meldt et klart mindsteniveau ud?

Ordføreren.

Ordførerens første indlæg var rigtigt: Der er ikke enighed. Der er ikke 90 mandater bag et niveau for en ensartet CO2-afgift, og derfor undrer ordførerens anden kommentar om, hvorfor vi ikke brugte det flertal, mig lidt. For det er jo lige blevet illustreret, at det ikke var der. Derfor er det jo en fejlpræmis for diskussionen.

Så det, jeg kan sige, er, at SF er klar til at sætte en høj ensartet CO2-afgift. Heldigvis har vi jo skrevet i den grønne skattereform, at den skal være en hovedmotor, som jeg tror den er blevet kaldt, og at den skal bidrage væsentligt til 70-procentsmålsætningen. Derudover er der jo altså afgiftsforhøjelser i den grønne skattereform allerede nu. Der er en forhøjelse af energiafgiften på fossilt brændstof.

Mange tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Der er desværre heller ikke fødselsdagskage heroppe, men jeg er sikker på, at ordføreren får det senere – det må der være nogle der sørger for. Tak til SF's ordfører.

Den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører. Velkommen til hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det. Da jeg i P1 Debat for et par uger siden blev bedt om at give karakter til regeringens klimapolitik, gav jeg 12. Det udløste en blanding af forundring og i virkeligheden måske også en smule chok hos nogle af deltagerne. Og tager man mediebilledets konsensus om, at regeringens klimapolitik er dumpet, i betragtning, er det måske ikke så underligt. Det var dog et stille forsøg på at nuancere Klimarådets rapport snarere end et forsøg på at lukke øjnene for Klimarådets konklusioner.

Jeg er glad for, at Klimarådet anerkender de vigtige skridt, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget har taget. Jeg er sådan set også helt enig i, at der skal mere til. Men jeg kan godt have svært ved at forstå behovet for at underkende den indsats, der allerede er lavet. Ud af det reduktionspotentiale på 10,9 mio. t, som Klimarådet selv identificerer i sit implementeringsspor fra marts 2020, har vi lavet aftaler i det spor, der reducerer udledningerne i 2030 med over 7 mio. t. Det er da svært at være uenig i, at det er vigtige skridt.

Dertil kommer, at vi stadig er i gang med forhandlinger om landbruget og stadig er i gang med udmøntning af de aftaler, vi allerede har indgået. Det betyder ikke, at vi er i mål, men vi er kommet et godt stykke tættere på. En stor del af de resterende udledninger, som vi mangler i reduktionsmankoen, ligger i Klimarådets identificerede udviklingsspor. Vi har sat os mål, som hverken vi i Folketinget eller Klimarådet kender den præcise vej til. Vi har behov for at skalere og udvikle en teknologi som f.eks. CO2-fangstog -lagring. Det er teknologi, som Klimarådet selv peger på er nødvendig, men som samtidig dømmes for at være for usikker til at tælle med mod 2030, men sikker nok til at tælle med mod 2025. Det kan måske undre en smule – det undrer i hvert fald mig.

Men vi er enige om, at det er en afgørende teknologi, og med klimaaftalen for energi og industri fra juni 2020 har vi aftalt at afsætte knap 4 mia. kr. til at understøtte udviklingen af fangst og lagring af CO2 frem mod 2030. Derudover kommer arbejdet med en konkret strategi for, hvordan vi får udbredt teknologien, som også er i gang.

Det er klart, at vi skal tage Klimarådets rapport alvorligt, og når rådet efterspørger konkrete planer for, hvordan vi gør reduktionspotentialer til konkrete virkemidler, altså til reduktioner i vores drivhusgasudledninger, ja, så er det herimod, vores arbejde skal rettes. Derfor glæder jeg mig også over, at de fem indsatser, som Klimarådet peger på, trods alt er indsatser, vi allerede har sat gang i.

Men lad mig vende tilbage til der, hvor jeg startede, nemlig med at tale om en klimaindsats til et 12-tal. For i 12-tallet ligger ikke nødvendigvis den fuldstændig perfekte præstation. Der er plads til forbedringer, og det tror jeg også vi er et flertal der er enige om at der er; for vi kan først være fuldt tilfredse, når vi er helt i mål. Tak for det.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, først fra fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil sige tak for talen til den socialdemokratiske ordfører. Tidligere har Socialdemokratiet jo været ude med et forslag om, at der skulle være sådan nogle møder, hvor vi sad og blev klogere på landbruget, som en bedre løsning, end at regeringen selv fremlagde et landbrugsudspil. Men nu kunne jeg jo høre på klimaministeren, at man er klar til at fremlægge mere konkret politik.

Så jeg skal bare høre helt konkret: Når Socialdemokratiet og klimaministeren indrømmer, at der er brug for mere konkret handling, hvorfor har man så ikke lagt det her forslag på landbrugsområdet frem? For vi er vel enige om, at der skal laves CO2-reduktioner i landbrugssektoren; for ellers kommer vi jo ikke i mål med 70-procentsmålsætningen.

Ordføreren.

Vi er helt enige i, at landbruget skal være med til at bidrage til reduktionerne, og jeg synes sådan set også, at nogle af de spørgsmål, som spørgeren selv fik før, i forhold til hvor landbruget kan reducere, udtrykte nogle gode overvejelser og nogle gode diskussioner.

Der har været gang i en række tekniske gennemgange. Jeg tror, at antallet runder – jeg kan også se, at der er store øjne – omkring 27, hvis ikke jeg tager fejl. Jeg har også selv haft fornøjelsen af at deltage i en del af dem. Og det er jo, fordi det ikke er nemt. Altså, vi vil rigtig gerne være med til, at landbruget selvfølgelig skal bidrage, men vi har også brug for at træffe beslutningerne på et ordentligt grundlag, og der har jo været behov for at se på noget teknik, som vi ikke kender endnu. Og så er der jo noget, som godt kan være lidt en udfordring at forklare – synes jeg i hvert fald – da meget af det også er akademiske diskussioner. Jeg ved også, at spørgerens parti bl.a. har foreslået, hvor meget lavbund man kan tage ud. Der er en anden diskussion, der foregår, bl.a. i forbindelse med de beregninger, som jeg har set.

Så vi arbejder jo på hurtigst muligt at kunne præsentere et konkret landbrugsudspil. Det er ikke, fordi vi nødvendigvis ønsker, at det skal vente, men det er jo blevet udskudt, bl.a. på grund af de tekniske gennemgange, der er nu, men jo også, fordi der kom en coronakrise, og fordi der kom en minkskandale, der skulle håndteres osv.

Fru Signe Munk.

Det, der kan undre mig, er, at vi alle sammen ved, at Socialdemokratiet har haft et landbrugsudspil liggende i skuffen. Så det er jo ikke, som ordføreren siger, fordi man ikke har vidst, hvad der skulle til; det er, fordi man ikke har villet vise os andre, hvad der skulle til.

Når Socialdemokratiet nu godt ved, at der er brug for en ret massiv ekstraindsats i landbruget, vil jeg, da det er dumt at spørge igen, sende et håb af sted om, at Socialdemokratiet bliver meget konkrete, med hensyn til hvilke indsatser de har tænkt sig at lave i landbruget. For det skulle Socialdemokratiet angiveligt godt have vidst – under en tidligere fødevareminister.

Ordføreren.

Jamen det skal vi nok blive – og tak til spørgeren for det. Altså, jeg troede sådan set, at spørgeren også var tilhænger af, at man havde nogle processer, hvor man også lod spørgerens parti komme til orde. Jeg ved, at der er andre partier, der – det har vi talt om tidligere – har lidt mere for vane at have studiekredse, men i hvert fald kunne man have ønske om at komme til orde, og at vi blev klogere sammen. Men tak for det gode råd; det skal jeg nok sørge for kommer med videre.

Tak. Inden jeg giver ordet til den næste spørger, vil jeg bare lige komme med en serviceoplysning: Der er en utrolig stor spørgelyst, taletiden bliver brugt fuldt ud, og derfor kan jeg blive bekymret for, om vi simpelt hen når til ministeren igen, hvis alle vil stille spørgsmål og bruge hele taletiden. Det er blot en serviceoplysning. Taletiden er 1 minut og så ½ minut, og sådan er det.

Den næste er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er glad for, at jeg kan høre nu, at man godt må omtale Klimarådets rapport som en, man kan få 12 for, hvorimod det ikke er så hensigtsmæssigt, hvis man omtaler den som en, man dumper for. Så der er åbenbart en distinktion dér, i hvert fald i den socialdemokratiske tankegang.

Men det, jeg egentlig godt vil spørge ordføreren om, er: Når nu det er så tydeligt, også efter Klimarådets rapport, at der er brug for at få flyttet initiativer netop fra udviklingssporet over i implementeringssporet – i tråd med det, jeg spurgte klima-, energi- og forsyningsministeren om tidligere – er det så også Socialdemokraternes opfattelse, at vi skal lægge et 2025-delmål, som ligger inden for Klimarådets anbefalinger? For det er jo det, der er med til at sikre, at vi får sat nogle konkrete initiativer i gang nu, som er det, der er til gavn for klimaet, men jo sådan set også for samfundsøkonomien, både i forhold til hvad Klimarådet siger, men jo også i forhold til hvad Det Miljøøkonomiske Råd siger. Så er Socialdemokraterne indstillet på det?

Ordføreren.

Jeg vil lige sige, og det fik jeg måske ikke sagt i min tale, at grunden til, at jeg brugte en karakter, var, at jeg blev tvunget til at sige en karakter, for at vi kunne komme videre i debatten. Så det var ikke med min frie vilje. Jeg ville gerne have sagt, at Klimarådet jo ikke giver karakterer, som jeg også synes jeg har forsøgt at sige på mange andre områder.

Socialdemokratiet har jo allerede fremlagt vores forslag til et 2025-mål, som er et forslag på mellem 46 og 50 pct. Jeg er med på, at spørgerens parti har ønsket sig et højere mål, og det er jo så det, som vi allerede har taget hul på nogle gode drøftelser om, synes jeg.

Hr. Peder Hvelplund.

Nå jo, men det kunne jo godt ske, at det, at Klimarådets rapport eller vurdering nu var kommet, havde medført en revurdering af det synspunkt. For Klimarådets kritik er jo krystalklar, i forhold til at det her handler om, at det ikke er ambitiøst nok, og at der simpelt hen også er for mange ting, som ligger ude i fremtiden, og der kan et 2025-mål jo være noget af det, der er med til at tvinge den udvikling igennem. Så det var bare et spørgsmål om, om det måske havde fået Socialdemokraterne til at revurdere det synspunkt, at det skulle ligge i spændet 46-50 pct., og at man i stedet for accepterede, at det skulle ligge inden for Klimarådets anbefalinger.

Ordføreren.

Jamen vi ved også, og det siger Klimarådet jo også selv, at hvis man f.eks. foreslog, at man skulle have et reduktionsmål på 64 pct., ville det betyde lækage. Det ville betyde, at virksomheder ville lukke deres produktion og flytte den til udlandet, og det ville betyde, at rigtig mange mennesker ville miste deres arbejde. Noget af det, vi også lovede hinanden, da vi lavede aftalen om klimaloven, var jo, at den skulle være socialt retfærdig, altså at vi skulle sørge for, at folk ikke mistede deres arbejde, at den ikke øgede uligheden, og at arbejdspladser ikke flyttede til udlandet, og det er selvfølgelig de hensyn, vi tager. Vi lytter jo til det, som Klimarådet skriver i deres rapport, men jeg vil også sige, at Klimarådet også skriver i rapporten, at hvis man foreslår 64 pct., vil det medføre lækage og produktionsreduktion.

Tak. Der er stadig væk fem, der har bedt om korte bemærkninger til denne ordfører, og det er så sket. Men jeg tror simpelt hen, at vi af tidsmæssige hensyn kommer til at sige, at der fra den næste ordfører kun er plads til to, der kan få korte bemærkninger. Ellers når vi simpelt hen ikke igennem ordførerrækken.

Hr. Rasmus Nordqvist til en kort bemærkning.

Tak, men det kan være, at vi kan nå det her på én runde, for jeg er lidt nysgerrig på, om vi lever op til den fantastiske klimalov, som vi har lavet, hvor vi jo har lavet et årshjul, og nu er Klimarådet kommet med deres vurdering af, om regeringens klimaindsats anskueliggør, at klimalovens mål nås. Men lige meget hvordan man læser den rapport, der kom fra Klimarådet, tror jeg ikke, man kan sige, at de vurderer, at det gør man, at der er en anskueliggørelse af det.

Så står der jo også, at ministeren skal fremlægge nye initiativer med kort og lang sigt, som viser vejen mod en opfyldelse af klimalovens mål, og det er jo, inden næste års hjul går i gang med det næste klimaprogram. Så er Socialdemokratiets folketingsgruppes ordfører enig i, at ministeren meget hurtigt skal komme i arbejdstøjet og fremlægge kortsigtede og langsigtede konkrete handlinger og ikke diverse tekniske gennemgange?

Ordføreren.

Jeg kan love spørgeren for, at Socialdemokratiets folketingsgruppe altid sørger for, at klimaministeren er i arbejdstøjet, og at han sørger for at knokle med den tillid, som han har fået.

Men jeg vil også sige, at en af Klimarådets begrundelser for, at vejen ikke er anskueliggjort, bl.a. er, at den laveste risikovurdering kun vil få os 65 pct. af vejen, og det er jo så på baggrund af klimaprogrammet fra september. Klimaministeren har jo også sagt – jeg er sikker på, at ministeren selv får mulighed for at uddybe det senere – at man håber at kunne præsentere en strategi for ccs før sommerferien. Så der kommer jo konkrete forslag før sommeren.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Vi nåede det så ikke på én runde. Vi tager den igen, og når jeg prøvede at sige Socialdemokratiets folketingsgruppe, var det egentlig også en udstrakt hånd til ordføreren. For det, som ordføreren jo så går i gang med nu, er at stå og snakke om langsigtede handlinger, og der står tydeligt i klimaloven – og det var jo meget vigtigt, at vi fik det ind – kort sigt og lang sigt. Så på kort sigt er det jo ikke en ccs-strategi, men det er konkrete handlinger nu og her.

Så er ordføreren enig i, at ministeren – inden næste årshjul går i gang – skal fremlægge konkrete handlinger også på kort sigt?

Ordføreren.

Jeg ved jo ikke, hvad spørgeren tænker på af konkrete handlinger, og derfor ville det i hvert fald have været nemmere for mig, hvis spørgeren selv havde foreslået, hvad det var for nogle konkrete handlinger, som han tænkte sig. Altså, vi har jo allerede plukket det, som jeg tror man kalder for de lavthængende frugter, og jeg er med på, at der er nogle, der har kritiseret os for det. Men det synes jeg sådan set det er svært at kritisere nogen for, for jeg synes kun, det er sund fornuft, og så er der jo nogle ting, der tager tid. Men der er jo også en implementeringstid på det meste, f.eks. også når man foreslår noget, der ikke er med i Klimarådets program, f.eks. energiøer. Det tager også tid bare at bygge de øer og få maskinerne derud osv. Så der er jo en implementeringstid på alt.

Men klimaministeren har jo allerede sagt, at han kommer til at blive mere konkret på de anbefalinger, der kommer fra Klimarådet.

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Jeg ved ikke, om jeg skal synes, det er provokerende eller det er komisk, når ordføreren står og giver regeringen 12 på baggrund af en rapport fra Klimarådet, som jo på mange måder dumper regeringen. Altså, det bliver jo næsten sådan lidt teateragtigt.

Med hensyn til det spørgsmål, som ministeren ikke vil svare på, kan ordføreren jo, hvis ordføreren er så dygtig, svare mig på: Hvornår er det muligt, at der kommer ensartede CO2-afgifter? Er det, efter udvalget er færdigt med at rapportere, efter vi har forhandlet? Hvornår er det, at vi får reelle ensartede CO2-afgifter til at virke?

Ordføreren.

Igen ville jeg jo ønske, at Alternativets ordfører havde været med i programmet. Jeg ved, at Alternativets partileder var med i programmet og også blev tvunget til at give os karakter, og jeg kan godt røbe, uden at jeg tror, at det kommer som en stor overraskelse, at jeg ikke gav den samme karakter, som Alternativets forperson gjorde. Men jeg er glad for, at ordføreren har høje forventninger til, at jeg er meget klog, men jeg er ikke klogere, end at jeg kan sige, at vi nu har nedsat en ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger. Og det er jo det, der er den aftale og det arbejde, som vi venter på nu, og det er også det, som jeg venter på.

Hr. Torsten Gejl.

Det kan jo godt være, at ordføreren i det program blev tvunget til at sætte en karakter på, men det har ordføreren jo altså ikke været tvunget til at gøre fire gange i den her sal. Så det er ligesom ordførerens frie vilje. Det, som jeg spørger til, er, at den ting, der får allermest kritik af Klimarådet, er, at vi ikke har lavet en tydelig og ensartet CO2-afgift. Med hensyn til den allervigtigste ting til at regulere det her spørger jeg bare til: Hvornår sker det? Ved regeringen virkelig intet om det?

Ordføreren.

Jo, vi har jo nedsat en ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger ultimo 2021. Så der ved vi jo, at der kommer nogle anbefalinger fra ekspertgruppen. Men så må jeg også bare sige, at den aftale, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget, jo netop er, at det skal være socialt retfærdigt, altså at folk ikke skal miste deres arbejde, at virksomheder ikke skal rykke ud af landet, og at uligheden i Danmark ikke skal stige.

Hvis man kigger på den rapport, der kom i går fra Det Miljøøkonomiske Råd, kan man jo se, at der står i den, at man risikerer at miste 19.000 arbejdspladser i landbruget, hvis man gør det her, og derfor er det selvfølgelig ikke noget, man gør over natten. Vi skal have nogle ordentlige anbefalinger fra ekspertgruppen, og det er dem, som vi venter på.

Næste korte bemærkning er til hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til ordføreren. Det er ikke, fordi jeg vil køre rundt i det 12-tal, men jeg havde altså også lige et spørgsmål om det. Det er en høj karakter. Kan ordføreren nævne nogle konkrete omgående reduktioner uden historisk fortilfælde, som den socialdemokratiske regering har sikret?

Ordføreren.

Nu må jeg desværre indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg forstår spørgsmålet. Det er ikke, fordi jeg ikke vil svare på det, eller fordi jeg vil tale om 12-tallet igen. Beklager, men måske spørgeren kan være lidt mere konkret?

Hr. Sikandar Siddique.

Det er jo megaærgerligt, for nu skal jeg bruge mit andet spørgsmål på det første spørgsmål. Så prøver vi igen. Kan ordføreren give et eksempel eller eksempler på konkrete omgående reduktioner uden historisk fortilfælde, som regeringen har sikret – som FN jo kræver? Det tror jeg ikke at ordføreren kan give, hvis jeg må hjælpe lidt på vej.

Og så var mit andet spørgsmål så: Hvis ordføreren ikke kan give det og vi ikke leverer konkret handling lige nu, hvordan mener ordføreren og regeringen så at man kan leve op til Parismålet?

Ordføreren.

Jeg vidste ikke, at det skulle være sådan et teknisk spørgsmål, hvor jeg skulle beklage, at jeg ikke har et konkret svar på det. Jeg er stadig væk ikke helt sikker på, at jeg fuldstændig forstår, hvor spørgeren vil hen, må jeg sige. Men jeg kan jo bare sige, at vi har aftalt – ikke kun i regeringen eller den socialdemokratiske folketingsgruppe, men med brede flertal – reduktioner, som får os en tredjedel af vejen nu. Og det er jo så det, vi står på nu, når vi arbejder hen imod at nå de sidste reduktioner. Så er der jo heldigvis, kan man sige, et erhvervsliv, som også hjælper med nogle reduktioner, som vi ikke kan tage æren for, men som også hjælper os på vej.

Den næste korte bemærkning er til hr. Tommy Ahlers, Venstre. Værsgo.

Jeg var jo i den debat med ordføreren, hvor ordføreren gav det 12-tal, så at høre debatten gentage sig her er lidt sjovt. Jeg tænker faktisk også, at jeg vil give nogle høje karakterer – jeg ved ikke, om det ville være 12 – til delelementer af regeringens førte klimapolitik, for jeg deler faktisk ordførerens opfattelse af, at vi har lavet rigtig meget godt, altså aftale om energiøer; det er 12+ , vil jeg faktisk sige. Men det er lidt forsinket, så det er måske nede på 12 så. Så har vi Nordsøaftalen, som krævede meget mod fra regeringen. Så det giver også en høj karakter.

Men det, som Klimarådet siger, handler jo om den samlede vurdering. Der synes de ikke, når man lægger alle ting sammen, at det er anskueliggjort, hvordan vi kommer hen til 70 pct. Og der kunne jeg ikke helt høre ud fra ordførerens tale, om ordføreren er enig med Klimarådet i den kritik. Altså, selv om der er rigtig gode elementer, forstår man så godt kritikken af, at det samlet set ikke giver det billede, og at der derfor skal ske noget nu? Og tak til ordførerens parti for også at bakke op om vedtagelsesteksten her i dag.

Ordføreren.

Ligesom i den debat, vi havde i radioen, er jeg glad for, at spørgeren bliver ved med at fremhæve det med de 12+ , som spørgeren, da han var minister, jo ikke kunne komme igennem med. Men jeg er glad for at se, at det kan blive brugt i diverse debatter forskellige steder. Nu skal jeg huske, hvad spørgeren spurgte om. Kan spørgeren lige sige det igen?

Det bliver i den anden runde – beklager, men sådan må det være.

Mit spørgsmål er: Selv om regeringens klimapolitik indeholder elementer, som vi godt kan være enige om er rigtig gode, kan spørgeren så ikke godt se, når vi lægger det hele sammen, at det her ikke går op, og kan han derfor ikke også godt følge Klimarådets kritik og input til regeringen her?

Ordføreren.

Jeg er ked af, at jeg ikke helt har hukommelsen med i dag. Jeg tror stadig væk, man kan gemme sig bag ved at være ny herinde måske. Altså, jeg er ikke enig i, at vi ikke har anskueliggjort vejen. Jeg er fuldstændig enig i kritikken om, at vi skal blive mere konkrete i forhold til de redskaber og værktøjer, vi skal bruge for at nå derhen. Men så må jeg samtidig sige, at Klimarådet jo også i sin rapport siger, at vi har taget væsentlige skridt mod at nå 70-procentsmålet, men jeg er ikke enig i, at vi ikke har anskueliggjort, at vi kan nå vejen derhen.

Den sidste korte bemærkning er til fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak for ordførertalen, og tak for, at ordføreren er så positiv. Det er jo dejligt, men det er måske også en lærestreg om, at man ikke skal give sig selv karakter, især ikke når censor allerede har dumpet en. Det skal man simpelt hen bare lade ligge.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, om ordføreren med hånden på hjertet kan sige, at han ikke har savnet at have en plan for de enkelte områder, så vi ikke som nu skal stå uden at vide, hvad hver enkelt sektor egentlig skal bidrage med, for det har jeg.

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald glad for, at spørgeren aldrig har været min censor, for det tror jeg kunne have været en hård omgang. Jamen vi fremlægger jo løbende konkrete handlingsplaner, når de er klar. Vi kunne måske alle sammen have ønsket os, at vi havde haft nogle af dem før, men på bl.a. landbrugsområdet er der jo forskellige omstændigheder, der gør, at vi først nu har kunnet konkretisere de forhandlinger om reduktioner. Man kunne selvfølgelig have ønsket sig, at det havde været noget før, men jeg synes sådan set, at vi, regeringen og Folketinget og dem, der er med til at lave aftalerne, kan være rigtig glade for og stolte af de aftaler, vi har lavet. Derfor synes jeg også, der er god grund til også i den anledning at være lidt positiv.

Fru Mona Juul.

Det synes jeg også der er. Der er mange gode elementer i det. Det, man kunne gøre nu, hvor vi står på bagkant af eller i hvert fald lang tid efter, at vi har aftalt klimaloven, og nu knap er i gang med landbrugsforhandlingerne, var jo at tage nogle elementer ud og sige, ligesom Klimarådet anbefaler f.eks. om lavbundsjorderne: Lad os nu komme i gang med dem. Hvorfor har vi ikke kunnet det? Hvorfor har vi ventet på sådan et element? Hvorfor skal det være en samlet plan?

Ordføreren.

Konkret til det om lavbundsjorderne er det jo ikke noget, vi har ventet på. Der har vi jo ikke bare i én finanslov, men faktisk i to finanslove, som spørgerens parti ikke er med i, afsat konkrete penge til det. Men det med konkret at have afsat penge betyder ikke, at det bare sker. Sådan fungerer virkelighedens verden ikke. Nu er spørgeren jo blandt dem, der tit siger, at hun kommer fra virkelighedens verden. Man må sige, at f.eks. det med lavbundsjorder kræver tid. Man skal lave aftaler med lodsejerne, man skal sørge for, at man ikke oversvømmer naboens marker osv., så ting tager tid. Men med hensyn til lavbundsjorder har vi jo faktisk allerede taget nogle store og væsentlige skridt, og vi kommer også til at gøre mere.

Tusind tak til den socialdemokratiske ordfører. Jeg skal her beklage, at det blev ordføreren, der fik de fleste korte bemærkninger. Fra nu af bliver der af hensyn til tiden, for vi skal også nå til ministeren, kun plads til to korte bemærkninger pr. ordfører, og hvis muligt meget gerne kortere taletid end de 4 minutter i ordførertalen, men det kan være svært at reducere på det, hvis man har forberedt sig.

Næste ordfører er Venstres ordfører, og det er hr. Tommy Ahlers. Velkommen.

Tak for det. Alle de guldkorn, Folketinget går glip af nu!

Tak til ministeren for besvarelsen. Jeg ville faktisk ønske, at vi ikke stod her, men at Klimarådet havde sagt, at det, vi har brokket os over det sidste år, bare var politisk fnidder, at regeringen havde ret i det, når den i september selv sagde, at vejen frem mod 70-procentsreduktionen i 2030 er anskueliggjort. Jeg havde faktisk lige præcis håbet på, at regeringen nok vidste lidt bedre, havde adgang til mere information, som giver dem ro i maven, for hvem ville ikke gøre alt for at leve op til klimalovens bestemmelser? Men desværre har Klimarådet været helt klare i mælet: Regeringen har ikke anskueliggjort vejen til 70-procentsmålsætningens opfyldelse i 2030. Vi skal tilbage på det spor, og regeringen skal få os tilbage på det spor.

Der er jo tre grunde til, at det er vigtigt. Den første er selvfølgelig, at det er for klimaets skyld, for det er for klimaets skyld, vi har sat en 70-procentsmålsætning. Den anden er, at det er noget, vi har aftalt, det er noget, vi har lovet befolkningen, altså at vi ville reducere med 70 pct. frem til 2030, og det er noget, vi har lovet hinanden. Den sidste er, at hvis ikke vi holder fast i en meget ambitiøs klimapolitik, som hele tiden kigger frem mod en 70-procentsreduktion i 2030, er der nogle mulige erhvervseventyr, som vi simpelt hen går glip af derude, fordi resten af verden jo også er i gang med den grønne omstilling, og så er det bare de virksomheder fra Tyskland, Frankrig, Kina, USA, der løber med det store grønne erhvervseventyr i stedet for danske virksomheder.

Klimarådet peger jo på en række ting, der er problematiske ved den klimapolitik, som regeringen har ført.

Det første er, som vi også har været inde på før, at den store plan mangler. Vi har efterspurgt planen flere gange, og stort set alle partier rundt omkring regeringen spurgte til den, da vi sad i det første møde ovre i Finansministeriet til forhandlingen om energi og industri i juni sidste år. Der var et flertal i Folketinget for det, da vi vedtog V 86 i forbindelse med den energipolitiske redegørelse.

Det andet, Klimarådet siger, er, at vi godt nogle af de steder, hvor vi har haft fat, kunne have gjort mere. Det var en stor skuffelse, at vi ikke kom længere med skattereformen, for i juni pålagde vi faktisk regeringen at komme med nogle modeller til en ensartet CO2-afgift, og den var vi nået længere med – vi var ikke nået i mål med den, men vi var nået længere med den – hvis de så havde gjort det. Vi havde gerne set mere på biogas i energi- og industriaftalen dengang i juni sidste år.

De siger også, at det er for usikkert, og selv om jeg er helt vild med og deler fascinationen, som ministeren har, og som andre også har herinde, omkring power-to-x og carbon capture, er det svært at se, hvordan vi realiserer det potentiale, hvis ikke der er en klar køreplan hen imod det, og det er det, som Klimarådet kritiserer her. Jeg ved godt, og jeg synes faktisk også, at ministeren er dygtig, men han er dog ikke så dygtig, at han kan bøje tid og rum, men det lyder lidt, som om han prøver at gøre det, og derfor vil jeg godt tillade mig at citere. Ministeren siger: På halvandet år vi har løst cirka en tredjedel af den opgave, vi har 10 år til at løse. Det er et stort skridt i den rigtige retning. Vi er langtfra i mål, og der er store opgaver forude, men vi er godt på vej.

Her virker det, som om ministeren bøjer tid og rum lidt, fordi ministeren blander to faser sammen. Han blander politikfasen og effektfasen sammen. Det er rigtigt nok, at i politikfasen er vi nået en tredjedel af vejen, men vi har ikke 10 år til politikfasen. Vi har ikke sat en deadline på den, men vi har måske kun 3 eller 4 år til, hvorimod effektfasen har vi 10 år til, men effektfasen er vi ikke nået en tredjedel af vejen med, for der er jo ikke 715.000 biler ude på vejene lige nu, og alle de oliefyr, vi skal have udskiftet med varmepumper, er ikke udskiftet endnu, og vi brænder stadig for meget affald af, der kunne have været genanvendt. Derfor håber jeg, at regeringen tager rapporten til sig og lytter.

Jeg er dog stadig væk optimistisk, for når man lytter til erhvervslivet, når man lytter til forskerne, er der en vilje derude, og derfor handler den her debat for mig at se om, hvordan vi sikrer, at vi skaber den politiske ramme for, at det potentiale og den vilje, der er i erhvervslivet, der er i befolkningen til at få det her til at ske, kommer til at blive udmøntet. Og så håber jeg også, at vi husker på de opråb, vi får en gang imellem – i går var det Det Miljøøkonomiske Råd, der sagde, at hvis ikke vi gør det her klogt, kan det få fatale konsekvenser for nogle sektorer – og at vi lytter til dem, for vi skal ikke ud i en situation, hvor vi bare sender en masse arbejdspladser ud af Danmark. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Det var lige på sekundet. Den første ordfører til en kort bemærkning er hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne give ordføreren 12+ for talen. Jeg synes, den var rigtig flot holdt. I mandags afslørede transportministeren, at der på transportområdet fremover bliver præsenteret to sidestillede hovedresultater for de samfundsøkonomiske analyser. En med den oprindelige CO2-pris på 300 kr. pr. ton og en på 1.500 kr. pr. ton. Ordførerens kollega hr. Kristian Pihl Lorentzen siger, det er vigtigt, at beregningerne tager højde for den erhvervsmæssige effekt, og at Venstre derfor vil bruge de oprindelige skøn. Men er det netop ikke en høj pris, som ordføreren selv har turneret rundt med, og er ordføreren enig i, at vi ikke behøver at beregne med en højere pris på CO2?

Ordføreren.

Lige nu har jeg det faktisk, som om jeg er kommet til eksamen i et emne, jeg ikke har læst ordentlig op på, for det har jeg faktisk ikke lige præcis på det her. Jeg har noteret mig debatten, og jeg synes, at det mest interessante at kigge på er, om vi, når vi kigger på de her CO2-beregninger, så tager højde for det trafikmønster, vi har i 2035 eller 2040, eller kigger vi på, hvordan det er i dag – ser vi på det gennem de rigtige briller? Så det er det bedste svar, jeg kan give spørgeren her. Jeg synes, at vi generelt set skal tage højde for CO2-priser i det, vi laver. Det er også derfor, at vi er ude med en CO2-afgift. Men vi skal også kigge på de konsekvenser, det har. Og hvis det så har den konsekvens, at en erhvervsudvikling, som vi ønsker i det her land, og som vi kan få på grund af en udbygning af infrastrukturen, ikke bliver gennemført, jamen så må vi jo også tage en diskussion om det. Så det vil være mit svar på det spørgsmål.

Hr. Bjørn Brandenborg.

Jeg kender godt det der med, at man nogle gange lige kan glemme spørgsmål eller glemme at læse op på forskellige ting. Det er ikke for at være polemisk, men nu har ordføreren jo selv i adskillige debatter, jeg selv har deltaget i, turneret rundt med en højere CO2-pris. Og nu foreslår ordførerens kollega så, at man ikke skal have det. Derfor er jeg bare nødt til at spørge, om ordføreren ikke er enig i, at man ikke længere behøver at beregne en højere CO2-pris, som transportministeren foreslår nu. Altså, ordføreren kan vel godt svare mig på, om man intuitivt synes, at det er en god idé, selv om ordførerens kollega synes, at det er en dårlig idé – når man nu selv har turneret rundt med det.

Ordføreren.

Det, jeg kan svare spørgeren på – for jeg er ikke inde i samtlige detaljer omkring, hvordan vi laver infrastrukturberegninger i Danmark – er, at det som generelt princip er en god idé, at den eksternalitet, der ligger på udledninger, regnes med. Når en virksomhed skal træffe nogle investeringsbeslutninger, så regner de den med. Men de skal selvfølgelig se på, hvad den investering fører til, for det kan være en investeringsbeslutning, der først bliver gennemført i 2030, 2035, 2040. Der skal de se på, hvordan energimikset ser ud, og hvordan vi bruger energi på det tidspunkt.

Den næste korte bemærkning er til fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti.

Tak til Venstres ordfører for talen og også for at bakke vedtagelsesteksten op. Landbruget kommer til at stå for mellem en fjerdedel og en tredjedel af drivhusgasudledningerne i 2030, og derfor regner jeg med, at vi kan være uomtvisteligt enige om, at landbruget skal reducere deres klimagasudledning.

Spørger man Landbrug & Fødevarer, kan man udtage 100.000 ha lavbundsjorder inden 2030. Det vil så koste 8 mia. kr., hvis det er skatteyderne, der skal betale det. Jeg kender jo Venstre som et parti, der har respekt for skatteydernes penge, og hvordan de bliver brugt, så jeg vil bare høre: Skal skatteyderne betale hele regningen for, at man udtager lavbundsjorder i landbruget, eller kunne man forestille sig, at landmændene også selv bidrager, f.eks. ved at bruge den kommende landbrugsstøtte, altså at lægge den om, så den også kan bruges? Så spørgsmålet er bare: Skal skatteyderne betale 8 mia. kr., eller kan landmændene også selv bidrage?

Ordføreren.

Jeg vil godt starte med at sige tak til dansk landbrug for alt det, de bidrager med i Danmark – det, de historisk set har bidraget med, og det, de stadig væk bidrager med, i forhold til erhverv og jobskabelse rundtomkring på steder, hvor der måske ikke lige er alle mulige nye grønne jobs til rådighed. Grunden til, jeg starter der, er, at jeg tror, det er vigtigt at have det for øje, når vi snakker om landbruget, for vi snakker også om et erhverv – og jeg ved, at ordføreren også har været med til nogle af de tekniske gennemgange – der jo på deres margin, altså deres indtjening, ikke har ret mange penge at gøre med. Så at komme med så stor en omstilling til et erhverv, der, og jeg er enig med ordføreren, belaster klimaet ret meget og derfor også skal reducere, og sige, at de selv skal samle regningen op på den ene eller den anden måde, kommer simpelt hen til at få nogle ret vilde konsekvenser derude. Så umiddelbart kan jeg ikke bare sige ja til det forslag.

Når vi så kigger på prisskiltet på lavbundsjorder, kan der også være andre måder at løse det på. Der står jo andre aktører derude, der også gerne vil være med til at finansiere det, f.eks. i nogle naturgenopretningsprojekter.

Fru Signe Munk.

Sammenligner man afgiftsbelæggelsen på landbrugserhvervet med hele industrien, er der jo markant flere afgifter på industrien og jo kæmpe afgiftslettelser for landbruget og har været det i årtier. Det får tilmed en kæmpe støtte i form af landbrugsstøtten.

Så jeg skal bare høre: Er det bare sådan i Venstre, at man godt kan regulere industrien, men at man ikke via afgifter og regulering kan regulere landbruget, fordi det så ville betyde, at der var nogle landmænd, som så skulle betale en del af klimaomstillingen?

Ordføreren.

I Venstre kigger vi, hvad jeg også håber man gør i SF, på de konsekvenser, som en eventuel politisk idé vil få. Derfor lytter jeg da til det, når Det Miljøøkonomiske Råd i går kommer og siger, at hvis vi bare blindt gennemfører en CO2-afgift på tværs af alle sektorer i Danmark, kan det, hvis det bliver gjort på den måde, som Det Miljøøkonomiske Råd foreslår, føre til, at vi mister 19.000 arbejdspladser. Det er ikke den måde, vi skal gøre det på, og det håber jeg også ordføreren er enig med mig i.

Tak til Venstres ordfører. Den næste ordfører, der får ordet, er ordføreren for Dansk Folkeparti, og det er hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Når man læser eller hører Klimarådets anbefalinger sådan i almindelighed, får man nogle gange det indtryk, at alting grundlæggende ville være meget bedre, hvis der ikke var nogen mennesker i Danmark – ikke nogen mennesker, der skulle spise, ikke nogen mennesker, der skulle befordres, ikke nogen mennesker, der kunne genere den frie natur, den frie fugl og frø og livet, som det var før i tiden, inden mennesket kom hertil. Nu er mennesket jo så kommet hertil, og vi er nogle, for hvem det, at der bor danskere i Danmark, trods alt er en relativt kærkommen ting, og for hvem sigtet derfor ikke alene er at genere den menneskelig adfærd og tilstedeværelse, men at finde en måde, hvor vi på en begavet og økonomisk forsvarlig måde kan lave en grøn omstilling. Derfor er mit udgangspunkt altid, når der kom opgørelser fra Klimarådet, at hvis der er en udgave af Skalk, jeg endnu ikke har fået læst, så gør jeg det først, simpelt hen fordi det mest af alt lugter af socialisme, og jeg gider det ikke.

Vi havde, da vi lavede den seneste klimalov, en debat, hvor vi bad om, at der skulle lægges flere økonomiske overvejelser ind i det, som Klimarådet kommer med, og at man skulle kigge lidt mere til Det Miljøøkonomiske Råd, og jeg mindes også, at det står i papiret, men det er åbenbart ikke skrevet på et sprog, som man læser i Klimarådet. Og det er jo ærgerligt, når i hvert fald det socialistiske flertal – hvortil man jo sådan af og til kan tilregne regeringen og nogle gange ikke; det er lidt et spørgsmål om, om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt – læser Klimarådets rapporter, som om de var båret ned, umiddelbart efter Moses kom ned med de ti bud.

Sådan ser vi det ikke i Dansk Folkeparti. Vi synes, at den grønne omstilling skal ske på en måde, som understøtter, at vi i videst muligt omfang kan leve det liv, som vi gør i dag. Det handler ikke om, at danskerne skal spise mindre flæskesteg, færre røde bøffer eller andet, men om, at den flæskesteg og de bøffer og lammekoteletter, der bliver produceret, bliver produceret så klimavenligt som muligt. Derfor accepterer vi slet ikke den præmis, der hedder, at dansk landbrug skal producere mindre. Tværtimod – hvis dansk landbrug kunne få lov til at producere hele verdens fødevarekonsum, ville det være meget bedre end det, der foregår i dag. Vi accepterer ikke, at den individuelle mobilitet skal være mindre, men mener derimod, at vi skal arbejde hen i retning af via power-to-x-teknologier at finde alternative drivmidler til gas, olie, diesel og benzin, og det er det, der er sigtet for os.

Derfor accepterer vi overhovedet ikke den præmis om, at man overhovedet ikke tillægger det nogen vægt, hvordan de forslag, man kommer med, hvad enten det er fra venstrefløjen eller Klimarådet – det kan snart være det samme – betyder noget for arbejdspladser i Danmark, for livet i Danmark, for livsglæden i Danmark osv. Nu er der en, der har fødselsdag i dag, og så skal man ikke stå og tale det her ned, så det er fint nok, at vi har en enkelt dag, hvor vi diskuterer Klimarådet. Måske skulle vi gøre det hvert eneste år på fru Signe Munks fødselsdag, for så var der i hvert fald noget, man kunne fejre den dag.

Men vi er altså med i den her vedtagelsestekst, fordi den er så ukonkret som muligt, og støtter i øvrigt den tilgang, som regeringen har lagt for dagen her, nemlig at sige, at vi jo netop skal benytte det forhold, at vi har 10 år – nu er det 9 år – til at nå 70-procentsmålsætningen. Det handler om at investere nu og så høste, når investeringen er moden – og i dette sekund er min taletid rundet ud.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det. Nu kan man jo altid diskutere, hvor konkret det, som angiveligt skulle være båret ned på stentavler og hugget ud af en ældre mand for mange år siden, er, men det, der i hvert fald er uangribeligt, er den vurdering, der ligger fra Klimarådet.

Jeg går ud fra, at ordføreren også er enig i, at når vi beder Klimarådet om at komme med en vurdering, skal vi også forholde os til den. Klimarådets vurdering er jo temmelig klar. Der står, at regeringens samlede klimaindsats ikke anskueliggør, at 70-procentsmålet kan nås. Derfor vil jeg bare høre, om ordføreren tænker, at der skal drages en konsekvens i forhold til det, fordi uanset om vi gør noget eller vi ikke gør noget, får det jo konsekvens for, hvordan danskerne kan komme til at leve deres liv fremover, og hvad det er for et samfund, vi kommer til at leve i. Så jeg vil egentlig bare høre, om ordføreren er enig i, at det skal have en konsekvens, når Klimarådet giver den anbefaling, som de gør.

Ja, jeg synes, vi skal nedlægge Klimarådet. Jeg kan ikke se, hvad vi skal bruge det til. Vi har nogle fremragende erhvervsgrupper. Vi skal lytte til landbruget, industrien, hele energiproduktionen, det maritime. Alle de her sektorer har fingeren på pulsen og vil både levere Det Grønne Danmark og sørge for, at folk har råd til at leve, og at de kan leve, har et arbejde osv. Dem skal vi lytte til, men Klimarådet, som er blevet til en underafdeling af Enhedslisten, synes jeg man kan finansiere i rød lejr.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu kan jeg så afsløre, at det ikke er alle anbefalinger fra Klimarådet, som vi synes er de primære at følge, men vi anerkender jo den præmis, at de vurderer regeringens politik. Og i og med at det er en del af klimaloven, er jeg lidt uforstående over for, at ordføreren har den opfattelse, at det bare er noget, vi så vil kunne skrotte.

Så jeg vil bare spørge ordføreren, om ordføreren ikke er enig i, at klimaudfordringerne trods alt findes, og at man bliver nødt til at gøre en indsats, og at det indtil nu har vist sig, at det ikke er tilstrækkeligt, at man bare overlader det til markedet, men at det også er nødvendigt med en politisk styring for at kunne nå klimamålet omkring en 70-procentsreduktion i 2030.

Ordføreren.

Nej, det eneste, jeg fortryder, er, at vi ikke overlader endnu mere til markedet – altså at vi ikke i langt højere grad taler dansk landbrug op og siger, at hvis hele verden producerede med samme CO2- og metanaftryk, klimagasaftryk, pr. produceret enhed som Danmark, så ville kloden have det klimamæssigt langt bedre. Når vi kunne komme til den form for snusfornuft, ville vi være tættere på at kunne løse problemerne, men det gør man jo ikke med Klimarådet og et venstreorienteret flertal i Folketinget.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Rasmus Helveg Petersen.

Tak til Tinget for den fine debat. Tillykke til fru Signe Munk, initiativtageren, og først og fremmest tak til Klimarådet for at levere varen: et autoritativt uafhængigt kritisk blik på Danmarks klimapolitik, som desværre dumper. I modsætning til den tidligere taler, hr. Morten Messerschmidt, synes jeg, at Klimarådets arbejde er forbilledligt og gør præcis det, det skal. Det leverer en vare, vi har brug for.

Klimarådets rapport viser, at vi skal gøre mere, og at vi skal gøre det hurtigere. Ministeren har ifølge klimaloven frem til september, men vi opfordrer jo med det forslag til vedtagelse, som der er et stort flertal bag her, regeringen til at handle før. Der er en stribe anbefalinger fra Klimarådet. Radikale Venstre er såmænd parat til at gå ind i dem alle sammen.

Min særlige opfordring går på anbefaling nr. 5, som jo altså handler om en højere værdi af klimaeffekter i samfundsøkonomiske beregninger, hvor vi er helt nede i en planlægningsmotor i samfundet, som desværre er indstillet forkert. Som der står i Klimarådets anbefalinger:

»Beslutninger i den offentlige sektor, fx om nye anlægsprojekter, baseres ofte på samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger. I disse vurderinger indgår der ofte en beregningsteknisk pris på drivhusgasudledninger. Denne pris bør afspejle, at hvis et projekt fx øger udledningen af CO2e i Danmark, vil samfundet skulle afholde omkostninger til at nedbringe udledningerne tilsvarende andetsteds, hvis 70-procentsmålet stadig skal overholdes. Klimarådet anbefaler derfor, at prisen på udledning af drivhusgasser i samfundsøkonomiske beregninger sættes på et niveau, der er konsistent med 70-procentsmålet.«

Det betyder, at prisen skal afspejle omkostningen for de dyreste reduktioner, der er nødvendige for at leve op til målet.

Det er en betydelig reduktion, siger Klimarådet, der er at hente lige her. Det Miljøøkonomiske Råd anbefaler 1.200 kr. pr. ton. Klimarådet anbefaler 1.500 kr. Alle aktører, jeg har snakket med, siger, at det er vigtigt, at vi får en høj indikativ pris, så man ved, hvad man skal forholde sig til i 2030. Regeringen kører videre med 300. Så hører vi så nogle ord om, at man laver skyggepriser – at man begynder at lave dem nu – men det er ikke et egentligt planlægningsværktøj, og der vil være situationer, hvor man ikke lægger en retvisende CO2-pris til grund, og jeg frygter personligt for kommende infrastrukturforhandlinger, hvor vi skal tage stilling til diverse infrastrukturprojekter, og hvor der, så vidt jeg kan forstå, vil være to priser, man kan vælge imellem, og så skal vi politisk vælge, om vi vil have en blå eller en rød eller en grøn eller en gul. Her mener jeg at vi kan handle allerede med det samme, og min særlige opfordring til regeringen, når vi kigger ned over kataloget, og når vi nu siger, at vi gerne vil have hurtig handling, er, at så skal det være lige akkurat her – at gå ind i planlægningen først. Tak for det.

Tak til den radikale ordfører. Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Sikandar Siddique uden for grupperne. Værsgo.

Tak til ordføreren for en faktisk meget detaljeret tale om, hvad vi konkret kan gøre. Så tusind tak for det. Med den nye ledelse i Radikale Venstre synes jeg ikke vi ser det samme fokus på klimaet. Førhen så vi en ledelse, som tordnede mod regeringen og sagde, at hvis ikke vi får klimahandling, så vælter vi regeringen. Skal vi forstå det som, at Radikale Venstre nu bare har mindre fokus på klimaet, eller er det en anden form så at sige, man nu har, eller en anden tilgang, man har til regeringen og til klimaet?

Ordføreren.

Jeg skal lade det være op til spørgeren at vurdere, om vi har en anden form. Der er ingen tvivl om, at vores mål er nøjagtig det samme, nemlig at få klimahandling, sådan at vi lever op til ikke bare en 70-procentsmålsætning i 2030, men også til en 100-procentsmålsætning i 2050. Det er fuldstændig afgørende for alle andre politikområder, at vi lever op til det her, og der har Radikale på ingen måde ændret kompasretningen i det, vi gør.

I det konkrete tilfælde har vi fået gennemført en klimalov, som var vigtig for os, og i den har vi nedsat et årshjul, som giver ministeren frem til september til at levere på det her. Så i respekt for, at vi selv har lavet et årshjul i den lov, vi står og, om jeg så må sige, behandler en udløber af, så må jeg sige, at vi ikke kommer til at vælte regeringen før september, hvis ikke de leverer på det her.

Hr. Sikandar Siddique.

Det glæder mig selvfølgelig at høre. Men samtidig må jeg blankt erkende, at det også irriterer mig, for Radikale Venstre sidder jo med de afgørende mandater og kan i langt højere grad presse regeringen. Faktisk kan de jo sige ... ja, det behøver jeg ikke at forklare ordføreren.

Jeg skulle bare lige høre: Hvis nu regeringen så alligevel ikke leverer klimahandling, f.eks. i forhold til et 2025-mål, vil Radikale Venstre så kræve en regeringsudvidelse, således at man selv kan indtage kontorerne og sikre klimahandling?

Ordføreren.

Nej.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak for talen. Men der findes jo også andre metoder. Nu er det sådan, at Radikale Venstre jo er med i nogle af de der aftaler, som får allermest kritik fra Klimarådet, f.eks. bilaftalen og CO2-aftalen, altså CO2-afgiftsaftalen eller den grønne skatteaftale, eller hvad man nu vælger at kalde den. Hvis det nu er sådan, at man kunne finde et flertal uden om regeringen til at få åbnet de aftaler og få lavet dem bedre, ville det så være noget, som Radikale Venstre måske ville være med til at se på?

Ordføreren.

Radikale Venstre er i hvert fald indstillet på at følge også den af Klimarådets anbefalinger, der handler om, at man skal åbne eksisterende aftaler for at finde tilstrækkelig handlekraft til at opnå den målsætning, der for os er det vigtigste, nemlig at vi når de anbefalinger, som Klimarådet kommer med, men som jo ikke er noget, Klimarådet har fundet på. Det er jo altså naturvidenskab, der dikterer, at hvis ikke vi får lavet de her reduktioner hurtigt nok, så havner vi et sted, vi virkelig ikke har lyst til at være. Så ja, vi er parate til at åbne aftaler for at forbedre dem, hvis det er det, der skal til, og det virker jo, som om det er det, Klimarådet anbefaler.

Hr. Torsten Gejl.

Vil Det Radikale Venstre også være klar til at åbne dem på baggrund af et flertal uden om regeringen?

Ordføreren.

Det kommer jo an på indholdet. Hvis der er et flertal uden om regeringen, må man antage, at Radikale Venstre indgår i det, og dermed må man tro, at vi kan stå inde for politikken. Men meget ofte, når vi diskuterer f.eks. klimapolitik med f.eks. Enhedslisten, kan vi jo ikke blive enige nede i hjørnerne og detaljerne. Hvis vi kan blive enige om noget, som er klart bedre end det, der er, så selvfølgelig ja.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det, formand. Når man skal levere et klart og utvetydigt budskab, er der ikke nogen grund til at pakke det ind. Det kan lige så godt leveres med fynd og klem, især hvis det er et budskab med stor betydning – et budskab, der har konsekvenser for vores samfundsindretning og fremtidige generationer. Det kan vi konstatere at Klimarådet lever op til. Deres kritik af regeringens klimaindsats er lige så krystalklar, som den er sønderlemmende. Lad mig blot citere fra Klimarådets konklusion:

»Det er Klimarådets vurdering, at regeringens samlede klimaindsats ikke anskueliggør, at klimalovens 70-procentsmål i 2030 nås. Der er således behov for nye initiativer.«

Klimarådets dom er ikke til at tage fejl af. Klimarådet har dumpet regeringens klimapolitik. Så kan ministeren og regeringen komme med nok så mange søforklaringer, men det er fakta: dumpet. De har dumpet hockeystaven og regeringens blinde tiltro til, at teknologien gør arbejdet for os. Fakta er, at vi her efter halvandet år kun har nået knap en tredjedel af vejen. Og for at understrege pointen skriver Klimarådet videre:

»Det er endnu uklart, hvordan regeringen har tænkt sig at opfylde de resterende cirka to tredjedele af reduktionsbehovet. Dette er kritisk, fordi tiden er knap set i lyset af opgavens betydelige omfang, og fordi regeringen i høj grad forventer at basere målopfyldelsen på nye og uprøvede teknologier.«

Det er et tydeligt opgør med hockeystaven. Vi kan ikke vente på, at der findes et teknologisk quick fix. Det er at spille hasard med klimaindsatsen og faktisk også med samfundsøkonomien. For Klimarådets vurdering er jo også, at jo længere tid vi venter med de nødvendige investeringer, desto dyrere bliver det.

Det politiske budskab er klokkeklart: Vi skal flytte initiativer fra udviklingssporet til implementeringssporet. Vi skal have flyttet fokus fra fugle på taget til konkrete bæredygtige initiativer. Den vigtigste motor i den udvikling er et ambitiøst delmål i 2025 eller i det mindste så ambitiøst, som Klimarådet anbefaler det, nemlig i spændet 50-54 pct. Det er også derfor, det er så forstemmende at opleve, at regeringen også på dette punkt er fodslæbende.

Det er også pinligt, i lyset af at landets økonomer nærmest enslydende siger, at det kun bliver dyrere, jo længere tid regeringen venter. Så sent som i går kom Det Miljøøkonomiske Råd med en klokkeklar anbefaling til, at vi hurtigst muligt får vedtaget en CO2-afgift på minimum 1.200 kr. – en afgift, som også skal indbefatte landbruget. Hvis vi ikke gør det, eller hvis vi venter for længe, giver det kun dyrere og dyrere.

Regeringens laden stå til er derfor en trussel mod både de danske klimaambitioner og samfundsøkonomien. Og ja, det er rigtigt, at vi har indgået aftaler i løbet af det seneste år, der har været skridt i den rigtige retning, men de har ikke været tilstrækkelige, hvilket Enhedslisten også har understreget ved hver eneste aftale.

Derfor er der behov for, at vi i lyset af Klimarådets kritik får genåbnet aftalerne og får lavet tillægsaftaler, så vi kan leve op til den forpligtende målsætning, vi i fællesskab har sat os. Samtidig er der et uafviseligt behov for en ambitiøs aftale på landbrugsområdet, der kan sikre klimareduktioner; der kan bringe klimamålsætningerne tilbage på sporet igen.

Klimarådet siger det krystalklart: Der er brug for mere planlægning og flere reduktioner nu og her, og der er brug for, at regeringen stopper med kun at ville plukke de absolut lavest hængende frugter. Klimakrisen er alt, alt for alvorlig til, at det burde være nødvendigt at få ministeren til at stå skoleret her i dag, men samtidig er klimakrisen også så alvorlig, at vi ikke bare kan se til.

Derfor er det her både et politisk pres, men også en appel til ministeren og regeringen: Der er flertal for en markant grønnere retning, hvis I vil. Hvis I ikke griber den mulighed og fortsætter den nuværende kurs, så bliver I skrevet ind i historien som dem, der svigtede det historiske grønne mandat, vi sammen fik.

Enhedslisten så gerne et langt mere ambitiøst forslag til vedtagelse i dag, da vores tiltro til regeringens grønne gode intentioner desværre ikke er overvældende for tiden. Men det er der desværre ikke flertal for, og derfor bakker Enhedslisten op om det forslag til vedtagelse, som SF's ordfører tidligere fremsatte.

Tak til ordføreren. Nu bliver der kun én kort bemærkning til to ordførere. Den første er hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om ordføreren er enig i, at man skal følge Klimarådets anbefalinger. Og nu kan jeg forstå, at jeg kun har én kort bemærkning. Hvis ordføreren så svarer ja til det, hvorfor sagde ordføreren så til hr. Morten Messerschmidt, at der var elementer, man ikke var enig i? Og hvis man ikke er enig i alt, hvad Klimarådet siger, hvad er det så for nogle dele af det, som Klimarådet siger, som ordføreren ikke er enig i? Jeg håber, at ordføreren fik fat i mit spørgsmål, for nu var der jo lidt procesændringer her.

Ordføreren nikker til, at spørgsmålet er forstået. Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Jamen det er jo sådan, at når vi ser Klimarådets anbefalinger, er det jo anbefalinger fra et ekspertudvalg – et uafhængigt ekspertorgan – som vi selv har nedsat. Det er klart, at det betyder ikke, at vi kalkerer deres forslag en til en, men vi skal jo tage deres kritik alvorligt. Vi skal se på de forslag, de fremlægger, og så skal vi vurdere politisk, hvilke af dem vi vil prioritere højest, og hvilke af dem vi fremsætter først; derefter tager vi en politisk forhandling omkring det.

Vi har jo ikke teknokratstyre her i landet. Det er trods alt et politisk styre, og derfor lytter vi til Klimarådets anbefalinger. Vi skal efterleve den kritik, de kommer med, men det er jo i sidste ende et politisk valg – og det er også derfor, vi står her i dag.

Næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for talen, tak for entusiasmen, tak for seriøsiteten, tak for at vise så stor forståelse for alvoren i det her. Alternativet er meget enig i mange af de betragtninger, som ordføreren kommer med. Vi er bange for, at det går for langsomt. Vi kan se den sønderlemmende kritik, der er af regeringen, fra Klimarådet og fra en masse andre organisationers side, og vi ser regeringen stå og give sig selv karakteren 12.

Kunne det ikke også godt være, at vi var nødt til at prøve at samle et flertal uden om regeringen i forhold til nogle af de her elementer, altså dér, hvor der er tale om ekstra meget nøl, for at få gennemført nogle af de allervigtigste ting for fremtidige generationers skyld?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er fuldstændig enig med spørgeren i, at der netop er brug for politisk vilje til at drive den her dagsorden frem. Det er både Alternativet og Enhedslisten gode eksempler på i forhold til hele klimadagsordenen og det, at vi faktisk i dag står her med en klimalov, hvor vi kan diskutere det her ud fra et konkret oversyn.

Jo, jeg er fuldstændig enig i, at hvis det viser sig, at vi kan skabe et politisk flertal uden om regeringen til at få de her initiativer igennem, så skal vi selvfølgelig benytte os af det, for klimadagsordenen er afgørende ligesom den politiske retning i forhold til det. Men det er ikke afgørende, hvilket politisk flertal man vedtager det sammen med.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er den næste ordfører fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Mona Juul. Jeg beklager, men tiden er løbet.

Tak for ordet. Jeg speeder bare lidt op. Jeg vil nemlig godt starte med at kvittere for nogle gode aftaler om Nordsøen og energiøer, og jeg anerkender også regeringen for den rosende omtale i de udenlandske medier. Det er flot, og det er godt gået. Det bringer os desværre bare ikke nærmere 70-procentsmålsætningen, hvilket Klimarådets første rapport jo også konkluderer. Så på trods af de gode intentioner er regeringens klimaindsats dumpet.

Det er egentlig ikke så overraskende. Jeg husker tydeligt, da jeg sidste år sammen med fru Mette Abildgaard gennemgik kommende forhandlinger, for jeg forstod simpelt hen ikke, at der hverken var rækkefølge for forhandlingerne, fastsættelse af mål pr. branche eller sektor, og at det hele ikke ligesom lå som elementer i en samlet plan frem mod 70-procentsmålsætningen. Det var pænt frustrerende, og jeg havde svært ved at få greb om, hvor langt vi egentlig var, og hvem der skulle bidrage med hvad; altså indtil det gik op for mig, at der jo ikke rigtig var nogen plan.

Regeringen havde ikke sat sig for at omsætte mål til handling. Forhandlinger lå i forskellige ministerier, og der var ikke én samlende figur, der havde ejerskabet – og nu står vi her. På trods af klimapartnerskaber og et kæmpearbejde fra snart sagt alle brancher og interessenter – senest landbruget – har vi kæmpet os igennem mere end 27 tekniske gennemgange. Det er alt sammen rigtig godt, det er flot, og det er velmenende, især hvis det havde været i januar sidste år. Men det virker ærlig talt, som om alle andre end regeringen er i gear, og som om regeringen ikke kan omsætte input til handling. Der skal hele tiden mere til, der skal hele tiden nogle andre til – ligesom med den grønne skattereform. Vi ventede faktisk næsten et halvt år på, at regeringen fandt ud af, at den ikke var i stand til at indføre en mere ensartet CO2-beskatning. Så gik der tid med det. Og vi fik hverken grøn eller reform, og nu skal en kommission så lave arbejdet. Det tog også sin tid at få det på plads. Hvorfor blev de dog ikke briefet for længe siden. Samlet er der nu gået 8 måneder, og det skulle faktisk have været fase et, men rent faktisk er vi i fase nul.

Regeringen kom i det hele taget lidt fodslæbende i gang og ventede næsten et halvt år med at lave aftaler i forhold til klimaloven, altså fra klimaloven var vedtaget, til man præsenterede politik på det første område. I skal huske tilbage på den 6. december. Planen var der for affaldssektoren, men den blev først præsenteret i maj. Man kunne også bare have inviteret os med ind i maskinrummet allerede dengang, som man jo rent faktisk nu gør med landbruget – stor ros for det.

Men hvorfor skulle vi dog vente mere end et år på landbruget, altså på noget af det, der er allersværest, på den sektor, som vi alle sammen ved er kompliceret, fordi der både er følelser og arbejdspladser på spil; for landbruget er dansk kulturarv, arbejdspladser, arvesølv, dna. Her 15 måneder efter at klimaloven blev vedtaget, ved vi stadig væk ikke, hvad regeringen vil med landbruget. Hvorfor var det i øvrigt ikke vigtigt, at aftalerne blev forhandlet en ad gangen? Kunne man ikke have forhandlet affald i Miljøministeriet, landbrug i Fødevareministeriet og transport i Transportministeriet på en og samme gang? Det tror jeg ville have givet et overblik for os alle sammen.

Jeg synes, at regeringen har været for langsom, og jeg synes, at tiden er blevet brugt forkert. Man har brugt for lang tid i skjul og været for lidt optaget af at samarbejde med andre partier. Det har været dårligt for klimaet, og det har været dårligt for erhvervslivet. Der er brug for beslutninger og klare rammevilkår for at kunne investere i at omstille sig. Man har brug for pejlemærker og ikke mere nøl.

Så sent som i går så jeg, at finansministeren – i øvrigt på trods af manglende melding om en CO2-afgift – regner med, at både erhvervsliv og landbrug vil træffe kloge beslutninger, fordi de godt ved, at det er den her vej, det går nedad, som der bliver sagt. Helt ærligt: Det vidner desværre om meget lidt indsigt i, hvad der driver virksomheder og markeder. Det minder om, når kulturministeren siger, at festivaler kan man planlægge forsigtigt. Nej, det har simpelt hen ikke nogen gang på jord – og Jorden kalder.

Konservative ønsker at se regeringens plan for, hvornår vi når målene i klimaloven. Vi ønsker, at vi lykkes med det, og vi ønsker at lave løsninger sammen.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og også tak for talen. Nu roste ordføreren jo mig for at være positiv i min tale. Jeg ville ønske, at jeg kunne have gjort det samme, men jeg synes, at den tale, som ordføreren kom med, var lidt mere dyster.

Ordføreren efterlyser bl.a. sektorplaner, på trods af at Klimarådet er imod sektorplaner. Og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, om det er sådan, at man bare kan vælge og vrage mellem, hvad det er, man lytter til. Altså, man kritiserer regeringen, når man lige synes, at det passer ind, og så kritiserer man ikke, når man lige synes, at det passer med noget af det, man måske synes om. Hvordan hænger det sammen med, at man både efterlyser en samlet plan og ønsker adskilte sektorplaner? Kan ordføreren prøve at sige lidt mere om det? Tak.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Alt det der bavl med, om man nu siger det ene eller det andet, gider jeg slet ikke. Det, det handler om her, er, at vi ikke har en samlet plan for, hvordan vi når målsætningen. Og i en samlet plan vil man jo automatisk have nogle byggesten, hvor man har gjort sig en eller anden form for forestilling om, hvad de enkelte sektorer skal bidrage med. Det synes jeg er logik.

Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for en fremragende tale. Det var tydelige og klare og også hårde ord fra en af Folketingets normalt mildeste og hjerteligste stemmer.

Jeg kan ikke lade være med at spørge ordføreren om det samme, som jeg også har spurgt Enhedslisten om – og Enhedslisten bekræftede – og som jeg har spurgt Radikale om, og dér fik jeg det i hvert fald slet ikke afkræftet. Kunne det ikke være, at vi kommer i en situation, som er så alvorlig, at vi er nødt til at samarbejde med nogle andre flertal i det her Folketing for at få lavet de meget, meget nødvendige forandringer, der skal laves, på klimaområdet?

Ordføreren.

Jeg håber, at jeg i min tale viser, at Det Konservative Folkeparti er her for at lave løsninger, og at vi er her for at lave løsninger sammen. Det må vi jo så gøre med de partier, som vi synes har nogle af de samme holdninger, som vi har, men jeg er også sikker på, at vi rent faktisk er parallelle med regeringen på mange områder – og jeg er sikker på, at vi kommer i mål. Derfor kan vi jo også konstatere med glæde i dag, at Socialdemokratiet også har tilsluttet sig vedtagelsesteksten.

Tak til den konservative ordfører. Næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er hr. Peter Seier Christensen. Værsgo.

Tak. Klimarådets rapport fra februar måned i år har fem anbefalinger til, hvordan Danmark skal indfri målsætningen om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. senest i 2030. Klimarådet mener ikke, at der er gjort tilstrækkeligt for at anskueliggøre vejen til at nå reduktionen. Det er der nok flere grunde til at regeringen ikke har gjort: Det bliver dyrt, det kommer til at koste arbejdspladser, og det kommer til at ramme forbrugerne.

Klimarådets anbefalinger omhandler bl.a. at pålægge industrien og landbruget drivhusgasafgifter. Klimaloven skader dansk økonomi og dermed levestandarden herhjemme, altså er klimaloven en tabersag for danskerne.

Nye Borgerlige har fra starten været imod 70-procentsmålsætningen. Derfor var vi tilbage i december 2019 ikke blandt de partier, der tilsluttede sig den for os urealistiske aftale. De 70 pct. er en langt større reduktion end de lande, som vi konkurrerer med, har lovet at gennemføre. Det er derfor uundgåeligt, at det vil skade dansk eksportindtjening og koste arbejdspladser. En artikel fra Berlingske den 9. marts fortæller sandheden om klimaafgifterne.

De miljøøkonomiske vismænd kan fortælle, at for landbruget vil klimaafgifter betyde et regulært blodbad. Med en ensartet drivhusgasafgift på 1.200 kr. pr. ton CO2 vil mellem 17.000 og 19.000 fuldtidsjob være forsvundet fra landbruget og fødevarebranchen i 2030, heraf mellem 12.900 og 14.500 alene i landbruget. Det betyder, at op til hver fjerde arbejdsplads i landsbruget og hver tiende arbejdsplads i fødevareindustrien vil være forsvundet i 2030.

Det er naivt at tro, at store lande som Kina og USA vil kigge vores vej, når vi blot gør os selv fattigere. USA og Kina vil blot takke os for at gavne deres økonomi. Danmarks CO2-udledning er kun på ca. 0,1 pct. af verdens samlede udledning. Selv om vi stoppede al udledning i Danmark i morgen, ville det ingen mærkbar effekt have på den samlede globale udledning.

Danmarks klimapolitik skal basere sig på fornuft, videnskabelighed og på realisme. Problemerne skal behandles rationelt. Klimaloven var en dårlig idé inden coronakrisen, den er en endnu dårligere idé i dag. Vi har ikke brug for at klatte med pengene i denne situation; vi har rigeligt andet at bruge dem på. Det kan f.eks. være at udvikle nye og bedre teknologier, som kan løse problemet på rentabel vis. Danmark er et højteknologisk land, og vi har en rolle at spille her. Det skal vi udnytte.

At sætte den økonomiske vækst i stå er den helt forkerte måde at gribe problemet an på. Kun et velstående land i økonomisk fremgang vil have råd til de nye og renere teknologier. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg vil spørge ordføreren, om ordføreren anerkender, at selv om vi lige nu kun står for 0,1 pct. af udledningerne, kan vi med den udvikling og den grønne omstilling, vi har gang i i Danmark, rent faktisk risikere, håbe på, at den grønne omstilling for Danmark kan blive et eksporteventyr, kan sikre arbejdspladser på den lange bane og kan sikre lige præcis den vækst, vi har brug for i det danske samfund.

Ordføreren.

Jamen jeg håber da virkelig, at vi kan udvikle noget, som vi kan eksportere. Men vi kan bare ikke se, hvorfor vi skal fokusere så specifikt på at reducere den danske udledning med 70 pct. Altså, det giver jo ikke nogen mening. Vi skulle i stedet for fokusere udelukkende på det, som giver eksport, og som kunne være med til at fortrænge CO2-udledningen i resten af verden. Det er jo der, vi vil kunne have en indflydelse. Vi har f.eks. set med vores vindmøller, at vi formentlig har fortrængt mange gange Danmarks udledning allerede. Så det mener vi er den vej vi skal gå.

Den næste korte bemærkning er til hr. Tommy Ahlers, men spørgeren er kommet til at trykke på den forkerte knap, så der fremgår et andet navn, i forhold til hvad spørgeren er tjekket ind som. Der skal trykkes ind på det korrekte afstemningspanel, bare for at være sikker på, at det er det rigtige navn, der kommer frem.

Så er det hr. Tommy Ahlers til en kort bemærkning. Værsgo.

Det er en opfølgning i forhold til det, fru Mona Juul spurgte om. Anerkender ordføreren ikke, at ved at lave en regulering herhjemme, der gør, at vi sætter et højt et klimamål i Danmark, skaber vi netop et hjemmemarked, der gør, at det er her, vi første gang har 19 ptx-anlæg oppe at køre eller 15 carbon capture-anlæg oppe at køre, og dermed får vi det her eksporteventyr ud fra Danmark i stedet for at give det til et andet land som Tyskland eller Frankrig?

Ordføreren.

Ikke nødvendigvis. Altså, som jeg siger, mener jeg, det ville være rigtig godt, hvis vi havde mulighed for at udvikle noget, som vi ville kunne eksportere. Men jeg mener også, at det, at vi har sat et så rigidt mål på 70 pct. lige præcis på Danmarks geografiske område, gør, at vi kommer til at lave nogle tiltag, som ikke vil kunne eksporteres, som ikke vil have nogen effekt, og som så kun vil være skadelige for Danmark selv.

Nu er vi i gang med landbrugsforhandlingerne, landbrugsklimaforhandlingerne, i øjeblikket, og jeg tror, det bliver lidt af en lakmusprøve på, hvordan det her kommer til at udvikle sig. For hvis vi kan lave nogle ting dér, som er fornuftige, og som kan bidrage til, at vi kan udvikle nogle endnu bedre teknologier, end vi har i dag, og være med til at eksportere dem, er det fint. Men hvis vi laver nogle ting, som bare skader vores landbrug og flytter produktionen til udlandet, så der bliver produceret formentlig under væsentlig dårligere forhold end i Danmark, kan vi ikke se fornuften i det. Så vi ser ikke den her 70-procentsmålsætning som noget logisk og fornuftigt.

Tak til ordføreren for Nye Borgerlige. Den næste ordfører er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Jeg synes, at regeringens eget Klimaråd har fejet tæppet væk under regeringens klimapolitik. Jeg synes, at regeringen er ude af trit med videnskaben. Når vi ser, hvordan regeringen håndterer coronasituationen, så står regeringen ved siden af videnskaben med de dygtigste folk ved sin side, og den bruger i meget, meget høj grad de videnskabelige vurderinger til at lægge sine rammer for genåbningen. Det synes jeg ikke er tilfældet her, og jeg synes, det er utroligt, at regeringens egen ordfører oven på sådan en kritik står og giver sig selv 12 for klimapolitikken. Jeg ved godt, at det var noget, ordføreren blev spurgt om i et radioprogram, men nu har ordføreren altså frivilligt gentaget det fire gange her i salen. Og min tanke er: Hvor meget har man så forstået?

Det er jo ikke bare Klimarådet, der kritiserer regeringens handleplan, det er jo alle de grønne organisationer, og de har gjort det længe. De demonstrerer – eksperter, videnskabsfolk. Og det er jo ikke længere bare kritik, det er jo desperation nu. Det er jo videnskabsfolk, der kaster deres job fra sig og bliver aktivister for at kæmpe for at redde klimaet. Og når der er tale om en så total mangel på erkendelse og selverkendelse, synes jeg, vi skal overveje at tage noget af den dagsorden ud af hænderne på regeringen.

Jeg har oplevet Venstre – i hvert fald her på talerstolen – nogle gange være mere ambitiøse på klimaområdet end regeringen. Måske skulle Venstre gå forrest og prøve at samle nogle flertal for nogle aftaler, der er mere ambitiøse end det, som regeringen kommer med i øjeblikket. Det kunne være aftaler, som prøvede at genskabe det tempo, som vi har tabt.

Hvis Alternativet skulle bestemme, ville vi gerne starte med en hurtig klimaafgift på kød, på brændstoffer og på fly, progressivt og med social kompensation, så vi kommer i gang med det samme, og så indfase dem i den ensartede CO2-afgift senere. Det er ikke noget, jeg siger at vi kan stå her og få flertal for overhovedet, men det kunne være et af vores forslag.

Man kunne også vedtage at speede processen op i forhold til at blive klogere på de ensartede klimaafgifter. Altså, man kunne jo faktisk godt sætte en deadline. Det er jo det, som bliver kritiseret allermest af Klimarådet, og det er det, som det er fuldstændig umuligt at få et svar ud af regeringen på nogen handlingsplan for, nogen deadline for, nogen tidsplan for. Det vigtigste sejler.

Man kunne også genåbne bilaftalen – det kræver også et flertal – og se, om man kunne gøre den bedre. Der er mange ting, man kunne gøre, og jeg synes, at den her debat har gjort mig bekymret. Jeg havde troet, at der ville være mere selverkendelse; jeg havde troet, at der i stedet for selvros ville være en ydmyghed. Og derfor synes jeg også, at jeg i løbet af den her debat er blevet interesseret i det flertal, som tegner sig. Vi har et forslag til vedtagelse, som regeringen så har tilsluttet sig, men der er jo også et flertal for den uden om regeringen, der ville kunne bruges til at komme op i tempo. Tak for ordet.

Tak. Der er ønske om en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Det kan være, at jeg skal afholde mig fra at tale om karakterer, selv om det kunne være spændende at høre, hvad for en karakter ordføreren synes, ordføreren så selv skal have for de rigtige, åbenbart, holdninger og meninger, som ordføreren måtte have.

Men jeg kunne bare godt tænke mig at spørge, om ordføreren er enig i, at vi er nået tættere på 70-procentsmålet og ikke kommet længere væk fra det.

Ordføreren.

Ja, gudskelov. Det manglede også bare.

Tak til Alternativets ordfører. Den sidste ordfører er ordfører uden for grupperne og har dermed reduceret taletid, og den bliver kortet yderligere ned, af hensyn til at ministeren lige skal have lov til at ramme talerstolen i noget, der ligner 30 sekunder.

Tak, der er rengjort og klar til næste ordfører. Hr. Sikandar Siddique uden for grupperne, værsgo.

Så skal jeg skynde mig, og så skal jeg gøre det kort.

De politikere, der ikke handler ambitiøst og med rettidig omhu i forhold til klimakrisen, har i overført betydning blod på hænderne. Deres manglende handling slår mennesker ihjel, hvis ikke nu og her, så i fremtiden. For klimakrisen er allerede i dag dødelig alvor, der koster menneskeliv. De politikere, der nøler og ikke leverer øjeblikkelige reduktioner i vores udledninger, sådan som FN kræver, er skyldige. De er ved at gøre sig selv skyldige i noget, der kan betegnes som en forbrydelse mod menneskeheden. FN's generalsekretær har selv kaldt den nuværende ageren for menneskehedens selvmorderiske krig mod naturen. Vi er ved at slå os selv ihjel. Tag lige det ind!

Hvis ikke vi ændrer kurs, er vi på vej mod en opvarmning, der vil kunne betyde, at jorden kun kan brødføde 1 milliard mennesker – altså adskillige milliarder mennesker færre end i dag. Det kræver, at regeringen og i den grad også støttepartierne ikke bare lever op til den klimalov, de selv har vedtaget for mindre end 2 år siden, men også at de skal gøre langt mere. Så kom nu! I har magten. I har ansvaret. Lev op til det grønne mandat, I er blevet valgt på. Tak for ordet.

Tak til hr. Sikandar Siddique. Så er det ministeren for at kommentere forespørgslen, og der er nærmest kun 1 minut til rådighed. Men værsgo til ministeren.

Tak. Jeg lægger den tale, jeg har skrevet, til side og holder den en anden dag.

Tak for en rigtig god debat. Der var ovenikøbet lidt rosende ord: 12 plus – det vidste jeg slet ikke at man kunne få – fra Tommy Ahlers. Tak for det. Rosen er jo lige så meget henvendt til jer selv, dem, der har fremhævet den, fordi vi har lavet brede aftaler. Jeg tænker, at I nok gerne vil have jer frabedt, at jeg så også kunne konkludere, at kritikken derfor også må være henvendt til jer selv. Sådan vil I nok ikke helt konkludere.

Men det er klart, at vi skal blive enige om de her ting, og når der er en enighed i Folketinget om, at der skal handles nu, er det selvfølgelig godt. Det, der selvfølgelig kan bekymre en lille smule, er, at der åbenlyst er ret stor uenighed om, hvad det er, den handling skal være. Nogle ønsker en højere pris på en ensartet CO2-afgift nu og her. Andre vil afvente eksperter. Det synspunkt deler regeringen. Nogle ønsker, at vi tager fløjlshandskerne af over for landbruget, som fru Signe Munk kaldte det. Det var ikke just den tone, man hørte fra hr. Tommy Ahlers.

Så der ligger store forhandlinger forude. Jeg er dog optimist. Vi har leveret meget store og meget positive resultater i de forgangne halvandet år. Det kommer vi også til fremover. Den her debat har handlet om Klimarådets rapport. Der var nogle rigtig gode anbefalinger i den. Den kommer vi til at levere på, og vi kan også støtte den vedtagelsestekst, der foreligger. Tak.

Tak til ministeren. Tiden er opbrugt. Jeg kan se, at der er flere, der har bedt om ordet, men taletiden er brugt til fulde.

Dermed er forhandlingen, selv om der er flere, der bedt om ordet, sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 16. marts 2021.