Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 39:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren:

Hvad har ministeren – siden behandlingen af forslag til folketingsbeslutning B 138 i samlingen 2019-20 om udarbejdelse af en opdateret udgave af magtudredningen – aktivt foretaget sig for at igangsætte en opdatering af magtudredningen for således at leve op til de ønsker, Folketingets partier under debatten gav udtryk for, samt sine egne intentioner om løbende at drøfte vores demokrati og blive klogere på »vores mediebillede og vores sociale medier og den demokratiske samtale«?

Af Morten Messerschmidt (DF), Eva Kjer Hansen (V), Peter Seier Christensen (NB) og Henrik Dahl (LA).

(Anmeldelse 27.01.2021. Fremme 02.02.2021).

Jeg gør opmærksom på at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 6. april 2021.

Jeg giver ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak, formand. I juni sidste år havde Folketinget en uddybende og grundig debat om behovet for en opdateret udgave af magtudredningen. Det var en behandling af et beslutningsforslag – og velkommen til ministeren, vi er gået i gang – der kaldtes B 138, og som var fremsat på initiativ af undertegnede, men som fandt opbakning fra snart sagt alle partier her i Folketingssalen. Vi nåede så ikke andenbehandlingen, og sådan er det jo nogle gange. Men jeg tror alligevel, vi alle sammen havde en bred forventning om og forståelse af, at på trods af at vi ikke formelt havde pålagt regeringen at handle for at få opdateret magtudredningen med alt det, der er sket i samfundet de seneste knap 20 år, så ville regeringen nok alligevel forstå et vink med en vognstang og tage initiativet.

Det er så ikke sket, og derfor har vi valgt i dag at indkalde til en forespørgselsdebat egentlig ikke nødvendigvis for at gentage alle de gode argumenter, som de fleste ordførere for knap et år siden var enige om, men for så at gøre det nødvendige for åbenbart at få regeringen til at handle, nemlig at pålægge den et mandat.

Derfor skal jeg på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance fremsætte følgende forslag til vedtagelse – er det forkert?

Det er først under forhandlingen, man begynder at fremsætte de her forslag til vedtagelse. (Morten Messerschmidt (DF): Nå, jeg har tidligere gjort det på den her måde. Det må man ikke?) Det er i hvert fald ikke nu.

Jamen i givet fald bliver det jo, med formandens tilladelse vil jeg bruge et engelsk udtryk, en cliffhanger, to be continued. (Tredje næstformand (Rasmus Helveg Petersen): Det kan jeg ikke tillade).

Nå, men der er jo ingen grund til at bruge mange yderligere argumenter om noget, vi har diskuteret en gang. Vi mangler jo bare regeringen, som ikke gør det, Folketinget beder den om. Men jeg kommer tilbage.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Nu giver vi ordet til uddannelses- og forskningsministeren. Men vi skal lige bede hr. Morten Messerschmidt om eventuelt at forestå lidt talerstolshygiejne her. (Morten Messerschmidt (DF): Det ville være endnu en undskyldning for ikke at gøre, hvad Folketinget beder om, at man har fået corona her, så det skal vi jo helst ikke risikere. Jeg er dog lige blevet testet). Glimrende, og mange tak.

Så er det uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak for ordet og anledningen til endnu en gang at tage en debat om en mulig opdatering af magtudredningen. Det er jo et forskningsprojekt, som oprindelig blev sat i gang på foranledning af Folketinget og havde til formål at analysere det danske folkestyres situation ved overgangen til det 21. århundrede – et storstilet og vigtigt projekt, som jeg tænker at rigtig meget af vores offentlige samtale og rigtig meget af vores demokratiske arbejde har kunnet trække på.

En opdatering af det vigtige arbejde har tidligere været fremsat som ønske i beslutningsforslag B 138 i samlingen 2019-20, som det også fremgår af spørgsmålet. Forslagsstillerne ønskede med beslutningsforslag B 138, at regeringen skulle nedsætte et bredt udvalg af eksperter fra universiteter, virksomheder, fagbevægelse, foreningsliv m.v. for at udarbejde en opdateret udgave af magtudredningen med særligt fokus på det politiske liv, medierne og foreningslivet. Forslagsstillerne ønskede endvidere, at regeringen skulle generhverve domænet www.magtudredning.dk, så man her løbende kunne dokumentere processen vedrørende en opdatering af magtudredningen.

Som jeg også sagde i forbindelse med førstebehandlingen af beslutningsforslaget, vil jeg her sige – selv om ordføreren for forespørgerne siger, at vi ikke nødvendigvis skal gentage alle de gode argumenter – at regeringen havde og fortsat har sympati for ønsket om en opdatering af det her arbejde. Det er vigtigt at holde øje med magten, og det er vigtigt at have et vågent øje på, hvordan vores folkestyre udvikler sig. Vi har et stærkt demokrati i Danmark, men så meget desto mere grund er der til at værne om det og løbende holde udkig med, om der er farer, vi skal styre uden om. Folkestyrets vilkår ændrer sig løbende med samfundsudviklingen. Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogle af os, der deltager i den offentlige demokratiske samtale, som mærker en påvirkning fra den digitale udvikling, de sociale mediers indtog og et forandret mediebillede

Det er selvfølgelig fornuftigt forskningsmæssigt at have det her grundlag for debatten om folkestyrets tilstand og ikke mindst om, hvordan vi kan styrke og få flere med i det demokratiske fællesskab. Heldigvis er der også rigtig mange dygtige forskere på de danske universiteter, der beskæftiger sig med netop de emner, og det er en vigtig forskningsmæssig indsats, de yder. Jeg mener oprigtigt, at der under den her hat er utrolig mange interessante og vigtige emner at tage fat i.

Personligt mener jeg f.eks., at det er rigtig vigtigt, at vi også som politikere interesserer os for den mistillid til både politikere og systemet, der vokser frem mange steder. Og det er også vigtigt at belyse udviklingen og baggrunden for den her mistillid i en forskningsmæssig og måske også international sammenhæng. Ulighed i demokratisk deltagelse er helt centralt at have med i de her perspektiver. Faldende medlemstal i partierne og betydningen af de sociale medier for den demokratiske samtale er andre eksempler. Polariseringen i samfundet kunne også nævnes som et meget vigtigt emne.

Såfremt der er interesse for mere forskning i folkestyrets tilstand og den folkelige deltagelse – og det har jeg en fornemmelse af at der er, også selv om ordføreren for forespørgerne ikke fik mulighed for at læse den fælles vedtagelsestekst op endnu – mener jeg, at vi må se på finansieringen, i forbindelse med at vi jo i forvejen har tradition for bredt blandt Folketingets partier at se på den samlede forskningsprioritering i forskningsreserven i efteråret.

Samtidig vil jeg også understrege i forhold til det oprindelige forslag, at der er en afvejning af, hvordan det så bedst muligt organiseres. Her tror jeg, at et tungtvejende argument for faktisk at gøre det her med et armslængdeprincip – altså at prøve at gøre det med armslængde til det politiske og på en måde, hvor det er uafhængigt af diverse interesser – er, at der er for stærke politiske interesser. Jeg tror, at det vil give et større og mere objektivt forskningsmæssigt grundlag end det, der er foreslået som den oprindelige organisering.

Men det er jo to forskellige veje hen til under alle omstændigheder at få mere viden om vores demokrati, vores folkestyre, folks adgang til at deltage i den offentlige samtale, vores alle sammens indflydelse på vores hverdag og det liv, vi lever. Jeg synes, det er en vigtig og konstruktiv diskussion at have, og jeg synes, det er vigtigt, at vi løbende bliver klogere. Derfor vil jeg også godt kvittere for, at det er blevet bragt til torvs. Jeg synes, vi havde en god og konstruktiv debat under førstebehandlingen af beslutningsforslag B 138.

Der har efterfølgende været lagt op til, at det skulle i udvalgsbehandling. Det har vi selvfølgelig afventet, og det har vi gjort, samtidig med at der selvfølgelig har været lagt rigtig mange kræfter i at håndtere covid-19-pandemien. Jeg kan forstå, at beslutningsforslaget aldrig blev færdigbehandlet, og derfor er det nu formelt bortfaldet. Jeg har samtidig noteret mig, at vi efterfølgende har haft en forhandling om forskningsreserven, hvor ønsket her ikke blev bragt op. Det skal ikke ændre på det faktum, at vi fortsat, fornemmer jeg, har en bred politisk interesse i at få mere viden og få en opdatering af magtudredningen, og det diskuterer vi selvfølgelig gerne fra regeringens side. Tak for ordet.

Tak til uddannelses- og forskningsministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra hver ordfører, og vi starter med hr. Karsten Lauritzen. Værsgo.

Tak til ministeren for ordene – de positive og konstruktive ord om beslutningsforslaget, som jo er Dansk Folkepartis oprindelige beslutningsforslag. Jeg bliver bare nødt til at sige til ministeren, at det faktisk var min opfattelse, at bolden lå hos ministeren, og det er jo fair nok, at ministeren så spiller den tilbage til Folketinget. Men jeg havde fået den klare opfattelse, at det var ministeren, der skulle tage initiativ til et møde. Det har ministeren ikke gjort, og der må man jo finde ud af hvorfor.

Nu venter vi jo alle sammen i spænding på vedtagelsen, men det, jeg er optaget af, er, at når der ligger en vedtagelse, hvor forhåbentlig et flertal i Folketinget er enige om noget, kan vi så regne med, at ministeren rykker hurtigt? Jeg mener faktisk – det vender jeg tilbage til i min ordførertale på Venstres vegne – at der er behov for at få kortlagt, hvordan magten har ændret sig siden den sidste magtudredning. Så det er spørgsmålet til ministeren.

Ministeren, værsgo.

Jamen jeg vil godt bekræfte, at vi fra regeringens side er oprigtigt interesseret i mere viden her, og at der er meget, der har ændret sig, siden den oprindelige magtudredning blev lavet. Og jeg mener, at vi ikke bare som politikere, men også samlet som et demokrati har en interesse i løbende at få viden om og blik for de ændringer, der sker derude.

Lige i øjeblikket har vi en meget stor diskussion omkring, hvad det koster at træde ind i den offentlige samtale, og om folk, der bliver svinet til efterfølgende osv. – hvad er der egentlig af adgang også for almindelige mennesker til faktisk at være en del af den offentlige samtale, når rigtig meget af den er henlagt til sociale medier? Hvad er der af adgang til faktisk at få indflydelse på sin egen hverdag? Jeg mener, at det er uhyre vigtige spørgsmål at få opdateret viden omkring.

Så hermed vil jeg godt gentage, hvad jeg sagde i min tale, nemlig at det vil vi rigtig gerne være med til at diskutere, og jeg synes, det er oplagt at diskutere det grundigt, frem til at vi ser på det her i efterårets forskningsreserve.

Tak til ministeren. Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Jeg bemærker, at ministeren erklærer sig enig i, at vi havde den her drøftelse i juni 2020, og at hun så undrer sig over, at ingen bragte det op ved udmøntningen af forskningsreserven, der fandt sted efterfølgende. Men der vil jeg så returnere den undren og sige, at eftersom ministeren jo var til stede i Folketingssalen i juni og konstaterede, at samtlige partier ud over hendes eget ytrede opbakning til beslutningsforslaget, hvorfor i alverden var det så ikke regeringen selv, der tog det op, således at det kunne være en del af forskningsreserven, hvis det var det, man ønskede? Det havde vi jo ikke taget stilling til fra vores side dengang, altså hvor pengene skulle komme fra. Men hvorfor gjorde regeringen ikke bare det, så vi ikke havde nødig at ulejlige hinanden med at stå her knap et år efter og igen bekræfte hinanden i, hvad vi gerne vil?

Ministeren, værsgo.

Regeringen har forståelse for, at det her er et vigtigt stykke arbejde. Jeg vil så også godt sige, at vi herfra og til evigheden kan diskutere, hvem der burde have gjort hvad. Jeg oplever, at vi havde en dialog og en proces, hvor jeg faktisk forsøgte at række hånden ud, og hvor der så på en eller anden måde måske også er gået corona i meget af det. Og det synes jeg er en fair ting, men det ændrer ikke på, at der jo altid er en prioritering, og der er der også i en forskningsreserve. Regeringen prioriterede f.eks. at øremærke utrolig mange penge til den grønne forskning i efterårets forskningsreserve. Det er ikke det samme, som at vi ikke også ønsker ny viden i forhold til det her, og det vil sige, at hvis det er det, der også er en bred enighed om at der er brug for nu, jamen så lad os da tale om det, men lad os se det i en sammenhæng, så vi også har økonomien på plads. For det her er også et projekt, der kan skaleres op og ned, afhængigt af hvor store armbevægelser vi vil have, og hvor mange penge vi vil prioritere til det, og det skal selvfølgelig ses i en sammenhæng.

Tak til ministeren. Der er ikke flere ordførere, der har bedt om en kort bemærkning i den her omgang, så vi går nu over til forhandlingen efter de almindelige regler, også for korte bemærkninger. Den første, vi beder komme herop, er ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt, som jeg ved har et lille stykke papir med til os, som vi glæder os meget til at få læst op.

Værsgo.

Tak, formand. Hvis der er noget, jeg sætter pris på, er det redelighed og en forretningsorden, der bliver overholdt til akkuratesse, og at jeg således her denne eftermiddag skal få indskærpet forretningsordenens § 24, er en fornøjelse. Det er en fornøjelse at blive røgtet, og derfor glæder jeg mig over på den baggrund på dette tidspunkt i forhandlingen at kunne fremføre følgende forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer, at der blev udtrykt et ønske fra Folketingets partier om en opdateret magtudredning under debatten af beslutningsforslaget B 138 4. juni sidste år. På den baggrund skal der udarbejdes en ny magtudredning, og Folketinget pålægger ministeren i forbindelse med drøftelser om forskningsreserven at indkalde Folketingets partier til drøftelse af kommissorium og finansiering for det pågældende arbejde og med henblik på igangsættelse heraf inden kalenderårets udgang.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 99).

Tak, formand.

Mange tak for det. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Tak for ordet. Jeg havde simpelt hen ikke forventet, at hr. Morten Messerschmidt ville holde så kort en ordførertale, men sådan kan man jo blive overrasket her en onsdag eftermiddag.

Det her er jo en forespørgselsdebat, som følger op på det beslutningsforslag, vi behandlede i foråret, og det er ligesom blevet slået fast, og jeg synes også, det er naturligt, at vi står sammen i så bred en kreds af partier om en fælles vedtagelsestekst om at sætte noget i gang, som vi er enige om.

Jeg synes måske alligevel også, det er vigtigt, selv om det er anden gang, vi har debatten, bare at sætte et par ord på, hvorfor det så er vigtigt, at vi sætter det arbejde i gang. Der er jo sket enormt meget, siden arbejdet med den sidste magtudredning blev færdiggjort i 2003 – vi har haft hele digitaliseringen og de sociale mediers indtog, så det nu både er blevet en fast del af mange menneskers hverdag, men jo også af det politiske arbejde, den demokratiske samtale og demokratiet som helhed. Det har grundlæggende forandret vilkårene for den politiske dialog, og det synes jeg bør give anledning til en del refleksion, også herinde hos os.

Flere mennesker har fået et talerør, som er offentligt. Det rummer et stort potentiale, men det rummer samtidig også nogle udfordringer. Debatten, tonen er blevet hård, fronterne bliver trukket skarpt op, og jeg synes ofte, jeg oplever, at debatten på de digitale platforme har en tendens til at drive os længere fra hinanden end egentlig at gøre os klogere og mere nysgerrige på hinandens synspunkter. Og jeg tror også, at den hårde tone faktisk afholder mange danskere fra at deltage i debatten, selv om de egentlig nu har en adgang, man ikke havde, dengang magtudredningen udkom i 2003.

Digitaliseringen giver mulighed for, at vi har adgang til nyheder fra hele verden. Nyhedskanalerne sender i alle døgnets timer – vi har en nyhedskanal i Danmark, der sender 24 timer i døgnet – og det rummer jo et enormt stort potentiale for bedre oplysning og et bedre grundlag for den demokratiske samtale, men det har jo også forandret de grundvilkår, der gælder for mediernes dækning af politik – der skal produceres flere nyheder, det skal gøres hurtigere, og samtidig er vores traditionelle medier i stigende grad i konkurrence med nye medietyper og bliver udfordret af techgiganternes forretningsmodeller, og en voksende del af befolkningen har nu sociale medier som deres primære nyhedskilde, og det betyder jo også, at man nogle gange måske bliver ledt ind på nogle nyheder, uden man nødvendigvis lige får stillet spørgsmål ved, hvad det er for en kilde, man læser.

Så på den ene side er der jo sket en stor udvikling, som skaber nye, demokratiske muligheder, men der er altså også i højere grad en tendens til, at den politiske samtale og den demokratiske samtale i dag finder sted i ekkokamre på de sociale medier. Vi har jo i virkeligheden set de allerværste konsekvenser, som det kan have, i USA med stormen på Kongressen, hvor de ekstreme holdninger, der blev dyrket i lukkede virtuelle fællesskaber – konspirationsteorier om, hvordan verden hænger sammen – ledte til et fysisk angreb på demokratiet.

Hvis vi kigger ud i verden, er demokratiet i hele den vestlige verden jo udfordret. Overalt i verden er demokratiet og demokratier under pres, og bare for 10 og 20 år siden var det jo det modsatte billede, hvor vi så demokratiet blomstre frem flere steder i verden, og flere og flere lande overgik til at blive demokratier, men nu går det den modsatte vej. Jeg tilhører jo den generation, som blev født, samme år som Berlinmuren faldt, og vi er jo vokset op med en forståelse af, at demokratiet nu ville være den eneste styreform, der vandt frem, og det har jo bare vist sig her 30 år senere ikke at være rigtigt.

I Danmark ser vi en stigende ulighed, med hensyn til hvem det er, der deltager i demokratiet, og selv om vi jo stadig væk har en rekordhøj valgdeltagelse, øges uligheden sådan set lige nu valg for valg. Der bliver større forskel på kontanthjælpsmodtagerens og akademikerens valgdeltagelse, der bliver større forskel på unge og gamles valgdeltagelse, og vi ser jo også i stigende grad en forskel på, hvem det er, der deltager i foreningsarbejdet og engagerer sig i de folkelige organisationer – partiernes medlemstal er faldende.

Så der er masser af gode grunde til at forholde sig til demokratiets tilstand og magtens fordeling, for der er sket rigtig meget siden 2003. Skal vi så vælge den samme model, som man gjorde, da den forrige magtudredning blev lavet? Arbejdet løb jo fra 1994 til 2003, det var relativt dyrt, og det tog lang tid, så er det lige den rigtige måde at gøre det på igen? Jeg føler mig sådan set ikke overbevist om, at vi bare skal gentage det. For det første har vi jo kun forskningsmidlerne én gang, så skal vi bruge så mange penge? Det synes jeg er et legitimt spørgsmål. Hvordan sikrer vi, at der er en armslængde i uddelingen af det, hvis det skal være igennem forskningsreserven? Så der kan stilles mange spørgsmål til den konkrete konstruktion, men det må vi jo afklare i de forhandlinger, der skal være, og det er noget, som vi jo nu står et helt enigt Folketing og forpligter hinanden på at tage op i forbindelse med forhandlingerne om forskningsreserven.

Det glæder vi os rigtig meget til i Socialdemokratiet, og jeg skulle hilse fra Enhedslisten og sige, at de også glæder sig til det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Karsten Lauritzen fra Venstre. Værsgo.

Mange tak, formand. En ny magtudredning var en god idé, da Dansk Folkeparti kom med beslutningsforslaget for snart et år siden, og det er ikke blevet en mindre god idé. Det er tydeligt – og det tror jeg også det i stigende grad er for helt almindelige danskere – at magten har flyttet sig, og det kan man mene om hvad man vil, men rigtig meget magt i den her regering er centreret omkring Prins Jørgens Gård. Hvis man ikke lige ved, hvad der ligger på adressen, så er det Statsministeriet, og vi har en statsminister, som under coronakrisen har valgt at tage en meget central og stram styring i stedet for at lægge beslutninger ud til myndigheder og kommuner og regioner, men altså samlet magten i Statsministeriet. Det er jo en statsministers privilegie at tilrettelægge, hvordan regeringen arbejder, hvor meget frihed ministeren skal have, hvor meget man vil bestemme som statsminister. Det er ministerens privilegie. Men omvendt er det vigtigt, at vi som Folketing er klar over, og at befolkningen er klar over, hvor magten er centreret henne, hvor det er beslutningerne træffes. Så det ønske, Dansk Folkeparti har, og som Venstre har delt hele vejen igennem, er ikke blevet mindre aktuelt.

Noget af det, jeg på Venstres vegne sagde, sidste gang vi diskuterede magtudredning her i Folketingssalen, var, at magten desværre har flyttet sig fra det her rum og ind i lukkede rum i ministerierne. Det er ikke noget, der kun gør sig gældende for den her regering, det er generelt, at flere og flere beslutninger bliver truffet i fortrolighed i lukkede rum i stedet for i offentligheden, og det tror jeg er svært at lave om på, hvis ikke man har et grundlag for at konstatere, at der er noget, der er usundt i vores folkestyre, og derfor har vi brug for en ny magtudredning, der skal kigge på, hvordan magten har flyttet sig, siden vi sidst havde en magtudredning.

Jeg er i øvrigt helt enig med både ministeren og også den socialdemokratiske ordfører om sociale mediers magt. Der kan man hive statsministeren frem igen, for statsministeren har en instagramprofil med, jeg tror, når vi får en valgkamp, 500.000 følgere, vil jeg gætte på, og det er jo en kæmpe magt at have som statsminister. Nu er det jo ikke så magtfuldt at lægge billeder op af mad, men det kan hurtigt blive flyttet over til noget politik. Der er også andre politikere, der har facebookprofiler med rigtig mange følgere eller instagramprofiler med rigtig mange følgere, men hvilken rolle spiller den frie presse? Skal man stille op og lave interviews? Der er jo nogle ting, der ændrer sig helt grundlæggende i vores folkestyre, hvor magten flytter sig, og det skal man som borger være meget opmærksom på, men det skal vi som folkevalgte være endnu mere opmærksomme på.

Forudsætningen for at få en debat om det på et oplyst grundlag er, at man har en magtudredning, og derfor er jeg også helt enig i, at vi skal have en ny magtudredning, og den skal foreligge noget hurtigere end den tidligere, for det tog lidt mange år. Derfor ærgrer det mig, at ministeren og regeringen ikke er kommet i gang, og at vi nu skal – for at sige det ligeud – spilde tiden her med at gentage vores synspunkter. Så jeg har bare en opfordring til ministeren om, da der nu er en vedtagelse, og den er vi så alle sammen enige om, så at få indkaldt til et møde, få sat gang i drøftelserne.

Det med finansieringen er fair nok, men når man fordeler forskningsreserven, er der ret mange penge at gøre godt med, det er 100 mio. kr., og det forestiller jeg mig ikke det her koster, for det er et noget mindre beløb. Så jeg er ikke så bekymret for finansieringen, men jeg tror, der er behov for, at vi kommer i gang med at få snakket om, hvad der så skal undersøges, og hvordan det skal gøres. Det vil jeg bare anbefale vi får sat gang i her, inden vi går på sommerferie, og måske får en enighed om det, og jeg tror ikke, det er så svært.

Så vi er glade for det, ministeren siger, og det, ministeren sagde sidste gang, men vi er lidt kede af, at der ikke er sket noget, men håber så, at vi kan tilgive ministeren for det tab, hvis der sker noget fremadrettet, og det kan vi, for vi i Venstre er optaget af – ligesom jeg kan forstå Dansk Folkeparti og forhåbentlig alle Folketingets partier er – at få lavet en ny magtudredning og få afdækket, hvor magten er flyttet hen, så vi på et oplyst og sagligt grundlag kan diskutere nogle af de ændringer, det skaber af vores folkestyre og af vores demokrati. Og noget af det, som har kæmpestor værdi, særlig i en krisetid som den, vi har været igennem, skal vi have en ærlig samtale med hinanden om, og det skal vi have forskere og eksperter til at give os grundlaget for.

Derfor bakker vi i Venstre fuldt og helt op om det forslag til vedtagelse, som hr. Morten Messerschmidt har præsenteret, og jeg vil godt rose Dansk Folkeparti for at holde øje med den her sag. Det skal være ordene.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, så vi går videre. Det er fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Hvem er det, der har magten i dagens Danmark? Er det politikerne, er det en bestemt gruppe borgere, eller er det måske i virkeligheden medierne, eller folkene bag de store sociale medieplatforme, der styrer dagsordenen? Og er det overhovedet relevant for os at vide?

De spørgsmål stillede jeg for 1 år siden, da vi havde debatten om beslutningsforslaget – det har også været omtalt mange gange i dag – og det spørgsmål stiller jeg mig stadig væk. Og jeg svarer, at det synes jeg bestemt er relevant for os at vide. Og derfor er jeg faktisk glad for, at Dansk Folkeparti tager debatten op igen i år, når nu der ikke var nogen partier, der tog initiativ til at få magtudredningen til at være en del af forskningsreserven sidste år.

Jeg tror egentlig, jeg er enig med Dansk Folkepartis ordfører i, at der ikke er nogen grund til at stå og gentage de samme argumenter igen og igen. Jeg tror bare, at en enkelt ting, som ikke kan understreges nok, er det her med, hvordan sociale medier påvirker vores demokrati – hvad flere også har nævnt – i forhold til hvordan sociale medier både kan samle os og skabe store politiske bevægelser, men også kan splitte os og polarisere os i en grad, som jeg synes kan være skræmmende.

Jeg synes også, at det er enormt skræmmende, at vi kan se, at der er nogle mennesker – det har vi set bare inden for de seneste par uger – der er stået frem og sagt, at de overvejende går ud af den offentlige debat, fordi tonen er for hård på de sociale medier. Og det er da også et stort problem for vores demokrati og for, hvordan magten er fordelt i Danmark. Så der er ingen tvivl om, at sociale medier har betydning for, hvem der har magt. Og derfor synes jeg også, at det er et meget godt argument for, hvorfor vi skal have en ny magtudredning, ud over at vores samfund selvfølgelig har ændret sig på rigtig mange andre parametre også siden 2003.

Jeg tror egentlig ikke, der er så meget andet at sige, end at vi også er rigtig glade for den fælles vedtagelsestekst, vi alle sammen har kunnet bakke op om, og at jeg glæder mig til at drøfte, præcis hvad det er, vi skal have undersøgt i den nye magtudredning, og jeg håber, at det her med sociale medier bliver en stor del af det. Og så må vi jo se, hvor omfattende det skal være.

Så er jeg i øvrigt også helt enig med Venstres ordfører i, at det ikke skal vare 6 år, eller hvor længe det nu var det gjorde sidst.

Tak.

Tak for det. Og der er heller ikke nogen korte bemærkninger her, så vi går videre. Og det er til hr. Kristian Hegaard. Værsgo.

Tak for ordet. I 1994 påbegyndte man arbejdet med den seneste magtudredning. Folketinget nedsatte et særligt udvalg med det mundrette navn, og jeg citerer: »Udvalget vedrørende en analyse af demokrati og magt i Danmark«. I foråret 1997, kun næsten 3 år efter, afgav udvalget en beretning, der udgjorde startskuddet til igangsættelsen af en dansk magtudredning.

Arbejdet skulle strække sig over 5-7 år og ledes af en uafhængig forskningsledelse. Af beretningen fremgik, at følgende skulle være genstand for arbejdet: folkestyrets funktion i bred forstand, herunder organisationers, bevægelsers og økonomiske magtstrukturers indflydelse i samfundet samt internationaliseringens konsekvenser for gennemsigtighed og synliggørelse af beslutninger, indflydelse og magt i samfundslivet. Ja, det er til at få julelys i øjnene af for en jurist som mig.

Fokusområderne var derudover, at bl.a. emner som Folketinget og partierne, den offentlige sektor under forandring, organisationer, erhvervsliv og eliterne, politiske beslutningsprocesser, meningsdannelse og medierne i den politiske proces og mange andre emner. Man må bare slå fast, at meget vand er løbet i åen siden 2004. For det er ganske vist, at samfundet udvikler sig hele tiden.

Dengang kendte ingen til Facebook, Instagram, Twitter eller Snapchat, og nu er det det første, mange unge åbner, når de står op om morgenen. Der skal sendes en besked på Messenger eller svares på en Snapchat, man ikke fik svaret på aftenen før. Spillet Snake er erstattet med hundredevis af apps på smartphonen. Der er et forandret mediebillede, hvor TV2 News sender 24-7, hele døgnet rundt. Breaking kommer med det samme, det nye forældes meget hurtigt.

Medier dækker indimellem politiske forhandlinger, som var det en fodboldkamp. Der er en analyse, der er en optakt, overvejelser om resultatet, udpegning af vindere og tabere – på trods af at de i modsætning til fodboldkamp ikke har set den egentlige kamp. Der sendes tweets i stedet for pressemeddelelser, og i 2004, da magtudredningen kom, var det en helt ny ting, at statsministeren havde fået en såkaldt spindoktor. Nu har alle ministre det, og nogle ministre har flere end en, og i ministerierne bliver der oprettet særlige politiske udviklingsenheder. Og hvad betyder det egentlig for demokratiet og for forholdet mellem regering og Folketing? Der er også opstået centrale regeringsudvalg som Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget, og hvilken betydning har det for den politiske proces? Vi oplever større polarisering, større skel, og hvad betyder det egentlig for den offentlige debat? Hvordan er tilliden til politikerne? Og så det meget teoretiske spørgsmål: Er der sket en magtforskydning fra dengang til i dag – både imellem Folketing og regering, men også imellem andre aktører?

Dengang syntes nogle, at erhvervslivet havde for meget magt. Andre syntes, de faglige organisationer bestemte for meget, og der vil garanteret i dag være nogle mønstre, der ligner.

Rollen som parlamentariker har også udviklet sig. Som nyvalgt vil jeg ikke kloge mig nærmere på det, men bruger vi tiden rigtigt? Føler befolkningen, at der er nem adgang til os? Og hvordan bruger vi de politiske redskaber, og bruger vi dem rigtigt? Det er mange spørgsmål, man kunne stille i en opdatering af magtudredningen. Det kan vi blive klogere af, det kan vi blive bedre af. Det skader aldrig, og måske kan vi endda lære noget af hinanden. Arbejdet skal naturligvis finde sted med fuld armslængde med en uafhængig forskningsledelse og -gruppe og med metodefrihed.

For folkestyret er under konstant forandring. Som Winston Churchill sagde: Demokrati er ikke den bedste styreform, men det er den mindst ringe. Det er jeg nok ikke en til en enig med ham i, men mon ikke, vi altid kan blive bedre? Det at kigge os selv efter i sømmene kan kun være sundt, og mon ikke det skaber bedre løsninger for borgerne i sidste ende? Det ville ikke være så ringe endda.

Tak for det. Der er ingen kommentarer. Så er det fru Katarina Ammitzbøl, Konservative Folkeparti.

Tak for at indkalde til den her vigtige debat. Det er jo som nævnt af andre ordførere en gentagelse fra sidste år, men der blev vi jo lidt enige om, at der var corona, og vi stod i en særlig situation, så det var måske ikke lige nu, vi skulle sætte en demokrati- og magtudredning i gang. Det er jo et omfattende arbejde, og der var måske ikke lige båndbredde til det med den kæmpe opgave, vi alle stod med.

Men demokratiske rettigheder er jo fundamentet for vores danske samfund og noget, som vi historisk har værnet om. I 1970'erne, og først og fremmest efter jordskredsvalget i 1973, var det en udbredt opfattelse, at det danske demokrati var i krise. Kriseoplevelsen blev klart udtalt af den konservative Erik Haunstrup Clemmensen under en debat i Folketinget i 1974:

Hvis dette Folketing fortsætter på samme måde, som vi har set det igennem størstedelen af den 1 års periode, der nu er gået til ende, er jeg blevet overbevist om, at folkestyret i dets nuværende form, simpelt hen ikke overlever udgangen af dette årti.

Tænk, hvis Clemmensen havde oplevet techgiganter, SoMe og MeToo. Hvad havde han mon ikke udtalt!

For nylig mødtes vi i Demokratikommissionen, som er etableret af Dansk Ungdoms Fællesråd. Det var en interessant debat med dagbladsredaktører, ngo'er og fagfolk, og fokus var techgiganterne.

Vi har jo netop her seneste set deres store indflydelse på den demokratiske udvikling. For vi udvikler os jo hele tiden, men den her debat er meget relevant: om techgiganternes ansvar for den demokratiske samtale, informationsbobler, misinformation, som kan spredes, den hårde tone, som også har været nævnt flere gange, fjernelsen af Trump og Facebooks nedlukning i Australien, altså i forhold til nyhedsformidling. Alle er eksempler på, at demokratiet påvirkes kraftigt af nye teknologiske udviklinger, og det kan ske meget hurtigt.

Der er selvfølgelig også meget godt at sige om den teknologiske udvikling. Den gør også, at rigtig mange har fået en stemme. Men demokratiet har jo også i Danmark ændret sig meget hurtigt her det seneste år. Det så vi jo med epidemiloven, altså hvordan vi lige pludselig blev enige om, at vi skulle ændre demokratiet fuldstændig. Vi havde jo en tvangslukning. Der var jo forsamlingsforbud, og mange fundamentale rettigheder blev pludselig fuldstændig frataget vores borgere i en tillid til, at vi alligevel forvalter demokratiet rigtigt.

Det er bestemt på sin plads nu, at vi ser på, hvordan en ny magtudredning skal foretages. Den skal måske ikke være lige så omfangsrig som de 439 sider og de omkring 50 bøger m.m., der er blevet produceret, og være noget, som kun sker hvert 20. år. Vi har måske netop behov for at tage et demokratiseringstjek meget oftere, fordi vi netop står i de situationer, hvor vi gør, og det er jo også over hele verden: For femte år i træk er demokratiet gået tilbage i hele verden.

I EU er de demokratiske rettigheder også under stærkt pres, som vi ser det i visse lande. Det er jo også derfor, at netop EU har sat et tiltag ind på, at man skal efterleve retsstatsprincippet for at få penge fra EU’s kasse. Så det er nok vigtigt, at vi får taget et demokratiseringstjek meget hyppigere end hvert 20. år. Men det må vi jo drøfte i et andet forum og i et kommissorium.

Men vi støtter jo meget gerne det her forslag og har også tillid til, at vi sammen med regeringen – som også, kan jeg forstå, støtter teksten fra Dansk Folkeparti – nu tager det her op i fællesskab. Det er et fælles ansvar, så tak til DF for at rejse debatten igen.

Tak for det. Der er heller ingen kommentarer her. Nye Borgerlige kommer ikke, men jeg kan se, at hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance er her. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg skal gøre det kort, også fordi jeg har været nødt til at bruge en del af min tid på et samråd, som jeg selv var medindkalder af, og som nu lige netop er slut.

Men jeg vil sige tak for, at vi får den her debat og for, at vi kommer videre med magtudredningen. Og jeg er virkelig glad for, og det siger jeg helt oprigtigt, at regeringen også vil være med. For det er simpelt hen et vigtigt emne, hvor magten er blevet af i de 15 år, der er gået, siden magtudredningen oprindelig blev lavet.

Da magtudredningen blev lavet skulle man ikke bekymre sig om fremmede lande, der blandede sig i de politiske processer i Danmark eller andre lande, f.eks. Der var ikke noget, der hed sociale medier. Hele spørgsmålet om tredjelande, der bruger store kontingenter af indbyggere, som bor i f.eks. Danmark eller andre lande, var ikke noget, man skulle forholde sig til. Der er så mange ting, der har ændret sig, at det er helt naturligt.

Den eneste ting, jeg lige vil nævne, og jeg ved desværre ikke, om det har været nævnt, er jo, at jeg i hvert fald tit, i de år jeg har siddet i Folketinget, også har følt en eller anden form for afmagt. Og det er jo lidt mærkeligt, når grundloven siger, at det er os, der har magten. Derfor håber jeg sådan set på, at magtudredningen på en eller anden måde også kan blive en afmagtsudredning.

For det er jo lidt mærkeligt, at man som medlem af Folketinget ender med at føle afmagt så mange gange. Det gjorde jeg såmænd også, da vi sad i regering, og det er lidt skræmmende. Og jeg burde ikke sige det, når det bliver sendt ud over hele landet, at man kan føle den her afmagt, når man sidder i Folketinget eller i regering. Men vi skal jo også være ærlige, og derfor er det rigtig vigtigt også at se på den side af det. For når vi har en grundlov, der giver os magten, og man føler afmagt, så er det jo, fordi der er sket et eller andet, som det er rigtig, rigtig vigtigt at vi får afdækket. Så det her er en konstruktiv dag for folkestyret i Danmark. Det er jeg rigtig glad for, og med de ord siger jeg tak for ordet.

Tak for det. Så er det uddannelses- og forskningsministeren.

Tak for endnu en runde af rigtig gode og positive tilkendegivelser, men også mange forskellige perspektiver på, synes jeg, hvad magt er, og hvad det her arbejde kan gøre os klogere på.

Nu dristede ordføreren for Liberal Alliance sig til at indrømme en vis momentan følelse af afmagt som folkevalgt af og til. Nu runder jeg snart mit tiende år herinde, og jeg kan genkende momenter af den afmagt.

Hele dynamikken mellem embedsværk, regering og Folketing, og hvordan vi bruger vores udvalgsarbejde – alle de her diskussioner var også en del af vores første runde af diskussionerne. Men der er også perspektiverne ved den lidt bredere offentlige samtale, både hvad man som folkevalgt faktisk skal finde sig i, når man træder derud – og afholder det nogle fra overhovedet at deltage i vores demokrati sådan mere direkte og stille sig op og være på valg? – men også den lidt bredere samtale, hvor vi jo fra rigtig mange kanter i øjeblikket får beretninger om, hvad det egentlig koster. Det gælder både forskere, der deltager i den offentlige debat med deres viden og gør os alle sammen klogere og kvalificerer den debat, og som skal finde sig i at få endog meget alvorlige henvendelser efterfølgende direkte på deres person og deres familie.

Men det handler også om alle andre, der gerne vil deltage i den offentlige debat. Særlig har der været fokus på, hvad det koster for unge kvinder i forhold til unge mænd at deltage i den offentlige debat. Senest har vi i Finland set forskning, der viser, at den finske statsminister får et helt uhørt antal hadske beskeder.

Men der er jo også noget i forhold til den mere daglige trummerum, hvor vi siger: Debatten fortsætter på Facebook. Javel, men for hvem, og med hvilke omkostninger? Og jeg siger ikke, at det er sket på 20 år, for jeg tror, det er sket over mange flere år, men på mange måder er vi jo gået fra, at der var rigtig meget politisk debat i partier, i forsamlingshuse, i lokalsamfund, i frivillige organisationer og i foreninger. Vi har stadig et stærkt Foreningsdanmark, og vi har stadig et stærkt demokrati, men rigtig meget af det her er rykket.

Samtidig er vi gået fra at have medier, som måske også til en vis grad har bevæget sig fra at have god tid til den enkelte historie til nu at skulle levere meget hurtige nyheder, hvor man som folkevalgt også en gang imellem får en følelse af, at der er begrænsede muligheder for faktisk at behandle substansen helt ned i dybden med konsekvenser for den offentlige samtale. Og så er der hele perspektivet, at en stigende gruppe af mennesker føler sig marginaliseret og i et eller andet omfang føler sig uden indflydelse på eget liv og føler sig langt væk fra der, hvor beslutningerne bliver truffet, uagtet om det så er i deres lokalsamfund, på deres arbejdsplads eller på den lidt højere klinge med demokratiet. Og så er der hele diskussionen om lokale demokratier over for Folketinget over for EU og andet.

Der er uanede perspektiver på den her debat, og derfor er det jo for det første glædeligt, at vi peger i en retning af i fællesskab at få snævret det ind, men også samtidig sætter to streger under, at det vil vi gerne. Det er jo faktisk en helt unik situation at have så stærkt et demokrati, at have trods alt så sober en offentlig debat, at have trods alt så saglige medier og fortsat at have så høj en valgdeltagelse – modsat mange af de andre lande, som vi normalt sammenligner os med.

Så jeg vil glæde mig over som en del af en folkevalgt regering med et samlet Folketing at stå med en beslutning om, at det vil vi faktisk gerne værne om ved at blive klogere på det. Tak for det til alle, der har været en del af diskussionen i dag, ikke mindst forslagsstilleren.

Der er en kort bemærkning. Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Jeg har bedt om ordet for at sige tak for en god tale, men også fordi der faktisk er et emne, som jeg gerne vil have ført til protokols nu, hvor ting bliver ført til protokols, og det er spørgsmålet om radikalisering. For jeg havde egentlig ikke troet for halvandet år siden, at jeg skulle blive nødt til at sige noget om radikalisering i en dansk kontekst, men jeg har bemærket, at Michael Bang Petersen, som følgeforsker i coronaepidemien, siger, at der er radikaliseringspotentiale i alt det, der er sket de sidste 13-14 måneder. Det tror jeg vi skal tage meget alvorligt. Jeg synes også, at vi har kunnet høre noget, der måske lyder som radikalisering, ude på Slotspladsen nogle gange, når vi har behandlet sager her. Så jeg håber, at der også kan blive plads til at forholde sig til radikalisering i en dansk kontekst.

Værsgo.

Jeg oplever mere spørgerens bemærkning som netop det: en bemærkning og endnu et input til en vigtig diskussion. Som jeg hører spørgerens bemærkning, lægger det sig i virkeligheden i tråd med følelsen af marginalisering og følelsen af mistillid, som jo er det, der kan gry radikalisering ud af. Jeg deler bekymringen i forhold til de store sammenstød, vi også har set i andre vestlige lande, og at vi har set snerten af det samme i Danmark. Og jeg vil bare godt tilkendegive her, også fra Folketingets talerstol, at det, spørgeren henviser til, deler jeg både analysen af og bekymringen for i en eller anden grad er blevet mere present at tale om i en dansk kontekst inden for det seneste år, end det var tidligere. Lad os da have det på blokken, også i den her sammenhæng.

Tak. Tak til ministeren. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, vil gerne som ordfører for forespørgerne runde af.

Tak, formand. Godt, så er vi så langt. Så slår vi en streg over det, der er sket eller rettere ikke er sket de seneste 9 måneder, og så sætter vi os forhåbentlig snart sammen og får sat det her arbejde i gang.

Jeg synes, det har været begavede og reflekterede bemærkninger fra alle dem, der har taget ordet her i dag. Også tak til især hr. Henrik Dahl for sådan med tungen ud af halsen at komme ind i salen for at prioritere at være her. Det er meget prisværdigt. Og også tak for bemærkningen. For det er, som om der de seneste år er sket en forandring, også iblandt os og også i den politiske debat. Vi hylder til daglig det sammenhold, der er i det danske demokrati, men jeg tror også, at vi alle sammen eller i hvert fald de fleste af os kan fornemme, at det er, som om der er sket noget det seneste år, de seneste par år. Det er, som om der ikke længere er nogen bundgrænse for, hvad man kan sige, og hvad der kan spredes, bl.a. på de sociale medier. Bare de seneste 24 timer har jeg brugt en uforholdsmæssigt stor del af min tid på at skulle forklare, hvad et coronapas er, og hvad det ikke er. Og man sidder jo og tænker, hvem i alverden det er, der har en interesse i at så tvivl om forskellen mellem et coronapas og et vaccinepas for på den måde at få folk til at tro, at det ene er det andet og det andet ikke er det ene osv.

Al den slags er jo af væsentlig betydning for den folkelige opbakning til vores styreform, til vores demokrati. Ord betyder rent faktisk noget. Derfor er jeg glad for, at ja, jeg tror, nærmest alle Folketingets partier – for jeg fornemmer, at Enhedslistens fravær på forslaget til vedtagelse mere er et udtryk for, at man måske ikke lige kunne få fat i ordføreren, end det er et egentligt fravalg af at være med på forslaget til vedtagelse – i dag kan tilslutte sig det her forslag til vedtagelse. Det vidner trods alt om, at vi i fællesskab kan stå sammen om redeligheden og ordentligheden og på den måde også stå sammen om at styrke demokratiet, og det er meget væsentligt.

Ministeren har jo fuldstændig ret i, at åbner man for diskussionen om, hvad magt er, og hvor magten ligger, så er der rigtig mange temaer. Ministeren er selv inde på hele spørgsmålet om det internationale. Jeg oplever i hvert fald som en væsentlig forskel i dag, fra da jeg for 10 år siden for første gang sad i Folketinget, at det meget hyppigt ikke er ens kollegaer fra de andre partier, man i virkeligheden forhandler med, men et spørgsmål om internationale konventioner og deres fortolkning. Man sidder omkring et bord og siger: Vi vil egentlig alle sammen gerne herhen, men må vi? Det er mere og hyppigere et spørgsmål end: Kan vi, og hvordan?

Det er da en relevant sag at få afdækket, ligesom jeg er fuldstændig enig i SF's ordførers meget, synes jeg, kloge betragtninger om techgiganternes stadig voksende dominans. Hvor mange af os har ikke oplevet at lægge ting på Twitter eller Facebook eller YouTube, Instagram osv. og så lige skulle igennem en eller anden algoritme, et eller andet filter, hvor en amerikansk nørd – eller ikke nørd, det ved jeg ikke, måske er det slet ikke et menneske – skal sidde og afgøre, om vi må sige det, vi siger, og hvordan vi siger det. Det er nogle spændende og væsentlige dilemmaer, som vi er nødt til at blive klogere på. Jeg synes også i lyset af de bekymringer, som fru Katarina Ammitzbøll gør sig, i forhold til hvad der sker i andre lande, at det er opløftende, at vi i det danske Folketing således kan stå samlet om at sige, at vi godt kan finde ud af det, fordi vi vil finde ud af det. Vi vil ikke gå på kompromis, vi vil ikke acceptere, at det er et – undskyld, formand, det ved jeg simpelt hen ikke hvad hedder på dansk – race to the bottom. Beklager. Men vi vil ikke acceptere det. Vi vil gøre det bedre. Og jeg synes, at med den opløftende tone kan vi forhåbentlig snart få stemt det her forslag til vedtagelse igennem, og måske – med et lille håb – vil regeringen ovenikøbet agere, uden at vi formelt set har stemt det igennem, og måske tage initiativ allerede nu. Det ville være dejligt.

Tak. Nej, jeg ved heller ikke, hvad det hedder. Men jeg tror, at når det lige blev bemærket, at man ikke kunne finde det danske ord, så kan det godt gå igennem.

Hr. Kasper Sand Kjær. Værsgo.

Tak. Jeg tror måske, at »ræs mod bunden« er det, man leder efter.

Jeg synes bare, særlig med ordførerens sidste bemærkning om, hvor godt det er, at vi står sammen her i Folketinget om at kaste et kritisk blik eller undersøgende blik på folkestyret og vores demokrati, at det også lige skal føres med her og siges højt, at Enhedslisten også gerne vil være med i forslaget til vedtagelse og tilslutter sig. Det rummer jo bare, synes jeg i virkeligheden, noget enormt smukt. Og så bare en tak til ordføreren for at rejse debatten, så vi kommer videre med arbejdet.

Værsgo.

Det glæder mig meget at høre. Og også tusind tak for det udtryk for samarbejde over midten, at Socialdemokratiets ordfører vil oversætte mit engelske udtryk til dansk. Hvor skal det her ikke ende? Man fristes næsten til at sige, the sky is the limit, men det tør jeg slet ikke.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Hermed er forhandlingen sluttet.

Således opmuntret føler jeg trang til at sige, at afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse som nævnt først vil finde sted tirsdag den 6. april 2021.