Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 37:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren:

Hvordan vil regeringen sikre et Danmark i bedre uddannelsesbalance?

Af Ulla Tørnæs (V).

(Anmeldelse 22.01.2021. Fremme 26.01.2021).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 23. marts 2021.

Men først får fru Ulla Tørnæs ordet til en begrundelse for forespørgslen.

Mange tak, og tak for ordet. Lad mig indlede med at sige, at jeg virkelig ser frem til at høre ministerens og dermed regeringens bud på, hvordan vi kan sikre et Danmark i bedre uddannelsesbalance. Selv om det er blevet sent, ja, faktisk meget sent, så er det jo en utrolig vigtig debat, og jeg glæder mig personligt rigtig meget til debatten. Jeg fornemmer faktisk også, at det er en dagsorden, som der er bred enighed om vigtigheden af.

Det interessante spørgsmål er jo derfor snarere at få afdækket Folketingets ambitionsniveau og ikke mindst også at få afdækket, hvordan vi så vil realisere vores ambitioner om at skabe et Danmark i bedre uddannelsesbalance. I Venstre har vi, hvis jeg må tillade mig at sige det, åbnet ballet med, synes jeg selv, et ambitiøst udspil, som vi præsenterede i februar måned. I udspillet adresserer vi nogle af de strukturelle barrierer, der er, for, at der bliver oprettet flere uddannelser uden for de store uddannelsesbyer. Vi har lagt os fast på en målsætning om, at i 2025 skal yderligere 7.000 unge tage deres videregående uddannelse uden for de store uddannelsesbyer. Det er der brug for. Alle skal have adgang til gode uddannelsesmuligheder, uanset hvor i landet de bor. Og jeg vil i min ordførertale senere komme ind på, hvad Venstres konkrete bud så går på.

Men her i begrundelsen for forespørgslen vil jeg bruge min taletid på at fremhæve nogle tal, som jeg synes viser, hvad det er for en kedelig udvikling, vi står over for, og hvad det dermed også er for udfordringer, vi står over for. Det er udfordringer, som efter min opfattelse kalder på politisk handling fra både Folketinget og regeringen.

Ifølge tal fra Balance Danmark ser det meget skævt ud, når det kommer til befolkningsudviklingen. I Vestjylland er befolkningsudviklingen fra 2010-2019 på 0,7 pct. På Vestsjælland og Sydsjælland er den kun på 0,2 pct. København har i samme periode haft en befolkningstilvækst på 15,6 pct. Ringkøbing-Skjern Kommune er et rigtig godt eksempel på de udfordringer, manglende uddannelsesmuligheder afstedkommer. Deres borgere skal i gennemsnit flytte sig 102,7 km for at nå den uddannelse, de gerne vil have. Som konsekvens er uddannelsesniveauet i kommunen lavere end landsgennemsnittet. Samtidig har det lokale erhvervsliv i kommunen store problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og det hæmmer væksten. Tilbagegangen i befolkningsudviklingen er på 2,6 pct. fra 2010-2019. Det går den forkerte vej, og det er bare ét eksempel.

Det er tid til handling. Vi skal skabe de rette vilkår for vækst og udvikling i hele landet. Vi skal bane vejen for uddannelsesmuligheder, der matcher efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft, og jeg glæder mig rigtig meget til debatten.

På vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti (Fjerde næstformand (Trine Torp): Det er ikke nu, det er først senere). Nej, jeg vil rigtig gerne have lov til det, for ellers kan forslaget til vedtagelse jo ikke indgå i debatten. (Fjerde næstformand (Trine Torp): Jamen ordføreren for forespørgerne får jo ordet igen lige efter ministeren). Nå, okay, jeg troede, at jeg skulle på til allersidst. (Fjerde næstformand (Trine Torp): Det kan ordføreren også). Det er jo fantastisk. (Fjerde næstformand (Trine Torp): Men rækkefølgen er, at ordføreren først begrunder, og så er der en besvarelse fra ministeren, og så kommer ordføreren for forespørgerne på som den første ordfører). Så jeg har to skud i bøssen. Så får vi en endnu senere aften ud af det her.

Tak for det. Og så har vi uddannelses- og forskningsministeren for besvarelse. Værsgo.

Tak for det, og tak for at bringe en rigtig vigtig debat ind i Folketingssalen i dag. Og jeg mener bestemt ikke, at en sen time skal være en hindring for, at vi får taget den debat ordentligt og sobert, som den fortjener. Det er en debat, som er uhyre vigtig, både for mig som minister, men også for regeringen som helhed. Og det er et emne, som har en meget stor betydning for, hvad det er for et land, vi bor i, og hvad det er for en udvikling, Danmark står over for. Uddannelsespolitik er jo meget mere end uddannelsespolitik, for det handler jo både om at have en ambition om, at Danmark er et land, hvor man, uanset hvor man bor, har adgang til at uddanne sig, og at man ikke tvinges til at flytte fra sin hjemegn for at få adgang til uddannelse. Når rigtig mange unge gør det, svækker det sammenhængskraften i Danmark, og vi skævvrider vores land, og vi risikerer, at det knækker over. Der bliver simpelt hen for stor forskel mellem de store uddannelsesbyer og det øvrige Danmark.

Men det er også meget mere end uddannelsespolitik, og det er meget mere end politik, der påvirker vores unge mennesker. Det er også erhvervspolitik, for hvad er der af muligheder for vores virksomheder i hele landet for faktisk at få den arbejdskraft, de har brug for? Hvad er der af muligheder for vores børn for at blive undervist af en uddannet folkeskolelærer? Det her er et emne, som påvirker langt mere end Uddannelsesdanmark, og derfor er det så vigtig en debat at tage. Vi har samtidig også et pres i forhold til en søgning mod de store byer og en generel centralisering i vores land. Rigtig meget af det er en kraft, som vi også ser i mange andre dele af den vestlige verden, men noget af det er også skabt af politiske beslutninger, og under alle omstændigheder mener jeg i hvert fald, at vi som politisk valgte må tage styringen i forhold til at sige, om den skal fortsætte; det må være et politisk valg.

Når det er sagt, er det jo ikke for at få det her til at lyde som en simpel øvelse, for det er det ikke. Det er som sagt en del af en global tendens, som jo også kan blive selvforstærkende, når den store søgning samtidig kan medføre, at mindre udbud forsvinder, og dermed at endnu flere er tvunget til at flytte. Samtidig ser vi også ind i en tid med faldende ungdomsårgange, særlig i det nordjyske, hvor jeg selv har rødder, og i Syddanmark, hvor forslagsstilleren er valgt, og på Sjælland. Og hertil kommer, at vi jo igennem et årti har set en voldsom vækst i andelen af unge mennesker, der tager en videregående uddannelse, men den udvikling er også stagneret.

Så der er rigtig mange ting, vi ikke får forærende i den kommende tid, og derfor er det også meget klart for mig, at hvis vi faktisk mener det, vi går og siger om, at det her skal se anderledes ud om 3, 5, 7 eller 10 år, så er der brug for klare politiske prioriteringer og politisk handling. Det er regeringen klar til. Vi tror, at der er et meget stort potentiale i et Danmark, der hænger bedre sammen. Det vil være til gavn for de unge mennesker, der får nye uddannelsesmuligheder. Men det vil også være til gavn for de lokalsamfund, hvor uddannelse nærer både udvikling og liv, men også skaber stemning i byen, der følger med det at have lokale uddannelser. Det vil være til gavn for velfærdstilbuddene, og det vil være til gavn for det lokale erhvervsliv. Det kan også samtidig betyde, at nogle af de her mindre uddannelsesbyer får flere til at slå sig ned og stifte familie, og det kan samtidig også betyde, at nogle at dem, der faktisk stammer fra nogle af de her lokalområder, som måske allerede har slået sig ned og stiftet familie, og som ikke har mulighed for at rive deres liv op med rode og flytte til Aarhus eller København, faktisk får en ny adgang til at få en uddannelse, også senere i livet.

Det er på alle måder en vigtig debat. Men jeg synes også, at de seneste år har vist, at det ikke kun handler om viljen til at finde pengene eller om viljen til at oprette pladser. Det er nemt nok at oprette pladser, det svære er at få unge mennesker til at læse på dem og faktisk få et levende uddannelsesmiljø i hele landet, hvor der er studerende nok til at opretholde et sundt studiemiljø, hvor studerende trives og lærer af hinanden. Der skal selvfølgelig også være efterspørgsel efter de færdiguddannede på det lokale arbejdsmarked. Og jeg synes jo, at vi står oven på nogle erfaringer fra den tidligere regering, hvor der var politisk vilje til netop at finde pengene i forbindelse med de ti uddannelsesstationer, der skulle bringe noget af den her udvikling og noget af det liv til f.eks. Skjern, Helsingør og Hobro. Og selv om den forrige regering fandt 160 mio. kr., læser der i dag tilsammen mindre end 100 studerende på de her ti uddannelsesstationer – for 160 mio. kr. Det her handler om meget mere end penge – om meget mere end penge.

Når det så er sagt, er der også gode erfaringer med modellen med uddannelsesstationer. Det gælder primært dem, der er udsprunget af lokalsamfundet, altså dem, som der har været en lokal efterspørgsel efter. F.eks. læser der ca. 40 studerende på finansøkonomstationen i Holbæk og et tilsvarende antal på sygeplejerskestationen i Herning. De gode erfaringer skal vi så til gengæld bygge videre på. Det handler i høj grad om at have lokalsamfundene med og om at etablere ting, der udspringer af en lokal opbakning, både kommunalt, regionalt og fra lokale virksomheder. Det tror jeg simpelt hen er et bærende element i at gøre ting bæredygtige, men også i forhold til at fastholde unge mennesker i de her lokalområder, når eksamensbeviset er i hus.

Jeg er vild med at kigge ud over landet og se, hvor mange forskellige modeller af den her slags man faktisk har prøvet at folde ud lokalt. Altså, i Fredericia har de f.eks. gode erfaringer med en særlig traineelæreruddannelsesstation, hvor de studerende undervises i fag målrettet de lokale skolers behov og samtidig tilbydes traineestillinger på kommunens skoler sideløbende med uddannelsen. Det er den slags lokale initiativer og ejerskab og idérigdom, som jeg tror bringer os et stykke videre, hvis vi skal videre, og det skal vi.

Regeringen har allerede flere initiativer i gang. Den tidligere regerings årlige besparelse på uddannelse er afskaffet. Vi har ovenikøbet tilført 170 mio. kr. ekstra til pædagoguddannelsen, Danmarks største uddannelse. Hvorfor siger jeg det? Jamen det siger jeg, fordi når man årligt skærer små salamiskiver af økonomien, så rammer det de små hårdest. Samtidig er der også indgået en aftale med Folketingets partier om flere uddannelsespladser set i lyset af covid-19 med et særligt blik for pladser uden for hovedstaden – tak for en fælles indsats dér. Samtidig har vi også senest i december måned med støtte fra regeringens støttepartier fundet 50 mio. kr. til specifikt at styrke velfærdsuddannelserne uden for de store byer.

I april vil vi fremsætte et lovforslag om uddannelsesfilialer. Vi ønsker med det forslag at etablere en ny og mere fleksibel udbudsform, hvor de videregående uddannelsesstationer hurtigt og enkelt kan etablere en eksisterende uddannelse i en ny by. Den nye udbudsreform bygger på de erfaringer, som vi har med de nuværende uddannelsesstationer, men man har også lært af erfaringerne og har fjernet nogle af de ulemper og begrænsninger, som der har vist sig at være ved den ordning. Uddannelsesfilialer er en ny mulighed i de tilfælde, hvor det er usikkert, og hvor det vil være muligt at etablere en bæredygtig uddannelse, men hvor der er en stærk opbakning fra lokalsamfundet og det taler for at afprøve det i praksis. Filialerne skal derfor etableres i samarbejde med lokale kræfter, f.eks. kommunale kræfter eller virksomheder, og være målrettet lokale behov og styrker, så de bliver særlig attraktive for nye studerende. De nye filialer er ét skridt i den rigtige retning, men mere fleksible rammer for uddannelsesstationerne og lokal forankring gør det ikke alene.

Som statsministeren slog fast i sin nytårstale, har regeringen høje ambitioner på området, som allerede i 2021 skal give flere muligheder for, at unge kan uddanne sig lokalt. Det er regeringens opfattelse, at der er behov for markante initiativer, hvis vi for alvor skal skabe en bedre uddannelsesbalance, da tendensen til centralisering på nogle uddannelsesområder og de unges søgning mod de største byer er en udviklingstendens med betydelig kraft.

Vi er derfor ved at se på hele paletten af mulige initiativer, det vil sige både placeringen af uddannelser og uddannelsespladser, ligesom der skal være gode økonomiske rammer for at drive uddannelse uden for de store byer. Regeringen vil præsentere et samlet udspil angående videregående uddannelser uden for de store byer inden sommer som afsæt for politiske drøftelser med Folketingets partier. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at både Venstre og Dansk Folkeparti har præsenteret udspil på området i den seneste tid. Det ser jeg gode takter i, og det giver mig – i forhold til de tidligere udtalelser fra en række andre ordførere her i salen – en forhåbning om, at vi sammen kan tage markante skridt i den rigtige retning til gavn for hele Danmark. Tak for ordet.

Tak til ministeren for besvarelsen. Nu er det jo sådan, at der i den her runde er adgang til én kort bemærkning til ordførerne, inden vi går i gang med ordførerrækken. Der er indtil videre to, der har indtegnet sig. Først er det fru Astrid Carøe.

Hvor er det godt, man får lov til at spørge igen senere så, for jeg har så mange spørgsmål. Jeg er meget begejstret for ministerens tale og for alle de ting, det lyder til at vi skal gøre sammen i den kommende tid. Det her er også enormt vigtigt for SF og var vigtigt for os i forhandlingerne om forståelsespapiret for snart 2 år siden.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge om, er, at når vi snakker om uddannelser i hele landet, og når regeringen fremlægger sit udspil, så forventer vi selvfølgelig, at der er nogle penge med. Jeg vil bare spørge, om regeringen også har tanker om, at vi skal spare på andre uddannelser for at finansiere det at kunne få flere uddannelser i hele landet.

Ministeren.

Vi sidder og kigger på og vender alle sten, i forhold til hvad det egentlig er, der skal til. Men det er klart, at vi ikke er en spareregering, når det kommer til uddannelse, og det vil sige, at det ikke er mit afsæt at finansiere noget med noget andet. Men jeg vil også godt sige, at jeg tror, der skal rigtig meget til, før vi for alvor lykkes med det her. Det vil sige, at der også kan være behov for at kigge i andre retninger end dem, vi har været vant til, eller at tage andre greb i brug end dem, vi har været vant til.

Regeringen er ikke endt på en samlet plan endnu. Det gør vi inden sommer, og så skal vi nok komme med den. Men hermed vil jeg i virkeligheden bare i dag sige, at jeg ikke står og afviser noget, men at jeg glæder mig over, at vi deler ambitionen og forhåbentlig også kan finde frem til noget ambitiøst i fællesskab.

Tak. Så er det fru Katrine Robsøe.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg vil egentlig bare gerne spørge om to ting, og jeg ved godt, at jeg kun har én kort bemærkning. Er målet for regeringen, at flere unge skal tage en uddannelse, eller er målet for regeringen, at de unge skal tage en uddannelse et andet sted, end hvor de gør det i dag? Jeg synes, det er ret vigtigt at have på plads, om målet er, at vi skal have flere til at tage en uddannelse, og at vi derfor opretter nye pladser, eller om målet er, at vi skal flytte de studerende fra der, hvor de er nu.

Så har jeg også bare lige det spørgsmål, om vi kan forvente, at det, når der bliver indkaldt til de her drøftelser, så er med uddannelsesministeren og dermed er uddannelsesministeren, der indkalder til de drøftelser, eller om det bliver et andet sted, regeringen mener de her forhandlinger skal ligge.

Ministeren.

Jeg forventer så klart at være en del af ikke bare debatten i dag, men også den endelige løsning. Så i forhold til spørgsmålet vil jeg sige, at vi ikke kommer til at flytte nogen, der er i dag læser på en uddannelse. Men jeg synes, det er en øvelse værd at se ud over uddannelseslandskabet og se, hvordan vi får den bedste balance i mængden af pladser landet over.

Når det er sagt, vil jeg også godt understrege, når det stadig er mere end hver femte af vores unge, 21,6 pct. af vores unge mennesker, der ikke har fået en kompetencegivende uddannelse, inden de fylder 30, at hvis jeg skal have én ambition for mit liv i politik, så er det, at vi får flere af dem med på uddannelsesvognen, og at det skal være mindre definerende, hvad de har med hjemmefra. Jeg tror, en del af løsningen på det faktisk er at gøre uddannelse mere tilgængeligt. Men som jeg også svarede fru Astrid Carøe, kigger vi på alting, men det er ambitionen, at flere unge skal tage en uddannelse og gerne endnu flere steder i vores land.

Tak. Så er det fru Ulla Tørnæs.

Tak. Jeg vil også gerne sige mange tak for ministerens besvarelse her. Jeg synes, der var rigtig mange gode takter i det, og jeg ser frem til den videre dialog, som jeg håber at blive en del af, selv om jeg ikke er en del af regeringens parlamentariske grundlag. Men jeg vil gerne følge lidt op på fru Katrine Robsøes spørgsmål, og mit spørgsmål går i retning af: Overvejer ministeren og regeringen at flytte eksisterende uddannelsespladser fra f.eks. København, altså nogle af de store uddannelser, f.eks. læreruddannelsen, pædagoguddannelsen, hvor der er store institutioner i Københavnsområdet, til andre dele af landet? Indgår det i ministerens overvejelser?

Ministeren.

Jeg vil godt gentage, hvad jeg sagde før: Jeg afviser intet i så vigtig en debat som den her. Jeg synes nu, de to eksempler jo er eksempler på, hvad man lige præcis skal vare sig med, tror jeg, nemlig at tage en uddannelse, hvor der i dag er ledige pladser, og så flytte pladserne, for så bliver det papirpladser. Jeg mener oprigtigt, at vi skal have en ambition om, at det bliver ægte, levende studerende, der har lyst til at læse i hele landet. Det handler selvfølgelig om at styrke de uddannelser, vi har uden for de store byer, og gøre dem attraktive, men det handler også om at turde have et politisk blik på den overordnede balance. Det har jeg en klar ambition om, og det glæder mig, at signalerne er, at der er så mange, der gerne vil være med.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Vi ser med vældig stor spænding frem til at blive indkaldt til forhandlinger og til at få set det her udspil. Der er noget, jeg er rigtig nysgerrig efter. Regeringen har tidligere talt meget om velfærdsuddannelserne, at det er dem, der skal ud i landet, men ministeren lukker også op for, at alt er muligt, og at alt skal være med. Så er det en del af det her, at det handler om videregående uddannelser på alle niveauer, dvs. både professionshøjskolerne, erhvervsakademierne og universiteterne, altså at vi skal have rykket deres uddannelser ud i landet i et eller andet omfang, så man rent faktisk også kan tage en universitetsuddannelse mange flere steder i landet?

Ministeren.

Jeg vil godt understrege igen, at jeg mener, det er det samlede uddannelsesbillede, vi skal have et blik for. Det er klart, at der er mere brug for at kunne uddanne sig til pædagog i hele landet, end der er brug for at kunne uddanne sig til kemiingeniør, og der er nogle helt særlige krav til et forskningsmiljø, når vi taler universitetsuddannelser, og derfor er opgaverne forskellige. Men de har da hele vejen igennem, uanset om det er erhvervsakademier, om det er professionsuddannelser, om det er universiteter, eller om det er maritime uddannelser, om det er vores kunstneriske uddannelser, har de jo en indflydelse på det Danmark, vi er en del af, og som vi bor i og lever i, og de har en indflydelse på, hvordan man kan rekruttere arbejdskraft. Og selvfølgelig ærgrer det mig da, når vi har store danske virksomheder, f.eks. i Sønderborg, der ikke kan rekruttere den arbejdskraft, de har brug for. Det er da også et politisk ansvar at have blik for de virksomheders kompetencebehov. Så jeg afviser intet, men jeg står heller ikke her med en konkret plan endnu, men jeg lover, at den kommer inden sommer.

Tak til ministeren. Så var der ikke flere korte bemærkninger i denne runde, og det betyder, at vi nu går over til forhandlingen, hvor der er de helt almindelige regler for korte bemærkninger. Den første ordfører i ordførerrækken er ordføreren for forespørgerne, og det er fru Ulla Tørnæs. Velkommen.

Mange tak for ordet. Det, der forvirrede mig lidt, var, at formanden sagde »en kort bemærkning«, og jeg har sådan set en egentlig ordførertale, som ikke er så kort endda, men jeg håber, at I bærer over med det. Endnu en gang tak til ministeren for besvarelsen af forespørgslen her, og også tak for tilsagnet om, at der kommer et udspil inden sommerferien. Jeg har som sagt allerede budt op til dans med ministeren på det her felt, og det glæder jeg mig til.

I Venstre er vi faktisk oprigtigt optaget af at sikre et Danmark i bedre uddannelsesbalance, og det er præcis også derfor, vi har taget initiativ til den her debat, og jeg beklager, at den kommer til at finde sted på dette sene tidspunkt, men det gør den som sagt ikke mindre vigtig. Vores mål er ambitiøst. Vi har besluttet, at vi ønsker, at vi frem mod 2025 skal sikre, at yderligere 7.000 unge tager deres videregående uddannelse uden for de store byer, og det er altså ikke et spørgsmål om uddannelsespladser; det er et spørgsmål om mennesker. Vi ønsker, at 7.000 flere unge får mulighed for at uddanne sig uden for de store byer end det, der er tilfældet i dag.

For en måned siden præsenterede vi som sagt vores udspil og dermed vores bud på, hvordan vi når derhen, altså hvordan vi når et Danmark i bedre balance. Udspillet består af syv konkrete forslag, som vi mener vil bidrage til at skabe et bundsolidt grundlag for økonomisk bæredygtige uddannelsestilbud i hele landet. Muskelkapaciteten skal opbygges, hvis vi skal bane vejen for levedygtige decentrale uddannelsestilbud. Vi bruger 100 mio. kr. i nye penge til udspillet, samtidig med at vi giver en millionindsprøjtning til eksisterende og kommende udbud ved at fordoble det decentrale grundtilskud, som blev indført tilbage i 2017. Vi vil give startkapital til decentrale udbud, fordi det koster penge at løbe nye udbud i gang. Vi vil øge universiteternes bevilling med 50 mio. kr. årligt til decentrale universitetsuddannelser, og vi har lagt os fast på en jurauddannelse i Esbjerg, og det var i øvrigt en del af Venstres finanslovsforslag tilbage i efteråret. Vi vil i udgangspunktet placere nye udbud uden for de store uddannelsesbyer og skabe volumen ved i en periode at give udbyderen eneret på optaget i en periode, hvor det er muligt. Vi vil oprette flere skolebaserede læreruddannelsespladser som det, ministeren nævnte fra Fredericiaeksemplet, hvor uddannelsen er tilrettelagt, så lærerne arbejder på en lokal skole, mens de uddanner sig til lærer, til gavn for f.eks. mindre bysamfund. Vi vil have decentralisering skrevet ind i de strategiske rammekontrakter og oprette en pulje på 25 mio. kr. til institutionernes udviklingsarbejde i den sammenhæng. Vi vil også lægge vægt på, at uddannelsesstederne har en stærk tilknytning til det lokale erhvervsliv, det lokale samfund og derigennem skabe bedre rammer for at sikre studierelevante studiejobs.

For Venstre er det helt afgørende, at de decentrale uddannelsesudbud vokser nedefra. Jeg hørte faktisk tilsvarende toner fra ministeren, og tak for det. Vi mener ikke, at der kommer meget godt ud af, at vi forlods fra centralt hold, hvad enten det er i et regeringskontor eller herinde i Folketinget, sætter for mange nåle på landkortet. Uddannelsesudbuddene skal undfanges lokalt, altså i samarbejde med institutionerne, det lokale erhvervsliv og f.eks. lokale myndigheder. Der skal altså være et klart match imellem uddannelsestilbud og efterspørgsel efter arbejdskraft. Kun på den måde skaber vi vækst og udvikling, som jo er forudsætningen for velfærd.

Et godt eksempel er de mange aktører i Esbjerg, der er gået sammen om det store behov for en jurauddannelse, som findes dér. Et andet eksempel er i Kalundborg, hvor der er oprettet en diplomingeniøruddannelse i bioteknologi, og det fungerer, fordi eksempelvis Novo Nordisk tilbyder praktik til de studerende og efterfølgende også beskæftigelsesmuligheder. Den seneste godkendelse af en ny ingeniøruddannelse i Sønderborg er et tredje eksempel på en uddannelse, der udspringer af lokale behov.

I debatten om behovet for uddannelser uden for de store byer har jeg næsten kun hørt ministeren og regeringen og Socialdemokratiet tale om, at det handler om velfærdsuddannelser, altså uddannelser til lærer, pædagog, socialrådgiver eller sygeplejerske, og jeg er for så vidt helt enig i, at der skal være lige adgang til velfærd, uanset hvor i landet man bosætter sig. Danmark er alt for lille til noget andet. Men helt ærligt, så bidrager f.eks. en maskinmester eller en elektronikingeniør jo også til velfærden, og er det ikke en forudsætning for gode skoler, gode dagtilbud og plejehjem, at der er private arbejdspladser og dermed vækst? I regeringens og støttepartiernes forståelsespapir tales der kun om velfærdsuddannelser i forbindelse med decentralisering på det videregående område. I regeringens lovforslag om uddannelsesfilialer nævnes velfærdsuddannelserne igen og igen.

Så er det, jeg spørger: Hvad med alle de andre uddannelser, der er afgørende for udviklingen, altså dem, der skaber vækst og beskæftigelse i hele Danmark, men som ikke falder ind under regeringens definition af velfærdsuddannelser? I stedet for et meget ensidigt fokus på uddannelserne til lærer, sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver vil jeg gerne opfordre til, at vi tænker langt bredere, bl.a. ved at stoppe med at italesætte kunstige skel, mellem hvem det er, der bidrager mest til velfærden. Uden private arbejdspladser og vækst er der ikke råd til pædagoger, uden pædagoger kan forældrene ikke gå på arbejde, og sådan hænger Danmark så smukt sammen, og sådan skal det være, uanset hvor i landet man bor.

Jeg håber meget, at ministeren vil tage imod vores opfordring, som nu kommer lige om lidt i den vedtagelsestekst, som jeg læser op om et sekund, nemlig en opfordring til at indkalde Folketingets partier til politiske forhandlinger, med henblik på at vi bliver enige bredt politisk om, hvordan vi kan bidrage til at skabe et Danmark i bedre uddannelsesbalance.

Så kommer jeg til vedtagelsesteksten, og jeg vil på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget bemærker med stor bekymring, at der i dele af landets kommuner er en faldende befolkningsudvikling. En stor del af problemet kan tilskrives mangel på videregående uddannelsestilbud uden for de store uddannelsesbyer. Vi ved, at mange unge vælger at bosætte sig der, hvor de har studeret. Af samme grund flytter mange unge sjældent tilbage til deres hjemegn, når de først er fraflyttet. Folketinget ønsker at vende fraflytning til tilflytning, så vi sikrer et Danmark i bedre balance. Folketinget pålægger i den sammenhæng regeringen snarest at indkalde til forhandlinger med henblik på at indgå en ambitiøs og bred politisk aftale om at etablere flere uddannelsespladser uden for de store uddannelsesbyer. Folketinget ønsker, at aftalen skal sikre et solidt grundlag for, at lokale aktører kan gå sammen med henblik på at etablere bæredygtige uddannelsestilbud, der matcher efterspørgslen på arbejdskraft.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 91).

Tak.

Tak til ordføreren, og tak for forslaget til vedtagelse, som vil indgå i de videre forhandlinger.

Og som sagt i indledningen er det, fordi det er ordførerrunden nu, at der dermed gælder de almindelige regler for korte bemærkninger, altså at man kan få to runder og ikke som til ministeren, hvor det kun var én. Så taletiden er helt som sædvanlig 5 minutter til en ordførertale.

Der er en række spørgere til ordføreren, og den første er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til Venstres ordfører for talen og også for at gennemgå Venstres udspil. Jeg kan forstå på det, som ordføreren siger, at man ifølge Venstres udspil kan få 7.000 pladser, eller i hvert fald mennesker, for 100 mio. kr., og jeg kunne i den forbindelse bare godt tænke mig at spørge ordføreren, hvad det er for en regnemaskine, som Venstre bruger for at komme frem til det.

Ordføreren.

Jeg kunne næsten have lyst til at forære hr. Bjørn Brandenborg et trykt eksemplar af Venstres oplæg. Det er jo ikke sådan, at det er sådan helt ud i det blå. Det er sådan, at når der bliver oprettet en uddannelsesplads, er der selvfølgelig det sædvanlige taxameter. Så der er jo finansiering. De 100 mio. kr. er ekstra penge oven i hatten for at sikre økonomiske muskler til netop at have uddannelsespladserne væk fra de stærke forskningsmiljøer, som findes i København, Aarhus, Aalborg og Odense. Det er det, de 100 mio. kr. skal bruges til. Uddannelserne som sådan finansieres jo på lige fod med uddannelsespladser i øvrigt. Det ændres der ikke på med oplægget her.

Hr. Bjørn Brandenborg.

Okay, så i virkeligheden er det nul pladser, man foreslår, eller hvad? Altså, hvis man kigger lidt på det udspil, som Venstre præsenterede, sidste gang man havde regeringsmagten, så lavede man jo ti uddannelsesstationer – det kaldte I dem, så vidt jeg husker – for 160 mio. kr. Der fik man 100 studerende. Hvis man kigger lidt på, hvad det koster at drive uddannelse forskellige steder i Danmark i dag, kan man se, at på Bornholm, bare for at nævne ét eksempel, koster det 12 mio. kr. at have 46 uddannelsespladser. Så hvis man mener, at man kan få 7.000 uddannelsespladser for 100 mio. kr., er man, i hvert fald i min opfattelse, lige lovlig optimistisk.

Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om det er ordførerens opfattelse, og om ordføreren ikke tror, hvis man skal lave uddannelser i fremtiden – belært af den erfaring, som ordføreren selv fik, da man havde regeringsmagten – at det kræver andet, når man skal oprette uddannelser; at det kræver noget mere end bare at sige, at nu afsætter man 100 mio. kr., eller at nu ønsker man, at der kommer 7.000 uddannelsespladser eller 7.000 mennesker, der skal tage en uddannelse i de områder. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Med fare for, at det lyder en anelse polemisk, vil jeg sige, at jeg er nervøs for, at hr. Bjørn Brandenborg kan kræve sine skolepenge tilbage. For hvis det, som hr. Bjørn Brandenborg fremfører her, er læren af at læse Venstres oplæg, så har hr. Bjørn Brandenborg jo ikke forstået en pind af noget som helst. De 100 mio. kr. er 100 mio. kr. ekstra.

Lad mig bare give et enkelt eksempel. I Esbjerg har man et ønske om en jurauddannelse. Den blokerer hr. Bjørn Brandenborg og regeringen så for, fordi man ikke synes, der skal være en jurauddannelse i Esbjerg. Men der siger Syddansk Universitet, at hvis de skal etablere et forskningsmiljø, en jurauddannelse af høj kvalitet, i Esbjerg, koster det penge. Og derfor har vi med oplægget her øremærket en pulje på 50 mio. kr., som universiteterne kan søge til netop sådan nogle nye uddannelsesudbud.

Så bliver jeg nødt til at gentage, at de uddannelsespladser, som findes, hvad enten de er i Esbjerg, på Bornholm, i Aalborg, i Herning, i Sønderborg, eller hvor de er, finansieres via taxametertilskud, fuldstændig som altid. Det ændres der ikke på. Vi fordobler det decentrale taxametertilskud, som blev indført i 2017. Der er en maksgrænse på 2 mio. kr. pr. campus. Det vil sige, at Syddansk Universitet kan bruge maksimalt 2 mio. kr. i Esbjerg, 2 mio. kr. i Slagelse, 2 mio. kr. i Kolding og 2 mio. kr. i Sønderborg. Det har vist sig ikke at være nok til at give de tilstrækkelige muskler til at kunne have udbuddet, og derfor siger vi med oplægget her: Det skal fordobles, sådan at man i stedet for at kunne bruge 2 mio. kr. i Slagelse fremadrettet kan bruge 4 mio. kr.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. På trods af frygten for at få at vide, at jeg også skal have mine skolepenge tilbage, vil jeg alligevel spørge en lille smule til de her 7.000 studiepladser for 100 mio. kr. I 2018 afsatte den daværende regering 160 mio. kr. til at oprette ti uddannelsesinstitutioner, og det estimerede man til at blive til 500-1.000 studiepladser. Det lyder altså, som om Venstre har større ambitioner, men færre penge til dem, og det undrer mig lidt. Helt konkret er der jo i Venstres udspil afsat 25 mio. kr. til startkapital til nye uddannelser, men hvis jeg følger eksemplet fra 2018, vil det kun blive til 1,5 nye uddannelser. Noget tilsvarende gælder for de 50 mio. kr., som Venstre vil bruge på at udvikle universitetsuddannelserne uden for de store byer. En jurauddannelse i Esbjerg, som vi også rigtig gerne vil have i SF, har vi fået at vide koster 16 mio. kr. Så med 50 mio. kr. kan man altså få tre nye universitetsuddannelser. Det er mange studerende, der skal gå på de uddannelser, for at det bliver til 7.000, så hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Det er vigtigt for mig at understrege, at de 7.000 ikke er 7.000 uddannelsespladser. Det er 7.000 unge, som vi ønsker skal tage deres uddannelse uden for de store uddannelsesbyer. I dag tager de uddannelsen i de store uddannelsesbyer. Frem mod 2025 ønsker vi at de 7.000 skal have mulighed for at tage deres uddannelse uden for de store universitetsbyer – så hokuspokus! Jeg synes, at fru Astrid Carøe skal læse Venstres oplæg, før hun stiller spørgsmål af den karakter, som det havde her. For fru Astrid Carøe begår den samme fejl som hr. Bjørn Brandenborg, nemlig at hun dividerer 7.000 op i de 100 mio. kr., men det er to forskellige ting. De 100 mio. kr. er ekstra nye penge, som vi vil give til, at man opretter ekstra udbud uden for de store universitetsbyer. Vi har en målsætning og et ønske om, at 7.000 flere unge, altså mennesker og ikke studiepladser, tager deres uddannelse uden for de store universitetsbyer.

Fru Astrid Carøe.

Det håber jeg da også at vi kommer hen til på et tidspunkt. Jeg har bare svært ved at få det til at hænge sammen, og jeg har læst udspillet, fru Ulla Tørnæs. Det kan jeg garantere dig for. Nå, men det er, som om det er lidt svært at få et svar på det, men så vil jeg prøve at få et svar på noget andet, og det handler om det her med, at vi skal bruge 100 mio. kr. Jeg er enig i, at vi skal bruge nogle penge på det her, selv om jeg ikke tror, det er pengene alene, der gør det. I Venstres udspil virker det, som om man skal finansiere de 100 mio. kr. ved at finde dem internt i uddannelsessystemet. Vil det så sige, at man i Venstre gerne vil have besparelser på andre uddannelsessteder, for at man kan finde de her 100 mio. kr. til decentrale uddannelser?

Ordføreren.

Kunne fru Astrid Carøe ikke lige sige mig, på hvilken side det står i Venstres oplæg, at det er 100 mio. kr., der skal findes inden for uddannelsessektoren? Det står nemlig ingen steder. Hvis nu fru Astrid Carøe havde læst oplægget, ville fru Astrid Carøe også vide, at det er nye penge. Jeg har ovenikøbet stået og sagt det her fra talerstolen flere gange – jeg har gentaget det. Der er ikke tale om, at vi skal finde de 100 mio. kr. andre steder i uddannelsessektoren. Der er tale om, at vi tilfører uddannelsessektoren 100 mio. kr. Så læs lige oplægget en gang til.

Næste korte bemærkning er til fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal se på særlige uddannelser, også til det private erhvervsliv, rundtom i landet. Det er det, der kan skabe noget vækst og udvikling. Jeg vil bare spørge ordføreren, hvilke overvejelser der ligger omkring det at lave uddannelser, som matcher beskæftigelsen, altså hvilke overvejelser der ligger bag det, der netop også står i vedtagelsesteksten. Hvis det kunne blive uddybet, vil jeg sige tak.

Ordføreren.

Det er jo lige præcis det, der er målsætningen her. Vi ved, at der er en kæmpe efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft i dele af landet, og den efterspørgsel kan man ikke modsvare med et udbud, fordi det simpelt hen ikke er der i dag. Hvis man nu igen bare tager jurauddannelsen i Esbjerg, som jeg forstår SF også er interesseret i bliver til virkelighed, er der faktisk lavet arbejdsmarkedsundersøgelser, som viser, at der i kølvandet på udflytningen af rigtig mange statslige arbejdspladser er et stort behov for jurister i det område. Derfor har man lavet en regional undersøgelse, hvor man har afdækket, at der er et behov, og det behov synes jeg vi skal efterkomme ved at oprette uddannelsesudbud.

Jura er ét eksempel. Jeg har nævnt ingeniøruddannelsen i Sønderborg, og ministeren nævnte finansøkonomuddannelsen i Holbæk. Da jeg havde den store glæde og fornøjelse at have ansvaret ovre i Uddannelses- og Forskningsministeriet, var der et ønske om en ingeniøruddannelse i Kalundborg, hvor der slet ikke var noget ingeniøruddannelsesgrundlag, så vi startede på bar mark. Men det var der heldigvis en uddannelsesinstitution, Absalon, fra Slagelse, som påtog sig, og det er en uddannelse, som i dag fungerer i bedste velgående og modsvarer det behov, som arbejdsmarkedet har, og den efterspørgsel, der er.

Fru Katarina Ammitzbøll.

Men det er netop for at komme lidt mere ind og måske gå lidt mere systematisk til værks. Kunne man forestille sig i den her proces med at finde ud af, om det skal være 700 uddannelsespladser, eller hvad det lige skal lande på, at man også satte ind med en form for samarbejde med virksomheder og regioner for at se på, hvad der er muligt, så det ikke kun er dem, der har råbt højest, der får det, de har brug for, men at det netop er et langsigtet perspektiv?

Eksemplet med Kalundborg er faktisk glimrende, for der er Novo Nordisk oppe, og de har jo efterspurgt diplomuddannelser og andre ingeniøruddannelser. Nu kommer jeg selv tilfældigvis ofte oppe ved Kalundborg, og det er simpelt hen mærkbart at se den udvikling, der sker rundtom i området: hvordan huse bliver istandsat, og hvordan der kommer nye varer ind i supermarkeder og andre ting. Det er utroligt, som man kan se de synlige fremskridt, simpelt hen på grund af at der er en virksomhed og der er kommet noget uddannelse.

Ordføreren.

Jeg synes, det er vigtigt, at behovene vokser nedefra. Jeg er ikke fan af, at vi herindefra skal sætte nåle på danmarkskortet og sige, at her og her synes vi der mangler X, Y eller Z uddannelse, for vi skal være sikre på, at den uddannelse, som vi så ender med at godkende, eller som ministeren ender med at godkende, også er det, der svarer til det behov, der er for arbejdskraft i lokalområdet. Med Venstres oplæg har vi forsøgt at pege på nogle af de barrierer, vi mener der er, for, at man nedefra kan komme igennem med sit ønske om at få etableret et uddannelsesudbud.

Den næste korte bemærkning er til hr. Bruno Jerup, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil også godt lige spørge lidt til de der 7.000 uddannelsespladser, som så ikke er 7.000 nye uddannelsespladser, men som bare er 7.000 uddannelsespladser, der skal være et andet sted. Dermed skal der selvfølgelig bruges nogle penge på det, som skal komme fra et andet sted. Og nu er vi nogen, der lige har afskaffet Venstres omprioriteringsbidrag.

For mig lyder det sådan her: Hvis det er sådan, at vi skal skaffe penge til 7.000 uddannelsespladser, som kommer fra et andet sted end der, hvor de er nu, så skal vi ud at lave en omprioritering og flytte et eller andet forholdsvis stort milliardbeløb. Men det kan være, at ordføreren ligesom kan uddybe det. For sådan må det jo være, hvis det er sådan, at taxameteret, som det blev sagt, skal følge med. Det er bare det taxameter, der er, og så kan man jo ligesom gange taxameteret op med 7.000, og det vil sige, at det er penge, der så skal tages, omprioriteres, fra byerne i et eller andet omfang. Men det kan være, at ordføreren kan prøve at klargøre det.

Ordføreren.

Spørgsmålet blev lidt indviklet, men hvis jeg forstod det korrekt, handler det om, hvad det er for uddannelsespladser, vi taler om her. For mig er det en blanding af uddannelser, som i dag findes i de store uddannelsesbyer, hvor jeg vil gerne have, at der er et tilsvarende udbud uden for de store byer, med henblik på at de unge, der er bosiddende dér, får flere valgmuligheder. Det vil sige, at man vælger at studere i sit nærområde frem for at flytte til København, Aarhus, Odense eller Aalborg. Det er en del af det.

En anden del af det ses med eksemplet med jura i Esbjerg, som jo er en ny uddannelse. Og jeg har et håb i forhold til den pulje, som vi har afsat, og som er på 50 mio. kr. årligt til nye universitetsuddannelser uden for de eksisterende store uddannelsesbyer. Det kan godt være, at EL synes, at det er lidt med tre sådan nye udbud uden for de store universitetsbyer, men det synes jeg faktisk er stort. I hvert fald er det noget, der er vanskeligt at løbe i gang i dag. Så det er en væsentlig håndsrækning til netop at skabe nogle stærkere universitetsmiljøer uden for de store universitetsbyer.

Hr. Bruno Jerup.

Jeg synes jo ikke, det burde være så indviklet for ordføreren. Altså, jeg er helt med på, at de der 100 mio. kr. skal bruges til nogle forskellige initiativer, og de er også beskrevet, men det lyder, som om vi er enige om, at det ikke handler om de 7.000 uddannelsespladser. Der skal simpelt hen ikke laves flere uddannelsespladser. Det vil sige, at de 7.000 skal flyttes fra de store byer til et andet sted. Det må ordføreren så svare på, altså om det er sådan. Og de penge, der skal bruges til det, skal så tages fra der, hvor de er i dag, og det vil sige fra uddannelsesstederne, Københavns Universitet og professionshøjskolerne i de store byer, så det er ligesom det, der er projektet.

Ordføreren.

Der skal ikke laves flere uddannelsespladser. Det er det, spørgsmålet går på, forstår jeg nu. Altså, jeg ser det jo som en kombination. Nogle af pladserne findes i dag i de store byer. Der vil jeg gerne have, at udbuddet er større uden for de store uddannelsesbyer. I dag findes der ikke det antal universitetetsudbud uden for de store uddannelsesbyer, som vi gerne vil have. Det vil højst sandsynligt være helt nye uddannelser, så det er lidt et miks af både nye og eksisterende. Jeg lyttede mig til, at ministeren på mit spørgsmål om, hvorvidt regeringen var klar til at flytte eksisterende uddannelser, sagde, at det var man ikke afvisende over for, og det synes jeg da er interessant.

Den næste korte bemærkning er til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil sådan set godt starte med både at kvittere for at have indkaldt til den her forespørgselsdebat, men faktisk også for det udspil, som Venstre er kommet med. Vi er ikke enige i alting, men der ligger jo et rigtig godt forslag fra Venstre, og det vil jeg sådan set godt starte med at kvittere for.

Måske lidt i forlængelse af det, som den tidligere spørger spurgte ind til, nemlig om det handler om, at de unge skal have mulighed for at tage en uddannelse uden for de store byer, eller at nogle af dem skal tage uddannelsen uden for de store byer, er der noget, jeg godt lige vil spørge ind til: I Venstres forslag skriver man om de her 7.000 uddannelsespladser, altså unge mennesker, som man vil placere et sted, men hvor mange af de 7.000 unge mennesker vil man rykke fra de store uddannelsesbyer og ud til nogle andre steder, og hvor mange af dem er nye unge mennesker, hvis man kan sige det på den måde?

Ordføreren.

Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke er tilhængere af tvang og heller ikke tvangsuddannelse eller tvangsflytning af borgere i det danske samfund. Det, det handler om her, er at skabe nogle nye muligheder for unge mennesker. Jeg tilhører selv en generation, der blev tvunget væk fra min hjemstavn for at tage en videregående uddannelse. Heldigvis har det billede ændret sig, men vi er slet ikke i mål.

Man kan bare se på de fire sønderjyske kommuner Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder. Hvis de havde lige så mange akademikere bosiddende, som man har i resten af Region Syd, så ville man kunne øge bnp med helt op til 100 mio. kr. om året, og man ville have 140 fuldtidsstillinger mere, end man har i dag. Det siger lidt om, hvad det er for en udfordring, vi står over for, når det handler om hele den danske samfundskage. Vi har et potentiale her, som vi ikke udnytter godt nok, og det tror jeg i allerhøjeste grad hænger sammen med, at man ikke har mulighed for at videreuddanne sig der, hvor man er bosiddende.

Fru Katrine Robsøe.

Det, som ordføreren siger, om muligheder – det tror jeg også at jeg, hvis jeg holder mig til det, jeg har skrevet ned, vil sige senere – er jeg meget, meget enig i. Men jeg spurgte sådan set til, hvor mange af de her 7.000 pladser der vil være pladser, man rykker, sådan at man lukker dem i de store byer for at åbne dem et andet sted, og hvor mange af de 7.000 pladser der er nye uddannelsespladser.

Ordføreren.

Kernen i Venstres oplæg er, at nye uddannelser vokser nedefra, så derfor kan jeg ikke stå her på Folketingets talerstol og sige, at det er lige præcis 5.999 nye uddannelsespladser, der skal oprettes, for jeg ved ikke, hvad det præcist er, man ønsker at lægge vægt på de forskellige steder, hvor man drøfter mulighederne sammen med myndigheder og erhvervslivet, eller hvad behovet er.

Jeg kan bare sige, at min erfaring siger mig, at hvis man bakker op om et lokalt initiativ som f.eks. ingeniøruddannelsen i Kalundborg, så er det også den måde, man sikrer, at der kommer en bæredygtig uddannelse ud af det, og at der kommer et stærkt lokalt forankret miljø ud af det, og det tror jeg på er den bedste måde at gøre det på.

Tak til Venstres ordfører. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Mens ordføreren gør talerpulten klar, kan jeg sige, at den næste ordfører, der skal på talerstolen, er Socialdemokratiets ordfører, hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for ordet, og tak til fru Ulla Tørnæs og Venstre for at rejse en vigtig debat, som også ligger Socialdemokratiet og regeringen meget på sinde. Det er fuldstændig afgørende, at vi sørger for at skabe et Danmark, hvor man kan bo, arbejde, leve og ikke mindst uddanne sig i hele landet. Derfor synes jeg også, det er glædeligt, at Venstre – en af centralismens helt store fædre eller mødre, om man vil – har indset, at det i Danmark er en dårlig idé at centralisere på vores uddannelsesområde, for centralisering af Danmark er ikke en naturlig udvikling, det er afvikling. Det var ikke udviklingen, der lukkede og centraliserede vores uddannelser i de danske provinser, men derimod dårlige politiske beslutninger. Derfor er det også et politisk ansvar, hvis vi vil genskabe mulighederne.

I årevis har vi hørt beretninger fra områder af Danmark, der har mistet lokale uddannelser. For mange af de landsdele har uddannelsen været mere end bare en uddannelse; det har været en kulturinstitution, som har skabt rammer om liv og engagement i et helt lokalsamfund. Derfor er der også brug for, at vi gør noget.

I dag har vi skabt et uddannelsessystem, der i høj grad skubber unge mod de større byer for at uddanne sig, og derfor kræver det også politiske beslutninger, hvis vi skal ændre den tendens. Det handler ikke kun om at sørge for, at man har mulighed for at kunne bo og uddanne sig i hele landet, men i lige så høj grad om at sørge for, at vores samfundsinstitutioner og vores erhvervsliv kan få den arbejdskraft, som de efterspørger. Det har vi et politisk ansvar for at sørge for.

Derudover har det i årevis været en offentlig anerkendt, i hvert fald en fortalt sandhed, at langt de fleste unge flytter fra provinsen og til de store byer for at studere – en fortælling, der er blevet fortalt som en ustoppelig udvikling, som vi som samfund må vænne os til. Men ét er fortællingen, noget andet er sandheden, for faktum er, at langt de fleste unge faktisk bliver boende. Hvis man kigger på de tal, man kan trække fra Danmarks Statistik, kan man se, at der f.eks. i Svendborg, hvor jeg selv er vokset op, stadig væk bor 74 pct. af de unge; i Skive er det 69 pct. af de unge; i Ringkøbing-Skjern Kommune er det 55 pct. af de unge – for bare at nævne et par eksempler. Og vi er selvfølgelig også nødt til at sørge for, at de, der bliver tilbage, også har mulighed for at få sig en uddannelse, og at de virksomheder, der ligger i de områder, også har mulighed for at kunne rekruttere og tiltrække arbejdskraft.

Der findes ikke noget quickfix, når det kommer til uddannelse, og dem, der forsøger at tegne et billede af, at det gør der, tager fejl. Hvis vi i fremtiden skal lykkes med at skabe uddannelser, skal vi væk fra idéen om, at uddannelser bare er noget, man kan placere, eller som man kan kalde for et x antal tusind tal, som der er nogle, der gør. Jeg tror, vi bliver nødt til at sørge for, at når vi laver uddannelser, er der lokal opbakning; at der er en faglig fundering; at vi matcher uddannelserne med et lokalt behov; og at vi så selvfølgelig sørger for at skabe gode rammer for vores uddannelsesinstitutioner. På den måde øger vi sandsynligheden for, at uddannelsen kan blive en bæredygtig løsning for det enkelte område.

I Socialdemokratiet og i regeringen har vi allerede taget fat på arbejdet. Vi har fjernet den tidligere regerings årlige nedskæringer på uddannelse; vi har tilført 170 mio. kr. til pædagoguddannelsen; og senest har regeringen sammen med andre gode kræfter i Folketinget – og tak for det – tilført 50 mio. kr. til at styrke velfærdsuddannelserne uden for de store byer. Men vi er langtfra færdige. Senere på året, før sommerferien, vil regeringen præsentere et samlet udspil angående videregående uddannelser uden for de store byer, som skal drøftes med Folketingets partier.

Som det tydeligt fremgår i dag, spiller uddannelse en afgørende rolle, og derfor glæder jeg mig også meget over interessen her i Folketinget for en bedre uddannelsesbalance, ligesom jeg glæder mig over, at vi kan se frem til, at flere gode forslag vil blive præsenteret.

På den baggrund vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne:

Forslag til vedtagelse

»Der skal være bedre mulighed for videregående uddannelse i hele Danmark, så unge mennesker kan tage en uddannelse i det lokalområde, hvor de bor eller kommer fra, og så erhvervslivet og den offentlige sektor i Danmark har adgang til veluddannet arbejdskraft, som kan understøtte udviklingen i alle dele af landet. Folketinget konstaterer, at det er centralt, at problemstillingen om bedre uddannelsesdækning i hele Danmark gribes an på en måde, så uddannelserne uden for de store byer bliver fagligt og økonomisk bæredygtige, herunder i forhold til at tiltrække og fastholde studerende. Folketinget finder det vigtigt at arbejde for et Danmark i bedre uddannelsesbalance og noterer sig derfor, at regeringen planlægger at fremlægge konkrete initiativer i løbet af foråret 2021 som afsæt for videre drøftelse med Folketingets partier.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 92).

Tak for det.

Tak til ordføreren, og vedtagelsesteksten vil indgå i de videre forhandlinger.

Så er der ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om han kan løfte lidt af sløret for, hvad det er for et udspil, man kommer med for de videregående uddannelser, og hvad det er for nogle kriterier, man lægger ned over for at prøve at tilfredsstille det private erhvervsliv. Hvordan er det, vi sikrer, at vi skaber den kompetente arbejdskraft, der er brug for rundtomkring i landet, og det ikke kun er til det offentlige?

Ordføreren.

Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvad det er for et udspil, som regeringen arbejder på, og ministeren har jo også sagt, at det bliver præsenteret inden sommerferien. Men jeg kan da sige, hvad der sådan er nogle af mine egne overvejelser over, hvad der giver god mening. Det er f.eks., at vi, når vi her i Folketinget har vedtaget, at vi rigtig gerne vil have, at der kommer flere pædagoger, at der kommer flere sygeplejersker, at der kommer flere lærere, så også sørger for, at vi uddanner det personale og afsætter flere penge til det.

Derudover er det jo også tydeligt, at der er store danske virksomheder, som har problemer med at rekruttere arbejdskraft. Jeg tror f.eks., det var spørgeren, der nævnte et godt eksempel for den tidligere ordfører, der var heroppe, og det har vi jo set flere eksempler på. Jeg kommer selv fra et område, hvor man skriger på uddannet arbejdskraft, og derfor synes jeg også, at vi som Folketing og vi som politiske partier har et ansvar for at sørge for, at de virksomheder kan få den arbejdskraft, for ellers er løsningen jo ikke ny. Altså, vi har jo set, hvordan virksomheder har valgt at flytte deres produktion til udlandet, fordi de ikke har kunnet få arbejdskraft i Danmark. Så det synes jeg er nogle af de overvejelser, som vi skal have med, når vi laver en plan for udflytning af uddannelser.

Fru Kathrine Ammitzbøll.

Nu tror jeg ikke, at virksomheder kun flytter fra Danmark, fordi de ikke kan få arbejdskraft. Vi tager også arbejdskraft ind til Danmark, og jeg tror, det er skat og nogle andre ting, der gør, at det er alt for dyrt at drive virksomhed i Danmark. Men lad det være en anden problematik.

Så kan man jo spørge på en anden måde. Når nu regeringen sidder her og er i gang med at lave det her udspil, kan man så sige noget om, hvad man har set på, i forhold til hvordan vi skaber de uddannelser der er relevante for erhvervslivet? Der blev igen nævnt eksempler på velfærdsuddannelser. Men kan ordføreren sige noget mere konkret om, hvad det er for nogle typer uddannelser, man synes kan være vigtige for erhvervslivet, måske også der, hvor ordføreren selv kommer fra, altså Langeland og i det område? Er der noget konkret, ordføreren kan sige om, hvilke uddannelser der vil hjælpe det private erhvervsliv? Tak.

Ordføreren.

Jeg tror jo, det er meget forskelligt. Der er jo et eksempel med Kalundborg, som fik en ingeniøruddannelse, og jeg tror, det var rigtig fornuftigt, og det tror jeg man kan gøre mange andre steder. Sønderborg er også et eksempel, der er blevet nævnt i dag. Jeg synes, at man – med rette – mange steder har gode idéer, og der er også flere områder, hvor man godt kunne tænke sig at man får nogle uddannelser. Jeg tror, at det vigtigste er, at man indgår en dialog med områder, hvor det kan give mening, og at det vigtigste er, at det, når man den her gang udflytter uddannelser, så ikke bliver, fordi man som et politisk parti eller som en tidligere regering har en eller anden idé om, at man skal smøre et tyndt lag uddannelser ud over Danmark, men at det faktisk bliver, fordi man har nogle faglige overvejelser, en god dialog med nogle kommuner, hvor de vil tage noget lokalt ejerskab, hvor man vil tage noget ansvar for, at de her uddannelser bliver bæredygtige. Det er den ene del af det.

Den anden del af det er jo selvfølgelig, at det både handler om at sikre, at vi har et stærkt erhvervsliv, men at det også handler om at sikre, at man, uanset hvorhenne i det her land man bor, så skal have de samme muligheder for at skabe sig et godt liv og for at få sig en uddannelse.

Den næste korte bemærkning er til fru Ulla Tørnæs, Venstre. Værsgo.

Tak, og tak til Socialdemokratiets ordfører for talen her. Jeg må bare indrømme, at jeg har lidt svært ved at få styr på, hvad der egentlig er Socialdemokratiets ambitionsniveau, når vi drøfter den her vigtige problemstilling om at få et Danmark i bedre uddannelsesbalance. Ordføreren holdt sådan set en fin nok tale, men der var hverken nogen måltal eller nogen økonomi og heller ikke nogen konkrete bud på uddannelser. Så jeg har lidt svært ved at få hold på, hvad det egentlig er Socialdemokratiet vil, ud over at man nævner uddannelser, hvor der jo allerede i dag er tomme studiepladser i de mindre byer. Så hvad er det lige Socialdemokratiet vil i forhold til den her dagsorden? Det er uklart for mig.

Ordføreren.

Jamen jeg håber da, at fru Ulla Tørnæs har hørt efter her til aften, for der er jo netop blevet sagt, at regeringen planlægger at fremlægge et udspil, hvor vi kommer til at blive mere konkrete på, hvad det er, vi vil på det her område.

Men jeg tør godt love, at Socialdemokratiet ikke præsenterer et udspil, hvor man tror, at man med et fingerknips eller med 100 mio. kr. kan skabe 7.000 – bare for at nævne et tal – uddannelsespladser i Danmark, men at der skal mere til, altså at vi ikke tror på, at man bare ved at flytte rundt på nogle tal, nogle måltal, eller på nogle forskellige pladser kan skabe den forandring, der skal til. Jeg tror, at det kræver meget mere. Det kræver, at vi sørger for, at man i de kommuner, hvor man skal have uddannelser, har et lokalt ejerskab, at man har nogle virksomheder, der har en efterspørgsel, at der er en politisk opbakning. Og det er jo så de overvejelser, som regeringen er i gang med at gøre sig nu, hvor man laver det her udspil.

Fru Ulla Tørnæs.

Lokalt ejerskab er vi jo fuldstændig enige om. Jeg tror også, jeg fik sagt adskillige gange fra talerstolen for et øjeblik siden, at det også er Venstres tilgang til det. Men så siger ordføreren, at der skal mere til end et måltal, og at der skal mere til end 100 mio. kr. og en fordobling af det decentrale grundtilskud. Hvad er det så mere der skal til? Det er altså stadig uklart for mig. Kan ordføreren ikke løfte sløret for, hvad det er Socialdemokratiet vil mere end det, som Venstre har budt ind med? Er det 8.000 studiepladser? Er det 200 mio. kr., eller hvad er det, vi taler om?

Ordføreren.

Nu skal jeg jo ikke bruge min tid på at tale om Venstres udspil, men jeg synes, at det, vi blev præsenteret for lige før, jo i virkeligheden var, at der ikke var andet end en idé om det, altså at man tror, at man kan flytte nogle uddannelsespladser ved at bruge et lille pengebeløb, og det må jo så stå for Venstres egen regning, at man tror det. Som jeg sagde – og jeg vil gerne gentage det – tror jeg, at man, hvis man i fremtiden skal flytte uddannelser, og hvis der er en provinsby af en vis størrelse, så ikke bare kan sige, at man kan flytte en uddannelse derhen. Men jeg tror, at det kræver, at der er et lokalt ejerskab, at man har nogle borgmestre, nogle lokale ildsjæle, der har lyst til at drive værket, og at man også har nogle virksomheder, der kan aftage de medarbejdere. Og det er ikke en nem øvelse, for så tror jeg faktisk, at der var andre før os, der var lykkedes med det. Man laver ikke et quickfix, hvor man får uddannelsespladserne til at blomstre op alle mulige andre steder, men det kræver flere overvejelser, som er det, som vi er i gang med at gøre os nu.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg er lidt nysgerrig på Socialdemokratiets ambitionsniveau i forhold til at flytte eller få nye uddannelsespladser. For når man siger, at der skal være flere uddannelsespladser ud over landet – det tror jeg vist vi alle sammen er enige om – er det så uddannelsespladser, der skal flyttes inde fra de store byer, eller er det at skabe flere uddannelsespladser? Vi har også en situation, hvor der kommer færre unge, så umiddelbart ville jeg jo tænke, at det måske samlet set ikke er flere pladser. Men hvor er ambitionsniveauet henne i forhold til det, og er det også sikkert, at det er alle typer uddannelser, altså både universitetsuddannelser, professionsuddannelser, erhvervsakademierne, som skal ud i landet? Og endelig: Vil man bruge dimensioneringen som et værktøj i forhold til at sige, at der skal være færre pladser inde i de store byer, og at nogle af pladserne skal flyttes ud? Eller hvordan vil man gøre det?

Ordføreren.

Jeg tror bare, jeg kan gentage det, som ministeren allerede har sagt, altså at vi jo ikke afviser noget, når vi kigger på det her. Det er det for vigtigt til, og der er alle mulige forskellige ting, som er oppe at vende.

Tak til hr. Bjørn Brandenborg. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jo, undskyld, selvfølgelig, en anden runde, beklager, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Det kunne jo være, at ordføreren var blevet minister eller sådan noget i mellemtiden, og vi så kun havde én bemærkning!

Jeg vil godt høre ordførerens ambition i forhold til den øvelse. Jeg er klar på, at der kommer et udspil fra Socialdemokratiet, og det kan vi ikke udtale os om i dag, men derfor kunne ordføreren jo godt have en ambition om det. Handler det her om at skabe flere uddannelsespladser samlet set, eller handler det om at tage nogle af de uddannelsespladser, der i dag er inde i de store byer, og flytte dem ud rundtomkring i landet? Hvad er ambitionen for ordføreren?

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at kunne levere det svar, som jeg tror spørgeren gerne vil have jeg skal kunne levere, men det, jeg kan sige, er, at der ingen tvivl er om, at der de sidste mange år er sket en alt for voldsom centralisering af Danmark, som har betydet, at man har mistet arbejdspladser. Der er alt for mange mennesker, som skulle have haft en uddannelse, der ikke har fået det. Derfor er det her spørgsmål meget mere end bare uddannelsespolitik. Hvis man er socialdemokrat, er det her en værdikamp, der handler om at sørge for, at uanset hvor man bor henne i det her land, skal man have mulighed for at få sig en uddannelse og skabe sig et godt liv.

Således tør jeg godt sige tak til den socialdemokratiske ordfører og bede ordføreren om at gøre talerstolen klar til den næste ordfører.

Og den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Velkommen.

Tak for det. Danmark er et dejligt land, og i Dansk Folkeparti kæmper vi for, at Danmark også er et dejligt land at leve i både i morgen og om 100 år, uanset hvor man bor. Men vores land står over for en trussel – en trussel, vi ikke har snakket nok om, og som splitter Danmark. Forskellen mellem land og by er blevet for stor. Store dele af vores land kæmper med affolkning og døende lokalbefolkning. Vi har for længe accepteret en udvikling, hvor det nære i provinsen forsømmes og et liv i storbyen forgyldes, og hvor en rivende udvikling i storbyerne sker på bekostning af lavere velstand i vores landdistrikter. Mange yngre danskere vælger livet på landet fra på grund af uddannelses- og karrieredrømme i storbyerne. Det kan man ikke fortænke dem i. Det er jo godt, at vores ungdom uddanner sig og har ambitioner, men gode job og uddannelse skal være muligt i hele Danmark og ikke kun i storbyerne.

Som hele Danmarks parti tolererer vi i Dansk Folkeparti ikke, at den skæve udvikling mellem land og by fortsætter, og i en hyldest til det gode liv i provinsen har vi derfor i sidste uge lanceret en national strategi for vores landdistrikter, landsbyer og øer – vores bud på en nærhedsreform. I Dansk Folkeparti mener vi, at de videregående uddannelser, erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter, skal ligge inden for en rimelig geografisk afstand i hele landet og være spredt ud. Det er samtidig vigtigt, at vi får flere højtuddannede til land- og yderkommunerne. For det første er det godt for sammenhængskraften, for vi skal have uddannelsesmæssig mangfoldighed i hele Danmark, og for det andet er det afgørende, at virksomhederne i landdistrikterne kan rekruttere medarbejdere med relevante uddannelser.

I dag ligger 80 pct. af de videregående uddannelser i de fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg. Vores ambition er, at langt flere mellemlange og lange uddannelser skal flyttes ud af storbyerne. Hvorfor skal de videregående uddannelser absolut ligge i de største byer? Med den udvikling, vi ser i dag, skal de unge tage til storbyen, hvis de ønsker en universitetsuddannelse, men det betyder også, at mange akademikere bliver i de store byer efter endt uddannelse.

Dansk Folkeparti så gerne, at den eksisterende ordning med uddannelsesstationer også omfattede universiteter, sådan at et fakultet kunnet tilbyde dele af en uddannelse i områder, hvor adgangen til videregående uddannelser er geografisk begrænset, eller hvor der er et smalt udvalg af videregående uddannelser, og hvor der er lokal efterspørgsel efter arbejdskraft. Vi ser f.eks. lokal efterspørgsel efter en jurauddannelse i Esbjerg, fordi Esbjerg Kommune har et stærkt advokaterhvervsliv. Vi kan se, hvor godt det er for en by som Herning, at Institut for Forretningsudvikling og Teknologi under Aarhus Universitet er beliggende i byen. Det tiltrækker unge og skaber liv og arbejdspladser. Sådan nogle eksempler skal vi have flere af, og vi har også allerede hørt om nogle af dem fra de foregående ordførere.

Vi skal styrke etableringen og udbygningen af campusområder i landdistrikterne. Fordelen ved campusser er studieboliger tæt på uddannelsen, et socialt studiemiljø samt faglige og ressourcemæssige gevinster ved at have flere uddannelser under samme tag og administration. Campusser kan ud over at tilbyde studieboliger etablere samarbejde mellem uddannelserne, offentlige og private institutioner og arbejdsmarkedet.

Ud over at vi skal have flere campusområder i landdistrikterne, skal vi i højere grad have flere forskellige uddannelsesniveauer sammensat på fællescampusser. I dag er der ikke tradition for at blande universitetsuddannelser og erhvervsuddannelser, men enkelte steder som f.eks. på Campus Slagelse i Region Sjælland eksperimenteres der med det. I Slagelse er Syddansk Universitet til stede sammen med en professionshøjskole og et erhvervsakademi, og etableringen af Campus Slagelse har været en betydelig årsag til, at byen på det seneste har oplevet høj vækst i antallet af tilflyttere. Uddannelserne i Slagelse deler faciliteter som bibliotek og kantine, har et fælles studieliv og fredagsbar. Selv om Slagelse ikke betegnes som land- eller yderkommune, må dets fællescampus alligevel betragtes som en model, der kan kopieres til landdistriktskommuner. Ud over effektivisering ved sammenlægning af lokaler og administration er der også sociale gevinster ved sammenlægning af uddannelser under samme campus.

Endelig skal vi også bruge dimensioneringen som et aktivt værktøj til udbredelse af studiepladser. Modellen bør i højere grad end i dag tage højde for behovet for uddannelsesinstitutioner i hele landet. Ved at sætte en øvre grænse for optaget på en række videregående uddannelser i storbyerne sænkes antallet af studiepladser i de største byer, og dermed styrkes grundlaget for uddannelse i alle dele af landet. I dag er der kun et fåtal af uddannelser, der er dimensioneret, og der er ikke nogen lokal dimensionering i den nuværende model – og så alligevel.

Prøv at tænke på medicinstudiet. Her konstaterede vi for år tilbage, at der var mangel på læger, specielt mangel på læger ude på landet uden for de store byer. Hvad har vi gjort? Der er oprettet et medicinstudie i Aalborg, fordi hele Nordjylland havde en udfordring. Der er en filial af SDU på vej i Esbjerg med kandidatuddannelsen i medicin, og den starter i 2022. På medicinstudiet gør vi jo netop det, at vi sikrer studiepladser ud over landet og med dimensioneringen understøtter, at de studerende vælger de forskellige tilbud.

Så summa summarum: Vi skal gøre noget, vi skal gøre det snart, og derfor vil jeg bare opfordre regeringen til at indkalde til forhandlinger snarest. Vi skal i gang. Det skylder vi Danmark. Tak for ordet.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Jeg ser ikke, at der er nogen korte bemærkninger til ordføreren. Og tak for at gøre talerstolen klar til den næste ordfører.

Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Astrid Carøe. Velkommen.

Tak for det, og tak til Venstre for at indkalde til den her utrolig vigtige forespørgselsdebat. Jeg kan berolige fru Ulla Tørnæs med, at jeg ikke synes, det er spor sent. Jeg havde en forespørgselsdebat, der startede kl. 0.30 i nat, så det her er jo tidligt. Jeg får bare vendt mit døgn, det er super.

Et land i uddannelsesbalance eller i bedre uddannelsesbalance, som forespørgslen lyder på, handler i virkeligheden om et Danmark i balance, hvor man som barn vokser op i et lokalområde med en daginstitution med dygtige pædagoger og pædagogiske assistenter og allerede som lille kender den lokale skole, hvor engagerede og kompetente lærere står klar til at tage imod en. I løbet af skoletiden kommer man på besøg på erhvervsskolen i byen for at snuse lidt til, om det kunne være noget for en at blive mekaniker, kok eller måske sosu-assistent, ligesom man kender til byens gymnasium. Man ved, at man kan tage vejen til en af de større byer for at læse videre, men man ved også, at byen eller nabobyerne tilbyder flere uddannelsesmuligheder, for det er nemlig der, at mange af ens tidligere pædagoger og lærere er blevet uddannet. Måske ved man allerede fra tiden i folkeskolen, at man kan blive uddannet til ingeniør eller laborant og få job hos Novo Nordisk eller læse jura, fordi der ligger en styrelse i baghaven. Og læser man videre på en uddannelse i sit lokalområde, så viser undersøgelser også, at man ofte bliver boende efter endt uddannelse – får job, stifter familie.

Det er et Danmark i uddannelsesbalance, og det er en vigtig del af et Danmark i balance. Men hvordan kommer vi derhen? Og kan vi med politisk indgriben stoppe udviklingen mod færre uddannelsesmuligheder i de mindre byer? Vi ved, at de unge i stigende grad søger mod de større byer for at uddanne sig og bo. Vi ved, at den demografiske udvikling betyder faldende ungdomsårgange. Vi ved, at det får kolossal betydning for ungdomsuddannelserne i de mindre byer. Vi ved også, at det får betydning for rekrutteringsgrundlaget til de videregående uddannelser.

Svaret på spørgsmålet må og skal være, at vi politisk skal gøre alt, hvad vi kan, for at kæmpe imod den udvikling – eller afvikling, som nogle har kaldt det – som vi står over for. Og der er gode løsninger, der ligger lige for, og de ligger ikke kun på Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Ungdomsuddannelserne i de mindre byer skal vi altså have sikret får et større grundtilskud, så de kan blive opretholdt trods færre unge. Vi skal også have lavet en ny model for elevfordeling. Og det nævner jeg, fordi det er vigtigt at snakke om rekruttering og muligheden for et Danmark i balance, så selv om det ikke lige er på uddannelses- og forskningsministerens område, så tillader jeg mig altså lige at nævne det her i dag. De videregående uddannelser i mindre byer skal have et større decentralt grundtilskud, og uddannelserne skal selvfølgelig ikke underlægges besparelser, hvilket var tilfældet under den borgerlige regering, da grønthøsteren blev kørt hen over alle uddannelser.

At skabe uddannelsesbalance kræver investeringer. Nye uddannelsespladser skal placeres uden for de store byer, når det giver mening i et lokalområde, f.eks. på grund af nærtliggende arbejdspladser. Lokal opbakning og forankring er afgørende. Men lige netop nye uddannelsespladser skaber vi ikke med hurtige vuptiløsninger; det har vi tydeligt set med den daværende VLAK-regerings uddannelsesstationer. Tanken var god: flere uddannelser i provinsen, 160 mio. kr. til 10 nye uddannelsesstationer, 500-1.000 uddannelsespladser. Faktum er bare, at der i dag er under 100 studerende på uddannelsesstationerne. 4 af stationerne på professionsuddannelserne optog i alt 13 studerende i 2020. Læreruddannelsesstationerne i Randers og Helsingør måtte droppe at oprette hold i 2020, fordi der ikke var nok studerende, som havde søgt uddannelserne.

Det viser tydeligt, at det ikke er nok at oprette nye uddannelsessteder, hvis der ikke følger nye studerende med. Succeser som diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi i Kalundborg viser, at det kan lade sig gøre, men vi skal altså også huske at snakke om de steder, hvor det ikke lykkedes, så vi kan lære af erfaringerne. For det gør ondt at åbne en uddannelse for så at måtte lukke den kort tid efter.

En del af løsningen er mere velovervejede placeringer af nye uddannelsespladser. En del af løsningen er også bedre rammer og muligheder, som vi sikrer med lovforslaget om uddannelsesfilialer – ligesom en del af løsningen er økonomisk bæredygtige uddannelser. Men det får os ikke i mål.

Derfor er jeg også glad for at høre, at ministeren siger, at der er behov for markante initiativer. Jeg er glad for, at ministeren nævner rekrutteringsudfordringen, og det håber jeg er en del af regeringens kommende udspil. For vi får ikke bæredygtige decentrale uddannelser, hvis vi glemmer at have fokus på elevgrundlaget. Der skal være et tilstrækkeligt elevgrundlag for at kunne skabe et bæredygtigt fagligt miljø.

Nu løber min tid, og jeg har meget mere at sige – hvor er det irriterende. Der er rigtig mange initiativer. Og det er også vigtigt, at vi får nogle penge med, selv om jeg ikke mener, at penge kan gøre det alene. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi kigger på det her rekrutteringsgrundlag, som hedder: ungdomsuddannelser, vejledning på ungdomsuddannelser og også på vuc.

Men for SF er det vigtigt, at vi får et Danmark i uddannelsesbalance. Og vi er optimistiske, fordi vi kan høre, at der er en bred opbakning blandt partierne. Tak for det. Og undskyld, at jeg gik lidt over tiden.

Det er fuldstændig godkendt. Der er en kort bemærkning til ordføreren. Det er fra fru Ulla Tørnæs. Værsgo.

Tak. Tak til SF's ordfører for talen. Jeg er rigtig glad for at kunne lytte mig til, at SF er enig med Venstre i, at det decentrale grundtilskud skal øges. Vi har lagt op til en fordobling, fordi vi kan se, at det beskedne beløb, som vi fastsatte tilbage i 2017, ikke er tilstrækkeligt, så en fordobling er da i hvert fald et godt stykke ad vejen, mener vi. Jeg er også glad for, at SF er enig i, at nye udbud skal placeres uden for de store uddannelsesbyer. Tak for det.

Så understreger ordføreren, at SF er enig i ministerens lovforslag, som netop har været i høring, omkring uddannelsesfilialer, men kan ordføreren sige mig, hvad der er af økonomi i de her uddannelsesfilialer, for det har jeg ikke rigtig kunnet finde frem til?

Ordføreren.

Tak for det. Og tak for rosen, til rosen, eller hvad man siger, det er da utroligt i dag. Vi mener også, at vi skal fordoble det decentrale grundtilskud. Det synes vi er en rigtig god idé. Vi synes bare, det er helt vildt vigtigt, at man ikke skal finde pengene inden for den uddannelsesramme, vi allerede har i dag, men at man finder nye penge.

Så i forhold til det lovforslag: Vi har også undret os over, at der ikke følger nye penge med. Det tror vi er nødvendigt, for at vi kan få oprettet uddannelser i hele landet, også selv om jeg ikke tror, at pengene gør det alene. Jeg tror, vi bliver nødt til at snakke om rekrutteringsgrundlag i langt højere grad, om, hvordan vi vejleder på ungdomsuddannelserne, og om alle mulige andre ting. Men der skal også følge penge med. Det gør der så ikke med det lovforslag, men jeg hører, at regeringen er på vej med noget, og det er vi i SF glade for, det er tiltrængt.

Fru Ulla Tørnæs.

Jamen så må vi jo tilsammen fæste vores lid til, at vi kan presse regeringen til, at der kommer penge på bordet. Vi har som sagt forlods lagt 100 mio. kr. på bordet til at sikre, at vi får et Danmark i bedre uddannelsesbalance.

Jeg kan ikke dy mig for lige her på falderebet at spørge SF's ordfører om, hvad der blev af opbakningen til jurauddannelsen i Esbjerg. Vi havde det som et ændringsforslag til finansloven, og det stemte SF desværre imod. Jeg hører egentlig, at ordføreren er enig i, at en uddannelse som netop jura i Esbjerg er et eksempel på noget af det, der er behov, fordi det er noget af det, der efterspørges nedefra. Så hvad er årsagen til, at SF ikke kunne støtte etableringen af jurauddannelsen i Esbjerg, på trods af at også SF's formand, fru Pia Olsen Dyhr, tidligere har været ude at sige i offentligheden og har understreget, at det selvfølgelig er en vigtig uddannelse, og at den skal oprettes?

Ordføreren.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg sige, at vi også synes, det er rigtig godt med de 100 mio. kr., Venstre har foreslået, men som man nok har kunnet mærke på debatten, synes vi ikke helt det er nok. Jeg forestiller mig, at der skal flere penge til, når vi kan se, hvor langt 160 mio. kr. rakte sidste gang, men det må vi jo tage debatten om.

I forhold til jurauddannelse i Esbjerg: Det er også en vigtigt sag for SF – det er en vigtig sag for vores lokale folketingsmedlem, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, og en vigtig sag for vores formand, fru Pia Olsen Dyhr. Men som ordføreren godt ved, at når man laver en finanslovsaftale, er det ikke altid, man får alle sine ting med, men alligevel stemmer man for den endelige aftale med de partier, man har lavet den med. Så vi må jo tage det med igen på et andet tidspunkt.

Den næste korte bemærkning er til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Nu kom ordføreren lidt i tidsnød, og derfor vil jeg rigtig gerne spørge ind til, hvad der manglede at blive sagt i ordførerens tale.

Værsgo.

Tusind tak til fru Katrine Robsøe. Jamen altså, det, jeg manglede at sige, var – jeg ved det ikke, men jeg tror, jeg havde misforstået, hvor meget taletid man har i en forespørgselsdebat; det beklager jeg – at jeg også synes, at der helt klart er noget potentiale i få styrket f.eks. vores vuc-centre, som jo netop er rigtig dygtige til at hjælpe den gruppe voksne unge, som ikke får en ungdomsuddannelse i dag, til at få nogle kompetencer på et vuc-center, enten en hel hf eller en pædagogpakke, som så betyder, at man kan komme ind på en af de her videregående uddannelser. Vi ved også, at de voksne typisk er nogle af dem, der søger de her tilbud decentralt, og vi er i SF meget optaget af, at man også får dem med, så flere end i dag får en uddannelse, og det tror jeg det her vil være med til at hjælpe med. Og tak!

Der var ellers mulighed for to gange 30 sekunder. Men det er fint.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er Radikale Venstres ordfører, og det er fru Katrine Robsøe til en 5-minuttersordførertale. Velkommen.

Jamen vi hjælper hinanden en gang imellem, det kan vi jo lige så godt – og tak for ordet. For mig handler uddannelse i hele Danmark om at skabe muligheder. Det handler om at skabe muligheder for alle, uanset hvor de ønsker at bo under deres uddannelse. Jeg bilder mig ikke ind, at vi kan have alle uddannelser alle steder, men jeg tror sagtens at vi kan gøre det bedre, end vi gør det i dag. Vi kan skabe flere muligheder flere steder i Danmark, men det er også vigtigt for mig at understrege, at vi kun skaber reelle muligheder flere steder, hvis det er, at vi også sikrer, at kvaliteten på vores uddannelser også følger med for dem, som ligger der, hvor der er lidt længere mellem husene.

I Radikale ønsker vi, at så mange som muligt har mulighed for at uddanne sig der, hvor de har lyst til det. Derfor ønsker vi også, at flere får mulighed for at vælge en uddannelse tæt på der, hvor de er vokset op, eller der, hvor de har bosat sig og etableret sig med familie. For at vi kan opnå det, har Radikale bl.a. foreslået et balanceprincip, så mindst halvdelen af alle nyoprettede erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes uden for de fire store byområder. Det vil vi gerne understøtte med økonomiske incitamenter til at oprette uddannelser i hele landet; her tænker jeg bl.a. på muligheden for at lave et regionaliseringstaxameter og muligheden for at lave en økonomisk kobling til de strategiske rammekontrakter, så vi rent faktisk også økonomisk understøtter den udvikling, som vi ønsker at have, vedvarende.

Men vi skal ikke bare oprette uddannelser i blinde og så krydse fingre for, at nogle gider at læse på den uddannelse i lige præcis den by, hvor uddannelsen bliver oprettet. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi både ser på, hvorfra der er efterspørgsel efter en uddannelse – altså, om det er fra lokalområdet og dets erhvervsliv og offentlige arbejdspladser – og på, hvor der er efterspørgsel efter uddannelsen fra kommende studerende. Det kommer ikke nødvendigvis bare af sig selv. Men jeg tror, at vi kan understøtte det ved at sikre god kvalitet og dialog, og ved at man rent faktisk forpligter hinanden. For mig giver det f.eks. god mening, at vi ser på, at en kommune, der f.eks. gerne vil have en pædagoguddannelse, naturligvis både skal hjælpe med praktiskpladser, men også med at finde studerende, som f.eks. kan være det ikkeuddannede personale, der er i kommunens børnehaver, og hjælpe dem med rent faktisk at komme i gang med uddannelsen. Samtidig skulle vi gerne have arbejdspladser til de studerende, når de er færdige med deres uddannelser, og derfor foreslår vi også, at regionale ledighedsforskelle tænkes ind i dimensioneringsmodellen.

Jeg tror på, at vi kan skabe flere muligheder for alle i hele Danmark, men jeg ved også, at det ikke kommer af sig selv, og derfor ser jeg meget frem til, at uddannelsesministeren får inviteret til forhandlinger, så vi kan få sat handling på de fine ord, og jeg forventer også, at det bliver på den her side af sommerferien. Tak.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren. Tak for at gøre talerstolen klar til næste ordfører, som allerede står på spring, og det er Enhedslistens ordfører, hr. Bruno Jerup. Velkommen.

Tak for det. Jeg vil også gerne starte med at sige tak til forespørgerne for, at vi har fået den her debat. Det er en meget vigtig debat. Overordnet set deler jeg den ambition, som er udtrykt fra flere, om, at vi får et Danmark i uddannelsesbalance, nogle vil sige i bedre balance, men i det hele taget i balance. For os er det sådan, at den sociale ulighed, der er i samfundet, og den geografi, vi har, ser ud til at følges ad, og det synes vi er et alvorligt problem, som uddannelser, i hvert fald potentielt, kan være med til at ændre på.

Man kunne godt tro, og det plejer man at sige, at uddannelse ændrer den sociale arv, den økonomiske arv, men faktisk er det sådan, at en undersøgelse fra ROCKWOOL Fonden viser, at i de sidste 20 år er det faktisk ikke sket i Danmark, tværtimod. Så der er faktisk en udfordring på det her område set fra vores side. Når det er sådan, at vi snakker om, at der skal være uddannelse, også uden for de store byer, og en uddannelsesbalance, tror jeg også, det er vigtigt, at man tænker det mere helhedsorienteret. Det handler både om den økonomi, man kan tilbyde de studerende, det handler om boligforhold, det handler om, hvad kvaliteten er af den uddannelse, vi kan tilbyde, om der er vejledning, hvad det er for et studiemiljø, man kan tilbyde. Så det vil sige, at der er en hel række faktorer, som man skal have med. Hvis det er sådan, at man skal lave nogle bæredygtige studiemiljøer, også uden for de store byer, og det mener vi man skal, skal man sørge for at få alle de parametre ind i ligningen, som vi ved betyder noget for, at man rent faktisk starter og gør sig færdig.

Det er klart, at hvis det er sådan, at man skal lave uddannelser uden for de store byer, måske mindre store steder, vil det jo betyde, at de omkostninger, der er pr. studerende, vil være noget større. Det må man regne med. Og det vil sige, at det bør indregnes i den overvejelse, man har om det her, nemlig at man er nødt til at sikre det, og det kan være i form af taxameteret, altså at det er højere for studerende uden for de store byer, og det kan også være, som det også er foreslået fra Venstres side, at grundtilskuddet øges, og den idé er vi sådan set også med på, altså at det kan være en god måde at lægge en bund under uddannelserne på, så de har bedre muligheder for at fungere. Så der er nogle positive takter.

Men lige i forhold til Venstres forslag om de 7.000 uddannelsespladser er det jo ikke, som jeg har forstået det, 7.000 nye uddannelsespladser, men det er bare 7.000 uddannelsespladser, der skal være et andet sted, og det vil sige, at man skal have en omprioritering af midler fra eksisterende uddannelsespladser til uddannelsespladser, som skal være ude i landet. Og det kan godt være, at der skal være sådan en omprioritering i en eller anden udstrækning, det vil jeg ikke udelukke, men man slår bare ud med armene og siger 7.000 pladser, og vi snakker måske om et beløb i størrelsesordenen 5-10 mia. kr., som skal flyttes fra de eksisterende uddannelser, vi har. Jeg synes i hvert fald, man skal gøre sig nogle lidt mere grundige overvejelser om, hvordan man kan gøre det, uden at man smadrer de uddannelser, der eksisterer i forvejen. Så vi var rigtig glade for, at vi fik afskaffet omprioriteringsbidrag, og at vi har fået tilført ekstra midler.

Vi mener faktisk, at hvis det er sådan, at den her plan eller det her projekt, som vi ligesom sætter i gang her, skal lykkes, er vi nødt til at betragte vores uddannelsessystem som en investering. Det betyder, at der faktisk skal tilføres ekstra midler, nye midler.

Så vil jeg bare som en lille sidste ting om det der forslag fra regeringens side om uddannelsesfilialer sige, at det er et forslag, som vi synes er positivt, og det støtter vi fra Enhedslistens side. Jeg vil bare lige som eksempel nævne, at man i Region Sjælland faktisk har oprettet en lægeuddannelse, nærmest som en slags uddannelsesfilial af Københavns Universitet, af Panum Instituttet, på Sjællands Universitetshospital, og det har været med stor succes, kan jeg faktisk sige. Så det er et eksempel på noget, der ligesom er vokset op nedefra, og som faktisk godt kunne blive et billede på, hvordan man kan gøre det med de der filialer.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren – eller jo, det kom der nu. Der er alligevel en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra fru Ulla Tørnæs.

Jeg bliver nødt til at spørge lidt til de her 7.000 uddannelsespladser, der som sagt er Venstres målsætning frem mod 2025. I lyset af at vi vel har i størrelsesordenen 250.000 studerende, synes ordføreren så, det er ambitiøst at arbejde i retning af, at 7.000 flere ud af de 250.000 skal have mulighed for at tage deres uddannelse uden for de store universitetsbyer eller ej? Er det ambitiøst, eller er det ikke ambitiøst?

Ordføreren.

Om det er ambitiøst, er lidt, hvordan man ser på det. Jeg er sådan set ikke modstander af, at der kommer 7.000 pladser. Det, som jeg er kritisk over for, er, at man ikke forholder sig til, at det rent faktisk skal være et løft, sådan at vi faktisk får ekstra pladser, at vi får flere til at uddanne sig, altså at det ligesom skulle være det, der er målsætningen – gerne 7.000 flere eller endnu flere; det er sådan set ikke det. Derfor er jeg da enig med ordføreren i, at 7.000 måske ikke er mange ud af en kvart million, men man skal jo tænke på det konkret, i forhold til hvad det er for nogle konkrete uddannelser, man rent faktisk tænker, man skal flytte væk, og hvad det er, man gør ved det studiemiljø, der så er tilbage et eller andet sted på en professionsuddannelse eller på en universitetsuddannelse. Hvad er det, man skærer fra, og hvad er det, der er tilbage? Det er sådan set den diskussion, der i hvert fald er vigtig for os.

Fru Ulla Tørnæs.

Men det, der samtidig er vigtigt for os, er også, at vi ser ind i en udvikling med faldende ungdomsårgange. Faktisk er der et fald helt op imod 10-11 pct. i dele af landet frem mod 2030. De tal skal man vel også have i baghovedet, når vi taler om et Danmark i bedre uddannelsesbalance. Så det er mange lag, vi diskuterer her. Vi ønsker, at der skal være adgang til kvalificeret arbejdskraft. Jeg ønsker personligt, at der skal være et tilbud til de unge, som vokser op uden for de store universitetsbyer. Det arbejdsmarked, der findes derude, efterspørger jo lige præcis deres arbejdskraft, så det handler om at sikre, at ikke alle begiver sig til de store byer for at tage en videregående uddannelse. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald enig i, at det er vigtigt, at man ligesom sørger for, at der bliver uddannet folk. Jeg vil også gerne lige understrege, i forhold til at der bliver snakket om de 7.000 pladser, at vi, selv om det er en faldende ungdomsårgang i en periode – det er dog forventningen, at den går op igen om ikke så mange år, det er kun lige en kortvarig nedgang – også tænker på, at vi skal have flere til at uddanne sig. Vi skal have mange flere til at uddanne sig, og der er et kæmpe, kæmpe gab der, som vi skal have gjort noget ved.

Så var der ikke flere korte bemærkninger til hr. Bruno Jerup. Den næste ordfører står klar, og det er ordføreren for Det Konservative Folkeparti, fru Katarina Ammitzbøll. Velkommen.

Tak. Der har været mange gode taler, så nu skal jeg se, om jeg kan give et lille bidrag til den her virkelig spændende debat her sent på aftenen – men den er virkelig spændende og meget, meget nødvendig, når vi kigger frem mod, hvad det er for et Danmark, vi ønsker, og hvad det er, vi ser ind i. Gennem årene er der jo sket en centralisering. Noget af det har jo været nødvendigt for en bedre økonomisk effektivisering, men der er sket en centralisering. På trods af årtiers enighed mellem politiske partier om at skabe en bedre balance i Danmark er vi altså blevet skævvredet, særlig på uddannelsesområdet, til fordel for de store byområder og til ulempe for de områder af Danmark, hvor den anden halvdel af danskerne bor.

Det kan godt være lidt af en tikkende bombe under den danske velfærdsstat på sigt, fordi det udfordrer vores sammenhængskraft både socioøkonomisk og udviklingsmæssigt. Ca. 80 pct. af vores uddannelsespladser er på de videregående uddannelser, herunder universiteter, produktionsskoler og erhvervsakademier, i de fire store byområder. Det er selvfølgelig ikke helt unaturligt, at epicentrene for uddannelse ligger i de store byer, for det kræver et vist materiale og en vis kapacitet for at kunne tiltrække de gode lektorer og professorer – og selvfølgelig også et forskningsmiljø.

Men det betyder jo ikke, at man ikke kan lave udflytning, filialer og uddannelser, som vi heldigvis allerede også har hørt om i dag er sket flere steder og er på vej. Det er jo meget positivt. For netop mange af vores danske virksomheder ligger uden for de store byområder og producerer næsten hele vores overskudsgivende nettoeksport.

Vi kan jo prøve at kigge lidt uden for Danmark og se på, hvad de gør i Norge og Sverige. Der viser undersøgelser, at de regionale uddannelser sikrer en god forsyning til det lokale, regionale arbejdsmarked, fordi størstedelen af dimittender fra de videregående uddannelser vælger at bosætte sig, hvor de har studeret. Der har man fået udviklet et netværk, man har haft sin gang der, man har skabt en form for tilværelse, og man bliver boende. Ofte kan det jo også være billigere at bo der, end hvis man er nyuddannet og nyansat og skal bo i en stor by. Det er med til at give mere permanent beskæftigelse i de berørte regioner, at den højtuddannede arbejdsstyrke også er med til at trække andre økonomiske aktiviteter til området.

Det er det, vi gerne vil se, for demografisk har vi jo, som det også er nævnt, en udfordring. Der er et faldende befolkningsantal, og det er jo ikke kun på grund af uddannelsestilbud, for der har generelt igennem flere år været den her vandring fra land til by. Når vi ser ud i virkeligheden, har vi faldende ungdomsårgange, i hvert fald de næste 10 år, og vi prøver jo at se på, hvordan vi kan justere inden for ungdomsuddannelsesområdet. Det er jo vigtigt, at vi også tænker det ind i den diskussion, vi har i dag, fordi der skal være en fødekæde.

Det var også derfor, jeg tidligere spurgte den socialdemokratiske ordfører, hvordan man ser på erhvervslivet, for vi kan jo ikke tænke uddannelse alene i forhold til velfærd – vi skal også tænke på aftagere og så sandelig også i forhold til det private erhvervsliv, så vi ikke kommer herfra og laver det om til en skrivebordsøvelse. Vi ønsker jo alle sammen et mere diversificeret Danmark, hvor vi ikke lever i sociale og økonomiske ghettoer, men det, vi ser nu, er, at det faktisk allerede er sket. Hvis man ser på f.eks. Frederiksberg, har 35 pct. af befolkningen en videregående uddannelse, mens kun 10 pct. af borgerne på Lolland og i Langeland Kommune har en videregående uddannelse.

Men det skal jo ikke være et mål, at alle skal have en kandidatuddannelse. En uddannelse kan være mange ting. Vi mangler f.eks. 60.000 faglærte for at kunne løfte den grønne omstilling bare inden for energi. Der er også brug for gode elektrikere, for gode maskiningeniør – der er brug for rigtig meget god og kvalificeret arbejdskraft. Og derfor ønsker vi også, at vi får uddannelsestilbud over hele landet for at skabe et Danmark i bedre balance.

Tiden løber, kan jeg se. Og inden formanden kigger på mig, vil jeg skynde mig at samle de sidste tråde her. Så jeg vil sige her til sidst, at vi har fire store uddannelsesbyer, og når Femernforbindelsen kommer, ligger det nærmeste universitet for Lolland faktisk i Hamborg. Det er ikke helt urimeligt for et land på vores størrelse, men vi skal tænke lidt kreativt for at skabe udflytninger og relevante uddannelsestilbud over hele landet til vores unge. Der er rigtig, rigtig mange unge, som slet ikke er i gang med en uddannelse. Det tror jeg vi kunne ændre på, hvis vi flyttede uddannelsen tættere på dem.

Derfor bakker vi op om den vedtagelsestekst, at regeringen skal indkalde til forhandling med henblik på at indgå en ambitiøs og bred politisk aftale om at skabe uddannelsespladser, som også matcher efterspørgslen på arbejdskraft. Tak.

Det var præcist til tiden – det kan jeg kun takke for. Der er en kort bemærkning til ordføreren, og den er fra hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo

Tak, og tak for talen. Jeg tror faktisk, at det kun er 4 pct. på Langeland, der har en lang videregående uddannelse, så der er ikke særlig mange dér, hvor jeg bor, der har en lang videregående uddannelse. Men de har så til gengæld mange andre gode uddannelser, som man kan bruge.

Nu nævnte den socialdemokratiske ordfører faktisk, at han syntes, at man både skulle kigge på uddannelser, men også på det lokale erhvervsliv. Altså, hvad er det, der er efterspørgsel på, hvad er det for nogle virksomheder, hvad er det for nogle uddannelser, man kunne forestille sig. Og nu nævnte ordføreren det jo selv i sin tale, og derfor vil jeg bare give ordføreren muligheden for selv at svare på, hvad det er for nogle uddannelser, som ordføreren tænker ville gavne ude i de forskellige områder af Danmark og stimulere vores erhvervsliv. Hvad er det konkret for nogle uddannelser, som ordføreren tænker på?

Ordføreren.

Jamen det var netop det, jeg anfægtede før. Jeg tror, at vi skal passe på, at vi ikke kommer med hovsaløsninger herindefra, men at vi netop skal finde løsningerne til, hvilke uddannelser vi skal have, i dialog med aftagerne – det tror jeg er meget vigtigt. Altså, vi har jo netop haft partnerskaber på andre områder; det kunne vi også se på i forbindelse med uddannelse og beskæftigelse.

Men et område, som i hvert fald bliver helt centralt, og som man er nødt til at styrke generelt, er it-kompetencer og også at udbygge dem, hvor det nu måtte være. Vi har virkelig brug for et stærkt løft inden for det digitale og it, det er helt sikkert. Vi har brug for flere, der går ingeniørvejen, for at vi netop kan løfte den grønne omstilling. Så det er i hvert fald ét område.

Vi har jo åbne uddannelser eller i hvert fald ubesatte uddannelsespladser inden for lærer- og pædagoguddannelsen, og det har vi jo virkelig brug for at vi får styrket. Der må vi jo se på, om det giver mening at rykke de uddannelser længere ud. Det skal jeg ikke kunne sige her og gøre mig til ekspert på, for det har jeg ikke nogen vurdering af endnu, altså præcis hvor det skulle ligge, og hvor vi kunne have en større tilgang. For vi har klart også et underskud af nogen, der søger nogle meget vigtige uddannelser.

Hr. Bjørn Brandenborg.

Tak. Det var mange gode indspark, synes jeg, på mit spørgsmål, som egentlig var ret simpelt. Ordføreren kom selv lidt omkring det, men kunne vi komme det nærmere i forhold til, hvad det er for nogle uddannelser? Synes Konservative, at man f.eks. skal oprette flere ingeniøruddannelser? Er det det, som man tænker der kunne være god mening i? Eller er det andre uddannelser? F.eks. er der jo stor efterspørgsel på flere ingeniører i nogle dele af landet.

Ordføreren.

Jeg har netop sagt, at det må bygge på en ordentlig vurdering, og der må vi jo se på, om regeringen har gjort det i samarbejde med erhvervslivet, nemlig hvad er det, der er brug for, når vi ser ind i fremtiden? Vi ved jo, at der er stor efterspørgsel på ingeniører og på it-uddannede – det kan vi jo se. Der er rigtig mange, omkring 19.000 virksomheder, som må sige nej til ordrer, fordi de ikke har nok digital kompetence. Så der er en kæmpe efterspørgsel der, hvor vi har brug for uddannede.

Det er i hvert fald et område, som er helt sikkert i fremtiden, for når vi går ind på at oprette uddannelser rundtomkring i landet, er vi nødt til at have det lange lys på, for det skal ses i et langsigtet perspektiv. Især hvis vi vil drive virksomheder og ønsker, at nogen skal bosætte sig, så tager det jo altså tid, kan man sige, ligesom at udvikle nogle områder, der har de tilbud, så unge ønsker at blive der og ikke flytter til en stor by.

Tak til fru Katarina Ammitzbøll. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vil ordføreren være venlig at gøre klar til næste taler?

Men da jeg ikke ser Nye Borgerliges ordfører i salen og heller ikke ordføreren for Liberal Alliance, er den næste taler uddannelses- og forskningsministeren. Velkommen.

Tusind tak. Sikke en givtig og god måde at bruge en aften i Folketingssalen på med noget så vigtigt som vores lands uddannelsesmuligheder. Jeg vil godt kvittere for engagementet og de mange opmuntrende og opløftende bemærkninger og tilkendegivelser om gerne at ville være med i de videre drøftelser. Jeg vil godt her i aften sige, at det er drøftelser, jeg glæder mig usigelig til, og jeg har så afgjort en vilje til, at det er noget, vi gør bredt. For tænk, hvis vi faktisk kunne lave en ambitiøs fælles plan for at tage politisk styring over noget, der i alt for mange år ikke har været politisk styret, nemlig hvordan vores uddannelsesmuligheder fordeler sig i vores land.

Som fru Astrid Carøe klogt siger, er uddannelse jo meget mere, end hvad vi sidder med på vores område. Det handler også om vores ungdomsuddannelser, det handler også om vores erhvervsuddannelser, og det handler i høj grad også om vores vuc-centre, som vi jo i fællesskab heldigvis stoppede nedlæggelsen af og stoppede besparelserne på ved regeringsskiftet. Desværre nåede vi ikke at overtage regeringsmagten, inden der røg en ordentlig stribe. Det vil sige, at vi har færre vuc-centre i dag, end vi plejede at have, og de er en fødekæde til de uddannelser, vi taler om her. Men tænk engang, hvis det faktisk kunne lade sig gøre, at vi fandt en fælles vej frem til et land med rig mulighed for uddannelse, uanset hvor du bor, og med rig mulighed for at rekruttere kvalificeret, dygtig arbejdskraft, uanset hvor du driver virksomhed.

Jeg vil også godt kvittere for, at flere af ordførerne undervejs har haft mod til den ærlighed, jeg tror den her diskussion kræver, nemlig at vi ikke kan købe os fra det her. Altså, eksemplet med den tidligere regerings ambition om 500-1.000 uddannelsespladser på de her uddannelsesstationer, som endte i 100, viser jo, at uanset hvor store armbevægelser man laver og hvor mange millioner man kommer med politisk, kan man ikke betale sig fra, at der også er en rekrutteringsudfordring, i særlig grad i en tid, hvor vi ser ind i faldende ungdomsårgange særskilt i nogle dele af vores land. Og derfor bliver vi nødt til politisk at have ærligheden med i det her, nemlig at det her er noget, vi kan, hvis vi vil, men at det ikke er nemt. Det kræver penge, jovist, og jeg vil godt kvittere de af partierne, der allerede har lagt planer frem og tilkendegivet, at det er man villig til, men det kommer også til at handle om, hvordan vi rekrutterer unge mennesker til vores uddannelser i hele landet.

Det er en vigtig del af at have et land i balance, at man kan uddanne sig. Socialdemokratiets ordfører havde nogle kloge tal med i sin tale omkring, hvor mange unge der fødes, opvokser og bliver på sin hjemegn. Det er da et stort politisk ansvar på vores vagt så at sørge for, at de også fortsat har adgang til uddannelse. Og én ting er, at vi gerne i fællesskab vil oprette nye ting; det tror jeg på vi kan – klogt, velovervejet og i samarbejde med lokale kræfter tror jeg på, vi kan det. Men inden vi overhovedet når dertil, handler det jo også om overhovedet at sørge for, at det, vi har i dag, også er der i morgen, og det går min bekymring på. Som hr. Jens Henrik Thulesen Dahl siger, handler det også om, hvad for et land vi ser ude i horisonten vi gerne vil være, og jeg har en bekymring omkring, at hvis vi ikke går ind og tager den politiske styring og tager det politiske ansvar på os, vil vi se ind i nogle år med færre uddannelsesmuligheder, hvis man hører til de store andele af unge mennesker, som hr. Bjørn Brandenborg taler om, og som faktisk ønsker at blive på deres hjemegn. Det kan vi ikke være bekendt, og det kan Danmark ikke være tjent med. Derfor er den her øvelse så uhyre vigtig.

Så tak for, at man faktisk over hele linjen har taget emnet seriøst, og at ordførere fra højre til venstre går ind og siger, at det her er vigtigt for Danmark. Vi bliver ikke enige om alting, og betoningen har også været forskellig, og især ærligheden omkring, at det her også er et spørgsmål om rekruttering, tror jeg vi er nødt til at få med helt ind på bordet, hvis det her skal lykkes. Men jeg lytter mig til en ordførerkreds, som er villig til faktisk at tage del i arbejdet. Jeg glæder mig så helt usigelig til, at vi skal forhandle det her. Tak for debatten.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger til ministeren, først fra fru Astrid Carøe, SF.

Tak for det. Jeg lovede jo, at jeg ville vende tilbage med flere spørgsmål. Tak for en rigtig god tale og en god debat. Jeg er rigtig glad for, at ministeren også kan se, at det her handler om mere end bare penge, for vi kan godt prøve at overbyde hinanden, i forhold til hvor mange penge vi vil bruge, og jeg tror også, der skal penge til, men der er også behov for, at vi kigger på rekrutteringsgrundlaget, og der er behov for at kigge på vores ungdomsuddannelser i Danmark.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ministeren også tænker, at noget af det, vi skal kigge på, er – og jeg ved godt, at det ikke er ministerens område – hvordan man f.eks. vejleder på vuc og på stx til de videregående uddannelser, hvor der måske nogle gange er en tendens til meget målretning mod de store byer.

Ministeren.

Man skal som minister vare sig for at træde ind over andres områder, men jeg vil dog alligevel godt vove pelsen i dag på forventet efterbevilling fra vores børne- og undervisningsminister og sige, at jeg tror, vi kan blive endnu skarpere på, hvordan vi vejleder. Der er en kæmpestor udfordring, som jeg også tror fru Katarina Ammitzbøll var inde på, omkring mangel på faglært arbejdskraft. Det er også en del af vejledningsudfordringen. Men det gælder også fordelingen – fru Astrid Carøe var selv inde på det – altså elevfordelingen på vores ungdomsuddannelser. Jeg er selv gammel elev fra Fjerritslev Gymnasium i Nordjylland; det gymnasium havde jo ikke været der, hvis Katedralskolen inde i Aalborg bare havde kunnet udvide ubegrænset, for så havde der været lige tilpas nok af dem, jeg gik sammen med, der havde søgt ind til Aalborg, og så havde resten af os siddet tilbage i Fjerritslev og ikke kunnet tage en uddannelse lokalt.

Det er jo det hensyn, vi også er nødt til at tage, og det er den politiske styring, jeg tror vi bliver nødt til at have modet til også at gå ind og tage her.

Fru Astrid Carøe.

Det synes jeg faktisk meget godt viser, præcis hvad det er for en øvelse, vi står med, både på børne- og undervisningsministerens område og på uddannelses- og forskningsministerens område. For handler det om frihed, hvis der er nogle elever, der bliver afskåret fra at tage en uddannelse, fordi de ikke vil ind til de store byer?

Det sidste, jeg godt kunne tænke mig at spørge om, handler om, at der jo er undersøgelser, der viser, at det er nogle helt andre unge, der vælger uddannelserne uden for de store byer, og i et forsøg på også at få de her 20 pct. unge, der stadig væk ikke får en ungdomsuddannelse, med i vores uddannelsessystem, er det her så ikke et godt middel? Synes ministeren ikke, at det her og de ting, vi snakker om på ungdomsuddannelsesområdet, er gode midler til også at få de 20 pct. med, som vi virkelig skal have med?

Ministeren.

Afstand betyder noget, i forhold til hvor mange vi får med på uddannelsesvognen, og derfor er det jo en særskilt vej og et særskilt middel til at få flest mulige unge givet den uddannelse, at der ikke er for langt. Det samme gælder, i forhold til at vi gerne vil have flere voksne ufaglærte til at uddanne sig senere i livet. De har endnu sværere ved at bevæge sig, altså hvis man først har etableret sig med familie. De skal også have adgangen inden for rækkevidde. Og det gælder også vores vuc.

Så jo, alt det her hænger sammen, og i sidste ende er det her jo et samlet puslespil, vi skal have lagt, hvor vi alle sammen vinder ved at have et land i balance.

Helt uventet er formanden rimelig large med taletiden på det her sene tidspunkt – helt utroligt! Det må stoppe.

Der er en kort bemærkning fra fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jamen det er jo også hyggeligt at bruge tid sammen med jer, så der er ingen grund til at skynde sig for meget.

Ministeren ved det sådan set godt: Jeg er stadig lidt bekymret for, hvad der kommer fra regeringen af udspil på det her område. Og det er, fordi jeg synes, vi mangler svar på nogle meget store spørgsmål om, hvorvidt regeringen ønsker at lukke pladser og dermed faktisk også sætte over styr, at vi gerne vil sørge for, at så mange som muligt tager en uddannelse. Og det er jo hele den her balance, vi er bekymrede for: Lukker man et sted for bare at oprette nogle pladser, som så ikke bliver besat, et andet sted? Og nu overhørte jeg indenrigs- og boligministeren i spørgetiden tidligere, og han sagde, at der skulle flyttes uddannelsesinstitutioner. Kan ministeren be- eller afkræfte, at der altså skal lukkes hele institutioner et sted for at åbne dem et andet sted?

Ministeren.

Hele vejen igennem den her debat har jeg ligesom sagt, at jeg ikke står med en fiks og færdig plan. Og det vil sige, at jeg heller ikke kommer til at kunne redegøre for en fiks og færdig plan i dag. Det er ikke modvilje, men det må man vente med spænding på lidt endnu.

Jeg vil også samtidig godt slå fast, at vi sidder og vender alle muligheder på den her dagsorden. Det betyder noget, at man også, hvis man driver en virksomhed i Sønderborg, kan se, at der er unge mennesker, der uddanner sig i den by, og som kan rekrutteres som arbejdskraft. Det betyder noget, hvad der er af muligheder, hvis man gerne vil uddanne sig, også bare uden for hovedstaden. Og vi kan jo samtidig se, at der er nogle af de her regioner, som har en meget lav uddannelsesdækning, og derfor er det her en gevinst, hvis vi får grebet det rigtigt an. Så jeg kan ikke bekræfte det, men jeg kan samtidig sige, at det er en opgave, vi tager så seriøst, at vi er gået til den uden at lukke døre på forhånd.

Fru Katrine Robsøe.

Bare for at slå det fast, så er det for mig ret grundlæggende, om man taler om muligheder for de unge, eller om man vrider armen om på dem for at presse dem til at være et bestemt sted. Og derfor blev jeg også lidt bekymret, da den socialdemokratiske ordfører til slut i sin omgang på talerstolen sådan slår meget fast, at det er værdipolitik. Hvad er det her så for en værdipolitik for ministeren og regeringen? Er det uddannelsespolitikken, der vejer tungt her? Eller er det andre former for værdipolitik, der spiller ind som hovedvægten i det her?

Ministeren.

Hele min grund til overhovedet at blive politisk aktiv i Fjerritslev som 14-årig var, at jeg kunne se, at vi ikke havde lige muligheder med os hjemmefra. Jeg kunne se det, og det var altid deprimerende: Hvad man havde af baggrund, i forhold til hvad man havde af muligheder. Det ville jeg gerne lægge arm med, og jeg tror, at uddannelse er en af de allervigtigste løftestænger, vi har. Den mulighed må ikke være langt væk fra nogen i vores land. Og det er den værdikamp, der er helt central for mig og for Socialdemokratiet.

Den næste korte bemærkning er til fru Ulla Tørnæs, Venstre. Værsgo.

Nu nævnte ministeren sit eget gymnasium, Fjerritslev Gymnasium. Jeg er personligt af den opfattelse, at Fjerritslev Gymnasium ikke havde eksisteret i dag, hvis ikke der havde været en visionær undervisningsminister i starten af 00'erne, der som noget nyt indførte det, der i dag kaldes udkantstaxameteret. Det var det, der skabte grundlaget for, at der også i dag kan være et gymnasium i Fjerritslev. Godt for det.

Ministeren har flere gange nævnt det her lovforslag om uddannelsesfilialer, der har været i høring. Hvad er det ud over uddannelsesfilialer, som ministeren overvejer skal være svaret på et Danmark i bedre uddannelsesbalance?

Ministeren.

Vi overvejer en række tiltag, som handler om økonomi, som handler om fleksibilitet for de kræfter, som faktisk gerne vil bidrage til den her løsning, og som handler om bedre rekrutteringsmuligheder. Vi overvejer en bred palet af ting, og forhåbentlig ender det i et så ambitiøst udspil, at det faktisk kommer til at rykke ved mulighederne for rigtig mange unge i vores land. Jeg var selv elev på gymnasiet, lige inden udkantstaxameteret kom, og kan jo se, at det, der var den primære trussel i forhold til lukningen – selvfølgelig betød økonomi også noget – var, at man gik fra fire klasser på en årgang til tre klasser på en årgang, og man frygtede, at det ville komme endnu længere ned. Så det der med overhovedet at have unge mennesker er jo simpelt hen kernen i det, for du kan ikke betale dig til rekrutteringen, og derfor bliver vi nødt til at have begge ting med.

Fru Ulla Tørnæs.

Jeg har stadig væk lidt svært ved at få styr på, hvad der egentlig er regeringens ambitionsniveau. Den socialdemokratiske ordfører hjalp ikke meget på vej. Der var en masse fine ord, men meget lidt konkret indhold, og jeg synes ej heller rigtig, at ministeren bidrager til at gøre det særlig konkret. Der står jo det billede tilbage, at det handler om velfærdsuddannelserne, og at det handler om uddannelsesfilialer, men tror ministeren virkelig, at vi kommer i mål med blot de to elementer? Jeg tror det ikke, og det er præcis derfor, vi har fremlagt et samlet bud på, hvad vi mener der skal til. Overvejer ministeren f.eks. at se på grundtilskuddet og at se på en pulje, som kan søges, til at støtte nye udbud, hvad enten det er akademiuddannelser, professionsbachelorer eller universitetsuddannelser? Er det sådan noget, man overvejer? Eller hvad er det, der indgår i overvejelserne?

Så skal jeg bare lige for en god ordens skyld sige, at i Venstre lægger vi ikke op til, at der skal lukkes institutioner, sådan som jeg hører regeringen er refereret for at skulle have sagt tidligere i dag her i Folketingssalen.

Ministeren.

Vores ambitioner er tårnhøje på det her område, og derfor har vi heller ikke begrænset os selv til at tro, at vi kan købe os til det, uanset om det så er 100 mio. kr. den her gang eller 160 mio. kr., som det var, sidst Venstre forsøgte at lægge arm med det her. Jeg betvivler slet ikke intentionerne. Jeg tror simpelt hen bare ikke på, at penge er nok. Vi skal selvfølgelig se på finansieringen, vi skal se på de økonomiske rammer, vi skal se på hele fødekæden i vores uddannelsessystem, men vi skal også se på rekrutteringen. Så det klokkeklare svar er: Vi ser på det hele, og vores ambitioner er tårnhøje.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er jo dejligt at høre, at regeringen har tårnhøje ambitioner, og ministeren talte også før om at tage politisk styring, og at vi skulle i arbejdstøjet, og at vi skulle i gang. I Dansk Folkeparti vil vi rigtig gerne være med, og vi vil også rigtig gerne komme i gang, men jeg synes måske nok, det har været lidt svært at komme ret meget i gang i lang tid. Altså, noget af det, der vel også skal på plads i forhold til det her, er bevillingsreformen. Hvordan skal basisbevillingerne fordeles? Skal de fordeles anderledes, hvis institutionerne skal levere anderledes? Vi har nogle uddannelser som f.eks. læreruddannelsen, som står foran at skulle revideres – skal de også tænkes ind i en ny struktur? Bør vi egentlig ikke have en mere overordnet strategi for, hvad vi vil med hele uddannelsesområdet, ikke bare på ministerens område, men også på ungdomsuddannelsesområdet? Det at tænke det hele sammen er en rigtig god idé, men vi er bare rigtig, rigtig spændt på at se noget manifestere sig i noget, der bliver virkeligt. Så kan ministeren ikke løfte sløret en lille smule for, om man sidder og laver strategier og planer, som vi bliver involveret i, eller om det går, som det er gået længe, nemlig at der er meget snak og ikke så meget konkret handling?

Ministeren.

Jeg tror, det er blevet sagt gentagne gange i dag, at det faktisk er en ambitiøs regering på det her felt, som har tænkt sig at komme med en samlet plan inden sommer, og at I alle sammen er velkomne. Det gælder ikke mindst hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, der med sine bemærkninger i aften har givet udtryk for, at man også fra Dansk Folkepartis side har store ambitioner – det drøfter vi rigtig gerne.

Så svaret er: Ja, det er bestemt planen, og jeg håber, at vi kan gøre det i fællesskab.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det vil jeg jo glæde mig til. Jeg tænker – bare for at tage et konkret eksempel – på bevillingsreformen, som har været italesat rigtig længe, og som vi venter på at komme i gang med. Skulle vi ikke tage hul på den? Skulle vi ikke tage hul på den diskussion? Det er jo noget, der ligger i ministerens skuffe eller et andet sted, og det er ikke noget, der behøver at vente, indtil der kommer en ny plan fra regeringen. Så tager vi fat på den lige om lidt, eller hvornår gør vi det?

Ministeren.

Ja, det gør vi også.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Tak for at gøre talerstolen klar.

Jeg vil høre, om ordføreren for forespørgerne ønsker ordet til en afsluttende bemærkning, for det er der mulighed for. Det bliver der sagt ja til. Velkommen til Venstres ordfører, fru Ulla Tørnæs.

For en god ordens skyld vil jeg da gerne lige runde debatten af. Jeg synes, det har været en rigtig, rigtig god debat, og vi er også, synes jeg, kommet vidt omkring. Det er godt at høre, at regeringen har tårnhøje ambitioner på området – det er helt klart ambitioner, som vi i Venstre deler, og som jeg også helt klart fornemmer at alle partier i Folketinget er enige med regeringen i.

Det fremstår nu en lillebitte smule uklart, hvad det så egentlig er for ambitioner, regeringen har, og regeringen har ikke været parat til her i aften bare tilnærmelsesvis at løfte sløret for, hvad det er, der overvejes, og det synes jeg selvfølgelig er lidt ærgerligt. Men det sagt, så glæder vi os rigtig meget til at modtage invitationen fra ministeren til at drøfte det udspil, som kommer, før vi lukker ned til den mødefri periode, og det vil vi selvfølgelig se rigtig, rigtig meget frem til. Jeg håber, at vi der får lidt mere klarhed over, hvad det så er for ambitioner, regeringen har – er det enkelte uddannelser, der skal flyttes, er det nye uddannelser, er det studiepladser eller studerende, det handler om? Det synes jeg som sagt står en smule uklart efter debatten her i aften.

Men som sagt glæder jeg mig i hvert fald på Venstres vegne rigtig, rigtig meget til at blive indbudt til forhandlingerne, og det kan jo være, at ministeren kobler flere ting sammen, for som hr. Jens Henrik Thulesen Dahl nævnte her i sidste runde, så har vi et hængeparti med hensyn til universiteternes basismidler, og det kan jo være, at det kan hjælpe os på vej til at finde nogle løsningsmodeller, for så vidt angår universitetsuddannelserne, men det løser ikke problemet for professionsuddannelserne og ej heller for akademiuddannelserne.

Så der bliver nok at tage fat på, men jeg fornemmer helt klart, at der med Venstres forslag til en drøftelse her om et Danmark i bedre uddannelsesbalance også er blevet luftet idéer og givet udtryk for, hvad vi hver især lægger vægt på i den sammenhæng.

Tak for en rigtig god debat.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg tænkte lige, at nu havde vi måske også brugt lang nok tid med hinanden i dag, men nu kommer min korte bemærkning alligevel. For når nu fru Ulla Tørnæs går op på talerstolen igen og der er mulighed for at stille spørgsmål igen, så vil jeg jo gerne indrømme en fejl, jeg begik, sidste gang fru Ulla Tørnæs var deroppe. Og fejlen var jo, at jeg sagde, at de 100 mio. kr. skulle skæres i uddannelsessystemet. Det kan jeg jo godt se de ikke skal.

Men jeg kan jo også i det første forslag, der er i Venstres udspil, altså det her med at fordoble det decentrale grundtilskud, læse mig frem til, at de penge – og det var det, jeg mente tidligere – skal findes internt i uddannelsessystemet, og derfor vil jeg nu spørge, om det ikke er rigtigt, at det betyder besparelser på andre områder, på andre uddannelser i Danmark.

Ordføreren.

Det er sådan, at det decentrale grundtilskud er en øremærkning af det grundtilskud, som institutionerne får i dag. Der er det sådan, at man kan bruge op til 2 mio. kr. decentralt, i henhold til hvor mange uddannelsesudbudssteder man har som institution, dog maks. 12 mio. kr. Og ja, det er en klar politisk prioritering fra Venstres side, at vi ønsker, at man lægger mere vægt på de decentrale udbud. Det er forudsætningen for, at vi kan give de decentrale udbud flere muskler. Så ja, det er en prioritering, vi ønsker. Vi tror på, at det kan bane vejen for et stærkere uddannelsesmiljø og et stærkere studiemiljø de steder, hvor vi mener, der er brug for det. Det er en prioritering, nøjagtig som det var det i 2017, da vi indførte det decentrale grundtilskud.

Fru Astrid Carøe.

Så ramte vi den – der, hvor Venstre vil spare noget i uddannelsessystemet med det her udspil. Og det var egentlig godt lige at få det afklaret. Som jeg også sagde i min egen tale, vil vi også gerne have kigget på det her decentrale tilskud, men det skal selvfølgelig ikke betyde besparelser på andre områder, og jeg er meget ked af, at det er det, som Venstre kommer til at gå til forhandlingerne med.

Ordføreren.

Men det er også en misforståelse. Det er jo ikke en besparelse. Det er en prioritering, hvor vi siger, hvor vi ønsker pengene skal bruges. Frem for at bruge pengene på hovedcampus ønsker vi – nøjagtig som vi gjorde i 2017 – at man, i stedet for at man maksimum kan bruge 2 mio. kr. på det decentrale udbud, så maksimum kan bruge 4 mio. kr. Det er ikke en besparelse. Man fjerner ikke penge fra den pågældende institution. Vi sender et klart politisk signal om, hvad vi vil uddannelsespolitisk, og hvad vi vil med henblik på at skabe et Danmark i bedre balance. Det er en klar politisk prioritering, som vi står fuldstændig på mål for. Det er ikke en besparelse.

Tak til fru Ulla Tørnæs.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, og da der er ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted på tirsdag, den 23. marts 2021.