Tak for spørgsmålet, og tak til Dansk Folkeparti for at have stillet spørgsmålet. Og det er fuldstændig rigtigt, som hr. Morten Messerschmidt sagde, nemlig at netop Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og især den aktivistiske fortolkningsstil har været til debat ved flere lejligheder her i salen. Det er faktisk et emne, som optager mig – jeg ved, at det også optager spørgeren – og en række andre partier i salen, og det er en vigtig diskussion, fordi der bliver skabt ret, som det også blev sagt, der kommer til at virke i Danmark, når Menneskerettighedsdomstolen afsiger sine domme. Derfor skal vi hele tiden være opmærksom på udviklingen ved Menneskerettighedsdomstolen, navnlig når det gælder domstolens fortolkning af konventionen i konkrete sager.
Jeg synes, at der er grund til at gøre, hvad vi kan, for at begrænse Menneskerettighedsdomstolens aktivisme – det har jeg også sagt flere gange ved flere diskussioner. Det gør vi ved at intervenere i principielle sager, som behandles i Storkammeret ved Menneskerettighedsdomstolen; det skal jeg vende tilbage til lidt senere.
Den rapport, som der bliver henvist til i forespørgslen, sætter spørgsmålstegn ved upartiskheden hos dommerne ved Menneskerettighedsdomstolen. Rapporten viser bl.a., at en række domme ved Menneskerettighedsdomstolen har forbindelse til ngo'er, som er aktive ved domstolen. Efter opgørelsen har mindst 22 af 100 dommere ved Menneskerettighedsdomstolen i perioden 2009-2019 tidligere været ansat eller været samarbejdspartnere med forskellige ngo'er, som i høj grad er aktive ved domstolen. Det gælder bl.a. ngo'er som Amnesty International og Human Rights Watch. Rapporten viser samtidig, at det kun er i meget få sager, at en dommer har trukket sig på grund af tilknytning til den ngo, der er involveret i sagen.
Man bliver imidlertid også nødt til, når vi har den her debat, at være kritisk over for, hvem der har skrevet rapporten. Den er skrevet af en organisation, der hedder European Centre for Law & Justice, og jeg skal indrømme, at jeg før den her debat ikke havde kendskab til den pågældende organisation. Men det er ikke min opfattelse, at rapportens relativt skarpt, tror jeg godt man kan sige, formulerede konklusioner generelt deles af andre observatører, som beskæftiger sig med Menneskerettighedsdomstolen, i hvert fald ikke så skarpt. Og derfor er der selvfølgelig grund til at kigge på organisationen.
Så vidt jeg er orienteret, er den ledet af en amerikansk advokat med tætte forbindelser til Donald Trump og er baseret på et værdigrundlag, der adskiller sig markant fra de ngo'er, som rapporten refererer til. Samtidig må man nok også sige, når man læser rapporten, at den kun i begrænset omfang fremstår som videnskabeligt underbygget. Man kan altid, hvis man får et budskab, man er uenig i, skyde på budbringeren og dermed diskvalificere det, der bliver sagt, men det er ikke det, jeg prøver på. Jeg siger bare, at man måske skal være varsom med at træffe for skråsikre konklusioner alene på baggrund af den.
Det, som rapporten så beskæftiger sig med – eller den vej, den går i anbefalinger – er udpegning, det er habilitet, og det er aktivisme. Jeg synes, der er grund til at bevæge sig over alle de tre elementer, og derfor kan der være grund til kort at redegøre for de gældende regler for udpegning af dommere til Menneskerettighedsdomstolen.
Efter de gældende regler skal kandidaterne igennem en toleddet godkendelsesprocedure. Første led indebærer, at medlemsstaterne skal indstille en liste med tre kandidater, og andet led indebærer, at Europarådets Parlamentariske Forsamling efter indstilling stemmer om kandidaterne. Et lands kandidatliste kan forkastes, hvis ikke samtlige kandidater på listen vurderes at være tilstrækkelig kvalificeret, eller hvis den nationale udvælgelsesproces ikke har været tilstrækkelig gennemsigtig eller retfærdig. Det lyder jo som en fremragende garanti for, at man stiller med de ypperste kandidater. Det, der selvfølgelig bliver lakmusprøven, er, om det så er sket i praksis. Og der må man konstatere, at det er sket i praksis, at kandidatlister er blevet forkastet, også i deres helhed.
Hvis vi så kigger mod habilitetsspørgsmålet, eksisterer der i dag præcise og klare regler om habilitet i Menneskerettighedsdomstolens procesreglement. Der er jo ingen tvivl om, at hvis man skal kunne stole på en domstol, hvis man skal kunne lægge den vægt, den legitimitet i afgørelserne, så er det selvfølgelig vigtigt, at eventuelle interessekonflikter er afdækket, fordi vi jo alle sammen vil være sikre på, når vi står over for en dommer, at her har vi med en upartisk dommer at gøre – selvfølgelig vil man det. Og det fremgår også helt tydeligt af procesreglementet, hvornår en dommer ikke må deltage i behandlingen af en sag. Det er bl.a. i tilfælde, hvor vedkommende dommer tidligere har deltaget i sagen som f.eks. rådgiver for klageren eller på anden måde været involveret i en sag på nationalt plan, før vedkommende blev dommer.
Det er først og fremmest op til den enkelte dommer at overveje, om der kan rejses spørgsmål om vedkommendes inhabilitet. Sådan må det jo også være, for dommeren er jo den, der kender interesserne bedst og derved bedst kan sige: Det her vil jeg ikke være med til. Nogle opfatter det der med inhabilitet, som om man er lidt i vanære. Sådan er inhabilitetsreglerne i deres konstruktion slet ikke – det handler simpelt hen om at sige: Vi vil være sikre på, at der kun er de rigtige lodder i vægtskålen. Derfor træder jeg frem og siger, at den her sag skal jeg så ikke pådømme. Hvis det er tilfældet, må den pågældende dommer selvfølgelig trække sig fra sagen, før Menneskerettighedsdomstolen har udvalgt, hvorledes dommersammensætningen i den sag skal være.
Sådan nogle overvejelser foregår mellem den enkelte dommer og retspræsidenten eller præsidenten for kammeret ved Menneskerettighedsdomstolen. Her vil offentligheden så at sige ikke opdage, at en dommer har trukket sig. Det svarer fuldstændig en til en til situationen herhjemme, hvor f.eks. en dansk dommer ved en dansk domstol finder at måtte trække sig fra behandlingen af en retssag, før det er blevet udmeldt, hvilken dommer eller hvilke dommere der er sat til at behandle sagen.
Men spørgsmålet om dommeres inhabilitet kan også opstå, efter at det er blevet udmeldt, hvilke dommere der skal behandle en sag, især hvis f.eks. en af parterne anfægter dommerens habilitet. Det gælder både ved Menneskerettighedsdomstolen, og det gælder også ved de danske domstole. Udfaldet af sådan nogle inhabilitetsindsigelser er jo så offentligt tilgængelige, hvor man så at sige kan læse over skulderen.
Det er min klare forventning, at dommerne ved Menneskerettighedsdomstolen selvfølgelig allerede har et klart fokus på inhabilitetsspørgsmålet, men jeg må sige, efter at jeg har læst rapporten, som jeg synes man skal tage med et gran salt, at der er listet nogle eksempler op, hvor man tænker, at der alligevel er en vis skævhed i repræsentationen her. Derfor synes jeg, at der er grund til, at jeg adresserer problemstillingen på politisk niveau ved passende lejlighed. Jeg ved ikke præcis, hvornår det kommer til at ske, men jeg synes, det er noget, som der er grund til at holde øje med. For uanset om man er enig i vores kontekst omkring menneskerettighederne, skal man selvfølgelig under alle omstændigheder føle sig forsikret om, at de dommere, som pådømmer sager, ikke er inhabile.
Nå, så er der det sidste element, der peges på, nemlig den fortolkningsstil, som Menneskerettighedsdomstolen har, og mulighederne for at begrænse domstolsaktivismen. Jeg skal nok lade være med at gentage de taler, vi har været igennem nogle gange, selv om det nu er vigtigt, men der er ingen tvivl om, at indholdet af menneskerettighedskonventionens ellers meget knappe ordlyd med årene er blevet fortolket og udvidet ganske kraftigt af Menneskerettighedsdomstolen – måske kan man nogle gange tænke: fordi den er så knap i ordlyden. Det har haft den konsekvens, at konventionen i dag har sneget sig ind i mange kroge af vores lovgivning.
Et af de områder, som vi har været over nogle gange, er menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til privatliv og familieliv. Det har man så fra domstolens side ladet læne sig ind over spørgsmål om f.eks. statsborgerskab, om luft og støjforurening, som berører ens bolig, om adgangen til aktindsigt, om, hvem der kan anerkendes som mor til et barn født gennem surrogatmoderskab. Altså, man må nok sige, hvis man læser ordlyden, at der er langt fra den ordlyd til at forholde sig til den type spørgsmål. Og derfor er der grund til at være opmærksom og agtpågivende over for aktivismen.
Jeg synes i virkeligheden, at noget af det, som er lykkedes – og det skal ikke mindst min forgænger i embedet som justitsminister, hr. Søren Pape Poulsen, have ære for også – var den tidligere regerings Københavnererklæring under formandskabet for Europarådets Ministerkomité. Fra 2017 til 2018 blev der gennemført et omfattende MRK-projekt med fokus på et mere balanceret, fokuseret og effektivt menneskerettighedssystem, herunder også på domstolens fortolkning. Det mundede ud i vedtagelsen af Københavnererklæringen i april 2018. Den erklæring er jo – givet omstændighederne – udtryk for et politisk kompromis og reflekterer, hvad der var opbakning til blandt samtlige af Europarådets medlemsstater.
Københavnererklæringen satte bl.a. fokus på øget dialog mellem Menneskerettighedsdomstolen og Europarådets lande om dens roller i implementering og udvikling af konventionssystemet, herunder Menneskerettighedsdomstolens udvikling af menneskerettighedskonventionen, som jo er det, der er kernen i diskussionen i dag. Københavnererklæringen understregede bl.a., at når de nationale myndigheder har foretaget en hensynsafvejning – i øvrigt i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis – skal Menneskerettighedsdomstolen som udgangspunkt ikke sætte sin egen vurdering i stedet for den, der er foretaget af de nationale myndigheder.
Det er endnu for tidligt at sige, hvad den konkrete effekt så blev af Københavnererklæringen, men efter min opfattelse er medlemsstaternes råderum afspejlet i en række vigtige sager mod Danmark, f.eks. på udvisningsområdet. De seneste eksempler er jo fra sidste uge med sagen mod Khan og Munir Johana-sagen, der begge to handlede om, om omstændighederne var sådan, at man kunne foretage udvisning. Og i begge sager blev den fortolkning, som de danske domstole havde lagt til grund, jo taget til følge.
Jeg tror, at en vigtig måde, som man skal være opmærksom på, har været vores, altså den danske regering, både den tidligere og den nuværende, vej til at begrænse Menneskerettighedsdomstolens aktivistiske fortolkningsstil ved at afgive indlæg i andre landes sager ved Menneskerettighedsdomstolen. Det gør vi i de sager, som rejser væsentlige spørgsmål af betydning for Danmark. I den type sager argumenterer vi helt typisk for en mindre vidtgående fortolkning af menneskerettighedskonventionen, som giver et større råderum til medlemslandene.
Siden 2018 er der afgivet ni danske tredjepartsindlæg, heraf seks indlæg under den nuværende regering. De tal kan sammenlignes med, at der i perioden fra 2002 til 2017 blev afgivet ét tredjepartsindlæg. Så det er altså et værktøj, som vi har taget i brug. Vi kan også se, at de her tredjepartsindlæg faktisk har betydning. Menneskerettighedsdomstolen lytter og tager højde for tredjepartsindlæg. Og hvis man er i tvivl om det, skal man notere sig den sag mod Belgien fra maj 2020, hvor Menneskerettighedsdomstolen eksplicit henviste til medlemsstaternes tredjepartsindlæg i sin begrundelse.
Som sagt – for at summere op – er udviklingen ved Menneskerettighedsdomstolen et emne, som ligger mig selv og mange andre, ved jeg, her i Tinget på sinde. Som jeg har været inde på, følger vi udviklingen nøje på området, og vi bliver ved med at udfordre Menneskerettighedsdomstolens fortolkningsstil. Det handler grundlæggende om, at vi skal holde fast i at adskille jura og politik og værne om det politiske råderum. Det er en vigtig prioritet for regeringen.
Jeg vil gerne afslutningsvis endnu en gang takke for forespørgslen. Det er en god dialog og vej til at debattere, om Menneskerettighedsdomstolen nu er der, hvor den gerne skal være – og hvad vi i øvrigt kan gøre. Tak for ordet.