Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 79:

Forslag til folketingsbeslutning om at modtage flygtningebørn fra Grækenland.

Af Carl Valentin (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 10.11.2020).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er udlændinge- og integrationsministeren. Hjertelig velkommen.

Tak til forslagsstillerne fra SF, og tak for ihærdigheden, vil jeg også sige. Det er jo en vigtig problemstilling, som vi også for nylig drøftede ved en forespørgselsdebat her i Folketingssalen. I den debat redegjorde jeg sammen med den nye udviklingsminister for den danske støtte til Grækenland, herunder den konkrete støtte, vi gav efter branden i Morialejren i september i år. Der er ikke noget, der siden har ændret vores holdning til spørgsmålet om, hvorvidt det vil være fornuftigt for Danmark og for børnene at tage imod børn fra Morialejren. Svaret er stadig væk det samme: Vi ønsker ikke at deltage i en omfordeling fra Morialejren.

Jeg deler til gengæld forslagsstillernes holdning om, at situationen på Lesbos er alvorlig, men det ændrer ikke ved regeringens grundlæggende synspunkt om, at vi ikke skal skabe incitament til, at flere søger mod Europa. Og det er netop, hvad vi frygter vil ske, altså netop at der bliver skabt et incitament til, at flere sætter sig i bådene, hvis vi begynder at omfordele asylansøgere, herunder fra Grækenland. Vi vil ikke være med til at tegne et billede af, at hvis man sætter livet på spil og når frem til EU's ydre grænse, er man sikret en billet til at få sin asylsag behandlet i eksempelvis Danmark eller en anden velfærdsstat. Jeg tror ikke, det er en holdbar løsning. Vi skal i stedet have sat en stopper for den industri af menneskesmuglere, som flytter migranter til Europa, og som gør det på en måde, hvor folk også sætter livet på spil. Det har vi sagt mange gange før, og vi gør det gerne igen. Vi skal gøre op med det asylsystem, som understøtter den her trafik. Vi er nødt til at tage lidt mere grundlæggende fat i årsagerne til migration, og vi er i gang. Jeg tror, at det mere er den vej, vi skal, med at arbejde langs migrationsruterne, sikre de ydre grænser og undgå at omfordele. De personer, der kommer til Danmark og søger om asyl, skal sendes til et tredjeland, hvor asylsagsbehandlingen skal foregå, og har de behov for beskyttelse, skal det ske lokalt i tredjelandet og ikke i Danmark.

Som jeg også tidligere i dag har fortalt, har regeringen lavet det benarbejde, der bekræfter, at det kan lade sig gøre inden for vores internationale forpligtelser at flytte asylsagsbehandlingen uden for EU, og det er også netop i dag blevet bekræftet fra Institut for Menneskerettigheder, der er nået frem til den samme juridiske konklusion. Vi har netop brug for sådan et system for at gøre op med det kontroltab, som migrationen i dag medfører. Regeringen ønsker derfor at føre en udlændingepolitik, hvor vi i højere grad selv kan styre, hvor mange og hvem der kommer til Danmark, samtidig med at vi ønsker at tage et internationalt ansvar. Vi mener, at vi kan hjælpe flere bedre tættere på konflikterne ved at sende midlerne dertil end ved at bruge dem på asylsagsbehandling og efterfølgende ophold i Danmark. Som en del af den politik støtter vi så også kontrolleret genbosætning gennem FN. Genbosætning af kvoteflygtninge fra nærområder er mere retfærdig og mere hensigtsmæssig end omfordeling af spontane asylansøgere og irregulære migranter.

Jeg vil gerne runde af med igen at slå fast, at vi ligesom andre europæiske lande tager situationen meget alvorligt. Grækerne står med en svær opgave, hvilket bliver tydeliggjort efter branden i Morialejren, og det er også derfor, at vi har valgt at hjælpe de græske myndigheder økonomisk og med personale og materiel. Men vi mener fortsat ikke, at omfordeling af asylansøgere er en holdbar løsning. Vi følger fortsat udviklingen i Grækenland tæt, ligesom vi generelt følger udfordringerne med at håndtere den illegale migration tæt.

En sidste ting jeg lige vil meddele, når jeg nu alligevel har ordet, er, at de seneste oplysninger fra de græske myndigheder går ud på, at der på nuværende tidspunkt er ca. 140 uledsagede mindreårige, der opholder sig på Lesbos. Hvor stor en del af dem, der er ankommet efter branden, kan vi ikke lige umiddelbart sige, men umiddelbart skulle de alle sammen være ankommet efterfølgende. Den resterende del af de uledsagede mindreårige, der opholdt sig på Lesbos under branden i Morialejren, er blevet overflyttet til fastlandet. Her er de indkvarteret på forskellig vis, bl.a. i shelters af den type, som vi har bidraget til fra dansk side.

Tak for det. Det affødte en stribe korte bemærkninger, og vi starter fra den øverste ende af listen. Fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Kan ministeren bekræfte, at hvis vi skulle gøre, som der står i forslaget her, nemlig tage 300 børn af migranter, som i dag opholder sig i Grækenland, så ville deres forældre, hvis de har forældre, få en ret til at søge asyl i Danmark og formentlig få den ret til asyl i Danmark på grund af menneskerettighedskonventionens artikel 8, som jo netop giver ret til familieliv, og at det ville betyde, at de her 300 børn – skulle man tage imod dem – ville blive til væsentlig flere på grund af vores konventioner?

Ministeren.

Jamen det er jo det faktum, der gør de her diskussioner svære, ikke? Jeg har selv tre børn. Det er let nok for mig at stå her i Velfærdsdanmark, et trygt og sikkert samfund, og sige, at dem vil jeg aldrig nogen sinde sende af sted, skubbe foran mig, i et håb om, at de fik asyl i et andet land, så jeg kunne blive familiesammenført. Men jeg er heller ikke vokset op i Afghanistan eller andre lande. Det er jo velkendt i international migration, at nogle gange bruges børn som isbrydere for, at resten af familien kan komme med. Det er jo det, der gør hele den her situation så frygtelig, og derfor er vi nødt til at tænke langsigtet og sammenhængende og ikke stirre os blinde på, hvad der står lige for næsen af os, heller ikke, selv om et almindeligt humanitært imperativ ville sige: Hjælp næsten, der står lige foran dig. Men vi bliver også nødt til at tænke sammenhængende på, hvad de langsigtede konsekvenser bliver. Derfor er vi ret skeptiske over for at omfordele. Vi er ikke bare skeptiske, men vi er modstandere af at omfordele asylansøgere fra de græske øer, for vi frygter, at det bare sætter gang i en yderligere migrationsbølge.

Spørgeren.

Det er jeg glad for at høre, og set med de langsigtede briller på, kan ministeren så sige noget om, hvorvidt ministeren ville antage eller vurdere, at flere børn ville blive skubbet foran migranter, altså at flere børn og unge ville blive sendt af sted som et anker ind i Europa, hvis man begyndte på en praksis, hvor man tog børn ud af migrantlejrene i Grækenland og fordelte til andre europæiske lande? Ville det efter ministerens forventning og formodning betyde, at flere børn eller færre børn ville blive skubbet foran migranter ind i Europa?

Ministeren.

Der er jo ingen garantier. Jeg kan selvfølgelig af gode grunde ikke sige, at det bliver sådan med sikkerhed, men det er da det, der er min frygt, og det synes jeg også godt man kan gå så langt som til at sige er det, som vi kan formode. Det er der, hvor jeg bare appellerer til, at man ikke ser børnene på de græske øer som den eneste udfordring, for hvis det var de eneste børn i verden, der havde det svært, synes jeg faktisk, at det ville give god mening at omfordele dem. Men det er, fordi jeg i virkeligheden bare tror, at det er toppen af isbjerget af tusindvis, titusindvis af børn i resten af verden, som også ville kunne komme foran resten af familien. Derfor er jeg lidt skeptisk, og jeg er faktisk modstander af at omfordele dem.

Men jeg anerkender fuldstændig, hvad det er for en hensigt, der ligger bagved, nemlig at der er nogle børn, der har det svært, og at de skal have hjælp. Det forsøger vi så på anden vis. Jeg har jo tidligere fortalt om både nogle af de økonomiske bidrag og noget af det materiel og personale, vi sender til Grækenland. Og det ved jeg også at grækerne er glade for. Det er jo ikke noget, vi selv har fundet på; det er jo på baggrund af opfordringer fra dem, at vi leverer f.eks. materiel.

Så er det fru Susanne Zimmer.

Tak til ordføreren for indlægget. Vi har jo diskuteret det her mange gange, og i de seneste debatter har det været fremme, at det ikke nytter at hjælpe 200 børn – det er som en dråbe i havet. I Frie Grønne synes vi, at ethvert liv er unikt, og derfor skal vi også hjælpe de børn, vi kan. Og det er uledsagede børn, vi taler om. Nu nævner ministeren selv, at han har tre børn, så jeg tænker, at der er en vis forståelse for, at for ethvert barn betyder det noget at få nogle ordentlige livsforhold. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan man kan tilsidesætte det, at man i praksis havde mulighed for at hjælpe de her børn og stadig væk har den mulighed.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at mit argument ikke er, at det er en dråbe i havet. Jeg tror, vi er mange, der overfører 100 kr. om måneden til Læger uden Grænser eller Børns Vilkår, og hvad det hedder alt sammen; det er jo også en dråbe i havet, men det er trods alt en dråbe, og mange bække små gør en stor å. Så argumentet er ikke, at det er en dråbe i havet.

Argumentet er, at vi risikerer bare at sætte yderligere gang i en migrationsbølge mod Europa, hvor børnene nogle gange bliver skubbet først, hvis vi begynder at omfordele. Derfor vil vi hellere hjælpe der, hvor de opholder sig lige nu – og dem, vi taler om her i dag, er så på de græske øer. Så det vil sige, at vi skal spørge den græske regering, hvad de har brug for, og hjælpe dem med det, de har brug for af materiel, økonomi og personale.

Danmark har f.eks. i en del år haft folk fra Udlændingestyrelsen på græske øer, der har hjulpet med asylsagsbehandling. Vi har også brugt over 40 mio. kr. – 44-45 mio. kr. bare det sidste år, tror jeg – af vores udviklingsmidler til at hjælpe humanitært, f.eks. til shelters. Jeg ved ikke lige, om det er de shelters, de bor i, men i hvert fald er det, som grækerne har efterspurgt, det, vi har leveret. Og nogle af de børn, der er blevet flyttet væk fra Lesbos og ind på fastlandet, bor i sådan nogle shelters. Hvis ikke det lige er dem, Danmark har leveret, så er det i hvert fald nogle, der ligner dem.

Spørgeren.

Tak for svaret. Ministeren var også inde på, at han var bange for, at det, hvis vi tog imod nogle af de her 200 uledsagede flygtningebørn, der har rigtig svære vilkår, kunne sætte en strøm i gang. Nu er det sådan, at den engelske regering har fået lavet en rapport af University of Oxford, som viser, at hvis man laver nogle ordentlige asylforhold, er det faktisk meget bedre i forhold til at undgå menneskesmugling. Så risikerer vi ikke, at de kommer til at drukne ude på havet. Hvad mener ministeren om det?

Ministeren.

Jeg kender ikke lige den rapport fra University of Oxford, som der bliver henvist til. Men helt generelt mener jeg, at vi i Danmark har et ret godt asylsagssystem med gode indkvarteringsforhold, høj retssikkerhed, tolke, advokater og en klageinstans med en uafhængig dommer for bordenden. Jeg mener egentlig, at vi kan være rimelig stolte af vores asylsagssystem. Det er ikke der, problemet ligger.

Problemet ligger i den måde, hele det europæiske asylsystem er skruet sammen på, hvor man skal hertil for at kunne få beskyttelse. Det er jo det, der sætter gang i bevægelserne mod Europa. Vi vil gerne have det vendt på hovedet og sige, at hvis man kommer hertil som spontan asylansøger, er det i hvert fald en garanti for, at man ikke får beskyttelsen i Europa. Man bliver nødt til lidt mere ordnet og lidt mere struktureret og kontrolleret at få behandlet asylsagerne tættere på konflikterne, uden for det europæiske kontinent. Og dem, der kommer hertil, er folk, der bliver genbosat gennem FN, og ikke folk, der er kommet hertil spontant.

Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak. Hvad er ministerens holdning til, at man her – det kommer fra ministerens egen mund – tager afstand fra at tage uledsagede flygtningebørn til Danmark, mens vi ude i kommunerne hører socialdemokratiske borgmestre og socialdemokratiske byrødder sige, at de har plads til flygtningebørn, og at de er villige til at give dem plads – altså socialdemokratiske kommunalpolitikere og borgmestre? Hvad er ministerens holdning til det?

Ministeren.

Jeg prøver at møde dem med den samme forståelse og respekt, som jeg møder forslagsstillerne her fra SF med, nemlig at jeg tror, vi deler den grundlæggende intention, at når folk er i nød, skal de have hjælp. Så deler vi bare ikke den samme politiske analyse af, hvorvidt det er den bedste måde at give hjælp på. Det har jeg også svaret, når jeg har fået breve fra borgmestre om, hvad deres kommunalbestyrelser har besluttet; så det har været linjen i mine svar til de borgmestre.

Spørgeren.

Jeg er jo glad for, at det er ministerens linje lige nu og her, der har vundet i partiet. Men hvor sikre kan vi være på, at den linje kan fastholdes, når græsrødderne i partiet åbenbart har nogle andre holdninger? Det kan jeg godt være meget bekymret for. Så er der ikke en risiko for, at Socialdemokratiet kunne blive mere bløde over for SF og Radikale Venstre i den her slags efter min mening helt uansvarlige forslag?

Ministeren.

Jeg skal måske lige starte med at sige, at det trods alt er et ret markant mindretal af landets kommuner, som har truffet sådan en beslutning i kommunalbestyrelsen, og som har henvendt sig til regeringen. Så langt de fleste kommuner har jo ikke truffet sådan en beslutning. Om det så er et udtryk for rødderne i Socialdemokratiet, tror jeg det er lidt for hurtigt at konkludere. Men der er i hvert fald ingen grund til at være bange for, at regeringen skifter position, for vi er fuldstændig overbevist om, at det er den forkerte vej at gå at begynde at omfordele internt i Europa. Det er i øvrigt også nogle diskussioner, der er på rådsmøder mellem ministre for tiden. Der har man jo i forbindelse med en europæisk asyl- og migrationspagt også lignende diskussioner af, om ikke det ville give god mening at omfordele asylansøgere eller afviste asylansøgere internt i Europa. Det er vi i hvert fald ikke tilhængere af.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg går ud fra, at udlændinge- og integrationsministeren er enig med fru Marie Krarup i, at det dog er påfaldende, hvor mange magtfulde, centralt placerede medlemmer i Socialdemokratiet, som tilsyneladende så er uenige med udlændinge- og integrationsministeren. Jeg står her med et brev, som hr. Ole Bollesen, der er borgmester i Syddjurs Kommune, har skrevet til udlændinge- og integrationsministeren med en anmodning om netop at følge SF's forslag her om at tage imod børn fra Morialejren osv. Altså, man får jo den tanke, når man ser den slags ting – jeg har også på Kommunernes Landsforenings hjemmeside set, at det altså er et anseligt antal borgmestre fra Socialdemokratiet, der har den her politik – at det her med den stramme udlændingepolitik ikke stikker særlig dybt. Kan udlændinge- og integrationsministeren godt forstå det?

Ministeren.

Jeg vil nok lade nogle andre om at vurdere, hvor magtfulde og centralt placerede forskellige borgmestre er, men jeg er ikke enig i, at det er et anseligt antal borgmestre fra Socialdemokratiet, der har henvendt sig omkring det her. Men når det er sagt, er Socialdemokratiet jo også et frit parti; vi er ikke et centraliseret parti, hvor vi skubber holdningerne ned ovenfra. Altså, hvis man f.eks. i Syddjurs Kommune, har indtaget en anden holdning, er det jo så deres holdning i Syddjurs Kommune. Det er bare ikke Socialdemokratiet i Danmarks holdning, det er heller ikke regeringens holdning, og det bliver det heller ikke.

Værsgo.

Men det er jo stadig bekymrende, al den stund at Socialdemokraterne i Syddjurs Kommune og alle mulige andre steder rundtomkring jo er dem, der opstiller folketingskandidater, som siden ender i Folketinget, og som påvirker den politik, som regeringen har, så længe den er regering i hvert fald.

Nå, men bort fra Socialdemokratiet. Lad mig stille det spørgsmål, som ministeren undveg at svare på før, og det er jo for at få fuldstændig klarhed over konsekvenserne ved det her forslag fra regeringens støtteparti: Er det ikke rigtigt, at hvis man tog et lille nuttet barn fra Morialejren til Danmark, fordi vi jo alle sammen bliver bløde om hjertet, når vi ser de her stakler, ville han eller hun efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 have krav på at få sin familie til Danmark, uanset om et familiemedlem så måtte være en eller anden vanvittig jihadist eller andet?

Ministeren.

Hvis der er et barn, det kan f.eks. en afghansk dreng, der kommer til Danmark og får opholdstilladelse i Danmark, og der efterfølgende bliver indgivet en familiesammenføringsansøgning fra nogle familiemedlemmer – lad os sige, de opholder sig i Pakistan eller Afghanistan – så ville man jo behandle en helt almindelig familiesammenføringssag, og der ville barnets tarv og retten til familieliv jo vægte rigtig tungt. Der er dog undtagelser, vil jeg sige: Vi har også ret til at sige, at det der er en terrorist, og at vedkommende på trods af retten til familieliv ikke kommer til Danmark. Men det er så en undtagelsesbestemmelse.

Så er det hr. Kristian Hegaard.

Tak for det. Det er selvfølgelig ærgerligt, at ministeren og regeringen ikke har skiftet holdning, siden vi drøftede det her i forespørgslen sidst, og så vil jeg sige til en af de foregående spørgere i forhold til en kort bemærkning, at det her jo ikke handler om at være blød over for Radikale Venstre; det handler om at tage hånd om dem, der i øjeblikket er Europas mest udsatte børn.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, hvad det så er, der skal til i den her meget triste situation, for at regeringen vil være med til at hjælpe og tage imod nogle af de her 300 børn. Vi ser jo, at de usle og slidte telte bliver revet væk af vejret. Vi ser, at der er nogle, der fryser, og situationen er bare virkelig ulykkelig. Hvad mere skal der til end den meget, meget triste situation, for at regeringen vil hjælpe 300 børn, som andre lande også har taget ansvar for?

Ministeren.

Nu ved jeg jo, at regeringen og Radikale deler den opfattelse, at selvfølgelig kan alle, der har brug for hjælp, i hele verden ikke komme til Danmark. Det er der ikke et eneste folketingsmedlem der mener. Derfor bliver vi også nødt til at tænke os godt og grundigt om, når vi genbosætter flygtninge i Danmark.

Vi har sagt, at vi gerne vil tage imod 200 kvoteflygtninge fra Rwanda. De kommer fra Rwandas nabolande. Det har vi sagt, fordi Rwanda til gengæld har modtaget nogle migranter, nogle asylansøgere og flygtninge, der opholder sig i nogle frygtelige detentionscentre i Libyen og ellers ville være taget til Europa. Rwanda har sagt: Kom i stedet for til Rwanda. Få en fremtid hos os. Lad være med at sætte jer i bevægelse i gummibådene mod Europa. Det vil vi gerne kvittere for til Rwanda. Derfor har vi taget folk, vi ved der har brug for beskyttelse, og hovedsagelig kvinder og børn. De har det hverken værre eller bedre end dem, der er på Lesbos. Vi ved til gengæld, at de har brug for beskyttelse, og vi ved, at vi ikke understøtter en menneskesmuglerindustri, tværtimod. Vi undergraver den.

Så er det hr. Kristian Hegaard. Værsgo.

Men kan ministeren ikke være bekymret for, at hvis ikke vi aflaster Grækenland og de står fuldstændig mutters alene med den her opgave, hvor der er børn, der står i en meget, meget svær og ulykkelig situation i øjeblikket, hvor det er drønkoldt, og hvor de fryser, kan det ende med, at de flygtninge, der er, siver på mere irregulær, illegitim vis, end hvis vi nu sørger for at tage 300 børn fra det her område, sådan at der i hvert fald sker en vis aflastning af Grækenland, og at de ikke står med det mutters alene?

Ministeren.

Den måde, vi gerne vil hjælpe Grækenland og aflaste dem på, er ved økonomi, materiel, personale. Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at de kan opretholde både deres grænser og deres asylsystem, og at de kan tage sig af de børn, der er i Grækenland. Vi er langtfra det eneste land, der har valgt at hjælpe, og jeg ved også fra den græske regering, at de er taknemlige for den hjælp, der er kommet, og jeg synes faktisk også, i hvert fald i forhold til hvordan tidligere græske regeringer har håndteret det, at den nuværende gør det bedre.

Carl Valentin, værsgo.

Tak. Jeg er skuffet over regeringen her – det må jeg sige. Jeg synes også, det er ærgerligt. Men det var ikke, fordi jeg havde forventet, at man havde skiftet position siden den forespørgselsdebat, vi havde for nylig. Men jeg havde alligevel håbet på, at man havde vist lidt mere hjerterum over for de her børn. Jeg vil gerne høre ministeren, i forhold til at man nu siger, at man synes, det er en bedre måde at hjælpe på, altså det, man gør nu. Mener regeringen så oprigtigt, at man har hjulpet mere med den hjælp, man har sendt indtil videre, end hvis man havde taget imod 300 børn?

Ministeren.

Jeg tror, at man skal se regeringens flygtningepolitik samlet set. Og samlet set mener jeg helt klart, at det er bedre at hjælpe dem tættere på konflikterne – på en måde, så folk ikke skal til Danmark, hvor vi ved, at halvdelen får afslag på asyl. Vi har store problemer med at hjemsende dem, og vi risikerer at sætte endnu mere gang i en menneskesmuglerindustri. Så samlet set: Ja, så mener jeg, at det er bedre. Og vi skal passe på med kun at stirre os blinde på de græske øer; vi skal også overveje, hvad det vil få af konsekvenser for andre børn, der kan opholde sig i Tyrkiet eller i Pakistan eller i Bangladesh eller i Afghanistan, og som også lever i familier, der har drømme og migrationshåb om Europa.

Carl Valentin, værsgo.

Tak. Så lad mig spørge om noget andet. Hvis argumentet for ikke at tage imod de her børn er, at man er så bange for øget menneskesmugling, hvorfor er det så, at man ikke tager imod nogle flere kvoteflygtninge i stedet for? Regeringen har valgt kun at tage imod de her 200 – hvorfor er det, at man ikke tager imod 500 kvoteflygtninge eksempelvis?

Ministeren.

Det er primært, fordi vi mener, at det danske samfund skal være i stand til at integrere de mennesker, der kommer hertil. Vi har set et fald i asyltallet; vi har faktisk rekordlave asyltal nu. Men det er ganske få år siden, at vi havde rekordhøje asyltal. Og nu har vi trådt forsigtigt tilbage ind i FN's kvoteflygtningesystem. Jeg tror, det er vigtigt, at vi også sender det signal, at det er fremtidens system, og det gør man bedst ved også i praksis at vise det. Men vi har også sendt et signal om, at der er et forsigtigt trin ind i kvoteflygtningesystemet, fordi vi fortsat mener, at der er store integrationsudfordringer.

Så er det Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg er også meget skuffet over regeringen i den her sag. Det må jeg sige. Jeg vil gerne spørge ministeren, om der er evidens for, at hvis Danmark skulle tage imod 300 – det kunne også være 100, og det kunne også være 400 – uledsagede flygtningebørn, ville det betyde, at det ville bane vejen for alle mulige andre flygtninge, altså lidt det, som fru Pernille Vermund antydede eller vist nok mere end antydede. Men jeg vil gerne spørge ministeren: Er der evidens for det?

Ministeren.

Jamen grunden til, at jeg ikke kunne garantere Pernille Vermund, at den automatik eksisterede, men svarede hende, at det kunne jeg formode at den gjorde, er, at jeg ikke lige står her og ved, om der er masser af forskning, der lige præcis konkluderer det. Så jeg tillader mig at slå almindelig logik og sund fornuft til. Mennesker vil gerne bo i Europa, særlig i Nord- og Vesteuropa, og hvis der viser sig en rute, der kan give en opholdstilladelse i Nord- og Vesteuropa med en fremtidig velstand og et velfærdssamfund, er det almindelig sund fornuft, at andre vil følge i de samme fodspor. Derfor er jeg utrolig skeptisk over for at skulle omfordele, hvad enten det er fra Malta, Lesbos eller andre steder fra, for hver eneste gang vi omfordeler én, sender vi også det signal, at den næste, der stiller sig det samme sted, også har en mulighed for at blive omfordelt. Det tror jeg bare er giftigt, både for det danske samfund, men også for vores forsøg på at dæmme op for menneskesmugling.

Rosa Lund, værsgo.

Jamen så håber jeg da, at ministeren vil undersøge, om der er evidens for det, ellers kan ministeren i hvert fald godt regne med, at der kommer et skriftligt udvalgsspørgsmål fra Enhedslisten, for jeg synes jo, det er noget pjat at sige det. Mennesker vil gerne bo et sted, hvor der ikke er krig, hr. minister; mennesker vil gerne bo et sted, hvor der ikke er klimakatastrofer; mennesker vil gerne bo et sted, hvor de ikke bliver forfulgt. Der er tale om mennesker på flugt. Derfor skal jeg spørge ministeren, om ministeren ved, om de her børn har et beskyttelsesbehov. Jeg ved ikke, om de har et, men jeg er ret overbevist om det. Men jeg vil gerne høre, om ministeren faktuelt ved, om de har et beskyttelsesbehov eller ej.

Ministeren.

Det kan jeg af gode grunde ikke vide, eftersom mange af dem ikke har fået behandlet deres asylsag endnu. Det er så de græske myndigheders opgave at gøre det, hvis de søger asyl. Men til det med, at folk gerne vil bo et sted, hvor der ikke er krig: Selvfølgelig. Men vi må også bare konstatere, at hvis du f.eks. tager mange af de mennesker, der opholder sig i Tyrkiet og sætter sig i både mod de græske øer, er det ikke, fordi der er krig i Tyrkiet – der er ikke i krig i Grækenland, der er ikke krig i Nordmakedonien, der er ikke i krig hele vejen op til Vestbalkan, der er ikke krig, når de rammer Østrig, der er ikke krig, når de rammer Tyskland, der er ikke krig, når de rammer Danmark. Men de vil alligevel gerne til Sverige, i hvert fald nogle af dem. De har passeret seks, syv lande, måske otte lande, hvor der ikke er krig. Så de flytter sig jo ikke kun efter fred; de flytter sig også efter et specielt land.

Jeg vil gerne rose fru Halime Oguz, som satte sig med en stol imellem sig selv og et andet medlem. Det gav lidt forvirring i forhold til teknikken, men hun skal have ros for det.

Nu er det Halime Oguz. Værsgo.

Tak for det. Jeg er også rigtig, rigtig ærgerlig over den manglende solidaritet, vi udviser over for et andet EU-land. Jeg vil så bare høre, om ministeren mener, at man kan stille sig tilfreds med at have gjort sin pligt som et EU-land ved alene at yde økonomisk hjælp. Er det godt nok?

Ministeren.

Da Grækenland oplevede et pres på grænsen i starten af 2020, før vi alle sammen talte om corona, besluttede vi faktisk at yde bidrag, f.eks. i form af et Challengerfly fra forsvaret og i form af personale – der er folk fra Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen, og der er vist nok også nogle fra Forsvarsministeriet. Vi har derudover bevilget over 40 mio. kr. og også noget humanitær bistand. Det synes jeg faktisk er o.k. flot – det synes jeg – at yde til et EU-land, der har bedt om hjælp. Når de beder om hjælp, så leverer vi det, som de beder om.

Halime Oguz, værsgo.

Tak. Nu er realiteten jo den, at den humanitære bistand ikke er tilstrækkelig. Derfor vil jeg gerne høre, hvad ministeren synes der skal ske med de her små uledsagede børn. Skal de forblive i lejrene under disse kummerlige forhold, eller skal de sendes tilbage til de krigshærgede lande, som de er flygtet fra?

Ministeren.

Det korte svar er jo, at hvis de har brug for beskyttelse, skal de jo have det i det land, hvor de har søgt om det. Hvis ikke de har brug for beskyttelse, skal man jo finde ud af, om man kan sende dem tilbage til det land, hvor de så ikke har brug for beskyttelse. Det er jo asylansøgere ligesom alle andre. Mindreårige, der søger asyl, har nogle lidt andre muligheder for at få asyl end folk, der er voksne, men jeg stoler på, at de græske myndigheder er i stand til at få behandlet de her asylsager. Det er klart, at de står over for en udfordring, og det er også derfor, at vi f.eks. har personale fra Udlændingestyrelsen på øerne.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Jeg synes også, at det ved sådan en næsten juletid er noget trist, at regeringen ikke tager lidt mere fra i forhold til børnene i flygtningelejrene. Det er jo sådan, at FN – vi har i hvert fald diskuteret det i Udenrigsudvalget mange gange – siger, at i flygtningelejrene generelt, og der er nogle, der er gode, der er nogle, der er dårlige, og der er nogle, der er gamle, og der er nogle, der er nye, er der mellem 40 og 60 pct. af de penge til rådighed, der skal være, for at man kan leve eller overleve. Det betyder, at der er den føde, man har brug for, der er en smule skoleundervisning til de børn, der er, og der er en smule social sikkerhed og sundhedssikkerhed, sådan at man også kan klare en situation som nu med coronakrise osv. Synes ministeren virkelig, at det er flot, at vi lader Grækenland tumle med så alvorlige problemer, som der er, og så sender vi nogle få millioner kroner? Det er jo en ekstrem belastning for Middelhavslandene i de her år at tage sig af det her, og de kan jo ikke præstere at opfylde bare et minimum af FN's krav til flygtningelejre, heller ikke i Grækenland.

Ministeren, værsgo.

Jeg synes ikke, det er nogle få millioner. Danmark har sendt et sted mellem 44 og 45 mio. kr. til Grækenland bare i løbet af det sidste stykke tid.

Så er der bare et enkelt andet regnestykke, jeg også lige vil appellere til at man reflekterer lidt over, nu når man henviser til juletiden og næstekærligheden og solidariteten, som der bliver nævnt – og hvorfor har vi ikke mere hjerterum? Indkvartering af en person i 1 år på et dansk udrejsecenter, altså for folk, der har fået afslag på asyl, og det er trods alt halvdelen af dem, der søger asyl, som får afslag på asyl, koster 300.000 kr. Det er 1 års indkvartering. For de penge kunne man købe 600 overlevelsespakker til børn i en FN-lejr, plus man vil kunne købe 800 hjemmehjælpstimer til det danske samfund. Det er for indkvartering af en eneste person.

Derfor er min konklusion, at jo flere, der søger asyl her, jo færre penge er der til at hjælpe der. Og derfor er det ikke humanistisk at føre en politik om, at asylansøgere skal komme til Danmark.

Christian Juhl.

Nu er jeg ikke født i går, og jeg lader mig ikke narre af de der tal. Danskerne har på danskernes egen sundhed det sidste trekvarte år brugt et sted mellem 300 og 400 mia. kr., som vi har omsat i samfundet af hensyn til coronakrisen og for at hjælpe virksomheder og mennesker og alle mulige andre igennem den her krise. Så ville det jo også være fint, hvis vi havde sat bare 1 mia. kr. ekstra af til f.eks. udviklingsbistand, der skulle forebygge, at folk flygter, eller til hjælp i flygtningelejrene.

Ministeren, værsgo.

Det er rigtigt, at hvis vi brugte 1 mia. kr. mere på udviklingsbistand, ville vi kunne hjælpe mange flere mennesker – selvfølgelig. Der er bare en ting: Vi er et af de fem lande i verden, der faktisk bruger mindst 0,7 pct. vores bni på udviklingsbistand. Det er bare, før vi pisker os selv og siger, at vi ikke gør det godt nok. Der er kun fem lande i verden, der bruger det, som FN anbefaler man skal bruge på udviklingsbistand, og Danmark er et af dem. Vi bruger mellem 16 og 17 mia. kr. om året. Det er vanvittig mange penge, og vi kommer vanvittig langt for de penge. Hvis vi begynder at flytte dem hen til at hjælpe flygtningene tættere på konflikterne, som vi gerne vil, kan vi hjælpe endnu flere.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til ordførerrunden, og det er først hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Med dette beslutningsforslag foreslår SF, at Danmark skal tage imod omtrent 300 mindreårige asylansøgere enten fra den tidligere Morialejr eller fra Kara Tepe-lejren i Grækenland.

I Socialdemokratiet mener vi, at Danmark som et rig og ressourcestærkt land selvfølgelig skal hjælpe verdens flygtninge, og den hjælp skal vi yde på den mest bæredygtige og effektive måde, så vi hjælper så mange nødlidende flygtninge som overhovedet muligt. Derfor foreslog vi i vores udlændingeudspil fra 2018 at rykke asylbehandlingen uden for Europa. Det har vi talt mere uddybende om tidligere på dagen ved forespørgselsdebatten. For vi fandt ud af, at vi eksempelvis kan hjælpe 600.000 af verdens dårligst stillede flygtninge for det samme beløb, som vi bruger på at hjælpe 10.000 asylansøgere, hvoraf halvdelen så statistisk set slet ikke er asylberettigede.

Anerkendelsesprocenten i asylsager i Udlændingestyrelsen er på blot 41 pct. i år. 41 pct. af de personer, der søgte asyl i Danmark i år, er altså flygtninge; de resterende 59 pct. er migranter. Nogenlunde det samme billede vil nok vise sig med de mennesker, der opholdt sig i den tidligere Morialejr eller Kara Tepe-lejren i Grækenland. Der er mange mindreårige asylansøgere, ikke flygtningebørn, som forslagsstillerne skriver i beslutningsforslagets bemærkninger.

Vi har allerede hjulpet asylansøgerne fra den nedbrændte Morialejr. Efter branden sendte vi materiel og, som ministeren redegjorde for, knap 45 mio. kr. til Grækenland fordelt over to omgange til at etablere boliger til de mange mindreårige asylansøgere.

I Socialdemokratiet ønsker vi et mere retfærdigt og solidarisk asylsystem. Vi ønsker ikke at bidrage til at opretholde det dysfunktionelle asylsystem, som i dag tilgodeser de mest pengestærke, de mest fysisk stærke økonomiske migranter og flygtninge. Vi giver til gengæld næring til det nuværende dysfunktionelle og på mange måder inhumane asylsystem ved blot at gå i gang med at omfordele asylansøgere, hvoraf mange som bekendt ikke er reelle asylansøgere, internt i Europa, og det vil vi ikke bidrage til fra Socialdemokratiets side.

På den baggrund kan jeg meddele, at Socialdemokratiet ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det fru Susanne Zimmer.

Tak, og tak til ordføreren. Nu bliver der snakket meget om de her 40 mio. kr., der er blevet brugt på flygtningene. Men det er jo meget usikkert, hvorvidt de penge er blevet brugt på de uledsagede flygtningebørn. Det er jo faktisk sådan, at OLAF, EU's kontor for bekæmpelse af svig, er i gang med at efterforske, hvordan grækerne rent faktisk har brugt de midler. Så det vil sige, at vi har sendt nogle midler af sted, som vi ikke ved om har ramt de her børn. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Det mener jeg at fru Susanne Zimmer må dokumentere yderligere. Udenrigsministeriet holder naturligvis hånd i hanke med, når man sender store millionbeløb af sted, at de så går til det formål, de er øremærket til. Man har naturligvis en dialog med Grækenland om det.

Fru Susanne Zimmer.

Det vil så sige, at det, OLAF har i gang, har ordføreren ikke tillid til har sin berettigelse.

Men for at gå et andet sted hen: Vi har besluttet, at vi skulle modtage 500 kvoteflygtninge i 2020, og der er sat midler af til det. Hvor skulle pengene til de der sidste 200, måske 300 kvoteflygtninge, som vi ikke har modtaget, bruges henne? Hvorfor kunne de ikke bruges til de her børn?

Ordføreren.

Det er faktuelt forkert. Det har vi ikke besluttet, og det fremgår tydeligt af lovgivningen, at det er op til udlændinge- og integrationsministeren midt på året at vurdere, hvor mange man kan tage imod. Her har ministeren så efter min mening foretaget en fornuftig vurdering, og de flygtninge, vi i Danmark kommer til at tage imod i år, kommer primært fra områder, hvor det er, så vidt jeg husker, primært kristne flygtninge. Det synes jeg er fornuftigt, og det er i hvert fald efter min bedste vurdering noget, der øger sandsynligheden for, at det er nogle, der vil kunne integreres og ikke vil blive en del af den diaspora, der i forvejen er her, af dårligere integrerede flygtninge.

Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Det er jo ikke overraskende, at Socialdemokratiets ordfører mener det samme som Socialdemokratiets minister. Så derfor vil jeg prøve at gå lidt videre ad det spor, der handler om, hvorfor jeres parti ikke vil hente de her børn. Jeg skal spørge hr. Rasmus Stoklund:

I Danmark er der 50 familier og 100 mennesker i et støttenetværk, som har sagt, at de gerne vil betale for det, at de gerne vil huse dem, altså være plejefamilier for de her børn. Jeg mener jo, det er statens opgave. Det er der ikke flertal for, men ville hr. Rasmus Stoklund kunne se en model, hvor man sagde: Okay, nu er der så mange mennesker, som privat vil tage det her ansvar, så lad os dog gøre det?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg bestemt ikke se for mig. Det er ikke op til 50 tilfældige familier, som Enhedslisten har identificeret, at føre dansk udlændingepolitik. Så nej, det kan jeg på ingen måde se for mig.

Fru Rosa Lund.

Jeg mener jo som sagt også, at den ideelle løsning er, at det er Folketinget, der tager den beslutning, at det er statens opgave. Det er ikke overraskende, at Socialdemokratiet ikke er enige. Så vil jeg gerne spørge om noget andet, som hr. Rasmus Stoklund var inde på, og det handler om den udviklingsbistand, der er givet. Hvis det er et såkaldt flot bidrag, hvordan kan det så være, at der stadig er usikkerhed om, om de her telte overhovedet er kommet frem? Hvordan kan det så være, at der stadig væk er så mange mennesker på Lesbos, som ikke har noget tag over hovedet? Synes Socialdemokratiet ikke ærlig talt selv, at det er et sølle bidrag?

Ordføreren.

Nej, det må jeg sige at jeg ikke synes. Jeg synes, det er utrolig flot, at vi ad to omgange har sendt godt 24 mio. kr. for at understøtte de græske myndigheders indsats. Vi har også sendt forskelligt andet materiel. Er der nogle logistiske udfordringer omkring det, må fru Rosa Lund tale med Grækenland om det. Det er jeg fuldstændig tryg ved at regeringen håndterer i fællesskab med de græske myndigheder.

Jeg nærer ikke den mistillid, som fru Rosa Lund ofte insinuerer, og jeg synes absolut ikke, at vi har det mindste at skamme os over. I øvrigt er jeg blevet oplyst, at langt hovedparten af de børn, der befandt sig i Morialejren, er evakueret til fastlandet.

Så går vi videre til Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Nu er tale jo taknemlig, når vi kaster omkring os med millioner og milliarder. Altså, 40 mio. kr. er, hvad det danske forsvar bruger på 1 dag; så 1 dag har vi søreme råd til. Det er storsindet – enormt storsindet! 1 dags militærudgifter har vi råd til eller for den sags skyld 4 pct. af 1 dag under coronakrisen – 4 pct. af 1 dag under coronakrisen, hvor vi ellers har sørget rigtig, rigtig godt for danskerne. Der kunne vi måske godt have lidt flere visioner fra det gamle arbejderparti end bare at sige: Jamen når det er danskerne, det gælder, så er der ingen grænser, men når det gælder dem der langt væk fra os eller dem med anden hudfarve, så er der enorme grænser.

Jeg synes, som ministeren sagde, at hver en dråbe tæller, og det kan godt virke som en dråbe i havet, men det er trods alt en dråbe. Der er vi nødt til at sige: Vi kan godt tage imod nogle af dem, og ethvert barn kan med en ordentlig integrationspolitik blive en ressource for et samfund. Og jeg tror, at langt, langt de fleste børn, der kommer til landet, er en ressource for vores samfund.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg er ikke i tvivl om, at i hr. Christian Juhls øjne er alle udlændinge, der måtte befinde sig i Stormellemøsten og andre steder, venner, man ikke har mødt endnu. Den vurdering deler jeg ikke. Når det gælder det her med at sammenligne tal, mener jeg, det grænser til det absurde at sammenligne håndteringen af en nationaløkonomi i krise med et dansk bidrag i en humanitær situation, som vi skal understøtte i det omfang, vi kan. Der synes jeg, at det her bidrag er fint og proportionelt. At sammenligne det med håndteringen af en coronakrise synes jeg er absurd.

Derudover synes jeg, det er totalt utidigt at begynde at blande hudfarver ind i spørgsmålet, og endelig synes jeg, at det er et udtryk for et grænseløst hykleri, at man på den værdipolitiske venstrefløj konstant er så optaget af lige netop én lillebitte gruppe flygtninge, der tilfældigvis har fyldt meget i fjernsynet. Hvad med alle de flygtninge der er alle mulige andre steder i verden, som har mindst lige så meget om ikke større behov for hjælp, og som har lige så meget ret til opmærksomhed og humanitær bistand?

Hr. Christian Juhl.

Nu er jeg jo som ung opdraget i den socialdemokratiske og internationale del af bevægelsen, hvor vi bl.a. af Christian Kelm-Hansen og Svend Auken lærte noget om solidaritet. Det er derfor, jeg prøver at appellere til Socialdemokraterne, som i den grad har lukket øjnene for den stolte tradition, der har været i arbejderbevægelsen. Og der vil jeg sige, at det er ganske på sin plads at sammenligne de tal, så man kan se, hvor små de reelt er, sådan at folk ikke forledes til at synes: Hold da op, det er flot at sende 40 mio. kr. Man kan jo ikke, bare fordi opgaven er uoverskuelig, sige: Jamen så må vi hellere lade helt være med at tage nogen, fordi der er så mange, der er flygtninge. Ja, det er rigtigt, at der er rigtig mange, men vi er jo nødt til at tage nogle af dem, og vi må tage vores del, så de andre også kan se, at de skal tage deres.

Tak for det. Så får vi et svar fra ordføreren. Værsgo.

Jamen jeg ved ikke rigtig, hvad man skal svare på de her lidt usammenhængende overvejelser. Altså, jeg ved ikke, hvad det er, hr. Christian Juhl har lært i sin ungdom om Socialdemokratiet, men det hænger i hvert fald dårligt sammen med, hvor Socialdemokratiet heldigvis er i dag. Ellers ville jeg heller ikke selv befinde mig i Socialdemokratiet, og jeg er utrolig glad for, at jeg føler mig godt tilpas i partiet, i forhold til hvor vi har placeret os inden for de sidste år.

Så er det hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Jeg vil gerne høre, om ordføreren er klar over, hvilke miserable forhold de her bl.a. børn lever under i de områder, vi taler om her: at der er tale om, at man lever i usle telte, at teltene bliver revet i stykker på grund af uvejr, og at det er virkelig koldt i øjeblikket, som virkelig er en stor belastning for mange af de mennesker og børn, der bogstavelig talt går rundt i vand til knæene på mudrede veje i lejrene. Er ordføreren klar over, at det virkelig er så miserable forhold, vi taler om?

Ordføreren.

Ja, og jeg må sige, at jeg er uendelig lidt imponeret over mange af de her patosladede, patroniserende, moraliserende, selviscenesættende taler og formaninger, som jeg bliver udsat for fra folk på den værdipolitiske venstrefløj. Der er ikke nogen i det her Folketing, der ikke synes, det er forfærdeligt, når der er små børn, der lider. Det har man ikke patent på, fordi man fører en usammenhængende politik og en politik, der fokuserer på folk, der har været i fjernsynet. Regeringen brugte sidste år 750 mio. kr. mere på ulandsbistand end året før. Det har, som ministeren, synes jeg, på en god måde redegjorde for, hjulpet utrolig mange mennesker, fordi vi kan hjælpe så meget mere, når vi bruger pengene ude i verden i stedet for at bruge dem her.

Hr. Kristian Hegaard.

Når ordføreren er bekendt med de miserable forhold, som bl.a. børn lever under i Europa, på vores eget kontinent, hvad mere skal der så til, for at ordføreren synes, at Danmark skal tage et ansvar og aflaste og hjælpe børn, der virkelig er i nød?

Ordføreren.

Jamen måske er mit problem, at jeg også er bekendt med børn, der lever under miserable forhold i Sahelregionen og i Honduras og i Bangladesh og mange andre steder i verden, og hvis vi skulle følge hr. Kristian Hegaards logik, var der jo ikke grænser for, hvor mange millioner børn vi skulle hente til Danmark og derefter så også acceptere familiesammenføring for. Jeg ved ikke, hvordan det rent fysisk skulle kunne lade sig gøre at have så mange mennesker i Danmark, og hvordan det økonomisk skulle hænge sammen, og det er nok også underordnet, for det drejer sig jo sikkert ikke om det. Det her drejer sig nok om symbolpolitik, og det må jo så være sådan, det er.

Så er det Carl Valentin, SF. Værsgo.

Det er jo altså ikke symbolpolitik at ville hjælpe 300 mennesker. Men når nu Socialdemokratiet ikke vil bakke op om, at vi hjælper de her 300 børn til Danmark, kunne man så overveje, at man i de kommuner, hvor man jo faktisk gerne vil hjælpe, og hvor der også er socialdemokrater, der gerne vil hjælpe, giver dem muligheden for at gøre det, altså at man kan tage imod et antal? Så de kommuner, der eksplicit har sagt, at de gerne vil hjælpe, ligesom kan få lov til det.

Ordføreren.

Nej, det kan vi bestemt ikke overveje. Det ville da være totalt uansvarligt at udlicitere udlændingepolitikken til tilfældige kommuner, og jeg vil også sige, at hvis der er nogen kommuner, der er så ualmindelig dygtige til at integrere udlændinge, er de meget velkomne til at henvende sig til mig. Altså, jeg sidder nede på bagerste række og har god tid, og jeg vil meget gerne høre om erfaringerne, for så er det da med at få dem udbredt. Jeg synes også, at de skulle arrangere nogle møder i KL-regi, for vi skal have det udbredt. Det går ikke særlig godt med integrationen i Danmark. I går udkom Danmarks Statistiks årlige udgivelse »Indvandrere i Danmark 2020«, og altså, læs sammenfatningen, og se, hvor skidt det står til. Der er ikke noget, der tyder på, at der er sådan en hel masse solstrålehistorier, der venter derude, og derfor er det her naturligvis heller ikke noget, man skal udlicitere til kommuner.

Så vil jeg også sige, at nogle af dem, der nu har haft travlt med at skrive læserbreve i Politiken om, hvor mange flygtninge de kunne tage imod uden problemer, fra bl.a. kommuner, altså byrådsmedlemmer osv., jo kunne starte med at henvende sig til Udlændingestyrelsen i starten af året hvert år, når der er en mulighed for at melde ind og sige, at ens kommune gerne vil have flere. Mig bekendt plejer Udlændingestyrelsen ikke at få nogen breve, men altså, det kan man bare gøre. Man behøver slet ikke at skrive det i Politiken.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Set fra et borgerligt perspektiv er det selvfølgelig brandærgerligt, når man på venstrefløjen har en dygtig politiker, som på den måde, som ordføreren gør her, står fast på sine meninger og har mod til at gå imod den yderste venstrefløj, inklusive Radikale Venstre, som i den grad fører sig frem på noget, som jo er hjerteskærende, men som har nogle langsigtede konsekvenser, som bare er fuldstændig uansvarlige at lukke øjnene for. På Danmarks vegne kan jeg håbe, at ordføreren i Socialdemokratiet får den indflydelse, som ordføreren fortjener. Og det er sådan set bare derfor, jeg tager ordet. Tak for ordførerens mod.

Ordføreren.

Mange tak for de venlige ord, og jeg vil gerne sige for god ordens skyld, at jeg synes, det er meget vigtigt med et bredt samarbejde i Folketinget på de her spørgsmål. Og derfor er jeg også glad for, at der ikke er gået blokpolitik i udlændingepolitikken. Jeg synes, det er helt afgørende, og jeg synes også, at det er afgørende at gøre op med den myte, der nogle gange har eksisteret, at man sådan på dele af det, jeg kalder den værdipolitiske venstrefløj, har sådan en eller anden form for patent på humanismen. Den præmis anerkender jeg på ingen måde, og derfor mener jeg sådan set også, at selv om nogle straks vil skrive på Twitter og udlægge det sådan, at når jeg får ros fra f.eks. fru Pernille Vermund, så har jeg fået et dødskys, og hvad ved jeg, så mener jeg faktisk, at det kun er et sundt udtryk for, at vi håndterer de her spørgsmål bredt i Folketinget og på tværs af blå og rød blok, og at vi heldigvis er nogle partier, der ikke fastlægger vores linje efter, hvad der lige fylder i fjernsynet for tiden.

Fru Pernille Vermund ønsker ordet igen. Værsgo.

Måske kan ordføreren glæde sig over, at dødskysset trods alt på venstrefløjen ikke vægter så tungt som, alt hvad vi ellers hører i MeToo-sagen om hånd på låret, og hvad der ellers er. Så rolig: Et dødskys fra Nye Borgerlige er ikke det værste, der kan ske, formentlig heller ikke for den yderste venstrefløj.

Ordføreren.

Nej, det tror jeg er rigtigt.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak for ordet, formand. Lad mig indlede med at sige, at krisen i f.eks. Morialejren på den græske ø Lesbos er en krise, som helt ærligt faktisk berører mig dybt. Det er en krise, hvor vi taler om tusindvis af flygtninge og migranter, inklusive børn, som har mistet deres midlertidige hjem og tryghed som følge af den meget sørgelige situation, der opstod efter nedbrændingen i Morialejren. Her er det særlig børnene, som jeg selv og mit parti føler en dyb empati for, for de er jo helt uskyldige i den her krise.

Men ikke desto mindre er mange børn kommet til disse lejre med deres forældre via groteske og dybt kriminelle menneskesmuglere, der sender børn og forældre ud på en farlig og usikker rejse over Middelhavet. Det er en meget alvorlig situation, og den vækker også følelser, og den kalder også på politisk handling.

Jeg tror, alle her i salen er enige i, at det er en frygtelig situation for børnene i de her lejre. Så situationen går jo sådan set på, hvordan vi hjælper dem bedst muligt, og det er så her, vi ikke er enige. Venstre vil ikke føre en politik, hvor menneskesmuglere kan fortsætte deres illegale aktiviteter, mens vi holder skyklapperne lukkede. Menneskesmuglere må ikke bane vejen til Europa, som de desværre gør i dag for tusindvis af illegale immigranter. Hvis Danmark og vores europæiske naboer vælger at hente børnene i f.eks. Morialejren til landet, risikerer vi, at der går mange flere migrationsstrømme til Danmark og til andre europæiske lande.

Selv om antallet af flygtninge og migranter, der er kommet til Europa, er faldet siden masseflygtningestrømmen i 2015 og 2016, og heldigvis for det, så må vi konstatere, at der stadig væk er mange familier, der begiver sig ud på farlige og usikre rejser, der kan koste menneskeliv. Dertil kommer, at mange, der når til Europa, slet ikke har et reelt beskyttelsesbehov. For Venstre handler beskyttelse af flygtninge nemlig om en midlertidig situation, indtil den pågældende flygtning kan vende tilbage til sit hjemland.

Problemet er bare, at mange af de her såkaldte flygtninge i f.eks. Morialejren slet ikke er flygtninge. De er migranter, som søger til Europa i håbet om et bedre liv og flere muligheder. Det kan man jo ikke fortænke dem i, men ikke desto mindre skal beskyttelsen kun gælde dem, der reelt har et behov. For det betyder jo, at de i sidste ende får afslag på asyl og må tvinges til at rejse hjem igen, og det skal de også – alt imens modbydelige og grådige menneskesmuglere står tilbage og høster fortjenesten.

Sådan mener vi i Venstre ikke at det skal være. Derfor er den bedste løsning ikke at hente børnene til Danmark, tværtimod: Vi skal hjælpe børnene og deres familier i det lokalområde, de allerede befinder sig i. Vi mener sådan set, at regeringen fortsat skal gøre en stærk indsats over for de flygninge og migranter, som har et behov for beskyttelse i yderområderne. Det betyder, at der skal skabes bedre faciliteter for alle de uskyldige børn, som er endt i denne forfærdelige situation. Venstres vurdering er derfor, at den mest effektive måde at hjælpe på er at sende den fornødne økonomiske støtte til nærområderne og lejrene op til Europas grænser. Som regeringen meddelte på et pressemøde den 10. september, tilbyder den yderligere 24,4 mio. kr. til ekstraordinær hjælp til Grækenland, og det er jo netop et tydeligt bevis på, at man handler.

Sammenlagt med bevillingen fra april måned har Danmark altså bidraget med 45 mio. kr. til Grækenland. Til sammen går de to bevillinger til at sikre bosteder for cirka 4.000 uledsagede flygtninge- og migrantbørn.

I Venstre mener vi derfor, at vi med målrettet hjælp og økonomisk støtte i lokalområderne sikrer flest mulige uledsagede børn den fornødne midlertidige hjælp og et tag over hovedet. Og på baggrund af dette stemmer Venstre imod beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor kan vi gå videre i rækken til fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak for ordet. Flygtninge og flygtningebørn skal hjælpes. Det er vigtigt. De skal hjælpes i de områder, hvor de er, og de skal ikke hjælpes ved at blive taget til Danmark. Det har vi nu allerede fra flere sider hørt jo er en forkert måde at hjælpe på. Det er bekosteligt for Danmark, det ødelægger landet, og det gør, at vi kan hjælpe færre flygtninge, end hvis vi hjælper dem i det, som vi kalder nærområderne.

Så selvfølgelig skal vi hjælpe i nærområderne. Begynder vi at tage flygtningebørn til Danmark, støtter vi en forretningsmodel for menneskesmuglerne, en forretningsmodel, hvor det lige præcis er bedst at få børn smuglet frem, og det vil sige, at vi så sørger for at sætte små børn i farlige gummibåde på vej over Middelhavet. Det ville være umoralsk at føre den form for sentimentalitetspolitik, som venstrefløjen og Radikale Venstre er specialister i. Så det skal vi selvfølgelig ikke gøre.

Dansk Folkeparti kan selvfølgelig ikke støtte beslutningsforslaget, og vi er trætte af til stadighed at skulle tage stilling til de her forslag, der skal flashe de venstreorienterede partiers påståede næstekærlighed, men som jo i virkeligheden vil få flere børn til at drukne i Middelhavet og vil hjælpe færre mennesker i denne verden imod sult og krig, og hvad der ellers er af ulykker.

Men det, der bekymrer os mest ved det her forslag, er faktisk, at det har så bred en støtte i det socialdemokratiske bagland. For vi har jo en regering lige nu, som gudskelov forsøger at føre en mere stram udlændingepolitik, end Socialdemokratiet tidligere har gjort. Men vi ved jo også, at Socialdemokratiet er hårdt presset af de venstreorienterede partier og af Radikale Venstre; af sine egne støttepartier. Og det, som virkelig er bekymrende, er, hvis Socialdemokratiet begynder at give efter og svigte den stramme udlændingepolitik. Så det håber vi ikke sker.

Men vi har set med bekymring, hvordan flere kommuner har henvendt sig til ministeren – og det er kommuner med socialdemokratiske borgmestre og med socialdemokratiske borgmesterunderskrifter på brevene – om, at man godt kan tage flygtningebørn i lige præcis deres kommuner. Det synes vi er et skråplan uden lige og som sagt stærkt bekymrende, når det kommer fra et parti, som i hvert fald forsøger at markedsføre sig selv som et udlændingepolitisk strammerparti.

Dansk Folkeparti kan ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Carl Valentin, SF.

Jeg tror bare gerne, jeg ville sige, at jeg synes, det er meget groft og ubehageligt, at man skal have at vide, at man fremsætter det her forslag, fordi man gerne vil flashe sin påståede næstekærlighed – det tror jeg var ordførerens ordvalg. Det er meget voldsomt at få at vide, og jeg synes egentlig, at det er ret useriøst. Dansk Folkeparti burde anerkende, at når vi fremsætter det her forslag, er det jo åbenlyst, fordi vi synes, at det er en dybt ulykkelig situation, de her børn står i, og at vi mener, at den måde, Danmark bedst kan hjælpe på, er ved at tage imod dem. Dansk Folkeparti er så uenig i den betragtning, det er fair nok, men jeg synes, det er ret nederdrægtigt, at der bliver sagt sådan nogle ting fra Folketingets talerstol om partier, som sådan set bare har en intention om at hjælpe nogle meget udsatte mennesker. Det var egentlig bare det, jeg gerne ville påpege.

Ordføreren.

Men jeg kan så fortælle, at hvis ikke det er for at flashe sin egen påståede næstekærlighed, så er det i hvert fald undergravende for både landet, men også for flygtningene selv. For rigtig mange af de flygtninge, der er kommet hertil i tidens løb, har jo ikke kunnet blive integreret og lever jo ikke nødvendigvis et lykkeligt liv af at komme hertil. Dertil kommer, at der som sagt er flere, der vil begive sig ud på migrationsruterne – og først og fremmest børn. Så den politik, som SF står for, vil føre til, at flere ulykkelige fattige børn fra Afrika vil drukne. Det er da ikke næstekærligt. Det er da ikke særlig godt.

Hr. Carl Valentin.

Nej, det her vil ikke være undergravende for flygtningene selv. Det vil være en kæmpestor hjælp til de mennesker, der får mulighed for at starte en ny tilværelse her i landet. Derudover er det jo helt åbenlyst, at SF gerne vil bekæmpe menneskesmugling, og det er også derfor, at vi gerne vil have nogle gennemgribende reformer af det dysfunktionelle asylsystem, vi har. Det hjælper bare ikke de her børn. Det er en langsigtet målsætning, og derfor synes jeg da, det er åbenlyst, at man godt kan gå på to ben, altså at man både kan hjælpe de her mennesker i en ekstremt udsat situation og samtidig kæmpe for at reformere asylsystemet.

Ordføreren.

Der er al mulig grund til at hjælpe børn, der har det svært, og det synes jeg bestemt man skal gøre, men man skal bare ikke nøjes med at hjælpe de børn, der har været i tv, og som sentimentale danskere derfor lige pludselig får en idé om skal til Danmark. For det er ikke nogen hjælp for dem, det er ikke nogen hjælp for Danmark. Der er helt andre ting, der skal gøres, hvis man vil bistå folk, og det er selvfølgelig at sende hjælp til dem der, hvor de er.

Så er det hr. Rasmus Stoklund.

Jamen det er bare en servicemeddelelse. Jeg vil bare berolige fru Marie Krarup med, at Socialdemokratiets linje i det her spørgsmål ligger fuldstændig fast. Og den står ikke til forhandling – det var også sådan en mere generel udlændingepolitisk garanti, som jeg fornemmede at fru Marie Krarup efterlyste. Vores linje ligger fast: Vi står på mål for paradigmeskiftet, som vi har været med til at vedtage. Og når det gælder centrale regler for indfødsret, regler for permanent ophold osv., så står vi på mål for det. Ovenikøbet har ministeren jo varslet forhandlinger i de kommende par måneder om indfødsret, og de vil jo have en retning, der ikke går mod lempeligere regler. Så det var blot en servicemeddelelse og en garanti – ikke noget spørgsmål.

Ordføreren.

Tak for det. Men jeg synes måske, at garantien er sådan lidt utidig, for det er jo ikke rigtigt, at Socialdemokratiet står vagt om paradigmeskiftet. For det har man jo allerede gennemhullet ved forskellig lovgivning, der gør det muligt for folk at blive; folk skal ikke nødvendigvis hjemsendes nu, sådan som paradigmeskiftet jo gik ud på. Så det er jo ikke rigtigt. Derudover vil jeg da først være helt tryg ved Socialdemokratiets linje, når de personer, der har underskrevet de breve, der er blevet sendt til ministeren, er blevet lempet over i SF eller et andet parti, for det er da foruroligende for os andre at se, at så prominente socialdemokrater kan have en holdning, som tilsyneladende går på tværs af regeringens i en retning, som vi er meget bekymret over.

Hr. Rasmus Stoklund.

Jamen altså, nu er det ganske få socialdemokrater, der har givet udtryk for den holdning. Og vi er et bredt parti, hvor der er relativt højt til loftet, selv om man privat kan have nogle holdninger, som ikke nødvendigvis er den linje, der så føres på Christiansborg. Det er kommunalpolitikere og kommunalt engagerede folk – og de er jo sådan set i deres gode ret til det, så længe de accepterer, at den endelige linje, der tæller, lægges her.

I forhold til spørgsmålet om hjemsendelser vil jeg sige, at det da er et meget stort fokus, og det er jo derfor, at hjemrejseloven netop er under behandling nu.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Det kan godt være, at man retorisk har stort fokus på hjemsendelser, men man har altså bare her i Tinget fået vedtaget lovgivning, som gennemhuller hjemsendelsespolitikken, fordi det nu er blevet muligt for folk, som har beskæftigelse, at blive her. Og det var ikke meningen; det var meningen med paradigmeskiftet, at folk, som var her midlertidigt, skulle hjem uanset hvad, når det var muligt. Nu kan de pludselig få lov til at blive. På den måde lever Socialdemokratiet jo altså ikke op til sin retorik om, at man fastholder paradigmeskiftet og en stram udlændingepolitik.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Fru Marie Krarup er træt af at blive præsenteret for den her slags forslag gang på gang. Jeg lytter stille og roligt, når Dansk Folkeparti gang på gang fremsætter nogle forslag, som er direkte modsat, men det er nu demokratiets vilkår, fru Marie Krarup. Sådan er det. Man har ret til at fremsætte de forslag, man synes passer med ens politik.

Der vil jeg gerne tage fat i en ting, nemlig hvis ikke 300 børn skal til Danmark, og det er et problem for højrefløjen og også for den socialdemokratiske ordfører, så vil jeg bare sige, at så vil jeg gerne tage jer på ordet, når det drejer sig om, at de skal hjælpes der, hvor de er. Når flygtningelejrene, uanset om det er i Grækenland, i Italien, i Jordan eller i Kenya, hvor jeg selv har besøgt en del af dem, eller hvor det er henne, ikke engang kan præstere 40 pct., 60 pct. af det, som FN siger er et minimum, er det så ikke på tide, at Dansk Folkeparti vender lidt om og siger: Så må vi levere derude, hvor flygtningelejrene er; så må vi reelt levere mere end 40 mio. kr. til Grækenland?

Ordføreren, værsgo.

Jamen Dansk Folkeparti har ikke været imod, at man hjælper i nærområderne; det har vi syntes var en fin idé. Men at hjælpe – eller hjælpe i gåseøjne – på en måde, som får flere fattige børn til at drukne i Middelhavet, synes jeg er direkte umoralsk, og det er det, det vil føre til, hvis det er migrantbørn, for så vil de blive en spydspids for en migranthær, for en folkevandring fra Syd til Nord, som jo allerede er i gang, og samtidig vil det undergrave sikkerhed, rigdom osv. i Danmark, sådan som vi har set det de sidste 40-50 år, hvor udlændingepolitikken jo har ændret vores land fuldstændig afgørende – noget, som den her generation af danskere vil blive kritiseret for i fremtiden.

Hr. Christian Juhl.

Jeg vil bare sige, at det, at bare ét barn kommer til Danmark, til en god familie og får sig en uddannelse og et job, vil være en gevinst for os, og det vil være et konkret bidrag til den situation, der er. Det kan man ikke snakke sig uden om.

Dansk Folkeparti og resten af de borgerlige har stemt imod øgning af udviklingsbistand gang på gang, så det passer jo ikke, at I vil være med til at sikre, at der er ordentlige forhold der, hvor mennesker lever og bor, sådan at vi kan forebygge flygtningestrømmene fra rundtomkring i hele verden. Det vil I jo ikke. I har jo ikke stemt for, når vi har foreslået, at udviklingsbistanden skal øges.

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg ved ikke, under hvilken sten ordføreren har opholdt sig de sidste 40 år. Har man ikke lagt mærke til, at det her med, at flygtninge skulle blive en gevinst for Danmark og det danske samfund, ikke er lykkedes? Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Det har skabt mere kriminalitet, højere udgifter, større utryghed, en manglende sammenhængskraft, kulturelle konflikter. Det har været en ulykke, og 300 ekstra vil skabe mere ulykke.

Tak. Så er det fru Susanne Zimmer.

Tak. Jeg er nødt til at reagere på den grove generalisering, der er omkring flygtninge, altså at de ikke vil arbejde, og at de ikke vil integrere sig. Vores sundhedsvæsen ville falde fuldstændig fra hinanden, hvis alle de sosu-assistenter, som kommer med anden etnisk baggrund, ikke var der. Personligt kender jeg rigtig mange flygtninge, som virkelig gerne vil arbejde, og som også har fået arbejde, og det er både i servicesektoren og i landbruget. Det ville også stå rigtig dårlig til, hvis ikke vi havde dem. Og så er der jo også statistikker, der viser, at det bare går fremad med integrationen. Der er flere og flere, der tager uddannelse. Der er flere og flere, der kommer i arbejde generelt. Så jeg ved ikke lige, hvad det er, ordføreren refererer til.

Ordføreren.

Jeg refererer til sådan noget som f.eks. Danmarks Statistik, og så refererer jeg til den virkelighed, man møder ude i gaderne. Og så sagde jeg ikke, at flygtninge og indvandrere ikke vil integrere sig, men jeg sagde, at integrationen er fuldstændig mislykket. Der er sikkert nogle, der overordnet og teoretisk set gerne vil, men som ganske enkelt ikke kan, for når man kommer med nogle andre værdier i bagagen, så kan det faktisk være umuligt, selv om man måske teoretisk set gerne vil, for hvordan skal man kunne overtage kristne, frie, demokratiske værdier, når man selv er bærer af islamiske totalitære værdier? Det er meget, meget vanskeligt. Hvordan skal man kunne opdrage sine børn i dansk åndsfrihed, hvis man selv medbringer en tro på, at det vigtigste i livet er sharia? Det kan man jo ikke. Så selv om vedkommende teoretisk set siger, at vedkommende gerne vil, så kan vedkommende ikke, og det er jo det, man skulle have vidst, og det var det, man blev advaret om igen og igen, men der blev ikke lyttet.

Så er det fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak. Jeg antager, at ordføreren ikke kender nogen flygtningefamilier, eller også lever ordføreren under en sten, som det tidligere blev sagt om andre. For det er faktisk sådan i de flygtningefamilier, jeg kender, og det er som sagt mange, at familieværdierne virkelig har stor prioritet. Man passer f.eks. meget godt på sine ældre i familierne.

Men for lige at vende tilbage til det, det handler om, nemlig de her 300 børn, så er det jo 300 børn, som har brug for hjælp. Det er rigtigt, at der er mange andre steder, hvor der også er børn, der har brug for hjælp, men de her er på europæisk grund. Så hvorfor i alverden skal vi ikke hjælpe dem til at komme herop og blive gode samfundsborgere i Danmark?

Tak for det. Så er det ordføreren. Værsgo.

De er på europæisk grund, og de har været rigtig meget i fjernsynet. Vi skal ikke tage dem til Danmark, for så er der flere flytningebørn, der vil blive sat ud i bådene og drukne. Det er en meget vigtig årsag. En anden vigtig årsag er, at de vil få deres forældre hertil på et tidspunkt. Det vil bidrage til indvandringen, som har skabt utryghed i Danmark. Og hvis ikke ordføreren er bekendt med de sørgelige integrationsstatistikker, som vi har i Danmark, så vil jeg virkelig bede vedkommende om at sætte sig ind i dem. Jeg har selv bekendte, der er flygtninge, ja, og der er meget, meget stor forskel. Der er nogle, der kan, og så kan størstedelen desværre ikke.

Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare gentage mit spørgsmål til ministeren, for fru Marie Krarup står jo også og siger, at det at tage uledsagede flygtningebørn vil betyde, at det bliver en spydspids – det tror jeg at ordføreren sagde – for andre flygtninge. Så skal jeg bare spørge fru Marie Krarup, om hun har evidens for det.

Ordføreren.

Jeg begynder lige med at oversætte. Evidens betyder bevis, og det er sådan lidt vanskeligt at have, når det drejer sig om sådan nogle ting her, for når det drejer sig om samfundsvidenskaberne, så kan man faktisk ikke rigtig lave eksperimenter, hvor man kan få videnskabelige beviser for det ene eller for det andet. Men det, som vi har set, er jo, at flygtninge, når de bliver spurgt, hvorfor de tager det ene eller det andet sted hen, meget ofte nævner muligheden for at komme til bestemte lande, med hensyn til hvordan forholdene er der, med hensyn til at få familiesammenføring osv.

Så man kan se, at flygtninge har en masse andre motiver, altså nogle pullmotiver. Og det tyder på – det viser erfaringen jo – at man finder ud af, hvordan situationen er, og derfor retter sin vej derhen, hvor der er sandsynlighed for, at man kan komme hen. Derfor vil der selvfølgelig, lige så snart det bliver tydeligt, at der bliver taget børn fra Morialejren, komme flere der.

Tak for det. Så er det fru Rosa Lund. Værsgo.

Så det er altså gætterier, fru Marie Krarup kommer med fra talerstolen; det synes jeg var rigtig dejligt at vi fik bekræftet. Jeg vil gerne komme med et andet bud. Når man fører en meget, meget stram udlændingepolitik i en situation, hvor der er 80 millioner mennesker på flugt, så tror jeg, at det er vand på menneskesmuglernes mølle, for så har de jo netop en grund til at gå til en menneskesmugler for at komme væk fra den situation, de er i. I stedet for skulle vi bruge FN's kvoteflygtningesystem meget mere, end vi gør i dag, og tage 300 uledsagede flygtningebørn fra Grækenland.

Så er det fru Marie Krarup. Værsgo.

Nu har jeg jo selv været på mange rejser, hvor vi har talt med flygtninge, som er blevet stoppet, eller migranter, som er blevet stoppet på migrantruterne. Og jeg har talt med migranter her i Danmark og spurgt dem ud om, hvorfor de er kommet, og de nævner jo det her med de forskellige forhold i de forskellige lande. Så der er helt klart beviser for, at det har en betydning i de her situationer, og derfra kan man godt generalisere til, at der er meget, meget stærke indikationer for, at selvfølgelig vil det have en betydning; at selvfølgelig vil der komme flere, når det rygtes, at der er mulighed for, at man kan blive i et land.

Tak. Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Jeg må bare sige, for det synes jeg at jeg er nødt til lige at slå fast, at indvandringen absolut intet – intet – positivt har tilført Danmark. Den enkelte udlændings indvandring er en anden sammenhæng, men indvandringen som sådan har intet positivt tilført, tværtimod.

Men det var noget andet, der fik mig til at tage ordet. Da jeg kom herned, hørte jeg hr. Carl Valentins forargelse over fru Marie Krarups udtalelser om, hvorfor man fremsatte det her forslag. Jeg sad på mit kontor og hørte hr. Christian Juhl henvise til, at det havde noget med farver at gøre, og jeg må sige, at sådan noget forarger mig virkelig.

Jeg vil bare høre fru Marie Krarups stillingtagen. Jeg var glad for, at Rasmus Stoklund tog afstand fra det. Sådan var det ikke før i tiden, men sådan er det blevet nu – og heldigvis for det. Jeg troede, det var fordums tid; jeg troede virkelig, at det var fordums tid. Jeg kan blive lige så vred, som hr. Christian Juhl, kan jeg se, en gang imellem er, når jeg hører sådan noget fra Folketingets ordfører. Det ligner ikke noget som helst, og jeg vil bare høre fru Marie Krarup, om det ikke giver sådan et lille gib i hende, når hun hører, at det er, fordi de har en anden hudfarve. Jeg bliver ikke bare vred, jeg bliver faktisk rasende.

Ordføreren.

Tak for bemærkningen. Jo, jeg synes, det er under lavmålet, når man påstår, at kritikken af udlændingepolitikken har noget som helst med hudfarve eller racisme at gøre. Det er helt absurd.

Der, hvor hovedproblemet er, er jo i kultursammenstødene; det er jo, at når folk kommer med en anden kulturbaggrund – her er det jo den religiøse baggrund, der er afgørende – så er det svært eller meget vanskeligt og for mange helt umuligt at blive integreret, fordi nogle af vores værdier går fuldstændig på tværs af islamiske værdier. Så er det næsten umuligt at indordne sig i et samfund, når man faktisk konsekvent er nødt til at opdrage sine børn til at gøre noget, som man selv synes er forkert.

Det er et meget højt krav at stille til folk – og især hvis man ikke kan sige helt tydeligt, at det faktisk er det, vi kræver af folk. Det har de ikke fået forklaret, fordi man også har været rigtig blødsøden i sin integrationspolitik. Så der er sket ulykke på ulykke på det område, men det har intet med hudfarve at gøre.

Har fru Pia Kjærsgaard et yderligere spørgsmål? Nej. Så siger vi tak til fru Marie Krarup. (Marie Krarup (DF): Så tørrer jeg lige af her). Ja. Tusind tak for det. Så er det hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, formand. De seneste dage har min mailindbakke været bugnende fuld, og jeg ved, at det også gælder for mange andre herinde. Nogle vil sige, at vi selvfølgelig generelt får mange mails hver dag, men de seneste dage har vi fået særlig mange mails fra mennesker om den her sag – mails i hundredvis, tror jeg jeg har talt det til, hvor der kraftigt opfordres til, at Danmark selvfølgelig skal hjælpe og tage imod 300 børn fra Moria. Tusind tak for jeres mails og opfordringer.

For Radikale Venstre er enig: Vi skal tage op imod 300 af Europas mest udsatte børn, og jeg kan garantere over for fru Marie Krarup og andre, at uanset hvor trætte I bliver, så bliver vi ved med at gentage det igen og igen fra Radikale Venstres side. For vi skal hjælpe Europas mest udsatte børn – vi skal aflaste Grækenland.

Der bor omkring 7.000 mennesker i den nye Kara Tepe-lejr på Lesbos. Cirka 40 pct. af dem er børn, og en stor del af de mange, der har sendt nogle opfordrende mails til os, har indgående kendskab til detaljerne i området. Mennesker lever i usle telte i Kara Tepe-lejren, teltene går i stykker, når der er uvejr, som der er i disse dage, og teltene er ikke isoleret, så mennesker fryser, og kulden går gennem marv og ben. Det betyder også, at man får vand ind i teltene, og børn går rundt i vand til knæene på de mudrede veje i lejren. Kan vi virkelig være det bekendt?

Mennesker fryser og er bange. Der er lockdown i lejren, hvilket betyder, at mennesker må komme ud af lejren 4 timer om ugen – det er mindre end de mest usle fængsler, vi kender i Danmark. Resten af tiden er de fanget i de her lejre, og Læger Uden Grænser beretter, at hvis ikke vi hjælper børnene nu, så risikerer de permanent depression.

Så lad os hjælpe statsministeren med at være børnenes statsminister for de i øjeblikket mest udsatte børn i Europa. Et hav af andre EU-lande har allerede besluttet, at de tager nogle af børnene til sig, og hvis de kan hjælpe i den norske centrum-højre-regering og i den tyske konservative regering, så kan vi også i Danmark hjælpe børn i nød. For selv om Danmark er et lille land, så kan vi vise et stort sind. Vi kan være de store og hjælpe de små.

Der er en kort bemærkning til hr. Marcus Knuth.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Jeg er sikker på, at ordføreren er bekendt med palæstinenserloven fra 1992, hvor man gav rundt regnet 300 altovervejende unge palæstinensere opholdstilladelse i Danmark. Der er lige kommet en opgørelse over, hvordan det er gået med de rundt regnet 300 personer. I 2019 var der stadig 270 af dem, der boede i Danmark. Af de 270 har de 204 fået en dom, 176 ud af de 270 er på offentlig forsørgelse, og langt de fleste har fået tildelt førtidspension. Hvad får ordføreren til overhovedet at tro, at noget ville forhindre, at historien gentager sig selv, og at det bliver en katastrofe, hvis det er sådan, at vi laver stort set det samme nu igen og henter 300 mennesker til Danmark og giver dem permanent ophold?

Ordføreren.

Det er jo derfor, vi skal sætte ind nu. Det er jo et godt argument for at sætte ind netop nu, for jo længere børn oplever forfærdelige og helt katastrofale forhold i de her lejre, jo mere depressive og jo mere fysisk og psykisk udfordrede bliver de. Så ved at hjælpe nu og ved at sætte ind nu kan vi bl.a. forebygge den slags skader, som jeg kan høre hr. Marcus Knuth bekymrer sig om.

Hr. Marcus Knuth.

Det, som ordføreren her siger, er jo simpelt hen ikke realistisk. Det her er jo bare ét eksempel, men vi ser igen og igen, uagtet hvor mange vi henter hertil, at integrationen bliver fejlslagen, og vi ser også, at integrationen i anden og sågar i tredje generation er fuldstændig fejlslagen. Hvordan kan ordføreren overhovedet tro på, at det ikke vil ske igen, hvis det er sådan, at vi henter 300 til Danmark?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi selvfølgelig skal sætte ind og forbedre integrationen. Vi skal forbedre mulighederne for danskundervisning, uddannelse og beskæftigelse, når der kommer mennesker til Danmark. Det kan vi gøre ved at tage 300 børn fra Morialejren til Danmark, og det tror vi på sagtens kan lade sig gøre, hvis man hjælper det område, der er allermest udsat, rækker en udstrakt hånd ud til dem og laver en målrettet indsats, når de kommer til Danmark.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til hr. Kristian Hegaard. Så skal jeg høre, om hr. Carl Valentin vil have ordet nu eller vil vente til sidst som afslutning. Han vil gerne have det nu, godt. Værsgo til hr. Carl Valentin.

Tak. Jeg fik at vide, at jeg kunne dele min tid op, så jeg har 5 minutter nu og 5 minutter til sidst. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Ja, det er korrekt). Der bliver nikket. Tak for det.

Mens regeringen har nølet, har virkeligheden jo på nogle måder overhalet i hvert fald enkelte af bemærkningerne til det her forslag. I hvert fald ved vi nu, at mange af de uledsagede flygtningebørn i Morialejren og senere Kara Tepe-lejren altså er blevet samlet op og er blevet midlertidigt genbosat af den europæiske koalition af lande, der trådte til og tog ansvar. Det vil altså sige, at mens Danmark har set den anden vej, har andre løst problemerne – eller hvad? Nej, sådan forholder det sig selvfølgelig og desværre ikke. Der er stadig masser af børn i Kara Tepe-lejren, og på flygtningeorganisationerne kan vi høre, at mange uledsagede er forsvundet og nu lever et pauvert liv på athenske banegårde, ude af systemet.

Samtidig må man spørge sig selv, om det virkelig er Danmarks ambitioner, hvad angår international solidaritet, at vi dukker nakken og satser på, at andre samler regningen op. Jeg ved godt, at det politiske klima ikke lige fordrer internationalt ansvar, at række ud over EU's grænser og stå ved sine forpligtelser, men det, der gør mig så ærgerlig lige netop i den her sag også, er jo, at det drejer sig om en europæisk allieret i knibe. Dengang jeg var knajt, var der altså en idé om et Europa, der var forenet. Brexit har godt nok slået hul på det ideal, men det er alligevel pinligt, at Danmark skal befinde sig i klubben af lande, der yder et absolut minimum for at hjælpe Grækenland. Norge har valgt at tage imod flygtningebørn fra Moria, Tyskland har valgt at tage imod flygtningebørn fra Moria. Faktisk har mere end ti europæiske lande valgt at tage imod flygtningebørn fra Moria. Så fortæl mig: Hvad er argumentet for, at vi ikke kan modtage 300 børn på flugt fra krig og konflikt?

Vi har allerede hørt regeringens svar: Man vil hellere hjælpe lokalt i nærområderne. Det har regeringen gjort ved at sende tæpper, telte og penge ned til den græske regering, men hvordan har regeringen forsikret sig om, at de midler når ned til lejren? Det kan vi kun håbe på at den græske regering sørger for.

40 pct. af de ca. 7.500 mennesker, der opholder sig i den nye lejr, er børn under 18 år. Det er med andre ord op til 3.000 flygtningebørn, som vi byder de her vilkår. Regeringen vil i dag undskylde sig med incitamenter i forhold til menneskesmuglere, og det har den også gjort i høj grad, og det har den jo gjort før, og det er argumenter, som SF på overfladen sådan set er helt enige i. Flygtningesystemet er forskruet og uretfærdigt, og det kalder på en reform, men den forsvindende lille gruppe sultne, forfrosne børn, vi skulle have taget imod for at vise internationalt ansvar, vælter altså hverken incitamenter eller skaber menneskesmuglere.

Derfor vil jeg gerne sende en appel til alle Folketingets partier: SF er klar på at indgå i konstruktive samtaler om et nyt asylsystem, men skal vi så ikke aftale, at de ambitioner ikke bliver undskyldningen for ikke at træde til i aktuelle kriser som her? Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Nu spurgte jeg jo lige hr. Kristian Hegaard, hvorfor vi skal hente 300 mennesker hertil, når vi gjorde præcis – stort set i hvert fald – det samme i 1992 og vi kan se, at ud af de ca. 300 er der 270, der stadig bor i Danmark, hvoraf der er massiv overrepræsentation af kriminalitet, offentlig forsørgelse og førtidspension. Hvad mener ordføreren om det? Hvad er det, der skulle gøre fortiden anderledes end nutiden?

Ordføreren.

Vi skal hjælpe de her børn, fordi de står i en dybt ulykkelig situation og har brug for vores beskyttelse. Det er korrekt, at der er integrationsproblemer, og dem skal vi gøre, hvad vi kan, for at bekæmpe, og i dagligdagen indgår SF også i det arbejde, men det betyder ikke, at bare fordi der er nogle integrationsproblemer, skal vi fuldstændig frasige os at tage internationalt ansvar. Det er nogle mennesker, som er i en akut krise, og som har brug for vores beskyttelse, og selvfølgelig skal vi da kunne hjælpe dem.

Hr. Marcus Knuth.

Så man mener, det vil være rigtig godt for Danmark og danskerne at hente 300 personer hertil med den erkendelse, at hvis historien i hvert fald har været noget, vi kan lære af, så vil et massivt flertal af dem havne i kriminalitet og måske lave vold i de danske gader, lave indbrud, narkokriminalitet og bidrage til en allerede fuldstændig fejlslået integration. Er det den rigtige vej frem?

Ordføreren.

Nej. Vi skal sikre, at de her mennesker så vidt muligt ikke ender som kriminelle, og det kan vi jo også gøre, ved at de får en tryggere opvækst. Jeg tror sådan set, at den opvækst, som mange af de her fuldstændig ulykkelige børn kommer til at opleve, hvis de overhovedet overlever, vil betyde, at der er rigtig stor sandsynlighed for, at de eksempelvis kan blive kriminelle, og vi kan sådan set mindske risikoen for, at de også ender som kriminelle ved at tage dem til et trygt land og give dem en tryg opvækst.

Så er det hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak. Det er rørende med de her sådan næsten »Pigen med svovlstikkerne«-agtige billeder, som hr. Carl Valentin er i stand til at fremmane. Men kan hr. Carl Valentin ikke se, at det kan forekomme en smule hyklerisk, at man har det her meget præcise blik for nogle, hr. Carl Valentin åbenbart har set meget til i fjernsynet på det seneste, mens han overhovedet ikke nævner med at ord, at der er knap 1 million rohingyaflygtninge i Bangladesh, eller at der 300.000 internt fordrevne i Mellemamerika, eller at der er 2 millioner fordrevne på fulgt fra militser og alt muligt andet i Sahelregionen, eller alle de mennesker, der er flygtet ud af Sydsudan til andre nærliggende lande for at søge beskyttelse, hvoraf mange og ikke mindst børnene har det mindst lige så dårligt eller endda endnu værre end dem, som hr. Carl Valentin nu har kastet sit fokus på, fordi de har været mest i fjernsynet? Altså, hvad er det for en måde at fokusere sådan ensidigt på ét lille hjørne i stedet for at tage et bredt perspektiv? Altså, det forekommer mig en lille smule provinsielt. Vil hr. Carl Valentin bekræfte det?

Ordføreren.

Om jeg vil bekræfte, at det er provinsielt at ville hjælpe de her mennesker? Nej, det vil jeg ikke bekræfte. Jeg synes, det er nedladende at begynde at tale om »Pigen med svovlstikkerne« og sådan noget. Ja, jeg bruger nogle tillægsord om det her. Ja, jeg taler om den forfærdelige situation, de her mennesker er i. Det gør jeg, fordi det er børn, der lider. Det her er alvor! Og det er rigtigt, at der er mange andre mennesker i verden, der har det svært – det er jeg da fuldstændig med på – og at der er mange andre steder, man kan hjælpe. Men nu står man altså i en akut situation i et europæisk land, hvor der er mange andre lande, der også tager ansvar. Der kan vi jo godt hjælpe. Vi kan ikke hjælpe hele verden; det er jeg fuldstændig med på. Vi kan ikke tage alle mennesker til Danmark, og det er jo heller ikke det, vi foreslår. Vi foreslår at tage et lille antal hertil i en krisesituation. Og jeg synes, det også er mærkværdigt, at man skal delegitimeres, fordi man bruger nogle tillægsord om det her, for det er jo en alvorlig situation. Det kan heller ikke passe, at man fra Folketingets talerstol ikke kan få lov til at tale ærligt om, hvor voldsom en situation, der er for de her mennesker.

Hr. Rasmus Stoklund.

Hr. Carl Valentin må sige, lige hvad han vil, inden for forretningsordenens rammer. Det skal jeg overhovedet ikke blande mig i. Jeg synes bare, at der er noget hyklerisk i at bruge det til at skabe sådan nogle billeder af, at man står i modsætning til de partier, der ikke bakker op om det her efter min mening fuldstændig ugennemtænkte beslutningsforslag – som om man sådan skulle repræsentere en eller anden særlig form for humanisme eller storsind eller blik for, hvor synd det er for de her mennesker, for det er der jo ikke nogen der betvivler. Der er ikke nogen, der ikke har ondt af børn, der lider. Det er der ikke nogen partier i Folketinget der ikke har. Men spørgmålet er: Hvordan kan vi hjælpe flest mulige og gøre noget for flere end dem, hr. Carl Valentin lige har kastet sit fokus på, fordi han har set dem i fjernsynet for nylig?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Det er jo ikke, bare fordi de har været i fjernsynet. Det synes jeg også er et useriøst angreb. Og så må jeg også bare sige helt ærligt: Det er faktisk min oplevelse, at der er forskel på, i hvor høj grad partierne her i Folketinget har et ønske om at hjælpe mennesker, der flygter fra krig. Der er desværre forskel. Der er desværre partier i Folketinget, som ikke vægter det her særlig højt, og som i øvrigt heller ikke er villige til at hæve ulandsbistanden og hjælpe i nærområderne på den måde eksempelvis. Så ja, jeg synes, det er helt fair at tale om de her ting.

Så er det hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Jeg synes, det er meget ærligt og modigt, at hr. Carl Valentin så bramfrit siger, at der er forskel på, hvem der vil hjælpe hvordan her. For det er jo fuldstændig rigtigt. Socialistisk Folkeparti vil gerne holde hånden under menneskesmugleraktiviteter. Vi andre siger, at det har vi simpelt hen ikke samvittighed til. Det er jo en helt rigtig analyse at komme med her.

Det, jeg gerne vil høre lidt videre om, er den udstilling af hykleriet, som vi hørte fra hr. Rasmus Stoklund – jo meget rammende i forhold til hr. Carl Valentin. Altså, hvad er det, der gør, at disse børn – ud over at alle, tror jeg, har et blødende hjerte for dem – har været mere i mediernes søgelys? Hvad er det, der gør, at de skulle have en større berettigelse til at få Socialistisk Folkepartis humanistiske omfavnelse end f.eks. børn i Mellemamerika eller Sahelregionen eller Somalia, eller hvad det måtte være? Hvad er det, der gør, at lige disse skal tages ud og have en særlig behandling? Jeg troede sådan set, at Socialistisk Folkeparti var sådan et internationalistisk, universelt orienteret parti, hvor der ikke var nogen, der skulle have forrang frem for andre. Men det er måske, fordi man skal sole sig i deres elendighed frem for andres?

Ordføreren, værsgo.

Vi er et internationalistisk parti, men vi er sådan set også et europæisk parti, som går meget op i, når der er et europæisk land, som er under et ekstremt pres, og det er Grækenland lige nu. Vi synes ikke, at man kan byde børn de forhold, som man har oplevet her.

Så er vi sådan set også meget positive over for, hvis regeringen nu er villige til at hjælpe nogle andre børn. Hvis regeringen nu sagde, at lige præcis de her børn ønsker man ikke at hjælpe, til gengæld vil man gerne skrue meget op for antallet af kvoteflygtninge, så ville vi da blive meget glade. For det er også nogle mennesker, der har rigtig meget brug for hjælp. Men vi synes sådan set, det er fair nok at sætte ind i den her konkrete situation, der er i et europæisk land med nogle forhold, der er helt utilstedelige.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men det her er jo ikke europæiske børn. Så det er da underligt at bruge det argument. Vel er Grækenland et europæisk land, og vi i Dansk Folkeparti vil meget gerne bistå grækerne i at bevogte deres grænse og sørge for, at de folk, der kommer illegitimt ind, kan blive sendt tilbage på en ordentlig måde. Men det er jo ikke det, I socialister lægger op til her. Det er jo en anden tilgang, hvor man siger, at de børn, der måtte være kommet til Grækenland fra Afghanistan, eller hvor de her børn nu kommer fra, skal have en privilegeret adgang til dansk hjælp, privilegeret foran børn, der har det elendigt i Afrika, i Mellemamerika osv. Hvorfor skal de egentlig det?

Ordføreren, værsgo.

Der er mange børn i den her verden, der har et forfærdeligt liv – desværre – og der er rigtig meget, vi kan gøre for at forbedre vores flygtningesystem, og det kæmper vi sådan set også for. Der er ikke nogen tvivl om, at vores asylsystem er dysfunktionelt, og at der skal nogle grundlæggende reformer til. Men mens vi arbejder for det, kan vi jo også sagtens hjælpe i en akut situation, som vi står i nu.

Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Er det SF's holdning, at det er vigtigere at hjælpe 300 børn, der befinder sig i et sikkert land, hvor der ikke er krig, end det er at hjælpe eksempelvis 300 børn i usikre områder, i lande, hvor der er krig, og hvor vi jo kan hjælpe langt flere for de midler, vi afsætter, og måske til og med hjælpe 3.000 for det, det ville koste at hjælpe de 300, som SF foreslår, og som man gerne vil have til Danmark, og som allerede befinder sig i et sikkert land? Altså, er det vigtigere at hjælpe børn, der allerede befinder sig i et sikkert land, end det er at hjælpe ti gange så mange i nærområderne, som er flygtet fra krig tæt på?

Ordføreren.

Nej, det er som sådan ikke vigtigere. Vi vil gerne hjælpe mere i nærområderne. Det er også derfor, vi i mange år har kæmpet for at hæve udviklingsbistanden. Det er der så andre partier der ikke har været villige til, og det er vi rigtig ærgerlige over.

Fru Pernille Vermund.

Selv om man er folkesocialist, må man vel trods alt erkende, at pengene ikke kan bruges mere end én gang. Derfor må det vel også være sådan, at når man foreslår at bruge pengene på lige præcis de her 300 børn, som allerede befinder sig i et sikkert land – der er ikke krig i Grækenland – jamen så har man fravalgt børn andre steder, eksempelvis de 3.000 børn i nærområderne, som kunne hjælpes, hvis vi hjalp dem dér for de midler, man er villig til at afsætte til det her.

Ordføreren, værsgo.

Nu handler det her jo også om, at Grækenland ikke skal løfte hele opgaven – altså at Grækenland er i en ekstremt presset situation, og at de også har brug for hjælp i den her situation, hvor de skal integrere en hel masse mennesker, skal tage sig af en masse mennesker. Det vil vi sådan set også gerne bidrage til og være med til at løfte den udfordring.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi kan gå videre til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Siden flygtningelejren Moria på Lesbos brændte, er der en masse mennesker, som står i en fuldstændig forfærdelig situation, som de jo egentlig også stod i, inden lejren brændte. Jeg synes, at der både i debatten i dag, i den debat, vi havde sidst, og i det hele taget er nogle meget mærkelige argumenter for, hvorfor vi ikke skal hente 300 flygtningebørn.

Det første argument er jo, at det er bedre at hjælpe med genopbygningen af Morialejren, og det har vi allerede givet penge til. Der er sjovt nok bare ikke nogen, der ved, hvor de her penge er endt. Det er heller ikke tilstrækkeligt. Der er jo her tale om en lejr, hvor der boede over 13.000 mennesker. Så sender man lidt telte. Det forslår jo som en skrædder i helvede. Det er jo ikke nok. Derudover ved vi ikke, hvor de telte er endt henne. Det, vi til gengæld ved, er, at de græske myndigheder fastholder mennesker på de græske øer. De kommer ikke til fastlandet. De græske myndigheder forhindrer også ngo'er i at hjælpe på de græske øer. Det er altså ikke et argument, synes jeg, at sige, at vi har hjulpet med genopbygningen. Det synes jeg simpelt hen ikke det er.

Det andet argument, som vi også har diskuteret i dag, handler jo om menneskesmugling. At det skulle åbne for menneskesmugling at hente 300 børn fra Lesbos, køber jeg ikke. Det, der gør, at der er menneskesmugling, er jo, at det er fuldstændig umuligt at komme til Europa, hvis man kommer fra et land, hvor der er krig, hvor man er forfulgt, hvor der er klimakatastrofe. Jeg tror mere, det er det, der gør det. Det, der gør det, er, at FN's kvotesystem er blevet udhulet, og det har vi selv været med til, fordi vi har besluttet kun at tage 200 kvoteflygtninge, hvilket jeg ikke kan forstå i en situation med så mange mennesker på flugt i verden. Der er mere end 80 millioner mennesker på flugt i verden, og hvad gør Danmark? Vi tager 200 kvoteflygtninge. Det er da derfor, menneskesmuglerne har kronede dage. Det har da ikke noget med de her børn på Lesbos at gøre.

Det tredje argument, jeg synes jeg har hørt, er, at løsningen er et bedre asylsystem i EU. Det er jeg sådan set fuldstændig enig i. Jeg synes, vi har en meget skæv fordeling af flygtningene i Europa. Det er jo sådan, at Sydeuropa løfter den største del af byrden. Os her i Nordeuropa løfter ikke ret meget. Lad os da få en bedre fordeling. Det er jeg helt enig i. Det har de her børn bare ikke tid til at vente på. Det går ret langsomt med at få et nyt asylsystem, og det kan vi jo godt stå her og være frustrerede over, men det hjælper bare ikke de her børn.

Så har jeg også hørt argumentet om, at vi her i landet har taget vores andel af flygtninge, og at vi ikke kan tage flere. Det mener jeg heller ikke holder, for som ministeren også sagde tidligere, er asyltallet i Danmark lavt. Det er endda så lavt, at vi har lukket asylcentre. Det synes jeg da er et argument for, at vi har plads, at vi har råd til at tage nogle flere flygtninge.

Jeg har også hørt argumentet om integrationsopgaven. Der må jeg bare sige, at der har vi jo set, som det også har været fremme i debatten i dag, at der er nogle borgmestre, som har stillet sig frem og sagt: Vi vil gerne tage den integrationsopgave på os. Det vil vi gerne, vi har plads til de her børn, vi har ressourcerne til at hjælpe med integrationsopgaven.

Det synes jeg da man burde lytte til. Hvor er det dog dejligt, at der er nogle, der anerkender, at når man tager flygtninge til Danmark, så følger der en integrationsopgave med. Hvor er det dog endnu mere dejligt, at der er nogle, der gerne vil hjælpe med at løse den. Det synes jeg da bare at vi skal tage imod.

Så er der jo også argumentet, som vi har hørt i dag, særlig fra hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet, om, at vi ikke kun kan hjælpe de mennesker, der har været i fjernsynet. Der må jeg bare sige, hr. Rasmus Stoklund, at jeg er fuldstændig enig. Det er jo faktisk noget af det, vi plejer at sige i Enhedslisten: Lad os nu ikke kun hjælpe dem, der har været i fjernsynet. Lad os også hjælpe de andre. Jeg tror nu ikke, at jeg skulle betragte hr. Rasmus Stoklunds kommentarer som en invitation til at hjælpe nogle flere flygtningebørn rundtomkring i verden og ikke kun dem på Lesbos. Men hvis det var det, hr. Rasmus Stoklund, så kommer Enhedslisten gerne.

Jeg synes kun, man kan bakke op om det her beslutningsforslag, vi behandler i dag. Det gør vi i hvert fald i Enhedslisten.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Først og fremmest tak til fru Rosa Lund for de pæne ord. Jeg bed mærke i nogle af tallene. Der er 80 millioner flygtninge i verden. Det synes jeg lyder nogenlunde rigtigt og i overensstemmelse med de tal, jeg også støder på, når jeg læser FN-opgørelser og lignende. Men så synes jeg, at fru Rosa Lund sagde: Og vi kan tage 200. Jeg ved ikke, om fru Rosa Lund er bekendt med, at vi også tager imod relativt mange asylansøgere, hvoraf halvdelen jo så viser sig ikke at være asylberettigede, fordi de kommer på egen hånd. Det er ikke sådan, at vi kun modtager kvoteflygtninge i Danmark. Der er faktisk rigtig mange, der bare tropper op i Danmark og siger: Asyl. Og så får de lov til at blive her, og så bliver de indkvarteret. Vi bruger 300.000 kr. om året på dem, inklusive alle dem, der ikke er asylberettigede. Det er bare lige for at få det med.

Så har jeg et spørgsmål: Hvis nu det stod til Enhedslisten, hvor mange kvoteflygtninge skulle man så tage, hvis man sådan kunne lave et eller andet tal for, hvor mange man kunne invitere til Danmark? Hvis vi nu bare for sjovs skyld siger måske 50.000 mennesker. Det er lige så mange, som der bor i Fredericia. Det kunne måske være noget på det lag. Hvad så med nr. 50.001, hvis nu det var 50.000, fru Rosa Lund ville sige? Hvad med nr. 50.001? Hvad skulle han eller hun gøre? Måtte vedkommende så klare sig selv?

Så får vi svaret. Værsgo.

Tak for det, og tak for spørgsmålet, hr. Rasmus Stoklund. Det, jeg sagde – eller i hvert fald prøvede at sige – var, at Danmark har taget 200 kvoteflygtninge. Jeg er med på, at der er andre mennesker, som søger asyl i Danmark, og det tal, hr. Rasmus Stoklund, er også historisk lavt i dag. Så 200 kvoteflygtninge drejer det her sig altså om. Så spørger hr. Rasmus Stoklund, hvad Enhedslisten ville foreslå, hvis vi kunne bestemme – og hvor ville det dog være dejligt. Så ville vi foreslå, at Danmark skulle tage 2.000 kvoteflygtninge gennem FN's kvoteflygtningesystem. Hvad så med nr. 2.001? Det er da et rigtig godt spørgsmål, men nu beder hr. Rasmus Stoklund jo mig om at sætte et konkret tal på, så det gør jeg.

Hr. Rasmus Stoklund.

Tak for det konkrete tal. Det synes jeg er interessant, for så er jeg sikker på, at man meget hurtigt vil kunne finde nogen – det kunne f.eks. være nogle endnu ikke opstillede partier – som kunne overbyde, og så ville de sikkert sige: 3.000. Og så ville andre kunne sige: Men hvad så med nr. 3.001? Ikke desto mindre: Hvordan ville fru Rosa Lund argumentere for, at nr. 2.001 ikke havde et lige så stort behov for beskyttelse som nr. 1.892 eller nr. 1.720? Hvad er logikken i det her? Hvorfor har man det her snævre fokus på et tal her i Danmark i stedet for at brede indsatsen ud og eksempelvis hjælpe langt flere i nærområderne?

Så får vi et svar. Værsgo.

Det er da fuldstændig korrekt, at Enhedslisten kan komme med et tal, og så er der nogle andre, der kan komme med et andet tal, men jeg står jo her og repræsenterer Enhedslistens politik, og vi foreslår 2.000 kvoteflygtninge. Og så afhænger det jo ellers af, hvilket beskyttelsesbehov man har. Jeg mener og vi mener i Enhedslisten, at vi skal leve op til flygtningekonventionen, og det betyder, at alle, der kommer til Danmark og vil have behandlet deres asylansøgning, skal have det. Det mener jeg at de skal.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Det er der sikkert hundredtusindvis af folk derude der møder med jubel – om ikke andet så bare for at kunne opholde sig i Danmark i den periode, hvor fru Rosa Lund mener deres sag skal behandles. Det vil i hvert fald sikkert være et dejligt bidrag til en ellers trist hverdag i deres hjemlande.

Det, jeg egentlig vil spørge om, er lidt i forhold til udbuds- og efterspørgselsmekanismer, som jeg godt ved Enhedslisten historisk har haft lidt svært ved sådan at indarbejde. Men fru Rosa Lund sagde, at det ikke ville påvirke menneskesmuglere, hvis vi tog de her flygtningebørn – og flygtninge generelt – til Danmark. Og der vil jeg bare høre, om ikke fru Rosa Lund i hvert fald er enig i, at hvis ikke der er nogen, der efterspørger at blive fragtet ind i Europa, så vil der ikke være grundlag for at drive en virksomhed som menneskesmugler.

Ordføreren.

Jo, det er da rigtigt, men for at stoppe den efterspørgsel, vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt, er vi jo nødt til at stoppe al hungersnød, al krig, al forfølgelse i verden, og hvis det er det, Dansk Folkeparti gerne vil, så tropper vi da gerne op til det i Enhedslisten. Men det er jo lidt en underlig opstilling, hr. Morten Messerschmidt laver her.

Så vil jeg da også bare lige minde hr. Morten Messerschmidt om, at vi jo har skabt et system i Danmark, hvor det er meget dyrere at have afviste asylansøgere, end det faktisk er at have almindelig indkvartering af asylansøgere. Så måske skulle vi kigge lidt på det meget dyrere system, som hr. Morten Messerschmidt har lagt stemmer til, fordi det skal være så utåleligt som muligt. Det koster mange penge, vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ja, det gør det jo, fordi de afviste asylansøgere ikke rejser hjem, som de burde. De følger simpelt hen ikke de regler, som gælder i Danmark, og det understreger jo sådan set selve problemet.

Nej, vil jeg sige til fru Rosa Lund, jeg er nok så båret af en eller anden form for erfaring her i livet, at jeg ikke tror, at det at udrydde al hungersnød, al uretfærdighed og al ulykke på kloden kommer til at ske i fru Rosa Lunds eller min levetid. Det, vi jo til gengæld kunne gøre, var at sige, at vi i hvert fald ikke vil lade disse mennesker komme ind her. Altså, vi vil ikke sige, at de skal få lov til at ødelægge vores lande, som de har ødelagt deres egne lande – og måske derfra være i en bedre situation til at hjælpe dem.

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jamen jeg er for en sjælden gangs skyld enig med hr. Morten Messerschmidt i, at fred i verden og stop for al forfølgelse nok ikke kommer i vores levetid, og derfor er vi jo nødt til at have et asylsystem, som giver mennesker, der har brug for beskyttelse, beskyttelse.

Så spørger hr. Morten Messerschmidt, om ... Det har jeg glemt nu, fordi jeg var så chokeret over, at vi var enige – det beklager jeg.

Der bliver nok en anden debat, hvor det kan klares. Nu siger vi i hvert fald tak til fru Rosa Lund – der er ikke flere korte bemærkninger. (Rosa Lund (Enhedslisten): Skal jeg så tørre af igen?) Ja tak. Så er det hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Vores holdning er meget klar. Det her er jo en af de debatter, hvor jeg tror, man godt kan regne ud på forhånd, hvad stort set alle partier mener. Vi Konservative vil rigtig gerne hjælpe, ligesom vi gjorde, da vi havde regeringsmagten, men bundlinjen er, som det allerede er blevet gentaget flere gange her i salen i dag, at vi kun gør problemet større, hvis vi fragter asylansøgere fra Grækenland til Danmark. Det er præcis det, menneskesmuglerne gerne vil sende ud til omverdenen, nemlig at hvis man bare når frem til Europa, bliver man fragtet længere nordpå til f.eks. et af de skandinaviske velfærdssystemer. Det vil betyde, at endnu flere vil tage den livsfarlige færd over havet i fremtiden; endnu flere vil drukne, og endnu flere vil blive hobet op i lejre i Grækenland, hvor forholdene med al sandsynlighed bare vil blive endnu værre.

Derfor opfordrer vi til at hjælpe så meget som overhovedet muligt lokalt i Grækenland og selvfølgelig også hjælpe med en massiv indsats i de områder, som folk flygter fra; ikke mindst områder som Syrien og andre steder i Mellemøsten, Afghanistan og Afrika. Det var også noget, som vores regering prioriterede, da vi havde regeringsmagten.

For det er så trist, hvad der sker i Morialejren, og vi bakker selvfølgelig op om den indsats, regeringen har igangsat. Men vi minder stilfærdigt om, at Grækenland jo altså er et EU-land, og at de selvfølgelig også har et ansvar for selv at hjælpe. Hvis det er sådan, at vi begynder at sige, at vi henter flygtninge til Danmark fra alle de lande i Sydeuropa, hvor der er lejre, og hvor der er et ordentligt pres på lejrene, så gør vi kun problemet større.

Det var ligesom den ene side af den her debat, og så er der jo så den anden side, for hvad sker der, hvis det er sådan, at man henter 300 unge mennesker til Danmark? Jeg har stillet spørgsmålet både til SF, tror jeg, og til Radikale. I 1992 hentede man rent faktisk 300 statsløse til Danmark og gav dem opholdstilladelse. Ud af de 300 er der 270, der stadig bor i Danmark, og ud af de 270 er der 204, der har fået en dom. 176 af de 270 var på offentlig forsørgelse sidste år, og langt de fleste var tildelt førtidspension. Så jeg forstår ikke, at flere af de røde partier ikke har lært af fortiden.

Nu synes jeg jo, at Socialdemokratiet desværre på nogle områder lemper på udlændingepolitikken, men jeg må ærligt også rose Socialdemokratiet for på andre områder rent faktisk at have lært af fortiden. Her siger Kaare Dybvad som fungerende udlændinge- og integrationsminister rent faktisk, at man skal lære af fortiden, og det ville jeg da ønske at SF og Radikale og Enhedslisten ville gøre, for hvis vi gør det her med at hente 300 hertil, så bliver vi bare ramt af endnu større integrationsproblemer, endnu flere parallelsamfund, endnu flere problemer med kriminalitet og med folk på overførselsindkomst.

Så tak til Socialdemokratiet for i hvert fald at have indset det, og hvor ville jeg ønske, at de røde støttepartier indså det samme. Det er trist, at man ikke kan se det, men vi bakker i hvert fald ikke op om forslaget, som det ligger her.

Tak til hr. Marcus Knuth. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det er helt fuldstændig sikkert, at der er et ønske om en kort bemærkning. Først vil jeg sige til det at bruge 1992-tallene, at intet er statisk, hr. Marcus Knuth. Vi er forhåbentlig blevet klogere og bedre og dygtigere i det her samfund til at bruge folks evner og kræfter til gavn for samfundet, end vi var i 1992. Selv for en konservativ må der være grænser for, at det hele bliver stående stille, hvor det er, og der mener jeg, at hvis ikke vi tager de børn, der i øjeblikket er ved at blive depressive og dermed også traumatiserede, og som på den måde bliver rigtig, rigtig dyre for samfundet, altså i det her tilfælde Grækenland eller det land, de måtte ende i, så gør man det virkelig dyrt. Hvorimod børnene, hvis de kom herop i en god familie og fik sig en uddannelse, kunne blive et godt aktiv i vores samfund. Vi har jo titusindvis, ja, hundredtusindvis af mennesker, der kommer fra andre lande, og som er et kæmpe aktiv for os i vores samfund i dag, og så nøjes man selektivt med at fokusere på nogle få stykker fra 1992. Der ville det da være bedre med en helhedsorientering.

Jeg synes, den debat, vi har i dag, er meget subjektiv og meget selektiv, for det må ikke være sådan, at der er succes med mennesker, der kommer til vores land, for så duer teorierne i de borgerlige partier ikke. Hvornår får vi en lidt mere afbalanceret holdning til de her ting?

Ordføreren.

Men helt ærligt, hr. Christian Juhl, man behøver jo ikke at tage tal fra 1992. Man kan tage tal fra sidste år, fra året før og fra året før det. Dem, der kommer hertil som asylansøgere, især fra lande som Somalia, Irak og Libanon, er jo massivt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. Så situationen har desværre – desværre – ikke ændret sig særlig meget siden 1992, og af de ca. 300 palæstinensere, som jeg nævnte før, kom så også 999, dvs. 1.000, børn med, og de kom jo hertil som børn, og af dem har over 300 siden da begået kriminalitet. Så i stedet for bare at gentage fortidens fejltagelser igen og igen lad os dog gøre det, som fungerer, og det er netop at hjælpe lokalt i stedet for at hive problemerne herop.

Hr. Christian Juhl.

Her i den her juletid glæder jeg mig over, at to ud af tre af de børn, som havde en kæmpe risiko for at blive traumatiserede, og som kom herop, faktisk i dag fungerer i samfundet. Der er en tredjedel, der ikke gør det, og det er ikke spor mærkeligt, når man tænker på det liv, de har haft, og som deres familier har haft. Jeg synes, at Konservative og mange andre borgerlige skubber nogle ganske uskyldige børn foran sig i en snak om de her pengemænd, der laver penge på flygtninge og sådan nogle ting. De skubber børnene foran sig, og de her børn kan da ikke gøre ved det. De skal da have et ordentligt liv også. Det har vi et delansvar for, og det har hele Europa et ansvar for, for vi er det sted i verden, der har råd til at løfte den opgave. Det kan vi da ikke lukke øjnene for – akademisere problemet og så fjerne sig fra det på den måde. Altså, det forsvinder ikke, ved at man bare siger, at der er andre problemer og de er større, og at vi har svært ved at integrere osv. Vi må da tage opgaven; det er da et humanitært ansvar, vi har.

Ordføreren.

Jamen nu siger hr. Christian Juhl, at der er en del af dem, der ikke har begået kriminalitet, og som jo så er velfungerende. Det vil jeg ikke nødvendigvis konkludere. Vi kan jo se, at af de voksne – nu læser jeg op fra Berlingske her – var langt de fleste tildelt førtidspension, og 176 af de 270 var på offentlig forsørgelse. Det vil jeg altså ikke kalde velfungerende, og når det er sådan, at vi har lært af fortiden, at det her går galt, når vi gør det, så lad os dog finde en fornuftig vej frem i stedet for det.

Således tak til den konservative ordfører. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Pernille Vermund.

Vi behandler i dag et forslag om at modtage flygtningebørn fra Grækenland. Hvis man lukker øjnene for den del af virkeligheden, der handler om konsekvenserne af ens gerninger, er forslaget måske til at forstå. Ethvert spørgsmål, der handler om børn i nød, er svært – det er det. Men vi er heldigvis et flertal i Folketinget, der ikke lukker øjnene for konsekvenserne og de langsigtede udfordringer, som udlændinge- og asylpolitikken medfører.

Faktum er, at asyl til 300 uledsagede børn fra Moria vil give børnenes familier ret til at søge familiesammenføring i Danmark. Faktum er, at menneskerettighedskonventionen formentlig vil give børnenes forældre ret til at komme til Danmark og opholde sig i Danmark. Og formodningen tilsiger, at en konsekvens af eventuelt at fravige den førte asylpolitik ved at følge forslaget og tage imod børnene fra en migrantlejr i Grækenland meget vel kan blive, at flere migranter skubber deres børn foran sig i kløerne på menneskesmuglere for at få et anker ind i Europa. Det betyder med andre ord, at flere af de børn, der lever i lande med svære kår, risikerer at blive sendt på en farlig færd i håbet om, at hele familien kan få en bedre fremtid i Europa. Og det betyder også, at presset på Europas grænser vil stige, hvis vi bøjer af for de mennesker, som er kommet ind over grænserne, som er migranter, og som i virkeligheden burde hjælpes i nærområderne, hvor vi kan hjælpe langt flere for de midler, vi afsætter.

Det er en helt forkert vej at gå. Nye Borgerlige ønsker at gå en anden vej. Det nuværende asylsystem er inhumant. Det er forfejlet. Det er vi gudskelov et stort flertal, inklusive nogle af forslagsstillerne, der er enige om. Det påfører det danske samfund store skader, og det koster rigtig mange penge. Det understøtter menneskesmugling, og det hjælper de få på bekostning af de mange, præcis – desværre – som det er tilfældet med det forslag, som vi behandler i dag. Nye Borgerlige vil afskaffe retten til asyl i Danmark og sikre, at reelle flygtninge hjælpes i deres nærområder, hvor vi kan hjælpe langt flere rigtige flygtninge for de midler, vi afsætter. Derfor stemmer vi nej til det fremsatte forslag.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg er da helt klar på, at vi er uenige om mange ting. Men kunne vi så ikke være enige om én ting: at vi gør det, vi siger; at vi siger vores mening, men også gør det, vi siger? Når den ene borgerlige politiker efter den anden – uanset om det er fra Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti eller Venstre, eller hvor det er – siger, at pengene bliver brugt bedre i nærområderne, ja, så er vi alle sammen enige om det. Når jeg så fremsætter et forslag i Folketinget om, at vi skal give 1 millard mere til udviklingsbistanden, som kan forebygge flygtningestrømmene, hvad stemmer de borgerlige så? Ja, husk lige efter – så stemmer de nej, og de stemmer nej, og de stemmer nej. Hvorfor bliver I så ved med at snakke om, at de penge, vi bevilger, kan gøre mere gavn i en nærområderne? Ja, vores udviklingsbistand bliver givet i nærområderne; de bliver givet i Jordan, i Kenya, i en række andre lande. Men alligevel er standarden så dårlig, at folk siger: Det her vil vi ikke byde vores børn. De kan ikke engang få en uddannelse. Jeg har selv været i nogle af lejrene, hvor der sidder 50 børn på et stengulv med én bog og én lærer. De vil gerne være læger, de vil gerne være teknikere og alt muligt andet. Selvfølgelig vil de det – men hvordan kan de blive det, når der ikke engang er midler til dem til en basisuddannelse?

Ordføreren.

Måske er forskellen på de borgerlige partier og partierne på den yderste venstrefløj – og måske til og med Radikale Venstre – at vi ikke mener, at man kan bruge de samme penge to gange. Så hvis forslaget fra Enhedslisten havde været, at vi stopper med at give asyl til migranter i Danmark og bruger de penge på at hjælpe i nærområderne, så bakker vi i Nye Borgerlige op. Men når forslaget er, at vi, oven i at vi tager imod asylansøgere i Danmark, også skal bruge ekstra penge i nærområderne, til trods for at vi er et af de ganske, ganske få lande, der bruger en meget, meget stor andel – og det, som vi har lovet – i udviklingsbistand, så bliver det et nej herfra. For pengene kan ikke bruges to gange. Og hvis man forsøger på det, er det dobbelt op, der skal tages fra danskerne, og det er jo ikke rimeligt; det var jo ikke det, der var hensigten.

Hr. Christian Juhl.

Nej, det vidste jeg jo godt. Jeg vidste jo godt, at Nye Borgerlige så ville vaske hænder og sige: Danskerne skal have deres; søreme skal de det, for danskere lider søreme. Nej, danskerne er et af de rigeste samfund i verden og har råd til at være med til at forebygge – i stedet for bare at lade som om, at vi forebygger, og sige: Jamen de skal da have nogle penge i nærområderne. Når vi så foreslår, at vi giver dem nogle penge i nærområderne, så siger de borgerlige nej. Så fortæl da, at det er sådan, I er: I vil ikke være med til at give flere penge; I vil ikke være med til at lave mere forebyggelse. Ergo stiger flygtningestrømmene. Og I kan alligevel ikke bygge murene så høje, at I kan holde dem ude, når det kommer til stykket. Så vær dog med til at lave en investering! Det gør man jo ude i erhvervslivet; der siger man jo: Hey, hvis der er noget, vi ikke ønsker her, så laver vi en investering for at forebygge det. Det vil I ikke i det her tilfælde, og det er derfor, vi står i det her dilemma. Men så lad dog være med at lade, som om I vil det!

Ordføreren.

Vi har aldrig foregivet, at hjælp i nærområderne forebygger migrationsstrømme. For der skal enorme summer til – og jeg er ikke sikker på, at det nogen sinde ville kunne lade sig gøre – for at få de store menneskepopulationer op på et niveau, som betyder, at de kan leve lige så godt i deres hjemlande, som de kan i Danmark. Så det er simpelt hen ikke realistisk. Det, vi siger, er, at vi synes, det er rimeligt, hvis man stopper for at kunne få asyl i Danmark; så bruger vi de penge i nærområderne, hvor vi kan hjælpe flere for de penge, vi afsætter. Når vi synes, det er rimeligt, at danskerne får lov at beholde deres egne penge, er det jo, fordi det er danskernes egne penge – det er ikke noget, der dumper ned fra himlen; det er noget, man arbejder sig til, når man skaber værdi for andre mennesker. Og det må være en rettighed, også i Danmark, at frugten af ens eget arbejde er ens egen.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance, og det er hr. Henrik Dahl.

Tak for ordet og for det fine podium. Sidste år var Danmark den ottendestørste donor til FN's Flygtningehøjkommissariat, og pr. capita var vi den fjerdestørste donor. Det er vi sådan set glade for i Liberal Alliance, for vi går ind for, at man skal hjælpe personer, der har et beskyttelsesbehov, og det gør FN's Flygtningehøjkommissariat. Der finder også en masse hjælpearbejde sted i regi af EU, og her bidrager vi også med vores bidrag til EU's budget.

Det, vi tager udgangspunkt i, når vi ser på hele spørgsmålet om at hjælpe flygtninge, er f.eks. en udviklingsøkonom som Paul Collier, som jeg ved Socialdemokraterne også kender rigtig godt, fordi han talte ved en af deres konferencer for nogle år siden, og det kom der nogle meget spændende interviews ud af i de danske medier. Og Collier siger, at vores tænkning omkring udvikling har været meget forkert i mange år, fordi den har været at hjælpe de få på bekostning af de mange, fordi der ikke har været lavet et analysearbejde af, hvordan man egentlig gjorde tingene bedst muligt. Jeg synes måske, at jeg kan høre et ekko af Paul Collier i noget af det, vi hører fra Socialdemokratiet i dag, og jeg synes også, at Paul Collier har fremlagt nogle gode analyser, som kan tjene som en rettesnor for, hvordan man hjælper folk, der har et beskyttelsesbehov.

Men det, vi ikke går ind for, er asylmigration – dvs. migration, hvor migranter bevæger sig gennem en lang, lang række sikre lande og til sidst påberåber sig asyl og familiesammenføring i et land, de selv har valgt, efter at have passeret en række lande, hvor de ville være i sikkerhed. De lande bliver jo ofte udvalgt, på baggrund af at migranterne i forvejen har netværk der, og nogle gange også i forventning om, at det er en velfærdsstat, som man kan komme til at nyde godt af, hvis man ender der og ansøger om asyl.

Vi går ikke ind for – det er også noget, man kan se hos f.eks. Paul Collier – at man tilrettelægger hjælpen på en måde, der er arbitrær og økonomisk meningsløs. Og lige præcis det her med at hjælpe nogle grupper, der er synlige i mediefladen, men ikke alle mulige andre, er arbitrært. Det er en fuldstændig arbitrær hjælp, hvor der slet ikke er taget stilling til, hvordan man hjælper alle mulige andre, ligesom det er økonomisk meningsløst at hjælpe et meget lille antal mennesker i Danmark, når man f.eks. gennem FN og gennem EU kan hjælpe langt, langt flere mennesker på en langt mere professionel måde i de programmer, som FN har kørende. Jeg har selv besøgt en FN-flygtningelejr i Arua i det nordlige Uganda, hvor der var en lang række flygtninge fra Sydsudan. Det var meget, meget professionelt, fordi det netop var FN-folk, der stod for det.

Så er vi også modstandere af symbolpolitik, som det her forslag jo også er, for det er helt tydeligt af den debat, der allerede har udspillet sig, at det får konsekvenser at tage 300 flygtninge og hjælpe dem i Danmark. For hvad får det så af konsekvenser for menneskesmugling? Hvad får det af konsekvenser for presset mod Europas grænser? Det er slet ikke analyseret igennem.

Så ja, vi skal hjælpe flygtninge, og det gør vi gennem vores store bidrag til FN's Flygtningehøjkommissariat og gennem vores bidrag til EU. Det skal gøres efter nogle sunde principper, som er at hjælpe de mange hellere end at hjælpe de få. Det kan man slet ikke se noget af i forslaget her. Jeg er ikke i tvivl om, at det er velment, men man skal jo ikke bare holde hjertet varmt. Man skal også holde hovedet koldt. Derfor kan vi ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Ja, det er, fordi jeg bliver så trist og får ødelagt mit gode julehumør, når jeg hele tiden skal høre, at når vi ikke kan have et totalt overblik over alle flygtninge i verden, når vi ikke kan løse alle problemer på en gang, så er det symbolpolitik, og så har det ingen betydning. Det ville da trods alt have en beskeden, men dog ret betydelig betydning for 300 børn i de lejre her, hvis de kom til Danmark. Jeg mener, hvis man så siger, at okay, der findes kommuner, og der findes enkeltfamilier, som siger: Dem vil vi gerne tage imod, vi har overskud til det, og vi tør også tage ansvar for dem – så skal de udskammes, og man siger, at det jo er meningsløst, at de skal blande sig i statens integrationspolitik og flygtningepolitik.

Jeg ved ikke, hvor vi ender henne med den her akademisering. Jeg er så ked af, at alle de af jer, som har fået en meget, meget høj uddannelse, er så dygtige til at bortforklare frem for at starte fra en ende af. Altså, nu kommer jeg fra landet af. Når vi skulle have roerne ind, begyndte vi fra en ende af. Det var ikke sikkert, vi blev færdige den dag eller næste dag, og det var heller ikke sikkert, at vi nåede at få alle roerne ind, inden det gav frost, men vi begyndte trods alt på det, selv om det så uoverskueligt ud. Kunne vi ikke bare begynde et sted og så sige: Her er 300 børn, som er ganske uskyldige; dem kunne vi da tage os af – i stedet for kynisk at sige, at nej, det vil vi ikke?

Tak. Ordføreren.

Jeg er oprigtigt ked af, at jeg gør hr. Christian Juhl ked af det, for jeg kender hr. Christian Juhl som en god kollega. Men jeg kan ikke høre systematikken i forslaget her. Nu bruger hr. Christian Juhl selv eksemplet med en roemark. Jeg synes, at det her forslag består i at udse sig 27 roer, som ser pæne ud, sådan lidt rundtomkring på roemarken, og så tage dem op med håndkraft, i stedet for at gøre et eller andet rationelt med hele roemarken. Det der med at tage 27 nuttede roer og så bare lade det hele sejle, kan jeg slet ikke se idéen i. Det, som vi andre går ind for, er faktisk at starte i øverste venstre hjørne og så prøve at se, hvor langt vi kan komme.

Hr. Christian Juhl.

»Vi andre« – jeg ved ikke, hvem »vi andre« er. Men vi har da her hørt, at når jeg så har sagt: Jamen så lad os da afsætte nogle flere midler og inspirere de andre lande, der også er rige og har råd til det – så får jeg at vide, at vi skal være stolte af at have brugt 40 eller 45 mio. kr. på at hjælpe Grækenland. Altså, det er, hvad vi bruger på 1 dag, måske endda på 1 time, under coronakrisen for at hjælpe os selv, og fuld respekt for det, for det viser jo, at vi har en stor evne i vores samfund. Dermed har vi også – og tyskerne, svenskerne, hollænderne, franskmændene, italienerne – større kapacitet til systematisk at forebygge flygtningestrømmene, end vi udnytter. Det er det, jeg beder om at vi tager stilling til. Og så er der et lille, beskedent forslag om at lade de her børn slippe fri for det, for de har ingen ansvar for det.

Ordføreren.

Jamen jeg er ked af mine ringe pædagogiske evner, for jeg indledte min ordførertale med at sige, at vi har det ottendestørste bidrag til FN's Flygtningehøjkommissariat, og det billiger vi i Liberal Alliance. Så har der været et spørgsmål om udviklingsbistand. Der er det bare sådan, at økonomen Angus Deaton fik Nobelprisen i 2015 bl.a. for at påvise, at udviklingsbistand ikke skaber udvikling, fordi det skaber et meget, meget dårligt forhold mellem eliten og folket i de lande, hvor udviklingsbistanden rammer. Der er jo onde tunger, der siger, at udviklingsbistand er penge fra fattige mennesker i den rige verden til rige mennesker i den fattige verden. Og Deaton siger, at det altså ikke er helt forkert.

Således tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste ordfører er uden for grupperne repræsenteret ved Frie Grønne, og det er fru Susanne Zimmer.

Tak for ordet. Det er ikke første gang, vi her i Folketinget debatterer den her sag og de tiltag, der er foretaget for at hjælpe flygtningebørnene på Lesbos og de forfærdelige umenneskelige forhold, som børnene lever under nu i den nye Kara Tepe-lejr, der har erstattet den nedbrændte Morialejr. Trods folketingsdebatterne, utallige artikler og flere tusind henvendelser på de sociale medier med direkte opfordring til regeringen og støttepartierne om at gøre mere er det ikke lykkedes os at hjælpe børnene i lejren – en flygtningelejr i EU, i vores europæiske nærområde, hvor forholdene længe har været kritiseret af Europa-Kommissionen, af UNHCR og adskillige internationale ngo'er og af Dansk Flygtningehjælp.

Vi har her i Danmark midler og magt til at debattere situationen, og det er jo godt, men i lejren kan beboerne ikke få lov til at dokumentere forholdene. De får smadret deres mobiltelefoner af det græske politi, og hvis ngo'er prøver at dokumentere forholdene, får de heller ikke lov til det. Der er åbenbart og åbenlyst forhold i Kara Tepe-lejren, som lejrens græske myndigheder under ingen omstændigheder ønsker belyst. Trods det kommer der alligevel nyheder ud vedrørende forholdene: forfærdelige beskrivelser af familier i utætte og uopvarmede iskolde telte fulde af regnvand om morgenen, væltede plastiktoiletter og børn, der bogstavelig talt vader rundt i vand og mudder til knæene.

Efter at Morialejren brændte, trådte 13 europæiske lande sammen og tilbød at evakuere flere hundrede uledsagede børn fra lejren. Frie Grønne bad ligesom flere andre partier regeringen om, at Danmark gjorde det samme. Det ville regeringen overraskende nok ikke ud fra en betragtning om, at det ville fremme flugt via menneskesmugling, hvis Danmark tog imod uledsagede børn fra Lesbos. Men der er faktisk evidens for, at jo sværere det bliver at emigrere ved øget grænsekontrol og lukning af flugtruter, jo flere flygtninge tvinges til at vælge farlige flugtruter via menneskesmugling.

I stedet for at evakuere sendte Danmark campingtelte og tæpper, hvoraf størstedelen ifølge IOM, International Organization for Migration, aldrig nåede frem til Lesbos. Først i november måned kom 20 ud af 50 sommercampingtelte frem, og de var på den årstid fuldstændig ubrugelige på Lesbos.

Der er i dag sandsynligvis kun få uledsagede børn tilbage i lejren. Til gengæld er der 2.500 børn i den nye lejr på Lesbos, hvoraf mange er babyer eller børn under 5 år – små børn, der lider nød, langt ud over den nød og de afsavn, der sædvanligvis ses i flygtningelejre, som jo i øvrigt ikke er gode. De uledsagede børns nye ophold er ikke registreret. En del er flyttet til fastlandet. En del er kommet frem til europæiske lande, der tilbød dem et nyt hjem. Det blev ikke Danmark, på trods af at 14 danske kommuner og over 50 danske plejefamilier tilbød at tage imod børnene for egen regning, og på trods af at der i finansloven for 2020 var afsat midler til 500 kvoteflygtninge, hvoraf kun 200 er kommet til Danmark i 2020.

Jeg opfordrer i medmenneskelighedens navn regeringen til at udarbejde en plan for, hvordan Danmark kan tilslutte sig det europæiske samarbejde om omfordeling af lejrens flygtningebørn. Mange lande tager fortsat imod både børn, familier, syge, handicappede og sårbare flygtninge fra Lesbos. Derudover ønsker vi, at man får sikre oplysninger om, hvordan den ekstraordinære hjælp på to gange 22,4 mio. kr. er kommet frem til de uledsagede børn, der ikke længere er i lejren, og viden om disse børns ophold og trivsel.

Frie Grønne støtter SF's forslag om, at Danmark modtager de 300 flygtningebørn fra den tidligere Morialejr og nu fra Kara Tepe-lejren. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning, og den er til hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Nu, hvor ordføreren finder det passende at inddrage medmenneskeligheden, er det så et udtryk for, at ordføreren mener, at nogle partier er mere medmenneskelige end andre?

Derudover: Er ordføreren bekendt med, hvor mange der sådan i gennemsnit døde druknedøden på vej over Middelhavet i 2019? Og tror ordføreren, at det antal vil stige eller falde, hvis vi begynder at indføre en model, hvor man, så snart folk er kommet til Europa, så begynder at omfordele dem internt i Europa, uagtet at de ikke har et asylgrundlag?

Ordføreren.

Tak. Medmenneskelighed tror jeg at vi alle sammen har. Vi reagerer bare ikke på den på samme måde, hvor vi gerne vil hjælpe de her 300 børn, og vi vil gerne hjælpe rigtig mange andre flygtningebørn og børn og andre mennesker i andre lande, som lider nød.

Omkring druknedøden er det jo fuldstændig uacceptabelt, at vi får folk presset ud i den. Så derfor skal vi lave et ordentligt asylsystem, så vi får de børn og voksne, der har brug for hjælp, bl.a. kvoteflygtninge, til europæiske lande, hvor vi kan hjælpe dem.

Hr. Rasmus Stoklund.

Der var jo en del af spørgsmålet, der ikke blev besvaret, men jeg kan så svare, at det var ca. 25 om ugen, der druknede i 2019. Om det antal så vil stige eller falde, blev der heller ikke svaret på, men jeg kan ikke se for mig, hvordan det skulle gøre andet end at stige, hvis vi begyndte at følge den her model, som fru Susanne Zimmer lægger op til.

Jeg synes, at det mest præcise, man kan sige om det her, som hr. Henrik Dahl også sagde, er, at det virker uendelig arbitrært, at der er 300 børn, som fru Susanne Zimmer har set i fjernsynet, og som der nu er fokus på. Der er millioner af børn i verden, der lider, og masser af dem fortjener lige så stor opmærksomhed, og derfor skal vi bruge flere ressourcer på udviklingsbistand og på at hjælpe i forskellige flygtningekatastrofer i stedet for nogle steder, hvor man så kan føre store kampagner på sociale medier, og hvad det ellers er, man fordriver sin tid med.

Ordføreren.

Først og fremmest skal vi jo få skabt nogle forhold i vores verden, så folk kan blive der, hvor de vil. For der er jo ingen, der flygter for sjov. Altså, man har da lyst til at blive boende i sit eget hjemland, hvis man har mulighed for det, og leve et ordentligt og farefrit liv. Så det skal vi gøre noget ved. Vi skal gøre mange ting, men det kræver flere ressourcer, end vi bruger nu, og at vi tager imod 300 flygtninge, uledsagede flygtningebørn, har jeg ingen forestilling om skal betyde, at der er flere der drukner.

Så kommer der også det, som jeg nævnte omkring asylsystemet, at vi skal gøre noget ved det, så vi ikke presser folk ud i menneskesmugling. Og det er jo der, hvor der er den der engelske rapport fra Oxford University, som viser, at vi faktisk kan gøre det mindre attraktivt for menneskesmuglere og skabe et mindre behov for at bruge dem.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Således kan jeg give ordet til ordføreren for forslagsstillerne for anden del af ordførertalen. Velkommen til hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg har jo holdt min ordførertale, men jeg vil også gerne sige noget lidt opsummerende. Jeg tror desværre, at hvis jeg skal sige noget opsummerende for den her debat, er det, at jeg synes, den har været lidt deprimerende, og at viljen til at hjælpe de her børn er meget, meget lille. Derudover har der været flere ret nederdrægtige påstande i debatten om, at vi blot fremsætter det her forslag for at flashe nogle bestemte holdninger, og der bliver lidt sagt, at det handler om, at det ligesom er de politisk korrekte holdninger at have. Jeg synes egentlig, det er lidt sjovt at betragte den her situation, hvor det i virkeligheden er blevet lidt omvendt. Det er, som om det politisk korrekte i dag – det er i hvert fald det, der er et bredt flertal for – er ikke at ville hjælpe i den her situation, hvor dem, der er politisk ukorrekte, sådan set er os, der siger fra i den her situation og ønsker at tage imod de her børn.

Jeg synes også, det er mærkværdigt, at man ikke kan anerkende, at man godt kan gøre begge dele på samme tid, altså at man både kan kæmpe imod det dysfunktionelle asylsystem, vi har, kæmpe for at få ændret det, og samtidig reagere på den her meget akutte situation. Der er jo ingen tvivl om, at situationen ikke er optimal, og at den er en konsekvens af et dysfunktionelt asylsystem, men vi bliver jo også nødt til at reagere på den virkelighed, der trods alt er.

Men for at det hele ikke bliver alt for deprimerende, vil jeg også gerne nævne noget, som giver mig rigtig meget håb, og det er de mange organisationer og de mange aktivister, som har engageret sig i den her sag. Derfor vil jeg sådan set også bare lige bruge lejligheden til at sige tak til jer. Mange har sendt mig mails de seneste dage og opfordret mig til at støtte det her beslutningsforslag, som jeg selv har fremsat, og det har jeg forsøgt at få svaret tilbage til de mange mennesker. Tak til jer, der kæmper den her kamp, tak til jer, der også helt konkret hjælper de mennesker, som er i nød, og tak til jer, der presser på for nogle andre politiske beslutninger.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg efter fru Pernille Vermunds bemærkning om, at det nærmest var sådan uetisk at hjælpe de her børn, fordi der var andre steder, man kunne hjælpe mere, sad og funderede lidt over det bagefter. Det bliver jo nærmest sådan en utilitaristisk diskussion. Altså, kan man i virkeligheden bruge vores penge bedre på en anden måde for at hjælpe flest mulige mennesker? Det synes jeg er et meget fair spørgsmål at stille, men det kan man også stille i mange andre situationer. Man kan også stille det, når vi f.eks. herindefra giver penge til kræftbehandling. Der kunne man stille spørgsmålet og sige: Når vi bruger millioner af kroner på en enkelt persons kræftbehandling, kunne vi så hjælpe nogle mennesker, der sulter, og mange flere menneske i stedet for? Og når vi nu bruger penge på gratis psykologhjælp, som jeg eksempelvis har kæmpet meget for, kunne vi så hjælpe flere i stedet for? Kunne vi egentlig hjælpe flere, hvis vi hjalp nogle andre mennesker i verden med nogle andre ting?

Jeg tror egentlig generelt, at det er nogle gode spørgsmål at stille os selv herinde, altså om vi gør det mest etiske. Jeg mener sådan set, at vi i den konkrete sag her vil hjælpe nogle mennesker, som måske er nogle af de allermest udsatte i verden. Derfor synes jeg også, at det fuldt kan retfærdiggøres som et etisk forslag, som vil gøre stor gavn for de mennesker, det handler om. Jeg ville ønske, at det havde politisk opbakning. Tak til jer, der fortsætter med at kæmpe for sagen, og tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Først er det hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. I lyset af hvor enslydende mange af de mails, som jeg har modtaget, er, og at jeg tror, det er nogle af de samme typer mails, som hr. Carl Valentin har modtaget, så troede jeg faktisk, at det var nogle af hr. Carl Valentins venner, der havde sendt de her mails. Men jeg kan forstå, at det så ikke er noget, hr. Carl Valentin har orkestreret. Det er jo altid noget, men det virkede bare ikke på mig som sådan en helt almindelig borgerhenvendelse, eftersom det virkede som en relativt koordineret indsats, der vist har fyldt alle folketingsmedlemmers indbakke op de sidste par dage.

Derudover er der det her med prioriteringer. Det er jo forhåbentlig ikke noget nyt for hr. Carl Valentin, for det er hele kernen i politik. Det er jo det, det drejer sig om, altså at prioritere samfundets midler på en retfærdig måde. Det er netop det, det her drejer sig om. Vi prioriterer på en måde, hvor vi lidt groft sagt får mest mulig humanisme for pengene, og det er derfor, vi er nogle, der ikke mener, at vi skal prioritere efter, hvad der lige har været i fjernsynet, men prioritere efter, hvor vi netop får, ja, mest humanisme for pengene. Og det er jo nu, hvor hr. Carl Valentin nævner sundhedsbehandling, også derfor, at vi ikke tilbyder al sundhedsbehandling. Det er jo, fordi man har nogle dygtige mennesker til at sidde og hjælpe med at lave nogle prioriteringer, der skal være, og derfor er der så desværre nogle meget dyre sundhedsbehandlinger, vi ikke kan tilbyde.

Ordføreren.

Selvfølgelig er det ikke en ny overvejelse eller en ny diskussion. Det var sådan set heller ikke min pointe. Jeg syntes bare, det var lidt sjovt at bringe det op, fordi vi jo faktisk kommer med et forslag her, som hjælper nogle af de måske mest udsatte mennesker i verden, nogle, der i hvert fald virkelig har brug for vores hjælp. Og hvis man virkelig har den tilgang, at vi hver eneste gang skal overveje, om der er nogle endnu fattigere og endnu mere udsatte mennesker, vi kan hjælpe, hvilket jeg synes er en fin tilgang, så tror jeg også, at det ville præge Nye Borgerliges politik lidt mere. For der er da mange andre ting, som jeg kan se Nye Borgerlige ønsker at bruge penge på, som på ingen måde vil være så godt for mennesker og være så utilitaristisk eller altruistisk, som det vil være at hjælpe de mennesker, som det er tilfældet i den her sag.

Hr. Rasmus Stoklund.

Jamen det her med, hvordan man bruger pengene bedst, synes jeg netop er sagens kerne i det her, og det er noget af det, der gør den her diskussion utrolig interessant. Og selvfølgelig er det relevant også på det her område at tænke i de baner. Så vidt jeg husker tallene fra 2016 på, hvor mange penge vi brugte på at indkvartere asylansøgere – og der skal man jo huske, at halvdelen i runde tal altså ender med at blive afvist – så var det i omegnen af 3 mia. kr. i Danmark, sådan som jeg lige husker det på stående fod og i runde tal osv. Det er nogenlunde det samme beløb, som FN havde til at håndtere millioner af flygtninge i både Nordafrika og Mellemøsten, som skulle indlogeres. Det synes jeg er endnu et meget godt eksempel på – der er mange, der har bragt gode eksempler frem i aften – at man altså får mere for pengene ved at hjælpe ude i verden end ved at udse sig nogle, man har set i en tv-udsendelse, og så kaste alt ind på dem.

Ordføreren.

I SF går vi jo sådan set også ind for, at vi grundlæggende får ændret vores asylsystem; at vi sikrer en bedre omfordeling; at vi får mindre spontant asyl – og vi vil også gerne hjælpe meget mere i nærområderne. Det er bl.a. derfor, at vi i mange år har kæmpet for at hæve udviklingsbistanden. Så vi mener sådan set godt, at man kan gøre begge dele, altså både hjælpe i den her akutte situation og hjælpe mere i nærområderne. Det er også det, vi agiterer for. Så jeg synes, man skal lade være med at fremstille det, som om vi kun vil gøre det ene og ikke det andet.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tusind tak, fru formand. Jeg mener, at når man ikke engang kan støtte 300 flygtningebørn, så har det intet med fjernsyn eller andet at gøre. Det har ganske simpelt med det at gøre, at det udstiller de borgerlige partiers reelle kynisme – ikke engang 300 flygtningebørn. Jeg kunne endda forstå det, hvis vi sagde 10.000 eller 20.000 af de værst stillede mennesker i verden, men 300 flygtningebørn. Det udstiller også Socialdemokratiet på vild flugt fra deres humanistiske holdninger for bare 30 år siden – ja, bare under Helle Thorning-Schmidt, hvor man gerne ville bruge 1 pct. af bnp til udviklingsbistand. Det vil man ikke engang nu. Man har skåret 0,3 pct. væk, siden salig Svend Auken levede og var minister.

Men jeg har et spørgsmål til SF: I stedet for at nævne det med kræft og alt det der kunne man så ikke tage og lade være med at give skattelettelser til de rigeste, lade være med at bruge så meget på militæret eller lade være med at have så mange huller i skattevæsenet? Det vil jeg hellere gå efter end at begynde at spare på kræftbehandlingen eller andre ting, som jo sådan set er ret væsentlige ting.

Ordføreren.

Det er jeg da selvfølgelig fuldstændig enig i. Det var heller ikke, fordi jeg skulle stå og agitere for, at man skulle skære ned på de ting. Det var bare for at sammenligne det med nogle andre gode ting, ligesom jeg synes, at det her er et godt tiltag. Jeg synes også, at det er godt, at vi hjælper mennesker med psykiske problemer, eller som har kræft eller lignende. Og så vil jeg i øvrigt også bare sige tak til Enhedslisten, ikke bare for opbakningen til forslaget her, men også for engagementet i debatten generelt.

Hr. Christian Juhl.

Jeg er selvfølgelig ked af, når nogle mennesker bliver kede af det og trætte af det, og når fru Marie Krarup synes, det er træls at få den her debat, vil jeg gerne sige tak til SF for, at de rejste den. For den er forfriskende oven på alle de der nærmest hadske holdninger til flygtninge, som vi gang på gang, næsten hver eneste uge, skal tage stilling til i den her sammenhæng. Jeg skal nok tage stilling til dem; det er min pligt som valgt her i Folketinget. Men jeg synes også, det er forfriskende så en gang imellem at kunne diskutere en smule visioner om, hvordan vi kunne komme videre, og hvordan vi kunne være lidt mere humanistiske og lidt mere ordentlige over for den verden, som er i kaos i øjeblikket.

Ordføreren.

Hvis bare vi diskuterede kampen for et mere humanistisk asylsystem lige så tit, som vi diskuterer f.eks. halalkød herinde, ville det da gøre underværker.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Mads Fuglede fra Venstre. Værsgo.

Tak til SF for at tale pænt om nytteberegning af et område. Betyder det så også, at hvis man eksempelvis kunne finde et sted, hvor man herhjemme kunne spare i omegnen af 30 mia. kr. om året, ville man i SF være enige i, at det ville sætte flere ressourcer fri til at kunne hjælpe nogle af de her mange mennesker i verden, der har det svært?

Ordføreren.

Det lyder jo, som om man stiller det her spørgsmål for så lige om lidt at komme med et eller andet eksempel på et sted, hvor man kan finde nogle penge. Men det er klart, at hvis man kan finde nogle penge, som bliver spildt et eller andet sted, og som man bedre kunne bruge på at hjælpe flygtninge, ville jeg da synes, det var dejligt.

Hr. Mads Fuglede.

Vi bruger i Danmark mere end 30 mia. kr. om året på vores indsats over for udlændinge, der er kommet hertil, og som er en udgift for staten. Det var bare for at sige, at nu er man jo selv slået ind på det spor, at man bruger økonomisk stringent tænkning bl.a. i SF for at gøre en indsats over for dem, der har det svært i verden. Så virker det jo mærkeligt, at man – hvis vi ved, at dem, vi får hertil, er nogle, vi netto har større udgift på og derfor ad åre kan hjælpe mindre – vil gøre det endnu mere, vel vidende at man længere nede ad sporet så vil have en mindre mulighed for at hjælpe der, hvor de 31 millioner mennesker, der er børn, der er på flugt i verden lige nu, befinder sig.

Ordføreren.

Nu er det her jo i høj grad også nogle mennesker, der har brug for genbosætning, og derfor vil vi også gerne tilbyde dem det. Så er det klart, at der er masser af integrationsindsatser, som koster nogle penge, og jeg synes, vi skal gøre, hvad vi kan, for at få bragt de omkostninger ned. Men vi kan sådan set godt både kæmpe for at integrere folk og hjælpe mennesker ude i verden.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Hermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.