Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 7:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af 18-årsmindstealder for omskæring af raske børn (borgerforslag).

Af Flemming Møller Mortensen (S), Peter Skaarup (DF), Sofie Carsten Nielsen (RV), Karsten Hønge (SF), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Pernille Vermund (NB), Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Susanne Zimmer (UFG).

(Fremsættelse 07.10.2020).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til justitsministeren.

Man kan egentlig godt undre sig lidt. Det var miljøminister Lea Wermelin, der var heroppe umiddelbart før mig, og alligevel skal jeg sætte talerpulten ned. Nå, det er noget helt andet.

Tak for ordet. Der er fremsat to beslutningsforslag, B 6 og B 7, der begge omhandler indførelse af en aldersgrænse for omskæring. Sådan som jeg har forstået det – det har jeg umiddelbart fået at vide – skal B 6, som skulle behandles efterfølgende, alligevel ikke behandles i dag. Under alle omstændigheder er der lagt op til, at de skal behandles i forlængelse af hinanden – det ene som et borgerforslag og det andet som et almindeligt forslag. Vi begynder så med B 7, som er fremsat på baggrund af et borgerforslag.

Det beslutningsforslag sigter mod at indføre en lovgivning, der i praksis vil være et de facto-forbud mod omskæring af drengebørn af ikkemedicinske årsager. Det vil gøre det meget vanskeligt for det jødiske mindretal at praktisere deres tro i Danmark. Omskæringsritualet har en helt særlig betydning for det jødiske samfund. Det er vi nødt til at være bevidste om. Først og fremmest har det en særlig betydning for de forældre, som ønsker at give den del af deres kultur og historie videre til deres børn. Der er ingen grund til overhovedet at tro, at forældrene er onde barbarer eller uetiske personer. Det er helt almindelige forældre, der ligesom alle os andre kun ønsker det allerbedste for deres børn.

For os, som er rundet af vores kristne baggrund og i hvert fald for mit eget vedkommende ikke praktiserer troen på nogen synderlig manifest måde – faktisk er jeg, hvis sandheden skal frem, ikke medlem af foreningen, men føler mig dog ret stærkt tilknyttet samme kulturkreds – kan det være svært at sætte sig ind i omskæringsritualets helt særlige betydning. Personligt har jeg svært ved at forstå ritualet, og det er bestemt ikke er noget, som jeg f.eks. ville udsætte mine to sønner for.

Men det giver altså ikke mening at se spørgsmålet om omskæring løsrevet fra en historisk og værdimæssig sammenhæng. Vi er nødt til i den her sammenhæng at løfte blikket og se det store billede. Jøderne har været et forfulgt folkeslag i Europa i mange hundrede år – en forfølgelse, der kulminerede med det mørke kapitel i Europas historie, da mange jøder blev dræbt under holocaust. De allierede styrkers sejr i anden verdenskrig og jødernes overlevelse står ikke bare som en krigssejr. Den står som en sejr for den frie verden, og den står som fundamentet for den frie verden. Ud af den sejr voksede vores verdensnorm og de værdier og de normer, som vi i dag bygger vores frie verden på – en verden med demokrati som styreform, med velstand gennem handel mellem lande, en verden, som står på lov og ret og ikke den stærkestes eller mest brutales ret, og som står på internationale aftaler mellem landene, menneskerettigheder.

Hvis vi for et øjeblik skulle være fristet til at glemme, hvad det er, der er sket, hvis vi ikke værner mod det en gentagelse, vil jeg bare opfordre til, når det bliver muligt fysisk eller også i hvert fald her mentalt, at foretage en rejse til Normandiet og tage bestik af de tusindvis af hvide kors, som står i snorlige rækker på den amerikanske kirkegård. Den uhyggelige korsparade er et billede på, hvad totalitære tankesæt fører til, hvad fascisme og nazisme kan føre til, hvis vi ikke siger fra. På den måde er jøderne et symbol på den frie verdens sejr. Hvis vi glemmer at passe på jøderne, glemmer vi at passe på os selv. Hvis vi glemmer at passe på jøderne, glemmer vi at passe på den frie verdens værdier.

Derfor skal vi som land gøre, hvad vi kan, for at beskytte de danske jøder og minde hinanden om, at historien aldrig må gentage sig. Vi skal undgå, at danske jøder overvejer at rejse fra det land, de er født og opvokset i, fordi de føler sig uvelkomne, og vi skal understøtte, at det jødiske samfund kan leve frit og trives godt i Danmark.

Ud over det helt særlige hensyn til det jødiske mindretal, ud over den helt særlige historiske kontekst med de værdier og den verden, som er vores, vil et omskæringsforbud jo også have en lang række andre perspektiver, herunder ikke mindst udenrigspolitiske perspektiver. Vi vil være et af de første lande i verden, der indfører et forbud mod omskæring af drengebørn af ikkemedicinske årsager – hvis ikke det første. Det ville vække betydelig opmærksomhed i store dele af verden. En række lande ville med stor sandsynlighed være kritiske over for et forbud og vende sig imod os. Det gælder ikke mindst nogle af vores allerstærkeste allierede og ikke mindst vores allerallerstærkeste allierede, nemlig amerikanerne. Det vil potentielt få udenrigspolitiske implikationer for Danmark, for vores forhold til bl.a. USA og Israel. Begge lande har, som alle her ved, en betydelig og udbredt praksis med omskæring af drenge og ser derfor med bekymring på et eventuelt forbud mod omskæring af drenge under 18 år. Danmark har ingen udenrigspolitisk interesse i at smække døren i og bryde forbindelserne til vores nærtstående.

Derudover lægger beslutningsforslaget efter sin ordlyd op til, at der skal indføres en kønsneutral mindstealder på 18 år. Det kunne i praksis, afhængigt af hvordan man implementerer det, taget på ordlyden gøre omskæring af kvinder over 18 år lovligt. Regeringen tager stærkt afstand fra omskæring af kvinder i alle aldre, og omskæring af kvinder er et helt absurd instrument for kvindeundertrykkelse og helt uforeneligt med et moderne menneskesyn. Personligt ser jeg omskæring af kvinder og piger som et overgreb mod mennesker, der ikke burde finde sted noget sted i verden. Kvindelig omskæring er uanset alder strafbart efter vores egen straffelov. Da kvindelig omskæring blev gjort ulovligt, bemærkede Sundhedsstyrelsen, at omskæring af piger eller unge kvinder ikke i noget tilfælde kan være lægeligt begrundet, og at kvindelig omskæring indebærer risiko for en række alvorlige helbredsmæssige følger.

Men det helt centrale i vores stillingtagen, regeringens stillingtagen, er, at diskussionen om omskæring ikke kan løftes fri af og ikke skal ses uden blik for konteksten til den historiske og værdimæssige sammenhæng. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 7:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af 18-årsmindstealder for omskæring af raske børn (borgerforslag).

Af Flemming Møller Mortensen (S), Peter Skaarup (DF), Sofie Carsten Nielsen (RV), Karsten Hønge (SF), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Pernille Vermund (NB), Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Susanne Zimmer (UFG).

(Fremsættelse 07.10.2020).

Således går vi tilbage til behandlingen af borgerforslaget her, B 7, og der er en række korte bemærkninger til ministeren. Den første er fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Vores historie i den vestlige verden er en længere historie om udbygning af respekt for menneskers rettigheder og også de senere år en respekt for, at børn er mennesker, og at børn har rettigheder, som de har for sig selv, og som ikke er afhængige af, om deres forældre anerkender disse rettigheder.

Jeg synes, det er absurd, at vi har en justitsminister i Danmark, der siger, at denne udvikling ikke må finde sted på dette område, fordi vi her har at gøre med en religiøs gruppe, som i historien har været helt, helt urimeligt forfulgt. Det ændrer ikke ved, at børns rettigheder er vigtige, og at vi nu er nået til et tidspunkt, hvor vi må sige, at blandt de ting, forældre ikke må gøre mod deres børn, må en af tingene også være, at de ikke på et umyndigt barn, som ikke kan sige nej, må skære dele af barnets krop. Vi er nået dertil nu, og det kan man faktisk ikke sige nej til på grund af de frygtelige ting, der er overgået det jødiske folk. Det må man begrunde i sin egen ret og ikke henvise til de frygtelige ting, der er sket historisk.

Ministeren.

Det er jo forkert. Det er jo objektivt set forkert at sige, at vi skal løfte den her debat løfte fri af den kontekst, som den er en del af. Altså, det er en manglende anerkendelse af de værdier, som vi står på. Det er rigtigt, at værdierne er udviklet over tid, men hvis resultatet af anden verdenskrig havde været et andet end det, som det blev, ville vores værdier være ødelagt af totalitære regimer, nazistiske og fascistiske.

Hr. Ole Birk Olesen.

Men at anerkende børns rettigheder, som er uafhængige af, hvad deres forældre vil give dem, er ikke fascisme, er ikke totalitarisme. Det er en vej hen imod et individualistisk syn på mennesket, at mennesket kan eksistere i egen ret, og at menneskets rettigheder ikke er et produkt af den kultur, mennesket kommer af, og ikke er et produkt af de forældre, som mennesket har.

Jeg vil gerne bede justitsministeren forholde sig til, om det er justitsministerens opfattelse, at børn bør have ret til at beholde deres krop intakt, eller om justitsministeren mener, at det må være et produkt af, om forældrene synes, at børnene skal beholde deres krop intakt.

Ministeren.

Alle mennesker, også børn, eksisterer selvfølgelig i deres egen ret. Hvis der er nogen, der har kæmpet for børns ret til at eksistere og leve frit, er det det kongelige danske Socialdemokrati, bl.a. ved afskaffelse af revselsesretten, som den blå del af Folketinget var imod.

Den næste korte bemærkning er fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ja, tak for ordet. Jeg må sige, at jeg er meget uenig med justitsministeren. For os i SF står barnets ret til egen krop simpelt hen over hensynet til religion, og jeg har svært ved at forstå Socialdemokratiets position her i dag. For som jeg plejer at opfatte Socialdemokraterne, i hvert fald når det handler om muslimer, så står religion og hensynet til det meget, meget langt nede på listen. Men spørgsmålet er, hvad der er sket med holdningen til det her spørgsmål, for nu vil jeg læse et citat op fra statsministeren, som hun udtalte, dengang hun var socialordfører i 2008:

»Jeg har aldrig forstået, hvorfor man skal skære i børn på den måde. Jeg mener ikke, at religion kan legitimere, at man påfører sine børn fysiske skavanker og de smerter, der må være forbundet med det. Vi har diskuteret omskæring af kvinder, men jeg mener også, at omskæring af drenge skal forbydes.«

Hvad er der sket med holdningen siden 2008?

Ministeren.

Men det er jo forkert, når det bliver fremstillet, som om det her alene er af religiøse hensyn. Det, der er det vigtige her, er vores samfundsmæssige værdier; det er, om vi vil gå på kompromis med den frie verdens værdier. Det er, om vi vil stå på mål for de sejre, som andre har kæmpet og er døde for, hele vejen, eller om vi ikke vil. Det er det, som er det afgørende.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Altså, jeg hørte egentlig ikke rigtig, at justitsministeren forholdt sig til statsministerens tidligere citat. Jeg spurgte til, hvad der er ændret i holdningen, og hvorfor det nu lige pludselig er i orden at påføre børn smerte for en handling, som i virkeligheden er unødvendig? Hvorfor er det, at hensynet til religion kommer til at stå højere her? For mig er det udtryk for argumenttørke, at man henviser til historien og noget udenrigspolitik. Jeg synes faktisk ikke, at regeringen plejer at være så bleg om næbet i de her spørgsmål, at den ikke kan have en selvstændig holdning til, om vi påfører børn skade eller ej.

Ministeren.

Det er i bedste fald misforstået – i bedste fald misforstået – at kalde det argumenttørke. I virkeligheden synes jeg mere, at jeg oplever en argumentresistens, som bare går ud på at tage det synspunkt, som er lettest købt, uden hensyn til, hvad det indebærer af implikationer; uden hensyn til, hvad det er for en samfundsmæssig kontekst, det må ses i; uden hensyn til, hvad det i øvrigt kan betyde, men hvor man bare tager det synspunkt, som er let.

Den næste korte bemærkning er til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det er skræmmende, hvad ministeren lægger for dagen. Først laver man skræmmebilleder af holocaust, krigen, og at det åbenbart er derfor, vi ofrer børnene i det her spil. Altså, vi er i 2020 og ikke i 1940'erne, og samtidig er der det svar med hensyn til, at dem, der mener noget andet, tager det letteste valg. Det letteste valg? Det her er noget, som vi har diskuteret i årevis, og det har bestemt ikke været let for nogen af os. Det er måske let for justitsministeren, fordi det ikke har ligget på det bord tidligere, men det har ligget i Sundhedsudvalget, og vi har godt nok brugt meget tid og arbejde på det her. Så der er intet let valg over det, men det må jo være et let valg at sige, at man er fuldstændig bedøvende ligeglad med de drenge, der får en skade, som ikke er til at genoprette senere.

Betyder det intet for ministeren med de skader, som vi har set, og at vi kan se tal på, at der er over 200 drengebørn, der har haft bivirkninger, så de har måttet indlægges på sygehuset, de seneste par år?

Ministeren.

Det er jo simpelt hen forkert at starte sit indlæg med at sige, at man ofrer børnene i den her sammenhæng, apropos hvad der kan være sagligt at referere til. Det er jo simpelt hen noget sludder at sige, at man ofrer børnene i den her sammenhæng, og det er jo i øvrigt også efter min bedste overbevisning et forkert referat af tallene.

Det er selvfølgelig klart, at et af de elementer, som man skal forholde sig til, er, om den her omskæring uden medicinsk indikation kan foregå patientsikkert og under de rigtige forhold, og det er fuldstændig rigtigt, at det er noget, som man har diskuteret på sundhedsområdet længe – et krav om, at indgrebet skal være foretaget af en læge eller efter en læges autorisation, at der er tilstrækkelig bedøvelse og smertelindring – sådan at man ikke kan starte der, hvor spørgeren startede, nemlig med at sige at man ofrer børnene, og så er det altså, undskyld mig, det letteste valg.

Fru Liselott Blixt.

Når jeg siger, at man ofrer børnene, så er det, fordi man ikke lytter til de beretninger fra nogle af de voksne, der faktisk har fået skader af det her. Jeg har haft en mand i røret, der fortalte, at han aldrig havde haft et forhold til en kvinde, fordi han var blevet omskåret, da han var barn. Jeg har hørt og set mange af de mennesker, der ikke selv har fået lov til at tage det frie valg, og når ministeren siger, at de tal ikke passer, så vil jeg gerne have ministeren til at fortælle lige nu, hvad det er ved de tal, der ikke passer. De tal er gennemgået for diagnosekoder, og faktisk mener man, at der er endnu flere, som er skadet, men som ikke er registreret.

Ministeren.

Sådan som det er oplyst på vores høring forleden, er komplikationerne ved indgrebet få, og komplikationerne er meget sjældne. Jeg kan forstå på Sundheds- og Ældreministeriet, at ministeriet udarbejder en oversigt over klagesager om omskæring uden medicinsk indikation, som i øvrigt vil blive sendt til Retsudvalget og vil blive sendt til Sundheds- og Ældreudvalget. Så må man vel også tage det perspektiv med, at der, hvis man nu foretog det lette valg, som spørgeren vil, jo så er en betydelig risiko for, at det vil ske alligevel under nogle langt mindre betryggende omstændigheder.

Den næste spørger er fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg er simpelt hen også uenig i, at der er nogen lette valg her. Det er jo simpelt hen et spørgsmål om, at der er tale om grundlæggende rettigheder, som støder sammen: retten til egen krop og religionsfriheden. Men det er nu ikke det, som mit spørgsmål går på.

Ministeren var i sin tale også inde på, at borgerforslaget kan åbne op for kvindelig omskæring. Det synes vi også i Enhedslisten er et meget, meget stort problem, og derfor har vi tænkt os at stille et ændringsforslag til det her forslag, sådan at man sikrer, at det ikke på den måde, som det er formuleret på nu, kommer til at åbne op for kvindelig omskæring. Og jeg vil egentlig bare høre, om regeringen kan støtte op om sådan et ændringsforslag.

Ministeren.

Jamen vi kan slet ikke støtte forslaget. Altså, vi vil ikke på nogen måde legitimere kvindelig omskæring, som det her forslag lægger op til. Vi vil jo have forslaget stemt ned i sin helhed.

Fru Rosa Lund.

Det er jo lige præcis derfor, at spørgsmålet går på, om regeringen vil være med til at støtte, at vi i Enhedslisten kan stille et ændringsforslag, så man netop ikke kommer til at legitimere kvindeomskæring, for det tror jeg sådan set at vi alle sammen i den her Folketingssal er imod. Så det er det, mit spørgsmål går på. Men jeg har forstået, at regeringen ikke kommer til at støtte borgerforslaget, som det ligger. Men måske kunne I være søde at hjælpe Enhedslisten på vej med et ændringsforslag til borgerforslaget.

Ministeren.

Vi vil altid gerne være søde, så det skal vi nok hjælpe med.

Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for ordet. I Nye Borgerlige synes vi bestemt heller ikke, at det her er en let sag og en let diskussion. Vi har truffet vores beslutning, og vi mener, at børns ret til at have deres krop intakt står over de religiøse normer og kulturer, som er væsentlige og vigtige for flere religioner, men som i den her situation må vige. Og når jeg siger »vige«, er det bevidst, for jeg har ofte hørt Socialdemokratiet tale om, at når religion og demokrati støder sammen, er det Gud, der har vigepligt.

Vil ministeren erkende, at der er situationer, hvor kultur, normer og traditioner ikke nødvendigvis er af en sådan karakter, at man bare kan sige, at de har vigepligt, men hvor kultur, normer og traditioner, særlig dem, der er vores egne og tæt knyttet til vores egne, kan have en sådan betydning for fællesskabet, at det kan være svært at sige, at det så bare handler om menneskerettigheder, og hvad vi ellers har af sådan mere principielle diskussioner?

Ministeren.

Men indgangen til spørgsmålet er forkert. For det er ikke bare et spørgsmål om at sige, at vi har nogle børn, som skal have nogle rettigheder, over for nogle religiøse hensyn. For hvis man gør det, tager man det lette synspunkt. For så negligerer man den historiske, den samfundsmæssige og den værdimæssige kontekst, som man er nødt til at anvende, og man negligerer f.eks. de udenrigspolitiske implikationer, som det vil få, hvis Danmark som det første land skal gå den her vej. Så derfor er den modstilling kun en beskrivelse af en delmængde af den problematik, som vi diskuterer i dag, og efter min mening en ikke afgørende delmængde.

Fru Pernille Vermund.

Når jeg spørger, er det jo, fordi det er et udsagn, som Socialdemokratiet ofte bruger, altså at det, når religion og demokrati støder sammen, er Gud, der har vigepligt, og det er let at sige, når vi har at gøre med religioner, som også er politiske, og som dermed medfører nogle totalitære tilstande i vores samfund, og her taler jeg om islam, og det er formentlig også derfor, at ministeren ikke selv nævner muslimer i sin ministertale.

Men der er jo et reelt dilemma, i forhold til om man ønsker at bevare en kultur, og hvordan det så hænger sammen med demokratiet. Kan ministeren ikke bare erkende, at lige her er Socialdemokratiet på det andet hold, altså at der er det ikke Gud, der må vige, men der er det demokratiet, der må vige?

Ministeren.

Næh, det, der er interessant i den her sammenhæng stillet op på den måde, er, at det jo er rigtigt, at der også er totalitære religioner, og det er rigtigt, at ekstremistisk islamisme er en af de her totalitære styreformer, som vi skal bekæmpe, ligesom vi bekæmpede fascisme, ligesom vi bekæmpede nazisme, ligesom vi bekæmpede kommunisme. Det er en del af den historiske arv, der falder hos os, at tage den kamp, og den skal kæmpes med udgangspunkt i vores værdier, de værdier, som det jødiske folks tilstedeværelse i Danmark i dag er et symbol på.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Vi starter hermed ordførerrækken, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet, og det er hr. Bjørn Brandenborg.

Det er ikke et ondt ord om ministerens højde, men nu tillader jeg mig alligevel at justere lidt på talerstolen.

Der er ingen tvivl om, at spørgsmålet om omskæring af drengebørn under 18 år er et svært spørgsmål fyldt med mange dilemmaer. Det synes jeg allerede debatten her i dag bevidner. Det er et spørgsmål, der ikke bare handler om etik og sundhed, men også om Danmarks placering i verden og i vores kollektive historie. Lad mig fra starten slå fast, at Socialdemokratiet principielt er imod omskæring af mindreårige drenge, men vi mener ikke, at et forbud er vejen frem, og derfor kan vi heller ikke støtte de to beslutningsforslag – eller rettere det ene beslutningsforslag, som jeg nu forstår det er.

Som justitsministeren var inde på, kan diskussionen om omskæring af drenge ikke være en enkeltsag løsrevet fra vores europæiske historie, hvor 1930'ernes og 1940'ernes holocaust står som det måske mørkeste kapitel i vores historie. Vi tog et særligt ansvar for de danske jøder, og i årene efter krigen lovede Socialdemokratiet, at der aldrig nogen sinde ville komme en jødeforfølgelse i Danmark igen. Man skal kunne leve et jødisk liv i Danmark, som man har kunnet gøre det igennem flere hundrede år. Hvis Danmark bliver det første land i verden til at forbyde omskæring, risikerer vi også at sende det signal, at jøderne ikke er velkomne – at sende et signal om, at det ikke er muligt at leve et jødisk liv i Danmark med den kultur og de ritualer, som der hører til. Jeg tror bestemt ikke, at det er hensigten hos forslagsstillerne eller hos langt det største flertal af dem, der støtter et forbud, men det kan ikke desto mindre være det, som bliver konsekvensen. Danmark skal selvfølgelig ikke være det første land i verden, som forbyder omskæring af drengebørn.

Der er også nogle sundhedsfaglige argumenter, som jeg synes er vigtige at få bragt ind i den her debat. Det er selvfølgelig helt afgørende, at omskæring sker på et grundlag, der er sundhedsfagligt fuldt forsvarligt. Det kan slet ikke være til nogen forhandling, og det er også derfor, at vi tidligere bad Styrelsen for Patientsikkerhed om at opdatere den faglige vejledning. Styrelsen for Patientsikkerhed har netop offentliggjort vejledningen, og styrelsen vurderer, at omskæring uden medicinsk indikation kan foregå patientsikkert under de rette forhold. Det skal ske efter en læges autorisation, og lægen skal være til stede under indgrebet. Og det kræver tilstrækkelig bedøvelse og smertelindring. Den nye vejledning strammer også kravene. Der skal bl.a. være et akutberedskab, hvis der skulle opstå akutte komplikationer.

Vi forstår dilemmaerne, jeg forstår dilemmaerne – de er svære. Men som jeg startede med at sige, handler det ikke kun om etik og sundhed, men også om vores placering i verdenshistorien, om vores fælles forståelse, om vores muligheder for, at man også som et jødisk mindretal kan leve et trygt og sikkert liv i Danmark, og derfor støtter Socialdemokratiet ikke forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg forstår på Socialdemokratiets ordfører, at Socialdemokratiet er imod omskæring af drenge, men at det er vigtigt for Socialdemokratiet, at det fortsat er muligt i Danmark, fordi det skal overgå jødiske drenge. Der foregår ca. 2.000 omskæringer af drenge årligt. Heraf er cirka ti omskæringer jødiske. Det vil sige, at der er cirka 1.990 omskæringer, som primært går ud over muslimske drenge. Hvis det er vigtigt for Socialdemokratiet ikke at befri jødiske drenge fra at blive omskåret, vil Socialdemokratiet så i det mindste befri de 1.990 øvrige drenge, der bliver omskåret hvert år, fra at blive omskåret?

Ordføreren.

Socialdemokratiet støtter ikke beslutningsforslaget, og derfor støtter vi heller ikke forslaget om, at det skulle være muligt, at omskæring skal være tilladt i Danmark.

Jeg tror, at konsekvensen af det her jo vil være, at man som jøde vil få meget, meget vanskeligt ved at kunne udleve sit liv i Danmark. Hvis vi kigger ud af vinduet i dag, er der på de fleste jødiske skoler i Danmark politibevogtning. Hvis man går omkring synagogen i København, er der også politibevogtning. Hvis man kigger sig omkring i vores europæiske nabolande, er der også en udfordring ved at kunne leve et liv som jøde fri fra, at man skal blive forfulgt. Det er jo, fordi vi historisk har lovet, at man, uanset hvad der sker, skal have mulighed for at kunne leve et frit liv, og vi tror, at konsekvenserne ved at støtte et forbud vil være, at man ikke kan leve et liv som jøde i Danmark og Europa.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg har aldrig hørt, at jøder i Danmark lever under politibeskyttelse, fordi man er bange for, at de bliver angrebet af mennesker, som er imod omskæring. Det har jeg aldrig hørt om.

Jeg har hørt, og jeg ved, at jøder lever under politibeskyttelse i Danmark, fordi især islamistiske terrorgrupper gerne vil stræbe dem efter livet. Det er i øvrigt nogle mennesker, som også omskærer deres drenge. Så jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvad det har med sagen at gøre, at jøder er udsat for uretfærdigheder, historisk har været det og i dag lever under politibeskyttelse på grund af islamisk terrorisme. Hvorfor skal det betyde, at vi i Danmark ikke må beskytte drengebørn mod at få skåret dele af deres krop?

Ordføreren.

Jeg tror, at det største privilegie, man kan få som politiker, er at få den tillid, der er, til at man kan lede et land. Det betyder også nogle gange, at man står over for nogle sindssygt svære valg og over for nogle sindssygt svære dilemmaer. Jeg tror, at det her er et godt eksempel på et af dem, f.eks. at det, hvis vi traf den her beslutning, og hvis vi fulgte den indstilling, jeg kan høre er spørgerens holdning, ikke ville være muligt at leve et jødisk liv i Danmark. Det er jo den beslutning, og det er den konsekvens, som Socialdemokratiet ikke er villig til at støtte op om.

Den næste korte bemærkning er fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu har vi jo bekendtgjort i Dansk Folkeparti, at vi har skiftet holdning, og derfor vil jeg selvfølgelig også spørge til Socialdemokratiets skift i holdning. Jeg står her med artiklen »Politikere åbner for at forbyde omskæring«. Der står:

»Både regeringspartierne, Dansk Folkeparti og oppositionen finder omskæring af drenge problematisk. Socialdemokraterne vil have et forbud«.

Altså, det er jo den helt omvendte verden. Og det er netop der, hvor man hører en socialordfører, der dengang var Mette Frederiksen, sige:

»Jeg har aldrig forstået, hvorfor man skal skære i børn på den måde. Jeg mener ikke, at religion kan legitimere, at man påfører sine børn fysiske skavanker og de smerter, der må være forbundet med det.«

Hvornår var det, man skiftede holdning? Var det, da man fik regeringsposten, eller var det nogle andre ting, der gjorde det?

Ordføreren.

Men jeg kan sige til fru Liselott Blixt, at jeg heller ikke kunne finde på at omskære mine egne drengebørn, og jeg tror i virkeligheden, og det var også det, jeg prøvede at sige lige før, at det med at lede et land og have ansvaret nogle gange også betyder, at man skal kunne se nogle af de komplekse problemstillinger, som der også er.

Det, der er konsekvensen, hvis man gør det her og også nægter at se den historiske dimension, er, at det jødiske folk ikke har mulighed for at leve og udtrykke sin religion i Danmark, og det er jo det, der er dilemmaet; det er jo det, der er problemet. Vi har som parti efter anden verdenskrig sagt, at vi aldrig nogen sinde vil tillade, at der foregår jødeforfølgelser i Danmark igen, eller at jøderne ikke kan leve et frit liv i Danmark, og det er vores overbevisning, at hvis man bakker op om et forbud mod omskæring, vil man ikke kunne leve et frit liv som jøde i Danmark.

Fru Liselott Blixt.

Det passer jo ikke. Altså, for 100 år siden startede man en bevægelse i den jødiske tro, hvor man lod være med at omskære sine børn: Brit shalom, hedder det. Det startede i USA, men det begynder faktisk at rykke tættere og tættere på i Europa. I Belgien gør man det, og der er også nogle steder i Tyskland. Man kan slå op på deres hjemmeside og faktisk se de rabbinere, der praktiserer det. Så det her med, at man ikke kan være jøde, hvis ikke man gør det, passer ikke. En gang imellem, og det ved jeg da regeringen og de regeringer, der har siddet, også er glade for, skal man skubbe lidt til folk for at ændre noget, man synes er forkert. Så gør man det nogle gange med et forbud, og det praktiserer I da meget godt i regeringskontorerne, så hvorfor ikke her, så man sikrer, at man ændrer det? Når andre jøder kan finde ud af det, kan de danske jøder vel også.

Ordføreren.

Jeg ville være ked af, hvis jeg kun skulle stå heroppe og gentage mig selv, men min holdning er den og Socialdemokratiets holdning er den, at vi tror, at omkostningen ved at indføre et forbud vil være den, at det ikke vil være muligt at leve et jødisk liv. Jeg ved jo også selv fra spørgerens eget parti, at det her jo er noget, som er dilemmafyldt, og som er svært, og som der er delte holdninger og meninger omkring. Jeg ved også bare, at i forhold til den reference, som spørgeren brugte fra USA, er det jo et land, hvor der er masser af mænd, som lever gode liv, selv om de er omskåret. Jeg går ikke ud fra, at, hvad er det, knap halvdelen af den amerikanske befolkning synes, at de er blevet lemlæstet eller nogle af de andre ord, jeg har hørt er blevet brugt i den her debat.

Den næste korte bemærkning er fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg kan jo forstå, at det, statsministeren sagde i 2008, var dumt, og at det ikke gælder mere; det passer slet ikke, at Socialdemokraterne synes, at det er forkert at skære i små børn.

Kan Socialdemokraterne ikke selv se, at det er vildt mærkeligt, at man ikke må lave kosmetiske indgreb på børn og unge, man må ikke tatovere dem, men fordi man har en eller anden religion, må man sådan set godt skære i deres kønsdele? Hvorfor synes Socialdemokraterne, at de børn skal have en ringere beskyttelse end alle andre børn i det danske samfund? Og jeg gider ikke have en lektion om jødeforfølgelser og alt muligt andet. Jeg vil gerne have, at Socialdemokraterne forholder sig lige præcis til det spørgsmål.

Ordføreren.

Jamen det er jo forkert. Jeg synes, det er forkert. Ordføreren kan jo ikke bestemme, hvad for en holdning og overbevisning, som jeg har, og jeg kan heller ikke gøre det omvendte. Men jeg synes ikke, at man kan se det her spørgsmål løsrevet fra historien, og det er jo det, der er kernen. Det er jo det, der er svært. Jeg kunne ikke selv drømme om at sige til mine drengebørn, at de skulle omskæres, men jeg er heller ikke et religiøst menneske. Det er heller ikke noget, som har fulgt min befolkningsgruppe i over tusind år, men det har det for en anden gruppe. Det er en gruppe mennesker, som vi efter den største tragedie i Europas historie garanterede kunne få tryghed og sikkerhed i Danmark. Det er den tryghed og sikkerhed, som jeg og Socialdemokratiet ikke er villige til at risikere, hvis vi bakker op om et forbud. Det er det, der er dilemmaet. Det er det, der er svært. Og så kan ordføreren jo gide, hvad ordføreren har lyst til eller ej, sådan er det.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Men skal jeg tolke det sådan, at hensynet til religion står over hensynet til barnet? Det er det, som jeg leder efter et svar på. Og gør det slet ikke indtryk på ordføreren, at 80 pct. af den danske befolkning faktisk bakker op omkring en aldersgrænse? Vi har nemlig været meget klare og har sagt, at vi ikke vil have et forbud mod omskæring, men at vi vil have en aldersgrænse. Så det betyder, at når man er gammel nok til at kunne tage stilling til det, kan man rent faktisk også gøre det.

Ordføreren.

Men jeg bliver desværre også nødt til at sige noget af det, jeg har sagt før, altså at det her er sindssygt dilemmafyldt, fordi det er fuldt af noget, som ikke kun handler om etik hos spørgeren eller, som nogle vil mene, er et sundhedsargument, men jo også drejer sig om vores lands, det her Folketings og vores egen verdenshistorie, og det er jo det, der er dilemmaet, og det er det, der er spørgsmålet. Det er jo derfor, at et spørgsmål som det her kan være fuldt af sindssygt mange dilemmaer og være svært. For nogle kan det virke meget ligetil, men det synes jeg ikke det er. For jeg synes, at når man træffer en beslutning, som er så vidtgående, som et forbud er, vil det betyde, at man potentielt skubber en hel befolkningsgruppe ud af Europa uden mulighed for at leve et trygt liv, som vi har lovet dem, og den risiko er vi bare ikke villige til at tage.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er Karsten Lauritzen.

Tak. Først og fremmest skal der lyde ros til de danskere, der har skrevet under på borgerforslaget. Det giver anledning til at drøfte den her sag i Folketingssalen i dag, og det har vi gjort før, men det er udtryk for, at der er et folkeligt ønske om det, og det tager vi konstruktivt ned i Venstre. Men jeg synes også, at drøftelsen af den her sag i dag og vores tidligere drøftelser viser svagheden ved borgerforslag og i øvrigt styrken ved repræsentativt demokrati, nemlig at politik jo ikke bare handler om at mene noget, men også om at trykke på knappen, om man vil, og stå inde for konsekvenserne af det, man så mener. Det er faktisk en meget vigtigt del af politik, det er også det, der gør politik svært, nemlig ikke bare at mene det, men altså også at tage konsekvenserne af det, man mener.

I Venstres folketingsgruppe er der ikke nogen tvivl om, at vi synes, at det her spørgsmål om en aldersgrænse for omskæring af drengebørn, omskæring i det hele taget, er svært. Der er forskellige holdninger, det er der også blandt danskerne; på den måde tror jeg vi har en folketingsgruppe, der er repræsentativ, og vi har haft mange og lange drøftelser. Det, vi er nået frem til er vores holdning, er – ligesom sidste gang, da vi drøftede sagen her i Folketingssalen – at vi er modstandere af omskæring, men vi er også modstandere af et forbud mod omskæring, og vi er også modstandere af den aldersgrænse, der lægges her, og derfor kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Hvorfor er vi så det? Det er vi, fordi der er nogle konsekvenser forbundet med at stemme for det her beslutningsforslag om som det første land i verden at indføre en aldersgrænse for omskæring. Der er nogle udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser, som de medlemmer af Folketinget, der dukkede op til den lukkede høring, der var i mandags med en lang række ministre, syv, tror jeg, vil have hørt – nogle ganske bekymrende konsekvenser for Danmark, som gør indtryk på mig og på Venstres folketingsgruppe og forhåbentlig på alle, der har deltaget. Det var så ikke så mange, der havde mulighed for at deltage, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt.

Der er også nogle sundhedsmæssige konsekvenser, og dem var min gode kollega fru Jane Heitmann inde på, sidste gang vi drøftede det her, nemlig at en aldersgrænse på 18 år for drenge ville betyde, at troende jøder og muslimer kun ville blive lovligt omskåret, når de fylder 18 år. Ifølge lægevidenskaben betyder omskæring senere i livet ofte komplikationer, og en aldersgrænse kan med andre ord risikere at føre til, at mænd, der lader sig omskære, vil få flere komplikationer, end de ellers ville have fået, hvis de blev omskåret som børn. Det læner sig også op ad Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og meldingen derfra er, at man hverken tilråder eller fraråder rituel omskæring af drenge. Så er der også nogle andre sundhedsmæssige konsekvenser, som ikke lige løses med en aldersgrænse, som der foreslås her.

Så er der nogle religiøse konsekvenser – justitsministeren var inde på dem, det var den socialdemokratiske ordfører også – nemlig at det jo vil betyde, at Det Jødiske Samfund, som er et anerkendt trossamfund i Danmark, ikke nødvendigvis vil kunne opretholde deres anerkendelse, hvis de ville fortsætte med, efter man har gennemført det her, hvis man måtte gennemføre det, at opfordre medlemmerne af deres menighed til at få foretaget en religiøs omskæring. Det har kirkeministeren også redegjort for: Det kan være en konsekvens med streg under »kan«.

Så af de årsager, og der er i øvrigt også en række andre, men nu er min taletid begrænset her, må vi sige, at konsekvenserne af at stemme for det her forslag og være det første land i verden samlet set er for store, til at Venstre kan støtte det her beslutningsforslag. Men vi vil gerne være med til i den udvalgsbehandling, som der kommer til at være af forslaget, at kigge på: Kan man gøre noget? Kan man kan se på, om den nye vejledning, der er lavet, er den rigtige? Kan man gøre noget på oplysningsindsatsen? Hvad har vi af muligheder for at rykke os i retning af at tage bedre vare på dem, der berøres negativt af den her problemstilling, som vi drøfter her i dag? Dem vil vi gerne være med til også at kigge på. Sker der noget i andre lande? Hvilke regler har man f.eks. i Sverige? Det har vi et konstruktivt ønske om at kigge på. Men det ændrer ikke ved, at Venstres folketingsgruppe ikke støtter det her beslutningsforslag, som det foreligger. Vi støtter ikke omskæring, vi støtter ikke et forbud, vi støtter heller ikke den aldersgrænse, der foreslås her.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Hr. Karsten Lauritzens tale giver mig anledning til at tage fat på det her spørgsmål om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det nævnes ofte, og det nævnes som det første af Venstres ordfører i den her sag, og af det kan man forstå, at angsten for, at Danmark sikkerhedspolitisk vil komme under pres med et forbud, skal føre til, at vi ikke selv her i Danmark skal bestemme vores regler for, om man må skære ting af børn eller ej. Hvis nu vi tilbage i 00'erne havde et forbud i Danmark mod at tegne tegninger af profeten Muhammed og nogle havde sagt, at vi nu skulle ophæve det forbud, for vi har ytringsfrihed her i Danmark, og det bør være tilladt at tegne profeten Muhammed, så ville hr. hr. Karsten Lauritzen stå på talerstolen og sige: Det kan vi desværre ikke gøre, vi kan ikke tillade ytringsfrihed på det her område, for hvordan vil Danmark så blive set på af udlandet, og hvad med terror osv.? Er det den måde, som Venstre synes at vi skal indrette vores samfund på, altså at vi på grund af trusler fra omverdenen om, hvad man vil gøre, skal gøre det, som omverdenen synes vi skal gøre?

Ordføreren.

Nej, kan jeg svare på det spørgsmål. Det er nu heller ikke en voksende terrortrussel fra autoritære regimer eller ikkevestlige lande, som jeg er bekymret for. Men det, der gør indtryk på mig, er, at dem, der normalt er vores venner, altså USA, vores nærmeste allierede, jo meget klart siger, og det tror jeg også den amerikanske ambassadør i Danmark har sagt, at i USA ville det her forslag, hvis det blev vedtaget, blive taget ned som udtryk for antisemitisme. Og det må man jo forholde sig til. Det er jo derfor, at man, hvis man vil være idealist, skal passe på med at gå ind i realpolitik, for i realpolitik bliver man nødt til at forholde sig til, at verden er mere kompliceret, og at det, når man beslutter noget, har nogle konsekvenser. I det her tilfælde er det en konsekvens, i forhold til hvad vores allierede på den anden side af vandet, som normalt beskytter os, ville sige, og hvordan de ville se på Danmark, og det er ikke det vigtigste. Nu nævnte jeg det som det første, men det er ikke det vigtigste, og det er en af grundene til, at vi i Venstre ikke kan støtte forslaget.

Hr. Ole Birk Olesen.

USA har udtalte sig også kritisk om, at der var blevet tegnet Muhammedtegninger i Danmark, dengang, og det er jo ikke antisemitisme, at vi gerne vil beskytte såvel jødiske som muslimske børn, drengebørn, mod at blive omskåret, og det må vi fastholde, hvis der er nogen i udlandet, der siger det. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at USA også vil acceptere, at Danmark har det syn på børns rettigheder, at man ikke må skære dele af børns kroppe af dem blot af religiøse årsager. Så jeg synes, at Venstre her skal finde lidt courage frem og se på sagen nøgternt: Synes Venstre, at det er i orden, at vi har lovgivning i Danmark, der tillader forældre at skære forhud af deres drengebørn? Og hvis Venstre ikke synes, det er i orden, så synes jeg, at det hverken er USA eller Iran eller Syrien eller lignende, der skal bestemme, om vi gør det i Danmark, altså tillader det, eller om vi ikke tillader det.

Ordføreren.

Det er bestemt heller ikke de lande, hr. Ole Birk Olesen nævner, der er afgørende for Venstres stillingtagen, men det vejer bare og har en vis vægt, når vores nærmeste allierede siger: Hvis man vedtager det her, jamen så vil der i USA komme en diskussion om, om Danmark er et land, som man kan have lov til at være jøde i. Det gør indtryk på mig, og det gør indtryk på Venstres folketingsgruppe sammen med nogle sundhedsmæssige argumenter. Jeg tror, for at være helt ærlig, at det er lidt forskelligt, hvilke argumenter der vejer tungest, men samlet set er beslutningen altså den, jeg har redegjort for her. Det er ikke, fordi jeg ikke kan se det, hr. Ole Birk Olesen siger, men samlet set kan vi altså ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, og det er fru Liselott Blixt.

Jeg vil gerne starte med at takke dem, der har oprettet det her borgerforslag. Det har taget sin tid, før det blev taget op, og jeg må sige, at I har udvist stor tålmodighed i hele den her tid. For nogle er det ikke det nemmeste emne at tage op, og for andre er det ganske simpelt. Der er mange forskellige forhold at tage stilling til, men jeg vil sige som sundhedsordfører, at jeg hele tiden har haft den holdning, at man ikke skærer i raske børn – specielt når det er noget, man ikke kan ændre igen. Når det er sagt, er alle de forhold, som påvirkes af det her forslag, selvfølgelig undersøgt. Derfor har vi i Folketinget haft flere samråd, mange deputationer og mange møder med både enkeltpersoner, fagpersoner og forskellige organisationer. Der har været møder med jøder, med muslimer, med omskårne og ikkeomskårne og med mange af dem, der også har haft problemer.

Så vi har drøftet det mange gange og meget længe i vores folketingsgruppe. Vi anerkender også, at der er en stor udfordring i forhold til de familier, som har haft det som et mangeårigt kulturelt ritual. Det er også det, der har givet de største diskussioner i vores gruppe, og det er også derfor, vi har et par medlemmer, der stemmer anderledes end resten af gruppen. Men nemt – som ministeren sagde – har det bestemt ikke været. Vi har arbejdet med det her, så længe jeg kan huske, og jeg har siddet her i 13 år som sundhedsordfører. Jeg har været til rigtig mange møder rundtomkring og derved også talt med rigtig mange af de mennesker, det drejer sig om, f.eks. dem, som gerne vil blive ved med at kunne gennemføre det, og jeg har forståelse for deres tanker og deres kultur, men jeg mener også, at vi en gang imellem må sørge for at puffe lidt til dem for at sige, at vi altså lever i en anden tid nu. Og når man kan se, at der er nogle jøder i forskellige lande, der har taget nye ting til sig, er det så ikke dér, vi med et puf skal hjælpe nogle af dem på vej?

Vi har siddet i Sundhedsudvalget og set nogle af de skræmmende sager, der har været, når der har været foretaget omskæringer på køkkenborde eller andre steder. Vi har set registre over problematiske omskæringer . Problemet har så også været, at vi ikke måtte lave rigtige registre. Nu har vi fået nogle tal, som faktisk er blevet renset for nogle af de medicinske omskæringer; vi har jo heldigvis nogle diagnosekoder. Så til det med, at både sundhedsministeren og justitsministeren nu her for lidt siden sagde, at tallene ikke passede, vil jeg sige: Det gør de; de er renset for de diagnoser, som man får en medicinsk omskæring på baggrund af.

Samtidig vil jeg lige tage en fejl op, som justitsministeren nævnte, og som andre også nævnte, nemlig den med, at vi ikke kan sige ja til forslaget, fordi det også tillader, at man omskærer kvinder. Der er faktisk tre muligheder i forslaget for, hvorledes man kan ændre det, så man får en alder på, hvornår man kan omskære, uden det går ud over pigers alder , og i forhold til at man ikke kan omskære piger, efter de er blevet 18 år. Så jeg synes, det er noget, vi skal arbejde med, når vi kommer ind i udvalget. Nu ligger det så på justitsområdet. Jeg tror, jeg selv var med til at sende det derover, altså, jeg fulgte med, og jeg følger også med forslaget videre, fordi jeg synes, vi bliver nødt til at have noget på det rene i forhold til det, som ministrene siger, for jeg mener, det ligger uden for det, vi kan se på tal og forslag. Jeg synes, man prøver at skubbe en hel masse frem foran sig, som ikke passer. Man må være ærlig, og vi har da hørt, at justitsministeren var meget ærlig, altså at man ikke ville gøre det på grund af jøderne – man er bange for, at de flytter ud. Det undrer jo mig som sundhedsordfører, at vi faktisk skal være vidne de mange, der får infektioner og indvækst af urinrør, samtidig med der er nogle, der, når de bliver ældre, mangler følelsen, og de kan faktisk ikke få den tilbage igen.

Men vi vil med de ord sige, at vi støtter forslaget, og vi ser frem til, at vi kan få behandlet det med respekt og også få sikret, at vi får svar på de spørgsmål, som vi stiller i udvalget. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Radikale Venstre. Det er hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Og som min kollega fru Liselott Blixt fulgte jeg også med ovre fra Sundhedsudvalget.

Tak for ordet. Dette borgerforslag har haft en lang vej til Folketingssalen. Det er blevet forsinket af et folketingsvalg, af en lidt ujævn vej til en ny vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og nu er det så flyttet fra Sundhedsudvalget til Retsudvalget. Uanset hvad man måtte mene om forslaget, skal forslagsstillerne da ønskes tillykke med, at det trods alt lykkedes for dem at komme hertil.

Det her er et forslag, der skiller vandene og skaber til tider voldsom debat. Det har både jeg selv og flere andre oplevet, hvis de har blandet sig i diskussionerne. Det gælder i befolkningen, og det gælder herinde på Christiansborg, ja, det gælder også i mit eget parti, både i baglandet og i folketingsgruppen, og det forstår jeg godt, for debatten om omskæring af drenge rammer lige ind en række følsomme områder.

Det handler om tro og kultur. Derfor er det klart, at en debat, der for nogle af vore troende medborgere rammer noget helt centralt, vil vække stærke følelser. Det handler om sundhedspolitik, for der er jo tale om et kirurgisk indgreb med de risici, store eller små, hyppige eller sjældne, der er forbundet hermed. Men det er ikke alene et sundhedspolitisk spørgsmål. Det handler også om børneopdragelse og familieliv, og derfor er det oplagt, at en debat, der af nogle ses som en kritik af deres måde at behandle deres børn på, vil vække stærke følelser. Det giver sig selv. Og så handler det om retspolitik, om integrationspolitik, om udenrigspolitik, om sikkerhedspolitik.

Med andre ord bliver debatten om drengeomskæring meget hurtigt kompliceret og forgrenet, for hvor går grænsen i forhold til familiens selvbestemmelse? Hvad med barnets tarv? Hvordan opfattes det i udlandet? Har det betydning for udøvelse af religion? Er det sundhedsfagligt forsvarligt?

Man siger jo, at når to radikale diskuterer, er der mindst tre forskellige holdninger til stede. Det vil jeg tage på min kappe i dag, for vi har drøftet spørgsmålet rigtig mange gange i Radikale Venstre, og vi dækker, vil jeg tro, alle synspunkter. Vi er ikke enige om, hvordan spørgsmålet skal håndteres. I den radikale folketingsgruppe er de fleste medlemmer imod drengeomskæring, men et flertal mener ikke, at forslaget om en aldersgrænse er den rette løsning.

Personligt er jeg for en aldersgrænse for drengeomskæring, for når jeg gør regnebrættet op, ender jeg altid med at vægte hensynet til barnets kropslige autonomi højest. Jeg mener principielt ikke, at man bør udføre et irreversibelt indgreb uden medicinsk grund, men jeg anerkender, at spørgsmålet er kompliceret, og jeg respekterer fuldt ud, at flere af mine kollegaer i folketingsgruppen når frem til en anden konklusion end mig, og det kan vi godt rumme i Radikale Venstre.

Så hvad ender vi med at gøre? Der vil jeg henvise til Danmarks Riges Grundlov, hvor der i § 56 står: »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.« Og med disse ord vil jeg sige tak for jeres tid.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren. Det er fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg kan afsløre, at der er masser af ting, jeg er imod. Jeg er imod astrologi. Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at bilde folk ind, at deres liv er afhængige af stjernernes stilling ved deres fødsel og lignende. Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at forbyde det, for det må voksne mennesker jo selv finde ud af. Det kan man tillade sig at sige i sådan en sag, altså at man er imod det, men det må voksne mennesker selv finde ud af.

Det her handler om noget andet. Det handler om, at voksne mennesker gør noget mod børn. Der kan man ikke stille sig op på talerstolen og sige: Et flertal i vores gruppe er imod, at det bliver gjort, men det må voksne mennesker selv finde ud af. For det handler om, at de gør noget mod børn. Dermed er det legitimt her i Folketinget at have en holdning til det og at vedtage lovgivning om det, for vi anerkender ikke, at forældre har fuld råderet over deres børns liv. Vi anerkender, at børn selv har råderet over deres liv, og at de vokser op til at få fuld råderet. Vil den radikale ordfører forholde sig til det? Man kan ikke bare sige: Vi er imod, men vi har ingen mening om, hvorvidt det skal være forbudt eller ej.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg tror, at ordføreren misforstod det, jeg sagde. Min holdning er klar. Jeg støtter borgerforslaget. Jeg støtter en aldersgrænse for drengeomskæring. Nogle af mine kollegaer har samme holdning, andre igen mener ikke, at de skal stemme for. Hvad den enkelte ender med at stemme, må vedkommende jo gøre op her i salen, når den dag kommer. Men jeg er personligt fuldstændig enig i det, ordføreren siger.

Hr. Ole Birk Olesen.

Den radikale gruppe er så endt med at sige, i hvert fald et flertal, at de ikke vil stemme for et forbud mod drengeomskæring. Hvad er egentlig årsagen til det? Vi har jo ikke hørt en begrundelse for det. Der er masser af ting, som forældre gør mod deres børn, som vi har forbudt, fordi vi mener, at det kan forældre ikke tillade sig at gøre. Hvorfor mener den radikale folketingsgruppe, at det her kan forældre godt tillade sig at gøre mod deres børn, og derfor skal det ikke forbydes?

Ordføreren.

Jeg sagde: Et flertal af gruppen er imod drengeomskæring, men også imod en aldersgrænse. Hvad den enkelte har af begrundelse for det, må du spørge den enkelte om. Jeg kan sige, hvad min holdning er, og hvad jeg vil stemme den dag, vi skal trykke på knappen. Hvad den enkelte vælger at stemme, og hvad den enkelte mener om det, må du spørge den enkelte om. Men jeg vil sige, som jeg startede med at sige, at vi i dag har hørt en række argumenter fra Venstres ordfører, fra ministeren og fra Socialdemokratiets ordfører om, hvorfor de ikke kan stemme for det her forslag. Det er de samme synspunkter, der er repræsenteret i vores folketingsgruppe.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi skal lige huske, at der ikke er direkte tiltale i Folketingssalen – det kan være svært at vænne sig til, men det er altså sådan, det er.

Så er det SF's ordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Ja, tak for ordet. I dag er det faktisk mændenes internationale dag. Det er vel egentlig mændenes pendant til kvindernes kampdag, og jeg synes jo, det kunne have været så smukt, hvis det var i dag, at Folketinget så blev enige om, at man ville have en aldersgrænse for drengeomskæring, og kunne have sikret, at drenge fremover ikke skulle udsættes for sådan et indgreb. Det bliver nok ikke sådan, kan jeg regne ud ud fra dagens debat. Men jeg vil sige, at i SF synes vi, at rituel omskæring af drenge er et indgreb, der jo ikke kan laves om; det er irreversibelt. Det er smertefuldt, og det er faktisk også forbundet med risiko. Så omskæring uden medicinske argumenter på et menneske, som ikke er i stand til at give sit eget samtykke, synes vi bringer os på kant med grundlæggende medicinske og etiske principper. Det er faktisk et indgreb, som vil påvirke barnet resten af dets liv, og det kan aldrig gøres om. Det er derfor, at det primære argument for SF for at indføre den her aldersgrænse er barnets ret til egen krop.

Omskæring er et indgreb, som vi i andre sammenhænge ikke ville acceptere, hvis ikke der forelå en klar medicinsk begrundelse for det. Derfor mener vi, at rituel omskæring ikke bør foregå, før man er voksen nok til selv at afgøre, hvad der skal ske med ens krop. Men hvor går grænsen så egentlig for, hvad forældre kan træffe beslutninger om på deres børns vegne? Ja, den debat har vi jo haft flere gange her i Folketinget, ikke mindst i forbindelse med FN's børnekonvention, og når børns rettigheder er i konflikt med forældres tro eller kultur. Vi har også tidligere truffet svære beslutninger om regulering af, hvad vi som forældre kan bestemme eller ikke kan bestemme på børns vegne – det har vi f.eks. gjort i forhold til pigeomskæring. I SF anerkender vi forældres ret til at opdrage børn i en bestemt tro, og vi anerkender også, at tro er en meget stærk og grundlæggende kraft i rigtig mange menneskers liv.

Men det er ikke det, debatten her handler om for os i SF; den handler om børns ret til selv at træffe beslutninger om indgreb af irreversibel karakter. Med børn og unge skal selvfølgelig selv have mulighed for at tage stilling til, hvad de tror på, og hvordan de ønsker at leve deres liv. Netop derfor er det vigtigt, at en bestemt tro – eller for den sags skyld en bestemt kulturel baggrund – ikke sætter sig irreversible spor i form af forandringer på deres krop. Vi har derfor også gentagne gange sagt, at SF ikke ønsker et forbud mod drengeomskæring; vi ønsker en mindstealder, så den enkelte dreng har mulighed for at tage stilling selv. For når vi netop ikke ønsker et forbud som det, der gælder for pigeomskæring, men en minimumsalder, så er det for at sikre, at man fortsat har muligheden for at blive omskåret som en del af tilhørsforholdet til et trossamfund med bestemte ritualer, når man er klar til det. Derfor kunne vi have støttet B 6 om at indføre en aldersgrænse på 18 år for omskæring, men vi har syntes, at B 7, som jo i virkeligheden er det beslutningsforslag, som vi behandler her i dag, kræver en tilretning, og jeg kan så forstå, at Enhedslisten er på vej med et ændringsforslag, og det vil nok gøre, at vi kan stemme for det her forslag.

Til allersidst vil jeg sige: Jeg bryder mig meget lidt om, at jødeforfølgelse fylder så meget i den her debat. For os handler det simpelt hen ikke om, at vi ikke anerkender jødeforfølgelser – vi anerkender alle de lidelser, som det jødiske folk har været igennem. Og der har ikke været nogen – eller andre partier for den sags skyld – der som SF har stået bag jøderne i Danmark i forhold til de angreb, de har oplevet. Vi har stillet op med beskyttelse og flere penge til det endda. Vi snakker til stadighed om, hvordan vi kan gøre mere for at undgå, at jøderne føler sig truet her i Danmark, og det vil vi fortsat stå bag. Men jeg synes altså, at den her debat handler om noget helt andet, nemlig om barnets ret til egen krop.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten. Værsgo til fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg synes som tidligere nævnt ikke, at det her er nogen nem debat – eller let. Jeg tror, det var det ord, justitsministeren brugte, altså at der er nogle lette løsninger her.

Jeg vil gerne starte med at sige, at det i sig selv er prisværdigt, at mere end 50.000 borgere har engageret sig i den her debat om omskæring af børn. Det er jo baggrunden for, at vi i dag behandler det her borgerforslag, der, som den radikale ordfører også var inde på, har været lidt lang tid undervejs. Forslaget indebærer, at der indføres en kønsneutral aldersgrænse for omskæring af raske børn, og at aldersgrænsen skal være på 18 år. Enhedslistens holdning til drengeomskæring er klar: Vi har en vedtagelse fra vores årsmøde i 2008, som helt klart siger, at religiøst og kulturelt betingede kirurgiske indgreb er et valg, som den enkelte selv må træffe. Bortskæring af raskt funktionsdygtigt væv er et indgreb, der ikke kan træffes beslutning om af forældrene på deres umyndige børns vegne.

Til gengæld mener vi ikke i Enhedslisten, at reglerne vedrørende kvindelig omskæring bør lempes, hvilket ville være en konsekvens af det her borgerforslag, som det er formuleret nu. Derfor vil vi tillade os at stille et ændringsforslag, som præciserer eller ændrer forslaget, således at det alene handler om en aldersgrænse for omskæring af drengebørn, for på den måde at sikre, at borgerforslaget stadig vil leve op til de intentioner, som vi i hvert fald læser ud af debatten ligger i det, men samtidig sikre, at vi ikke lemper reglerne for kvindeomskæring.

I Enhedslisten synes vi, det er vigtigt, at forslaget følges op af en informationsindsats rettet mod de forældre, som er i de miljøer, hvor drengeomskæring enten er religiøst eller kulturelt udbredt. Det er jo rigtig fint, hvis vi kan have en dialog med de respektive trossamfund om en aldersgrænse, men jeg mener, at det, der for alvor skal til, hvis vi ønsker en holdningsændring til omskæring af drengebørn, er, at vi også taler med de forældre, som er dem, som konkret står med de her spørgsmål om deres børn.

Der er ingen tvivl om, at den her diskussion om drengeomskæring er følsom, og det er den jo, fordi to fundamentale rettigheder støder sammen. På den ene side er der barnets ret til selv at bestemme over sin egen krop og hensynet til, at man ikke udsætter et barn, som ikke selv kan blive inddraget i den beslutning, for unødig smerte eller for unødig risiko for komplikationer, og komplikationer er der jo altid en risiko for, når man laver et kirurgisk indgreb. På den anden side har vi retten til at praktisere sin tro, altså religionsfriheden. Det er jo relevant i den her sammenhæng, fordi rituel omskæring er en del af både jødedommen og islam. Men når vi i Enhedslisten vejer de her to hensyn op imod hinanden, er det hensynet til barnets ret til at bestemme over sin egen krop, som vejer tungest. Det er altså derfor, at vi kan støtte det her borgerforslag med det ændringsforslag, som vi selv kommer til at bringe ind i debatten i udvalgsarbejdet.

Jeg vil så til sidst lige sige, at vi har en bekymring, som jeg synes vi er nødt til at tage højde for, når vi diskuterer det her borgerforslag – i borgerforslaget nævner de også selv nogle forskellige løsninger – og det er strafniveauet. Det må jo ikke være sådan, at forældrene, hvis der kommer til at ske en omskæring, som der er et forbud mod, så ikke tør gå til lægen, hvis der skulle opstå store komplikationer ved det. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi har en debat efterfølgende om, hvis vi kommer så langt, at vi laver en aldersgrænse, at vi så sikrer, at det strafniveau, der eventuelt måtte følge med, selvfølgelig er proportionalt med den aldersgrænse, som vi laver. Så det var bare en lille sidste ting, jeg lige ville flage i den her debat. Men Enhedslisten vægter altså barnets ret til egen krop højest, og vi kan derfor støtte borgerforslaget og kommer som nævnt med et ændringsforslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt.

Mange tak. Der er, fordi der er den her vildfarelse, også hos justitsministeren, med, at man så også lovliggør det for piger og kvinder, og der vil jeg gerne sige, at der ligger et spørgsmål og svar, S 896, fra 2018, hvor der netop spørges om det, og der skriver man netop, at der er tre forskellige måder at gøre det på, og det bliver ikke en ophævelse af den lov, der ligger for kvinderne.

Jeg synes bare, det er vigtigt at informere om det, da justitsministeren også var inde på det, og derfor vil jeg gerne mane det i jorden. Men det er nogle af de ting, vi kan tage op i udvalget, for det burde ikke være nødvendigt med et ændringsforslag. Tak.

Ordføreren.

Det synes jeg er interessant. Jeg var ikke bekendt med det svar, og det siger så noget om min egen forberedelse. Men så har jeg i hvert fald fået markeret, at det, der betyder noget for os her i Enhedslisten, er, at vi ikke lemper reglerne for kvindeomskæring, men at vi laver en aldersgrænse for drengeomskæring, og det er det, der er vores udgangspunkt, når vi har diskuteret det her beslutningsforslag. Men tak til Dansk Folkepartis ordfører for præciseringen. Så må vi jo tage det her borgerforslag videre i udvalgsbehandlingen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Naser Khader.

Tak til borgerne for borgerforslaget. Vi i den konservative folketingsgruppe har valgt at fritstille vores medlemmer her. Der er gruppemedlemmer, der er stærkt for en aldersgrænse, og der er nogle, der er stærkt imod: Der er 8 imod en aldersgrænse og 4 for en aldersgrænse.

Jeg vil prøve i min tale at være loyal over for begge synspunkter. Personligt er jeg tilhænger af en aldersgrænse, da jeg ikke synes, man skal skære i raske børn. Min søn Hannibal blev ikke omskåret, og det er han meget glad for i dag. Jeg synes, det er et unødvendigt indgreb, men det er så mit synspunkt på det.

Men det er ikke så simpelt, for der er også andre hensyn, man skal tage. Vi ønsker alle at tage hensyn til det jødiske mindretal i Danmark. Deres ritual er ikke holdt i live ud fra et medicinsk hensyn, det er en kulturel og religiøs sag, og det er en pagt, som Abraham indgik med Gud, nemlig at drengebørn skal omskæres på den ottende dag, og derfor kan vi ikke behandle sagen i dag, som om vi er læger, der kun skal tage stilling til en sygdom.

I øvrigt er det ikke første gang, vi har den her debat. Begge sider, altså dem, der er for, og dem, der er imod, har gode argumenter: barnets ret til at bestemme over egen krop kontra forældrenes ret til at opdrage deres børn i en tro og i en kultur; at det medicinsk set er et unødvendigt indgreb kontra de kulturelle og religiøse årsager; at man kan vente, til barnet selv beslutter sig, kontra den viden, vi har, om, at indgrebet bliver mere kompliceret, når man er ældre; at nogle måske gerne vil have en principiel holdning kontra virkelighedens verden, hvor vi frygter for, at et forbud skubber omskæringer i bl.a. muslimske miljøer tilbage i skyggen og under uhumske forhold, for vi har set eksempler på, at de har været der før. Man kan ikke tale om barnets tarv, uden man spørger sig selv om, hvad den reelle effekt af et forbud er.

Selv om argumentet om, at Danmark går enegang, er blevet vendt begge veje, hævder nogle, at det er godt at gå forrest – det synes jeg personligt – mens det andre gange er tåbeligt. Det afhænger i den her sag af, hvad man i forvejen mener om omskæring.

Sundheds- og Ældreudvalget bad i 2018 Det Etiske Råd om en udtalelse om rituel omskæring af drenge. 15 medlemmer kunne ikke støtte et forbud, 2 mente, at man kunne støtte et forbud eller en aldersgrænse til 15 år, sundhedsalderen, eller en anden aldersgrænse, hvor man vurderer, at barnet er gammelt nok til selv at træffe beslutning.

Jeg er meget glad for den grundige behandling, Folketingets partier igennem tiden har givet den her sag. Jeg synes, at det viser respekt for vores jødiske mindretal, som har bidraget positivt og har været eksemplarisk i forhold til integrationen og assimilationen i Danmark. I den forbindelse vil jeg også nævne, at Styrelsen for Patientsikkerhed i år udgav et notat på området, hvor det fremgik, at man vurderer, at der kan gives tilstrækkelig eller sikker smertestillende behandling ved omskæring af drenge ud over generel anæstesi. Det bør indgå i debatten. Det er med til at holde fast i nuancerne og forebygge, at nogle tror, at jøder er dårlige forældre, fordi de lader deres børn omskære.

De danske jøder har i 400 år været en velfungerende del af Danmark, og det håber jeg man vil huske på i debatten. Vi lytter selvfølgelig til vores egne jødiske borgere, når der fremsættes et forslag, der vil ramme dem hårdt. Vi har været i dialog med dem, og deres argumenter gør selvfølgelig indtryk. Men jeg er ikke tilhænger af, at man begynder at bruge 1930'ernes retorik, det skal man lade være med, ligesom man skal lade være med at sige, at det medfører det ene, det andet og tredje, for vi skal ikke lade andre lande eller organisationer have vetoret i forhold til, hvad vi vedtager i Danmark.

Man kan gøre sin holdning op på flere måder, men det vil ikke være værdigt med en debat uden nuancer. Denne sag kræver, at vi afvejer alle hensyn, og som sagt har vi virkelig i gruppen vendt alle sten, og vi er nået frem til den konklusion, at fordi der er gruppemedlemmer, der har store følelser for en aldersgrænse, og fordi der er gruppemedlemmer, der har store følelser imod, har vi valgt at lade vores gruppemedlemmer være frit stillet. Det er ikke noget, man gør ofte, men det gør vi lige i den her sag. Tak.

Tak til De Konservatives ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er fru Pernille Vermund.

Tak for det. Forslaget om at forbyde rituel omskæring af drengebørn uden medicinsk begrundelse ligger i forlængelse af en udvikling, hvor vi i samfundet i stigende grad er blevet opmærksomme på, at børn bør beskyttes mod overgreb.

En god borgerlig grundholdning er, at det er forældrenes børn og ikke statens. Det er forældrenes ansvar og pligt at opdrage deres børn. Forældrene har ret til at påvirke deres børn og opdrage dem efter de værdier, som forældrene finder vigtige, men der er grænser.

Samfundet skal og bør sætte grænser. Grænser skal ikke sættes af hensyn til statens behov. Grænserne skal sættes af hensyn til børnene. Hensynet til det enkelte barn fordrer, at vi beskytter barnet. Det er vores opgave som lovgivere at sætte den her grænse. Det er ikke så vanskeligt at lovgive mod vanrøgt, udnyttelse og vold i familien; det er der bred konsensus om i samfundet. Omskæring af drenge er dog hverken vanrøgt, udnyttelse eller vold. Det er tradition, det er kultur, og for nogle er det også religion.

Det er sværere for et borgerligt tænkende menneske at gribe ind i forældreretten på dette område. Personligt er jeg og i Nye Borgerlige er vi kommet frem til, at det bør vi gøre. De sundhedsmæssige argumenter for at forbyde omskæring af raske drenge er stærke, og de principielle overvejelser om, at forældreretten stopper, før man når at skære i forhuden på drengene, leder i samme retning. Jeg er bevidst om, at de fleste jøder i Danmark har en anden holdning, at for dem ligger omskæring af raske drengebørn inden for forældreretten. Der er altså ikke konsensus blandt danskerne om, hvor grænsen skal ligge, og det beklager jeg; det gør jeg.

Men min og Nye Borgerliges holdning går altså her på tværs af jøders opfattelse. Beslutningen har ikke været let, og det har den formentlig ikke for ret mange af os. Men den er taget efter grundige overvejelser, og jeg står naturligvis på mål for den. Jeg skal også nævne, at vi i Nye Borgerlige ikke kun betragter dette som et sundhedsmæssigt spørgsmål, men også som et etisk spørgsmål. Og det betyder, at vores valgte repræsentanter står frit til at fremme deres egen holdning og stemme efter egen overbevisning.

Med de ord skal jeg meddele, at vi i Nye Borgerlige som parti støtter forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til Nye Borgerliges ordfører. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance, hr. Ole Birk Olesen.

Tak for det. Og tak for borgerforslaget til dem, der sendte det ind, og dem, der stemte det igennem, så vi kunne få den her debat i Folketinget.

Vi synes i Liberal Alliance, at det er et enormt vigtigt emne. Det handler om, hvilke rettigheder vi som mennesker har her i tilværelsen, og det handler om, at også børn har rettigheder, som ikke er afhængige af, om deres forældre vil anerkende de rettigheder, men at der faktisk er institutioner og normer i samfundet, som sætter grænser for, hvad forældre må gøre mod deres børn.

Der er ingen som helst tvivl om, at et barn har brug for sine forældre til at blive vejledt, til at blive opdraget og også som autoritetsfigurer i livet, og derfor vinder et barn først sin fulde voksne frihed, i takt med at barnet bliver voksent. Mens barnet endnu er umyndigt og lille, kan forældrene bestemme, at barnet skal døbes, at barnet skal i bestemte skoler, at barnet ikke må se tv efter kl. 20 og alle mulige andre ting, som man ikke kan bestemme over, når man har med en voksen at gøre. Forældre er børnenes værger. De skal passe på dem, og de skal føre dem ind i voksenlivet på den bedst mulige måde set ud fra deres egen opfattelse.

Men i det her samfund, i den vestlige verden, hvor vi hører til, tillægger vi også børnene en værdi, som er en selvstændig værdi, børnene har. De er ikke familiens ejendom. Familien kan ikke gøre med børnene, hvad de vil. Vi sætter ind over for socialt pres imod børn. Vi sætter ind over for kulturer, som synes, at de skal bestemme mere over børnene, end vi tillader i et samfund som det danske, hvor vi betragter børnene som individer med deres egne rettigheder.

Vi mangler noget lovgivning her, fordi vi stadig væk har en tilladelse til, at hvis man kommer fra en bestemt religion, må man gerne tage sine drengebørn fra fødslen, eller når de er lidt større, og skære forhuden af dem. Det burde vi ikke have lov til i Danmark. Der burde være en lov, der forbød det. Det er det, man forsøger at rette op på med dette borgerforslag, og derfor støtter Liberal Alliance dette borgerforslag.

Nogle vil gerne præsentere det sådan, at det blot er et lille, ubetydeligt snit i en krop, og derfor er jeg tvunget til at stå her på talerstolen og tale om det mandlige kønsorgan. Det er ikke noget, jeg har lyst til – jeg vil hellere tale om skatter og finanspolitik og motorveje – men fordi nogle siger, at det her er harmløst og ubetydeligt, tvinges jeg nu til at tale om drenges kønsorganer.

Alle hankønspattedyr fødes mig bekendt med en forhud på deres kønsorgan. Det er faktisk, fordi den har en funktion; den beskytter en følsomhed, som er inde bag forhuden. Hvis man skærer forhuden af, får man, populært sagt, hård hud på penis. Forhuden beskytter, så det ikke sker, så man har en følsomhed; det er det, der er dens funktion. Det er både et led i forplantningen, men det er også et led i den seksuelle nydelse, som vi mennesker oplever. Og derfor taber man noget, hvis man mister sin forhud.

Derfor er det ikke bare et lille snit, og derfor giver det heller ikke mening, når Sundhedsstyrelsen på et tidspunkt er blevet spurgt, om man kan skære forhuden af, uden at det fører til komplikationer, og Sundhedsstyrelsen så svarer: Ja, det kan man sådan set godt. Man kunne lige så godt have stillet Sundhedsstyrelsen spørgsmålet, om man kan skære en lillefinger af et lille barn, uden at det giver komplikationer, og Sundhedsstyrelsen ville svare: Ja, det kan man faktisk godt. Men det er da ærgerligt ikke at have sin lillefinger – det er da ærgerligt ikke at have sin lillefinger! Det er da også ærgerligt at skulle vokse op uden en forhud, når den nu har en funktion. Og derfor handler det ikke kun om selve indgrebets karakter, og om det kan udføres forsvarligt. Det handler om, at man skærer en funktionalitet af barnets krop. Og også derfor er det nødvendigt at have et forbud mod det her.

Ja, det handler om religionsfrihed, men det handler i allerhøjeste grad og først og fremmest om, at drengene har en religionsfrihed, og at de ikke kan pålægges irreversible ting på deres krop af deres forældre. Vi stemmer for borgerforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.