Tak. De fleste, der har forsøgt sig med at fremsætte beslutningsforslag, kan sikkert kende frustrationen over at se, at når det så kommer til behandling i Folketingssalen og man sidder og med spænding følger knapperne på skærmen, ender det stort set altid med, at der er lidt flere af de røde end af de grønne. Det er ikke hverdagskost, at et beslutningsforslag vedtages i Folketingssalen, men det gør vi her i dag, og det er rigtig, rigtig dejligt. Jeg vil godt takke regeringen for at have været lydhør over for det beslutningsforslag, som er fremsat af Preben Bang Henriksen og mig på vegne af Venstre.
Hvis der skulle være en enkelt eller to af jer, der ikke har været dybt nede at læse det her i den dom, som vi refererer til i beslutningsforslaget, går det kort fortalt ud på, at Se og Hør-sagen jo fik den udløber – jeg ved ikke, om det er Se og Hør, der er i gang med at hacke sig ind (høj biplyd i salen) – at der blev idømt nogle ret voldsomme bøder til Aller Media A/S, at den daværende chefredaktør, Henrik Qvortrup, blev idømt fængselsstraf, og at det gjorde kilden fra Nets, som havde medvirket til, at det her kunne finde sted, også. De mennesker, der så havde fået overvåget deres konti, kunne vide, at der altså havde siddet nysgerrige journalister på Se og Hør og fulgt med i, hvad den ene nu havde brugt penge på, hvad den anden nu havde brugt penge på, og om der var noget der, som kunne være en interessant historie. De tænkte: Okay, vi er blevet krænket, vi må da have krav på noget erstatning. Det havde de ikke. Højesteret nåede frem til, at sådan var det, og det eneste, de fik ud af det, var en forholdsvis stor advokatregning – advokaten vil være uenig; han vil mene, det var en meget rimelig regning, men sådan er det.
Er det rimeligt? Det synes vi ikke det var, og derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag, som gør, at det fremover altså skal være lettere at få erstatning, hvis man har været udsat for noget, også noget, som ikke nødvendigvis er til Se og Hørs spalter. For som den ene – og det er vores tidligere kollega, hr. Morten Helveg Petersen – havde oplevet, måtte han simpelt hen se i øjnene, at hans liv var så kedeligt, at rigtig mange af de oplysninger, der fremkom, ikke var noget, som man gad at skrive om. Men som hr. Morten Helveg Petersens advokat procederede: Hvis han havde besøgt SM-klubben »Den glade dansebjørn«, kunne det da godt være, det havde kastet en historie eller to af sig.
Man skal ikke finde sig i, at der er nogen, der sidder og overvåger ens privatliv, og det skal man heller ikke, selv om man måtte være en kendt person, og det er det, vi nu gør op med. Hvis det sker fremover, kan man få en erstatning – så er domstolene forpligtet til at udmåle en erstatning. Det er vi rigtig, rigtig glade for, og vi er rigtig glade for, at det er noget, der kan ske vistnok nærmest helt i enighed. Så tak for ordet, og tak for opbakningen.