Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 56:

Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af området for ydelse af tortgodtgørelse.

Af Jan E. Jørgensen (V) og Preben Bang Henriksen (V).

(Fremsættelse 30.10.2020).

Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Det var sandelig godt, jeg fik sprittet af, da jeg selv var den næste, der skulle på talerstolen – så er jeg da sikker på, at jeg ikke får smittet mig selv.

Tak til forslagsstillerne for at have fremsat beslutningsforslaget. Jeg vil gerne begynde med at sige, at jeg bakker op om og har stor forståelse for motiverne bag forslaget. Forslagsstillerne vil gerne have mulighed for, at der udøves tortgodtgørelse til ofre for krænkelser, uanset om krænkelsen påvirker forurettedes selv- og æresfølelse eller ej.

Det er et sympatisk forslag, og det synes jeg der er grund til at kvittere for. Det er vigtigt at sætte fokus på behandling af ofre i vores retssystem. Ofre for forbrydelser skal behandles ordentligt. Det er simpelt hen afgørende for retsfølelsen, og det er vigtigt, at ofre, der har været udsat for en forbrydelse, føler sig taget alvorligt, så de kan komme videre med deres liv.

Tort er så en speciel størrelse, fordi den ikke måles op på samme måde som en skade, der kan gøres op i kroner og øre. For at der skal kunne gives tortgodtgørelse efter erstatningsansvarsloven, skal der foreligge en retsstridig krænkelse, og en krænkelse er retsstridig, når der foreligger det, der kaldes en kulpøs krænkelse af en vis grovhed. Det er ikke en betingelse, at krænkelsen er strafbar, men betingelsen i forhold til kulpøs krænkelse af en vis grovhed vil normalt være opfyldt i de tilfælde, hvor der foreligger en strafbar krænkelse.

Ved tort forstås i almindelighed en krænkelse, som er egnet til at påvirke en persons selv- og æresfølelse. Altså, hvis man sådan skal oversætte det til almindeligt sprog, handler det om den ydmygelse, som den forurettede har været udsat for, og som er det afgørende for, at man her kan få tortgodtgørelse.

I praksis udbetaler man typisk tortgodtgørelse i sager, hvor forurettede har været udsat for sædelighedsforbrydelser, herunder seksuelt misbrug af børn, samt mishandling og vanrøgt. Desuden kan der tilkendes tortgodtgørelse for en ærekrænkelse eller for en krænkelse af privatlivets fred. Sådan er retsstillingen i dag, men vores regler skal jo være i takt med tiden og udtryk for en fornuftig balance, og derfor synes jeg, der er grund til at se nærmere på de regler, vi har for ydelse af godtgørelse.

For vi har jo også andre former for godtgørelse end tortgodtgørelse, og som vi kan overveje at ændre på. I dag er det muligt at blive tilkendt krænkelsesgodtgørelse, selv om man ikke har lidt tort, hvis krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der indgår i et særlig groft angreb på en persons frihed. Fordi det ikke er et krav, at der skal være lidt tort – altså det der med, at man skal have oplevet en ydmygelse – er det heller ikke et krav, at krænkelsen skal være egnet til at påvirke ofrets selv- og æresfølelse.

Ved en udvidelse af området for godtgørelse vil der naturligvis være en bredere kreds af tilfælde, der bliver omfattet af den kategori, som vi i dag har begrænset til de særlige tilfælde, hvor der ydes tort- og krænkelsesgodtgørelse. Sådan vil det være, og det er jo også det, der er målet med beslutningsforslaget.

Omvendt mener jeg, at der til forskel fra, hvad beslutningsforslaget lægger op til, fortsat er behov for en afgrænsning af de krænkelser, som vil kunne udløse en godtgørelse. Hvis enhver form for krænkelse udløser en godtgørelse, risikerer man jo at bagatellisere de egentlige krænkelser, altså i de tilfælde, hvor der i dag gives tortgodtgørelse. Og så skal der selvfølgelig også være styr på økonomien i den løsning, som vi vælger.

En udvidelse af området for ydelse af godtgørelse vil kunne have økonomiske konsekvenser for staten, da staten gennem Erstatningsnævnet i visse tilfælde er forpligtet til at dække krav om erstatning og godtgørelse. Det er derfor vigtigt, at det videre arbejde med at se på området for godtgørelse sker under hensyn til de økonomiske konsekvenser, der vil være forbundet med at udvide området.

Så opsamlende skal der være en rimelig afgrænsning, og økonomien skal være på plads, og derfor har jeg sat mit embedsværk i gang med at se nærmere på de spørgsmål sammen med relevante interessenter. Når resultatet af arbejdet foreligger, vil jeg gerne invitere forslagsstillerne og Folketinget i øvrigt til en politisk drøftelse af vejen frem. Forslagsstillerne lægger i øvrigt op til, at forslaget skal pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag i indeværende folketingsår.

Et lovforslag om det, vi taler om her, kræver – hvad jeg også tror jeg i min tale har redegjort for – nogle rimelig grundige overvejelser. Og for at sikre kvaliteten i lovgivningen og for at sikre, at vi kommer hele vejen rundt, er det ikke et arbejde, der kan overstås på et par måneder. Derfor vil det være min forventning – bare så vi forventningsafstemmer med det samme – at et sådant forslag først vil kunne fremsættes i næste folketingssamling.

Jeg sætter som sagt pris på, at forslagsstillerne har taget initiativ til at rejse den her debat. Vi skal sikre, at vi får det landet på den rigtige måde. I virkeligheden er det her et forsøg på at række hånden frem til forslagsstillerne og sige: Ja, jeg er enig i, at der bliver rejst en relevant problemstilling. Jeg håber, vi kan mødes, gerne bredt, i Folketinget om at få det tilrettelagt på den rigtige måde.

Man kan ikke forlange, at forslagsstillere fra et parti – ihvorvel begge er dygtige jurister – skal kunne komme hele vejen rundt i beslutningsforslaget. Det er heller ikke beslutningsforslagets mission. Beslutningsforslagets mission er at give mig en forpligtelse, og den forpligtelse tager jeg gerne på mig, siger jeg her, og jeg vil gerne eksekvere den i dialog med Folketinget og forslagsstillerne.

Så jeg håber, at det her bliver hørt som en fremstrakt hånd i forhold til at løse en problemstilling, som er relevant.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Tak. Det er jo ingen hemmelighed, at det, der ligger til grund for forslaget, er højesteretsdommen i sagen om Morten Helveg Petersen, hvor Højesteret bl.a. anfører, at uanset at Morten Helveg Petersen som anført har været udsat for grove retsstridige krænkelse, så finder Højesteret, at disse krænkelser efter deres karakter og omfang ikke er egnet til at påvirke hans selv- og æresfølelse. Nu er det jo nogle højtravende ord – selv- og æresfølelse osv. – men summa summarum forstår jeg også ministeren derhen, at ministeren sådan set er enig i, at det her i en kommende lovgivning burde udløse en eller anden form for tortgodtgørelse. Det var den ene ting.

Den anden ting er, at ministeren siger, at økonomien også skal på plads. Jeg kan sige, at jeg tror, at jeg taler på begge forslagsstilleres vegne, når jeg siger, at det såmænd ikke er det afgørende i den her relation, altså om man kan få penge af staten. De fleste, der bliver omfattet af det her, vil være tilfredse, hvis de bare kan få penge af modparten. Og så er der jo nul statslige kroner involveret. Det skal ikke hen over noget erstatningsnævn. Tak.

Ministeren.

Jamen jeg er helt med på, hvad det er for en sag, der har genereret beslutningsforslaget. Jeg synes, at der er grund til at kigge på det. Som jeg har sagt, synes jeg også, at der kan være andre eksempler, hvor man ville sige, at her ville det være fuldt rimeligt. Med hensyn til det med økonomien er jeg jo fuldstændig enig i det, hr. Preben Bang Henriksen siger, nemlig at i den bedste af alle verdener ville den, der bliver pålagt at skulle betale tort, jo betale det til modparten. Men erfaringen er også bare, at der er nogle af dem, som har begået en forbrydelse og bliver pålagt at betale tort, som ikke kan betale det. Og der stiller vi os så på statens side og siger, at så lægger vi de penge ud – så får du pengene af os, og så overtager vi kravet over for den, som skulle betale. Det viser sig altså i en række tilfælde, at de tilgodehavender, man har der, må afskrives. Dermed giver den her ordning, hvis den bliver gennemført efter sin intention, et økonomisk tab for staten. Hvor stort det er, er svært at vide, men det ville være at stikke sig selv blår i øjnene at sige, at det skal krænkeren såmænd nok betale.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Jamen vi har jo andre former for erstatninger, hvor Erstatningsnævnet, dvs. staten, ikke går ind og betaler. Og jeg kunne da sagtens forestille mig, at man slet ikke involverede staten i de her ting, men blot slog fast, at de danske domstole i dommen skulle give erstatning, og at det så må være op til domsindehaveren, hvordan han får hjemsøgt pengene. Så ville det ikke få økonomiske konsekvenser for staten.

Ministeren.

Men det er klart: Gør man det, har det ingen økonomiske konsekvenser for staten. Man kunne også forestille sig, at man differentierede og sagde, at der er nogle former for tort, som vi opfatter sådan, at der skal man have pengene, og der vil staten så, om jeg så må sige, lægge ud. Og der kan være andre former, hvor man sagde, at de hører til i en kategori, hvor det må være et forhold, som skal afgøres mellem parterne. Det er da noget af det, som jeg synes vi skal overveje i det videre arbejde.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak, og tak for den fremstrakte hånd. Jeg skal bare spørge, om der så eventuelt også kommer en fremstrakt hånd med lidt penge i, hvis det skulle blive nødvendigt. Vi har tidligere drøftet en tredobling af erstatningsniveauet for tortgodtgørelse til eksempelvis voldtægtsofre, og der mener jeg, at Justitsministeriet nåede frem til, at det ville beløbe sig til omkring 10 mio. kr. om året. Det er trods alt ikke de helt store summer. Så jeg skal bare forsigtigt spørge ministeren, om man er villig til, hvis det bliver sådan, det her ender, også at have lidt penge med i den fremstrakte hånd, så det her kan gennemføres.

Ministeren.

Det tror jeg er et af de elementer, vi bliver nødt til at tage højde for og få regnet på hvad koster. Det er klart, at fremsætter regeringen et forslag, vil regeringen også pege på den finansiering. Nu skal jeg lade være med at ribbe op i den diskussion, vi lige har haft om politiforliget og finansieringen, men mon vi ikke også får løst dette problem.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det lyder godt. Tak for det.

Så er den næste korte bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak til ministeren for at nå en gennemgang af det her område. Det er jo også noget, som den tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen har peget på vi burde gøre, så det hilser jeg meget velkommen. Men jeg vil godt lige spørge ministeren om den gennemgang: Kan man også få lagt det faktum ind i sagen, at Højesteret i umbrellasagen vurderede, at de sidstkomne gerningsmænd – der var jo mange, mange delinger – ikke skulle betale tortgodtgørelse, fordi man mente, at ofrene simpelt hen havde fået nok, i og med at der var mange gerningsmænd før dem? Det synes jeg sådan set ikke kan have sin rigtighed. Det skal jo ikke betyde, at de sidste gerningsmænd kan slippe omkostningsfrit fra det, bare fordi der er givet meget tortgodtgørelse i forvejen. Så vil ministeren også overveje at kigge det igennem?

Ministeren.

Det er også et relevant spørgsmål, og umbrellasagen er jo kompleks i den forstand, at der er så mange gerningsmænd og dermed så mange at kræve tortgodtgørelse af. Man kunne sige, at hvis den samlede tortgodtgørelse skulle være på et eller andet beløb, kunne man dividere beløbet ud til alle gerningsmændene, men så ville det blive et meget, meget lille beløb. Man kunne også vælge at akkumulere det og sige, at gerningsmændene og gerningskvinderne skal betale det samme, og dermed bliver tortgodtgørelsen i virkeligheden meget, meget stor. Ingen af de to løsninger er den rigtige. I umbrellasagen fik man startet med at give en tortgodtgørelse, og undervejs konstaterede man så, at det samlede beløb ville blive meget, meget stort, og derfor traf man den beslutning, som man gjorde, men som jo ikke er nogen ideel løsning på det forløb.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg håber, at det så er et tilsagn om, at ministeren også vil kigge på den del. Nu ved jeg jo, at ministerens parti var meget optaget af, at det skulle på børneattesterne osv. Det synes jeg måske giver mindre mening. Men jeg synes i hvert fald ikke, det giver mening, at man økonomisk slipper billigere fra det, bare fordi man er en af de sidste gerningsmænd. Så jeg håber, at det, ministeren sagde, var et ja, selv om jeg ikke hørte det så tydeligt.

Ministeren.

Det, jeg sagde, var, at jeg synes, at det er et af de elementer, som vi også skal ind over. Jeg tror, at der er relativt få sager, som ville kunne sammenlignes med umbrellasagen, når det kommer til spørgsmålet om tortgodtgørelse, fordi der er rigtig, rigtig mange gerningsmænd og kun to krænkede.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, og således kan ordførerrækken begynde. Tak til ministeren for at gøre klar til den første ordfører, og det er ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Jeppe Bruus. (Justitsministeren (Nick Hækkerup): Som også har haft corona og derfor heller ikke kan blive smittet). Nå ja, men så siger jeg velkommen til den immune.

Tak. Ja, vi er nogle, der har taget forskud på vaccinen ved at udsætte os selv for at blive smittet med corona. Vi må håbe, at det holder lige så godt som vaccinerne.

Det sagt, så vil jeg sige, at jeg har savnet at være tilbage i salen her med mine gode kolleger, med de andre retsordførere og andre gode folk fra Retsudvalget, og jeg håber inderligt, at der er nogle, som går op i det her, som sidder og kigger med, for man fornemmer jo, at forhandlingen om en ny lovgivning på det område allerede er gået i gang, og at der rejses nogle spørgsmål i forbindelse med det gode forslag fra Venstre. Så jeg skal ikke gå længere ned i diskussionen om økonomi osv., men glæder mig egentlig til, at vi kan fortsætte en god drøftelse, både i Retsudvalget og i samarbejde med justitsministeren, når det kommer dertil.

Et af de områder, hvor jeg så kan supplere i forhold til den forhandling, der allerede er i gang her i salen – og det er jo ganske udmærket at bruge tiden på det – er jo hele afgrænsningsspørgsmålet, altså om der skal være nogle grænser for, hvornår man kan sagsøge hinanden for godtgørelse for tort. Det synes jeg selv har været det, der har været svært at indkapsle, og det er noget af det, jeg glæder mig til at drøfte med mine gode kollegaer på tværs af partierne og med den gode justitsminister.

Ikke overraskende ser vi i tråd med det, justitsministeren var inde på, meget gerne, at vi har en fælles drøftelse af det her i Retsudvalget, og at vi kan lave en fælles beretning om det, og at vi så også bliver inviteret til en åben drøftelse med justitsministeren, hvor vi kan fortsætte den forhandling, som allerede er sat i gang her.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, eftersom ordføreren for forslagsstillerne afrunder debatten som den sidste i rækken. Så dermed kan jeg byde velkommen til hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand, og tak til Venstre for at fremsætte et grundlæggende rigtigt og sympatisk beslutningsforslag, der tilstræber at rette op på den umiddelbart krænkende retstilstand, vi har i landet, når det gælder tortgodtgørelse, i hvert fald i lyset af den højesteretsdom, der er faldet i relation til det, der i folkemunde kaldes Se og Hør-sagen. Jeg synes, der er mange sympatiske ting, der taler for at stemme for det her beslutningsforslag. Allerede det, at Højesteret vælger at sige, at en ret grov krænkelse af adgangen til i hvert fald potentielt, men for så vidt også aktuelt, meget personfølsomme oplysninger ikke i sig selv skulle kunne føre til, at der pålægges torterstatning, er problematisk; ikke så meget for sagsøger, for han klarer sig nok, men jo med hensyn til det signal, der sendes til andre i en, må man vel nok sige, stadig mere tvivlsom og broget medieverden, som tilsyneladende ikke skyr mange midler for at få adgang til det, man sådan folkeligt kalder for kendtes private oplysninger.

En ting er, at vi strafferetligt selvfølgelig straffer folk, der forbryder sig imod persondatalovgivningen og tiltvinger sig adgang til f.eks. dankort- og kreditkortoplysninger, men at det alene er et anliggende mellem gerningsmand og staten, synes altså tvivlsomt, for hvad med den forurettede? Jeg synes, der er meget, der taler for, at vi bør ændre på den tilgang, som Højesteret har udlagt her i relation til torterstatning, og sige, at selv om der måske ikke er begået noget direkte æreskrænkende, er der jo ingen tvivl om, at der har været tale om forsøg. Der er jo ingen tvivl om, at hvis Se og Hør i det her tilfælde havde fundet nogle mere saftige data om de pågældende i sagen, var det røget på forsiden. Og alene det synes jeg taler for, at man, som også justitsministeren er inde på, bør ændre og udvide anvendelsesområdet for anvendelsen af tort.

Så vi er meget positive stemt over for det her beslutningsforslag, og det hørte jeg egentlig også at justitsministeren var, og derfor imødeser vi udvalgsbehandlingen. Om vi så skal til en anden behandling, hvor vi stemmer om det, eller om vi måske i fællig kan rykke tingene uden at gøre det, er ikke afgørende for os, men at vi bakker hundrede procent op om Venstres forslag her og det ønske, der ligger bag, skal der ikke være nogen tvivl om.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører kommer fra Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard, som kan komme på talerstolen, så snart hr. Morten Messerschmidt har gjort den klar. Den er hermed klar, og velkommen til ordføreren, hr. Kristian Hegaard.

Tak for ordet. Og tak til beslutningsforslagsstillerne for at rejse et vigtigt spørgsmål. I en højesteretsdom sidste år blev der sat en grænse for, hvornår der kan gives tortgodtgørelse i forbindelse med en retsstridig krænkelse ved uretmæssigt at have skaffet sig adgang til personoplysninger. Sagen var den, at Se og Hør havde anvendt særdeles intimiderende metoder til at tilgå personoplysninger, men på trods af det kunne der ikke gives tortgodtgørelse, idet oplysningerne i sig selv ikke var tilstrækkelig æreskrænkende.

I en sådan vurdering af tortgodtgørelse bør der kunne lægges vægt på, under hvilke omstændigheder og på hvilken måde man har tilgået oplysningerne, og derfor støtter Radikale Venstre beslutningsforslaget, således at der i fremtiden kan lægges vægt på, at der i forbindelse med tortgodtgørelse skal ses på, hvordan de her oplysninger er skaffet, altså om de er skaffet på en særligt intimiderende måde, eller om der ligger en særlig grovhed bag den måde, man har tilgået oplysningerne på, således som det eksempelvis var tilfældet i Se og Hør-sagen. Det vil ligge meget godt i tråd med de generelle regler, vi har om persondata, GDPR osv., som jo særlig kendetegnes ved det høje bødeniveau, der er for overtrædelser af den slags. Så det, at vi også i den her slags spørgsmål ser på grovheden og den intimiderende måde, hvorunder oplysninger anskaffes, synes Radikale Venstre er oplagt, og derfor vil vi rette en stor tak til beslutningsforslagsstillerne for det gode arbejde med det her beslutningsforslag, som vi støtter.

Tak til den radikale ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra SF, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Først vil jeg gerne takke Venstre for at have fremsat forslaget her i dag. Vi kan bakke forslaget op i SF, og vi kan også bakke ministerens tanker om en gennemgang af området op, for det giver ikke mening, at man kan få ret i, at man har været udsat for en grov krænkelse, og at retten bagefter så bare kan afgøre, at det er for småt til tortgodtgørelse. Så kort kan det vel egentlig siges.

Det gælder ikke kun den her sag. Den tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen har nemlig påpeget, at der er en skævhed mellem godtgørelser for tort, svie og smerte i det danske retssystem. Han har faktisk efterlyst en meget grundig granskning af området og også en model, der kan rette op på den ubalance. Han spørger lidt retorisk, om det er rimeligt, at et tv-stjerne, som bliver fotograferet topløs af en paparazzifotograf, kan få tilkendt 75.000 kr. i godtgørelse for tort, mens et offer for voldtægt må nøjes med et beløb, der kan svinge fra 0 til 15.000 eller 100.000 kr. Han sagde endvidere, at det ikke altid er gennemskueligt, hvordan domstolene karakteriserer grovheden af forskellige krænkelsers karakter og størrelsen af de godtgørelsesbeløb, som de så kan udløse. Altså, der kan med andre ord være rigtig stor variation.

Som jeg også lige kort nævnte for justitsministeren, synes jeg heller ikke, at det giver mening, at Højesteret har blokeret for, at ofrene i Umbrellasagen fik mere tortgodtgørelse, fordi de med deres ord havde fået nok. Som nogle husker, var der jo flere hundrede gerningsmænd, og på et tidspunkt mente Højesteret altså, at nu var der givet tortgodtgørelse nok; nu var den samlede sum stor nok. Det betød, at de sidste gerningsmand slap gratis fra den forseelse, og det hører ingen steder hjemme.

Jeg synes faktisk, der er al mulig god grund til at få en nærmere gennemgang af det her område, men SF kan sådan set også godt støtte forslaget, som det ligger her. Tak for ordet.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Rosa Lund.

Tak for det. Forslagsstillerne bag det her beslutningsforslag synes at have fundet en problematik i forhold til torterstatning, da der kan være situationer, hvor det synes åbenbart, at man burde være berettiget til en form for økonomisk kompensation for en krænkelse, men hvor lovgivningen ikke muliggør erstatning. Hvis man har været udsat for en forbrydelse, er det rimeligt, at man har ret til torterstatning, erstatning for tab samt erstatning for svie og smerte, uden at det samtidig betyder, at gerningsmanden kan købe sig aflad for sine handlinger. En økonomisk godtgørelse kan hjælpe offeret for en forbrydelse, og det er klart, at vi bliver nødt til at undersøge, om der er forhold, der falder uden for lovgivningen, sådan som den er strikket sammen i dag.

Jeg tror, at det er vigtigt, at vi kigger på hele området sammenlagt. Og som Institut for Menneskerettigheder gjorde opmærksom på i en artikel i Advokaten fra 2019, er der også nogle gange en mærkelig forskel på, hvad man får i tortgodtgørelse, og hvad man får i erstatning for svie og smerte. Konkret er der eksempler på, at der er blevet tildelt 75.000 kr. i tortgodtgørelse for uretmæssige paparazzibilleder, mens et offer for voldtægt alene får tilkendt 15.000 kr. i erstatning.

Men godtgørelse er en uhåndterbar størrelse, der fastsættes efter skøn og ikke ud fra objektive kriterier, som vi sådan kan sætte os ned og regne ud. Godtgørelse er en symbolsk kompensation for det ubehag eller de psykiske men, som en krænkelse har forvoldt. Det er klart, at man jo ikke kan omgøre det, der er sket, ved at give en tortgodtgørelse eller en erstatning. Men vi bør derfor undersøge området grundigt, så vi kan få et overblik over, hvilke godtgørelsestyper der er, størrelsen på de forskellige godtgørelser, og endelig hvilke sager der falder uden for området. Og herefter vil vi jo være bedre i stand til at finde ud af, hvor det er, der er huller i systemet. Jeg synes, at eksemplet fra umbrellasagen og tortgodtgørelsen her er et rigtig godt eksempel på et andet sted, hvor der er et hul.

Når det er sagt, er vi sådan set enige med hr. Preben Bang Henriksen og hr. Jan E. Jørgensen i, at der er et problem her, og derfor kan vi umiddelbart godt støtte beslutningsforslaget, som det ligger. Men vi bakker også varmt op om, at vi får undersøgt hele området, så vi kan lave en samlet vurdering.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Naser Khader.

Tak til Venstre for beslutningsforslaget. Venstre foreslår med dette beslutningsforslag at udvide anvendelsesområdet for erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, således at der kan ydes godtgørelse for retsstridige krænkelser. Vi vil i Det Konservative Folkeparti gerne anerkende forslagsstillerne fra Venstre og hensigten med beslutningsforslaget. Forslaget har åbenlyst til hensigt at imødekomme den forurettede og styrke retsfølelsen. Vi kan godt se behovet for, at der kan ydes godtgørelse for tort, uanset om der er tale om retsstridig krænkelse af vedkommendes frihed, ære eller person. Der er så at sige et hul i lovgivningen her.

Afgørelsen af den omtalte sag, der er udgangspunktet for beslutningsforslaget, viser, at mulighederne for at opnå godtgørelse efter en retsstridig krænkelse er utilstrækkelige. Vi er enige med Venstre i, at de bør styrkes, og at personer, der er udsat for disse krænkelser, for fremtiden kan tildeles en godtgørelse, der fastsættes af domstolene, baseret på sagens samlede indhold. Vi vil også gerne rose justitsministeren for at være imødekommende over for beslutningsforslaget.

Det Konservative Folkeparti støtter både hensigten med forslaget, men også beslutningsforslaget. Tak.

Tak til den konservative ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er fru Pernille Vermund.

Tak. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort. Sådan lyder erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, om godtgørelse for tort. Den 11. marts 2020 afsagde Højesteret dom i sagen om overvågning af kreditkorttransaktioner, som ulovligt var tilvejebragt med det formål at overvåge forskellige mennesker af interesse for et dansk ugeblad. Oplysninger om bl.a. betaling på hotel og restauration, køb af rejsebilletter og køb i stormagasiner blev videregivet til et ugeblad, der havde anvendt en af oplysningerne i en artikel, hvoraf det fremgik, at en af sagens personer havde været på et diskotek i Berlin.

Højesteret fandt, at forurettede havde været udsat for grove retsstridige krænkelser af sit privatliv i form af overvågning af sine kreditkorttransaktioner og dermed i et vist omfang sit privatliv. Højesteret fandt dog ikke, at oplysningerne havde været egnet til at påvirke den pågældendes selv- og æresfølelse, hvorfor retten ikke kunne tilkende godtgørelse for tort.

Jeg finder det betænkeligt, at sagen fik det udfald. Man må formode, at sagen havde fået et andet udfald, hvis der tilfældigvis var blevet afsløret detaljer, der kunne beskrives som mere pikante. Det er for mig et udtryk for, at der under den nugældende lovgivning lægges for meget vægt på de konkrete afsløringer og for lidt på, at der er blevet afsløret noget om rent private forhold i strid med loven gennem flere måneders overvågning. Hertil skal lægges, at det er almindeligt anerkendt i den juridiske litteratur, at det i Danmark kan være særdeles vanskeligt at få anerkendt et krav om godtgørelse for tort, også selv om der utvivlsomt er sket en både retsstridig og ganske grov krænkelse.

Sagt med andre ord er der grund til at tro, at det i Danmark er for svært at opnå godtgørelse for tort, også på dette område. På den baggrund kan vi i Nye Borgerlige naturligvis støtte beslutningsforslaget.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance, hvis han stadig væk er til stede i salen. Da jeg ikke ser ordføreren fra Liberal Alliance i salen, kan jeg give ordet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak for det, og tak for ordet, og tak for ordene fra ministeren og de mange ordførere, som har udtalt sig positivt om det forslag, som Preben Bang Henriksen og jeg har fremsat i fællesskab.

Forslaget udspringer jo ganske rigtigt af en konkret dom, som jeg vil komme tilbage til lige om lidt. Men lad mig starte med at indvie forsamlingen i, hvad man finder ud af, hvad man vil se, om man kan få tort og f.eks. går ind under Civilstyrelsen på Justitsministeriets hjemmeside og læser om tortgodtgørelse. Så kan man se her, at du kan have mulighed for at søge godtgørelse for tort, hvis du har været udsat for en krænkelse af din frihed, f.eks. frihedsberøvelse, dit privatliv, privatlivets fred, eller af din person.

Hvis man så tænker, at den sag, vi havde om Se og Hør, der betalte nogle penge hver måned til en ansat hos Nets for at få udleveret nogle kreditkortoplysninger fra en række forskellige personer, var en retsstridig krænkelse, ja, så har man sådan set ret, fordi de personer og den koncern, der var involveret i den sag, jo blev dømt. De blev endda idømt nogle ganske hårde straffe.

Det er sådan, at Allerkoncernen, som udgav og stadig væk udgiver det blad, der hedder Se og Hør, ja, de fik sådan set 50 dagbøder, men det var 50 dagbøder på hver 200.000 kr. – altså i alt en bøde på 10 mio. kr. Og hvis vi kigger på den medarbejder, der var ansat i Nets, og som altså solgte de oplysninger til Se og Hør, ja, så blev han idømt fængsel i 1 år og 6 måneder, og den person, som i dommen kaldes C, som de fleste af os nok bedre kender under bogstavet Q, blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder.

Østre Landsret udtaler, at retten ved straffens udmåling har lagt vægt på grovheden og karakteren af det begåede forhold. Der blev betalt et fast månedligt beløb for til gengæld løbende og systematisk at levere oplysninger om offentligt kendte personer. Aftalen indebar en systematisk overvågning af en lang række offentligt kendte personers færden og dermed en betydelig krænkelse af disse personer og et brud på den grundlæggende tillid, offentligheden må have til håndtering af private personers betalingsoplysninger.

Jeg ved, at flere af de mennesker, som stod på den her liste, der hver måned blev sendt til Se og Hør, har overvejet at rejse erstatningssag mod Se og Hør og få noget torterstatning, men så vidt vides, er det kun en, der havde modet til at gøre det i sidste ende, nemlig Morten Helveg Petersen. Det skulle han ikke have gjort, fordi det eneste, han fik ud af det, var en lang næse og i øvrigt en eksorbitant stor regning til advokatomkostninger til sin egen advokat og til modpartens advokater. Det fik han intet ud af, fordi Højesteret takserede den meget grove krænkelse af hans privatliv, som han havde været ude for, til lige præcis 0 kr.

Hvordan nåede Højesteret så frem til det? Jo, Højesteret siger, at der er tale om nogle meget grove krænkelser. Det er der ikke tvivl om. De kalder det grove retsstridige krænkelser af hans privatliv i form af overvågning af hans kreditkorttransaktioner og dermed en vis udstrækning af hans færden. Altså ikke nok med, at Se og Hør kunne se, hvad man har brugt sine penge på, og de kunne også se, hvor man var henne, om man var ude at rejse, og dermed kunne Se og Hør jo også skrive en række forskellige historier om, at nu er den og den på ferie der og der med den og den.

Men oplysningerne om de pågældende transaktioner afslører ikke personfølsomme forhold. Med andre ord har Morten Helveg Petersen så kedeligt et privatliv, at der ikke er kommet noget frem, som i den grad er personfølsomt. Så hvis man bare sådan har et almindeligt forbrug på rejser til det ene sted og det andet sted og køber en bog og en plade og noget mad og den slags i ny og næ, ja, så må man altså finde sig i, at Se og Hør og andre kan overvåge ens transaktioner – ikke forstået sådan, at det, de gør, er lovligt, men hvis man tror, at det da på en eller anden måde må udløse en erstatning, så har vi altså Højesterets ord for, at nej, det gør det ikke.

Den retstilstand finder vi fra Venstres side er fuldstændig urimelig og utidssvarende. Det kan ikke være rigtigt, at man kan begå så grove krænkelser og blive straffet så hårdt for det og så samtidig se, at ofrene ikke skal have en krone. Det er naturligvis ikke en bebrejdelse af Højesteret, som alene følger gældende ret. Det er en bebrejdelse af os herinde, at vi ikke har været opmærksomme på den uretfærdighed, og derfor glæder det mig, at samtlige ordførere, som jeg hørte det, var positivt indstillede over for beslutningsforslaget, og at justitsministeren også var det. Jeg kan måske have en mistanke om, at ministeren har haft en forudanelse om, hvad de øvrige ordførere måtte mene. Det kan man jo aldrig vide, men det er sådan set ligegyldigt, hvordan ministeren er trukket til truget, bare han er henne ved truget og har lyst til at drikke af det, så vi kan få ændret den her fuldstændig urimelige retstilstand.

Så er jeg i øvrigt enig i nogle af de ting, der er kommet frem, bl.a. fra SF og Enhedslistens side, om, at tort i det hele taget trænger til at blive kigget efter i sømmene, at der er ganske mange forbrydelser, der ikke takseres til noget som helst for offerets vedkommende, fordi man ikke betragter det, som ofret har været ude for, som så tilpas ydmygende, at det skal udløse torterstatning. Det er meget mærkeligt, at f.eks. grove tilfælde af vold og andet ikke bare pr. automatik udløser en form for torterstatning. Det forstår jeg simpelt hen ikke, og det er en retstilstand, der muligvis har været sådan, man så på det for mange år siden, men næppe er det i dag.

Så jeg vil synes, det er fint, vi også kigger på tortområdet som sådan. Jeg vil bare advare imod, at det bliver en syltekrukke, som gør, at vi så ikke også får kigget på det her konkrete spørgsmål, som vi har stillet i vores beslutningsforslag, så vi får løst det, også uden at vi nødvendigvis i samme ombæring får løst de andre udfordringer, der er med størrelsen på torterstatning.

Så tak for opbakningen. Jeg ser frem til at arbejde videre med det i regi af Retsudvalget.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.