Det næste punkt på dagsordenen er:

28) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 50:

Forslag til folketingsbeslutning om, at man skal være dansk gift for at kunne blive naturaliseret som dansk statsborger.

Af Marie Krarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 23.10.2020).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der har ordet, er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag, hvori det bliver foreslået, at der som en yderligere betingelse for at blive dansk statsborger skal stilles et krav om, at man skal være gift med en i Danmark boende dansk statsborger, at ægteskabet skal have bestået i 3 år, før der indgives en ansøgning om indfødsret, og at ægtefællerne i hele perioden skal have boet sammen.

Tildelingen af statsborgerskab til udlændinge er jo en gave, en tillidserklæring fra det danske samfund, og vi stiller derfor høje krav til de mennesker, som ønsker at blive danske statsborgere. Senest i sommeren 2018 blev reglerne strammet, bl.a. med medvirken af forslagsstillernes parti, Dansk Folkeparti, og mit eget parti, Socialdemokratiet.

Det fremgår af beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti, at forslagsstillerne bl.a. mener, at det i tillæg til de øvrige betingelser også er vigtigt at have for øje, at ansøgerne er velintegrerede i Danmark, og at et ægteskab med en dansk statsborger i mindst 3 år vil være en god indikator for, at man rent faktisk vil Danmark som ansøger. Jeg er enig med forslagsstillerne i, at det er vigtigt, at en ansøger er godt integreret i Danmark, og at vedkommende vil Danmark. Det er jo også derfor, vi stiller nogle forholdsvis høje krav til at blive dansk statsborger, bl.a. et krav til opholdets længde i Danmark, selvforsørgelse, sprog, kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie, og til, at man ikke har begået en lang række former for kriminalitet.

Men jeg vil også hævde, påstå, fastslå, at man altså også godt kan være velintegreret uden at være gift med en dansk statsborger. Min forgænger på posten, fru Inger Støjberg, påpegede i begyndelsen af sidste år, da et lignende beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti blev behandlet her i salen, at vi ved at stille den her slags krav om, at en ansøger skal være gift med en dansk statsborger, risikerer at udelukke en række personer, som faktisk opfylder de krav, vi har opstillet om sprog og selvforsørgelse osv. Vi risikerer at udelukke en række personer, der er velintegrerede og rent faktisk gerne vil vores samfund, alene fordi vedkommende ikke har haft held i kærligheden, eller f.eks. fordi den pågældende ægtefælle er tysker eller franskmand, og det synes jeg ikke selv giver mening.

Her er der bare et enkelt eksempel: På de sidste fire lovforslag, vi har behandlet i Folketingssalen, altså de halvårlige lovforslag, hvor vi tildeler indfødsret til en lang række navngivne medborgere, har der været optaget ca. 1.100 britiske statsborgere, og en stor del af dem – er mit bedste gæt – har søgt dansk statsborgerskab i forlængelse af hele diskussionen om brexit. Ud af de her 1.100 britiske statsborgere har de 300 af dem ikke haft en dansk ægtefælle, enten fordi de slet ikke har været gift, eller fordi deres ægtefælle har haft en anden nationalitet, og de her 300 britiske personer ville altså ikke have haft mulighed for at komme på lovforslaget, hvis vi havde vedtaget det her beslutningsforslag, og det synes jeg ikke selv er rimeligt. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg synes, det ville være meget ærgerligt, hvis statsborgerskabet skulle være udelukket for personer, som opfylder alle andre betingelser, alene af den grund, at de er singler, eller at de lever i et papirløst forhold. Det ville jo i øvrigt også udelukke børn fra at kunne få dansk indfødsret.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget. Socialdemokratiet støttede heller ikke beslutningsforslaget, sidst det blev fremsat, og vi har altså ikke ændret position. Men som jeg også har sagt ved tidligere lejligheder, er vi i regeringen selvfølgelig klar til at drøfte, om vi har lagt snittet omkring opnåelse af statsborgerskab det rigtige sted. Jeg gør mig også selv nogle tanker i den forbindelse, og jeg regner med, at vi her inden jul kan indkalde alle Folketingets partier til en drøftelse om en justering af de eksisterende regler, med henblik på at vi kan indlede forhandlinger i starten af det nye år. Men det her forslag vil ikke indgå som en del af regeringens udspil.

Tak til ministeren. Så må vi håbe, at Socialdemokratiet er enig med ministeren, da ministeren sådan set har sagt, hvad Socialdemokratiet mener. Men det hører vi, når ordføreren kommer op på talerstolen.

Nu er det fru Marie Krarup, der stiller spørgsmål til ministeren. Værsgo.

Siden 1983 er der givet 250.000 statsborgerskaber til folk, der er kommet til Danmark. Mener ministeren ikke, det er for mange? Mener ministeren ikke, at der er risiko for en befolkningsudskiftning, hvis ikke vi bremser alvorligt op? Det mener vi i Dansk Folkeparti, og vi synes, at det her er en rigtig god måde at begrænse antallet af folk, der kan få statsborgerskab, så vidt muligt. Vi vil også have indført, at man kun skal have et statsborgerskab. Jeg tror, det ville si alle de briter, som ministeren gerne vil ønske velkommen, fra her, fordi der er rigtig mange af dem, som søger statsborgerskab, som jo egentlig bare gør det som noget ekstra, de gerne vil have, og spørgsmålet er, om det er rimeligt. Men de er nu ikke et problem for staten – dem, der er et problem for staten, er jo de mange med den islamiske baggrund. Og når man er gift med en dansker, er det vores holdning, at det ikke skal være automatisk, at man så får statsborgerskab. Nej! Så skal der stemmes om hver enkelt person hernede – hver enkelt person skal der stemmes om her i salen – og der skal være et loft på 1.000 personer. Så det skal ikke være sådan, at man har fribillet til at komme til Danmark og få et dansk pas, fordi man har giftet sig med en dansker. Der skal stadig væk stemmes om den enkelte.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, vi er glade for muligheden for at kunne få dobbelt statsborgerskab, og som udgangspunkt synes vi også, at de nuværende regler for at få statsborgerskab er udmærkede, selv om der er plads til lidt forbedringer hist og pist. Men jeg vil give fru Marie Krarup ret i en ting, nemlig at der har været perioder i danmarkshistorien, hvor der blev givet for mange statsborgerskaber på for lempelige betingelser, og der er desværre ikke behov for at grave ret langt ned i historiebøgerne. Da jeg selv blev valgt til Folketinget i 2015, kom jeg i Indfødsretsudvalget, og det startede med, at der inde på mit kontor landede tre papkasser med en lang række sager om folk, der søgte dispensation fra bl.a. sprogkravet, og deres sager var vedlagt en masse lægeerklæringer, og der stod i en del af lægeerklæringerne, at de havde ptsd, og det betød som udgangspunkt, at så gled de bare igennem Indfødsretsudvalget og fik dispensation, selv om de måske ikke engang havde forsøgt at følge undervisningen i dansk eller slet ikke havde forsøgt at gå til prøve. Det er klart, det duer ikke, og det fik vi heldigvis også strammet op på, men det betød jo, at der i den periode blev givet en masse statsborgerskaber til folk, og vi ikke har det mindste belæg for, om de kunne gennemføre en helt almindelig samtale på dansk.

Fru Marie Krarup.

Når man bliver dansk statsborger, skal man selvfølgelig være dansk i hjertet, og hvad er en bedre test på, om man er det, end at man vil indgå ægteskab med en, der er dansker i forvejen! Det synes vi der er noget smukt og godt ved, når vi nu ved, at vi skal vælge imellem en hel masse mennesker. Det er noget dybt, dybt identitetsmæssigt at skifte statsborgerskab, og derfor bør man heller ikke kunne have dobbelt statsborgerskab, efter vores mening. Det her vil være en rigtig effektiv måde at begrænse antallet af folk, der får statsborgerskab, på. Derfor kan det godt ærgre mig, selvfølgelig, at ministeren ikke vil støtte vores forslag.

Ministeren.

Jo, men hvis jeg nu som 20-årig havde haft en dansk kone og en af os fik et job i USA og vi besluttede os for at flytte til USA, stifte familie og få børn, og måske efter 10 eller 15 års ophold i USA så hinanden i øjnene og sagde: Jamen er vi ikke ved at blive amerikanere, skal vi ikke søge amerikansk statsborgerskab og lade vores børn vokse op som amerikanere i et amerikansk samfund? så synes jeg da, at det burde være en mulighed i USA. Og på samme måde synes jeg også at det burde være, hvis to amerikanere kom til Danmark og boede her, opdragede børn i en familie og blev en del af det danske samfund, altså, det burde være muligt for dem at blive danske statsborgere, selv om de var gift med hinanden og måske søgte statsborgerskab på samme tid. Så derfor synes jeg ikke, det er så god en idé.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg vil godt lige starte med at gøre ministeren opmærksom på, at når ministeren nævner det med, at der var sager med borgere med ptsd, så er det jo, fordi vi ifølge handicapkonventionen, hvis ikke der er andre grunde, skal det. Hvis der ligger en lægeerklæring på, at en borger f.eks. har ptsd, jamen så er vi faktisk forpligtet til at se bort fra det, at vedkommende ikke kan tage f.eks. en danskprøve 3.

Men det, jeg godt ville spørge ministeren om, er sådan set noget andet. Jeg var jo glad for at høre, at ministeren sagde, at man godt kunne være en velintegreret borger og få statsborgerskab uden at være gift med en dansk statsborger i 3 år. Men så sagde ministeren også tidligere, at det kunne være en god indikator på, at man skulle opnå dansk statsborgerskab. Så bliver jeg simpelt hen nysgerrig efter at høre: Hvordan det? Altså, hvordan kan det, nemlig hvem man har giftet sig med og været gift med i 3 år, være en indikator på, om man selv har en rettighed til at opnå statsborgerskab? Er det ikke en personlig ting, som man kan opnå?

Ministeren.

Jeg er ikke lige helt sikker på, at jeg forstod den sidste del af spørgsmålet. Men hvis jeg har sagt noget, der er uklart, så vil jeg gerne skære ud i pap, at jeg ikke mener, at det bør udløse en rettighed eller det modsatte, hvorvidt man er gift med en dansker eller ej. Men derfor er det vel, synes jeg, lige ud ad landevejen og en meget god indikator på, om man har fundet sig til rette i et samfund, nemlig at hvis man er blevet gift med en, der har boet i det samfund, jamen så er det da i hvert fald for mig et billede på, at der i hvert fald er noget fra det samfund, som man har taget til sig. Man er blevet gift med en, der har boet i det samfund og er en del af det folk. Det skal bare ikke i sig selv udløse en rettighed eller det modsatte, hvorvidt man er blevet gift med en dansk statsborger.

Så må jeg nok hellere blande mig udenom, hvordan Folketinget i dag tildeler indfødsret. Det står jo i grundloven, at jeg sådan set som minister ikke skal have så meget med det at gøre. Men jeg kan sige, at da jeg selv sad i Folketinget, havde jeg ikke oplevelsen af, at der var en ordentlig sagsbehandling omkring dem, der havde søgt dispensation for f.eks. danskkravet. Jeg synes, at de gled for let igennem Indfødsretsudvalget, uden at der havde været en seriøs diskussion af, om de overhovedet havde gjort et forsøg på at lære dansk, måske eventuelt på et lavere niveau end det krav, der blev stillet i cirkulæret.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu siger ministeren igen, at det er en god indikator, og det er simpelt hen det, jeg ikke forstår. Altså, det at søge et statsborgerskab er vel en personlig handling, hvor man kan opstille nogle objektive kriterier, som den enkelte person kan opfylde. Man kan have været gift eller ikke gift eller have boet sammen med en, men hvordan kan ens partner blive rodet ind i ens kvalifikationer, når nu nogle mener, at der skal nogle af dem til for at blive dansk statsborger? Hvordan kan det blive blandet ind i det? Er det ikke en personlig sag, om man ønsker et statsborgerskab, og hvorfor skal det, at man er gift, og at vedkommende er dansk statsborger, blandes ind i det forhold?

Ministeren.

Nu står jeg lige og kigger lidt ned på min tale her. Altså det, jeg har sagt, er, at det fremgår af beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti, at forslagsstillerne mener, at det er i tillæg til de øvrige betingelser osv. osv., men at det ville være en god indikator for, at man rent faktisk vil Danmark som ansøger. Så jeg vil også anmode om, at Enhedslistens ordfører måske stiller forslagsstillerne præcis det spørgsmål. Det ændrer ikke på, at mit synspunkt er, at det ikke bør have nogen konsekvenser for, hvorvidt man søger statsborgerskab. Men jeg synes da, det giver sig selv, at folk, der flytter til et andet land og bliver gift med en person fra det land, allerede har taget et vigtigt skridt i retning af at blive integreret, også et længere skridt, end hvis jeg ville flytte til et andet land med min kone, som også ville være dansk statsborger. Det synes jeg er, ja, meget indlysende.

Så siger vi tak til ministeren. (Udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye): Selv tak). Vi går over til ordførerrækken, og den første er hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet, der som ordfører så får mulighed for at sige, om Socialdemokratiet trods alt er enig i ministerens udlægning af Socialdemokratiets holdning. Værsgo.

Tak, formand. Jeg skal love, at det bliver lidt ligesom at være til gruppemøde i Dansk Folkeparti – vi er ret meget på linje. I Socialdemokratiet mener vi, at vi skal hylde kærlighed på tværs af hudfarve, etnicitet, kultur og religion. Jeg bliver glad, når jeg ser to personer komme gående på gaden hånd i hånd, som øjensynligt har fundet sammen på trods af etniske og kulturelle forskelle. For vi når først for alvor i mål med integrationen, når hudfarve, etnicitet, kultur og religion ikke står i vejen for kærlighed mellem to mennesker. Disse parametre må aldrig stå i vejen for, hvem danske statsborgere må gifte sig med. Der er alt for få blandede ægteskaber i den danske befolkning, og i Socialdemokratiet tror vi, at det nok skyldes, at en del piger med indvandrerbaggrund ikke må vælge deres kæreste eller ægtefælle, fordi deres forældre ikke vil acceptere det. Adskillige undersøgelser dokumenterer, at kærlighed på tværs er forbudt i flere indvandrermiljøer herhjemme. Der er også en anelse modstand mod blandede ægteskaber blandt forældre med dansk oprindelse, men slet ikke i samme omfang, som det er tilfældet med forældre med oprindelse i Mellemøsten. Derudover viser undersøgelser, at kærlighed på tværs bidrager til bedre integration af personer med oprindelse i Mellemøsten. Danskkundskaberne bliver bedre, og man får bedre adgang til arbejdsmarkedet. Dernæst opnår elever i folkeskolen, hvis forældre har fundet sammen på tværs, markant bedre karakterer end elever, hvis forældre begge har oprindelse i Mellemøsten. Der er altså særdeles positive effekter, når kærligheden overtrumfer hudfarve, etnicitet, kultur og religion.

Kærlighed på tværs skal ikke motiveres af udsigten til at få et dansk statsborgerskab. Og i Socialdemokratiet kommer vi aldrig til at støtte, at man får bestemte fordele, alt efter hvem man gifter sig med. I stedet mener vi, at vi fra politisk side skal skabe de bedste rammer for, at kærlighed på tværs kan opstå. Derfor bekæmper vi aktivt negativ social kontrol i parallelsamfund. Og som vi foreslog i vores udlændingeudspil fra 2018 har vi en målsætning om, at der i vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, gymnasier og boligområder maks. må være 30 pct. med oprindelse i Mellemøsten. Nu er vi i regering og klar til at tage ansvar, og vi har derfor omsat forslagene fra udspillet i 2018 til lovforslag. Denne spredningsindsats vil sikre langt bedre forudsætninger for, at der kan etableres både venskaber og kærlighed på tværs.

Socialdemokratiet støtter ikke forslaget.

Der er et spørgsmål fra fru Marie Krarup.

I Dansk Folkeparti anser vi islam som en meget, meget stor barriere for integration. Vi anser de muslimske ghettoer som en form for kolonisering af Danmark, hvor folk medbringer eller sender bud efter fremmede ægtefæller, fordi man ikke ønsker at gifte sig med en dansker. Der er nogle, der desværre allerede har fået statsborgerskab, men der er også mange, der ikke har fået statsborgerskab.

Hvis man indførte den her regel, ville vi sikre os, at den slags personer, som ønsker at undgå at komme i nærkontakt med den danske befolkning, og som altså ønsker at undgå, at de selv eller deres børn gifter sig med danskere, ikke får et dansk statsborgerskab. Vil ordføreren ikke give mig ret i, at det ville være en god og fornuftig foranstaltning?

Ordføreren.

Det med ghettoerne er jeg i hvert fald meget enig i, og derfor er det også en glædens dag, at det er lykkedes regeringen at nedbringe antallet af ghettoer i Danmark markant, hvilket lige er blevet offentliggjort i dag – i øvrigt med god hjælp fra andre kræfter i Folketinget.

Når det så er sagt, rammer det her jo alt for bredt. Det rammer jo også et eller andet tysk ægtepar. De skal så gå fra hinanden og møde en anden kæreste for at få dansk statsborgerskab. Jeg tænker, at det rammer alt for bredt. Nu ved jeg ikke – formanden må irettesætte mig – hvor meget man må referere fra Indfødsretsudvalget, men jeg kan sige, at det ikke er nogen hemmelighed, at der ligger en del sager med britiske statsborgere, som ønsker at få et dansk statsborgerskab. Det vil jo så være umuligt for nogen af dem med det her forslag, og det synes jeg er ærgerligt.

Fru Marie Krarup.

Ja, der er flere ting at sige til det, som jeg nok ikke kan nå på 30 sekunder. Men i hvert fald må man sige, at der er mange af dem, der søger statsborgerskab lige nu, fra andre europæiske lande, som gør det af tekniske årsager, og som måske ikke gør det, fordi de dybt inde føler, at de er danske. Det er altså, fordi de kan få dobbelt statsborgerskab. Så hvis man kun havde et statsborgerskab, ville man måske ikke søge. Det er det ene.

Det andet er, at det ville være meget fornuftigt at lave en dispensationsadgang, sådan at hvis man f.eks. havde været 30 år i landet, ville det her ikke gælde, og hvad vi også ønsker, er jo, at man skal stemme om hver enkelt hernede i salen, så man altid vil have mulighed for at sige nej og ja til forskellige personers statsborgerskab.

Ordføreren.

Jeg forstår det godt. Jeg synes bare, det lyder meget bureaukratisk. Det er ligesom det der med, at man kan få et betinget statsborgerskab, og så vil man om 10 år vide, om man så bliver statsborger.

Jeg synes stadig væk, at det her rammer alt for bredt, og det rammer også andre. Så kan vi diskutere, om der er engelske statsborgere, der på grund af brexit lige pludselig søger, men der er vel også ret mange andre, bl.a. en del tyske statsborgere, som har boet så lang tid i Danmark, at de oprigtigt føler, at de er danskere. Det vil jo også ramme dem, og det synes jeg er rigtig synd.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Det er hr. Morten Dahlin, Venstre, som ordfører. Værsgo.

Tak for det, formand. At blive dansk statsborger er et privilegium, det er en gave, man kan få af det danske folk, men det er ikke bare en almindelig gave, som så mange andre får her ved juletid. Det er måske den dyrebareste gave af alle. Derfor skal der stilles krav til dem, der ønsker at hente det rødbedefarvede pas nede på kommunen – og det skal være strenge krav. De skal kunne tale dansk, de skal acceptere de danske værdier, de skal vise kendskab til det danske samfund, de skal holde sig fra kriminalitet, og så skal de selvfølgelig forsørge sig selv.

Selv om vi synes, det er godt, når folk med indvandrerbaggrund gifter sig med danske statsborgere – og det er rigtig godt – så synes vi ikke, det er rimeligt, at man skal have held i kærlighed for at blive dansker. Det er ikke alle, der har held til at finde en mand eller en kone, eller for den sags skyld alle, der ønsker at leve i et ægteskab. Og i Venstre mener vi ikke, det skal være individuelle kærlighedsrelationer, der skal afgøre, om man kan blive dansk statsborger. Man kan være præcis lige så dansk, man kan bløde rødt og hvidt, og man kan have taget Danmark til sig i hjertet uden nødvendigvis at være gift med en dansker.

Så i Venstre vil vi gerne sende det signal, at vi synes, det er glimrende, at vi synes, det er rigtig godt, når folk med udenlandsk baggrund gifter sig med danskere, at vi støtter op om stramme regler for at opnå indfødsret, og at vi også gerne støtter op om regler, der er strammere end i dag, men det her forslag kan vi ikke støtte. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Susan Kronborg, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Radikale Venstre støtter ikke beslutningsforslaget. Vi har to afgørende indsigelser mod forslaget: For det første diskrimination og for det andet en betragtning omkring sindelagskontrol.

Med hensyn til indsigelsen, der handler om diskrimination, ligger der heri, at der skal være lighed for loven og herunder forstås en generel adgang. Forslaget om, at man skal gifte sig dansk for at blive dansk statsborger, lader sig ikke gøre med de nuværende forpligtelser i den europæiske konvention om statsborgerret. Den europæiske konvention må forstås sådan, at der er en generel adgang til statsborgerskab, og Radikale forstår det sådan, at der her jo sådan set ligger en diskrimination af folk, der allerede er gift. Radikale Venstre mener, at statsborgerskab skal kunne opnås ved egen stræben, og derfor forekommer det at foreslå en betingelse, der kræver et andet menneskes medvirken, os meget krævende.

Endvidere finder Radikale Venstre, at forslaget indebærer sindelagskontrol – eller social kontrol. Som bekendt er social kontrol et problem, som Radikale Venstre vil bekæmpe, og det gælder, uanset om det er social kontrol som beskrevet af forfatteren Sara Omar, eller om det er sindelagskontrol som beskrevet af forfatteren Hans Kirk i bogen »Fiskerne«.

Vi ser frem til udvalgsarbejdet, og Radikale Venstre støtter ikke forslaget.

Der er et spørgsmål fra fru Marie Krarup.

Jeg vil bare gøre ordføreren opmærksom på, at der ikke er generel adgang til statsborgerskab i Danmark. Ifølge den danske grundlov skal vi stemme om det her. Det vil også sige, at det ikke er ens egen stræben, der opfylder adgangskravet til at få statsborgerskab. Der skal man have overtalt ikke bare én person, men 179. Så det er bare for at gøre opmærksom på det. Vi vil så gerne skærpe det, så der er én person, der skal sige ekstra god for det, men det er helt i tråd med den lovgivning, vi allerede har.

Ordføreren.

Point taken. Ja, det er da fuldstændig korrekt, at der er 179 medlemmer. Så min bemærkning går mere på det her med at lægge vægt på det individuelle, den individuelle måde at agere i et samfund på i forhold til f.eks. kollektivisme eller en stammementalitet. Der lægger Radikale Venstre vægt på det individuelle, at det er ens egen stræben, der er i fokus.

Fru Marie Krarup.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at blive arving til Mærsk Mc-Kinney-formuen. Det ville jeg gerne stræbe efter. Men jeg tror ikke, jeg bliver det, før der er en mand der, der vil gifte sig med mig. Det kommer nok ikke til at ske, for jeg er gift i forvejen, og jeg ved ikke, om der er nogle ugifte mænd dér, som er arvinger. Men det er bare for at sige, at når man får statsborgerskab, bliver man medlem af den danske familie. Og det kan man ikke bare have ret til. Det kræver noget ekstra. Det kræver, at der er nogen, der skal række hånden ud, omfavne en, og det synes vi at man i bogstaveligste forstand bør overføre til det her område.

Ordføreren.

Ja, Radikale Venstre forstår rigtig godt den værdikamp, som Dansk Folkeparti fører, men samtidig har Radikale Venstre jo så en kamp for retsstaten og retsprincipper. Og for nu at være lidt kæk vil jeg tillade mig at sige, at jeg synes, at forslaget også en lille smule minder om historien om Noas Ark, hvor man også skulle være et par. Man kunne ikke komme med, medmindre man var et par.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Fru Anne Valentina Berthelsen fra SF. Værsgo.

Tak for det. Folketinget skal ikke bestemme, hvem vi forelsker os i. Folketinget skal ikke bestemme, hvem vi forelsker os i, og hvem vi gifter os med. Vi skal ikke diktere, og det skal Dansk Folkepartis fru Marie Krarup heller ikke, hvem man forelsker sig i og gifter sig med. Og hvorfor skal vi ikke det?

Det skal vi ikke, fordi det er det, vi kalder social kontrol, mig bekendt i øvrigt præcis den form for social kontrol, som for Dansk Folkeparti og fru Marie Krarup gør utrolig meget ud af at sige de gerne vil bekæmpe. Med det forslag, der ligger her, udstiller fru Marie Krarup og Dansk Folkeparti deres hykleri i forhold til diskussionen om social kontrol, ved at man simpelt hen med vold og magt vil tvinge folk til at forelske sig i nogle bestemte mennesker, før de kan blive et fuldgyldigt medlem af det danske samfund. Det gør mig for at sige det rent ud edderspændt rasende, for vi i SF deler da fuldt ud det synspunkt, at der er behov for at bekæmpe social kontrol, og ønsket fra Dansk Folkepartis og andre partiers side her i salen om at gøre det. Vi er utrolig opmærksomme på, at der foregår social kontrol, og at vi skal sætte ind over for det. Det kan ikke være rigtigt, at kvinder, uanset hvilken minoritet de tilhører, skal presses ind i ægteskaber, som de ikke ønsker, skal have at vide af familiemedlemmer, hvem de må forelske sig i. Men de skal så sandelig heller ikke have det at vide af Folketinget. Det er, hvad vi i SF har at sige til det forslag, og derfor støtter vi det under ingen omstændigheder.

Der er et spørgsmål fra fru Marie Krarup.

Det kunne jo være, at SF ville støtte det, hvis de forstod det. Det lyder lidt, som om ordføreren har fået det lidt galt i halsen, for Folketinget kan selvfølgelig ikke bestemme, hvem folk skal forelske sig i eller gifte sig med, men Folketinget kan bestemme, hvem der skal have statsborgerskab – det står der i vores grundlov – og vi kan lave nogle regler for, hvem der skal på de lovforslag, som vi stemmer om. Det er det ene.

Det andet er, at livet er fyldt med social kontrol. Der er social kontrol overalt. Den form for social kontrol, som vi i Dansk Folkeparti er modstandere af, er den religiøse islamiske sociale kontrol, som fratager folk, der bor i Danmark – det her land, der er præget af frihed, og som er en retsstat, hvor tingene foregår efter bestemte regler – alle de friheder af religiøse årsager. Det vil vi bekæmpe så meget, som vi kan. Det her er en af måderne at gøre det på. Det er ved at indføre den her skærpende bestemmelse om, hvordan man skal kunne komme på et lovforslag om at få tildelt statsborgerskab, for hermed vil vi nedbringe antallet af folk fra muslimske lande med en muslimsk baggrund, fordi der så er meget færre af dem, der vil gifte sig med en dansker.

Ordføreren.

Jeg deler fuldt ud betragtningen om, at religioner og kulturer ikke skal diktere, hvem man skal gifte sig med, heller ikke over for etniske minoritetskvinder eller andre, som er underlagt social kontrol. Det er jeg fuldstændig enig med Dansk Folkepartis ordfører i. Men jeg er forundret over, at Dansk Folkepartis ordfører ikke kan se, at man med netop det her forslag gør sig skyldig i præcis det samme. Så kan det godt være, at fru Marie Krarup affejer det med, at vi stiller en masse krav til folk, der søger statsborgerskab, og det er jo ikke, fordi vi dikterer, hvem man skal forelske se i; vi dikterer bare, at hvis man skal have statsborgerskab, skal man være dansk gift. Det er jo sådan set præcis det, der foregår i de etniske minoritetsmiljøer, hvor vi ser social kontrol.

Fru Marie Krarup.

Det er det lige præcis ikke. Det er helt misforstået. Det her foregår jo efter regler. Det foregår jo ikke efter en uskreven norm, hvor man bliver udstødt eller straffet eller et eller andet ved at overtræde den. Hvis vi får indført den her regel, vil det være en fuldstændig gennemsigtig regel, som alle vil kende, og man vil ikke blive straffet på mærkelige religiøse måder. Det vil være en del af vores system i vores danske retsstat. Det vil ikke på den måde være social kontrol med nogle uigennemsigtige regler og uigennemsigtige straffe, overhovedet ikke. Så det er fuldstændig misforstået. Det er et forsøg på at sørge for, at Danmark bliver ved med at være dansk. Vi er alvorligt truet. Og det er da selvfølgelig ærgerligt, at man er nødt til at foreslå sådan nogle regler for at fastholde Danmark som et dansk land. Men vi er truet. 250.000 statsborgerskaber er der blevet uddelt siden 1983. Det er en katastrofe. Det er en befolkningsudskiftning, vi er i gang med. Det er forfærdeligt.

Ordføreren.

Social kontrol bliver ikke bedre af, at vi gør det til en lov. Jeg kommer ikke til at gå mere ind for, at man dikterer, hvem folk gifter sig med eller skal forelske sig i for at blive fuldgyldige medlemmer af det danske samfund, bare fordi vi gør det til lov og dermed gør det til en del af vores regelsæt. Jeg forstår slet ikke, at fru Marie Krarup ikke kan se dobbeltmoralen i det, hun siger. Det er i virkeligheden meget forunderligt for mig. Så det bliver et nej tak herfra.

Tak herfra til ordføreren, og så går vi videre til den næste ordfører, hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Statsborgerskab er en vigtig rettighed for borgere, som bor og lever deres liv her i Danmark. Det er adgangen til at kunne stemme til folketingsvalg, det er adgangen til det danske pas, som gør det let at rejse, og det er for mange ikke mindst en symbolsk anerkendelse af, at de er fuldgyldige medlemmer af det danske samfund. Derfor er det for Enhedslisten et vigtigt mål, at mennesker, der har permanent ophold og efter al sandsynlighed skal leve og bo hele deres liv her i landet, kan opnå statsborgerskab. Det er et vigtigt redskab for integrationen og for sammenhængskraften, og det er vigtigt for vores demokrati, at så mange som muligt er med til at sammensætte Folketinget. Derfor ønsker vi, at det skal være lettere at opnå statsborgerskab, end det er i dag.

I 2015 og i 2018 er der blevet gennemført betydelige stramninger i adgangen til at blive dansk statsborger. Enhedslisten står uden for de aftaler om de her stramninger, og vi ønsker ved førstgivne lejlighed at få lempet reglerne. De stadige stramninger betyder, at der her i landet lever en voksende gruppe af mennesker uden dansk statsborgerskab og dermed uden de fulde borgerrettigheder. Det mener vi ikke er godt for vores samfund.

I dag diskuterer vi så et meget vidtgående forslag, som er et led i Dansk Folkepartis såkaldte kristne kulturkamp. Det er et forslag, der vil udelukke alle udlændinge, der ikke er gift med en dansk statsborger og ikke har været det i en årrække, fra at blive danske statsborgere. Det kan Enhedslisten naturligvis ikke støtte, både fordi det er udtryk for en grov diskrimination af både børn, af udenlandsk gifte og også af ugifte mennesker, men også fordi der bestemt ikke er brug for flere stramninger i adgangen til at blive dansk statsborger – tværtimod.

Så for at opsummere: Enhedslisten mener, vi bør gå en helt anden vej og indrette regler, som giver lettere adgang til statsborgerskab, og Enhedslisten støtter ikke det her beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Vi går videre til den næste, og det er hr. Marcus Knuth, Konservative, som ordfører. Værsgo.

Tak, hr. formand, og tak til Dansk Folkeparti for et fint forslag med nogle rigtig gode intentioner, nemlig at værne om det danske statsborgerskab, og hvem vi giver det til. Det at værne om det danske statsborgerskab er noget, som vi Konservative går rigtig meget op i. Vi har også stillet mange forslag her i Folketingssalen i den senere tid, også med støtte fra både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, og det er vi jo selvfølgelig meget, meget glade for.

Vi synes dog, at forslaget, som det er her, ikke rammer der, hvor vi gerne vil ramme. Jeg tror, der allerede har været brugt eksempler her fra talerstolen før: Hvis man er den mest velintegrerede nordmand, der har boet hele sit liv i Danmark og bare vælger ikke at blive gift, skal det så være noget, som man – i gåseøjne – bliver straffet for? Eller: Hvad med nogle af dem, som jo allerede bor i Danmark, men som desværre har fået dansk statsborgerskab – vi har haft hele problematikken omkring Motalavej – altså skal de qua deres danske statsborgerskab godt kunne få deres ægtefælle hertil som dansk statsborger?

Derfor synes vi konservative hellere, at man skal gøre det, som vi har debatteret før, nemlig at en del af processen for at få det danske pas er, at man skal til en samtale. Vi har diskuteret det i udvalget. Det gør man f.eks. i et land som Østrig, og jeg tror også lande som Irland og Schweiz. Og det er jo selvfølgelig ikke et perfekt system, men derigennem skal vi vurdere, om det er en person, som rent faktisk har taget Danmark til sig. Hensigten skal være, at vi ikke giver statsborgerskab til folk, der ikke vil Danmark. Det er også det, som forslaget her lægger op til. Vi synes bare, at vores løsning er mere hensigtsmæssig.

Der er et spørgsmål fra fru Marie Krarup. Værsgo.

Tak for talen, og tak for den delvise støtte, om jeg så må sige. Jeg skal bare lige høre noget; der er en ting, jeg godt vil have afklaret. De Konservative vil jo gerne fremstå som nogle, der vil være rigtig hårde på det her område. Vil De Konservative støtte et forslag fra Dansk Folkeparti om at afskaffe muligheden for dobbelt statsborgerskab? For vi må jo se i øjnene, at for mange mennesker er det ikke en dyb identitetsafgørelse at få dansk statsborgerskab; det er sådan på grund af convenience. Det er meget rart at have flere pas, ikke? Og det er det især, hvis der nu sker noget i forbindelse med brexit.

Altså, det er ikke den her helt store dybe forandring i ens liv, hvor man siger: Nu er jeg dansker, og mit hjerte banker lidt mere, når jeg ser Dannebrog, end når jeg ser Union Jack eller noget andet. Og det ville man jo nå frem til, hvis man fjernede muligheden for dobbelt statsborgerskab, og det synes vi er det rigtige. Vil De Konservative støtte det forslag?

Ordføreren.

Vi synes jo faktisk, at der i de senere år har været nogle rigtig gode eksempler på, at vi netop har kunnet udvise folk, fordi de har dansk statsborgerskab. Jeg forstår godt, hvad spørgeren mener, men det, at man har statsborgerskab, gør jo netop, at vi har kunnet udvise kriminelle, som det ellers ville have været næsten umuligt for os at udvise. Og det synes jeg vi skal holde fast i.

Fru Marie Krarup.

Det er jo en lille positiv ting, der er ved det dobbelte statsborgerskab. Det er sådan set den eneste positive ting, for det andet er jo, at det ikke bliver den her alvorlige afgørelse, altså hvor man virkelig skal tænke sig om. Noget andet er, at man jo sagtens kan bo i Danmark i mange år. Jeg kender adskillige folk, som er, vil jeg sige, sådan næsten danske, men som ikke vil have dansk statsborgerskab, i hvert fald kun som et ekstra, hvis det skulle være – fordi de stadig væk, selv om de har boet i Danmark i mange år, inderst inde føler sig som tyskere, englændere, russere, eller hvad det nu er.

Så hvorfor er det, at det skal være så nemt, om jeg så må sige, at få dansk statsborgerskab, som et ekstra statsborgerskab? Det må jeg indrømme jeg ikke helt kan følge.

Ordføreren.

Det skal netop ikke være nemt, og vi ønsker jo massive opstramninger på det her område – ikke bare i forhold til kriminelle, som vi har haft et godt samarbejde med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om, og det samme gælder de to partier, når det kommer til vores forslag om at kunne ordentligt dansk og også om at kunne komme til en samtale. Vi synes også, at det er en udfordring med de alt for mange på overførselsindkomst, som tæller med som egentlig i beskæftigelse. Altså, vi vil gerne stramme massivt op på en lang række områder, og det ser jeg frem til vi forhåbentlig kan gøre sammen, når vi kommer til forhandlingerne om dansk statsborgerskab her i starten af det nye år.

Så siger vi tak til ordføreren. Den næste er fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige, som ordfører. Værsgo.

Alt for mange har gennem årene fået tildelt dansk statsborgerskab ved lov, som ikke skulle have haft det. Tilkomne fra de muslimske lande er blevet tildelt beskyttelsesstatus som flygtninge, er blevet gjort til indvandrere med permanent opholdstilladelse, og flere tusinde af dem bliver hvert eneste år gjort til danske statsborgere. Vandelskravet til ansøgere om dansk indfødsret har vist sig ganske utilstrækkeligt. Andelen af medlemmer i de muslimske indvandrerbander, der har dansk statsborgerskab, burde få alle alarmklokker til at ringe. Andelen af indvandrerkvinder på krisehjem er et andet pejlemærke, og det nye fokus på negativ social kontrol peger i samme retning.

Der er slet ingen garanti for forudgående assimilation i de danske regler for tildeling af indfødsret, og det burde der være. Derfor vil problemerne med vold og pres for islamisk indflydelse i samfundet vokse i de kommende år, indtil Folketingets politikere finder ud af, at der skal sættes en prop i hullet. Skaden skal stoppes, og reparationsarbejdet skal i gang. Vi har gjort for lidt for at beskytte vores samfund mod de skadelige virkninger og volden, der følger med den islamiske kultur og ideologi.

Tildeling af indfødsret til indvandrere fra muslimske lande, der er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, vil med usvigelig sikkerhed gøre problemerne værre, og konsekvenserne for danskernes sikkerhed, tryghed og frihed større. Sådan er tilstanden, og sådan har det været i mange år. Derfor forstår jeg godt hensigten med DF's beslutningsforslag, som vi behandler i dag. Jeg deler fuldt ud DF's bekymring over udviklingen, og jeg er enig i, at det danske samfund risikerer at lide permanent og uoprettelig skade, hvis vi ikke får stoppet tildeling af indfødsret til indvandrere fra de lande, der giver os problemer, altså fra de fleste af de lande, der har muslimsk flertal.

Men jeg er ikke overbevist om, at det løser noget problem, at man skal være dansk gift for at kunne blive dansk statsborger. Der er titusinder af danske statsborgere naturaliseret af et uansvarligt Folketing, der i dag sætter Koranen over grundloven, og som under ingen omstændigheder vil kunne betegnes som danske i hjertet og sind. De kan fortsat gifte sig med udlændinge, som kan blive danske statsborgere med tiden, og det problem adresserer beslutningsforslaget slet ikke. Desuden vil forslaget helt åbenlyst ramme nogle, som helt uforskyldt bliver ofre for vores samfunds behov for at beskytte os mod islams indflydelse.

Jeg accepterer, at når vi skal løse udlændingepolitikken fra bunden, vil der skulle gennemføres regler, der også vil ramme utilsigtet. Det kan ikke undgås. Den fatale udlændingepolitik, som har været ført herinde i årtier, kan ikke repareres uden. Sådan er det. Men når forslaget ikke løser udlændingepolitikken fra bunden, ja, for så vidt blot er en lightudgave af Nye Borgerliges mere konsekvente politik, så synes jeg ikke, at vi kan bakke op om det her forslag, der nok i stedet bare vil sætte nogle mennesker unødigt i klemme, og Nye Borgerlige kan derfor ikke støtte forslaget.

Der er et spørgsmål fra fru Marie Krarup.

Det er selvfølgelig ærgerligt, når man på grund af sådan de rene hænders politik ikke kan støtte nogle pragmatiske forslag, som rent faktisk kan gøre en forskel. Det er jo det, som Dansk Folkeparti har gjort, og det er årsagen til, at Danmark ikke står med svenske tilstande – at vi hele tiden har gået ind og skruet der, hvor det kunne lade sig gøre at skrue. Og her er altså også et sted, hvor vi kan skrue, og hvor vi kan sige, at det her antal mennesker er dem, der kan komme på loven – og vi vil have, at der kun kan tildeles maksimalt 1.000 statsborgerskaber om året, og de skal tildeles enkeltvis. Og de folk, der kan komme på tale, skal være dem, der er gift med en dansker.

Det vil jo også sige, at de personer fra muslimske parallelsamfund, som så gifter sig med en, der kommer udefra, vil kunne blive siet fra, når vi stemmer om dem hernede. Så det er jo rigtigt, at der er den her kattelem for muslimske indvandrere, som ikke er integreret og ikke ønsker at blive integreret, at de kan gifte sig med en herboende tyrker, der har fået dansk statsborgerskab, men vi vil kunne stemme nej til dem her i Folketingssalen. Så på den måde er det jo et forslag, som virkelig vil kunne begrænse adgangen for den kolonisering og islamisering, der sker via statsborgerskabet.

Ordføreren.

Jamen vi vil hellere løse problemerne fra bunden, og vi vil hellere sige, at med vores politik stemmer vi nej til alle dem, som kommer fra muslimske lande, og som vi ved er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Det er sådan set ganske enkelt, så vi fastholder, at det ønsker vi at gøre, og det kommer vi også til fremadrettet at stemme efter. Vi kommer også til fremadrettet at forholde os til, at vi kigger på hver enkelt – om vi mener, at det er nogen, der vil gavne Danmark.

Så vi mener faktisk, at det her vil være en lempelse i stedet for en stramning, i forhold til at vi gerne vil have løst problemerne fra bunden. Og det vil man gøre, hvis man sikrer, at man ikke giver statsborgerskab til dem, som kommer fra muslimske lande, og som vi ved er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.

Fru Marie Krarup.

Og det er jo også forslag, som vi fremsætter og har fremsat hele tiden. Men det er jo lidt træls at høre på den der sådan tågesnak fra Nye Borgerlige om, at man vil det hundrede procent med det samme, i stedet for at man vil forsøge at skrue der, hvor det kan lade sig gøre, og med de små skridts politik forhåbentlig komme i mål, i stedet for at man siger: Jamen vi vil ikke røre ved noget, som ikke er hundrede procent. Det findes jo ikke længere – det findes ikke længere, fordi der allerede er for stor en andel af muslimer, der har fået dansk statsborgerskab. Det er jo det, der er ulykken. Mens Nye Borgerliges folketingsmedlemmer stemte på partier, der tillod den indvandring, og vi stemte imod, så var det, at ulykken skete, som vi forsøger at rette op på.

Ordføreren.

Derfor ville det også give rigtig god mening, at vi i fællesskab fik løst problemerne fra bunden i stedet for at blive ved med at lave lappeløsninger. Og det ser jeg meget frem til at vi kan gøre i fællesskab.

Så siger vi tak til ordføreren og går over til ordføreren for forslagsstillerne, fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Hvis Dansk Folkeparti havde 90 mandater, ville vi ændre måden, hvorpå man får statsborgerskab i Danmark, til følgende procedure:

Man skal opfylde alle de krav, vi allerede har, dvs. sprog, indfødsretsprøve, ingen kriminalitet, selvforsørgelse og ophold i landet. Oven i det vil vi så lægge det, at man skal være gift med en dansk statsborger, og at man skal afsige sig sit gamle statsborgerskab og man eventuelt skal gennemgå en personlig screeningssamtale. Når man opfylder disse krav, vil man kunne søge om statsborgerskab. Derefter skal der stemmes enkeltvis om personerne her i Folketinget. Hermed kan man som politiker, som parti, stemme nej til dem, der f.eks. kommer fra den muslimske kultur og blot har giftet sig ind i et muslimsk parallelsamfund, som vi jo desværre har nogle af i Danmark. Samtidig med at vi ønsker at indføre de nævnte stramninger, vil vi også begrænse det øvre antal af statsborgerskaber til maksimum 1.000 pr. år. Det er det, vi ville indføre, hvis vi havde 90 mandater. Men vi ville også fortsat give mulighed for at søge om dispensation, for der er selvfølgelig altid særlige tilfælde, som man ikke kan passe ind i standardregler.

Der er mange, der har kritiseret dette forslag i medierne. Nogle mener, at det er et hysterisk forsøg på at stramme for meget, og andre mener, at det er en lempelse. Det sjove er, at det faktisk er et gammelt forslag, som vi genfremsætter, fordi vi selv synes, at det er så godt. Men det blev faktisk diskuteret i dette samme Ting i januar 2019.

Siden 1983 er der givet 250.000 danske statsborgerskaber. Jeg ved ikke, hvilke følelser det vækker i medlemmerne af dette høje Ting, men for mig er det skræmmende mange. Jeg opfatter det som en uansvarlig handling, at et stort flertal i Folketinget har delt så mange statsborgerskaber ud. Historien vil dømme os. Stiller man spørgsmålet om, hvem af disse mennesker der så virkelig er blevet danske, ved vi det jo reelt ikke. Efter min vurdering må svaret være: langt fra alle. Men der findes også forskellige grunde til at give statsborgerskab. Min holdning er, at kun den, der virkelig er dansk i hjertet, kan blive dansk statsborger. Men der er nogen, der mener, at vi for at være rigtig, rigtig gode og rigtig, rigtig næstekærlige bare skal uddele statsborgerskaber. Man skal så huske på, at der er andre, der kommer til at betale en meget, meget høj pris for ens påståede godhed – og det er danskerne, det er Danmark, det er de fremtidige generationer.

Der er med tiden skabt et parallelsamfund af statsborgere, der ikke er danske og aldrig nogen sinde bliver det. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan Danmark ser ud om 40-50 år, men allerede nu kan vi ved selvsyn konstatere, hvor dramatisk en befolkningsmæssig forandring Danmark har undergået inden for de seneste 30-40 år. Der er jo nærmest tale om en befolkningsudskiftning, i hvert fald i nogle områder af landet. I 1985 var der ca. 5.000 personer i Danmark af ikkevestlig oprindelse; i dag er der en halv million. Hvis man så også tænker på, at disse personer på et eller andet tidspunkt får statsborgerskab, må man bare sige, at det Danmark, som vi kender, vil være væk om 40-50 år, hvis ikke vi passer på.

Det er de dystre fremtidsudsigter. Derfor bør vi begrænse tildelingen af statsborgerskaber endnu mere, end vi allerede har gjort. Spørger man så om, hvad det er for dystre fremtidsudsigter, jeg taler om, så prøv at kigge på Frankrig eller Sverige. Der er terror, der er optøjer, der er bilafbrændinger, der er skud i gaderne, der er kriminalitet. Alt i alt minder det til tider mest om borgerkrig. Sådan ville Danmark også have set ud, hvis ikke Dansk Folkeparti havde råbt vagt i gevær og udlændingepolitikken var blevet strammet. Men det er måske sådan, Danmark kan se ud om 40-50 år, eller måske endnu før, hvis ikke vi passer på. Jeg er sikker på, at vores efterkommere vil spørge om, hvad et stort flertal i Folketinget dog tænkte på, da man åbnede grænserne for masseindvandring og senere uddelte statsborgerskaber i stort tal – som sagt er en kvart million på 40 år simpelt hen for mange.

Men ja, der er blevet strammet, og det er godt, men det er stadig ikke nok. Derfor foreslår vi denne yderligere stramning, som lægger sig oven i de andre, og som altså går ud på, at kun ægtefæller til danske statsborgere kan søge om statsborgerskab. Tanken er, at en dansk statsborger siger god for den anden ved at gifte sig med vedkommende, og at det i sig selv er et rimelig godt måleredskab, i forhold til om man er dansk i hjertet. Dertil kommer så også, at Folketinget efter vores mening bør stemme om personerne en ad gangen. Tak for ordet.

Der er et spørgsmål fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Og tak til fru Marie Krarup for talen – selv om det var helt undergangsagtige toner, der var i den. Man kan så diskutere, om det er klimatruslen, der kommer til at gøre, at fremtidige generationer spørger om, hvorfor vi ikke handlede i tide – men det er jo ikke det, vi debatterer her i dag.

Jeg kunne bare godt tænke mig at høre: Dansk Folkeparti lægger så meget vægt på det der med, at man er dansk af hjerte, for jeg kan forstå, at det er det, der ligesom er definerende for, om man kan blive dansk statsborger. Nogle gange har jeg lidt svært ved at få begreb om, hvad det præcis betyder. Men hvis man skal være dansk af hjerte, hvilken betydning har det så, hvem man har giftet sig med, for det er vel et forhold for den enkelte, om man er dansk af hjerte? Det defineres vel ikke af, hvem man har forelsket sig i og har giftet sig med; det må jo alene være et forhold for den enkelte.

Ordføreren.

Der er nogle religioner, hvor man ikke må gifte sig med folk uden for kulturkredsen – det er jo det, det drejer sig om, altså at en muslim ikke må gifte sig med en ikkemuslim. Hvis man ser på den muslimske befolkningsandel i Danmark og ser på ægteskabsmønsteret dér, vil man se, at der er meget, meget få, meget færre indvandrere fra muslimske lande, der gifter sig med danskere, end der er indvandrere fra andre lande, der gifter sig med danskere.

Det er jo det, som vi vil dæmme op imod. Vi vil ikke have, at man koloniserer Danmark via ægteskaber, hvor man supplerer folk fra de oprindelige hjemlande. Det mener vi er sørgeligt. For man vil jo ikke Danmark, hvis man kun vil giftes med en tidligere tyrker eller marokkaner, eller hvad det er, der har fået dansk statsborgerskab, vel?

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg prøver virkelig at få begreb om det der med, hvad det betyder at være dansk i hjertet, for jeg må sige helt oprigtigt, at jeg ikke forstår det helt. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det er, man skal måle det. Men skal jeg forstå det sådan, at man så kan gifte sig til at være dansk i hjertet, altså at det er en måde at måle det på? Når man opfylder alle de andre krav og har været gift med en dansker i 3 år, så er man dansk af hjerte. Så det er noget, man kan gifte sig til.

Ordføreren.

Efter vores forslag kan man ikke gifte sig til et statsborgerskab. Man har ikke ret til statsborgerskab, fordi man har giftet sig med en dansker. Man kan komme på loven, og så kan der blive stemt om en. Så det er meget, meget afgørende.

Men selvfølgelig betyder det noget, om en dansker har sagt ja til vedkommende, altså har giftet sig med vedkommende. Det betyder, at der er én dansker, der accepterer vedkommende.

Det andet, det betyder, er, at den tilrejsende har overvundet sin barriere for at ville gifte sig ud af sin egen nationalitet og forhåbentlig ud af sin egen religion. Det vil sige, at vedkommende er villig til at komme en ny kultur i møde og tage den til sig. Det mener jeg er en ret god test for, om man kan og vil blive dansk i hjertet.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg vil egentlig bare gerne følge op på hr. Peder Hvelplund, for jeg forstår sådan set heller ikke, hvordan man bliver mere dansk af at blive gift, altså hvordan man mere får såkaldte danske værdier af at blive gift med en dansk statsborger. Jeg synes, det er udtryk for en lille smule dyneløfteri fra Dansk Folkepartis side. Så kan fru Marie Krarup ikke prøve at forklare os en gang til, hvordan man bliver mere dansk af at blive gift?

Ordføreren.

Jo, vi tager den lige en gang til. Det gør man, fordi man beviser, at man er villig til at strække sig ud over sin egen kulturs rammer. Dermed har man vist en villighed, fordi man i sit private liv er villig til at strække sig og tage en dansker ind i sit private liv. Og så er der det, at når man i sit private liv lever sammen med en dansker, er sandsynligheden større for, at ens sprog bliver bedre, at ens kendskab til traditioner bliver bedre, ligesom det, at man bliver inddraget i en dansk familie, selvfølgelig betyder enormt meget.

Så jo, jeg tror, at der er rigtig mange, der vil have meget, meget bedre muligheder for at blive danske. Og det, at man tager skridtet, beviser, at man kan og vil overskride sin egen kulturs grænser. Så jo, jeg tror, det er en meget stor forskel. Og det er jo det, vi ser, som jeg lige sagde før, nemlig at muslimske indvandreres ægteskabsmønster lige præcis viser, at mange, selvfølgelig ikke alle, ikke vil Danmark, for de gifter sig ikke med danskere.

Fru Rosa Lund.

Grunden til, at jeg spørger på den her måde, er, at det ikke er sådan specielt dansk at være gift. Derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor man skulle blive mere dansk af at gifte sig. Jeg skal bare være sikker på, at jeg forstår det, Dansk Folkepartis ordfører mener, helt rigtigt. Altså, man kan godt blive dansk statsborger uden at gifte sig med nogen, men hvis man gifter sig med en fra et andet land end Danmark, kan man ikke blive dansk statsborger – eller hvordan?

Ordføreren.

Det ville da være mærkeligt, hvis man blev dansk statsborger ved at gifte sig med en somalier – altså, det ville da være helt tåbeligt. Så jeg tror, at ordføreren lige skal tænke over, hvad jeg svarede sidst, for det er jo det samme, der bliver spurgt om. Altså, selve processen ved, at man bliver gift, at man siger ja ved alteret, er jo ikke nødvendigvis det, der gør en dansk, men den beslutning, der ligger før, nemlig at man er villig til at overskride sine egne kulturelle grænser, er da et bevis på, at man kan og vil noget mere. Og det, at man så rent praktisk kommer til at leve sammen med en dansk familie, er da også noget, der højner sandsynligheden for, at man rent faktisk vil blive dansk. Så jeg synes faktisk, det er en rigtig god måde at se på, om folk vil Danmark.

Så er det hr. Kristian Hegaard.

Tak til ordføreren for talen. Jeg hæftede mig ved, at ordføreren sagde, at man selvfølgelig skulle kunne blive dansker, hvis man var dansk i hjertet. Så vil ordføreren forklare, hvornår man er dansk i hjertet?

Ordføreren.

Det kan man ikke rigtig. For det, man er nødt til at spørge folk om, er jo, hvad de selv føler. Så jeg kan jo ikke stå og sige, hvad en anden føler. Men jeg kan være nogenlunde mere sikker på, at en, der ønsker at gifte sig med en dansker eller er gift med en dansker, har gjort sig nogle overvejelser om sin egen kultur og sin egen fremtid med hensyn til kultur, så vedkommende dermed har gransket sit eget hjerte og fundet ud af, at det er venligt stemt over for Danmark. Men jeg kan aldrig se udefra, om folk er danske i hjertet eller ej.

Hr. Kristian Hegaard.

Betyder det så, at ordføreren er med på, at man selvfølgelig får dansk statsborgerskab, hvis man føler sig dansk, som ordføreren sagde?

Ordføreren.

Det er jo lige præcis det, Dansk Folkepartis bestræbelser er gået ud på de her mange år: at danske statsborgerskaber udelukkende skal gives til de folk, som rent faktisk føler sig danske i hjertet. Der er mange, der ønsker dansk statsborgerskab af en hel masse andre årsager – for at sikre sig en plads i en velfærdsstat og få sociale ydelser, for at slippe for værnepligt i sit oprindelige hjemland. Der er jo masser og masser af årsager, og derfor er folk villige til at gøre som om, om jeg så må sige. Derfor er vi jo nødt til at sikre os med en masse forskellige regler, at de måske kommer frem til det her med, at de er danske i hjertet. Men vi kan aldrig vide det med sikkerhed.

Så siger vi tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.