Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 186:

Forslag til folketingsbeslutning om pligt for alle indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp til at bidrage i 37 timer om ugen.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 03.03.2021).

Forhandlingen er åbnet. Den første, vi skal sige velkommen til, er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti, der har interesse for regeringens forslag om en pligt til at bidrage 37 timer om uge for alle nyankomne og andre, der har været i landet i længere tid, men som fortsat har et integrationsbehov. Det er meget positivt, at regeringens forslag tilsyneladende har bred opbakning blandt Folketingets partier, og at vi er mange, der glæder os til at diskutere og realisere initiativet. Vi kan fuldstændig forsikre forslagsstillerne om, at Socialdemokratiets initiativ ikke blot er tomme ord uden handling. Faktisk arbejder vi i den grad på at konkretisere det her forslag, og det er med den plan, at vi kan præsentere en nærmere model inden sommerferien.

Vi er i regeringen meget enige med forslagsstillerne i, at vi har et stort problem med alt for mange, der ikke bidrager til det danske samfund. Her tænker jeg bl.a. på kvinder fra MENAP-lande og Tyrkiet, hvor kun lidt over 40 pct. er i job. Det betyder jo, at alt, alt for mange går derhjemme i lejligheden uden at tage del i samfundet og bidrage til økonomien.

Det klare udgangspunkt er selvfølgelig, at man skal finde sig et arbejde, når man kommer til Danmark. For dem, der ikke kan finde et arbejde selv, skal vi med 37-timersordningen sikre, at både mor og far står op om morgenen, når vækkeuret ringer, og at de har en almindelig hverdag i det danske samfund; og når de kommer hjem, skal de kunne fortælle deres børn om deres oplevelser blandt kollegaer på arbejdspladsen. Jeg tror, det er godt for alle børn at vokse op på den måde.

Ligesom på alle andre arbejdspladser, hvor man får løn for sit arbejde, skal der også være en sammenhæng mellem indsatsen og ydelsen, for møder man ikke op, og har man ingen lovlig grund til sit fravær, bør man trækkes ydelsen. Det synes vi skaber en arbejdslogik i stedet for en ydelseslogik. Det er vigtigt for os. Det vil ikke mindst også give et incitament til at finde sig et mere ordinært arbejde.

Regeringen ønsker med ordningen at gentænke den måde, vi modtager nyankomne på i Danmark, og også de krav, vi stiller til dem, der har været i landet i længere tid. Udgangspunktet skal være, at alle, der kommer til Danmark, enten har et arbejde eller en hverdag, der svarer til at gå på arbejde. Det er desværre langtfra tilfældet i dag.

Vi er enige i tankerne bag forslaget, som det ligger her, men arbejdet med at konkretisere 37-timersforslaget er omfattende, og det skal gøres ordentligt. Derfor kan vi heller ikke støtte beslutningsforslaget, selv om jeg som allerede nævnt værdsætter Dansk Folkepartis tanker og deres opbakning til regeringens forslag om en pligt til at bidrage 37 timer om ugen.

Jeg vil dog endnu en gang forsikre forslagsstillerne om, at vi i den grad er i værkstedet og arbejder på højtryk for at kunne præsentere en ordning inden sommerferien. Jeg håber også, at Dansk Folkeparti til den tid er indstillet på at deltage konstruktivt i diskussionerne, med henblik på at et flertal i Folketinget kan finde sammen om en model, som både kan skabe noget mere retfærdighed og forhåbentlig også få nogle flere mennesker i beskæftigelse. Tak for ordet.

Tak for ministertalen. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Så regeringen lover nu, at man inden udgangen af folketingssamlingen her vil have fremsat et forslag. Og derfor stemmer man nej til et forslag, der pålægger regeringen inden udgangen af samlingen her at have lavet et forslag.

Altså, det er jo et helt andet sprog, der tales herinde efterhånden. Ministeren har traditionelt været meget optaget af at knytte politikere og befolkning tættere. Ministeren kan jo ikke være ubekendt med, at der er en afgrundsdyb mistillid i mange store grupper over for regeringen i forhold til udlændingepolitikken. Så hvis det her en til en er det, regeringen agter at gøre, hvorfor stemmer man så ikke bare ja?

Ministeren.

Jamen det er, fordi vi har tænkt os at gøre tingene i den rigtige rækkefølge. Når vi stemmer ja til noget i Folketingssalen, er det, fordi der er en færdig model, der er finansieret, som er juridisk afklaret, og som er gennemtænkt fra A til Z. Det er sådan, vi arbejder. Vi stemmer ikke på den måde, at vi forpligter os til noget i et beslutningsforslag, før vi har modellen på plads, og den er ikke på plads endnu. Vi er kommet langt, og vi arbejder hårdt på at få det realiseret, og vi har også arbejdet hårdt på det i lang tid. Men det er ret kompliceret. Der er mange diskussioner.

Men når der er en model, vil vi lægge den frem for Folketinget, og så håber vi på, at der kan komme et forløb, hvor flest mulige partier er konstruktivt indstillede på at diskutere det. Så håber vi jo, at der ud af det kan komme ny lovgivning, som kan være gældende i Danmark. Vi er lige så utålmodige, som spørgeren er. Vi mener bare, at det skal ske i den rigtige rækkefølge.

Ordføreren.

Jamen jeg skal ikke afvise det, altså at modellen her hverken er gennemarbejdet eller gennemtænkt, som ministeren siger, men jeg må bare gøre opmærksom på, at det jo er Socialdemokratiets model, vi fremlægger. Det, vi skriver, og som ministeren kalder ikkegennemarbejdet og ikkegennemtænkt, er det, der står i Socialdemokratiets valgoplæg fra 2018. Det er jo en fin erkendelse at komme til, nemlig at det, man gik til valg på, ikke var helt gennemtænkt. Men har man ikke, selv om det viser sig, at ens egne idéer ikke har været så gode, som man forventede, en pligt til at stemme for, om ikke andet så af hensyn til de folk, der troede, at man stod på mål for det, man sagde? Er der et eneste ord i det her beslutningsforslag, som ministeren er uenig i, så vil jeg gerne høre det?

Ministeren.

Vi står på mål for det, vi har lagt frem før valget. Før valget fungerede vi også sådan i Socialdemokratiet, at vi stemte for lovforslag, som vi havde været med til at forhandle, eller som vi syntes var fornuftige. Så fremlægger vi politiske udspil, som folk kan forholde sig til før valget, ligesom vi gjorde med »Retfærdig og Realistisk«. Og så arbejder vi for at få det omsat til lovgivning – og i første omgang et politisk udspil, som kan gøres til genstand for en politisk forhandling. Det synes vi er den mest seriøse måde at arbejde på. Alt det andet her er relevant, fordi vi får gode diskussioner. Vi skal bare ikke bilde hinanden ind, at vi kommer nærmere et lovforslag af den grund.

Tak. Og den næste for en kort bemærkning er hr. Morten Dahlin fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ministeren for talen. Jeg vil egentlig følge op på det, min navnebroder spurgte ministeren om: Er der et eneste ord i det forslag, vi behandler i dag, som ministeren er uenig i?

Ministeren.

Nu har jeg ikke på den måde været det igennem med en tættekam, for vores udgangspunkt er, at vi ønsker at lægge en færdig model frem, som vi kan diskutere med Folketingets partier, og som der forhåbentlig kan komme lovgivning ud af, der kan blive vedtaget med så mange mandater som overhovedet muligt. Det er den måde, vi ønsker at arbejde på.

Vi ønsker ikke at forpligte os på hverken tidsrammer eller indhold, før vi er helt sikre på, at både økonomi og jura er afklaret. Jeg synes faktisk også, det er en meget naturlig og sund måde at arbejde på, at når man stemmer for noget, så ved man, hvad økonomien er i det, hvordan det påvirker vores samfunds statskasse, hvad arbejdsudbuddet er, og hvad det faktisk koster at aktivere mennesker 37 timer om ugen. Det skal man da vide, før man trykker på den grønne knap; ellers synes jeg vi fægter lidt i blinde.

Værsgo til hr. Morten Dahlin.

Ministeren har ikke været igennem forslaget med en tættekam, siger han. Forslaget er på to linjer – kopieret direkte fra udspillet »Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik, der samler Danmark«, som jeg stærkt mistænker ministeren for selv at have skrevet. Kan ministeren ikke forstå, hvis der sidder nogle danskere derude og tænker, at det er lidt underligt, at der her er et parti, der fremsætter Socialdemokratiets eget valgforslag ord for ord, og ministeren siger, at han er enig, men ministeren nægter at stemme for? Kan ministeren ikke godt forstå, at der er nogle, der sidder og tænker, at det er lidt underligt?

Ministeren.

Jo, jo, men prøv nu at høre: Er det her polemik og drilleri, eller skal vi have en politisk diskussion med hinanden? De linjer i forslaget er:

»Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingssamling at have indført en pligt for alle indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp til at bidrage til arbejdsmarkedet i 37 timer om ugen.«

Vi bliver da nødt til f.eks. at finde ud af, hvordan indvandrere skal afgrænses. Er det folk, der er indvandret for 50 år siden, og som er på kontanthjælp? Eller skal det være tidsmæssigt afgrænset på en anden måde? Skal det være indvandrere med et integrationsbehov, sådan som vi siger i »Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik, der samler Danmark«? Ja, det synes vi. Og så bliver man nødt til at definere, hvad et integrationsbehov er.

På den måde åbner der sig tusind forskellige diskussioner, som vi glæder os til at tage med Folketingets partier. Det synes vi er den rigtige måde at gøre det på.

Tak til ministeren. Så er det hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Men helt ærligt, minister: Det her er jo taget ordret fra regeringens eget udspil eller Socialdemokratiets eget udspil. Ministeren står så og siger, at han er enig i tankerne i det her, men det er jo en til en lig med det udspil, som Socialdemokratiet selv er kommet med. Betyder det, at Socialdemokratiet nu kun overordnet er enig i tankerne i Socialdemokratiets eget udspil, men ikke i detaljen? Er det sådan, det skal forstås?

Ministeren.

Det betyder, at når vi trykker på knappen, så står der mere end halvanden linje, og at vi f.eks. er fuldstændig afklaret med hensyn til målgruppen. Indvandrere på kontanthjælp lyder umiddelbart som en meget veldefineret gruppe, men hvis du kigger ned i den, er der mange spørgsmål: Er det svenskere, der er indvandret for 40 år siden, og som er på 1 dags kontanthjælp, og som så næste dag skal omfattes af et 37-timersintegrationsprogram? Det synes jeg selv ville være lidt skørt. Så lad os lige få diskuteret – og det er bare én diskussion ud af rigtig, rigtig mange diskussioner – hvordan man f.eks. afgrænser målgruppen.

Når vi trykker på den grønne knap – det vil jeg også opfordre Konservative og i øvrigt Venstre og Dansk Folkeparti til – er der en afklaring af, hvad det er for en målgruppe, vi diskuterer her, hvad økonomien i det er, hvordan juraen i det er, hvad det har af øvrige afledte konsekvenser på kontanthjælpssystemet. Skal vi i øvrigt ikke også afvente den ydelseskommission, som er lige på trapperne, og som har arbejdet et helt år med at se på kontanthjælpssatserne?

Jeg synes, der er masser af ting, som det er relevant at afvente, så man tager tingene i den rigtige rækkefølge. Og så er det helt legitimt, at det her forslag bliver fremsat. Jeg synes også, det er fuldstændig legitimt at holde os i Socialdemokratiet op på vores valgløfter, men det bliver, synes jeg, en lidt ligegyldig diskussion, hvis det bliver til sådan noget med: Hvorfor stemmer I ikke for jeres egen politik? Lad os få en politisk diskussion om substansen; det vil jeg meget gerne være med til.

Hr. Marcus Knuth, værsgo.

Men kan ministeren så i det mindste give mig ret i, at der er et fuldstændig paradoksalt mønster her? Lige før diskuterede vi Socialdemokratiets forslag om et loft over ikkevestlig indvandring, nu er vi i gang med et forslag om kontanthjælp, og lige om lidt skal vi diskutere Socialdemokratiets forslag om personfarlig kriminalitet. Og til de danskere, der sidder og følger med og glæder mig til næste afsnit i morgen, fredag, hvor vi skal diskutere Socialdemokratiets forslag om en reform af Schengensamarbejdet og om familiesammenføring, vil jeg sige, at jeg ikke tror, at jeg kommer til at overraske nogen ved at sige, at der stemmer Socialdemokratiet – det er jeg helt sikker på – også imod sine egne forslag. Kan ministeren ikke se, at det er fuldstændig paradoksalt?

Ministeren.

Det er ikke vores egne forslag; de er jo fremsat af Dansk Folkeparti. Regeringens egne forslag skal vi nok fremsætte, når vi kommer til det, og så er de gennemarbejdede; så har de enten været igennem en politisk forhandling, eller også vil de blevet fremsat direkte som lovforslag. Vi har været igennem »Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik, der samler Danmark«, også som regeringsparti, flere gange. Der er ikke et eneste af de forslag, vi har opgivet; der er ikke et eneste af dem, vi ikke arbejder på. Vi arbejder på hele baduljen fra A til Z, så det er ikke, fordi vi har smidt det ned i skuffen og er ligeglade. Vi har også gennemført en stor del af »Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik, der samler Danmark«. Jeg nævnte noget af det i den forrige behandling, f.eks. om … Nu rejser formanden sig op. Men det er jo ikke, fordi vi ikke har lavet noget; det var egentlig bare det, der var min pointe.

Så vil jeg gerne give ordet til hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg vil gerne tale substans, og efter vores opfattelse skal alle, der ryger på kontanthjælp, ud at arbejde 37 timer, også en svensk indvandrer, der er kommet hertil. Hvorfor skulle han ikke bidrage? Hvorfor skulle han ikke arbejde, hvis han kom på kontanthjælp? Der kan jeg da ikke se en forskel. Hvorfor skulle han ikke det?

Nu debatterede vi igu før, og igu er jo noget, som så giver ret til dagpenge. Synes ministeren, det er rimeligt, at en flygtning, der kommer herop og har været i et igu-forløb, så ikke skal være omfattet af det her? Eller mener ministeren også, at sådan en flygtning skal være omfattet af de nye regler om 37 timer, som regeringen vil fremlægge på et tidspunkt?

Ministeren.

Vores forslag er ikke, at folk, der deltager i 37 timers arbejdspligt, skal kunne dimittere ind i a-kassesystemet. Hvis folk, der er omfattet af den 37-timersarbejdspligt, går ud og finder sig en igu-elevplads, er det kun positivt – så er de blevet selvforsørgende, og så er de blevet en del af det system, og så synes jeg, det er fornuftigt, at de kan dimittere ind i dagpengesystemet, hvis de bliver ledige efter deres integrationsgrunduddannelse. Men det er ikke sådan, at de her 37 timer vil, hvad skal man sige, tælle som arbejdstimer i a-kassesystemet – hvis det er det, der bliver spurgt om.

Lars Boje Mathiesen.

Nej, men det er jo klart, at hvis du sidder som flygtning, kan du sige: Hvis jeg kan komme ind i igu-systemet, bliver jeg ikke omfattet, og så skal jeg ikke ud at arbejde bagefter, så når jeg er færdig med det her, kan jeg, selv om jeg bliver arbejdsløs, gå 2 år, og så kommer jeg ikke på den her ydelse igen, og så bliver jeg ikke tvunget ud at arbejde, som folk, der ikke gør, gør. Og jeg er glad for, at man nu har fået specificeret, at igu'er altså ikke, selv om de ryger tilbage igen, bliver omfattet af, at de også skal arbejde 37 timer. Tak for det.

Ministeren.

Jeg tror ikke, der var noget spørgsmål.

Det er rigtig fint. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, og så vil vi gerne sige tak. Så skal der lige sprittes lidt af, inden ministeren går ned.

Så går vi over til ordførertalerne, og den første ordfører er Socialdemokratiets ordfører, hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Tak, formand. Med dette beslutningsforslag vil Dansk Folkeparti pålægge regeringen at indføre en pligt til at bidrage 37 timer om ugen for indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp. Man må sige, at Dansk Folkeparti her sparker en åben dør ind, for det er vi jo i gang med at realisere.

I Socialdemokratiet mener vi, at det er bekymrende, at mange personer med oprindelse i Stormellemøsten er på offentlig forsørgelse og står uden for arbejdsmarkedet. Den danske velfærdsstat blev ikke skabt til at forsørge en etnisk underklasse af personer, hvoraf alt for mange har oprindelse i Stormellemøsten. Både mænd og kvinder med oprindelse i denne del af verden har for lave beskæftigelsesfrekvenser. Det bekræftes årligt af Danmarks Statistiks publikation Indvandrere i Danmark, og på denne baggrund foreslog vi i vores udlændingeudspil fra 2018 at indføre en pligt til at bidrage 37 timer om ugen for ikkevestlige udlændinge på integrationsydelse og kontanthjælp. Det skal sikres, at ydelser og indsats står mål med hinanden.

Derfor er det heller ikke nødvendigt med det her beslutningsforslag, fordi arbejdet er godt i gang, og målet er jo, at der relativt snart skal indkaldes til forhandlinger i Folketinget. Socialdemokratiet støtter derfor ikke beslutningsforslaget.

Tak for ordførertalen. Der er ingen korte bemærkninger. Værsgo til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Jeg mindes faktisk hele to nytårstaler fra statsministeren, hvor hun har nævnt de her tanker om, at udlændinge skal arbejde, både ved overgangen fra 2020-2021 og også ved overgangen fra 2019–2020. Så kan hr. Rasmus Stoklund derfor godt forstå, at man efterhånden er en lille smule mistroisk, i forhold til om det egentlig bare er bragesnak, eller om det er noget, man reelt ønsker? Hvad er det egentlig, der har forhindret Socialdemokratiet, der som bekendt dannede en etpartiregering i sommeren 2019, i at omsætte det her til virkelighed før nu?

Ordføreren.

Jamen Socialdemokratiet og regeringen er i gang med at prøve at realisere det her ved at forberede det. Der bliver indkaldt til forhandlinger. Vi afventer Ydelseskommissionen. Det er ikke nogen nyhed, det har været kendt længe, at den beretning eller redegørelse, eller hvad det hedder, var en forudsætning. Og derfor synes jeg, det er lidt misvisende at tegne det her billede af, at der ikke arbejdes reelt med det her, og at det bare er noget, vi sådan har lagt i skuffen, efter at vi overtog nøglerne til Statsministeriet.

Morten Messerschmidt, værsgo.

Men det er jo sådan i politik, at man er nødt til at vise det, og der er jo ikke sket noget. Og det er derfor, tror jeg, at de fleste vil sidde og sige, at det måske er meget godt, at der er et Folketing, der holder lidt øje med, hvad Socialdemokratiet egentlig gør i virkeligheden. For hvilken garanti kan hr. Rasmus Stoklund så udstede? Når man ikke er villig til at stemme for det her beslutningsforslag, der pålægger regeringen at reagere inden sommerpausen, hvilke garantier kan hr. Rasmus Stoklund så give for, at det kommer inden for den her folketingsperiode?

Ordføreren, værsgo.

Jamen hr. Morten Messerschmidt har jo ret, og jeg kan se, at man har brugt den samme tekst i bemærkningerne til det her forslag, nemlig at »det kræver mere end vinduesstaffage og paroler at sætte en ny kurs«, og det er jo rigtigt. »Det kræver handling«, som der står. Og det er jo så det, regeringen leverer, i og med at man er ved at forberede de forhandlinger, der nu indkaldes til. Vi afventer Ydelseskommissionen, og så landes der en model for det her. Og jeg forstår sådan set godt behovet for polemik og drilleri og sådan nogle ting, men jeg kunne bedre forstå det, hvis der ikke var et arbejde i gang; det er der jo trods alt.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Nu nævnte ministeren det der med, at der kunne være en, der var indvandret fra Sverige, i forhold til om personen så ikke skulle være omfattet. Altså, der kan man så sige, at det i forhold til situationen i Sverige om ganske få år jo er lige meget, om du er indvandret fra et ikkevestligt land fra Nordafrika eller fra Sverige – det kan stort set være det samme.

Men når vi nu kigger på det her, mener ordføreren, og mener Socialdemokratiet så, at der skal være forskel på, hvor du er indvandret fra, i forhold til om du skal være omfattet af at skulle ud at arbejde 37 timer, hvis du kommer på kontanthjælp? Altså, er det det geografiske område, du kommer hertil fra, som skal være afgørende for, om du skal ud at arbejde 37 timer?

Ordføreren.

Jeg tør ikke at lægge mig fast på, hvordan den her endelige model skal se ud, for den skal jo forhandles på plads sammen med Folketinget. Så det ville nok være forkert af mig at stå og konkludere noget nu, men det, der også var en pointe i den sammenhæng, sådan som jeg hørte ministeren før, var jo, at det ikke kun handlede om, hvilket land man kom fra; det var også et spørgsmål om, om det var en, der havde været her i rigtig mange år, altså f.eks. en svensker, der er kommet hertil for 50 år siden, og som så på et tidspunkt senere i sit liv kommer på kontanthjælp – er vedkommende også omfattet af det her? Nej, det er vedkommende måske ikke. Nu må vi jo vente at se, hvordan det hele strikkes sammen. Men der kan jo altså godt være en eller anden tidsafgrænsning, i forhold til hvor længe man har været i Danmark.

Lars Boje Mathiesen.

Nu ved jeg godt, jeg ikke har været i Folketinget længe, men man kan altså ikke køre den der på mig. Jeg spørger til Socialdemokratiets holdning og ikke til, hvordan et færdigt lovforslag ser ud, efter man har forhandlet. Jeg spørger bare til Socialdemokratiets holdning, i forhold til om man ikke mener, at alle, der ryger på kontanthjælp, burde komme ud at arbejde i 37 timer.

Rasmus Stoklund.

Jeg har bemærket hr. Lars Boje Mathiesens ønske om sådan at fremstå, som om han er en af folket og han ikke er en del af forsamlingen herinde, men det er han altså. Han er politiker på lige fod med os andre. Hr. Lars Boje Mathiesen og undertegnede har siddet i Folketinget i lige lang tid, så jeg tror ikke, vi har noget at lade hinanden høre for på den front. Men jeg kommer ikke til at stå og konkludere noget her.

Altså, hvis der skal være forhandlinger i Folketinget om, hvordan den her lovgivning skal hænge sammen, så skal jeg da ikke stå her og udlægge teksten og konkludere noget på forhånd. Det ville da være underligt.

Tak til hr. Rasmus Stoklund. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi skal lige have sprittet af, og mens hr. Rasmus Stoklund gør det, skal vi sige velkommen til hr. Morten Dahlin fra Venstre.

Værsgo, hr. Morten Dahlin.

Tak for ordet. Det her forslag adresserer jo et voldsomt samfundsproblem, nemlig at det koster os milliarder og atter milliarder, at vi har alt for mange indvandrere og flygtninge, som henslæber deres tilværelse på passiv forsørgelse. Det er bare de økonomiske omkostninger, for vi har de sociale og kulturelle omkostninger ved siden af.

Derfor var glæden da stor for mange, inklusive mig selv, da Socialdemokratiet i valgkampen sagde, at nu ville de gøre noget ved det, at nu skulle det her løses. Det støtter vi i Venstre, og vi har fremlagt en plan, hvor man indfører en arbejdspligt, hvor vi afskaffer retten til at komme til Danmark og modtage sociale ydelser fra dag et. Den mulighed skal ikke længere være til stede. Skal man være i Danmark, skal man forsørge sig selv, og det skal man allerhelst ved at finde et job, ellers finder vi en opgave til vedkommende, som personen kan løse for din ydelse. Det handler om et simpelt princip, nemlig at man skal yde, før man kan nyde. Og helt ærligt, hvis man kan gå fra Kabul til Køge, kan man også gå ned i parken og samle skrald.

Regeringen har desværre ikke valgt at følge op på sine egne løfter. Regeringen har faktisk valgt at gøre det stik modsatte, altså hæve de sociale ydelser til arbejdsløse indvandrere og dermed belønne dem, der ikke bidrager til det danske fællesskab, med en skattefri check ind ad brevsprækken hver evig eneste måned. Det var så den eneste gruppe i Danmark, regeringen ikke syntes skulle betale mere i skat.

Det her forslag pålægger regeringen at leve op til sine egne valgløfter, og det er det mindste, man kan gøre for at forsøge at løse det her problem, og jeg synes sådan set bare, at regeringen skulle tage at komme i gang. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Venstres ordfører. Så er den næste ordfører fra Socialistisk Folkeparti. Fru Halime Oguz, værsgo.

Tak for det. Vi diskuterede det samme beslutningsforslag fremsat af Det Konservative Folkeparti for nogle måneder siden, og derfor vil jeg gentage mine ord. I SF er vi enige med forslagsstillerne i, at en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet er vigtig, og at vi skal blive bedre til at få nytilkomne hurtigt ud på arbejdsmarkedet og blive integreret, og derfor synes vi også, at en løsning på 37 timer lyder spændende for folk, som har brug for hurtig kontakt med arbejdsmarkedet.

For det første er det vigtigt, at et så indgribende forslag som det her er gennemarbejdet, sendt i høring, og at det juridiske er på plads. For det andet er et beslutningsforslag som dette noget, som den danske fagbevægelse og arbejdsgiverne bør involveres ganske dybt i, og vi skal også have flere virksomheder med ind over det.

Dansk Folkeparti kan jo sige, at alle skal arbejde i 37 timer, men hvordan det gribes an i praksis, er et kæmpe nybrud på det danske arbejdsmarked, og her skal fagbevægelsen selvfølgelig være med i hvert skridt på vejen.

Det er for SF vigtigt, at dette lovforslag giver mening og rent faktisk bidrager til at løse problemerne med arbejdsløshed blandt indvandrere. Det er derudover afgørende, at de 37 timers aktivering er meningsfulde for den enkelte og rent faktisk bidrager til at integrere den enkelte i samfundet, både i forhold til arbejde og i forhold til uddannelse og gerne i kombination.

Med disse bemærkninger vil jeg meddele, at SF ikke kan støtte dette beslutningsforslag, som det foreligger, fordi vi ved, at regeringen har et lignende lovforslag på vej. Og i den forbindelse vil vi også opfordre regeringen til, at dette lovforslag bliver udviklet i en forhandlingsproces, der inddrager arbejdsmarkedets parter. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg er helt opmærksom på, at det her forslag selvfølgelig ikke umiddelbart kan implementeres lovgivningsmæssigt. Det er jo heller ikke det, der sker, hvis et flertal af Folketingets medlemmer stemmer for. Altså det, der sker, hvis et flertal af Folketingets medlemmer stemmer for, er jo, at regeringen så pålægges inden udgangen af den her folketingssamling at have lavet den her ordning. Så jeg forstår ikke helt, hvorfor SF, når det egentlig lyder til på fru Halime Oguz, at man principielt er enig i, at udlændinge skal arbejde og være selvforsørgende osv., ikke bare kan stemme for det her, al den stund at det eneste, vi gør, hvis vi stemmer for som Folketing, er at pålægge regeringen at gøre det, regeringen har lovet, men åbenbart kvier sig ved at gøre.

Ordføreren.

Altså, som jeg også nævnte i min tale, er det jo selvfølgelig vigtigt, at folk kommer i arbejde, for arbejde giver frihed og selvstændighed. Det er også vigtigt for de børn, der vokser op i de hjem, at de har nogle forældre, der står op hver morgen og tager på arbejde, således at de har nogle stærke forbilleder. Når vi så alligevel stemmer imod, er det jo, fordi vi ved, at det her lovforslag er på trapperne, og det er vigtigt, at det bliver gennemdiskuteret, og det er vigtigt, at Folketingets partier er med til at forhandle det. Det er også vigtigt, at vi har fagbevægelsen inde over. Så det er derfor.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen jeg må sige til fru Halime Oguz, at der er intet i det her beslutningsforslag, der forhindrer, at regeringen kan inddrage Folketingets partier. Der er intet i det her beslutningsforslag, der forhindrer regeringen i at fremsætte et forslag. Det eneste, det her beslutningsforslag sikrer, er, at regeringen skal fremsætte forslaget. Og hvis man fra SF's side er så optaget af, at regeringen leverer sine løfter, og nu nærmer vi os altså snart det tredje år, hvor man ikke har gjort noget aktivt, altså fra 2018, da forslaget blev fremsat, hvorfor så ikke handle? Er det ikke nærmest Folketingets pligt at sørge for, at regeringen gør det, de har lovet vælgerne?

Ordføreren.

Jo, helt sikkert. Det er Folketingets pligt at presse regeringen til at indfri sine løfter. Men vi har jo også haft rigtig, rigtig mange andre ting på dagsordenen. Lige pludselig fik vi et coronaudbrud, og så har der været nogle andre ting. Så det er klart, at tingene nogle gange kan blive lidt forsinket, men jeg er ret sikker på, at regeringen snart, meget snart, er på vej med noget gennemarbejdet.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Den næste ordfører er fra Radikale Venstre. Fru Samira Nawa, værsgo.

Mange tak. Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for anledningen til at drøfte det her meget vigtige emne. I Radikale Venstre er vi sådan set helt enige med forslagsstillerne i, at det at være i arbejde er en afgørende del af at blive integreret i det danske samfund. Det giver jo ikke bare kendskab til det danske arbejdsmarked, men det skaber også et netværk og nogle relationer, der gør, at man kan føle sig som en rodfæstet del af det danske samfund.

Derudover er vi af den opfattelse, at det ikke alene er rimeligt, men også ret vigtigt, at vi stiller nogle krav og har nogle forventninger til hinanden, og det gælder i særdeleshed også i beskæftigelsessystemet, hvor hele kongstanken med den danske model er, at vi har et sikkerhedsnet, der griber os, hvis vi mister arbejdet, men samtidig at vi har en forpligtelse til aktivt at søge tilbage på arbejdsmarkedet og bidrage, når vi evner det.

Her spiller aktiveringsindsatsen en central rolle, da den netop skal gøre afstanden mellem ledighed og beskæftigelse kortere, og for nytilkomne skal aktiveringsindsatsen hjælpe med at vise vej ind på det danske arbejdsmarked. Derfor vil vi gerne i Radikale Venstre altid være med til at kigge på, om vi kan forbedre indsatsen, fordi det i sidste ende er en vellykket aktiveringsindsats, der er til gavn for alle.

I forhold til konturerne fra regeringens udspil, sådan som de bliver tegnet, og det, som forslagsstillerne her fremfører med beslutningsforslaget, har vi dog i Radikale Venstre nogle betænkeligheder. Så vidt jeg kan forstå, er regeringen meget inspireret af det norske introduktionsprogram, hvor deltagerne har pligt til at tage del i 37 timers aktivering om ugen, som ligesom skal give fornemmelsen af at have en rigtig arbejdsuge, når man forholder sig til aktiveringsgraden. Men fra det aktiveringsniveau, vi har i dag, er der langt op til 37 timer.

Nytilkomne flygtninge på integrationsydelse er dem, der får allermest aktivering med et gennemsnit på 19 timer om ugen, og ikkevestlige indvandrere på kontanthjælp er dem, der får færrest, med et gennemsnit på kun 4 timer, og af den sidstnævnte gruppe er det 42 pct., der slet ikke modtager aktivering. Det er ret indlysende for mig, at 4 timers aktivering om ugen er for lidt. Det er ikke godt nok, at så mange slet ikke modtager aktivering. Men med det sagt virker det jo så også en kende optimistisk at skulle løfte aktiveringsgraden til 37 timer fra den ene dag til den anden, særlig hvis der også skal være kvalitet i indsatsen.

Det leder mig så hen til den anden indvending, som vi også har i Radikale Venstre. Vi mener grundlæggende, at det er en forkert tilgang alene at have et mål om antal timer og ikke se på kvaliteten af indholdet. Ministeren sagde i januar i et interview i Weekendavisen, at der ville blive lagt vægt på billige former for aktivering såsom nyttejobs. Det er meget muligt, at vi kan få ydelsesmodtagere til at bruge 37 timer om ugen i nyttejobs, men det er mere tvivlsomt, om det reelt bringer folk tættere på arbejdsmarkedet. Der er til gengæld større belæg for, at en kompetencegivende uddannelse kan løfte beskæftigelsen i målgruppen, især på længere sigt. Så vi ønsker sådan set ikke billige og dårlige løsninger. Vi ønsker gode løsninger, fordi det vil være en god investering.

Vi ønsker ikke, at folk bliver parkeret på kontanthjælp. Det er ikke i nogens interesse. Fra radikal side har vi f.eks. selv været ude med et forslag omkring nogle opskolingscentre for langvarige kontanthjælpsmodtagere.

Den sidste indvending, jeg så har, er, at der kun bliver kigget på ikkevestlige indvandrere. Kontanthjælpsmodtagere med dansk baggrund får i gennemsnit 6 timers aktivering om ugen, og det er måske mere end de 4 timer, men det er stadig for lidt. Hvis man virkelig har en klippefast tro på, at 37 timers aktivering om ugen er den rette løsning, hvorfor skal den så ikke tilbydes alle?

Konklusionen herfra må være, at vi glæder os til de kommende forhandlinger, som jeg kan høre der er lagt op til, men vi støtter altså ikke beslutningsforslaget. Tak.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg skal bare høre: Er det sådan, at man ikke støtter beslutningsforslaget, eller at man ikke støtter intentionerne i Socialdemokraternes program? For vi ved, at Radikale typisk ikke er en del af regeringens, hvad skal man sige, naturlige revir, når det kommer til udlændingepolitik. Så er det, fordi partiet ikke går ind for det, som Socialdemokratiet har sagt, eller er det, fordi man ikke støtter, at Folketinget pålægger Socialdemokratiet at gennemføre Socialdemokratiets politik?

Ordføreren.

Først og fremmest ser vi ikke det her som udlændingepolitik, men som beskæftigelsespolitik; det handler om at få folk i arbejde, og det er sådan set udgangspunktet for os. Og der ser jeg sådan set mange gode snitflader, både med regeringen og med øvrige partier i Folketinget, og der har vi mange ting at være enige om. Vi går ind for en god beskæftigelsesindsats, men jo også for, at den skal tilbydes alle, uanset om man har en dansk, vestlig eller ikkevestlig baggrund.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det, der jo står i programmet her, som fru Mette Frederiksen er på forsiden af, er jo, at Socialdemokratiet vil indføre en pligt til at bidrage 37 timer om ugen for alle indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp. Citat slut. Og jeg tror, at statsministeren har gentaget det i nu to nytårstaler. Og så vil jeg bare spørge: Er det noget, som Det Radikale Venstre ser sig selv som en del af, eller takker man nej? Det er bare vigtigt for os at vide, hvad vi sådan parlamentarisk har at spille med, altså om Radikale på forhånd trækker i en retning, hvor man siger, at det gider man ikke være en del af.

Værsgo.

Vi siger ikke nej tak på forhånd. Sådan som jeg hører ministeren, er der lagt op til nogle forhandlinger – dem deltager vi meget gerne i fra Radikale Venstres side, fordi vi er ret optaget af, at der er en stærk og god beskæftigelsesindsats, både for mennesker med indvandrerbaggrund og øvrige, der måtte være uden for arbejdsmarkedet i dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Radikale Venstres ordfører. Den næste ordfører er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg har tjekket tre gange, om det er den rigtige tale, jeg har taget med op den her gang. Som det er nævnt i beslutningsforslaget, ønsker forslagsstillerne at give regeringen et kærligt skub i den rigtige retning. Det er jo en følelse, vi godt kan genkende i Enhedslisten, om end vi nok tit gerne vil skubbe regeringen i en anden retning end forslagsstillerne.

Jeg tror egentlig, at vi alle sammen er enige om her i Folketinget, at det er godt at være i arbejde eller være under uddannelse, at det er en god ting at have noget at stå op til om morgenen. Jeg er af den overbevisning, at alle mennesker gerne vil bidrage med det, de kan, til vores fællesskab, men jeg synes, at det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti tager fat et helt forkert sted, for det beskæftiger sig slet ikke med de barrierer, der er i dag for, at nogle med indvandrer- eller flygtningebaggrund ikke er en del af vores arbejdsmarked.

Hvis vi ser på de barrierer, der er for, at udlændinge kommer i job, er der særlig tre udfordringer. Den ene er uddannelse, den anden er sprogfærdigheder, og den sidste er sygdom. Derfor skal vi altså blive bedre til at udrede flygtninge eller indvandrere, der har traumer eller sygdom, og vi skal sikre, at de tilbud, vi giver dem, er med til at opkvalificere og omskole dem, og vi skal sørge for at have en god sprogundervisning. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det at kunne det danske sprog er vejen ind både i vores uddannelsessystem og på vores arbejdsmarked. Derfor mener jeg, det er vores opgave at sikre, at der er de bedst mulige rammer for at tilegne sig dansk, selv om den enkelte selvfølgelig også har et ansvar.

Der er mange, der kommer til Danmark fra det land, de er flygtet fra, med en uddannelse, som slet ikke er anerkendt i Danmark, og derfor kan de ikke bruge den. Derfor må vi jo se på, om de skal omskoles, eller om vi kan lave en opkvalificering, der gør, at de kan arbejde inden for det, de allerede er uddannet til. Uddannelse bringer folk tættere sammen, men vores arbejdsmarked er jo også skruet sådan sammen, at uddannelse bringer folk tættere på arbejdsmarkedet. Det gælder sådan set ikke kun for udlændinge i Danmark, men for os alle sammen. Derfor er det klart et vigtigt område at sætte ind på.

Vi synes, at idéen om at gøre flere udlændinge og flygtninge til en del af det danske arbejdsmarked er god. Et job er en rigtig god vej til at blive integreret, til at få danske venner og kollegaer og til at tilegne sig den kultur, det sprog og de normer, vi har her i landet. Det er en god ting. Det tror jeg at man lærer, hvis man bliver en del af arbejdsmarkedet.

Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, som jeg sagde før, at det altovervejende flertal af udlændinge og flygtninge har et kæmpe ønske om så hurtigt som muligt at få et job. Så det er altså ikke motivationen, den er gal med. Det viser undersøgelser fra Udlændinge- og Integrationsministeriet også. De peger på, at udlændinge og efterkommere er mindst lige så optaget af at have et job og bidrage til samfundet som alle os andre. Der er bare ikke altid et job at få. Det synes jeg ikke at det her beslutningsforslag tager højde for.

Med forslaget her kan vi faktisk gøre det endnu sværere for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet at få et job, for hvis vi tvinger folk i 37 timers aktivering, er der pludselig op imod 30.000 mennesker, der skal arbejde gratis. Og det der med at støvsuge arbejdsmarkedet for lige præcis den type jobs, som mennesker på kanten af arbejdsmarkedet kan få, synes jeg er en dårlig idé. De nyttejob, som forslagsstillerne henviser til, er heller ikke en løsning. Det presser lønningerne, og det vil gøre det endnu sværere for rigtig mange at blive en del af det arbejdsfællesskab, som er så vigtigt for integrationen.

Jeg synes, og vi synes i Enhedslisten, at det, der er afgørende, er, at der er lige løn for lige arbejde. Nu siger hr. Morten Dahlin, at hvis man kan gå fra Kabul til Køge – jeg tror, det var den sammenligning, vi fik i dag – kan man også samle skrald sammen. Jamen det kan man da, men man skal da have præcis det samme i løn for at samle skrald som alle andre. Jeg frygter simpelt hen, at det her beslutningsforslag vil føre til løndumping.

Endelig er der en fuldstændig blind vinkel i forslaget, som ikke tager hensyn til de ekstra barrierer, som mennesker med indvandrerbaggrund er ramt af. Her taler vi ikke om sygdom, uddannelse og sprog, men om en ting, som vi som samfund fejler i. Væksthuset har i deres store undersøgelse af det her område konkluderet, at der er brug for mening, sammenhæng, fremdrift og højere forventninger, hvis de her personer, der er uden for arbejdsmarkedet, skal blive en del af det.

Vi skal altså have højere forventninger til de mennesker, som er uden for vores arbejdsmarked. Og det at sige, at nogle skal aktiveres 37 timer om ugen, lever ikke op til nogen af de her ting. At lave målrettede, individuelle indsatser med opkvalificering og praktikforløb, der er målrettet til den enkelte, er derimod noget, der virker. Men det bliver jo ikke gjort i dag. Og uanset om man sætter nogle til at samle kuverter for kommunen 37 timer om ugen, kommer de altså ikke tættere på at få et job, hvis vi ikke hjælper dem med at overkomme de strukturelle barrierer, der findes i vores samfund.

Så nej tak til nyttejob, men ja tak til en målrettet og meningsfuld indsats. Enhedslisten kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Som jeg sagde tidligere, er det helt rimeligt og klart, at når man gået til valg med et løfte om at få flere indvandrere til Danmark, skal man ikke støtte Dansk Folkepartis forslag. Sådan må det være. Det, jeg dog alligevel kunne tænke mig at spørge fru Rosa Lund om, som har et mere indgående kendskab til regeringen, end jeg måske har, er, hvad hun tror det gør for dem, der ved valget stemte socialdemokratisk, i forventning om, at det program, man havde fremlagt et års tid før problemer – »Retfærdigt og Realistisk« kaldte man det – ville blive virkelighed, når man så her to efter, snart i hvert fald, at regeringen blev regering, kan se, at langt, langt hovedparten af programmet ikke er omsat til virkelighed. Hvad tror fru Rosa Lund, parlamentariker til parlamentariker, det gør ved den almene opfattelse af det, vi render og laver herinde på Christiansborg?

Fru Rosa Lund.

Jamen altså, jeg må starte med at sige, at det jo altid er spændende, når hr. Morten Messerschmidt på en eller anden måde forsøger at fremlægge, hvad det var, Enhedslisten gik til valg på. Vi gik sådan set ikke til valg på flere indvandrere, eller hvad det var, hr. Morten Messerschmidt fik sagt. Jeg tror, det generelt er et problem, når politikere lover ting, de ikke kan holde – det tror jeg er et kæmpestort problem – men jeg mener faktisk ikke, vi står i den situation med lige det her. For vi venter sådan set på en Ydelseskommission, som vi alle sammen kan være rigtig trætte af er blevet forsinket. Og når den så er kommet og der stadig væk ikke bliver leveret på de her ting, vil jeg gerne gå ind i den samtale, der hedder, om der er sket et svigt her. Men jeg mener faktisk ikke, vi er der endnu, uagtet at jeg så ikke er helt enig i de ting, som Socialdemokratiet gerne vil med 37 timers aktivering.

Jeg tror sådan set, som jeg også sagde i min tale, at vi alle sammen er enige om, at det er godt at få mennesker tættere på arbejdsmarkedet og til at blive en del af arbejdsmarkedet, men jeg er bekymret for, at det forslag, som Socialdemokratiet kommer med, vil være noget, der ligner det her, hvor der ikke er lige løn for lige arbejde.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det forstår jeg fuldt ud. Det, jeg bare sigter efter, er den demokratiske sammenhængskraft. Hvor lang tid tror fru Rosa Lund at de socialdemokratiske vælgere, der altså siden 2018 har troet på, at det her skulle blive virkelighed, har tålmodigheden til at vente? Tror fru Rosa Lund, at der vil være en reaktion i forhold til tilliden til det demokratiske system, hvis ikke der sker noget inden et folketingsvalg, eller tror fru Rosa Lund, at det kan gå helt ud til udgangen af det her årti? Hvad er fru Rosa Lunds demokratiske fornemmelse for det røde svigtede vælgergrundlag?

Ordføreren.

Jeg har generelt svært ved at forstå, hvorfor man stemmer på Socialdemokratiet. Det er jo derfor, jeg er medlem af et andet parti end Socialdemokratiet. Jeg tror, at den demokratiske forståelse generelt har det svært i Danmark, bl.a. fordi det er så besværligt at få adgang til det arbejde, vi laver herinde, til det arbejde, der foregår i forvaltningen, bl.a. fordi vi, der sidder herinde, har nogle meget bedre pensionsvilkår, end man har ude på den anden side af murene.

Jeg tror, der er mange grunde til, at demokratiet og den demokratiske forståelse halter, og jeg kan da godt forstå det, hvis der er nogle, der tænker, hvorfor Socialdemokratiet ikke har leveret på det ene eller på det andet. Jeg er mere skuffet over, at Socialdemokratiet ikke har leveret på nogle andre ting, på den økonomiske politik f.eks.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti. Hr. Marcus Knuth, værsgo.

Tak, formand. Jeg skal gøre min tale ganske kort, fordi det her beslutningsforslag jo næsten er identisk med det beslutningsforslag, som vi Konservative havde i salen for ikke særlig lang tid siden, og det havde vi jo netop af den årsag, at vi ligesom Dansk Folkeparti er forargede over, at regeringen ikke indfrier de løfter, som man gik til valg på. Og ikke nok med det, for som vi jo også kan se både i dag og i morgen, er det jo ikke bare det her forslag, det er det her plus fem andre meget forskelligartede forslag, hvor regeringen er gået til valg på nogle meget, meget store overskrifter, men ikke har indført det på nogen måde. Og når regeringen samtidig heller ikke vil stemme for at indføre deres egen politik, så bliver det jo næsten tragikomisk.

Men hvad der næsten er endnu mere tragikomisk, er at se regeringens egne støttepartier. Jeg kan forstå, at de ikke ville støtte nogen af de forslag, der kommer før og efter det her, men lige præcis det her forslag handler om at få flere folk i arbejde. Det er også noget regeringens støttepartier rent faktisk går ind for, men man er åbenbart så bekymret for at træde Mette Frederiksens regering over tæerne, man vil så nødig gå imod Mette Frederiksens regering, at man alligevel bøjer nakken og følger regeringen, der siger: Jamen vi vil ikke stemme for vores egen politik – den politik, som man er gået til valg på.

Hvis der er danskere, der sidder derude og undrer sig over, hvorfor Mette Frederiksen har fuldstændig fri kørebane til at gøre, præcis hvad hun vil, så synes jeg, man i første omgang kunne kigge på regeringens støttepartier, der jo går ind for den politik, der støtter den her politik, men som alligevel vælger at folde kortene og bare gøre, som Mette Frederiksen siger. Jeg synes helt ærligt, at det grænser til at være en skændsel for demokratiet. Tak.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Det Konservative Folkepartis ordfører. Værsgo, hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Jeg må være ærlig og sige, at ved første øjekast var jeg faktisk lige ved at synes, at vi i Nye Borgerlige ville stemme imod det her beslutningsforslag, fordi vi har den grundlæggende holdning i Nye Borgerlige, at offentlige ydelser kun skal være til danske statsborgere. Så på den måde ville det her forslag jo være ligegyldigt, hvis man kigger ind i Nye Borgerlige. Men dog kunne jeg ikke finde på at tillægge Dansk Folkeparti de hensigter; jeg tror nok, man er enig med Nye Borgerlige på det område langt hen ad vejen. Og så handler det om, at den nuværende tilstand er, at vi har flygtninge i Danmark, og at den nuværende tilstand desværre også er, at de får ydelser, som de ikke burde få, og der synes vi så, at det selvfølgelig kun er rimeligt, at de kommer ud og laver noget for ydelser, som de får.

Så derfor kan vi selvfølgelig gerne støtte, at regeringen altså her skal fremlægge det, som de nu har sagt siden 2018. Nu har man magten. Brug magten til det, som man har sagt til borgerne man vil bruge magten til. Derfor kan vi selvfølgelig støtte forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for ordet. Helt generelt interesserer jeg mig rigtig meget for en bestemt type af tilfælde, hvor der er et kæmpestort flertal i befolkningen, som ønsker, at tingene skal være på en bestemt måde, men så bliver de alligevel ikke sådan, som flertallet godt kunne tænke sig. Og det, at man skal undgå passiv forsørgelse, forestiller jeg mig er sådan et godt eksempel på noget, som der er et meget, meget stort flertal for ude i befolkningen. For når jeg tænker på de her tilfælde, hvor alle mennesker ønsker, at tingene skal være på en bestemt måde, men at de ikke bliver sådan, så kigger jeg ud over den her ærværdige forsamling og tænker: Hvis bare der dog fandtes en metode til at lave reglerne om på en legitim måde! Tænk, hvis det var sådan, at der var nogen, der havde lov til at træffe beslutninger på fællesskabets vegne og få dem gennemført! Er der ikke nogen, der må det? Det skulle man da næsten tro, når man står her på Folketingets talerstol.

Så når der er et stort flertal, der ønsker noget, skulle man jo sådan set tro – hvad skal man sige – at det mest demokratiske og politisk mest sikre var at gennemføre det, og derfor skulle man jo også tro, at Socialdemokratiet med kyshånd griber den her mulighed for at få sit program gennemført. For sidst jeg kiggede efter i grundloven, så fik jeg jo det meget klare indtryk, at Folketinget udøver en betydelig indflydelse her i Danmark, og derfor er det helt ubegribeligt for mig, at regeringen ikke kan stemme for beslutningsforslag B 186, som jo er regeringens egen politik.

Det er jo simpelt hen et politisk kinderæg med hele tre ting: Det har folkelig opbakning, det har garanti for politisk succes, og det har ovenikøbet medhold i grundloven. Det kan man da ikke have noget imod. Sådan et kinderæg er der simpelt hen ikke nogen grund til at sige nej til, og derfor støtter LA beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Det gav ikke anledning til korte bemærkninger, så tak til Liberal Alliances ordfører. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Hvert år koster indvandringen fra ikkevestlige lande det danske fællesskab over 30 mia. kr. – penge, som kunne have været brugt på bedre sygehuse, en skattefritagelse af ældrechecken, lavere skatter. Der er masser af gode ting, som kunne have gavnet det danske samfund, som de penge kunne have været brugt til. Derfor var det en god dag, da man kunne læse:

»Derfor vil Socialdemokratiet indføre en pligt til at bidrage i 37 timer om ugen for alle indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp. Bidraget kan bestå af nyttejob, virksomhedspraktik, danskundervisning, jobsøgning eller en kombination. Der udarbejdes et aktivitetsskema for den enkelte, der svarer til længden på en ordinær arbejdsuge. Pligten til at bidrage omfattes af sanktioner, hvis man ikke deltager. Møder man f.eks. ikke op om mandagen, modtager man ikke ydelse for den mandag.«

Man skulle næsten tro, at det var Socialdemokratiet under H.C. Hansen eller andre sindige socialdemokrater, som havde skrevet det her, og det er faktisk ment som et kompliment til integrationsministeren, for jeg er sikker på, at han, om han ikke har været pennefører på det, så i hvert fald har været ganske involveret. Det er nemlig en del af det her udspil »Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik der samler Danmark«, som vi i Dansk Folkeparti har foranlediget, at Folketinget kommer til at dykke ned i i de kommende uger.

Det fornemmer jeg jo en nærmest ustyrlig glæde over, i hvert fald i den her side af Folketinget, men en voksende irritation over i den der side af Folketinget. Og irritationen kan deles op i to: Den ene er, at det for de socialistiske partier og det radikale parti bliver udstillet, at det Socialdemokrati, vi har at gøre med eller i hvert fald havde at gøre med inden folketingsvalget, ikke var det samme, som man havde for 5 eller 10 år siden, hvor man virkelig kunne boltre sig og realisere alle sine skøre idéer om Danmark som indvandrerland og multikulti, og hvad ved jeg. Men det er klart, at for Socialdemokratiet er det bare grundlæggende irriterende at blive mindet om, hvad det var, man lovede vælgerne, inden man kom i regering.

I dag står vi så med et endnu ikke realiseret løfte. Det, vi foreslår i Dansk Folkeparti, er fuldstændig upolemisk at pålægge regeringen at gøre det, som regeringen sagde den ville gøre, inden den blev regering, men bare var Socialdemokratiet. Det kan vi så konstatere at Socialdemokratiet ikke agter at stemme for. Man har en masse tanker og visioner om, at på et eller andet tidspunkt, skal det nok komme, kan jeg forstå på hr. Rasmus Stoklund og vel også på ministeren, men noget bestemt tidspunkt for, hvornår man agter at realisere ambitionen, foreligger ikke.

Det er måske, fordi – hvis man ser på, hvad regeringen rent faktisk har gjort i forhold til ydelserne og beskæftigelsespolitikken over for folk fra den ikkevestlige del af verden – det jo siden folketingsvalget er gået den gale vej. Hvor man lovede, at man ville bringe de her mennesker i beskæftigelse, har man i stedet for valgt at hæve ydelserne. Hvor man sagde, at man ville sørge for, at folk kunne forsørge sig selv, valgte man sidste år i forbindelse med coronaen generøst at runddele en skattefri check på 1.000 kr. selv til folk, der netop havde sat sandalerne i Danmark. Ja, selv på dagpengeområdet har man lempet reglerne.

Der må man sige, at hvis man sidder uden for det her system og måske bare følger dansk politik sådan igennem aviserne, må det efterhånden undre, for hvad er der sket med den Mette Frederiksen, der for et par år siden blev statsminister? Hvorfor har hun ikke omsat sin politik til virkelighed?

Det er det spørgsmål, vi søger svar på – og vi er jo kun lige kommet i gang. Det her bliver en spændende rejse ud i at forstå de to Socialdemokratier, der findes, nemlig det, der bare er Socialdemokratiet, og det, der er regeringsparti. Det var andet stop på rejsen. Lad os komme videre.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til hr. Morten Messerschmidt.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.