Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 119:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg til udarbejdelse af en kanon for den danske sangskat.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 13.01.2021).

Forhandlingen er åbnet. Velkommen til kulturministeren.

Mange tak. Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg, synes jeg, er enig i mange af de værdier, som forslaget bærer – den værdiansættelse af den danske sangskat som en hjørnesten i dansk kultur. Jeg er helt enig i, at traditionen for fællessang er en stor og vigtig del af vores måde at omgås hinanden på både uformelt og formelt, og sådan har det været igennem rigtig lang tid.

Selv her, hvor vi ikke har kunnet samles under coronatiden, har fællessangen jo fundet vej fra altaner og fra tv og på forskellige leder og kanter bundet os sammen, når vi ikke fysisk har kunnet være sammen. Danskernes glæde ved og respekt for den danske sangskat er nemlig på ingen måde blevet mindre igennem tiden. Salgstallene fra »Højskolesangbogen« viser faktisk, at den har slået rekorder flere gange, og når man hører forskellige fodboldfans, fortæller de også altid, at det er ekstra festligt, når der er danske fans på lægterne, fordi der så altid bliver sunget med. Den store succes, som fællessangen har, vil jeg imidlertid ikke anbefale udmønter sig i en kanon. Jeg er fuldstændig med på, at kanoner har været et brugt redskab i dansk kulturpolitik igennem de seneste årtier til sådan at vise noget om, hvad det er, man vil, men jeg synes, at forslaget her i dag giver anledning til at præcisere den her regerings tilgang til kanoner. For hvad er en kanon egentlig?

Ja, hvis man umiddelbart slår det op, kan man hurtigt forveksle det med en kanon, som jo er noget helt andet. Det er noget, som man skyder med, men den måde, som vi bruger ordet kanon på, er nok mere i den græske betydning, hvor det handler om at give en rettesnor og opsætte en regel. Det kan være vigtigt, når man synes, der er noget, der er i fare for at gå tabt, og det var det, som jeg oplevede min forgænger Brian Mikkelsen gjorde i en tid, hvor rigtig mange talte om internationalisering og globalisering, og hvor der også var rigtig mange, herunder jeg selv, der måske tænkte: Hvor bliver så det, der sikrer vores samfundsmodel, egentlig af? Da var det rettidigt, da var det på sin plads at lave en kanon, en rettesnor, noget, som vi kunne bruge til at vide, hvad der så stadig væk var dansk, midt i en stadig mere internationaliseret verden.

Siden da har det så også givet anledning til rigtig mange kanoner inden for forskellige områder, og jeg synes, det er fint, når de er med til at skabe bevidsthed, men jeg synes også, vi skal huske, hvad det er, de også gør. For enhver kanon ekskluderer også, enhver kanon sætter også ting til debat, som måske egentlig ikke opfattes som noget, der var til debat, men netop noget, som vi var fælles om. Det kan være interessant som politikere at have den debat, for så har man jo lejlighed til at fortælle, om man synes, at der skulle flest sange med fra »Arbejdersangbogen« eller fra Salmebogen, og jeg gik hjem og kiggede på min reol, og der fandt jeg da også både »Spejdersangbogen«, »Højskolesangbogen« og Folkedansernes sangbog og selvfølgelig også et dejligt repertoire af TV-2, Shu-bi-dua, Gnags og Absolute Music, som alle jo – indrøm det – kan synge med på.

Men er det så de sangbøger på min reol eller på en hvilken som helst anden af de andre ordføreres eller et sammensat udvalg af eksperter, der skal bestemme, hvilke sange der for alvor giver den klang, som vi kender den danske sangskat for? Det mener jeg ikke. Jeg mener netop, at den danske sangskat lever og trives på allerbedste vis, og at den skal have lov til at leve i al sin diversitet. For kanoner er til at konservere med, men vi konserverer ting, som vi er bange for er ved at gå væk. Vi skal ikke konservere noget, der lever, der trives, der folder sig ud, der bliver ved med at finde nye måder at udtrykke sig på, men det skal vi tværtimod bare give luft, give rum, give højde, give plads. Jeg fristes til at sige, at »den danske sang er en ung, blond pige; hun går og nynner i Danmarks hus«, men i den her tid synger hun jo uanset køn, uanset hvor, stærkt og flot, så lad hende blive ved med det.

Tak til kulturministeren. Der er ønske om en kort bemærkning til kulturministeren, og den er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Jeg er egentlig enig i mange af de betragtninger, som kulturministeren gør sig, på nær det, at »Højskolesangbogen« skulle være en ramme for det, man kan sige er den danske sangskat i dag. Hvis man sådan lader blikket løbe ned over de mange nye sange, der er kommet ind her i den 19. udgave, så vil man konstatere, at der er ganske mange sange, som bl.a. er skrevet på engelsk af folk, som jeg ikke engang er sikker på nogen sinde har befundet sig i Danmark – i hvert fald behersker de ikke det danske sprog; det føler jeg mig relativt overbevist om at kunne sige om både David Bowie, Hal David, Jonny Mitchell og Lou Reed – men jo også mange nyskrevne sange af både fru Margrethe Vestager, fru Dy Plambeck og søreme også Georg Metz og andre gode folk, og hvor man i hvert fald må sige, at det ikke er sange, der indtil videre har indfundet sig og er sunket fuldstændig ned i folkedybet og derfor er en del af den danske sangskat. Og det er jo i det lys, jeg spørger, om ikke der ville være brug for – man kan godt kalde det konserverende, som ministeren siger, men jeg vil måske mere sige konsoliderende, for det skal jo selvfølgelig også være noget, som vi debatterer osv. – en refleksion over, om den »Højskolesangbog«, som vi har i dag, fuldt ud afspejler den danske sangskat.

Kulturministeren.

Jeg hører hr. Morten Messerschmidt sådan prøve at spørge, om jeg opfatter »Højskolesangbogen« som en slags kanon over den danske sangskat, og hvis jeg har udtrykt mig på en måde, så det kunne forstås sådan, så vil jeg gerne afkræfte det. Jeg mener ikke, at »Højskolesangbogen« på den måde kan opfattes som en kanon over den danske sangskat. Men den er en af de mange repræsentanter, hvor jeg i hvert fald har fundet min kærlighed til den danske sang. Som kirkeminister vil jeg jo også gerne fremhæve Salmebogen, hvor der i hvert fald er rigtig, rigtig mange sange, som både er dybt forældede, men hvor der også med jævne mellemrum kommer nyskrevne sange, og jeg vil som socialdemokrat, der både har den gamle og den nye udgave af »Arbejdersangbogen« derhjemme, også sige, at der da også er sange, jeg savner, når de nye redaktioner kommer frem. Men netop det, at der bliver ved med at blive skrevet nye sange, og at de finder vej ind til de her sangbøger, viser jo også, at den danske sangtradition lever og trives.

Hr. Morten Messerschmidt.

Man kan jo diskutere, om den lever og trives. Jeg tror, at mange mennesker betragter »Højskolesangbogen« som der, hvor den danske sangskat hviler, og det gjorde den nok også indtil en 14.-15. version, hvorefter der jo virkelig gik internationalisme i den, må man sige. Og det er der, hvor jeg mener og Dansk Folkeparti mener, at det, også oven på alt det her med corona, hvor der jo er blevet sunget meget og Phillip Faber er blevet folkeeje, kunne være relevant at have den samme proces omkring sangskatten, som vi har haft det med historien og demokratiet og Danmark osv. Hvorfor er det noget dårligt? Det forstår jeg simpelt hen ikke, minister.

Kulturministeren.

Jeg prøvede netop i mit indlæg ikke at sige, at det er noget dårligt at lave en kanon. Det er bare ikke der, hvor jeg synes det er vigtigst at lægge kræfterne. Jeg synes jo netop, at Højskolesangbogen, når den også viser, at den bliver ved med at forny sig, så også bliver ved med at være relevant. Jeg var med til at åbne en af de første højskoler i 50 år i Roskilde, og den sang, som Nephew skrev og opførte der, er også kommet med i »Højskolesangbogen«. Det er da netop noget, der giver nye generationer af højskoleelever forbindelse til den nye udgave.

Den næste korte bemærkning er til fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vi har i dag også en litteraturkanon, som jo er en kanon over de mest kendte forfattere, som underviserne, lærerne i folkeskolen, kan anvende, sådan at eleverne, vores børn, kommer igennem de mest kendte forfattere som Karen Blixen, Kierkegaard osv. Og jeg kan ikke forstå ministerens argument om, at det er noget skidt med en kanon, fordi det er noget, som er statisk; jeg kan ikke helt huske udtrykket.

Altså, ser ministeren det ikke mere sådan, at en kanon kan være med til netop at definere den samtid, vi lever i, og at en kanon jo også kan udvikles over tid, men at den er med til at understrege den tid, vi lever i, med hensyn til hvad der er vigtigt at komme igennem, altså her for vores børn, men også hvad angår andre kanoner?

Kulturministeren.

Jeg prøvede i mit indlæg netop at anerkende, at kanonen kan give det her, som jeg kaldte konserverende, ved at man så her har en enhed. Men Højskolesangbogen og flere af de her sangbøger er jo lettere at redigere end sådan et stort politisk projekt, som alle kanoner har været.

Jeg synes, vi lever i en tid, hvor der mere er behov for, at vi bruger kulturen til at forme den fremtid, vi gerne vil have, end til at hylde den fortid, som vi jo har fået konsolideret; som jo lever og trives i det danske kulturliv. For vi har netop brug for kulturen til at være med til at få os ind i en fremtid, der ikke bare er teknisk og mekanisk og produktivitets- og effektivitetsdrevet, men også er drevet af socialt sammenhold, af respekt for demokrati, af innovation og af bæredygtige løsninger. Og der har vi ikke brug for noget konserverende, men for noget udviklende, for noget innovativt.

Fru Birgitte Bergman.

Men de er vel ikke hinandens modsætninger. Det argument forstår jeg simpelt hen ikke, altså i forbindelse med at man gerne vil understrege noget, som er vigtigt i den tid, vi lever i – om det drejer sig om sangskatten, litteraturen eller nogle værker. Jeg forstår ikke, hvordan de ting er hinandens modsætninger. For en kanon er jo også noget, man udvikler hen over tid, og noget, som man kan tage fat i igen. Men det er noget, der er med til at understrege, hvad der er vigtigt i den tid, vi lever i.

Ministeren.

Hvis der var tale om en kanon, der skulle prøve at tegne en fremtid, så tror jeg også, at vi kunne møde hinanden der. Men alle de kanoner, jeg er stødt på, og det forslag, jeg i hvert fald så her i dag, handlede netop om at skabe et udvalg af det, der er produceret.

Jeg synes, at vi er et sted, hvor vi har fundet sammen om, hvad der sådan »inderst er os og vort« – for nu at citere en god dansk sang. Vi ved godt, hvad det er. Vi har en stærk kultur. Nu skal vi bruge den kultur til at forme fremtiden. Kulturen er andet end at hylde det, vi har lavet; det er også at kigge fremad.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Valentin, Venstre. Værsgo.

Tak til ministeren. Jeg har lyttet meget efter, hvad ministeren har sagt, og der er nogle ting, jeg ganske simpelt hen undres over. Det er, som om ministeren er en lille smule bange for at anerkende noget, der er rigtig godt, for når man gør det, siger man også, at alt det andet ikke er så godt som det, man siger er det bedste. Det må man jo aldrig være bange for, slet ikke som kulturminister. Kulturen uddeler selv priser hvert eneste år på så at sige alle områder. Det er jo en måde ligesom at udvikle sig på, det er en måde at skabe fremtiden på, som ministeren selv siger. Vi skaber fremtiden ved også at måle os på alt det gode, vi har skabt tidligere. Så jeg forstår ikke sådan helt argumentationen der; måske kan ministeren uddybe.

Ministeren.

Meget gerne, for det giver mig anledning til at rette en, har jeg konstateret, meget udbredt opfattelse af, hvad det vil sige at være kulturminister, nemlig at man skulle være sådan en overordnet kulturanmelder. Det er jeg ikke, og jeg vil aldrig nogen sinde lægge det til grund for mit arbejde, i særdeleshed ikke som kulturminister, fordi kulturen jo netop skal være mangfoldig. Jeg kommer aldrig til at blive særlig god til hverken at kaste eller gribe en bold, men hvis det er det, der gør, at folk kommer ind i foreningslivet, har jeg respekt for det, så vil jeg gerne støtte det, så vil jeg gerne fremme det. Det er ikke al musik, jeg forstår, men hvis det er det, der gør, at der er nogen, der tror, at de kan blive mere end publikum i deres eget liv, så vil jeg gerne støtte det, så vil jeg gerne fremme det. Jeg skal da ikke stå her og sige, hvad der er det bedste, eller hvad der er skidt. Det er der nok af anmeldere i diverse kulturprogrammer der kan gøre. Jeg står her, fordi jeg tror på, at kulturen er helt vigtig, for at vores samfund er mere end produktivitet og effektivitet; det er også et menneskesyn, og det er mangfoldigt ligesom demokratiet.

Hr. Kim Valentin.

Jeg har ingen forventninger om, at ministeren skal være den, der bedømmer, men jeg har en forventning om, at det er ministeren, der faciliterer dem, der er gode til at gøre det; det har jeg da en forventning om. Det må jo være en ministers opgave at gøre det en gang imellem, ikke hele tiden, for ministeren skal selvfølgelig også facilitere det brede, altså alt, hvad der lever ude i folkesjælen. Men der er jo også det bedste – der er både det brede og det bedste, og man skal jo ikke kun kigge på den ene ting. Derfor må man ikke være bange for anerkendelse.

Ministeren.

Jeg kan slet ikke forstå, hvordan du kan læse det ind i det, jeg siger. Jeg anerkender alle dem, der er de allerbedste til at lave noget kunst som kunstnere eller skabe en kulturel begivenhed, der begejstrer, der udfordrer, der samler, der bringer os videre. Det vil jeg gerne anerkende, altså dem, der er det bedste til det, men hvilken måde de gør det på, hvilken form det har, vil jeg gerne overlade til andre. Så kunne jeg selvfølgelig facilitere, som spørgeren er inde på, men det er jo også et spørgsmål om, hvad man vil bruge sine kræfter på. Jeg vil gerne give danskerne det indtryk, at kulturen her er det, den altid har været, netop et sted, hvor de kan blive mere end publikum i deres eget liv. Det vil jeg hellere bruge kræfterne på end at lave en kanon.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det er ikke noget spørgsmål, men en kort kommentar. Det er vel også tilladt. Jeg vil bare sige, at vi hørte fra det gammelliberale parti og ordføreren, at kulturen uddeler priser hvert år og finder de bedste. Men jeg har endnu aldrig hørt kulturen uddele priser for den bedste salme i 1880'erne eller den bedste folkelige sang i 1930'erne. Det ordnede man dengang, og så viste det sig jo, om vi kunne lide dem, ved at vi blev ved med at synge dem, eller de ikke blev sunget længere og blev glemt. Det er jo sådan en demokratisk udvælgelsesproces, som vel er bedre, end at nogle kloge folk skulle sige, at det absolut er dem her, vi skal gemme. Det må befolkningen vel bestemme. Jeg synes, det er en besynderlig holdning, og det ligner smagsdommeri at skulle have sådan en kanon.

Værsgo.

Det er i hvert fald tankevækkende, at kanon jo netop startede som et konservativt projekt med en konservativ kulturminister og dermed netop har den her konserverende tilgang i sig. Derfor synes jeg også, det er helt fair, at Dansk Folkeparti, som også har en konservativ åre i sig, bringer det på banen. Men Venstre, Danmarks Liberale Parti, der jo netop også plejer at stå for udvikling og det folkelige og det med at lade tingene finde deres veje selv, vil nu også gerne ind på sådan en mere, hvad kan man sige også ekskluderende måde at gå til kulturen på. Det håber jeg vi kan finde hinanden i i en debat bagefter.

Jeg antager, at hr. Christian Juhl blot havde en enkelt kommentar. Godt, så er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Hermed er det tid til ordførerrækken. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Kasper Sand Kjær. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg tror, at jeg er bedre til at kaste og gribe en bold, end jeg er til at synge, men ikke desto mindre elsker jeg at synge. Og jeg elsker særlig at synge, når det er sammen med andre. Det kan være rundt om et bål, det kan være i en stor sal, det kan være til en fest. Det gør jo altid noget særligt, når der er en sang. Det er uanset, om det er fra Højskolesangbogen, om det er fra Den Danske Salmebog, eller om det er fra den røde Arbejdersangbog, som jeg nok må indrømme er den, jeg synger mest fra.

I Danmark har vi jo en sangskat uden lige. Vi har sange, som skaber rum til refleksion, og som minder os om, at vi er en del af en historie, et fællesskab, der giver os noget at være sammen om. Både i skolen, foreningslivet, i kirken, i fagforeningen, i familien, så åbner vi sangbogen, og vi samles om at synge. Fællessang er blevet moderne her under corona. Det skaber sammenhængskraft. Det binder os sammen på tværs af generationer og endda på tværs af landsdele.

Hvis vi sådan zoomer ind på Højskolesangbogen, som jo er under særlig lup her, så er den sådan i sin grundform en bred repræsentation af forskellige tiders måde at bruge både sproget og musikken på. Over tid er nye sange kommet til, andre er røget ud. Sådan har det altid været, og jeg tror egentlig, det er vigtigt for traditionen, at Højskolesangbogen også løbende fornyes, så nye generationer også kan genkende sig selv i sangene og dermed jo også bladrer videre og finder de gamle sange. På den måde kan mange generationer være fælles om at holde liv i både nyt og gammelt og deles om glæden ved den danske sangskat.

Sådan kunne jeg jo nok fortsætte, tror jeg, resten af min taletid med en hyldest til vores sangtradition i Danmark, men helt ærligt, så må jeg bare indrømme, at jeg egentlig synes, det er noget skævt, at vi overhovedet skal have den her debat i Folketinget om, hvad det er for nogle sange, vi skal synge; om hvem, der skal vælge dem. Jeg har egentlig den grundlæggende indstilling, at lad dog sangskatten og al den historie og al den kultur, den rummer, udvikle sig i samklang med dem, som synger fra den, og lad os lade være med at gøre det til et politisk spørgsmål, hvilke sange der er med i en sangbog eller ej. Og særlig, fordi der jo ikke i tilfældet Højskolesangbogen er tale om, at Folkehøjskolernes Forening, som udgiver den, sådan fra den ene dag til den anden har udskiftet hele repertoiret af sange. Der er, som jeg har forstået det, 601 sange i den nye sangbog. 151 af dem er nye. Det vil altså sige, at 450 er gengangere fra den tidligere udgave. Så det er jo langt størstedelen. På den måde er der jo stadig væk et stærkt fundament af tradition i bogen. Debatten kommer nogle gange til at handle om meget få sange, der enten kommer ind eller ryger ud, og jeg synes bare, at det ud fra det perspektiv vel nærmest virker en anelse sådan ironisk, at Dansk Folkeparti som forslagsstiller her kalder Folkehøjskolernes Forenings arbejde med Højskolesangbogen et identitetspolitisk projekt, når man så samtidig med forslaget gerne vil definere, hvornår en sang har folkelig legitimitet og dermed vel også give nogle særlige sange forrang. Det synes jeg faktisk klinger en lille smule hult.

Hvis man gerne vil have indflydelse på sangvalget, som er udgivet af en selvstændig organisation i deres sangbog, så vil jeg egentlig anbefale, at man engagerer sig i den forening, som udgiver sangbogen, og der blander sig i debatten, om det så er Højskolesangbogen, eller det er ved at melde sig ind i en af arbejderbevægelsens organisationer og den vej igennem være med til at præge diskussionen om Arbejdersangbogen. Men det må jo være vejen til at gøre det og ikke blande Folketinget ind i det. Der synes jeg vi skal værne om armslængdeprincippet.

Så derfor kan Socialdemokratiet ikke stemme for forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det sidste var i hvert fald noget fuldstændigt rod. At det skulle have noget med armslængdeprincippet at gøre at gennemføre en kanon i den danske sangskat, tror jeg vi bare skal forbigå i tavshed. Det vil ikke stå på hr. Kasper Sand Kjærs cv som en af de mest prangende illustrationer.

Det, vi taler om her, er jo at gennemføre den samme debat, diskussion, som man har gjort i så mange andre sammenhænge, og hvis hr. Kasper Sand Kjærs primære opposition til det forslag er, at vi jo har Højskolesangbogen og Arbejdersangbogen og så vistnok også Salmebogen, som hr. Kasper Sand Kjær så ikke frekventerer så hyppigt, kan jeg forstå, er det så egentlig nok? Det kan jo selvfølgelig være, at det er på grund af hr. Kasper Sand Kjærs sjældne opslag i Salmebogen, at det ikke har slået ham, at det, som med en meget voldsom manøvre er taget ud af højskolesangbogen – altså en stor andel af de 150 sange, som er fjernet i den 19. udgave – netop er salmerne, og at Højskolesangbogen derfor giver et indtryk af, at kristendommen ikke spiller nogen lige så stor rolle i dansk kulturliv, som det gjorde i den 18. udgave. Vil hr. Kasper Sand Kjær så fastholde sit synspunkt om, at de tre bøger, han nævnte, sådan tilsammen er tilstrækkeligt til at udgøre den danske sangskat?

Ordføreren.

Nu var det de tre sangbøger, som jeg lige sådan kom i tanker om, da jeg skrev min tale til i dag. Der findes jo mange derude. Der er jo rigtig mange foreninger og organisationer i det her land, som har hver deres sangbog, og de udgør vel på en eller anden måde tilsammen vores sangskat. Nu er det måske bare de tre sangbøger, jeg lige sådan selv har frekventeret, og ærligt nok Salmebogen som den, jeg har sunget mindst fra. Men ja, jeg synes da, at de tre sangbøger er et udmærket bud på, hvad der sådan som et hele rummer den danske sangskat.

Men må jeg ikke bare anholde, at det her ikke skulle handle om armslængdeprincip, for det synes jeg da i den grad det gør. At vi rykker det at sidde og lave smagsdommeri over, hvilke sange der er bedre end andre, herind og på en eller anden måde gør det til et anliggende for os som politikere at forholde os til, hvem vi vil udpege til et udvalg, og dermed jo også til, hvilke holdninger de skal lægge ned over arbejdet med at udvælge sange, synes jeg da er et brud med armslængdeprincippet. Jeg synes i øvrigt også, lige præcis i den her tid, at det er fuldstændig unødvendigt, fordi vores sangskat da lever, måske bedre, end den har gjort. Vi har da aldrig – i hvert fald i nogen tid, jeg kan huske – talt så meget om at det at synge og alt det, det kan, og de forskellige sangbøger.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men det er jo netop i den situation, at man skal have diskussionen, den folkelige diskussion. Det er første gang, jeg hører, at demokrati i litteratur- og danmarkskanonerne skulle være et brud på armslængdeprincippet. Jeg troede normalt, det handlede om offentlig forvaltning. Men lad så endelig det ligge, hvis vi ser forskelligt også på det.

Det, der er sagen her, er, at man er nødt til efterhånden at navigere meget, meget bredt og selv være meget, meget opsøgende og faktisk også efterhånden være meget kvalificeret for selv at finde sange, som indtil for 10 eller 20 år siden var fuldstændig naturlige dele af den danske sangskat, og det er jo i det lys, at det vil være interessant at have den samtale. Da eksempelvis Danmarkskanonen kom på banen, var der jo knap 2.500 forslag til værdier, der kom ind, og som man så diskuterede og havde en bred folkelig debat om. Hvorfor ikke gøre det samme netop nu, hvor sangen står så stærkt?

Ordføreren.

Altså, idéen om kanon er hverken groet i min eller Socialdemokratiets baghave. Den gror længere ovre. Det er jo, fordi vi helt ærligt også synes, det er noget smagsdommeri. Og når man så i øvrigt har blandet folkeskolen ind i det og jo dermed også fuldstændig brudt med den metodefrihed, som gælder i folkeskolen, synes jeg først, det bliver noget værre noget rent ud sagt, man har fået skabt med de der kanoner. Den fejl synes jeg ikke vi skal gentage med sangene.

Men jeg synes da, hr. Morten Messerschmidt lyder til at have rigtig mange gode idéer til, hvordan man kunne engagere danskere i en samtale om vores sangskat, og dem synes jeg da han skal give til Folkehøjskolernes Forening – idéer til, hvordan de, næste gang de skal udgive Højskolesangbogen, kunne engagere flere danskere i den samtale om, hvilke sange der skal være i vores fælles sangskat. Det er jeg sikker på kunne blive rigtig spændende.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Jo, det er der. Undskyld. Den var kommet, efter at jeg havde rejst mig, men okay så. Fru Birgitte Bergman, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Undskyld, formand. Jeg blev lidt nysgerrig efter det sidste, som ordføreren nævner. Det her med, at kanon ikke er groet i Socialdemokratiets baghave: Nej, jeg er superglad for, at den er groet i vores baghave. Det er jo et udtryk for, at der er noget, der har en større værdi end noget andet. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren ikke, når vi snakker om litteraturkanonen, anerkender det, at der er sat ord på, hvilke forfatterskaber som er vigtige for vores børn at møde igennem deres 9- eller 10-årige skolegang, og det at sikre, at alle elever møder netop de forfatterskaber – Karen Blixen, Søren Kierkegaard osv. – altså det, at vi har den her fælles forståelse. Det kunne jeg godt tænke mig at høre noget om.

Ordføreren.

Man kan jo høre, hvordan det er konservativ kulturpolitik. Det kan jeg godt forstå det er. Det bliver bare aldrig socialdemokratisk kulturpolitik, og det bliver i særdeleshed aldrig socialdemokratisk uddannelsespolitik, at vi skal sidde herinde i et eller andet udvalg udpeget af politikerne i København og beslutte, hvad børn i hele Danmark skal læse i deres folkeskoletid. Det er jo derfor, vi uddanner verdens bedste skolelærere – for at de netop kan udvælge indholdet til eleverne, så det passer dertil, hvor de er i deres dannelsesrejse. Jeg tror, der vil være nogle bøger, som er mere relevante for børn i dele af landet at læse end andre bøger i andre dele af landet, fordi det passer ind, hvor de er i netop deres liv. Hvad der vil være relevant i deres samtid, og hvad der vil give mening i dannelsen af dem til hele mennesker, overlader jeg meget, meget trygt til vores folkeskolelærere at kuratere for eleverne.

Det er jo den tradition, vi har i Danmark, for, hvordan vi driver skole- og uddannelsespolitik, nemlig at vi ikke sidder herinde og har alle mulige diskussioner om, hvad der skal være pensum og ikke skal være pensum. Det var den dør, man åbnede med de kanoner, som de tidligere borgerlige regeringer har indført, og jeg synes simpelt hen, det er at udfordre en skoletradition, vi ellers har meget grund til at være meget stolte af.

Fru Birgitte Bergman.

Så synes jeg, at ordføreren og Socialdemokratiet modsiger sig selv lidt, for man går meget op i, at vi skal have noget at være fælles om, f.eks. at vi på Danmarks Radio skal have store fortællinger, altså fortællingen om Danmark, og hvor vigtigt det er, at vi netop har noget, vi alle sammen ser, noget, vi er rundet af, noget, vi kan være fælles om. Efterhånden ser vi jo serier hver for sig f.eks. på Netflix, og der er ikke så meget, vi er fælles om, og sådan et litteraturopslagsværk er jo netop noget, vi kan være fælles om. Vi snakker 10 års skolegang, så der er jo stadig frihed til den enkelte lærer, men der er bare noget, vi skal være fælles om, netop for at vi stadig kan have et fællesskab.

Ordføreren.

Jamen jeg er da meget bekymret for den fælles offentlighed, som er ved at krakelere, fordi hver eneste techgigant har sit eget ekkokammer til hver af os, og de mange streamingtjenester gør, at vi aldrig nogen sinde ser det samme længere. Det er lige præcis derfor, at den her regering har valgt at styrke Danmarks Radio i forhold til de besparelser, som den tidligere regering ville gennemføre på Danmarks Radio. Vi har nemlig brug for at styrke den fælles offentlighed, så vi har noget at have en fælles samtale om. Men jeg kunne da aldrig drømme om at blande mig i, hvad DR skal sende søndag aften kl. 20.00 – det kan jeg da aldrig nogen sinde være den rigtige til at gøre – men jeg vil gerne insistere på, at vi skal have den fælles samtale om det, som de allerdygtigste udviklere af dansk tv får skabt til at sende på DR kl. 20.00 søndag aften.

Tak til hr. Kasper Sand Kjær. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Den næste ordfører er fra Venstre, og det er hr. Kim Valentin. Velkommen.

Jeg synes, det er et godt beslutningsforslag, der bringer mange tanker frem, og jeg er sikker på, vi vil få en god debat videre om det. Jeg bliver nødt til at starte med at rette ministeren, for ministeren har altså lige fået galt fat på historien i forhold til kanonsiden. Det var ikke Brian Mikkelsen, der startede det, og jeg må forsvare Bertel Haarder her og sige, at det var i 1994, han kom med rapporten »Dansk litteraturs kanon«. Nej, det er jeg ret sikker på – nå, men det kan vi slås om senere.

Under alle omstændigheder udstedte han så en historiekanon og en demokratikanon, og kanonbegrebet blev for alvor allemandseje i Danmark, da selv samme Bertel Haarder i 2016 sammen med hele den danske befolkning udviklede danmarkskanonen. Nu ved vi, at Venstre også vil være positivt indstillet over for en sangkanon – selvfølgelig vil vi det. For der er ikke noget i vejen for at anerkende, der er absolut intet i vejen for at anerkende nogen, som har gjort det godt – det skal vi ikke være bange for. Ved ethvert tilvalg ligger der også nogle gange nogle fravalg, og det er jo en del af livet. Sådan må det jo også være.

Jeg hører også, at vi snakker om, at vi samles om kulturen, og det er ganske rigtigt, og sangen er jo en af de rigtig vigtige ting, som den socialdemokratiske ordfører var inde på. Det er fuldstændig rigtigt, at ofte, når vi er sammen, synger vi. Det gør vi også i Venstre. Det gør vi næsten altid, når vi er sammen i lidt større forsamlinger, og det er jo simpelt hen bare så fantastisk. Derfor skal vi selvfølgelig også bruge lejligheden til at gøre noget ved sangen i Danmark – det sker der absolut intet ved, der er intet i vejen for det.

En kanon er jo en beskrivelse, der ligesom tjener som en rettesnor eller et forbillede. Det er her, vi udpeger de værker, som bidrager til en forståelse af dansk kultur og historie på tværs at generationer. Der er jeg hundrede procent enig i mange af de ord, der er blevet sagt. Det er det, vi gør. Som forslagsstillerne også selv skriver, har Danmark en lang og stolt sangtradition; vores sange binder os sammen som folk. Sangene synges i vores hjem såvel som i skoler, kirker, højskoler og mange andre steder landet over.

Men det er jo ikke en selvfølge, at vores folkekære sange bliver givet videre til kommende generationer. Det vil vi gerne være med til at sikre. Derfor mener vi også, at den danske sangskat ligesom mange andre områder inden for dansk kultur fortjener sin egen kanon.

Jeg vil dog gerne slutte af med at påpege, at samtidig med at Venstre er meget positiv over for en sangkanon, er det vigtigt for os, at der fortsat gælder det her armslængdeprincip i forhold til Folkehøjskolernes Forening og deres redaktion af Højskolesangbogen. Det er ikke et identitetspolitisk projekt. Vi skal og vil ikke blande os i, hvad Folkehøjskolernes Forening beslutter. Derfor vil Venstre bede om i udvalget, at der bliver skrevet en beretning, således at vi selv kan formulere, hvordan vi mener at oprettelsen af et uafhængigt kanonudvalg til udarbejdelse af en kanon over den danske sangskat skal beskrives.

Men som sagt støtter Venstre fuldt ud forslaget om at nedsætte et udvalg til udarbejdelse af en kanon for den danske sangskat. Og jeg ser vældig meget frem til at arbejde videre med forslaget. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Der er en række korte bemærkninger. Først til hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forstå, hvordan det kan være liberal kulturpolitik, at vi skal konservere dele af kulturen, for at nogle finder det interessant. Nu kender jeg jo også ordføreren som en mand rundet af folkeoplysningens organisationer. Hvis vi gerne vil bevare sangene og kulturarven til de kommende generationer, må kampen da være om at få flere til at deltage i alle de fællesskaber, hvor vi synger sammen og lærer sangene at kende – og da ikke at skrive dem ned i en kanon. Jeg har da ikke lært højskolesangene eller sangene i Salmebogen eller Arbejdersangbogen ved at læse dem på papir. Jeg har jo lært dem ved at synge dem sammen med andre. Er ordføreren ikke enig i, at det da vil være den bedste måde at sikre, at kulturarven bliver båret videre på, at vi får flere til at deltage i de selskaber, hvor vi synger?

Ordføreren.

Jeg ser absolut ikke, der er noget i vejen for, at man gør begge dele. Jeg synes da, det er et glimrende eksempel på, hvad vi gør, og det skal vi da blive ved med at gøre. Jeg er enig i, at vi lærer rigtig mange sange ved at synge dem sammen, f.eks. når man synger sammen med sine børn, når de er små. Det husker de. Det skal vi da blive ved med. Det er der da ikke noget i vejen for.

Men der er heller ikke noget i vejen for, at vi anerkender, at vi laver en kanon, hvor vi ønsker at gøre det, og der er den danske sangskat så vigtig, at vi sagtens kan gøre det.

Kasper Sand Kjær.

Men der vil da ikke være et eneste kommende barn, der lærer den danske sangskat at kende, ved at vi i dag graver en kiste ned med de sange, som vi synes de skal kende i fremtiden. Det kan da aldrig blive måden at bære den arv videre på. Den skal vi da sende videre ved at synge dem sammen. Er ordføreren ikke enig i, at der da ikke vil være et eneste barn, der lærer de gode sange fra vores sangskat at kende, ved at vi laver en kanon med dem?

Ordføreren.

Jeg synes bare, at ordføreren siger det samme en gang til, og jeg kan sådan set bare svare det samme en gang til: Jeg snakker ikke om at grave en kiste ned; jeg snakker om at skabe en levende debat om vores sangskat. Og selvfølgelig skal vi synge videre.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg havde engang en kollega, der hedder Asger, og han var Venstremand, altså ikke venstreorienteret, men gammelliberal. Når vi havde god tid, diskuterede vi altid, hvad for en sangbog der var den vigtigste. Vi koncentrerede os om to: Han tog Højskolesangbogen, og jeg havde Arbejdersangbogen. Så argumenterede vi på livet løs. Vi var dog enige om, at Højskolesangbogen er skabt ud af kampen mellem den underste klasse på landet og godsejerne, og at derudaf kom en politisk kamp, som skabtes, og hvor sangene var vigtige. Og i næste trin, da industrialiseringen kom, blev arbejdersangene skabt ud af den befrielseskamp, som arbejderne prøvede at få over for virksomhedsejerne. Så langt var vi enige.

Så kiggede vi på hylden, ligesom kulturministeren har gjort, og der var søreme en sangbog fra idrætsforeningen, der var en sangbog fra spejderforeningen, der var også en Salmebog. Lige pludselig fandt vi ud af, at der var mange forskellige sangbøger, og vi fandt også ud af, at de jo hører til i forskellige kulturkredse. Der er ikke én folkesjæl; der er en masse forskellige folkesjæle, og man bruger forskellige sange i forskellige sammenhænge. Derfor er det meningsløst nu at begynde at ensrette alle de mange kulturer, der er. Nu rejser formanden sig op. Jeg tager næste afsnit lige om lidt.

Ordføreren.

Tak. Jeg vil svare på det sidste, for der er jo ikke nogen, der snakker om ensretning. Det er en anerkendelse. Sådan er det. Mere er der ikke i det, andet end at det er vigtigt, at vi gør det en gang imellem. Ligesom med alle de andre kanoner er det vigtigt, at vi tager stilling en gang imellem. Det går vi også ind for. Men det er selvfølgelig også vigtigt, at vi gør de andre ting, og jeg er hundrede procent enig i den måde, som ordføreren fremstiller de forskellige sangbøger på. De er skabt i deres egen verden, og de er taget ud, og de lever, fordi man synger dem.

Hr. Christian Juhl til næste afsnit.

Derfor er det også vigtigt, at vi siger, at det ikke er sangene, men at det er sangtraditionen, det, at vi synger sammen, som det er vigtigt at bevare. Et eksempel er, at der er mange unge, der ikke kan finde en salme, når de skal stå for deres forældres eller bedsteforældres begravelse eller bisættelse. Så vælger de Kim Larsen, og den bliver spillet mere nu end en hvilken som helst salme i Salmebogen – den der »Om lidt bli'r her stille« – fordi den går direkte ind i den unge generations, hvad skal man sige, måde at opfatte den stemning på, der er, når man siger farvel til en nær slægtning. Sådan udvikler tingene sig. Så kan der komme nogle kloge folk og sige: Nej, nej, I skal huske, at her er den sande værdi. Og det er jo det, der er galt, når man siger, at der her er noget, der er bedre i den folkelige kultur. Det kan man ikke tillade sig. Og det vil de unge da være ligeglade med. De vil da vælge den her sang alligevel og sige: Du kan vælge alle de kanoner, du vil; gør da bare det, det kommer ikke os ved. Det er jo det, der er det fantastiske ved udviklingen af folkekulturen.

Ordføreren.

Det lyder fuldstændig, som om ordføreren vil lade være med at synge Kim Larsen, hvis den bliver en kanonsang. Altså, sådan er det jo ikke. Jeg er faktisk meget enig i det, som ordføreren siger, og derfor skal man måske ikke tillægge mig og Venstre nogle meninger, som vi ikke har. For det har vi ikke. Det her er en anerkendelse; det er jo ikke et spørgsmål om at sige, at alt andet ikke er noget værd.

Den næste korte bemærkning er til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg var glad for den sidste del af ordførerens tale, hvor ordføreren for Venstre heldigvis understregede, at støtten til det her forslag ikke var en underkendelse af den 19. udgave af Højskolesangbogen, fordi det havde virkelig også undret mig.

Én ting er det der konserverende osv. Jeg kan godt lide både det konserverende og noget, der skuer fremad. På en eller anden måde skal det jo kunne det hele. Vi skal både kunne kigge tilbage og fremad. Men det, som skurrer i mine ører, og som jeg ikke rigtig kan forlige med Venstre som et liberalt parti, er, at det er staten, der skal sidde og lave en kanon. Helt ærligt, vi har et frivilligt, folkeligt fællesskab, nemlig højskolebevægelsen, som formår at lave en proces med de der 10-15 års mellemrum, som er bred og meget inddragende. Der er jo blevet sendt, jeg ved ikke hvor mange sange ind. Der er en masse, der har involveret sig i debatten om, hvad der så skulle med i den nye udgave. Jeg kan simpelt ikke forstå, hvordan det skulle være mere folkeligt, at der er et statsligt organ, der sidder og udpeger nogle sange, end at det er et frivilligt fællesskab, som vi ser med Folkehøjskolernes Forening.

Ordføreren.

Tak for spørgsmål, men jeg må bare sige, at jeg tror, jeg læste op, at det skulle være et uafhængigt kanonudvalg. Det kan godt være, at jeg har glemt at sige »u« først, og at jeg er kommet til at sige »afhængigt kanonudvalg«. Jeg tror ikke, at jeg kom til at sige det, men så vil jeg gentage det: Det er et uafhængigt kanonudvalg, der skal lave det, og det er ikke staten.

Fru Zenia Stampe.

Men jeg kan jo så forstå, at forslagsstilleren, altså hr. Morten Messerschmidt, der har fremsat det forslag, jo har en ret præcis forestilling om, hvad der skal indgå i den her kanon. Så helt så uafhængig bliver den vel ikke, hvis den skal følge hr. Morten Messerschmidts forslag: Det skal være konserverende. Der skal ikke være noget nyt. Der skal bestemt ikke være noget, der repræsenterer en anden religion end den danske osv. osv.

Kan man i Danmarks Liberale Parti se sig selv i en sangkanon, der bliver lavet med sådan et opdrag?

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, at ordføreren har været ude at gå, da jeg talte før, fordi alt det, jeg siger, er åbenbart ikke gået ind. Det, som jeg sagde, var, at Venstre ville meget gerne være med til at lave en kanon for sangskatten, og dertil var enigheden. Og så siger vi, at vi gerne vil lave en beretning, og vi siger, at vi gerne vil lave et uafhængigt udvalg. Så jeg tror faktisk ikke, at vi er super uenige, men jeg skal gerne give min tale, sådan at ordføreren kan læse den igen bagefter.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg er ikke sikker på, at det vil nytte, hr. Kim Valentin, at dele talen rundt. Jeg tror, at egenkærligheden til egen stemme er så stor, at vrøvl vil blive fremført med den patos, vi alligevel hører fra den kant.

Nej, det, jeg synes er så interessant, er, at især det, som vi hører fra Enhedslisten, faktisk er – og det siger jeg helt oprigtigt – kloge betragtninger, men som jo understøtter forslaget. Altså, det er jo fuldstændig rigtigt, at mange unge mennesker står tøvende i den situation, hvor de skal vælge salmer til f.eks. deres forældres begravelse, men hvorfor? Ja, det er jo nok, fordi mange føler, at Salmebogen er noget, der hører til i kirken. Og gradvis igennem de seneste år er salmerne jo røget ud af Højskolesangbogen, og Grundtvig har fået et ordentligt fur med den seneste version. Det, man må spørge om, og hvad jeg ville have givet som svar, hvis jeg havde været udsat for den oratoriske pærevælling, som hr. Kim Valentin lige har været udsat for, er, hvor alle de gode ting, der udgave for udgave ryger ud af Højskolesangbogen, ryger hen, hvis ikke vi får en kanon, der samler dem op.

Ordføreren.

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, synes jeg, og det er et af de spørgsmål, man skal stille i det her uafhængige udvalg, som kan arbejde med tingene, for så kan vi få en grundig bearbejdelse af, hvad det i og for sig er, vi ønsker at bevare, og hvad det er, vi ikke ønsker at bevare. For den danske sangskat er super vigtig, og det er vi enige i i Venstre.

Det er jo ikke det samme som, at man har nogle sange og man siger, at nu må der aldrig komme nye sange til igen. Selvfølgelig må der gerne det. Altså, det er jo sådan en dynamisk proces, hvor der hele tiden kommer nye sange til. Nogle gange kommer der også en gammel sang, som man igen synger, og så skal den jo selvfølgelig op igen. Vi er meget, meget åbne over for den her dialog. Det er også derfor, vi beder om at få lavet en beretning på det, så vi kan finde ud af, hvad det i og for sig er, vi skal lave, men en sangskat – det har vi.

Hr. Morten Messerschmidt.

Lige præcis, og det handler ikke om, som hr. Kasper Sand Kjær sagde, at grave en kiste ned, men jo faktisk om lige det modsatte, nemlig at grave en kiste op. Altså, når nu eksempelvis Grundtvigs meget kendte digt »De snekker mødtes i kvæld på hav«, som vi jo kender oppe fra Odden Kirke, digtet over Willemoes, er gledet ud af den seneste udgave af Højskolesangbogen, så ville det måske være meget fornuftigt, at man fik en overvejelse over, om ikke det med hele den historik omkring Englandskrigene osv. kunne være et andet sted, sådan at det ikke bare bliver gravet ned for at bruge hr. Kasper Sand Kjærs billede, men stadig væk ligger i en skattekiste, man kan finde.

Ordføreren.

Jeg lytter til kommentarerne, men jeg vil alligevel sige, at det for Venstre jo er vigtigt, at man bruger armslængdeprincippet, når man arbejder her, altså at vi politisk skal holde fingrene væk fra den slags. Og det er selvfølgelig også noget, som man skal sørge for sker, når man nedsætter det her udvalg, altså at der netop ikke er en politisk indblanding i, hvad der sker, når man udvælger.

Næste korte bemærkning er til hr. Uffe Elbæk, uden for grupperne. Værsgo.

Jeg har både en kommentar og et par spørgsmål. Min kommentar går på, at jeg simpelt hen ikke fatter, at Venstre er blevet fedtet ind i det her forslag. Jeg fatter det ikke. Det er et totalitært forslag, og det er et identitetspolitisk forslag, og jeg vil gerne have mulighed for at argumentere for det. Hvis man læser beskrivelsen, altså i bemærkningerne, er årsagen til, at vi står og diskuterer det her, at Dansk Folkeparti er blevet sure over, at der er en sang, der hedder »Ramadan i København«, der er kommet ind i Højskolesangbogen, og så foreslår man et kanonudvalg, et uafhængigt kanonudvalg, som så skal finde nogle andre sange, indtil Dansk Folkeparti heller ikke er enig med det udvalg.

Altså, Højskolesangbogens udvalg har valgt at sige, at det er det her, de gerne vil. Det er uafhængigt, og det er nogle kloge folk, der har fundet ud af, at det er det her, de har lyst til at prioritere. Så er der en politiker i et parti, der siger, at det er man uenig i og man vil have et uafhængigt kanonudvalg. Hvad er forskellen? Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Altså, jeg kan godt høre, at det ikke bliver forstået, men jeg kan jo ikke stå til ansvar for det forslag, som Dansk Folkeparti er kommet med. Jeg kan sige, hvad Venstre gerne vil, og Venstre vil gerne støtte, at vi laver en kanon for den danske sangskat. Det er den initiale idé, og det synes vi er en god idé. Og så mener vi, at det skal være uafhængigt, og vi mener, at der skal laves en beretning. Det er jo ikke kun nogle få partier, forhåbentlig er det jo flertallet, der bestemmer, hvad søren det er, vi gerne vil lave her, og der vil jeg da håbe, at Uffe Elbæk deltager, og det vil jeg lytte aktivt til, ligesom Zenia Stampe og alle andre deltager, i øvrigt også ordføreren for forslagsstillerne, Morten Messerschmidt, så vi får lavet en god beslutning om, hvordan det her skal ske. Alle skal jo inddrages i det her arbejde, men det bliver givetvis ikke et forslag, som bliver udelukkende, som Morten Messerschmidt eller jeg synes; alle skal jo inddrages.

Hr. Uffe Elbæk.

Men vil ordføreren anerkende, at grunden til, at vi står her og diskuterer det her nu, er, at Dansk Folkeparti simpelt hen har set sig sur på en ganske bestemt sang i Højskolesangbogen og derfor i princippet ønsker en anden Højskolesangbog? Altså, det er det, der er bemærkningen, og det er det, vi diskuterer. I min verden er en god idé en idé, der modsvarer et reelt behov. Er der et behov for en sangkanon? Har vi ikke sangbøger nok, og har vi ikke også et udvalg, der udvælger sangene? Så altså, jeg forstår simpelt hen ikke, at Venstre hopper med begge ben ind i Dansk Folkepartis identitetspolitik.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg netop tog afstand fra identitetspolitikken – det håber jeg da blev hørt – så det er i hvert fald ikke meningen. Men man kan jo godt være enig i noget af det og uenig i noget andet. Det håber jeg at hr. Uffe Elbæk kan anerkende. Og så hørte jeg faktisk så mange spørgsmål, at jeg umuligt kan nå at besvare dem på 8 sekunder, vil jeg sige. Men jeg glæder mig til at diskutere det bagefter med hr. Uffe Elbæk.

Næste korte bemærkning er til fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. For syv års tid siden, da jeg startede i politik, kom jeg til min egen overraskelse til at arbejde meget mere sammen med Venstre, end jeg nogen sinde havde forudset jeg ville kunne komme til. Og noget af det, jeg har erfaret, er, at der, hvor SF og Venstre kan mødes, er i nogle af de liberale og decentrale holdninger, vi ofte har. Og derfor vil jeg godt spørge ordføreren, om det her ikke i virkeligheden er et brud med en ganske sund liberal tankegang om, at en sangskat ikke er noget, der vælges fra centralt hold. Det er noget, man selv kan finde ud af som et individuelt menneske i det her land.

Ordføreren.

Jeg vil godt anerkende, at vi har haft et godt samarbejde, og det synes jeg er rigtig godt. Jeg glæder mig altid, når ordførerne stiller spørgsmål, når vi sidder i forhandlinger. Det synes jeg altid er super spændende.

Men når vi går ud over det, vil jeg sige, at det, vi siger her, er ikke, at man kun har en kanon. Vi har en sangskat, lad os dog dyrke den lidt, lad os finde en kanon, samtidig med at vi synger, og samtidig med at vi sætter fokus på, at det her rent faktisk er en kæmpe værdi for Danmark, og at vi skal sørge for at få den ud i de rigtige fora.

Det er jo det, alle de andre kanoner har gjort: Man har sat fokus på det, og man har virkelig fået kulturen ud der, hvor den har været god for folk. Altså, vi ser jo f.eks. i de her tider, at coronaen virkelig har fået folk til at tænke: Hold da op, det er godt, at vi har kultur. Og det er jo en af tingene i sangskatten, så lad os da glædes over eller blive enige om, at en kanon kan gøre noget godt.

Spørgeren til anden runde.

Jamen det er jo vældig interessant. For findes der kun én sangskat? Er sangskatten afgrænset? Hvem afgrænser den? Og ville det så betyde, at de sange, som jeg eller andre individer i det her samfund holder af og har tætte relationer til – uagtet om det er nye eller gamle sange, eller hvad end det kan være – ikke er en del af en sangskat? Det er det, der er problemet med det her forslag: Man siger centralistisk set, at der er noget, der er vigtigere end andet. Og det er sangskatten. Kan ordføreren ikke se, at der er et kæmpe paradoks i det her, i forhold til at det bliver besluttet centralt fra, og at man netop ikke lader det være op til det enkelte menneske at sige: For mig er den danske sangskat fyldt med de her sange?

Ordføreren.

Jeg ser ikke en modsætning. Jeg synes sagtens, man kan gøre begge dele. Jeg synes faktisk, at anerkendelsen af det netop vil sætte fokus på, at vi har rigtig mange sange. Vi kommer da til at snakke om, hvad der er godt og skidt, og man kommer til at tage det op i skoleklasser, hvor man kan sige sin mening. Man sætter lyset på sangen, og man sætter lyset på alle de sange, som måske er gået i glemmebogen. Altså, det kan da ikke være noget skidt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører, så den næste ordfører, vi skal have på talerstolen, er ordføreren for Socialistisk Folkeparti, fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det, formand. Den danske sang og den dansk sangskat er uden tvivl et essentielt emne og et essentielt element i den danske kulturarv. Vi har en lang og stolt tradition for sang til både højtidelige og personlige begivenheder, og jeg har personligt selv sunget i kor, siden jeg var en lille pige, og jeg har sunget i alle mulige sammenhænge, som så mange andre også har fortalt om heroppe fra talerstolen.

Fællessangen er en fantastisk måde at skabe en følelse af samhørighed og fællesskab på, og det har vi i særdeleshed oplevet under coronanedlukningen. Og heldigvis har vi allerede en god institution, som samler, værner om og samtidig udvikler den danske sangskat, i hvert fald hvis man ser den i form af Folkehøjskolens Sangbog.

I SF mener vi, at Folkehøjskolens Sangbog og hele strukturen bag i form af Folkehøjskolernes Forening i Danmark varetager den her opgave glimrende, og vi ser ikke et behov for at udarbejde en anden kanon. Den første Højskolesangbog blev udgivet i 1894 og har lige siden fungeret som en fælles reference og været en konstant udviklende samling af den danske sangskat. Vi ser ingen grund til at igangsætte en anden gruppe til at varetage en lignende opgave.

Det kan ikke passe, at vi fra politisk side skal blande os i, hvad der er og ikke er sangskat ved at nedsætte en ny gruppe, fordi vi er utilfredse med den seneste udgave af Højskolesangbogen. Det kan ikke være vores opgave som politikere, og det vil være en ødelæggende politisering af Højskolesangbogen og det, vi kunne kalde den danske sangskat.

Højskolesangbogen og den danske sangskat må ikke blive taget til fange i politiske ideologier og slet ikke være afhængige af et rødt eller et blåt flertal. Når det gælder den her form for kanon, synes vi i SF, at det er problematisk, når man centralistisk set begynder at afgrænse, hvad der er det centrale. For når man gør det, er der en masse ting, man udelukker.

Det, vi i SF kan mene er interessant, når vi snakker om de her kanoner, er jo i virkeligheden den debat, vi kan få om, hvad en sangskat er. Hvad betød det for mig, da jeg fik sunget godnatsang for mig, da jeg var barn, eller hvad rørte mit hjerte, da jeg sang sammen med min familie? Det er individuelt, og det bør det blive ved med at være, og derfor stemmer SF også nej til det her forslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil bare spørge: Med hensyn til de sange, der gennem 18 revisioner er gået ud af Højskolesangbogen, hvordan tænker fru Charlotte Broman Mølbæk at man individuelt ligesom skal kunne ihukomme dem og holde fast i dem? Hvor er det, hun finder dem henne, hvis hun vil synge dem for sin datter?

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jo, men nu er der mange andre måder at finde tekster og i øvrigt også noder på end via den danske Højskolesangbog. Vi lever i øvrigt også i en virkelighed, hvor bøgerne bliver færre og færre og nettet bliver mere og mere relevant. Så det vil der altid være mulighed for, og jeg kan da kun opfordre spørgeren til selv at synge og viderebringe sange højt og bredt. Og det har man jo gjort i mange, mange år. Det er jo ikke bogen i sig selv, der sørger for, at sange bliver sunget – der er masser af sange i Højskolesangbogen, som ikke bliver sunget særlig meget. Så det er jo ikke det, der skal definere, hvad det er, man giver videre. Men det skal heller ikke være med til at definere, hvad der er vigtigt, for det må aldrig være en politisk centralistisk beslutning at bestemme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg hører det sådan, at SF synes, det ikke er noget problem, at de mange sange, som Højskoleudvalget så vælger fra, ligesom går ud i glemslen, og så må man selv finde dem på nettet eller i andre bøger osv. Så vil jeg bare gerne høre: Hvad er der specielt demokratisk ved det? Altså, Højskoleudvalget består af otte mennesker. Er det demokratisk, at det er dem, der afgør, hvilke sange der skal glemmes?

Ordføreren.

Men det vil det jo heller ikke være. Jeg tror, spørgeren kommer til at tillægge Højskolesangbogen lige lovlig stor værdi. Den har værdi for os alle sammen; vi har et eller andet forhold til den – mange af dem, der har været på efterskole eller højskole og sunget mange sange fra den. Og nogle familier bruger den mere end andre. Men det kan stadig væk ikke, uanset hvor meget man vender og drejer det, være et politisk spørgsmål, hvad vi skal holde fast i – hvad der må glemmes, og hvad der ikke må glemmes. Højskolesangbogen har alle dage været i udvikling. Gasolin og Kim Larsen var aldrig kommet ind i Højskolesangbogen, hvis ikke den havde været i udvikling.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til SF's ordfører. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre. Fru Zenia Stampe, værsgo.

Det er jo næsten morsomt at behandle det her forslag, så kort tid efter vi har behandlet forslaget om Kunstakademiet, for der kunne vi jo forstå, at det var meget magtpåliggende for Dansk Folkeparti og hr. Morten Messerschmidt at sikre mangfoldighed, og at enkelte strømninger ikke måtte udmajorisere andre. Men vi kan så forstå, at når et frit og inkluderende folkeligt fællesskab som Folkehøjskolernes Forening præsenterer et bredt sangvalg, der skal rumme lidt for enhver, så er hr. Morten Messerschmidt klar til at køre damptromlen ud og erstatte det brede folkelige med en ensrettet og statsligt censureret kultur. For det er jo det, det handler om: censur, udgrænsning, vi kunne også bare kalde det identitetspolitik. Derfor er det også så ironisk at høre hr. Morten Messerschmidt anklage Folkehøjskolernes Forening og Sangbogsudvalget for at dyrke et identitetspolitisk projekt, for det er da det, hr. Morten Messerschmidt har gang i her, og egentlig også uden at lægge skjul på det.

Hr. Morten Messerschmidt har været meget klar i mælet med, at han var meget utilfreds med, at der var en enkelt sang ud af 601 sange, der handlede om ramadan, altså »Ramadan i København«, én ud af 601 sange. Tænk, at det skulle være nok til, at vi skal lave et statsligt alternativ til det frie, folkelige fællesskab. Jeg kan også forstå, at hr. Morten Messerschmidt er ked af, at Shubiduas »Danmark« er røget ud, og at »Mormors Kolonihavehus« er røget ud. Dem har jeg egentlig også selv et meget nostalgisk forhold til, men til gengæld er jeg så glad for, at der er kommet nogle nye sange med. Der er kommet »Regnvejrsdag i November«, »Barndommens Gade«, »Langebro«, »Smuk og Dejlig«, »Dansevise« og »Hvorfor er Lykken så Lunefuld«. Det er altså sange, som ikke bare lige er opfundet, det er sange, som i hvert fald for mig er lydsporet til min barndom og min ungdom. Og så er der jo også rigtigt helt nye sange, sange fra vores egen tid, ikke bare sange, vi har gode minder om, men sange skrevet af nulevende forfattere.

Jeg har aldrig helt forstået Dansk Folkepartis mishag mod den tid, vi lever i. Hvad er det, der er så ubehageligt ved, at vi måske selv efterlader os en kulturarv, som vores efterkommere vil tage vare på og sætte højt, ligesom vi sætter den kulturarv højt, som vi har fået overleveret af vores forfædre. Det er jo det, vi håber på, når vi giver plads, ikke bare til de sange, der har vist deres folkelige værd igennem de sidste 20 år og er blevet en del af vores sangskat, også uden at være en del af Højskolesangbogen, men til helt nye sange i Højskolesangbogen, og så er det jo for at give dem mulighed for at blive en del af sangskatten. Der er så givet nogle, der falder ud igen, fordi de alligevel ikke opnåede det folkelige gennembrud, selv om de blev en del af Højskolesangbogen, og så vil tiden jo sørge for, at de forsvinder ud igen, hvilket så vil give plads til, at en ny generation også vil kunne få deres tid repræsenteret i Højskolesangbogen.

Derfor vil jeg også stille hr. Morten Messerschmidt det der meget banale spørgsmål, nemlig hvad ordføreren vil gøre af sange, der ryger ud af Højskolesangbogen. Hvor mange sider forestiller hr. Morten Messerschmidt sig Højskolesangbogen skal have i fremtiden? Hvis ikke man må tage sange ud, men godt må tage sange ind, så er det jo lige før, man skal have en sportstaske med, hver gang man skal synge fra Højskolesangbogen, for så bliver den temmelig stor, medmindre det altså er hr. Morten Messerschmidts hensigt, at der ikke må komme nye sange ind, fordi det udelukkende skal være konserverende, altså en anden tids kultur. Kulturarv? Ja, det er også vores, men det er ikke noget, der repræsenterer vores egen tid.

Det synes jeg er temmelig ufolkeligt, og det er i hvert fald ikke noget, jeg forbinder med et levende, folkeligt, nationalt fællesskab. Det levende folkelige nationale fællesskab ser tilbage, tager vare på vores kulturarv, men vi sørger søreme også for selv at skabe noget kulturarv fra vores tid til kommende generationer. Derfor kan vi selvfølgelig ikke støtte det her bizarre forslag, som også er fuldstændig unødvendigt, for det er jo ikke sådan, at den danske sangskat er i risiko for at gå i glemmebogen, for der er næsten ikke noget, der er stærkere i dansk kultur og den levende danske kultur end netop vores sangskat.

Oplagstallene for Højskolesangbogen viser, at den er populær og bliver solgt og bliver sunget, så jeg tror slet ikke, at Højskolesangbogen eller sangskatten har brug for hr. Morten Messerschmidts hjælp, men det er måske heller ikke det, der er tale om, for der er snarere tale om censur.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg bemærker selvfølgelig, at fru Zenia Stampe betragter det som censur at nedsætte et udvalg, der med inspiration i et forslag fra befolkningen diskuterer, hvordan en kanon i den danske sangskat kan se ud. Det er censur. Så vil jeg gerne bede fru Zenia Stampe reflektere over sit eget forslag om at bruge 200 mio. kr., tror jeg, på, at et udvalg skal pege på bøger, som så skal uddeles til den danske ungdom. Hvordan kan det være censur, at et udvalg under hensyntagen til armslængdeprincippet og alt, hvad man nu kan blive enige om, skal samle en kanon over den danske sangskat, mens det andet ikke er det, må jeg gå ud fra, medmindre fru Zenia Stampe som andre tidligere radikale igen er begyndt at hylde censur. Det er ikke det, der sådan ligger implicit, vel? Så hvordan kan det harmonere med, at fru Zenia Stampe gerne vil have et udvalg til at sidde og uddele litteratur til Danmarks ungdom?

Ordføreren.

Fordi der ikke er tale om en kanon.

Hr. Morten Messerschmidt.

Så det er simpelt hen ordet, der udgør forskellen her. Altså, fru Zenia Stampe vil gerne have et udvalg, der skal finde litteratur, som man må gå ud fra skal være den bedste af slagsen. Jeg tror ovenikøbet, at fru Zenia Stampe kvalificerer det her i Berlingske ved at sige, at det skal være bøger, der er bemærkelsesværdige. Derimod er mit forslag om en kanon, som altså prøver at finde det bedste baseret på, hvad en folkelig diskussion måtte komme frem til, censur, mens fru Zenia Stampes forslag, ifølge hvilket det bare er et udvalg, der skal finde de mest bemærkelsesværdige bøger, ikke er censur.

Ordføreren.

Forskellen er jo også, at der ikke er nogen i dag, der uddeler bøger, som kan være en fælles referenceramme og et samtaleemne, hvilket var hensigten med vores forslag. Det findes jo ikke. Men der findes allerede i dag en rig sangskat, som er repræsenteret i Højskolesangbogen, også den blå sangbog, som i øvrigt var den, vi brugte oftest, dengang jeg var barn og gik i folkeskole – jeg kan huske den der bog med de der ringe på siden. Derfor er der ikke behov for et statsligt alternativ til den sangskat og den repræsentation, vi har i sangskatten i dag, hvorimod vi jo ikke længere har den store fælles samtale om litteraturen. Det var den, vi ønskede os, og den ønsker vi os sådan set stadig væk.

Tak for det. Der er en kort bemærkning mere. Fru Birgitte Bergman.

Det er til det sidste, der blev sagt. Det med, at der ikke findes en fælles litteraturliste, stemmer jo ikke helt overens med det faktum, at vi har en litteraturkanon, der blev lavet for mange år siden, og som jo netop var det, der skulle skabe en fælles referenceramme for vores børn og ikke mindst danne ramme om en fælles læring. Kan ordføreren ikke bekræfte, at der netop findes en litteraturkanon, og at der netop findes det, som jeg tror hr. Morten Messerschmidt refererer til?

Ordføreren.

Jo, der findes 12 titler, som blev udvalgt af det her kanonudvalg for litteratur, som bestod af en fem-seks mennesker, så vidt jeg husker. Og det er jo rigtigt, at de var med til at udpege nogle værker, som repræsenterer den danske litterære kulturarv, men det var ikke det, der var hensigten med vores forslag. Hensigten var at sætte fokus på vores egen tids litteratur, som jo er med til at skabe en samtale om det samfund, vi lever i. Det var det, der var hensigten med det – det var ikke at lave en kanon, men at skabe en aktiv, levende debat om vores egen tids kunst og kultur.

Fru Birgitte Bergman.

Hvad er så lige forskellen på det og en sangskat?

Det er, at kanonen var en liste, og man kunne så købe en bog, hvor listen var uddybet lidt, men det var jo ikke sådan, at vi sendte bøgerne ud til den danske befolkning eller til de unge mennesker, som fru Birgitte Bergman refererer til. Det er jo forskellen. Den liste, som kanonudvalget udarbejdede, var jo netop et forsøg – og al respekt for det – på at udpege værker, der bl.a. repræsenterede diversiteten i vores kulturarv, hvor vores forslag handlede om løbende at uddele bøger, sådan at vi kunne have en levende og rig samtale om vores egen tids kunst og kultur.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Radikale Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten. Hr. Christian Juhl, værsgo.

Tak til formanden, og tak til hr. Morten Messerschmidt. Det er en god idé at interessere sig for de danske sangskatte, vil jeg sige; der er mange af dem, der er ikke kun en. Det ville være et kedeligt folk at leve iblandt og et kedeligt land at leve i, hvis vi kun havde en sangskat. Der er en mangfoldighed af sange, som jeg har sunget gennem de år, jeg har fået lov til at leve og kæmpet for det Danmark, jeg bedst kan lide, lige fra spejdertiden til turen med motorcykelklubben, såvel som i partiet, i fagbevægelsen og på højskolerne, når jeg har fået lov til at være der. Der er mange sange, som rører mig, og som kan få en tåre frem eller få hjertet til at slå lidt mere heftigt.

Først og fremmest er der alle de gode arbejdersange. Mine børn kunne »Når jeg ser et rødt flag smælde« udenad, før de begyndte at gå i skole. Eller strejkesangene fra blokaderne i regn og blæst foran virksomheder, der ikke ville tegne overenskomst, eller der havde fyret de ansattes tillidsrepræsent. Eller fredssangene fra de lange marcher og påskedemonstrationer mod krig og oprustning. Eller kvindesangene – forslagsstillerne nævner alene mandlige sangskrivere i deres forslag; er det ikke lidt for fattigt? Eller sangene fra klimakampen. Min tidligere kollega og gode kammerat, Finn Sørensen, har skrevet en protestsang om Lærkesletten på Amager Fælled, og den har nu ligget som nummer et på »Dansktoppen« 3 uger i træk, og det er ikke sket for en protestsang, siden Peter Belli skrev sangen »Bliv væk fra vort kvarter«. Ikke at forglemme alle sangene om international solidaritet og venskab med søstre og brødre rundtomkring på kloden, eller sangen om partisanen, der mistede livet i kampen for frihed i Spanien, og sangene om dem, der med deres anderledes kultur er kommet til vores land, og slet ikke at forglemme kærlighedssangene, når vi indimellem har været forelskede. Men jeg synes også om de traditionelle højskolesange og en enkelt salme, når jeg har været sammen med troende eller til en begravelse.

Sange skrives ofte i kamp og kriser: Sønderjylland, krigene, kamp mod klasserne, af mellemklasserne. Jeg kan dog ikke lide de svulstige, selvsmagende nationalistiske sange, der fremhæver danskernes helt særlige og unikke herlighed hævet over alle andre; dem må andre godt gemme langt væk, dem synes jeg ikke om. Der er jeg mere til Halfdan Rasmussen, der i »Noget om helte« ironiserer lidt over den slags sange med linjerne:

»Der er nok af danske helte, som er danske hele dag'n/ og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan.«

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer altid til at tænke på Dansk Folkeparti, når jeg lige synger de linjer af den sang.

Sangene giver sammenhold og kampgejst til de bevægelser og grupper, der er en del af den mangfoldighed, der kalder sig danskerne. Det er rigtig godt, når mennesker fra forskellige klasser og etniske grupper synger sammen. Desværre har forslagsstillerne med forslaget og især med bemærkningerne ødelagt deres egen idé ved på forhånd at pege på deres sange og udgrænset andres og ved at tale om den danske folkesjæl. Forslagsstillerne skriver, at en kanon ikke kan være en mosaik af forskelligheder, og her er vi jo ved kernen: Det kan ikke være en mosaik af forskelligheder. Man vil ikke respektere, at danskerne er en befolkning af mange forskellige slags mennesker.

Enhver synger med sit eget næb, og jeg tror ikke, at der findes meget, der samler så godt som gensidig respekt for hinandens baggrund, kultur og sange. »Ramadan i København«, som er blevet nævnt, er for nogen lige så god en sang, som Brorsons sange er for andre. Og hvorfor skal der ikke være nye sange? Hvorfor skal det kun være de gamle? Hvis vi nu siger, at vores fælles sangskat netop skal favne folkets mange facetter i stedet for ensretningen, bliver det en stor og smuk og omfattende sangbog, den bliver tyk, dejlig og mangfoldig. Jeg er stolt over at leve i Danmark på grund af forskellighed og mangfoldighed og ikke mindst på grund af princippet om at tænke, tro og synge frit og af vores evne til at finde sammen om at opbygge verdens bedste samfund på trods af forskelligheder. Når jeg synger en god sang med andre, glemmer jeg for en stund det triste som f.eks. coronaen, men jeg glemmer også dem i vores samfund, der vil indsnævre og tage patent på danskheden. Så jeg synger tit en sang. De fleste danskere har det ikke godt med smagsdommeri, og en kanon som beskrevet kan alt for let blive noget splittende og afgrænsende.

Jeg vil gerne afslutte med et citat af en af mine bedste sangskrivere og digtere, Carl Scharnberg fra Vrå. Han siger:

»Kultur er ikke teater og sange/ og danse og spil./ Kultur er hele den samlede sum/ af det, vi erfarer os til.«

Han tager altså ikke afstand fra teater og sange og danse og spil, men siger, at kultur er mere. Tak for en anledning til reflektere over, hvilke sange der er gode, det blev fornøjelige stunder, men Enhedslisten kan ikke stemme for forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Det var en meget fin opremsning i indledningen af hr. Christian Juhls rejse igennem et langt liv som aktiv venstrefløjspolitiker i forskellige hjørner af den danske sangskat – det synes jeg var rigtig fint. Der kom også lige lidt ud over det politiske, nemlig kærligheden – det var jeg også glad for at høre.

Det, som jeg i særklasse godt kunne tænke mig at få beskrevet med måske nogle konkrete eksempler, er de sange, som jeg tror hr. Christian Juhl nævnte som nationalistiske og svulstige – bare for at gøre konkret, hvad det er, vi taler om, som hr. Christian Juhl ikke bryder sig om. Så kunne hr. Christian Juhl måske nævne et par eksempler?

Ordføreren.

Jeg vil da meget hellere nævne nogle af de nationale sange, som jeg godt kan lide. Altså, nu kommer jeg jo fra Sønderjylland, og grænsespørgsmålet har været vigtigt for mig i hele min opvækst, fordi min familie har levet nord og syd for Kongeåen. »Det haver så nyligen regnet«, som jo altså er en meget national, nærmest nationalistisk sang, kan jeg godt lide, og den har også været brugt i kampen mod EU f.eks.

Men skulle jeg nævne en sang, som jeg personligt ikke synes om – det er jo ikke mig, der skal være smagsdommer – er det »Kong Christian stod ved højen mast«. Det er virkelig sådan en sang, som er svulstig. Ja, lad dem synge den, som har lyst til det – bare jeg ikke skal gøre det for tit. Jeg synger gerne af respekt for andre, hvis jeg er i et selskab, hvor den bliver foreslået, men jeg tænker bagefter: Hvem pokker har skrevet den?

Hr. Morten Messerschmidt.

Ja, det har Evald – den indgår jo i »Fiskerne«. Det ved hr. Christian Juhl selvfølgelig godt. Og igen fornemmer man jo, at det er det politiske, der dominerer. Altså, jeg går ud fra, at ligesom hr. Christian Juhl kvier sig ved troen, kvier han sig også ved monarkiet, og det må hr. Christian Juhl jo godt. Det, jeg så bare vil spørge om, når nu hr. Christian Juhl så specifikt nævner »Det haver så nyligen regnet«, er, om han så ikke er ked af, at den netop gled ud af Højskolesangbogen allerede ved forrige revision, altså i 2007, fra 18. udgave. Og hvordan har han det som sønderjyde med, at en sådan sang altså ikke indgår i Højskolesangbogen i dag?

Ordføreren.

Jamen civil courage sikrer jo, at den sang overlever. Uanset om vi har ti kanoner om sange, og uanset om vi har en sønderjysk kanon, så vil den overleve, fordi den er så rodfæstet i mange forsamlinger. Der har jeg det sådan, at det er folket, der bærer de gode sange; det er dem, der synger dem videre. Vi kan ikke pålægge dem, at de skal huske den sang eller den sang.

Der vil jeg gerne fortælle en lille historie, der tager lidt mere end 2 minutter, nemlig om kampen om arbejdersangene i den røde arbejdersangbog. For der var der civilt ulydige tillidsfolk, der ville have en sang ind i bogen, som ikke var kommet med af den officielle redaktion. Så klistrede de bare sangen ind på bagsiden og sagde: Vi synger ekstrasangen i dag til morgensang. Og så kom den med. Det er det, jeg kalder folkeligt oprør, når det er bedst.

Ja, ordføreren har fuldstændig ret i, at det var svært at nå inden for taletiden. Men tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Enhedslistens ordfører (Christian Juhl (EL): Selv tak). Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Birgitte Bergman.

Tak til ordføreren og Dansk Folkeparti for at sætte fokus på den danske sangskat og for at fremsætte beslutningsforslaget. I Danmark og Norden har vi nemlig en lang og stolt sangtradition. Vi synger i skoler, kirker, højskoler og mange andre steder i landet, og til familiefester. Den danske sangskat er en særlig skat, ja, faktisk en skat, som vi Konservative holder rigtig meget af. Sangskatten er en del af den danske kulturarv.

Ikke blot i Danmark synger vi meget, men også i nabolandene, specielt i Sverige, har man en stærk sangtradition med bl.a. alsang; og som datter af en svensk mor har jeg været eksponeret for lidt af hvert. De svenske og danske viser har fyldt godt i mit barndomshjem – ja, så meget, at jeg i min egenskab af citychef i Helsingør igennem en årrække arrangerede »Syng dig glad« på torvet i Helsingør.

Sangen kan noget helt særligt. Vi har set det under corona med »Fællessang – hver for sig«, morgensang er indført mange steder, ja, jeg har sågar lyttet mig til, at parkeringsvagter for at undgå store konflikter med vrede borgere i løbet af dagen synger morgensang. Det er jo herligt.

Vi skal turde sige, at noget er mere vigtigt end andet, og det er det for os Konservative, også med hensyn til vores sangskat. Vi skal som politikere forbeholde os retten til at kritisere og deltage i debatten, når højskolesangudvalget vælger flere moderne og ukendte sange, som er svære at synge, som ikke understøtter danskernes traditioner og kultur, og som ikke har en lang og folkekær historik.

Men jeg synes fortsat, at Højskolesangbogen kan noget. Den rummer stadig en værdifuld bredde af sange om både Danmarks historie og vores samtid. Jeg ser heller ikke dette beslutningsforslag som et modsvar til Højskolesangbogen, men mere som et tillæg.

En kanon kan noget særligt. Vi så det med kulturkanon, som De Konservatives daværende kulturminister indførte som et modsvar på en internationaliseret verden, og hvor formålet var at sætte fokus på danske værker inden for arkitektur, design, billedkunst, teater, litteratur, film og musik.

Senest har vi Konservative også foreslået en kristendomskanon, som alle landets skoler kan bruge frit i undervisningen. Kristendommen nyder nemlig en særlig plads i grundloven og kommer før alle andre religioner i Danmark.

Derfor bakker Det Konservative Folkeparti også op om dette gode forslag om en sangkanon, som tager udgangspunkt i den danske kulturarv. Det er vigtigt for os, at det er et uafhængigt og fagligt udvalg, som skal udarbejde en kanon over den danske sangskat. Tak for ordet.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det hr. Christian Juhl.

Kunne vi ikke blive enige om, at det er alle de redaktioner af ufattelig mange sangbøger, som er dem, der markerer vores folkekultur eller sangskat? Jeg har sådan en stribe af forskellige sangbøger på reolen derhjemme. Jeg har selvfølgelig gemt dem fra min barndom og ungdom, og jeg har endda fået foræret nogle af mine bedsteforældre osv. Og jeg tænker, at de sådan set har fortalt os, hvad de syntes var bedst, og så kan vi jo vælge sangene. Det giver den største frihed.

Så kan vi jo sige, at Dansk Folkemindesamling skal samle de sange op, som ingen synger længere, men som er smukke sange, der har haft en værdi i 50 år, i 100 år, eller hvad ved jeg – sådan at vi kan bevare dem, så hr. Morten Messerschmidt ikke bliver nervøs for, at de forsvinder. Jeg ved jo, at da jeg var yngre, rejste der folk rundt i Vestjylland og samlede sange op, som aldrig var skrevet ned, men som kun var blevet sunget i generation efter generation. Det er jo folkekultur, der vil noget. Det her med at autorisere nogle sange synes jeg er forkert.

Ordføreren.

Jeg ser det ikke som at autorisere. Jeg ser det som at anerkende. Jeg ser det som noget, vi synes har en større værdi end noget andet. Det er noget, vi gerne vil bringe videre til vores børn og vores unge mennesker; det er noget, vi kan være fælles om.

Hr. Christian Juhl.

Jamen så er jeg nødt til at spørge: Har en strejkesang fra strejkerne og protesterne i Herning, da jeg var ung, mindre værdi end Brorsons salme eller mindre værdi end en af højskolesangene, som bliver sunget en gang om året, fordi vi jo lige skal igennem Højskolesangbogen, mens vi er på højskole, osv.?

Hvad har mere og mindre værdi? Altså, er det ikke befolkningen, der bestemmer, hvad der bliver sunget, og dermed også siger, hvad man synes har værdi? Hvorfor skal vi have nogle eksperter til at sidde og kigge på det? Er det ikke sådan lidt sindelagskontrol og lidt smagsdommeri?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg egentlig ikke det er. Der sidder et udvalg og udvælger sange til Højskolesangbogen, og nu snakker vi også om, at der skal være et uafhængigt udvalg, som skal udvælge sange til en kanon. Så det ser jeg ikke nogen problemer i.

Tak. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Jeg hører, at ordføreren siger, at det er helt okay at anerkende og sige, at noget har mere værdi end andet. Så vil jeg gerne bede ordføreren om at definere, hvordan man finder ud af, hvad der har mere værdi end andet. Hvilke sange har mere værdi end andre? Beror det på en teknisk færdighed? Beror det på en særlig lyd, en særlig popularitet i nogle bestemte befolkningsgrupper? Hvilke kriterier kan man overhovedet sætte op for, at der er nogle sange, der er mere betydningsfulde end andre?

Ordføreren.

Inden for sportens verden anerkender vi, at nogle har en større stjerne end andre. Vi anerkender, at nogle kan noget. Vi anerkender, at det at være elitesportsudøver er noget særligt – det anerkender vi. Det anerkender vi også herindefra. Når vi snakker om den danske sangskat og det at skulle udvælge noget, handler det jo om, hvad der har en lang folkekær tradition, hvad det er, de fleste synger med på, og det må et uafhængigt udvalg jo beslutte i sidste ende.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Okay, det, jeg lyttede mig frem til, er, at ordføreren mener, at det handler om, hvad der bliver lyttet mest til. Det har vi jo sådan set hitlister til. Det kan vi jo bare gå ind og hente inde på Spotify, eller hvor man end har sin streamingtjeneste. Der er hitlister, og det er meget tydeligt, hvad det er, der bliver lyttet mest til, også over årene.

Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at man holder fokus på, hvad sang betyder for os – ikke at man på den måde kan definere noget som værende bedre end andet. Det er helt tydeligt, at når vi snakker om idræt, er der altså nogle, der kommer hurtigere i mål end andre, men det gør du ikke med musik. Noget på fire akkorder vinder indpas, og andet med meget teknisk høj værdi er kun for nogle få, men hvem kan sige, hvad der er vigtigst, og hvad der har størst betydning?

Tak. Ordføreren.

Jeg synes, at der da er noget i vores kulturarv, som har en større betydning end noget andet – noget, der er mere værd at bevare end noget andet. Det anerkender vi jo. Det er det, vi står på. Det er det, vi også skal forny for at bevare. Det er også derfor, vi har Højskolesangbogen. Men at vi laver en sangskat over danske klassiske sange, som siger noget om vores kulturarv, som siger noget om det at være dansk, det danske dna, og det, vi står på, det, vi er grounded på, er det, der er vigtigt for os Konservative.

Tak. Så er det fru Zenia Stampe.

Nu har fru Birgitte Bergman jo flere gange fremhævet Brian Mikkelsens kulturkanon som et eksempel på et forbillede, tror jeg, for den her diskussion. Så jeg kunne bare godt tænke mig at høre nogle konkrete eksempler fra fru Birgitte Bergman på, hvordan hun har brugt kulturkanonen aktivt de sidste 10 år, for jeg kan forstå, at det især er det her med at overlevere kulturen til nye generationer, der er vigtigt, altså at holde kulturen i live, så at sige. Kan fru Birgitte Bergman nævne nogle værker, som hun har opsøgt, læst, set eller hørt, fordi hun har set dem i kulturkanonen, som Brian Mikkelsen tog initiativ til?

Ordføreren.

Altså, det har jeg jo ikke personligt, for jeg er ikke underviser; jeg er ikke i berøring med det i mit daglige arbejde. Men jeg har arbejdet med det i forhold til turismeudvikling, og deri ligger jo altså nogle ting, som er vigtige, når man er ude at kommunikere, hvad det er, folk rejser til vores land efter. Det er jo bl.a. vores stærke kulturarv, altså vores museer og vores arkitektur. Det kan være Designmuseum Danmark i København. Det kan være ude i provinsen, et teater osv. Så på den måde er der da mange ting, som jeg har brugt i mit daglige arbejde, men som jeg også bruger over for mine egne børn, min egen familie, og det synes jeg da er vigtigt. Der er noget, f.eks. Statens Museum for Kunst, der har en større stjerne end andre, og noget, der er vigtigere at holde hånden under end noget andet. Det anerkender jeg fuldt ud.

Fru Zenia Stampe.

Men jeg synes jo så bare, at fru Birgitte Bergman også indrømmer, at kulturkanonen ikke er blevet et praktisk redskab. Der findes jo masser af inspiration for undervisere, der gerne vil undervise i både musik, litteratur osv. osv. Der er masser af lærebogsmateriale, der hjælper dem på vej i forhold til at finde nogle gode værker, som repræsenterer dansk kulturarv. Men jeg må bare sige, at da jeg blev valgt ind i Folketinget, var noget af det første, vi skulle tage stilling til ovre i Kulturministeriet, hvad vi skulle gøre med den der hjemmeside, som kulturkanonen lå på. Domænenavnet blev ikke betalt længere, og der var ikke rigtig nogen, der gik ind på hjemmesiden. Så tror jeg nok, at vi faktisk forbarmede os over det konservative projekt og fandt en ekstra bevilling. Men jeg mangler altså også i dag konkrete eksempler fra fru Birgitte Bergman på, at kulturkanonen rent faktisk er et redskab, der bliver brugt. Det er ikke mit indtryk.

Tak. Så er det ordføreren.

Prøv at høre her: Det er mange år siden, den blev udviklet, og jeg er overbevist om, at den er blevet brugt rigtig meget. Det har jo også noget at gøre med, om der er fokus på det, og jeg synes, at der hele tiden skal være fokus på det. Det er jo noget, vi konservative dyrker hele tiden. Vi italesætter det hele tiden. Der er noget, der er vigtigere end noget andet. Der er noget, der skal bruges oftere end noget andet. Der er noget, der skal besøges mere end noget andet. Og jeg er overbevist om, at man derude i det ganske land, når det kommer til skoleklasser osv., bruger det rigtig meget. Om man er bevidst om kanonen i dag, handler jo også om, at ting – undskyld, jeg siger det – lever i sin tid, og hvis ikke man dyrker det, og hvis ikke denne regering dyrker det, vil det måske fade ud. Men det har jo skabt en debat, og det var det, der var vigtigt dengang.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak. Jeg må nok sige, at jeg er en anelse forbløffet. Jeg havde troet, at vores kære kulturminister havde bidt til bolle på den her og sagt: Ved I hvad, kære Dansk Folkeparti, nu har vi chancen, men jeg stiller et krav om, at »Absolute Music 2« altså skal med, og så finder vi et kompromis.

Men så kom jeg til at tænke på »Absolute Music 2«, som faktisk er et fremragende opsamlingsalbum med både R.E.M., Peter Gabriel, Duran Duran og alt muligt andet givtigt, men der er ingen danske sange på. Der er danske grupper på, Sko/Torp, men det tætteste, vi kommer, er faktisk »Varje Gång Jag Ser Dig« med Lisa Nilsson – og det er jo ikke helt dansk. Så på den måde kan vi nok ikke helt stramme den.

Jeg har det sådan, at jeg går til det her med åbent sind. Jeg går til det med tre kasketter på. Jeg er musiker, og jeg elsker sange, og jeg elsker at synge og spille danske og internationale sange, og det beriger mit liv at synge og spille danske sange, og jeg elsker at tage ud og spille danske sange for folk rundt i det danske land og vil gøre det, når vi kan få lov til det igen, hvilket vi håber at vi snart kan. Det nyder jeg.

Derudover er jeg jo tidligere lærer, og derfor har jeg også en praktisk erfaring med de her kanoner, der tidligere har været på litteraturområdet og på historieområdet. Der er hovedsagelig de to kanoner. Og jeg husker debatten om de her kanoner, da de kom ud. Der var nærmest en revolutionær opstand imod dem, og bølgerne gik højt. Det gør de stadig, men det er lidt mere i visse teoretiske kredse, for ude i den praktiske virkelighed viste det sig så, at de ikke havde den altomdrejende og altopbrydende forskel, som man havde forventet.

Som det ofte er ude i folkeskolen, når der er nogle, der har besluttet noget teoretisk, tager man det ned og får det til at passe ind i den virkelighed, som er derude. Og i forhold til historiekanonen understregede man faktisk også, at det kun var 25 pct. af undervisningstiden, der skulle gå med at bruge den her historiekanon, og så lavede man jo også en tilføjelse, så man ikke længere skulle lave det i kronologisk rækkefølge, hvilket også gav det, der var nødvendigt for lærerne: metodefrihed. Det var metodefrihed til at tilrettelægge undervisningen, som man synes at den passer bedst, og så den fanger ungerne, så de får mest ud af den undervisning, man laver.

Det samme var der med litteraturkanonen, hvor jeg også oplevede som dansklærer, at jeg til at starte med følte det som et forfærdeligt overgreb på min faglighed. Jeg syntes, at det var en mistillidserklæring fuldstændig. Men med tiden blev det også til et betroet værktøj, og ofte havde vi faktisk – når vi skulle sidde og lave den fagdidaktiske samtale om emnerne og om fagene og om, hvad der virkede, og hvilke metoder vi skulle bruge – et fælles udgangspunkt at tale ud fra som lærere. Og vi begyndte faktisk at diskutere litteratur i højere grad, end vi måske ellers havde gjort, ude på lærerværelserne.

Ja, der er noget autoritativt over kanon, men det med bare at hælde det ned ad brættet som et kæmpe, massivt overgreb, som kommer til at ødelægge folkeskolen og fællesskabet, køber jeg simpelt hen ikke, for det er ikke min erfaring efter alle de år ude i folkeskolen. Så lad os finde et kompromis i det. Og jeg har læst bemærkningerne til forslaget, men jeg har det nu sådan, at når jeg skal bedømme et forslag, læser jeg forslaget. Så er det jo fair nok, at man har forskellige årsager til at lave det.

Hvis det skal være helt banalt, kan man sige det samme om en selskabsskattelettelse. Folk kan have forskellige årsager til, hvorfor de synes, at den skal være der, men det må folk selv om. Jeg kigger nu på, at det er en selskabsskattelettelse, og det er den, jeg forholder mig til. Og her er der et forslag om, at der måske er et udvalg, der skal kigge på, om vi kan gøre noget for vores sangskat, om vi kan gøre noget for at bevare den derude, og det finder jeg altså positivt, det må jeg sige. For den er under pres og under forandring, og det med, at der er noget fælles, der binder os sammen – noget, vi har samtalen om – kan jeg godt lide.

Jeg kan godt lide, at vi har en debat om vores sangskat, og hvad vi gerne vil med den. Jeg synes, at den debat, vi har haft i dag, har været fremragende. Og det tror jeg også at en kanon skal have, for man skal huske på, at selv om man siger, at en kanon er fasttømret, er den det jo ikke. Det er vores litteraturkanon heller ikke. Der er jo også her for nylig sket nogle ændringer; jeg tror, det var i 2016, at den seneste ændring kom.

Så det er jo ikke fasttømret. Men det giver et godt udgangspunkt for en debat, og det er det, jeg læser ind i forslaget. Og hvis det er det, jeg kan læse ind i Dansk Folkepartis forslag om det her, synes jeg, at det er positivt. Så jeg glæder mig til at høre noget mere om, om det er sådan nogle tanker, man også har gået med, for så kan vi godt være positive omkring det. Tak.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt.

Jeg synes, det, hr. Lars Boje Mathiesen siger, lyder meget fornuftigt, og jeg er sikker på, at vi i udvalget kan finde hinanden i den beretning, som hr. Kim Valentin har foreslået. Det, jeg bare vil sige ved at tage ordet her, er, at jeg kan berolige hr. Lars Boje Mathiesen om, at jeg føler mig helt overbevist om, at hvis Højskoleudvalget fortsætter den udvikling, som de er inde i nu, så skal vi ikke meget længere hen end et par enkelte revisioner, før både »Absolute Music« 1, 2 og 3 vil være optaget i Højskolesangbogen.

Ordføreren.

Tak. Og jeg kan berolige ordføreren med, at ude i den danske folkeskole har vi både sunget sange fra »Absolute Music« og fra Højskolesangbogen, og vi har også sunget fra salmebogen.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Zenia Stampe.

Tænk, jeg skrev faktisk et indlæg i Radikal Ungdoms medlemsblad til fordel for kulturkanonen tilbage i 2004, så jeg mente ikke dengang, at det var et overgreb. Jeg kan huske, at jeg nærmest så frem til at se de der kanonlister, for jeg syntes, at der måske var noget, jeg godt kunne indhente der.

Hr. Lars Boje Mathiesen siger, at det var et godt redskab, og jeg er enig i, at en kanon ikke behøver at være et overgreb, men jeg kan godt være lidt usikker på, om det er så fantastisk et redskab. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre nogle konkrete eksempler på, hvordan hr. Lars Boje Mathiesen har brugt kulturkanonen. Og nu nævner hr. Lars Boje Mathiesen jo, at han som dansklærer har brugt den. Kan hr. Lars Boje Mathiesen give nogle eksempler på nogle værker, som han har anvendt i sin undervisning inspireret af kulturkanonen?

Ordføreren.

Så vil jeg lige præcisere det, for jeg sagde, at det var litteraturkanonen og historiekanonen – jeg nævnte faktisk ikke kulturkanonen. Så i min danskundervisning har jeg selvfølgelig brugt litteraturkanonen – det skulle jeg jo. Så der har jeg selvfølgelig haft H.C. Andersen, Herman Bang og alle de andre, som jeg skulle igennem, alt efter hvilket klassetrin jeg har undervist.

Når vi tager historiekanonen, var problemet lidt, at til at starte med, da den kom ud, var der ligesom en forestilling om, at det skulle laves i kronologisk rækkefølge, og det vil sige, at 1.-3. klasse havde om den ældste tid, Ertebøllekulturen og alt mulig andet. Så havde man på mellemtrinnet om vikingetiden, og så var det kun i udskolingen, man arbejdede med den sidste periode. På den måde blev det meget begrænset, hvad det var, du kunne tage dine elever op til eksamen i, for så var det jo kun i det sidste stof. Da man så opgav den kronologiske tilgang til det, gav det en langt større metodefrihed for os lærere, i forhold til at vi også i udskolingen kunne arbejde med f.eks. vikingetiden eller kolonitiden eller nogle andre ting, som ellers ville gå ud over den periode, som måske lå fra 1850 og frem, og som man ellers arbejdede med der. Så på den måde gav det større metodefrihed.

Fru Zenia Stampe.

Det var nogle gode eksempler, og det er jo så også eksempler på, hvordan man har brugt kanoner, som rent faktisk også er målrettet til undervisning i skolen. Men jeg tænkte nu mest på kulturkanonen og den her kanon, som jo ikke bliver lavet sådan målrettet til uddannelsessystemet, men bliver lavet som sådan en folkelig ting. Og der kunne jeg bare godt tænke mig at spørge, om hr. Lars Boje Mathiesen har erfaring med i sin tid som lærer at have brugt kulturkanonen aktivt som redskab i sin undervisning.

Ordføreren.

Nej, jeg brugte ikke kulturkanonen ret meget i min undervisning, fordi opbygningen af den var for bred, syntes jeg. Altså, der er 108 værker, tror jeg, og så er det bygget op under de der ti tematiseringer, og det syntes jeg simpelt hen ikke passede ind i undervisningen. Man kunne måske bruge den, hvis man skulle på en ekskursion eller en udflugt eller noget andet, men der sætter man sig jo som lærer ind i det faglige stof. Så jeg må sige, at jeg ikke har brugt kulturkanonen på den måde i min undervisning. Jeg har brugt de andre ting, hvor vi faktisk havde en god faglig debat omkring det. Og så er det jo sådan med os lærere, at det siver lidt, og så må vi erkende, at vi lærere jo nok udvælger lidt i forhold til alt det, der kommer derfra, og sier det fra – det er nok en sund tilgang, når alt kommer til alt.

Tak for det. Så er det hr. Christian Juhl.

Man kan jo lære meget. Jeg havde ellers så stor tillid til lærerstanden – det tror jeg også jeg har stadig væk – til, at de sagtens kunne klare sig uden den slags rette linjer og rent faktisk arbejdede ud fra, hvordan de nu synes at et år kunne gå, og brugte deres egen lange uddannelse til det. Men det er da interessant at høre.

Jeg vil gerne fortælle en lille historie om Hans, der kom i skole, og da de så havde morgensang den 1. maj, spurgte han læreren: Kunne vi ikke godt synge en arbejdersang, når nu det er den 1. maj? Så svarede læreren – og jeg erkender, at det er 20 år siden det her: Nej, her på skolen er vi ikke politiske.

Jeg mener, at en kanon jo let kan blive et politisk redskab, selv om man laver nok så meget armslængde og ting og sager. Det er det, jeg synes er mærkeligt, altså at det ikke er de sange, som man har lyst til at synge. Og det er lysten til at synge, der driver værket og driver, hvilke sange der overlever for at sige det ligeud. Mange borgerlige siger jo: Lad falde, hvad ikke kan stå. De sange, der bliver for gamle, må jo så have en plads på museum.

Ordføreren.

Jeg har også sunget arbejdersange, og jeg kan huske, at jeg en gang imellem var med mine venner fra Enhedslisten i Aarhus, når de holdt fester. De holdt sådan nogle gode fester, fordi de havde billige dåsebajere. Så holdt vi fester, og så kom jeg og spillede guitar, mens de sang de her sange, og det var vældig, vældig hyggeligt.

Skolen ikke kun et sted, hvor børn skal gøre det, som de har lyst til at gøre. Skolen er også et sted, hvor der er nogle mennesker, nogle fagpersoner, der har truffet nogle valg om, hvad børnene skal beskæftige sig med, og selvfølgelig kan lærere sagtens træffe valg om det. Men derfor er det alligevel godt at have et fælles udgangspunkt at snakke ud fra. Så en kanon blev måske i starten betragtet som et overgreb, men blev med tiden mere betragtet som et brugbart og integreret værktøj, som kunne samle os og være et udgangspunkt for de diskussioner, vi skulle have.

Hr. Christian Juhl.

Nu prøvede jeg med det der med den 1. maj og arbejdersange. Det var jo ikke arbejdersange, vi sang i min skoletid. Det er først blevet lidt mere moderne og lidt mere frit med de nyere lærere, og nu ved jeg ikke, om ordføreren hører til dem. Der var også dengang, hvor Marie kom til læreren og læreren ville have at vide: Hvad er din mor og far? Så sagde hun: Jeg har kun en mor, og min mor er kun rengøringsassistent. Der begynder forandringen jo reelt, for at citere en af de arbejderdigtere, jeg bedst kan lide.

Sproget betyder jo meget. Lærerens indstilling betyder meget. Jeg erkender, at undervisning også er noget med at have styr på tingene, men vi skal jo ikke have retningslinjer for, hvad vi vil synge og har lyst til at synge.

Tak for det. Ordføreren.

Jeg tror godt, at jeg nu efter vel nok 18 år i den danske folkeskole kan betrygge Enhedslisten med, at socialismen stadig væk trives godt ude i nogle af de danske folkeskoler.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Nye Borgerliges ordfører. Så har hr. Uffe Elbæk, uden for grupperne, bedt om ordet.

For sådan at blive i konteksten vil jeg sige, at jeg er højskoledreng, og jeg har sunget i Højskolesangbogen, siden jeg kunne gå, så jeg har den fuldstændig inde under huden. Jeg elsker det at synge; jeg elsker at synge gode sange.

Lige så meget elsker jeg det, som jeg ikke kan holde det her forslag ud. Jeg synes, det er et rædselsfuldt forslag. Det synes jeg, fordi det er totalitært, og det er identitetspolitisk, og det er grænsende til det manipulerende. Det er afsættet. Så ved jeg godt, at der er en række ordførere, der siger, at selve idéen er god. Men den her idé er født af en udskamning, en mobning, en marginalisering af bestemte grupper i det her samfund.

Jeg synes, der er en enormt interessant bro imellem den diskussion, vi havde, om de forslag, vi diskuterede tidligere, og så det her, hvor Dansk Folkeparti med hr. Morten Messerschmidt i spidsen ved den tidligere debat stod op for åndsfrihed, mangfoldighed, tolerance, lige indtil vi kom til at diskutere, hvilke holdninger man skulle have for at kunne få lov til at sidde i bestyrelsen på Kunstakademiet, hvis man var studerende og medarbejder.

Det her er identitetspolitik for fuld hammer – for fuld hammer. Så kan hr. Morten Messerschmidt grine og smile endnu en gang op til loftet, men når man går ned og læser bemærkningerne, står der jo, at grunden til, at man ønsker en sangkanon, er, at der er en sang, som hedder »Ramadan i København«, som man ikke kan lide. Det er derfor, man ønsker en sangkanon. Det er, fordi der er en sang, man ikke kan lide. Og det mest utrolige er så, at hele logikken falder fra hinanden, fordi man siger, at man har en idé om, at der skal nedsættes et uafhængigt kanonudvalg. Vil hr. Morten Messerschmidt ikke anerkende, at den redaktion, der sidder, bag Højskolesangbogen er uafhængig? Der er et uafhængigt udvalg, der har valgt nogle sange. Dem kan man så desværre ikke lide. Så ønsker man at nedsætte et uafhængigt kanonudvalg. Hvad vil der så ske, hvis det udvalg vælger nogle sange, som hr. Morten Messerschmidt ikke kan lide?

Når jeg har hørt debatten og også hørt dem, der bakker op om det her, har jeg det sådan, at vi endnu en gang er hoppet direkte på Dansk Folkepartis identitetspolitiske krog, der handler om, at vi skal gå ind og være værdipoliti, holdningspoliti for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Så Frie Grønne støtter det overhovedet ikke.

Så kan jeg give en bonusoplysning, og det er, at hr. Morten Messerschmidt og jeg faktisk har nogle sange, vi godt kan lide sammen, og som vi synger oppe på Bakkens Hvile, og vi har en fest, og jeg elsker det rum. Jeg elsker det rum, lige så meget som jeg ikke kan lide det her forslag. Det var det.

Så er der en kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt.

Og jeg elsker, at hr. Uffe Elbæk elsker syngepigerne, lige så meget som jeg elsker både syngepigerne og mine egne forslag.

Men det, jeg især kunne tænke mig at reflektere lidt over, for der er godt nok meget, man kunne gribe fat i her, er det her med højskolesangbogsudvalgets uafhængighed. For hvor ved hr. Uffe Elbæk det fra? Det er jo et udvalg, som ikke har noget med staten at gøre, det er sandt. Men det er jo et udvalg, der er nedsat af en forening, der så udgiver en fuldstændig privat sangbog. I den diskussion, vi havde om Kunstakademiet, er det jo et fuldstændig statsligt institut. Jeg kunne aldrig finde på at blande mig i, hvad private penge måtte gå til. Det kunne f.eks. være hr. Uffe Elbæks tidligere arrangement i Aarhus med Kaospiloterne. Det var et privat institut. Det hernede er Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det er et offentligt institut. Folkehøjskolernes Forening er en privat forening. Der kan man da ikke sige, at Højskolesangbogens udvalg er uafhængigt. Det er da tordnende afhængigt af foreningen, så jeg forstår simpelt hen ikke hr. Uffe Elbæks paralleller.

Ordføreren.

Så skal jeg prøve at gå turen sammen med hr. Morten Messerschmidt. I forslaget står der, at man ønsker at nedsætte et uafhængigt kanonudvalg. Nu ved jeg ikke, hvem der så lige skal nedsætte det uafhængige udvalg. Det står ikke tydeligt. Er det et politisk nedsat uafhængigt udvalg? Eller hvem er det, der skal nedsætte det her udvalg?

Men hele idéen udspringer jo af, at der er et udvalg bag Højskolesangbogen, som har valgt nogle sange, som hr. Morten Messerschmidt ikke kan lide. Hvad er logikken, hvis det her uafhængige kanonudvalg vælger nogle sange, som hr. Morten Messerschmidt heller ikke kan lide? Det er fuldstændig ulogisk. Hvad der til gengæld er meget, meget tydeligt, er, hvad der driver den her idé. Det, der driver den her idé, er en helt klar identitetspolitisk tilgang, hvor man ønsker at udgrænse en bestemt gruppe borgere i det her land ved at sige, at den her sang, der hedder »Ramadan i København«, kan Dansk Folkeparti ikke lide.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg mindes jo ikke at have nævnt den pågældende vise, som hr. Uffe Elbæk der trækker frem, i mine indlæg her i aften. Tværtimod har jeg nævnt en række sange, som er ude af den her udgave af Højskolesangbogen. Det er rigtigt nok, at det står i forslagets bemærkninger, men jeg har ikke nævnt det her. Jeg mener bare: Når hele hr. Uffe Elbæks argumentation hænges op på den der ramadanvise og den er så vigtig for ham, så gør jeg bare opmærksom på, at jeg ikke har brugt den i min argumentation her i aften.

Derimod vil jeg stille det spørgsmål, som jeg også stillede andre: Hvem skal hjælpe til med at huske alt det, der glider ud af Højskolesangbogen?

Ordføreren.

Hvis sangen lever, så lever den. Sådan er det jo. Så kan det være, at der er nogle generationer fra nu af, der pludselig genopdager en sang, som nogle generationer ikke har sunget. Sådan er det jo.

Selv om ordføreren, hr. Morten Messerschmidt, ikke har nævnt den sang, »Ramadan i København«, står det i bemærkningerne. Det er forudsætningen. Nu har jeg ikke tid til at læse op fra teksten, men det står der, og der står også eksplicit, hvorfor man synes, det er et problem.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Lars Boje Mathiesen.

Som underviser og musiklærer oplevede jeg, at børnene oftest gerne ville synge Justin Bieber eller Post Malone, hvis de kunne vælge, hvad de skulle synge af sange i musiktimerne. Jeg synes også, at jeg som underviser og at man i den danske folkeskole, som er en statskole og en skole for dannelse, har en forpligtelse til at give børnene et indblik i den danske musikhistorie og de forskellige genrer og vigtige værker i dansk musikhistorie.

En kanon kan jo bruges til at være indgangen til, at man får indblik i de vigtigste elementer i dansk musikhistorie. På den måde sikrer vi, at børnene stifter bekendtskab med det, og vi sikrer også, at der ikke er nogen lærere, der i et svagt øjeblik – for det kan man altså også have, når man er presset med 28 elever og 29 lektioner derude – tyr til den letteste løsning og lader børnene sidde og se YouTube-videoer med Justin Bieber, fordi man rent faktisk har nogle værktøjer, et go-to-redskab, som lærer, hvor man siger: Hey, det kan jeg faktisk bruge.

Kan hr. Uffe Elbæk se, at man faktisk måske ville kunne bruge sådan en kanon som et inspirationsværktøj, som et katalog til sådan noget?

Ordføreren.

Det anerkender jeg fuldstændig. Jeg er selv uddannelsesmand, og jeg er for øvrigt enig med ordføreren i, at børn og unge skal udfordres og også møde noget, som de ikke har regnet med, og som de ikke kender, og som man som underviser åbner op for dem – man giver dem en viden om og en indsigt i noget, som de ikke anede eksisterede. Det er jeg helt med på.

Min anke i det her går på, hvad det er for en idé og bagtanke, der har født det her forslag. Jeg synes, det er dybt totalitært og dybt identitetspolitisk, og det gør, at jeg ikke kan bakke op om det.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Der synes jeg så, at hr. Uffe Elbæk skal passe på ikke at falde i den identitetspolitiske fælde, hvor man ikke kan lide et forslag, fordi man tillægger det at have en bestemt baggrund. Hvis man læser, hvad det konkret handler om, så er det, at der skal nedsættes et uafhængigt udvalg, som skal komme med et forslag til en kanon. Jeg kunne aldrig finde på at dømme et forslag, der kom fra Enhedslisten, selv om jeg er grundlæggende uenig med dem om mange ting, hvis jeg syntes, forslaget var godt, men nu tillægger hr. Uffe Elbæk det, at det er på grund af den måde, Dansk Folkeparti har tænkt det her forslag på. Men hvis man kigger konkret på, hvad forslaget indeholder, uden identitetspolitiske briller, så er det jo et relativt godt forslag.

Ordføreren.

Det ved jeg så ikke om det er, for jeg er ret sikker på, at der er rigtig, rigtig meget godt undervisningsmateriale, med hensyn til hvilke sange man eventuelt kan synge på et givet tidspunkt i forbindelse med et skoleforløb eller en festlig anledning. Der er masser af lister, og der er masser af sangbøger. Hvis det ikke var tilfældet, kan det da godt være, at jeg ville synes, at det her var en god idé. Jeg synes jo, at en idé skal afspejle et reelt behov, og jeg synes ikke, at der lige nu er et reelt behov. Til gengæld kan jeg se, at der er en bestemt politisk dagsorden, man forsøger at forfølge, og det synes jeg er et problem.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne. Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Tak, formand. Det er så anden gang i dag, at et forslag fra Dansk Folkeparti kan samle blå blok og kan vise, at der er et reelt alternativ mellem venstre og højre side her i Folketingssalen. Om ikke andet er det da i sig selv en positiv ting.

Men det mest interessante ved debatten har i virkeligheden været, at mange af de forsøg på polemiske kommentarer, som især venstrefløjen er kommet med, afslører eller understreger den nok væsentligste pointe ved det her forslag, og hvorfor det er nødvendigt og en god idé at få en egentlig kanon for den danske sangskat. Jeg synes, at især hr. Christian Juhl slog hovedet på sømmet, da han gengav det billede, som jeg sagtens fra min tid som kirkesanger kan huske, at mange står famlende ved salmevalg, ikke bare når man skal tage afsked med et kært familiemedlem, der er gået bort, men måske også i dåbssituationen, hvor præsten kan spørge, om der er nogen særlige salmer, man har lyst til skal blive sunget, fordi de fleste nok er vokset op med Højskolesangbogen som den sangbog, der ligesom samler den danske sangskat. Så er der selvfølgelig folk som hr. Christian Juhl og andre, for hvem Arbejdersangbogen også spiller en rolle. Men jeg tror, at de fleste har det sådan med Højskolesangbogen. Den er ligesom mere naturlig at gå til end f.eks. salmebogen.

I takt med at rigtig mange salmer jo igennem revisionerne glider ud – glider ud af den naturlige sangbog for de fleste danskere – så bliver stadig flere salmer også fremmede for mange, der måske ikke kommer i kirken hver søndag. På den måde bliver vi som folk fattigere, for det kan da godt være, at de stadig væk står i salmebogen, men hvis det virker mere arkaisk, stift, unaturligt at have en salmebog stående på hylden end Højskolesangbogen, ja, så er det jo selve den del af dansk kultur, som er i salmesangskatten, der bliver fremmed.

Det samme kan jo siges i forhold til de mange gode, sådan traditionelle og historiske meget betydningsfulde sange, som i revision efter revision glider ud af Højskolesangbogen: »Danmark, i tusind år«, »De snekker mødtes i kvæld på hav«, »Den sømand, han må lide«, »I Skanderborrig enge« osv. osv. – sange, tekster, som igennem generationer har båret en fortælling om det at være menneske her i Danmark, men som ikke længere bliver sunget, fordi de ikke er i Højskolesangbogen og man må ty til mere eller mindre obskure hjemmesider på internettet for at kunne finde dem.

Det er en skam, for netop sangen er nok et af de mest umiddelbare og fordomsfrie rum, hvor vi kan mødes som folk. Det at høre en melodi, man kender og kan slå op og synge med på, bygger jo netop bro over de politiske forskelle, som hr. Christian Juhl er så optaget af. Det er netop derfor, at hr. Kasper Sand Kjær tager så meget fejl, når han siger, at det her forslag handler om at grave en kiste ned. Nej, det handler om at holde en kiste åben over for kommende generationer, åben for de små klumper af guld, som bliver fravalgt af det ganske afhængige udvalg, der sidder og laver løbende revisioner af den her sangbog, Højskolesangbogen.

Kan man så sige, at Højskolesangbogen er politisk? Nej, man kan nok ikke sige, at den sådan er en sangbog, der ville passe ind i et bestemt politisk parti. Men den ville ikke og tror jeg aldrig komme til, ligesom Arbejdersangbogen nok er naturlig at have stående på reolen hos hr. Christian Juhl eller andre på venstrefløjen, at kunne associeres med et bestemt politisk parti.

Men er der en tendens i de revisioner, som bogen løbende gennemgår? Ja, det må man sige. Der er en klar identitetspolitisk slagside i forhold til de mange især engelsksprogede popsange, som jo ikke har nogen umiddelbar relevans for dansk kultur, men ikke findes i oversatte udgaver. Der er en klar slagside i forhold til de mange salmer, som netop udgår.

Det gælder selvfølgelig også det, at man vælger en sang, der handler om ramadanen, fordi dens eneste kvalitet er, at den handler om ramadanen. Hvis det så var et ordentligt stykke lyrik, der netop kunne måle sig med, jeg tror, det var Brodersen, hr. Christian Juhl nævnte, eller Jakob Knudsen eller Pontoppidan eller andre store digtere, kunne man selvfølgelig retfærdiggøre det. Det er jo ikke sådan, at det nødvendigvis skal være udelukket. Vi har også nogle af Grundtvigs fantastiske pinsesalmer, som taler om både jøder og hedninge. Det er jo helt naturligt. Men at man vælger fra højskolesangbogsudvalgets side at gå på åbenlyst kompromis med kvaliteten, fordi man ønsker at vælge en sang, der har en bestemt slagside politisk, siger selvfølgelig meget om, hvor den her bog bevæger sig hen.

Der har vi brug for et alternativ og for noget, der stopper op over for internationaliseringen og holder fast i de ting, som igennem århundreder har holdt sammen på et folk, for hvad er det næste, der ryger ud i den 20. udgave? Det kan jo være, at det er »Kong Christian stod ved højen mast«, som Enhedslistens repræsentant bestemt ikke brød sig om. Der er sikkert flere salmer, der ikke kommer med. Men sikkert er det i hvert fald, at den bevægelse, som de seneste fire-fem revisioner har vist, vil fortsætte.

Det er der, hvor vi i en stadig mere fragmenteret international agil verden, er nødt til at erkende, at ligesom vi har en litteraturkanon, en demokratikanon, en danmarkskanon, der er et anker i tilværelsen, vil en sangkanon netop kunne fastholde de værdier, som på højskolesangsbogsudvalgets hellige alter bliver valgt fra, for vi kan jo ikke afgøre, hvad den private forening i højskolebevægelsen ønsker skal være i deres sangbog. Men vi kan have en åben og folkelig debat om, hvad vi synes er den danske sangskat. Det skal da ikke monopoliseres i en bestemt privat forenings virksomhed, som så kan tjene penge på at sælge en bog, folk tror er den danske sangskat. Det skal da forankres langt bredere.

Hvordan man så gør det, er jeg helt åben over for. Det kunne være, at vi alle sammen i Kulturudvalget, alle partier, giver hinanden vetoret. Man siger: Skyd ind med gode forslag, og er der en, der er imod, trækker vi det. Vi kunne også tage et tilfældigt udsnit af danskerne. Jeg er sådan set helt åben over for, hvordan man sammensætter det her udvalg. Det, jeg ikke er åben over for, er, at vi overlader det til et udvalg af udvalgte afhængige folk, som så får lov til at lave en sangbog, der gradvis bevæger sig længere og længere væk fra det, som jeg i hvert fald tror at rigtig mange danskere betragter som kernen i den danske sangskat.

Derfor er jeg glad for endnu en gang – som sagt for anden gang i dag – at få understreget, at der er en markant forskel på, om det her Folketing er sammensat med et rødt flertal eller med et blåt flertal. Det røde flertal har ikke noget problem med, at den danske sangskat langsomt bliver eroderet ud, fordi man har overladt det til et udvalg, som man ikke har nogen demokratisk føling eller kontrol med, hvorimod der i blå side er et reelt hjerte, der banker ikke bare for Højskolesangbogen eller salmebogen, men derimod for den danske sangskat, og som derfor også er villig til at indgå i et arbejde om, hvordan vi sikrer den.

Jeg er ikke i tvivl om, hvor den almene dansker står. Jeg er ret sikker på, at for den gennemsnitlige socialdemokrat er Højskolesangbogen og Arbejdersangbogen lige naturlige. Det kan godt være, at hr. Kasper Sand Kjær og hr. Christian Juhl har andre synspunkter og andre præferencer, men jeg kender mange socialdemokrater, der med glæde og gjaldende røst synger med på Johannes Ewalds sang »Kong Christian stod ved højen mast«. Det synes jeg de skal have lov til, for der er noget, der er stærkere end vores politiske overbevisning, og det er vores fælles forankring i historien. Jeg kan ikke komme på noget bedre redskab til at formidle netop den end det sungne og det digtede ord. Derfor er det utrolig ærgerligt, at venstrefløjen vil overlade det til et lille udvalg af tydeligvis politisk motiverede typer at bestemme, hvad der skal være den danske sangskat. Tak, formand.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Det er først fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil gerne høre ordføreren for forslagsstillerne, om ikke han mener, at danskerne synger af lyst, og at de synger de sange, de har lyst til, uanset om man laver 5, 10 eller 15 kanoner. Det er det ene spørgsmål.

Det andet er det der med salmevalg. Altså, jeg har oftere og oftere, og nu er jeg ved at være halvgammel, fået en liste af mine venner, som spørger: Christian, hvis du er med, vil du så sørge for, at det er de her sange, vi synger til min bisættelse? Og af respekt for de folk synger vi de sange. Det er meget sjældent, at der er salmer imellem, og det er ikke, fordi jeg kun har en lille politisk kreds af venner. Jeg har en relativt stor kreds og har ofte fået det store privilegium at være med til at arrangere bisættelser og den slags, og der vil jeg sige, at det ville være respektløst, selv om præsten eller bedemanden insisterede på, at vi da hellere måtte vælge et par salmer også, så at vælge nogle andre sange. Eller synes ordføreren ikke det?

Ordføreren.

Jo, helt bestemt. Man synger det, man har lyst til, men man synger jo først og fremmest det, man kender til. Altså, det er jo svært at have lyst til noget, man ikke kender, og det er jo det, det her handler om, hr. Christian Juhl. Man kan jo, inden for det her felt i hvert fald, nok primært navigere og sige, at man har lyst til at synge den og den sang, hvis man har kendskab til det. Det er jo derfor, det er så bekymrende, hvis f.eks. stadig flere salmer glider ud af Højskolesangbogen, i takt med at det stadig væk er Højskolesangbogen, som jeg tror de fleste, i hvert fald ikkesocialister, betragter som stedet, hvor den danske sangskat ligger.

Nu er f.eks. »Julebudet til dem, der bygge« en af mine juleyndlingssalmer, en Hostrupsalme, gledet ud. Det vil sige, at det kun er dem, som også har en salmebog i reolen, der fremover vil have et naturligt forhold til den, og lur mig, om ikke der om 10 år ikke vil være mange, måske bare generationen lige efter mig, som overhovedet vil kende den salme, fordi den ikke er i Højskolesangbogen længere. Det er jo svært at vælge af lyst, hvis man ikke kender det. Det går jeg ud fra hr. Christian Juhl er enig med mig i.

Hr. Christian Juhl.

Jamen nu har jeg adskillige årgange af både Arbejdersangbogen og Højskolesangbogen, og jeg har endda et arvestykke, som er en meget, meget gammel salmebog, hvor man endda bruger de helt gamle bogstaver. Og der vil jeg sige, at ja, det er interessant at have dem stående, og det er interessant at læse i dem, men jeg mener, det er forkert at sige, at der er ét monopoliseret udvalg af Danmarks sangskat. Der findes måske 200 redaktioner. Jeg vil gætte på, at Dansk Folkeparti også har en sangbog. Dansk Folkepartis Ungdom har i hvert fald, og de har nogle sange, som jeg bestemt ikke synes om, og som jeg synes er på grænsen til overhovedet at kunne blive sunget.

Det, jeg mener, er, at der jo er en mangfoldighed af udvælgelser af sange, og dermed får vi en større sangskat end at monopolisere det i et kanonudvalg, og det er det, jeg ikke synes om. For så er der sådan en autoritet over alle autoriteter, og det er forkert.

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, hr. Christian Juhl har fået en helt skæv opfattelse af, hvordan kanonerne bliver brugt. Altså, der er da masser af danske forfattere, der ikke er nævnt på litteraturkanonlisten. Der er f.eks. Johannes Ewald, som jeg ikke mindes er på litteraturkanonlisten, og som på ingen måde er gledet ud af historien eller står i skyggen af Grundtvig og Pontoppidan osv. Det, kanonen, som jeg tror kulturministeren sagde i sin indledning, netop kan og skal, er at være en rettesnor og altså simpelt hen samle op på alt det, som Højskolesangbogen forsømmer. Og jeg forstår ikke, hvordan hr. Christian Juhl med det frisind kan mene, at det er i orden, at ting bare glider ud i glemslen.

Formanden går meget op i, at vi prøver at overholde taletiderne, især under hensyn til det fremskredne tidspunkt.

Fru Zenia Stampe for en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg synes, at der kom et virkelig interessant argument undervejs. Nu kan jeg forstå, at det ikke handler om ramadanen i København; nu handler det om de salmer, der ryger ud af Højskolesangbogen. Jeg er jo ked af, at hr. Morten Messerschmidt ikke spurgte mig om, hvor jeg ville finde de salmer, der er røget ud af Højskolesangbogen, for så synes jeg at svaret er ret nemt, nemlig i salmebogen.

Det er jo lidt en tilståelsessag, at hr. Morten Messerschmidt er bange for, at salmer ryger ud af Højskolesangbogen, fordi han åbenbart synes, at salmebogen står så svagt. Og der må jeg bare sige, at jeg er fundamentalt uenig. Altså, jeg synger da tit salmer, nemlig hver eneste gang jeg er i kirke. Jeg elsker faktisk at synge salmer, og jeg kan slet ikke se, at salmerne er truet, fordi der er nogle, der ryger ud af Højskolesangbogen.

Men så vil jeg da godt spørge hr. Morten Messerschmidt: Hvis vi får sådan en statslig sangkanon, hvor mange sange skal der så være i den kanon? For der er jo 791 salmer i salmebogen, og jeg kan forstå, at hver eneste salme, der så udgår, er en tragedie, fordi de åbenbart forsvinder, selv om man jo nok godt kan finde dem på nettet. Men hvor stort et værk forestiller hr. Morten Messerschmidt sig at sådan en sangkanon er?

Ordføreren.

Nogle gange bliver jeg i tvivl, om det er fru Zenia Stampe, der holder en tale, eller om det er en tale, der holder fru Zenia Stampe, for det her er jo altså så nemt at forstå, at jeg ville tro, at det overhovedet ikke skulle være genstand for polemik. Men jeg gentager gerne, og jeg gør det inden for de 45 sekunder, der er tilbage.

Jeg tror, at de fleste har et mere naturligt sådan hverdagsforhold til Højskolesangbogen end til f.eks. salmebogen. Jeg tror, at de fleste betragter salmebogen som noget, der hører til i kirkerummet, som også fru Zenia Stampe i hvert fald indikerer. Jeg ville synes, at det var ærgerligt, hvis salmerne, f.eks. julesalmerne, var noget, man alene sang i kirken. Hos os synger vi dem også – bortset fra sidste år – rundt om juletræet, men hvordan skal man erindre dem og holde dem fast som en del af den folkelige, ikkekirkelige tradition, hvis det er noget, højskoleudvalget siger bare kan ligge ovre i salmebogen. Hvis det bliver et argument for f.eks. at tage »Julebudet« ud af Højskolesangbogen, betyder det netop, at det bliver salmesang i kirken alene, men ikke som en del af hverdagslivet.

Det er klart, at for en konservativ – ikke for en af emancipationens repræsentanter, det forstår jeg godt – hvor kristentroen er en naturlig og velkommen del af hverdagslivet, er det da et problem.

Fru Zenia Stampe.

Nej, det viser sig jo åbenbart at være omvendt, for salmerne er for mig en del af min hverdag, og jeg har ikke gået på højskole. Jeg kender ikke Højskolesangbogen specielt godt – jeg var faktisk rigtig glad for den nye, for der kom nogle sange ind, jeg faktisk havde et ret tæt forhold til. Men jeg har et tæt forhold til salmebogen, og den står derhjemme. Jeg synger julesange for mine børn – jeg kan dem udenad, de er en del af min hverdag.

Jeg synes bare, det er virkelig interessant, hvis det, som Dansk Folkeparti siger i dag, er, at salmerne og salmebogen er på vej ud af dansk kultur, og at det ikke engang er en del af hr. Morten Messerschmidts egen hverdagskultur. Så synes jeg måske, at det er noget andet, vi har brug for, end en statskanon. Så har vi måske brug for at gøre lidt mere reklame for salmebogen, men det er måske kun hr. Morten Messerschmidt, der har et problem.

Ordføreren.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det der. Altså, det er jo næsten som bibelsk tungetale. Det er, som om fru Zenia Stampe starter et eller andet sted, og så aner hun ikke, hvor hun vil hen, og så ender hun i min private salmesang. Det er jo selvfølgelig på en eller anden måde meget kært, altså, med den omsorg, med nogen egentlig mening i sådan den retoriske udvikling var der jo ikke.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.