Tak for det. Så står vi her igen. Det har vi gjort nogle gange, og vi kommer givetvis til det flere gange, når vi kommer om på den anden side af jul og nytår, hvor Socialdemokratiet skal lempe udlændingepolitikken. Det beklager jeg rigtig meget, for jeg må indrømme, at jeg er ærgerlig, og jeg er skuffet, og nogle gange kan jeg såmænd også godt blive vred over den måde, som man kører udlændingepolitikken på. Man har lempet vældig, vældig meget allerede i den korte tid, som den nye regering har siddet.
I Socialdemokratiets eget oplæg til en retfærdig og realistisk udlændingepolitik ville man sørge for, at asylbehandlingen skulle foregå i centre uden for Europa. Det er man ikke kommet til endnu. Det er en af de mere fornuftige ting, men det har vi ikke hørt om. Tværtimod har vi hørt om rigtig mange lempelser: mere danskundervisning, børnene på Sjælsmark skal ud – det koster penge, og jeg er ikke sikker på, det er fornuftigt, slet ikke efter at have besøgt Sjælsmark, hvor jeg har fået en rigtig god forklaring af kompetente medarbejdere deroppe – og nu er der så et forslag, hvor man vil give flere penge til udlændinge i Danmark, som naturligvis vil betyde, at det vil rygtes, og at der vil komme flere. En enlig mor vil faktisk få over 22.000 kr. skattefrit mere om året. Det er temmelig mange penge, og hvordan kan det overhovedet motivere til at komme i arbejde.
Jeg kan ikke se, at det er fornuftigt. Jeg synes, det er meget, meget ufornuftigt, og naturligvis stemmer Dansk Folkeparti imod. Vi har talt imod det, og vi har skrevet om det. Vi har været på mærkerne, om jeg så må sige, når det her er blevet debatteret, og der er slet, slet ingen tvivl om, at vi synes, den nuværende regering med dens støttepartier er kommet på vildveje.
Så er der et forslag om, at man kan aktivere grundlovens § 42, og det synes vi i Dansk Folkeparti faktisk er en fornuftig idé, altså at man ved sin underskrift – og det kan man gøre elektronisk sådan helt stilfærdigt, så man behøver ikke at gøre forfærdelig meget ud af det – kan sige, at det vil man gerne. Så er det på plads. Og det gør Dansk Folkeparti naturligvis.
Jeg husker 1992. Der stod jeg også på den her talerstol – jeg har stået her mange gange, og jeg har stået her mange gange for at tordne imod udlændingepolitikken, som jeg i ganske mange år har forsøgt at forhindre de værste lempelser af, altså forhindre de værste skridt til at gøre det nemmere, til at gøre det lettere og til at gøre det mere attraktivt at komme til Danmark og blive i Danmark. Dengang handlede det om de statsløse palæstinensere, som havde besat Blågårds Kirke. Der forsøgte jeg også med en underskriftsindsamling ved grundlovens § 42 at få aktiveret folketingsmedlemmerne. Det lykkedes ikke, desværre, og vi kan bare se følgevirkningerne. Det forslag havde slemme følgevirkninger, men jeg må nok sige, at forslaget denne gang viser sig at have nogle endnu værre: Ud af de 321 er der 204, der har fået en dom, og man er på passiv forsørgelse. Alt det, som jeg stod på talerstolen og plæderede for dengang, er desværre gået i opfyldelse. Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke allerede ved sin underskrift dengang markerede, at man ikke ønskede den lovgivning. Så havde vi været sparet for rigtig, rigtig meget.
Det her er et signal, som Dansk Folkeparti nu sender i dag ved at sætte en underskrift på det her. Vi har lagt mærke til, at det kun er os og Nye Borgerlige, der vil skrive under på det her, men sådan er det desværre. Jeg kan appellere endnu en gang til Folketingets medlemmer om at tænke sig om her lige inden tredjebehandlingen og sørge for, at det her lovforslag kommer til en folkeafstemning. Det ville være fornuftigt. Det ville sætte ekstra gang i debatten. Det ville være virkelig godt, hvis det kunne lade sig gøre, og jeg synes, at man lige skal prøve at tænke sig om. Det er i sidste øjeblik. Vi stemmer lige om lidt. Desværre tror jeg, partierne har bestemt sig for, hvad de vil gøre, men som så ofte før vil jeg appellere til Folketingets medlemmer om, at man ikke giver los – at man ikke ønsker at ændre det her land for evigt. Det er godt på vej. Det er godt på vej. Jeg ønsker ikke, at det langsomt, men sikkert skal stile hen imod de tilstande, som vi ser i Sverige.
Vi har dæmmet op for mange ting, men med den nye regering er jeg meget skeptisk, meget nervøs og meget ærgerlig over, at man lemper nu, og jeg er bange for, at vi går en tid i møde, som vi vil fortryde. Måske bliver det ikke lige med det samme, vi kan mærke det, men først om nogle år, præcis som med den palæstinenserlovgivning, som jeg forsøgte at aktivere en afstemning om dengang, men hvor det desværre ikke lykkedes, og hvor man kan se resultatet nu, som er ret håbløst.
Her er endnu en gang bare en sidste appel: Det er altså noget, hvor man lige skal tænke sig rigtig godt om og lade være med at blive ved med at lægge op til lempelser. Specielt når man i en valgkamp har lovet, at det ikke var det, man ville. Det er det, man har gjort. Man giver flere penge. Man sørger for, at der kommer flere til Danmark – flere, som ikke vil integrere sig, og flere, som ikke vil forstå vores kultur, vores sociale forhold, og ikke vil blive en del af Danmark. Jeg synes, det her er så ærgerligt, som det overhovedet kan være, og det berører mig faktisk temmelig meget – mig, der har stået så mange gange og talt imod udlændingepolitikken – at man nu er på vej ind på en glidebane, hvor det er ved at blive gamle dage på en rigtig dårlig måde. Så min sidste appel skal være, at man siger ja til en underskrift – man behøver ikke gå ud i Vandrehallen, for man kan bare gøre det elektronisk – så vi kan få en folkeafstemning om det her. Det er ikke mange ekstra stemmer, der skal til for at nå 60, som er det, man skal have for at få en folkeafstemning. Mon ikke der i hvert fald er nogle af de borgerlige, der godt kunne have lyst. Men man har altså bestemt sig for, at det vil man ikke, og jeg må sige, at jeg undrer mig, men det har jeg jo gjort så tit. Det er bare ærgerligt for det danske folk.