Det næste punkt på dagsordenen er:

8) Forespørgsel nr. F 14:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Hvordan vil ministeren sikre, at borgere, som har været udsat for en arbejdsulykke, ikke skal vente i årevis på at få den endelige afgørelse i deres arbejdsskadesag?

Af Karina Adsbøl (DF), Bent Bøgsted (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Dennis Flydtkjær (DF).

(Anmeldelse 25.10.2019. Fremme 31.10.2019).

Jeg vil gøre opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 5. december 2019.

Det første, der skal ske nu, er, at ordføreren for forespørgerne får mulighed for at begrunde forespørgslen. Værsgo.

Tak for det, formand. I Dansk Folkeparti har vi valgt at indkalde ministeren til denne forespørgselsdebat med ordlyden:

»Hvordan vil ministeren sikre, at borgere, som har været udsat for en arbejdsulykke, ikke skal vente i årevis for at få den endelige afgørelse i deres arbejdsskadesag?«

Alt for mange bliver fanget i arbejdsskadesystemet. Det er helt centralt, at vi skal have et arbejdsskadesystem, der fungerer, og her kan vi i Dansk Folkeparti konstatere, at den måde, det fungerer på i dag, er både utilstrækkelig og uacceptabel for de mange skadelidte. Alt for længe står de i en ulykkelig situation, hvor deres arbejdsskadesag ikke er afklaret, herunder deres tab af erhvervsevne. Derudover spiller den udskældte førtids-fleksjob-ordning også en rolle, da man som borger i dag kan få tilkendt midlertidigt fleksjob i 5 år, og det har så den konsekvens, at AES trækker sagen vedrørende tab af erhvervsevne i langdrag, og ofte får borgeren beskeden: Vi har truffet en midlertidig afgørelse i din sag vedrørende tab af erhvervsevne; din erstatning nedsættes, og vi starter behandlingen af din sag igen om 1 år. Og sådan kan det fortsætte i mange år for mennesker, der er kommet galt af sted på deres arbejde og har en arbejdsskadesag kørende.

Rigsrevisionens beretning, som blev udgivet i november 2019 med Statsrevisorernes bemærkninger, finder det utilfredsstillende, at Beskæftigelsesministeriet og AES ikke har sikret, at borgernes arbejdsskader bliver behandlet i overensstemmelse med de lovfastsatte tidsfrister. I Dansk Folkeparti mener vi, at der skal rettes op på det arbejdsskadesystem, der er i dag. Det her er ikke en ny problemstilling, og desværre er der ikke sket noget handling, som er kommet de skadelidte til gode.

Vi ser frem til debatten i dag.

Tak for det, og den næste, der så får muligheden, er beskæftigelsesministeren, som så besvarer forespørgslen. Hjertelig velkommen.

Tak for det, og først og fremmest tak til fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti for at indkalde til den her, efter min mening i hvert fald, meget vigtige forespørgselsdebat om sagsbehandlingstiderne i arbejdsskadesystemet. Sagsbehandlingstiderne er et vigtigt emne, og derfor har jeg også inviteret Folketingets Beskæftigelsesudvalg til en teknisk gennemgang heraf i slutningen af december.

Ingen tilskadekomne bør vente unødig lang tid på en afgørelse i deres arbejdsskadesag. En arbejdsskade kan være en stor belastning i sig selv, og lang sagsbehandlingstid skaber endnu større utryghed og uvished, der kan gøre det svært for tilskadekomne at komme videre i livet.

Det er derfor afgørende, at vi politikere arbejder sammen om et arbejdsskadesystem, der understøtter hurtigere afklaring i arbejdsskadesager. Men det er samtidig vigtigt, at der er høj kvalitet i sagsbehandlingen. Afgørelserne skal ikke være hurtige for enhver pris.

Jeg vil gerne indlede med at slå fast, at det ikke er et nemt arbejde at nedbringe sagsbehandlingstiderne væsentligt, men det er et arbejde, som jeg meget gerne tager fat på. Og det forudsætter, at I som ordførere går med i arbejdet. Jeg er overbevist om, at vi når længst ved, at vi sammen arbejder mod et fælles mål, nemlig et bedre arbejdsskadesystem.

Et enigt Folketing har allerede taget de første skridt mod enklere sagsbehandling på arbejdsskadeområdet, der bl.a. har til formål at nedbringe sagsbehandlingstiden. Fra nytår kan flere arbejdsulykker igen anerkendes som arbejdsskader. Det sker, efter at en højesteretsdom, der i 2013 strammede kriterierne for anerkendelse – så arbejdsulykker kun kan anerkendes, når tilskadekomne har følger efter skaden, eller hvor behandling er nødvendig for at blive rask – fra nytår bliver rullet tilbage. For hvis man er kommet til skade på sit arbejde, skal det selvfølgelig anerkendes som en arbejdsskade. Men det er klart, at det selvfølgelig fortsat er et krav, at der er sammenhæng mellem den skade, der er sket, og den hændelse, der har ført til ulykken. Ændringen gælder for alle nye ulykker, der sker fra den 1. januar.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får også mulighed for at træffe afgørelse om anerkendelse, uden at der er taget stilling til eventuelle følger af skaden. Det betyder, at man som tilskadekommen i fremtiden kan få hurtigere vished om, om ens skade skyldes arbejde, så den enkelte ikke længere skal vente på, at godtgørelses- og erstatningsspørgsmålene bliver afklaret.

Samtidig har Folketinget givet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for selv at ændre alle dele af afgørelsen, når de modtager en klage. I dag er det sådan, at afgørelser, der er afgjort med et skøn, skal sendes til behandling i Ankestyrelsen, uanset at der tydeligvis er tale om et fejlskøn. Det er uheldigt for den tilskadekomne, fordi det ofte betyder forlænget sagsbehandlingstid og en mere uoverskuelig sagsproces, ligesom det også bliver dyrere for forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Samtidig sikrer lovændringen, at Ankestyrelsen kan behandle ukomplicerede klagesager lidt hurtigere, fordi de her sager i fremtiden kan afgøres administrativt i stedet for på et møde. Endnu er det for tidligt at sige noget om effekten af ændringerne, men det er et skridt i den rigtige retning, og det er regeringens ambition at fortsætte arbejdet med at forbedre arbejdsskadeområdet.

Som jeg også nævnte før, er det et område, som jeg vil tage fat i. Men arbejdsskadeområdet er et kompliceret område, og jeg er overbevist om, at det er nødvendigt med et bredt samarbejde blandt ordførerne for at få de bedste løsninger. Det oplever jeg også at der er bred efterspørgsel efter.

For mig er det helt centralt, at vi har et arbejdsskadesystem, der hjælper borgerne videre, hvis de er så uheldige at komme til skade som følge af deres arbejde. Lang sagsbehandlingstid kan sætte den enkelte tilskadekomne i en økonomisk og arbejdsmæssigt sårbar situation, som kan gøre det svært at komme videre. Derfor er det selvfølgelig overhovedet ikke tilfredsstillende, at Rigsrevisionen i deres netop offentliggjorte beretning konkluderer, at der ikke i tilstrækkelig grad er sikret overholdelse af tidsfristerne for sagsbehandlingen. Jeg har også noteret mig, at produktiviteten har været faldende i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

På baggrund af Rigsrevisionens beretning peger Statsrevisorerne på, at Beskæftigelsesministeriet bør forbedre rammerne og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bør arbejde på at styrke samarbejdet med eksterne aktører med henblik på modtage informationer hurtigere.

Jeg er enig i, at der er behov for se på, hvordan sagsbehandlingstiderne kan nedbringes yderligere. Jeg vil derfor drøfte Rigsrevisionens konklusioner med bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

I min redegørelse til Statsrevisorerne vil jeg redegøre for de foranstaltninger og overvejelser, som Rigsrevisionens beretning har givet anledning til. Når redegørelsen foreligger, vil jeg oversende den til Folketinget. Jeg mener samtidig, at det er værd at bemærke, at undersøgelsen også viser, at sagsbehandlingstiderne er faldet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det er en positiv udvikling, der skal fortsætte.

Der er nogle sager, som tager længere tid at afklare end andre. Det handler om sager, hvor der er tab af erhvervsevne. Det betyder desværre, at de mest sårbare og tilskadekomne ofte venter længst tid på en afgørelse. Det skyldes, at en arbejdsskadesag, som reglerne er i dag, først kan afsluttes, når borgerens helbredsmæssige og erhvervsmæssige situation er afklaret. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring må ikke træffe en endelig afgørelse i uafklarede sager, derfor er det ofte tilskadekomne med alvorlige skader, der må vente længere tid på en afgørelse.

I stedet kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe midlertidige afgørelser. Midlertidige afgørelser bliver løbende vurderet på ny, indtil borgerens situation er afklaret og der kan træffes en endelig afgørelse. Disse sager er også kendetegnet ved, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal indhente mange oplysninger fra eksterne aktører, f.eks. sundhedsmyndigheder og kommuner. Rigsrevisionen undersøger det i deres beretning og konkluderer på den baggrund, at to tredjedele af sagsbehandlingstiderne i en arbejdsskadesag går med at afvente information fra eksterne aktører. Det er tankevækkende, og jeg vil bede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse se nærmere på mulige løsninger til at nedbringe den her del af sagsbehandlingstiden.

Mange midlertidige afgørelser og liggetid i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er væsentlige grunde til, at nogle tilskadekomne oplever lange sagsforløb. Det kan være en stor psykisk belastning for tilskadekomne og kan blive en forhindring for den enkeltes trivsel og mulighed for at komme tilbage i et arbejdsfællesskab. Det kan vi ikke være bekendt. Når det er sagt, skal kvaliteten i sagsbehandlingen selvfølgelig også være i orden, så de afgørelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer, er korrekte og på et fyldestgørende grundlag. Vores opgave er derfor at finde en balance, hvor kvalitet og effektivitet kan gå hånd i hånd, så belastningen ved at have en arbejdsskade ikke bliver værre af at opleve unødigt langvarige sagsforløb.

Det er derfor, at en modernisering af arbejdsskadesystemet er centralt for den her regering. En modernisering af arbejdsskadesystemet har længe været på den politiske dagsorden. Det er en kompleks opgave, og der er mange ender, der skal mødes. Men det er en vigtig opgave, og der er behov for handling. Derfor er det regeringens ambition, at vi igangsætter og gennemfører initiativer til et forenklet system og hurtigere sagsbehandling.

Det arbejde vil jeg drøfte med Folketingets partier, og jeg vil derfor invitere til et møde inden juni 2020. For arbejdsskadeområdet skal også fremover være et område, der er præget af løsninger opnået i enighed, hvor partierne trækker i arbejdstøjet og går sammen om at gennemføre nødvendige og gode løsninger på arbejdsskadeområdet. Det skal også ske i fællesskab med arbejdsmarkedets parter og arbejdsskademyndighederne. Jeg har en tiltro til, at det vil lykkes, men det kræver vilje og handling hos alle parter.

Afslutningsvis vil jeg gentage, at jeg vil sætte skub i det videre arbejde med at modernisere arbejdsskadesystemet, og jeg ser frem til, at vi løfter i flok. Det er en vigtig forudsætning for, at tilskadekomne kan komme videre med deres liv og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet med de begrænsninger arbejdsskaden ulykkeligvis har givet. Vi har et fælles ansvar for at sikre de bedste rammer for arbejdsskadesagsbehandlingen i Danmark. Tak for ordet, og endnu en gang tak for at tage initiativ til den her debat.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for ministerens tale, og tak for ministerens imødekommenhed, med hensyn til at det her er en vigtig opgave at få løst, for der er rigtig mange borgere, som er i klemme, og som ikke kan få deres forsikring udbetalt. De står i det her tomrum.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren om førtidspensions- og fleksjobreformen. For det er jo sådan i dag, som jeg også nævnte i min begrundelse for forespørgslen, at man kan trække det i op til 5 år. Imens de 5 år kører, får borgerne ofte igen og igen beskeden: Vi afventer, fordi du ikke er afklaret. Og så kan man køre sådan frem og tilbage. Hvad tænker ministeren om det? Har ministeren tænkt på, at man også skal ind og kigge på førtidspensions- og fleksjobreformen i forbindelse med midlertidigt fleksjob, nemlig at det også er noget, der påvirker i forhold til arbejdsskadesager?

Ministeren.

Jeg vil i hvert fald sige så meget, at det jo absolut ikke nogen sinde har været tanken bag førtidspensions- og fleksjobreformen, at den skulle kunne bruges som et påskud for at trække sagsbehandlingstiden i langdrag. Det er et af de områder, som jeg klart mener der bør kigges nærmere på, altså om der er en sammenhæng mellem lange sagsbehandlingstider, og at det tager lang tid at blive afklaret til fleksjob.

Samtidig vil jeg sige, at hvis der i fleksjobreformen, da den i sin tid blev lavet, måtte gemme sig nogle uhensigtsmæssigheder der, så flugter det jo med, at jeg har tilkendegivet, at vi skal have et møde partierne imellem i hvert fald senest til sommer næste år, hvor overenskomstforhandlingerne også er overstået og man derfor må forvente, at parterne har god tid til også at indgå i de drøftelser. Men inden da er vi jo i regeringen gået i gang med en kritisk gennemgang, og vi er forhåbentlig også godt i gang med forhandlinger med partierne om en kritisk gennemgang af førtidspensions- og fleksjobreformen. Jeg synes, at de ting også der skal overvejes i en sammenhæng.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Som bekendt er der kun ét spørgsmål i den her første runde med ministeren. I næste runde er der jo så de sædvanlige to spørgsmål. Ministeren vender tilbage senere.

Så går vi i gang med forhandlingerne, og den første er ordføreren for forespørgerne, nemlig fru Karina Adsbøl.

Tak for det. I sidste samling sad jeg i Beskæftigelsesudvalget, og jeg fik rigtig mange henvendelser fra mennesker vedrørende deres arbejdsskade – alle ulykkelige og i en tragisk situation med bekymringer for deres fremtid. Jeg tænkte, at det skal vi gøre bedre som samfund. Og jeg tænkte, at derfor skulle vi i Dansk Folkeparti presse på for at skabe et bedre system. Så troede jeg egentlig, at der var sat et arbejde i gang, men jeg må bare konstatere, at det er og har været en langsommelig proces, som ikke har været til gavn for dem, der er fanget i dette langsommelige system.

Forleden fik jeg en besked fra Susanne. Hun havde klaget over sin sag til Ankestyrelsen. Det tog et år. Den blev så hjemvist til AES, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og så fik hun besked på, at det kunne tage endnu et år. Sådan kører det frem og tilbage for mennesker, der har været udsat for en arbejdsskade. Jeg vil bare sige, at det, ordføreren siger her fra talerstolen, er ret vigtigt, så ministeren må gerne følge med.

Det er urimeligt og umenneskeligt. Jeg har oplevet sager, der har taget mere end 10 år, og hvert år bliver erstatningen mindre. Derfor stillede jeg også ministeren spørgsmål vedrørende dette: hvor mange sager der bliver udskudt gang på gang, herunder også hvor mange sager, hvor man gang på gang sætter erstatningen ned, og hvor mange sager der er udskudt grundet midlertidigt fleksjob. Jeg vil gerne læse et citat op fra svaret, som ministeren gav:

AES har oplyst, at det ikke særskilt registreres, om den tilskadekomne har et midlertidigt fleksjob. Det kan således ikke opgøres, i hvor mange sager den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen er blevet udskudt på baggrund af et midlertidigt fleksjob. Det kan desuden ikke opgøres, i hvor mange sager AES har nedjusteret den tilskadekomnes erhvervsevnetab i henhold til § 17 a i forbindelse med en midlertidig afgørelse om midlertidigt fleksjob.

Det var, hvad ministeren svarede. Det havde været interessant at følge, men det er desværre ikke muligt på nuværende tidspunkt.

I juli stillede jeg beskæftigelsesministeren dette spørgsmål: Vil ministeren ændre arbejdsskadesystemet, så borgernes arbejdsskadesager ikke trækkes i langdrag, og sikre, at det ikke har indflydelse på arbejdsskadesagens længde, at en borger er bevilget et midlertidigt fleksjob?

Ministeren svarede:

Vi har et ansvar for at hjælpe de folk, der kommer til skade på deres arbejde. Det betyder først og fremmest, at vi skal gøre en indsats for, at der på arbejdspladsen er et godt arbejdsmiljø, som forebygger og minimerer risikoen for skader. Men det betyder også, at vi skal indrette arbejdsskadesystemet på en måde, så det bedst muligt tager højde for den enkeltes behov. Vi skal undgå, at mennesker, der både kan og vil arbejde, sidder fast i systemet, mens de venter på afgørelse i deres arbejdsskadesag. Det er derfor vigtigt, at systemet er indrettet, så man får så hurtig en afklaring på sin arbejdsskadesag som muligt. Generelt har sagsbehandlingstiderne de seneste år været faldende, men jeg mener, at det er et område, der fortsat fortjener fokus. En hurtig og korrekt sagsbehandling vil kunne få nogle mennesker hurtigere tilbage i job. Det vil bidrage til den fælles velfærd, men også være afgørende for den enkeltes trivsel. Som reglerne er nu, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES, først træffe en endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, når den tilskadekomnes erhvervsmæssige situation er stabil og afklaret, og det betyder, at der somme tider kan gå lang tid, hvor AES må træffe midlertidige afgørelser, hvilket f.eks. er tilfældet, hvis den tilskadekomne modtager ledighedsydelse eller er ansat i et midlertidigt fleksjob. Det har jeg stor forståelse for er en svær situation at være i.

Det var ministerens svar. Så heller ikke her nåede jeg videre i mine spørgsmål til ministeren, og derfor er min tålmodighed også opbrugt nu. Derfor ønsker jeg handling fra ministeren, og det er derfor, vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat. For hvor lang tid er det rimeligt at vente? Forleden var det ministerens kollega fra Fyn hr. Jan Johansen, der var ude og kommentere på en af de her sager, hvor en måtte gå fra hus og hjem og familien måtte flytte. Det er jo simpelt hen ikke rimeligt over for de mennesker, der er udsat for en arbejdsskade. Derfor ønsker jeg et bedre system. Det ønsker vi i Dansk Folkeparti, og nu har ministeren så sagt, at han vil indkalde til et møde inden juni 2020. Det ser vi frem til. Vi ville gerne, at det blev lidt tidligere. Men jeg tænker også, at der allerede må ligge et arbejde ovre i ministeriet, for det var jo sat i værk, inden beskæftigelsesministeren kom på den post.

Men jeg ser frem til, at vi får en god debat, og jeg håber, at vi i fællesskab kan gøre det endnu bedre for de skadelidte, der er kommet ud for en ulykke på deres arbejde eller har fået en arbejdsskade. For det, der foregår i dag, er ikke tilfredsstillende for dem, det handler om. Tak for ordet. (Den fg. formand (Christian Juhl): Selv tak til fru Karina Adsbøl ...)

Jeg har et forslag til vedtagelse. Skal jeg ikke læse det op? Må jeg det? (Den fg. formand (Christian Juhl): Bestemt, det er klart.) Det er godt.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen inden juni 2020 at invitere til møde om at modernisere arbejdsskadelovgivningen, herunder arbejdet med at afkorte sagsbehandlingstiden væsentligt. Mennesker, der er kommet til skade på arbejdet, skal ikke vente unødigt længe på en afgørelse i deres arbejdsskadesag. Lang sagsbehandlingstid kan sætte den enkelte tilskadekomne i en økonomisk og arbejdsmæssig sårbar situation. Det er derfor helt afgørende, at arbejdsskadesystemet understøtter en hurtig afklaring i arbejdsskadesager, og hvor der samtidig er en høj kvalitet i sagsbehandlingen. Rigsrevisionen har netop undersøgt sagsbehandlingstiderne på arbejdsskadeområdet. Rigsrevisionen peger på, at sagsbehandlingstiderne er faldet, men fortsat er lange. Folketinget noterer sig, at beskæftigelsesministeren vil følge op på Rigsrevisionens beretning og fortsætte arbejdet ved de kommende forhandlinger.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 23.)

Tak for det. Vil ordføreren oplyse mig om, hvem der har fremsat det forslag til vedtagelse? (Karina Adsbøl (DF): Ja, det er et fælles forslag til vedtagelse, og så vidt jeg har forstået det, står alle partier bag vedtagelsen.) Alle partier? (Karina Adsbøl (DF): Ja.) Tak for det.

Jeg siger tak til fru Karina Adsbøl og byder hjertelig velkommen til den næste ordfører, som er hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Allerførst vil jeg også gerne takke Dansk Folkeparti for at rejse denne meget vigtige forespørgsel og for at sætte fokus på et område, som har betydning for rigtig mange mennesker. Tak også til de andre ordførere og de andre partier for at bakke op om det forslag til vedtagelse, som netop er blevet læst op.

Det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde. Det kan godt lyde lidt fortærsket, for vi har sagt det før, og vi siger det rigtig mange gange, men det gør vi, fordi det både er vigtigt og rigtigt, for ingen skal komme til skade på deres arbejde. Vi gør os i fællesskab store anstrengelser for, at arbejdspladserne i Danmark kan blive så sikre som muligt, men ikke desto mindre bliver tusindvis af ansatte i danske virksomheder, offentlige som private, hvert år slidt ned eller ramt af en arbejdsskade. For Socialdemokratiet er det derfor af afgørende betydning, at vi har et godt og hurtigt system til at behandle de arbejdsskadesager, der opstår. Det er vigtigt for mig at understrege, at lange sagsbehandlingstider i arbejdsskadesager er et stort problem, både for den enkelte, som er ramt af en arbejdsulykke, og for vores samfund i større perspektiv.

Når man er ramt af en arbejdsulykke, har man brug for hurtig afklaring, og lange ventetider, nogle gange år, skaber både stor usikkerhed, men der er også alt for mange, der bliver forhindret i at komme videre med deres liv, mens de venter på afgørelsen. Der er ikke nogen tvivl om, at man står i en særdeles svær situation, både arbejdsmæssigt og økonomisk, mens man venter på sin afgørelse, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, fra politisk hold, for at være med til at hjælpe de ramte bedst muligt videre.

Det handler grundlæggende om tillid til vores velfærdssamfund. Alle, der hver dag går på arbejde og yder deres til samfundet, skal vide, at de kan være trygge ved, at sikkerhedsnettet griber dem, hvis uheldet er ude og de kommer til skade. Det kan man med rette forvente i et samfund som vores. Det betyder bl.a. en hurtig afklaring, og at man modtager den erstatning, som man er berettiget til, så man kan komme så hurtigt som muligt tilbage på arbejde igen i det omfang, det nu er muligt. Det er desværre ikke tilfældet i dag med de lange ventetider, og det skal vi have gjort noget ved. Men det er vigtigt at slå fast, at det ikke kun drejer sig om hastighed på sagsbehandlingen, for det hjælper ikke ret meget, at man får en hurtig afgørelse, hvis ikke det er den korrekte, og vi må ikke falde i den fælde, hvor vi kun kigger på ventetider og stiller os tilfreds, hvis de kommer langt nok ned, for nok er det vigtigt at få en sag afgjort hurtigt, men kvaliteten skal følge med. Det kan ikke understreges nok, at afgørelsen skal være korrekt. Ingen er tjent med, at man skal ud i langtrukne ankesager og få forlænget den i forvejen usikre situation. Det giver sig selv.

I Socialdemokratiet ser vi frem til at få sat gang i arbejdet med at revidere hele arbejdsskadeområdet, både fordi sagsbehandlingstiderne i en årrække under skiftende regeringer ikke har været tilfredsstillende, men også fordi det store fokus på erstatninger har fjernet fokus fra at få de, der er skaderamt, tilbage på sporet i livet, og om muligt tilbage på arbejdet igen. Jeg er helt ærligt lidt flov over, at vi ikke for længst har fået gjort noget ved det, for det er i alles interesse – ikke mindst de mange tusinde, der desværre hvert år rammes af en arbejdsulykke – at vi finder en løsning.

Men det er trods alt bedre at komme sent i gang end aldrig at komme i gang. Socialdemokratiet bakker op om at pålægge regeringen inden udgangen af den her samling at igangsætte arbejdet med at modernisere arbejdsskadelovgivningen, herunder arbejde for, at sagsbehandlingstiden afkortes væsentligt, og det er mit håb, at vi med det arbejde, der nu sættes i gang, kan sikre, at mennesker, der er kommet ud for en arbejdsulykke, i fremtiden får behandlet deres erstatningssag hurtigere og naturligvis korrekt. Tak.

Tak for det, og der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for ordførerens tale. Jeg bed mærke i, at ordføreren sagde, at ordføreren var flov over det. Det kan jeg godt forstå, for det, der foregår i øjeblikket, er simpelt hen ikke værdigt, og det er selvfølgelig også mit håb, at vi i fællesskab kan gøre det her endnu bedre. Men jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren også mener, at førtids-fleks-reformen spiller en rolle, i forhold til at det hele tiden kan udskydes, når man har fået et midlertidigt fleksjob. Jeg tænker, at ordføreren har siddet på det her område rimelig længe og har et godt kendskab til, hvad det er, borgerne henvender sig til ordføreren om. Så måske kunne ordføreren komme ind på det.

Ordføreren.

Når jeg siger, at jeg er flov, er det egentlig, fordi der netop er gået lang tid og vi har snakket om det her i mange, mange år, uden at vi ligesom har kunnet komme videre. For år tilbage blev vi ramt af, at Arbejdsskadestyrelsen faktisk fuldstændig ødelagde sagsbehandlingen, og at det var nødvendigt at fjerne sagsbehandlingen fra Arbejdsskadestyrelsen. Det har givet, skal vi sige et stort bump i forhold til sagsbehandlingstiderne.

Med hensyn til om førtids- og fleksjobreformen skulle have en indvirkning på det her, vil jeg næsten læne mig op ad det, som ministeren sagde, nemlig at det er der jo ikke nogen der har tænkt på. Men jeg hører også, at ministeren siger, at der jo er mulighed for midlertidige afgørelser. Så ved jeg godt, at man som arbejdsskaderamt måske ikke kan bruge en midlertidig afgørelse til andet, end at så har man i hvert fald en eller anden form for økonomi.

Men jeg tænker ikke, at der er nogen, der har siddet og tænkt eller er vågnet op om morgenen og har sagt: Nu laver vi en aftale om førtidspension og fleksjob, og så skal vi dæleme – undskyld, formand – ud at genere så mange, der har en arbejdsskadesag, som overhovedet muligt. Det tror jeg simpelt hen ikke på. Sådan har det i hvert fald ikke været fra Socialdemokratiets side. Jeg tænker, at når vi går i gang med at lave en gennemgang af hele arbejdsskadesagssystemet, så kommer vi også til at kigge på den del og får rettet op på det og får set på, om der er nogle sammenhænge. Der kan være andre sammenhænge end den, ordføreren nævner her, som vi bliver nødt til at tage fat i.

Spørgeren.

Det er jeg med på. Der kan være meget, der spiller ind, og mange faktorer i det, men det, jeg godt kunne tænke mig at høre ordføreren om, er så, om ordføreren nu også vil holde ministeren i ørerne, så der sker noget på det her område. Jeg ved godt, at vi i fællesskab har lavet et forslag til vedtagelse, der siger, at det skal være inden 2020, og det var også for at gøre det så bredt som muligt, men det er i hvert fald vigtigt, at arbejdet allerede sættes i gang nu, og at netop også det med førtids- og fleksjobreformen bliver undersøgt. For det er jo sådan, at når man siger, det er midlertidigt, så kan det fortsætte, og det har ministeren også selv anerkendt i et svar til undertegnede. Så vil ordføreren holde sin minister i ørerne?

Ordføreren.

Jeg synes, at spørgeren skal lægge mærke til det, jeg sagde i min tale, nemlig at Socialdemokratiet bakker op om at pålægge regeringen at gå i gang. Og når jeg siger det her fra talerstolen, betyder det, at vi forventer, at regeringen går i gang.

Tak til hr. Lennart Damsbo-Andersen. Og hjertelig velkommen til fru Anne Honoré Østergaard fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for ordet. Først og fremmest vil jeg gerne takke Dansk Folkeparti for at rejse denne forespørgsel. Det skaber en vigtig debat, som vi med glæde deltager i.

For os i Venstre er det vigtigt, at vi løbende arbejder for at højne sikkerheden på vores arbejdspladser, og det gør vi heldigvis. Men det også vigtigt, at de, der er så uheldige at komme til skade eller alvorligt til skade på arbejdet kan få en afklaring, der ikke trækker i langdrag. Det er jo derfor, vi står her i dag.

Vi bliver desværre jævnlig konfronteret med triste historier om mennesker, hvor sagsbehandlingstiderne strækker sig langt længere end de burde. Det kan have store konsekvenser for den enkelte, både i forhold til den enkeltes økonomiske situation, livskvalitet og tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan vi bestemt ikke være bekendt – det er ikke godt nok.

Når det så er sagt, ser vi dog stadig nogle positive tendenser på området. Siden 2016, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overtog opgaven med sagsbehandling af arbejdsskader fra Arbejdsskadestyrelsen, har der overordnet set været en positiv udvikling i andelen af sager, der overholder de tidsfrister, vi har fastsat ved lov. Det er en god ting.

Vi har dog stadig store og tydelige problemer på området. Produktiviteten i skadesbehandlingen er iøjnefaldende lav, og det smitter af på den enkelte, der venter på afgørelsen i sin skadessag. Stadig er det kun alt for få sagsbehandlinger af arbejdsskader, der holder sig inden for de fastsatte tidsfrister, og alt for stor en del af tiden går med at afvente informationer fra forskellige aktører. Det er ikke godt nok.

Der er derfor stadig meget arbejde at tage fat på. I Venstre er vi klar til at bidrage til arbejdet, og vi vil meget gerne indgå i en dialog om, hvordan regeringen med Folketingets støtte bedst kommer problemerne til livs.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Det betyder, at ordføreren gerne må gå ned fra talerstolen.

Hr. Christian Juhl sidder i formandsstolen, men er også samtidig ordfører. Derfor har vi lavet en lille rokade, så det nu er hr. Christian Juhl som ordfører – på grund af venlighed fra de ordførere, han nu springer over. Værsgo.

Og på grund af venlighed fra hr. Bent Bøgsted, der nu fungerer som formand. Tusind tak. De problemer, som Rigsrevisionen og Statsrevisorerne peger på i deres rapport, er ret alvorlige. Faktisk burde vi slet ikke diskutere den slags problemer i et moderne samfund som vores. Det burde være sådan, at enhver virksomhed kunne planlægge sin produktion, så der ingen arbejdsskade sker. Det er jo det objektive mål for enhver virksomhedsleder, eller det burde i hvert fald være det. Jeg vil sige, at forebyggelsen er alfa og omega, og hvis den så ikke lykkes, må vi prøve at gøre det så let og enkelt som muligt for de mennesker, det går ud over, at komme på benene igen eller komme det rette sted hen, hvis nu det er en erstatning og en pension eller et fleksjob, der er nødvendig.

Vi nødt til i den her situation også at sige tusind tak til fagforeningerne. De løfter en meget, meget stor opgave, som objektivt set bør ligge hos det offentlige. Et arbejdsskadesystem burde være så letforståeligt og enkelt, at enhver borger burde kunne anmelde sin arbejdsskade sammen med sin arbejdsgiver og få den afklaret relativt hurtigt uden at være i tvivl gang på gang. Det er så kompliceret en lovgivning og så komplicerede tekster, man får lagt foran sig, at man er nødt til at have enten en advokat eller en fagforening ved sin side, når man skal køre en arbejdsskadesag. Det er næsten hundrede procent sikkert, at man taber sin arbejdsskadesag helt eller delvist, hvis man prøver at køre den selv.

Vi har så en situation, hvor der er uanstændigt lange sagsbehandlingstider og en alt for dårlig kvalitet i systemet. Det betyder, at mange mennesker faktisk bliver syge af at gå og vente og leve i uafklarethed. Hvorfor er den her situation opstået? Ja, det er der flere grunde til. Vi overlod den her opgave til ATP. Dengang påstod den daværende regering, at ATP havde mange års erfaring med store sagsmængder og derfor ville de være rigtig, rigtig gode til det. Så oprettede de en selvejende institution under ATP, nemlig AES. Det er der foreløbig ikke kommet nogen forbedringer ud af i væsentligt omfang. Det er ikke kun overflytningen til ATP, der er årsagen. Udflytningen, som var den tidligere regerings mindre kloge, ja, jeg vil nærmest sige tåbelig beslutning, var et forsøg på uden saglig begrundelse at flytte arbejdspladser ud fra hovedstaden. Det kan der være saglige begrundelser for, men i det her tilfælde var der kun én begrundelse, nemlig at Venstre troede, at man kunne stemmeoptimere ved at flytte arbejdspladser ud til f.eks. Vordingborg og Haderslev og Hillerød. Det var en tåbelig beslutning, og det betød, at rigtig, rigtig mange af de dygtigste folk opsagde deres stilling i Arbejdsskadestyrelsen og AES, som det nu hedder. Det vil sige, at vi fik et enormt tab af erfarne medarbejdere, som kunne have lavet en toptrimmet sagsbehandling, og der opstod et behov for at lære nye folk op. Det er klart, at det giver tempotab, og det giver dårligere service. Vi advarede dengang Venstreregeringen mod det og sagde, at det her vil få konsekvenser. Men ville de lytte? Nej.

Jeg kan ikke se klokken her. Der er et eller andet foran. (Fg. formand (Bent Bøgsted): Der er 1½ minut igen). Tak for det. Årligt er der 33.000 sager, som skal behandles, og som jeg sagde før, kan disse lange sagsbehandlingstider have negative konsekvenser for den enkelte skadede. Ofte ser vi psykiske belastninger i et enormt omfang. Vi ser mennesker, som må gå fra hus og hjem undervejs i sådan en proces. Vi ser skilsmisser. Og vi ser mennesker, som bliver meget, meget mere syge, end de var, da sagen startede.

Jeg vil sige, at beskæftigelsesministeren prøver at give en forklaring, nemlig at der er sket en styrkelse af kvaliteten. Det sætter jeg spørgsmålstegn ved. Hvad bygger ministeren det på? Det kan i hvert fald ikke umiddelbart aflæses, for så ville der være færre ankesager. Jeg er godt klar over, at vi har lavet en tillægslovgivning, som skulle rette lidt op på det. Der er ændret retspraksis. Ja, det er fuldstændig rigtigt. Vi ansatte 100 ekstra personer, men det skal vel ikke gå ud over det daglige arbejde, når vi har ansat de 100 ekstra personer. Så tager det tid at indhente papirer fra eksterne aktører. Det er ikke noget nyt. Det kan i hvert fald ikke bruges som en undskyldning. Sådan har det alle dage været. Og så er der udflytningen. Der mener jeg, at vi rent faktisk finder en af hovedårsagerne til, at vi er endt i det her regi.

Kort sagt, vi skal derfor have fundet nogle kvalificerede folk, som vil arbejde inden for det her system. Vi er nødt til at få systemet til at mande sig op og sikre, at alle får en høj kvalitet og en hurtig og effektiv sagsbehandling. Det bliver opgaven, hr. minister, og de andre forklaringer synes jeg er udenomsforklaringer. Og der er vi nødt til at sige: Det går sgu ikke! Undskyld, det går ikke!

Vi siger tak til ordføreren. Vi er ved at prøve at få genstartet uret her, så det kan komme til at virke igen.

Men der er ingen spørgsmål til ordføreren, så vi går videre til den næste ordfører. Det er fru Samira Nawa, Radikale Venstre, som ordfører. Værsgo.

Tak, formand, for ordet, og tak til fru Karina Adsbøl for at rejse den her debat. Rigsrevisionens rapport fra november vil jeg ikke gå i yderligere detaljer med – den er der blevet gjort rigtig fint rede for – men den understreger jo, at der er et behov for, at vi kigger på den lange ventetid i arbejdsskadesager.

Vi skal naturligvis stræbe efter, at personer, der kommer til skade på arbejdet, får en hurtig og korrekt afgørelse, så de kan blive kompenseret, som de er berettiget til. Det er en sårbar situation for en person at befinde sig i, når ens indtægtsgrundlag ændrer sig, og en langtrukken sagsbehandlingstid skaber blot mere usikkerhed. Og derfor tilslutter vi os også ønsket om at undersøge muligheden for at nedbringe ventetiden i arbejdsskadesager. Det bør gøres i overensstemmelse med AES' fokus på at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen, som også er et vigtigt kriterium at holde sig for øje. Jeg håber dog, at vi med en modernisering af arbejdsskadelovgivningen kan få kvalitet og hurtig sagsbehandling til at gå hånd i hånd.

I Rigsrevisionens rapport fremhæves det, at selv om ventetiden i arbejdsskadesager fortsat er højere, end hvad rimeligt er, så er AES faktisk lykkedes med at nedbringe ventetiden, alt imens at der fra Beskæftigelsesministeriets og AES' side har været et udtalt ønske om at styrke kvaliteten. Det lader altså til, at der kan skabes en balance mellem de to ting.

Med det in mente vil Radikale Venstre se frem til, at ministeren indkalder til drøftelser af, hvordan vi kan sikre, at arbejdsskaderamte personer får en hurtigere afklaring.

Tusind tak til fru Samira Nawa, og hjertelig velkommen til Halime Oguz.

Tak, hr. formand. Først og fremmest vil jeg takke DF's Karina Adsbøl for at rejse denne vigtige forespørgsel. For SF er det afgørende, at mennesker, der kommer til skade på deres arbejde, ikke skal lide yderligere ved voldsomt lange sagsbehandlingstider. Man skal ikke dobbeltstraffes. Det er simpelt hen ikke retfærdigt, og det kan vi ikke være bekendt i det danske velfærdssamfund. Vi anerkender, at sagsbehandlingstiderne er faldet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, men de er stadig meget lange, især i tilfælde, hvor sagen ankes. SF har f.eks. for nylig stillet spørgsmål til ministeren, fordi vi har set en sag med en sosu-assistent fra Kerteminde, som næsten var nødt til at gå fra hus og hjem grundet den manglende indtægt, fordi hendes sag nu trækker ud på femte år. Her skal vi styrke borgernes retssikkerhed.

Derfor hilser vi det også velkommen, når ministeren tager initiativ til en kommende forhandling om arbejdsskadeområdet. For der er helt klart behov for at rette op. Tak for ordet.

Selv tak til fru Halime Oguz, og hjertelig velkommen til hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Tak til Dansk Folkeparti for forespørgselsdebatten, en relevant og vigtig debat. Det er nemlig vigtigt, at borgere, der har været udsat for en arbejdsulykke, hurtigt kan få en afklaring på deres arbejdsskadesag, og vi må som politikere ikke stille os tilfredse med, at borgere, der har været udsat for en arbejdsulykke, skal gå i så lang tid uden at vide, om de er købt eller solgt, som tilfældet er i dag.

Ifølge et tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for anerkendte arbejdsskader med men og erhvervstab på 23 måneder i tredje kvartal i 2019. Alligevel kunne TV 2/Fyn tilbage i oktober berette om Jette, som har ventet i 5 år på at få en afklaring på, om hun kan få erstatning for sin skulderskade eller ej. Et eksempel som dette, hvor vi har en borger, der har ventet i 5 år på at få afgjort en arbejdsskadesag, håber jeg at vi alle kan blive enige om er uacceptabelt.

Derfor synes jeg, at forespørgselsdebatten er vigtig. Jeg synes også, at det er vigtigt, at vi har fået et forslag til vedtagelse, hvor ministeren forpligtes til at indkalde til møde omkring emnet, så vi kan se, om vi kan få reduceret sagsbehandlingstiderne meget mere end i dag. Ellers synes jeg, at det har været en fin debat. Tak for ordet.

Selv tak til hr. Naser Khader, og hjertelig velkommen til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand, og tak til DF og myreflittige Karina Adsbøl for at have arrangeret den her relevante forespørgsel. Der er 33.000 arbejdsskadesager om året i Danmark, så vidt jeg kan læse tallene, og i snit venter man 8 måneder på at få dem afgjort, og man kan vente helt op til 23 måneder, og hvis man ikke er tilfreds med sin sag, kan man klage til Ankestyrelsen og vente yderligere 13 måneder. Så det er jo en maratonrejse, når det er sådan, at man er blevet skadet, og det skal det selvfølgelig ikke være, og det er totalt uholdbart.

Det er jo klart, at nogle af de her sager kører relativt enkelt. Altså, vi taler jo om det, der ikke duer i dag, vi taler ikke om alt det, der duer, så vi skal ikke bare sige, at det hele ikke fungerer. Det fungerer relativt enkelt, hvis man er ekspert i at tyde regler og love og har en ekstremt god tålmodighed, og det er der ikke mange der har og er. Der er jo mange, der har utrolig svært ved at forstå og tyde reglerne i forbindelse med behandlingen af arbejdsskader, og de samme mennesker har måske ikke altid den allerstørste tålmodighed, da de jo netop er skadede, hvilket jo kan have alle typer følger og konsekvenser for deres helbred og deres sundhed, f.eks. længerevarende smerter, hvilket yderligere burde betyde, at det her burde kunne løses hurtigere, så de mennesker kan komme videre i deres liv.

Så jeg synes, det er godt, at DF rykker den her sag ordentligt op på beskæftigelsesministerens dagsorden, og at der endda er rammesat et konkret møde i forhold til at komme videre med det her i det forslag til vedtagelse, som der er fuld politisk opbakning til her i salen, og jeg er meget tilfreds med, at ministeren fra den her talerstol netop har sagt, at en modernisering af arbejdsskadesystemet har en høj prioritet og tidligt, så vidt jeg forstod, i den her regeringsperiode. Ministeren ved jo godt, at bordet fanger her i salen – stolen binder, eller hvad man nu skal kalde det – så vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med de forhandlinger her i Alternativet. Der er nok at gå i gang med, både for at få nedbragt de her ventetider og for at få forsøgt at skrive de her regler på en måde, så mennesker faktisk er i stand til at forstå, hvad der sker.

Så lagde jeg også mærke til en ting, som sikkert overraskede mange – eller den overraskede i hvert fald mig – nemlig at der, så vidt jeg har forstået det, er to tredjedele af ventetiden, der skyldes, at man venter på information fra eksterne aktører. Det er jo helt tåbeligt. Så det fortæller mig da, at der i hvert fald er noget at gøre her. Der er i hvert fald noget, vi kan gøre ved det. Vi støtter selvfølgelig forslaget til vedtagelse i Alternativet.

Tak for det, og hjertelig velkommen til Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Tak for det. En af de ting, der faktisk gjorde, at jeg trådte ind i politik, var, at jeg oplevede et system, som blev sat før borgeren. Min hensigt med at stå her i dag er ikke at pege fingre ad forskellige regeringer – hvem der har gjort hvad – men det var jo en subjektiv oplevelse, som jeg havde som borger, af, at ting, som burde kunne lade sig gøre, ikke kunne lade sig gøre, og at mennesker, som havde oplevet ulykke og sådan nogle ting i livet og prøvede at gardere sig imod det – selv om det kan man jo ikke gardere sig imod – oplevede et system, der blev modspiller, i stedet for et system, der blev medspiller. Og det er forkert. Jeg har ikke andre ord for det; det er bare forkert.

Jeg synes, man kan måle et samfund på, hvordan man hjælper mennesker, som har behov for det. Vi er et folk, som har en stolthed i at klare sig selv, og rigtig mange danskere vil gerne selv, og de vil faktisk helst ikke være afhængige af det offentlige og afhængige af hjælp, men når det så ramler, og det gør det jo – det kan ramle for os alle sammen på et hvilket som helst tidspunkt – er det, man har brug for hjælp. Når vi kigger på de sagsbehandlingstider i det her konkrete tilfælde, og når vi kigger på, hvordan det har fungeret, så har det ikke været godt nok, og det er efter min opfattelse stadig væk ikke godt nok, og jeg er glad for, at der tilsyneladende er en bred forståelse for, at det her skal vi altså gøre bedre.

Jeg hilser også velkommen, at ministeren indkalder til samtaler og drøftelser om det. Nu er jeg jo ny i politik, men jeg tænker bare, at sommeren 2020 er der godt nok lang tid til. Og jeg ved, en minister har travlt, men jeg håber, at man, når man kigger i kalenderen, kan se, at det her altså er noget af det, vi måske kan rykke frem. Jeg kan i hvert fald sige herfra, at jeg nok skal cleare min kalender til at komme og deltage i de her ting, for hvis vi først begynder til sommeren 2020, er der, inden det går i gang, rigtig mange mennesker, som stadig væk kommer til at være i en klemme derude. Jeg tror, de gerne vil have, at vi herindefra måske reagerede lidt hurtigere på sådan nogle sager – det er sager, som virkelig gør ondt på det enkelte individ derude – for det er, når alt kommer til alt, vores største forpligtelse herinde. Tak.

Tak til hr. Lars Boje Mathiesen. Der er ingen korte bemærkninger. Og jeg ser ikke nogen repræsentanter fra Liberal Alliance. Er der nogen, der ønsker at føre ordet for Liberal Alliance? Det er der ikke.

Så går vi over til beskæftigelsesministeren, og efter ham er der almindeligvis to spørgsmål ikke kun pr. ordfører, men pr. hver af dem, der er til stede i salen.

Værsgo.

Tak for det, og tak for en god og konstruktiv debat, som viser mig, at vi langt hen ad vejen er enige. Derfor vil jeg sige, som flere andre med god grund også har sagt, en tak til fru Karina Adsbøl og Dansk Folkeparti for at rejse den her debat i dag og ikke mindst tak til et helt enigt Folketing, der står bag det forslag til vedtagelse, som ligesom er en udløber af diskussionen her. Jeg håber, at det kan give os det nødvendige og fælles fodslag til at trække i arbejdstøjet og finde de gode løsninger, som kan skabe et godt og nyt fundament for arbejdsskadesystemet.

Jeg vil ikke lægge skjul på, og det sagde jeg også i min indledende tale, at det er en svær opgave, og at der ikke kommer en hurtig løsning, men hvor der vilje, er der altså også vej. På den korte bane ser jeg frem til en dialog med bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om Rigsrevisionens konklusioner, og jeg ser frem til den tekniske gennemgang af sagsbehandlingstider på arbejdsskadeområdet i slutningen af december, hvortil jeg har inviteret Beskæftigelsesudvalget i Folketinget.

På den lidt længere bane skal arbejdet med modernisering af arbejdsskadesystemet sættes i gang, og som tidligere nævnt, og som der også står klart i forslaget til vedtagelse, vil jeg i den forbindelse invitere Folketingets partier til et møde inden juni 2020 – og det også være sagt her til hr. Lars Boje Mathiesen og andre, der har nævnt det i løbet af debatten: Det er sådan set hverken på grund af kalenderudfordringer eller manglende vilje, det er jo, bl.a. fordi det skal indpasses, at mødet også efter aftale og i forståelse med en række partier skal lægges inden sommer, men være efter overenskomstforhandlingerne, idet meget af stoffet jo er kompliceret, men der skal også tages hensyn til parternes input i de her drøftelser. Det er derfor, at vi i hvert fald fra regeringens side har sagt, at for at få så god en opstart på processen som overhovedet muligt er vi nødt til at lægge det efter overenskomstforhandlingerne. Så det er absolut ikke, fordi vi ikke kan finde en tid inden, men det er for at finde det rum inden sommer, efter overenskomstforhandlingerne.

Jeg tror på, at vi med det møde kan begynde på drøftelserne om at igangsætte og tage fat på det svære arbejde, som man jo også bare må være ærlig at sige – uden at man peger fingre ad nogen regering, hverken den ene eller den anden, for det gælder faktisk på tværs, og det gælder langt tilbage i tid – har været forsøgt igangsat ad adskillige omgange, og som rigtig mange har knækket nakken på. Men jeg tror og håber på, at vi med den fælles vilje og den samarbejdsånd, som i hvert fald er kommet til udtryk i den her debat, kan nå i mål med det i fællesskab, og det kommer til at tage tid, og det kræver, at vi forpligter os til at løse det sammen.

Når det bliver svært, må vi huske, at de gode løsninger sjældent er de nemme løsninger, men jeg er helt overbevist om, at der lige præcis på det her punkt, heldigvis, ligesom der også er på andre punkter, er en fælles vilje i Folketinget til at gøre det markant bedre, så vi kan få nedbragt sagsbehandlingstiderne, sådan at folk, der kommer i den ulykkelige situation at komme til skade på deres arbejde, også kan få en ordentlig og hurtig afklaring af deres situation.

Så med det vil jeg bare endnu en gang sige tak til Dansk Folkeparti for at have indkaldt til denne debat og tak til alle Folketingets partier for de tilkendegivelser, der har været i dag.

Selv tak. Der er nogle korte bemærkninger fra fru Karina Adsbøl.

Tak til beskæftigelsesministeren. I Dansk Folkeparti har vi masser af vilje, men ikke altid masser af tålmodighed. Vi ser jo gerne, som der også tidligere er blevet sagt under debatten, at vi får et system, som sætter borgeren først, altså som sætter borgeren før systemet; sådan kan man også sige det.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre noget. Når vi snakker om den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, ved vi jo godt, at der er tale om den gennemsnitlige tid, men hvordan beregner man egentlig sagsbehandlingstiden? Altså, hvornår regner man den fra, og hvornår regnes den som afsluttet? For det kan godt være lidt svært at gennemskue, når man får en midlertidig afgørelse, som man klager over, og så går der et år i Ankestyrelsen; så bliver den igen hjemvist til AES, og så tager det et år, inden de svarer, og så kan det være, at man igen har fået sat sin erhvervsevne ned. Og sådan kan man pendle frem og tilbage i systemet. Så når vi snakker om sagsbehandlingstiden, hvad er det så, man måler ud fra?

Ministeren.

Altså, uden at jeg vil lægge hovedet fuldstændig på blokken – jeg tror, at jeg må love fru Karina Adsbøl lige at give et skriftligt svar om det præcise i det – er min erindring umiddelbart, at man måler det, fra anmodningen om erstatning er indgivet, til sagen er afsluttet. Men det er med alle mulige forbehold, og jeg vil love at sende et skriftligt svar og love at vende tilbage om det, hvis det er okay med fru Karina Adsbøl.

Spørgeren.

Jamen selvfølgelig. Jeg anmoder om at få svaret skriftligt, eller også kan det være, at ministerens embedsfolk har noteret det ned.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre om den mellemliggende periode. For nu er det rigtigt nok, at vi har en dato, og det er jo altid godt at få en dato og få noget iværksat som ordfører, for så ved man også, at der sker noget; for så er ministeren jo forpligtet til at handle. Men hvad så i den mellemliggende periode i forhold til forarbejdet? Som ministeren sagde, har det været forsøgt flere gange, og man har knækket halsen på det. Så der skal jo et forarbejde i gang. Er ministeren i gang med det nu, og hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Jeg vil forsikre fru Karina Adsbøl om, at det er vi i gang med. Jeg synes faktisk, at der er rigtig mange delelementer, som man allerede nu kan begynde at gøre sig grundige overvejelser om, bl.a. det her – jeg var selv inde på det i min tale, og hr. Torsten Gejl nævnte det også i sine bemærkninger – jo helt paradoksale i den frygtelige situation med, at to tredjedele af ventetiden går med at indhente oplysninger fra andre myndigheder. Der er jo der en masse arbejde, som det kan virke som lavthængende frugter at plukke, altså i forhold til at få myndigheder til at tale bedre sammen og arbejde bedre sammen.

Det er jo bl.a. nogle af de ting, jeg synes vi kan bruge ventetiden, også i ministeriets regi, på at gøre os grundige overvejelser om. Og som sagt er der jo en del af det her arbejde, som også involverer parterne. Det er derfor, at vi fra i hvert fald Beskæftigelsesministeriets side har sagt, at det er bedst først officielt at skyde arbejdet i gang efter overenskomstforhandlingerne.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak for det. Det er jo også lidt i forhold til den her mellemperiode. For noget af det, som gør rigtig ondt, er jo økonomien hos nogle af de her mennesker. Og nu så vi et tidligere forslag om, at man i forhold til ydelser har givet en midlertidig ydelse, indtil der kommer en undersøgelseskommission, som kommer ud med, hvordan ydelsesniveauet skal være.

Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til, om ministeren mener, at noget tilsvarende kunne være nødvendigt. Eller om man har gjort sig nogle tanker om, om man kunne spænde en eller anden form for sikkerhedsnet ud under nogle af de her mennesker, som er ofre for den her utrolig lange sagsbehandlingstid – så de måske ikke skal gå fra hus og hjem, som vi har hørt sager om – som har haft fatale konsekvenser og nogle gange hele opbrud i familier, altså grundet en lang sagsbehandlingstid. Er der nogen økonomisk måde, man havde tænkt sig man kunne løse det på?

Ministeren.

Jeg forstår godt hr. Lars Boje Mathiesens tanke. Det, der er udfordringen, er jo, at i mange af de her sager er der mange – og det er det, der er så frygteligt – der venter i alt for lang tid, og deres arbejdsskadesag er endnu ikke afklaret. Der er flere, der har refereret til den historie, som TV 2/Fyn jo også havde. Det er svært at udbetale en eller anden form for midlertidig erstatning på et tidspunkt, hvor tabet af erhvervsevne ikke er afklaret endnu, men jeg forstår udmærket godt tankegangen.

Til gengæld vil jeg sige, at der jo allerede er truffet en række beslutninger – jeg var også inde på det i min indledende tale – som har virkning fra den 1. januar, og som forhåbentlig også kommer til at have den virkning, at sagsbehandlingstiderne vil få endnu et nøk nedad, samtidig med at jeg som beskæftigelsesminister vil gøre mig endnu mere umage med at bede AES om at stramme bardunerne på alle mulige punkter.

Spørgeren.

Jeg mener heller ikke, at der skal gives ydelser på forhånd, som man ikke ved om man skal have. Men det kunne jo være sådan, at man var sikret en form for lån. Der kan jo være nogle, der står i den klemme, at de ikke kan få et lån hos deres bank. Det kunne godt være en ordning, hvor man sagde, at det kunne være et tilbud til nogle, at de kunne få et lavrentelån på et bestemt beløb bare lige til at kunne komme igennem de her 2-3 måneder, indtil der kom en afgørelse. Nogle gange kan det være det, som ligesom kan gøre, at de i et svært sygdomsforløb faktisk kan se sig ud af problemerne i hverdagen, fordi de alligevel er lidt sikret. Det kan godt være, at det er penge, de kommer til at betale tilbage, men hvis banken siger nej, er det altså sådan noget, som kan forværre sygdommen, når de står i en svær situation. Så det kunne jo også være et andet bud, og det er måske sådan noget, vi kan tage med ind i forhandlingerne, når vi kommer dertil.

I det andet spørgsmål er taletiden kun ½ minut, og taletiden i det andet svar er også kun ½ minut.

Værsgo til ministeren.

Jeg vil bestemt ikke på forhånd stå og afvise ideer, som kunne komme i spil, når vi begynder at diskutere det her. Jeg vil bare sige, at det i dag jo kun er på begrænsede områder, staten yder lån til borgere, men jeg forstår udmærket godt tankegangen, og jeg vil sige, at jeg synes, at der kan være alle mulige grunde til at diskutere det, når vi sidder ved et bord sammen.

Nu skal vi have den gennemgang i Beskæftigelsesudvalget her senere, og vi kan jo prøve at kigge nærmere på tallene, for hvor mange familier er det præcis, der kommer i den her situation, hvor man ender med at få tilkendt den erstatning, som man har bedt om, og så i den mellemliggende periode mangler penge? Der kan være nogle faktuelle ting, der lige kan være god grund til at få oplyst, inden vi har debatten. Men det kan der jo i hvert fald spørges ind til.

Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak til ministeren for indlægget og også den indledende tale, som viser, at der trods alt er ved at ske noget, og det er jo også derfor, at Dansk Folkeparti har rejst den her forespørgselsdebat. Det, der så selvfølgelig bare står tilbage, er, at ministeren siger, at der skal forhandles engang næste år i forhold til at skabe nogle forbedringer, så vi får en kortere sagsbehandlingstid.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvad er ministerens mål med forhandlingerne? Altså, har man nogle tal for, hvor langt ned man mener sagsbehandlingstiden skal komme? Jeg nævner det også, fordi – ministeren er godt klar over det, vi nævnte det også tidligere – Erstatningsnævnet ofte i nogle af de her sager først kan tage fat sådan for alvor, når sagen omkring arbejdsskaden er afgjort.

Det er derfor, jeg tænker: Kunne vi ikke gøre det lidt bedre? Kunne vi ikke gøre det lidt hurtigere? Har ministeren nogle mere konkrete ambitioner i forhold til det her?

Ministeren.

Altså, jeg er fuldstændig enig med hr. Peter Skaarup i, at vi ikke bare bør, men skal kunne gøre det bedre. Allerede i sidste periode var der jo – og med god grund – rigtig, rigtig meget kritik af AES, også dengang af de lange sagsbehandlingstider. Jeg ved, at den daværende regering med forskellige midler har forsøgt at få fat om problemet. Vi har og jeg har indskærpet over for AES, at der er nødt til at blive gjort mere. Heldigvis er sagsbehandlingstiderne faldende, men er stadig væk ikke kommet langt nok ned.

Så jeg mener helt klart, at der er grundlag for, at der bliver gjort mere, og det må jo være det, der er ambitionen med den her reform. Det er jo også det svære, altså siden man ikke har gjort det i snart tre perioder, hvor Folketinget har været samlet. Det bør være en fælles ambition, men jeg har svært ved at sætte et måltal for, hvor lang sagsbehandlingstiden skal være, men at den skal være kortere, synes jeg er helt indlysende.

Inden vi går videre, skal formanden jo altid bidrage positivt til oplysningen. Der findes jo lovfæstede tidsfrister, og det må vel være enhver ministers mål at gå efter at overholde loven.

Spørgeren.

Tak. Det, som jeg godt vil spørge regeringen om her, er, om man har nogle penge med, for det handler jo også om penge, hvis det er sådan, at sagsbehandlingstiden skal ned. Det er jo det, der har været udslagsgivende for, at man har fået gjort lidt ved sagsbehandlingstiderne i Erstatningsnævnet, altså at der er blevet sendt nogle jurister med derud. Nu er der lige lavet en finanslov, hvor jeg ikke sådan rigtig har kunnet se de helt store midler sat af til det her.

Så spørgsmålet til regeringen her er i virkeligheden: Kommer der nogle penge med, når der skal forhandles, så sagsbehandlingstiderne kan blive kortere, altså så de også bliver kortere i den sidste ende ude hos borgerne?

Ministeren.

Det håber vi da meget at vi også kan drøfte i fællesskab blandt Folketingets partier. Hvis enigheden på baggrund af den her forespørgselsdebat er lige så stor, når vi når frem til, hvordan vi så i givet fald skal reformere systemet, og hvordan man i givet fald også skal finansiere øgede midler, så kan vi jo komme langt.

Altså, noget af det, det desværre er strandet på i øvrige omgange, har jo været diskussioner om, hvorvidt arbejdsgiverne skulle bidrage med noget mere og betale en større del af arbejdsskadeerstatningen osv. Og det er jo stadig væk en stor – hvad kalder man sådan noget – gordisk knude, der skal løsnes op, men jeg har da en forhåbning om, at vi i fællesskab også kan tage finansieringsdiskussionen, når vi kommer så langt. Men jeg tror i første omgang, at det handler om at se på, hvordan vi teknisk set, hvilket er kompliceret, kan bidrage til, at sagsbehandlingstiderne bliver kortere.

Tusind tak til den højtærede beskæftigelsesminister. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og traditionen tro giver vi ordføreren for forespørgerne muligheden for at få en afsluttende bemærkning. Det er formelt set anden runde, vi går i gang med, og det betyder, at alle har ret til at tage ordet igen. I hvert fald plejer vi at gøre det på den her måde. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne takke alle ordførerne for en konstruktiv debat. Alle er jo enige om, at vi har en fælles opgave, netop i forhold til at lave en forbedring af det her arbejdsskadesystem og sætte borgeren i centrum. Så det er jeg rigtig glad for. Jeg ser frem til, at vi bliver indkaldt ovre hos ministeren, og vi skal nok møde beredte frem, både Bent Bøgsted og jeg.

Så tak for debatten, og tak for opbakningen til forslaget til vedtagelse.

Selv tak til fru Karina Adsbøl.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen afsluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 5. december 2019.

Vi stiller lige om igen. Folk har ret til at sidde på deres sædvanlige pladser til næste punkt, nemlig punkt 9.