Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 99:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en helhedsorienteret studieplan for studerende med handicap.

Af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 26.02.2020).

Forhandlingerne er åbnet. Den første, der får ordet, er uddannelses- og forskningsministeren.

Tak for det, formand. Tak for ordet og for anledningen til at diskutere, hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for handicappede i vores uddannelsessystem. Jeg vil godt takke forslagsstillerne for at bringe det her vigtige emne op. Jeg kender både ordføreren og ordførerens parti som nogle, hvor det her ligger hjertet nært, og derfor er det også en kærkommen lejlighed til i fællesskab at drøfte med hinanden, hvordan vi løbende kan gøre de her forhold så gode som muligt.

Forslagsstillerne ønsker, at regeringen ved lov skal sikre, at studerende med handicap får tildelt en individuel og helhedsorienteret studieplan ved studiestart. Forslaget begrundes med, at det skal undgås, at studerende skal søge dispensationer for det samme handicap flere gange under studiet. Det kan man jo kun være enig i. Det er jeg og regeringen enige i intentionen om, for selvfølgelig skal der være plads til at være handicappet i det danske uddannelsessystem, og systemet skal jo kunne rumme og respektere og håndtere de udfordringer, som et givet handicap giver den enkelte studerende. Derfor skal vi også løbende overveje, hvordan de her rammer bliver de bedst mulige.

Når vi alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det, at det her underliggende formål, som er så flot og rigtigt, i virkeligheden allerede er opfyldt via den lov, der hedder lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. De videregående uddannelser i Danmark har allerede ansvaret for at tilbyde hensigtsmæssige og individuelle tilpasninger, herunder f.eks. også særlige prøvevilkår til studerende med handicap fra det øjeblik, hvor de gøres bekendte med det handicap. De studerende skal derfor kun oplyse om deres handicap én gang. Det har vi alle mulige lokale eksempler på igennem tiden kunne have været forvaltet bedre. Derfor har vi også i Styrelsen for Forskning og Uddannelse for nylig afsendt det, man kalder et hyrdebrev, til de videregående uddannelsesinstitutioner, hvor vi sætter fokus på det her problem. Og man har hos institutionerne fået en tjekliste, som kan understøtte dem i det arbejde, så vi er sikre på, at det, der er hjemlet i lov, det, de har ret til, faktisk så også er det, de oplever derude.

Der er nogle balancer i den her diskussion, hvor man ikke kan regulere sig ud af alting, og hvor et handicap ikke altid bare er et handicap, og hvor det, man har brug for hjælp til, kan gælde i nogle situationer, i nogle lokaler, i nogle fag, men ikke i andre. Derfor er der også brug for noget fleksibilitet. Det er ikke det samme, som at det skal blive bøvlet og bureaukratisk og føles som benspænd. Og jeg tror, at vi kan finde den balance, hvis vi får den lov til faktisk at blive udført i virkeligheden, som den er tænkt.

Forslagsstillerne ønsker også, at den studerende kan få su under hele et eventuelt forlænget studieforløb som følge af et handicap. Helt grundlæggende ønsker jeg faktisk ikke at ændre på de almene betingelser for at kunne få su, nemlig at det skal være tilrettelagt som heltidsudvisning, og at man skal opfylde nogle studieaktivitetskrav. Jeg synes faktisk, at kravet om, at man skal være studieaktiv, er ganske fornuftigt. Som vi tidligere i dag har været inde på, er su et vigtigt redskab i at understøtte den frie og lige adgang til uddannelse, og formålet er jo, at de studerende faktisk færdiggør deres uddannelse. Der skal kunne tages individuelle hensyn, det var også min pointe fra tidligere, men jeg ville blive bekymret for et system, hvor der ikke ville være plads til at blive syg, eller hvor man ud over de bekymringer, man i øvrigt hele tiden har, skal have økonomibekymringerne oven i. Men det mener jeg faktisk også de nuværende su-regler tager højde for. Man kan søge om su-tillægsklip, hvis man bliver forsinket, f.eks. på grund af sygdom. Man kan søge flere gange for samme sygdom eller for et handicap, hvis det opblusser eller forværres. Det synes jeg er fornuftigt som en overligger på det grundlæggende princip om heltidsundervisning og studieaktivitet som krav for su. Jeg hæfter mig desuden ved, at den del af forslaget med et forsigtigt skøn vil koste et sted mellem 70 og 180 mio. kr. årligt.

Så for at slutte af vil jeg gerne gentage, at jeg har meget stor sympati for de gode hensigter og for ønsket om faktisk at styrke rammerne for vores handicappede studerende, så det bliver en reel mulighed for handicappede i Danmark at tage sig en uddannelse. Men det kan gøres inden for rammerne af det, der ligger, hvis vi får det implementeret rigtigt og udført rigtigt. På den ene side i forhold til studieplanerne og på den anden side i forhold til su er det fornuftige retningslinjer, vi har, om krav om studieaktivitet og fuldtidsstudie og de fleksible løsninger, vi så i fællesskab har lagt ovenpå, omkring, at man kan søge ekstra tillægsklip osv. Dermed tak for intentionerne. Tak for anledningen til at diskutere det her vigtige emne, men regeringen kan ikke støtte forslaget, som det ligger.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Jeg fæstnede mig jo så ved den sidste kommentar om, at regeringen ikke kan støtte forslaget, som det ligger, for så hører jeg jo også, at der godt kunne være nogle justeringer, som vi kunne arbejde videre med. For ministeren siger, at lovgivningen sådan set er god nok, og at rammerne er gode nok, og samtidig hører vi så om studerende – det hører jeg i hvert fald derudefra – der ikke oplever de rammer som gode nok, der oplever, at de igen og igen skal dokumentere det handicap, de har, at de igen og igen skal søge om dispensation. Selv om man godt ved på forhånd, at de kun kan studere på trekvart tid – det er lidt ligesom hvis man kommer ud og skal have et fleksjob, så skal man altså bruge længere tid på det – kan de ikke få sikkerhed for, at den su, som de så har brug for, rent faktisk er der. Altså, der er nogle rammer, som gør, at vi bare beder dem om at leve med nogle benspænd, som der ikke er nogen grund til. For det er jo med til at gøre, at der er færre unge med handicap, der får den uddannelse, som jeg tror vi alle sammen synes de skal have.

Så derfor vil jeg gerne bede om ministerens tilsagn til, at vi kan bearbejde det her videre, så vi faktisk kan skabe nogle rammer for de studerende med handicap, som gør, at man fjerner nogle af de sten, der ligger på deres vej, som ikke er nødvendige, og som bare ligger der, fordi vi har nogle regler, som ikke helt er gode nok.

Ministeren.

Det har du mit fulde tilsagn om at jeg løbende meget gerne vil have input til og diskutere. Det gælder også de konkrete eksempler. For det er klart, at vi kan nogle ting med lovgivningen, men som jeg også siger i min tale, er vi her dækket ind af lovgivningen. Hvis der så alligevel opleves en virkelighed, der er anderledes, så er det jo rigtig vigtigt, at vi får bragt det ind, og dermed også bare endnu en gang tak til ordføreren for løbende at bidrage til det.

Der er jo f.eks. også en anledning til at sende et hyrdebrev ud for at præcisere, hvordan den her lov faktisk skal implementeres og udføres i virkeligheden, sådan at det, som vi politisk har intentioner om i det lovgivningsarbejde, der ligger, også bliver den virkelighed, som vores studerende med handicap oplever, som vi i den grad har brug for at give nogle rammer, så de faktisk får noget uddannelse, som de kan bygge en tilværelse på. Det tror jeg er vigtigt for os alle sammen.

Spørgeren.

Jeg tror på, at vi er enige om, at det her er vigtigt. Der er en ting, som kunne gøre en stor forskel derude. Når man som person med handicap nu søger ind ét sted og måske skal skifte til et andet uddannelsessted, så skal man søge igen og igen og skaffe dokumentationen igen og igen. Noget af det, der efterlyses, er – kunne man sige – en digital sagsmappe, som data kunne ligge indeni, og som den studerende så kunne sende videre, hvis man skal skifte uddannelse, eller hvis man skal videre, sådan at alle oplysninger er samlet og man ikke skal til at samle det hele igen, men at man faktisk har nogle rammer, der gør, at de dispensationer, der også er givet tidligere, kan ses, og at det er gennemsigtigt, så vi ikke lægger det hele over på den studerende med handicap, men egentlig siger, at vi har nogle rammer, som netop hjælper til at håndtere de her oplysningsting, som det jo meget er. Kunne vi ikke blive enige om at arbejde videre med det?

Ministeren.

Jeg synes, det er en helt nobel og fornuftig ting at arbejde for, at tingene ikke er bureaukratiske, at tingene ikke er bøvlede, at der er en tryghed omkring rammerne, og at hele indsatsen og det potentielle knokkelarbejde, der er med noget af det, ikke skal pålægges den enkelte gang på gang. Det vil jeg meget gerne at vi arbejder for, og deraf jo også hyrdebrevet til institutionerne i forhold til at de de steder, hvor de unødigt beder de studerende med handicap om ting, så skal stoppe med det. For vi har brug for, at det her er til at arbejde med, også for den enkelte studerende.

Tak for det. Det er ikke flere korte bemærkninger, og jeg vil gerne byde velkommen til Socialdemokratiets ordfører, hr. Kasper Sand Kjær. Værsgo.

Tak for det. I beslutningsforslaget, som vi behandler her, foreslås det, at der fremsættes lovforslag om indførelse af en helhedsorienteret studieplan for studerende med handicap. Det foreslås, at studieplanen skal indeholde særlige rammer og hensyn, der kan være medvirkende til, at studerende med handicap får de bedste forudsætninger for at gennemføre deres studie.

Socialdemokratiet støtter op om de grundlæggende intentioner i beslutningsforslaget, og det handler jo grundlæggende om, at uddannelse er for alle, og at det er helt afgørende, at vi hele tiden styrker og forbedrer alle unges muligheder for uddannelse, også unge med handicap, funktionsnedsættelse eller med kronisk sygdom. Det er jo i virkeligheden selve kernen i vores samfundsmodel, at vi har et uddannelsessystem, som kan favne alle unge, uanset udfordringer eller uanset baggrund.

Derfor er jeg rigtig glad for, at Dansk Folkeparti med beslutningsforslaget her rejser den debat. For det er en vigtig debat. For der er unge med handicap i dag, som møder et alt for rigidt og ufleksibelt uddannelsessystem, der ikke kan rumme dem, og det er jo ikke godt nok. De studerende med handicap, der møder udfordringer i uddannelsessystemet, må jo i værste fald afbryde deres uddannelse, fordi de oplever, at deres handicap bliver en forhindring for dem. Det er ikke i orden, og vi gør både dem og samfundet en bjørnetjeneste, når vi ikke hjælper dem ordentligt igennem.

Så jeg både anerkender og imødekommer udfordringen, som Dansk Folkeparti rejser med beslutningsforslaget, men jeg tror ikke, at det beslutningsforslag, som ligger her, er den rigtige vej at gå. For de videregående uddannelser har jo allerede i dag ansvaret for, at der kan tilbydes individuelle tilpasninger i studieforløbet, så der netop tages særlige hensyn til særlige behov hos den enkelte studerende. Det kan være i form af særlige prøvevilkår, hjælpemidler og andet. Der er også i dag allerede mulighed for, at uddannelsesinstitutionerne kan udarbejde individuelle studieplaner for studerende med særlige behov, så der skabes de bedste forudsætninger for et godt uddannelsesforløb. Men mennesker er jo forskellige, handicap er forskellige, og uddannelser er forskellige, og derfor tror jeg egentlig grundlæggende på, at det er bedre at give de enkelte institutioner frihed til at finde løsninger, som også giver mening for dem og for den enkelte studerende på den enkelte uddannelse, frem for at vi her på Christiansborg detailstyrer, hvad det er for nogle redskaber, de skal bruge.

Til gengæld synes jeg, det vil være oplagt, at vi drøfter, hvordan vi får vores institutioner til i langt højere grad end i dag at påtage sig det ansvar, som hviler på dem, for at sørge for, at de unge med handicap kommer bedre igennem. Skal vi gøre bedre brug af de incitamentsstrukturer, som vi kender i dag, eller skal vi gå nye veje for at sikre, at vores uddannelsesinstitutioner også lever op til deres ansvar for at være inkluderende og for at skabe veje for studerende med handicap? Den diskussion håber jeg at vi kan fortsætte efter i dag, og jeg synes jo egentlig også, det åbner for en mere grundlæggende diskussion om, hvordan vi styrer vores uddannelser.

Men tilbage til forslaget, for forslagsstillerne foreslår jo også, at studerende med handicap kan få su under hele uddannelsen, som man jo kan forvente bliver forlænget, og som jeg forstår forslaget, bliver der også lagt op til et opgør med, at de almene betingelser for at modtage su skal være opfyldt, herunder bl.a. kravet om studieaktivitet. Jeg synes jo bare, at man skal huske på, at det allerede nu er muligt for studerende individuelt at søge om tillæg til deres su svarende til en forsinkelse, f.eks. som følge af sygdom eller handicap. Uddannelses- og Forskningsministeriet skønner jo, at konsekvensen af det her forslag vil være et sted mellem 70 og 180 mio. kr., og i forslaget er der ikke anvist noget, der minder om en finansiering, og derfor kan vi selvfølgelig heller ikke stå her i dag og udskrive en regning i den størrelsesorden uden at anvise, hvordan det finansieres. Det ville jo være intet mindre end uansvarligt. Så på den baggrund kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for talen. Jeg er sådan set enig i, at der er rigtig mange ting, som de kan, skal og bør gøre ude på institutionerne, men et simpelt eksempel handler om, at når man er ung med handicap og starter på en uddannelse, er det ganske, ganske typisk, at de ting, der skal være klar til studiestart, ikke er klar, fordi man af gode grunde på den enkelte uddannelsesinstitution først relativt sent i forløbet ved, hvem der er kommet ind hvor; de kan simpelt hen ikke nå det, efter at optagelsesforløbet osv. osv. er afsluttet.

Noget af det, der ligger i vores forslag, handler om at sige, at hvis du som ung med handicap har tænkt dig at søge ind på en uddannelse, kan du egentlig godt få lavet nogle af de vurderinger på forhånd. Hvis du er blind og har brug for at få studiematerialet på en bestemt måde, burde det ikke være svært at vide det på forhånd, og det betyder jo, at det kan lægges ind, og de undersøgelser eller godkendelser, eller hvad der nu skal til, kan faktisk være lavet, før man når frem til, at du er optaget, sådan at man er sikker på – det kan være, det ikke er første eller anden, men tredje prioritet, du får – at det studiested med det samme har det materiale og de godkendelser, eller hvad der nu skal til.

Det er også sådan nogle ting, der ligger i det, og der tror jeg vi er nødt til at lave nogle ting ud over det, vi bare kan pålægge institutionen for at give institutionen mulighed for rent faktisk at løfte opgaven. Vil Socialdemokraterne være med på det?

Ordføreren.

Det synes jeg vi skal drøfte nærmere. Er der ting, vi kan gøre for at gøre det lettere for institutionerne at leve op til deres ansvar, så lad os drøfte det. Jeg synes i hvert fald, det er afgørende, at vi holder fast i, at det skal være muligt for studerende med handicap, funktionsnedsættelser eller andet at gennemføre en uddannelse, og som udgangspunkt at gennemføre en hvilken som helst uddannelse, og derfor er det uddannelsesinstitutionerne, som har ansvaret for at sørge for, at der er de rammer omkring den enkelte studerendes uddannelsesforløb, som gør det muligt. Jeg tror bare, det er vigtigt at holde fast i, at vi ikke her kan vælge én løsning, og så er det den, der gælder for alle studerende med et handicap på alle typer af uddannelser. Vi er også nødt til at sørge for, at der er en lokal frihed, så det kan passe til den enkelte studerendes behov, samtidig med at vi holder meget klart fast i at holde uddannelsesinstitutionerne op på deres ansvar.

Spørgeren.

Selvfølgelig skal vi holde uddannelsesinstitutionerne fast på det, men det, vi bare ikke skal, er at lægge hele ansvaret tilbage på den unge med handicap, for så bliver det op ad bakke, og så er det, de falder fra igen. Jeg kan godt forstå, at man ikke lige umiddelbart vil afsætte midlerne til at forlænge su'en, men mener ordføreren omvendt ikke, det er rimeligt, at man, hvis man har et handicap, der gør, at man reelt kun kan studere to tredjedele af tiden og dermed på forhånd godt ved, at man skal bruge et år længere på den her uddannelse, så kunne få vished for, at man rent faktisk kunne få su i hele forløbet?

Ordføreren.

Der er jo muligheder i dag i su-systemet for at få forlængelser. Mit indtryk er, at de muligheder sådan set er gode nok, men jeg er fuldstændig enig i det første, som spørgeren siger, nemlig at det ikke er den enkelte studerende med et handicaps ansvar eller skyld, hvis ikke det kan lade sig gøre at gennemføre en uddannelse, og det synes jeg vi skal holde fast i, altså at det er fællesskabets ansvar at sørge for, at det er muligt for alle unge, også unge med handicap, at gennemføre en uddannelse. Tak.

Tak til hr. Kasper Sand Kjær. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger jeg hjertelig velkommen til fru Ulla Tørnæs, Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak, og mange tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget her og dermed tage initiativ til en, synes jeg, utrolig vigtig debat her i Folketinget. Man kan sige, at timingen faktisk også er rigtig fin, synes jeg, for en debat af den her karakter, for Dansk Folkeparti rejser nemlig med beslutningsforslaget her en vigtig debat om, hvad det er for vilkår, studerende med handicap har. Det er en debat, som er vigtig, og det er en debat, som også er vigtig for Venstre.

Faktisk tog den tidligere Venstreregering som den første initiativ til at få lavet en tværgående strategi for lige præcis handicapområdet, og i lyset af det kunne det selvfølgelig være meget interessant at høre, hvad der blev af alle de initiativer, som den strategi indeholdt. Den blev præsenteret tilbage i 2018, og jeg vil som led i udvalgsarbejdet omkring beslutningsforslaget her efterlyse, hvad der skete med initiativerne, altså om de er blevet skrinlagt efter regeringsskiftet. I Venstre er vi løbende i dialog med de forskellige organisationer på området, og vi er også opmærksomme på nogle af de udfordringer, som skitseres i beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti. Og vi er enige i, at vi bør se på, hvilke barrierer der er for, at man som studerende med handicap ikke har mulighed for at gennemføre sin uddannelse.

Jeg vil gerne sige tak til ministeren for at have fremhævet den lov, der jo rent faktisk forbyder forskelsbehandling på grund af handicap. Det var også en lov, som den tidligere venstreledede regering tog initiativ til endelig blev gennemført her i Folketinget. Så som udgangspunkt burde vi sådan set have grundlaget på plads. Men hvis jeg nu skal prøve at lege brobygger imellem forslagsstilleren og ministeren, kunne jeg godt tænke mig at foreslå, at ministeren nedsætter en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, som skitserer, hvad det så egentlig er, der er brug for på området her, sådan at det, vi mener vi i Folketinget har banet vejen for, skal ske, også rent faktisk sker derude, og at det opleves på den måde, at der ikke foregår forskelsbehandling derude. Så jeg kunne godt tænke mig, at vi fik konsolideret forslaget fra Dansk Folkeparti med henblik på at sikre, at den lovgivning, som er vedtaget her i Folketinget, rent faktisk også er virkeligheden ude på vores uddannelsesinstitutioner, og jeg vil gerne opfordre ministeren til at få iværksat det så hurtigt som muligt.

Ellers deler jeg fuldstændig de betragtninger, som både ministeren og den socialdemokratiske ordfører gav udtryk for omkring vigtigheden af at sikre, at studerende med handicap har samme muligheder, som hvis de ikke havde et handicap, til at kunne gennemføre en videregående uddannelse. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Jeg er helt enig i, at loven, der hindrer forskelsbehandling, gør noget, men problemet her er vel næsten omvendt på en eller anden vis, i og med at det jo er, ved at de bliver behandlet ens og skal søge i det almindelige system, men qua deres handicap har brug for at søge igen og igen, og derfor har brug for nogle andre rammer for at være ligestillet med de øvrige studerende. Hvis man ikke kan studere fuld tid, og egentlig skal søge om sin su og sin su-forlængelse undervejs i forløbet, bliver man også stillet dårligere end de almindelige studerende. Alle har selvfølgelig mulighed for at søge, hvis det er på grund af sygdom, akut eller noget andet, men at vi der, hvor vi ved, at den unge har et handicap, der skal håndteres, så ikke på forhånd ligesom kan sige, at det ved vi godt, at vi godt kan lægge den her plan, og at vi med hensyn til su godt ved, at der er brug for 1 år mere, og godt kan give det. Så kan alle slappe af, og så kommer man forhåbentlig både hurtigere og bedre igennem uddannelsen, fordi man ikke har det pres på sig.

Så der vil jeg egentlig gerne bare spørge ordføreren, om ikke fru Ulla Tørnæs er enig i, at her har vi brug for at gøre noget, der giver nogle overordnede rammer, der er bedre for de studerende.

Jo, det var præcis det, jeg hentydede til, da jeg forsøgte at lege brobygger imellem forslagsstillerne og ministeren. Altså, der er noget, der tyder på – det vidner de forskellige henvendelser, som vi også i Venstre har fået fra forskellige organisationer på området, om – at der er brug for, at vi får set på hindringer og barrierer for, at man har mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse i Danmark, uden at man, som ordføreren har spurgt til flere gange, hele tiden skal søge igen og søge om dispensation og søge om dispensation. Det er jo på alle måder uhensigtsmæssigt og spild af alle gode kræfter.

Spørgeren.

Jamen så vil jeg bare sige mange tak til fru Ulla Tørnæs for brobyggerarbejdet. Jeg håber, at ministeren også hørte det, og at det er noget, vi efterfølgende eventuelt kan arbejde ind i en beretning, for jeg mener, der er brug for at komme videre, og det hører jeg også ordføreren er fuldstændig enig i.

Ordføreren.

Altså, nu nævnte ordføreren for forslagsstillerne selv muligheden for, at vi måske kunne udarbejde en beretning. Det synes jeg ville være en glimrende landingsbane for forslaget her, for som jeg i hvert fald har hørt både ministeren og min socialdemokratiske kollega, deler vi jo formålet om at sikre, at der er så gode vilkår som muligt. Vi har i fællesskab vedtaget forbud mod forskelsbehandling, og vi lavede som sagt en tværgående strategi i den tidligere regerings tid, som netop skulle bane vejen for, at vi får set på de barrierer, der er, både for så vidt angår Børne- og Undervisningsministeriets, Beskæftigelsesministeriets og selvfølgelig også Uddannelses- og Forskningsministeriets ressortområde. Så en beretning tror jeg gerne jeg vil være med til at se på – om ikke vi kunne lande det der.

Tak til fru Ulla Tørnæs, og undskyld afbrydelsen. Ofte modtages ros jo bare med et nik eller et smil, så jeg misforstod det, men vi fik det løst.

Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre.

Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her meget fine beslutningsforslag. Indledningsvis må jeg beklage og sige, at vi ikke kan støtte det, som det ligger, fordi det er udgiftsdrivende, og vi plejer ikke uden for finanslovssammenhæng at støtte beslutningsforslag, der er udgiftsdrivende. Men jeg vil meget gerne kvittere for beslutningsforslagets indhold.

Vi har meget stor sympati for det, og jeg synes, det er en fuldstændig reel udfordring, der her bliver adresseret. Der er et stykke vej til, at handicappede har den samme uddannelsesgrad som folk uden handicap, og der er ingen tvivl om, at den virkelighed, som handicappede møder i uddannelsessystemet, er fint reflekteret her i begrundelsen for beslutningsforslaget. Vi vil gerne fra radikal side være med til at adressere det og løse det.

Jeg vil i første omgang også meget gerne være med til at medvirke til en beretning, der så kan spille ind i det, som ministeren også har sagt. Vi vil meget gerne se, hvor langt man kan komme med et hyrdebrev, der bringer den nuværende lovgivning i fuld anvendelse, sådan at man ude i virkeligheden som den enkelte handicappede på en uddannelsesinstitution ikke skal sidde og bøvle med de her gentagne ansøgninger. Og hvis det ikke er tilstrækkeligt med en beretning og et forsøg på at få effektueret den eksisterende lovgivning, vil vi sådan set også være parate til at se på det, hvis der skal bruges flere penge, i en finanslovssammenhæng, men dog ikke ved at støtte et enkeltstående beslutningsforslag. Men ikke desto mindre tak for forslaget.

Selv tak til hr. Rasmus Helveg Petersen. Der er ingen korte bemærkninger. Og jeg vil gerne have lov til at byde velkommen til fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti, som jeg kan se havde satset på, at der var flere bemærkninger. Værsgo til fru Astrid Carøe.

Jeg tænkte, at der lige ville være et par bemærkninger – undskyld, at det lige tog et øjeblik.

For SF er det afgørende, at vi i Danmark har et uddannelsessystem, hvor der er plads til alle, og hvor vi med den rette støtte kan sikre, at alle har mulighed for at gennemføre en uddannelse, og at handicap naturligvis ikke skal stå i vejen for at tage en videregående uddannelse. Så derfor vil jeg gerne starte med at rose DF for med dette forslag at sætte fokus på, hvordan vi kan forbedre vilkårene for studerende med handicap. Jeg var selv med til den konference, som Tænketanken Perspektiv afholdt tilbage i efteråret, hvor de præsenterede deres ti anbefalinger til, hvordan vilkårene for studerende med handicap kan forbedres. Jeg er derfor meget opmærksom på, at de studerende med handicap oplever udfordringer gennem deres uddannelsestid, som det er i dag. Det drejer sig om dispensationer, der skal søges igen og igen, lange ventetider på sagsbehandling for det samme handicap vel at mærke og usikkerhed om, hvorvidt man får dispensation for f.eks. færre ECTS-point eller hjælpemidler til eksamen eller får de ekstra su-klip, som man har behov for. Jeg ved også, at der er studerende, der har oplevet at møde op første dag på uddannelsen og ikke har kunnet komme ind i lokalet, fordi der ikke har været en rampe til kørestole. Det går ikke. For den enkelte studerende betyder det en verden til forskel, at den enkelte uddannelsesinstitution er klar på og ved, at der skal være nogle ekstra hjælpemidler, og at den studerende har mulighed for at være med og gennemføre uddannelsen. Så jeg mener, at vi kan gøre mere for at forbedre vilkårene for studerende med handicap.

Forslaget handler om, at vi skal stille krav om en helhedsorienteret studieplan til studerende med handicap. Det skal sikre, at studerende med handicap får de dispensationer, den forlængede studietid, den hjælp og de ekstra su-klip, som de har behov for. Og det er vi meget enige med Dansk Folkeparti i er vigtigt, men vi er ikke sikre på, at det her vil løse de udfordringer, der er. Som ministeren allerede har sagt, er det i dag en mulighed for institutionerne at lave studieplaner, og institutionerne skal tilbyde individuel tilpasning. Når vi i SF så hører, at de studerende selv efterspørger, at der bliver lavet flere studiepladser, så får det os til at blive nysgerrige på, hvorfor det er, at de ikke bliver lavet. Handler det om ressourcer; handler det om reguleringer i lovgivningen; er det institutionerne, der har bureaukratiske arbejdsprocesser; handler det om forsinkede studerende og dermed igen om økonomi for universiteterne? Jeg er glad for at høre, at Styrelsen for Forskning og Uddannelse har afsendt et hyrdebrev til institutionerne, som sætter fokus på problemstillingen. Jeg håber, at ministeren også vil undersøge nærmere, hvad forklaringerne er, og både vil lytte til, hvad institutionerne siger, og også vil lytte til de studerende, der har stået i situationen. Forslaget indebærer, at der skal udarbejdes studieplaner i begyndelsen af studiet, og at give dispensation og ekstra su-klip skal sikres fra starten. Og det synes jeg også burde være udgangspunktet. Men jeg anerkender også, at der for den enkelte studerende og på de enkelte universiteter kan være forskellige problemstillinger, der kan gøre, at det her måske er bedre at løse lokalt. Kan man, når man starter, være helt sikker på, hvad det er, man har behov for? Det er ikke sikkert, at man kan det hver gang. Derudover mener vi også, at der er behov for mere end en studieplan, f.eks. at sikre, at der ikke sker det, at de studerende møder op og så ikke kan komme ind i lokalet, hvor de skal have undervisning.

Samlet set gør det, at vi ikke bakker op om forslaget i sin nuværende form. Vi kunne godt tænke os, at det blev undersøgt nærmere, hvad det skyldes, at de studiepladser ikke bliver lavet, selv om universiteterne opfordrer til det – og vi kunne godt tænke os, at der kom flere ting med. Så vi vil gerne arbejde videre sammen med Dansk Folkeparti og resten af Folketingets partier i forhold til den her problemstilling. Og jeg så meget gerne, at ministeren på et tidspunkt også indkalder til forhandlinger om, hvordan vi kan sikre, at vilkårene for studerende med handicap bliver endnu bedre. Jeg synes, at det lyder rigtig interessant med en udvalgsberetning og en arbejdsgruppe, som fru Ulla Tørnæs foreslog, og jeg vil meget gerne arbejde videre med det i udvalgsarbejdet. Tak.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Nu talte ordføreren jo egentlig så længe og fik stort set sagt alle de ting, jeg kunne finde på at spørge om. Det, jeg egentlig gerne ville frem til, er, at jeg hører, at vi er meget enige om, at der er en problemstilling her. Der er nogle ting, der ikke fungerer godt nok. Det bliver nævnt, at det kan løses ude på institutionerne, men der ligger jo det konkrete problem, at når man ved, hvilken institution man kommer ind på, så er det måske for sent, i forhold til at alting kan være klar til studiestart. Derfor er det vigtigt at kunne rykke noget frem og få gang i det. Det er uafhængigt af institutionen, eller også er der i hvert fald en institution, der skal tage opgaven på sig, og det kræver nok også, at vi siger det herindefra.

Så derfor er jeg glad for tilsagnet om, at vi kan give en opfordring til ministeren om at få lavet en – gerne hurtigarbejdende – arbejdsgruppe, og at vi efterfølgende kan få nogle forhandlinger om, hvordan vi får det her til at lykkes på en måde, så det rent faktisk fungerer for de studerende med handicap. Det tror jeg er det, vi alle sammen gerne vil.

Ordføreren.

Jeg er helt enig. Der er som sagt mange problemer for studerende med handicap med hensyn til at tage en videregående uddannelse, og vi vil gerne kigge på det og synes, at det kunne være rigtig godt med en beretning i udvalget.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor vil jeg byde velkommen til fru Mai Villadsen fra Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Tak for det. Lige adgang til uddannelse mener jeg jo er et af de væsentligste fundamenter i vores velfærdssamfund. Det skal vi altid sikre, også for personer med handicap, og der mener jeg, at vi i Danmark faktisk ikke er gode nok. Det er jo tydeligt, når man ser på tallene, hvor man kan se, at uddannelsesgraden for mennesker med handicap er faldende, samtidig med at den stiger for alle os uden et handicap. Mennesker med handicap har generelt et lavere uddannelsesniveau end alle uden handicap, og frafaldsprocenten for studerende med handicap er langt højere, faktisk nærmest dobbelt så høj som for andre studerende. Det synes jeg faktisk ikke vi kan være bekendt.

For mig er det helt tydeligt, at vi i Danmark faktisk ikke godt nok formår at inkludere personer med handicap i vores uddannelsessystem på lige fod med andre, og det er noget, vi skal gøre noget ved. Det er rigtig vigtigt, at vi tager det seriøst, og at vi arbejder for at nedbryde de barrierer, som lige nu står i vejen for alle dem med handicap, sådan at de ikke kan tage en uddannelse på lige fod med alle andre. Derfor er vi også i Enhedslisten glade for, at Dansk Folkeparti har sat det på dagsordenen og har fremsat det her forslag om en helhedsorienteret studieplan. For støtte og dispensationsmuligheder er fuldstændig afgørende for studerende med handicap, for at de kan gennemføre en uddannelse på lige fod med alle andre.

Rigtig mange af dem støder jo i dag panden mod muren, når de skal søge om støtte og dispensation. De bliver mødt af en omfattende ansøgningsproces – hvilket der også er blevet talt om her på talerstolen i dag – lange behandlingstider og en usikkerhed om, hvorvidt de kan få støtte eller ej, når de bliver forsinket i deres studieforløb. Det skaber en enorm utryghed, og det spænder ben for det allervigtigste, nemlig at de studerende med handicap kan fokusere på deres uddannelse. Derfor er vi i Enhedslisten helt enige med Dansk Folkeparti i det her forslag. Det vil fjerne den unødvendige og meget omstændelige ansøgningsproces og den usikkerhed, det kan give nogle studerende.

Jeg mener dog ikke, at alt er gjort med den her implementering. Der er meget andet, som vi også kan gøre, og derfor er jeg meget enig med de ordførere, der siger, at vi bør have en arbejdsgruppe, som arbejder lige præcis med det her område som noget forberedende til nogle eventuelle forhandlinger.

Det kræver nemlig også, at vi får lavet et løft af studievejledningen. I dag har de ikke de nødvendige ressourcer eller den nødvendige viden, i hvert fald ikke i alle tilfælde, og det er helt essentielt at have det og noget, vi også bør kigge på, før man kan lave nogle ordentlige studieplaner. Det fører til, at nogle studerende med handicap først bliver opmærksom på den støtte, de har ret til, rigtig sent i deres uddannelsesforløb og nogle gange faktisk først bagefter. Det bevirker, at de studerende med handicap, som har et ressourcestærkt netværk, kommer lettere igennem uddannelserne end andre. Det er socialt skævt, og det skal vi rette op på.

Jeg vil også her til sidst i min tale gerne komme ind på handicaptillægget. For det er jo sådan, at studerende med handicap i dag kan få et handicaptillæg ud over su'en, og det giver en økonomisk sikkerhed for en gruppe studerende, som ikke har mulighed for at arbejde ved siden af. Men i flere år har handicaporganisationerne jo råbt vagt i gevær i forhold til netop det her tillæg. De peger på, at den arbejdsevnevurdering, der skal til for at få det, forhindrer flere studerende i netop at få det her handicaptillæg, som de har ret til. Samtidig er der også mange studerende med handicap, som faktisk ønsker at arbejde en lille smule, tjene penge ved siden af og få det netværk og de erfaringer, som et job også medfører. Det har de ikke mulighed for nu. Så det er også noget, vi bør se på, mener vi i Enhedslisten.

Derfor bakker jeg også op om, at vi sætter os sammen i Folketinget og lige præcis ser på den her problemstilling. For den har rigtig, rigtig mange facetter. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at en helhedsorienteret studieplan er det mest centrale og det, der er allermest behov for for studerende med handicap. Så jeg ser meget frem til det videre og tilsyneladende meget brede samarbejde om det her i Folketinget. Tak.

Tak til fru Mai Villadsen. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Katarina Ammitzbøll fra Det Konservative Folkeparti.

Vi sætter stor pris på, at DF har fokus på, hvordan vi styrker de studerende med handicaps betingelser for at gennemføre en uddannelse ved at fremsætte det her forslag om en helhedsorienteret studieplan for studerende med handicap.

Jeg var også sammen med fru Astrid Carøe ude hos Danske Handicaporganisationer, hvor de fremlagde deres anbefalinger fra den her undersøgelse fra tænketanken Perspektiv, som jeg også tror meget af det her forslag bygger på. Det var rigtig godt at komme ud og møde de unge mennesker, som har et handicap, høre om de forskellige typer handicap, de har, og om, hvordan det påvirker deres studieforløb.

Jeg tror ikke, at vi får færre med handicap. Det er jo mange forskellige typer, asperger, ADHD og andre typer handicap, som flere af dem gjorde opmærksom på gør, at de har svært ved at følge et fuldt forløb på vores uddannelsesinstitutioner. Tallene viser også, at studerende med handicap i gennemsnit er længere tid om at gennemføre deres uddannelse. Det er alt mellem 4-6 måneder til 1 år. Det er jo også en stor gruppe, nemlig 7.500 unge mennesker. Det er unge mennesker, vi alle kerer os om. Jeg er også glad for at høre fra de øvrige talere her og også fra ministeren, at det er et område, vi alle sammen rigtig gerne vil sætte fokus på.

Det giver også mening at foretage helhedsorienterede vurderinger – også for at se, om vi kan komme af med noget administrativt bøvl, ansøgninger om dispensation m.v., som ikke er nødvendige, og som jo også koster ressourcer.

Det Konservative Folkeparti vil rigtig gerne indgå i en dialog om, hvordan vi bedre kan hjælpe studerende med handicap til at gennemføre deres uddannelse og styrke deres trivsel, for mere end hver femte ung med handicap føler sig isolerede på universiteterne. Det er et meget høj tal for, hvor mange der på mange måder føler sig ekskluderet fra det sociale liv. Det er også meget vigtigt for ens evne til at lære, at man trives. Så vi synes, det er en bredere diskussion.

Vi har også lidt svært ved at støtte det her forslag med et så konkret budget, nemlig 175 mio. kr. Det er ikke, fordi det lyder urealistisk. Jeg regnede på det, og det er ca. 23.000 kr. pr. person. Det er jo ikke voldsomt mange penge, hvis man ser det i det perspektiv, og slet ikke hvis det hjælper dem til at gennemføre uddannelsen, og hvis man ser på, hvad de kan bidrage med på længere sigt samfundsøkonomisk, men også ser på glæden ved at forsørge sig selv. Men den drøftelse af et sådant budget, mener vi hellere skal ligge i en finanslovsforhandling til efteråret.

Vi vil meget gerne indgå i en dialog og i en arbejdsgruppe, hvor vi kan se på, hvordan vi bedre kan støtte de studerende med handicap, og også bredere se på, hvilke udfordringer de har – ud over en økonomisk hjælp. Tak.

Selv tak til fru Katarina Ammitzbøll. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og velkommen til hr. Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige.

Tak for ordet. Nye Borgerlige ønsker et mangfoldigt undervisnings- og uddannelsessystem – et system, hvor så mange handicappede unge som muligt kan få en reel kompetencegivende videregående uddannelse på lige fod med andre unge. De enkelte skal så vidt muligt have mulighed for at deltage både i undervisningen, fritidsliv og fællesskabet. Herudover skal der sikres specialviden og adgang til de nødvendige ressourcer på de enkelte videregående uddannelsesinstitutioner.

B 99, som DF har fremsat, lægger op til at tilføre yderligere 175 mio. kr. til området. Tanken er, at der mangler tilbud til at udarbejde bl.a. helhedsorienterede studieplaner for studerende med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser på de videregående uddannelser. Det er mange penge, specielt fordi den enkelte studerende med behov for støtte til at gennemføre en uddannelse allerede har mange muligheder. Der findes således allerede en række muligheder for støtte, hvis man har begrænsninger i sin funktionsevne eller på anden måde har behov for særlig støtte til at gennemføre en uddannelse. Jeg kan bare nævne nogle få muligheder: studievejledning samt særlig støtte til studerende – der kan den studerende allerede nu hente råd og vejledning om mulighederne for at tilrettelægge uddannelsen, så den kan tilpasses specielle behov – su med handicaptillæg, specialpædagogisk støtte og revalidering. Så der er allerede mange muligheder. Kort sagt er der ikke nødvendigvis behov for yderligere penge eller flere tilbud til de unge med handicap, der gerne vil læse og gennemføre en videregående uddannelse.

Problemet er snarere, at målgruppen her ikke kender de eksisterende særlige støtte- og dispensationsmuligheder. En undersøgelse – bl.a. den nye undersøgelse fra tænketanken Perspektiv og Sammenslutningen af Unge med Handicap – viser, at kun hver anden studerende, altså ca. 50 pct. af de studerende med handicap, kender til og har modtaget vejledning om de særlige støtte- og dispensationsmuligheder, der findes for mennesker med handicap. Jeg mener derfor, at bedre oplysning til de enkelte studerende med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse kan løse nogle af de studerendes fordringer, uden at vi behøver at tilføre området 175 millioner nye kroner af skatteborgernes penge, fordi tilbuddene i høj grad allerede er til stede. Derfor kan Nye Borgerlige ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for talen. Jeg vil gerne høre, om Nye Borgerlige ikke anerkender, at der er nogle udfordringer for de studerende, at de skal søge igen og igen. Man siger, at mulighederne er der, men er f.eks. muligheden for, at man, før man søger ind på en uddannelse, kan få de godkendelser eller dispensationer, der skal til, så tingene rent faktisk kan være klar, når man har uddannelsesstart, ikke et af de områder, man kunne gå ind i? Anerkender Nye Borgerlige ikke også, at personer med handicap kan have brug for længere studietid? Og det kan man godt vide på forhånd. Er der så nogen grund til, at man skal have usikkerheden i hele sit studieforløb, i forhold til om man kan få den ekstra su, der gør, at man kan gennemføre sit studie? Det gør jo, at mange falder fra. Vi kan se, at der er alt for få unge med handicap, der får en uddannelse, selv om de egentlig er kvalificerede til det. Så er det ikke et problem, vi skal tage alvorligt, og bør vi ikke have en plan for, hvordan vi hjælper dem bedre og sikrer, at de kommer bedre igennem?

Jeg synes, det lyder rigtig fornuftigt, som det er blevet foreslået vel nærmest af alle ordførerne, at vi prøver at se på det her område og ser, hvad vi kan gøre – også så vi udnytter de eksisterende ordninger bedre. Selvfølgelig kan jeg da godt forstå, at en studerende kan have behov for at have længere studietid, og der må vi også se på, om vi kan gøre noget for at hjælpe med rådgivning til den studerende, så det bliver nemmere for vedkommende at vide, hvilke muligheder han har.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til hr. Peter Seier Christensen og velkommen til hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Tak for ordet. Som jeg tror alle ordførere har sagt, er det her jo et rigtig godt beslutningsforslag, når man ser på det problem, som det påtager sig at løse, fordi handicappede personer skal selvfølgelig også have en uddannelse, hvis de ønsker det, og der skal ikke være unødvendige hindringer lagt i vejen for det. Så stor ros til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her forslag.

Men som ministeren og flere ordførere også har været inde på, kan man sige, at formålet med beslutningsforslaget sådan set allerede er opfyldt med den eksisterende lovgivning, nemlig med den lovgivning, vi har om forskelsbehandling. Der synes jeg også, man skal være opmærksom på, at vi har et stort problem i Danmark med væksten af love og regler. Det er blevet til genstand for en videnskabelig undersøgelse. Fra ca. 1990 og frem til i dag er der altså sket en tredobling i mængden af love og regler, hvis man tæller det sproglige omfang op. I den situation, og når vi altså har en eksisterende lov, der sådan set opfylder formålet, så skal vi ikke berige verden, havde jeg nær sagt, med yderligere lovgivning. Så synes jeg, det er en bedre idé at sende et hyrdebrev ud, som ministeren har været inde på, eller som fru Ulla Tørnæs har sagt, at lave et eller andet brobygningsforløb imellem Folketinget og regeringen, sådan at vi kan få præciseret, hvordan de gældende regler rent faktisk er. Så alene derfor kan vi altså ikke bakke forslaget op, selv om det har et rigtig godt formål.

Jeg synes også, det er sådan principielt lidt betænkeligt – og det er ikke kun det her forslag, men det er flere andre forslag, som er forslag, der rummer offentlige udgifter på et trecifret millionbeløb – at der ikke er anvist finansiering til forslaget. Det synes jeg også godt man kan gøre i det format, der hedder beslutningsforslag, fordi det jo kunne gå så galt, at det blev vedtaget, og så skal pengene jo findes, og derfor bør man altså efter min opfattelse tage stilling til de her spørgsmål, når man fremlægger et forslag.

Men altså, det er et rigtig relevant og væsentligt problem, som der jo findes løsninger på, og som jeg også hører en stor vilje til at arbejde for med en betænkning eller et møde, hvor man sætter sig ned og får drøftet tingene igennem, og jeg hører, at ministeren gerne vil sende de hyrdebreve ud, der skal sendes ud. Det synes jeg er rigtig godt. Så ros til intentionen, men ikke opbakning til forslaget. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne høre, om Liberal Alliance ikke anerkender, at der er rigtig mange af de her unge med handicap, som snubler undervejs i deres uddannelse. Vi kan jo se, at det er for få, det faktisk lykkes at få en uddannelse, af dem, der egentlig er kvalificeret til det, fordi de snubler i vores system, fordi de snubler i gentagne gange at skulle lave ansøgninger, fordi de snubler i, at deres su løber ud, og så kommer de ikke videre derfra.

Så er der ikke behov for, at vi gør lidt mere end bare at sende hyrdebreve ud, men rent faktisk tager fat i den her problemstilling og ser på, hvordan vi kommer videre, hvordan vi kan hjælpe og understøtte, at de her unge kommer igennem. Hvis de skal bidrage til samfundet, er deres bedste mulighed at få en uddannelse, de rent faktisk kan komme ud at bidrage med.

Ordføreren.

Som jeg forstår ministeren, og som jeg forstår fru Ulla Tørnæs, der også har været forskningsminister, er problemet først og fremmest, at det regelværk, vi har, sådan set hjemler en smidig og fornuftig behandling af personer med handicap. Men selv om regelværket, som det er, hjemler sådan en fornuftig behandling, bliver den ikke altid givet, og der synes jeg altså bare, det er mere fornuftigt at holde fast i, at vi har et regelsæt, der hjemler en rimelig og anstændig behandling, og så få bragt det i spil.

Spørgeren.

Jeg er selvfølgelig enig i, at i det omfang, vi har nogen regler og vi har nogle rammer, som er gode nok, hvis bare de bliver brugt, skal vi sørge for at få dem brugt og ikke lave nye regler. Men vi har jo ikke noget i dag, der sikrer, at man som ung, der gerne vil søge ind på en uddannelse, kan søge om de dispensationer og om at få dækket de behov, man nu har på forhånd, så man kan være sikker på, at uddannelsesstedet, når uddannelsen starter, også er beredt på, at den unge kan få de ting, der skal til. Så vil Liberal Alliance ikke være med til at arbejde for sådan en lille ting? Hvis vi går ind og opfordrer ministeren til at lave den her hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, så vi kan komme i gang med at få løst det her, vil Liberal Alliance så ikke også være med til det?

Ordføreren.

Jo, det støtter vi, men som jeg har forstået sagen, er der jo ikke noget til hinder i dag for, at et universitet f.eks. rent ud sagt opper sig, i forhold til hvordan man hjælper nye ansøgere, som har et handicap. Så jeg synes, at det i første omgang gælder om at få indskærpet over for de videregående uddannelsesinstitutioner, at de må oppe sig, så det ikke bliver unødig besværligt.

Tak til hr. Henrik Dahl, og så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, nemlig hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak, og tak for debatten. Jeg har, tror jeg, i alle de år, jeg har været med på Folkemødet på Bornholm, været involveret i debatter, som på forskellig vis har handlet om de udfordringer, som studerende med handicap har. Og jeg kan faktisk blive så trist, når jeg igen og igen hører om alle de snubletråde, der er i systemet, for efter min og DF's mening, og det hører jeg egentlig også vi bredt herinde er enige om, er det, det må handle om, jo de unges evner til tage en uddannelse. Det er det, der skal sætte grænsen for, hvad for en uddannelse de kan tage, og ikke de rammer, vi sætter op, eller de forskellige snubletråde, der kan være undervejs.

Det er egentlig baggrunden for, at vi stiller det her forslag. Vi oplever, at der er rigtig mange, der oplever, at når de kommer ind og starter på uddannelsen, kan der gå flere måneder, før materialet er klar, og hvis du kommer ind som blind og skal følge med i en uddannelse og du egentlig ikke kan få de bøger, du skal bruge, på en måde, så du kan høre dem, altså hvis du ikke kan få det materiale, du skal, er det da ikke mærkeligt, at man hopper af igen eller falder ud af uddannelsen. Hvis man går og har en adhd-diagnose eller en anden lidelse, der gør, at man egentlig har rigtig svært ved at overkomme hverdagen, men faktisk godt kan studere, kommer der en bekymring, når man ikke ved, om man får su til det sidste år, som man godt ved på forhånd man har brug for til uddannelsen.

Jamen hvorfor er det, vi skal udsætte de unge med handicap for det? Hvorfor er det, vi ikke skal hjælpe dem og give dem nogle rammer, så de med større sandsynlighed kommer igennem? Vi får altså samfundsmæssigt også en gevinst ud af det, fordi de unge, der kommer ud, faktisk kan bidrage med noget, hvor de uden uddannelse måske ikke kan varetage noget job. Derfor handler vores handlingsplan, eller vores oplæg til en handlingsplan, jo om, at man siger, at den rækker, helt fra før man er startet, altså i det øjeblik, man tænker på at søge, og i den anden ende faktisk helt til, at der også tages hånd om det, når man bliver færdig med sin uddannelse – at det sikres, at der er en overgang til erhvervslivet og til jobbene i den anden ende.

Jeg er så rigtig glad for, at jeg her i løbet af debatten kan høre fra samtlige partiers side faktisk, at der er opbakning til, at vi presser ministeren – og jeg hørte egentlig også ministeren sige, at det ikke var helt udelukket – til at lave en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe og til at indkalde os til nogle forhandlinger om, hvordan vi kan gøre det her på en ordentlig måde. Jeg kan også godt høre, at det at bruge 175 mio. kr. på mere su ikke er noget, man kan sige ja til i dag, og det kan godt være, det skal en tur omkring en finanslov. Men jeg hører egentlig også en bred enighed om, at det er noget, vi godt kan tale om – og nu er finansministeren jo også til stede, så det kan være, at vi næsten kan klare det med det samme. Men det, jeg i hvert fald vil glæde mig over nu, er, at jeg hører en opbakning til, at vi laver en beretning i fællesskab, der siger, at det her er et vigtigt problem, og at vi skal tage fat i det og finde nogle fornuftige løsninger.

Jeg vil sige, at en del af mit forberedelsesarbejde her, også har handlet om, at vi har holdt møder på Syddansk Universitet, hvor de studerende med handicap har været med. Derovre har de faktisk lavet et arbejde, som jeg tænker også vil kunne være en del af grundlaget for at komme videre, for der deler de det op og siger, at der er en hel masse ting, man som universitet, som uddannelsessted, kan gøre og bør gøre og kan justere på og gøre bedre, men der er også nogle ting, vi kan gøre for at hjælpe dem. Det kan f.eks. være det at lave en digital sagsmappe, som de har kaldt det, hvor man egentlig kan sige, at de oplysninger, der er nødvendige, er samlet. Altså, jeg synes, det er dødærgerligt, når jeg hører unge studerende, der siger, at de skal søge om dispensation til en ny eksamen og så skal ud at finde alle de der papirer, som de måske nok har haft fat på for et par år siden, men som de nu ikke rigtig ved hvor er henne. Det er sådan en meget, meget lavpraktisk ting, jeg tror kunne hjælpe rigtig meget, også i forhold til hvor de dispensationer, man har fået, formelt set ligger henne, hvis man er på en anden uddannelsesinstitution.

Der er rigtig mange elementer, som jeg mener vi skal tage fat i og kan tage fat i, og det hører jeg egentlig også tilsagn om. Så det vil jeg bare glæde mig over, og så vil jeg sige, at jeg vil arbejde videre med at få udformet en beretning, som jeg håber vi alle sammen kan støtte, så vi kan få skubbet til, at vi kommer videre med den her meget, meget vigtige dagsorden. Så tak for debatten.

Selv tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Der er ikke flere af jer, der har bedt om ordet, og forhandlingen er derfor slut.

Jeg vil foreslå, at forslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget, og hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)