Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 40:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod navneskift, hvis man har begået grov kriminalitet.

Af Peter Skaarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 20.11.2019).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, og også tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat beslutningsforslaget om et forbud mod navneskift for kriminelle. Det er en debat, som vi tog hul på allerede i november sidste år, og med beslutningsforslaget pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag, som gør det forbudt for personer, der er idømt mere end 3 måneders ubetinget fængsel, at skifte navn, mens dommen fremgår af deres straffeattester. Forslagsstillerne peger dels på, at adgangen til navneskift øger risikoen for, at en dømt begår ny kriminalitet, dels at det vil være muligt for en borger, der er blevet kontaktet af en for borgeren ukendt person, at forvisse sig om, hvorvidt den pågældende har begået grov kriminalitet, ved at følge med i medierne.

Formålet er at sikre borgernes tryghed. Jeg tror, at det som justitsminister vel er min allerfornemste opgave – sådan har jeg det i hvert fald – at sikre borgernes tryghed. Tryghed er en forudsætning for et godt liv. Vi fortjener alle sammen at være trygge. Jeg er derfor helt enig med forslagsstillerne i, at borgernes tryghed skal sikres. Det store og svære spørgsmål er så herefter, hvordan man sikrer borgernes tryghed.

Når et beslutningsforslag som det her lander på mit bord, er der jo grund til at spørge sig selv om to ting. Den ene er: Mener politiet, at det her kan forebygge kriminalitet eller hjælpe under en efterforskning? Den anden er: Vil det give den enkelte borger en større tryghed i hverdagen?

Hvis vi nu starter med politiet, har Rigspolitiet oplyst, at det er cpr-nummeret og ikke navnet, der er afgørende for politiet, og man kan som bekendt ikke skifte cpr-nummer. En navneændring, der er registreret i cpr-nummeret i et cpr-register, bliver automatisk ajourført i Kriminalregisteret, og det betyder, at politiet altid har mulighed for at slå op, om en person tidligere har begået kriminalitet, også selv om vedkommende har skiftet navn. Et navneskift vil med andre ord ikke have betydning for politiets arbejde.

Hvad så med borgeren? Altså, hvis man nu skal være helt ærlig, er det svært at se, hvordan et forbud mod navneskift reelt kan gøre en forskel for borgernes tryghed. Det vil i meget vidt omfang kun være navne på kriminelle, som har været genstand for meget omfattende medieomtale, som borgerne vil kunne genkende. Og min påstand vil være, at selv nogle af dem, der har været genstand for megen medieomtale, kan man ikke i den brede offentlighed, herunder os, der er til stede her i dag, nødvendigvis huske. Og hvis vi skal være helt ærlige, må vi nok også indrømme, at forbuddet mod navneskift ikke forhindrer den dømte kriminelle i at præsentere sig med et andet navn, når han eller hun f.eks. kontakter nye naboer eller på anden måde kontakter andre mennesker med eller uden kriminelle hensigter. Jeg er endt der, hvor jeg synes, at det nok nærmest skaber en falsk tryghed.

Der er dog ingen tvivl om, at en sag som den, forslagsstillerne nævner om de tre drab på ældre mennesker på Nørrebro, er dybt tragisk, og at den selvfølgelig giver anledning til, at vi som samfund spørger os selv, om der er tiltag, vi kan iværksætte, for at det ikke sker igen. Efter min opfattelse er et forbud mod navneskift desværre ikke svaret. Det er heller ikke et middel, som politiet har efterspurgt i forebyggelsesmæssig henseende.

Jeg mener, at det afgørende for vores tryghed bl.a. er, at vi har et tilgængeligt og effektivt politi, og at vi politikere har en vigtig opgave i at sikre, at politiet har de redskaber, som politiet har brug for for at passe på os, jævnfør den diskussion, vi lige har haft. Det har regeringen også fokus på.

Kort tid før jul havde vi bl.a. sammen med forslagsstillerne et forslag til behandling, som vi fik vedtaget, der skal forebygge, at dømte kriminelle begår nye overgreb. Loven giver bl.a. domstolene mulighed for at idømme seksualforbrydere et forbud mod at opholde sig bestemte steder, hvor der er fare for, at den dømte begår nye overgreb. Det kan være bestemte idrætshaller, det kan være legepladser, det kan være svømmehaller. Herudover kan domstolene allerede meddele forbud til dømte seksualforbrydere mod at kontakte børn. Med loven indførte vi et styrket tilsyn med alle de her forhold. Politiet kan derfor fremadrettet føre uanmeldt tilsyn med dømte seksualforbrydere, der har fået et forbud mod at opholde sig bestemte steder og et forbud mod at tage kontakt til børn. Kort sagt har lovgivningen sikret, at forbuddet ikke kun eksisterer på papiret, men også virker ude i virkeligheden.

Folketinget skal snart drøfte flere af regeringens forslag til at sikre tryghed i det offentlige rum. Her vil jeg gerne fremhæve forslaget om øget brug af tv-overvågning. Politiet skal bl.a. have mulighed for at opsætte yderligere 300 kameraer, som politiet kan bruge i kampen mod kriminalitet. Politiet skal også kunne få adgang til at overtage og benytte andre offentlige myndigheders og privates tv-overvågning. De redskaber har stor betydning for politiets forebyggelse og efterforskning af forbrydelser.

Det er nogle helt konkrete tiltag, som regeringen har iværksat, og de er for mig at se langt mere effektive i ambitionen om at forhindre nye overtrædelser end at forbyde navneskift. Regeringen kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget, men jeg synes, der er grund til at sige tak til forslagsstillerne for at sætte emnet på dagsordenen, for danskernes tryghed skal vi hele tiden holde fokus på at vi sikrer. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak til justitsministeren for talen. Som jeg hørte justitsministeren sige, handler det om cpr-nummeret, og som jeg også hørte justitsministeren sige, kan man ikke i dag skifte cpr-nummer. Men det er jo ikke korrekt, for det kan man faktisk. Der er noget, der hedder juridisk kønsskifte, og det er, at hvis man oplever sig selv som tilhørende et andet køn, så har man mulighed for at få tildelt et nyt personnummer.

Derfor vil jeg så høre justitsministeren: Hvis nu Dansk Folkeparti lavede et ændringsforslag, som også indebar, at man ikke kunne skifte cpr-nummer, hvordan ville regeringen så forholde sig til det? Når man nu ikke kan bakke op om skift af navn, så er der jo det i forhold til cpr-nummeret, som justitsministeren sagde. Hvordan vil justitsministeren så forholde sig til det? For der kan jo være nogle udfordringer der, netop også i forhold til når man skifter cpr-nummer. Så det kunne jeg da godt tænke mig at høre justitsministerens svar på.

Justitsministeren.

Så den gruppe, vi skal have fat i her, er folk, der er idømt mere end 3 måneders ubetinget fængsel – det vil typisk sige overtrædelse af straffeloven – og som har bevæget sig igennem et kønsskifte med mulighed for også at skifte cpr-nummer. Er det den gruppe af forbrydere, der er i fokus for forslaget?

Fru Karina Adsbøl.

Nej. Nu sagde justitsministeren, at man ikke kunne skifte cpr-nummer, og det siger jeg at man godt kan i dag. Jeg kan godt sige, at jeg føler mig som en mand, og så kan jeg anmode om at få skiftet mit cpr-nummer. Det er den problemstilling, jeg rejser over for justitsministeren. Jeg synes jo, det er rigtig vigtigt, også som borger, at man kan søge på navne og andet, og at man kan se, hvem det er, man eventuelt skal på date med eller andet. Så er navneskift og spørgsmålet om cpr-nummer noget, justitsministeren vil kigge på som helhed?

Ministeren.

Men nu har vi jo en fælles fortid, du og jeg – der kom jeg til at sige du, det må jeg ikke, undskyld; spørgeren og jeg – på sundhedsområdet. Vi har en fælles fortid på sundhedsområdet, og derfor ved vi også begge to, at det jo ikke er sådan, at bare fordi man siger, at man gerne vil have et nyt cpr-nummer, fordi man føler sig som en anden, så får man det. Processen derhen er unægtelig noget længere.

Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak for det, og tak til ministeren for gennemgangen af forslaget. Jeg er selvfølgelig ked af, at ministeren ikke umiddelbart kan støtte forslaget. Jeg undrer mig i øvrigt lidt over det, for da vi havde en debat om det her den 7. maj 2019, altså før folketingsvalget, var Socialdemokraterne ret positive over for det. Men Socialdemokraterne må jo om, hvordan de tager det.

Men jeg kunne bare godt tænke mig at høre ministeren, om ikke der alligevel er noget om snakken, når det vil give mere tryghed, hvis vi kan stille det her krav, at man ikke får mulighed for navneskift. Jeg tænker f.eks. på den berygtede Levakovicfamilie – og jeg tror, ministeren kender til dem – som jo nu hedder noget andet. De hedder Christiansen og Winther og Lorenzen og har altså formået at komme ind i et boligbyggeri i København under de navne, hvor udlejer ikke er klar over, hvem der i virkeligheden er tale om. Ville det ikke give mere tryghed for udlejere, for mennesker i vores samfund, hvis man er sikker på, hvad det navn er, som man kender en kriminel på, i stedet for at vedkommende har mulighed for at give sig ud for at være en anden?

Ministeren.

Uden at skulle give nogens personligheder karakterer eller noget tror jeg, at bemeldte familie også ville have fantasi til at kunne smyge sig uden om den problemstilling. Min pointe og det, jeg sagde, var, at der selvfølgelig er nogle få meget spektakulære sager, hvor man kan forestille sig, at folk vil kunne genkende navnet, hvis de bliver konfronteret med gerningsmanden. Det kræver, at det er et relativt specielt navn, og det kræver, tror jeg faktisk, meget, meget medieomtale. I virkeligheden er min pointe, at jeg tror, at langt de fleste af os stillet over for et navn, som ikke er meget, meget specielt, ikke umiddelbart vil kunne genkende det som en, der har begået selv forbrydelser, som har været relativt meget omtalt i medierne. Det er det, jeg mener med, at jeg tror, det giver falsk tryghed.

Hr. Peter Skaarup.

Men hvis det giver mulighed for, at en udlejer kan sige nej til en beboer, fordi man jo altså kender det her navn Levakovic, så ville det da være bedre, at man fik mulighed for at sige nej, end at man kommer til at sige ja. Og det er jo faktisk det, der er sket, hvorefter man i en bebyggelse er nødt til efterfølgende at hyre vagtværn, fordi der har været så mange problemer forbundet med den pågældende familie, som der har været. Så er ministeren ikke enig i, at det faktisk ville give mere tryghed at have den viden om, hvem den person rent faktisk er i det her boligbyggeri?

Ministeren.

Men det, der var min pointe, var, at jeg tror, at i langt de fleste tilfælde vil det ikke give en reel tryghed. Derfor synes jeg i virkeligheden, vi skal fokusere på, hvad det er for nogle initiativer, vi kan tage, som styrker den reelle, egentlige tryghed – altså f.eks. de tiltag, som vi har lagt frem med vores tryghedspakke osv. Det tror jeg betyder meget mere for den reelle tryghed, som folk oplever.

Vi siger tak til justitsministeren og går videre til ordførerrækken. Først er det hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. Ikke overraskende, eftersom jeg er partifælle med justitsministeren, tilslutter Socialdemokratiet sig regeringens holdning til dette beslutningsforslag og for så vidt også til den argumentation.

Jeg vil gerne sige noget i forbindelse med det her med navn. Nu henviser Dansk Folkeparti i bemærkningerne til en meget uhyggelig sag uden at nævne navnet på vedkommende. Jeg ville ikke kunne huske det navn, vedkommende havde, før vedkommende skiftede navn, eller det navn, vedkommende skiftede til. Jeg kan heller ikke huske et eneste navn på de seksualforbrydere, der har været i de sager, som vi kender meget fra medierne. Jeg kan heller ikke huske navnet på nogen af de skyldige i Tøndersagen, jeg kan ikke huske navnet på ham i Bedersagen, der gennemførte nogle uhyggelige overgreb i den forbindelse.

På den måde tror jeg faktisk, at det er meget sigende for danskerne over en bred kam, at det ikke er det med navnegenkendelsen, der gør det, og det er vel også derfor, at det, der her er behov for, er en øget kontrol med de her mennesker, og det er et øget samarbejde mellem myndighederne, så man sikrer sig, at der er bedre hånd i hanke med nogle af de her typer. Og jeg er glad for, at vi som parti og nu med regeringsmagten tager det meget seriøst. Jeg er rigtig glad for det forslag, vi lagde frem om at holde endnu bedre hånd i hanke med de mennesker, som er dømt for seksualovergreb, særlig mod børn. Ligeledes er jeg rigtig tilfreds med, at vi nu er på vej med forslag om også at holde endnu bedre styr på dem, der er terrordømte osv.

Så fordi det ikke synes at have nogen sådan reel indflydelse, fordi der skal mere til, og fordi det mere er det, som regeringen også arbejder med, støtter vi ikke dette beslutningsforslag.

Det afstedkom en kort bemærkning til hr. Peter Skaarup.

Jeg kunne godt tænke mig først lige at spørge den socialdemokratiske ordfører, hr. Jeppe Bruus, hvad der er sket hos Socialdemokraterne siden maj 2019 – det er jo ikke så længe siden – hvor den daværende socialdemokratiske retsordfører, fru Trine Bramsen, der nu er forsvarsminister, udtalte til TV 2 Nyhederne, at det bestemt var et forslag, man meget gerne ville kigge nærmere på, altså gav udtryk for, at man sådan mere eller mindre syntes, det var et godt forslag.

Det andet spørgsmål, jeg har, handler om det, som hr. Jeppe Bruus siger med hensyn til, om hr. Jeppe Bruus selv kan huske nogle navne. Nu er det jo sådan, at f.eks. ældre mennesker – det taler vi jo om i bemærkningerne til det her forslag – måske ikke lige er i stand til at kunne huske bestemte navne eller kende bestemte personer. Men de er ofte nogle mennesker, der taler meget med deres familie, deres børn, som kan hjælpe med at sortere lidt i, hvem man har kontakt med. Er ordføreren så ikke enig i, at det på den måde faktisk godt kunne være en rigtig nyttig hjælp at have for ældre mennesker, altså at man kender navnet, og at det er det samme navn, der er tale om?

Værsgo, ordføreren.

Tak for det. Til det første vil jeg i forhold til det, som fru Trine Bramsen har udtalt i sin tid, sige, at det lyder utrolig klogt. Nu er der jo f.eks. sket det, at Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag, så vi har haft lejlighed til at studere det nærmere og dermed også overveje positive og negative konsekvenser, og så er vi nået frem til den konklusion, at eftersom det ikke har nogen reel betydning, støtter vi ikke forslaget.

I relation til det andet omkring ældres omgangskreds og deres familie vil jeg tro, at de har samme udfordring, som jeg selv har, nemlig den, at det kan være meget svært at huske nogle af de her navne.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor Socialdemokraterne når frem til, at det ikke har nogen betydning for f.eks. en udlejer, der er i gang med at skulle leje en bolig ud til en person, at vedkommende pludselig hedder noget andet, så man dermed ikke kan se, hvem den pågældende i virkeligheden er i forhold til den kriminalitet, der er begået. Nu nævnte jeg eksemplet Levakovic; jeg ved ikke om hr. Jeppe Bruus kan huske det navn. Jeg kan godt, og hvis jeg er udlejer og får at vide, at det er Christiansen, der gerne vil bo her, kan det da godt være, jeg siger ja, men det kan i hvert fald også godt være, jeg ville sige nej, hvis jeg vidste, det var en Levakovic. Så har det ikke betydning, hr. Jeppe Bruus, for en udlejer, om man hedder det ene eller det andet?

Tak. Værsgo.

Jo, det navn kan jeg også godt huske. Jeg ved ikke, hvor mange der hedder det til efternavn. Det kunne jo i realiteten være en person, der hed det uden at være skyldig. Og derfor vil jeg da håbe, at man, inden man afviser en lejer, også kigger på den historik, der er. Og jeg har ikke indtryk af, at man, fordi man skifter navn, kan få en ren straffeattest. Det er vel også derfor, at det her jo ikke står alene. Så hvis man har den bekymring i forhold til lejere, skal man jo tjekke andre oplysninger.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi videre til hr. Preben Bang Henriksen, Venstre.

Tak for det. Jeg må sige det rent ud: Det er et svært forslag. Der er pro et contra i det her forslag, om noget forslag overhovedet.

Imod forslaget taler synspunktet om, at tavlen er visket ren. Vi skal resocialisere folk, og det er i øvrigt, som den tidligere taler sagde, måske sjældent, at man husker ret mange kriminelle navne, når det kommer til stykket. Ret beset tror jeg, at der i de presseetiske regler står, at man skal have over 2 års fængsel for at blive nævnt ved navn. Så vidt erindrer jeg det i hvert fald.

For forslaget taler hensynet til specielt kommende potentielle ofre – ofre, der ikke kender den pågældende domfældtes fortid og derfor ikke har truffet de forholdsregler, som man normalt ville træffe, hvis man ellers kendte til, at det var en kriminel person, man var på vej til at indgå aftaler med. Det gælder ikke mindst økonomiske svindlere, og her må jeg bare sige, at en stor del af de økonomiske svindlere fra finanskrisen, der er blevet dømt, jo har skiftet navn, og det samme gælder selskabstømmersager og lignende, og der vil jeg da nok påstå, i hvert fald som erhvervsdrivende, at man godt kunne huske det første navn, men næppe det næste.

Ligeledes for forslaget taler, at straffeattesten jo ikke visker tavlen ren. Vi har i dag et system, hvor en straffeattest typisk hænger på den pågældende, hvis man har fået fængsel i 5 år, og jeg har da også bemærket, at det meget logisk er samme periode, Dansk Folkeparti vil have det her forbud til at virke for. Man kan ligeledes sige, at vi i den grad ikke har visket tavlen ren for pædofile, for terrorister, for bander og lignende; jeg behøver ikke at gentage tidligere debatter. Så man kan altså ikke være sikker på, at fordi man har fået sin dom, er det dommen, og så er der ikke flere konsekvenser ud over det.

Forslaget nævner et enkelt tilfælde. Jeg tror godt, jeg kunne nævne flere, specielt – som nævnt – inden for økonomisk kriminalitet, men jeg synes faktisk, at vi skal have det nærmere belyst, hvor stort et omfang det egentlig er, vi taler om. Er vi i gang med at lovgive for et enkelt tilfælde, som Socialdemokratiets ordfører antydede og ministeren antydede? Der har jo været spurgt – det ligger også i baggrundsmaterialet i spørgsmål 596 fra 2018 – om, hvor mange, og det var så i det her tilfælde pædofile, der gennem de sidste 3 år har modtaget dom og efter endt afsoning skiftet navn, og det siger Rigspolitiet at der er store ressourcer der skal bruges til, og det finder man fra ministeriets side ikke grundlag for at oplyse. Jeg synes nu, at det ikke kan være så vanskeligt, og det behøver ikke at være over de sidste 3 år, men over de sidste 6 måneder. Hvis man tager dem, der har skiftet navn inden for de sidste 6 måneder, bør det være et rimelig simpelt studenterjob at finde ud af, hvor mange af dem, der har skiftet navn, også har fængselsdomme på over eksempelvis 3 måneder eller 1 år, eller hvad det nu måtte være. Så det er en oplysning, jeg stadig væk vil efterspørge under det kommende udvalgsarbejde.

Sammenfattende kan jeg sige, at Venstre har en positiv tilgang til forslaget, men vi ser nogle problemer. Hvor mange personer er det, det her drejer sig om, som jeg var inde på før, der har skiftet navn under de her omstændigheder? Vi ser nok et problem i at sætte en grænse på 3 måneders fængsel. Det er trods alt en begrænset kriminalitet. Det bør i givet fald være væsentlig højere efter vores opfattelse. Man kunne også gøre sig overvejelser over, hvilken type kriminalitet det skulle dække for, og man kunne bestemt gøre sig den overvejelse, at er vedkommende gået i et exitprogram, skal der i sagens natur ikke være et forbud mod at skifte navn. Det er jo nærmest meningen med et exitprogram. Og endelig kan der sikkert også udtænkes problemer omkring giftermål og lignende. Det er altså alt sammen noget, som vi vil søge belyst under udvalgsarbejdet, men vi har som nævnt umiddelbart en positiv tilgang til forslaget. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Jeg er glad for, at Venstre umiddelbart har en positiv tilgang til forslaget. For det her drejer sig jo om mennesker, som har begået forbrydelser, og dermed ikke bare vilkårlige mennesker, men folk, der ved, at det her er vilkårene, altså at der, hvis du begår en forbrydelse, er en straf, og en del af den straf er så, at du, hvis du har fået en straf, som er mere end 3 måneders ubetinget fængsel, og så længe du har en plettet straffeattest, ikke kan skifte navn. I virkeligheden kunne man jo bare sige, at den ultimative straf var, at man var spærret inde og lukket væk fra fællesskabet i den tid, hvor man ellers har en plettet straffeattest. Så lange straffe er vi ikke interesseret i at give til alle, men det kunne jo være den yderste konsekvens.

Mit spørgsmål går på, at det jo i dag er sådan, at offentlige myndigheder kan få indsigt i straffeattesten, og at private, som vil ansætte en person, kan sige, at et vilkår for, at man kan blive ansat hos dem, er, at man kan præsentere en ren straffeattest. Men vi andre – nu bliver der nævnt lejeforhold, og der kan være private ansættelsesforhold osv. – er jo lidt mere overgivet til, hvad skal man sige, de andre muligheder, vi har. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg tænker, at det, hvis jeg eksempelvis stod og skulle leje en lejlighed ud, er fuldstændig korrekt, at jeg ikke kan forlange en straffeattest fra vedkommende, jeg har over for mig, men jeg kan sige, at han, hvis ikke han stiller med en straffeattest, så ikke kan leje lejligheden. Det vil nok være vendt lidt rundt, men det er fuldstændig rigtigt, som det bliver nævnt, at private jo ikke kan gå hen og trække en straffeattest på en person.

Fru Pernille Vermund.

Lejeforhold er én ting, men noget andet kunne være, at man mangler en til at passe børnene nogle timer om eftermiddagen, når man selv kommer sent hjem fra arbejde, eller rengøringsassistenter, eller hvad man nu ellers har brug for. Jeg har ikke personligt gjort brug af at skulle bede om straffeattester, men til gengæld har jeg jo hørt mig for, når jeg har benyttet mig af den form for tjenester, og sikret mig, at de firmaer, som jeg benyttede, var firmaer, som andre har kunnet sige god for, og det er jo lidt af det, der ligger i det her. Hvis ikke man kender navnet på vedkommende eller vedkommende kan skifte navn, er det svært at kunne sige god for en person.

Ordføreren.

Jeg kan kun sige, at de eksempler, som fru Pernille Vermund nævner, da i allerhøjeste grad er relevante eksempler i relation til det her forslag.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg takker ordføreren for en – kan man sige – god grad af konsistens, altså at der kan sættes lighedstegn mellem det, som man sagde, før vi havde et folketingsvalg, da vi havde debatten i maj måned 2019, og så nu, hvor man også er positiv over for intentionerne i det her forslag. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Preben Bang Henriksen, om han ikke undrer sig lidt over regeringens tilgang til det her.

For Socialdemokraterne var jo i sin tid forholdsvis positive, men er nu åbenbart negative og mener ikke, at det overhovedet vil give mere tryghed i forhold til f.eks. en udlejer, som oplever, at en person, der egentlig hedder Levakovic, kalder sig Christiansen, og derfor har svært ved at gardere sig imod at få vedkommende ind i en lejlighed. Er hr. Preben Bang Henriksen ikke enig i, at der faktisk ville være tale om, at man havde mere tryghed, hvis man kunne forlange, at en person ikke har mulighed for at skifte navn og dermed ikke udgive sig for at være en anden, kan man sige?

Til det sidste om mere tryghed kan jeg svare: Ja. Til det første om Socialdemokraternes tidligere udtalelser: Jeg bemærkede, at hr. Jeppe Bruus gav et glimrende svar, der refererede til, at man gerne ville sætte sig lidt mere ind i sagerne. Og det har man gjort i dag, og man har den holdning, man har i dag. Så er den sådan set ikke længere.

Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak for den positive tale. Jeg kunne godt tænke mig at stille et spørgsmål, i forhold til at Venstre har det lidt svært med de 3 måneder, og hvor Venstre tænker at snittet skal ligge. Det var det ene spørgsmål.

Så er det jo sådan i dag, at vi har nogle af de værste forbrydere, som har begået drab, bl.a. Peter Lundin, som har taget navneforandring. Så spørgsmålet er: Mener Venstres ordfører, at det skal man kunne, når man sidder i fængsel, altså simpelt hen skifte navn?

Ordføreren.

Nej, jeg tror da vist nok, at jeg udtrykte mig klart nok. Jeg var positiv over for forslaget her, og ja, det er korrekt, at den person, som spørgeren hentyder til, har skiftet navn, mig bekendt ovenikøbet flere gange, og det virker jo dybt underligt, vil jeg sige.

Men det her er et udtryk for vores holdninger og et udtryk for, at man i forvejen har en straffeattest, som signalerer til omverdenen i forskellige sammenhænge, når der bliver spurgt til den, hvad det er, vedkommende har gjort. Der synes jeg egentlig, det følger meget parallelt med det her forslag om, at han heller ikke kan skifte navn, om end man kan spørge på samme personnummer og skal spørge på samme personnummer.

Karina Adsbøl.

Men skal jeg så forstå det sådan fra Venstres side – og jeg takker igen for det positive – at Venstre godt kunne se sig selv stemme for det her beslutningsforslag, som det foreligger nu her? Et er, at man som ordfører altid kan sige, at man vil have nogle opklarende spørgsmål i udvalgsbehandlingen, men hvis det her beslutningsforslag nu var til afstemning i dag, ville Venstre så stemme for?

Ordføreren.

Nej, det er jo netop det, der er meningen med udvalgsbehandlingen og med de opklarende spørgsmål, altså at man skal have et fuldstændigt grundlag, og der er ikke noget fuldstændigt grundlag. Det her er et glimrende beslutningsforslag teknisk set, men hvis vi skal udtale os eksakt om det, er der altså de forhold, som jeg nævnte før, som vi i hvert fald er nødt til at skulle have med, og jeg kan bare tage et af dem: En person, der går ind i et exitprogram, skal jo ikke have forbud mod at skifte navn. Så er det jo helt til grin, kan man sige. Så det er nok det svar, der kan gives.

Det var også tilfredsstillende, for der er ikke flere spørgsmål. Så vi går videre til hr. Kristian Hegaard, Det Radikale Venstre.

Dansk Folkeparti vil med beslutningsforslaget her gøre det forbudt for dømte kriminelle at skifte navn, hvis de har fået en dom på mere end 3 måneders ubetinget fængsel. Forbuddet skal gælde, fra dommen er afsagt, og så længe dommen fremgår af den pågældendes straffeattest.

Radikale Venstre har den liberale grundholdning, at man må have lige det navn, man har lyst til, med de begrænsninger, der følger af navneloven – af forskellige hensyn. Det bliver man hverken mere eller mindre kriminel af, og forholdene står sådan set stadig på ens straffeattest. Derfor kan man spørge: Hvad bliver det næste? Må man så heller ikke skifte frisure, fra da man begik kriminalitet? Må man ikke farve sit hår? Må man ikke skifte tøjstil, fordi man så ikke ser præcis sådan ud, som man gjorde, da man begik kriminaliteten, og derfor ikke fremstår så genkendelig? Nej, det ville selvfølgelig være fjollet, og derfor anser vi det ganske enkelt ikke for nødvendigt at lovgive på det her område.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Vi går videre i ordførerrækken til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Jeg vil starte med at sige, at vi ikke kan støtte det her forslag, og jeg skal hilse at sige fra Enhedslisten, som ikke kan være her i salen i aften, at det kan de sådan set heller ikke.

Jeg synes, at når man begår kriminalitet, får man en straf, og når den er afsonet, er man i realiteten fri. Selvfølgelig starter pletten på straffeattesten så først den dag, man løslades, og lige præcis straffeattesten er redskabet til at undgå, at man f.eks. får med børn at gøre, hvis man har begået overgreb mod dem. Det er også den, der kan sikre, at vedkommende ikke nødvendigvis ansættes i funktioner, hvor det ikke er hensigtsmæssigt. Har man begået bedrageri og underslæb, er det jo ikke sikkert, at man skal sidde og have ansvar for penge bagefter. Faktisk er det også sådan, at straffeattesten efterhånden i vid udstrækning bruges i udsatte boligområder, hvor det er et redskab til at sikre, at der ikke er en høj koncentration af dømte i området.

I forhold til straffeattesten er der eksperter, der flere gange har betegnet den som en ekstra straf, fordi den også er med til at vanskeliggøre, at den tidligere dømte kan vende tilbage til et liv uden kriminalitet, f.eks. kan man få svært ved at komme i arbejde. Nogle siger endda, at det medvirker til at fastholde den dømte eller den tidligere dømte i kriminalitet og dermed er egnet til at skabe nye ofre.

Jeg synes derfor, at der er rige begrænsninger på tidligere dømtes gøren og laden, og jeg tror, at jeg savner dokumentation for, at der er et uoverstigeligt og voldsomt problem, som gør, at man ikke må skifte navn. Jeg er med på, at vi kan læse, at der er en grim sag, hvor en dømt har begået forfærdelig kriminalitet, og som oven i købet også har skiftet navn. Jeg har bare rigtig svært ved at se, at kendskabet til det oprindelige navn havde forhindret, at et mentalt forstyrret menneske begik kriminalitet. Og så er det værd at huske på, at sådan en sag jo heller ikke er repræsentativ for de mange, mange andre domme, som falder hver dag i Danmarks retssale.

Hvad skal forslaget så bruges til? Ja, borgerne skal vide det, siger Dansk Folkeparti. Til hvilket formål skal borgerne vide det? Så man kan formene dømte adgang til forældremøder, skræmme dem ud af byen, forholde dem et arbejde eller en bolig generelt? Jeg synes, vi politisk har lagt de begrænsninger på, som kan være rimelige, og derfor siger vi nej til forslaget her.

Vi siger tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, og så er det hr. Sikandar Siddique fra Alternativet.

Tak for ordet, formand. Alternativet kan heller ikke støtte forslaget, og det kan vi ikke ud fra det retsstatsprincip, der hedder, at når man har udstået sin straf, er man en fri mand. Derfor støtter vi ikke op om forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for det. Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Nye Borgerlige har den klare holdning, at hvis man begår kriminalitet og dømmes for det, må man tage sin straf. Og hvis en del af straffen er, at man i den periode, man har en plettet straffeattest, ikke kan skifte navn, så er det et vilkår, som man kender, når man begår kriminaliteten. Sådan er det.

For mig vil hensynet til ofre og potentielle ofre altid vægte højere end hensynet til forbrydere. Vi taler ikke om lovgivning, som skal ramme alle mennesker – alle dem, der ikke har gjort noget – vi taler om lovgivning, som skal ramme folk, der har begået forbrydelser, som har været igennem retssystemet, og som har fået en dom for deres forbrydelser. Vi taler til og med om folk, der har fået en dom, som er relativt hård i forhold til alle de domme, der er givet derude, hvor folk kommer ud efter en retssag og i virkeligheden får lov at gå fri, til trods for at de har begået en forbrydelse.

Så for mig at se er der ikke nogen tvivl her. Vi har i dag talt om hensynet til de potentielle nye ofre, der kan være, hvis ikke man kender en forbryder. Jeg synes sådan set også, at man skylder at tale om hensynet til de ofre, der har været. Hvis der er begået en voldtægt, og en mand kommer ud af fængslet efter at have afsonet sin dom, ville man så ikke gerne vide, om det er den samme mand, der bosætter sig i opgangen, som en gang tidligere har forgrebet sig på en selv, på ens søster eller på ens datter? Jeg ville gerne.

Så det hensyn vægter højere for mig end hensynet til forbrydere, som dømmes for kriminalitet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor går vi videre til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Der er gang i Dansk Folkepartis politikudviklingsmaskine, og det oplever vi med en række beslutningsforslag her i Folketinget. Det synes jeg egentlig fortjener selvstændigt at få en smule ros. Jeg tror, at en del af vejen tilbage for blå blok er, at vi kommer i gang med idéudvikling og politikudvikling, og det må man sige, at det gør Dansk Folkeparti, og det synes jeg er godt. Det er ikke alle forslag, som jeg synes er gode, eller som jeg vil stemme for, men ikke desto mindre er politikudvikling og idéudvikling i blå blok en nødvendighed for at komme tilbage på sporet. Så det synes jeg er rigtig fint.

Det konkrete beslutningsforslag vil vi stemme imod. Det er jo et sådan småformynderisk indgreb i den enkeltes frihed, og det kan man jo muligvis godt leve med, hvis det er sådan, at det på en eller anden måde batter noget i forhold til at øge sikkerheden i samfundet. Vi stiller os lidt tvivlende over for, hvor stor en virkning sådan en lovændring vil have. Den har en lille smule karakter af symbolpolitik i vores optik.

Tak for det. Så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Skaarup.

Jeg vil sige tak for støtten fra nogle partier til forslaget her, men selvfølgelig være lidt irriteret over, at det ikke kan vinde flertal sådan umiddelbart, som det ser ud. Men i og med at Socialdemokraterne jo mente noget andet før valget, kan det jo være, hvis der bliver folketingsvalg på et eller andet tidspunkt, at Socialdemokraterne skifter over igen og vil støtte forslaget, og så er der lige pludselig er et flertal. Sådan kan det jo gå, når man kommer i regering.

Ikke desto mindre er jeg selvfølgelig bekymret for de borgere, som kommer ud for det at møde en person, som giver sig ud for at hedde Christiansen eller noget helt andet, men som i virkeligheden er storkriminel. Så kan vi altid diskutere, om det handler om 3 måneders ubetinget fængsel, eller om man skal sætte niveauet et andet sted. Det er egentlig ikke det afgørende for Dansk Folkeparti her; det afgørende er, at hvis vi på nogen måde kan give mere tryghed i kontakten mellem mennesker, specielt i kontakten mellem lovlydige, uskyldige mennesker og nogle, der virkelig udnytter andre mennesker, ja, så skal vi gøre det. Det er den tankegang, der ligger bag forslaget her.

Jeg vil lige komme ind på et par af de tilfælde, de sager, der er nævnt i dagspressen, men der er jo også i bemærkningerne nævnt et enkelt eksempel, hvor det er helt oplagt, at det her vil have en gavnlig virkning.

Jeg skylder lige at sige, at hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti har sagt til mig, at jeg godt her fra talerstolen kunne sige, at De Konservative gerne vil støtte det her forslag, hvis man ændrer den her grænse på de 3 måneder til et andet og højere niveau, og så er der også nogle undtagelsestilfælde, som man mener der skal være. Men grundlæggende er man positiv over for forslaget. Og jeg vil selvfølgelig også sige tak til Nye Borgerlige og til Venstre og så være glad for de i øvrigt positive bemærkninger, der har været sådan i ny og næ. Ja, jeg oplevede, at Liberal Alliance havde enkelte positive bemærkninger, i hvert fald om, at der var tale om en ny politikudvikling, så om ikke andet tak for det.

Når Dansk Folkeparti har syntes, at det her har været vigtigt, er det, fordi vi har oplevet nogle sager, hvor man fuldstændig målrettet skifter navn med henblik på at optræde på en anden måde, selv om man egentlig er groft kriminel eller har været groft kriminel. Og man bør være advaret imod det, men har svært ved det, når man ikke kan kende det rigtige navn. Vi har også oplevet, som hr. Preben Bang Henriksen var inde på, sager om økonomisk kriminalitet, hvor man nærmest som en regel skifter navn, for så vil man gerne give sig ud for at være en anden med henblik på at kunne fortsætte forskellige former for manipulation eller svindel, og det er klart, at det jo er rigtig træls for dem, der bagefter oplever, at de er blevet snydt af en person, som egentlig var ham eller hende, som vedkommende var oprindelig, men at de lige pludselig ikke rigtig er blevet advaret imod det, fordi de jo så ikke kender navnet.

Her tænker jeg i og for sig ikke på politiet og myndighederne – ministeren var lidt inde på det – for de har jo nogle muligheder, som borgerne ikke har. De kan gå ind og se på cpr-numre og strafferegistre og andet. Så på den måde kan man egentlig sige, at de er beskyttet, i hvert fald rent faktuelt. Man kan så sige, at det kan tænde nogle advarselslamper på en anden måde selv med navnet – og flere advarselslamper – end cpr-nummeret kan. Men lad nu det være.

Jeg vil komme ind på et par af de sager, som har været meget fremme. Her tænker jeg jo bl.a. på Peter Lundin, og man må godt sige navnet, for vedkommende er dømt, og der har ikke været navneforbud. Vedkommende sidder i øvrigt inde i øjeblikket. Han skulle ikke have haft mulighed, og det er jo det, der ligger i forslaget, for at skifte navn. Og han vil forhåbentlig ikke komme til igen at belemre samfundet med de ulykker og ugerninger, som han har stået bag. Men hvis nu han kom på fri fod på et eller andet tidspunkt, ville der så være nogen alarmklokker, der ville ringe, hvis hr. Bjarne Skounborg ville leje et værelse hjemme hos en familie, eller hvis en Thomas Christian Olesen skulle blive kæreste med ens familiemedlem? Umiddelbart ikke. Men var navnet Peter Lundin, ville der forhåbentlig være rigtig mange alarmklokker, der ville ringe. Men sagen er jo, at Bjarne Skounborg eller Thomas Christian Olesen, som vist er det sidste navn, som Peter Lundin kalder sig, engang hed Peter Lundin. Og det var altså ham, der er på bestialsk vis myrdede og parterede en kvinde og hendes to børn.

Der er spørgsmålet så: Er det rimeligt, at han skal kunne dække sig ind under et andet navn? Nej, det er det ikke. Det er ikke rimeligt. Der er det sådan, at nogle kriminelle er kendt i offentligheden, og der er andre, som man ikke kender navnene på. Men Peter Lundin husker man – mange mennesker husker ham, og det er der en god grund til. Der er også mange der husker navnene Naum Conevski og Palle Sørensen. Det var jo henholdsvis en dobbeltmorder fra Amager i 1984 og en politimorder, der i 1965 skød og dræbte fire politimænd. Det er også kendte navne for mange mennesker, selv om det er mange år siden.

Så er der andre, der ikke er sådan helt så kendt i den brede offentlighed som de førnævnte, men alligevel synes vi i Dansk Folkeparti, at det er i offentlighedens interesse at vide, hvem de er, så de ikke kan lukrere på den mulighed, det er, at kunne skifte navn efter at have begået kriminalitet. Her kunne jeg nævne James Schmidt – ja, hvem det er? Lual Lual hed vedkommende før, og med den digitale verden, vi lever i i dag, vil en relativt simpel googlesøgning kunne give os besked om, at Lual Lual allerede i 2012 fik 7 års fængsel for voldtægt og grov vold. Han er så siden hen blev løsladt alt for tidligt, tydeligvis – det har noget med hans alder at gøre. Han er sigtet for tre rovmord på ældre mennesker i forbindelse med hjemmerøverier. Det forslag, vi behandler her i dag, går egentlig så ud på, at vi skal udstyre den ældre dame eller de ældre damer eller mennesker, der bor i et område, der oplever besøg af en person som ham her, med det redskab, at man i hvert fald kan kende det oprindelige navn, vedkommende havde, da han blev dømt; for så længe det står på straffeattesten, skal det være forbudt at skifte navn.

Det er relativt nemt at skifte navn – det ved de fleste af os – det kan klares relativt enkelt over internettet, men hvis man altså har det her stående på straffeattesten, vil Dansk Folkepartis forslag sikre, at det ikke længere vil være muligt for den pågældende at skifte navn.

Vi har også her under debatten, og det har Dansk Folkeparti nævnt, jo debatteret familien Levakovic. Der er det sådan ifølge dagspressen i hvert fald, at der er en af dem, der i dag hedder Lorenzen; der er en, der hedder Winther; og der er en, der hedder Christiansen. Det er bare lige det, vi kender til. På den måde har man altså formået at snyde sig ind nogle steder for at bo, hvad de pågældende udlejere sikkert gerne ville have undgået, hvis de havde kendt det navn, nemlig Levakovic, som vedkommende havde.

Så er det jo sådan, at vi faktisk allerede har et redskab i dag. Jeg har været lidt inde på det under debatten. Vi har en fungerende straffeattest, som netop skal sikre, at f.eks. en arbejdsgiver kan blive advaret mod nogle, der stadig væk måske slås lidt med eftervirkningerne af noget kriminalitet, for man har adgang til at kunne se en straffeattest. Straffeattesten kan altså forberede en arbejdsgiver på, hvad for en medarbejdere der eventuelt skal ansættes.

Det er i og for sig ganske enkelt den samme mulighed, vi ønsker, at alle andre mennesker får, så man på den ene eller den anden måde har mulighed for at gardere sig mod kontakt med straffede personer, så længe det står på straffeattesten. Det er ikke, at man ikke skal kunne have kontakt – det bestemmer man jo selv – men man har trods alt mulighed for at kende vedkommende på vedkommendes navn. At skifte navn er jo så et privilegium, som det er nogle mennesker forundt, men har man begået kriminalitet med en vis straflængde til følge, har man efter vores overbevisning sat sig selv uden for det privilegium i en tid. Og når man har udstået sin straf og ens straffeattest er ren igen, kan man så nyde det privilegium, det er at kunne skifte navn igen. Men indtil da hedder Peter Lundin altså Peter Lundin, og det kan jeg godt leve med, og det tror jeg også at han kan blive nødt til. Men det kræver selvfølgelig, at vi får et flertal her i Folketinget for at lave den regel og lave den lovændring, og jeg håber på, at tiden arbejder for forslaget her. Vi er villige til at ændre i det, hvis det er det, der skal til, men vi vil gerne arbejde med det.

Så er der en kort bemærkning til fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak til ordføreren, og tak for forslaget, som Nye Borgerlige naturligvis bakker op. Et par af dem, der har været nævnt i ordførerens tale, er jo folk, som ikke bare har udenlandsk baggrund, men også udenlandsk statsborgerskab. Og det betyder jo, at det i hvert fald i forhold til Nye Borgerliges politik er mennesker, som ikke bare skulle forbydes at skifte navn, men som også burde udvises konsekvent og efter første dom, hvis de dømmes for den her form for forbrydelser. Det kommer Nye Borgerlige til at fremsætte et beslutningsforslag om; det er i proces og kommer i salen her på et eller andet tidspunkt.

Vil DF bakke op om et beslutningsforslag om, at kriminelle udlændinge udvises konsekvent og efter første dom, når Nye Borgerlige fremsætter det?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte et hundrede procent, at det vil Dansk Folkeparti gerne. Om der så er flertal for det herinde i Folketinget og vi kan få flere med, er jo så et spørgsmål, men vi vil i hvert fald sammen med Nye Borgerlige meget gerne kæmpe den kamp, så man bliver udvist, når man laver kriminalitet som udlænding.

Fru Pernille Vermund, værsgo.

Tak for det. Det er jeg rigtig glad for at høre; det havde jeg sådan set også forventet. Man må selvfølgelig sige, at det er noget mere vidtgående end bare at give dem et forbud mod at ændre deres navn. Og de, som så synes, det er vidtgående, at man ikke kan få lov til at ændre sit navn i den periode, hvor man har en plettet straffeattest, kan jo overveje, om de overhovedet synes, at de mennesker, altså dem, som har udenlandsk statsborgerskab, skulle have lov til at være i landet, hvis de har begået forbrydelser a la dem, som Levakovic eller ham her, som senere kom til at hedde James Schmidt, har begået.

Ordføreren.

Jeg kan jo sige, at vi er fuldstændig enige med fru Pernille Vermund her. Det burde jo have været sådan for lang tid siden, at f.eks. Gimi Levakovic, som vel er edderkoppen i spindet hos familien her, ikke længere var i Danmark; han burde være udvist for lang tid siden, og myndighederne burde også fra starten have krævet ham udvist. Det er jo så et af problemerne, at man ikke har gjort det.

Men vi håber på, at vi kan få flertal for det – og gerne sammen med andre partier her i Folketinget.

Tak for det.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)