Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 133:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til efterværn for alle tidligere anbragte unge.

Af Pernille Skipper (EL) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2020).

Forhandlingen er åbnet. Først vil jeg gerne sige velkommen til social- og indenrigsministeren.

Tak for det, formand. Det er jo helt nyt at stå heroppe igen, og det er også under lidt andre forhold med sådan en plexiglasskærm imellem os. (Den fg. formand (Annette Lind): Som kvinden i buret her). Ja, det er godt, at vi passer godt på formanden.

Jeg vil gerne starte med at takke Enhedslisten for at sætte fokus på indsatsen for udsatte og tidligere anbragte unge. Alle unge mennesker fortjener en god start på voksenlivet, og som samfund har vi et særligt ansvar for, at et udsat barn ikke bliver en udsat voksen. Det ansvar løfter vi ikke godt nok i dag. Jeg bakker derfor fuldstændig op om formålet og intentionen bag beslutningsforslaget.

Alt for mange anbragte børn klarer sig ikke godt som voksne; de ender oftere i hjemløshed, uden uddannelse og uden for beskæftigelse. Vi kan desværre se af statistikkerne, at halvdelen af de hjemløse unge har været anbragt, hver fjerde tidligere anbragte mand har været i fængsel, før han fylder 30 år, og kun en fjerdedel af unge med anbringelsesbaggrund har fået en ungdomsuddannelse som 25-årig. Alt for mange anbragte unge står uden netværk, fordi deres støtte- og omsorgspersoner alt for typisk forsvinder, når de fylder 18 år. Det vidner om, at vi som samfund ikke er gode nok til at sikre, at anbragte børn får den hjælp og støtte, de har brug for, når anbringelsen ophører og de skal stå på egne ben. Det må vi kunne gøre bedre.

Anbragte unge skal have den støtte, de har brug for, og vi skal ikke slippe dem, før de er godt på vej ind i voksenlivet. Anbragte unge skal have de samme muligheder for et godt ungdomsliv som andre unge. De skal have venner, og de skal have et netværk, der kan støtte dem. De skal have mulighed for at gennemføre en uddannelse og komme i arbejde, og de skal have en bolig og et hjem, når de flytter fra deres plejefamilie eller døgninstitution. Min ambition er, at anbragte børn får de samme muligheder i voksenlivet som deres jævnaldrende.

Vi skal være bedre til at lytte til og inddrage de unge. Det gælder både kommunerne, der skal være bedre til at lytte til, hvad de unge selv ønsker, når de tilrettelægger efterværnet for den enkelte unge, og også mig som minister og os som Folketing. Vi skal også lytte meget mere til de unge, når vi laver ny politik, der vedrører de unge. De unge skal opleve, at efterværnet er til for dem og tilrettelagt ud fra deres ønsker og ressourcer. Jeg tror på, at det er med til at sikre, at den unge kan mestre sit eget liv.

Netop inddragelse af de unge er et pejlemærke i et interessant projekt, der hedder »Investering i efterværn«, som er i gang i syv kommuner i partnerskab med Socialstyrelsen. Kommunerne har fra 2017 til 2020 omlagt deres efterværnsindsats. Flere af kommunerne har etableret nye netværksskabende aktiviteter i kommunen som f.eks. åbne tilbud målrettet unge i målgruppen for efterværn. Alle kommunerne har inddragelse og samarbejde med de unge som kerneelement. De skal tilbyde alle anbragte unge i kommunen efterværn, og de unges erfaringer indgår i det tværgående arbejde gennem et ungepanel. Det er nogle meget spændende erfaringer, der bliver gjort i det UIP-projekt, og det er nogle erfaringer, vi skal samle op på.

Men jeg tror også, vi skal kigge bredere efter løsninger for tidligere anbragte unge. Efter hvad jeg hører, når jeg taler med tidligere anbragte unge og organisationer på området, har de unge i højere grad brug for relationer, som ikke er betalte, og som ikke er en del af deres anbringelse. De har brug for netværk og fællesskab med personer, som de kan spejle sig i, og som kan hjælpe dem godt på vej i voksenlivet. Sådan nogle relationer kan være fuldstændig afgørende for tidligere anbragtes muligheder for at finde en bolig, skabe sig et hjem, gennemføre en uddannelse og komme i job. Jeg mener, at vi skal gøre langt mere for at støtte anbragte unge i at danne fællesskaber og få ikkebetalte relationer, som kan følge dem livslangt. Det kan f.eks. være gennem initiativer som mentorordninger eller venskabsfamilier – og altså noget mere og noget andet end et efterværn med ansættelseskroner i ryggen.

Det her stærkere fokus på varige relationer tror jeg er en vigtig del af løsningen, men jeg tror også, der skal mere til endnu. Vi kigger på store udfordringer, som kræver gode og solide løsninger. Derfor indgår anbragtes overgang til voksenlivet også som et af de tre spor, der arbejdes med i regeringens kommende udspil »Børnene først«. Her vil vi bl.a. se på behovet for at ændre i reglerne om efterværn, men vi skal undersøge området til bunds, inden vi lægger os fast på de konkrete løsninger. Vi har fra regeringens side hele tiden sagt, at vi vil have en bred inddragelsesproces med aktørerne på området og ikke mindst de unge selv, så vi kan få belyst alle udfordringerne.

Vi præsenterer fra regeringens side et samlet udspil på børneområdet senere på året, og på den baggrund kan vi ikke bakke op om beslutningsforslaget, som det ligger nu, som jo forudsætter en lovændring i indeværende år. Men vi er meget åbne over for i den videre udvalgsbehandling at se på, om vi kan blive enige om en fælles beretning med det formål at styrke efterværnet for anbragte unge. Så igen bare tak til Enhedslisten for at rejse en helt utrolig vigtig sag her i Folketinget, og jeg ser meget frem til både debatten her i salen og udvalgsbehandlingen.

Tak til ministeren. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det undrer mig lidt, at ministeren, når hun siger, at hun er enig i formålet med og intentionen i forslaget, nemlig at sikre, at anbragte børn kommer godt på vej, også i voksenlivet, alligevel ikke kan støtte op om det forslag, der ligger.

Kan ministeren bekræfte, at der i lang tid har været et ønske om, at man skal have et tilbud om efterværn, altså ikke en »kan«-bestemmelse, men at man simpelt hen skal følge op på, at børn får en rettighed til efterværn? Er der nogen af de aktører på området, som ministeren gerne vil lytte til, som er imod det?

Ministeren.

Det er jo rigtigt, at diskussionen om efterværn, og hvordan vi bedst muligt hjælper anbragte børn ordentligt ind i voksenlivet, ikke er ny – det var også noget af det, man diskuterede, da man i sin tid lavede Barnets Reform, hvor SF – hvis jeg ikke husker meget galt – var en af de kræfter, som løftede den ret til efterværn til de grupper, der har den nu, ind i lovgivningen.

Jeg tror, vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi skal tænke bredere her end bare at diskutere retten til efterværn og retten til en kontaktperson, som jo konkret er det, som er lagt til grund i beslutningsforslaget her. Jeg tror, at der skal mere og andet til; jeg tror, vi skal have nogle anderledes succesparametre i forhold til de unge; jeg tror, vi skal have en langt større forståelse af, hvor stort et ansvar vi som samfund har for også at understøtte nogle varige ikkebetalte relationer til de anbragte unge, som kan følge dem ikke bare ind i voksenlivet, men gerne være der for dem gennem hele livet. Den undersøgelse, der her i efteråret kom fra Bikubenfonden, viser jo, at noget af det, der kendetegner de tidligere anbragte unge, er, at de har nogle meget, meget skrøbelige relationer, og det er jo mere og andet end bare det, som det her beslutningsforslag handler om.

Tak til ministeren. Karina Adsbøl, værsgo.

Nu er det jo et beslutningsforslag, som man altid kan bygge videre på, og det ene udelukker jo ikke det andet.

Til ministerens orientering vil jeg sige: I Dansk Folkeparti kæmpede jeg ved ordførerbordet i satspuljeregi for mange millioner på det her område, så vi netop fik afsat penge til kommunerne, sammen med SF. Og derfor ved jeg, at der er givet rigtig mange millioner kroner ud til efterværn for netop at sikre det. Så det kunne jo også være interessant, at ministeren sendte over til udvalget, hvor mange millioner kroner vi faktisk har givet ud til efterværn for at sikre, at børn, som har været anbragt, får en ordentlig overgang til voksenlivet.

Ministeren, værsgo.

Men det skal jeg gerne gøre i udvalgsbehandlingen, altså simpelt hen få fulgt op på, hvor mange penge der i satspuljeregi er blevet givet.

Jeg har det jo selv sådan, at noget af det, jeg tror har skadet socialområdet meget – og mere, end vi måske lige har vidst, mens det stod på – er, at mange indsatser har været midlertidige og projektbaserede, og selv hvis de så viste noget godt, er der ikke blevet fulgt systematisk op på dem. Og derfor lavede vi bl.a. den her UIP-konstruktion, hvor jeg fremhævede det projekt, der hedder »Investering i efterværn«. Grunden til, at jeg nævner det nu, er, at jeg faktisk mener, at vi her i fællesskab skal tage det meget, meget alvorligt og følge op på de her erfaringer, der kommer herfra, og det er jo noget af det, vi har tænkt os at gøre i det udspil, regeringen kommer med.

Tak. Så vil jeg gerne give ordet til fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten. Værsgo.

Først og fremmest tusind tak til ministeren for at anerkende, at det her er supervigtigt og nødvendigt, og også tak for tilkendegivelsen om, at vi kan drøfte det videre, også i forhold til en beretning. Jeg vil sige, at set fra vores synspunkt er det også ret ligetil, at man bør gå i gang med det her med efterværn nu. For det er så entydigt, at der er brug for det, og at det er det, som socialrådgiverne og socialpædagogerne helt klart anbefaler, at der er behov for. Så jeg synes godt, at vi kunne gå i gang med det med det samme, og det vil også stadig være vores opfordring til regeringen.

Men jeg vil sige, at som et minimum synes jeg i hvert fald, det er meget, meget vigtigt, at vi også i de kommende forhandlinger om barnets lov har både det her med efterværn og i det hele taget også kvalitet med – altså fokus på, hvordan kvaliteten af de ændringer, vi står med, er. For det nytter jo ikke noget, at man taler om, at flere børn og unge skal anbringes, hvis man faktisk ikke kan sikre dem et ordentligt liv og den hjælp, de har brug for. Så jeg vil meget gerne høre fra ministeren, om vi kan få et løfte om, at det er en helt central del af de kommende drøftelser.

Ministeren, værsgo.

Men det er det også meget, meget entydigt. Altså, at vi også bliver nødt til at have fokus på kvaliteten af vores anbringelser, er der simpelt hen ikke nogen som helst tvivl om. Det gælder igennem hele barnelivet, hvor vi ser for mange skift, men når man kigger på den undersøgelse, der blev fremlagt i efteråret fra Bikubenfonden, hvor man havde talt med nogle af de tidligere anbragte unge, kunne man jo høre, at der en meget lav tiltro til det offentlige system, der skal hjælpe dem videre ind i voksenlivet, og at der jo altså også er en del unge, der bliver tilbudt efterværn, som takker nej, fordi de er totalt systemtrætte; nogle af dem er jo også decideret systemvrede. Og det er for mange af dem, som vi også kan genfinde i de allermest alvorlige statistikker: hjemløsestatistikkerne, selvmordstatistikkerne, og når vi ser på kriminalitetsstatistikkerne. Derfor skal vi jo hele vejen rundt, og vi skal også meget grundigt rundt.

Jeg taler alt for længe – formanden har ikke rejst sig op endnu – men jeg vil bare sige: Det ungepanel, som følger »Investering i efterværn«, peger også på, hvor vigtigt det er, at vi som samfund også bliver i stand til at sikre de her børn med nogle ikkebetalte relationer. Jeg har taget et citat med op, for jeg synes, det er så godt. En af de unge siger: Hvis det lugter for meget af kommune, så har det ikke nogen betydning for os.

Fru Eva Flyvholm, værsgo.

Til det der vil jeg bare sige for at opklare, at der ligger altså også i vores beslutningsforslag, at det her kan have alle mulige former. Det kan være, man bliver lidt længere hos sin plejefamilie. Det kan være en kontaktperson, det kan være grupper, det kan være meget andet. Så det er åbent.

Men en af grundene, tror jeg, til, at mange af de allersvageste unge faktisk takker nej, er, at det ikke er en ret. Man ved, at man står over for at skulle have en kamp med kommunen, og det er lige præcis det, der kan være så sindssygt hårdt, at man skal ind i sådan en relation, hvor man igen er den underdanige, der skal stå med hatten i hånden. Det er præcis det, vi gerne vil undgå med det her forslag. Vi vil gerne sikre alle unge den her ret, og det synes jeg ville være rigtig dejligt hvis regeringen bare kunne hoppe med på med det samme.

Værsgo, ministeren.

Jeg kan udmærket godt både høre og følge, hvad Enhedslistens ordfører siger, og jeg tror, der er helt utrolig meget rigtigt i det. Så der er herfra jo også en meget stor åbenhed i forhold til at tage diskussionen. Jeg tror så, at vi skal bredere rundt omkring det. Sådan noget som venskabsfamilier, altså at der ikke skal være nogen institutionsanbragte børn, der ikke har mennesker deres liv, som ikke har en løncheck. Og det er ikke, fordi der er noget galt i det arbejde, som vores dygtige medarbejdere på det område laver – overhovedet ikke, de redder liv og tager børn ind i deres hjerte og gør en kæmpe forskel – men der skal noget mere og noget andet til, tror jeg, og det glæder jeg mig rigtig meget til at diskutere med jo heldigvis engagerede ordførere.

Tak til social- og indenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vil jeg gerne sige velkommen til den næste ordfører, og det er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Som socialdemokrat har jeg altid ment, at alle børn skal have de bedste muligheder i livet. Det er simpelt hen en af grundessenserne i vores velfærdssamfund, som jeg mener er retfærdigt og ganske solidarisk. Vi kæmper for, at stærke daginstitutioner og folkeskoler skal give alle børn de bedste forudsætninger for at leve et godt liv. Alle børn skal have muligheden for at udleve deres fulde potentiale, uanset om man kommer fra et arbejderhjem eller et akademikerhjem.

Men desværre er det ikke sådan for alle børn, at de altid har de allerbedste forudsætninger for at leve et godt liv. Det gælder især vores anbragte børn og unge, som ofte har en svær og turbulent start på livet, og som desværre heller ikke klarer sig godt som voksne. Vi ved også, at når tidligere anbragte børn og unge bliver voksne og selv får børn, er der en højere grad af deres børn, som bliver anbragt. Flere anbragte børn og unge bliver også hjemløse, som ministeren også beskrev. Vi ser mange piger begå selvmord, lave selvskade eller på anden vis ikke trives.

Det siger sig selv, at anbragte børn skal have bedre forudsætninger, end de har i dag, og jeg tror, at vi alle her i salen kan være helt enige om, at vi også skal have sikret den overgang, der er fra barnelivet til voksenlivet, og at vi på den måde skal have den styrket.

Det er et særligt ansvar, vi har som samfund over for de anbragte børn og unge, og dem skal vi ikke give slip på, før den unge er kommet godt ind i voksenlivet. Derfor er jeg også glad for, at regeringen og ministeren er i gang med at arbejde for det, vi hører her i forhold til overgangen fra barn til voksen for anbragte børn og unge. Regeringen vil lave et samlet udspil, hvor et af benene er at sikre arbejdet og behovet omkring reglerne for efterværn, og man vil se på, hvordan vi styrker efterværnsområdet, og også inddrage de børn unge, som har behov og brug for den støtte, som de har, når de går fra ungdomslivet og ind i voksenlivet.

I forhold til beslutningsforslaget her vil jeg klart støtte op om intentionerne bag det. For jeg mener, at der er behov for at lave en større indsats og for, at vi tager fat om og gør brug af og ser på alle de problemstillinger, der er for de anbragte børn og unge i forhold til det, de står med i dag. Det gør vi bedst ved at inddrage børn og unge – dem, det hele handler om – men også ved, at vi får inddraget relevante fagpersoner og organisationer på området, hvad ministeren også beskriver.

Vi er nødt til at få kigget på alle afkroge og hjørner, så vi kan få lavet en robust lovgivning, som tager udgangspunkt i børnene og de unges liv og muligheder. Vi har behov for, at vi gør det allerbedste for børnene. Det er Socialdemokratiets klare ambition, at vi får sikret, at børn har lige muligheder, uanset hvad de måtte komme af. Det tager tid, og især nu her, hvor coronakrisen har sat tingene i stå, er det her også en udfordring. Men arbejdet for at sikre bedre vilkår til anbragte børn og unge skal gøres både fornuftigt og ordentligt, og derfor mener vi også, at det ikke er realistisk, når der kommer et udspil senere på året. Det er med stor sympati og anerkendelse i forhold til det, som beslutningsforslaget handler om, men vi kan ikke støtte op om det, som det ligger nu.

Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Jeg vil også sige tusind tak for anerkendelsen af, at det her er vigtigt, og for viljen til som udgangspunkt at støtte op. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge helt konkret, hvad det er for nogle elementer, som ordføreren tænker der er behov for at få belyst mere. For som jeg ser det, er det meget entydigt, at bl.a. socialrådgiverne og socialpædagogerne, der sidder med det her til daglig, har efterlyst den her ret til efterværn i rigtig mange år.

I forhold til de unge, som der bliver lavet undersøgelser af, og hvor man bruger det systematisk, som ministeren også var inde på, er der nogle rigtig gode erfaringer med det. Og vores forslag lægger nemlig op til, at man jo kan inddrage alle mulige forskellige afarter af det her efterværn. Så jeg kunne bare godt tænke mig at høre ordføreren, hvad der egentlig er at betænke sig på, for det er jo samtidig en gruppe mennesker, som ærlig talt godt kan bruge den håndsrækning, og også gerne et år før end et år senere.

Camilla Fabricius, værsgo.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes egentlig, at ministeren også har redegjort for det rigtig grundigt, altså det her med at få sagt, at vi er nødt til at gå på flere ben på en gang, at vi er nødt til at få lavet en samlet pakke, men også i forhold til det her med, hvordan det egentlig er, vi lykkes. Når nu så mange unge peger på, at det, der har været, ikke er det, der skal pege fremad i deres liv, f.eks. at de har endnu en socialarbejder med sig, når de er fyldt 18 år; hvad er det egentlig for nogle typer af løsninger, der skal være i de her efterværn?

Så anerkender jeg også, at Enhedslistens ordfører siger, at intentionerne i beslutningsforslaget også handler om at sige: Kan der være en bred vifte af tilgange til det? Det synes jeg faktisk er værd at gå videre med. Og noget af det, der er rigtig godt i det her, er jo at se på, hvor mange forskelligartede af efterværn der kan tænkes. Jeg synes faktisk, det handler om at få diskuteret det nærmere.

Tak. Fru Eva Flyvholm, værsgo.

Mange tak for det. Så har jeg bare et opfølgende spørgsmål, og det er måske i virkeligheden mere i forhold til noget af det, ministeren sagde, så det kan måske være svært for ordføreren at svare på; det var det her med frivilligheden versus de betalte ansatte – ordføreren var også inde på det. Altså, som jeg ser det, er det også godt med frivilligt arbejde, men jeg synes faktisk også, at det her er et stykke arbejde, vi som samfund har et ansvar for også at være med til at betale for. Og jeg vil bare gerne lige høre, om ordføreren også er enig i, at det ikke som sådan er den økonomiske bekymring, der ligger i vejen her, for vi har masser af gode forslag til, hvordan man kan finansiere det.

Ordføreren.

Det var så her, jeg gerne ville have haft rigtig god tid, men hvis vi lige prøver at skille det ad, vil jeg sige, at der selvfølgelig ikke skal herske nogen som helst tvivl om, at det, der kræver faglært, kompetent arbejde, selvfølgelig skal understøtte den del. Det, vi også kan se, er, at unge, som er anbragt, har en meget lav tilknytning til f.eks. foreningslivet. Selv om de har lyst til og brug for at indgå i frivillighed i sportsklubber, spejderklubber eller andet og gerne vil være ledere, bliver de det ikke. Det er noget Center for Frivillighed har peget på. Man kan se, at på store områder, hvor man enten er ...

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vil jeg gerne sige velkommen til den næste ordfører. Det er fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre. Værsgo.

Tak, formand. På vegne af Venstres socialordfører vil jeg gerne læse følgende tale op:

Tak til Enhedslisten for at sætte fokus på tidligere anbragte unges vilkår med dette beslutningsforslag. Med beslutningsforslaget ønsker Enhedslisten, at der inden udgangen af indeværende år skal stilles forslag om at ændre serviceloven, således at alle tidligere anbragte unge får ret til efterværnsstøtte. I Venstre bakker vi op om intentionerne bag Enhedslistens forslag, for vi er enige i, at vi skal sørge for, at anbragte unge får så god en tilværelse som muligt, også efter at anbringelsen ophører.

Det er vigtigt, at anbragte unge ikke falder ned mellem to stole, når de går gennem overgangen fra barn til voksen. Den overgang kan nemlig være en meget vanskelig tid for de unge. Når det er sagt, vil jeg gerne røbe allerede nu, at vi i Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget. Reglerne i serviceloven understøtter allerede i dag, at kommunerne skal – med tryk på skal – tage stilling til det enkelte barns eller den unges behov for støtte. Samtidig sikrer klageadgangen, at kommunernes afgørelser kan efterprøves, hvis den unge er uenig i kommunens afgørelse f.eks. i forhold til efterværn. Vi mener derfor i Venstre, at der i dag allerede findes de fornødne muligheder i gældende lovgivning, således at tidligere anbragte unge kan få efterværnsstøtte.

Vi mennesker er forskellige, og det er unge, som har været anbragt, jo også. Derfor vil der også blandt disse unge være forskellige behov. Der er nogle, som har behov for efterværn, og nogle, som ikke har.

Med det sagt kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget, men vi er dog indstillet på at arbejde på en eventuel fælles beretning. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Tusind tak. Jeg skal nok prøve at lade være med at spørge alt for meget ind til detaljerne, men tak for tilkendegivelsen om måske at kunne arbejde på en beretning.

Jeg vil lige understrege, at praksissen i kommunerne er ekstremt forskellig. Der er nogle kommuner, der bruger det her rigtig meget, og der er andre, som næsten ikke bruger det. Det giver jo et meget skævt billede af det: Hvis man er ung og bor i en heldig kommune, kan man få et godt tilbud, og ellers kan man ikke. Så jeg vil bare lige spørge, om ordføreren ikke kan tilkendegive, at det her med, at det faktisk skal være fair og lige for alle, i hvert fald også er en bekymring.

Ordføreren. Værsgo.

Ja, det kan ordføreren i den grad bekræfte. I Venstre er vi jo store fortalere for det kommunale selvstyre, men vi er i den grad også store fortalere for, at vi skal sikre de her unge mennesker, når deres anbringelse ophører. Det var også derfor, at jeg i min ordførertale lagde vægt på det her med, at kommunerne skal tage stilling til det enkelte barns behov. Det kan også være noget af det, der bliver taget med videre i en beretning, at man måske skal kigge ind i, at kommunerne skal have lov at være forskellige. Sådan er det i alle henseender med det kommunale selvstyre, som vi bakker fuldt og fast op om, men det kan sagtens være, at vi skal kigge nærmere ind i, at kommunerne forstår, at forskellene er der, men at der også er et retskrav for de unge mennesker i serviceloven.

Tak til fru Marlene Ambo-Rasmussen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Forslaget handler om retten til efterværn til anbragte børn og unge og om at støtte dem i overgangen fra barn til voksen med de udfordringer, de kan have. Når man bliver anbragt som barn, sker der ofte det, at man bliver systembarn, barn af systemet, indtil man fylder 18 år. Så risikerer vi efterfølgende at tabe de unge mennesker på gulvet på grund af alderen på dåbsattesten. Så er man jo myndig, og så kan man jo klare sig selv. Men sådan er det jo ikke i den virkelige verden. Det kan vi jo se, også med børn, der er vokset op med deres mor og far, og nu kigger jeg rundt herinde i Folketingssalen: Der er sikkert flere, der har børn over 18 år, som stadig har behov for deres forældres støtte og hjælp, og gudskelov for det. Det kan være budgettet, man skal lægge: Hvordan lægger man et budget? Hvordan skal regningerne betales? Og det er alle sådan nogle udfordringer. Anbragte børn har ikke samme muligheder, og ofte bliver de sluppet og overladt til sig selv eller placeret i et værelse ude i byen.

Som samfund betaler man milliarder på anbringelser, men man følger ikke op. Man sikrer sig ikke som samfund, at de midler, man også bruger på området, bliver fulgt op med kvalitet og indsatser, som hjælper børn og unge, som har behovet. Jeg har siddet i rigtig mange satspuljeforhandlinger, og det var jo der, vi som ordførere på området kunne kæmpe kampen for at få sat ekstra penge af til efterværn til anbragte børn og unge, til projekter, som skulle hjælpe børn og unge, men så er det igen det med at følge op på det. Når man laver forsøg ude i kommunerne, som har god effekt, skal der følges op på, at de også bliver implementeret ude i kommunerne. Der må man bare sige, at der er en kæmpe forskel på, hvordan de 98 kommuner i dag administrerer lovgivningen, men også efterværnsområdet, og på, hvordan man hjælper de sårbare børn og unge.

I Dansk Folkeparti vil vi gerne være med til at sikre overgangen fra ung til voksen. Vi kan ikke støtte finansieringen af det her beslutningsforslag, men vi vil gerne være med til at kigge på, hvordan vi kan skrive en fælles beretning, så vi er sikre på, at vi en gang for alle sikrer, at uanset i hvilken kommune man bor, og uanset hvor man kommer fra, så er der altid en, der kan hjælpe en. Jeg tror, at det var i Ekstra Bladet, at jeg den anden dag læste et indlæg fra en anbragt pige, som fortalte, at nu var hun blevet 18 år, og hun var helt overladt til selv; hun havde ingen til at hjælpe sig. Så der er kæmpe udfordringer på området. Jeg var også selv i en debat sammen med fru Camilla Fabricius i Aarhus, hvor vi netop var sammen med de unge, som også fortalte, hvad de havde behov for: Det at have én voksen, man kan stole på, det, at man har en fast, der er tilknyttet, vil betyde rigtig meget.

Efterværn kan jo tilrettelægges på mange måder. Det kan tilrettelægges af Mentorbarn, det kan tilrettelægges af frivillige, hvor man har nogen, der hjælper, og det kan tilrettelægges af kommunerne. Der er jo ikke en formel på, hvordan et efterværn skal være. Det vil jo afhænge af den enkeltes ønsker og behov.

Så jeg håber, vi i fællesskab kan nå frem til en god løsning, og så ser jeg da frem til, at vi på et tidspunkt bliver inviteret til nogle forhandlinger på det her område, så det ikke bare bliver regeringen, der sætter den her dagsorden, fordi der er en masse ting på det her område, som der er brug for at blive forhandlet. I Dansk Folkeparti har vi jo ikke et ønske om, at vi bare skal have flere anbringelser eller flere tvangsbortadoptioner. Det handler om, at vi skal have styrket retssikkerheden, og så handler det selvfølgelig om, at det også er de rigtige børn, der bliver anbragt på et veldokumenteret grundlag. Der kan vi også bare se i dag, at der er manglende kvalitetssikring i sagerne. Børnene bliver ofte ikke hørt. Forældre bliver ikke partshørt osv. osv.

Så jeg ser frem til, at vi får gang i det her arbejde. Vi havde jo planlagt en masse høringer i Socialudvalget både omkring tvangsbortadoption, men også i forhold til plejefamilieområdet, men på grund af covid-19 er meget af det jo blevet udskudt, og det er rigtig ærgerligt. Men vi har jo i hvert fald et arbejde, som skal forfølges, og det er jeg sikker på at alle ordførere er klar på. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Jeg vil bare først og fremmest sige tusind tak for opbakningen til det, som det her forslag handler om, og det er jo noget, som ordføreren også længe har været optaget af – det har vi jo også. Så det er rigtig godt, at vi sammen kan arbejde for det. Jeg vil bare sige i forhold til finansieringen, at det ikke er det, der som sådan skal skille os ad. Vi foreslår selvfølgelig, at man tager finansieringen fra boligjobordningen, men vi har også skrevet i forslaget, at hvis der er ønske om det, er vi meget åbne over for at forhandle om, hvordan man finder de penge. Men jeg tænker i hvert fald, at der være stemning for, at vi nok forhåbentlig kan få lavet en god beretning på det. Men det var bare for at signalere, at hvis det kommer til en afstemning, skal I ikke holde jer tilbage på grund af finansieringen – det finder vi ud af.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Tak. Så er spørgsmålet også, om finansieringen ikke er givet i forvejen ad nogle omgange. Altså, jeg tænker, at vi har sat rigtig mange penge af til det her, og jeg ved også, at der har været nogle økonomiforhandlinger, hvor kommunerne jo får dut-midler i forhold til de opgaver, de skal løse. Så det er jo også værd at kigge ind i, netop i forhold til hvad der eventuelt er behov for af ekstra midler, og hvad det i grunden er af det, man har fået i forvejen for nogle opgaver. Men jeg ser frem til udvalgsbehandlingen og til at se, hvor vi så kan lande den henne.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning fra fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jamen jeg sætter også stor pris på ordføreren fra Dansk Folkepartis svar til det her – det er rigtig dejligt, når vi kan samles om noget og har den anerkendelse af det her problem. Men det, der får mig til at tage ordet, er, at jeg nu har hørt det fra ordføreren nogle gange, og derfor skal jeg bare lige være klar på, om ordføreren kan være helt skarp. For ordføreren har gentaget igen, at anbringelser skal ske på et veldokumenteret grundlag, og at der ikke skal ske anbringelser, medmindre det er nødvendigt. Kan vi være enige om, at det er veldokumenteret, at børn skal anbringes, hvis der er behov?

Ordføreren, værsgo.

Ja, altså, der er ikke nogen børn, der skal vokse op og blive udsat for vold, incest eller andet – så langt er vi fuldstændig enige. Når jeg læser Justitias rapport omkring retssikkerheden i anbringelser; når jeg ser Borgerrådgiveren fra Københavns Kommune – jeg tror, det var i 2018 eller 2017 – melde ud, at der er fejl i 100 pct. af alle sager; når jeg hører fra forældre, at de ikke er blevet partshørt; når jeg hører fra børn, at der ikke har været en børnesamtale; når de oplysninger, der indgår, ikke er korrekte; og når jeg hører, at det indimellem er socialrådgiverstuderende, der bliver sat til at udføre det her arbejde; ja, så er jeg bekymret for retssikkerheden.

Men jeg er helt enig i, at der ikke er nogen børn, der skal vokse op i en kummerlig tilværelse, men jeg har været vidne til, at der er sket rigtig mange fejl. Jeg husker en sag fra Roskilde (Den fg. formand (Annette Lind): Tak!), hvor de fik tvangsanbragt deres barn, og et halvt år efter fik de det tilbage; det ødelægger en familie fuldstændig.

Okay. Fru Camilla Fabricius.

Så når det er veldokumenteret, at børn har behov for at blive anbragt, fordi de er i familier, hvor deres forældre ikke kan varetage forældrekontakten, og at vi gentagne gange ser forældre, der ikke kan varetage forældreopgaven, og at vi kan se, at der er nødt til at ske flere anbringelser, vil ordføreren for Dansk Folkeparti så ikke give mig ret i, at så vil konsekvensen blive, at hvis man skal gøre det, som ordføreren siger, nemlig at tage godt vare på børn, der har behov for det, så vil man også være nødt til at kigge på antallet af anbringelser?

Ordføreren, værsgo.

Nja, for forskellen på fru Camilla Fabricius og jeg som ordførere er, at for mig handler det ikke om noget antal. Altså, det handler ikke om, at vi bare skal have flere anbringelser og tvangsbortadoptioner. Det har jeg givet udtryk for rigtig mange gange. Det handler om så meget mere. Det handler heller ikke om, at det skal være børnene mod forældrene eller forældrene mod børnene; det handler også om familien som enhed; det handler om, hvor man sætter ind i forhold til forebyggelse.

Husk på, at de her forældre også tidligere kan have været svigtet som børn og kan have været anbragt. Hvordan er det, man hjælper dem videre? Kunne man have hjulpet dem – apropos – ved at sætte ind med efterværn, og i forhold til at man bliver ung mor?

Altså, der er så mange ting, så den her diskussion er ikke bare sort-hvid, og derfor har vi også anmodet om en kulegravning af det her område, men vi har desværre ikke mødt opbakning fra Socialdemokratiet.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vil jeg gerne sige velkommen til Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak for denne debat om retten til efterværn for anbragte børn – jeg er ganske enig i hensigten – og også tak for ministerens forpligtelser på at adressere forholdene for anbragte børn, inklusive efterværn, bredere. Vi vil gerne medvirke til en beretning, der peger i den retning.

Vi støtter ikke selve forslaget, da vi mener, at det skal tages i regi af en finanslovsforhandling. Så det med finansieringen står i vejen for, at vi umiddelbart kan støtte det, men vi er i hvert fald parat til at melde os på banen i forhold til det arbejde, som vi mener bør gøres i forhold til at forbedre hele vores anbringelsessystem og også efterværnet.

Jeg må i forlængelse af den netop udspillede debat sige, at mit ideal slet ikke er flere anbringelser, hellere færre. Så hvis vi også skal gå ind der, hvor det drejer sig om at forebygge anbringelser i familierne, vil det være helt perfekt. Men at der også er brug for at kigge på den del, der hedder efterværn, er der ingen tvivl om. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Trine Torp. Værsgo.

Tak for det. Alt for mange unge mister fodfæstet i overgangen fra anbringelse til eget hjem. Den nuværende indsats for efterværn virker ikke godt nok. For få får den tildelt, og for mange vælger det fra, og der mangler de rette tilbud.

Med beslutningsforslaget lægges der op til en bedre hjælp for anbragte unge i overgangen til voksenlivet. Behovet kan vi i SF kun være enige i. Vi bør gå fra, at man kan få efterværn, til at kommunerne skal bevilge det. Kommunernes opgave bliver dermed at finde ud af, hvordan den unge bedst støttes i overgangen. Overgangen kan i sig selv være en krævende omvæltning for mange unge, men for de tidligere anbragte giver det ekstra udfordringer. Hvor unge, der ikke har været anbragt, i disse år flytter senere og senere hjemmefra og modtager støtte fra deres forældre langt op i tyverne – det gør mine børn i hvert fald – overlades unge, der har været anbragt, i alt for høj grad til selv at skulle klare overgangen til en selvstændig tilværelse, dette på trods af at de ofte har et væsentlig dårligere netværk og mulighed for støtte fra forældrene, end andre unge har. Ensomhed er derfor en tilstand, mange unge med anbringelsesbaggrund kender til.

Efterværn kan være mange forskellige ting, og forskningen viser, at der er stor variation i, hvilke unge der modtager efterværn, og ikke mindst hvilken type af efterværn de unge modtager. Umiddelbart ser det ud til, at dem med flest ressourcer tilkæmper sig efterværn, hvorimod gruppen af unge, som har komplekse problemer, ikke har samme muligheder for det. Det burde ikke være en mulighed, man skal kæmpe sig til, men en ret. Det har vi i SF længe ment, og vi ville derfor også være rigtig glade for, hvis der endelig kunne samles flertal for det.

Der er stadig en markant overrepræsentation af unge med anbringelsesbaggrund, der mistrives. Det viser sig bl.a. i, at de er overrepræsenteret i statistikker, når det gælder misbrug, psykiske problemer, kriminalitet og hjemløshed. Det vidner om, at der er et stort behov for at skabe bedre overgange, så disse unge kan få redskaber til at mestre livet, og det er vores opgave at sørge for, at det lovmæssige grundlag garanterer, at alle unge får den støtte.

Jeg har aldrig troet på, at det var gavnligt for mange af de tidligere anbragte at blive sluppet ved det fyldte 18. år. Det har faktisk altid undret mig, at vi har lavet sociale investeringer i de anbragte børn og unge, men at vi ikke tager den samme tankegang med videre, så deres overgang til voksenlivet også bliver lettet. Derfor er jeg også glad for, at Enhedslisten vil være med til at arbejde for retten til efterværn. Jeg tror på, at vi kan nå rigtig langt, hvis vi tænker anbringelser og efterværn ind i sociale fællesskaber og i gode netværk og ind i de samme livsmuligheder som deres jævnaldrende.

For SF er det en mærkesag at sikre de anbragte børn og unge den rette hjælp, også i overgangen til voksenlivet, og vi har gennem de seneste mange år været med til at forhandle midler til at udvikle gode efterværnsindsatser – som ministeren bl.a. også har nævnt nogle af – og også haft det med som et finanslovsønske, men uden at det fik tilstrækkelig opbakning. Men hvis det kan lykkes at finde et flertal for finansiering af retten til efterværn op til det 23. år, er SF i den grad for.

Efterværn for de 18-23-årige gør det dog ikke alene, og det var ministeren sådan set også inde på. Men det skulle ikke udelukke at støtte det her forslag. Der er behov for en diskussion af, hvad kriterierne er for, hvornår den unge slippes, så vi sikrer den unge et godt og sammenhængende liv, herunder f.eks. et stabilt sted at bo, fællesskaber at deltage i og kontakt til nogen, man har tillid til. Efterværnstilbuddet bør også strikkes sammen i samarbejde med den unge og være så fleksibelt, at det reelt opfylder behovet, og planen for overgangen til voksenlivet bør laves meget tidligere end i dag – faktisk er det jo nærmest for sent at lave den plan på det tidspunkt, som lovgivningen i dag har fastsat.

Så bør muligheden for hjælp ikke bare brat stoppe ved en bestemt alder, heller ikke ved det 23. år. Man kunne f.eks. drøfte, om vi kunne give de tidligere anbragte, som vi jo ved har den tungeste bagage med sig og det spinkleste netværk, en slags efterværnsbevis, som kunne give dem en let adgang til samtaler, til støtte og lignende, også senere i livet, uden at de ligesom skal blive til en sag igen. Men som sagt: Vi støtter op om retten til efterværn, hvis der kan skabes flertal for den nødvendige finansiering.

Tak til Trine Torp. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg bare sige tusind tak for den meget klare opbakning til forslaget. Jeg hæftede mig også ved, at SF netop også siger: Lad os endelig få det gjort så hurtigt som overhovedet muligt. Det synes jeg er rigtig godt og vigtigt, så tusind tak for det, for der er vi jo helt enige og kan forhåbentlig også hjælpes ad med at få landet noget godt her.

Jeg vil gerne spørge ind til noget, som tidligere er blevet diskuteret, men ikke så meget af ordføreren nu, og det er det her med, hvor meget der skal være frivillighed, og hvor meget der skal være en ordning og et krav, man sikrer. Det er min opfattelse, at det er meget vigtigt, at det også er en ret, folk har til at få den hjælp, og at vi også sikrer de helt faste rammer om det. Det er også mit indtryk, at SF mener det samme, men jeg vil gerne have det uddybet lidt, eftersom ordføreren også har siddet med det her område lidt længere tid, og fordi det er fint at få argumenterne frem.

Ordføreren, værsgo.

Tak. Ud over at jeg politisk har beskæftiget mig med det, har jeg også professionelt arbejdet med de her unge tidligere. Det, det handler om, er, at vi går meget ind for, at der er en konkret, individuel vurdering af den enkelte unges behov. Vi mener faktisk, man bør lave de her handleplaner, allerede fra den unge er 15 år, og lade det række helt ind til det 25. år. Det skal selvfølgelig være en handleplan, der kan justeres undervejs, men det drejer sig om at give den unge en ro, der handler om, at der faktisk er lagt en plan for, hvilken støtte den unge kan modtage senere hen i livet.

Når det står, som det står i lovgivningen, er det, fordi man tænkte, at hvis vi giver kommunerne forpligtelsen til at vurdere behovet, kommer der nok en god plan ud af det, men det har bare vist sig, at sådan er det ikke, og at det er alt for vilkårligt, hvem der får det. Der er desværre også en vis form for det, man kalder en creaming effect, altså at det måske er dem, der har mest brug for det, der ikke får det.

Tak for det. Der er ønske om endnu en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm.

Jeg vil bare uddybe noget. Det er også lige præcis det, der netop er baggrunden for forslaget her. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi kan bringe det ind i beretningsdelen også, altså at det lige præcis er det her, der skal sikre, at det kommer alle til gode og ikke kun dem, der ligesom har kræfterne til at kæmpe for det. Så tusind tak for opbakningen til det.

Trine Torp.

Det tror jeg ikke jeg har nogen kommentarer til.

Det er fint. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Nu har jeg været med så længe, at jeg jo også kan huske, at vi i sin tid havde en socialminister fra ordførerens parti, nemlig fru Annette Vilhelmsen. Men det er sådan set ikke det, det handler om. Det, det handler om, er, at jeg anerkender ordførerens arbejde inden for retten til efterværn i hvert fald i de sidste mange år, vi har siddet i forhandlinger sammen. Men når fru Trine Torp siger, at SF havde det med til finanslovforhandlingerne, og vi nu har et forslag fra Enhedslisten, og der er to oppositionspartier med til de finanslovforhandlinger, så blev jeg bare lidt nysgerrig på, hvad det så var, der gik galt. Var det, fordi regeringen ikke ønskede, at man skulle have en ret til efterværn, eller hvorfor fik man det ikke kæmpet igennem der? Jeg er nysgerrig.

Fru Trine Torp, værsgo.

Jeg tror, at Dansk Folkepartis ordfører, som jo også har været med til finanslovsforhandlinger, udmærket ved, at man jo sådan set kun kan offentliggøre, hvad man selv har bragt med til bordet, og ikke, hvad der er foregået i et forhandlingslokale, og at det jo ikke er altid, man får det, man ønsker. Det tror jeg også Dansk Folkeparti godt kender til fra finanslovforhandlingerne.

Fru Karina Adsbøl.

Det er rigtigt, at man ikke altid får det, man ønsker, og selv om man kæmper længe for det, får man det heller ikke altid. Men grunden til, at jeg blev nysgerrig, var, at fru Trine Torp nævnte, at SF havde taget det med til finanslovsforhandlingerne. Men det, ordføreren svarer, er jo også fint, og så mangler jeg bare at give stafetten videre til Enhedslisten, når de kommer på talerstolen.

Trine Torp.

I virkeligheden kunne jeg sige, at det har været et ønske fra SF, og at vi har prøvet at kæmpe for det på alle mulige måder, men det er jo også sådan i politik, at alting jo er prioriteringer til sidst i sådan nogle forhandlinger, og det ved Dansk Folkepartis ordfører også godt. Tilbage i tiden har vi jo også kæmpet sammen for de her mange millioner til efterværnsområdet, og vi kom så langt, man kunne komme, selv om vi jo også dengang hellere havde set, at det var blevet til en ret – og det var altså under en anden regering end den, vi har nu.

Tak til fru Trine Torp. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører, jeg gerne vil sige velkommen til, er fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Først og fremmest tak til Enhedslisten for at sætte fokus på det her område. Det er dejlig positivt, at Enhedslisten interesserer sig for efterværn til de unge. Det kan dog undre mig, at Enhedslisten ikke har bragt det til forhandlingsbordet og fundet pengene til indsatsen under den seneste finanslovsaftale. Men lad det nu ligge.

For Det Konservative Folkeparti er det forebyggende arbejde vigtigt, og det er vigtigt for os, at der er den rette hjælp og støtte til udsatte unge, der har været anbragt, i overgangen fra barn til voksen, som kan være en udfordrende og svær tid. Den rette hjælp og støtte kan være meget individuel fra person til person, og vi mener, at den må bero på en konkret, individuel vurdering, som selvfølgelig skal ske i dialog med den unge, og den skal planlægges i god tid før det 18. år.

Intentionen i det her beslutningsforslag er god, men når vi ikke kan støtte beslutningsforslaget her, så er det, fordi vi mener, som jeg nævnte før, at det bør være ud fra en individuel, konkret faglig vurdering, at det planlægges, om der skal iværksættes efterværn.

Endelig kan vi ikke støtte finansieringen af det her, som går ud på at finde de 300 mio. kr. årligt ved at afskaffe boligjobordningen. Tak.

Tak til den konservative ordfører. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Jeg vil bare sige til ordføreren – nu sad ordføreren måske ikke i Folketinget dengang – at vi har bragt det her spørgsmål om efterværn op ved alle finanslovsforhandlinger. Dengang der blev afsat en pulje til det, var det også et resultat af, at vi havde bragt det op i de forhandlinger. Så vi har kæmpet for det i lang tid, men det er rigtigt, at vi ikke har fået det igennem. Man får desværre ikke altid tingene igennem. Et af problemerne var bl.a., at den tidligere Thorning-Schmidt-regering lavede rigtig mange aftaler med de blå partier, og det er jo lige præcis det, der også kommer frem her nu: at ordføreren faktisk ikke rigtig, som jeg hører det, bakker op om forslaget.

Mener ordføreren, at der er brug for at sikre de her unge mennesker et efterværn, som betyder, at de har mulighed for at få den rådgivning og vejledning, også når de er over 18 år, så de altså ikke bare med det samme bliver tabt på gulvet? Eller synes ordføreren egentlig, at det skal have lov til at fortsætte nogenlunde, som det er? Det kunne jeg egentlig godt bare tænke mig det politiske svar på.

Ordføreren.

Tak. Jeg mener helt klart, at det er vigtigt, at vi sikrer den rette indsats for udsatte unge. Det er helt klart vigtigt, at vi sætter efterværn i værk over for de unge, hvor der er behov for det. De unge er jo meget forskellige – nogle klarer sig rigtig godt, nogle klarer sig mindre godt – og vi skal selvfølgelig sørge for at understøtte dem, som har behov for det, med efterværn. Så det bakker jeg helt klart op om.

Jeg er også helt med på – jeg har også fået henvendelser; jeg sidder lokalt i byråd, og der får man også henvendelser om de her sociale sager – at der er rum for forbedringer nogle steder; det er helt klart. Det medgiver jeg også at der er. Så vi har helt klart også en interesse i, at vi selvfølgelig skal gøre det bedst muligt overhovedet for de her udsatte børn og unge.

Fru Eva Flyvholm, værsgo.

Tusind tak for det. Det hører jeg så også som en tilkendegivelse af, at Konservative faktisk sandsynligvis godt kan indgå i arbejdet her om en beretning i udvalget, og at vi forhåbentlig kan lande noget fornuftigt der. Og det tilsagn er jeg glad for. Tak for det.

Er der en bemærkning fra ordføreren?

Ja. Jeg vil gerne sige, at det vil vi meget gerne være med til at kigge på.

Så er der en kort bemærkning fra Trine Torp.

Tak for det. Ordføreren siger, at Det Konservative Folkeparti gerne vil have, at det skal være en konkret og individuel vurdering. Er det så også ordførerens oplevelse, at alle de unge, der har brug for efterværn, også får det i dag efter en konkret og individuel vurdering?

Ordføreren.

Som jeg sagde før, tror jeg, at der er rum for forbedringer. Jeg har også fået henvendelser både som folketingsmedlem og som byrådspolitiker om, at der er unge og forældre, der måske ikke synes, at kommunen har iværksat den foranstaltning, som de mener der er behov for. Så der kan helt sikkert findes sager, hvor der vil være forældre og unge, der mener, at der skulle have været foranstaltet noget efterværn, og måske var der blevet det, hvis der havde været en anden faglig vurdering. Det kan jeg ikke afvise.

Trine Torp.

Rum til forbedring – jo, men altså, alene det at bede nogle, der har den tungeste bagage med sig og det ringeste netværk, om fra den ene dag til den anden, når de fylder 18, at klare sig selv, giver jo i hvert fald et rum for forbedring. Så hvordan skulle den forbedring så blive skabt?

Ordføreren.

Jamen det er ude i kommunerne i de enkelte familieafdelinger, man jo skal sørge for, at der er fokus på det her, og der skal være en ledelse, som sørger for, at deres medarbejdere lever op til lovgivningen og laver den her vurdering i hver eneste sag og også laver den, som man skal, de her 6 måneder før det 18. år.

Jeg medgiver også, at det kan dreje sig om nogle af de svageste, så det selvfølgelig kan være rigtig svært også bagefter at råbe op og klage over det, hvis man oplever, at man ikke har fået det, man egentlig havde behov for og synes man er berettiget til.

Tak til fru Brigitte Klintskov Jerkel. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Tusind tak. Det her er jo en rigtig vigtig sag, det er en rigtig vigtig debat, og jeg fornemmer også og er ret sikker på, at vi alle sammen er ret enige om, at anbragte børn skal vi selvfølgelig holde hånden under. Men samtidig er det her forslag også lidt udtryk for noget, vi egentlig har haft drøftet her i salen før, altså det her med, at man laver én samlet vurdering af et konkret behov, som man så pensler ud på alle. Det vil vi egentlig gerne lidt væk fra. Vi synes jo sådan set, at det her med den konkrete og individuelle vurdering er rigtig fornuftigt, for selvfølgelig er der anbragte børn, som har behov for noget hjælp. Der er nogle, der har behov for rigtig meget hjælp. Men vi er også nødt til at kigge på dem individuelt. Jeg fandt simpelt hen sådan et fint lille citat, som jeg vil læse højt. Det er 16-årige Salma, som siger:

De voksne skal lade være med at have ondt af en. De kigger på en, som om man var en lille hamster.

Jeg synes, at det er et rigtig, rigtig fint lille citat, for de her børn og unge er jo meget forskellige. Og ud over at man selvfølgelig skal sikre, at de bliver rustede undervejs, så er der jo mulighed for allerede nu i serviceloven netop at gå ind og lave den her individuelle og konkrete vurdering, nemlig kigge på, inden barnet fylder 18 år, om der her er behov for, at vi egentlig holder hånden særligt under den unge, eller om det faktisk er et ungt menneske, som godt kan selv og vi skal tro på godt kan selv.

De her tidligere anbragte unge er jo enormt forskellige. Nogle har behov for efterværn. Nogle vil ikke have behov for efterværn. De er ikke alle sammen ens, gudskelov for det. Så vi vil hellere sikre, at indsatsen målrettes dem, som reelt har behov, og det må automatisk bero på en individuel, konkret vurdering. Det er ikke os, politikerne herinde på Christiansborg, der har kompetencerne til at vurdere den enkelte. Det har fagpersonerne, der er omkring barnet. Det er selvfølgelig derfor, at kompetencen fortsat skal ligge der.

Vi er meget åbne over for, hvis der kommer nogle forhandlinger på det her område, at gå ind og kigge på, om der er nogle ting, der eventuelt kunne gøres bedre, men vi kan ikke bakke op om det beslutningsforslag, der ligger her.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger, først fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Tak. Jeg undrer mig ærlig talt lidt over ordførerens forståelse af det her, for pointen her er jo lige præcis, at det her er en rettighed, de unge mennesker skal have. De skal ikke sidde som en lille hamster, eller hvad det var, dit eksempel gik på, foran en sagsbehandler og bede om at få det her, eller hvordan det skal se ud. Nej, det skal være en rettighed, de har, fordi det er fornuftigt, og fordi de ærlig talt fortjener at få det.

Hvis man gør, som vi foreslår, og siger, at det her er en ret, som alle unge har, så er det jo altid muligt for den unge at sige: Det synes jeg faktisk ikke jeg har brug for; det er jeg ikke interesseret i. Så kan man jo lade være med at benytte sig af den ret, man har. Sådan er det jo altid. Men så længe man ikke har retten, kan den unge jo lige præcis stå i en situation, hvor vedkommende er i underhånd og ikke selv kan vælge og det er kommunen, der skal sidde og beslutte det.

Så vil jeg egentlig gerne høre fra Nye Borgerlige, hvordan det giver mening med den der logik, at det skal være kommunen, som skal være dem, som beslutter det. For det er jo det, der er tilfældet nu. Det er kommunen, der beslutter det nu, det er ikke den unge. Hvis man gør, som vi foreslår, ville det være den unge, der havde mulighederne. Så hvordan hænger det egentlig sammen i Nye Borgerliges optik?

Mette Thiesen.

Det hænger rigtig godt sammen, for det handler sådan set om, at vi netop vil have en konkret vurdering. Jeg vil egentlig gerne vende den lidt om, for hvis man siger, at alle unge har krav på og ret til og behov for efterværn, så er det jo netop, at man går ind og gør dem til ofre. Og der er altså stadig væk en del af de her unge mennesker, som faktisk er livsduelige unge mennesker, og som godt kan selv.

Derfor er det ekstremt vigtigt at holde fast i, at det må indgå, at det er en fagperson, der individuelt, konkret skal vurdere det. Om der så er nogle ting, der skal laves om i, hvilke fagpersoner det er, der skal lave den konkrete vurdering osv., kan vi sagtens kigge på. Men det her må bero på en individuel, konkret vurdering. Det skal ikke være noget, vi herinde fra Christiansborg sidder og dikterer, for så er det netop, at vi kommer ud i det her med bl.a. at gøre alle til en eller anden form for ofre. Og det synes jeg det her citat pointerede rigtig fint: De er netop ikke ofre. Rigtig mange af dem er faktisk stærke unge mennesker, der både kan og vil selv.

Eva Flyvholm.

Nu ved jeg ikke, om ordføreren har gjort sig ulejlighed med rent faktisk at tale med den her pige om, hvad hendes citat betyder, men vi ved fra rigtig mange af de her unge mennesker, der står i den her situation, at de gerne vil have det som et krav, at de gerne vil have, at de ikke skal sidde og forhandle sig frem til det. Så det synes jeg er meget vigtigt.

Jeg vil også bare understrege, at det, vi peger på, jo ikke er, at der ikke skal sidde en fagperson og være med til at vurdere, hvordan det her skal se ud. Det skal der jo. Det er bare en rettighed, som den unge, som ønsker at få efterværnet, har. Så derfor er der stadig væk fuldstændig de samme muligheder for det faglige indspark. Og jeg ved ikke, om det ændrer standpunktet hos Nye Borgerlige.

Mette Thiesen.

Nej, det gør det sådan set ikke. Det her handler om, om man vil lave en one size fits all-model, eller om man vil gå ind på en individuel, konkret vurdering. Hvis vi laver noget lovgivning herindefra, hvor alle har krav eller ret til nogle forskellige ting, så begynder vi bare at gå ind over nogle områder, som jeg ikke nødvendigvis synes at vi skal gå ind over.

Vi har haft lignende forslag her i salen om nogenlunde det samme på nogle andre områder, og der havde vi sådan set fuldstændig samme indstilling. Det må ligge ude hos fagpersonerne. Det må være en individuel, konkret vurdering. Og vi har sådan set tillid til, at de fagpersoner kan vurdere, om der er behov for det. Hvis der så er nogen områder, vi skal kigge på, så må vi jo indgå i nogle forhandlinger, men vi skal ikke sidde og lave en one size fits all-model herindefra.

Den næste, der har bedt om ordet, er fru Trine Torp fra SF. Værsgo.

Tak for det. Altså, den her 18-årsgrænse, som står i loven, er jo egentlig lidt kunstig. Man kunne jo også vælge at spørge, om det er retfærdigt, at fordi man er anbragt, er der sådan en skillelinje, der hedder 18 år, hvor man flytter hjemmefra, og når man sidder og ikke kan samle sine IKEA-møbler eller man er løbet tør for penge eller man skal have malet sin lejlighed eller man i det hele taget føler sig utryg, så er der ikke noget hjælp at hente. Altså, man kunne jo også stille sig selv spørgsmålet: Hvor mange danske unge blandt den brede befolkning har de vilkår, at fordi de fylder 18 år, lukker al hjælp og støtte fra de voksne omkring dem?

Mette Thiesen.

Det er faktisk en rigtig, rigtig interessant pointe. Jeg hørte ministeren sige – det var i hvert fald sådan, jeg forstod det – at der også kommer nogle forhandlinger på det her område, for vi har faktisk den problematik også på handicapområdet med, at der simpelt hen er nogle, der falder mellem to stole, og det synes jeg er meget, meget vigtigt at adressere. Men det løser vi ikke ved, at vi går ind herinde fra Christiansborg og siger: Alle har krav på det her; alle har krav på lige præcis den her løsning. Det må bero på en individuel, konkret vurdering fra sag til sag, fra barn til barn og fra ung til ung.

Trine Torp.

Jeg får sådan lidt lyst til at vende den om og spørge, hvordan det lige er, man som forælder gør. Jeg sidder ikke og laver en konkret, individuel vurdering af mine egne børn af, hvorvidt de skal have lov at blive boende hjemme et år længere – om jeg mener, de har brug for det eller ej – eller om jeg vil komme og hjælpe dem med at samle deres IKEA-møbler. Selvfølgelig skal de have den hjælp.

Mette Thiesen, værsgo.

Jamen der tror jeg sådan set, vi er forskellige, for jeg synes sagtens, man kan lave en individuel, konkret vurdering af sine børn. Det kunne sagtens være, at jeg syntes, at mit ene barn ville have rigtig godt af selv at forsøge sig med de her IKEA-møbler, fordi jeg faktisk troede på, at det kunne det, og så er der måske en anden, som man holder hånden lidt mere under. Jeg synes faktisk, det er et dårligt eksempel, for alting, uanset om man er et anbragt barn eller ej – uanset hvordan det er – må bero på en individuel, konkret vurdering af nogle fagpersoner, der er omkring det barn, med hensyn til hvad det barn, den unge, har behov for.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er den næste, jeg gerne vil give ordet til, Liberal Alliances ordfører, som er – nu skal jeg sige det rigtigt – hr. Alex Vanopslagh.

Det er så fint; jeg drillede også kun tidligere. Tak for det, og tak til Enhedslisten for et forslag, som er ganske sympatisk og har gode intentioner. Vores indstilling er, at vi ikke kan bakke op om forslaget af egentlig mange af de samme begrundelser, som Nye Borgerlige har fremført i dag, nemlig at vi mener, det er ret fornuftigt, at man i dag har ret til, at der bliver taget stilling til, om man har behov for efterværn. Jeg kan så se, at det bliver tilbudt ca. 60 pct. af de tidligere anbragte unge. I den mest ideelle af alle verdener er det, fordi det er 60 pct., der har det behov. Verden er sjældent så ideel, når det kommer til socialt udsatte mennesker, i særdeleshed socialt udsatte mennesker, der er afhængige af sagsbehandlingen i det offentlige. Men ikke desto mindre er tanken om, at der bliver taget stilling til den enkeltes behov, den rigtige måde at gøre det på, mener vi i Liberal Alliance, og faren med one size fits all-modeller er, at one size fits all fits nobody. Derfor er vi skeptisk indstillet.

Nu er jeg jo ikke socialordfører i mit parti, men er her blot for at dække ind for min kollega hr. Ole Birk Olesen, så det er egentlig ham, I skal gøre indtryk på og gøre jeres hoser grønne for, men jeg lyttede lidt efter undervejs i debatten, og et argument, der gjorde indtryk på mig, var – jeg kan ikke huske, hvilken ordfører der nævnte det – det her med, at det var de mest ressourcestærke unge, der endte med at tilkæmpe sig retten til efterværnet. Og det er jo en generel udfordring på socialområdet, at det ofte er dem, der er ressourcestærke, der kan klare sig i systemet, hvad enten det er folk, der er arbejdsløse, om de er syge, om de har børn med handicap, om de selv er anbragte børn eller lignende, og det er en ulykkelig omstændighed og en ulykkelig konsekvens af bureaukratiet og kompleksiteten i det danske samfund.

Hvis jeg var socialordfører for Liberal Alliance og jeg undervejs i udvalgsarbejdet fik leveret overbevisende argumenter og dokumentation for, at der er en masse unge mennesker, der ønsker efterværnet, men ikke kan tilkæmpe sig det i myriaden af bureaukrati, ville det være noget, der ville gøre indtryk på mig. Nu er jeg er ikke socialordfører, så jeg er her egentlig primært for at sige, at Liberal Alliance ikke umiddelbart støtter forslaget. Det vil være mine ord.

Tak til hr. Alex Vanopslagh – selv om han ikke er ordfører på området. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Jeg vil da lige sige tak for i hvert fald at holde den dør åben, for det synes jeg er en af de meget vigtige årsager til at tage det med. Og hvis man skal tale om noget andet, jeg også tænker kunne appellere til Liberal Alliance, så er det jo, at man faktisk også kan forestille sig, at det her kunne nedbringe mængden af bureaukrati, for der er forskel på, om man i kommunerne bare ved, at det er en ret, som man giver til folk, og man så hurtigt går i gang med at drøfte, hvordan man så kan sætte det i værk på en fornuftig måde, eller om det faktisk er noget, som man netop hver gang skal sidde og bruge ret mange kræfter på at behandle om folk skal have eller ej. Så jeg tror faktisk, vi kan finde op til flere tiltalende sider ved det her, hvis vi dykker lidt ned i det. Så tak for den åbning.

Hr. Alex Vanopslagh.

Lad mig alligevel komme med et modargument til det, selv om jeg ikke på nogen måde vil kalde mig efterværnsekspert. Hvis alle tidligere anbragte børn skal ind i efterværnsprocessen og have hjælp til overgangen til voksenlivet, så indbefatter den hjælp jo også bureaukrati, papirarbejde, plancher, planer og processer, og hvad ved jeg – nu har jeg selv arbejdet som konsulent, så jeg ved, hvordan man kan få rigtig lidt til at se ud af rigtig meget.

Så jeg tvivler egentlig på, at det samlet set vil medføre mindre bureaukrati, men hvis det er tilfældet, så er det da et argument, der kunne gøre indtryk på Liberal Alliances socialordfører, og det skal man skal være velkommen til at prøve sit held med.

Det gav lige anledning til et spørgsmål til. Værsgo, fru Eva Flyvholm.

Tak for det. Det var bare for lige at opklare noget. En af de mest almindelige former for efterværn er jo f.eks., at børn, der bor i plejefamilier, kan blive boende et års tid ekstra, mens de færdiggør deres uddannelse eller den type ting, og det er jo ikke voldsomt bureaukratisk, men i høj grad sund fornuft. Så jeg ser frem til drøftelserne.

Alex Vanopslagh.

Tak for gode input og for at gøre mig klogere på efterværnsmulighederne.

Så vil jeg sige tak til Liberal Alliances leder og ikke socialordfører. Den næste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten.

Tusind tak. Jeg har også fået lov at være vikar i dag for Pernille Skipper, men det ændrer ikke på, at jeg i lighed med Pernille Skipper synes, at det her er et voldsomt godt forslag. Først og fremmest tak for, at der har været den, synes jeg, politiske opbakning og lydhørhed fra rigtig mange og ikke mindst ministeren for, at det her er noget, vi skal have gjort bedre, og at der også er en mulighed for at gøre det ret snart. Det synes jeg er sindssyg vigtigt.

For jeg tror, vi alle sammen godt kan genkende, at den tid, hvor man går fra at være barn til at være voksen, kan være bøvlet nok i sig selv, men for de her unge mennesker, som også har været anbragt, er det altså tit helt urimelig svært at få tingene stablet på benene. Jeg synes simpelt hen ikke, at vi hjælper dem godt nok, som det er nu, og det er jo lige præcis det, vi fra Enhedslistens side gerne vil lave om på, og det er derfor, vi har fremsat forslag om efterværn for alle unge, der har været anbragt uden for hjemmet.

Det betyder jo helt konkret sådan nogle ting, som at når man bliver 18 år, kan man måske, hvis man nu f.eks. er i gang med andet år på en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, få lov til at blive boende i sin plejefamilie, til man er færdig med at tage sin uddannelse. Det betyder, at man har mulighed for, hvis man har en god kontaktperson i kommunen, at fortsætte et samarbejde, sådan at der rent faktisk måske er nogle, der kunne komme og hjælpe med at samle de der IKEA-møbler, hvis man nu ikke har nogen andre i hele verden. Det er jo lige præcis den slags ting, som er helt afgørende vigtige for, at man faktisk kommer på fode og får en oplevelse af, at man godt kan klare at bo for sig selv.

Det er så vigtigt, synes jeg, at vi også som samfund stiller det til rådighed, for det er simpelt hen ikke rimeligt, synes jeg, at forvente, at de her unge, der har været anbragt uden for hjemmet, fra den ene dag til den anden bare skal stå fuldstændig på egne ben og være ekstremt voksne, bare fordi de er blevet 18 år. Så nemt er det jo netop ikke. Det er i forvejen nogle mennesker – det er der også flere, der netop har sagt og set – som tit heller ikke har så meget andet netværk, som lige kan hjælpe med det der vasketøj eller hjælpe med at betale en tandlægeregning, eller hvad det nu kan være. Det er bare super vigtigt også at have nogle voksne mennesker i ens liv, der kan hjælpe med den overgang.

Jeg synes sådan set, at man må sige, at de her unge mennesker fortjener mindst lige så meget som alle andre at få så gode liv som muligt. Vi ved, at det ikke er alle, som får det, og derfor skal vi altså også gøre det bedre. Jeg tror også, at det er ret entydigt, at der også er nogle store fordele forbundet med det. Hvis folk kan undgå at komme ud i eksempelvis stofmisbrug eller kriminalitet, fordi de får en god start på deres voksenliv, så er det også en åbenlys fordel for alle.

De erfaringer, der har været fra de unge, som har brugt efterværn, og dem, man har talt med – der er blevet lavet sådan en stor undersøgelse af det for nogle år siden – peger meget entydigt på, at det her er en rigtig stor og vigtig hjælp. Derfor tror jeg egentlig også, at jeg blev lidt pikeret over Nye Borgerliges oplæsning af, hvad en yngre kvinde har sagt, for jeg tror faktisk ikke, det her forslag handler om det. Lige præcis det her forslag handler rigtig meget at give folk rettighed til at kunne få noget hjælp, og der er mange, der har rigtig gode erfaringer med det.

Det handler jo også om – og det er i øvrigt også noget, som socialpædagogerne og socialrådgiverne meget, meget entydigt bakker op om og har gjort i mange år – at sikre, at der er en ensartethed i hele landet, fordi der er rigtig stor forskel på, hvordan kommunerne bruger det. Nogle kommuner bruger det super meget, og andre gør det næsten ikke, og det giver jo også en skævhed. Der er også den skævhed, som vi har haft diskuteret før, at det faktisk lige præcis er nogle af dem, som måske kunne have allermest brug for det, som ender med at stå af, fordi de ikke orker at sidde i endnu et møde med en sagsbehandler. Så der er rigtig god grund til at se på det her.

For os i Enhedslisten at se er det her spørgsmål om efterværn bare én rigtig vigtig brik i alt det, der handler om at skabe nogle bedre liv for børn, der er anbragt. Det vil vi gerne diskutere meget mere – både det med efterværnet, som vi får lejlighed til nu her i forhold til beretningen, men altså også hvordan vi skaber noget mere kvalitet i de anbringelser, som så bliver lavet.

Vi er rigtig glade for regeringens planer om at få en reform af anbringelsesområdet her. Det er super godt, men jeg synes også, at der måske er blevet talt lidt for meget om, hvor mange børn der skal anbringes, og hvem der skal anbringes. Vi savner lidt, at der bliver talt noget mere om, hvordan vi rent faktisk får sikret, at de børn, der bliver anbragt, får et godt og ordentligt liv, at de har de bedst mulige rammer, fordi det siger lidt sig selv, synes jeg, at som samfund skal man ikke gå ind at anbringe børn, hvis man ikke kan sikre dem nogle ordentlige forhold. Det er jo lige præcis det, vi gerne skal blive meget dygtigere til at gøre i den kommende tid. Jeg er rigtig glad for, at ministeren har bekræftet, at det bliver et meget centralt element i de kommende forhandlinger.

Helt grundlæggende synes jeg, at de her unge mennesker mindst lige så meget som alle andre har fortjent muligheden for at få et ordentligt liv. De har fortjent den hjælp, vi som samfund kan stille til rådighed, og det er faktisk vores ansvar at sikre, at de får den hjælp. Så tak for opbakningen til, at vi i hvert fald kan lave en beretning. Jeg synes, der indtil videre tegner sig et flertal for, at vi kan få landet en fornuftig beretning, og så håber jeg sådan set, at vi så hurtigt som overhovedet muligt kan få stablet det her ordentligt på benene, for vi er flere partier, der har kaldt på, at det her skal være en ret. Man skal ikke stå med hatten i hånden og være afhængig af, hvor man bor henne; det skal faktisk være et tilbud til alle unge, som er reelt, og som de har krav på at få. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger. Først er det til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Nu sagde ordføreren jo tidligere her i debatten, at det ikke havde været nemt under Thorning-Schmidt-regeringen, fordi man lavede aftaler med andre, altså de blå partier. Derfor bliver jeg nødt til at høre noget om den her finanslovsaftale. Der var Enhedslisten jo også med, og der hørte vi jo meget om normeringer i daginstitutioner. Jeg ved, at Enhedslisten ville have spurgt Dansk Folkepartis ordfører, hvis det var os, der var støtteparti til en anden regering. Så derfor er mit spørgsmål til ordføreren nu: Havde Enhedslisten det her med i finanslovsforhandlingerne, og hvor mange midler ville Enhedslisten have sat af i finanslovsforhandlinger på det her område?

Ordføreren.

Nu er jeg jo blot vikar på området, men jeg har tilladt mig at tjekke med andre folk. Vi har haft det her med til finanslovsforhandlinger; det er vores helt klare ønske, at det her er noget, vi rykker på. Vi har haft det med til finanslovsforhandlinger i årevis og også nu.

Det, som vi peger på som finansiering – jeg kan simpelt hen ikke huske, præcis hvor meget det koster – er i den sammenhæng, og som vi gør her i forslaget, at afskaffe boligjobordningen og bruge de penge på noget, der er langt mere fornuftigt. Men vi er åbne over for at diskutere, hvad det skal være for en finansiering, men altså, der skal ikke være nogen tvivl om, at det har en høj prioritet for os, og vi er ikke bange for at være med til at finansiere det.

Ordføreren spurgte sådan lidt drillende tidligere, også til SF: Hvorfor blev det ikke til noget? Jamen det har bestemt ikke været manglende vilje fra vores side, heller ikke til at finansiere det, der har gjort, at det ikke blev til noget. Men virkeligheden var jo, at under Thorning-Schmidt-regeringen blev langt de fleste finanslove altså forhandlet med de borgerlige partier. Det var svært for os at komme igennem med det, men jeg håber da, at vi kan få det til at se gevaldig anderledes ud nu, og det tror jeg også at vi kan.

Karina Adsbøl.

Jamen der har jo været en finanslovsforhandling, hvor Enhedslisten var med, under den her regering. Derfor er mit spørgsmål, om Enhedslisten – da Enhedslisten gik til finanslovsforhandlinger her sidste gang – havde det her forslag med i tasken i forhold til at ville kæmpe for efterværn, altså at man vil give en rettighed. Det er det, spørgsmålet går på. For jeg hørte meget om normeringer, men jeg hørte ikke meget om de større børn i forhold til at give dem en hjælpende hånd. Så det er sådan set det, spørgsmålet går på.

Tak for det. Værsgo, Eva Flyvholm.

Det er rigtigt, at spørgsmålet om minimumsnormeringer var en af de helt store afgørende sager i den her finanslov. Fra Enhedslistens side var der også rigtig meget fokus på at skaffe penge til psykiatrien, men der er jo altså også andre ting. Så vidt jeg er orienteret, ja, så er det også noget, vi har rejst nu her til den seneste finanslov. Og når vi fremsætter et beslutningsforslag om det nu, er det jo også, fordi vi synes, at det ikke er godt nok, at der ikke er sikret den her rettighed, fordi vi gerne vil have noget fremdrift i det. Og det er jo lige præcis den mulighed, vi har for at skabe noget nu, både i forhold til en beretning og i forhold til de kommende forhandlinger om loven.

Tak. Næste spørger er fru Trine Torp fra SF. Værsgo.

Tak for det. Nu har vi talt om den her overgang for de 18-23-årige. Noget af det, jeg hører fra en del tidligere anbragte unge, er jo, at den anbringelsesbaggrund ikke er en, der hører op på et eller andet tidspunkt. Typisk er det sådan noget med, at der kan dukke tidspunkter op i livet, hvor det bliver svært med den baggrund, de har. Det kan være, når de selv bliver forældre, når de kommer i en krise, eller når de dropper ud af en uddannelse, eller hvad det nu måtte være. Det kan jo sådan set også ligge efter det 23. år.

Kan Enhedslisten se nogen perspektiver i det, som jeg prøvede at nævne lidt i min ordførertale, altså det der med at udstyre dem lidt med sådan et bevis, der betyder, at de ikke skal til at blive en social sag for at kunne få noget hjælp, men at det faktisk giver dem en lettere adgang? Man kunne også forestille sig, at de havde lettere adgang til at få en bolig, altså, at vi giver dem nogle rettigheder, fordi de ikke kan trække på det samme netværk, som rigtig mange andre kan.

Ordføreren.

Det må jeg sige jeg synes lyder som en utrolig god idé, altså at have den tilgang til det. For det er klart, at det behov heller ikke bare stopper, efter man er 23 år. Så det synes jeg umiddelbart lyder som en rigtig god idé, og jeg skal nok lige sørge for, at Pernille Skipper kommer indover, men jeg kan næsten ikke forestille mig, at hun ikke også vil synes, at det er en glimrende idé. Så ja, lad os bestemt tage de forskellige elementer med, for det handler jo om at skabe bedst mulige rettigheder igennem hele livet.

Tak for det. Det er fru Pernille Skipper. (Eva Flyvholm (EL): Ja, undskyld, fru Pernille Skipper). Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Eva Flyvholm.

Så da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)