Aktstk. 108 Aktstykke om tilslutning til etablering af en midlertidig lønkompensationsordning, hvorefter virksomheder kan få delvis kompensation for lønudgifter til fyringstruede medarbejdere som følge af COVID-19

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Folketingsår: 2019-20
Status: Tiltrådt

Om aktstykket

Fremsat:
16-03-2020
Afgjort:
17-03-2020
Paragrafområde:
§ 8 Erhvervsministeriet
Afgørelse:
Tiltrådt af Finansudvalget den 17-03-2020.

Venstres, Dansk Folkepartis, Radikale Venstres og Liberal Alliances medlemmer af udvalget samt Rasmus Nordquist (UFG) beklager, at der fortsat er ubesvarede spørgsmål til aktstykket og udtaler, at de forventer, at der snarest kommer svar på de udestående spørgsmål. Herudover beklager V, DF, RV, LA og Rasmus Nordquist, at Finansudvalget ikke er blevet orienteret om den ændrede tolkning af hvem der er omfattet af aktstykket i forhold til den oprindelige udmelding i forbindelse med trepartsaftalen om midlertidig lønkompensation for lønmodtagere på det private arbejdsmarked.

Venstres medlemmer af udvalget støtter aktstykket og noterer, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter har lavet en mindre model for lønkompensation på det private arbejdsmarked. Venstre bakker op om regeringens model for lønkompensation. Men Venstre er af den opfattelse, at den er utilstrækkelig til at løse de udfordringer, som danske virksomheder og det danske arbejdsmarked står overfor:
Grænsen for antallet af planlagte fyringer er for høj.
Regeringen har indgået en trepartsaftale, der indebærer, at virksomheder kan få dækket op til 75 pct. af den løn, som virksomheder betaler til medarbejdere, som må sendes hjem på grund af økonomisk nedgang som følge af corona, med et maksimum på 23.000 kr. om måneden. Den ordning støtter Venstre. Men ordningen har også en lang række begrænsninger – f.eks. gælder ordningen kun for virksomheder, der står overfor at skulle fyre over 30 pct. af deres medarbejdere eller mere end 50 ansatte. Det er utilstrækkeligt, når mange mindre virksomheder ikke kan få hjælp til at fastholde et mindre antal ansatte. Derfor havde Venstre ønsket en anden og mere bredtfavnende model.
Lønkompensation skal også gælde selvstændige.
Regeringens model er ikke henvendt til soloselvstændige eller freelancere. Det mener Venstre er uhensigtsmæssigt. Derfor opfordrer Venstre regeringen til også at fremlægge en konkret model for lønkompensation målrettet selvstændige, freelancere og små iværksættere.
Lønkompensationsperioden bør udvides.
Regeringens model for lønkompensation gælder tre måneder frem til den 9. juni 2020. Venstre mener, at det er uhensigtsmæssigt, at der er lagt en begrænsning på tre måneder – særligt i lyset af, at anden hastelovgivning i relation til corona er aftalt at gælde frem til 2021. Venstre mener, at lønkompensationsperioden bør udvides, så der er sikkerhed for, at private virksomheder også i resten af 2020 kan aflønne sine ansatte. Ellers risikerer vi at se afskedigelser og konkurser over sommeren.
Dokumentdato: 17-03-2020
Modtaget: 17-03-2020
Omdelt: 17-03-2020

Tiltrådt aktstykke

20191_aktstk_afgjort108.pdf