Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 47:

Forslag til folketingsbeslutning om krav om obligatoriske indholdslister for legetøj.

Af Øjvind Vilsholm (EL) m.fl.

(Fremsættelse 20.11.2018).

Forhandlingen er åbnet. Miljø- og fødevareministeren, værsgo.

Mange tak, formand. Hold da op, nogle høje typer, der har været her før mig.

Jeg forstår godt, at det umiddelbart kan lyde som en forjættende tanke eller endog en god idé at indføre krav om indholdslister over kemikalier i legetøj. Men som jeg også tidligere har nævnt, er det bare ikke særlig brugbart i virkelighedens verden, og samtidig risikerer man altså herved at lægge ansvaret over på forbrugerne, i det her tilfælde typisk forældrene, hvor det efter min opfattelse bestemt ikke hører hjemme.

I går var jeg med Miljøstyrelsens kemikalieinspektion på legetøjskontrol i Aarhus, hvor vi udtog slim og modellervoks til kontrolanalyser. Kontrollen bekræfter mig i, at det er svært at bruge en indholdsliste for legetøj til så meget. Det, der skal kontrolleres i tilfældet her, er afgivelsen af bl.a. bor. Hvis slimen indeholder bor, vil det stå på en indholdsliste, men man vil ikke kunne se, hvor meget der afgives, og det er jo der, problemet ligger. Det forholder sig også sådan, at legetøj helt generelt ikke må indeholde og afgive kemiske stoffer i mængder, som er skadelige for børn, der leger med legetøjet, og jeg har svært ved at forestille mig, at en legetøjsproducent vil angive på legetøjet, at det indeholder stoffer, som er ulovlige. Hvis legetøj indeholder kemikalier, som kan udgøre en risiko for børnene, så er legetøjet forbudt, og vi skal have fastsat en grænseværdi for de specifikke stoffer, som sikrer, at legetøjet ikke udgør en risiko. Så der er flere gode grunde til, at obligatoriske indholdslister ikke er en så god idé, som det kan lyde som, på legetøjsområdet. Det vil jeg gerne uddybe lidt nærmere.

For det første er reglerne for legetøj totalharmoniserede i EU, og det betyder, at medlemsstaterne som udgangspunkt er afskåret fra at udstede nationale regler på området og dermed også fra at indføre indholdslister for kemikalier i legetøj. Som I ved, har EU-Kommissionen anlagt en ny fortolkning på baggrund af den såkaldte EFTA-dom, som konkluderer, at det kan være muligt at indføre midlertidige nationale forbud under EU's kemikalielovgivning REACH. Jeg mener ikke, at det reelt er en mulighed i forhold til krav om indholdslister for legetøj, og det skyldes, at hvis der udarbejdes et forslag til begrænsning under REACH, så skal det kunne begrundes i en uacceptabel risiko for mennesker eller miljø. Det er ikke en begrundelse, der kan bruges i forbindelse med indførelse af indholdslister over i øvrigt lovlige stoffer.

For det andet skal legetøj og andre produkter, som sælges, som bringes i handelen, være sikre, de skal være lovlige. Man skal ikke som forældre, som forbruger være den lille kemiker for at kunne handle sikkert legetøj. Hvis indholdslister over kemikalier i legetøj skal virke, så forudsætter det jo, at man som forbruger, som forældre har en grundig viden om kemi og om toksikologi, og at man kender til kemikaliernes effekter. Og der kan jeg sige fra de gode mennesker, jeg har i ministeriet, at selv universitetsuddannede folk altså ikke kan alle stoffers effekter sådan lige på rygraden, de er også nødt til at slå op en gang imellem. Og selv hvis man skulle være ekspert på kemi, på toksikologi, så er det altså ikke nok. Som jeg startede med at sige, kan man ikke se af sådan en indholdsdeklaration, om stofferne frigives, og det er jo det, som er det afgørende, og som er det farlige i forhold til kemikalier.

I begrundelsen for forslaget nævnes sagen om squishies, som vi nok alle sammen kan huske her fra sensommeren, som eksempel, og den er et godt eksempel på, at en indholdsliste egentlig ikke havde hjulpet i det her tilfælde, måske i virkeligheden det modsatte, for her var det nemlig afgasningen, som var problemet. Analyser af indholdet af kemikalier viste, at de stoffer, som afgassede, ikke kunne findes i legetøjet. De problematiske stoffer, som afgassede fra squishies, findes f.eks. i lufthullerne i skummet, og derfor viser de sig heller ikke ved en indholdsanalyse. De vil derfor heller ikke fremgå af en indholdsliste, da der er tale om stoffer, som dannes og findes i lufthullerne i skummet. En indholdsliste kunne i tilfældet her have givet en falsk tryghed – hvis man forstod den.

At legetøj indeholder farlige kemikalier, er ikke lig med, at legetøjet udgør en risiko for børnene, og at legetøj ikke indeholder problematiske stoffer, er heller ikke det samme, som at der ikke er en risiko. Et eksempel på, at legetøj kan indeholde noget farligt, er, at vi jo f.eks. accepterer, at noget legetøj indeholder batterier, som i sig selv kan være farlige for børn – og ikke bare, fordi man kommer til at sluge dem. For at sikre, at batterier ikke er farlige i legetøjet, har man derfor regler om, at batterierne ikke må være tilgængelige for børn. På samme måde må eventuelle stoffer, der kan være farlige for børn, heller ikke kunne afgives fra legetøjet. Stofferne skal som sagt afgives, før det er et problem, og det vil ikke fremgå af en indholdsliste. Hvis nogen stoffer viser sig at udgøre et problem, må de slet ikke være i legetøjet, og der nytter indholdslisten ikke.

Vi har egentlig ikke noget problem, kan man sige, hvis producenter og importører overholder loven – sådan er det på mange områder – og vi skal derfor sørge for, at produkter på markedet er lovlige i stedet for at deklarere dem. Det er derfor, der er fokus på kontrol og kortlægning af kemiske stoffer i legetøj. Rammen for kontrollen, kortlægningen af kemiske stoffer, er vi jo heldigvis enige om herinde, da den er fastlagt i den fælles kemiindsats for 2018-2021. Det er en stikprøvekontrol, og derfor vil det jo altid være branchens ansvar at sørge for, at legetøjet, der står på hylderne, er sikkert, og at det overholder alle regler.

Hverken som forælder eller som minister vil jeg acceptere, at ansvaret lægges over på forældrene. Jeg er blevet mødt med den her idé om indholdslister fra flere sider i den her tid, men som jeg har forsøgt at illustrere, så mener jeg altså ikke, selv om jeg forstår intentionerne i forslaget, og selv om jeg egentlig også deler hensigten og bekymringen, der følger med forslaget, at de her obligatoriske indholdslister for legetøj er vejen frem, og det er af de her tre årsager: Reglerne for legetøj er totalharmoniserede i EU; ansvaret ligger hos producenter og hos importører; og – frem for alt – ansvaret skal ikke lægges over på forældrene.

På den baggrund afviser regeringen beslutningsforslaget. Tak, formand.

Så er det fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Nu lyttede jeg spændt efter, for det er jo rigtigt, som ministeren siger, at vi har diskuteret det her før. Og det har vi jo, fordi der er en stor bekymring. Jeg tror, at Politikens seneste undersøgelse viste, at over halvdelen af danske forældre til små børn er bekymrede i forhold til at købe legetøj. Det kan man jo ikke fortænke dem i, når der har været de her eksempler med squishies, men også med en lang række andre typer af legetøj. Så selv om ministeren siger, at det ikke er forældrene, der skal påtage sig det ansvar, så får de jo det ansvar, når den utryghed og usikkerhed breder sig, fordi vi ikke har styr på producenterne. Hvis producenterne levede op til deres ansvar, ville vi ikke have det her problem, men det gør de ikke.

En ting er de legetøjsregler, vi har i EU. Vi mener sådan set også, at det er den vej igennem, vi skal ændre lovgivningen, men det, jeg ikke forstår, er, at ministeren ikke vil være med til at arbejde for en varedeklaration i EU-regi. For er det ikke også rigtigt, at det kunne fremme en større viden hos producenter og hos importører, at de fik mulighed for at vide, hvad der var i deres produkter? Det er jo fuldstændig uigennemsigtigt, sådan som det er i dag.

Værsgo, ministeren.

Jeg deler fru Lea Wermelins opfattelse af det her med, at de sager, vi så i efteråret, har bekymret mange forældre. Det er også derfor, at vi fra regeringens side har ønsket at stramme op på det her område og præcisere det ansvar, som man har, både som producent, men også som importør og forhandler, netop for ikke at skubbe det over på forældrene.

Derfor har vi også indskærpet det her med, at det hidtil har været sådan, at hvis man bragte noget farligt i handelen, kunne man alene holdes ansvarlig for det, hvis det var med overlæg, med fortsæt, at man gjorde det. Jeg tror egentlig, at vi alle sammen er lidt ligeglade med, om man gør det med vilje eller ikke med vilje, så derfor har vi styrket muligheden for at komme efter dem her ved at sige, at uanset om det er uagtsomt eller forsætligt, skal man have styr på de ting, man sender i handelen. Det tror jeg er et vigtigt værktøj at tage fat i.

Der er nogle ting, som vi i den fælles EU-regulering gerne vil stramme op på, men jeg tror altså ikke, at indholdslister – af de grunde, som jeg har nævnt før – er den rigtige vej at gå.

Fru Lea Wermelin.

Forbrugerrådet Tænk er jo nogle af dem, der anbefaler, at man tager det her værktøj i brug. De er jo også nogle af dem, der har fingrene nede i det og har været med til at lave nogle af de her test, som man så fra Miljøministeriets side efterfølgende har handlet på.

Det er jo ikke, fordi det er en ny fremgangsmåde at gøre det på den her måde. Vi gør det jo også i forhold til fødevarer og kosmetik, og der kunne man jo sige det samme, altså at det sådan set er dem, der laver maden og fødevarerne, eller dem, der producerer kosmetikken, som har ansvaret for det, så det skal man ikke som forbruger bekymre sig om. Men man bekymrer sig om det, og det er jo også med til at skubbe til en større gennemsigtighed, også for dem, der importerer.

Så vil ministeren ikke give mig ret i, at vi sådan set gør det allerede med en række andre produktkategorier, og at det her redskab på den måde ikke adskiller sig synderligt fra den måde, vi i øvrigt går til det på i Danmark?

Værsgo.

Det er jo rigtigt, at redskabet ikke adskiller sig væsentligt, men hvis det eneste redskab, man har, er en hammer, så ligner alle problemer et søm. Udfordringerne, man prøver at løse her, er jo forskellige, fordi vi bruger levnedsmidler, som ordføreren nævner, på en anden måde, end vi bruger legetøj.

Jeg er med på, at børn – det ved de fleste, der har dem – har det med at skovle det her legetøj i munden, men der er altså forskel på, om det er mad, om det er levnedsmidler, om det er noget, vi spiser, eller om det er noget, vi leger med og herunder putter i munden, fordi indvirkningen altså er en anden. Også fra kosmetik, når vi smører det i ansigtet, er der en anden langtidspåvirkning, end der er her.

Så går min bekymring altså på det her med, at det, der er farligt, er, hvad der afgives – det er ikke nødvendigvis, hvad der er i indholdet. Og der tror jeg, at man altså risikerer at give en falsk tryghed, ud over at man skal have den her store kemikereksamen.

Tak. Hr. Øjvind Vilsholm, Enhedslisten. Værsgo.

I hvert fald tak til ministeren, fordi han forbereder sig så grundigt og tager på inspektion, inden vi skal behandle det her punkt i salen. Jeg forstår stadig væk ikke, hvordan ministeren kan mene, at man lægger ansvaret over på forældrene ved at give dem adgang til yderligere oplysninger. Det er jo klart, at det ikke er det eneste redskab, vi har, til at styrke forbrugersikkerheden på det her område, at indføre obligatoriske indholdslister. Der er mange andre ting, der skal til. Men det kan aldrig være en forringelse af sikkerheden, at man stiller krav til producenterne og forhandlerne om, at de skal oplyse om, hvad der er i.

Jeg tænker, at hvis ministeren er så afvisende over for det her, hvordan vil han så sikre, at forbrugerne kan føle sig mere trygge, for de redskaber, der har været taget i brug indtil videre, har jo ikke været nok. Har ministeren tænkt sig at indføre kontrol af alle de produkter, der kommer på markedet? For det ville jo batte noget.

Værsgo til ministeren.

Altså, som hr. Øjvind Vilsholm starter med at sige: Jeg forstår ikke, hvordan man kan mene... Sådan tror jeg ofte, at vi har det hver især her i salen, og det er derfor, at vi deler os efter anskuelser. Med hensyn til argumentet om, at det da ikke kan være en forringelse, så vil jeg sige, at jeg mener, at det vil skabe forvirring, for det, vi har brug for at vide som forældre, er: Hvad risikerer vi ved at lade vores børn lege med det pågældende legetøj? Og der skal vi som forældre ikke risikere vores børns helbred. Hvis der er stoffer i, som er ulovlige, så har jeg altså ikke særlig stor tillid til, at de vil stå på sådan en liste her, for så skal de slet ikke være i handelen. Hvis der er stoffer i, som afgives, så kan vi jo ikke læse det ud af den her vejledning. Og det, jeg er nervøs for, er simpelt hen, at vi får en falsk tryghed og en falsk sikkerhed.

Så det, jeg vil gøre, ud over strafskærpelsen, som jeg nævnte før for fru Lea Wermelin, er jo at give øget information til forhandlere og importører, og det har vi allerede taget fat på med en branchedag i november måned.

Hr. Øjvind Vilsholm.

Det er ikke, fordi jeg er imod det, så hvis en branchedag i november er redningen, så vil det da sikkert være udmærket. Men jeg må bare fastholde, at vi taler om en ekstra mulighed for forbrugeren. Og ministeren kan godt mene, at firmaer ikke vil skrive forbudte stoffer på listen, men hvis det er sådan, at de ligefrem svindler med indholdslisterne, så er det jo en ekstra skærpende omstændighed. Dertil kommer, at jeg må give ministeren ret i, at det selvfølgelig er, hvad der udgør en fare, der er det centrale ved kontrollen, men der må stadig væk være en gevinst for forbrugerne i at kunne se, at der er tilladte stoffer i, men stoffer, som de gerne vil undgå at deres barn udsættes for, uanset om det afgives i større eller mindre mængder fra det pågældende legetøj.

Tak. Værsgo til ministeren.

Nu vil jeg sige, at jeg sagde ikke, at en branchedag i november var løsningen på det her. Jeg sagde, at det var der, vi startede med denne information. Vi deler jo alle sammen den opfattelse, at vi gerne vil beskytte vores børn bedst muligt, for det er de mest sårbare forbrugere, som findes i det her land. Det har vi alle sammen en interesse i. Vi er bare uenige om værktøjet. Jeg mener altså, at sådan en liste risikerer at give en falsk tryghed, man risikerer at forvirre, for jeg vil være stensikker på som forælder, at hvis der er noget i det her, så kan jeg slet ikke købe det, for så er det ikke i handelen.

Tak. Så er det hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak for det. Det her er jo et eksempel på det, som jeg kalder det store kemieksperiment, som vi har været en del af de sidste to generationer, altså det, at vi har 200.000 kemikalier i cirkulation i vores samfund, og hvor vi faktisk kun kender en ret lille andel af dem – ved, hvor farlige de er, og hvor giftige de er. Og her er det jo en særlig alvorlig problemstilling, fordi vi taler om legetøj, det vil sige, at vi taler om eksponering af små børn, hvor kroppen er i udvikling, og hvor der er en meget større følsomhed over for effekter af de kemikalier, som kan komme i kontakt med børnene. Derfor er det mig meget magtpåliggende, at vi får gjort noget alvorligt, noget grundlæggende ved den her situation. Jeg kan godt se en pointe i den her deklarering, som vi taler om nu – ikke fordi det skal flyttes over på forældrene at tage ansvaret, men simpelt hen fordi det tvinger leverandørerne til at forholde sig til, hvad det er for stoffer, der er i produktet.

Men det, jeg egentlig gerne vil høre ministeren om, er: Vil ministeren være interesseret i at se på stærkere virkemidler, og her tænker jeg især på sådan noget som strafferammen, håndhævelsen? Bør bøderne ikke være større? For man kan sige, at det her jo drejer sig om økonomisk spekulation; der er nogle virksomheder, der tjener penge på at sælge legetøj, og de har ikke tjekket indholdsstofferne grundigt nok. Det kræver jo større bøder, og ved gentagne gange skulle man måske have en slags karantæneordning. Og så vil jeg også høre, om ministeren (Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak!) kan se en mulighed i det, som blev nævnt, om en anmeldeordning, altså at før man putter et produkt på markedet, kan man få det kontrolleret.

Ja tak! Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at noget af det, der har været udfordringen for os, ikke så meget har været strafferammen, det har været muligheden for overhovedet at komme til at anvende den, fordi der, som jeg nævnte før, altså var den her forudsætning om, at hvis man bragte noget i handelen, skulle det være forsætligt – altså, man skulle i frådende ondskab have bragt noget på markedet, vel vidende at det var skadeligt for vores børn. Og så skruppelløse er det dog de færreste mennesker der er, og derfor kan man jo sige, at antallet af domfældelser også er begrænset. Det er derfor, at vi vil ændre de her regler nu, så man siger, at uanset om man ved det eller ikke ved det, har man altså ansvaret for det her som importør og som producent.

Med hensyn til den model, som nogle har talt om, er der jo nogle, der lever i den vildfarelse, at alt, der sælges her i kongeriget, forinden har været igennem sådan en eller anden stor kontrol. Men man må sige, at vi relativt hurtigt ville løbe tør for arbejdskraft, i endnu højere grad, end tilfældet er, hvis vi skulle kontrollere alt, inden det blev bragt i handelen. Derfor er vi nødt til at have et, hvad kan man sige, sanktionsregime, som hr. Christian Poll også lægger op til, hvor vi altså siger: Vi er nødt til at have tillid til dem, der bringer noget i handelen, og gøre det klart for dem, at hvis de ikke lever op til den tillid, hvis de ikke lever op til det ansvar, jamen så har det nogle konsekvenser. For vi kan altså ikke kontrollere ethvert produkt, inden det bliver bragt i handelen.

Hr. Christian Poll.

Næh, det er jo heller ikke det, jeg foreslår. Jeg foreslår, at i den her særlige situation, hvor det handler om legetøj til små børn, og hvor vi gentagne gange har set eksempler på, at der er farlige stoffer, burde man, måske bare i en periode, lave en slags anmeldeordning eller på anden måde sikre sig endnu mere håndfast, at produkterne er i orden. Og der tænker jeg, om ministeren ikke kan se, at vi har med et særligt område at gøre, særlige produkter, en særlig anvendelse.

Så hørte jeg heller ikke rigtig svaret på det med bødestørrelsen. Er det helt utænkeligt, at bøderne skulle være markant større, og at der måske endda ved gentagelser skulle være meget markante håndhævelser?

Værsgo.

Lad mig starte med det sidste først. Mit svar på det med bødestørrelsen var, at det efter min opfattelse ikke var her, udfordringen lå, men i selve det overhovedet at kunne anvende det sanktionsinstrument – altså muligheden for overhovedet at komme til at komme med et bødeforelæg er der, problemet ligger. Og det retter vi op på nu.

Så retter vi altså op på informationsindsatsen over for producenter, forhandlere, importører ved at gøre det meget, meget klart for dem, hvad deres ansvar er, hvordan de kan leve op til det ansvar, hvilke kontrolinstanser de skal iværksætte over for deres producenter. For jeg anerkender også, at det kan være vanskeligt for de erhvervsdrivende, som måske vil spørge: Jamen hvor skulle jeg vide det her fra? Jamen for søren, det er da forhandlerens, producentens ansvar og ikke forælderens eller barnets, for vi skal beskytte vores børn.

Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Forbrugerrådet Tænk har i adskillige test vist, at informationer til forbrugerne om den kosmetik, det legetøj osv., som sælges billigt online i netbutikker, jo er på dansk, men det lever ikke op til den produktsikkerhed, som vi normalt kræver. Noget af det er jo altså fyldt med farlig kemi, og børnene kan blive kvalt i legetøjet osv., så jeg vil gerne høre: Hvad har regeringen af planer for at styrke produktsikkerheden i forbindelse med nethandel, som jo bliver mere og mere udbredt? Nu har vi også en legetøjskæde, der lige er lukket, så der kommer nok mere af det.

Værsgo.

Det, som fru Trine Torp, sætter fingeren på her, er jo i virkeligheden kernen i meget af den her problematik. For som danskere har vi den her balancegang imellem, at vi dels gerne vil have sikre produkter, dels er lidt sparsommelige fra tid til anden, så nogle gange vil vi også gerne have billige produkter. Der må jeg bare sige, at når noget lyder for godt til at være sandt, når noget virker for billigt til at være sandt, så er det det typisk. Derfor skal min appel være – og den tror jeg vi skal kommunikere stærkere og tydeligere: Lad være med at købe noget legetøj eller andet fra hjemmesider, som man ikke har tillid til. Og hvornår skal man have tillid til dem? Det skal man, når de er hjemmehørende i EU, for det er der, vi har mulighed for at slå den store klo i dem, der bringer varerne til torvs, om jeg så må sige. Men jeg vil virkelig komme med en stærk appel om, at man særlig som forældre, når man køber legetøj, ikke går hen og køber det på en eller anden billig udenlandsk hjemmeside uden for Europa, fordi det er et godt tilbud.

Fru Trine Torp.

Men nu brugte ministeren jo selv som argument for ikke at støtte forslaget det her med, at vi også skal passe på med, hvor meget ansvar vi lægger over på forbrugerne. Jeg deler faktisk det synspunkt, at vi ikke skal lægge for meget ansvar over på forbrugerne, men det, ministeren i virkeligheden siger nu, er, at vi skal tænke os godt om. Det kan jo være ret svært at gennemskue på de her hjemmesider, hvor de egentlig hører til, og hvad det er for et land, man handler med, særlig når det faktisk står på dansk. Så jeg vil gerne høre: Er der afsat nogen midler i Sikkerhedsstyrelsen eller kemikaliekontrollen til faktisk at kontrollere de her produkter?

Værsgo, ministeren.

Det er jo ikke for at lægge ansvaret over på forbrugeren. Det er en konstatering af, at det ansvar ligger hos os som enkeltindivider. Vi kan altså ikke stoppe internettet. Det findes der lande eller i hvert fald et enkelt land i verden der gør; det synes jeg ikke er nogen god idé. Vi får altså det her input, og det bliver vi nødt til at agere efter. Den globale landsby bliver mindre og mindre, og verden kommer tættere og tættere på. Så verden er ikke sådan, at vi kan gå ind og pådutte virksomheder, der er hjemmehørende i Kina eller andre lande, sanktioner. Derfor denne appel fra min side til, at man – og det kan godt være, at vi skal være tydeligere i kommunikationen om det – kun stoler på hjemmesider og alene køber ting fra hjemmesider, som man har en begrundet tillid til.

Tak. Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Tak. Kontrollen fungerer ikke, hverken i Danmark eller i EU. Det er jo derfor, at forældre med god grund er bekymrede. Så kommer der så her et forslag om, at man skal lave en mærkningsordning – der kunne sikkert laves nogle meget mere radikale forslag; det her er sådan et lillebitte forslag – og det bliver så også afvist af ministeren med henvisning til, at forbrugerne jo ikke er kemieksperter osv. Men vil det ikke også være en hjælp til detailhandlen? Altså, den forbruger, som har et forsigtighedsprincip i sit eget indkøb, skal ganske rigtig ikke købe ind på internettet, men har den forbruger ikke behov for at kunne gå ned i sin legetøjsbutik og spørge ekspedienten om, hvordan forholdene er, og om, hvad det indeholder? Så kan forbrugeren ud fra sit eget forsigtighedsprincip fravælge det, hvor der er nogen som helst risiko ved det – ikke en absolut risiko, der gør, at det er forbudt, men nogen som helst risiko ved det. Det redskab, der foreslås her, kan netop være et redskab, som også detailhandlen kan bruge. Er det ikke på den måde, man kan se det?

Værsgo.

Jeg tror altså, at man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man bilder sig ind, at man kan købe legetøj, der ikke indeholder nogen risiko for noget som helst. Om man så bruger en sten og et stykke træ, kan man altså godt komme rigtig galt af sted med begge dele – og jeg taler her af erfaring. Man kan aldrig nogen sinde fuldstændig undgå en risiko. Min bekymring i forhold til de her ingredienslister går altså på, at vi får en falsk tryghed, og vi stiller nogle urimelige krav til os som forældre og som forbrugere om, at vi kan gennemskue, at hvis det indeholder dette og hint, er det muligvis noget, der afgiver noget.

Altså, hvis der afgives stoffer, som er farlige, skal det slet ikke være i handelen. Hvis det indeholder stoffer, som ikke må være i legetøjet, skal det slet ikke være i handelen, og så står det jo ikke på den her indholdsliste. Jeg ved ikke, om man forestiller sig, at det her sådan skal være en mulighed for at sige: Ha, der fik vi jer; den her spændende robot indeholder plutonium, og nu må vi hellere lade være med at købe den. Altså, jeg ved godt, det er et grotesk eksempel, men hvis den gør det, står det nok ikke på listen.

Hr. Søren Søndergaard.

Det var netop et grotesk eksempel, og det var også grotesk at sammenligne det her med en sten eller et stykke træ. Forældrenes bekymring er større end det, ministeren ligesom lader til helt at have forstået. Og så gentog ministeren bare det der med, at det ikke kan være forældrenes ansvar. Men jeg snakkede jo netop om detailhandlen. Ligesom man kan gå ned til sin slagter, og ligesom man kan gå ned til sin farvehandler og spørge, hvad der er i en bestemt farve, kan man gå ned til sin detailhandler, men det kræver jo, at der er en mærkning. Det er jo ikke noget, der kan klares med 1 dag om året. Det kræver jo, at også detailhandlerne i legetøjsbranchen har adgang til de oplysninger, og derfor er det naturligt, at de står på pakken. Så altså minister, prøv at forholde dig til det forslag om, at det her er en hjælp til detailhandlerne inden for legetøjsbranchen – og dermed altså selvfølgelig også til de forældre, som ikke køber på internettet, men går ned i deres lokale legetøjsbutik og stiller nogle spørgsmål for at være på den sikre side.

Værsgo, ministeren.

Ja, så længe det er muligt. Lad mig lige først anholde det der med, at min bekymring skulle være mindre end forældrenes. Undskyld, når jeg forlader den her sal, er jeg også forælder, og jeg har adskillige børn i alderen fra 0 år til 17 år, og det blot at antyde, at jeg ikke er bekymret over det her, hører ikke hjemme her. Jeg er bekymret for det her, og det er ikke kun som forælder, men så sandelig også som minister.

Som importør af produkter skal man selvfølgelig vide, hvad der er i dem, og det ved importørerne også, og de har mulighed for at bede producenten om de her indholdslister. Hvis de ikke kan få dem fra producenten, skal de jo købe ind et andet sted. Så som importør og som forhandler har man adgang til de her ting, og det er for at hjælpe dem. Der har vi blot en forskellig opfattelse af, hvem det her hjælper. Jeg mener ikke, at hr. Søren Søndergaard og jeg som uvidende legetøjskøbere er dem, der skal have ekspertisen og vide, hvad der er farligt, og hvad der ikke er farligt. Det har jeg en meget klar forventning om at butikken har styr på, og det skal hr. Søren Søndergaard også have. Det er dem, vi skal holde i ørerne, og ikke forældrene.

Tak for det. Tak til ministeren. Så går vi videre med fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Når man som forældre køber legetøj til sine børn i Danmark, skal man kunne være tryg og vide, at det ikke indeholder skadelig kemi. Og som vi lige har diskuteret, har der har bare været alt for mange eksempler herhjemme, hvor vi har oplevet det modsatte – de her squishies med kræftfremkaldende stoffer, fidget spinners med tungmetaller, slim med kemi, der kan skade fostre eller evnen til at få børn, plasticbolde med ftalater – og det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Som jeg også lige var inde på i mit spørgsmål til ministeren, er over halvdelen af danske forældre bekymrede for at købe legetøj, og det bliver vi simpelt hen nødt til at gøre noget ved og tage meget alvorligt.

I Socialdemokratiet ønsker vi derfor ligesom forslagsstillerne, at producenter skal forpligtes til at lave en fuld varedeklaration af indholdet i legetøj. Det kender vi allerede fra kosmetik og fødevarer, og det kan være med til at fremme et pres på producenterne til at levere produkter uden skadelig kemi. Vi har selv haft ministeren i samråd om det tidligere. Det, der adskiller os fra forslagsstillerne, er jo, at vi mener, at det skal ske i EU-regi. Som Enhedslisten også skriver i forslaget, er reglerne for legetøj totalharmoniseret, og derfor sætter det nogle begrænsninger for, hvilke regler vi kan lave nationalt. Og som vi også lige har diskuteret, kommer meget af det her legetøj jo også fra uden for landets grænser. Derfor vil det give rigtig god mening, at vi gør det her i EU.

Derfor er vi også ærgerlige over, at ministeren ikke vil være med til at presse på, for at vi får det igennem. Sammen med andre progressive EU-lande kunne vi fra dansk side holde den grønne fane højt og sikre en langt bedre forbrugerbeskyttelse, ligesom vi har gjort på andre områder. Så vi synes, at ministeren svigter sit ansvar ved ikke at gå med i den her kamp for, at producenter forpligtes til at fortælle om indholdet i deres produkter. Som det er nu, er det helt uigennemskueligt, og der er også blevet lavet en undersøgelse, som er en del af baggrunden for forslaget i dag, og som viser, at mange af de importører og sælgere af legetøj, der er, efterlyser mere information.

Som der også var nogle, der var inde på i debatten med ministeren, kan vi derudover se, at der er en stigende nethandel. Mere end hver tredje krone, der bliver brugt i e-handel, går til en udenlandsk webbutik. Så det er jo i høj grad nødvendigt, at vi også forholder os til det område. Og vi kan se, at mange danske forbrugere ikke er klar over, at de danske regler sådan set ikke gælder her.

Så vi skal gøre mere, og ministeren bør tage kampen op. Hårdere straffe på det her område bakker vi sådan set op om, men det gør det bare ikke alene; der skal også mere kontrol til. Sikkerhedsnettet er slet ikke fintmasket nok, som det er i dag. Coop – altså nogle af dem, der har besluttet at gå foran på det her område; det synes jeg godt vi kan rose her i Folketingssalen – har besluttet ad frivillighedens vej at gå foran med varedeklarationer på legetøj med kemi, og det glæder jeg mig til at følge. Men det kan ikke stå alene; vi må også politisk tage ansvar. Derfor vil vi gerne sammen med forslagsstillerne se nærmere på, hvordan vi fra dansk side kan fremme det her i EU-regi, så vi aktivt kan arbejde i fællesskab for at få varedeklarationer på legetøj.

Her til sidst har jeg lovet også at hilse fra den radikale ordfører, som er enig med os. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Øjvind Vilsholm, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for opbakningen. Det er dejligt, at vi er så enige. Der er dog en lille tvist. I forhold til hvordan og hvor hurtigt vi kan få det indført, hæfter jeg mig ved, at ordføreren siger, at vi skal gøre det i EU-regi. Det kan måske tage noget tid. Hvad gør vi så, indtil vi kan få det igennem i EU?

Værsgo.

Det er jo nok ikke så overraskende, at vi ikke sådan helt en til en er enige med Enhedslisten i forhold til EU, og det bliver vi nok heller ikke lige foreløbig. Men jeg synes ikke, det skal forhindre os i at arbejde sammen om den her dagsorden, som er så vigtig. Og jeg deler sådan set også bekymringen for, at det kan tage noget tid i EU – det har vi også set med andre lovgivninger. Men så meget desto vigtigere er det, at vi har en minister, som går aktivt ind i den her sag. Det er klart, at hvis vi skal have EU til at rykke sig, vil det være lande som Danmark og andre lande, der er progressive ligesom os, som skal gå foran, for ellers tror jeg ikke, det kommer til at ske. Og det er jo også derfor, jeg er så ærgerlig over, at vi i dag hører en minister, som ikke har tænkt sig at gå videre ad det spor. Så jeg tror, det er vigtigt, at vi får en regering, som presser på for det i EU.

Samtidig tror jeg også, at noget af det, der kunne gøres apropos nethandel, jo eksempelvis er, at vi kunne hjælpe forbrugerne med oplysninger om, hvornår man er på en hjemmeside, som er udenlandsk, altså som ikke er hjemmehørende i EU. For som det er i dag, vil de hjemmesider jo fremstå på dansk, og derfor kan det være enormt svært som forbruger at orientere sig i det. Og så vil vi også gerne have mere kontrol – det er nogle eksempler.

Tak. Værsgo, hr. Øjvind Vilsholm.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at det ville være rart, hvis vi allerede nu kunne få taget hul på det og havde en minister, der ville støtte op om det her og gå videre med det i EU. Så jeg vil bare sige, at jeg håber, at vi kan blive enige om at arbejde for det her, og måske kan vi så finde en anden måde, som Danmark kan gå foran på.

Værsgo.

Jamen jeg synes da, det ville være oplagt at prøve at bruge udvalgsarbejdet til at bore nogle af de her ting ud. Det kan også være, at vi kan finde nogle ligesindede lande i Europa, hvor parlamentarikere ligesom os er bekymrede og gerne vil have EU til at rykke sig. Det kunne jo også være en vej at gå, altså at undersøge, om der er andre lande, som vi kan kigge mod, og som gør noget, vi ikke allerede gør i Danmark. Men jeg tror, vi er et af de lande i Europa, som er forrest på kemiområdet, fordi vi netop har haft den her tradition for at presse på for at få mere regulering, få en større gennemsigtighed for forbrugerne. Og der vil vi meget gerne indgå i det arbejde.

Tak for det. Hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak. Nu har ministeren jo nævnt, at vi har taget det her gode skridt og anerkendt, at det ikke bare skal være forsætligt, men at det faktisk altid er importørens eller leverandørens ansvar at vide, hvad det er, og sørge for, at produktet ikke er giftigt. Men det næste i mine øjne er jo også at se på, om konsekvenserne er store nok, hvis man opfører sig forkert, og der vil jeg bare gerne lige høre ordføreren, om Socialdemokratiet også kunne være interesseret i at kigge på strafferammen, på forskellige former for håndhævelse og se, om vi også kunne blive klogere på det område.

Værsgo.

Det vil vi gerne være med til at se på. Jeg synes som sagt, at vi skal prøve at bruge det her udvalgsarbejde til at sige, at vi har en dagsorden her, som vi i hvert fald er en række partier i Folketinget som er enige om, nemlig at der skal fuld varedeklaration på, at det er for uigennemsigtigt, at kontrollen er for dårlig, og at der ikke rigtig sker noget, hvis man bryder reglerne. Så jeg synes, at det ville være oplagt også at prøve at forfølge det spor.

Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Der er jo folk, der siger, at i takt med at Socialdemokratiet er gået til højre, kommer Enhedslisten mere og mere til at ligne Socialdemokratiet, og det er da rigtigt, at vi har overtaget en af Socialdemokratiets gamle paroler, nemlig: Danmark som foregangsland. Det er altså det der med, at hvis man vil noget, også internationalt, skal man selv gå foran og ikke bare vente på, at man om 15, 20 eller 25 år bliver enige om et eller andet. Der vil jeg bare spørge, om ordføreren kan komme i tanke om andre eksempler, hvor Danmark i modstrid med EU-lovgivningen er gået foran, og hvor EU så har rykket sig, netop fordi der var nogle lande, der gik foran og ikke bare accepterede og ventede på, at tingene skulle ændre sig nede i EU.

Værsgo.

Det er simpelt hen så dejligt, når Enhedslisten bliver enig med os i Socialdemokratiet. Det fryder vi os over hver gang. Vi vil rigtig gerne have, at Danmark fortsat er et grønt foregangsland, så det kan vi jo sagtens blive enige om her i salen i dag, og det er rigtigt, at vi også i Danmark har været med til at presse i EU, både hvor der allerede har været en proces i gang, men jo også med hensyn til nye stoffer. Noget af det, som Enhedslisten også nævner, hvor jeg tænker, at det er ordføreren selv, der er kommet i tanke om det, er jo spørgsmålet om bisfenol A, og det var også noget af det, som vi i Socialdemokratiet var bannerfører for. Så det er jo ikke, fordi der ikke er fortilfælde, men det, som vi lægger vægt på her, er jo, at der er en totalharmonisering af reglerne, og der adskiller vi os jo bare fra Enhedslisten i forhold til den måde, vi går til EU-stoffet på, og den tiltro, vi også har til EU-systemet, hvor vi altså mener, at vi fra dansk side skal have en minister, som kæmper for det her i EU.

Tak. Hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bare sige, at det for mig lyder, som om Socialdemokratiet lige præcis på det her område har parolen: EU som foregangsland, og ikke Danmark som foregangsland. Det ville jo være godt, hvis EU var det, men EU er det ikke, og selv om det er totalharmoniseret, som det jo også har været gældende på andre områder – altså hele kemiområdet er jo totalharmoniseret – så er det jo en rigtig god idé, fordi forudsætningen for, at der bliver gjort noget ved det, jo er, at Kommissionen anlægger en sag mod Danmark, og det er jo en anledning til at få andre med. Hvis man ikke vil bruge den anledning, presser man jo ikke nok på, og det er derfor, at jeg undrer mig over, om ikke Socialdemokratiet vil være med til at lægge det ultimative pres for at få den her sag præsenteret, ved at vi vedtager noget i Danmark og så på den måde presser på for, at det også skal ske i resten af EU – og verden for den sags skyld.

Værsgo.

Men det er jo så her, hvor vi jo uenige om værktøjet, altså hvordan vi skal gå til det, men vi ønsker, at Danmark skal være foregangsland på det her område. Vi ønsker, at Danmark skal presse på. Vi ønsker, at Danmark skal gå sammen med de reach up-lande, som vi i forvejen samarbejder med på kemiområdet, for at få en mere progressiv lovgivning i EU. Vi vil også rigtig gerne have, at ministeren bruger den nye mulighed, som der ligger i, at der er kommet en ny fortolkning i forhold til kemiområdet, altså hvor man fra dansk side måske i virkeligheden kan undgå, at nogle af de her kemisager tager lang tid i EU i forhold til regulering af stoffer, men det ændrer bare ikke på, at vi er lidt uenige om vejen frem herfra i forhold til at få det her igennem.

Tak. Så er det hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak for det, og tak for ordførerindlægget. Jeg er en lillebitte smule i tvivl om, om Socialdemokratiet i virkeligheden mener det her med, at en fuld deklaration og en fuld indholdsliste på de her produkter faktisk vil være til gavn for forældre, der skal købe legetøj i forretningerne til deres børn. Vil det i virkeligheden ikke skabe mere forvirring for forældrene, der skal igennem – kan man sige – den lille kemikereksamen, hver gang de skal ud og købe legoklodser eller modellervoks til deres børn?

Værsgo.

Jeg er da ked af, at ordføreren er i tvivl om det, for det skal gerne stå helt klart, efter at vi har været på talerstolen her i dag, at vi bakker op om, at der bliver indført en varedeklaration på legetøj. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Og grunden til, at vi gør det, er sådan set, at vi mener, at det giver en større tryghed for forbrugerne, men sådan set også – det var også det, jeg nævnte i min indledende tale – fordi dem, der sælger legetøj, og dem, der importerer legetøj til Danmark, også efterlyser mere information. Ligesom vi har set det for kosmetik og med Tænks kemiapp, kan det jo være med til at fremme en større gennemsigtighed på hele det her område. Lige nu tror jeg, at langt de fleste forældre, mig selv inklusive, oplever, at det i dag er fuldstændig umuligt at gennemskue som forbruger, hvad der er i legetøj.

Hr. Carsten Bach.

Tak. Jeg må så konstatere, at jeg i hvert fald er uenig med Socialdemokratiet, i forhold til hvordan man bedst forvirrer forældre, der skal købe legetøj. Men det kan vi måske tage, når jeg får mulighed for at holde min ordførertale.

Men man må så også konstatere, at producenterne jo rent faktisk skal fremlægge den her sikkerhedsvurdering, hvori de angiver indholdet i legetøjet. Og hvis man ikke kan lave en fuld indholdsdeklaration, kan der måske også sættes spørgsmålstegn ved, om den så vil kunne laves på anden vis. Så jeg mener faktisk, at vi og importørerne har mulighed for at kunne konstatere, om produkterne indeholder noget, der udgør en risiko. Er Socialdemokratiet ikke enig med mig i det?

Værsgo.

Mens ordføreren talte, fandt jeg lige den gengivelse af en undersøgelse, hvor man kigger på det legetøj, der kommer ind i Europa. Og der står, at hvert femte stykke legetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer. Så det, vi bare må konstatere fra talerstolen i dag, er – og så kan det godt være, at vi er uenige om vejen frem – at det system, der er i dag, ikke fungerer. Der er jo alt for mange produkter, som vi kan se sådan set ikke lever op til den lovgivning, der er i dag. Det er jo også derfor, at vi siger, at det, vi gør i dag, ikke er tilstrækkeligt. Vi bliver nødt til at have noget mere kontrol, men vi er også nødt til at presse på ude hos dem, der producerer legetøjet.

Tak for det. Så er der ikke flere spørgere til denne ordfører. Den næste ordfører er fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. På det her område er Dansk Folkeparti fuldstændig enig med regeringen, nemlig at en indholdsliste for legetøj ikke vil give større sikkerhed for, at man ikke kommer til at købe noget, som kan indeholde noget problematisk. Vi er også i Dansk Folkeparti dybt bekymrede for, at man som forælder eller bedstemor, som jeg selv er, kan stå i en legetøjsbutik og købe noget, som man tror er sikkert, og det er det ikke nødvendigvis. Men vi mener altså ikke, at en indholdsliste vil give en større sikkerhed, tværtimod vil det måske nærmere give en falsk tryghed.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder eller bedsteforælder skal have et kendskab til, hvilke stoffer der er i det. Det er muligt, at man kan bruge alle mulige applikationer, eller hvad ved jeg, som kan fortælle en, at der er noget i det, men det må være sådan, at man som forbruger i Danmark har en tillid til, at når man går ind i en butik, er de varer, der er på hylderne, sikre og i orden. Og er de ikke det, gør man, som ministeren gjorde i sagen med squishies, nemlig fjerner tingene med det samme. Der mener jeg i øvrigt også, at det er helt klart, at en indholdsliste for de squishies overhovedet ikke havde hjulpet forbrugerne, for det er ikke indholdet, der er problemet, men – hvad kan man sige – lufthullerne, og det er noget helt andet.

Jeg synes, det er en vigtig diskussion, som fru Trine Torp tager op, om hjemmesider og nethandel. Her kunne vi måske gøre noget mere, sådan at vi informerer forbrugerne om, at her er man altså inde på en side, hvor man ikke nødvendigvis kan være sikker på, at reglerne bliver overholdt. Vi ved, at der er rigtig mange, der bruger nethandel. Vi er i Danmark som forbrugere også rigtig gode til at finde ting, der er billige. Og som det tidligere er blevet sagt, er det typisk sådan, at når noget er for billigt, er det sikkert også for godt til at være sandt – man får som regel ikke mere end det, man giver for varen.

Det er også vores klare indtryk – og jeg er i hvert fald ikke i tvivl om det – at hvis man laver en indholdsliste, og der er producenter, der producerer noget, som indeholder ulovlige stoffer, vil det ikke blive listet på indholdslisten. Så naiv er jeg trods alt ikke.

Så i bund og grund kan vi ikke støtte forslaget, men jeg vil også godt sige, at det er en bekymring, og som ministeren sagde: I samme øjeblik man går ud fra salen, er man jo ikke kun politiker, man er også bedstemor eller forælder eller har noget med små børn at gøre. Og det her er noget, vi skal tage alvorligt. Det mener jeg faktisk. Men en indholdsliste mener jeg ikke er vejen frem, så vi kan ikke støtte forslaget.

Fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet.

Jeg er sådan set glad for, at ordføreren for Dansk Folkeparti også deler bekymringen, og vi kan jo også se, at langt de fleste forældre i Danmark er bekymrede. Derfor vil jeg gerne spørge ind til det her omkring falsk tryghed, for vi har set så mange sager i Danmark med skadelig kemi i legetøj, hvor man sådan set som dansk forbruger er gået ind i en helt almindelig legetøjsbutik og har købt det – ikke noget med en kinesisk hjemmeside, noget fra udlandet, men en dansk butik, hvor man går ind ad døren og tænker: Her må det være i orden. Og så har man efterfølgende fundet ud af, at det var det ikke. Jeg er selv mor til en, der havde squishies, som vi måtte smide ud, da vi fandt ud af, at der var gift i dem.

Er der ikke allerede i dag en falsk tryghed i forhold til det legetøj, man kan købe, fordi vi har set så mange eksempler på, at der ikke bliver levet op til den danske lovgivning?

Værsgo.

Jo, det kan man for så vidt godt sige, men så er der jo en falsk tryghed i forhold til alle varetyper, kan man sige. Og det har jo selvfølgelig noget at gøre med, at den kontroltype, vi har, er en stikprøvekontrol, og det er det både inden for legetøj og inden for fødevarer og inden for rigtig mange varegrupper. Det er en stikprøvekontrol, hvor man selvfølgelig i den stikprøvekontrol finder noget, som så bliver fjernet. Så på en måde kan jeg godt give fru Lea Wermelin ret i, at vi allerede nu har en eller anden form for falsk tryghed, fordi vi egentlig forventer, at myndighederne har helt styr på, hvad der ligger ude på hylderne, og sådan er det jo ikke. Men det er måske også lidt vores egen skyld, fordi vi ofte bryster os af, at vi er rigtig gode til at kontrollere, og det kunne måske godt være, at vi skulle være gode til at informere om, at man altså ikke kan være sikker på, at alt er i orden. Man kan også nogle gange købe nogle fødevarer, der ikke er i orden; man kan også nogle gange købe noget tøj, der har nogle kemikalier i, som det ikke burde have osv. osv. Nu er det her område særlig følsomt, fordi det handler om børn, og det er jo det, der gør mest ondt.

Fru Lea Wermelin.

Men jeg synes, at det, der gør, at man ikke bare lige kan sige, at der også er andre områder, hvor der kan være svipsere, er det omfang, vi kan se i den undersøgelse, som jeg også refererede til oppe på talerstolen, hvor vi kan se, at hvert femte stykke legetøj i Europa, altså ifølge den her europæiske undersøgelse, indeholder hormonforstyrrende stoffer. Det er jo et omfang, der er rigtig stort. Det er jo ikke bare et enkelt eksempel, man kan hive frem. Og derfor vil jeg egentlig gerne ind på den sammenligning, som ordføreren kom med til fødevarer, for der deklarerer man jo. Og det er ikke det samme, som at der ikke godt kan være noget i fødevarer, som ikke skal være der, men det er jo et pres på producenterne, hvor man siger: Hov, hov, vær nu opmærksom på, hvad der er i de her produkter, og du står til ansvar for, hvad du har skrevet på den liste.

Så kan ordføreren ikke prøve at gøre os klogere på: Hvad er i ordførerens øjne forskellen på fødevarer og kosmetik, hvor man jo skal deklarere, og så legetøj, som netop handler om børn, der er så sårbare?

Værsgo.

Lige umiddelbart er min første reaktion på det her med deklarationer på fødevarer, at jeg, da jeg selv er allergisk over for nogle ting, er rigtig glad for det, når der er nogle deklarationer.

Men jeg vil sige det sådan, at hvis man i EU ved, at hvert femte stykke legetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer, så formoder jeg også, at man gør noget ved det. Det er ikke sikkert, at det er tilfældet – og her har jeg måske ikke så stor en tillid til EU-systemet, som fru Lea Wermelin har – og derfor bør vi selvfølgelig også have en kontrol i Danmark, hvilket vi også har. Så ud over at vi har REACH i EU og har nogle kontrolsystemer dernede, har vi altså også vores eget kontrolsystem i Danmark, og det er jeg rigtig glad for – det må jeg bare sige.

Men jeg vil også godt sige, at for mig at se er det her med stikprøvekontrol jo rigtig godt. Det er en måde at håndtere tingene på, for vi kan bare ikke kontrollere hver eneste vare, der kommer ind i Danmark, det kan vi ikke. Og derfor er det her en måde at gøre det på. For mig ville en indholdsliste hverken være bedre eller værre – jeg synes bare ikke, vi kan bruge det til noget.

Tak for det. Så er det hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg deler bekymringen. Jeg er rigtig glad for, at ordføreren også er meget bekymret for den her situation med farlige stoffer i legetøj. Det er jo noget helt ekstraordinært. Vi kan have en debat, som vi har i salen i dag, om deklarering, hvor der jo sådan lidt er en bred enighed om, at vi godt kunne nå lidt af vejen med noget deklarering, men der skal andre ting til også. Og der vil jeg høre, om ordføreren er med på at kigge f.eks. på bødestørrelser, om man skulle lave en slags anmeldeordning, så vi måske i en periode får kontrolleret alt legetøj, inden det kommer på markedet, om vi skal have en særlig høj strafferamme for gentagne overskridelser, altså kigge på alle de muligheder, der er, for at sætte hårdere ind over for et erhverv, som ikke har styr på, hvad det er, der er i deres produkter.

Ordføreren.

Jeg vil overhovedet ikke have noget imod at se på alle tingene, det vil jeg bare sige. I Dansk Folkeparti er vi overhovedet ikke bange for at give højere straffe, højere bøder eller noget som helst, ikke når folk overtræder de regler, der er. I gentagelsestilfælde mener jeg også, at der selvfølgelig skal være en hård straf for det, så det har jeg slet ikke nogen problemer med at se på. Det, der er vigtigt, er at sige, at det er producenterne og importørerne, der har ansvaret, og at når man står ude i detailhandelen som forbruger, skal man have en tillid til, at de stikprøvekontroller også fanger det meste – og jeg bliver nødt til at sige det meste. Det er lidt ligesom grænsekontrol – der fanger vi heller ikke det hele, men vi fanger dog en del, hvilket jeg i øvrigt også er rigtig glad for. Men selvfølgelig vil vi se på det.

Spørgeren.

Det er jeg glad for at høre. Det er jo det her med, at vi har en stikprøvekontrolordning. Det gør, at vi ikke får kontrolleret alt, men det kan man jo så kompensere for, ved at straffene er højere, for så er der altså større smæk på, når man så bliver taget i ikke at have styr på, hvilke stoffer der er i ens produkt. Så tak for det svar.

Ordføreren.

Jeg vil så også bare lige som en lille kommentar sige, at hvis producenten ligger ude i Kina, så ved jeg ikke helt, hvordan vi skal retsforfølge ham. For det kunne jo være en producent, der lå i Kina. Men selvfølgelig er vi villige til at se på det. Man kunne jo eventuelt forbyde import fra den pågældende producent.

Den næste spørger er hr. Øjvind Vilsholm, Enhedslisten.

Tak. Jeg er glad for, ligesom fru Lea Wermelin nævnte, at ordføreren er bekymret. Det er vi så mange der er. Jeg kan så ikke helt forstå, når ordføreren finder glæde i indholdsfortegnelserne på fødevarer – det gør jeg også selv – at ordføreren så ikke også kunne se en glæde i indholdsfortegnelser på legetøjet. For vi taler jo ikke kun om forbudte stoffer i legetøjet. Vi taler jo også om tilladte stoffer, ligesom det er i kosmetik. Der må man også putte ting i, som nogen kan være allergisk over for. Tilsvarende er der jo også stoffer i legetøj, som børn reagerer forskelligt på, og den særlig forsigtige forælder kunne have en interesse i at undgå nogle stoffer, som er lovlige, men som man enten har mistanke til eller har en følelse af ikke er godt for ens barn.

Ordføreren.

Jeg vil sige det sådan, at hvis man er en særlig forsigtig forælder, er vi tæt på, at man skal lave alt legetøjet selv – så har jeg vel egentlig ikke sagt for meget eller for lidt – eller så skal man i hvert fald overveje, hvad det er, man køber på rigtig mange områder, f.eks. også med hensyn til sine møbler. Og det er måske der, hvor forskellen er. Jeg har meget svært ved at se, hvis jeg går ned i en legetøjsforretning og vil købe en plastlegespand med en rive og en skovl og en si til mine børnebørn, hvad det skulle gavne mig, at der står i den, at den er lavet af en eller anden plasttype, og at der er nogle plastblødgørere i, som har en eller anden firebogstavskombination, som jeg ikke ved en dyt om. Det har jeg meget svært ved at se hvad jeg kan bruge til som forbruger. Vi taler faktisk ofte om plastblødgørere, og hvor farlige de er, men det, der er vigtigt for mig, når jeg går ned og køber den legetøjsspand, er, at jeg ikke er nervøs for, at mine børnebørn bruger den. Det er vel egentlig det, som jeg som bedstemor synes er det rigtige, og der forventer jeg, at myndighederne har lavet så mange stikprøvekontroller, at jeg kan købe en legetøjsspand, som jeg kan give mine børnebørn.

Spørgeren.

Det er jo også den ideelle situation, at man kan være sikker på, at alt det, man køber, er i orden. Men det er jo ikke der, vi er, og det er nok heller ikke der, vi kommer fremover. Hvis nu ordføreren fik at vide af sine børnebørns forældre, at de havde fundet ud af, at der var nogle stoffer, ordførerens barnebarn ikke kunne tåle, ville det så ikke være en hjælp at kunne se, om de stoffer var i plastikspanden, eller hvad det nu er, ordføreren så vil købe til sit barnebarn?

Ordføreren.

Nu er jeg jo desværre en af de typer, der meget sjældent ser på varedeklarationer – det gør jeg kun, når jeg sådan er en lille smule i tvivl i forbindelse med min egen allergi. Så jeg tror bare, jeg ville fortælle min datter, at hun så måtte skrive ned, hvad det var, jeg skulle købe. Sådan er vi også nogle der er. Så jeg vil sige det sådan, at der i min optik aldrig kommer en ideel situation i verden. Vi lever ikke i en perfekt verden, vi har en risiko, hver dag vi står op, og vi bliver udsat for alt muligt. Vi skal selvfølgelig gøre noget, for at vores børn bliver udsat for så lidt som overhovedet muligt, og det er jo egentlig nok det, vi prøver på. Jeg mener bare ikke, at en varedeklaration er en måde til at forhindre, at vores børn bliver udsat for noget.

Den næste spørger er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren nævnte lige det her med nethandelen, som vi åbenbart begge to er optaget af. Kunne vi forestille os, at man kunne blokere nogle af de her hjemmesider med farlige og ulovlige produkter, altså ligesom man har gode erfaringer med i forhold til kopivarer?

Ordføreren.

Uden i øvrigt at være dataekspert eller kende ret meget til lovgivningen på området synes jeg det ville være en glimrende idé. Vi ved jo godt, at der er sider, hvorpå der ligger nogle ting, som, hvis de kom ind i Danmark, overhovedet ikke ville få lov til at blive solgt – det tror jeg faktisk vi alle sammen ved – men som forbrugerne alligevel køber. Jeg synes, det vil være rigtig godt, hvis vi meget tydeligt på hjemmesider på en eller anden måde kan angive, at det her er en hjemmeside, hvor produkterne kommer derfra eller derfra, eller hvad ved jeg, uden i øvrigt at kende reglerne, og kan man lave en blokering for noget, hvor det, der bliver solgt, åbenlyst er ulovligt, så for min skyld gerne.

Er der yderligere spørgsmål? Det er der ikke. Vi siger tak til Dansk Folkepartis ordfører og går videre i rækken til den næste ordfører. Det er hr. Erling Bonnesen som ordfører for Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det. Det er meget vigtigt, at man som forbruger og køber af legetøj kan have tillid til, at det legetøj, man tager fra hylderne, er i orden, at man trygt kan købe det, tage det med hjem, give det væk til sine børn osv. og bruge det. Vi udsættes dagligt for kemi i mange sammenhænge – fødevarer, tøj, elektronik og legetøj, som er det, vi snakker om i dag. Kemi har en masse fordele, når man ser på det fra den side, som er uundværlige i et moderne samfund, men når vi bruger kemiens mange egenskaber, skal vi også være sikker på, at den ikke er skadelig.

I det beslutningsforslag, som vi behandler her i dag, foreslås det af Enhedslisten, at obligatoriske indholdslister for kemi i legetøj skulle indføres, og argumentet skulle være, at det så ville gøre det nemmere for danske forbrugere at fravælge legetøj, der skulle indeholde farlig kemi. Men indholdslister er ikke vejen til en bedre forbrugersikkerhed, og det har vi jo også allerede kunnet høre ud fra den debat, der har været om forslaget indtil nu. For det første vil indholdslister jo kun sige noget om selve indholdet i legetøj, men ikke noget om, hvor meget der afgives af stoffer fra det, hvilket er det afgørende i forhold til forbrugersikkerheden. For det andet vil det for langt de fleste forbrugere uden indgående kendskab til det være svært at navigere i de her lister over de mange forskellige stoffer og deres eventuelle skadelighed. Dermed vil indholdslister mere være en kilde til forvirring end til oplysning, og det vil også rykke rundt på ansvaret og placere det et helt forkert sted, nemlig hos forbrugerne, og det er ikke den vej, vi skal.

Vi skal kort og godt kunne købe legetøj fuldstændig uden bekymring for børnenes sikkerhed, og det er myndighedernes opgave at sikre, at producenter og importører overholder lovgivningen, så der slet ikke kommer legetøj med skadelig kemi på hylderne. Fokus bør derfor hellere være på kontrol og kortlægning af de kemiske stoffer, for på den måde sikrer vi bedst forbrugersikkerheden.

Venstre stemmer derfor imod forslaget. Tak.

Tak. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Øjvind Vilsholm. Værsgo.

Nu nævner ordføreren igen, at det vil være at flytte ansvaret for at undersøge legetøjets farlighed over på forbrugerne, hvis man laver indholdsfortegnelser. Det nævnte ministeren også. Føler ordføreren sig også ansvarlig over for de fødevarer, som ordføreren køber? Der er jo også indholdsfortegnelser på.

Ordføreren.

Generelt har vi i Danmark en meget høj forbrugersikkerhed, en meget høj standard. Nu nævner spørgeren fødevareområdet: Der er vi jo også blandt de lande, der har den højeste grad af fødevaresikkerhed, den højeste grad af fødevarekontrol, den højeste grad af fødevarekvalitet, så også på fødevareområdet føler jeg mig meget tryg. Der vil jeg faktisk næsten vende den rundt og siger til vores forbrugere: Hvis man vil spise sikkert, skal man faktisk købe dansk.

Spørgeren.

Altså, alene det er jo ikke nok, for der er jo altså stoffer i nogle fødevarer, som nogle ikke kan tåle. Det nævnte fru Pia Adelsteen jo tidligere at hun selv kendte til. Tilsvarende er der også i legetøj nogle stoffer, som er tilladt, men som nogle ikke kan tåle. Kunne vi ikke give forbrugerne en ekstra service ved at lade dem vide, hvad der rent faktisk var i, samtidig med at vi stadig væk opretholder den kontrol, som der er i dag?

Ordføreren.

Jamen nu holder spørgeren selv også fast i fødevareområdet, og så kan vi jo sige, at hvis der er nogle, der har særlige allergiske udfordringer og andet, så er der da i endnu højere grad grund til også at kigge efter de danske fødevarer i butikkerne. Så der kan jeg jo gentage en klar og fast holdning: Vil man spise sikkert, skal man i meget høj grad kigge efter de danske fødevarer i butikkerne.

Hvis man så på et andet område, som vi snakker om nu, skulle følge Enhedslistens forslag her, så kan jeg se, at Enhedslisten i de første linjer skriver, at man skulle indføre krav om obligatoriske indholdslister. Det vil sige, at så skulle man altså, når man stod og kiggede på forskellige legetøjsting, til at begynde at kigge på alle mulige lister. Der ved vi jo da, at kemikalier har mange sære navne og betegnelser, så jeg tror, det ville øge forvirringen i stedet for at øge sikkerheden. Nej, vi skal koncentrere vores kræfter om at få sagt klart og tydeligt, at dem, der producerer legetøjet og sætter det ind på hylderne, skal sikre, at det er i orden, for ellers skal det ikke stå på hylderne.

Næste spørger er fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet.

Altså, lige nu er forvirringen jo total, så jeg har simpelt hen svært ved at se det argument fra både Venstres ordfører og ministeren om, at det kan bidrage til yderligere forvirring. Lige nu er der jo ingen hjælp til danske forbrugere. Nu må man bare stole på, at myndighederne har styr på det, og det har de jo så ikke, det kan vi se, og det er det, der er højst besynderligt.

Men når man så kigger på den undersøgelse, som også ligger til grund for beslutningsforslaget her i dag, og som er gennemført i forhold til importører og sælgere af legetøj i Danmark, så er der 38 pct. af dem, der siger, at de har lille eller ingen viden om legetøjsregler, og hele er 63 pct. har ikke nogen specifik viden om kemi og legetøj. Så hvad er ordførerens svar til de importører og sælgere, som efterlyser mere information? Det løser man jo ikke med mere kontrol. Det vil sådan set ikke hjælpe dem, der importerer, med at have tilstrækkelig godt styr på det. Hvad er ordførerens svar til dem?

Ordføreren.

Vi skal sige højt, klart og tydeligt, at det legetøj, der står på hylderne, skal være i orden. Det må ikke være farligt, for så skal det ikke stå på hylderne, så skal det væk. Så er det korrekt, at der kan være noget forvirring i det. Så meget desto større grund er der også til klart og tydeligt at få sagt, at det legetøj, der står på hylderne, skal være i orden. Det må ikke være skadeligt, for så skal det væk, og ansvaret ligger hos producenterne og dem, der sælger det. Det er det, vi skal kommunikere.

Spørgeren.

Men problemet er jo så, at importørerne og sælgerne siger, at de sådan set ikke kan få den viden. Der er ikke nogen gennemsigtighed. Nu har vi jo så en stor detailhandelskæde, Coop, der har valgt at gå ad frivillighedens vej og sige, at de godt vil være det gode eksempel og prøve at lave de her indholdslister for legetøj. Lad os nu sige, at det bliver en stor succes, og at de sådan set sagtens kan få de her indholdslister til at fungere – og at det så også er med til at fremme en større gennemsigtighed og en større forbrugersikkerhed, som man er glad for – vil ordføreren så afvise, at man skal gå videre ad den vej, hvis vi kommer til at se, at der er kæder, som rent faktisk får det her til at fungere, så det øger forbrugersikkerheden?

Ordføreren.

Jeg siger bare klart og tydeligt, at dem, der forhandler legetøjet, sammen med dem, der har produceret det, eller dem, de har købt det af, skal sikre, at det legetøj, de har stående på hylderne, er i orden. Det må ikke være skadeligt, for så skal det væk.

Næste spørger er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Jeg skal bare være helt klar på, hvad Venstres holdning egentlig er. Et er, at man ikke vil støtte det her beslutningsforslag, men skal jeg forstå det sådan, at Venstre faktisk overhovedet ikke vil arbejde for en højere grad af gennemsigtighed for og oplysning til forbrugerne? Når det gælder fødevarer, kosmetik osv., oplyser man jo ikke borgerne bare for at oplyse dem om, at der er farlige stoffer i, for så ville de ikke stå på hylderne, men faktisk for at give forbrugerne et reelt valg. Det kan godt være, at de her stoffer er godkendt, men det er jo ikke sikkert, at man har lyst til at indtage dem eller give dem til ens børn. Så er Venstres holdning, at når det gælder legetøj til børn, er den type af information ikke vigtig for borgerne, og vil Venstre dermed heller ikke arbejde for, at man i EU får gennemført varedeklarationer på det her område?

Ordføreren.

Generelt er god forbrugeroplysning vigtigt og godt, og det er, som det skal være, og det må da være i enhver producents interesse at oplyse om, hvad det er, man producerer. I den her sammenhæng snakker vi bare også om, at man som forbruger og som køber af legetøj kan være tryg og sikker ved at købe det legetøj, der er på hylderne. Jeg kan se, at det kun er Enhedslisten, der står bag forslaget, og de skriver i første linje, at der skal indføres krav om obligatoriske indholdslister for legetøj. Så kan jeg jo levende forestille mig den situation, når man kommer ud i legetøjsbutikkerne, at man skal kigge alle mulige kataloger og lister, og hvad ved jeg, igennem, inden man overhovedet måske kan få et indtryk af, hvorvidt tingene er i orden. På den måde får man fokus et helt forkert sted hen.

Det skal da være sådan, at man, når man står og kigger ind på hylderne med legetøj, skal vide, at alt det, der er på hylderne, er i orden, at det ikke er skadeligt, og det er producenternes ansvar. Generelt er det selvfølgelig ganske udmærket med en god forbrugeroplysning af høj kvalitet, og det kan kun være i producenternes egen interesse at sørge for det.

Spørgeren.

Men har Venstres ordfører også den holdning, når det gælder fødevarer, at det er tilstrækkeligt for forbrugerne, at de kan gå ind i et supermarked og få garanti for, at der ikke er nogen af varerne på hylderne, som er farlige og skadelige? Vil det i forbindelse med fødevarer, man af den ene eller anden grund gerne vil fravælge, sige, at det er ligegyldigt, om forbrugerne får den information eller ej?

Ordføreren.

Uanset om det er fødevarer, eller om det er legetøj, skal de produkter, der er på hylderne, være i orden. Så er der bare det ved fødevarer, at nogle forbrugere måske gerne vil købe noget, der kan være mere fedtfattigt eller noget andet, og så skal de kunne se, hvad det er, de spiser eller tager med i indkøbskurven. Så det er klart, at som Venstremand står jeg bag en generelt meget høj grad af fødevaresikkerhed, fødevarekontrol og også forbrugeroplysning.

Det, vi diskuterer i forbindelse med det her forslag fra Enhedslisten, er noget andet, nemlig om at indføre krav om obligatoriske indholdslister. Det, jeg bare påpeger som ordfører for Venstre, er, at det set med mine øjne skaber mere forvirring for forbrugerne, end det skaber sikkerhed, og jeg vil gerne have den allerhøjeste grad af sikkerhed for forbrugerne, når de køber legetøj, og der skal det være så enkelt, at alt det legetøj, der står på hylderne, skal være i orden, det må ikke være skadeligt, og hvis det er, skal det bare ikke være på hylderne.

Det var den sidste spørger. Tak til Venstres ordfører. Vi går videre i rækken til hr. Carsten Bach som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for ordet. Det giver jo anledning til en del debat, og det er jo rigtig dejligt. Det er derfor, at vi har muligheden for at fremsætte de her beslutningsforslag. Tak til Enhedslisten for at fremsætte det her beslutningsforslag. For det er naturligvis vigtigt, at forældre helt trygt kan købe legetøj til deres børn uden at frygte, at det indeholder skadelige stoffer. Det kan de heldigvis også, hvis de køber deres legetøj i Danmark eller andre steder i EU. Det kan de, fordi reglerne for kemi i legetøj er totalt harmoniseret inden for EU. Det betyder også, at Danmark som medlemsland ikke kan lave særregulering på det her område. Så kan man jo sige, at allerede af den grund kan vi afvise beslutningsforslaget, for det er reelt set slet ikke muligt for os her i Folketinget at gøre noget ved det, men der er jo så også andre grunde til at stemme nej til beslutningsforslaget.

Helt personligt tror jeg faktisk ikke – og det har vi også været inde på lidt tidligere under mit spørgsmål til fru Lea Wermelin – at man som forælder bliver mere tryg ved at få præsenteret en udførlig liste over ingredienser, som man som forælder ikke har en jordisk chance for at forstå eller finde hverken hoved eller hale på, medmindre man selvfølgelig som hr. Christian Poll er uddannet kemiingeniør. Hvordan skulle en helt almindelig dansker overhovedet kunne gennemskue, om kemiske stoffer med svært kryptiske navne i det indkøbte modellervoks eller andet er sundhedsskadeligt, eller om koncentrationen på 0,007 procent udgør en risiko? Og hvorfor er det her kemiske stof overhovedet i produktet og afgives det overhovedet fra det konkrete stykke legetøj?

Min mening er, at det bare forvirrer mere, end godt er, og giver klart større grund til bekymring, og det er jo i hvert fald formentlig det stik modsatte, der har været formålet med beslutningsforslaget. Jeg mener, at vi i langt højere grad bør være bekymret for de enorme mængder af billigt tøj og elektronik og jo så også legetøj, som danskerne i større og større grad køber direkte på ikkeeuropæiske hjemmesider og uden nogen som helst form for kontrol med indholdet i de pågældende produkter. Det er det, vi primært bør sætte ind over for, og det er også det, vi har lovgivning og regelsæt i EU til. De regelsæt, vi har inden for EU, er så tilstrækkelig gode, at forældre i Danmark med helt rolig mave og sind kan købe legetøj i Danmark, og derfor støtter Liberal Alliance heller ikke Enhedslistens beslutningsforslag.

Tak. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det, jeg egentlig gerne vil spørge lidt ind til, er det her med, at man, som ordføreren siger, som forældre i Danmark helt trygt kan købe legetøj. Vi vil jo alle sammen gerne have, at det er sådan, det skal være, men når vi har set alle de her eksempler på, at der er fundet legetøj, som er skadeligt for børn, og vi kan se den bekymring, der er hos danske forældre, hvoraf over halvdelen synes, at der er en usikkerhed, deler ordføreren så ikke de forældres bekymring, og kan ordføreren ikke også godt se, at der er huller i det sikkerhedsnet, som skulle gøre, at det er fuldstændig trygt, og at vi derfor er nødt til også politisk at finde nogle svar på, hvad vi skal gøre, for at de her produkter ikke ender på hylderne, sådan som vi har set adskillige eksempler på at de har gjort?

Ordføreren.

Jeg forstår til fulde den utryghed blandt forældre, men huller i sikkerhedsnettet synes jeg faktisk ikke der er tale om. Jeg mener jo rent faktisk, at det er godt, at vi har et myndighedstilsyn, der er i stand til at finde de her produkter, hvor der er for høje koncentrationer af forskellige stoffer. Det behøver jo ikke nødvendigvis at være ulovlige stoffer, det kan også være, at koncentrationen af de her stoffer, der bliver afgivet fra det her legetøj, er det, der er det afgørende for at trække produkterne tilbage. Så jeg synes faktisk ikke, at der er tale om huller i sikkerhedsnettet.

Jeg synes jo faktisk, at det viser, at vi har et meget fintmasket sikkerhedsnet; at vi har myndigheder i Danmark, der tager sig af det her. Og det bør vi måske i virkeligheden specielt fra politisk hold koncentrere os endnu mere om og fokusere endnu mere på, så vi netop ikke får sat nogen af de her skræmmebilleder op, som nogle af mine kollegaer i Folketingssalen jo indimellem ynder at gøre på det ene og det andet område, hvor de forsøger at skræmme befolkningen for at få gennemført noget af den politik, de egentlig er interesseret i.

Spørgeren.

Men jeg syntes bare, at udfordringen med rigtig mange test, der er blevet lavet, er, at så har man fundet den her skadelige kemi. Derfor kan vi jo ikke udelukke, at hvis vi lavede flere test, så ville vi finde endnu mere, og det er sådan set det, der er udfordringen. Lad os tage en parallel, som ligger ret tæt på legetøj, nemlig kosmetik. Der er du jo som forbruger heller ikke ekspert på de indholdsstoffer, der er i kosmetik, men vi har bare set, at der her har været en bevægelse, hvad angår det indhold, der er i kosmetik, sådan at man som forbruger har et valg og kan presse på for en grønnere kosmetik, om jeg så må sige. Forbrugerrådet Tænk anbefaler jo også det her forslag. Og når der så er et pres fra dem, der skal være forbrugernes vagthund, og de siger, at de vil gerne have det her, hvorfor er det så, at man ikke lytter til det i stedet for at gøre sig til dommer over, hvad der vil hjælpe danske forældre?

Ordføreren.

Nu vil jeg jo selvfølgelig overhovedet ikke blande mig i, hvilken farve kosmetik spørgeren ønsker at anvende. Spøg til side, når det er sagt, mener jeg faktisk også, der er en vis forskel her, når vi snakker kosmetik og legetøj. Kosmetik er jo noget, som man påfører direkte på huden osv., og derfor skal der selvfølgelig være nogle andre og strengere regler for det, hvorimod risikoen i legetøj ligger i det, der damper af, om jeg så må sige, fra det konkrete legetøj. Og det vil ikke nødvendigvis være tilsvarende det, der vil stå på en indholdsliste, hvad angår koncentrationer osv., så jeg mener, der er en stor forskel.

Den næste spørger er hr. Øjvind Vilsholm. Værsgo.

Forskellen er faktisk ikke så stor. Jeg må minde ordføreren om, at legetøj også er noget, som ret små børn får, og det vil sige, at det er noget, de tager i munden. I øvrigt er legetøj også sådan noget, som de lidt større børn sover med om natten. Det er med andre ord noget, som også er i nær kontakt med huden, og faktisk også, jeg er lige ved at sige, indtages i større eller mindre grad, så der er mange meget tætte paralleller til både fødevarer og kosmetik, når vi taler om legetøj.

Så vil jeg også lige fortælle ordføreren, at dem, som er allergiske over for et eller andet, at dem, som har et eller andet stof, de gerne vil undgå, jo kender det stof, så uanset, om der er en liste på 20 forskellige stoffer med mærkelige navne, så kan man godt lære at genkende det enkelte navn. Det er jo ikke noget, der er en hindring, når man køber fødevarer, så vil ordføreren forklare mig, hvordan det så er en hindring, når man køber legetøj?

Ordføreren.

Der findes jo for legetøj også nogle væsentlig mere strikse regler, når det handler om legetøj, der er målrettet mindre børn. Så det har vi rammet ind, hvad det angår. I forhold til allergi er der jo også nogle helt specifikke regler, og der er jo – jeg ved ikke, om det hedder allergilister – en lang række udpegede stoffer, som er de mest gængse, allergisk fremkaldende stoffer, og så vidt jeg ved, gør man også fra dansk side en ret stor indsats for at få udvidet de lister med de her helt konkrete stoffer. Så de dele synes jeg jo faktisk i virkeligheden er rammet ret godt ind. Hvis man netop køber sit legetøj i en butik, som spørgeren spurgte ind til, er der jo de her sikkerhedsvurderinger, og det er jo importørens ansvar at have de her sikkerhedsvurderinger og vide, hvilke stoffer der er på indholdslisten der. Så er man allergiker og har nogle helt konkrete problemer, har man jo også mulighed for at spørge om det i butikken.

Spørgeren.

Så når det gælder legetøj er forbrugerne henvist til at finde en ekspedient i butikken, der kan forklare om indholdet. Jeg tænker, at der skal man nok være heldig. Men hvordan kan det være, at det så ikke er tilstrækkeligt på fødevare- og kosmetikområdet?

Ordføreren.

Som jeg var inde på før i forbindelse med et tidligere spørgsmål, mener jeg, at der er en ret stor forskel på legetøj og på kosmetik skråstreg fødevarer. Fødevarer er jo noget, vi decideret indtager, og kosmetik er noget, vi i hvert fald i langt overvejende grad påfører huden, og derfor er der nogle strenge regler for det, og det synes jeg da er helt naturligt. Når vi snakker om legetøj, produkter af plastik, træ, metal osv., er det en anden kemi, der gør sig gældende. Det er en form for afdampning fra de her konkrete produkter, der er afgørende for sundhedsrisikoen i det, og derfor er der en stor forskel, og derfor er der også en forskel på regelsættet. Det afspejles jo i de EU-regler, der er på området, som jeg mener er det, der beskytter forbrugerne langt, langt bedst i den her situation.

Næste spørger er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Jeg vil starte med at sige, at jeg deler ordførerens holdning om, at indsatsen mod farlig kemi jo ikke er løst ved at lave varedeklarationer. Men jeg får alligevel lyst til at udfordre den argumentation, som ordføreren bruger i forhold til varedeklarationer, altså det her med, at borgerne ikke har brug for at få sådan en lang liste. Altså, hvornår er det blevet et liberalt synspunkt, at det er staten, der skal afgøre, hvad borgerne har gavn af at vide og brug for at høre?

Ordføreren.

Forbrugerinformation er altid godt, men for meget af alt kan jo også være skadeligt. Men jeg mener faktisk, at lige præcis i et, kan man sige, liberalt demokrati som det, vi lever i, er det statens og myndighedernes ansvar, at det, borgerne og forbrugerne kan hive ned fra hylderne i butikkerne, er af en beskaffenhed, sådan at man trygt og roligt kan tage det med hjem til sine børn, og at ens børn kan lege med det, og at man i et liberalt samfund som det danske så kan have den tryghed. Jeg mener, at det helt naturligt ligger hos staten, og jeg er af den helt klare overbevisning, at hvis vi kommer ind i et paradigme, hvor man, hver gang man skal tage et produkt ned fra hylden i supermarkedet, hvad enten det er legetøj eller fødevarer eller kosmetik, er tvunget til nøje at skulle læse en varedeklaration eller en indholdsliste igennem, så flytter vi måske ikke direkte ansvaret, men det vil i hvert fald skabe en større usikkerhed om ansvarsfordelingen.

Spørgeren.

Jeg er helt enig i, at det er statens opgave at sikre, at vi ikke skal udsættes for farlige ting. Men det er faktisk slet ikke det, det handler om. Det handler om retten til at kunne vælge ting til og fra på baggrund af information. Og jeg har svært ved at forstå argumentationen, for der er jo ikke nogen, der skal læse hele varedeklarationen. Altså, det er jo ikke sådan, at man bliver testet i den, når man går op og betaler. Det er jo en mulighed, man giver folk, for at kunne læse, hvad der er i det produkt. Hvordan kan man som liberal være uenig i, at folk skal have de muligheder?

Ordføreren.

Jamen jeg er jo som udgangspunkt heller ikke uenig i, at information til forbrugerne er godt. Men som jeg også sagde før, kan for meget information også bevirke, at vi kommer ind i et paradigme, hvor der er usikkerhed omkring, hvem der egentlig har ansvaret for, at det, der står på hylden, er trygt og sikkert for den enkelte forbruger, ligegyldigt om man har den ene eller den anden form for allergi eller ej. Og det er den balance, jeg helt klart mener bliver varetaget bedst ved at lave fælleseuropæiske regler, sådan at forbrugerne overalt i Europa kan være sikre på, at det, man køber, hvad enten det er legetøj eller andet, er helt trygt og sikkert.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste i rækken er hr. Christian Poll som ordfører for Alternativet. Værsgo.

Tak til Enhedslisten for det her spændende forslag. I min ideelle verden behøvede vi slet ikke nogen deklarationer, fordi der ville vi kunne stole fuldt og fast på, at der intet er, som påvirker os som mennesker og heller ikke naturen, i noget som helst produkt, vi har med at gøre. Men desværre står vi jo et andet sted i den virkelige verden.

I den virkelige verden har vi gang i et kæmpemæssigt kemikalieforsøg, som har kørt i nu to generationer. Vi har 200.000 kemikalier i omløb, vi kender ganske få af dem rimelig godt, lidt flere kender vi halvgodt, og rigtig mange af dem kender vi meget lidt til. Derfor er det nødvendigt at have forskellige strategier til, hvordan vi får indsigt i, hvad vores produkter indeholder, og hvordan vi kan undgå de stoffer, som er farlige i en eller anden grad.

Legetøjsområdet er noget helt særligt, fordi der har vi med påvirkning af børn at gøre, og børn er mennesker i fysiologisk udvikling, det vil sige, at de er mere følsomme over for de kemikalier, som de kan blive påvirket af. Når vi så har en situation, hvor vi har gentagne fund af problematiske, farlige stoffer i legetøj, så mener jeg at vi står i en ganske særlig situation. Og der har det her forslag en rolle at spille, men det har også en bagside.

Bagsiden består i, at jo mere man deklarerer, desto mere kan vi som forbrugere nemt få en følelse af, at det er vores eget ansvar at købe noget, hvorpå der ikke står, at det er giftigt. Den tendens er jeg som sagt ked af. Det bør være sådan, at vi kan stole på, at de produkter, vi kan købe, er i orden.

Fordelen ved det her forslag er, at det fokus, det sætter på virksomheder, der skal markedsføre de her produkter, tvinger dem til at have styr på, hvad der er i deres produkter, og derfor er jeg sådan set lidt med på det her forslag. Jeg er ikke afvisende over for det.

Sagen er i forhold til legetøjssituationen, at der skal meget, meget mere til. Vi skal kigge på håndhævelsen. Vi skal kigge på strafferammen. Jeg tror, vi skal ind og se på større bøder, fordi virksomhederne åbenbart ikke bruger ressourcer nok på at finde ud af, hvad der er i deres produkter. Det er et spørgsmål om tid og penge, og når man skal ud at sælge 100.000 squishes, er det måske rimeligt, at man undersøger dem til bunds, selv om det koster nogle penge.

Så jeg tænker, at vi bliver nødt til at kigge meget mere grundigt på de hårde virkemidler. Det kunne også være, at der i en periode er en slags anmeldepligt med hensyn til legetøjsprodukter, og at vi måske skal kigge på, at man, når der er gentagne overskridelser fra et firmas side, går ind med meget høje bøder eller med en slags karantæneordning fra at agere på markedet og den slags ting. Det viser, synes jeg, at det her er en ret alvorlig sag.

Så Alternativet er bestemt ikke afvisende over for det her forslag. Vi vil meget gerne gå ind i en konstruktiv dialog og et samarbejde om at lave en god beretning. Men vi mener, at det er et lidt svært forslag, fordi det har både fordele og ulemper, som kan være svære at have med at gøre.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Øjvind Vilsholm. Værsgo.

Tak for den overvejende positive indstilling til forslaget. Jeg bliver lidt nysgerrig på det med ulemperne. Jeg er med på, at hvis vi levede i en ideel verden, behøvede vi ikke indholdsfortegnelser på noget som helst, for så var der ikke noget, der var farligt. Jeg var lige ved at sige, at selv naturen jo nogle gange er lidt farlig, for der kan være ting, som vi ikke kan tåle. Så jeg kan ikke se forhindringen i det, for forbrugerne får adgang til en viden, som de kan vælge at se på eller lade være. Det er, som når man køber ind, for ikke engang jeg ser på indholdsfortegnelserne på fødevarerne, hver gang jeg køber ind. Så jeg kan ikke helt se de negative konsekvenser i sådan et forslag her.

Ordføreren.

Det handler om, at det vil være et ret bøvlet forslag at få gennemført, og det er bl.a., fordi det her område er totalharmoniseret i EU, og når man sammenligner det med effekten af at få det gennemført, bliver jeg lidt forbeholden. Jeg tænker, om vi kunne bruge kræfterne bedre, og derfor har jeg også, da ministeren var på talerstolen, spurgt, om man kunne gøre mere ambitiøse tiltag på det her område. Men som sagt er vi ikke afvisende; vi synes bare ikke, det er det første og vigtigste, vi ville gøre i den her sag.

Spørgeren.

Nej, og sådan er der så meget. Nu har vi det her, som vi kan gøre, så jeg tænker, at vi nok finder ud af at arbejde videre på det. Jeg håber da også, at ordføreren kan overbevises om, at det vil være en god idé at udfordre EU lidt på det her punkt. Som vi også var inde på tidligere i debatten, er der jo nogle lande, der går foran, og det kan faktisk gøre, at resten af EU følger med. Så kunne ordføreren være så elskværdig at være positivt stemt?

Ordføreren.

Det er præcis det, jeg mener med gerne at ville være positiv til samarbejdet om en beretning på den her sag, som kan skubbe til noget, og det er jo det, vi må finde ud af i udvalgsarbejdet.

Tak til Alternativets ordfører. Den næste i rækken er fru Trine Torp som ordfører for Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak til Enhedslisten for at fremsætte forslaget. Jeg synes, det har været en rigtig interessant debat, vi har haft, og vi er i virkeligheden også kommet meget bredere rundt om den her problemstilling end lige det, som beslutningsforslaget adresserer. Det er måske også ret sigende for, hvor vi står henne i forhold til beslutningsforslaget, nemlig at det her er ret bredt, og at vi faktisk godt kunne tænke os at gøre en effektiv indsats i forhold til den her problemstilling.

SF er enig i, at producenterne bør pålægges en pligt til at deklarere det kemiske indhold på produktet, og at legetøj faktisk er et oplagt sted at starte eller fortsætte, som man i virkeligheden vedrørende kosmetik kunne sige. Ministeren bør derfor efter vores mening tage kontakt til Kommissionen og ministerkolleger i andre lande med henblik på at sikre, at sådan et forslag støttes i flere lande og fører til en fremsættelse af et formelt forslag fra Kommissionens side til vedtagelse af medlemslandene. Det nytter nemlig efter vores opfattelse ikke meget at pålægge importører eller detailhandlen i Danmark det her krav, og det er vist heller ikke det, tænker jeg, som Enhedslisten foreslår.

Til gengæld synes jeg, at Enhedslistens forslag mangler den strategiske dimension, nemlig hvordan vi egentlig fremmer regelændringer i EU. Det kunne jo ske, ved at der faktisk er et flertal blandt landene, som kunne vedtage det.

Vi medvirker gerne til en beretning, og i den sammenhæng synes vi det ville være på sin plads at inddrage tiltag, som her og nu ville kunne forbedre beskyttelsen mod farlig kemi i legetøj. Vi vil derfor også under udvalgsarbejdet stille spørgsmål om en egentlig virksomhedsbaseret kontrolindsats, i håb om at Folketinget kan blive enige om en målrettet indsats mod den rådne del af branchen. Produktindsatsen er sådan set fin nok, og den gode del af branchen reagerer prompte, når der findes noget skidt, og det synes jeg også vi skal anerkende. Som det er blevet nævnt før, er der faktisk også detailhandelskæder, som går forrest, og f.eks. som COOP laver de her deklarationer. Men vi skal jo være ude efter dem, som er ligeglade, det er også pointen.

Jeg mener også, at vi skal øge kontrollen med produkter sendt til danske forbrugere fra udenlandske netbutikker, og det involverer et noget større arbejde, end det her forslag adresserer, det er jeg godt klar over, men jeg synes, det er mindst lige så vigtigt, når man tager i betragtning, hvordan folks indkøbsvaner udvikler sig i øjeblikket.

Så jeg vil sige, at en effektiv indsats mod farlig kemi i legetøj indeholder langt flere elementer end bare deklaration og mærkning. Det kræver en regering, der vil arbejde aktivt i EU over for medlemslandene, og det kræver en målrettet aktion mod de brodne kar, som der er, og så kræver det en indsats over for netsalg. Derfor støtter vi ikke forslaget, som det ligger nu, men vi vil rigtig gerne være med til at lave en beretning, hvor vi kommer lidt rundt om alle de nødvendige tiltag, som vi ser det.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Vi går videre til den næste ordfører, som er hr. Erik Lund, Det Konservative Folkeparti.

Tusind tak for det. Legetøj må ikke indholde og afgive kemiske stoffer i sådanne mængder, at det er skadeligt for børn, der leger med legetøjet. Sådan er det allerede i dag. Når Enhedslisten nu fremsætter et beslutningsforslag om krav om obligatorisk indholdsliste for legetøj, kan det ved første øjekast se ud som et godt forslag, der skal sikre, at vores børn ikke kommer til skade, når de leger med deres legetøj. Men ved nærmere eftertanke er forslaget nok ikke noget, der på nogen måde vil sikre, at børn ikke kommer til skade, når de leger med deres legetøj.

Som det er sagt flere gange heroppefra, er reglerne for legetøj for det første totalt harmoniserede i EU, hvilket betyder, at vi ikke kan udstede nationale regler på området. For det andet må vi også sige, at det legetøj, der sælges i dag, skal være lovligt. Skal det være på hylderne, skal det være lovligt. Da legetøj i dag skal være sikkert og lovligt, vil en obligatorisk indholdsliste derfor kun indeholde nogle lovlige stoffer. Man vil på en sådan liste ikke skrive, hvis et stykke legetøj indeholder ulovlige stoffer. Derfor vil det ikke være nogen tryghed for forældre, der køber legetøj til deres børn.

Ansvaret for, at et legetøj ikke indeholder og afgiver kemiske stoffer i sådanne mængder, at det er skadeligt for børn, ligger hos producenterne og importørerne og ikke hos de forældre, der køber legetøj til deres børn. Det er derfor vores opgave at sørge for, at vi har en god kontrol med, at produkter på markedet er lovlige.

Konservative kan ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Nu kan jeg se, at ordføreren har taget det grønne slips på – måske i dagens anledning, hvem ved. I hvert fald siger Konservative, at de gerne vil være den grønne stemme i den blå blok, og det forpligter jo også til at levere dér, hvor vi kan se, at der er udfordringer. Og der er udfordringer på det her område. Det er jo også det, vi har diskuteret her i løbet af debatten. Der bliver desværre fundet for mange eksempler på, at den lovgivning, vi har, bliver overtrådt, og de krav til producenterne, vi har, ikke bliver overholdt.

En ting er, at man ikke kan bakke det forslag, der ligger på bordet, op, som det er nu, men det forhindrer jo sådan set ikke, at vi kan gøre noget mere, så jeg vil egentlig bare spørge ordføreren: Hvad er Konservatives svar på, hvordan vi kommer den utryghed i møde? Hvad skal vi gøre, for at forbrugerne føler, at det er trygt at købe legetøj i Danmark?

Ordføreren.

Vi skal gøre det, som vi gør i dag. Vi skal måske intensivere det endnu mere. I den stikprøvekontrol, der er, bliver der fundet ting. Det er jo beklageligt, at man finder ting. Det burde man ikke gøre, men man finder ting. Den stikprøvekontrol må vi intensivere, og så må vi sørge for, at når der er legetøj på hylderne, hvor man finder det her, skal det fjernes. Og det er producenternes og importørernes ansvar, at der ikke kommer de her ting på hylderne. Men vi vil meget gerne være med til at få en øget kontrol på det her område, så vi får endnu mere sikkerhed for, at legetøjet bliver fjernet fra hylderne, hvis der er forbudte stoffer i det. Jeg ser det helst ikke være der.

Spørgeren.

Vi ser jo gerne, at man laver den her varedeklaration, men selv om vi ikke kan få Konservative til at være med til det, er vi sådan set indstillede på at bruge andre værktøjer. Vi vil sådan set også gerne gribe efter at give danske forældre en større tryghed i forhold til de produkter, man kan købe i Danmark. Så når ordføreren siger, at der måske skal intensiveres på kontrollen, vil jeg da gerne kvittere for det og i forlængelse af det spørge ordføreren, om det så betyder, at vi i fællesskab kan bede ministeren om at indkalde os til forhandlinger, så vi kan tage hul på at se på, hvordan vi kan styrke kontrollen på det her område.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om vi i fællesskab kan gøre det, men jeg kan i hvert fald sige, at vi altid er åbne for at se på det, hvis nogen indleder en forhandling om det og vil have en drøftelse af det.

Næste spørger er hr. Øjvind Vilsholm. Værsgo.

Tak. Jeg vil lige gøre ordføreren opmærksom på, at vi jo ikke kun taler om de stoffer, der er forbudte, vi taler jo også om stoffer, der er tilladte, men som nogle ikke kan tåle, altså på linje med det, vi taler om på fødevareområdet. Der kan jo være gluten, der kan være laktose, der kan være mange ting, som enkelte ikke kan tåle. Tilsvarende er der jo også på kemiområdet og på kosmetikområdet det samme, så kunne ordføreren ikke se en god pointe i at give forbrugerne mulighed for at se, hvad der er i produkterne, sådan at de kan undgå de af legetøjsprodukterne, som indeholder noget, som lige netop deres barn ikke kan tåle?

Ordføreren.

Nej, jeg tror igen, som flere ordførere har sagt heroppefra, at når man går ned og køber legetøj til sine børn og børnebørn – jeg har også oldebørn, det kan også være, at jeg køber noget til dem – og hvis man så der skal have en liste for at finde ud af, hvad der er ulovligt, så kan man finde ud af det; men der er også lovlige stoffer, og hvor meget udleder de? Det tror jeg vil være et kæmpe arbejde for forældrene. Derfor vil vi hellere have den kontrol, der er i dag, og måske intensivere den for at finde ud af, hvor meget de lovlige stoffer udleder, for det er udledningen, der er vigtig. Det er ikke så meget, om der er et lovligt stof i, og hvor meget der er, men det er udledningen, der er vigtig, så det ikke kommer til at skade børnene. Vi er tilhængere af en kontrol, og ellers er det noget, som vi i EU-regi må fokusere på, nemlig om vi kan gøre det her endnu bedre og få en endnu større sikkerhed for, at vores børn ikke kommer til skade, når de leger med deres legetøj.

Spørgeren.

Jo flere gange jeg hører det, jo mere har jeg svært ved at forstå, at forbrugerne skulle blive forvirrede og belastede af, at der sidder en mærkat på legetøjet, hvor der står andet, end at det ikke må sluges. Jeg tænker, at langt de fleste vil købe legetøj uden at kigge, men den interesserede forbruger vil kunne blive klogere. Jeg må bare sige, at jeg ikke forstår, at flere ordførere og ministeren vil afholde forbrugerne fra den mulighed.

Ordføreren.

Jeg vil da give ordføreren ret i, at langt de fleste nok vil købe legetøjet uden at kigge på det, fordi de har tillid til, at det er lovligt legetøj. Men er man meget interesseret i det her, så har man mulighed for at spørge i forretningen: Hvad indeholder det her? og så må man få et svar ad den vej.

Tak til den konservative ordfører. Jeg henstiller lige til, at man, hvis man vil føre en samtale i salen, gør det meget lavmælt, således at vi ikke forstyrrer ordførerne.

Den næste ordfører i rækken er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Øjvind Vilsholm fra Enhedslisten.

Tak. Vi har alt for mange gange oplevet, at der findes kemikalier i legetøj – kemikalier, der kan skade fostre og påvirke evnen til at få børn; kemikalier, der ophober sig i kroppen og skader nervesystemet, særlig hos fostre og børn; kemikalier, der giver risiko for leverskade, irritation af øjne og åndedrætsorganer hos børn og kan forårsage misdannelser hos ufødte børn. Det er bare nogle af de skader, som f.eks. boraks, bly og dimethylformamid forårsager hos børn, og det er de stoffer, som det seneste år er fundet i legetøj som slim, fidget spinnere og de såkaldte squishies.

Afsløring på afsløring viser, at der findes legetøj på hylderne i butikkerne, som indeholder stoffer, der er særdeles skadelige for vores børns helbred. Legetøjsmarkedet er i dag Det Vilde Vesten, hvor man ikke behøver at oplyse, hvilke stoffer legetøjet indeholder, og hvor nogle aktører hovedløst importerer og videresælger legetøj, når en ny legetøjsdille rammer landet. Og der går måneder, før Kemikalieinspektionen får undersøgt sagen, og imens kan flere hundredtusinde stykker farligt legetøj være endt i danske børneværelser, som vi f.eks. har set det med squishies og slim.

Men selv de samvittighedsfulde og ansvarlige importører har svært ved at agere på markedet, for der er jo ikke nogen krav om, at producenterne skal fortælle, hvad deres produkter indeholder. Og selv om legetøjsimportørerne kan få det oplyst, tvivler jeg på, som flere ordførere har sagt i dag, at man så som butik sætter sig ind i, hvad det er, som rent faktisk er i det der legetøj. Så jeg tvivler på, at en forbruger kan gå hen til legetøjsforhandleren og få at vide, hvad der rent faktisk er i de her produkter. Det ville de kunne, hvis man i fællesskab kunne stå og studere en indholdsfortegnelse.

I Enhedslisten mener vi, at der skal sikres orden på området, og at man skal forpligte producenterne til at komme med en fuld varedeklaration af indholdet af legetøjet, helt i tråd med de regler, man allerede har på kosmetik- og fødevareområdet – det har vi jo efterhånden berørt nogle gange – og på den måde kan både forbrugere, forhandlere og importører forvisse sig om, at det legetøj, der sælges, ikke indeholder hormonforstyrrende stoffer eller anden farlig kemi eller for den sags skyld stoffer, som er lovlige, men som nogle forbrugere vil undgå.

Alene de sager, der har været fremme i 2018, viser, at der er et kæmpe behov for at give vores børn mere beskyttelse mod farlig kemi i legetøjet, og det burde være en selvfølge, at det legetøj, man køber i butikkerne i Danmark, og som vi giver vores børn at lege med, ikke er decideret giftigt eller for den sags skyld kan fremkalde allergi.

Så Enhedslisten mener ikke, at børn og hormonforstyrrende stoffer eller at børn og kræftfremkaldende stoffer på nogen måde hænger sammen. Farlig kemi i vores børns legetøj skal selvfølgelig stoppes, og vi har ikke mulighed for at få stoppet det, før der kommer en større gennemsigtighed på området. En mærkningsordning vil derfor være et første skridt mod en bedre beskyttelse af vores børn, og en mærkningsordning vil desuden hjælpe de mange forældre, der har behov for at vide, om der er stoffer i legetøjet, som deres børn ikke kan tåle på grund af f.eks. allergi. Og selvfølgelig kan det lade sig gøre. Coop har f.eks. allerede indført krav om varedeklaration på alt det legetøj, der indeholder kemi, som de sælger, og de har udtalt i en pressemeddelelse, at det gør en forskel at informere om, hvilke kemiske stoffer kemisk legetøj indeholder, da det skærper fokus hos deres leverandører, og samtidig bliver det også nemmere at efterkontrollere legetøjet.

Miljø- og fødevareministeren har tidligere udtalt og også sagt i dag, at man skal lade være med at indføre krav om mærkning, fordi producenterne måske kan finde på at snyde med mærkningen. Og det giver simpelt hen ikke mening for mig. Regler om mærkning kan jo netop gøre, at man kan retsforfølge producenterne og importørerne, hvis de ikke overholder reglerne. I Enhedslisten mener vi, at den eneste vej frem er at indføre krav om mærkning hurtigst muligt.

Ministeren havde i dag muligheden for at takke ja til en ordning, der sikrer bedre gennemsigtighed i Det Vilde Vesten på legetøjsområdet, og kunne dermed have været med til at forhindre nogle af de mange skandaler, vi helt sikkert også vil se i fremtiden på det her område. Og det ville også have klædt ministeren bare at sige ja til at arbejde for, at sagen skal fremmes i EU. Men desværre har ministeren og resten af regeringen valgt at takke nej, og det betyder også, at ministeren vitterlig står alene med ansvaret, når vi ser den næste skandale med nye hormonforstyrrende stoffer eller andre giftige kemikalier i legetøj, som man så har taget ind på børneværelserne.

EU's regler på området er ikke tilstrækkelige, så jeg håber ikke, at EU vil forsøge at bremse en dansk ordning, når den bliver indført. Og det håber jeg da at vi kan blive enige om i en eller anden form, for det ville være godt, hvis Danmark kunne gå foran på det her område og forhåbentlig få de andre EU-lande med på vognen.

Men under alle omstændigheder vil jeg takke for den debat, vi har haft i dag. Jeg synes, den har været rigtig god, og vi er også kommet mere rundt om emnet end bare at snakke indholdsfortegnelser, for det er, som jeg også har nævnt, ikke det eneste, vi kan gøre på området. Og jeg vil også godt takke ministeren for at have forberedt sig godt til dagens debat og have været ude at undersøge, hvordan kontrollen fungerer. Det er måske også der, hvor vi kan sætte ind, og måske kan vi endda blive enige om at skærpe kontrollen på området, når vi nu ikke kan blive enige om at indføre forslaget om obligatoriske indholdsfortegnelser.

Men jeg ser frem til udvalgsarbejdet, og jeg glæder mig i hvert fald over, at vi blandt partierne i rød blok kan lande en eller anden form for beretning, der er fremadrettet. Og om ikke andet så kan vi jo se frem til, at vi efter et folketingsvalg, hvor jeg går ud fra, at vi har et solidt flertal bag os, kan sætte tryk på og så få gjort noget i forhold til det her område og også få presset EU.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.