Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 3:

Forslag til folketingsbeslutning om at afskaffe uddannelsesloftet.

Af Jacob Mark (SF) m.fl.

(Fremsættelse 03.10.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Vi skal i dag drøfte et forslag om at afskaffe begrænsning af dobbeltuddannelse. Med aftalen om en begrænsning af dobbeltuddannelse prioriterede Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og regeringen at finde finansiering til Aftale om et tryggere dagpengesystem.

Der var et udestående finansieringsbehov på 308 mio. kr. årligt. Det var ikke et let politisk valg, men det var partiernes vurdering, at det var vigtigt at skabe tryghed for de mennesker, som stod til at miste retten til dagpenge.

Med udgangspunkt i de tal, der ligger til grund for aftalen om dobbeltuddannelse, betyder det, at ca. 1.000 personer om året forventes at være begrænset i at blive optaget på en videregående uddannelse nr. 2. Det tal skal vi sammenholde med, at der tilsvarende hvert år bliver optaget 100.000 personer på en videregående uddannelse, når vi tæller kandidatuddannelserne med.

Aftalen om en begrænsning af dobbeltuddannelse har ikke ændret på de studerendes mulighed for at skifte uddannelse undervejs i deres studieforløb. Hvis en studerende ikke mener, at man er på rette spor i sin uddannelse, er det kun fornuftigt, at man skifter studie, og jo før, jo bedre. Det er for tidligt at konkludere, om flere falder fra eller skifter studie. De tidlige indikatorer, vi har i ministeriet, viser ikke en øget tendens, men det er en udvikling, vi følger tæt.

Det er samtidig også vigtigt at understrege, at der i dag er og fortsat skal være gode muligheder for at videreuddanne sig. Aftalen har ikke ændret på mulighederne for efter- og videreuddannelse som f.eks. diplom- eller masteruddannelser. Aftalen har ikke ændret på mulighederne for at uddanne sig til et højere niveau, f.eks. fra professionsbachelor til kandidat, og aftalen omfatter ikke erhvervsuddannedes mulighed for at søge en videregående uddannelse. Reglen begrænser således i min optik en mindre andel. Alligevel fylder det meget. Det ærgrer mig.

Jeg kan godt forstå de unge, som oplever, at de er kommet i klemme i forhold til deres overvejelser om fremtiden. Det er en stor beslutning at skulle vælge uddannelse. Derfor er det også vigtigt, at der fortsat gøres en stor indsats for at vejlede og stille oplysning til rådighed for de unge, som skal træffe et valg om uddannelse. Det er vigtigt, at så mange som muligt kommer på rette spor første gang.

Vi har og gør en rigtig stor vejledningsindsats. I 2015 blev Uddannelseszoom lanceret. Uddannelseszoom gør det lettere end nogen sinde at sammenligne forskellige uddannelser. Ministeriet har netop udsendt en landsdækkende undersøgelse til studerende og færdiguddannede i job. Undersøgelsens resultater gør Uddannelseszoom endnu bedre, og ansøgere får værdifuld information til deres studievalg. Så er der UddannelsesGuiden, det, som rigtig mange unge kender som ug.dk. De kender den allerede fra grundskolen, og i 2017 havde UG over 7 millioner besøg. Mit ministerium er sammen med Undervisningsministeriet ved at kortlægge, hvordan UG kan blive endnu bedre, så vi kan vejlede endnu bedre.

Endelig har regeringen igangsat en undersøgelse af styrker og svagheder ved det nuværende optagesystem for de videregående uddannelser. Regeringen ønsker, at vi i fremtiden har et optagesystem, der i højere grad understøtter et godt match mellem uddannelse og den studerendes faglige forudsætninger og motivation. Jeg har derfor bedt ministeriet komme med forslag til et nyt og forbedret optagesystem. Det er mit ønske, at vi designer et mere fleksibelt uddannelsessystem, der passer bedre til forskellige ønsker og til den tid, vi lever i, ikke mindst for de studerendes skyld. Det mener jeg godt vi kan uden at afskaffe reglerne om begrænsning af dobbeltuddannelse.

Jeg anerkender fuldt ud, at det er en relevant politisk diskussion, hvordan vi prioriterer de samlede midler, vi har til rådighed. Regeringen vil som altid gerne mødes med Folketingets partier og drøfte de aftaler, der er indgået – det gælder også spørgsmålet om dobbeltuddannelse – og regeringen har vedvarende fokus på, hvordan vi bruger skatteborgernes penge bedst muligt. Hvis der er gode, holdbare forslag til en alternativ finansiering af dagpengeaftalen, er vi også klar til en dialog herom.

Regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er ønske om en række korte bemærkninger, først fra hr. Jacob Mark, SF.

Nu kender jeg jo allerede ministeren som en politiker, som er optaget af at skabe fleksibilitet for de studerende, og jeg oplever egentlig det her uddannelsesloft som værende fuldstændig utidssvarende. Jeg ved ikke, om ministeren kan huske det, men uddannelsesloftet blev faktisk vedtaget den dag, hvor statsministeren var ude at fortælle om Disruptionrådet, som ministeren også har arbejdet med, og hvor statsministeren sagde, at det der med, at man tager en uddannelse og man så har den resten af livet, hører fortiden til. Altså, jeg mener også, at det her uddannelsesloft hører fortiden til, og at det kommer til det.

Jeg har ikke haft den her diskussion med ministeren før, så jeg kunne egentlig godt tænke mig at starte med at spørge om det her: En knægt, der hedder Emil, der bliver socialrådgiver, og som arbejder med det i et år, finder ud af, at han gerne vil være skolelærer. Vi mangler dygtige skolelærere, og Emil finder ud af, at han brænder for at undervise børn. Hvorfor skulle Emil ikke kunne gå hen og tage en uddannelse som lærer?

Ministeren.

Først en generel kommentar: Jeg deler egentlig også det, som der bliver refereret til at statsministeren har givet udtryk for, nemlig at man ikke længere kommer ind på én uddannelse og man så tager den, mellem man er 20 og 25 år, og man så kommer ud og har et helt langt arbejdsliv, uden nogen sinde at uddanne sig igen. Det er også derfor, vi har en række andre diskussioner omkring mere fleksibilitet.

Men når vi så kigger på reglerne om dobbeltuddannelse, og når vi kigger på de konkrete tal, er det meget få, der bliver begrænset af det, i forhold til de her 100.000, som hvert eneste år kommer ind, og vi har stadig væk – og det er det, der nok ærgrer mig mest ved den diskussion at man ikke mener – rigtig mange muligheder. Nu kender jeg det ikke præcis for socialrådgivere, men man har f.eks. stadig væk meritlæreruddannelsen, hvor Emil, hvis den er adgangsgivende til den uddannelse, jo kan gå ind på deltid og læse i en årrække og så faktisk stadig væk blive skolelærer. Det er én vej for Emil. En anden vej for Emil er jo at vente de her 6 år, som nu er indsat for at bløde det lidt op, og så på et senere tidspunkt, efter måske at have arbejdet med socialrådgiveruddannelsen i 6 år og fået en masse gode erfaringer fra det, gå ind og starte på en bacheloruddannelse på en professionshøjskole.

Hr. Jacob Mark for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Hvorfor lave alle de der stopklodser? Hvorfor lukke de der døre, der skal gøre det besværligt, så de studerende selv skal finde underlige veje? Jeg kunne også have vendt den om, for det er rigtigt, at der er en meritlæreruddannelse, og der er også en skolebaseret læreruddannelse i begrænset omfang. Hvad hvis en skolelærer gerne vil være socialrådgiver, finder ud af, at man kan gøre en kæmpe forskel som socialrådgiver? Hvorfor skulle vedkommende så ikke have lov til det? Det er det jeg mener hører fortiden til. Altså, ministeren siger, det er meget få. Men hvis det er meget få, hvorfor skal der så overhovedet være det her loft? Det er derfor, jeg mener, det skal afskaffes. Og ministeren sagde, at ministeren var klar til en dialog om det. Det her forslag handler om at indkalde til forhandlinger om en dialog. Kunne man ikke godt være klar til det?

Ministeren.

Tilbage står, selv om det er få personer, at den her begrænsning jo tilvejebringer en finansiering, som der var behov for i forhold til at skabe et tryggere dagpengesystem, på 300 mio. kr. For selv om vi meget gerne vil skabe fleksibiliteten, er vi jo nødt til at se på, hvordan vi bruger pengene bedst muligt. Hvis jeg var uddannelsesminister på det tidspunkt og jeg var blevet spurgt sådan helt åbent, hvor man kunne finde nogle besparelser, så tænker jeg, at det her område var naturligt at kigge på. For vi taler om nogle, der har en uddannelse, som i en årrække på nogle uddannelser er begrænset, men som stadig væk har rigtig mange muligheder, også i diplom- og mastersystemet. Så det er en afvejning af det, og jeg synes, det giver mening i forhold til den prioritering, der også er af midlerne.

Tak til ministeren. Næste spørger er fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne fortsætte lidt i samme boldgade som hr. Jacob Mark. Er det ikke måske en lille smule underligt, at det så er de studerende, som skal betale, for at man kan lave nogle forbedringer i dagpengesystemet? Altså, kunne man ikke kigge rigtig mange andre steder hen i stedet for at betale med, at man simpelt hen sætter en stopklods for de studerende, som har valgt en uddannelse, de ikke passede ind på alligevel, eller som har fundet ud af, efter at de er blevet færdiguddannet, at de egentlig hellere ville noget andet? Det her med folkeskolelærerne er jo bare et eksempel. Der er jo mange uddannelser, man ikke kan tage på netop den måde. Der er måske i virkeligheden større fleksibilitet i læreruddannelsen, end der er i mange andre uddannelser. Der er jo mange studerende, der faktisk ender med aldrig at aflevere deres bacheloropgave eller deres speciale, fordi man har indført det her uddannelsesloft, og det synes jeg da om noget er spild af penge. Så kunne man ikke finde pengene et sted?

Ministeren.

Der er jo stadig væk mange begrænsninger, det her ikke har skabt. Det har jo ikke skabt en begrænsning, i forhold til at man kan stoppe på en uddannelse, hvis man har fundet ud af, at man ikke er på den uddannelse, man gerne ville gå på, og at man så bagefter kan starte på en ny uddannelse, hvis man opfylder betingelserne for at komme ind på den. Så jeg synes overordnet set stadig væk, at vi har rigtig meget fleksibilitet. Det handler jo om en prioritering på tværs af mange områder. Vi sidder med et kæmpe område, som så vidt jeg husker er lidt mere end 51 milliarder, hvis vi tæller det hele med inklusive SU. Og der bliver vi nok også nogle gange spurgt: Kan I ikke finde noget på det område, der kan finansiere noget på nogle andre områder? Og der synes jeg igen, at fordi det er det store billede i forhold til et meget fleksibelt uddannelsessystem, er det en forholdsvis lille begrænsning, der – og det anerkender jeg – fylder meget, men en lille begrænsning.

Tak. Fru Rosa Lund.

Jamen det er rigtigt, at der ligger mange penge på ministerens område. I mit parti betragter vi de videregående uddannelser, universiteterne og forskningsområdet, som en investering. Det er altså ikke en udgift, det er en investering. Og derfor kan det selvfølgelig også mærkes, når det så er det område, som skal betale for forbedringer andre steder. Så i mit parti ville vi kigge et andet sted hen. Og det er jo rigtigt, at man godt kan skifte uddannelse, inden man har færdiggjort den uddannelse, man går på, og det er det, jeg mener er lidt spild af viden på en eller anden måde. Uddannelse er jo en god ting, så jeg synes faktisk ikke, det er korrekt, at loftet her giver plads til fleksibilitet. Jeg synes faktisk, at det er det modsatte. Jeg ved, at ministeren er meget optaget af et fleksibelt uddannelsessystem, og derfor har jeg en lille smule svært ved at forstå, at ministeren ikke er villig til at indkalde til forhandlinger om det her område.

Ministeren.

I regeringen deler vi fuldstændig Enhedslistens opfattelse af, at det her er en investering. Det er en investering i fremtiden, men lige nu er det også penge, der bliver brugt, selv om det er en investering, som kunne blive brugt et andet sted. Og til det der med spild af viden: Hvis man har gået 2 år på en uddannelse og finder ud af, at det ikke er den rigtige og så skifter, så har man jo stadig væk fået viden ind i hovedet. Jeg tror aldrig på, at man spilder tiden, heller ikke på sin uddannelse. Og derfor kan det sagtens være relevant, at man, hvis man ved, at man egentlig skal bruge noget andet, så måske på andet år hopper fra jura og går over og læser til folkeskolelærer i stedet for. Så har man stadig væk fået to års jurapensum ind i hovedet, som man kan bruge på sin videre færd.

Tak. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre.

Tak for det. For os i Radikale Venstre er det ikke bare, som hr. Jacob Mark sagde, en gammeldags tilgang til uddannelse. Det er simpelt hen en grundlæggende misforstået og forstokket tilgang til uddannelse at indføre et loft. Jeg forstår, at ministeren virkelig er loyal over for den her beslutning og også ville have kigget den her vej, hvis han var blevet pålagt at skulle finde pengene i øvrigt til noget helt andet end på hans eget ressort, og jeg kan afsløre, at dette forslag har fandtes længe. Tidligere ministre er blevet præsenteret for det forslag før, og det er så blevet hældt ned ad brættet, indtil ministerens forgænger nok ikke blev spurgt, men i al fald blev orienteret om, at det var her, pengene skulle tages.

Jeg er meget optaget af, om det egentlig er det, der ligger i maven på ministeren, når han siger, at vi bliver nødt til at vejlede om, at man vælger det rette spor første gang. For jeg tror, jeg er enig med ministeren i, at det egentlig ikke er så mange, det her omfatter, og det er også derfor, vi undrer os så meget over, hvorfor der så skal lægges en sådan begrænsning på uddannelse. For den tankegang, der ligger i, at det rette spor skal vælges første gang, synes jeg vi ser konsekvenserne af i hele uddannelsessystemet. Og vi er flere, der har været med til at træffe beslutninger, der også lægger det pres på systemet.

Skal vi ikke en anden vej end den? Er fremtiden, at man vælger rigtigt første gang hver eneste gang og helt ned i 8. klasse?

Tak. Der er mulighed for en anden runde, så måske kan man afpasse spørgsmålets længde.

Værsgo til ministeren.

Tak til fru Sofie Carsten Nielsen. Det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål, det der med at vælge rigtigt første gang. Jeg anerkender fuldt ud, at det kan være svært, og derfor er det også, jeg synes, at vi stadig væk har fleksibilitet, ved at man må lave omvalg. Det har man jo stadig væk rig mulighed for, og det var også det svar, jeg gav til fru Rosa Lund. For jeg anerkender fuldt ud, at det kan være svært som 18-årig og for nogle også som 20-årig præcis at vælge rigtigt.

Men jeg tror stadig væk, at mange uddannelsesvalg er lidt for tilfældige og sker lidt for hurtigt. Og når vi så ser på, hvad der kan ske, når man f.eks. har et nyt optagelsessystem som det, de har på sdu, hvor de har øget deres kvote 2-optag helt siden 2008 for at prøve at teste det, og når vi kigger på de tal, de har, hvor vi ser meget mindre frafald, fordi der er et eller andet afklaringsforløb, så synes jeg, det er noget information, vi skal stille til rådighed.

Så helt ned i maven har jeg det sådan, at jeg gerne vil stille meget mere information til rådighed for de unge, der skal træffe et valg. Men jeg er helt med på, at det ikke er et mål at sige, at vi f.eks. har 0 pct. frafald, hvis det var det, vi skulle måle succesen på. Det tror jeg aldrig vi kommer til at få, fordi der er så mange muligheder og så meget, man lærer, når man går i gang med en uddannelse. Men jeg tror godt, at hvad den del angår, kan vi gøre det endnu bedre.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Vi er jo helt enige om det her, og i øvrigt også om sdu og optagelsessystemet. Jeg er så glad for, at ministeren har vendt skuden 180 grader, for det er det, han har gjort, når han nu åbner for den tilgang til optagelsessystemet. Sådan var det ikke tidligere under den her regering. Tak for det, og tak for at stille flere oplysninger til rådighed.

Det, jeg egentlig er optaget af, er, hvilket signal det sender, og hvad det egentlig er for en kultur, vi driver ved at sige »rette spor første gang«. Det er det ene, som ministeren lige kan kommentere igen.

Det andet er, at jeg hører en opfordring fra ministeren til at komme med bud på midler. Hvis vi beder ministeriet om at komme med bud på alternative finansieringskilder, er det så en vej til en ny forhandling?

Ministeren.

Til det med kulturen vil jeg sige, at jeg ikke synes, at vi ved at stille flere muligheder til rådighed for dem skaber en kultur om, at de absolut skal vælge. Men vi vil gerne have en kultur om, at hvis man finder ud af og indser, at man ikke er det rette sted, så må man godt vælge om. Man skal ikke færdiggøre noget, man ikke synes er rigtigt. Det er også et andet signal, som jeg synes vi lidt sender med de her regler.

Så deler jeg ordførerens frustration omkring det her, altså at der er et eller andet – og det var det, jeg mente med min kommentar før – der på papiret virker fornuftigt ved at sige, at dem, der har taget en uddannelse, ikke kan få en skattefinansieret uddannelse mere. Og når vi så, at det samlet lagde beslag på 300 mio. kr., som vi godt kunne bruge i et helt andet område og bruge meget fornuftigt der, så virkede det her jo rigtigt. Men det frustrerede mig så, at det har lagt sig – for det kan jeg høre derude, også når jeg er ude på universiteterne – som et låg på den måde, man tænker uddannelse på, hvor man pludselig tænker det mere begrænset.

Men det er da en frustration, jeg har, og jeg håber, at jeg også ved at stå og sige det her i dag egentlig kan få dem overbevist: Det er 1 pct., altså 1.000 ud af 100.000, der bliver ramt af det her, og lad nu være med at tro, at det lige præcis er dig – altså ikke ordføreren, men dig, som er studerende.

Tak. Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jamen jeg vil godt fortsætte lidt i det samme spor. Jeg kunne godt tænke mig at have fokus på de unge selv, for jeg er lidt forvirret over ministeren. Jeg er jo rigtig glad for, at ministeren har fokus på fleksibilitet i uddannelse og også har været ude at tale om kulturen omkring det her med, at de unge begår fejl og føler sig stressede og pressede, som ministeren også var inde på. Så jeg er lidt forvirret over, om ministeren mener, at det her uddannelsesloft faktisk er medvirkende til, at der er unge, der føler sig under et endnu større pres, end de egentlig burde gøre, og at de kan føle sig stressede over det her uddannelsesloft.

Ministeren.

Jeg vil sige til hele spørgsmålet om stress, og hvad det præcis er, der stresser de unge, at det også bekymrer mig, at der er så mange, der giver udtryk for, at de er stressede, at der er så mange, især unge kvinder, der siger, at de har ondt i livet. På et tidspunkt, hvor de gerne skulle føle – især i det her land med alle de uddannelsesmuligheder, de har, og al den fleksibilitet, de trods alt har – at det er noget meget frit, så føler de det i stedet for som et åg, de har på sig. Jeg synes bare, det er for nemt at sige, at det helt sikkert er uddannelsesloftet. Jeg tror, det er en mere kompleks størrelse, så jeg er overhovedet ikke overbevist om, at uddannelsesloftet har nogen indvirkning på det stress, den enkelte føler.

Pernille Schnoor.

Nu erkender ministeren jo, at det her handlede om at finde nogle penge til et andet område. Vi havde det her forslag i salen tidligere som et borgerforslag, og der var det ret tydeligt, at de unge faktisk selv synes, at det er noget, der er med til at presse dem yderligere. Det er klart, at der ikke er én ting, som man kan isolere og sige: Det er kun det her, vi får stress af. Men det er jo sådan en tankegang om, at bordet fanger. Det er i hvert fald det, de unge selv føler, og grænsen bliver skubbet længere og længere ned og presser dem længere ned. Det er helt ned i 8. klasse, som nogle også var inde på, hvor man føler, at man virkelig skal være meget afklaret, for ellers fanger bordet, og der er en dør, der smækker bag en.

Så jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om ministeren er enig med de unge i, at det kan være med til at presse dem yderligere, at vi har det her. For ellers er det jo fair nok at sige, at det kun er økonomien, der er årsag til det her loft.

Ministeren.

Jamen jeg tror da, at de regler, vi laver herinde, også kan påvirke ved at have en signalværdi. Jeg synes bare ikke, at f.eks. uddannelsesloftet med den måde, det er konstrueret på – med al den fleksibilitet, der stadig væk ligger i det; med de 6 år; med nogle uddannelser, der er undtaget; med en forældet uddannelse, der er undtaget; med en progression, som stadig væk er fuldstændig intakt; og så samtidig det der med, at man kan vælge om, mens man læser – skulle presse de unge til, at de skal vælge rigtigt helt ned i 8. klasse. Den sammenhæng kan jeg ikke se.

Med det siger vi tak til ministeren. Så tager vi hul på ordførerrunden, og det er fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet, der lægger for. Velkommen til, og værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne indlede med at takke SF for at rejse debatten om uddannelsesloftet. I 2015 indgik Socialdemokratiet jo en aftale om et tryggere dagpengesystem sammen med Dansk Folkeparti og den daværende Venstreregering. Med aftalen rettede vi op på dagpengereformen fra 2010, som den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre havde gennemført, og som betød, at tusindvis af danskere mistede deres dagpengeret, fordi de faldt ud af systemet og mistede deres forsørgelse. Med aftalen om et tryggere dagpengesystem fra 2015 sikrede vi så også et tryggere og mere stabilt økonomisk levegrundlag for disse mennesker, hvor færre falder ud af dagpengesystemet, ikke mindst blandt de ufaglærte. Det var en god og meget vigtig aftale, som der var brug for, og som Socialdemokratiet til enhver tid også vil stå på mål for.

Samtidig skulle aftalen jo finansieres, og som bekendt gjorde vi det ved at begrænse omfanget af dobbeltuddannelser. Det er jo også derfor, vi diskuterer det i dag. Princippet bag, at der skal være en tæt sammenhæng imellem uddannelserne og arbejdsmarkedet, står vi også fortsat bag, altså sådan at man giver tilbage til fællesskabet og bruger sin uddannelse, når man er færdig med den, før man overvejer, om man skulle begynde at tage en ny uddannelse. Det er jo sådan set rimeligt nok.

Når det så er sagt, er vi også nødt til at tage alvorligt, at der er opstået en præstationskultur i vores uddannelsessystem, som er usund. Forklaringerne er mange, og tingene hænger sammen, men der er ingen tvivl om, at det, der i daglig tale kaldes for uddannelsesloftet, altså det, der reelt er en begrænsning af dobbeltuddannelser, har bidraget til det. For det er med til at øge presset og stresset at signalere, at der ikke er plads til at vælge forkert. Det er et problem, for der er en masse andre tilsvarende sammenhængende faktorer, der gør, at unge mennesker tvivler mere, end de åbenbart gjorde for 10-15 år siden, måske både på sig selv og på, hvad livet vil bringe dem.

Det har sat sig i mange, det sat sig i rigtig mange studerende og også i deres forældre og bedsteforældre, at velfærdssamfundet lukker døre. Det har vi lyttet til, og det har vi handlet på, og vi har erkendt, at vi tog fejl, dengang vi var med til at indgå den aftale om en begrænsning af dobbeltuddannelser. For det har skabt en større og mere omsiggribende utryghed blandt unge mennesker, både dem, der er i uddannelsessystemet i dag, og dem, der er på vej til at skulle vælge en videregående uddannelse. Det har simpelt hen grebet for meget om sig med den følelse, der er – og det respekterer vi – hos mange af, at de ikke kan vælge om, når først de har bestemt sig.

Jeg er normalt meget faktabaseret og tager mit afsæt i det, men når følelsen først har taget bo i en person og tvivlen hersker, således at det bliver usundt bare at være til stede i sit eget liv, så går det ikke længere. Derfor har vi også fra Socialdemokratiets side kort før sommerferien meldt klart ud, at der er brug for at afskaffe uddannelsesloftet og finde en ny finansiering af aftalen om et tryggere dagpengesystem, som vi naturligvis står fuldt og helt bag.

Derfor er det også glædeligt her i dag i salen at kunne diskutere og drøfte SF's beslutningsforslag. Vi er i Socialdemokratiet positivt, ægte positivt indstillet over for forslaget, men samtidig vil jeg også gerne bruge udvalgsarbejdet til at præcisere, at forhandlingerne om en afskaffelse af uddannelsesloftet skal tage sit udgangspunkt i aftalekredsen bag. Der er grund til at hæfte sig ved, at der i bemærkningerne til beslutningsforslaget meget rigtigt skrives, at der er brug for at finde en ny finansiering. For det er altafgørende for os, hvis det er sådan, at vi skal afskaffe uddannelsesloftet.

Vi har jo selv peget på, at man kunne bruge markedsføringsmidlerne hos de videregående uddannelser. Det er så ikke tilstrækkeligt til at dække det beløb på 308 mio. kr., der er tale om, men så må vi jo med afsæt i aftalekredsen og i øvrigt sammen med alle andre partier, der ønsker at afskaffe uddannelsesloftet, finde dem et andet sted. For finansieringen af et tryggere dagpengesystem må ikke bringes i tvivl. Det er en aftale, vi bakker fuldt og helt op om, og det skal hænge sammen. Det siger sig selv, at det er helt afgørende, så derfor giver det jo også god mening, at vi ligesom inviterer alle de partier, der ønsker en afskaffelse af uddannelsesloftet, med ind, sådan at vi kan få den drøftelse. Rammen, om jeg så må sige, bør være i aftalekredsen.

Så er det jo samtidig værd at notere sig, at et af regeringspartierne også har brugt sommerferien til at udtrykke opbakning til at afskaffe uddannelsesloftet. Her tænker jeg på Liberal Alliance, som på sit sommergruppemøde jo netop sagde, at det bør afskaffes. Nu glæder jeg mig til at høre bemærkningerne til det fra ordføreren, som sidder lige derovre, men jeg synes, at det er et godt skridt i den rigtige retning hen imod en bred aftale om noget, som har skabt stor så utryghed. For der er brug for, at vi kommer videre, og at vi får genskabt en tryghed og en glæde ved at læse på en uddannelse uden at skulle være martret af usikkerhed. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark, SF.

Tak for det, og tak for meldingen. Jeg er glad for, at der nu er et flertal, som ser ud til at ville afskaffe uddannelsesloftet, og jeg er enig i, at der skal findes en alternativ finansiering på dagpengeaftalen, og den stiller vi os gerne til rådighed for at finde. Jeg hørte det, som om ordføreren sagde, at ordføreren anbefalede, at de partier, som gerne ville stille sig til rådighed for sådan en debat, skulle inviteres med ind. Det er jeg glad for, så det ikke bliver sådan en blame game, hvor vi kan stå og skyde på aftalenkredsen.

Vi vil gerne være med til at finde finansiering. Men skulle man ikke kunne nå det inden et valg, hvad jeg godt kunne blive lidt bekymret for man ikke når, når jeg hører uddannelses- og forskningsministeren, hvad er så processen efter et valg? Hvis vi nu kommer om på den anden side af valget, og vi egentlig er et flertal, der gerne vil af med loftet, men Venstre siger, at det vil de ikke, er Socialdemokratiet så fri til at lave en aftale om en ny finansiering sammen med de partier, der gerne vil afskaffe uddannelsesloftet?

Ordføreren.

Socialdemokratiet har meldt meget klart ud, at såfremt regeringsmagten skifter efter et folketingsvalg, og hvor Socialdemokratiet vil komme til regeringsmagten, så afskaffes uddannelsesloftet.

Hr. Jacob Mark.

Ja, men så tror jeg bare, at jeg vil sige tak for det meget klare svar, og så vil jeg glæde mig til at se, hvad vi kan blive enige om i udvalgsbehandlingen med henblik på at prøve at få indkaldt til de her forhandlinger om at afskaffe loftet allerede før et valg, og hvis ikke må rød blok jo gøre det efter et valg.

Tak. Det var nærmest en ros – er der et svar?

Nej, jeg siger bare tak for rosen.

Der er et spørgsmål mere. Fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Jeg har også kun ros til ordføreren. Det glæder mig, at Socialdemokratiet har lyttet til de unge. Det kan jeg høre på ordførerens tale at der er blevet gjort, og jeg synes bare, det er rigtig positivt, at der er sket den udvikling, og at det også er en udvikling, der er sket, siden vi havde borgerforslaget til behandling. Så det er bare en anerkendelse af det. Tak for det.

Ordføreren.

Jamen tak i lige måde. Jeg ser også frem til sammen med mine politiske kollegaer i Uddannelses- og Forskningsudvalget at føre det til det næste niveau i forhold til at fremme afskaffelsen af uddannelsesloftet. Så jeg ser frem til drøftelserne.

Med det siger vi tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Så står vi her igen. Nu skal vi for tredje gang forholde os til reglen om uddannelsesloft.

I sin tid – det er jo snart 2 år siden – diskuterede vi jo det forslag, der var som udgangspunkt, og som blev vedtaget med udgangen af 2016. Vi tog en drøftelse i januar 2017, justerede på det, ændrede på det og gav mulighed for, at man kunne tage en ny uddannelse efter 6 år og lavede forskellige andre justeringer. Jeg synes, at vi lyttede og vurderede og lavede justeringer, som var rimelige.

Dengang endte vi altså med en for Dansk Folkeparti og for mig rimelig løsning. Jeg bliver nødt til at være ærlig og sige, at det synes jeg stadig væk det er. Jeg synes ikke, at det er urimeligt, at hvis man har gjort en uddannelse færdig, at man så også skal bruge den, før man kan tage en ny.

Så bliver der diskuteret muligheden for at vælge om, og nogle siger noget med, at det er svært, når man går i 8. klasse og skal vælge. Jamen, altså, man har jo sådan set mulighed for at vælge om lige til dag, før man går til den sidste eksamen. Så jeg forstår ikke helt, hvorfor der er den usikkerhed.

Så må jeg også sige, at hvis vi har nogle hundrede millioner, som vi gerne vil bruge på uddannelse, så vil Dansk Folkeparti meget hellere bruge dem på at sikre livslang læring, for jeg tror ikke på, at man ellers fremadrettet kan have et arbejdsliv i rigtig mange år. Nu diskuteres der jo i dag, hvad pensionsalderen skal være, og den bliver jo givet noget andet, når vi kommer lidt frem i tiden, og så tror jeg på, at man får brug for at få en ekstra uddannelse undervejs i sit arbejdsliv. Det synes jeg vi skal prioritere ressourcerne til – ikke at man kan tage flere uddannelser umiddelbart efter hinanden.

Så Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget.

Tak. Hr. Jacob Mark nåede lige komme med til en kort bemærkning. Værsgo.

Da der blev offentliggjort en undersøgelse for nogle uger siden omkring frafald, som viste, at frafaldet var steget, var ordføreren ude at sige, at ordføreren synes, at uddannelsesloftet er sundt, og at ordføreren stadig bakker op om det. Det har ordføreren sådan set være meget ærlig om fra start, men ordføreren siger så også – jeg kigger lige ned på min skærm her, så jeg citerer ordføreren rigtigt – at »hvis det fører til en adfærd, hvor man ikke gennemfører sin uddannelse, så er vi klar til at sætte os ned og diskutere det«.

Hvad er det for beviser, eller hvad er det, der skal til, for at ordføreren siger: Så lad os sætte os ned. For det, jeg og SF opfordrer til i det her beslutningsforslag, er jo netop at sætte sig ned og diskutere, hvordan vi kan få loftet væk. Så hvad skal der skal til? Hvilke beviser skal jeg finde, for at DF er klar til det?

Ordføreren.

Jamen vi vil altid gerne diskutere, hvordan vi kan gøre uddannelsesforløb bedre, hvordan vi kan sikre, at man kommer på den rigtige uddannelse, hvordan vi kan sikre, at man kan blive mere sikker på det, man vælger. Jeg tror bare ikke, at løsningen handler om at få mulighed for at tage flere uddannelser efter hinanden, og derfor tror jeg ikke på, at afskaffelsen af det her er noget, der vil løse noget som helst for de studerende. Derfor tror jeg, at det er andre steder, man skal sætte ind.

Men vi kan altid sætte os ned og drøfte alt muligt, men det bliver ikke med det udgangspunkt, at vi skal give mulighed for at tage dobbeltuddannelse.

Hr. Jacob Mark.

Vil det så sige, at ordføreren har skiftet mening efter den dag, hvor ordføreren gav det interview? Jeg blev faktisk rigtig glad, da jeg læste det, og ordføreren sagde, at hvis det her fører til en adfærd, hvor de studerende dropper ud, så er han klar til at diskutere det, og det er der rigtig meget der tyder på at de gør. Der er flere af universiteterne, der siger, at det er sådan, det hænger sammen. Studienævnene siger, at det er sådan, det hænger sammen – frafaldet er steget.

Vil det så sige, at ordføreren ikke længere mener, at hvis det fører til den slags adfærd, så skal vi droppe det?

Ordføreren.

Jeg har aldrig udtrykt, at hvis det fører til den adfærd, skulle vi droppe det. Jeg har sagt, at hvis vi har et problem med, at der er rigtig mange, der dropper ud, så kan vi sætte os ned og diskutere og se på, hvad det er, der gør det, og hvad der kan gøres for at betrygge de studerende, så de rent faktisk kommer ind på de rigtige uddannelser og afslutter de uddannelser, som de gerne vil have, så de kan komme ud og bruge dem.

Den næste er så fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Det er bare, fordi jeg lige hæftede mig lidt ved det her med muligheden for at vælge om. For det er jo helt rigtigt, at man godt kan lade være med at sætte det sidste punktum i sit speciale på jura, lade være med at aflevere det og så starte på en socialrådgiveruddannelse f.eks.

Men kan ordføreren ikke godt sætte sig ind i, at det ville være lidt mærkeligt for den studerende, som har læst på universitetet i mange år på en uddannelse, ikke at færdiggøre den uddannelse og have den kompetence, og så bagefter vælge en anden uddannelse, fordi der er nogle andre kompetencer, man også gerne vil have, og som man skal bruge i sit fremtidige arbejdsliv?

Min pointe er, at det her jo ikke er en reel mulighed for at vælge om. Kan ordføreren ikke godt sætte sig ind i det?

Så er det ordføreren.

Det kan jeg måske ikke helt. Jeg har det nok sådan, at hvis man har gået på en rigtig lang uddannelse, så vil man gerne afslutte den, ja, altså, det forstår jeg godt. Men så har jeg sådan set også en tro på, at så er det, fordi man gerne vil ud og bruge den. Jeg vil meget opfordre til at vælge om så tidligt som muligt, hvis man mener, man er kommet ind på en forkert uddannelse, og så komme på den uddannelse, man faktisk tror man skal bruge. Ellers synes jeg, det er meget rimeligt, at hvis man har taget en rigtig lang uddannelse, så bruger man den i en periode og betaler tilbage til samfundet. Og så siger vi, at så kan du få lov til at tage en ny, for du har jo så langt et arbejdsliv, så det kan godt være, at du skal have en eller to eller tre karrierer på det. Det er helt fair.

Fru Rosa Lund.

Så tror jeg måske bare, at ordføreren og jeg ikke helt deler samme opfattelse af, hvornår og hvordan kompetencer er en god ting. Vores arbejdsmarked er jo skruet sådan sammen, at der er mange jobs, hvor du skal bruge mange forskellige kompetencer; hvor det faktisk kunne være en fordel at have mere end en uddannelse.

Jeg tror, det er, fordi jeg betragter uddannelse som en god ting og ikke som en ulempe eller som noget, samfundet bare kaster en masse penge efter. Det er jo en investering i at skabe den bedst uddannede arbejdskraft, og derfor ser jeg det simpelt hen ikke som en begrænsning, når nogle mennesker vælger at have mere end en uddannelse. Men der er jeg måske bare grundlæggende uenig med Dansk Folkeparti – det sker tit i mit liv, kan man sige.

Ordføreren.

Næh, jeg opfatter sådan set ikke, at vi har en grundlæggende uenighed om det, for jeg ser også uddannelse som noget godt. Jeg tror bare ikke på, at man har brug for at få to, tre eller flere uddannelser, før man starter sit arbejdsliv. Jeg tror, det kan være rigtig godt at have en uddannelse at starte på og så i løbet af sit arbejdsliv få brug for flere kompetencer og kunne få den uddannelse, der skal til. Det tror jeg faktisk er den måde, man får skabt den største værdi på – både for den enkelte og for arbejdsmarkedet som sådan.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet under denne ordførertale, så jeg giver ordet til Venstres ordfører, hr. Mads Fuglede. Værsgo.

Tak for ordet. Da hr. Marcus Knuth ikke kan være her i dag, spurgte han, om jeg ikke kunne have lyst til det, og jeg må indrømme, at jeg har det lidt ligesom Bill Murray i Groundhog Day – altså, nu troede jeg lige, at jeg havde fået et nyt ordførerskab og skulle videre i teksten, og nu sidder jeg så og diskuterer et lovforslag, som vi har været igennem tidligere. Jeg fandt min gamle tale frem om begrænsning af dobbeltuddannelse, og så må vi jo så tage den derfra. Der kan jeg så også forstå på den tidligere taler, at jeg ikke er den eneste, der har det på den facon.

Men tak for ordet, og tak til SF for at sætte fokus på et vigtigt emne, og det synes jeg det er. Som bekendt er ønsket med beslutningsforslaget at afskaffe aftalen om begrænsning af dobbeltuddannelse. I Venstre mener vi jo, at man skal uddanne sig hele livet, men at man helst skal have sådan en progression i det her uddannelsesforløb og ikke dobbeltuddanne sig. Der skal med andre ord være en udvikling, der sigter mod videreuddannelse, snarere end at man sådan træder til siden i uddannelsessystemet – medmindre man er inden for det område, hvor vi allerede har lavet en ret omfattende liste af muligheder for at få dispensation.

Så når man er bachelor, læser man videre på en kandidat, og sådan synes jeg det er fint nogle gange at sætte forventninger. Og hele den her debat er jeg enig i er en af de allervigtigste, vi overhovedet har, om, hvad det er, der stresser de unge. Vi lever i et af de mest socialt retfærdige samfund i verden, vi har en af de mest fintmaskede velfærdsstater, der overhovedet findes, og alligevel er der angst og præstationsangst derude. Og jeg afviser ikke, at noget af det her kan have en eller anden form for sammenløb med det, men jeg tænker egentlig tit, at det at have klare forventninger måske kan hjælpe på noget af den angst. Altså, uden at jeg tror, at jeg har fundet de vises sten på det område, vil jeg sige, at det at stille krav til hinanden måske ikke er så dårligt.

Vi må godt forvente, at når folk har læst en bachelor, går de videre op i systemet og starter på en kandidat, og hvis de ikke vil det, at de så går ud på arbejdsmarkedet. Når det er sagt, forstår jeg selvfølgelig godt hensigten med SF's beslutningsforslag. Folk skal ikke komme i klemme, hvis de finder ud af, at de har truffet en forkert beslutning. Og jeg er også enig i, at hvis man finder ud af, at ens bachelor og de medfølgende jobmuligheder ikke var noget for en alligevel, eller at man af en eller anden grund sidder og tænker, at man er i gang med at gøre noget, der ikke er noget, man kan sætte sammen med ens egen forventning om at skabe ens egen personlige lykke i tilværelsen og på arbejdsmarkedet, så kunne det selvfølgelig være en mulighed at prøve noget andet. Men det kan man også. Vi har jo lempet begrænsningerne, og nu ved man så bare, at det undervejs er vigtigt, at man er helt sikker på sit valg.

Lad mig i den forbindelse tilføje, at det ærgrer mig, at der er en tendens til at tegne et billede af, at der ikke er nogen fleksibilitet. Men i det omfang, det her skal diskuteres på ny, og det tror jeg vi kommer til, for nu har jeg jo stået her nogle gange med samme problemstilling, i hvert fald sådan i princippet, så tror jeg, vi skal kigge på – og det er måske nemt for mig at sige, når jeg nu forlader det her område bagefter og går over til mit andet ordførerskab – om det ikke er de muligheder for at dispensere, når det har virket et stykke tid, og hvis den her debat ikke lægger sig, man måske skal kigge på igen, når man synes, tiden er til det.

Men Venstre er jo inde i et forløb, hvor vi er i gang med at gøre uddannelserne endnu mere fleksible, og jeg håber også, at det kan betyde, at den her debat ikke kommer til at være en, der fylder så meget og virker som sådan en stor begrænsning derude. Vores ønske er, at man hellere skal øge fleksibiliteten omkring kandidatuddannelserne. Og jeg må indrømme, at hvis nogen kom med 300 mio. kr. eller det, der nu er det beløb, der hører hjemme på det her område, så ville jeg, hvis jeg stadig væk var på området, hellere bruge dem på at gøre kvaliteten i det gældende system bedre end at fjerne den her aftale.

Så Venstre mener derfor, at vi selvfølgelig skal have fleksibilitet i vores uddannelsessystem. Alle skal have mulighed for at udleve deres drømme og visioner om, hvad de vil lave, men vi er også nødt til at sikre, at der er nogle klare forventninger til hinanden, og at man får valgt rigtigt. Vi kan ikke stemme for beslutningsforslaget.

Der er lige nogle få indtegnet til korte bemærkninger, og den første er fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Ordføreren nævner det her med, at når folk tager en bachelor, forventer man, at de så går videre til en kandidatuddannelse. Jeg tænker bare på, om det er sådan, ordføreren ser fremtidens arbejdsmarked, og om man ikke kunne forestille sig, at det ikke altid lige er sådan. Nu nævner ordføreren selv, at Venstre også ønsker noget mere fleksibilitet i vores uddannelsessystem, og jeg synes, at det lyder lidt, som om Venstre argumenterer for noget, som egentlig bare handler om økonomi. Det virker, som om man har fundet en vaccine mod en sygdom, der egentlig ikke er der, at fordi man skulle finde noget økonomi til noget, så fandt man på det her. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om ordføreren tror, at det også i fremtiden vil være sådan, at når man tager en bachelor, så skal man tage en kandidatgrad.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg fik sagt, at når man tager en bachelor, skal man enten ud på arbejdsmarkedet eller læse videre, og det kan så også være til en kandidatuddannelse. Men jeg er helt enig i, at fremtidens arbejdsmarked er et, hvor jeg tror at man skal have en mere fleksibel mulighed, når man læser videre. Og den videreuddannelse, der kommer efter de forskellige trin op i det system, der er nu, skal være meget mere fleksibel, end den er i dag. Det er jo det, vores stærkt visionære og dygtige minister arbejder for at skabe på området, og det glæder mig meget, når jeg sådan ser tilbage på mit tidligere ordførerskab.

Ønsker spørgeren anden korte bemærkning? Der blev sagt nej tak. Den næste til korte bemærkninger er så hr. Jacob Mark, SF.

Jeg synes faktisk, at det var en rigtig god tale, og jeg synes også, at det er spændende, at der ligesom er kommet et eller andet, der minder om en erkendelse af, at det her måske kan have konsekvenser for, hvordan de unge tænker – uanset om man opfatter det rationelt eller irrationelt, at de så tænker sådan. Jeg havde to 9.-klassespiger, der ringede til mig i dag, og som skulle skrive projekt om det her med presset i uddannelsessystemet. De går i 9. klasse, og alligevel nævnte de uddannelsesloftet, hvilket jeg spekulerede over, da de gjorde det. Hvorfor gør I det? – det er jo om lang, lang tid. Men det gjorde de altså.

Så det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at vide, er, om Venstre så kunne være indstillet på at undersøge nærmere, hvad det her uddannelsesloft gør. Det er utrolig svært at få tal på, om det her får nogle studerende til at droppe ud. Det er meget svært at få isoleret det. Påvirker det her de studerendes trivsel? Kunne Venstre være interesseret i, at vi laver en eller anden mindre undersøgelse ude på universiteterne af, hvad det her egentlig gør ved de studerende?

Ordføreren.

Det er min klare opfattelse, at man i ministeriet følger de her tal meget nøje. Når jeg tænker tilbage, synes jeg, at det mest angstprovokerende valg, jeg har truffet i mit eget liv, netop er: Hvad skal man uddanne sig til? Hvad vej skal man i tilværelsen? Jeg forstår godt, at det er svært. Jeg forstår også, tror jeg, at det nok aldrig bliver et valg, hvor man kan fjerne den fornemmelse af tvivl om, hvorvidt man har valgt rigtigt eller ej, og jeg er ikke sikker på, at jeg tror på, at det, at man begrænser dobbeltuddannelse, spiller ind her. Men hvis der kom en undersøgelse, der viste det, vil jeg da også håbe, at rationelle mennesker vil sætte sig ned og kigge på de tal, der viste det, og så tage det til efterretning og kigge på de dispensationsmuligheder, der er, så man kan opretholde den ordentlighed, jeg synes der ligger i, både at man tilbyder unge en uddannelse eller hele tiden at kunne videreuddanne sig, og at man ikke kan uddanne sig i nye retninger sådan i uendelighed, men at man selvfølgelig også kan tage fejl. Og i visse tilfælde er der en grund til, at man skal dispensere fra de gældende regler.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det, som jeg bare tænker vil være problemet med de øgede dispensationer, er, at det ikke giver vished, altså at man så vil sidde og tænke: Kan jeg mon så en dag få dispensation? Det er også derfor, jeg synes, at den lette og ubureaukratiske løsning vil være at fjerne det. Man laver jo normalt store ændringer af uddannelsesområdet med ca. 3 års varsel, men da man indførte det her, gjorde man det bare med et fingerknips – og studievejlederne havde mange steder siddet og vejledt forkert, hvilket gjorde, at nogle unge kom i klemme derude.

Så det er derfor, jeg synes, det kunne være lidt interessant at få en undersøgelse af det, hvor man decideret spørger derude, hvordan det her har påvirket livet for de studerende. Og det tænkte jeg måske i virkeligheden kunne være i alles interesse.

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt fangede spørgsmålet hos hr. Jacob Mark, så han må undskylde, hvis jeg ikke svarer helt konkret på det. Men det er min fornemmelse, at ministeriet følger det nøje, og at der er en stor interesse for at kigge ind i det her område, og det gør man også aktivt ude på uddannelsesinstitutionerne. Hvis der dukker noget op i den forbindelse, tænker jeg også, at man vil reagere på det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere til korte bemærkninger lige nu, og vi fortsætter i ordførerrækken. Den næste taler er fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Og tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag, som jo netop handler om en forhandling med henblik på at afskaffe uddannelsesloftet. Det er en forhandling, som vi i Enhedslisten meget gerne vil deltage i, fordi uddannelsesloftet for os at se er en komplet elendig opfindelse.

Uddannelsesloftet afskærer mange unge fra muligheden for at få den uddannelse, de drømmer om. Det afskærer muligheden for at vælge om for de unge, der har truffet det forkerte valg. Og det afskærer uddannelsesmulighederne hos de unge, som vurderer, at endnu en uddannelse kan styrke deres faglighed.

Uddannelsesloftet giver også et velfærdstab, for nogle gange giver det altså mening, at en pædagog gerne vil uddanne sig til lærer, eller at en sygeplejerske gerne vil uddanne sig til jordemor. Det giver dem en ekstra viden, det giver dem flere kompetencer, som er til gavn for os alle og for vores velfærdssamfund.

Uddannelsesloftet bygger barrierer ind i vores uddannelsessystem, selv om det, vi har brug for, er fleksibilitet. Fleksibilitet er måske et ord, som mange af os, der er til stede i salen i dag, tit bruger, når vi snakker om uddannelse, og der er i hvert fald en eller anden grundlæggende enighed om, at det er det, der er brug for. Uddannelsesloftet giver præcis det modsatte. Vi har brug for et fleksibelt uddannelsessystem og ikke et uddannelsessystem, som låser unge mennesker i beslutninger, de træffer, når de bliver studenter. For der skal være plads til at lave fejl, og uddannelsesloftet betyder, at der kun er plads til at gå den lige vej gennem uddannelsessystemet; at der ikke er plads til at træde ved siden af; at der ikke er plads til at vælge om.

Men det mest alvorlige ved uddannelsesloftet mener jeg er den stress og det pres, det giver alle unge, der skal vælge uddannelse. For lige pludselig bliver man konfronteret med, at uddannelse er et valg, som det er meget, meget svært at gøre om, og det giver et kæmpe pres, som jeg virkelig tror er skadeligt for de unge mennesker, der i forvejen oplever et meget stort pres fra samfundet.

Min og Enhedslistens holdning er, at uddannelse skal åbne døre – og ikke lukke dem, sådan som uddannelsesloftet gør. Vi arbejder for et uddannelsessystem, hvor der er plads til at lave fejl, hvor der er plads til at tænke sig om, og hvor man kan uddanne sig hele livet. Derfor er jeg jo også glad for, at der i dag har været en tilkendegivelse fra den socialdemokratiske ordfører om, at hvis der kommer et nyt flertal efter et valg, så bliver det her loft fjernet.

I Enhedslisten støtter vi det her beslutningsforslag. Vi indgår meget gerne i forhandlinger om, hvordan vi kan afskaffe loftet – både før og efter et folketingsvalg.

Tak til ordføreren, der er ikke nogen indtegnet, så vi fortsætter i talerrækken. Og den næste er ordføreren for Liberal Alliance, hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at i Liberal Alliance deler vi forslagsstillernes ønske om at afskaffe begrænsningen af dobbeltuddannelse. Jeg var faktisk til stede under fru Mette Reissmanns tale – jeg sad blot i grebningen og nød en kop kaffe og nød den gode ordførertale – så jeg har hørt, hvad der er blevet sagt her om vores sommergruppemøde.

Det er klart, at mange studerende, eller nogle studerende i hvert fald, kan opleve det som en begrænsning af deres frihed, at de ikke kan tage parallelle uddannelser. Som jeg også har sagt ved flere lejligheder, og som hr. Jacob Mark også har holdt mig fast på, har jeg faktisk selv en dobbeltuddannelse, så det ville jo være en anelse hyklerisk, hvis jeg var meget imod det. Og derfor har vi så også foreslået at fjerne den begrænsning, der er med forbuddet mod dobbeltuddannelse.

Hvis den dag skulle komme, hvor reglerne mod dobbeltuddannelse bliver fjernet, så tror jeg imidlertid ikke – og det er jo meget underligt – at der er nogen som helst diskussion om stress eller om, at det er svært at være ung, eller at det er svært at tage en uddannelse, der vil forstumme. Jeg tror heller ikke, der er særlig mange, der vil komme til at bruge det, for den sum, som det kostede at tilbyde dobbeltuddannelse, var vel knap et par procent af de penge, vi samlet set bruger på at uddanne unge mennesker. Så det har aldrig været særlig populært at tage en dobbeltuddannelse.

Jeg tror såmænd også, at de mennesker, som godt kan lide at tale om stress i uddannelsessystemet, nok skal finde nogle andre anledninger til at tale stress op. Så derfor tror jeg ikke, forslaget kommer til at fjerne stress. Men hvis vi for et begrænset beløb kan skære lidt ned på antallet af behandlinger her i salen, er pengene måske godt givet ud af alligevel.

Men når vi så ikke kan støtte beslutningsforslaget, sådan som det foreligger, så er det, fordi der jo altså er et finansieringsproblem, som skal løses, og det er et finansieringsproblem, som navnlig ligger Venstre og Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet på sinde. Begrænsningen af dobbeltuddannelse er jo navnlig disse tre partiers, og derfor er det selvfølgelig også kun rimeligt, at man sætter sig ned og finder en løsning i fællesskab, hvor den her finansiering bliver fastholdt. Og før der er den her alternative finansiering, sådan at man kan opretholde det ønske, som et meget stort politisk flertal har, om at indrette dagpengesystemet på en given måde, så kan vi, når det kommer til stykket, ikke bakke beslutningsforslaget op.

Tak. Der er en enkelt til kort bemærkning. Hr. Jacob Mark, SF.

Det er jo vældig heldigt, at jeg havde taget højde for den bekymring, at der skal findes en finansiering, og at det skal findes i aftalekredsen. Det er jo derfor, jeg hverken har genfremsat tidligere forslag eller borgerforslaget, men noget så pragmatisk som et oplæg til forhandling. Jeg har simpelt hen på vegne af SF fremsat et forslag, der handler om at indkalde til forhandlinger for at se, om man kan afskaffe uddannelsesloftet; se, om man kan blive enige om en finansiering. Det var det, som jeg håbede at LA nu, hvor de ikke længere er for uddannelsesloftet, i hvert fald ikke ude i pressen, ville være med på. Men det lyder ikke til, at man har kunnet presse regeringen til det. Men jeg vil høre, om ordføreren er opmærksom på, at det ikke er selve loftet, jeg foreslår afskaffet. Det er et forslag om, at vi skal sætte os sammen og forhandle.

Ordføreren.

Ja, det er jeg opmærksom på. Men der er også et stort flertal i Folketinget, som tilsyneladende mener, at det ikke gør noget, at det går meget, meget langsomt med at gennemføre reformer. Så vi går ned i gletsjertempo med reformer, og så kommer det jo nok på et eller andet tidspunkt.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Så er det jo godt, at LA altid er der til at piske stemningen og farten op igen. Hvis det her virkelig ligger LA på sinde – og jeg så, at LA's politiske ordfører var ude på de sociale medier forleden og sige, hvor vigtigt det var at få afskaffet uddannelsesloftet – så ville det jo være nærliggende, at LA selv pressede tempoet lidt i vejret. Så hvis ikke nu, så hvornår? fristes jeg til at spørge. Hvis det ikke bliver før et valg, vil man så være indstillet på straks efter et valg at sætte sig sammen og forsøge at finde en alternativ finansiering?

Ordføreren.

Nu kan jeg jo ikke svare på, hvor meget politisk kapital mit parti vil have efter et valg. Så vi må jo først se på, hvor meget politisk kapital vi i det hele taget har, når valget er overstået, og så må vi overveje, hvad vi vil bruge den til. Men det er da en af tingene, det er helt klart.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere til korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak. Her fra min plads og fra Alternativet skal der i hvert fald lyde et klart og tydeligt ja tak til beslutningsforslaget.

Jeg tror ikke ligesom den tidligere ordfører, at man taler stress op. Der blev sagt, at det vil man gøre, uanset det her bliver ændret eller ej. Vi tror i Alternativet, at uddannelsesloftet er med til at skabe stress og frustration omkring uddannelsesvalget, for hvad nu, hvis man vælger forkert? Vi tror på den gruppe af unge, som ytrer, at de føler sig enormt pressede og føler sig stressede på grund af de mange valg, de står over for i forbindelse med deres uddannelse.

Dansk Magisterforening lavede en undersøgelse, der viste, at stressniveauet blandt de studerende på universiteter og professionshøjskoler er højt. 90 pct. svarede, at de har oplevet stress inden for det seneste semester. 23 pct. angav, at de i løbet af det seneste semester havde følt sig stressede en stor del af tiden. Så det mener vi at vi skal tage meget alvorligt.

Uddannelsesloftet er for mig at se det sidste skud på stammen i en lang række politiske tiltag, som sætter unge under et større pres. Vi ved, det går ud over deres trivsel, og i bund og grund handler det jo om, om de unge føler, at de kan finde mening med deres liv. Det er svært at træffe et så afgørende valg, der påvirker så mange år ud i fremtiden, og det er svært at føle sig låst fast i en hverdag, hvor man ikke oplever, at det giver mening. Derfor skal vi have mere fleksibilitet tilbage i vores uddannelsessystem. Det ved jeg at de studerende selv synes, og det glæder mig også, at ministeren har fokus på det her med, at vi skal have noget mere fleksibilitet ind i vores uddannelsessystem.

Da loftet blev indført, så vi jo en reaktion fra rigtig mange, der følte sig ramt. Nu bliver der nævnt, at det ikke er et særlig stort antal. Jeg tror, at dem, der bliver ramt, nok er lidt ligeglade med, hvor store tal vi kan slynge ud her. Vi så demonstrationer, vi så underskriftsindsamlinger, vi så et borgerforslag i Folketingssalen fra de unge selv. Så jeg synes, vi skylder de unge at lytte. Vi skylder dem at have adgang til en uddannelse – samme adgang, som vi selv har haft, os, der sidder her i Folketingssalen. Vi skylder dem tryghed i uddannelsessystemet. Vi skylder dem et fleksibelt uddannelsessystem, som tager hensyn til, at man kan tage fejl. For det er nemlig en rigtig god ting at tage fejl. Det er det, vi lærer noget af, og det er det, vi skal lære de unge – at det er rigtig godt at tage fejl – og det skal understøttes i vores uddannelsessystem.

Så jeg vil sige, at det glæder mig, at siden borgerforslaget i foråret var på, har både Liberal Alliance og Socialdemokratiet ændret syn på det. Det glæder mig rigtig meget. Så hvis nogen skulle være i tvivl, vil jeg sige endnu en gang, at Alternativet stemmer for beslutningsforslaget. Tak.

Selv tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så den næste ordfører er fra Radikale Venstre, og det er fru Sofie Carsten Nielsen. Værsgo.

Jeg tror, der var flere, der tidligere her i debatten var inde på, at uddannelsesloftet hører fortiden til. Måske er det vigtigste signal, der er blevet sendt fra debatten om indførelsen af uddannelsesloftet, at det var dengang, hvor man sagde: Skomager, bliv ved din læst. Men vi skal jo ikke tilbage i tiden, vi skal fremad, hvad angår uddannelse, for vi kan ikke blive kloge nok. Og vi ved det godt, vi taler om det hele tiden. Ministeren er meget engageret i den debat, der handler om fremtiden for det, der kunne være mine sønners folkeskoleklasser. De går i 3. og 6. klasse, og der skal to tredjedele af deres kammerater ud på et tidspunkt og have nogle jobs, som vi slet, slet ikke har navn på endnu. Vi kender dem ikke. Det betyder, at de skal ud i en verden, der er præget af forandring, og hvor det eneste, vi virkelig ved er vigtigt, er, at man skal kunne flytte sig. Det hjælper uddannelse fuldstændig afgørende til med, især i det samfund, vi har, og som vi er stolte af at have bygget op.

Men uddannelsesloftet betyder jo, at hvis du har taget én videregående uddannelse, f.eks. en professionsbachelor, så kan du ikke tage en uddannelse på det samme eller på et lavere niveau. Der er nogle undtagelser, men det er det grundlæggende princip, og det er det, de tydeligt har hørt helt ude i 8. klasserne. Det forhindrer jo en bachelor i sociologi i f.eks. at begynde på en anden bacheloruddannelse, som måske ville give mening. Vi har set masser af eksempler på det. Også selv om der findes meritlærere og andre ting, er der masser af veje, der nu er lukket. For mig er det altså en gammeldags og forstokket måde at gå til uddannelse på. Det er faktisk ægte smagsdommeri, fordi det udelukkende handler om, om eksamensbeviset peger opad, og om man ligesom kan klatre videre op ad en eller anden stige. Det er en meget, meget traditionel tankegang, hvor uddannelse hele tiden er noget, hvor man bygger ovenpå, men sådan er det jo ikke. Det kan give mindst lige så god mening at gå til siden, gå ud og komme ind igen, gå ned, gå op eller gå rundt.

Altså, uddannelse er ikke længere bare sådan noget, som man kun lægger oven på noget andet, og heldigvis for det, for vi har brug for meget mere af det andet. På den måde synes jeg, at tilhængerne af loftet ignorerer, hvad det egentlig er, der skaber værdi, og måske allermest, hvad det er, der skal skabe værdi i fremtiden i vores samfund. Det er menneskers drømme, det er menneskers ambitioner, det her handler om, og end ikke fra et økonomisk synspunkt synes det at give særlig meget mening. Altså, det var alene 15 mio. kr., der blev hentet til dagpengesystemet i 2017. Jeg er med på, at det er mere fremadrettet. Dagpengeaftalen skal selvfølgelig finansieres. Det vil vi også i Radikale Venstre.

Der er nogle ting med det her loft, som er blevet ekstremt tydelige for mig. Den ene er det her med »skomager, bliv ved din læst«, og det andet er den her ensretning, der er fulgt med det. Hvad angår de mange, der dropper ud af deres uddannelser, er det pludselig blevet sådan noget med at sige: Du kan bare droppe ud! Nu går borgerlige politikere og taler om, at man jo bare kan lade være med at gå til eksamen. Det er da en vildt mærkelig tilgang til uddannelse at rådgive mennesker til at lade være med at gå til eksamen ud fra det argument, at så kan de bare smutte videre. Det er da også spild af ressourcer.

For mig er uddannelse ikke bare sådan en omfordeling. Det handler virkelig grundlæggende om værdipolitik, fordi det er frihed for den enkelte og guld for samfundet. Jeg tror egentlig, at vi i den her kreds er enige i, at det er nøglen til indsigt, til refleksion og til overblik og noget af det, der ruster os allerallerbedst til fremtiden.

Det er menneskeligt at tage fejl, kære regering, og se, at konsekvenserne er blevet nogle andre. Jeg synes, at Venstres indskiftede ordfører havde nogle rigtig fine refleksioner over det. Det blev nogle andre konsekvenser end dem, man måske havde regnet med, og det at forstå unge mennesker og uddannelseskultur i denne uddannelsestankegang er måske ikke lige centraladministrationens spidskompetence, og det skal vi tage højde for her. Venstres ordfører sagde også, at Venstre er inde i et forløb om mere fleksibilitet i uddannelserne. Lad endelig det forløb fortsætte. Han sagde også, at debatten om det her uddannelsesloft gerne må fylde mindre, men sådan fungerer verden jo altså bare ikke. For den her debat foregår vitterlig ude i virkeligheden. Den foregår hos de studerende, hos underviserne, hos forældrene og endda hos skoleeleverne. Det er rigtige og virkelige mennesker, der savner nogle svar på deres problemer. Det er ikke et spørgsmål om noget håndtrykslovgivning, vi har fundet på herinde.

Så helt ærligt: Jeg kan høre på alle ordførerne hele vejen rundt, også regeringens ordførere, at der ikke er nogen, der udviser nogen dybtfølt kærlighed til det her uddannelsesloft, og det forstår jeg udmærket. Skulle vi så ikke sætte os sammen og vedtage det her meget pragmatiske beslutningsforslag om i det mindste at forhandle om det? Jeg er sikker på, at det kommer. Hvis ikke det kommer før et valg, kommer det efter et valg, og så kunne vi jo sådan set lige så godt gå i gang og vise, at vi gerne vil arbejde på at løse problemet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vil jeg give ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak. Mette Thomsen læser arabiske studier, og under flygtningekrisen tænkte hun, at hun egentlig gerne ville hjælpe til på de danske hospitaler, for hun kan se, at de var presset, og det var svært under flygtningekrisen at kommunikere med dem, fordi de ikke kunne sproget, og så tænkte hun, at når hun var færdig med de arabiske studier, ville hun gerne være sygeplejerske, men selv om vi mangler sygeplejersker i Danmark, kan hun ikke blive det. Der er Louise Baagøe, som er fysioterapeut, og hun har i sin praktik fundet ud af, at hun har en særlig interessere for kirurgi og gerne vil læse medicin, men selv om vi kommer til at mangle læger og kirurger, kan hun ikke få lov til det. Der er Andrea Dalsgaard, der har en drøm om at læse psykologi, og som startede på dansk med sidefag i psykologi i håbet om så senere at komme ind på psykologi, men den mulighed har man lukket ned for. Der er Benedicte Smith-Sivertsen, som læste filosofi, og som tænkte, at det kunne være spændende at blande det med molekylær biomedicin, fordi hun ikke tror på faggrænser og tænkte, at de fag kunne spille ind på hinanden på en spændende måde, men det kan hun heller ikke få lov til.

De her eksempler på folk, der er kommet i klemme, er rigtige eksempler, og jeg har læst dem op før, men jeg synes ikke, de er mindre relevante i dag. Som flere ordførere har sagt, har vi jo stået her før og har haft den her debat, og jeg vil gerne give det politikerløfte i dag, at vi bliver ved med at stå her. Ikke sådan fra dags dato og så frem, men vi kommer til at stå her igen og igen og igen, indtil det her uddannelsesloft bliver afskaffet, og det er jeg sikker på det gør – hvis ikke nu, så efter et valg.

Men det, som jeg også synes er sket siden sidst, er, at Socialdemokratiet har været ude at sige, at man godt kan se, ligesom mange andre ordførere har sagt det i dag, at vi presser de unge, og at de unge er stressede. Den stress kommer både indefra og udefra, og det vil man ændre på, så derfor vil man afskaffe uddannelsesloftet. Tak til Socialdemokratiet. LA har været ude at sige, at det i virkeligheden nok ikke var staten, der skulle bestemme, hvor mange uddannelser man skulle tage, for studerende er frie. Tak til LA. Jeg mangler lige at se lidt handling, men jeg håber, det kommer. Vi har fået flere målinger ude fra universiteterne, vi har fået flere målinger fra nogle af dem, der repræsenterer de studerende, der viser, at uddannelsesloftet har en negativ effekt på de studerendes trivsel. Så jeg synes egentlig, der er sket ting, som gør det relevant at stå her i dag igen.

Men jeg tænkte også, at det nok ville være svært at lokke det ærede Folketing til at stemme for forslaget, som det lå, hvis jeg bare foreslog at afskaffe uddannelsesloftet, så jeg tænkte over, hvad jeg kunne lokke mine meget pragmatiske kolleger med. I det mindste må man da kunne lokkes til at gå ind i nogle forhandlinger og sige, at kan vi finde en alternativ finansiering, kan vi måske afskaffe uddannelsesloftet. Det er egentlig det, der ligger i det her forslag. Jeg har mange gange måttet forklare, at det her forslag altså ikke var om en afskaffelse af uddannelsesloftet, men simpelt hen bare om en fælles tilkendegivelse om, at vi kunne gå ind i det forhandlingsrum, hvor vi afskaffer uddannelsesloftet, men ikke engang det var der opbakning til.

Ministeren siger, at vi har rigtig, rigtig god vejledning i Danmark, og derfor er der måske ikke så stor grund til at være bekymret. Problemet er bare, at man har skåret på vejledningen. Ved den sidste erhvervsuddannelsesreform, og den var vi endda selv med til – bare så der er meldt rent ud her – skar man på vejledningen, og faktisk har der været rigtig mange undersøgelser efterfølgende, der har vist, at vi ikke får vejledt på den måde, vi skal, at der er rigtig mange unge, der slet ikke ved, når de bliver vejledt, og at vi har en hel gruppe af dem, der er uddannelsesparate, som ikke bliver vejledt. Dem på ungdomsuddannelserne modtager nærmest ikke nogen vejledning, og hver gang vi snakker om, om ikke vi kunne indføre vejledning efter en endt ungdomsuddannelse, bliver det bare afvist. Så jeg ved ikke, hvor ideen om den der gode vejledning, også senere hen i uddannelsessystemet, kommer fra. Faktisk var der rigtig mange studerende, der kom i klemme på grund af manglende vejledning.

Så siger ministeren, at det er meget få, og en anden ordfører siger, at det jo aldrig har været særlig populært at tage to uddannelser. Hvad er så problemet? Hvorfor er der så brug for det her loft? Det er jo det, vi har prøvet at sige fra starten. Man har indført noget, som skaber pres, stress, og som ikke er godt for vores uddannelsessystem, og som strider mod statsministerens egen tænkning om, at man skal kunne uddanne sig hele livet. Og for hvad, for der var meget få, der egentlig tog to uddannelser? Så siger ministeren, hvad jeg blev lidt provokeret af, nemlig at de studerende skal lade være med at tro, at det lige præcis rammer dem – lad være med at tro, at det rammer dig. Problemet er bare, at man ikke ved, hvornår man bliver ramt af noget, og det er sådan, det er med usikkerhed og tvivl, og det er derfor, det ikke er nok bare lige at give lidt ekstra dispensationer, som Venstres ordfører foreslår.

Når der er 8. klasser eller 9. klasser, som det var i dag, der ringer til mig og siger, at de føler sig presset, fordi de kan blive ramt af det der uddannelsesloft, får jeg da også lyst til at sige: Rolig nu, risikoen for, at I bliver ramt af uddannelsesloftet om mange år, er nok ikke så stor. Men jeg tror bare, at når man ser uddannelsesloftet i en sammenhæng, hvor man også har nationale test, mange flere end nogen sinde før, mere PISA-deltagelse end nogen sinde før, uddannelsesparathedsvurdering eller ikkeuddannelsesparathedsvurdering, mere karakterræs og karakterbonusser, så summer det sig op til at være et stort pres, som jeg mener vi skal lade de unge slippe for. Derfor mener jeg, at uddannelsesloftet er et rigtig godt sted at starte.

Jeg vil også sige, at vi selvfølgelig vil arbejde videre i udvalgsbehandlingen og prøve at få skrevet en eller anden form for beretning eller i det mindste lave en betænkning, og der kunne jeg egentlig godt tænke mig, at hele den røde eller rød-grønne blok, eller hvad vi skal kalde de fem partier, der er i oppositionen, sammen markerer, at det her vil vi ændre efter et valg. Jeg håber egentlig, at Liberal Alliance, der både på deres sommergruppemøde og på sociale medier og alle mulige andre steder har sagt, at det vil de også kunne være med til, også er med, hvis det er til efter et valg.

Netop fordi jeg håber og tror på, at Liberal Alliance vil være med til det, vil jeg også læse mit yndlingscitat fra hr. Henrik Dahl op. Jeg har læst det op før, men jeg synes, det er sigende for, hvorfor et uddannelsesloft ikke hører til i dansk uddannelsespolitik. Det lyder: Jeg har selv to kandidatgrader, og jeg har dem i to fag, der absolut intet har med hinanden at gøre, nemlig filmvidenskab og sociologi. I nogle perioder har jeg levet af den ene grad, og i andre perioder har jeg levet af den anden, og det er nok mest den sidste, jeg har levet af. Men uanset hvordan og hvorledes ville jeg ikke være den, jeg er, hvis ikke jeg havde begge mine kandidatgrader, og det har været til utrolig stor gavn både for mig som person og for staten i form af skatteindbetalinger.

Jeg tror, jeg vil gøre det til en tradition at læse det meget rammende citat op for, hvorfor man skal afskaffe uddannelsesloftet, indtil det lykkes os at afskaffe uddannelsesloftet. Tak.

Selv tak til ordføreren, og der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.