Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 21:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til klage over utilstrækkelig støtte i folkeskolen til børn med under 9 timers støttebehov.

Af Jakob Sølvhøj (EL) m.fl.

(Fremsættelse 23.10.2018).

Forhandlingen er åbnet, og vi starter med at give ordet til undervisningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Tak til Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslag nr. B 21, som handler om forældres ret til at klage over manglende støtte til deres børn. Med forslaget pålægger Enhedslisten regeringen at fremsætte de nødvendige forslag, der giver forældre til børn, der har behov for under 9 timers ugentlig støtte i folkeskolen, mulighed for at få deres klager over den tildelte støtte behandlet af Klagenævnet for Specialundervisning. Regeringen kan ikke støtte forslaget.

Enhedslisten begrunder forslaget med, at det efter deres opfattelse ikke er rimeligt, at forældre til en folkeskoleelev, der er tildelt mindre end 9 timers støtte, ikke har mulighed for at få prøvet en klage ved Klagenævnet for Specialundervisning. Forslagsstillerne henviser bl.a. til, at FN's handicapkomité har anbefalet, at alle børn med handicap kan indgive klage til en uafhængig myndighed.

Jeg vil gerne indlede med at slå helt fast, at alle børn med særlige behov og handicap har krav på at få et undervisningstilbud, der står mål med deres behov, og de har krav på at få den nødvendige støtte. Det er i denne sammenhæng væsentligt at sondre mellem støtte og specialundervisning. Hvis forældre mener, at deres barn har behov for specialundervisning, kan de klage til Klagenævnet for Specialundervisning, uanset at deres barn får støtte i under 9 timer ugentligt. Denne ret til at klage har været gældende både før og efter inklusionslovgivningen, som den socialdemokratisk ledede regering fremsatte i 2012, og som S, SF, RV, V, KF og LA stemte for.

Det er sådan, at jo længere væk man er fra elevernes hverdag, desto sværere er det at vurdere de enkelte elevers behov. Regeringen mener derfor ikke, at en statslig klageinstans skal træffe beslutning om, hvorvidt en elev har behov for at komme på et læsekursus, eller i hvor mange timer eller i hvilke fag der skal være en ekstra lærer i klassen. Det er heller ikke en statslig klageinstans, der skal beslutte, om den pædagog, der står for frikvarteret, har kompetencer eller dømmekraft til at vurdere, om eleverne har en god leg, og om alle elever har mulighed for at være med. Det er og bliver de professionelle, der lokalt og tæt på eleverne skal træffe den slags beslutninger. Det bør ikke være et klagenævn, der er alt for langt fra skolens hverdag og praksis.

Enhedslistens forslag om at give mulighed for at klage over støtte under 9 timer ugentligt til eleverne i folkeskolen vil reelt indebære indførelse af en generel klageadgang over skolelederens pædagogiske afgørelser til en statslig klageinstans. I dag har skolelederen den administrative og pædagogiske kompetence til at træffe alle konkrete beslutninger om skolens elever inden for de mål, rammer og principper, som kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen har fastsat. Enhedslistens forslag vil være et væsentligt brud med det.

Støtten til elever med mindre støttebehov kan tilrettelægges på mange forskellige måder alt efter de konkrete behov hos eleverne på skolen. Det kan være gennem undervisningsdifferentiering, holddannelse, tolærerordning, co-teaching, faglig støtte i klassen, supplerende undervisning og personlig assistance.

De gode beslutninger træffes som sagt bedst tæt på eleven og forældrene på den lokale skole. Det er skolelederen, der har ansvaret over for eleven, og det er også skolelederen, der står til ansvar over for skolebestyrelse og kommunalbestyrelse. Det vil regeringen ikke ændre på. Regeringen mener, at det fortsat skal være en lokal beslutning. Støtte kan dække over mange forskellige ting, og det vil kunne føre til en meget uheldig udvikling, hvis vi åbner op for, at man kan klage over skolelederens daglige beslutninger, som jo i praksis træffes i tæt samarbejde med lærere og pædagoger.

Regeringen anerkender, at elever, forældre og skoler kan se forskelligt på, om elever får den fornødne støtte i skolen og på det rigtige tidspunkt. Et aktuelt eksempel er elever med ordblindhed, der ikke bliver opdaget i tide, og lærere, der mangler den nødvendige viden om at støtte eleven. Men løsningen her er ikke at statsliggøre skolens undervisning og pædagogiske valg gennem udvidelse af klageadgangen til et statsligt klageorgan – det er virkelig svært at tale, når der er nogle, der taler nede i salen; det er meget svært at koncentrere sig.

Vi skal bruge helt andre metoder til at støtte kommunerne i at træffe de gode valg til elever med mindre støttebehov. Det kan være gennem udvikling af redskaber som ordblindetesten, formidling af den nyeste viden og styrkelse af den pædagogiske og psykologiske rådgivning.

På baggrund af dette kan regeringen ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Hr. Jakob Sølvhøj, værsgo.

Ministeren siger, at jo tættere man er på barnet, desto bedre er man i stand til at vurdere barnets behov. Det er jeg sådan set ikke uenig i. Det er meget naturligt at tænke det sådan. Dem, der vil være allertættest på at vurdere barnets behov, er vel dybest set barnets forældre, som er sammen med barnet hver eneste dag. Og vi hører jo fra en lang række organisationer, der organiserer forældre til børn og unge med handicap, at de synes, der er problemer med, at skolerne ikke i tilstrækkeligt omfang tilgodeser de behov, som børnene har. Jeg går ud fra, at ministeren er enig i, at forældrene er dem, der er allertættest på børnene, og når de nu formulerer et behov for, at der skal være en mulighed for at klage, hvis de er uenige med skolens ledelse, er det så ikke netop at tage højde for, at dem, der er tættest på barnet, også er dem, der får en stærkere indflydelse på, hvordan barnets behov dækkes ind?

Ministeren.

Jo, og som jeg sagde i min tale, er det jo sådan, at hvis forældre mener, at deres barn har behov for specialundervisning, så kan de klage til Klagenævnet for Specialundervisning, uanset at deres barn får støtte i under 9 timer ugentligt; sådan skal det jo være. Det, som vi stiller os noget mere tvivlende over for, er jo, hvorvidt man skal klage over helt almindelige pædagogiske afgørelser i hverdagen, og der mener vi simpelt hen, at det er bedst, at mandatet ligger lokalt.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Altså, det er rigtigt, at det kun er specialundervisning, man kan indbringe en klage over, men ministeren er jo, som jeg, fuldt opmærksom på, at man omdefinerede specialundervisningsbegrebet i forbindelse med inklusionsreformen, sådan at har man et støttebehov på 9 timer eller derover, kan det defineres som specialundervisning, men er det derimod 1 time mindre, så kan man ikke. Synes ministeren ikke, at det er en underlig skelnen, at for det barn, der har behov for 9 timers støtte, kan forældrene klage over indholdet af den støtte, de får, men hvis barnet har behov for 1 time mindre, altså her 8 timer, så er forældrene afskåret fra at klage, hvis de ikke synes, at barnet får den rigtige støtte? Er det ikke en underlig rigid grænse at sætte for forældrenes indflydelse på støtten til deres eget barn?

Ministeren.

Der kan sagtens være eksempler, hvor forældrene oplever det som uretfærdigt, men jeg synes også, at det er fornuftigt, at der er en grænse et sted, hvor der også er mulighed for, kan man sige, at træffe beslutningerne lokalt. På de frie skoler er der endnu friere rammer for, hvordan man kan tilrettelægge det, og det kommer der altså nogle gange nogle meget fine løsninger ud af, altså at man tager ansvaret på sig lokalt, og at det ikke bliver gjort til, kan man sige, noget meget formalistisk. Så jeg tror faktisk, at det er vigtigt også at have et rum for, at mandatet bevares lokalt.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Jeg læste lige i bemærkningerne til forslaget, at FN's handicapkomité sådan set kritiserer Danmark for det her, altså for, at når man har over 9 timers tildelt støtte, kan man klage, og det kan man ikke, hvis det er under 9 timer. Jeg kunne egentlig godt tænke mig en faglig vurdering af, hvorfor det lige er 9 timer. Hvad er egentlig ræsonnementet i, at hvis man har fået tildelt over 9 timers støtte, er man berettiget til at kunne klage, men det kan man ikke, hvis man f.eks. har 8 timers støtte? Hvorfor ligger snittet der? Og er der ikke ræson i at lytte til FN's handicapkomité i forhold til den kritik, de giver Danmark?

Ministeren.

Som jeg sagde i min tale, kan man, hvis der er behov for specialundervisning, klage til Klagenævnet for Specialundervisning, uanset at barnet får støtte i under 9 timer ugentligt. Så den mulighed skal der jo være. Det, der her er en grænse for, i forhold til de almindelige pædagogiske beslutninger, som man træffer i hverdagen, om helt almindelige pædagogiske afvejninger, mener vi er fint ligger lokalt. Det betyder jo ikke, at man som forælder ikke kan henvende sig både til skolelederen, skolebestyrelsen og også til forvaltningen, hvis man oplever, at ens barn ikke får den undervisning, som er formålstjenligt.

Spørgeren.

Så har jeg bare et opklarende spørgsmål, og det er: Når man godt kan klage, hvis der er behov for specialundervisning, uagtet at det ligger under 9 timer om ugen, er det så ikke, fordi man kan klage, hvis man mener, at barnet burde have mere end 9 timers specialundervisning om ugen, og ikke over indholdet af de f.eks. 7 timer, man har fået? Er det rigtigt forstået?

Ministeren.

Jeg er ikke sikker på, jeg forstod spørgsmålet. Det er jo sådan, at alle børn, som har et handicap eller særlige behov, har krav på at få et undervisningstilbud, der står mål med deres behov, og de har krav på at få den nødvendige støtte.

Så siger vi tak til ministeren og tager fat på ordførerrækken, og det er fru Julie Skovsby, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. I Socialdemokratiet ser vi retfærdigheden i en mere ligelig behandling af børn med støttebehov, uagtet hvor mange timer der påkræves. Derfor ønsker vi i højere grad, at der skal være et større politisk fokus på styrkelsen af dialogen mellem forældre, lærere og ledelse i folkeskolen.

Der udestår i dag en enorm opgave med at løfte alle vores børn med særlige behov i folkeskolen. Det gælder både dem, der har behov for under 9 timers støtte, og dem, der har behov for mere. Den opgave kræver en holistisk indsats, hvor vi får afdækket, hvordan vi forbedrer vores inklusionsindsats for alle skoler.

Forslaget, som vi behandler i dag, omhandler klagemuligheden for forældre til børn med mindre end 9 timers støttebehov. Det er en betydelig problematik, og vi støtter op om den gode intention. Vi noterer os samtidig, at Danske Handicaporganisationer har udtrykt et ønske herfor. Som udgangspunkt mener vi ikke, at der skal være stor forskel på mulighederne for elever med over og under 9 timers støttebehov.

Dog mener vi ikke, at klager skal være det første, man griber til. Der skal forinden have været et samarbejde mellem forældre, lærere og ledelse. Hvis dette ikke har løst problemet, kan PPR eventuelt inddrages i sagen, og først herefter skal klageadgangen kunne benyttes. Der skal dermed have været en proces, inden muligheden for klager åbnes. Desuden er det afgørende for os i Socialdemokratiet, at økonomien stemmer overens med den opgave, som stilles i folkeskolen. Derfor er Socialdemokratiet mere interesseret i at få lavet en defineret dialogplan. Vi ser gerne tiltag som klassekonference, hvor lærere og ledere skaber handleplaner for den enkelte elev, fordi det vil give mindre anledning til klager over forholdene for de pågældende elever.

Desuden mener vi, at en øget brug af tolærerordninger kan bidrage til løsningen af problemet. Socialdemokratiet støtter derfor den gode intention, men stemmer imod forslaget, da vi tror på, at en stærkere dialog er mere afgørende end et udvidet klagesystem, ligesom der er behov for en mere helhedsorienteret vurdering af, hvad der fungerer og ikke fungerer for specialområdet i folkeskolen, i samarbejde med områdets organisationer.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg forstår simpelt hen ikke synspunktet om, at det at lægge vægt på dialogen er uforeneligt med det at kunne klage. Der er sådan en fin lille forældrepjece om specialundervisning til elever i folkeskolen – det er jo så dem, der har behov for 9 timer eller mere – og man kan gå ind og kigge på, hvad der står i den. Hvad gør jeg, hvis man mener, at mit barn har brug for specialundervisning? Du kontakter klasselæreren eller skolens leder osv. Hvem vurderer, om et barn har brug for specialundervisning? Det gør skolelederen osv., og man kan også inddrage PPR. Altså, det ligger der jo alt sammen i dag. Jeg er da selvfølgelig helt enig i, at det ikke skal handle om, at vi fremmer en amerikansk kultur, hvor man starter med at klage og man så drøfter sagen bagefter. Selvfølgelig er dialogen det allervigtigste, men hvorfor er det kun intentionen? Hvorfor er det, at Socialdemokratiet faktisk ikke støtter det, hvis dialogen ikke lykkes, hvis man ikke når frem til en fælles løsning mellem forældrene og skolen? Hvorfor er det så, at forældrene skal afskæres fra at klage, hvis behovet er mindre end 9 timer? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Det er meget vigtigt for os at sige, at klagen skal være den sidste udvej. Det skal være det allerallersidste, man griber til. Vi vil meget hellere have det, der ligger forud, altså det, der er dialogen. Vi ser det ikke som hinandens modsætninger, vi ser det ikke som et enten-eller. Vi ser det, som at det er det, der går forud, altså dialogen, der er det vigtigste. Det er der, vi skal lægge indsatsen, og det er der, hvor det skal fungere bedre. Og det er ikke kun forældrene, det handler om. Det handler også om den treenighed, som jeg talte om, altså at det er forældrene, det er lærerne, og det er ledelsen i folkeskolen, der sammen i hverdagen skal finde løsningerne. Vi nævner PPR som en af de muligheder, hvor en læsevejleder f.eks. kan komme indover. Der er så mange andre lokale løsninger, der kan lade sig gøre. Det er bare vigtigt for os, at det starter med dialogen, og at det starter på folkeskolen.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg er helt enig i, at det starter i dialogen. Alt andet ville da være meget mærkeligt, altså hvis man syntes, at ens barn ikke fik den støtte, det skulle have, når det kom i skole og man opdagede, at her var der et behov for noget, og det første, man gjorde, var at sende et brev til klageinstansen. Så selvfølgelig starter det med dialogen. Men hvordan kan det være, at det skal være sådan, at man, hvis dialogen ikke lykkes, har ret til at klage, hvis barnet har behov for 9 timers støtte eller mere, og at man, hvis barnet har behov for 8 timer eller mindre, så ikke har ret til at klage? Hvad er logikken i det? Altså, hvorfor skal forældrene – med ordførerens fremstilling af det – til det barn, der har behov for 9 timers støtte, have lov til at klage? Jeg kan simpelt hen ikke se logikken, og jeg vil rigtig gerne høre forklaringen på, hvorfor 9 timer udløser klageretten, mens 8 timer ikke udløser den.

Ordføreren.

Ordføreren nævnte selv det amerikanske system. Jeg er bekymret for, at vi ender i den situation, hvor det at klage – en juridisk bedømmelse – hvor forældrene står over for skolen, kommer til at fylde mere i vores samfund. Som jeg sagde i ordførertalen, er det vigtigt for os, at der har været en proces, inden muligheden for klager åbnes. Så er det også vigtigt at gentage, at økonomien og de opgaver, som folkeskolen har, skal være i overensstemmelse, og jeg tror måske i virkeligheden også, det er her, vi finder en af løsningerne.

Tak til fru Julie Skovsby. Så går vi videre i ordførerrækken til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Enhedslistens beslutningsforslag handler om at give forældre retten til at klage over den specialundervisningsstøtte, som børn i folkeskolen med under 9 timers støttebehov om ugen får, og det er kun forældre til børn, der har 9 timers støttebehov, der har ret til at klage til Klagenævnet for Specialundervisning. Og det er jo ret vigtigt lige at understrege det.

Alle børn får støtte i folkeskolen. Alle har også ret til at klage, men det er kun dem med 9 timers støttebehov om ugen eller mere, der har ret til at klage til Klagenævnet. Det er vigtigt lige at holde sig det for øje. De andre skal tale med skolelederen eller i sidste ende kommunalbestyrelsen, som jo har ansvaret for folkeskolen. Det er også vigtigt at få understreget, at der ikke blev ændret i loven i 2012, men praksis i Klagenævnet blev præciseret i bemærkningerne.

Enhedslisten henviser i forslaget til FN's Handicapkomité, der er meget kritisk. Enhedslisten henviser også til, at Klagenævnet ændrer i kommunens afgørelser i en tredjedel af sagerne. Der har altså været 165 klager. Det vil sige, at en tredjedel af dem har medført ændringer.

Forslaget vedrører folkeskolen, som jo er forligsbelagt, og det er folkeskolelovens § 51. I Dansk Folkeparti anerkender vi, at der eventuelt kan være et problem, og derfor vil vi også gerne sige til Enhedslisten, at vi vil tage det med i folkeskoleforligskredsen, når vi holder vore jævnlige møder, så vi kan drøfte det med de øvrige partier i forligskredsen, og jeg håber selvfølgelig på, at Enhedslisten anerkender det, og at man er tilfreds med det. Hvis man ikke ønsker det, vil vi selvfølgelig lade være.

Vi vil også gerne henvise til, at regeringen er gået i gang med at kigge på en del af området som følge af det handicapudspil, som Dansk Folkeparti havde tidligere på året, og der vil det også være oplagt at kigge på det her som en del af analysen, som det hedder. Så det skulle være vore afsluttende bemærkninger.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg er jo helt enig med ordføreren i, at forældre kan klage. Altså, dialog til at starte med lyder bedre, men det er rigtigt, og det er vel også den rigtige klagevej, at man selvfølgelig går til skolen. Det, der jo er problemet, er, når det får en karakter af klage, og man, hvis man har et behov, der vurderes til at være mindre end 9 timer, så skal klage til den instans, der har truffet afgørelsen. Det svækker jo et princip. Altså, vores klageprincip er jo tit opbygget sådan, at det lige præcis er uvildige instanser, der tager stilling, sådan at hvis en borger har noget at klage over, så klager man ikke til dem, der har truffet afgørelsen. Er ordføreren ikke enig i, at det er et sundt princip, at hvis der er en borger, der virkelig har behov for at klage over behandlingen af sin sag, så er der en mulighed for at klage til en uvildig instans, og at man ikke bare skal klage til den myndighed, der har truffet afgørelsen?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min tale, vil vi meget gerne tage det med til drøftelse i forligskredsen. Det kunne jo være, at der var nogle ting, vi skulle dykke ned i, altså hvorfor det lige er 9 timer. Hvis vi ændrer det, underminerer vi så skolelederens ansvar, som ministeren peger på? Åbner vi op for en amerikanerisering, som Socialdemokratiet peger på? Der er en masse ting, vi lige skal have kigget på, inden vi overhovedet begynder at ændre det, og det er derfor, vi ikke bare kan sige ja til et beslutningsforslag. For vi bliver nødt til at gøre arbejdet ordentligt, og det synes jeg vi skal gøre i forligskredsen. Ministeriet har jo dygtige folk, der arbejder med det her hver dag, og dem vil jeg altså gerne høre forinden. Der var gode grunde til, at vi i sin tid sagde ja til den her præcisering af Klagenævnets praksis. Klagenævnet havde jo selv indført loftet på de 9 timer, og det var der en god grund til, og jeg vil gerne tage en drøftelse med ministeriet om det – og det nikker ministeren også til. Så jeg håber da, at Enhedslisten er enig i, at det er fremgangsmåden.

Så er det hr. Jakob Sølvhøj.

Det var jo definitionen af specialundervisning, der ændrede sig med inklusionsreformen. Tak i øvrigt for imødekommenheden, det er altid rart, at der er en dialog, og jeg oplever, at der bliver reflekteret over det forslag, vi har fremsat. Jeg er så lidt nysgerrig på det formelle, når ordføreren henviser det til folkeskoleforligskredsen. Mener ordføreren, at det vil være i strid med den praksis, der er i folkeskoleforligskredsen, at stemme for det her forslag? For hvis det ikke er det, er det vel bedst, at vi tager en åben drøftelse blandt alle Folketingets partier. Eller mener ordføreren, at der kun kan tages stilling i enighed om den her sag i folkeskoleforligskredsen, og ellers kan vi ikke behandle det i Folketinget?

Ordføreren.

Ja, det er min bedste vurdering. Altså, det vil kræve en ændring af § 51 og en ændring af en eksisterende paragraf, og der skal hele forligskredsen høres. Så det kræver faktisk enighed blandt alle syv partier, hvis det er, at vi skal ændre det. Det er min vurdering. Men sådan noget skal vi også snakke om med ministeren og ministeriet, der har forstand på den slags.

Så siger vi tak til hr. Alex Ahrendtsen, og den næste ordfører i rækken er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Med hensyn til det beslutningsforslag, som vi behandler nu, og som Enhedslisten har fremsat, vil jeg starte med at sige tak til Enhedslisten for at rejse debatten i salen i dag – en vigtig debat. Men jeg må også starte med at skuffe Enhedslistens ordfører ved at sige, at vi desværre fra Venstres side ikke kan støtte op om beslutningsforslaget.

Det er sådan, at med beslutningsforslaget her vil Enhedslisten pålægge regeringen at fremsætte de nødvendige lovforslag i denne folketingssamling, der giver forældre til børn, der har behov for under 9 timers ugentlig støtte i skolen, mulighed for at få deres klager behandlet i Klagenævnet for Specialundervisning.

Vi mener, det er rigtig vigtigt, at de her ting foregår rigtig tæt på lokalområdet, og det vil sige, at som det er i dag, er det jo skolelederen, der ligesom står til ansvar for det, der foregår omkring børn med særlige behov. Og det er også sådan, at man jo i dag har en klagemulighed som forældre, også selv om ens barn har færre støttetimer end de 9 timer, og derfor synes vi egentlig, det er allerbedst, at man træffer de her beslutninger så tæt på eleven som overhovedet muligt. Det er jo i hverdagen, at både elever, pædagoger, lærere og skoleleder er tæt på hinanden, og dialogens vej, som jeg også er helt sikker på at ordføreren anerkender, er også den bedste vej for at få løst nogle problemstillinger. Og jeg mener ikke altid, at klagevejen er den bedste vej at gå. Ofte er det sådan, at når ting ender i klagesystemer, går det også ud over eleven. Sager kan måske endda trække i langdrag, og ofte får man simpelt hen ikke styr på, hvordan man skal håndtere den her hverdag hurtigst muligt eller for den sags skyld bedst muligt.

Med de ord kan jeg sige, at jeg er helt klar over, at der stadig væk er steder, også på hele inklusionsområdet, hvor tingene kan gøres endnu bedre, og jeg er også sikker på, at det er noget, vi fortsat vil drøfte, også i folkeskoleforligskredsen. Der er steder, hvor jeg mener at tingene ikke altid fungerer helt optimalt. Men det her beslutningsforslag stemmer Venstre nej til. Og jeg har også lovet at sende en hilsen fra De Konservative og sige, at de heller ikke kan bakke op om beslutningsforslaget.

Tak for det. Så er det hr. Jakob Sølvhøj for en kort bemærkning.

Som jeg også har nævnt i dialogen med de tidligere ordførere, er jeg enig i, at dialogvejen er den bedste. Altså, den, der griber til klagen som det første våben, tror jeg selv kan være med til at blokere for at finde fornuftige løsninger. Det er jeg helt enig i.

Pointen her er jo, at der faktisk skal være en ankemulighed. Formanden for Danske Handicaporganisationer sagde i debatten om den her sag her i sommer: Problemet er, hvis støtten er under 9 timer, men ikke er den rigtige støtte. Så risikerer man jo, at barnet med handicap slet ikke kan gennemføre skolegangen.

Det gør indtryk på mig. Andre udsagn vil man kunne finde fra Landsforeningen Autisme, som har dokumenteret utrolig mange problemer med skolevægring. Er det ikke så alvorlig en sag – at det her kan tvinge forældrene til at beholde deres børn hjemme – at man skulle sige, at hvis dialogvejen ikke lykkes, og hvis forældrene synes, at skolelederen har truffet en forkert beslutning, skal det være sådan, at man har en mulighed for at anke sagen og indklage den for Klagenævnet for Specialundervisning?

Ordføreren.

Jamen jeg synes egentlig gerne, jeg vil tage fat i noget af det, som også Danske Handicaporganisationer netop har sagt, altså det med at arbejde for at få den rigtige støtte. Jeg anerkender helt klart, at der desværre er steder, måske endda en del steder, hvor man ikke får det her til at fungere optimalt for de elever med særlige behov. Det kan bl.a. være elever med autisme, hvor man ikke får givet et godt nok tilbud de forskellige steder. Jeg har det bare sådan, at jeg hellere vil arbejde for, at vi så får sikret endnu mere, at man faktisk giver den rigtige støtte. Jeg kan sige, at jeg holder en række møder med både Landsforeningen Autisme, men for den sags skyld også med andre handicapforeninger, også for at få input til, hvordan det her så kan gøres bedre.

Men jeg er ikke enig i, at man bare ved at give muligheden for at klage til Klagenævnet for Specialundervisning har løst det her problem. Jeg synes simpelt hen, at man skal tage fat et helt andet sted.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Det, der er kernen i det her forslag, er jo ikke, hvorvidt man skal have dialog, eller hvorvidt man bare skal klage. Kernen i det er jo, at der er en forskelsbehandling af børn og forældre, sådan som lovgivningen er skruet sammen i dag. Kan ordføreren ikke godt se, at der er et eller andet helt skævt i, hvis man som forældre synes, at det simpelt hen ikke går godt i skolen, og at deres barn ikke får den støtte, det har brug for, at hvis det ikke lykkes at få kæmpet behovet op, så at sige, på 9 timer, så kan man ikke klage? Det kan skabe et kolossalt fokus på omfanget af støtten i stedet for indholdet af støtten, for får man ikke defineret behovet som mindst 9 timer, så er man afskåret fra at klage over sagen. Flytter den nuværende lovgivning ikke fokus fra kvaliteten af den støtte, der gives, til kvantiteten af den støtte, der er, og er det ikke problematisk?

Tak. Så er det ordføreren.

For mig er det rigtig vigtigt også at få sagt her fra talerstolen, at man kan klage. Man kan bare ikke klage til Klagenævnet for Specialundervisning. Altså, man har stadig væk muligheden for at klage. Jeg synes, det vil være helt oplagt, at man som forældre starter ved skolelederen, og hvis man ikke kan komme igennem hos skolelederen, har man også muligheden for at gå til skolebestyrelsen eller for den sags skyld til kommunalbestyrelsen, til byrådet. Så jeg synes faktisk også, der er muligheder for dem, der har under 9 timer, for at klage.

Så ved jeg godt, at man kan have uenigheder om, om den her gruppe også bør have rettighederne til at gå til Klagenævnet for Specialundervisning. Men jeg må stadig væk sige, at det er vigtigt at holde fast i, at man kan klage, hvis man er utilfreds. Og det synes jeg faktisk for mig er fint.

Så siger vi tak til fru Anni Matthiesen. Næste ordfører i rækken er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Beslutningsforslag B 21 handler, som det allerede er blevet nævnt, om eventuelt at udstyre forældre med en ret til at klage over utilstrækkelig støtte til børn, der har under 10 timers støttebehov.

Ansvaret for, om et barn får den rigtige støtte, ligger jo først og fremmest hos skoleledelsen i samarbejde med lærere og forældre. Men det er, som flere ordførere også har været inde på, faktisk et meget interessant beslutningsforslag, Enhedslisten har fremsat, fordi det rejser en mere principiel debat, som jeg egentlig synes det er godt vi tager, om, hvordan man håndterer konflikter i velfærdsstaten, og hvordan man i det hele taget griber den her type af konflikter an. Derfor synes jeg, det er godt, at vi har den her debat. For som hr. Alex Ahrendtsen gjorde rede for i sit ordførerindlæg, og som fru Anni Matthiesen også har gentaget, så kan man jo faktisk klage i dag. Der er en første instans, som er skolen; der er en anden instans, som er bestyrelsen; der er en slags tredje instans, som er kommunen. Og så er der diskussionen, om man skal give klageadgang til noget, som vi metaforisk kan kalde Højesteret – og jeg understreger, at det er en metafor. Skal man altid kunne klage direkte til klageinstansens højesteret? Det er jo ikke noget, man sådan ellers kan i de afgørelsessystemer, vi har etableret andre steder. Men det er godt, vi får debatten.

Jeg tror, det er vigtigt, at man stoler på den pædagogiske faglighed på den enkelte skole. Jeg ser gerne et decentralt skolevæsen. Jeg ser gerne et skolevæsen, der er præget af tillid til skolelederne, og hvor man lytter til forældrene i den her type af sager. Derfor synes jeg også, at det system, som vi har, er et godt system. Jeg tror, at hvis man giver mulighed for at klage direkte til det, som jeg med en metafor kaldte for Højesteret, så lægger man implicit også op til mere konflikt på området, fordi formelle klager er mere konfliktfyldte end mere uformelle typer af henvendelser.

Så i lyset af det, og i lyset af hvor detaljeret det er en god idé at regulere f.eks. skoler, så kan vi ikke støtte forslaget her. Det er en spændende debat, men vi skal ikke mikrostyre den måde, skolerne kører på, og vi skal også passe på, at man ikke bygger for mange konflikter op. Den øverste klageinstans mener man jo heller ikke i andre sammenhænge skal stå umiddelbart åben for alle typer af sager. Det er et godt princip, som jeg også synes vi skal holde fast i her. Så derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslag B 21. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj.

Vi skal efter min opfattelse ikke have et samfund, hvor relationen mellem forældre og skole er præget af en kultur, hvor man starter med at klage. Det er jeg fuldstændig enig i. For mig er det et retssikkerhedsspørgsmål. Og hvis jeg må være så tarvelig at citere ordførerens partifælle fru Laura Lindahl, sagde hun til DR i juli i år, at hun gerne så, at der blev bedre klagemuligheder for forældre til børn med særlige behov – det er vigtigt for at sikre forældrenes retssikkerhed, sagde hun og bebudede, at hun selv ville fremsætte et forslag efter sommerferien. Nu kom i Enhedslisten hende så i forkøbet.

Altså, ordet retssikkerhed synes jeg jo sådan set at fru Laura Lindahl har en rigtig god pointe i at bruge, for den problemstilling, vi rejser, er: Hvis forældrene ikke synes, at det tilbud, som deres barn har fået, er godt nok, er det så godt nok, at de kan klage til den myndighed, der har truffet afgørelsen, eller skal der være mulighed for at klage til en uvildig instans, hvis man synes, at sagen er af en sådan karakter, at det er vigtigt nok for forældrene?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at det svækker Danmark som retssamfund, at ikke alle retssager kan føres automatisk ved Højesteret – at det kun er i nogle sager og efter særlig ansøgning, at man kan komme til alle tre retsinstanser. Man kan jo også i det system, vi har, klage til instanser, der ikke har truffet afgørelsen. Så alt i alt synes jeg altså, at vi også har en ret god retssikkerhed i forhold til den her type af klager.

Tak. Hr. Jakob Sølvhøj.

Men synes ordføreren så også, det er overflødigt, at man har klageadgangen, hvis barnet har behov for 9 timer? For det er jo det, der er sagens kerne her. Det er jo ikke et forslag om at oprette en ny klageinstans – det er overhovedet ikke det, der ligger i det. Vi har en klageinstans, og den fungerer forhåbentlig i bedste velgående. Det, der er spørgsmålet her, er: Skal vi have en rigid grænse, sådan at man kan klage, hvis behovet vurderes til at være 9 timer, og hvis det er under 9 timer, kan man ikke klage? Det er det, der sådan set er kernen i den her sag. Er det ikke en mærkværdig rigid grænse, man har trukket her?

Ordføreren.

Jamen jeg synes da sådan set, at analogien til vores retsvæsen holder meget godt også i forhold til det spørgsmål, der nu bliver stillet. For man kan ikke automatisk få alle typer af sager indbragt for tre retsinstanser. Det er kun nogle sager, man kan få indbragt for tre retsinstanser. Og her er det jo også bare sådan, at man ikke under alle omstændigheder kan få enhver type sag ind ved alle de instanser, der findes. Det synes jeg er en meget fornuftig parallelitet.

Med det siger vi tak til hr. Henrik Dahl. Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tusind tak for det. Jeg skal starte med at sige, at Alternativet støtter Enhedslistens beslutningsforslag. Tak for at fremsætte det. Jeg var faktisk ikke klar over, at den her problematik fandtes, før jeg læste beslutningsforslaget. Så det er rigtig godt, at der er vågne politikere og partier, der reagerer på noget af den kritik, der jo kommer fra bl.a. Danske Handicaporganisationer og også FN i det her tilfælde.

Når jeg sidder og lytter til debatten, forstår jeg sådan set ikke indvendingerne imod beslutningsforslaget, hvis jeg skal være helt ærlig. Altså, i forhold til at det er en lokal beslutning, og at man selvfølgelig først og fremmest skal involvere forældre, skoleledere og lærere, er det jo ikke i modstrid med, at vi opretter en mulighed for, at man kan få prøvet sin klage hos nævnet.

Det kan være nødvendigt at gå videre, hvis det viser sig, at den, kan man sige, lokale diskussion eller drøftelse, der ligger der, har vist sig ikke at være frugtbar. Så et eller andet sted er det her jo et retssikkerhedsspørgsmål. Det er jo det, det er. Altså, det handler jo om, at den elev eller forældrene til den elev, der får 8 timers støtte om ugen, skal have den samme mulighed for at få prøvet sin klage hos nævnet som den elev, der får 12 timers støtte om ugen.

Altså, jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor det er lige præcis der, grænsen ligger. Det vil sige, at dem, der får under 9 timers støtte, ikke har samme ret som dem, der får over. Man har jo ikke nødvendigvis mindre brug for støtten, bare fordi man får 8 timer, end hvis man får 10 timer. Så jeg må være ærlig og sige, at jeg sådan set ikke synes, der er nogen gode argumenter imod det her forslag – så skulle det være økonomiske argumenter. Men så er det måske det, man skal være ærlig og sige.

Jeg vil give hr. Jakob Sølvhøj ret i det med skoleledernes kompetence. Vi kender det jo alle sammen. Når man sidder som skoleleder og skal forvalte et støttebehov til en elev efter ønske fra nogle forældre og samtidig skal forvalte en økonomi, så har man en dobbeltrolle, og så har man to kasketter på. Og langt de fleste skoleledere er jeg helt sikker på løfter den opgave rigtig godt. Men man kan bare ikke udelukke, at der vil være skoleledere, som måske har så presset en økonomi, at de tager en beslutning, som ikke er til barnets bedste. Og vi må vel alle sammen være enige om, at den beslutning, der skal træffes, skal være til barnets bedste, selv om den så betyder, at man skal skære et andet sted i skolens budget.

Så muligheden for at få prøvet sin klage hos nævnet er fuldstændig legitim og i tråd med den retssikkerhed, som jeg netop synes vi er så stolte af i Danmark. Så vi støtter beslutningsforslaget. Og egentlig skal der også lyde en tak til Dansk Folkeparti for at ville løfte det her ind i forligskredsen, for jeg er jo helt med på, at vi ikke kan gøre så meget ved det som sådan i forhold til et flertal i salen. Men jeg håber, at det bliver løftet videre ind og diskuteret i forligskredsen. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Jakob Sølvhøj.

Tak for støtten til forslaget. Jeg er enig med ordføreren i, at det her er svært at finde andre forklaringer end økonomiske.

Jeg vil godt høre, om ordføreren ikke er enig med mig i, at når der i dag er en udgift på 4,5 mio. kr. til Klagenævnet for Specialundervisning og når vi her har skønnet, at det nok koster 3-4 mio. kr. at fjerne den store utryghed, der er hos mange forældre i forhold til det at kunne klage til en uvildig instans, virker det mærkeligt, hvis de 3-4 mio. kr. skulle stille sig hindrende i vejen for, at man skabte en større tryghed hos forældrene.

Ordføreren.

Jo, det er jeg fuldstændig enig i. Det er jo enormt små penge i det store billede og i forhold til hele vores skolevæsen samlet set, så jeg er fuldstændig enig i, at man selvfølgelig kan finde de penge, hvis man vil.

Tak til fru Carolina Magdalene Maier. Så er det hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for at fremsætte forslaget, som handler om at styrke børns rettigheder. Det synes jeg i virkeligheden det gør. Når vores mål er, at alle børn skal have det godt i det her land, og når vores mål er, at de børn, vi sender i folkeskolen, gerne skulle komme ud af folkeskolen og have haft en god tid og fået noget ud af det, så skal vi også sørge for, at de får den hjælp, de har brug for. Jeg opfatter det her forslag om at styrke klageadgangen som en styrkelse af rettighederne.

Jeg har lyst til at drille Enhedslisten lidt, fordi vi jo var nogle partier, der syntes, det var en rigtig god idé at lave en klageadgang, hvis børn blev mobbet, og det argumenterede Enhedslisten lidt imod, men jeg synes, det er rigtig godt, at man på det her område synes, at det kan være en god idé at styrke rettighederne for børnene.

Jeg deler egentlig Enhedslistens opfattelse, at der efter 2012-lovgivningen er sket et skifte. Det er sådan, at vi har en i SF's folketingsgruppe, der arbejdede i PPR på det tidspunkt, hvor man lavede lovgivningen. Hun sagde, at det, man oplevede i hendes PPR, var, at fra den ene dag til den anden var den type hjælp, børn kunne få, hvis de havde brug for mindre end 9 timer, helt anderledes, og at det var meget svært at kontrollere, om børnene rent faktisk fik den hjælp, som de havde brug for.

Det, vi hører ude fra skolerne, er jo, at fordi skolerne har det økonomisk svært – nogle skoler er rimelig økonomisk udsultede; de har i forvejen svært ved at få skoledagen til at hænge sammen uden at skulle hæve lærernes gennemsnitlige undervisningstimetal og skærpe deres forberedelse – så er et af de steder, hvor man kan tage nogle penge, selv om man ikke burde gøre det, fra støtten til børn med specielle behov.

Altså, skal de have 2 timer om ugen, eller skal de 3 timer om ugen? Det er desværre de prioriteringer, man står med derude. De historier, vi hører, er f.eks. om, at børn med type 1-diabetes, der har brug for daglig hjælp, daglig støtte til at få den sprøjte, de skal have, ikke får det, og lærerne står med den udfordring, at de heller ikke kan gøre det og skal måske i virkeligheden heller ikke gøre det. Børn med handicap, der ligger under 9 timer om ugen, får nødvendigvis heller ikke den hjælp, de har brug for. Det er i det hele taget historier om børn med særlige behov, hvor nogle forældre oplever, at de har måttet kæmpe for at få den hjælp, de har brug for, fordi det er en del af et økonomisk spil ude i kommunerne.

Derfor synes jeg, at det er et spændende forslag, og vi er positive over for det. Jeg har dog nogle ting, som jeg vil sige i forhold til processen med forslaget. Som det også er sagt, er der en folkeskoleforligskreds. Der vil vi også bære det med ind og forsøge at ændre det dér, men jeg vil så sige, at jeg mener, at det her er så vigtigt, at vi bør lave noget udvalgsarbejde omkring det i Folketingets udvalg. Det første, jeg tænkte, da jeg så forslaget, var, at da jeg var integrationsordfører og vi derovre ændrede en lov, som havde betydning for mange, valgte vi faktisk at sende forslaget i høring. Ligesom man fra et ministerium normalt sender et forslag i høring, kan man også, hvis man vil, fra et udvalg sende et forslag i høring. Da jeg læste det her, fik jeg faktisk lyst til at vide, hvad lærerne mener om det, hvad lederne mener om det, hvad forældrene mener om det. Det synes jeg kunne være spændende at vide i udvalget i forhold til den drøftelse, man så senere også kunne have i forligskredsen.

Jeg synes, at den drøftelse, vi skal have, også handler om den her klageadgang. Altså, skal der være et eller andet krav om dialog, før man klager? Det var i virkeligheden også en diskussion, vi havde i forhold til antimobningklageorganet. Det synes jeg er en spændende diskussion, som jeg synes vi skal tage. Argumentet fra en i SF's gruppe, som jeg egentlig også selv deler, var, at vi ikke tror, at der kommer vanvittig mange klager, fordi man som forælder nok kun magter at tage den der klageadgangsvej, hvis man virkelig mener, man har en sag. Så vi er ikke så nervøse for det, men synes, det er noget, vi skal undersøge og snakke om med dem, der sidder derude.

Så samlet set: Jeg synes, det er et godt forslag. Jeg synes, vi skal arbejde videre med det i udvalget og få snakket med skoleverdenen om det, og så håber jeg, at vi kan få kvalificeret det eller lavet en debat, der fører til, at man kan få lavet nogle ændringer i forligskredsen. Det vil vi i hvert fald være indstillet på i SF.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj.

Tak for imødekommenheden, og tak for drilleriet. Så længe de er venlige, er de altid velkomne.

Nu er det sådan, at Enhedslisten faktisk støttede forslaget om klageinstansen. Jeg havde ganske rigtigt i min ordførertale nogle bemærkninger, hvor jeg noterede mig, at det var værd at bemærke, at der var en bekymring hos lærere og skoleledere for, at vi bureaukratiserede det her – i virkeligheden de samme bekymringer, som jeg nu hører fra en række ordførere. Men vi stemte faktisk for forslaget.

Vi har jo i øjeblikket nogle interessante diskussioner om, hvordan vi definerer et forlig her i Folketinget. Og når nu ordføreren selv kommer ind på det, vil jeg høre, om ordføreren er enig med hr. Alex Ahrendtsen i, at man kun kan lave ændringer af reglerne om specialundervisning, hvis der er enighed om det i folkeskoleforligskredsen.

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg er glad for, at Enhedslisten stemte for, og jeg beklager, at min hukommelse svigtede mig. Men jeg husker dog Enhedslistens argumenter rigtigt. Men ja, det viser nemlig, at det også er en del af debatten her. Vil det føre til bureaukrati? Det troede jeg ikke dengang, og det har det ikke gjort, så vidt jeg ved, på klageorganet. Og jeg tror heller ikke, at det vil gøre det her, men det er jo noget af det, vi kan undersøge.

I forhold til forlig og at være bundet af forlig er det normalt sådan på folkeskoleområdet, at alt, der ligesom ændrer ved folkeskolelovgivningen, er bundet af folkeskoleforliget, og så skal alle være enige. Og det kan være en ulempe for sådan en SF'er som mig, som synes, der er brug for nogle ændringer, for så skal man jo have alle med. Men det kan jo også være en fordel for folkeskolen, fordi det betyder, at der måske ikke kommer de her store svingninger hele tiden, og at folk, som jeg ikke altid er enig med, ikke bare får lov at sidde og diktere, hvad der skal ske med skolen. Men jeg vil selvfølgelig undersøge, hvordan ministeren opfatter det her forslag i forhold til forligsreglerne, altså om det er bundet af forlig.

Dermed siger vi tak til SF's ordfører. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Jakob Sølvhøj, der med raske fjed er på vej på talerstolen. Værsgo.

Tak for det. Hvis vi skal sikre, at alle børn får den bedst mulige skolegang, skal vi ikke behandle alle børn ens. Børn har forskellige forudsætninger for at deltage i skolens undervisning, og for ganske mange børn gælder det, at de har et særligt behov for den ene eller den anden form for støtte, hvis det skal sikres, at de både trives og får det bedst mulige udbytte af skolegangen. Behovene for støtte og hjælp vil naturligvis være meget forskellige, afhængigt af det enkelte barns udfordringer og eventuelle behov for at blive kompenseret for funktionsnedsættelser. Derfor er det vigtigt, at der finder en meget grundig vurdering sted, når det skal afklares, om og hvilken støtte det enkelte barn har brug for, så det kommer til at modsvare det enkelte barns behov. Det er samtidig vigtigt, at skolerne er åbne for at gennemføre en meget grundig dialog, som forældre til børn med særlige behov meget ofte vil have, fordi de naturligvis kan være bekymrede for, om deres børn nu også får den rigtige og tilstrækkelige støtte. Og som det er fremgået af den hidtidige debat, er jeg naturligvis enig i, at der også er behov for, at forældrene foretrækker dialogvejen, fordi det er den bedste måde at løse problemerne på.

Jeg synes ikke, at der er nogen grund til – det er i hvert fald ikke ærindet her – at betvivle, at de fleste skoler arbejder fagligt dygtigt med tilrettelæggelse af undervisningen og tildeling af støtte til børn med særlige behov. Jeg er ikke i tvivl om, at det ligger både lærere og skoleledelser kolossalt på sinde, at vi har en folkeskole, hvor børn får den støtte, de har behov for, men desværre synes jeg også, at det er ret åbenlyst, at mange skoler er pressede på ressourcer, og der er ikke mindst som følge af den inklusionsreform, vi fik i 2012, har været store vanskeligheder med at sikre den nødvendige støtte til alle børn. Vi hører alt for ofte fra børn med adhd, forældre, hvis børn har autismespektrumforstyrrelser eller andre former for handicap, at deres børn mistrives i skolen, og at de ikke får den hjælp, som de mener at de har krav på.

Tilsvarende hører vi jo også vurderinger fra den anden side så at sige, fra lærerne og fra det pædagogiske personale og fra skoleledelserne, at de ikke mener, at de får stillet de nødvendige rammer og ressourcer til rådighed til faktisk at løse inklusionsopgaven ordentligt. Samtidig kan vi se af statistikkerne, at der faktisk er mange forældre, der får medhold i deres klager over manglende støtte. Hvis man kigger på den seneste årsrapport fra Klagenævnet for Specialundervisning, viste den, at der var fejl i hver anden klagesag – der var fejl i hver anden af de sager, som Klagenævnet behandlede. Nogle af sagerne, og det kender vi jo også fra handicapområdet, blev sendt tilbage til kommunerne, fordi der var begået formelle fejl i sagsbehandlingen. Det skal man naturligvis ikke, men det har jo en mindre alvorlig karakter, men det var faktisk også sådan, at kommunens afgørelse blev ændret i hver tredje sag af Klagenævnet. Det synes jeg vi må sige simpelt hen ikke er godt nok. Det tyder på, at de faglige vurderinger, der bliver truffet af skolelederne, åbenbart for ofte tilsidesættes for økonomiske interesser, fordi skolelederne sidder med budgetter, som de ikke kan få til at hænge sammen. Det er ikke en anklage mod skolelederne, men bare en konstatering af, at når man har et budget, der ikke hænger sammen, så kan der lægges et meget voldsomt pres på, hvilke dispositioner man træffer, fordi specialundervisning ubestrideligt kan være dyrt.

Jeg synes, at den store andel af sager, hvor forældrene får medhold i deres klager, altså at hver tredje sag bliver ændret, illustrerer, hvor problematisk det er, at der er forældre, der simpelt hen ikke har adgang til at klage til en uvildig instans. Jeg er jo helt enig i, at det ville være mærkeligt at bestride, at forældre kan klage. Det gælder os alle, vi kan jo klage over hvad som helst, men det interessante er jo, om man kan klage til nogen, der kan træffe en afgørelse, der er anderledes end den, der er blevet truffet af en given offentlig instans. Så jeg synes, at det er kolossalt problematisk, at vi, når hver anden sag er fejlbehandlet, når hver tredje sag bliver sendt tilbage eller bliver ændret, så siger, at har man et behov, der er mindre end 9 timer, så må man altså leve med den vilkårlighed, der kan ligge i, at man kun kan klage til den samme instans, som har truffet den oprindelige afgørelse.

Jeg vil godt understrege en gang mere, for det er jo fremgået af debatten, at det naturligvis bør være sådan, at der skal gøres, hvad der gøres kan, for at finde frem til den rigtige støtte og hjælp i en dialog mellem forældre og skole. Men det må altså også være sådan efter Enhedslistens opfattelse, at der i sidste ende skal være en mulighed for at klage over skolens afgørelse, hvis de mener, at skolelederen har vurderet forkert og har truffet en forkert beslutning, sådan at man ikke imødekommer barnets behov. Ellers er der en risiko for, at alt for mange børn mistrives og ikke får den nødvendige hjælp i tilstrækkelig grad.

Det glæder mig, at vi har haft en, synes jeg, på mange måder nuanceret debat om det. Jeg har ikke hørt nogen sige, at der her er tale om en problemstilling, der ikke er grund til at drøfte nærmere, hverken fra ordførerne eller fra ministeren. Det er selvfølgelig altid godt. Jeg er glad for, at der er partier, der har bakket op om forslaget, et, der konkret har gjort det her fra talerstolen, et andet, nemlig Det Radikale Venstre, fra hvem Marianne Jelved har bedt mig hilse og sige, at Det Radikale Venstre støtter forslaget. Jeg er sådan set også glad for bemærkningerne om, om vi ikke kan tage forslaget tilbage og kigge på det i udvalget. Det synes jeg er en god idé. Jeg synes, det ville være fint, hvis vi sender det ud til høring, sådan at vi får en vurdering fra skoleledere, fra lærerne, fra pædagogernes organisationer, fra handicaporganisationerne om, hvordan de vurderer det her forslag. Så kunne vi skrive det i en beretning eller finde en anden form for at komme videre med forslaget, vil vi absolut støtte det.

Men tak for debatten. Jeg håber, at diskussionen går videre. Jeg tror, der er rigtig mange forældre, som oplever, at deres børn har et behov for støtte, der ikke bliver opfyldt, og som vil være glade for, at vi fortsætter debatten og forhåbentlig kan ende der, hvor alle forældre får mulighed for at klage til en uvildig instans, hvis de oplever, at deres barn ikke får den støtte, som de synes at barnet har behov for.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.