Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 145:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod markante religiøse symboler og religiøs beklædning for ansatte med direkte borgerkontakt.

Af Martin Henriksen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 14.03.2019).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver indledningsvis ordet til udlændinge- og integrationsministeren.

Lad mig starte med igen, tror jeg at jeg kan sige, at benytte lejligheden til at slå fast, at regeringen er stærkt imod social kontrol og selvfølgelig går ind for at værne om individets ret til selv at vælge.

Det er jo kun knap 3 måneder siden, vi sidst drøftede den her problemstilling. Det nye beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, er dog i modsætning til det forrige målrettet offentligt ansatte med direkte borgerkontakt. Men også det nye forslag sigter mod en meget bred gruppe, som omfatter f.eks. sosu-assistenter på plejehjem, ansatte på et museer, buschauffører, folkeskolelærere og sagsbehandlere.

Regeringen vurderede, at det tidligere forslag fra Dansk Folkeparti mod religiøs hovedbeklædning for alle offentligt ansatte ikke alene var i strid med grundloven, men også med Danmarks internationale forpligtelser. Den vurdering ændres desværre ikke afgørende af, at det nu er afgrænset til offentligt ansatte med borgerkontakt. Rammen er fortsat, at hensynet til at sikre, at offentligt ansatte fremtræder objektivt og neutralt, kan anses som et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde en begrænsning i religionsfriheden efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9.

Men selv om forslaget nu er afgrænset til ansatte med borgerkontakt, er det fortsat regeringens vurdering, at forslaget vil rejse en række spørgsmål i forhold til menneskerettighedskonventionen, da der i forhold til det foreslåede forbud ikke tages højde for karakteren af borgerkontakten. Vurderingen af, hvorvidt det er relevant og juridisk muligt at indføre et forbud mod markante religiøse symboler for udvalgte grupper i den offentlige sektor med borgerkontakt, vil derfor forudsætte en konkret udredning af de enkelte specifikke jobfunktioner og en saglig beskrivelse af formålet med et forbud for den enkelte jobfunktion. Et generelt forbud, der omhandler alle offentligt ansatte med borgerkontakt, vurderes ikke at være juridisk gangbart.

På den baggrund kan regeringen derfor desværre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg bemærkede, at ministeren til sidst sagde, at derfor kan regeringen desværre ikke støtte beslutningsforslaget. Og det er jo meget interessant – i det kan man måske lægge, at regeringen gerne ville støtte forslaget, men fordi der er de her konventioner, kan det desværre ikke lade sig gøre. Så sådan vælger jeg at tolke det, og ministeren kan jo så rette mig, hvis det er en forkert tolkning.

Men jeg synes også, der er noget af det andet, som ministeren var inde på, der er interessant. For jeg synes ikke, der kan være nogen tvivl om, når man kigger på de svar, der er kommet til Udlændinge- og Integrationsudvalget fra integrationsministeren og justitsministeren, at der er en åbning for, at det her kan lade sig gøre i forhold til offentligt ansatte. Man skal så finde den rigtige model. Altså, Dansk Folkeparti går jo ikke så meget op i at overholde konventionerne, men vi anerkender selvfølgelig, at der er et stort flertal herinde, der går op i det. Men det tyder på, at der er en model for, at man kan gøre det her, også inden for konventionerne. Vil regeringen forfølge det yderligere?

Ministeren.

Som jeg også sagde i min tale, vil der i hvert fald i det mindste skulle foretages en vurdering af, hvorvidt det er både relevant og juridisk muligt at indføre et forbud imod religiøse grupper i udvalgte positioner. Og som jeg også sagde, vil det så betyde, at man skal lave en specifik udredning af hver enkelt jobfunktion og også en saglig beskrivelse af formålet med sådan et forbud for hver enkelt jobfunktion. Og jeg vil sige, at det ville være et arbejde, som man kunne sætte i gang, hvis man ville, men jeg kan jo ikke sige, hvordan det falder ud.

Det, jeg kan sige med sikkerhed, er – som hr. Martin Henriksen også var inde på – at regeringen selvfølgelig overholder de konventioner, som vi har skrevet under på.

Spørgeren.

Jamen vi har fået fastslået igen og igen, at regeringen synes, at konventionerne er umådelig fantastiske, og det støtter resten af Folketinget bortset fra Dansk Folkeparti jo så regeringen i. Altså, konventionerne er simpelt hen, må jeg næsten forstå, guds gave til menneskeheden – mener regeringen og andre partier, men ikke Dansk Folkeparti.

Ministeren siger så, at det skal være relevant og det skal være sagligt. Men det er jo relevant, og det er jo sagligt, at borgere har en forventning om, at når de møder en repræsentant for det offentlige, fremstår den repræsentant så vidt muligt så neutralt som overhovedet muligt. Det er relevant, og det er sagligt – det er en rimelig forventning at have som borger. Er ministeren enig i, at det er en rimelig forventning at have? Og hvis ministeren er enig i det – så kan man diskutere graden, og hvor man præcis skal lægge snittet – burde vi så ikke i fællesskab finde ud af at udforske, hvad der så rent faktisk juridisk kan lade sig gøre?

Ministeren.

Man kan sagtens politisk mene, at det både er relevant og sagligt, men det er sådan set ikke det, der er spørgsmålet i dag. Det er, om det også er juridisk gangbart. Og det er der, jeg siger, at det så vil kræve en større udredning af hver enkelt jobfunktion i situationen.

Til kommentaren om, at regeringen skulle mene, at konventionerne nærmest er en guds gave, tror jeg der blev sagt, og umådelig fantastiske, vil jeg sige, at jeg nu nok tror, man må sige det sådan, at hvis konventionerne blev skrevet i dag, og hvis vi selv kunne skrive konventionerne, så var der ting, der ikke så ud, som de gør. Og det er jo også derfor, at vi sammen med Dansk Folkeparti jævnligt, må man sige, er gået til kanten og også har udfordret konventionerne og løbet en procesrisiko. Lad mig bare minde om bl.a. spørgsmålet om tidspunktet for familiesammenføring.

Så deri ligger der jo ikke, at vi synes, at alting er umådelig fantastisk, men det, vi siger, er sådan set bare, at vi har brug for en stærk retsorden i verden, og det er der ingen tvivl om at vi som lille land har gavn af.

Den næste spørger er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg sidder her som sundhedsordfører, og derfor begiver jeg mig ud i sundhedsområdet, for jeg undrer mig over, at det hele går op i konventioner. Jeg får om ikke dagligt, så i hvert fald jævnligt mails og henvendelser fra folk, der i sundhedsvæsenet har været ude for at blive mødt af folk med religiøs hovedbeklædning, og som føler sig stødt, og som ikke ønsker den behandling af nogen, der har en tankegang, der er langt fra deres egen. Og jeg ved ikke, om ministeren kan sætte sig ind i det, men det, der undrer mig, er, at vi har en udlændinge- og integrationsminister, der siger, at der så bør laves en udredning. Nu har vi åbenbart haft en regeringsperiode, der har været længere end så mange andre, og så tænker jeg, om man er gået i gang med den udregning, når man ved, at der er problemer f.eks. på sygehuse, men også i skoler og andre steder.

Ministeren.

Nej. Det, jeg siger, er, at hvis man vil forbyde tørklæder – lad os kalde det, hvad det er – vil det betyde, at man skulle gå igennem hver enkelt jobfunktion. Så det var sådan set bare mere en faktuel oplysning. Og hvis du spørger mig om, hvad jeg mener om tørklædet, så svarer jeg, at tørklædet er et kvindeundertrykkende symbol. Så kan det godt være, at der er nogle, der har valgt frivilligt at tage tørklædet på, men det ændrer jo ikke på, at selve symbolikken i tørklædet er, at det er et kvindeundertrykkende symbol. Og så er der jo altså dem, der ikke selv har valgt at tage et tørklæde på. Men i sin grundsubstans er tørklædet et kvindeundertrykkende symbol.

Spørgeren.

Jeg undrer mig bare, for ministeren taler om, at hvis der skal gøres noget, skal der laves en udredning, og jeg synes jo, det kunne være på sin plads, at det jo netop var udlændinge- og integrationsministeren, der tog den udredning på tværs af de forskellige ministerier og områder, for at se, hvor det kunne være relevant, hvor det er, vi ønsker, at vi ikke har den religiøse hovedbeklædning, som vi ser i dag. Det er, som om vi giver mere og mere til en religiøsitet, som er undertrykkende, først og fremmest i forhold til kvinder, men som også fylder mere og mere i vores dagligdag og hele vores verdensperspektiv. Så derfor kunne jeg da godt tænke mig at spørge, hvis vi nu leger, at ministeren bliver genvalgt og får den samme ministerrolle: Vil ministeren så sætte gang i et udredningsarbejde?

Ministeren.

I så fald ville det i hvert fald være noget, vi måtte diskutere til den tid. Men jeg er ikke uenig i, at tørklædet er et kvindeundertrykkende symbol. Lad mig sige det sådan.

Tak til ministeren. Vi går videre i rækken af ordførere til fru Karen J. Klint som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Jeg kan på mit partis vegne sige, ligesom ministeren fik sagt rigtig godt, at den lille ændring, der er sket i beslutningsforslaget siden sidste og forrige gang, det har været drøftet, ikke ændrer på vores stillingtagen til det, så vi kan ikke støtte forslaget. Så jeg kunne i princippet sådan set bare læse hr. Mattias Tesfayes ordførertale fra sidst op, men jeg vil så alligevel give det en lille Karen J. Klint-drejning.

Vi er jo enige i, at vi i Danmark er et sekulært land, der bygger på vores lovgivning, og at religion ikke må overtrumfe lovgivning i Danmark. Vi taler altid om i vores parti, at religion er en personlig sag, ikke en privat sag, man kan gemme væk og dermed skjule for offentligheden, for så sker der jo, kan man se i flere religiøse samfund, både kristne og ikke kristne, nogle mørke ting som undertrykkelse og social kontrol, som vi faktisk ikke får brudt med. Der er også nogle, der føler, at de ikke bliver forstået, hvis de ønsker at bryde med den familietradition, der er i en bestemt trosretning. Det er jo sager, vi aktuelt har fokus på i Kirkeudvalget, hvor vi i øjeblikket også har nogle spørgsmål om, hvordan vi kan hjælpe de mennesker, der vil bryde med de religiøse forhold, de er vokset op under. Og hvis man vil bryde med nogle andre miljøer, har vi jo exitprogrammer, men vi mangler faktisk exitprogrammer, der har forstand på, hvad tro kan gøre ved folk, som mister deres familie, fordi de ønsker at bryde med det. Så jeg siger ikke her, at det ikke er en relevant debat, vi tager, for det er altid en relevant debat at drøfte, hvad religion gør ved folk på den positive side, men desværre jo så også på den negative side.

Det, som jeg synes er meget problematisk i beslutningsforslaget, er, at det sådan set fortrinsvis er det ene køn i familiestrukturen, man så kan pege ud og sige til: I må ikke vise jeres tro, fordi den er synlig. Men er det tørklædet alene, der viser, hvordan ens personlige adfærd er? Jeg synes, at tænkningen under tørklædet er vigtigere end selve tørklædet. Vi skal gå op imod social kontrol, og vi skal gå op imod den ufrivillighed, der ligger i det. Men skal det, at man viser en tilknytning ved at gå med turban eller at gå med tørklæde – for der er jo også mænd, der går med turban, og der er mænd, der går med den jødiske kalot – gøre, at man så ikke kan være buschauffør, for det er jo det, man har på? Jeg kan huske for nogle år siden, da jeg brugte en af buslinjerne fra Amager meget, var den buschauffører, der faktisk blev den mest anerkendte og mest roste buschauffør på linjen, en, der bar turban. Så borgerne havde i hvert fald ingen problemer med at blive mødt af ham og køre med ham, når han var chauffør.

Så jeg synes, vi skal passe på med at tale nogle fjendebilleder op, som kun kan blive misforstået, og som kun kan være med til at øge det fravær af integration, som vi har. Men samtidig skal vi holde fast i, at religion ikke må være en hindring for integration, og religion må heller ikke påvirke den sagsbehandling, man giver borgerne. Så vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger, heller ikke, selv om det nu er et begrænset ansættelses- og medarbejderområde, det vil ramme.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen. Værsgo.

Tak for det. Altså, for god ordens skyld: Hvis det her forslag bliver gennemført, vil det jo også betyde, at kalot og turban så vil blive forbudt. Det er jo, fordi det er indrettet på en sådan måde, at det her forslag i den forstand er religionsneutralt. Men der er ingen grund til at lægge skjul på, at det jo er problemerne med det muslimske tørklæde, som er anledning til, at vi fra Dansk Folkepartis side har taget det her op ad flere omgange og også gør det igen. Men jeg synes, at man i forhold til andre religioner faktisk også godt kan argumentere for, at man med rette kan have en forventning om, at man nedtoner sin religiøsitet og sine politiske og ideologiske holdninger, når man repræsenterer det offentlige. Det synes jeg faktisk godt man kan argumentere for.

Så vil jeg også godt sige, at hvis det her forslag blev gennemført, sådan som det ligger her, ville det jo ikke betyde, at der ville være et forbud mod, at f.eks. en muslimsk kvinde viste, at hun var muslim. Det ville der ikke være et forbud mod. Det ville hun jo med det her forslag kunne vise ved f.eks. at have et diskret smykke om halsen, ligesom der er mange kristne, der har et lille kors hængende rundt om halsen. Det vil jo stadig væk være tilladt. Det er jo også det, som jeg synes ministeriet lægger op til i nogle af de svar, de har givet til udvalget. De siger – og det synes jeg også ministeren siger her i sin tale, sådan som jeg hører det – at man kan gøre det, men at man bare skal afgrænse det til nogle grupper og så også finde ud af, hvor snittet ligger, i forhold til hvilke religiøse symboler man vil acceptere, og hvornår det går hen og bliver for voldsomt og for markant.

Men skal jeg forstå det sådan, at selv hvis man kunne afgrænse det osv. og man siger, at en muslimsk kvinde godt må vise, at hun er muslim, bare på en mere diskret måde end ved at bære et hovedtørklæde, så vil Socialdemokratiet stadig væk være imod, fordi man simpelt hen mener, at det vigtigste er at tage hensyn til den offentligt ansatte, der ønsker at reklamere meget, meget tydeligt med sit religiøse tilhørsforhold? Det er det vigtigste hensyn at tage og ikke det at tage hensyn til den borger, der kan have en forventning om, at man bliver mødt af en repræsentant for det offentlige, som fremstår så neutral som muligt.

Ordføreren.

Vores holdning er ikke, at det at vise sin tro konsekvent er i modstrid med det at være demokrat og respektere samfundets normer. Vi lever jo i en verden, og vi lever under en grundlov i Danmark, hvor man har sin trosfrihed.

Vi ser nogle af de dilemmaer, som forslagsstilleren kommer med, men vi ser det ikke som et overskyggende problem, så det alene lige er det, og så det alene lige er den kvindelige sundhedsperson eller den kvindelige buschauffør, vi går efter, mens der måske er mange flere med helt andre ikkedemokratiske holdninger på grund af en overbevisning, der ikke går med hovedbeklædning. De møder så borgerne med en væremåde, der kan være mere problematisk end den venlige sundhedsperson eller den venlige rengøringsdame, der gør rent på skolen, hvor det overhovedet ikke er problematisk at man har en hovedbeklædning. Så vi synes, det er bedre at få talt om, hvad der udløser de reelle problemer, og hvordan vi håndterer dem, end at tale om en enkelt beklædningsgenstand.

Spørgeren.

Noget af det, som jo udløser de problemer med social kontrol osv., hvilket vi i Dansk Folkeparti synes er en utrolig interessant og vigtig debat, er jo bl.a. det muslimske tørklæde. Det bliver brugt som et redskab til at kontrollere, hvad andre gør, og hvad andre må. Så hvis man vil komme social kontrol – det er måske mere rigtigt at sige religiøs kontrol, måske endda mere rigtigt at sige islamisk kontrol – til livs, så skal man jo kigge på nogle af de redskaber, der bliver brugt til at fastholde folk i den kontrol, og det er jo bl.a. det muslimske tørklæde.

Men jeg vil bare godt sige, så der ikke er nogen misforståelser her, at hvis vores forslag bliver gennemført en til en, må man jo gerne vise sin tro. Det må man gerne med vores forslag. Så hvis en muslimsk kvinde gerne vil vise sin tro, så kan hun jo gøre det ved at bære et diskret, neutralt smykke rundt om halsen – en halvmåne – og en jøde kan jo så vise det på den måde, som vedkommende ønsker at gøre det, med en davidsstjerne. Så man må godt. Vi ønsker bare, at det bliver nedtonet, fordi man som borger kan have en forventning om, at man bliver mødt af en repræsentant, der fremstår neutral.

Så kan det ikke gøre, at Socialdemokratiet alligevel tænker, at vi så godt kan finde ud af det?

Ordføreren.

Vi har læst beslutningsforslaget, både første, anden og også her tredje gang, og vi synes ikke, at det er det rigtige værktøj til at opnå det mål, som forslagsstilleren taler for. Vi vil hellere sige, at vi skal gå direkte ind i miljøerne og kigge på den sociale kontrol, og vi skal også legalisere de unge mennesker, der føler, at de er udsat for social kontrol, og sørge for, at de har et sted at gå hen for at få hjælp, hvis det er. Der ser vi ikke tørklædet som det altoverskyggende problem; vi ser også unge muslimske kvinder – skolebørn, voksne kvinder – som er veninder, og her bærer nogle tørklæde, og andre gør ikke. Så der er også i de kredse blevet et meget mere liberalt forhold til, hvorfor man går med tørklæde.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Den næste i rækken er hr. Martin Geertsen som ordfører for Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det, og tak for ordet. Tak til Dansk Folkeparti for endnu en gang at rejse en væsentlig og god debat. Som jeg forstår det – nu er jeg ikke normalt ordfører på det her område, men har dog fulgt med – er det ikke mere end et par måneders tid siden, at Dansk Folkeparti ønskede at forbyde alle offentlige ansatte at bære religiøs hovedbeklædning, når de var på arbejde. Dengang stemte Venstre imod det beslutningsforslag, og det gjorde vi jo, bl.a. fordi det var vores vurdering, at forbuddet var et udtryk for forskelsbehandling og ikke muligt at gennemføre inden for rammerne af menneskerettighedskonventionen og for den sags skyld heller ikke inden for rammerne af grundloven.

Nu ønsker Dansk Folkeparti så at afgrænse forbuddet, så det målrettes offentligt ansatte med direkte borgerkontakt. Jeg erkender og anerkender, at religiøse symboler og beklædning kan være et udtryk for negativ social kontrol, altså undertrykkende med andre ord, og det skal vi selvfølgelig bekæmpe, men jeg tror bare ikke, at et forbud er løsningen, og i hvert fald ikke et beklædningsforbud. Derudover deler jeg sådan set heller ikke nødvendigvis den opfattelse, at religiøse symboler og beklædning er noget, man agiterer med. Agitation er jo noget, der foregår typisk gennem ord og handling, og her skal borgerne selvfølgelig mødes med, hvad vi vel kan definere som en neutral offentlig sektor. Sidst, men ikke mindst, rejser forslaget en række juridiske problemstillinger, som ministeren allerede har redegjort for, og på den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen, værsgo.

Tak for det. Vil hr. Martin Geertsen afvise, at Venstre på et tidspunkt vil kunne komme til at støtte et forslag, som eventuelt vil gælde mindre grupper, hvis man afgrænser det på en bestemt måde?

Ordføreren.

Jamen jeg har det selv på den måde, at hvis man på en eller anden måde kan påvise, at det for grupper af offentligt ansatte og deres virke i forhold til borgere er et problem med den beklædning, de har på, helt uagtet hvad det er for en type af beklædning, så må man selvfølgelig diskutere det. Men der skal jo være noget proportionalitet i det her; det skal jo udgøre en problemstilling for dem, som de pågældende mennesker skal servicere. Men med det her udgangspunkt, hr. Martin Henriksen har for den her debat, har jeg svært ved at se Venstre sådan for fuld skrald blæse ind i det, som jeg tror hr. Martin Henriksen lægger op til.

Spørgeren.

Jeg har ingen forventninger om, at Venstre for fuld skrald vil blæse ind i et sådant forbud – Venstre skal jo som regel trækkes hen til det. Derfor har jeg også en forventning om, at når vi på et tidspunkt forhåbentlig når frem til, at der skal komme et forbud, så vil det – hvis det kommer til at ske, det ved vi jo ikke – ske, fordi der skal være brugt en del tid på at overtale Venstre til det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil være med den indgangsvinkel til det.

Jeg vil opfordre hr. Martin Geertsen til også at tage udgangspunkt i de borgere, som helt oprigtigt føler og mener, at det går klart over deres grænse, når de f.eks. – som fru Liselott Blixt, som er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, også var inde på – kommer som patienter på et hospital i en meget sårbar situation og bliver serviceret af nogle, der repræsenterer en ideologi, som de måske endda tager stor, stor afstand fra og kan have alle mulige argumenter, gode og dårlige, for at gøre det. Der synes jeg bare, at man godt kunne tage hensyn til f.eks. patienten eller til den ældre, som får en sundhedsplejerske eller en hjemmehjælper hjem i sit hjem. Der kunne man også godt vælge at sige, at så er det den borger, som får hjælpen, og som er i en udsat position, vi tager størst hensyn til. Det synes jeg ikke er et helt urimeligt synspunkt, men det kunne være, hr. Martin Geertsen kunne reflektere lidt over det.

Ordføreren.

Jamen jeg reflekterer meget over sundhedsvæsenet og beskæftiger mig også med det i en del af mit politiske virke i øvrigt, og man plejer jo at løse sådan nogle ting i mindelighed ude på de enkelte institutioner og ude på de enkelte hospitaler. Så det har jeg sådan set rimelig tiltro til at man kan finde ud af ude på hospitalerne. Så har jeg bare sådan en iboende lyst til at lade være med at lovgive, hvis det ikke er nødvendigt. Det ligger dybt i mig, hr. Martin Henriksen.

Tak til Venstres ordfører. Så er vi kommet til hr. Finn Sørensen som ordfører for Enhedslisten.

Det her forslag er som sin – næsten – tvilling, B 36, som vi tidligere diskuterede, helt klart en begrænsning af religionsfriheden, nemlig den del af religionsfriheden, der handler om retten til at praktisere sin religion bl.a. ved at bære religiøse symboler, noget, som de fleste religioner i verden benytter sig flittigt af. Sådan en begrænsning kan man som samfund godt indføre, også med henvisning til de internationale konventioner, Danmark har ratificeret. Men det kræver altså, at man er i stand til at begrunde, hvorfor indgrebet er nødvendigt. Man skal kunne påvise, at det er nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed eller andres grundlæggende rettigheder og trosfrihed, for nu at citere FN's internationale konvention om civile og politiske rettigheder, afsnit 18.

Nu har jeg det ikke sådan, at konventioner er hellige skrifter, som man ikke må diskutere og ikke må sætte spørgsmålstegn ved. De bliver fortolket verden over hver evig eneste dag. Når jeg citerer den her, er det ikke for at give udtryk for sådan en eller anden fuldstændig underkastelse, altså at man ikke må kritisere konventioner. Selvfølgelig må man det. Der skal da være en løbende debat af dem også. Vi skal så bare overholde dem, så længe vi er omfattet af dem. Det er jo åbenbart nok så vigtigt at slå fast. Men jeg citerer det her, fordi jeg synes, det er et rimeligt udgangspunkt for at diskutere, om man i en eller anden given situation skulle tage det alvorlige skridt at begrænse religionsfriheden.

Når man ser bemærkningerne til det her forslag, og når man hører på debatten om et næsten enslydende forslag, B 36, så må man bare konstatere, at forslagsstillerne ikke har gjort sig den mindste anstrengelse for at begrunde, at sådan et indgreb skulle være nødvendigt. Alt, hvad man har at henvise til, er en måling, hvor 44 pct. af befolkningen mener, at det er en god idé, og at to sygeplejersker mener, at patienterne kan føle sig intimideret af sundhedspersonale, der bærer religiøse symboler. Det rækker altså ikke til en begrænsning af religionsfriheden, som er en grundlæggende menneskerettighed på linje med forsamlingsfriheden.

Hvis der endelig skulle være problemer med, at nogle offentligt ansatte bærer religiøse symboler, og det kan man selvfølgelig ikke afvise at der er eller kan være, så skal de jo løses der, hvor de opstår, nemlig på de pågældende arbejdspladser og i mødet mellem den offentligt ansatte og de borgere, der eventuelt måtte opleve det som et problem. Jeg kan kun rose de offentligt ansatte og deres ledelser rundt om i institutionerne i det her land for deres måde at håndtere det her på i dagligdagen. Hvorfra ved jeg, at der er grund til at rose det? Fordi det er så utrolig få sager, vi bliver præsenteret for her i Folketinget, der skulle tyde på, at der var et problem. Det er så få, at jeg ikke engang kan nævne et eneste eksempel. Men jeg har formuleret mig sådan, for jeg vil ikke gribes i, at det ikke har været der. Men det er utrolig få sager. Det må jo være et klart udtryk for, at der ikke er noget problem, i hvert fald ikke et problem af en størrelsesorden, som berettiger til, at vi lovgiver om det, og da slet ikke med en lovgivning, der angriber en grundlovssikret ret til religionsfrihed.

Så vil jeg også gerne rejse et spørgsmål. Lad os nu lege, som sundhedsordføreren for Dansk Folkeparti udtrykte det, at sådan et forslag blev vedtaget. Hvilke negative konsekvenser kunne det så have? Ja, det kunne jo meget nemt have den negative konsekvens, at der var en række kvinder, der i kraft af deres religion føler sig forpligtet til at bære religiøse symboler som f.eks. et tørklæde, der afholdt sig fra at søge arbejde i det offentlige, fordi de ville opfatte en sådan lovgivning som et klart signal om, at det skulle de bare holde sig væk fra. Det ville have en yderst negativ konsekvens for vores ældrepleje, for nu at nævne et godt eksempel. Det er vist almindeligt kendt i det her land, at rigtig mange kvinder, der bærer tørklæde af religiøse grunde, udfører et kæmpe stykke arbejde i ældreplejen ved at passe vore ældre medborgere. Det ville da være en yderst negativ konsekvens, hvis vi skulle komme i den situation.

Også af den grund må man da være glad for, at de foregående ordførere og ministeren har været helt klare i spyttet, i forhold til at det her kan de ikke støtte, selv om de så ikke lige brugte den vigtige begrundelse, jeg havde med her til sidst. Så Enhedslisten stemmer imod det her forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen. Værsgo.

Tak for det. Det kommer nok ikke som den store overraskelse, men jeg kunne godt tænke mig at vide, om det dybest set er Enhedslistens holdning, at svaret til de borgere, som føler at det går ud over deres grænse, at de i en meget sårbar situation skal blive serviceret af en repræsentant for det offentlige, som f.eks. bærer det muslimske tørklæde, er, at det må de bare finde sig i? Er det Enhedslistens svar til dem?

Ordføreren.

Jeg synes, at der lå i min ordførertale, at det er noget, man skal håndtere i den konkrete situation, og der har man en ledelse ude i de virksomheder, der skal håndtere det.

Det er klart, at mit grundsynspunkt er, at det ville være en rigtig god idé at erkende den virkelighed, at Danmark er blevet et multikulturelt samfund, og at ikke nok så meget lovgivning vil kunne lave om på det. Ligesom vi har lært at leve sammen med udlændinge, som gennem generationer er kommet til Danmark og er blevet en del af det danske samfund og har bidraget til det på lige fod med dem, der boede der i forvejen, vil det nok også være rigtig, rigtig godt for det danske samfund og også for de enkelte medborgere, at man indstiller sig på den nye situation, som er opstået. Alle ved, at der er kommet mange mennesker fra ikkevestlige lande, mennesker med en anden hudfarve end den, der har været den sædvanlige i Danmark, mennesker med andre kulturelle vaner, andre tilknytninger til religioner. Det er en rigtig god idé for menneskeheden at finde ud af at leve sammen på trods af de forskelligheder, der er.

Spørgeren.

Jeg ved, at det altid bliver lidt besværligt for venstrefløjen, når man begynder at inddrage hudfarve i debatten. Det vil jeg opfordre til at man lader være med at gå så meget op i fra Enhedslisten side, for det er der slet ikke nogen grund til. Det, vi taler om her, er religiøse, ideologiske og faktisk også politiske symboler.

Jeg stillede et spørgsmål til hr. Finn Sørensen, som jeg ikke fik svar på. Spørgsmålet var: Er det Enhedslistens holdning, at når en borger i en sårbar og udsat position føler, at det går langt ud over vedkommendes grænser at blive serviceret af en person, der f.eks. bærer det muslimske tørklæde, så skal den lokale ledelse sige til den borger: Det må du finde dig i, det er sådan, det er? Eller er det Enhedslistens holdning – for hr. Finn Sørensen sagde også, at man skulle finde praktiske løsninger – at man så må sørge for at finde en praktisk løsning på det, således at man kan blive serviceret af en, der ikke bærer det muslimske tørklæde?

Ordføreren.

Der ligger i min ordførertale en anerkendelse af, at mennesker ser forskelligt på tingene, også at der er borgere i det her land, der kan opleve det og sikkert oplever det, som hr. Martin Henriksen beskriver det. Det anerkender jeg, og vi skal have respekt for, hvordan vi hver især oplever hinanden og de situationer, vi kan komme i, også når vi bliver serviceret af offentligt ansatte. Men det, der er hele grundtanken i det her, er, at de problemer, der kan opstå i mødet mellem borgere med forskellig baggrund, forskellig kultur, forskellig religion osv., skal håndteres i den situation af de mennesker, der er involveret, og i det omfang, der er tale om offentligt ansatte, så skal det håndteres af den ledelse, der er der, og så finder man en god løsning på det, hvis der er den nødvendige vilje til at finde en god løsning fra begge sider.

Tak til ordføreren. Næste i rækken er fru Laura Lindahl, som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Liberal Alliances ordfører kunne ikke være til stede, så den her tager jeg for ham.

Der er jo de juridiske forhold, som ministeren allerede har redegjort for. Det er ligesom en diskussion for sig selv, hvor jeg vil sige, at hvis man skulle gå den her vej, ville man, som jeg forstår det, skulle vurdere hver enkelt jobfunktion særskilt. Det er lidt bøvlet. Man kunne gøre det, hvis man gerne ville, men som det ligger her, ser det vanskeligt ud bare at gennemføre det.

Derudover er der jo en mere principiel debat, som omhandler spørgsmålet om, hvorvidt staten skal blande sig i, hvordan mennesker i det her samfund går klædt. Den debat har vi jo haft tidligere. Den havde vi med burkaforbuddet eller maskeringsforbuddet, eller hvad vi kalder det. Der var det jo lige præcis den principielle debat, vi havde. Og der var mit parti fritstillet.

Jeg stemte selv imod burkaforbuddet, for jeg mener ikke, at vi som stat skal blande os i, hvordan folk går klædt. Og jeg vil sige, at hvis vi skal begynde at lovgive og forbyde symboler, som borgere i det her samfund kan blive krænket af at møde i mødet med det offentlige, så bliver listen jo lang.

For hvis det er udgangspunktet for Dansk Folkeparti, at der er borgere, som føler sig krænket, når de møder en offentligt ansat med et tørklæde, så vil jeg sige: Jamen der er også borgere, som føler sig krænket, når de møder en offentligt ansat med en Che Guevara-T-shirt på. Skal vi forbyde det? Der kan være tatoveringer, der kan være piercinger, og der kan være alt muligt, som folk føler sig krænket af. Og i den her tid, hvor vi kan se, at der ikke skal meget andet end en god, klassisk salme til, for at folk føler sig krænkede, så tør jeg altså slet ikke gå ud ad den her vej. Det ville blive en liste med det ene forbud efter det andet. Så nej, Liberal Alliance støtter ikke det her beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Carolina Magdalene Maier som ordfører for Alternativet.

Tak for det. Vi har stået her før, og nu står vi her igen, og jeg synes ikke, at der er så meget, der er anderledes. Jeg er med på, hvormed det her beslutningsforslag adskiller sig fra det, som Dansk Folkeparti fremsatte for et par måneder siden. Det kan godt være, det er længere tid siden, men det føles, som om det ikke er så lang tid siden.

Vores position er jo den samme, den har ikke ændret sig siden dengang, og vi støtter selvfølgelig heller ikke det her beslutningsforslag. Jeg har sådan lyst til at spørge: Hvad er problemet? Jeg kan huske, at da vi havde debatten sidst, diskuterede jeg med fru Marie Krarup og fortalte, at dengang mine børn var små og gik i vuggestue, var der pædagoger med tørklæde og rengøringsassistenter på skolerne med tørklæde. Jeg har aldrig nogen sinde tænkt en tanke om, at det skulle være et problem. Hvad er problemet? Hvem er det her et problem for? Jeg er med på, at det er et problem for Dansk Folkeparti, men jeg tror ikke, der er så mange andre borgere derude, som synes, at det er et problem, at man f.eks. bærer en religiøs hovedbeklædning.

Jeg sad dernede på et tidspunkt til en forespørgselsdebat med en T-shirt, hvor der stod Adidas på, og der fik jeg at vide, at jeg gerne lige måtte dække den til, for det var ikke særlig god kutyme inde i Folketingssalen at gøre reklame for et sportsfirma, eller hvad ved jeg. Jeg tænker, hvor mange ordførere har ikke stået heroppe med Mads Nørgaard-trøjer på osv.? Så det handler om hele den der idé om, at vi hele tiden skal underlægges andres problemer med, hvad vi går i. Nu var det her jo ikke ud fra et religiøst perspektiv, men det bare var en sjov episode.

Jeg er fuldstændig enig med fru Laura Lindahl, der lige var heroppe, i, at vi ikke skal lovgive om, hvordan man skal gå klædt. I det omfang, der er nogle udfordringer, som skaber nogle konkrete situationer, så må ledelsen i en offentlig institution tage sig af dem. Det er fuldstændig samme position, vi havde sidst, og det er samme position, vi har igen. Som hr. Martin Geertsen også sagde, skal vi simpelt hen ikke lovgive, når der ikke er nogen problemer, og jeg ser ikke nogen problemer. Jeg ser mest af alt et Dansk Folkeparti, der ser spøgelser. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Jeg vil da gerne svare på, hvad problemet er. Problemet er jo, at det muslimske tørklæde repræsenterer en ideologi, hvor man deler mennesker og sågar fødevarer op i rene og urene. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er et meget ubehageligt menneskesyn, hvor man vurderer, om kvinder er værdige eller uværdige, ud fra om de bærer et tørklæde. Sådan et syn på mennesker, navnlig på kvinder, synes jeg ikke man skal bære ind i den offentlige sektor i Danmark. Det må jeg sige. Så det er det, der bl.a. er problemet.

Ordføreren.

Det vil jeg gerne svare på. Der er rigtig mange varianter af islam, som vi alle sammen ved, og der er rigtig mange forskellige måder, hvorpå tørklædet kan symbolisere, hvordan man tror, og hvordan man praktiserer sin religion. Hvis ordføreren vil påstå, at alle de kvinder, der går med tørklæde, og som er muslimer i dag, har den tro, at man er beskidt, hvis man er kvinde og ikke går med tørklæde, så tror jeg, han tager fejl. Vi skal ikke gøre os til dommer over, hvordan den enkelte, der vælger at bære tørklæde, vurderer den handling at bære et tørklæde i forhold til sin egen personlige tro. Jeg er meget enig med fru Karen J. Klint, som tidligere sagde, at det er en personlig sag, hvad man tror på, og det skal der være plads til.

Hvis man som borger kommer hen til en offentlig institution, hvor der sidder en kvinde med et tørklæde, eller hvis man møder et barn med tørklæde i en skole eller i en børnehave, tror jeg ikke, at man kigger og siger: Sådan et vil jeg også have. Det er jo hele den der idé om, at det skulle signalere kvindeundertrykkelse, som jeg simpelt hen er uenig i. De steder, hvor der måtte være kvinder, der bliver undertrykt, skal vi håndtere som samfund, men jeg er simpelt hen ikke enig i, at det er et symbol, som virker kvindeundertrykkende.

Spørgeren.

Jo, men hvis man bærer et bestemt symbol, har man truffet et valg om det, bortset fra de tilfælde, hvor man bliver tvunget til det, men hvis man har truffet det valg, at man vil bære det muslimske tørklæde, så tilvælger man jo symbolet og det, som det symboliserer. Jeg har ikke hørt særlig mange – bortset fra et par enkelte forvirrede sjæle, som der jo efterhånden er et par stykker af – der render rundt og siger, at tørklædet er udtryk for kvindefrigørelse. Det er jo ikke et synspunkt, som traditionelt set bliver fremført i tide og utide. Det symboliserer da kvindeundertrykkelse, det symboliserer da et formørket syn på, hvordan samfund og mennesker skal være indrettet. Det gør det jo!

Det kan vi også se ude i verden, hvor de islamiske regler bliver foldet fuldt ud, og vi kan sågar se det nogle steder i Danmark, hvor de islamiske regler også bliver foldet fuldt ud, så det er jo det, det symboliserer, og jeg synes godt, at man kan sige til en offentlig ansat: Det bliver du altså nødt til at reflektere lidt over, og du bliver nødt til at være så neutral som overhovedet muligt. Jeg ved godt, vi ikke bliver enige med Alternativet, men man har jo lov til at have et lille håb om, at selv Alternativet kan blive lidt klogere på et tidspunkt. Det var et meget naivt håb, det kan jeg godt se.

Ordføreren.

Nej, nej, men jeg synes nu, vi er kloge nok. Det her handler også bare om nogle gange lige at løfte sig herop. Jeg er med på, at for hr. Martin Henriksen symboliserer en kvinde, der bærer et tørklæde, kvindeundertrykkelse, men hr. Martin Henriksen får mig simpelt hen ikke til at skrive under på, at den kvinde, der vælger at bære det tørklæde, føler sig undertrykt som kvinde. Der kan sagtens være nogle, der bliver påduttet det tørklæde af deres mænd, det skal jeg ikke frasige, men for langt de fleste er det et aktivt valg, og det er, fordi det er en del af deres religion, og så knytter man den fortolkning og den symbolisering til det, som man privat gør i sin private tro, og det skal vi ikke blande os i fra Folketingets side.

Tak til ordføreren. Så er vi kommet til fru Sofie Carsten Nielsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Vi har været her før, som flere har nævnt. Jeg kommer lige fra UCplus, den danskuddannelsesvirksomhed, som er en del af Arriva og uddanner buschauffører til at tale dansk. Der er store problemer i forhold til gebyret på de uddannelser, men det her ville jo også betyde, at vi kom til at mangle rigtig, rigtig mange af dem, for så ville de ikke kunne blive buschauffør.

Der er jo ikke nogen som helst, der er uenige i, tror jeg, at vi skal bekæmpe negativ social kontrol, og at ingen i det her land må tvinges af andre til at bære et bestemt stykke tøj eller et bestemt symbol. For vi har og har længe haft en bestemmelse i straffeloven, et forbud mod at tvinge mennesker til at bære noget, de ikke vil bære. Derfor skylder vi også fortsat at arbejde langt hårdere for mere ligestilling og mere frihed i Danmark til alle grupper og da i særdeleshed dem, der underlægges social kontrol, tvang og vold. Så det er her, kampen står for mig og for Radikale Venstre for mere frihed og ligestilling og imod tvang, undertrykkelse og ufrihed.

Men det gør vi altså bare ikke ved at forbyde mennesker at bære tørklæde på arbejde. Tværtimod vil vi jo så udøve en statslig tvang. Det er dumt, og det vil også splitte vores samfund endnu mere. Det vil udskamme bestemte befolkningsgrupper – det sker allerede i meget omfattende grad. Og så vil det sende mennesker ud af arbejdsmarkedet. Det er i strid med de helt grundlæggende værdier, vi står for i Danmark, at tvinge tøj af folk, medmindre det er til fare for rigets sikkerhed. Man skal kontrolleres i lufthavnen.

Nora og Fagrid, som vi har talt med, arbejder som sygeplejersker. Dem har vi jo brug for – de bærer også tørklæde. Alle de dygtige sosu-medhjælpere, som er derude og bærer tørklæde, har vi jo brug for. De gør det godt. Tak skal I have.

Men kan man være ufri og bære tørklæde? Selvfølgelig kan man være det. Man kan være underlagt social kontrol, tvang. Kan man være fri og bære tørklæde? Selvfølgelig kan man det. Man kan være dansk, man kan være fri, man kan være feminist og bære tørklæde – selvfølgelig.

I onsdags var jeg, og det er der sikkert mange af jer der har prøvet, ude til en valgdebat. For ikke så længe siden blev jeg tilbudt at komme ud på et plejehjem i Rødovre og arbejde en dag, så det var jeg. Det var en virkelig stærk oplevelse, og jeg var både inde at hjælpe de ældre – det har jeg også været for mange år siden – men jeg talte også med mange af medarbejderne. De har 17 nationaliteter ansat på det her plejehjem, og de har brug for hver og en. Faktisk er den allerstørste udfordring, de overhovedet har, at skaffe tilstrækkeligt med mennesker, der kan hjælpe til, altså social- og sundhedsassistenter, medhjælpere til vores ældre medborgere. Det var også det, de ældre efterspurgte: Vær nu sikre på, at I kan skaffe os nok mennesker; det er fantastiske social- og sundhedsassistenter, vi har ansat; de gør det rigtig godt. Det synes jeg vi skal tage med derfra.

Alle dem, der bekæmper social kontrol, dem, der arbejder for frihed og ligestilling, skal vi tage i hånden, og dem skal vi byde velkommen ind i kampen, fordi vi har brug for at være mange, og det gælder mange steder i vores samfund, og vi har brug for, at man kommer alle steder fra – med tørklæde og uden tørklæde. Og det her forslag trækker i den helt modsatte retning.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Holger K. Nielsen som ordfører for SF.

Der er sagt mange fornuftige ting af kollegaerne i den her debat, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi her i Folketinget beskæftiger os med de reelle problemer, der er ude i samfundet, at vi ikke bare tager en debat op for at tage en debat op ud fra en eller anden form for værdipolitisk eller symbolpolitisk hensyn.

Jeg tror, at det virkelig har været skadeligt for hele integrationsdebatten, at vi tager alle mulige spørgsmål op, som i virkelig ikke har den store betydning for, hvordan integrationen foregår. Det mener jeg også er tilfældet her. Kan det være et problem for offentligt ansatte, der har borgerkontakt, at de bærer hovedbeklædning af religiøs karakter? Det kan det vel godt af og til, som hr. Finn Sørensen var inde på – det kan man ikke udelukke – men det håndterer man jo så lokalt. Der har man jo en ledelse, der vil være i stand til at håndtere det. Man kan tilrettelægge arbejdet på forskellig måde, og hvad ved jeg. Så det kan man håndtere lokalt, det skal man også håndtere lokalt, og det er jo ikke noget af det, vi skal gå ind i her fra Folketingets side. Så jeg synes, at de her forslag fra Dansk Folkeparti skyder fuldstændig forbi.

Jeg skal ikke gå ind i en stor debat om, hvorvidt tørklæder er kvindeundertrykkende eller ej. Det synes jeg ikke har så meget at gøre med det her. Det her handler om, hvorvidt vi fra Folketingets side skal gå ind og bestemme og lovgive om, hvordan arbejdsforholdene er på de enkelte offentlige arbejdspladser. Det skal vi altså ikke. Det er helt imod den danske tradition og danske model, at man gør det.

Tak til SF's ordfører. Så er vi kommet til hr. Naser Khader som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Når en borger mødes af det offentlige, er det vigtigt, at man føler sig behandlet objektivt og neutralt. Man skal ikke have en mistanke om, at man behandles anderledes end andre, fordi man tilfældigvis er i kontakt med en ansat, der som privatperson har stærke ideologiske eller religiøse holdninger. De holdninger må man lade blive derhjemme, når man som offentligt ansat tager på arbejde om morgenen. Sådan er det i de fleste jobs og særlig i det offentlige, når man har direkte borgerkontakt. Selvfølgelig skal det være sådan.

Derfor mener jeg også, at der er grænser for, hvor meget ansatte med borgerkontakt kan skilte med stærke religiøse og ideologiske overbevisninger, når de er på arbejde. Men jeg mener ikke, at eksempelvis et tørklæde er i nærheden af den grænse. Kvinder, der bærer tørklæde, kan være lige så forskellige som alle mulige andre. Det siger intet om deres holdninger. Derfor er det også alt for vidtgående at forbyde ansatte i en bred gruppe af jobfunktioner at bære tørklæde.

Jeg vil gerne understrege, at tørklædet som symbol er kvindeundertrykkende. Det kan man altså ikke komme uden om. Men det er også vigtigt, at man ikke går efter den enkelte kvinde, der bærer et tørklæde. Man kan kritisere symbolet uden at komme efter den enkelte kvinde. Vi har før haft en debat om burka og har maskeringsforbud. Burkaen er på en helt anden måde. Det er en holdning, man bærer. Det er et bestemt syn på kvinder, man bærer rundt på. Det er en enormt undertrykkende tankegang, der ligger bag burka og niqab, en tanke om, at den kvindes ansigt kun må vises derhjemme hos hendes ægtemand, og at hun skal være anonym, hun skal være nobody, når hun træder ud i samfundet. Det skal vi som samfund selvfølgelig tage kraftigt afstand fra. Men at bære tørklæde er for langt de fleste noget helt andet.

I øvrigt mener jeg, at det i udgangspunktet er op til arbejdspladserne selv at lave regler i forhold til, hvad det er for uniformer og tøj osv., man har. Der var et eksempel her for nylig, hvor SAS afviste en pige med tørklæde. Det stod i deres regler, og det var der ikke nogen problemer i. Det var noget, arbejdspladsen selv besluttede sig for, og sådan skal det også være. Så på den baggrund kan vi Konservative ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Tak.

Tak til den konservative ordfører. Så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for indlæggene, og tak for debatten. Når man er offentligt ansat, bør man tilstræbe at fremstå neutralt. Det er et helt rimeligt krav. Det siger sig selv, at såfremt man bærer det muslimske tørklæde, fremstår man ikke neutralt. Det er, uanset hvad man mener om det, et meget markant religiøst, ideologisk og politisk symbol. Det er sådan set noget af det første, man ser, når man møder en person, som bærer tørklæde.

Dertil kommer, at det muslimske tørklæde repræsenterer et værdisæt, et menneske- og kvindesyn, som er uforeneligt med det at repræsentere offentlige instanser i Danmark, for det repræsenterer også et værdisæt, hvor man bl.a. deler mennesker op i rene og urene, og det er ganske enkelt ikke gangbart som repræsentant for den offentlige sektor. Det er Dansk Folkepartis holdning.

Som andre har været inde på, er det ikke så lang tid siden, at vi behandlede et forslag, der mindede om det her. Det forslag var mere vidtgående, for det var forbud, der gjaldt alle offentligt ansatte. Det her gælder offentligt ansatte, som har borgerkontakt. I forbindelse med det tidligere beslutningsforslag og udvalgsbehandlingen af det beslutningsforslag, B 36, stillede vi nogle spørgsmål fra Dansk Folkepartis side. Der har udlændinge- og integrationsministeren indhentet bidrag fra justitsministeren, og de har så sendt en række svar over til udvalget. Et af svarene lyder som følger, og det vil jeg så læse op fra:

»Det må antages, at et forbud mod at bære synlige religiøse symboler for alle offentligt ansatte i arbejdstiden, herunder f.eks. mindre smykker, vil være for vidtgående i lyset af det formål, der søges opnået med forbuddet, som f.eks. hensynet til religiøs neutralitet. Et sådant forbud vil gælde alle offentligt ansatte uanset hvilket arbejde, de udfører i den offentlige sektor. Det vil således også ramme de offentligt ansatte, som ikke i forbindelse med deres arbejde har direkte borgerkontakt. Det er derfor umiddelbart vurderingen, at et sådant forbud ikke vil opfylde proportionalitetskravet efter EMRK artikel 9, stk. 2, og vil derfor ikke kunne retfærdiggøres.«

Af svaret fra Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet til Udlændinge- og Integrationsudvalget kan man udlede, at det er muligt at indføre et forbud mod at bære markante religiøse symboler som f.eks. religiøs hovedbeklædning for ansatte, der har direkte borgerkontakt.

I en artikel bragt i Berlingske den 3. marts i år giver juraprofessor og ekspert i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytteri udtryk for, at et forbud mod synlige religiøse symboler begrundet i borgerkontakt kan være et sagligt argument for et forbud. Juraprofessoren mener, at det kan være relevant at sondre mellem offentligt ansatte, der har borgerkontakt, og dem, som ikke har. Jens Elo Rytter mener, at hvis der skal udpeges en mulighed for at få indført et forbud for offentligt ansatte, er det her, og han henviser jo også til, at der allerede i dag er et lignende forbud for dommere, fordi hensynet til at fremstå neutral over for borgerne vægter højere. Der vil jeg så henlede Folketingets opmærksomhed på det lovforslag, som blev vedtaget den 29. maj 2009, hvor Folketinget netop vedtog, at de juridiske dommere skal fremstå religiøst neutrale over for borgerne, så vi har det jo allerede på visse områder i dag.

Dog mener vi i Dansk Folkeparti, at mindre og diskrete smykker såsom et kors, en halvmåne eller en davidsstjerne bør være tilladt, og den måde lægger svaret fra de to ministerier jo faktisk også op til at man bør gøre det, hvis man ønsker at indføre det. Vi mener på baggrund af svaret fra ministeren vedrørende det beslutningsforslag, B 36, og det, som juraprofessoren har været fremme med og hans vurderinger i Berlingske, at der er en mulighed for at forbyde markante religiøse symboler og religiøs beklædning for offentligt ansatte, som har direkte borgerkontakt. Og det er vores opfattelse, at borgerne med rette, når de møder en repræsentant for det offentlige, kan forvente en vis grad af neutralitet. Det er det, der er baggrunden for forslaget. Jeg kan forstå også på det, som ministeren sagde, at der fortsat er visse betænkeligheder i forhold til det juridiske, men jeg vil gerne slå fast, at det her forslag kan gennemføres. Så jeg vil gerne opfordre til, at man lader være med at gemme sig bag juraen. I sidste ende er det et spørgsmål om politisk vilje, og hvis man i regeringen og hos andre partier sådan set anerkender, at det muslimske tørklæde er udtryk for bl.a. kvindeundertrykkelse, kan vi så ikke blive enige om, at vi på et tidspunkt siger, at hvis man repræsenterer det offentlige Danmark, skal man ikke bære symboler, som symboliserer bl.a. kvindeundertrykkelse. Det vil vi gerne have os frabedt. Det var ordene.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.