Det næste punkt på dagsordenen er:

40) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 14:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro.

Af Martin Henriksen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 04.10.2018).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Efter beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti skal regeringen pålægges at afsøge det juridiske grundlag for at forbyde og lukke Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro. Lad mig slå fast fra begyndelsen, at jeg tager kraftigt afstand fra de udtalelser, som en imam under en fredagsprædiken i moskeen på Nørrebro er kommet med, og fra det menneskesyn, som sådanne ytringer er et udtryk for. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Hvad er det så, beslutningsforslaget handler om? Som nævnt ønsker Dansk Folkeparti, at det skal undersøges nærmere, hvad de juridiske muligheder er for at opløse en eventuel forening bag denne moské, og det er almindeligvis sådan, at det er Rigsadvokaten, der står for at udarbejde en sådan redegørelse. Med andre ord handler beslutningsforslaget ikke om selve moskeen i snæver forstand, altså de lokaler, som benyttes til aktiviteter i den pågældende moské på Nørrebro, men derimod om en eventuel forening bag denne moské. Jeg vil gerne understrege, at hvis disse mennesker bevæger sig på den forkerte side af loven, skal samfundets reaktion være konsekvent, og hvis der inden for grundlovens rammer viser sig en mulighed for opløsning, så mener jeg, det er en mulighed, som vi som samfund skal benytte os af.

Lad mig begynde med grundlovens § 67 om religionsfrihed, som forslagsstillerne også selv nævner. Det følger af bestemmelsen, at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden. Bestemmelsen sikrer borgerne en religiøs forenings forsamlings- og ytringsfrihed. Men religionsfriheden er efter bestemmelsen ikke ubegrænset, da lovgivningsmagten kan fastsætte de rammer for religionsfriheden, som hensynet til sædeligheden eller den offentlige orden tilsiger.

Bestemmelsen sætter samlet set den grænse for statsmagten, at den er afskåret fra at gribe ind over for borgernes gudsdyrkelse i tilslutning til religiøse samfund, hvis denne indgriben alene er begrundet i en afstandtagen fra den pågældende trosretning som sådan. Der kan derimod godt gennemføres lovgivning, der berører gudsdyrkelse, når lovgivning ikke har til hensigt at modvirke den berørte gudsdyrkelse, men er begrundet i at varetage hensynet til beskyttelse af sædeligheden eller den offentlige orden. Lovgivningsmagten antages at være overladt et vidt skøn ved fastlæggelsen af, hvad der nærmere må forstås ved sædeligheden eller den offentlige orden. Som eksempler på, hvad der må anses for omfattet af den offentlige orden, og som ikke er beskyttet efter grundlovens § 67, kan nævnes de handlinger, der er omfattet af ordensbekendtgørelsen eller straffelovens bestemmelser.

Så er der også spørgsmålet om opløsning af en forening ved dom. Dette spørgsmål er reguleret af grundlovens § 78. Bestemmelsen indebærer først og fremmest, at borgere kan danne foreninger i ethvert lovligt øjemed uden først at skulle spørge om lov og tilladelse. Der er altså i den danske grundlov et grundlæggende forbud mod foreningscensur. Omvendt indeholder bestemmelsen mulighed for, at en forening, som allerede er dannet, kan opløses. Opløsningen kan ske ved dom og forudsætter, at der foreligger en forening i grundlovens forstand. Hvis der ikke er tale om en forening, er der, om man så må sige, ikke noget at opløse. Opløsning kræver også, at foreningen har et ulovligt øjemed, f.eks. at den søger at nå sit mål med vold, og at der kan føres bevis herfor i forbindelse med en eventuel opløsningssag.

Om en forening kan siges at have et ulovligt formål, afhænger af en samlet vurdering, hvor der lægges vægt på alt, der kan belyse dette. Opløsning af en forening ved dom under henvisning til, at foreningen har et ulovligt øjemed, vil i almindelighed alene komme på tale, hvis foreningen eller dens medlemmer som et almindeligt led i foreningens virksomhed overtræder eller har til hensigt at overtræde lovgivningen.

Nu til den pågældende moské på Nørrebro for at komme tættere på det, som det drejer sig om i dag. Som nævnt er det i særlig grad oplysninger om strafbare forhold, der kan begrunde en opløsning. Anklagemyndigheden har oplyst, at en imam fra den pågældende moské på Nørrebro er tiltalt for at bifalde drab på jøder i en fredagsprædiken fra marts 2017. Sagen er berammet til den 26. marts 2019. Derudover har Rigsadvokaten ikke kendskab til personer, der i relation til moskeen er tiltalt eller dømt for strafbare forhold. Aktuelt er det eneste kendte mulige strafbare forhold altså en alvorlig tiltale mod en enkelt imam.

Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at bede Rigsadvokaten vurdere, om der bør iværksættes en undersøgelse af, om der efter grundlovens § 78 er grundlag for at opløse en eventuel forening bag moskeen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at myndighederne ikke skal være opmærksomme på forhold knyttet til moskeen. Vi skal som samfund udfordre de ytringer, som forsøger at undergrave de værdier og normer, som vores samfund bygger på, og jeg har på den baggrund bedt Rigsadvokaten om at etablere en indberetningsordning, hvor rigsadvokaturen løbende skal modtage indberetninger om sager, hvor en person dømmes for som led i religiøs oplæring udtrykkelig at billige handlinger som f.eks. drab på jøder.

Formålet med indberetningsordningen er at følge udviklingen tæt, herunder i forhold til de pågældendes tilknytning til eventuelle foreninger. Og med ordningen sikres det, at Rigsadvokaten løbende har de nødvendige oplysninger for at vurdere, om der er grund til at kigge nærmere på, om der er strafbare forhold, der kan begrunde en opløsning af en eventuel forening ved dom. Vi skal have en skærpet opmærksomhed omkring disse sager og deres betydning for spørgsmålet om opløsning ved dom. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg mener, at hvis det kan bevises, at sådanne foreninger har til formål at fremme strafbare ytringer, så bør de opløses.

Jeg vil også gerne nævne, at anklagemyndigheden for tiden forbereder en opløsningssag mod en anden forening, nemlig Loyal to Familia, og i modsætning til denne sag, hvor der kun er kendskab til ét muligt strafbart forhold, er der i forhold til LTF som bekendt tale om samlet set en ret betydelig mængde strafbare forhold, som anklagemyndigheden vurderer kan henregnes til LTF.

Jeg vil gerne slutte med igen at tage kraftig afstand fra de udtalelser, der nu er rejst tiltale for, men jeg mener ikke, at det giver grundlag for at bede Rigsadvokaten om at kigge på muligheden for en opløsningssag mod en eventuel forening bag den nævnte moské, og derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget. Når det er sagt, skal vi jo sikre os, at de mennesker, som vi giver ophold i vores land, rent faktisk vil Danmark og danske værdier.

Her vil jeg kort nævne den nationale sanktionsliste over udenlandske religiøse forkyndere som et eksempel på lovgivning, der er med til at sikre, at vi ikke får de forkerte mennesker ind i vores land. At blive optaget på sanktionslisten har den betydning, at en udlænding bliver udelukket fra at indrejse eller opholde sig i Danmark eller i et andet Schengenland, fordi der er grund til at tro, at den pågældende vil udgøre en trussel mod den offentlige orden, hvis vedkommende fik lov til at indrejse i Danmark. Der er lige nu to religiøse forkyndere, som er opført på den nationale sanktionsliste, og som før deres optagelse på listen har talt i moskeen. De to personer er nu udelukket fra at indrejse eller opholde sig i Danmark eller i et andet Schengenland, og de vil derfor ikke kunne indrejse for at tale i moskeen, så længe de er på listen. Hvis de alligevel indrejser, straffes de for det. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til fru Marie Krarup.

Sådan som jeg forstår ministeren, mener man altså, at det er nødvendigt at have et strafbart forhold, før man vil se på, om Rigsadvokaten skulle åbne en undersøgelse af moskeen. Men det, som vi ønsker, er jo, at man ser på det med henblik på § 67, altså det her med, om der læres noget, der strider imod sædeligheden. Der kunne jeg godt tænke mig at høre: Har man tidligere haft sager på det her område, altså har man egentlig haft en sag i henhold til § 67, og giver det derfor egentlig overhovedet mening at sige, at man først kan åbne en sag, når der er tale om en lovovertrædelse?

Ministeren.

Jeg kan ikke på stående fod stå her og nævne sager – jeg svarer gerne på det skriftligt under udvalgsbehandlingen. Grunden til, jeg henviser til LTF, er jo lige præcis for at nævne, at der skal noget til, før man kan bruge det argument for at opløse en forening. Det her handler jo ikke bare om lokalerne i moskeen – ellers har jeg fuldstændig misforstået forslaget. Det handler om den forening, der står bag, og hvis man skal kunne opløse den, skal der være en sandsynlighed for, når man indleder sådan en sag, at man kan føre den sag til dom. Det har vi oplevet med andre foreninger, men det er omfattende, og der skal i hvert fald mere til end det, der ligger nu. Og så kan spørgeren spørge mig lige om lidt, hvor den grænse går, og det kan jeg ikke sige præcis, for det er jo en vurdering.

Fru Marie Krarup.

Nej, jeg vil ikke spørge, hvor den grænse går, men jeg vil spørge, om man nogen sinde har undersøgt den grænse med hensyn til § 67, som jo er den paragraf, der handler om religionsfriheden og ikke om forsamlingsfriheden. Det er to paragraffer, vi beder om at man undersøger det i henhold til, og når det drejer sig om Loyal to Familia, er det jo kun § 78, tror jeg det er, mens det her også omfattes af § 67, og det tror jeg er ny jord, vi betræder, om jeg så må sige. Men jeg er selvfølgelig ikke ekspert på området, så jeg ved ikke, om man tidligere har haft sager, men det er det, jeg spørger om, altså om justitsministeren ved det, og jeg synes, det netop ville være interessant at kunne få lavet en redegørelse om tidligere brug af § 67.

Ministeren.

Det vil jeg meget gerne undersøge. Jeg kan simpelt hen ikke svare præcist på det heroppefra, og jeg vil gerne sikre mig, at jeg svarer korrekt. Så det imødeser jeg et spørgsmål om.

Vi siger tak til ministeren og går videre i ordførerrækken til fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg har som ordfører for Socialdemokratiet også læst forslaget derhen, at det var opløsning af en forening ud fra det, der er sagt af imamen i foreningen. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi som parti tager afstand fra den retorik og de holdninger og meninger og de opfordringer, som kommer fra disse hadefulde steder. Det er utrolig grænseoverskridende, at personer i sådanne stillinger opfordrer til vold og terrorhandlinger, hvis det finder sted.

Afsættet for beslutningsforslaget er især en konkret prædiken, som imamen fremsagde i marts 2017, og som anklagemyndigheden rejste tiltale mod pågældende imam for i juli 2018, altså lang tid efter. Sagen står til at komme på, så vidt jeg husker, den 26. marts 2019, altså 2 år efter at de udtalelser er faldet. Tiltalen lyder, som jeg har læst den i en pressemeddelelse, at anklagemyndigheden rejser tiltale mod en hadprædikant, fordi imamen har sagt: Dommedag oprinder ikke, før muslimer bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne vil sige: O, muslim, o, Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham.

Den pågældende imam bifalder altså drab på jøder. Og det skal der ikke herske nogen tvivl om at vi tager den kraftigste afstand fra. Man kan simpelt hen ikke i Danmark have sådan nogle holdninger til andre medborgere i det danske samfund eller i verden. I et åbent demokrati med grundlovssikrede frihedsrettigheder er det uhørt, at de frihedsrettigheder, man selv har, til at tro og tænke og tale og til at danne foreninger misbruges til at prædike had og vold, ja, sågar billige drab på konkrete medborgere. Vores gamle grundlov har efter min opfattelse meget stærke paragraffer om vores frihedsrettigheder, også rettigheder til at danne foreninger og til at dyrke sin gud. Sådanne rettigheder er dog aldrig uden grænser, og er vi ovre i troslovreglerne, er der faktisk grænser for netop det, der er nævnt her i forrige spørgsmål, omkring sædelighed og den offentlige orden. Men så er man ovre i anerkendte trossamfund med hensyn til nogle af forholdene.

Derfor er det godt, at domstolene nu kommer til at tage stilling til, hvad der kan siges af en imam, som ikke er ansat i et anerkendt trossamfund. For den moské, vi omtaler i dag, har ikke søgt nogen godkendelse, så den er ikke på listen over anerkendte trossamfund. Det vil så også sige, at den lov, vi har vedtaget, om tilsyn med andre trossamfund uden for folkekirken eller decorumkrav til de gejstlige ikke umiddelbart gælder her. Det er jo så det, der bliver spændende at få afklaret.

Vi er meget på linje med det, som justitsministeren har sagt, og vi har jo fået svar, også før vi gik i gang med drøftelserne her. Den redegørelse, ministeren har haft med i sin tale her, synes jeg siger de ting, som der er rejst spørgsmål om i beslutningsforslaget, nemlig at det vil være meget vanskeligt at gå den vej for at få lukket eller opløst den forening, der står bag den moské, som vi taler om. Men vi ønsker at afskaffe parallelsamfund, og vi ønsker på en eller anden måde at komme i dialog med de samfund, der prædiker had, for ligesom at vise dem, at det tager vi afstand fra.

Jeg vil også tillade mig at sige her, fordi jeg også er kirke- og religionsordfører, at der jo faktisk er ret mange gejstlige ledere på tværs af trossamfund, der har et formidabelt samarbejde for at fremme mellemfolkelig forståelse, religiøs tolerance og fred. Der kunne man godt tænke sig, at nogle af de gejstlige, som ikke er med blandt anerkendte trossamfund, også kommer ind i nogle netværk, hvor de ikke bare fortsætter de oldnordiske syn på andre mennesker og taler ned om andre eller laver kulturel eller social kontrol, både inden for egne rækker, men bestemt også uden for egne rækker. Det kan vi kun tage afstand fra.

Vi tror ikke på, at vi kommer ret meget længere i forhold til en redegørelse, når det er så få sager, der bygges på her. Så vidt jeg har forstået, er der faktisk kun den her ene sag, og den er jo så ikke afklaret ved en domstol endnu. Så det kan være, at tiden fremadrettet vil sige noget andet. Men som sagen står lige nu, kan vi ikke støtte B 14. Men vi har noteret os, at justitsministeren nu åbner for en indberetningsordning, og den ser vi frem til.

Vi siger tak til fru Karen J. Klint og går videre i ordførerrækken til hr. Mads Fuglede.

Tak for ordet. Forslagsstillerne ønsker med dette beslutningsforslag at få regeringen til at afsøge det juridiske grundlag for at forbyde og lukke Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro. Forslagsstillerne beskriver i beslutningsforslaget, at årsagen hertil er, at anklagemyndigheden i juli 2018 har rejst tiltale imod imamen Mundhir Abdallah fra moskeen for at bifalde drab på jøder.

Det er udtalelser, som Venstre selvfølgelig tager skarpt afstand fra. Det kan slet ikke understreges nok. Der synes at gå et antisemitisk spøgelse igennem Europa igen, og det er forfærdeligt at være vidne til. Men ifølge grundlovens § 78 kræver opløsning af en forening ved dom, at foreningen f.eks. søger at nå sit mål ved vold, og Rigsadvokaten har ikke kendskab til andre personer, der i relation til moskeen på Nørrebro er tiltalt eller dømt for strafbare forhold. Tiltalen mod imamen er, hvad vi ved af, det eneste mulige strafbare forhold. Der er altså på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at bede Rigsadvokaten vurdere, om der bør iværksættes undersøgelser af, om en eventuel forening bag moskeen kan opløses efter grundlovens § 78. Vi skal altså ikke sætte grundloven over styr på grund af én mands vanvittige udtalelser.

Men vi skal selvfølgelig heller ikke se passivt til, hvis vores danske normer og værdier ikke efterleves og de forsøges undergravet i visse miljøer. Myndighederne skal derfor holde et vågent øje med forhold knyttet til disse foreninger. Det gælder også moskeen på Nørrebro. Viser det sig, at der er en forening bag, der har til formål at fremme strafbare ytringer, skal den selvfølgelig opløses. Det ser indtil videre ikke ud til at være tilfældet på nuværende tidspunkt, hvorfor Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget. Og jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at de heller ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Vi siger tak til hr. Mads Fuglede. Og den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Joachim B. Olsen.

Tak for det, formand. Når man skal bedømme det her forslag, skal man først og fremmest være sig bevidst om, at man er inde at pille ved nogle helt fundamentale rettigheder. Retten til at dyrke sin religion på den måde, man finder bedst, og retten til frit at organisere sig i en forening er nogle af de grundpiller, vores samfund står på.

Vores insisteren på, at de rettigheder, som grundloven giver borgerne, ikke kun gælder for de ønskværdige, er på mange måder det, som adskiller os fra fundamentalisterne. Dog må man også medgive, at der i grundloven findes mulighed for at opløse en forening. Det er en mulighed, som er forbeholdt ret ekstreme tilfælde. Den gælder foreninger, som virker ved vold, anstiftelse til vold eller lignende. Det er nok ret sigende for, at det er svært at forbyde bander, når man bruger den her paragraf, at forbuddet mod Loyal to Familia for mange er kontroversielt.

Forslagsstillerne opregner en række personer, som har begået alvorlig kriminalitet, og som har haft en eller anden tilknytning til moskeen. Det gælder både Said Mansour og Omar el-Hussein, og så har imam Mundhir Abdallah en verserende sag. I øvrigt nævnes det, at Hizb ut-Tahrir holder arrangementer i moskeen.

Man må sige, at det ikke er et stærkt bevis for, at moskeen virker ved vold, at nogle ret ekstreme personer er kommet i moskeen. Det med imamen er for mig at se potentielt mere problematisk for moskeen, men der må man selvfølgelig afvente en dom. I forhold til Hizb ut-Tahrir er det mig bekendt bare en forening, som mener nogle fuldstændig vanvittige ting, men som ellers overholder lovgivningen i Danmark.

Skal man holde de her ting op imod, hvad der foregår i f.eks. Loyal to Familia, er det ret klart, at der er en tydelig niveauforskel. For mig at se er det klart, at man ikke kan gøre det her inden for grundlovens rammer. Man vil være en naiv, hvis man ikke mener, at der med meget stor sandsynlighed bliver prædiket vanvittige og antidemokratiske ting i den pågældende moské, at der er store problemer i miljøet, og at vi skal holde godt øje med det – og så i øvrigt sørge for at få dømt dem, som overtræder loven. Men for mig er grundloven langt mere end bare pæne ord, som skal skubbes til side, når det er ubelejligt. Man kan ikke hævde, at man kan bevise, at en forening virker ved vold på baggrund af én imams ikke afgjorte sag og to andre moskégængeres grove kriminalitet.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Vi siger tak til hr. Joachim B. Olsen. Undskyld, i sidste øjeblik fik kom der lige et ønske om en kort bemærkning fra fru Marie Krarup. Værsgo.

Jeg nåede lige at trykke mig ind her på falderebet. Det er bare, fordi jeg vil gøre ordføreren opmærksom på, at det her jo udelukkende handler om en redegørelse for de juridiske muligheder. Der er jo ikke noget ønske om, at nogen skal dømmes på forhånd. Det her er bare en problemstilling, der dukker op oftere og oftere, og derfor mener vi, at der simpelt hen er behov for, at man prøver at finde ud af, hvor grænserne for §§ 67 og 78 i grundloven egentlig går. Det var bare, fordi det lød, som om ordføreren mente, at det her var et forslag om, at man skulle lukke moskeen. Det kan vi selvfølgelig ikke fremsætte forslag om i Folketingssalen, det er jo ikke en politisk beslutning.

Ordføreren, værsgo.

Jamen jeg er ked af, hvis jeg i min tale er kommet til at formulere mig sådan, at det kunne misforstås. Vi har jo en rigsadvokat, og det er min fornemmelse, at han lytter meget til de signaler, som også bliver sendt fra regeringens side. Og der er igennem lang tid blevet sendt et klart signal om, at vi ikke vil acceptere, at der i moskeer bliver prædiket vold. Det er noget, som jeg tror et bredt flertal i Folketinget ønsker der bliver slået ned på, men det er ham, der skal afgøre, om der kan skrides til handling over for den pågældende moské. I forhold til de konkrete personer er der jo skredet til handling.

Fru Marie Krarup.

Men forslaget går altså på, at vi gerne have en redegørelse for, hvilke handlemuligheder der er, ikke på, at man nødvendigvis umiddelbart skal skride til handling og lukke moskeen – det kan man selvfølgelig ikke, det skal jo igennem de retslige instanser – men på, hvilke muligheder der foreligger på baggrund af vores grundlov, når man faktisk har en grænse for religionsfriheden, hvor man ikke må prædike noget, der strider imod sædeligheden og den offentlige orden. Der er der altså grund til at være opmærksom på, at det her er problemstillinger, der i højere og højere grad kommer op, fordi vi efterhånden har fået så mange fremmede prædikanter i landet.

Ordføreren, værsgo.

Jeg er fuldstændig enig i, at de historier, vi ser, og som også har været vist på TV 2 med udsendelsen »Moskeerne bag sløret« osv., er stærkt problematiske, men jeg er også af den helt klare opfattelse, at det er noget, som bliver taget meget alvorligt i regeringen og i Folketinget bredt. Og jeg er sikker på, at regeringen gennem justitsministeren meget gerne i de fora, vi har, såsom samråd og andre fora, hvor vi også mødes, vil redegøre for, hvad der kan gøres.

Så siger vi tak til hr. Joachim B. Olsen og går videre til fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.

Tak for det. Jeg skal starte med at sige, at vi i Alternativet heller ikke kan støtte det her beslutningsforslag.

I forhold til den debat, der lige var, om at bede om en juridisk vurdering og redegørelse tænker jeg, at det, som justitsministeren læste op af, da han var heroppe lige før, jo er en vurdering, som Justitsministeriet faktisk har lavet som svar på et spørgsmål i forbindelse med den her lovbehandling. Så den vurdering findes sådan set allerede i det papir, som ministeren faktisk læste op af. Så jeg forstår ikke helt, hvad mere det egentlig er, man vil have. Altså, man kan stille et ministerspørgsmål, hvor man så beder om, at ministeriet laver en redegørelse for, hvilke juridiske muligheder der er for at forbyde moskeen. Så jeg ser sådan set, at det ligger i det svar, men det kan være, at der er noget, jeg har misforstået.

Men ellers lægger jeg mig fuldstændig i slipstrømmen på de talere, der har været heroppe, både i forhold til det ene og det andet. Altså for det første gør jeg det i forhold til at tage kraftig afstand fra de udtalelser, som vi ved er kommet fra den her moské, hvor man har opfordret til drab på jøder, og heldigvis ligger der også en straffesag i forhold til de udtalelser, så vi kan jo sige, at vores straffevæsen fungerer, som det skal. Og når det er sagt, lægger vi os jo selvfølgelig også i slipstrømmen på de ordførere, som har sagt, at der skal noget mere til end en enkelt straffesag, før vi kan begynde at kigge på, om en forening udøver sit virke ved vold.

Så jeg er sådan set meget enig i forhold til det, ministeren sagde, og de andre ordførere, der har været heroppe, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Og jeg skulle hilse fra Enhedslisten og sige, at det kan de heller ikke.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Jeg skal ikke lægge mange ord til. Også i Radikale Venstre står vi helt bag ministerens og regeringens udtalelser her. Og vi fordømmer ligesom alle andre i den grad alle de hadefulde, racistiske ytringer og opfordringer, både til drab på bestemte grupper og til undertrykkelse, som nogle af de her ekstremistiske imamer er kommet med. Og der er, som flere ordførere og ministeren i øvrigt også har været inde på, en straffesag i gang. Lad os håbe, det fører til noget.

Vi skal holde fast i vores stærke demokrati. Som ordføreren for forslagsstillerne er bekendt med, har vi også i Radikale Venstre tilbage i tiden forsøgt os med opløsning af bestemte foreninger og har jo også fået gennemgået grundlovens paragraffer for det. Og jeg skal ikke lægge meget mere til end at sige, at vi heller ikke kan støtte beslutningsforslaget, men står bag justitsministerens udtalelser.

Tak til fru Sofie Carsten Nielsen. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Marie Krarup.

I Dansk Folkeparti er vi meget bekymrede over de radikaliserende udtalelser og handlinger, der udgår fra Masjid Al-Faruq-moskeen i Heimdalsgade. Det drejer sig om de her meget ubehagelige udtalelser om opfordringer til drab på jøder; det drejer sig om udtalelser om opfordring til en invasion af Europa; det drejer sig om, at terroristen Omar El-Hussei kom i moskeen og var der, kort før han begik drabet på Finn Nørgaard og Dan Uzan; det drejer sig om, at den terrordømte Said Mansour har haft sin gang der; og det drejer sig om, at det er en moské, som nogle steder bliver kaldt Hizb ut-Tahrirs moské, fordi Hizb ut-Tahrir har et meget tæt forhold til moskeen.

Derfor er vi simpelt hen bange for, at man benytter vores religionsfrihed til i virkeligheden at undergrave vores frie samfund. Det synes vi er uhyggeligt, og det er en risiko, som vi gerne vil have undersøgt. Det er derfor, vi ønsker, at man laver en redegørelse, hvor man på baggrund af § 67, altså vores religionsfrihedsparagraf i grundloven, og ud fra vores frihed til at danne foreninger ser på, om man her har strakt religionsfriheden for vidt. For vi har religionsfrihed, men kun så længe, at »intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«. Der må man jo sige, at det med at opfordre til drab på jøder eller til en invasion af Europa eller at støtte Hizb ut-Tahrir måske er ude at røre ved de grænser.

Det er det, vi gerne vil have undersøgt, og det er jeg egentlig lidt forundret over at der ikke er andre der gerne vil. Men hvis vi ikke kan få det via et beslutningsforslag, kan vi det forhåbentlig via spørgsmål til ministeriet, og så kan vi i hvert fald få nogle vurderinger derfra. For mig at se er der en risiko for, at det går ud over vores religionsfrihed, sådan at organisationer, der kan kalde sig religiøse organisationer, i virkeligheden kan få frihed til at undergrave vores frie samfund. Det synes jeg er en reel trussel, som vi er nødt til at se på.

Vi skal altså være opmærksomme på, at nogle af de lande, som vi normalt sammenligner os med, f.eks. har været i stand til at forbyde Hizb ut-Tahrir. Det har de gjort i Tyskland, og der er også mange andre lande, men det er så lande, som vi ikke vil sammenligne os med, der har forbudt Hizb ut-Tahrir. Men i Danmark fungerer sådan en organisation fuldstændig frit og har åbenbart et tilholdssted eller er i hvert fald aktive i Masjid Al-Faruq-moskeen. I Østrig har de været i stand til at lukke moskeer. Så der er europæiske lande, som vi normalt vil sammenligne os med, som faktisk ser mere alvorligt på de her problemer.

Jeg tror ikke, at det her er noget, der vil gå væk. Jeg tror, det er et problem, vi vil have i lang tid, med ekstreme islamiske organisationer og trossamfund, som vil prædike ting, som vi normalt ikke har brudt os om i Danmark. Derfor mener jeg seriøst, at det er nødvendigt, at vi får afklaret, præcis hvor grænserne går for § 67.

Jeg er selvfølgelig ked af, at der ikke har været nogen partier her i dag, der har ønsket at støtte det, men vi vil så forsøge at afklare de grænser på andre måder via ministerspørgsmål, og hvad man ellers kan gøre, for det er, tror jeg, desværre noget, der i den grad er brug for for at få styr på, om det er muligt at begrænse religiøse foreninger, der arbejder på at undergrave den frihed, vi har i Danmark. Tak for ordet.

Der er et kort spørgsmål fra fru Karen J. Klint.

Jeg vil bare som ordfører for mit parti sige, at hvis der er en mere neutral og generel fortolkning af § 67, vil vi meget gerne være med til at se på, hvordan vi kan gøre det. Det var, fordi det er hængt op på en konkret navngiven imam, hvor navngivningen ligesom siger, at så er det nogle andre spilleregler, der gælder. Men en generel, moderniseret fortolkning ser vi gerne. Det har vi også været inde på i det andet udvalg, hvor vi har godkendt lovforslag omkring de øvrige trossamfund uden for folkekirken. Så en mere generel debat er vi med på.

Ordføreren.

I det tilfælde kan man jo stille spørgsmålet: En forening, der bygger på § 67, altså vores religionsfrihed, og samtidig prædiker drab på jøder, en ny invasion af Europa, støtter Hizb ut-Tahrir osv., er det en forening, der er på kant med grundlovens § 67? Man kan jo sagtens stille alle de spørgsmål, vi har stillet her, hvor man bare streger Masjid Al-Faruq-moskeen ud. Det er vel ikke noget problem. Men jeg mener, at vi er nødt til at bruge det her som et springbræt til at få undersøgt de generelle forhold, sådan at vi er klar til at handle i forbindelse med den form for opråb. Hvis man nu finder, at det her er på kanten af religionsfriheden, så skal man jo være parat til at handle, hvis det sker igen.

Karen J. Klint.

Så vidt jeg husker detaljerne i grundloven, er det jo også defineret dér, hvad man forstår ved religiøs virksomhed og ikke bare en forening. Det er jo bønner og sådan noget. Så lad os bare kigge på det. Men spørgsmålet er så, hvilket udvalg der er mest rigtigt, og hvilken minister vi skal spørge, men vi vil godt være med til at se på en afgrænsning af det, en forståelse, en 2020-udgave eller 2019-udgave af § 67, og hvordan den skal opleves i dag.

Ordføreren.

Ja, men jeg takker for støtten i den forbindelse.

Vi siger tak til fru Marie Krarup.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Og da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.