Det næste punkt på dagsordenen er:

34) Forespørgsel nr. F 51:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Vil ministeren redegøre for, om regeringen vil tage skridt til at anerkende den danske stats medansvar for thalidomidskandalen og give kompensation til de nulevende danske thalidomidskadede på den baggrund, at de danske sundhedsmyndigheder i starten af 1960'erne i en periode fortiede thalidomids skadevirkninger for den brede offentlighed, hvilket førte til, at en række børn som følge af deres mors indtagelse af thalidomid blev født med fødselsskader, som måske kunne være undgået?

Af Flemming Møller Mortensen (S) og Julie Skovsby (S).

(Anmeldelse 04.04.2017. Fremme 07.04.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 30. maj 2017.

Vi starter med begrundelsen, og jeg giver ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Mange tak, formand. Det er set med socialdemokratiske øjne en meget alvorlig sag, vi her skal diskutere. Vi har fra socialdemokratisk side taget initiativ til den her forespørgsel, fordi vi gerne vil undersøge, om der er en mulighed for at få regeringen til at tage nogle skridt i forhold til at anerkende den danske stats medansvar for thalidomidskandalen, som den nu fandt sted i Danmark, og eventuelt give en kompensation til de nulevende danske thalidomidskadede, netop med baggrund i det, der fandt sted for 50 år siden.

Det her er en af verdens største lægemiddelskandaler, den største i moderne tid. Det var et lægemiddel, som blev opfundet af et lægemiddelfirma i Vesttyskland, som hed Chemie Grünenthal, og som spredtes til andre lande og blev solgt under forskellige navne. I Danmark blev thalidomid solgt under to forskellige navne, og i Danmark som i andre lande, hvor der blev solgt thalidomid, var myndighedernes ageren ikke noget, som vi kan være stolte af i dag. I stedet for at handle hurtigt, da den grufulde sandhed gik op for myndighederne, fortiede de skandalens omfang, og imens blev gravide kvinder ved med at spise piller, som skadede deres ufødte børn.

Der anslås, at omkring 10.000 børn blev født med fosterskader i perioden fra 1957 til 1963 på verdensplan. Ud fra det antal piller, der blev solgt i Danmark, er det blevet anslået, at der må være født omkring 20 thalidomidskadede børn her i Danmark. Mange af disse børn er formentlig døde som ganske små på grund af omfanget af deres skader. I dag er der seks nulevende thalidomidskadede. De er overlevende. Det er dem, den her forespørgsel i dag handler om. Skal den danske stat anerkende, at den har et medansvar for den del af thalidomidskaden og katastroferne, som udspillede sig på dansk jord? Og skal man give en kompensation for de mange år, som de seks nulevende danske thalidomidskadede, hvoraf flere er til stede i Folketingssalen i dag, har levet med skader, altså siden de som små blev født med de her skader.

Det er forespørgslens ramme, og jeg ser frem til debatten og dialogen her i dag. Tak.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til sundhedsministeren for en besvarelse.

Jeg oplever, at vi på alle måder er enige om, at thalidomidsagen på alle tænkelige måder er dybt ulykkelig, og at de mennesker, der uopretteligt er ramt af skader fra lægemidlet, har oplevet en stor smerte og lidelse. Jeg vil også gerne udtrykke min dybeste medfølelse og sympati for både de berørte personer og for deres familier. Som I ved, er der tale om en sag, der tager sin begyndelse i slutningen af 1950'erne og i starten af 1960'erne. Der er tale om gravide kvinder, som var uvidende om, at de lægemidler, de tog, kunne være til skade for deres fostre, og også i Danmark i slutningen af 1950'erne og starten af 1960'erne var der gravide kvinder, der tog lægemidlet thalidomid i den tro, at det ville hjælpe mod de gener, de havde under graviditeten, men det viste sig efterfølgende, at lægemidlet i stedet for at hjælpe gav deres fostre alvorlige og uoprettelige skader.

Jeg har meget stor forståelse for de skadelidtes situation, og jeg anerkender fuldt ud både de konsekvenser, deres fysiske skader har haft for deres liv og deres hverdag, og de psykiske følger, der er påført dem, deres mødre og deres familier. Livet som thalidomidskadet har ikke været og er ikke let, og de fleste af de skadelidte må derfor fortsat leve med følgerne hver evig eneste dag. Som barn har mange af dem været igennem smertefulde operationer, langvarige og mange hospitalsindlæggelser, og de har lært at skulle leve med, at de har skilt sig ud – skilt sig ud hele livet. Nogle af dem er blevet bortadopteret, afvist af deres forældre, nogle har måttet leve deres liv på institution, og samtidig har forældrene måske haft svært ved at håndtere den svære situation og den skyldfølelse, som nogle af dem har oplevet, fordi de aldrig har kunnet tilgive sig selv, at de tog et lægemiddel, som skadede deres foster.

Som voksne har mange af vores thalidomidofre oplevet udfordringer ved ikke at kunne være tilknyttet arbejdsmarkedet eller på andre måder oplevet, at deres liv har været begrænset. Det er dog også mit håb, at de ramte og deres familier gennem årene er blevet hjulpet af det danske samfund, både sundhedsmæssigt, socialt og fagligt og på andre områder, hvor der har været behov for at yde støtte til, at de kunne få en sammenhængende hverdag. Til trods for de hårde vilkår, som flere af de ramte har haft, vil jeg sige, at når jeg læser deres livshistorie, når jeg hører deres beretninger, så synes jeg, at de har klaret sig prisværdigt flot og kæmpet til trods for de skader, som de er blevet påført fra fødslen.

Der er rigtig meget i fortiden, vi ville have håndteret anderledes. Vi kan desværre ikke lave om på fortiden. Vi kan ikke med tilbagevirkende kraft tage smerten fra de berørte, godtgøre de handlinger, der er sket, eller yde retfærdighed til de mennesker, som er blevet udsat for hændelser, vi tager afstand fra i dag. For mig som sundhedsminister er det eneste lyspunkt i den her ulykkelige sag, at vi heldigvis har lært af fortiden, og at vi på baggrund af netop thalidomidskandalen har fået indført både danske og europæiske lægemiddelregler, der kan være med til at forhindre, at en lignende sag kan ske igen. Det kan naturligvis ikke godtgøre eller rette op på de skader, som de skadelidte har skullet leve med, men jeg håber, at også de thalidomidramte kan se, at den situation, de har stået i, og at den her sag har været med til at sikre en bedre lovgivning i både Danmark, men også resten af Europa.

At indføre en særlig kompensationsordning til de skadelidte, som der lægges op til i forespørgslen, er ikke en vej, regeringen ønsker at gå. Det er ikke, fordi vi ikke forstår ønsket, men fordi der ikke foreligger dokumentation, der kan skabe klarhed over, om den daværende Sundhedsstyrelse handlede ansvarspådragende i forbindelse med markedsføringen af thalidomid. Det vil også være meget svært at få afdækket, da der er tale om handlinger, som ligger tilbage i starten af 1960'erne. Det er ikke muligt at vurdere, hvorvidt der foreligger et ansvargrundlag i sagen, og uden det er det ikke muligt at tage stilling til, hvorvidt der er handlet ansvarspådragende.

Hvis vi i den her sag tager skridt til en særlig kompensation, vil det være meget svært at argumentere for, at vi ikke gør noget lignende i andre ulykkelige sager, hvor der heller ikke foreligger et ansvargrundlag. Der er sager på sundhedsområdet, hvor det er tydeligt, at det, man har gjort tidligere, ville man aldrig gøre i dag eller acceptere, når vi har den viden, vi har i dag. Vi har i Danmark anvendt behandlingsmetoder, som vi i dag kan se var helt uacceptable, og som vi aldrig ville benytte. Debatten her i Folketinget har også tidligere omhandlet det hvide snit, og der er også andre områder, hvor flere i dag må leve med alvorlige bivirkninger af den behandling, som de er blevet påført i sundhedsvæsenet, og hvor vi må sige, at det ikke var acceptabelt.

Heldigvis kan vi være glade for, at vores sundhedsvæsen i dag er markant anderledes, og at de behandlinger og de lægemidler, vi anvender i dag, heldigvis er gennemtestet, at de overvåges for mulige bivirkninger og skader, og at der er en helt, helt anden opfølgning på det, bl.a. på baggrund af den ulykkelige thalidomidskandale, der ramte ikke bare Danmark, men hele verden i starten af 1960'erne.

Regeringen har, som jeg indledningsvis sagde, den største forståelse og medfølelse for de skadelidte. Jeg har meget stor respekt for de kampe, man tager, og som man har taget. Jeg har også meget stor respekt for de ønsker, man har, om at blive set, hørt og respekteret i forhold til de skader, som man føler at samfundet også har et vist medansvar for at man er blevet påført fra fødslen. Af de grunde, som jeg har været inde på, kan regeringen ikke støtte opfordringen i forespørgslen, men vi har stor og dyb medfølelse med de mennesker, det drejer sig om, og vi anerkender til fulde, at det her er en sag, som er dybt, dybt ulykkelig, og som aldrig nogen sinde må gentages. For den er et udtryk for en behandling i vores sundhedsvæsen, som ikke er acceptabel, og som har haft nogle meget store menneskelige konsekvenser.

Tak til sundhedsministeren for besvarelsen. Så går vi over til selve forhandlingen, og den første ordfører i rækken er ordføreren for forespørgerne, hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Som myndighed bærer man et meget stort ansvar over for befolkningen. Det gør man i alle sammenhænge. Det kræver selvfølgelig, at man agerer ansvarsfuldt, og en del af det at agere ansvarsfuldt er jo at erkende egne fejl og rette op på dem. Og jeg er naturligvis ked af at høre, at regeringen har den holdning, at man ikke fra regeringens side vil gøre det samme, som vores nabolande, bl.a. Tyskland, Sverige og England, har gjort, i forhold til at give en anerkendelse og en kompensation til en meget lille gruppe, seks personer, som qua deres gruppes ringe størrelse selvfølgelig også har haft ringe mulighed for at gøre opmærksom på tingene.

I det her tilfælde, hvor det handler om thalidomidskaderne i Danmark, er det naturligvis ikke muligt at rette op på fejlene, det siger sundhedsministeren også. Det er også en fejl, der er begået i mange led og af mange forskellige aktører. Men det er altså muligt at anerkende det medansvar, man måtte have, for, at det gik så galt, som det gjorde, og det er muligt at følge den anerkendelse op med en symbolsk kompensation. Og her er der virkelig tale om et symbol, for hvordan gør man et helt liv med svære handicaps og sygdomme, der kunne være forhindret, op i penge?

Det var jo også derfor, jeg indledte med at sige, at den her sag er dybt alvorlig, og fra Socialdemokratiets side er der altså ingen tvivl om, at de danske sundhedsmyndigheder bærer et medansvar for omfanget af fødselsskaderne i Danmark forårsaget af thalidomid. Jeg har mødt personer – og som jeg også nævnte i min motivation for forespørgslen, er flere af dem til stede på tilhørerrækkerne i dag – som har været fostre i deres mors mave, efter at moren havde taget thalidomid, og vel at mærke i den periode, hvor thalidomid rent faktisk var trukket tilbage fra markedet, og i den periode, hvor fagpersonerne i Danmark var blevet advaret mod stoffet. Men det blev den brede befolkning ikke orienteret om. Det blev de først langt senere. Havde man som myndighed ageret ansvarsfuldt, kunne de her skader have været undgået.

Det er et meget tydeligt eksempel på, at myndighedernes opførsel har rigtig stor betydning for det levede liv. Det skal vi som samfund anerkende og kompensere, og det er vores mulighed for at agere ansvarsfuldt i dag. Det er det, vi fra Socialdemokratiets side mener i den her sag.

Det er naturligvis vanskeligt at optrævle fortiden i alle detaljer, og det har det også været i vores nabolande. Vi har ikke haft nogen organisation, som har stået bag de thalidomidskadede personer i Danmark. De hører under et sådant fagligt miljø i Sverige, fordi vi har haft så få skadede borgere i Danmark. I Sverige var der væsentlig flere, og i Tyskland var der rigtig, rigtig mange. Jeg nævnte i min indledende motivationstale, at op imod 10.000 børn blev født med thalidomidskader.

Det, der er alvoren, er, som jeg indledte med at sige her, at fagpersonerne fik væsentlig tidligere nys om, at noget var ravruskende galt i forhold til thalidomid. Det kom også frem i Ugeskrift for Læger, at man rent faktisk nu var klar over, dvs. havde en meget kraftig antagelse og formodning om, at der var en sammenhæng mellem thalidomid og de meget svære handicaps, man så i nyfødte børn. Man gav rent faktisk også udtryk for, at man ikke syntes, det skulle videre ud i befolkningen, fordi man var bange for, at det ville skabe panik blandt folk.

Det er den fortielse, det er den ikkeordentlighed, vi fra Socialdemokratiets side anholder i den her sag. For én ting er, at fagpersonerne fik det at vide, men der stod stadig væk thalidomid, der var udskrevet, hjemme i medicinskabet i rigtig mange hjem – hvor en kvinde var blevet gravid og tog medicinen ned fra hylden, fordi det jo var udskrevet for at kunne dulme kvalme og andre graviditetsproblemer og -gener. Derfor mener vi, det er rigtigt, at vi i Danmark går samme vej, som de er gået i vore nabolande.

Så er der flere, der siger til mig: Jamen de thalidomidskadede er da blevet kompenseret. Ja, det er de blevet af firmaet, som stod bag det, og som har følt et ansvar. Men det, jeg slår an, er det samfundsmæssige ansvar, myndighedernes ansvar. Derfor mener vi, at vi skal arbejde frem mod en anerkendelse fra Folketingets side og en kompensation. Tak, formand.

Tak til Socialdemokratiets ordfører.

(Flemming Møller Mortensen (S): Undskyld, jeg har en vedtagelsestekst; det var godt, jeg havde en vågen kollega i salen).

Det var godt. Det er godt, vi kan hjælpe hinanden. Værsgo til oplæsning.

Jeg læser en vedtagelsestekst op, som Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og Socialistisk Folkeparti står bag:

Forslag til vedtagelse

»Thalidomidskandalen er den værste lægemiddelkatastrofe i moderne tid. 10.000 børn anslås på verdensplan at være blevet født med alvorlige fosterskader i perioden 1957-1963, fordi deres mødre under graviditeten indtog piller med thalidomid. I Danmark kender man til seks nulevende thalidomidskadede.

Folketinget finder det afgørende, at befolkningen kan stole på, at myndighederne agerer ansvarsfuldt. Lovgivningen om godkendelse af lægemidler var anderledes omkring 1960 end i dag. Men det moralske ansvar for rettidigt at informere, når et lægemiddel eksempelvis forårsager misdannelser hos børn, gælder dengang som i dag.

Folketinget finder derfor, at den danske stat bør anerkende sit medansvar for de skader, som de nulevende danske thalidomidskadede har måttet leve med fra fødslen, fordi den ikke rettidigt informerede befolkningen om thalidomids skadevirkninger. Folketinget mener ligeledes, at de nulevende danske thalidomidskadede bør tilkendes en kompensation for myndighedernes manglende indgriben.

Såvel anerkendelse som kompensation skal gives inden årsskiftet 2017/2018.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 120).

Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, der var vågen. Værsgo.

Ja, det var jeg. Det er jo en utrolig trist og ulykkelig sag, vi står med i dag. I Dansk Folkeparti erkender vi, at det var en kæmpe skandale, der var for de her 50 år siden. Det gav store bivirkninger på de børn, der blev født, efter at deres mødre havde fået thalidomid som bl.a. kvalmestillende medicin, mens de var gravide. Det var et lægemiddel, som vi også hørte de andre ordførere være inde på, der blev udviklet i slutningen af 1950'erne. Det blev markedsført som et ufarligt, beroligende, kvalmestillende middel, men det viste sig senere, at det kunne give særdeles alvorlige fosterskader.

Fosterskaderne viste sig som manglende eller kraftigt deforme lemmer og somme tider også skader på øjne, ører og indre organer. De hyppigst ramte var mødre, som havde indtaget præparatet få gange i løbet af deres graviditet. Skaderne skyldtes, at thalidomid hæmmer væksten af blodkar i vævet, så når et organ vokser og samtidig hæmmer væksten i de lange rørknogler, som findes i arme og ben, fik man deformiteter.

Jeg har utrolig ondt af de mennesker, jeg vil kalde dem ofre, både forældre og børn, der blev ramt af den her skandale, og som i et langt liv har måttet leve med de misdannelser, der har været. Men jeg finder det også svært så mange år efter at tage en sag op og stille en minister til ansvar eller en regering til ansvar for noget, som de ikke har haft indflydelse på. Det er jo netop en sag som den her, der gjorde, at der blev oprettet en patienterstatning, som netop skulle sikre de borgere, der får bivirkninger efter medicin og behandlinger.

Jeg synes også, vi har lidt svært ved at finde ud af, hvem der skal drages til ansvar. I de snart 10 år, jeg har siddet i Folketinget, har vi haft en del nutidige sager kørende, hvor vi har skullet finde nogle at drage til ansvar i f.eks. Sundhedsstyrelsen, som ikke reagerede på de henvendelser, de fik, på samme måde som man siger, at der ikke blev reageret for lidt over 50 år siden. Vi har faktisk sat store advokatundersøgelser på det et par gange og alligevel uden at finde ud af, hvem der bar ansvaret for, at man ikke reagerede på unge mennesker, der døde af at drikke hostesaft fra apoteket, eller på psykiatere, der udskrev for meget psykofarmaka, så patienter døde af det. Der er utrolig mange af de her historier, som jeg har været med til på det seneste, og jeg tror også, at vi får historier i fremtiden.

Vi ser jo mange af de her sager til daglig, hvor der kommer nogle og melder om bivirkninger af enten medicin eller vacciner, og det bør man tage alvorligt. Det bør vi også lære af den historie, som var der for over 50 år siden. Der er en gang imellem nogle mennesker i nutiden, der ikke føler, at politikerne lytter til dem. Så har man lært af det? Det får vi se i fremtiden.

Hvis jeg havde en stor pose penge og havde en liste, ville jeg hellere end gerne dele penge ud til mange af dem, der bliver ramt, men så ville jeg også give penge ud til Sprogøpigerne, til de mennesker og patienter, der fik LSD og fik skader af det. Eller, som ministeren også var inde på, penge til mange af de mennesker, der fik det hvide snit. Jeg er sikker på, at dem, der står her om 10 år, vil sige, at vi måske har nogle andre sager fra det her årti, hvor vi ikke har handlet, som vi burde.

Så jeg må forholde mig til nutiden. Jeg vil arbejde på, at vi ikke begår de fejl, som man tidligere har set, for som sagt synes jeg ikke, at vi er særlig gode til det i nutiden. Derfor støtter jeg sundhedsministerens tilgang til den her sag, og jeg vil så læse det forslag op til vedtagelse, som er støttet af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at der er tale om en meget ulykkelig sag, hvor lægemidlet thalidomid er blevet brugt af gravide kvinder i god tro med den følge, at mange af deres fostre er blevet skadede. Folketinget har stor forståelse for, at både de berørte patienter og deres familie gennem hele deres liv har været påvirket af de alvorlige konsekvenser af skaderne.

Folketinget noterer sig, at der ikke foreligger oplysninger, der kan klarlægge, om der er sket en fejl fra myndighedsside i sagen, og om der dermed er handlet ansvarspådragende.

Folketinget noterer sig også, at et sådant oplysningsgrundlag er yderst vanskeligt at få, da der er tale om handlinger, som ligger mange år tilbage i tiden.

Folketinget finder derfor ikke anledning til – uden at kunne konstatere et særligt ansvarsgrundlag – at etablere en særlig kompensationsordning til thalidomidskadede.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 121).

Tak. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Jeg kunne jo sige tak for ordførertalen, men det gør jeg rent faktisk ikke, for jeg havde meget gerne set, at Dansk Folkeparti havde bakket de seks personer, som i den grad har været mærket af den her skandale hele deres liv, op i denne sag om en anerkendelse. Ordføreren siger, at det er svært så mange år efter, og havde ordføreren haft en stor pose penge, ville ordføreren gerne gøre det. Jeg må blot sige, at det kan jeg som Socialdemokratiets sundhedsordfører naturligvis ikke bruge til noget. Det kan de seks thalidomidskadede heller ikke. De var årsagen til, at vi netop fik den erstatningsordning, som ordføreren her nævner. De fik bare ikke selv noget ud af den. Det her var en fortielse, og det, ordføreren siger, er da rigtigt, nemlig at Sundhedsstyrelsen ikke kan redegøre for, hvorfor man fortiede det på det tidspunkt. Gør det indtryk på Dansk Folkepartis ordfører, at Sverige og Tyskland har handlet politisk anderledes, end Dansk Folkeparti ønsker at gøre?

Ordføreren.

Det gør da helt sikkert indtryk, at der er lande, der reagerer anderledes end Danmark. Det gør de jo i mange andre sager. Det er jo ikke alt, vi kan sammenligne. Så var der måske andre ting, som jeg ville have trukket frem. Men det gør da indtryk på mig, at der er folk, der har levet med det. Det gør indtryk på mig, at der er mennesker, der får psykofarmaka og bliver syge af det, og der er også de piger, der får bivirkninger af en vaccine. Så jo, det gør indtryk på mig, når der er folk, der får bivirkninger.

Spørgeren.

Ordføreren siger, at det er mange år siden, men det kommer an på, hvem der kigger på det. Jeg er selv født i lige nøjagtig det spænd, hvor det her gik galt. Jeg er i den situation, at jeg ikke synes, at det er så mange år siden. Både Dansk Folkepartis ordfører og ministeren siger, at det er det her med, om man kan bevise, at der er nogle, der handlet ansvarspådragende. Jeg synes, det er en udfordring, når Sundhedsstyrelsen ikke i højere grad kan sige, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Mener Dansk Folkeparti, at det her er mange år siden? Og mener Dansk Folkeparti reelt, at det her er en situation, hvor det skal kunne bevises, at man har handlet ansvarspådragende?

Ordføreren.

Jeg siger det, som vi har tilsluttet os i vedtagelsesteksten. Jeg kan ikke se, hvem der her har handlet ansvarspådragende. Jeg kan slet ikke se, at der er en minister, som i dag har det. Det er det, jeg forholder mig til. Jeg kan godt se, at der har været noget galt. Og det er mange år siden, når vi taler om, at det er over 50 år siden. Det var, før jeg blev født.

Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at der ikke er nogen nuværende ministre, som kan gøres ansvarlig for det, der skete for over 50 år siden. Men der ligger jo ikke desto mindre notater fra Sundhedsstyrelsen, hvor der står, at notatet ikke må offentliggøres, og hvor man konstaterer, at der sandsynligvis er skader som følge af brugen af thalidomid til gravide. Er det ikke et bevis?

Ordføreren.

Det er ikke bevis nok – ikke i forhold til de sager, vi har set, hvor man laver advokatundersøgelser. Hvis det var bevis nok, undrer jeg mig over, hvorfor den tidligere regering, hvor der sad en sundhedsminister fra Socialistisk Folkeparti – og der har også siddet en sundhedsminister fra Socialdemokratiet – ikke gjorde det dengang. Hvorfor skal man gøre det som oppositionsparti? Det undrer jeg mig over – altså hvorfor man ikke gjorde det dengang.

Spørgeren.

Nu vil der jo altid være oppositionspartier, som også skal lave noget, selv om de er i opposition. Så jeg synes ikke, det så meget er et spørgsmål om hvornår; det er et spørgsmål om, at nu har vi debatten, og det drejer sig om ganske få personer. Og alle ved, at det er rigtigt, at det her middel var årsagen til de skader, som vi har set efterfølgende. Giver det så ikke mening alligevel at genoverveje muligheden for erstatning til de mennesker?

Ordføreren.

Vi har på ingen måde draget i tvivl, hvad der var årsagen til bivirkningerne – det er der ingen tvivl om. Det handler om, hvem der skal have ansvaret for det, og det mener vi ikke at den nuværende regering og den nuværende sundhedsminister skal have, og det er det, vi siger i vores forslag til vedtagelse.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er fru Jane Heitmann som ordfører for Venstre.

Tak for det. Jeg skal indledningsvis sige, at jeg også taler på vegne af Det Konservative Folkeparti.

For nylig havde vi foretræde i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg. Gæsterne var fire thalidomidskadede, altså personer, hvis mødre i slutningen af 1950'erne eller begyndelsen af 1960'erne under graviditeten havde spist et thalidomidholdigt præparat, og som af den årsag var født med svære misdannelser. Jeg skal ærligt sige, at foretrædet gjorde et stort indtryk på mig. Nogle af jer, der var med til foretrædet, er til stede her i salen i dag, og jeg vil gerne sige til jer, at det altid er godt at mødes ansigt til ansigt, at høre historierne fra jer, som selv har oplevet følgerne og skaderne, udfordringerne på egen krop. Fra Venstres side kan jeg ikke sige det tydeligt nok: Vi føler på alle måder med jer.

Med forespørgslen i dag er et eventuelt erstatningsspørgsmål omdrejningspunktet, ligesom statens eventuelle medansvar er til diskussion, og det er jo en gammel sag. Det vanskeliggør hele processen med at stille nogen til ansvar. For tiderne var anderledes, og det var lovgivningen også. I slutningen af 1950'erne og i begyndelsen af 1960'erne havde man faktisk ikke regulering af erstatning for lægemiddelskader, og man havde kun en begrænset regulering af lægemidlers sikkerhed.

Læringen af thalidomidsagen har jo bl.a. gjort, at vi i dag har et veludbygget sikkerhedsnet via EU-lovgivning, som pålægger lægemiddelvirksomhederne at fremlægge oplysninger om et givent lægemiddel. Og vi har her i Folketingssalen flere gange behandlet lægemiddellovgivning, som øger patientsikkerheden og sikrer et skarpt og intensiveret fokus på bl.a. bivirkninger. Og i dag har vi også Patientskadeerstatningen, som skaber tryghed for patienterne. Men dengang skulle erstatninger og erstatningsansvar afgøres ved domstolene, såfremt en myndighed havde handlet ansvarspådragende, og forældelsesfristen var 20 år. Forældelsesfristen i sagen her er jo passeret for længe siden.

Som jeg nævnte indledningsvis, er det sager, som stammer tilbage fra 1950'erne og 1960'erne, og det ligger derfor ikke lige for at finde dokumentation for, at Sundhedsstyrelsen dengang begik fejl, da man markedsførte thalidomid. Det har heldigvis ændret sig markant gennem årene, hvor registreringssystemer og lovgivning har ændret sig markant. Thalidomid blev trukket tilbage fra det tyske marked i 1961 og efterfølgende fra de øvrige 46 lande, hvor præparatet blev markedsført. Og der har i sagens natur været et langt juridisk efterspil i forhold til erstatning til de ca. 10.000 børn, som man mener er født med thalidomidskader.

I Tyskland har man oprettet to thalidomidfonde, og i Sverige har man oprettet en thalidomidforvaltning, som udbetaler årlige erstatningsbeløb, også til de danske ofre. Der er altså udbetalt erstatninger også til danske thalidomidskadede.

Hvis vi et kort øjeblik kaster blikket på vores nabolande, kan vi se, at det er forskelligt, hvilken tilgang man har haft. I Sverige, hvor jeg forstår at man har et andet overblik over myndighedernes initiativer og viden i begyndelsen af 1960'erne, har man som det eneste nordiske land valgt at udbetale erstatning, mens både Finland og Norge ikke har udbetalt statslige kompensationer, bl.a. med det udgangspunkt, at thalidomidskadede har indgået forlig med AZ og har fået udbetalt erstatning fra virksomheden, ligesom man mener, at det ikke er hensigtsmæssigt at oprette særlige kompensationsordninger til enkeltgrupper.

I Venstre er vi meget på linje med de beslutninger, som man har truffet i både Norge og Finland – dels fordi vi i Danmark ikke har samme muligheder for at gå tilbage og afdække myndighedernes viden og ageren, dels fordi jeg kunne nævne mange eksempler på sager, forløb og handlemåder, der er foregået gennem tidens løb, og som, hvis vi hørte om dem i dag, ville få det til at skurre i ørerne – handlinger, som vi i dag ser på med helt andre øjne og ville have en helt anden, en markant anden tilgang til og også ville finde fuldstændig uacceptable. Godhavndrengene, Sprogøpigerne og patienter, som har fået udført det hvide snit, for nu blot at nævne nogle få.

Det, der er det samlede budskab med de forløb og de tragedier, er, at vi som samfund skal lære af dem. Det har vi også gjort af hele thalidomidsagen, og danske patienter er i dag blandt de patienter i verden, som er bedst beskyttet i forhold til mulighederne for at søge erstatning, hvis noget går galt under et behandlingsforløb.

Som jeg nævnte indledningsvis, gjorde foretrædet i Sundheds- og Ældreudvalget i januar et stort indtryk, og jeg vil gerne sige til jer fremmødte: Jeg synes, det var modigt af jer at møde os politikere på vores hjemmebane, og I skal vide, at jeg er imponeret over jeres tale til os, og at jeg og alle os i Venstre har den dybeste medfølelse både med jer og med jeres familier.

Venstre kan støtte det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkepartis ordfører læste op, og det kan Konservative også.

Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Venstres ordfører siger, at da de thalidomidskadede kom her ind i Folketinget, gjorde det indtryk. Ordføreren siger også, at det var modigt af dem. Det ordvalg kan jeg slet ikke forstå, når jeg tænker på min egen reaktion og mine følelser i forhold til det her. Ordføreren siger også, at det altid er godt at stå ansigt til ansigt med folk. Ja, den her sag er havnet her i salen, fordi daværende sundhedsminister Sophie Løhde ikke ville stå ansigt til ansigt med de thalidomidskadede. I et brev fra den 13. januar 2016 svarer daværende sundhedsminister Sophie Løhde på en henvendelse, der er kommet til statsministeren, og der bliver svaret i meget bureaukratiske vendinger, og der bliver ikke givet en invitation til at komme ind og få en forklaring til den meget lille gruppe af thalidomidskadede i Danmark. Jeg har desværre et indtryk af, at årsagen til, at Venstre og andre partier forholder sig, som de gør i dag, er, at der blev givet en afvisning på et meget tidligt tidspunkt.

Der er væsentlig flere patienter i Sverige, og de har haft en organisation, men det har man ikke haft i Danmark. Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvordan forholder Venstres sundhedsordfører sig til det?

Ordføreren.

Jeg er, som jeg sagde i min ordførertale, rigtig glad for, at fire thalidomidskadede tog turen til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg og med deres egne ord fortalte os i udvalget deres historie. Og uanset hvilke ord Socialdemokratiets ordfører vælger at lade sig forarge af, synes jeg, det var modigt. Og jeg synes altid, at det er en god ting at mødes ansigt til ansigt og se hinanden i øjnene og forholde sig til og høre de historier fra de mennesker, det berører – thalidomidofrene er jo et eksempel, og der kunne også være andre – at høre dem fra deres egen mund.

I Sverige har man, sådan som jeg forstår det, haft andre muligheder for at gå tilbage i annalerne, om man så må sige, og se på, hvad det var, der skete dengang i slutningen af 1950'erne og i 1960'erne. Derfor er sagen jo anderledes, end den er i Danmark, hvor vi ikke har de samme muligheder for at gå tilbage og se, om der eventuelt kunne være handlet ansvarspådragende. Sådan som jeg forstår det, modtager de danske thalidomidskadede også erstatning den dag i dag fra den svenske fond, som jo dækker både de danske og de svenske thalidomidskadede.

Spørgeren.

Venstres ordfører føler måske, at det var modigt af den her lille gruppe af thalidomidskadede, men jeg tænker, at grunden til, at de har fået modet, måske er, at de er blevet så hærdede og så hårdt prægede i livet lige nøjagtig af den fortielse, som fandt sted, fra en offentlig myndigheds side. I Sverige får de både en erstatning fra firmaet, der står bag – det er den fond, der var det gamle firma Astra – men de får det også fra den svenske stat, fordi den svenske stat måske lige nøjagtig har haft et dokument, der var gemt, og det har vi ikke i vores sundhedsstyrelse. Paralleliteten er dog til at få øje på, men det vil Venstre åbenbart ikke.

Jeg synes bare, at Sverige agerer ordentligt og ansvarsfuldt. Det eneste, vi såmænd ønsker fra Socialdemokratiets side og fra de andre partier, som jeg nævnte i forbindelse med mit forslag til vedtagelse, er, at vi også skal gøre det, men det vil Venstre åbenbart ikke.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, at det her er en sag, som egner sig meget lidt til at kaste mudder på hinanden med. Jeg kunne jo godt stå her og sige fra talerstolen, at jeg undrer mig over, at Socialdemokratiet ikke, dengang man selv sad med regeringsmagten, udbetalte erstatning. For der er jo i virkeligheden ikke noget, der har ændret sig siden dengang. Men jeg synes ikke, den sag her egner sig til det.

Jeg synes tværtimod, at den her sag egner sig til, at vi kigger på, hvordan forløbet har været, og hvad vi rent faktisk har lært. Og uanset hvor trist og hvor beklageligt det er, og hvor ked af det man kan blive over det, der er foregået dengang i 1950'erne og 1960'erne, så ændrer det ikke på, at vi har lært af historien, og at danske patienter den dag i dag er nogle af dem, der er bedst beskyttet i verden.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste i rækken er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til Socialdemokratiet for at rejse den her forespørgselsdebat omkring de danske ofre for thalidomidskandalen.

Jeg kan se, at der lige er kommet en gruppe nye tilhørere ind til salen, så det er ikke for at gentage alt det, som mine kollegaer allerede har sagt, men for at alle nu er med på, hvad vi diskuterer, vil jeg alligevel kort ridse op, hvad thalidomidskandalen handlede om.

Tilbage i slutningen af 1950'erne og starten af 1960'erne var et lægemiddel ved navn thalidomid relativt udbredt til at stille kvalme, men det viste sig, at hvis man brugte det lægemiddel, mens man var gravid, ja, så var ens ufødte barn, ens foster, i risiko for at få svære fosterskader. Det fandt man ud af, men desværre blev den viden ikke viderebragt til den brede befolkning. Man valgte i starten at nøjes med at oplyse fagpersonalet om det, og derfor fortsatte nogle borgere med at bruge det her lægemiddel, selv om man altså vidste, det kunne give svære fosterskader. Internationalt set er der omkring 10.000 børn, som blev født med fosterskader, og i Danmark har vi også en lille gruppe, som fik skader som følge af thalidomid.

Debatten i dag handler om, hvorvidt den danske stat skal påtage sig det ansvar, som staten havde, og anerkende det. Den handler også om, hvorvidt vi så skal udbetale en erstatning til de ofre for thalidomid. Den er vigtig både helt konkret for de ofre, som fik skader, men også for de forældre, som jo på den her måde selv var medvirkende til, at deres børn fik skader. Man kan næsten ikke forestille sig noget værre for forældre end selv på den måde at have en andel i det, også selv om de ikke vidste det. Men den er også vigtig helt principielt i forhold til statens ansvar, både for at sikre, at de lægemidler, som er på markedet, er sikre, men også, og det synes jeg faktisk er det allervæsentligste her, for at viderebringe den konkrete viden, man har, om skader, fordi vi ved jo, at man faktisk sad med en viden om, at dette lægemiddel kunne give skader, som man ikke viderebragte til den brede befolkning.

Det er også derfor, vi fra Enhedslistens side bakker op om det forslag til vedtagelse, som Socialdemokraternes ordfører læste op lidt tidligere i debatten. Det forslag anerkender, at staten havde et medansvar for den thalidomidskandale, vi så omkring 1960, og vedtagelsen understreger også, at de borgere, som fik skader, bør have en økonomisk kompensation.

Vi har hørt her i debatten, at det kan være svært at vise, at Sundhedsstyrelsen eller staten dengang var ansvarspådragende. Det kan jo være rigtigt, hvis der ikke ligger et konkret papir, der dokumenterer det, men det er jo op til os her i Folketinget så at konkludere. Og længere er den sådan set ikke. Vi kan træffe en beslutning på baggrund af den viden, vi har. Vi ved, at man vidste til, at der kunne være en sammenhæng imellem thalidomid og fosterskader. Vi ved, at man skrev i Ugeskrift for Læger, at man opfordrede til ikke at viderebringe den information til den brede befolkning. For mig at se er det sådan set et fint grundlag til at kunne anerkende, at staten begik en klar fejl dengang. Der står ikke i vores forslag til vedtagelse, at det er den nuværende ministers ansvar eller den nuværende regerings ansvar. Det er klart, at det selvfølgelig ikke er det. Det er et spørgsmål om, at staten tager et ansvar.

Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er et samlet Folketing, der kan samles i den her sag, men jeg synes i hvert fald, at det er glædeligt, at vi er et stort mindretal, og jeg håber, at vi kan arbejde videre med det. Det kunne jo være, at der en dag ville være et flertal for det, hvis regeringsmagten skifter, eller hvis Folketinget bliver sammensat på en anden måde, eller hvis andre partier kommer på bedre tanker. Under alle omstændigheder vil jeg endnu en gang gerne sige tak til Socialdemokraternes ordfører for at bringe den her debat i Folketingssalen.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste i rækken er Liberal Alliances ordfører, fru May-Britt Kattrup. Værsgo.

Tak for det. Thalidomidsagen er en forfærdelig sag, det er dybt ulykkeligt, og jeg tror, at de fleste herinde vil have lyst til at sikre de berørte og deres familier en god økonomisk kompensation. Jeg har stor forståelse for deres situation – jeg har stor forståelse for jeres situation. Men når vi agerer på vegne af staten, har alle spørgsmål også en helt principiel side. Den principielle side i det her spørgsmål handler om, hvordan man med rimelighed kan forvente kompensation fra staten. Det normale udgangspunkt er, at staten skal handle juridisk ansvarspådragende. Hvis ikke det er tilfældet, kan det være meget svært at argumentere for, at bestemte grupper skal have en bestemt kompensation.

Der findes bestemt masser af sager i Danmark, hvor folk lider stor skade, og hvor det offentlige helt sikkert kunne have handlet på en mere hensigtsmæssig måde, og hvor man i dag ville have handlet helt anderledes. I denne sag foreligger der imidlertid ikke oplysninger, der kan klarlægge, at der er sket en fejl fra myndigheders side, og at der dermed er handlet ansvarspådragende. Så selv om jeg virkelig har forståelse for de skadelidtes ønske, må jeg holde mig til ministeriets juridiske vurdering. Det eneste positive i den her sag, hvis man kan tale om positivt i den her sag overhovedet, er, at vi har lært af fortiden og har indført nye danske og europæiske lægemiddelregler, der kan være med til at forhindre, at noget lignende kan ske igen. Jeg ved godt, at det ikke hjælper de skadelidte i den her sag, men jeg håber inderligt, at vi ikke vil opleve noget lignende i fremtiden.

Liberal Alliance støtter teksten, som er læst op af fru Liselott Blixt.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg fæstner mig ved, at ordføreren siger, at vi altid skal forsøge at handle på en hensigtsmæssig måde, og det kan være rigtig vanskeligt at kigge 50 år tilbage og sige, hvad man skulle gjort. Sådan forstår jeg ordførerens tale. Men kunne ordføreren så måske have en holdning til, hvordan sundhedsministeren i januar 2016 kunne have handlet på en mere hensigtsmæssig måde ved at have indkaldt den her lille, sårbare gruppe af patienter, som er thalidomidskadede, til en drøftelse i Sundhedsministeriet? Kunne det have været en mere hensigtsmæssig måde end blot at sende et formelt brev?

Ordføreren.

Det kunne man sagtens forestille sig, men det må ordføreren spørge den daværende sundhedsminister, Sophie Løhde, om.

Tak til ordføreren. Så er vi nået til fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak. I 1970 startede jeg i børnehave i Aarhus, og jeg husker specielt en dreng, der gik i min børnehave. Jeg kan ikke huske, hvad han hed, men jeg husker ham, fordi han var meget dygtigere end alle os andre, og han var altid glad. Han kunne f.eks. spise med sine fødder – jeg bliver sådan helt berørt over det – og han kunne tegne med sine fødder, fordi han ikke havde nogen hænder og ikke nogen arme, og han var også i fjernsynet hele tiden. Som sagt var han altid glad, og han var altid aktiv, og han kunne ligesom gå med numsen, hvis man kan sige det sådan. Det var helt utroligt, hvad han faktisk kunne, og hvad han havde opnået ud fra den situation, han var i.

Det undrer mig i dag, at det var i 1970, og det var i børnehaven. Så det vil sige, at han da maksimum har været 5 år. Jeg tror, han var på alder med mig, og jeg startede, da jeg var 3 år, og jeg er fra 1967. Så han har cirka været født i 1965, og det vil sige lang tid efter, at man havde fundet ud af, at det her kvalmemiddel var så farligt, som det var. Man kan godt diskutere frem og tilbage og mundhugges om det ene og det andet, og om man kan finde det bevis eller det bevis, og hvad der gælder som bevis, og man kan også diskutere, om man kan bebrejde den danske stat for hele forløbet. Men jeg synes ikke, at man kan diskutere, at det er uacceptabelt, at myndigheder, når de tilbagetrækker et middel, der er så almindeligt som noget kvalmestillende, så vælger at gøre det i tavshed og lader kvinder, der er gravide, have det stående i deres skab på badeværelset og tage det årevis, når de og fagpersoner har vidst, hvor farligt og skadeligt det var. Det synes jeg uden diskussion er totalt og aldeles uacceptabelt.

Derfor mener jeg, at det handler om de personer, som er så få personer, vi taler om – vi taler om en meget lille gruppe, heldigvis, kan man sige – og det handler om tillid til hele vores system, til hele vores sundhedssystem, når man opdager sådan nogle ting. Jeg ved godt, at vi er nået meget længere i dag på baggrund af sådan nogle ulykkelige oplevelser som dem her, men vi er da alle sammen nødt til at have tillid til det system. For ellers er det jo en katastrofe for vores samfund, altså hvis vi f.eks. begynder ikke at have tillid til Sundhedsstyrelsen.

Så handler det om retfærdighed. Det handler om, at der er nogle mennesker, der lider og har lidt under andre menneskers dumhed og fejlvurderinger, og det mener jeg kræver en undskyldning og en kompensation, og det er sådan set ligegyldigt, om der er andre, der har andre lidelser, eller andre, der har været udsat for andre ting. Der kan ikke være nogen diskussion om, at vi skal give en undskyldning til den her gruppe og til deres forældre.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at sige til de seks af jer, der er tilbage, at det er så uretfærdigt og forkert, at I er blevet født med svære fosterskader på grund af thalidomid, og tak fordi I er her, og I er her igen, og tak for det store arbejde og den ihærdighed, I har lagt i det her. Der er blevet gjort uret imod jer, fordi man var så langsom til at skride ind, og som I har skrevet til os: Thalidomidskandalen er den største katastrofe nogen sinde i forbindelse med markedsføring af et lægemiddel. Ja, jeg har det sådan, at jeg slet ikke kan forstå, at det overhovedet kunne ske, og når man kigger på det i dag, er det jo ikke til at holde ud, og derfor er det heldigvis også sådan, at det ville være utænkeligt i dag.

I mine øjne er der ikke nogen undskyldning for, at man ikke gjorde mere dengang, og derfor har jeg faktisk også været i tvivl om, hvad for en af vedtagelsesteksterne jeg skulle støtte i dag. For det ville jo være lettest at støtte Socialdemokratiets, fordi jeg gerne vil hjælpe, men helt ærligt bryder jeg mig faktisk ikke om, at der er nogle partier, som trækker den her sag ind i Folketingssalen. For der er jo ikke en eneste politiker til stede i salen i dag, som ikke anerkender jer og de fejl, der er blevet begået, og det ændrer en ny tekst jo ikke noget ved. For mig er det vigtigt, at der ikke er nogen, der går herfra i dag og tænker, at man er blevet stemt ned. For hvis det er det, der kommer ud af det, har dagens debat jo egentlig bare gjort det værre. Så jeg håber, at vi alle sammen kan tænke efter med os selv, om det er det rigtige at tage sådan en sag her ind i Folketingssalen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Det må jeg sige til fru Lotte Rod: Her er der noget, jeg i hvert fald ikke forstår. Fru Lotte Rod står på De Radikales vegne og siger, at der er sket uret mod jer på grundlag af langsommelighed. Det er forkert, og det er uretfærdigt. Kan fru Lotte Rod sige mig, hvad fru Lotte Rod mener der måtte have resulteret i en politisk anerkendelse og kompensation i Sverige, i Tyskland og i England, hvis ikke det havde været, fordi sagen var blevet taget op og bragt på et politisk bord? Jeg kan føle mig helt pikeret over, at De Radikales ordfører forsøger at udstille det, at vi har fremsat den her forespørgsel i dag, som noget, der næsten skulle være uetisk. Hvordan tror fru Lotte Rod den var kommet på de svenske politikeres bord, hvis ikke det var, fordi der var nogle politikere, der havde kastet sig ind i sagen?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvordan det er foregået i andre lande. Jeg giver bare udtryk for det, der er min og Radikale Venstres holdning. Jeg deler opfattelsen af, at det, der er sket, er forkert, og at det er uretfærdigt, og jeg vil gerne have, at det, der står tilbage efter den her debat, er, at det er vi et enigt Folketing der mener, og at det ikke bliver ændret af, om man vedtager en ny tekst eller ej.

Spørgeren.

Venstres sundhedsordfører sagde, at det var modigt af de thalidomidskadede at komme i Sundhedsudvalget. I Sundhedsudvalget sad der en flok ordførere, som var lydhøre over for det ønske, som den her lille, sårbare gruppe af patienter, der er hårdt ramt af livet, fordi deres mødre indtog thalidomid, havde. De siger, at de ønsker en politisk anerkendelse ligesom den, vores nabolande har givet, de ønsker også en kompensation. Er det forkert, at der er politikere, der lytter til sådan en deputation og bringer en sag ned i Folketingssalen? Hvordan ønsker Radikale Venstre, at små, sårbare minoritetsgrupper eller andre sårbare grupper i Danmark skal få deres sag løftet, hvis det er sådan, at man giver udtryk for, at ingen politikere skulle have den skam i livet at bringe det ned i Folketingssalen?

Ordføreren.

Jeg vil gerne være fri for at blive tillagt nogle motiver, som jeg ikke har. Men jeg vil bare sige helt tydeligt: Jeg forstår godt, at de her mennesker er kommet ind til os i Sundhedsudvalget og har bedt om vores anerkendelse. Og jeg vil gerne sige meget tydeligt: De har min fulde politiske anerkendelse. Det behøver jeg ikke at vedtage nogen ny tekst for at gøre. Og når jeg siger det, jeg siger i dag, er det, fordi jeg i virkeligheden ikke bryder mig om, at man ved at føre debatten, sådan som man gør det nu, lidt gør det til et spørgsmål om, hvem der så anerkender det mest. Det synes jeg er en forkert måde at bruge rigtige mennesker på i den politiske debat.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak til Socialdemokratiet for at stille op til den her forespørgselsdebat, og tak til alle jer, som den her debat handler om, og for jeres insisterende kamp for, at vi tager politisk ansvar. Det kunne vi nemlig gøre i fællesskab i dag. Det er faktisk ikke et spørgsmål om en kamp om, hvem der tager mest politisk ansvar, men et forsøg på – sådan som jeg læser Socialdemokratiets ønske til den her debat – at vi i fællesskab kan sige, at vi anerkender det.

I SF er vi helt enig med Socialdemokratiet i, at thalidomidskandalen er en af de værste medicinske skandaler i den danske historie. Og er man tilmed af min årgang, husker man også tydeligt beretningerne om de børn, der blev født med omfattende misdannelser, fordi deres mødre havde fået thalidomid under graviditeten. Et samfund skal ikke kendes på sine fejl, men på den måde, samfundet håndterer sine fejl på. I SF deler vi derfor også Socialdemokratiets ønske om, at vi som samfund en gang for alle påtager os ansvaret for den alvorlige fejl, som lægevidenskaben og samfundet begik tilbage i slutningen af 1950'erne og i begyndelsen af 1960'erne. Sverige, England og Tyskland har, som det allerede er nævnt, vedkendt sig statens ansvar. Det ville klæde Danmark at gøre det samme.

Ofrene har længe kæmpet for den anerkendelse. De har dokumenteret, hvordan den daværende Sundhedsstyrelse fortiede mistanken om, at thalidomid kunne give svære fosterskader. Så mens vi glæder os over, at både godkendelsesprocessen i forhold til nye lægemidler og Sundhedsstyrelsens arbejdsmetoder i dag er langt mere tillidsvækkende end dengang, kan vi i Folketinget passende påtage os ansvaret for, at sådan var det altså bare ikke dengang.

Det eneste, jeg er ked af, er, at vi i denne debat har lagt øre til så meget forståelse, som vi sjældent hører, og alligevel ikke kan samle et flertal for, at vi som stat påtager os ansvaret for denne medicinske skandale og sammen siger undskyld. SF bakker derfor selvfølgelig også op om Socialdemokratiets forslag til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Så er det faktisk sundhedsministeren, vi er nået frem til. Værsgo til ministeren.

Tak. Og tak for den debat, vi har haft i dag. Når jeg lytter til debatten, hører jeg ikke nogen nuancer i den medfølelse og dybe sympati, som partierne og ordførerne udtrykker for de ofre. Det er i høj grad ofre for den thalidomidskandale, som vi så i slutningen af 1950'erne og starten af 1960'erne. Jeg sagde også, at jeg har dyb medfølelse med og sympati for de børn, som i dag er voksne, deres mødre og deres familier, som er blevet ramt af den her dybt ulykkelige sag. Jeg er enig med dem, der siger, at det her er den største lægemiddelskandale, vi har set. Som jeg startede med at sige, er det eneste lysglimt, jeg kan få øje på, at vi heldigvis har lært af den her skandale, så vi har fået en stærk og skarp lægemiddellovgivning, ikke bare i Danmark, men i Europa.

Jeg synes, som også den radikale ordfører påpeger, det er temmelig pikerende at opleve, at ordførere, som står heroppe, og som ikke tilslutter sig det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet kommer med, nærmest får at vide, at man ikke er menneskelig, fordi man ikke anerkender noget. Jeg har sådan set kun hørt, at der har været bred politisk anerkendelse både af, at det her er en lægemiddelskandale, og af de store smerter og lidelser, som ofrene for skandalen har haft. Men der er meget, meget stor forskel på at have politisk anerkendelse og medfølelse og at placere et juridisk ansvar. Det er sådan set der, hvor forskellen er, i spørgsmålet om, hvorvidt man kan holde staten ansvarlig, hvorvidt man kan placere et juridisk ansvar. Som nogle af ordførerne har sagt, har man dermed også et juridisk efterspil, som kan lede til en kompensationsordning.

Jeg har flere gange i det her forløb spurgt til, om der fandtes notater, dokumenter, beviser, som kunne vise, at den daværende sundhedsstyrelse har handlet ansvarspådragende. Jeg har fortsat ikke set de her ting. Ligesom nogle har fremhævet i debatten, har jeg også læst nogle af de ting, der er blevet fremført i forskellige skrifter, bl.a. i den antologi fra 2007, som hedder »Staten og lægemidlerne - Regulering af lægemiddelområdet gennem tiderne«, hvor det bl.a. fremgår, og nu citerer jeg:

»Spørgsmålet, om hvorvidt man skulle advare mod thalidomid i dagspressen, blev rejst; men også synspunktet, at dette sikkert ville gøre mere skade end gavn blev fremført«.

Det fremgår ikke, hvor den diskussion blev ført, herunder om den daværende sundhedsstyrelse var inddraget. Men for mig, da jeg læste antologien og særlig kapitlet om thalidomidskandalen, viser det noget om tankegangen, der var i den tid i forhold til ikke at kommunikere direkte med offentligheden, i forhold til ikke at advare om de frygtelige bivirkninger, der var af thalidomid. Tilsvarende ved vi, at sagen har været omtalt i et såkaldt følgeblad fra den daværende sundhedsstyrelse i Ugeskrift for Læger, nr. 6, 1963. Vi ved ikke, om styrelsen før det tidspunkt har orienteret sundhedspersoner eller andre om sagen, og mig bekendt foreligger der ikke oplysninger om det.

Vi ved, at Københavns Universitets farmakologiske institut i Ugeskrift for Læger i februar 1962 publicerede en advarsel til landets læger om sammenhængen mellem thalidomid og medfødte misdannelser. Det har ikke været muligt at fastslå, og i givet fald hvornår, om den daværende sundhedsstyrelse orienterede sundhedspersoner eller andre om tilbagetrækningen og skadesvirkningerne ved thalidomid.

Det ændrer ikke på, at jeg har dyb medfølelse for de mennesker, det handler om. Det ændrer ikke på, at jeg politisk mener, at der var tale om en kæmpe skandale. Det ændrer ikke på, at følgerne og konsekvenserne af den skandale har været kæmpestore for de mennesker, der har været omfattet. Men jeg har ikke noget grundlag som minister for at sige, at der ligger bevis for, at staten påtog sig et ansvar. Jeg vil fortsat gerne, hvis nogen ligger inde med viden, at de kommer frem med den. Derfor deler jeg sådan set den radikale ordførers synspunkt om, at det værste, der kan ske efter debatten i dag, er, at der er nogle, der føler, at de sådan set er blevet stemt ned i debatten. Jeg har kun hørt, at partierne til fulde anerkender og til fulde også udtaler, at det, der er foregået, er uopretteligt, det er uacceptabelt, og det er utilgiveligt, og der er sådan set ikke nogen undskyldning, der er stor nok til at rette op på de skader, som de mennesker og de familier har måttet leve med.

Jeg håber, at de ramte og deres familier har oplevet, at de har fået en stor støtte til at klare sig igennem hverdagen, både sundhedsfagligt og på det sociale område. Jeg håber også, at den hjælp, de har fået gennem tiden, og som ikke handler om kompensation, forhåbentlig har kunnet gøre deres hverdag lidt mindre ulidelig, end jeg ved den har været for nogle af dem.

Det er også derfor, regeringen ikke kan støtte det forslag til vedtagelse, der ligger fra bl.a. forespørgernes side. Det er ikke, fordi vi ikke ønsker at holde øje med myndighederne; det er ikke, fordi vi ikke synes, at det her er en lægemiddelskandale; det er ikke, fordi vi ikke anerkender og har dyb medfølelse for de mennesker, der har været involveret; men det er, fordi der ikke er et juridisk ansvarsgrundlag og dermed heller ikke mulighed for at lave et juridisk efterspil i forhold til, om den daværende sundhedsstyrelse har et medansvar i det omfang, som der skal være, hvis der skal ligge et ansvarsgrundlag.

Derfor håber jeg sådan set også, at vi kan arbejde videre med de ulykkelige sager, der ligger ikke bare på det her område, men en række steder i sundhedsvæsenet, så vi kan lære af dem, så vi kan undgå, at sådan nogle skandaler sker fremover, så vi kan bruge viden om datiden til at sikre, at vi fremover laver lovgivning, tager initiativer, som ikke har de konsekvenser for mennesker, som de havde dengang. Det er desværre ikke kun ofrene for thalidomidskandalen. Det er også Sprogøpigerne, det er det hvide snit, det er en lang række andre ting i vores sundhedsvæsen, som vi i dag må kigge tilbage på og sige, at det, der foregik, ikke var acceptabelt. Det har haft og har nogle meget store konsekvenser for både mennesker, der er blandt os i salen i dag, men også for mange andre.

Tak til ministeren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Tak for det, formand. Venstres sundhedsordfører, fru Jane Heitmann, kritiserede Socialdemokratiet for, at vi ikke, da vi havde regeringsmagten, tog den her sag op. Her vil jeg gerne spørge sundhedsministeren: Kan sundhedsministeren bekræfte, at hele den her sags aktualitet er startet, ved at statsministeren i november måned 2015 fik et brev fra gruppen af de thalidomidskadede, og at statsministeren oversendte det brev til sundhedsministeren, og at sundhedsministeren svarede gruppen af thalidomidskadede den 13. januar 2016, og at den socialdemokratisk ledede regering altså ikke havde nogen mulighed for at rejse den her sag, fordi der ikke var nogen sag? Det er simpelt hen for simpelt af Venstres ordfører at komme med sådan en kritik, men nu er jeg spændt på at høre, hvad sundhedsministeren kan sige om, hvad der er op og ned i den her sag.

Ministeren.

Mig bekendt drejer den her debat sig om, at der jo reelt set har været en sag siden starten af 1960'erne, da lægemidlet blev trukket tilbage, og at der har været en viden siden da om, at det, der foregik, var helt uacceptabelt, og at det havde nogle store konsekvenser. Mig bekendt har andre lande, mange år før der kom både den ene og den anden regering i Danmark, haft forskellige måder at håndtere de her sager på, herunder i form af kompensationsordninger. Mig bekendt blev den antologi, som jeg lige citerede fra, skrevet i 2007, og den berettede om den her lægemiddelskandale.

Jeg tror sådan set, at man kunne have taget det op på mange tidspunkter. Ændrer det på, at der kan være noget korrekt i forhold til et tidsforløb i forbindelse med nogle konkrete breve? Det skal jeg ikke sætte spørgsmåltegn ved, men den her skandale har eksisteret lang tid før både den regering, jeg er en del af, og den regering, som hr. Flemming Møller Mortensen refererer til. Det er jo så også en del af det, der gør, at det er enormt svært at afdække, hvem der har ansvaret. Mig bekendt har der også været en dialog med Socialdemokratiets ordfører på baggrund af den brevveksling, der har været, om, hvordan man skulle håndtere den her sag.

Så fik hr. Flemming Møller Mortensen lige ordet en gang til. Værsgo.

Sådan er det, når man har en god debat. Så kan det være svært at nå at trykke på knappen. Men jeg er da glad for, at sundhedsministeren siger, at det ønske i forbindelse med det, vi er samlet om her i dag, nemlig en forespørgsel om et ønske, som handler om politisk anerkendelse og en eventuel kompensation, først er rejst på det tidspunkt, hvor der sad en Venstrestatsminister og en Venstresundhedsminister.

Så vil jeg gerne spørge ministeren om noget andet, for fru Stine Brix sagde så rammende, at alt det, sundhedsministeren taler om her i forhold til +/- juridisk ansvarsgrundlag – for hvem bærer ansvaret her, og kan man juridisk påvise det? – blot er et spørgsmål om politisk vilje. Det her er jo et spørgsmål om, at vi rejser en forespørgsel i dag for at høre, om det her Folketing kan sige, at her har vi en lille gruppe, som har været så hårdt ramt, som sundhedsministeren siger, og som samtlige ordførere siger, og at vi så kan udtrykke en politisk anerkendelse af det og give en kompensation.

Ministeren.

Spørgsmålet om kompensation har jo eksisteret, nærmest siden den her skandale startede. Det er jo også derfor, at kemivirksomheden i Tyskland har oprettet fonden. Vi har fondskonstruktionen i Sverige, vi har også kompensationsordninger af national, statslig karakter i en række lande. Det er jo en diskussion, som så at sige har haft et liv igennem rigtig, rigtig mange år. Det er korrekt, at i den danske debat har den haft et kortere forløb, men det ændrer jo ikke på, at der er nogle mennesker, der har måttet leve med de her skader igennem en lang årrække helt tilbage fra starten af 1960'erne, også her i vores land.

For mig er konklusionen af debatten i dag sådan set, uagtet hvad ordføreren for Socialdemokratiet siger, at der er en bred, bred politisk anerkendelse af, at det her er en skandale af dimensioner på lægemiddelområdet, som vi skal lære af. Der er en fuld anerkendelse af de smerter, der er påført en gruppe mennesker, men samtidig er der også et uklart juridisk grundlag, der gør det enormt svært at placere et juridisk ansvar i forhold til staten. Så ja, der foreligger da en politisk anerkendelse af, at det, der foregik, var helt uacceptabelt og har haft store menneskelige konsekvenser.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet. Jeg gør opmærksom på, at afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse som nævnt først vil finde sted tirsdag den 30. maj 2017.

Ønsker hr. Flemming Møller Mortensen ordet? Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil blot takke alle ordførere og tilhørere og seere for at have overværet den her forespørgsel om de thalidomidskadede. Jeg er naturligvis rigtig glad for, at tre ordførere, kolleger fra Enhedslisten, SF og Alternativet, bakker op om den her vedtagelsestekst. Jeg synes jo, det her er et spørgsmål om, at vi har mulighed for at handle politisk, og at vi kan kigge tilbage. Det kan godt være, der mangler dokumentation, men det tror jeg såmænd også der har gjort i de andre lande, og man kunne godt bringe en ordentlighed ind ved i forbindelse med den fortielse, som er gået så hårdt ud over en gruppe af personer, at sige, at vi faktisk politisk ønsker at lave en markering af det ved en politisk anerkendelse og ved en kompensation. Men jeg vil takke for debatten, og jeg vil da også håbe, som også en af mine ordførerkolleger gav udtryk for, at der eventuelt kan være mulighed for at rejse den her sag i anden sammenhæng. Tak.

Alligevel blev der gang i debatten igen, for der er et spørgsmål til hr. Flemming Møller Mortensen, og det er fra Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren har nu indtil flere gange nævnt en skrivelse fra de thalidomidskadede til tidligere sundhedsminister Sophie Løhde, som fik den oversendt. Jeg vil gerne spørge, om ordføreren kan afvise, at på baggrund af henvendelsen fra de thalidomidskadede har ordføreren haft en dialog med tidligere sundhedsminister Sophie Løhde, og at man her blev enige om – altså Socialdemokratiets ordfører og den tidligere sundhedsminister – at afvise at udbetale erstatning.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at den daværende sundhedsminister sagde, at der var kommet en henvendelse til sundhedsministeren, men jeg ved – vi var to ordførere til stede – at der ingen detaljer var. Og jeg vil sige, at grunden til, at jeg rejste den her forespørgsel, var, at vi sad ansigt til ansigt, og at vi fik oprullet, hvad der rent faktisk lå i den her sag. Jeg vil sige – det har jeg også orienteret den daværende sundhedsminister om, og det har jeg givet udtryk for her i salen i dag – at jeg synes, det havde været ordentligt af den daværende sundhedsminister ikke blot at sende et meget teknokratisk svar, men at gå i dialog med den her lille patientgruppe.

Spørgeren.

Jeg synes ikke helt, sundhedsordføreren svarer på det, som jeg spørger om, nemlig om sundhedsordføreren kan afvise eller bekræfte, at sundhedsordføreren på mødet gav udtryk for, at man fra Socialdemokratiets side ikke ønskede at udbetale erstatning.

Ordføreren.

Jeg kan fuldstændig stå inde for, at jeg har haft en samtale med den daværende sundhedsminister. Den samtale bar overhovedet ikke præg af detaljer om alvoren i den her sag, og det synes jeg lige nøjagtig var det, der var problemstillingen for den daværende Venstreledede regering – og da bestod regeringen jo kun af Venstre – nemlig at man ikke tog den her sag alvorligt.

Så siger vi tak til ordføreren, og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 30. maj 2017.