Tak for det.
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at det for mig er helt afgørende, at flygtninge, der kommer her til landet, respekterer og lever op til de demokratiske principper og frihedsrettigheder, som gælder her i Danmark.
En del af det er jo også respekten for mennesker og deres personlige integritet.
Det glæder mig derfor at se, at SF med det her beslutningsforslag vel nok er ved at vågne op til dåd og erkende, at vi har behov for et opgør med berøringsangsten og den misforståede tolerance på integrationsområdet.
Vi kan aldrig gå på kompromis med vores grundlæggende frihedsrettigheder og ligestilling mellem kønnene og den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv og sin egen krop.
Det gælder os alle, kvinder og mænd, uanset hvor vi kommer fra.
Derfor er det også regeringens politik, at nyankomne flygtninge tidligt og meget tydeligt skal orienteres om, hvilke regler og normer og værdier der gælder i Danmark.
Vi skal stille krav om, at alle indordner sig under disse fælles spilleregler, uanset om de er enige i dem eller ej.
Samtidig skal vi forebygge, at nogle flygtninge og indvandrere får lov til at isolere sig i parallelsamfund, hvor social undertrykkelse kan finde sted, upåagtet at det er til stor skade for både de unge kvinder og også mænd, som udsættes for det.
Det er jo også til skade for integrationen helt generelt.
Det kræver en oplysningsindsats, og den indsats begynder i dag allerede på asylcentrene.
Regeringen har derfor sikret, at asylansøgere, der ankommer til landet, hurtigt introduceres til de gældende demokratiske principper, ligestilling og seksualmoral i Danmark.
Hvis jeg skal være helt konkret, betyder det, at asylansøgerkurset på landets asylcentre allerede i dag omfatter særskilt undervisning i ligestilling, kvinders og minoriteters rettigheder samt seksualmoral, og at de samme emner også vil indgå i en standardpakke for undervisning, som udkommer inden sommerferien, og som skal bruges i undervisningen på asylcentrene for de mennesker, der så har opnået asyl, men venter på at blive flyttet ud til en kommune.
Desuden skal de nye beboere, der er mellem 12 og 17 år, på landets asylcentre i dag minimum seks gange årligt tilbydes seksualvejledning.
Jeg er derfor helt enig i behovet for den undervisning, som SF efterspørger, og hilser det også meget velkommen, at SF sender et signal om en klar opbakning til det, men jeg mener altså samtidig, at SF foreslår noget, der allerede er realiseret.
Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab er et obligatorisk emne, som skal indgå i undervisningen i børnehaveklassen og i de obligatoriske fag i 1.-9.
klasse.
Det er så op til den enkelte skoleleder at beslutte, hvilke fag undervisningen skal indgå i.
Undervisningen skal bl.a.
bidrage til elevernes forståelse af normer og idealer for køn, krop og seksualitet, og også hvordan forståelsen påvirkes af det samfund, som man lever i.
Undervisningen her skal også styrke elevernes handlemuligheder i forhold til eget liv.
Vi ved, at der er unge, der desværre ligger under for traditionelle opfattelser af køn og seksualitet, og som udsættes for social kontrol.
Undervisningen i emnet er derfor vigtig for den gruppe af unge, så de netop kender deres rettigheder for at kunne sige fra over for undertrykkelse.
Regeringen vil derfor gerne indføre en evaluering af det obligatoriske emne med henblik på at følge op på, om undervisningen i emnet kan styrkes.
Samtidig er rettigheder og friheder og ligeværd en central del af fundamentet for såvel folkeskolen som resten af vores samfund og kan derfor ikke isoleres til alene at omfatte undervisningen i et bestemt emne på skoleskemaet.
Det skal gennemsyre hele skolens virke efter min mening.
Undervisning i emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab skal indgå i de eksisterende fag, og det er op til den enkelte skoleleder at beslutte, i hvilke fag i undervisningen at emnet skal indgå.
Regeringen mener derfor, at det ville være uhensigtsmæssigt at begynde at indføre et vejledende timetal for et emne, der allerede skal indgå i de fag, som der er afsat timer til.
Det ville enten medføre en længere skoledag eller en nedprioritering af timetallet i skolens andre fag.
Og desuden mener vi, at undervisningen i emnet styrkes af, at det tænkes ind i skolens fag dér, hvor det ud fra de lokale forhold har den største værdi.
I forhold til de frie grundskoler er det helt centralt, at de kan planlægge og gennemføre undervisningen med den frihed, som jo netop gør, at de adskiller sig fra folkeskolen.
Men samtidig har vi gennemført tiltag, der understøtter, at de frie grundskoler forbereder eleverne på, at de lever i et samfund med frihed og med folkestyre.
I foråret 2016 blev der indgået en politisk aftale om styrkelse af kvaliteten på de frie grundskoler, der især sætter yderligere fokus på, at de skal leve op til og forberede eleverne på at leve i et samfund med frihed og folkestyre.
Det omfatter også ligestilling mellem kønnene.
Med aftalen fik skolerne pligt til også at udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse.
Desuden blev tilsynet med skolerne i forhold til netop det at forberede eleverne på at leve i et samfund med frihed og folkestyre styrket, og aftalen indebærer bl.a.
skærpelser i forhold til skoler, som er under skærpet tilsyn.
Undervisningsministeriet vil i forlængelse af aftalen i løbet af 2017 gennemføre et tematisk tilsyn med kravet om undervisning i frihed og folkestyre på en række frie grundskoler med særlig fokus på ligestilling mellem kønnene, herunder fokus på undervisning i emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.
Regeringen bakker altså med andre ord fuldstændig op om intentionen bag SF's beslutningsforslag om, at vi skal sikre, at flygtninge og indvandrere og deres efterkommere har en tilstrækkelig viden om de demokratiske grundprincipper, herunder ligestilling mellem kønnene, som gælder i Danmark.
På den baggrund vil regeringen gerne foretage en evaluering, som der bliver foreslået her, af emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab i grundskolen for at se, om undervisningen i emnet kan styrkes, og hvordan det reelt fungerer.
Når det gælder det eksisterende asylansøgerkursus, indeholder det allerede undervisning i emner som netop ligestilling og kvinders rettigheder, og regeringen ser derfor ikke et behov for at udvide kurset på dette punkt.
Regeringen mener ikke, at der bør fastsættes et vejledende timetal for emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab i folkeskolen eller de frie grundskoler.
Så regeringen kan på den baggrund ikke støtte det samlede beslutningsforslag.
Men der er jo så et enkelt punkt her, som vi bakker op om.
Og ellers kan jeg sige, at vi sådan set også er enige i intentionerne bag forslaget.