Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 121:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. (Mulighed for anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer på sygehuse, tilbageholdelse af patienter m.v.).

Af sundheds- og ældreministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 11.02.2016).

Forhandlingen er åbnet, og først er det hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil sige, at Socialdemokraterne støtter det her lovforslag. Det er et rigtig godt lovforslag, som faktisk længe har været efterspurgt af såvel patientorganisationer som faglige personalegrupper og organisationer.

Der er desværre ganske mange borgere, som kommer i en situation, hvor de ikke er i stand til at tage vare på sig selv og dermed heller ikke kan sikre sig de normale, trygge rammer og den fysiske sikkerhed. Det gælder også, når borgere eksempelvis bliver indlagt på landets sygehuse eller på landets plejehjem. Vi hører desværre alt for hyppigt om borgere, der er gået væk hjemmefra, bort fra deres bolig på plejehjem eller sygehusafdelinger, uden at de ved, hvad de gør. Vi hører desværre også om alt for mange situationer, hvor de bliver fundet for sent.

Det er en meget alvorlig situation, og det her lovforslag lægger op til, at vi skal forsøge at forebygge de meget alvorlige situationer. Lovforslaget her sikrer, at er man indlagt på sygehus, og er man enten varigt inhabil eller blevet bragt i en situation, hvor man er inhabil, så kan der gøres brug af personlige alarmer og pejlesystemer, altså det, vi i daglig tale kender som gps-udstyr.

Helt på samme måde, som serviceloven faktisk i flere år har givet mulighed for at gøre brug af den her form for elektronisk udstyr i kommunale institutioner, så er formålet med det lovforslag, som vi førstebehandler her i dag, at skabe de samme gode muligheder på statslige og regionale institutioner, herunder især sygehusene. Formålet er at skabe en reelt bedre og mere tryg og værdig pleje- og behandlingssituation for de her meget sårbare medborgere, altså samlet set at skabe et mere trygt sundhedsvæsen.

Men formålet er også at skabe en større tryghed for familier og pårørerende og at hjælpe personalet til at sikre en mere værdig ramme for deres omsorgsopgave i hverdagen og dermed være med til at forebygge de omtalte alvorlige situationer. Derfor er øget brug af gps-udstyr indholdet og formålet med den her lovgivning, og samtidig bygges det ind i lovgivningen, at personalet får mulighed for at følge personer tilbage til en afdeling.

Det er et spørgsmål om, at brugen af elektroniske systemer alene sker for at opfylde de her formål. Det er ikke et spørgsmål om at erstatte personlig pleje og omsorg med elektronisk udstyr, og det er tydeliggjort i lovforslaget.

Det er glædeligt, at vi gennem meget lang tid har haft en meget god politisk proces om det her lovforslag. Det er også glædeligt at se, at der er kommet rigtig mange positive høringssvar, og at nogle høringssvar har lagt op til, at der er blevet lavet justeringer i lovforslaget.

I lovforslaget er det blevet præciseret, hvem der har myndigheden til og ansvaret for at træffe beslutninger om brug af gps på sygehusene. Det er overlægen med samtykke fra nærmeste pårørerende eller værge. I lovforslaget er det desuden præciseret, hvordan det skal journalføres, og at der skal ske indberetning til sundhedsmyndighederne om anvendelse af det her elektroniske sporingsudstyr.

Der er også lagt op til, at der allerede efter 2 år skal laves en evaluering af loven, og det er vi meget tilfredse med fra socialdemokratisk side.

Så samlet set er vi Socialdemokrater glade for, at vi er nået frem til et så godt lovforslag og at så mange parter er blevet hørt og har givet udtryk for, at de synes, det her ser rigtig godt ud. Og det er netop for at forebygge alvorlige situationer for nogle af de allermest sårbare medborgere vi har i vores samfund, nemlig dem, der ikke selv kan skabe den trygge hverdagsramme, som de kunne tidligere, hvis ellers de nogensinde har haft evnen til det.

Så fra socialdemokratisk side støtter vi med glæde det her lovforslag.

Tak til hr. Flemming Møller Mortensen. Den næste ordfører er ordføreren for Dansk Folkeparti.

Tak for det, hr. formand. Nu har vi ellers lige været i valgkamp sammen i samme storkreds, så det kunne godt være, at formanden havde lagt mærke til mit navn der. Jeg hedder Jeppe Jakobsen. Så er det bare tilføjet.

Dagligt hører vi i medierne om mennesker med demens, som er blevet væk, og vi kan alle forestille os, hvor forfærdeligt det må være, når nogle, vi holder af, og som er nære pårørende, har fået en sygdom, der gør, at de ikke selv kan finde hjem.

Derfor har vi også flere gange ændret loven, sådan at mennesker med demens i kommunerne kan få en gps, så de kan lokaliseres og hentes hjem igen. Men for et par år siden opstod der et problem på et af vores sygehuse, da en borger pludselig blev væk. Vedkommende havde demens og blev desværre fundet for sent. Hospitalet søgte ministeriet om at få lov til at bruge gps på patienter, der har demens, men desværre tillod loven det ikke. Derefter har vi arbejdet på, at vi herindefra kunne ændre loven, så det blev tilladt. Derfor er vi i Dansk Folkeparti rigtig glade for, at ministeren nu har fremsat dette forslag.

Vi er også rigtig glade for, at ministeren var lydhør og ændrede lovforslaget til også at omhandle midlertidigt inhabile, for vi ved jo, hvordan det er med loven – det vidner det tidligere eksempel om – nemlig at den skal følges, og det vil sige, at bliver man indlagt med apopleksi, mulig demens eller en anden hjerneskade eller, som en tredjedel af de ældre, med organisk delir, vil loven ikke gælde for dem. Dette problem tog vi op med ministeren, da det ville være rigtig ærgerligt, hvis man endnu en gang skulle vente 2 år for at få en lov, der kan hjælpe den her gruppe udsatte mennesker. Så tak til ministeren for at have inddraget det i dette lovforslag.

Så vi er rigtig glade for ændringen, og vi er sikre på, at det vil blive godt modtaget, for vi er alle sammen bekymrede, når nogle af vores pårørende bliver indlagt og vi ikke selv kan være til stede. Tak for ordet.

Jeg siger tak til hr. Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti. Den næste ordfører er fru Jane Heitmann fra Venstre.

Tak for ordet. Jeg skal sige, at jeg også taler på vegne af Det Konservative Folkeparti.

I dag førstebehandler vi et lovforslag om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. Det handler i korte træk om muligheden for anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer, muligheden for tilbageholdelse og muligheden for at tilbageføre varigt eller midlertidigt inhabile patienter til en somatisk sygehusafdeling. Det er et lovforslag, der har været længe undervejs, og vi har fra Venstres side set frem til førstebehandlingen, for behovet er der.

I pressen har vi bl.a. kunnet læse: Den 10. august 2011 forsvandt en 50-årig dement mand fra Næstved Sygehus, den 14. februar 2015 forsvandt en 75-årig dement mand fra Esbjerg Sygehus, og den 10. januar 2016 forsvandt en mand, som havde haft en hjerneblødning, fra Holbæk Sygehus. Det er bare tre triste eksempler ud af en lang række andre triste eksempler på, hvordan demente eller andre patientgrupper, som af den ene eller den anden grund har en nedsat psykisk funktionsevne eller ikke kan tage vare på sig selv i kortere eller længere tid, er eller har været forsvundet fra de somatiske sygehusafdelinger.

Lovforslaget her skal bidrage til at få skabt tryghed og vise de mennesker, som er varigt eller midlertidigt inhabile, omsorg og respekt. Men det drejer sig også om at give personalet mulighed for at drage omsorg for patienterne.

Når man som nu vælger at give mulighed for, at personalet på de somatiske afdelinger kan anvende personlige alarm- og pejlesystemer på patienter med nedsat psykisk funktionsevne og tilbageholde og tilbageføre denne patientgruppe, ja, så ligger der mange overvejelser bag. Og vi har brugt megen energi på at drøfte mulighederne og ikke mindst de etiske dilemmaer, som sådan et lovforslag også rejser. For det er en hårfin balance mellem hensynet til den frihed og integritet, som alle har krav på, på den ene side og så ønsket om at beskytte og sikre rammerne for en tryg indlæggelse både for patienter og pårørende på den anden side.

For os i Venstre vejer det tungt, at der allerede i socialloven er mulighed for anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer, dog ikke på sygehuse, og det er netop det, som lovforslaget åbner op for, nu i forhold til sundhedsloven.

Det vejer også tungt for os i Venstre, at der i bemærkningerne til lovforslaget er lagt vægt på især tre ting: At der i den konkrete situation er en reel risiko for, at patienten ved at forlade sygehuset vil lide personskade; at det er en forudsætning, at indgrebet er absolut påkrævet for at afværge personskade; og sidst, men ikke mindst er det også af stor betydning for os, at indgrebet skal være så skånsomt som muligt, og at indgrebene ved fastholdelse eller tilbageførsel ikke må forårsage fysisk skade på patienten. Mindstemiddels- og proportionalitetsprincipperne er her helt afgørende.

Udgangspunktet for lovforslaget var oprindelig de varigt inhabile, men flere høringssvar har imidlertid påpeget, at det giver god mening også at inkludere gruppen af midlertidigt inhabile. Det betyder, at patienter med f.eks. delir eller patienter, som er konfuse, også vil kunne få glæde af den tryghed, som det er hensigten at skabe med lovforslaget, så længe patienten er inhabil. Indgrebene skal naturligvis ophøre, så snart patienten igen kan tage vare på sig selv, ligesom alle indgreb skal registreres.

Alzheimerforeningen, Danske Handicaporganisationer og Det Etiske Råd peger i deres høringssvar alle på, at de muligheder, som ny teknologi giver os i forhold til at drage omsorg for patienternes sikkerhed, ikke må erstatte den personlige pleje og omsorg. Det er gode pointer at have i baghovedet, og jeg deler de betragtninger, altså at mødet mellem mennesker aldrig kan erstattes af en maskine.

Selv om lovforslaget her sikrer en klar hjemmel til, at regionerne får mulighed for at påsætte personlige alarm- og pejlesystemer på patienter med tilladelse fra afdelingens overlæge, og der i lovforslaget også er bestemmelser, for så vidt angår værge og nærmeste pårørende, ja, så kan det ikke udelukkes, at der hen ad vejen kan opstå situationer, som på nuværende tidspunkt kan være svære at forudse. Derfor støtter vi fra Venstres side, at loven her evalueres 2 år efter ikrafttræden, således at man sikrer, at både patienternes retssikkerhed og hensynet til målsætningen om beskyttelse af patienternes sikkerhed, værdighed og integritet er intakt.

Venstre støtter lovforslaget, som det er fremsat.

Jeg siger tak til fru Jane Heitmann fra Venstre. Den næste ordfører er fru Stine Brix fra Enhedslisten.

Lovforslaget her handler, som flere allerede har nævnt, om at give en mulighed for, at man kan bruge gps i forhold til eksempelvis demente på et hospital. Det er et forslag, som griber ind i den enkelte patients selvbestemmelse med det formål at yde en omsorg for patienten. I dag kender vi jo primært sådanne indgreb fra psykiatrien, og derfor er det selvfølgelig et principielt spørgsmål og et etisk spørgsmål, som vi skal tage stilling til. Det er altså på den ene side afvejningen af den enkeltes selvbestemmelse og på den anden side hensynet til at kunne yde en omsorg.

For os i Enhedslisten er det helt, helt afgørende, at det er understreget i lovforslaget, at den her form for indgreb alene kan finde anvendelse med patientens bedste for øje, og at det aldrig kan finde anvendelse med henvisning til ressourcemæssige, personalemæssige eller økonomiske forhold, lige så vel som det også er fremhævet, at det er en sidste udvej eller et mindstemiddel, og at andre metoder skal være prøvet først.

Det er nyt efter høringsfasen, at gruppen af midlertidigt inhabile også er omfattet af lovforslaget, og det er jeg måske en lille smule mere skeptisk over for, end det ses af det, som andre ordførere har fremhævet. Det er for det første, fordi det er en gruppe, som er væsentlig sværere at afgrænse. For det andet er det, fordi der jo kan være tvivl om, hvornår man er midlertidigt inhabil, på en helt anden måde, end det gælder for en gruppe, der er varigt inhabile. Jeg synes også, at det egentlig viser sig meget godt i høringsnotatet, hvor bl.a. Danske Handicaporganisationer og Det Etiske Råd efterlyser, at man i lovforslaget arbejder med en eller anden form for habilitetsudredning eller demensudredning, hvortil ministeriet svarer, at det er der ikke behov for, i og med at lovforslaget omhandler de varigt inhabile.

Men det er jo netop det, der er ændret. Derfor mener jeg, at vi stadig har et behov for at tage stilling til, hvordan man sikrer, at det ikke bliver for vidtgående et indgreb i selvbestemmelsen, når vi også taler om gruppen af midlertidigt inhabile, som kan være væsentlig sværere at afgrænse end den anden gruppe.

Dermed er ikke sagt, at vi ikke kan støtte, at man går den vej, men dermed er sagt, at vi har en række spørgsmål og en række betænkeligheder ved lige netop det. Og vi vil også gerne igen spørge ind til, om det med en habilitetsvurdering så ikke er relevant, når man nu udvider gruppen.

Et andet spørgsmål handler om opbevaring af de data, som genereres. Det fremgår af lovforslaget, at det er regionerne, der er dataansvarlige, og at det dermed også er dem, der har det ansvar. Jeg synes alligevel, at det er rigtig vigtigt, at vi er helt enige om, at det jo må indebære, at de data, man opbevarer, ikke er positionsdata for patienten tilbage i tid. Det, der er relevant i den her sammenhæng, er, hvor patienten er i det øjeblik, man ikke kan finde vedkommende. Men hvor patienten har været, er sådan set fuldstændig underordnet. Derfor skal de data selvfølgelig ikke opbevares.

Men konklusionen er, at vi er positive over for det her lovforslag. Vi ser et behov. Vi synes, det er meget vigtigt at finde den rette balance. Den synes jeg også langt hen ad vejen der er i det her forslag.

Tak til fru Stine Brix fra Enhedslisten. Den næste ordfører er fru May-Britt Kattrup fra Liberal Alliance.

Tak for det. Som vi allerede har hørt, er formålet med det her forslag at øge patientsikkerheden for demente og andre personer, som er varigt eller midlertidigt inhabile og ikke kan tage vare på sig selv. Sundhedspersonalet får mulighed for at tage vare på disse patienter ved at anvende f.eks. en gps, så man kan reagere, hvis patienten er ved at forlade afdelingen og udsætte sig selv for fare, hvilket der desværre er set mange eksempler på.

Sundhedspersonalet kan tilbageholde eller tilbageføre varigt eller midlertidigt inhabile patienter, men må hverken fastspænde patienterne eller låse dem inde. Og personlige pejlesystemer må aldrig erstatte personlig omsorg.

Da forslaget udelukkende har til hensigt at sikre inhabile patienters ve og vel, støtter Liberal Alliance forslaget.

Tak til fru May-Britt Kattrup. Den næste ordfører er fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.

Tak for det. Jeg skal starte med at sige, at vi i Alternativet også er positive over for det her lovforslag. Bl.a. er vi positive over for, at lovforslaget meget tydeligt udtrykker en hensigt om at tage afsæt i omsorgen for patienten, samtidig med at værdigheden bevares, hvilket selvfølgelig for os og for alle andre også er meget vigtigt. Vi er også positive over for, at det faktisk understreges, at anvendelsen af de her nye teknologiske muligheder ikke må ske med henvisning til personalemæssige ressourcer. Det er der også andre ordførere der har været inde på, og det er selvfølgelig rigtig vigtigt.

Vi er glade for, at man har besluttet at evaluere ordningen efter 2 år. Der kan i sådan et lovforslag som det her sagtens vise sig at være noget, der er komplekst, og som har mange facetter. Bl.a. er jeg enig med Enhedslistens ordfører i, at det med, hvornår det så er, man er inhabil, kan være svært at vurdere i situationen. Så der kan vise sig aspekter i forhold til implementeringen af lovforslaget, som vi ikke har været opmærksomme på fra starten, og som vil vise sig i en efterfølgende evaluering – og som vi så efterfølgende må have den nødvendige politiske ydmyghed til at lave om på. Og det synes jeg der er store og gode hensigter med i lovforslaget.

Vi har et par opmærksomhedspunkter. Det ene vedrører noget af det samme, som Nationalt Videnscenter for Demens og Danske Patienter og Dansk Selskab for Patientsikkerhed siger i deres høringssvar, hvor de nemlig opfordrer til, at regeringen sørger for, at der medfølger nogle ressourcer, som personalet kan bruge til kompetenceudvikling, i forbindelse med hvordan man agerer i en situation, hvor man f.eks. skal tilbageholde en dement patient. Det handler både om at håndtere den her tilbageholdelse på en måde, der skåner patienten, men jo i høj grad også om personalets både fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Og der er faktisk endda fra Dansk Selskab for Patientsikkerheds side foreslået, at man finder inspiration i den tvangspakke, som er lavet i psykiatrien.

Vi støtter meget de høringssvar i forhold til at sige, at når man kommer med sådan et lovforslag som det her, vil det være hensigtsmæssigt, at der medfølger nogle ressourcer, som personalet kan bruge til kompetenceudvikling. Det har ministeriet så svaret på, og jeg citerer fra høringsnotatet:

»Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at beslutninger om videreuddannelse m.v. af personale bør tages af regionerne som drifts- og personaleansvarlige myndigheder inden for regionernes eksisterende økonomiske rammer«.

Det synes jeg simpelt hen ikke er godt nok. Jeg kommer selv fra sundhedsvæsenet, og jeg ved, hvor frustrerende det kan være for arbejdsmiljøet, når man får nye regler pålagt ovenfra, men der ikke følger ressourcer med til det. Så jeg kan godt være bekymret for, at der bliver taget ressourcer fra andre områder til den her opgave, eller at man ikke bliver kompetenceudviklet godt nok blandt personalet, hvilket også er et stort problem. Så det er et bekymringspunkt, som jeg håber regeringen vil tage med i det videre arbejde.

Det andet bekymringspunkt – eller opmærksomhedspunkt – er noget, som Det Etiske Råd også nævner i deres høringssvar, nemlig at det fremgår af lovforslaget, at klageadgangen over indgreb i selvbestemmelsesretten i somatikken skal følge den gældende klageadgang. Det er jo i Styrelsen for Patientsikkerhed, man behandler de her klager, og der er der lang ventetid, Og det betyder sådan set – eller det kan betyde – at man ikke vil kunne nå at få medhold i en klage, mens man er i gang med et igangværende behandlingsforløb, selv om det måske strækker sig over adskillige uger.

Det er derfor ikke utænkeligt, at en patient gentagne gange kan få tilsidesat sin selvbestemmelse, selv om man reelt er habil til at træffe de relevante beslutninger, og det synes vi faktisk er et rigtig vigtigt opmærksomhedspunkt. Så vi vil gerne opfordre regeringen til at genoverveje det og prøve at se, om der var en anden klageinstans, som kunne sikre, at klagen i de her tilfælde kunne foregå hurtigere.

Det er de to opmærksomhedspunkter, vi har til det, men vi støtter lovforslaget.

Tak til fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet. Den næste ordfører er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det. Det kan være farligt, når et menneske med demens ikke ved, hvor man er, mens man er indlagt på et sygehus, og finder på at gå ud af døren. Det er jo ikke svært at forestille sig, hvordan det må være, hvis man tror, man er på vej hjem, og man så lige pludselig ikke aner, hvor man er, og ikke kan finde tilbage. Det sker desværre indimellem, og derfor står Radikale Venstre bag dette lovforslag.

Vi mener, det er vigtigt, at patienten selv og patientens familie kan have tillid til, at patienten får den rigtige pleje og omsorg, og at sygehuset i det hele taget er en tryg ramme. Indtil nu har det ikke været tilladt for sygehuse at udstyre en patient med en gps uden samtykke, ligesom det heller ikke indtil nu har været tilladt at føre en patient tilbage, som har forladt eller er ved at forlade en sygehusafdeling, hvis det er imod patientens vilje. Personalet må godt tilkalde politiet, men det kan jo gøre oplevelsen noget mere voldsom, både fordi mennesket med demens måske når at gå ret langt væk, men også fordi de fleste af os nok alligevel vil synes, at det at blive holdt fast og ført tilbage af en betjent er mere voldsomt, end hvis det er af en sundhedsperson.

Med forslaget her giver vi derfor – som de andre ordførere også har været inde på – sundhedspersonalet på vores somatiske sygehuse mulighed for at anvende gps til midlertidigt eller varigt inhabile patienter og for i helt særlige tilfælde fysisk at kunne tilbageholde eller tilbageføre de her patienter til sygehusafdelingen, hvis de har forladt eller er ved at forlade afdelingen.

I Radikale Venstre går vi generelt ind for at begrænse overvågning og tvang, og derfor er det her for os også en helt særlig sag. Min vurdering er, at det her giver mening for den enkelte og vedkommendes familie, ligesom vi jo i fællesskab har prøvet at hegne det ind ved at lægge en indberetningspligt, en klageadgang og en evaluering ind i lovforslaget, sådan at vi holder snor i, at det ikke bliver brugt mere end højst nødvendigt.

Radikale Venstre støtter forslaget.

Tak til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Så er den sidste ordfører hr. Jonas Dahl fra SF.

Lovforslaget har jo til hensigt at styrke omsorgen for og beskyttelsen af demente og andre personer, som på grund af den ene eller den anden form for funktionsevnesvigt kan gå bort fra den pågældende institution, plejehjemmet, eller hvor de nu i øvrigt opholder sig. Det er sådan set noget, som jeg tror har rørt mange af os, og det gælder ikke mindst de talrige eksempler, der har været på særlig ældre, som er gået bort, og som man efterfølgende har brugt uendelig mange ressourcer på at finde og nogle gange desværre også har fundet for sent. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt, at vi netop tager skridtet videre og ser på, hvad vi kan gøre for at beskytte de her ældre, som der hovedsagelig vil være tale om.

Jeg synes, det er positivt, at vi nu bevæger os ud ad den her bane, også selv om jeg sådan set deler de bekymringer, som flere andre også har været inde på, for registrering og for, hvad det er for en overvågning, vi sætter ind. Men jeg tror, det er vigtigt at slå fast, at det her drejer sig om en særlig gruppe, som har behov for omsorg, støtte og overvågning på en hel anden måde end rigtig mange andre, fordi konsekvenserne ellers kan være fatale for netop den her gruppe. Derfor er det også vigtigt, at det netop sker med samtykke fra patientens nærmeste pårørende eller værge sammen med en læge, således at der både er lægelig supervision af det og det også sikres, at der er opbakning til tiltaget fra pårørende. Det vil jo som regel være dem, som deler bekymringen for den ældre.

Den anden pointe, som bl.a. også den radikale ordfører var inde på, synes jeg er, at man lægger op til både at journalisere og indberette de indgreb, der i givet fald vil finde sted, og jeg tror også, det bliver en vigtig politisk opgave følge op på, hvad det er for nogle indgreb, der rent faktisk kommer til at ske. Og er det i givet fald sådan, at man går for vidt, så vil det selvfølgelig også være noget, vi skal være opmærksom på politisk. Jeg har sådan set tillid til, at sundhedspersonalet kan løfte den vanskelige opgave, som de nu får, med at vurdere de konkrete tilfælde, og jeg tror også, at det er et tiltag, som vil blive hilst velkommen af både sundhedspersonale, men sådan set også de mange pårørende, som har en bekymring for, at deres ældre skal gå ud.

Så på den baggrund kan SF støtte forslaget, men vi vil følge særlig tæt, at man sikrer, at de journaliseringer, som der lægges op til, også bliver fulgt til dørs.

Tak til hr. Jonas Dahl fra SF. Så er der adgang for sundheds- og ældreministeren.

Tak for det. Tak for bemærkningerne og debatten. Jeg er rigtig glad for, at alle sådan grundlæggende og overordnet kan støtte op om lovforslaget, som vi også har brugt lang tid på at diskutere grundigt, inden det er blevet til et lovforslag her i dag, nemlig som led i vores drøftelser om etiske spørgsmål i sundhedsvæsenet. Jeg synes, det er gået hen og blevet en god tradition, at vi sundhedsordførere kan gå i dybden med nogle af de vigtige områder og problemstillinger og nogle gange dilemmaer, som vi har og oplever, og som kræver, at vi bruger noget ekstra tid sammen for at finde den rette balance.

Lovforslaget her glæder jeg mig over at vi forhåbentlig kan få vedtaget som led i at være med til at kunne sikre en øget tryghed og sikkerhed for indlagte inhabile patienter. Vi giver med lovforslaget mulighed for at anvende gps-udstyr for at kunne lokalisere patienter, som har forladt en sygehusafdeling, og som risikerer at komme til skade. Det bliver også muligt at tilbageholde og tilbageføre patienter, der er ved at forlade afdelingen eller har forladt afdelingen. Jeg synes, vi har fundet en fornuftig og afbalanceret ordning, som tilgodeser både hensynet til beskyttelsen af patientens sikkerhed, værdighed og personlige integritet og hensynet til patientens selvbestemmelsesret.

Jeg har som sagt noteret mig, at der overordnet er en generel og bred og jo næsten entydig opbakning til lovforslaget, men jeg har også noteret mig, at der en række spørgsmål og bekymringer, som vi skal have boret ud og besvaret under den videre udvalgsbehandling, og det stiller jeg mig naturligvis til rådighed for. Men endnu en gang tak for en god debat.

Tak til sundheds- og ældreministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg dette forslag som vedtaget.

Det er vedtaget.