Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af lovforslag nr. L 150:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen og forskellige andre love. (Forenkling af regelsættet Fælles Mål, kvalitetsrapporter og elevplaner samt opfølgning på mål for folkeskolen m.v.).

Af undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 27.02.2014).

Forhandlingen er åbnet. Fru Karen Ellemann som Venstres ordfører.

Det er lidt pudsigt at skulle holde en ordførertale om et lovforslag om fælles mål, elevplaner og kvalitetsrapporter fremsat af en regering, hvis ene halvdel i hvert fald engang var indædte modstandere af både elevplaner og nationale test. Det har vi ofte debatteret i Folketingssalen, lad os nu se, hvor meget debatlyst der er i dag til den dagsorden.

Men jeg vil da bare minde om, at i 2006 advarede den nuværende radikale leder, fru Margrethe Vestager, om at reducere folkeskolen til blot kundskaber og færdigheder. Jeg må sige, at det kunne jeg ikke være mere uenig i, fordi det for mig i høj grad handler om at få kundskaber og færdigheder i den danske folkeskole. Og det er jo sådan set det, som vi med dagens lovforslag søger at sikre.

Den radikale leder havde dengang som nu ret i, at folkeskolen også handler om meget andet, bl.a. at folkeskolen har pligt til at inkludere alle elever og modvirke et stadig mere snævert normalbegreb og helt generelt sikre, at danske skoleelever lærer, at de har en grundlæggende medmenneskelig forpligtelse til også at kunne tolerere hinanden. Det er jo så også derfor, at vi her i Folketinget har vedtaget en lov om inklusion. Det er en helt anden debat, men det er blot for at sige, at nu handler debatten så om kundskaber og færdigheder, og jeg glæder mig i den forbindelse over, at De Radikale tilsyneladende har slugt den kamel, som det alt andet lige må være, at der nu opstilles konkrete mål for elevernes læring.

Opgaven med at implementere de forenklede fælles mål, kvalitetsrapporter og elevplaner er en omfattende opgave. Det anerkender vi. Derfor er det også min overbevisning, at vi skal sørge for at gennemføre forbedringerne i et tempo, som også tager praktikernes virkelighed alvorligt. Og virkeligheden er jo, at danske skolelærere allerede er i gang med forberedelserne til det kommende skoleår, og helt specifikt er arbejdet med at forberede årsplanerne i de enkelte fag oftest noget, en lærer går i gang med allerede i løbet af foråret.

Derfor mener jeg, at det måske vil være lidt uansvarligt at begynde at præsentere hele nye mål, hvis de først ligger klar i maj-juni måned, og det er lidt det, der er tilfældet. Og jeg tror, at man skal være opmærksom på, at selv den mest omstillingsparate lærer formentlig vil miste modet i sådan en situation. Og det mener jeg i og for sig er ganske forståeligt. De ændringer, som vi vedtager i Folketinget, bør jo altså i sidste ende være til gavn for de danske skoleelevers kundskaber og færdigheder, og derfor er det også afgørende, at ændringer i de fælles mål, kvalitetsrapporter og elevplaner gennemføres med både lærernes og kommunernes fulde engagement.

Derfor har vi i Venstre hele tiden ment, at den måske lidt forhastede og tidspressede implementering, som regeringens oprindelige forslag lagde op til, ville give anledning til meget stor frustration blandt dem, der skal gennemføre de her ændringer. Det vil hverken elever eller lærere være tjent med, og derfor glæder det mig utrolig meget, at man fra regeringens side har valgt at lytte til de bekymringer, som vi og lærerne har givet udtryk for, og at man derfor med det her lovforslag har valgt at udskyde ikrafttrædelsen til skoleåret 2015-2016 – selvfølgelig undtaget der, hvor der er tale om helt nye fag, eksempelvis engelsk allerede fra 1. klasse. De fælles mål skal naturligvis fungere allerede fra det kommende skoleår, for der er jo netop helt generelt for de fælles mål tale om lovbundne mål, som man skal tage højde for i sin undervisning. Derfor nytter det jo ikke, at man opretter fag, hvis der ikke også er mål for dem.

På baggrund af de ændringer, der er kommet til det lovforslag, og alt det andet glimrende, der ligger i forhold til kvalitetsrapporterne og elevplanstilblivelsen, er Venstre helt klart med på det her lovforslag, og vi vælger at støtte det.

Tak til ordføreren. Så er det fru Annette Lind som socialdemokratisk ordfører.

Jeg er rigtig glad for, at vi nu tager fat på at behandle et lovforslag, der skal være med til at danne en bedre ramme, en endnu bedre ramme, om vores fælles folkeskole. Det er jeg, for for os Socialdemokrater er en stærk folkeskole helt afgørende for vores velfærdssamfund, en folkeskole, som vi skal værne om og udvikle, hvis vi vil sikre, at vi stadig væk har en skole for alle – både dem, der har brug for at fordybe sig, og dem, som lærer bedre gennem praktiske udfordringer.

Mange husker nok deres første skoledag, jeg gør i hvert fald, selv om det er rigtig mange år siden; jeg kan næsten fremtrylle sommerfuglene, jeg havde i maven, jeg kan næsten huske farven på skoletasken. Jeg kan se, der er en hernede foran, der måske også kan det, og det er nemlig lige præcis sådan, man har det første dag. Man kan huske udsmykningen i klasseværelset, hvor spændt man var på at finde ud af, hvad alle de andre børn var for nogen, og begejstringen over den her nye verden. Jeg har tit oplevet den, ikke kun som min egen første skoledag, men også som lærer og leder i skolen. Folkeskolen giver os nemlig den første oplevelse af uddannelse. Det er der, vi hver især kan opdage vores talenter, og det er der, vi kan udvikle os fra at være børn til unge på vej mod voksenlivet, og det er der, hvor vi lærer, hvad det vil sige at være en god ven, og at alle skal have en chance. Jeg er rigtig stolt af vores folkeskole, vi har en god skole, men den kan selvfølgelig blive bedre.

Lovforslaget i dag sætter nye rammer for noget af det vigtigste i folkeskolen, nemlig elevernes trivsel og læring, og målet er, at vi gør vores børn dygtigere, at den sociale baggrund ikke skal bestemme børnenes fremtid, at børnene har plads til at udvikle deres talenter, og at alle børn har en god skoledag, hvor de trives. Jeg er særlig begejstret for, at vi nu går fra undervisningsmål til læringsmål, for det giver nemlig lærerne en endnu bedre mulighed for at have fokus på både de fagligt svage elever, men også de fagligt stærke elever. Lærerne er altså livsnerven for folkeskolen, de er engagerede, dygtige og brænder for deres fag, og de er optaget af at give vores børn den bedste hverdag med læring.

Forenklingen med nye fælles mål er et godt værktøj i det daglige i både planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af undervisningen. Arbejdet med elevplanerne bliver både lettet og forbedret, så det er med et klart blik på, hvor læringen halter for hver elev, frem for nødvendigheden af at rapportere for hvert fag i alle år. Elevplanerne bliver meget mere fremadrettede med udviklings- og læringsmål frem for at være bagudskuende. De går fra at være en statusrapport til at kunne sikre sammenhæng mellem lærernes undervisning og de konkrete mål for den enkelte elevs læring, en mulighed med løbende evaluering og opfølgning. Vi forenkler kort sagt på en række områder, også i forhold til kvalitetsrapporterne, og sikrer, at lærernes og skolernes tid bruges på eleverne og ikke på bureaukratiet.

Jeg synes, det er hamrende vigtigt, at vi løfter i flok, når folkeskolen skal gennemleve de kommende forandringer, og det er vigtigt, at vi gør det i et tempo, hvor alle kan følge med. Allerede fra næste skoleår tager vi fat på nogle nye fælles mål for nye fag og for fag, der fremrykkes til tidligere klassetrin. For dansk og matematik træder det først i kraft i skoleåret 2015-16, men der er fundet en god løsning, ved at skolerne allerede kan vælge at hoppe med i næste skoleår, hvis man synes, man er klar til det. Det vil jo i hvert fald blive en god hjælp og støtte for læringskonsulentkorpset, som vi også har sat ind, ligesom lærerne allerede nu kan finde fælles mål på emu.dk og eksempler på undervisningen med afsæt i målene.

Vi Socialdemokrater har en ambition om, at vores børn skal blive den dygtigste generation nogen sinde, og det starter med en god hverdag i vores folkeskole, og vi bakker derfor op om lovforslaget og ser frem til det videre arbejde.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Alex Ahrendtsen som ordfører for Dansk Folkeparti.

I modsætning til under det tidligere behandlede lovforslag kan Dansk Folkeparti her ikke nøjes med bare lige et par korte sætninger om dette lovforslag, L 150, som er temmelig vigtigt. Det er et forslag, som vi forventer os en hel del af, og den overordnede overskrift er forenklingen af fælles mål.

Det er jo tidligere blevet oplyst, at Fælles Mål i dag fylder 1.700 sider, og hvis man lægger dem oven på hinanden, er det jo faktisk ret mange centimeter. Det er jo helt vildt. Der er ingen, der læser det. Der er ingen, der bruger det ude i skolerne. Derfor var det jo en stor glæde for os, at et af regeringens mål var at få forenklet Fælles Mål, så de bliver brugt.

Vi har i forligskredsen haft mulighed for at se på den internetskabelon, som kommer til at være redskabet for lærerne, og det ser virkelig spændende ud. Jeg vil gerne rose arbejdsgruppen for det arbejde. Jeg glæder mig meget til selv at få mulighed for at afprøve det på et eller andet tidspunkt, så vi kan se, om det er så godt, som vi tror det bliver.

Grunden til, at vi er meget positive over for dette lovforslag, skyldes flere ting.

Først er det jo et opgør med den privatpraktiserende lærer. Altså, nu kan vi komme til at professionalisere lærergerningen, så det i højere grad bliver et håndværk, der skal læres. Der har jo været sådan en holdning i Danmark om, at lærergerningen bare var noget, man kunne. Men det er jo ikke rigtigt. Vi lærte i Canada: At være lærer er at kunne et håndværk, og det kan alle lære. Nogle lærer det hurtigere, andre lærer det lidt langsommere, men alle kan lære det.

Lovforslaget kan være lidt teknisk, og det er ikke så let for mig at være poetisk som f.eks. fru Annette Lind med dette lovforslag, men det er et vigtigt lovforslag.

Vi er i Dansk Folkeparti tilfreds med, at det gælder fra skoleåret 2015-16. Det var rigtigt at udskyde det. Der er mange ting, der skal indarbejdes i forbindelse med skoleformen. Det, vi hæfter os ved, er jo følgende: Fælles mål skal understøtte, at eleven får kundskaber og færdigheder. Det er det afgørende. Og så bliver slutmålene afløst af kompetencemål for hvert klassetrin. Det er jo sådan, det skal være. Så kan lærerne og eleverne virkelig bruge det til noget ude i folkeskolerne. Eleven skal simpelt hen år for år blive bedre, og for at det kan ske, skal læreren gøre det ved hjælp af færdigheds- og vidensmålene. Og de skal bruges til at evaluere med eleverne, og det er jo det, der er afgørende for elevens fremskridt. Vi ved fra forskning, at evalueringen er det afgørende.

Vi er også tilfredse med, at der kommer fokus på de dygtigste elever. Vi har jo i Danmark været gode til den brede masse, men de svage elever har vi tabt, og vi har faktisk også svigtet de dygtige elever. Nu kommer der opgaveeksempler og vejledningsmateriale fra ministeriet.

Elevplanerne skal bruges til elevens progression, så vi ikke bare kigger bagud, men også kigger fremad. Der kommer elevplaner på alle klassetrin i dansk og matematik – det er fremragende – frem til 8. klasse. De skal være lettere at bruge. Både elever og forældre skal kunne anvende dem. De skal være digitale. Og så skal forældrene have dem en gang om året. Det allerbedste er, at elevplanen og uddannelsesplanen bliver samlet til en plan. Dermed gør vi det jo også lettere for lærerne at bruge det.

Det er blevet nævnt, at kvalitetsrapporten kun skal komme hvert andet år. Nu har jeg selv siddet i en kommunalbestyrelse, og det er et stort arbejde for kommunerne at indsamle det, så hvert andet år giver god mening. Og så bliver det et styringsværktøj, hvilket er endnu bedre.

Så vi er egentlig også godt tilfreds med, at ministeren nu får mulighed for i højere grad at følge op på, om kommunerne og skolerne gør, hvad vi egentlig beder dem om. Og kommunerne skal levere de oplysninger, så vi kan følge op på det. Det bliver samlet i ministeriet. Der er også noget, vi har lært i Canada, hvilket er fantastisk. Ministerens tilsynsret bliver derfor også skærpet. Kan skolerne ikke levere resultater, så bliver der fulgt op på det. Man kan sige, som de sagde i Canada, at det handler om støtte, støtte, støtte og en lille smule pres. Og vi vil gerne hjælpe ministeren til, at hun får den mulighed for pres ved at sige ja til dette lovforslag.

Så skal kommunerne dokumentere trivslen, og de skal dokumentere, at der ikke er mobning, og at der er ro og orden i klasserne, hvilket er meget vigtigt for Dansk Folkeparti.

Så kan vi til slut ikke lade være med også at hæve fanen for kanonlisterne, som jo bliver bevaret. Det har jo været et stor stridspunkt for mange her i salen, bl.a. Det Radikale Venstre. Også her bakker man op om det. Kanonlister er en vigtig del af vort dannelsesideal.

Så måske lidt kritik til sidst: Skolebibliotek ændrer navn til pædagogisk læringscenter. Det er jo et gammelt, gammelt begreb, vi så ændrer. Men det lever vi jo med.

Alt i alt er det fra Dansk Folkepartis side bare tommelen op for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Lotte Rod som radikal ordfører.

Tak. Jeg er glad. Vi er i salen med et lovforslag, der giver mindre papirarbejde på skolerne. Vi er måske ikke nået helt så langt, som Radikale Venstre gerne vil – hvad fru Karen Ellemann plejer at drille mig med – men vi har jo lige hørt Venstres ordfører være glad for, at vi nu forenkler nogle af de ting, som de selv var med til at trække ned over skolerne, og det synes jeg faktisk er skønt. Og jeg er glad for, at vi i dag er en samlet forligskreds, som giver større frihed til skolerne, så tak for det.

For det første forenkler vi kvalitetsrapporterne, og vi halverer antallet af dem, så skolerne fremover ikke skal lave rapporterne hvert år, men kun hvert andet år. Det synes vi er godt.

For det andet forenkler vi elevplanerne. I Radikale Venstre vil vi jo gerne give skolerne frihed til at gøre det på lige præcis den måde, de synes er rigtig ude på skolerne. Helt så langt kommer vi ikke i dag, men vi er nu nået så langt, at vi er enige om, at elevplanerne ikke længere skal være for alle elever i alle fag. Det synes jeg godt vi kan give hinanden anerkendelse for. Det har været vigtigt for mig i forhandlingerne ikke bare at forenkle med hensyn til antallet af fag i elevplanerne, men også inden for de enkelte fag. Det skal jo ikke være sådan, at matematik- og dansklærerne bliver fuldstændig snydt for forenkling. Jeg synes også, man bliver lidt trist, når man hører eksempler på, at elevplanen nogle steder fungerer som sådan en smileyafkrydsning med automatisk udfyldning, for hvad siger det så egentlig læreren, forælderen eller eleven, og hvad kan de bruge det til? Ikke ret meget.

Det interessante er jo, når man laver en meningsfuld evaluering, og derfor er det også en del af det her, at ministeriet nu vil kigge på de bedste erfaringer, der er med elevplaner, og så udarbejde en eksemplarisk model, som man kan vælge at bruge. Det er ikke, fordi vi skal trække den samme model ned over alle skoler, men for at give en mulighed for, at man nu kan byde ind med noget, hvis man sidder derude som lærer og netop har rigtig gode erfaringer eller har nogle råd til, hvad man i hvert fald ikke skal gøre.

For det tredje bliver de fælles mål forenklet. I stedet for, som hr. Alex Ahrendtsen også sagde, at have sådan en kæmpe stak, som lærerne ikke bruger særlig meget, har vi bedt forskere og praktikere om at trække på de bedste erfaringer fra udlandet for at finde en ny form, og de er kommet frem til en model, hvor vi oversætter de nuværende mål til enkle færdigheds- og vidensmål. Det ændrer jo ikke på, hvad der er formålet med folkeskolen. Det er fortsat folkeskolens opgave at give eleverne lyst til at lære mere, skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst og forberede eleverne til at deltage og have medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

For det fjerde bliver det eksisterende kvalitetstilsyn ændret, sådan at det nu faktisk fremgår, at tilsynet primært har fokus på at skabe grundlag for kvalitetsudvikling. Det synes jeg er rigtig godt. Det er jo en del af udviklingen, som vi også diskuterede lige før, hvor vi flytter vores måde at tænke skole på fra kontrol og i retning af at handle, hvad angår den fremadrettede lokale kvalitetsudvikling i dialog med kommuner og skoler. En del af det handler også om de nye læringskonsulenter, som er en af de ting, som jeg har brændt rigtig meget for i forhandlingerne. Jeg har allerede været i gang med at ansætte nogle af de allerdygtigste lærere, ledere, pædagoger, som skal medvirke til at undersøge den lokale kapacitetsopbygning gennem rådgivning og ved at facilitere processer i forvaltninger og på skolerne.

Så samlet set er det her lovforslag jo et udtryk for, at vi er kommet fra lidt at stå i hver sin grøft og råbe ad hinanden til i fællesskab måske at have kunnet finde ud af at forenkle nogle af tingene, og det tror jeg de bliver rigtig glade for ude på skolerne, så derfor støtter Radikale Venstre lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen Ellemann.

Ordføreren inviterede selv til, at vi lige fortsætter debatten lidt endnu. Jeg kunne godt tænke mig at spørge til det her billede, som ordføreren skaber af, at vi med de tidligere fælles mål rent faktisk trak noget ned over hovedet på skolerne og sagde: Sådan skal det være.

Hvori ligger forskellen på det, vi så gør i dag? Ja, vi forenkler, men fælles mål bliver jo også fremadrettet lovpligtige. Er det så ikke længere at trække noget ned over hovedet på nogen, når nu man alt andet lige skal følge loven?

Ordføreren.

Venstres ordfører har jo fuldstændig ret i, at det sådan set er de samme fælles mål. Det, der er ændringen i lovforslaget her, er, at vi i stedet for at have en bunke, som vi fra bl.a. EVA ved at lærerne faktisk ikke rigtig bruger til noget, får nogle enklere mål. Men det er jo stadig væk de samme mål.

Fru Karen Ellemann.

Så fra at Det Radikale Venstre havde den opfattelse, at det, at man havde fælles mål i alle fag, var forfærdeligt og noget, der blev trukket ned over hovedet, er Det Radikale Venstre i dag kommet i den position, at det faktisk er glædeligt, at vi har fælles mål for alle fag. Er det sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Jeg tror, at man skal se det sådan, at Det Radikale Venstre anerkender, de fælles mål er der. Så lad os da lave dem på en måde, så lærerne rent faktisk kan bruge dem til noget. Det, jeg glæder mig allermest over i dag, er jo, at det, efter at vi har diskuteret det i årevis, nu faktisk bliver til virkelighed, at der ikke skal være elevplaner for alle elever i alle fag. Det synes jeg først og fremmest er det, vi skal glæde os over.

Der er også en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen.

Tak. Det må være en bitter pille for Det Radikale Venstre i dag at sluge at sige ja til dette lovforslag. Det er over 50 år siden, at den blå betænkning kom frem. Det var under Helveg Petersen, den tidligere radikale undervisningsminister, hvor man gik fra, at skolens formål var at lære børnene noget, til at de skulle være harmoniske og lykkelige mennesker. I dag vender vi jo så tilbage til tiden før den blå betænkning. Nu siger vi jo til skolerne, at de skal lære børnene noget, at de skal kunne dokumentere det, og at vi følger op på det, hvis de ikke gør det. Vi giver nogle styringsredskaber, og vi forenkler målene. De må egentlig selv finde ud af, hvordan de gør det, men vi vil have, at de når dertil. Eleverne skal blive dygtigere og dygtigere år for år. De skal simpelt hen kunne noget, de skal ikke bare være lykkelige og harmoniske mennesker.

Så er det, at jeg vil spørge: Har det ikke været en bitter pille at sluge for Det Radikale Venstre efter i 50 år at have skamredet folkeskolen nu at måtte indrømme, at det ikke har virket, og at man går tilbage til tiden før den blå betænkning?

Ordføreren.

Jeg bliver bare nødt til at sige til DF's ordfører, at det er noget sludder. Vi ændrer ikke formålet med folkeskolen med dette lovforslag.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Jeg stiller jo egentlig et meget, synes jeg, præcist spørgsmål, som kunne lægge op til en skoleideologisk debat. Den kan vi jo så tage på et andet tidspunkt. Måske skulle den radikale ordfører så læse op på den blå betænknings historie, den blå betænkning, som var en revolution i folkeskolen. Derfor må vi jo så tage det på et andet tidspunkt.

Jeg vil så stille et andet spørgsmål. Det er om kanonlisterne, som Det Radikale Venstre jo har været indædt modstandere af. De bliver bevaret. Er Det Radikale Venstre nu tilhængere af kanonlisterne, og har de indset, at de faktisk er en god ting og et godt redskab for lærerne ude i folkeskolen?

Ordføreren.

Nej, det, vi siger i lovforslaget, er jo, at vi skal kigge på, om kanonlisterne skal ændres. Og der er det klart, at der kommer DF til at trække i den ene retning i forligskredsen, Radikale Venstre kommer til at trække i den anden retning i forligskredsen. Og så må vi jo blive enige.

Fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne følge op på det spørgsmål, som hr. Alex Ahrendtsen stillede, for jeg synes ikke rigtig, fru Lotte Rod svarer på det, der bliver spurgt om. Støtter Det Radikale Venstre, som det fremgår af lovforslaget her, elevplanerne, der nu bliver stadfæstet endnu en gang, og støtter Det Radikale Venstre kanonlisterne – ja eller nej?

Ordføreren.

Radikale Venstre har ikke ændret holdning. Vi mener fortsat, at vi ville ønske, at både elevplaner og kanonlister var frivillige. Vi anerkender også, at vi med det her lovforslag trækker det i den rigtige retning.

Man kan jo altid diskutere, om glasset er halvt tomt eller halvt fuldt. Jeg synes sådan set, vi er nået et godt stykke ad vejen, at det er lykkedes os også at få ordførerne fra Venstre og Konservative, som jo opfandt elevplanerne og var meget ivrige omkring, hvor tit det skulle være, med, og at det faktisk er lykkedes os at komme igennem med en markant forenkling af dem. Så det vælger jeg at se som et skridt i den rigtige retning i stedet for at ærgre mig over, at vi ikke går hele vejen.

Fru Lene Espersen.

Jeg vil sige til fru Lotte Rod, at jeg sådan set er meget glad for svaret, for det bekræfter i hvert fald, at nu er kanonlisterne så kommet for at blive, og det er elevplanerne også. Det vil jeg gerne kvittere for. Jeg synes, det er dejligt, at Det Radikale Venstre har erkendt, at det virkede, og at det var rigtigt. At Det Radikale Venstre så gerne vil påvirke under forhandlingerne, er jo helt fint, men det vigtigste for mig er sådan set, at de redskaber, som var meget vigtige at få introduceret i folkeskolen i VK-regeringens tid, nu også er stadfæstet bredt i Folketinget.

Ordføreren.

Jeg synes nu ikke, den konservative ordfører skal lægge mig ord i munden med, hvad jeg så mener om det. Jeg konstaterer bare, at det er radikal grund-dna, at når vi går ind i forhandlinger, er vi indstillet på at trække dem i den retning, som vi vil, men selvfølgelig også stå inde for det kompromis, vi bliver enige om.

Det, vi er blevet enige om i forligskredsen omkring elevplanerne, er en markant forenkling. Altså, vi har diskuteret i årevis, at vi gerne ville væk fra, at det skulle være for alle elever i alle fag. Det kommer vi igennem med i dag, og det synes jeg er et skridt i den rigtige retning. Og der vil jeg gerne anerkende, at vi, fra at vi har stået lidt og virkelig råbt ad hinanden på hver vores fløj, har fundet et kompromis, som trækker det om ikke hele vejen, så i hvert fald et skridt i den rigtige retning.

Tak til den radikale ordfører. Fru Annette Vilhelmsen som SF's ordfører.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi i SF er meget glade for folkeskolereformen. Vi ser også frem til, at de tiltag, som forligspartierne vedtog forrige år, vil bidrage til at styrke folkeskolen og give eleverne den trivsel og faglighed, som de fortjener. Reformen skal øge trivslen i folkeskolen og give børn og unge fra alle sociale lag de faglige, sociale og personlige kompetencer, som de har brug for. Og det, de har brug for, er jo, at de efterfølgende, når de er færdige med folkeskolen, også kan tage en ungdomsuddannelse. Så vi er i det hele taget meget glade for, at der er fokus på at øge den sociale mobilitet gennem en stærk folkeskole.

Så ønsker vi også, at lærerne bliver helt centrale spillere i folkeskolereformen. Lærernes faglighed skal fylde mere, og derfor hilser vi afbureaukratiseringen velkommen. Lærerne skal ikke spilde deres tid med unødvendigt papirarbejde, men de skal bruge tiden på undervisning af eleverne og forberedelse og på samarbejde med de øvrige kolleger og med forældrene. Og ved at afbureaukratisere elevplaner og kvalitetsrapporter frigiver vi mere tid til lærerne, sådan at de kan fokusere på læring og undervisning. Det vil forhåbentlig også styrke lærernes motivation og arbejdsglæde, at de får mere tid til at koncentrere sig om elevernes faglige, personlige og sociale udvikling.

Vi sørger samtidig for, at den rapportering, som skolerne skal gennemføre, også har fokus på elevernes trivsel. Det mener vi i SF er særlig vigtigt, da trivsel er et helt fundamentalt grundlag for børns udvikling. Og endelig er vi meget glade for, at den rapportering, som stadig skal finde sted, fokuserer på fremadrettede læringsmål for eleverne. Det er vigtigt, at de rapporteringer, som finder sted, også bliver brugt aktivt, så lærerne, skoleledelsen og kommunerne kan se fordelene ved rapportering og se det som et værktøj til at forbedre undervisningen og trivslen.

Derfor støtter vi i SF med de nævnte bemærkninger det videre arbejde med lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen Ellemann.

Ligesom jeg stillede spørgsmål til den radikale ordfører om ændringerne, i forhold til hvordan man har set på elevplaner og på fælles mål, ligeså vil jeg også stille spørgsmål til SF's ordfører. For jeg hører SF's ordfører bruge den formulering i ordførertalen, at man ikke mener, at lærerne skal bruge tiden på unødvendigt papirarbejde. Skal det forstås således, at elevplanerne før det her lovforslag var at betegne som unødvendigt papirarbejde, men at det nu bliver til godt papirarbejde, som faktisk giver mening?

Ordføreren.

Det, som vi lægger vægt på, er, at den dokumentation, som lærerne tilvejebringer, og som gerne skulle understøtte elevernes læring og trivsel, også bliver anvendt. Der har været forskellige erfaringer med brugen af den dokumentation, der har været gældende indtil i dag, og jeg hilser faktisk det her initiativ velkommen, fordi der også er lyttet til, hvad der kan anvendes, og hvad der vil være til gavn for eleverne. Det er, tænker jeg, når vi står og drøfter det i dag, egentlig lidt interessant, hvor lidt vi nævner eleverne. Det er jo trods alt deres læring og progressionen i læring og trivsel, som er det allermest centrale, og det er det, som lærernes dokumentation skal forholde sig til.

Fru Karen Ellemann.

Da VK-regeringen i sin tid indførte elevplanerne, var det så sandelig – og det siger alene ordlyden: elevens plan – af hensyn til elevens faglige udvikling, blot for lige at slå det fast.

Det, jeg også kunne være interesseret i at høre ordførerens svar på, er, hvorledes – og det kan jo være svært at svare på – SF's bagland rent faktisk reagerer på det faktum, at SF nu stemmer for brugen af elevplaner og fælles mål. Vil man opleve, at der vil være SF'ere ude i det kommunale landskab, som vil karakterisere alle de ting, der er med i det her lovforslag, som unødvendigt papirarbejde, eller er det således, at SF nu i samlet flok rent faktisk støtter det og mener, at det giver god mening at arbejde med elevplaner med mål for elevernes læring og dermed også med de nye fælles mål?

Nu skal jeg jo ikke kunne sige, hvad hele SF's bagland vil udtrykke i forbindelse med det her. Jeg vil også lige gøre opmærksom på, at vi faktisk tager det meget seriøst, når vi indgår et forlig. Vi kunne ikke drømme om at gå fra det, og så længe vi er med i det, vil vi påvirke det mest muligt. Så vi har selvfølgelig i forbindelse med udarbejdelsen af det her forsøgt at trække det i den retning, vi synes det skulle. Vi hilser det meget velkommen, at der står »trivsel«, og at der også bliver målt på trivsel, men jeg synes, det er vores ansvar som folkevalgte politikere at søge så brede forlig som muligt. For vi skal stadig væk huske, at det skal være til gavn for eleverne, og det er også den tilgang, som SF er gået ind i det her med.

Der er også rigtig mange lærere, som støtter op om det her, og der er en stor faglighed i det, så lad os nu arbejde sammen til gavn for eleverne og for lærernes arbejdsglæde, så det her fremadrettet kan blive en måde at arbejde med dokumentation og udvikling af faglighed og trivsel på.

Tak til ordføreren. Fru Rosa Lund som Enhedslistens ordfører.

Tak. Jeg synes sådan set, at de foregående ordførere har beskrevet ret godt, hvad det her lovforslag går ud på. Og jeg vil da sige, at når jeg læser lovforslaget, kan jeg også godt læse, at man forenkler de fælles mål, men det betyder jo bare, at der kommer nye mål og nye styringsredskaber. Samtidig bliver målene mere konkrete, og det betyder også, at de bliver mere snævert styrende for, hvilken retning vores folkeskole skal bevæge sig i, og hvilken retning undervisningen skal bevæge sig i. Altså, det bliver mere styrende herinde fra Christiansborg for, hvilken retning nogle uddannede folkeskolelærere skal styre folkeskolen i. Det synes vi i Enhedslisten er en bekymrende udvikling.

Hvis vi så går videre til den næste del af lovforslaget, som handler om elevplanerne, så er det da også meget praktisk, at man sammenkører de dokumenter, som man har om eleverne i folkeskolen, at man sammenkører elevplanen med uddannelsesparathedsvurderingen – det kan jeg godt se. Men det betyder ikke, at det er rigtigt, at det er en god idé at lave uddannelsesparathedsvurdering; det betyder heller ikke, at det er en god idé at lave elevplaner. I Enhedslisten mente vi før valget i 2011, at elevplanerne var en dårlig idé. Efter valget i 2011 mener vi stadig væk, at elevplanerne er en dårlig idé og en dårlig måde at styre folkeskolen på.

Så omhandler lovforslaget også kvalitetsrapporterne, og det er rigtigt, at nu skal de kun laves hvert andet år, og det er jo også i og for sig en forenkling. Til gengæld bliver de, når man så kun laver dem hvert andet år, et mere bestemmende mål- og resultatstyringsværktøj, hvormed ministeren og politikerne herinde på Christiansborg kan fastlægge, hvad det er, der skal måles på. Og det flytter altså fokus fra trivsel og fra almendannelse og fra demokratisk dannelse over på målbare resultater, altså ting, vi kan måle, f.eks. karakterer. Jeg synes bare, det er vigtigt, at vi husker på, at det ikke kun er de ting, vi kan måle, der har en værdi i folkeskolen eller i samfundet for den sags skyld. Når man laver kvalitetsrapporterne på den her måde, frygter vi i Enhedslisten, at man kommer til at underkende de vurderinger, som lærerne, som eleverne og som forældrene laver af deres egne oplevelser af undervisningen og af folkeskolen.

Så det skulle gerne fremgå rimelig tydeligt nu efter disse ord, at Enhedslisten ikke støtter det her lovforslag.

Tak. Fru Merete Riisager som Liberal Alliances ordfører.

Tak. Vi behandler nu lovforslag nr. L 150, som er en del af folkeskolereformen. Det er en reform, som vi har meget, meget lidt tillid til i Liberal Alliance vil gøre børn dygtigere og give en bedre skole.

Ved en høring for nylig om digital læring sagde Lars Henrik Schmidt, som er et af mine gamle pædagogiske idoler, at det her med at søge mål for læring og den tilhørende frustration ved, at det er så svært faktisk at få tag om at måle læring, jo altså er noget, man har kendt til i århundreder; måske endda i årtusinder har man haft den her frustration. Så det er altså ikke nogen ny debat. Men nu står vi her med en række forskellige værktøjer, som så ifølge regeringen og aftaleparterne skal forbedre folkeskolen. Der er skidt og kanel, lad os starte med det bedste.

Kvalitetsrapporterne bliver forenklet. Det synes vi er ganske udmærket i Liberal Alliance. Der bliver brugt rigtig meget tid på det derude, og det er jo ikke det, der er det væsentligste ved evaluering. Det er jo ikke den tid, der bliver brugt, men hvad man kan bruge den til. Derfor kunne vi godt tænke os, at kvalitetsrapporterne blev forenklet endnu mere til nogle nøgletal, som var umiddelbart tilgængelige for borgerne, og derved også gjorde det nemmere at sammenligne skoler.

Så har vi elevplanerne. Dem mener vi i Liberal Alliance bør være frivillige, det er et procesværktøj. Det er et procesværktøj, som læreren skal bruge sammen med eleven og forældrene. Derfor kunne ministeriet jo bare lave nogle forskellige stykker og så lægge dem på ministeriets hjemmeside, så skolerne selv kunne vælge, hvad for et procesværktøj de synes var bedst. Det gør De Frie Grundskoler, og det har de stor succes med. Men der er altså en enorm lyst herinde fra Christiansborgs side til at detailstyre folkeskolen, og hvis der er noget, folkeskolen ikke har behov for, så er det altså mere detailstyring. Folkeskolen har brug for mere frihed.

Så er der en forenkling af mål. Det har vi sådan set ikke noget imod. Vi undrer os lidt over, at man har haft fagpersonerne, altså lærerne, så lidt inddraget i processen, men vi synes, det er rigtig udmærket, at man har nogle mål, som er forståelige for dem, der skal nå dem, og vi synes også, det er fint, hvis man kan gøre det sådan, at man faktisk kan bruge dem til noget og – igen – sammenligne mellem regioner og skoler. Vi mener, det er vigtigt at slå fast, at når vi laver målinger på den her måde, er det altså meget færdigheder og kundskaber, vi måler. Det er som sagt rigtig udmærket, vi skal bare som politikere huske at være klar over, hvad det faktisk er, vi måler, og også at der faktisk er en risiko for at havne i en 2D-læring, hvis vi overdriver vores fokusering på lige præcis den måling.

Så har vi trivselsmålene, som vi i hvert fald i Liberal Alliance desværre ikke mener vil skabe mere trivsel. Jeg sammenligner det lidt med de arbejdspladsvurderinger, som mange sikkert kender fra deres arbejdsplads, hvor man bruger timer og uger på at spørge folk, hvordan belysningen er, om man nu sidder godt på sin stol, men man får aldrig spurgt, om chefen er psykopat, og i øvrigt om der er en ordenlig ledelse og en tilstedeværelse af dem, der skal sørge for det gode arbejdsmiljø. Så vi har en forventning om, at det her vil blive noget lignende. Vi taler altså om en skemaundersøgelse, som får svært ved at opfange angst og trusler og også, hvor trivselsvanskeligheder stammer fra, altså om de stammer fra hjemmet eller fra skolen. Det er altså en kompleks størrelse, vi har med at gøre her.

I øjeblikket sker der et inklusionsarbejde, som fuldstændig er løbet regeringen af hænde. Det er dårligt planlagt, og der er dårlig information til skolerne, til forældrene. Handicappede elever, urolige og voldelige elever kommer tilbage i klasserne, uden at man skelner mellem de forskellige behov, og byrden lægges i høj grad over på børnene. Jeg gad da godt se den skemaundersøgelse, der med nogen som helst rimelighed kunne afdække det drama, som mange børn står i lige i øjeblikket ude på skolerne.

Folkeskolen skal have bedre rammevilkår og mere frihed. Vi skal have lærere, der står fast i deres sko og har en lang og god uddannelse. Vi skal have mere forældreansvar, og vi skal sørge for, at når man gør noget som f.eks. inklusion, har man altså styr på, hvad det er, man gør.

Men samlet set står folkeskolen i en situation, mener jeg, der er meget, meget rodet, hvor man indfører inklusion og en folkeskolereform, som er en uskøn blanding af ekstrem topstyring gennem mål og så altså en hippieagtig pædagogik, hvor skolen skal være alt fra fritidsklub til hjem og skole. Det er en uskøn blanding, og vi har i Liberal Alliance ingen tillid til, at det samlet set vil give en bedre skole, og at regeringen overhovedet har styr på den implementering, som forestår, endsige har den tillid fra lærerne, der skal til, for overhovedet at lave egentlige og gunstige forandringer.

Så det bliver et nej fra Liberal Alliances side til L 150.

Tak til ordføreren. Fru Lene Espersen som konservativ ordfører.

Formålet med lovforslaget er jo at gennemføre en del af den folkeskolereform, som Det Konservative Folkeparti er en del af, med specifikt fokus på de fælles mål og afbureaukratisering, som også er en del af reformen. Formålet er jo her at få de fælles mål, kvalitetsrapporterne, elevplanerne og opfølgningen på målene til at blive set i en sammenhæng og samtidig bl.a. via digitalisering sikre, at det både bliver administrativt enklere, men også mere overskueligt.

Det, der er det helt afgørende for Det Konservative Folkeparti, er, at de fælles mål i den forenklede udgave understøtter undervisningen og bidrager til, at det bliver tydeligt for lærerne, pædagogerne, lederne, forældrene og eleverne, hvilke kompetencer, hvilke færdigheder og hvilken viden eleven skal tilegne sig. Og det har været afgørende for os – og vi er meget glade for, at der har været enighed om det i forligskredsen – at målene er så klare, at både lederne og forældrene, men også medlemmerne af skolebestyrelserne aktivt kan være medspillere i forhold til elevernes læring. Det er jo helt afgørende, hvis vores folkeskole skal blive bedre.

Jeg vil sige, at der i høringsfasen er blevet udtrykt nogen bekymring for dele af aftalen, og jeg vil gerne her nævne, at vi Konservative synes, at det er afgørende, at vi har fået slået fast, at dannelsesaspektet fastholdes. De fælles mål gøres til læringsmål, men det sker altså ikke på bekostning af dannelsen, og det synes jeg er vigtigt at understrege.

Noget af det, vi er rigtig glade for i forbindelse med reformen og lovforslaget, er, at man som noget nyt etablerer opmærksomhedspunkter i udvalgte kerneområder i dansk og matematik, således at alle elever, også de dygtigste, udfordres. Det er helt afgørende, hvis folkeskolens faglige niveau skal løftes i forhold til de lande, som vi gerne vil sammenligne os med. Og det er altså meget vigtigt, at fokus også er på de dygtigste elever.

Forudsætningen for, at alt dette kan ske, er bl.a., og det er jo en af de andre ting, som vi arbejder med i folkeskolereformen, at der bliver mere ro og disciplin i folkeskolen, for det er altså forudsætningen for, at man kan lære noget, og også for, at man kan trives. Og derfor er det altså noget, vi har meget fokus på også fremadrettet.

Jeg vil sige til diskussionen om elevplanerne og også til den til diskussion, som vi har haft i dag, at vi støtter de forenklede elevplaner. Jeg synes faktisk, at det er lykkedes os, selv om man også har kunnet høre på debatten i dag, at der er forskellige holdninger til det, at finde en rigtig balance, nemlig at følge undervisningen tæt i de helt grundlæggende fag, samtidig med at helheden tilgodeses, og samtidig med at vi får en fin forenkling.

Det er jo en ny måde, vi forsøger at tænke på, og derfor er det også vigtigt, at processen hen imod implementeringen er både åben og inddragende, og jeg er meget enig i det, fru Karen Ellemann sagde, nemlig at det altså er vigtigt, at aktørerne, der er derude, er med. Derfor afprøver man jo så de fælles mål her i 2014, men får altså også tid til at få dem implementeret på en god og ordentlig måde, uden at det bliver jappet igennem.

Endelig må jeg jo også sige, og det er ikke for at udøve politisk drilleri, at vi altså er meget glade for, at det bliver bekræftet her, at kanonlisterne i dansk og historie består. Der kommer sikkert nogle gode diskussioner om, hvorvidt det, der nu er i både kanonlisten til dansk og til historie, er det rigtige, men det vigtige for os er sådan set, at det nu er blevet cementeret, at det fortsat er et vigtigt pejlemærke og redskab for folkeskolen at bruge kanonlisterne.

Alt i alt vil jeg sige, at vi støtter lovforslaget, og vi har faktisk også meget stor tiltro til, at den her balance mellem fokus, klarhed og afbureaukratisering er noget, der vil gøre vores folkeskole bedre. Så der er fuld opbakning til lovforslaget.

Tak til ordføreren. Undervisningsministeren.

Jeg vil godt til de seks forligspartier sige tak for den udbredt positive modtagelse og gode og meget engagerede gennemgang af den sidste del af det samlede lovkompleks, der er, om den nye skole. For det afspejler jo den del, vi har manglet, nemlig at vi sætter nogle få, men klare nationale mål, og det skal jo følges op med det, som den konservative ordfører nævnte til sidst, nemlig den rette balance imellem på den ene side faktisk at tage de nationale mål alvorligt og på den anden side at gøre det ubureaukratisk . Vi laver jo en reform, fordi vi har en fælles ambition om, at alle børn skal blive så dygtige som muligt uanset deres sociale baggrund og med trivslen i top. Det er jo vigtigt, at man følger det, så man kan se, at retningen er den vej. Det er jo derfor, vi laver så stor en skolereform sammen. Men det skal netop gøres på en måde, hvor det er i tæt samarbejde med de fagprofessionelle, for dem, der i sidste ende gør hele forskellen og sørger for, at vores børn bliver så dygtige som muligt uanset den sociale baggrund og med trivslen i top, er rigtig dygtige lærere, det er rigtig dygtige pædagoger i skolen, det er rigtig dygtig skoleledelse, det er rigtig gode skolebestyrelser med tæt forældreinvolvering, det er rigtig dygtig elevinddragelse. Det er jo det, der gør, at vi får så god en skole som overhovedet muligt, og det skal vi kunne følge, men på en måde, hvor det ikke bliver bureaukratisk, og på en måde, hvor der også er rum til, at man kan følge det på forskellig vis.

Det er jo det, de her forskellige elementer afspejler, og derfor vil jeg tillade mig at dykke lidt ned i nogle af de argumenter, der var fra de to partier, som ikke er med i folkeskoleaftalen, nemlig Enhedslisten og Liberal Alliance. Jeg synes, der er nogle nuancer, der i hvert fald skal med i det billede, der bliver tegnet fra Liberal Alliances og Enhedslistens side.

Enhedslisten siger, at man er bekymret for de nye fælles mål, hvor man går fra brede undervisningsmål til læringsmål, fordi det virker, som om det er noget, og nu citerer jeg: snævert styrende fra Christiansborg. Der er intet, der ligger os fjernere i forligskredsen, vil jeg godt understrege, end at lave noget snævert styrende fra Christiansborg i forhold til de fælles mål. De fælles mål er utrolig vigtige, for det er i virkeligheden det pædagogiske, didaktiske hjerte i folkeskolereformen. Det er jo her, hvor der lige nu sidder arbejdsgrupper i samtlige fag i folkeskolen, arbejdsgrupper, som består af rigtig dygtige praktikere. De består af lærere, de består af fagfolk, de består af praksisforskere – dem, der har fingrene helt nede i fagene. De arbejdsgrupper sidder nu og arbejder med, hvordan man omsætter undervisningsmålene til læringsmål – ikke til en forsimplet tjekliste, men netop som brugbare læringsmål til at understøtte lærerne i deres planlægning af undervisningen, sådan at de får et bedre værktøj også til en dialog med forældrene og dermed eleverne, i forhold til hvordan man kan følge elevernes progression.

Det er sådan, at vi har startet med de to store fag dansk og matematik. Der er blevet lavet en fælles mastergruppe til at se på, hvordan man kan omsætte undervisningsmål til læringsmål. Den mastergruppe har Danmarks Lærerforening selvfølgelig været involveret i, ligesom der virkelig – og det vil jeg gerne understrege igen – er lagt vægt på, at praktikerne er kernen i, hvordan vi laver den her omsættelse til de fælles mål. Til dem, der måtte være interesserede, kan jeg sige, at det er sådan, at vi nu er så langt med de fælles mål for dansk og matematik, at de er ved at blive afprøvet på nogle skoler. Og der ligger en demonstrationsmodel på Undervisningsministeriets hjemmeside, så alle kan gå ind og se, hvordan det er, de nye læringsmål vil kunne se ud for dansk og matematik. De er i øvrigt koblet på det, der hedder EMU Danmarks Læringsportal, undervisningsportalen, som er en utrolig velbenyttet portal for lærere, fordi der ligger en række eksemplariske læringsforløb, som man kan bruge som inspiration til, hvordan man arbejder med fagene.

Så bare for at ramme en pæl igennem den myte, der lidt bliver tegnet af, at lærerne ikke er engagerede i de fælles mål, vil jeg sige, at vi ikke kunne lave rigtig gode fælles mål som læringsmål, uden at det var med de dygtigste praktikere på området, og det er også det, som sker lige i øjeblikket.

Der har også været en diskussion om elevplaner. Der vil jeg blot nævne, at jeg synes, at det, der jo er sket med elevplanerne, igen afspejler en meget fin balance mellem på den ene side at have et værktøj, sådan at man har et værktøj, som lærerne kan bruge til at følge elevernes progression både med sig selv og f.eks., hvis der er lærerskift, og på den anden side et værktøj, som skal bruges til at få en styrket samtale mellem elever, forældre og lærere. Og det er jo sådan, at elevplanerne er blevet evalueret, og selv om der var en diskussion i starten, da man indførte dem, er der bred glæde og tilfredshed med elevplanerne også blandt lærere, fordi det netop giver et værktøj til – ikke en skabelon for, ikke en detaljeret måde at styre det på – hvad det er, der skal følges. Det, der måske har været problemet med elevplanerne, er, at de er blevet brugt for meget til at sige: Jamen hvad er status? Det skal man selvfølgelig bruge, men det skal man bruge til det, der er det vigtige, og som er blevet understreget med de nye elevplaner, nemlig hvordan man fremadrettet kan sætte mål for elevernes læring.

Så der er simpelt hen sket en udvikling af elevplanerne, så det er lidt færre gange, men stadigvæk sådan, at man kommer igennem alle fag på forskellige måder, og med det fremadrettede som det, der er omdrejningspunktet i forhold til elevernes læring. Det er ikke en detaljeret skabelon; det er faktisk en ramme, som kan udfoldes på forskellig vis, herunder nu også som en digital elevplan, som rigtig mange har ønsket sig, sådan at der også her sker en lettelse af, hvordan elevplaner bruges fremadrettet.

Der var kritik fra Enhedslisten i forhold til kvalitetsrapporterne, som i øvrigt også er blevet forenklet, ved at det er hvert andet år, man skal lave dem, og en bekymring for, om de nu kun målte det målbare og ikke det, der er vigtigt. Det er jo noget, vi har diskuteret meget, og jeg vil godt komme med et eksempel, fordi jeg ved, at der er et emne, som Enhedslisten er optaget af, nemlig trivsel, som der har været fokus på, bl.a. fordi det jo nu i år er tiåret for trivselserklæringen, som en række partnere omkring skolen lavede, og som jo også har rejst en vigtig diskussion af, hvordan man bl.a. sikrer et så mobbefrit miljø som muligt på skolerne i forlængelse af lov om undervisningsmiljø.

En af de nye ting, som der kommer et mål for med folkeskolereformen, er jo, at vi både følger elevernes faglige progression og elevernes trivsel. For hvis der er et godt undervisningsmiljø, ved vi, at det er fundamentet for, at de lærer mest muligt. Derfor synes vi, at det er så vigtigt, og det skal man rent faktisk følge.

Om det med trivselsmål, og det er så en replik til Liberal Alliance, som mener, at det bliver noget værre bureaukratisk noget, vil jeg sige, at det er med inspiration fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, der har udviklet et trivselstermometer, som mange skoler benytter sig af. Og det, der er styrken ved det værktøj og andre, som der også er, er, at det i høj grad er med elevernes involvering, for det er jo den måde, man skal kigge på trivsel på. Den bliver så målt på en række indikatorer og fulgt, og det er jo noget, der kommer til at indgå i kvalitetsrapporterne. Så kvalitetsrapporterne er jo ikke bare forsimplede ting, man ikke kan måle på; de er faktisk også et værktøj, som kan følge den anden del af elevernes læring, nemlig at de trives. Så igen har vi gjort os meget umage med at finde de balancer, der skal til, for at de få nationale mål også kan følges lokalt på forskellig måde, men sådan, at det, der er det allervæsentligste, rent faktisk er noget, vi kan se kommer til at virke.

Med de ord vil jeg bare sige tusind tak for replikkerne, der har været. Jeg glæder mig til, at vi får lovforslaget vedtaget, for det er faktisk nogle rigtig vigtige redskaber, der skal være klar, når den nye skolelov træder i kraft her fra august 2014. Så med disse ord tak for en velvillig modtagelse.

Tak til undervisningsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)