Det er ganske korrekt, som Venstres ordfører sagde, nemlig at noget af det lovforslag, vi har foran os her, i høj grad handler om at løfte ting fra en bekendtgørelse over i selve folketingsvalgloven.
Det er jo meget godt, for så er vi i hvert fald da sikre på, at det står det rigtige sted, og også at det skal i Folketingssalen for at blive ændret, hvis der skal ændres på det igen.
Vi synes blandt Socialdemokraterne, at det er yderst fornuftigt, hvis der står en af de nye boliger tomme, at den så også kan blive brugt af medlemmer, der ikke opfylder alle kriterier for at få tildelt en bolig, men på de præmisser, at hvis der kommer et medlem, der opfylder alle kriterierne, så skal man kunne forlade den bolig igen inden for en frist på 2 uger for at frigøre boligen til den, der er fuldt berettiget til den.
Det er en ny ordning i forhold til den eksisterende ordning, og den hilser vi velkommen, for vi skal selvfølgelig ikke som stat eje nogle medlemsboliger, som så står tomme.
Det må være meningen, at de skal være i brug.
Så er der også en bemyndigelse til selve Forretningsudvalget herinde om at fastsætte regler for adgang til ydelser under orlov, hvis et medlem har flyttet bolig.
Det synes vi også er meget fornuftigt, altså at tingene ikke skal blive for bureaukratiske igen, men at der er en bemyndigelse til Forretningsudvalget.
Endelig er der så en bemyndigelse til formanden herinde, som kan beslutte om kørsel til visse politiske aktiviteter, og ikke kun om den kørsel, vi har mellem hjem og nærmeste offentlige transportmiddel.
Hvis vi skal have hele Danmark i tale, er det jo rigtig vigtigt, at vi også på en rimelig tid kan nå rundt til alle hjørner af Danmark, og der er det jo ikke altid, at de offentlige transportmidler er tidsmæssigt konkurrencedygtige, og de er det heller ikke nødvendigvis økonomisk.
Så det at give os adgang til at bruge den private bil en gang imellem er der faktisk også noget økonomi i.
Så er der en lille kuriositet, som jeg synes – når vi nu har så god tid i dag, at vi allerede er på – vi også godt kan nævne, nemlig at vi så endelig får rettet op på, at der selvfølgelig er kvinder i Folketinget, og at ikke alting i folketingsvalgloven står i hankøn, men at det nu bliver gjort sådan, at vi får nogle kønsneutrale ord ind i folketingsvalgloven.
Så med de bemærkninger kan den socialdemokratiske gruppe naturligvis støtte op om det, vi også har været enige om at være med til at fremsætte på Præsidiets vegne.