Det sidste punkt på dagsordenen er:

23) Forespørgsel nr. F 16:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om folkeskolelærernes anvendelse af de obligatoriske kanonlister i historieundervisningen, og hvordan vil regeringen sikre, at lærerne efterlever pligten til at bruge kanonlisterne aktivt i undervisningen, og vil regeringen gøre kanonlisterne obligatoriske på seminarierne for at klæde lærerne fagligt på til undervisningen?

Af Alex Ahrendtsen (DF), Dennis Flydtkjær (DF), Martin Henriksen (DF) og Marie Krarup (DF).

(Anmeldelse 18.01.2012. Fremme 20.01.2012.Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 28. februar 2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 28. februar 2012.

Først er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti, som ordfører for forespørgerne for begrundelse.

(Ordføreren nynner). Jeg indrømmer, det er lidt underligt at indlede min begrundelse for denne forespørgsel om kanonlister med at nynne, men jeg skal søge at forklare det, for der er en mening med galskaben. Den musikkyndige har sikkert noteret sig, at jeg nynnede to forskellige toner og tilsammen fire noder, nemlig begyndelsen på Wagners bryllupsmarch. Den er verdensberømt – i hvert fald i den vestlige kulturkreds. Nynner man disse fire toner, er vi i fantasien allerede til kirkebryllup. Vi ser blomster for os, hvid brudekjole, nervøs mand i jakkesæt, Dannebrog foran kirken, fest, musik, taler. Mere skal der ikke til, fire toner, for de er kendt af alle og husket af alle, selv børn kender til dem. Dette er kultur, fælles kultur, kanonkultur.

Jeg har brugt dette for at vise, hvilken velsignelse en fælles kultur er for mennesker. De fire toner vækker minder, der får folk til at trække på smilebåndet, giver mulighed for kærligt at drille to, der kysser. For Dansk Folkeparti er en fælles kultur og kanonlister af det gode. Vi blev derfor temmelig rystet, da fagbladet Folkeskolen for nylig kunne afsløre, at mange folkeskolelærere ikke følte sig bundet af kanonlisterne hverken i dansk eller i historie.

Af flere grunde var det temmelig oprørende. For det første fordi mange lærere så stort på, hvad Folketinget med et bredt flertal havde besluttet. For det andet fordi det afslørede et ubehag ved en fælles kultur blandt nogle af lærerne. Vi skal i dag ved denne forespørgsel tale om, hvordan regeringen vil sikre, at lærerne efterlever pligten til at bruge kanonlisterne aktivt i undervisningen, og om regeringen vil gøre kanonlisterne forpligtende på læreruddannelserne. Sidstnævnte vil jo være helt naturligt. Mange lærerstuderende har brug for det, så de står bedre rustet, når de skal undervise ude i klasselokalerne.

Med disse indledende ord ser jeg frem til debatten i salen.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Så er det børne- og undervisningsministeren for besvarelse.

Jeg vil godt som indledning takke Dansk Folkepartis ordfører for at indlede så utraditionelt med nogle strofer. Jeg kunne ikke helt høre, hvad Folketingets anden næstformand sagde, om det var en opfordring til, at jeg skulle komme med en strofe ekstra, eller om jeg helst skulle lade være. Jeg tror, at det var det sidste. Men ministeren roser til gengæld den, der begrundede forespørgslen i forhold til stroferne. Det er i hvert fald en utraditionel måde at gøre det på, og det illustrerer jo også, som jeg kunne forstå at intentionen var, at når man arbejder med forskellige fag, discipliner og emner, har det jo heldigvis den effekt, ud over at man lærer mere, at det skaber billeder, og der er heldigvis mange billeder, der kan skabes, og kigger man både på vores historiekanon og litteraturkanon, er det mange forskellige slags billeder, der kan skabes. Så tak for den kreative indledning til forespørgselsdebatten her.

Den udspringer jo af, som der også blev fremlagt, at der har været en undersøgelse i fagbladet Folkeskolen. Det var så en stikprøveundersøgelse blandt 1.264 panelmedlemmer, som der står, der blev stillet en række forskellige spørgsmål, herunder også spørgsmål om anvendelse af historiekanonen, og der var så 43 pct. af de 1.264 panelmedlemmer, der har svaret på den samlede undersøgelse. Man må sige, at det er en relativt lille undersøgelse, og derfor skal man måske nok også passe på med ikke at tolke alt for meget på den undersøgelse. Men det valgte fagbladet Folkeskolen jo selv at slå stort op, og derfor kan jeg også godt forstå, at der bliver spurgt lidt forundret til nogle af de svar, der blev givet. Det er jo så noget, der allerede er drøftet med ordførerne, som er i salen i dag, fordi der allerede har været indkaldt til et åbent samråd i Folketingets Uddannelsesudvalg om præcis det samme emne, men vi tager det gerne en gang til her i forespørgselsdebatten.

Jeg vil godt understrege som børne- og undervisningsminister, at uanset om man er enig eller uenig i, om der skal være kanoner som en del af målene for undervisningen i folkeskolen, er reglerne der selvfølgelig, fordi de skal følges. Hele ideen med, at vi har en folkeskolelov, og at fagene bliver udmøntet i fælles mål og i trinmål, er selvfølgelig, at dem skal lærerne følge. Sådan er det. Det understregede jeg på det åbne samråd, og det vil jeg gerne understrege igen. Hele forudsætningen for, at vi har en fælles folkeskole, er, at der også er en fælles ramme for, hvordan man håndterer de forskellige fag, fordi det jo også er på den måde, det indgår, når eleverne undervises undervejs og i sidste ende skal til folkeskolens afgangsprøve. Jeg vil også sige, at jeg personligt synes, at der er stor fornuft i, at man arbejder med kronologi i forhold til historieundervisningen, sådan som det også er i dag.

Som jeg også oplyste på det åbne samråd om anvendelse af kanoner, som blev afholdt den 17. januar, har jeg drøftet problemstillingen på baggrund af den her undersøgelse, som der var i fagbladet Folkeskolen, fordi der blev rejst spørgsmål til det fra folketingsmedlemmer. Jeg har drøftet problemstillingen både med Skolelederne og med KL, da de jo både som de lokale ledere på de enkelte skoler og som de lokale ejere ude i kommunerne selvfølgelig har en forpligtelse til at indskærpe, at de regler, der er, skal man efterleve på de enkelte skoler. De har ansvaret for at sikre, at lærerne underviser efter de regler, der er fastsat på området.

Som jeg også nævnte på det åbne samråd og gerne vil gentage her, vil jeg via ministeriets fagkonsulenter tydeliggøre, at kanonen skal indgå i undervisningen. Det vil typisk ske via fagkonsulenternes konference på det, der hedder SkoleKom, og på undervisningsportalen emu.dk. Det kan ske på oplæg på konferencer og på censorkurser samt ved artikler i diverse fagblade. Det vil sige, at jeg som minister vil bruge hele paletten af muligheder for, at det selvfølgelig bliver indskærpet, at man skal bruge de regler, der er.

Når det så er sagt, vil jeg også gerne præcisere, at en kanon for faget historie blev indført fra skoleåret 2009-10. Der blev i reglerne fastsat en overgangsordning, så reglerne først gælder fuldt ud fra skoleåret 2012-13. Gennemførelsesfasen er nået til, at kanonen i dette skoleår også gælder for elever, der går i 8. klasse. Først fra skoleåret 2012-13 er kanonen fuldt indfaset, dvs. også på 9. klassetrin, hvor der er prøve i faget.

Læreruddannelsen, som der også er blevet spurgt om, og hvor jeg svarer på vegne af min kollega uddannelsesministeren, skal i dag klæde de lærerstuderende på til at undervise efter et fagligt mål med udgangspunkt i skolefagets bestemmelser, og jeg kan oplyse, at der i læreruddannelsen arbejdes med folkeskolens fælles mål, både i fællesfagene og i de enkelte linjefag. Målet er, at de lærerstuderende opnår en bred faglig og fagdidaktisk indsigt inden for historiefaget og dermed har et godt grundlag for at undervise i væsentlige områder inden for faget.

Regeringen finder det derfor ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt at gøre kanonlisten til et obligatorisk element i læreruddannelsen, men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at når lærerne kommer ud og underviser i folkeskolen i de pågældende fag, skal de følge de regler, som er i de fælles mål og trinmålene.

I forhold til læreruddannelsen vil jeg som det sidste også sige, at det i den anbefaling, som regeringen har, ikke er hensigtsmæssigt at gøre kanonlisten til et obligatorisk element i læreruddannelsen, og det bliver understøttet af de anbefalinger om deregulering, som følgegruppen for læreruddannelsen netop er kommet med, og som kommer til at indgå i de forhandlinger, der er imellem uddannelsesministeren og læreruddannelsens forligskreds om en eventuel justering eller reform af læreruddannelsen.

Mange tak til ministeren. Herefter er det ordføreren for forespørgerne, hr. Alex Ahrendtsen.

Tak til ministeren for svaret og for de pæne ord og rosen. Det blev jeg glad for.

Kanonlister er af det gode. Det samler os som folk, det kitter mennesker sammen i et fællesskab, det giver os en følelse af det, som Socialdemokraterne kalder sammenhængskraft, og som vi i Dansk Folkeparti kalder kultur. Siger vi matador, tænker vi ikke kun på spillet. Når pressen skriver, at regeringens politik er som kejserens nye klæder, eller at Dansk Folkeparti er den grimme ælling i dansk politik, behøver man ikke forklare mere. Kanonlisternes formål er at skabe sådanne forståelsesrum blandt danskerne og ikke mindst sikre et mindstemål af dannelse.

Kanonlister løfter os op som mennesker, fordi de giver os en fælles ramme. Derfor kan kanonlister ikke være frivillige; de skal selvfølgelig være forpligtende. Det kan ikke være en tilfældighed, hvilke kundskaber en elev får i løbet af sin skolegang. Min far gik i skole til 7. klasse og fik dermed langtfra samme uddannelse som nutidens unge. Alligevel synes jeg, at han har en rigere forståelse for Danmark. Dengang var det en selvfølge at have kendskab til historiske begivenheder og danske litterære værker af betydning.

Traditionelt har danske lærere haft en meget stor frihed, især i sammenligning med andre lande, hvor man ikke har haft samme tillid til, at lærerne løfter det fælles dannende sigte. I Danmark skyldes denne frihed, at landet har været ensartet både folkeligt og kulturelt. Der har ganske enkelt været ting, man ikke satte spørgsmålstegn ved, og som var helt naturlige at børnene skulle lære.

Fra 1960'erne og fremefter ændredes dette markant. Først gennem reformpædagogernes og socialisternes korstog mod dannelsen og siden kulturradikalisternes dødsmarch mod multikulturalismen. Tanken om, at Danmark var et hjem for danskerne, og at folkeskolen skulle bibringe eleverne en følelse af at være i et åndeligt og historisk fællesskab, har været under voldsom beskydning fra et lille, yderligtgående mindretal af det danske samfund, et mindretal, der støt og roligt har arbejdet sig ind på nøglestillinger i undervisningssystemet. Siden 1960'erne havde reformpædagogiske og multikulturalistiske tanker vundet mere og mere indpas, og angrebet på den danske selvfølelse tog til i styrke. Reformpædagogikken sejrede år for år. Folkeskolen blev udvandet og langsomt tømt for nationalt indhold.

Heldigvis ville vælgerne det anderledes. I 2001 sagde de udtrykkeligt stop til afviklingen og valgte et flertal, der sammen med Socialdemokratiet, fik sadlet om. Et bredt flertal stod bag genrejsningen af folkeskolen og dermed også indførelsen af kanonlisterne.

Det siger en hel del om Danmark, at kanonlisterne skabte så megen nid og nag, da de blev offentliggjort. Fælles kultur var jo en fornærmelse mod de kredse, der drømte om multikultur. Kanonlister ødelagde denne drøm. Modstanden mod kanonlisterne, som stadig spøger visse steder, kan godt undre, for listerne er ikke engang udelukkende nationale, men i lige så høj grad internationale. De giver børnene historiske holdepunkter i en omskiftelig og foranderlig verden, og mere end nogen sinde før er det nødvendigt at besinde os på, hvem vi er som folk. Regeringspartierne kan derfor i dag klart tilkendegive, at de står ved det indgåede forlig, og at de støtter kanonlisterne, også på læreruddannelserne.

Vi har derfor dette forslag til vedtagelse, som vi håber alle forligspartier kan støtte, og det vil jeg lige læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder, at kanonlisterne, som blev indført i dansk og historie under VK-regeringen på baggrund af bred enighed i Folketinget, udpeger afgørende forfatterskaber og historiske begivenheder, som danske skoleelever skal kende til.

Det er Folketingets opfattelse, at danske skoleelever svigtes og værdiløsheden øges, hvis vi ikke som samfund inkluderer en grundig forståelse for den danske kulturarv i folkeskolens undervisning.

Det er derfor fortsat Folketingets opfattelse, at kanonlisterne skal ligge til grund for undervisningen i dansk og historie og derved støtte dansk kultur, litteratur og historie.

Folketinget noterer, at kanonkravene er udformet fleksibelt, så lærernes metodefrihed er bevaret, både hvad angår, hvilke litteraturværker der skal berøres, og i forhold til hvordan og hvor intensivt udpegede historiske begivenheder gennemgås.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at sikre, at kanonlisterne respekteres i undervisningen, hvorfor kommuner og skoleledere, som er ansvarlige for, at undervisningen lever op til målene, skal tages i ed.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 30).

Må jeg spørge: Hvem er det fremsat på vegne af?

På vegne af Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative.

Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Det forslag til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser.

Jeg skal bede ordføreren komme tilbage på talerstolen. Der er faktisk en kort bemærkning til ordføreren. Hr. Lars Dohn.

Jeg kan forstå på ordføreren, at kánon virkelig er kanón. Altså, det er virkelig en gave til det danske folk og den danske folkeskole.

Hvis nu der er noget, der ikke virker, tror jeg også, at man som lovgiver skal se på, hvorfor det ikke virker. Hvorfor har lærerne ude i skolen ikke taget den gave til sig? Er det ikke noget, der vækker nogle tanker hos ordføreren?

Engang var der noget, der hed stænklappeloven, og det var vist kun dem, der producerer, sælger og monterer stænklapper, der syntes det var en god idé. Den lov afskaffede man igen. Peger den her stikprøveundersøgelse ikke i retning af, at der skulle gøres de samme overvejelser nu?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om man skal sammenligne dansk kultur og historie og litterære værker med stænklapper; det minder mig lidt for meget om socialistisk tankegods.

Det, der er sagen, er jo, at folkeskolelærerne ikke har fulgt loven om forpligtende kanonlisteundervisning, som Folketinget har vedtaget. Og hvad enten de kan lide det eller ej, skal de jo gøre det. Der har været et flertal i Folketinget, som har ment – og stadig væk mener – at det er en god ting, at vi har en fælles kultur; at der er noget, vi alle har kendskab til, så det hele ikke bare handler om at tale om stænklapper eller finanskrise eller huspriser. Mennesket er andet end et økonomisk dyr. Mennesket er også sprog, kultur, historie.

Hr. Lars Dohn.

[Lydudfald] ... socialistisk tankegods. Altså, i det, man engang kaldte den virkeliggjorte socialisme, tror jeg faktisk man praktiserede den der form med, at man slet ikke lyttede efter, hvordan tingene fungerede derude. Det burde vi have lært af. Vi fra Enhedslisten har i hvert fald lært rigtig meget af det. Og derfor synes vi, det er en rigtig god måde at arbejde på, når man lytter til græsrødderne og hører, om det fungerer godt derude. Omvendt kan jeg sige, at der i den egn, hvor jeg kommer fra, var en godsejer, der altid åbnede for traktormotoren for at se, hvorfor den gik så godt. Altså, det skal man heller ikke, men man skal i hvert fald undersøge, hvorfor det her ikke fungerer. Det bør vi gøre.

Ordføreren.

Undervisningsministeren har jo meget præcist beskrevet, at kanonlisterne først er ved at blive indfaset. Lærerstanden har brug for tid til omstilling, og det får de.

Lad os prøve at kigge lidt tilbage til tiden, før kanonlisterne blev indført. Da var det jo sådan, at der var en form for uofficiel kanonliste – og nu er vi tilbage i 1930'erne, 1940'erne og 1950'erne. Langsomt, som jeg har vist i min tale, forsvandt forståelsen for, at det var nødvendigt, at man kendte til bestemte værker og historiske begivenheder. Og der er altså mange mennesker, der efterspørger sådan en fælles historisk referenceramme. Det blev der lyttet til her i Folketinget; vælgerne krævede det. Vælgerne krævede, at vi stadig væk som folk kunne definere os selv ud fra historie, ud fra kultur.

Men vi vidste også, at der var sket et voldsomt skred i folkeskolen og i læreruddannelsen, der umuliggjorde, at sådan noget blev indført i skolen af sig selv. Så derfor valgte Folketinget ganske enkelt at tage hånd om det, beslutte det, og sige: Det her er så vigtigt, at vi ikke kan overlade det til tilfældigheder og maskinrum.

Tak. Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det Venstres ordfører, fru Karen Ellemann.

Lad mig starte med at takke Dansk Folkepartis ordfører for at have indkaldt til den her forespørgselsdebat. Det er et relevant emne, og ministeren har jo ret i, at vi også har debatteret det på et åbent samråd for lidt over en måned siden. Ikke desto mindre er det et emne, som ligger os meget på sinde, fordi der netop var den her undersøgelse, der gav et meget tydeligt praj om, at man faktisk ikke tager kanonlisterne alvorligt og betragter dem som noget, man kan tage med, hvis man har lyst.

Jeg er uendelig glad for, at ministeren både på det åbne samråd og også i dag i Folketingssalen meget, meget tydeligt gør rede for, at det her ikke er til diskussion. Det er lovgivning, og det skal man altså leve op til, og derfor er kanonlisterne »skal«-stof.

Man kan så blive bekymret som folkeskolelærer, tror jeg, hvis vi herinde på Christiansborg sidder og har fat i trådene i ethvert minut i en undervisningstime og dikterer, hvad der skal undervises i.

Men det er jo ikke tilfældet. Kanonlisterne er for det første ikke udtømmende. Det er de her vigtige nedslag, både når vi taler om historiekanonen og litteraturkanonen. Det er emner, man skal igennem. Man kan komme igennem dem på mange måder. Man kan nøjes med blot at læse en enkelt folkevise og sætte kryds ved det område. Så man kan leve op til kravene på mange forskellige måder.

Nogle vil påstå, at historiekanonen formentlig kan fylde 20-25 pct. af undervisningstiden i faget historie, og dermed har man altså 80 pct., måske 75 pct., derudover til at fylde alle mulige andre emner ind i historieundervisningen. Det siger jeg for at gøre opmærksom på, at det her ikke er en belastning. Det her er en vigtig forpligtelse. Det er et vigtigt fundament og, som der lige præcis bliver talt om, den fælles referenceramme, både når vi taler litteraturkanon, og når vi taler historiekanon.

Jeg er overordentlig bekymret, hvis vi kommer til at bevæge os derhen, hvor det lige pludselig bliver sådan lidt ligegyldigt og lige godt: Kære folkeskolelærer, gør hvad du vil, for alt er sådan set lige godt. Der har vi været en gang. Jeg er selv elev fra Ritt Bjerregaards folkeskole. Jeg var ikke imponeret. Og der er gevaldige huller i historieundervisningen, i hvert fald den, jeg oplevede i min folkeskoletid.

Det synes jeg vi her i Folketinget har taget ad notam i en grad, som vi kan være stolte af. Med et bredt politisk flertal har vi vedtaget kanonlisterne og fået dem implementeret i de fælles mål for fagene i både historie og dansk.

Derfor er undersøgelsen et øjebliksbillede, for det er jo korrekt, som ministeren siger, at historiekanonen ikke er fuldt implementeret endnu, så det er stadig væk et øjebliksbillede. Så derfor er det også godt og vigtigt, at vi har den her debat nu.

For det skal være tydeligt for enhver, at vi i Venstre værner om lige præcis det vigtige forarbejde, der har ligget i at få udarbejdet kanonlisterne; det, der fremgår af kanonlisterne, og som er hele det fælles fundament for en fælles referenceramme for danske skoleelever. Det står vi ved, og det er også derfor, vi bakker op om teksten i forslaget til vedtagelse, og jeg har en klar forventning om, at det brede flertal i Folketinget selvfølgelig også gør det, for det harmonerer også meget fint med det, som ministeren siger.

Tak til Venstres ordfører. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, hr. Troels Ravn.

Jeg vil gerne indlede med at understrege, at Socialdemokraterne og regeringen ønsker en endnu bedre folkeskole, som sikrer alle elever et højere fagligt udbytte af undervisningen, uanset hvilke forudsætninger det enkelte barn har for uddannelse. Vi skal have en fagligt stærk folkeskole, hvor eleverne trives og får faglige udfordringer, viden, kundskaber, kompetencer og færdigheder, og vi skal have en folkeskole, der giver eleverne de bedste forudsætninger for at udvikle sig som mennesker og blive aktive og kritiske medborgere.

De såkaldte kanonlister i folkeskolen, der som bekendt omfatter en række forfattere inden for faget dansk og en række historiske begivenheder inden for faget historie, er en del af læseplanerne, en del af slutmålene for de to fag og dermed obligatorisk undervisningsstof. Det fremgår tydeligt af folkeskoleloven, at undervisningens tilrettelæggelse – valg af bl.a. undervisningsformer og stofudvælgelse – i alle fag skal leve op til folkeskolens formål. Fagenes formål, trinmål og slutmål er fastsat i bekendtgørelsen om fælles mål, og det er obligatorisk for lærerne at undervise efter disse mål. Det lovmæssige grundlag er således klart. Kanonlisterne er en del af målene for undervisningen i folkeskolen, og kanonlisterne er derfor obligatorisk undervisningsstof, som lærerne er forpligtede til at implementere undervisningen. Sådan må det være.

Det er imidlertid helt relevant og rimeligt at spørge, om kanonlisterne, uagtet at de indeholder væsentlige stofområder, som både giver eleverne vigtig viden, kundskaber, kulturel forståelse og almen dannelse, fortsat skal være obligatorisk stof i folkeskolen, eller om listerne med fordel fremover i højere grad skal bruges som inspiration til folkeskolens lærere. Man kan nemlig spørge: Hvorfor skal Christiansborg detailregulere undervisningen i folkeskolen? Er der ikke tale om en uhensigtsmæssig centralisering, hvor vi indsnævrer rammerne for undervisningen, og skal vi blive ved med det? Skal vi ikke i stedet udvise tillid og tro på, at vi har dygtige professionelle lærere i folkeskolen, som kan løfte det faglige ansvar og ud fra fagenes læseplaner og fagenes fælles mål, men altså uden obligatoriske kanonlister, kan tilrettelægge og udmønte en kvalificeret undervisning? Bør kanonlisterne ikke i stedet være til rådighed som en vigtig kilde til god inspiration?

Der kan bestemt siges meget godt om en kanon i historie og dansk, men den skal ikke være obligatorisk. Jeg mener i øvrigt også, at elever lærer bedst, ved at det stof, undervisningen tager udgangspunkt i, udvælges ud fra den enkelte elevs forudsætninger og ikke ud fra noget, der er bestemt udefra. De spørgsmål ønsker regeringen åbent, fordomsfrit at debattere med de øvrige partier i Folketinget i forbindelse med det kommende folkeskoleforlig. Regeringen ønsker altså at undersøge, hvordan kanonlisterne kan bruges mest hensigtsmæssigt.

Jeg vil derfor afslutte med at læse følgende forslag til vedtagelse op. Forslaget fremsættes af Enhedslisten, Det Radikale Venstre, SF og Socialdemokraterne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det nuværende folkeskoleforlig forpligter til kanonundervisning i dansk og historie. Ifølge gældende lov betyder det, at der er pligt til at undervise ud fra historie- og litteraturkanoner. Folketinget finder, at historie- og litteraturkanonerne fremover i højere grad skal bruges som inspiration til folkeskolens lærere. Forligskredsen vil i forbindelse med det kommende folkeskoleforlig undersøge, hvordan kanonerne kan bruges mest hensigtsmæssigt.

Folketinget finder det vigtigt, at lærerne i folkeskolen tager udgangspunkt i formålet for folkeskolen og i relation til dette har mulighed for at tilrettelægge undervisningen ud fra den gruppe af elever, der undervises, og vil i forbindelse med en kommende folkeskolereform undersøge, hvordan faglighed og hensyn til den enkelte klasse kombineres bedst muligt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 31).

Der er nu fremsat endnu et forslag til vedtagelse, på vegne af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som vil indgå i de videre forhandlinger.

Så er der nogle bemærkninger. Hr. Alex Ahrendtsen for en kort bemærkning.

Det lyder næsten, som om Socialdemokratiet er blevet presset af Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, siden partiet tilsyneladende nu så hurtigt vil løbe fra forliget om kanonlisterne og folkeskolen. Det er jo ikke længe siden, som ministeren har gjort rede for, at vi fik indført de her kanonlister, og nu vil Socialdemokratiet allerede til at løbe fra det – så hurtigt, inden det overhovedet er fuldt indfaset, og inden det har fået lov til at virke. Hvad er dog begrundelsen og baggrunden for denne kovending, for denne forandring? Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Ordføreren.

Der er ikke tale om, at Socialdemokraterne ønsker at løbe fra et forlig. Som jeg meget tydeligt gav udtryk for i min tale, er det vores opfattelse, at kanonlisterne for nuværende er obligatoriske og skal betragtes som værende obligatoriske og som lovstof. Men vi finder det hensigtsmæssigt, at vi i forbindelse med folkeskoleforliget drøfter det hensigtsmæssige i, at kanonlisterne fortsat skal være obligatoriske, eller om de ikke med fordel kunne gøres vejledende og være et inspirerende udgangspunkt for lærerne i deres forberedelse af undervisningen.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Vejledende og til inspiration, og hvad ved jeg; det har vi jo prøvet. Altså, værkerne har jo været der, de historiske begivenheder har været der, og kronologien har også været der, men det er bare ikke blevet brugt. Det røg ud til fordel for noget andet såsom undervisning i at bygge en tipi ude på en mark. Kanonlisterne har igen givet folkeskolelærerne en anledning til at fokusere på det, der er vigtigt: kronologi, historiske begivenheder, litterære værker og forfatterskaber af stor værdi. Anerkender ordføreren ikke, at det lige præcis er den effekt, kanonlisterne har haft? Hvorfor vil man så hurtigt løbe fra det?

Ordføreren.

Socialdemokraterne mener, at det er en vigtig og nødvendig diskussion at tage, om kanonlisterne skal være obligatoriske eller blot være til inspiration. Der kan, som jeg også redegjorde for i min tale, siges meget godt om kanonlisterne. Det er relevant stof i undervisningen.

Men vi har også tillid til, at folkeskolelærerne kan tilrettelægge og udmønte en faglig, god og kvalificeret undervisning med udgangspunkt i de rammer, der allerede ligger for fagene dansk og historie, så undervisningen kommer omkring det vigtige indhold og de vigtige elementer, der er i kanonlisterne. Det her er også et spørgsmål om at udvise tillid og ikke tro på, at vi fra Christiansborg skal regulere, styre og kontrollere alt i detaljen, i det her tilfælde alt det, der skal foregå i den danske folkeskole og i fagene dansk og historie

Fru Karen Ellemann for en kort bemærkning.

Jeg må sige, at jeg er noget forundret over ordførerens tale, jeg mener på ingen måde, at den harmonerer med ministerens tale. Ministeren slår fast, at det er obligatorisk. Det er rigtigt, det siger ordføreren også, men så kommer den her vedtagelsestekst, at nu vil man altså gerne fremover i højere grad sige, at kanonlisterne skal bruges som inspiration til folkeskolens lærere. Jeg opfatter præcis som hr. Alex Ahrendtsen, at der har de nye familiemedlemmer fra Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti øvet deres indflydelse i en negativ retning, lad der ikke være tvivl om det.

Ordføreren taler om, at en af begrundelserne for, at man nu gerne vil betragte kanonlisterne mere fleksibelt, mere frivilligt, skulle være, at man nemlig så også i højere grad kan udvælge stoffet ud fra den enkelte elevs formåen. Kan man ikke det med de eksisterende obligatoriske kanonlister?

Ordføreren.

Jo, det kan man godt, men som jeg har sagt, er det et spørgsmål om også at udvise tillid til lærernes evne og respekt for fagene, og naturligvis også at fagenes ramme skal respekteres, dvs. de fælles mål, de læseplaner, der allerede er for fagene dansk og historie, og at det ikke er nødvendigt, at vi fra Christiansborg detailstyrer, detailregulerer alt ned i den mindste detalje. Derfor foreslår vi, at vi i forbindelse med folkeskoleforligene tager en drøftelse, åbent, fordomsfrit, af kanonlisterne, nemlig om det ikke vil være mere hensigtsmæssigt at gøre dem til et inspirationsstof frem for et obligatorisk stof.

Fru Karen Ellemann.

At ordføreren får det til at lyde, som om kanonlisterne er detailregulering fra Christiansborg, er jeg meget forundret over. Socialdemokraterne var med i aftalen omkring kanonlisterne, var varme fortalere for dem, bakkede dem op i et fornuftigt forløb og et grundigt forarbejde. Som hr. Alex Ahrendtsen var inde på i sin ordførertale, var det noget, der skabte stor offentlig debat om eksempelvis de forfattere, der nu var en del af kanonlisten i litteratur. Vi taler om 14 forfattere ud af et helt folkeskoleforløb. Er det detailregulering, at man nævner 14 forfatterskaber, som er et must for at komme med en niende klasses afgangseksamen fra den danske folkeskole? Er det detailregulering, at man fra Christiansborgs side nævner 14 forfatterskaber ud af den enorme mængde af forfatterskaber, man derudover også kan stifte bekendtskab med?

Ordføreren.

Det er efter Socialdemokraternes opfattelse et symptom på detailregulering og centralisme, hvor vi hellere vil udvise tillid. Men i øvrigt er der ikke nogen tvivl om, at vi vedkender os det forlig, som vi er en del af, og så længe kanonlisterne har status af at være obligatoriske, skal de betragtes som værende obligatoriske og som lovstof, men vi åbner op for i forbindelse med folkeskoleforliget at tage en åben og fordomsfri drøftelse af status.

Fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Jeg må bare sige, at efter at have hørt hr. Troels Ravn svare fru Karen Ellemann bliver jeg simpelt hen i tvivl om, hvad der er Socialdemokratiets politik, for på den ene side siger hr. Troels Ravn til Venstres ordfører, at man med det forslag til vedtagelse, der nu er fremsat, egentlig går ind for, at det skal være frivilligt, inspiration, om man bruger kanonlisten eller ej. I det sidste svar siger hr. Troels Ravn: Men vi står ved vores forlig, og det er obligatorisk.

Kan vi ikke bare en gang for alle få et klart svar fra den socialdemokratiske ordfører? Kan vi regne med, at Socialdemokratiet stadig væk bakker op om obligatoriske kanonlister og dermed også om at sikre, at det er noget, der bliver undervist i i alle folkeskoler i Danmark?

Ordføreren.

Altså, jeg kan kun sige, at det nødvendigvis må være sådan, at så længe der ikke ændres på den status, kanonlisterne har, skal de betragtes som værende obligatoriske. Så er det lovstof for folkeskolen.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Herefter er det den radikale ordfører, hr. Jeppe Mikkelsen.

Tak. Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti og hr. Alex Ahrendtsen for denne forespørgsel og også for den musikalske intro. Til at starte med vil jeg godt understrege, at jeg vikarierer for fru Lotte Rod, som ellers er ordfører på dette område, og derfor er det også særlig rart at høre lidt musik. Det plejer vi ikke at have så meget af på retsområdet, som jeg ellers normalt beskæftiger mig med herinde.

Fordi jeg er vikar, kan der selvfølgelig have været nogle forudgående debatter og diskussioner blandt ordførerne – f.eks. det samråd, som er blevet omtalt nogle gange – som jeg desværre ikke er bekendt med, eller detaljer, som jeg har overset.

Men først og fremmest kan man jo sige om den her forespørgsel, at emnet er meget aktuelt, efter en undersøgelse viste, at rundt regnet halvdelen af historie- og dansklærerne ikke anser de bindende kanonlister for en pligt, selv om de som sagt er bindende. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i Radikale Venstre mener, at lærerne naturligvis skal rette sig efter de obligatoriske ting. Det skal der ikke herske tvivl om. Så længe der er et politisk flertal for det, mener vi ikke, at lærerne skal kaste sig ud i at begå civil ulydighed. Det er ikke vores politik.

Men når det så er sagt, vil jeg da gerne tilkendegive, ligesom fru Lotte Rod også har gjort tidligere i medierne, at vi ønsker stor frihed til lærerne, også på dette punkt. Vi har tillid til, at lærerne selv bedst vurderer, hvordan og hvorledes der skal undervises i den enkelte klasse. Det mener vi ikke man skal blande sig i fra Christiansborgs side, og derfor ser vi også gerne, at kanonlisterne fremadrettet bliver brugt som inspiration frem for at være obligatoriske.

I dag er de obligatoriske, og så længe de er det, respekterer vi det naturligvis fra Radikales side, og det ønsker vi også at lærerne skal gøre ude lokalt. Mange tak.

Hr. Alex Ahrendtsen for en kort bemærkning.

Som det sikkert er ordføreren bekendt, kom Det Radikale Venstre jo med i folkeskoleforliget, efter at man indtrådte i regeringen. Dermed sagde man også ja til kanonlisterne. Derfor var jeg noget forundret, da man relativt hurtigt efter at være indgået i forliget i forbindelse med den her diskussion om kanonlisterne gik ud og sagde, at de næsten skulle afskaffes. Nu står ordføreren så og siger, at lærerne selvfølgelig skal rette sig efter dem og loven skal holdes.

Men mit spørgsmål er, og det er et meget simpelt spørgsmål: Når Det Radikale Venstre havde den holdning til kanonlister, hvorfor i alverden gik man så med i dette folkeskoleforlig?

Ordføreren.

Selv om man er med i et forlig, er det jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er ens holdning. Man er med i et forlig, fordi man gerne vil være med til at påvirke nogle ting. Jeg er sikker på, at hr. Alex Ahrendtsen og Dansk Folkeparti også har nogle områder, som de, hvis de sad alene med 90 mandater, havde lyst til at påvirke, også på folkeskoleområdet, selv om man jo også er med i forliget. Så jeg ser det ikke sådan, at de to ting går imod hinanden, tværtimod kan man jo sige, at det også er en mulighed for at få indflydelse på udviklingen fremadrettet på området. Og der synes jeg jo, man skal være ærlig, når man står her, og det ved jeg at fru Lotte Rod også ville have været, hvis hun har været her i dag, og hun ville nok have sagt nogenlunde det samme, nemlig at det er de tanker, vi har om fremtiden på det her område. Men vi er mange partier, som er med i forligskredsen, og så må vi jo se, hvordan det ender.

Hr. Alex Ahrendtsen.

I Dansk Folkeparti gør vi det sådan, når vi er med i et forlig, at vi står ved det forlig – så går vi ikke ud i medierne og siger noget andet. Og det synes jeg egentlig bare at Det Radikale Venstre også skulle gøre.

Det andet, jeg vil sige, drejer sig om lærernes frihed. Kan ordføreren oplyse mig om, hvor det er, lærernes frihed er blevet indskrænket, fordi Folketinget har valgt at indføre nogle kanonlister?

Ordføreren.

Først og fremmest kan man jo sige, at det er korrekt, og vi står som sagt også ved det, og det synes jeg også jeg prøvede at udtrykke i min ordførertale ved at sige, at jeg selvfølgelig synes, at lærerne skal leve op til de her ting, som er obligatoriske. Og jeg vil give hr. Alex Ahrendtsen ret i, at det skal man selvfølgelig holde fast ved, når man nu forpligter sig på et forlig, og når det i øvrigt er lovgivningen i det danske land. Men tingene ændrer sig jo altså med tiden, og derfor kan man sige, at et forlig også skal tilpasses med tiden, og derfor får man jo også ideer til, hvordan det kan udvikle sig. Jeg håber da også, at hr. Alex Ahrendtsen en gang imellem går og gør sig nogle tanker om, hvordan og hvorledes Dansk Folkeparti kan være med til at trække det i en retning, som Dansk Folkeparti ønsker.

I forhold til hvordan det indskrænker friheden, vil jeg sige, at det jo er, fordi det stadig væk er nogle obligatoriske kanoner, vi har i dette land. Det er rigtigt, at det jo ikke er en komplet detailregulering, vi har i den danske folkeskole. Det er jo ikke sådan, at den 4. marts skal læreren undervise i det og det, men i forhold til hvorfor det kan omtales som detailregulering, vil jeg sige, at det er, fordi det er nogle obligatoriske lister, som man skal inddrage i undervisningen på en eller anden måde.

Fru Karen Ellemann for en kort bemærkning.

Det er jo ikke nogen overraskelse, hvad Det Radikale Venstres holdning til kanonlisterne er. Det er også derfor, at vi måske var en kende overraskede over, at man så gladeligt hoppede med på folkeskoleforliget både fra Det Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis side vel vidende, at man faktisk havde tordnet meget markant imod forskellige elementer, både når vi taler om nationale tests, og når vi taler om kanonlister osv.

Derfor kan man have et politisk ønske om at sidde med ved bordet, og nu var der en mulighed, idet man var gået med i regeringen. Nu kan man så sidde med ved bordet og så ellers begynde at kæmpe for at ændre radikalt på tingene. Til det vil jeg spørge: Når vi så nu har de her obligatoriske kanonlister i den danske folkeskole, hvad er det så på listerne, som gør, at det her er for snærende, at det er for detailstyret? Man nævner f.eks. 14 forfatterskaber og så folkeviser. Hvad er det, der er detailregulering i forbindelse med sådan en lille del?

Ordføreren.

Som jeg også svarede hr. Alex Ahrendtsen, er det jo ikke detailregulering i forbindelse med hver eneste time, i forbindelse med hver eneste dag i løbet af et helt folkeskoleforløb for en elev, det handler om. Jeg tror, at det er princippet om, at man fra Christiansborgs side er gået ind og har sagt, eksempelvis hvilke forfatterskaber eller historiske begivenheder det er vigtigt at man runder i undervisningen. Jeg er sikker på, at hvis vi ikke havde haft kanonlister osv., så kom langt størstedelen af lærerne i historie og dansk helt naturligt omkring de her begivenheder eller de her forfatterskaber, helt af sig selv. Det tror jeg faktisk at langt størstedelen ville gøre. Men det er princippet i, at man går ind og bestemmer over, hvad der konkret skal undervises i, det drejer sig om, og det princip er vi i Det Radikale Venstre ikke tilhængere af.

Fru Karen Ellemann.

Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om at man ikke er tilhængere af i Det Radikale Venstre. Og det synes jeg er ærgerligt, for jeg er ikke enig med ordføreren i, at hvis man fjerner kanonlisterne, skal danske skoleelever nok få stiftet bekendtskab med f.eks. Oehlenschläger eller Blicher eller – hvem kan jeg nævne? – Tom Kristensen eller Karen Blixen. Der er altså de her 14 forfatterskaber, H.C. Andersen er på listen, og ham kan vi godt sætte kryds ved, ham skal folkeskoleeleverne nok møde, selv om man fjerner kanonlisterne. Men tror ordføreren helt oprigtigt, at der også er en garanti for, at den danske folkeskoleelev vil møde f.eks. Peter Seebergs eller Klaus Rifbjergs forfatterskaber, hvis kanonlisten ... [Lydudfald].

Ordføreren.

Vi har jo vores forskellige politiske holdninger, og det er rart, for ellers var der ikke så mange partier og ikke så meget debat.

Nej, selvfølgelig kan jeg ikke stå her og udstede en garanti, det kan jeg da ved gud ikke, det kan man jo aldrig nogen sinde gøre, så det vil da helt sikkert være tilfældet nogle steder. Men jeg tror bare ikke, at man fra Christiansborgs side kan sætte sig ned og sige, hvad det bedste er ude i den enkelte klasse.

Jeg var selv efterskolelærer sidste år, jeg var ikke bundet af nogen kanonliste på den front, kan man sige, men jeg var efterskolelærer sidste år, og jeg havde to 10. klasser i engelsk, og det var som nat og dag at undervise dem hver især, for i den ene klasse var der nogle utrolig mundtlige elever, der elskede at have diskussioner frem og tilbage osv., man kunne virkelig ikke sidde stille ret lang tid ad gangen, mens det faktisk var fuldstændig omvendt for den anden klasses vedkommende. De elskede at sidde og nusse med noget, men det der mundtlige var de måske ikke så engagerede i. Og det viser bare, at alle klasser er forskellige, og at det er rigtig, rigtig svært fra Christiansborgs side at sidde og detailregulere undervisningen.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er SF's ordfører, fru Annette Vilhelmsen.

»Ane lagde anemoner/i kanonen på Trekroner/ved det allerførste skud/sprang Anes anemoner ud.«

Det har Halfdan Rasmussen skrevet i sin ABC, og det er godt, at Halfdan Rasmussen er med i litteraturkanonen – godt nok ikke obligatorisk, men til inspiration. Det gav mig så anledning til, at jeg kunne tage ham med her.

Så vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til hr. Alex Ahrendtsen, for at vi får den her debat, som vi har nu. Jeg synes, at vi skal benytte enhver lejlighed til at diskutere folkeskolen, dens værdigrundlag, indhold og metoder. Jeg skal lige slå fast, at det, der handler om loven, er, at det er vedtaget, at vi har en kanon i dansk og historie. Det indgår som en del af forliget, og det bakker vi i SF op om. Vi har sådan set et princip om, at så længe vi har en lov, er det loven, der gælder. Vi har heller ikke her fremsendt forslag om, at loven skal ophøre, men vi vil gerne debattere det, og det er det, vi gør i dag.

Det, der er med de obligatoriske kanoner, er, at det kan gøre det svært at afgøre, hvad der egentlig er det rigtige. Er det det rigtige, at man underviser efter kanonen, eller er det rigtigt også at undervise i det, der ligger uden for kanonen? Og sikrer vi os egentlig den kvalitet, vi gerne vil have, og den dannelse, som eleverne skal opnå?

Når den her forespørgsel er rejst på baggrund af en undersøgelse, der er blevet præsenteret i Folkeskolebladet, er det væsentligt at se på nogle af de problemstillinger, der kan være ved at undervise efter en kanon. I bladet er der en lærer fra en skole på Frederiksberg, som kan fortælle, at det er mere oplagt for hendes klasse at læse Tove Ditlevsen og Dan Turèll og gå ture med eleverne i de gader, de skriver om, end det nødvendigvis er at læse Jeppe Aakjær. I den danske litteraturkanon fra 2004 er der, meget interessant faktisk, et afsnit om kanonpædagogik.

Begrebet kompetence indebærer, at det er elevernes aktive anvendelse af det, de lærer, der skal stimuleres, og ikke den passive viden. Hvorfor er det så, at det er vigtigt? Det er det, for den undervisning, børn og unge deltager i, skal de kunne bruge aktivt; de skal kunne sætte det ind i sammenhæng med det samfund, der omgiver dem. Det at kunne sætte sin viden i spil i forhold til den verden, man lever i, er en af de vigtigste faglige kundskaber, de unge kan tage med sig fra folkeskolen.

En væsentlig del af elevernes verden og aktive ageren i dag indbefatter også anvendelse af it som medie, og det at få adgang til tekster i både dansk og historie mener vi fra SF's side, at man bør tage med ind i en revurdering af kanonen og selve kanonpædagogikken, når vi engang når til det.

Vi synes, at elevernes faglighed skal styrkes. Fra regeringens side har vi allerede spillet ud med nogle af vores tanker om, hvordan man i den kommende reform af folkeskolen styrker fagligheden. Et øget fokus på dansk og matematik i de mindste klasser har i mange år været et ønske fra SF, og nu ser det ud til at kunne blive til virkelighed. Det, der er vigtigt for os at få slået fast i den her sammenhæng, er, at vi har stor tillid til, at lærerne gennem deres uddannelse skal være både fagfagligt og didaktisk veluddannede, sådan at de i frihed kan forestå undervisningen i folkeskolen. Der er fastsat nationale mål, trinmål, fælles mål, og vores opfordring er at give skolen og undervisningen tilbage til lærerne, eleverne og skolens ledelse. En kanon kan være en god inspiration, den må bare ikke styre.

Så synes jeg, at det er lidt interessant, at vi i en ligestillingstid kan se, at der kun er en kvinde på listen over obligatoriske værker, og det er Karen Blixen. Enten tæller hun for resten, så det går lige op, eller også er der bare for få. Vores bud er, at obligatorisk kanon på sigt ikke er en løsning. Kultur skal leves af og for folket. Anes kanoner skød med anemoner; det er også en måde at hilse foråret velkommen på. Vi i SF glæder os over, at der er grøde i og interesse for folkeskolen.

Hr. Alex Ahrendtsen for en kort bemærkning.

Tak for den fine tale. SF taler på linje med Det Radikale Venstre om tillid og frihed – og det er jo godt nok – der er masser af tillid og masser af frihed til folkeskolen og folkeskolelærerne. Men er SF ikke enig med Dansk Folkeparti i, at denne tillid ikke har været nok til at sikre, at der var en fælles referenceramme, en fælles kultur, og at der er historiske begivenheder og værker, som vi alle kommer til at stifte bekendtskab med i skolevæsenet? For mit eget vedkommende kan jeg som eksempel på det nævne – og der er masser af eksempler – at jeg ikke er stødt på nogen af disse værker eller forfatterskaber, der i dag er en del af kanonlisten, da jeg gik i skole – ikke ét af dem.

Så mit spørgsmål er: Er det ikke Folketingets opgave at udstikke rammerne for, hvad vi anser for at være væsentligt for det danske folk at kende til, både historisk og litterært?

Ordføreren.

Nu kan jeg jo ikke vide, hvad det er for en skole, hr. Alex Ahrendtsen har gået i, men i den folkeskole, jeg har været så heldig at gå i, har det da i hvert fald været sådan, at vi har skullet tygge os igennem både »Løgneren« og Blixens værker osv., så jeg tror, vores oplevelser af det her er meget forskellige. Jeg er enig i det så langt, at det er rigtig vigtigt, at vi har en fælles kulturbaggrund, kulturindsigt og kulturforståelse; så langt er jeg helt enig. Men jeg er ikke enig i, at det er noget, vi skal gå ind og vedtage politisk. Jeg synes – og det er jo også den tilgang, vi har til det i SF – at det er samtalen om kulturen, og at det er det liv, der leves i kulturen, der er det vigtige, og som vi skal sørge for at rammerne er til stede for, og at vi, når vi som Folketing beslutter, hvad der er rammerne for folkeskolen, så gør det i tillid til, at lærerne er uddannet med baggrund i denne forståelse og hele den demokratiopfattelse, vi har, og at de møder et fagligt grundlag, som gør, at de er i stand til at udføre deres opgave. Og det, der er det allervigtigste, er, at vi skal være inspirationen til, at den her debat kan fortsætte. Vi kan ikke lave lister over det, for hvis vi gør det, vil man begynde at vinke af, og så er diskussionen om alt det, der ikke står på listen, måske ikke så væsentlig.

Så vi er enige i det med en fælles kulturbaggrund, men vi er ikke enige i, at det er noget, som man skal beslutte politisk.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Alene de erfaringer, som ordføreren og jeg har med folkeskolen, taler jo for, at vi får kanonlister. Ordføreren har i folkeskolen læst »Løgneren«, selv mødte jeg dette værk for første gang i gymnasiet. Alene det er jo et argument for, at vi fra Folketingets side går ind og siger til folkeskolens lærere: Det her er altså noget, I skal gennemgå; det her er historiske begivenheder, som vi vil have at alle skoleelever kender til. For så får vi en standard, og så ved vi og sikrer vi os, at eleverne i Danmark kommer igennem disse ting. Er det ikke sandt, at det er sådan, vi skal håndtere det, så vi ikke udsætter os selv for den risiko, det er, at der er nogle elever, der får kendskab til det her, mens der er andre elever, der – i tillidens og frihedens hellige navn – fuldstændig svigtes?

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at kulturen og det liv, der leves, har det bedst, ved at det følger nogle standarder. Jeg er helt sikker på, at vi en gang imellem er nødt til at have debatter som denne, og det hilser jeg også rigtig meget velkommen at vi har. Jeg er sikker på, at vores indspark, det, vi siger her, også vil være noget, der giver genlyd på seminarierne og på skolerne ude i landet, men jeg vil fastholde det med friheden for de lærere, som vi har ansvaret for at uddanne, og det med friheden for den skoleledelse, der er, til, at de kan varetage opgaven med, hvad det er, der skal undervises i. Jeg vil altid følge det her nøje. Nu er det med en kanon på historieområdet jo noget, der er ganske nyt, og det vil sige, at der sådan set heller ikke er de store erfaringer i forhold til at kunne arbejde systematisk med en indsamling af viden på området, men det bliver også interessant at være i dialog med lærerne om det.

Men når man siger, at det er noget, vi skal gøre, fordi det gør det nemmere for lærerne, eller fordi de skal have noget at støtte sig til, så er jeg ikke enig i det. Altså, vores bud i forhold til det er, at det ikke er sådan, at man lever sit liv efter standarder, men at man gør det i en vekselvirkning, der er levende.

Jeg vil gerne have, at taletiden bliver overholdt.

Fru Karen Ellemann for en kort bemærkning.

Tak for det.

Under ordførerens ordførertale var der en lang række sådan didaktiske overvejelser omkring den gode undervisning, som jeg er meget, meget enig med ordføreren i, og jeg kan ikke lade være med at sidde og tænke på: Men hvad er modsætningen? Der er jo ikke disharmoni mellem at skabe den gode undervisning og så at have en forpligtelse, der handler om, at man eksempelvis i dansk er forbi de her 14 forfatterskaber. Bare fordi Tove Ditlevsen ikke også står på listen, kan Tove Ditlevsen jo sagtens være en del af danskundervisningen, og er det heldigvis også. Men at man har lavet det her grundige arbejde med at sige, at her er der så udvalgt 14 forfatterskaber, som vi politisk mener og står ved at danske skoleelever ikke skal være foruden, er det så slemt, og fylder det virkelig 100 pct. af danskundervisningen i hele den skolegang, som danske skoleelever får? Er der ingen frihed?

Ordføreren.

Jo, det er jo netop friheden, som vi taler for der skal være, og det er også det, der sådan er min oplevelse at Venstre almindeligvis plæderer for, nemlig at der skal være frihed. Men vores udgangspunkt er, at skolesagen indholdsmæssigt ikke er en politisk sag. Så vi vil meget gerne, at vi lægger rammerne, at vi holder gang i debatten – og værdidebatten er væsentlig i forhold til folkeskolen – og hvad der indholdsmæssigt skal ske, er en sag mellem de enkelte skoler, skolens ledelse og forældrebestyrelserne, der skal være der. Vi holder øje, vi er med, og vi vil gerne diskutere det, men det må ikke være en politisk beslutning. Man kunne komme i tanker om eksempler på værker, som kunne få så klar en politisk linje, så det ville vi ikke ønske var det, der sådan skulle være udgangen på folkeskolens værdibane, kan man sige.

Fru Karen Ellemann.

Jeg er glad for, i hvert fald sådan som jeg hører svaret, at ordføreren anerkender, at der er frihed i folkeskolen i dag, i høj grad metodefrihed, og at der med eksempelvis de her 14 forfatterskaber jo ikke står, lige præcis hvilke værker det er, man skal tage fat i, men at man skal stifte bekendtskab med forfatterne.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ordføreren oprigtigt mener, at folkeskolen bliver styrket fagligt af, at det hele bliver sat fri, altså at man ikke tør tage politisk stilling til, at der eksempelvis er 14 forfatterskaber og en kronologisk historie, en begivenhedsrækkefølge, som man skal følge. Er ordføreren overhovedet ikke bare 1 µ bekymret for en eller anden grad af historieløshed, en eller anden grad af venden tilbage til den folkeskole, som tilsyneladende både hr. Alex Ahrendtsen og jeg har erfaringer med har været rimelig hullet som en ost?

Ordføreren.

Altså, jeg synes ikke, vi næres af bekymringer, og det gør folkeskolen heller ikke, så jeg ser gerne, at vi løbende har debatten, og at vi ikke baserer vores folkeskoleværdi og hele demokratiforståelse på standarder og på lister. Men vi har jo også sagt, at vi gerne ser det som inspirationsmateriale. Man kan sagtens komme med et idéforslag, der hedder, at eleverne har kendskab til kronologi i historie f.eks., at man beskæftiger sig med værker fra før og efter anden verdenskrig, gerne med forskellige genrer, men at gå ind og påpege specifikke forfattere mener vi simpelt hen ikke er hensigtsmæssigt. Det er ikke en politisk beslutning. Så længe vi har det som en lov, den har vi nu, er det det, vi gør, men vi vil gerne have debatten, og den glæder vi os til at følge løbende op på.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere bemærkninger. Den næste er hr. Lars Dohn som ordfører for Enhedslisten.

Tak. Det viser sig jo ud fra Folkeskolens stikprøveundersøgelse, at de forfattere, der ikke bliver anvendt i særlig høj grad, er sådan nogle som Peter Seeberg og Egon Mathiesen. Formanden for kanonudvalget har tilkendegivet, at Peter Seeberg nok ikke hører hjemme i folkeskolen. Han er mere til gymnasiet. Så der er nok ikke sket så stor en skade ved tingene.

Hvis vi vil udvikle folkeskolen, og det er jo det, der er vores opgave, bliver vi nødt til at have en fornemmelse for, hvordan det går derude. Det tror jeg er rigtig vigtigt. Så duer det altså ikke, at vi agerer – uden nogen sammenligning i øvrigt med Dansk Folkepartis ordfører – som komiske Ali, der stod og fortalte om, hvordan man sejrede ude på slagmarkerne. For hvad hvis tilstanden er en anden for de her udmærkede forslag fra Folketinget? Jeg er sikker på, at fru Karen Ellemann og det flertal, der var, syntes, at hver gang de tæppebombede med de 29 forslag, så skabte de en forbedring. Nu viser undersøgelserne jo altså, at det ikke blev til et undervisningsmæssigt ryk, at det ikke førte til nogen forbedring.

Derfor bliver man nok nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden. Kanon betyder en samling af hellige skrifter. Hvis vi tager Bibelen, kan vi se, at den stort set har været uændret siden år 393, og det er jo ikke den form for udviklingsstandard, vi skal have i folkeskolen. Det er sådan, at en kanon lægger nogle stadig snævrere rammer for lærerens undervisning, og den socialdemokratiske ordfører har gjort udmærket rede for, hvordan lærerne skal indrette sig efter de fælles mål. Det er faktisk sådan, og det er noget af det, jeg ikke så godt har kunnet lide ved debatten her, at der fra visse sider har været en manglende tillid til, at lærerne vil rette sig efter de forskrifter, som Folketinget laver.

Det er faktisk sådan, at når man laver undersøgelser af, hvad det er, der trykker lærerne, kan man se, at det er de ting, som de har svært ved at indfri. Kanonen lægger f.eks. et hårdt pres, hvad angår tidsforbruget i historieundervisningen. Jeg har gjort rede for i Børne- og Undervisningsudvalget, hvordan det er at have en time om ugen og så skulle leve op til de her mål. Man ved ud fra de undersøgelser, der er lavet af lærernes psykiske arbejdsmiljø, at sådan noget som undervisningsdifferentiering er noget af det, der trykker lærerne ganske alvorligt.

Vi skal derimod sætte nogle åbne mål – nogle høje og åbne mål. Det er det rigtige. Dem får man aldrig helt indfriet, men det er jo også det, der er vejen til udvikling. Vi skal skabe rammerne for en god undervisning, og en god undervisning er det, der kan begejstre eleverne, ikke det, som kan lægge et tryk og et åg på eleven og klassen.

Derfor må jeg konkludere, at det, som vi skal hen til, er at gøre den situation, som er målet i stikprøveundersøgelsen, til den rent faktiske lovtilstand, nemlig at en kanon kan være udmærket som inspiration. Enhedslisten ser gerne, at den kommer helt væk. Vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden. Vi siger ovre i Vestjylland, når vi er rigtig morsomme, at det nok er lidt ligesom med kanonen, som det er med momsen i Vestjylland. Den er aldrig rigtig slået igennem. Så derfor bliver man altså nødt til at korrigere det efter virkeligheden. Tak.

Fru Karen Ellemann for en kort bemærkning.

Tak for, at ordføreren lige bliver stående, så man kan få lov at stille et spørgsmål. Jeg lagde mærke til, at ordføreren tog udgangspunkt i den artikel fra Folkeskolen om lærernes oplevelse af kvaliteten i folkeskolen. Der er tale om, at man har spurgt, jeg tror, det er knap 650 lærere, om, hvordan de opfatter kvaliteten. De opfatter det generelt sådan, at de er pressede, at der er et presset arbejdsmiljø osv. Har det noget med kanonen gøre? Har det noget at gøre med, at vi stiller for høje faglige krav? Skal vi slække på kravene? Er det det, som Enhedslisten i virkeligheden plæderer for? Vi skal lade være med at stille faglige krav, for så skal det nok blive bedre i folkeskolen.

Der er en ting, jeg i hvert fald er meget optaget af at ordføreren også bliver klar over, og det er, at der faktisk er sket faglige forbedringer igennem de sidste 10 år i forhold til eksempelvis eleverne læsefærdigheder, og det håber jeg at ordføreren vil anerkende.

Ordføreren.

Enhedslisten ønsker ikke at slække på kravene, men vi ønsker at overlade noget mere til lærernes professionalisme og vise tillid. For alle offentligt ansattes vedkommende drejer det sig om at vise tillid til, at de kan løse opgaven uden snærende bånd. For sådan som jeg hører Dansk Folkepartis ordfører, tror jeg egentlig, at han gerne ville have, at man lige præcis i den og den time på alle skoler i landet lige præcis læste den og den forfatter. Sådan havde man det faktisk i det hedengangne DDR, og det var noget af det, der var med til at lukke butikken derovre, så det behøver vi altså ikke at bevæge os hen imod.

Fru Karen Ellemann.

Nu kan jeg selvfølgelig ikke tale på vegne af Dansk Folkepartis ordfører, men jeg kan i hvert fald berolige ordføreren for Enhedslisten med, at i Venstre har vi ikke nogen ambitioner om at detailregulere i en grad, hvor vi går ind og minutiøst tilrettelægger de faglige læseplaner. Nogle gange kan det dog godt være fristende at have den der tanke, for oprigtig talt er der nogle gange frustrationer i forhold til det faglige udbytte af det at have gået så mange år i folkeskolen, og det var jo også hele baggrunden for den debat, der rejste sig, og hele arbejdet med at få lavet kanonlisterne.

Derfor vil jeg gerne afslutte med lige at vende tilbage til det, debatten handler om, nemlig kanonlisterne, og hvorvidt de skal være obligatoriske, eller om de blot, hvilket Enhedslisten er med til at foreslå, skal tjene som inspiration. Vil det gøre danskundervisningen bedre, hvis man siger: Gør, hvad I har lyst til; om I underviser i H.C. Andersen, Tove Ditlevsen eller Karen Blixen, eller hvem det nu er, må I selv om; alt er ligegyldigt? Bliver alt så ikke bare ligegyldigt?

Ordføreren.

Der ligger jo de fælles mål, som man skal indfri. Hvis man virkelig vil folkeskolen det godt, og det betvivler jeg ikke at fru Karen Ellemann gerne vil – spørgsmålet er så, om hun har den rigtige politiske medicin til det – gælder det om at styrke læreruddannelsen og i stedet for at sige 13 timer om ugen så sige 20 timer om ugen og styrke lærernes efteruddannelse, sådan at lærerne faktisk bliver i stand til at levere den rigtig spændende undervisning. Sådan noget ville rykke. For den fagfaglige efteruddannelse lider rigtig meget under det, hvis man ikke gør det. Det her rykker ikke, og det er også det, man kan mærke. Der var ikke den store opbakning, da man vedtog det her. Da var det jo faktisk hr. Brian Mikkelsen og De Konservative, der pressede på. Venstre var faktisk ikke særlig begejstret for det.

Hr. Alex Ahrendtsen for en kort bemærkning.

Jeg tror, at Enhedslistens ordfører kender DDR bedre end Dansk Folkepartis ordfører. Det er jeg sikker på. Dansk Folkeparti vil ikke detailregulere, på ingen måde. Det er kanonlisterne jo heller ikke udtryk for. Grunden til, at jeg tager ordet endnu en gang, er, at ordføreren har brugt temmelig lang tid på at tale om forbedret undervisning. Men kanonlisterne handler ikke om at forbedre undervisningen. De handler om at skabe et dannelsesniveau, en fælles referenceramme, noget, som vi alle kender til.

Mit spørgsmål er: Er Enhedslisten ligeglad med dannelse og fælles kultur? Er stænklapper virkelig vigtigere end sådan noget?

Ordføreren.

Når jeg brugte eksemplet med stænklapperne, var det, fordi jeg syntes, at det, når der ikke er opbakning til noget, så er et spørgsmål om, om man virkelig skal gå i brechen for det. Så tror jeg faktisk, at man kender resultatet på forhånd. Derfor skal vi her i Folketinget koncentrere os om det, der virker. Det, der giver god undervisning, det, der gør, at lærerne får fokus på de vigtige ting i undervisningen, også i indholdet, er, at de er i stand til at levere den i kraft af deres grunduddannelse og i kraft af deres efteruddannelse. Det er det, vi ved fra internationale undersøgelser. Det er det, der virker.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Man kan sige det på en anden måde. Dannelse, kultur, fælles referenceramme er simpelt hen for vigtige nogle ting til, at de kan overlades til den enkelte lærers forgodtbefindende. Anerkender Enhedslisten ikke nødvendigheden af, at vi som folkevalgte går ind og fortæller folkeskolelærerne, at der er nogle ting, vi gerne vil have at de lærer vores børn, så det ikke er lærerne derude, de 85 pct. venstreorienterede lærere, der bestemmer, hvad eleverne skal, men et bredt udsnit af befolkningen i Folketinget, der afgør det? Det er da demokrati, det må Enhedslisten da også gå ind for.

Ordføreren.

Altså, hvis man virkelig vil sammenhængskraften noget godt, skal man jo sikre den danske folkeskole og ikke undergrave den, sikre den i form af, at den får de ressourcer, der er nødvendige. I stedet for at give færre ressourcer til normalundervisningen, skal man sikre, at lærernes uddannelse og efteruddannelse er i orden, sikre, at det fysiske miljø i skolerne er i orden. I går blev en ganske vist lidt ældre undersøgelse lanceret, og den viser, at man kan hente op mod 30 pct. mere, ved at der er en god luftudskiftning i klasselokalerne, et bedre indeklima. Det er da sådan nogle ting, vi skal satse på, og ikke styring og detailregulering.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til Enhedslistens ordfører. Herefter er det fru Merete Riisager som ordfører for Liberal Alliance.

Kanonlisterne er et velment forsøg på at formidle dansk kultur til danske folkeskoleelever. Man kan også sige, at det var et forsøg på at fastlåse kulturen i tid og sted, da man i 2005 for første gang udpegede forfattere og genrer, der skulle gennemgås af alle elever i historie og dansk.

Udpeger kanonlisterne afgørende historiske begivenheder, som danske skoleelever og lærerstuderende kan drage fordel af at kende? Ja, det tror jeg bestemt de gør. Men udfordringen her er, at ingen – heller ikke lærere og elever – har fordel af, at politikere og embedsfolk detailstyrer undervisningen i skolerne.

Jeg tror på, at den danske grundskole bliver bedre, hvis vi sætter overordnede mål og giver frihed til at løse opgaven. Der findes mange svar i folkeskoler og friskoler på, hvordan dansk kulturarv kan formidles levende og relevant. Vi som politikere kan understøtte det gode arbejde, der allerede sker på skolerne, ved at sørge for en bedre videndeling og ved at koble de materialer og forskere, der kan kvalificere den praksis, der finder sted.

Jeg forestiller mig, at vi kan videreudvikle det digitale område og skabe digitale fagportaler for alle fag, ikke kun dansk og historie, hvor forskere, forfattere, lærere osv. i skøn forening giver deres bud på, hvad der er kernen i de fag, og hvor lærerne også går ind og rater for at vise, hvad de synes er det bedste materiale.

Det er i dag en jungle for lærerne at finde rundt i de digitale tilbud, og der er behov for at skabe overskuelighed og tilgængelighed i det allerede eksisterende materiale og hele tiden udvikle nyt og også sørge for, at det ikke kun er »the usual suspects«, der bidrager til denne proces.

Så er det vigtigt at sige i denne sammenhæng, når vi taler om faglighed, som vi gør i dag, at faglighed er andet og mere end kanoner og nationale test. Vi har brug for en generel faglighedsdebat i Danmark på grunduddannelsesområdet, for faglighed er både viden, altså at læse og forstå, det er regler og færdigheder, det er kompetencer, og det er kreativitet til at tænke det hele forfra.

I Canada har man haft stor succes med at hæve det faglige niveau ved at sætte overordnede mål i grundskolen og herefter give skolerne fuld metodefrihed. Det vil også virke i Danmark, hvis vi har mod til at gøre det.

Hr. Alex Ahrendtsen for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her på den pænest mulige måde, men jeg synes, det er en eller anden sørgelig form for materialisme, som jeg egentlig kun troede man fandt hos Enhedslisten. Det er en form for hippieliberalisme, altså it og rating, når vi skal tale om kultur og dannelse og fælles referenceramme. Det er derfor, vi har fået de her kanonlister.

Har Liberal Alliance overhovedet ikke nogen holdning til, at vi som folk skal have noget at være fælles om ud over penge?

Ordføreren.

Ok jo, men jeg tror, at hr. Alex Ahrendtsen og jeg har en helt forskellig opfattelse af, hvad der er ånd, og hvad der er kultur, og hvor det opstår, for det kan nemlig sagtens opstå og trives i et community, som ligger digitalt. Der kan opstå fantastiske kulturelle muligheder i det digitale rum, og det er jo netop der, hvor man kan bringe elever og lærere sammen, som sidder helt forskellige steder i Danmark. De kan dele viden om noget, der er blevet sagt for flere århundreder siden, og om noget, der sker lige nu. Så det er da i den grad et kulturelt rum, hvor der sker noget. Men det er jo de mennesker – det er lærerne, det er eleverne, det er forskerne – der skal skabe det her faglige rum; det er ikke ordføreren og undertegnede, der skal det.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Jamen forstår ordføreren slet ikke, at vi som folketingspolitikere har både et ansvar over for vore vælgere og for vort folk og en forpligtelse til, at vi sætter nogle retningslinjer og fortæller vore lærere, at eleverne faktisk skal kunne forholde sig til omkring 1.000 år af vores historie?

Goethe, den store tyske digter, sagde engang: Den, der ikke kan gøre rede for 3.000 års europæisk historie, lever fra hånden til munden. Det er en fattig form for materialisme, der stikker under Liberal Alliance, og det er egentlig lidt ærgerligt, at partiet ikke vil være med til at støtte op om kanonlisterne, fordi de skaber den der fælles kultur, som har været så godt for Danmark. Hvorfor vil Liberal Alliance ikke være med til det? Jeg forstår det ikke. Liberal Alliance er borgerligt parti, er det ikke? Eller hvad?

Ordføreren.

Nu ved jeg forhåbentlig lidt bedre end hr. Alex Ahrendtsen, hvad der stikker under i forhold til det, jeg mener, og faktisk mener jeg, at materialismen og markedet jo bare er værktøjer, for at livet kan leves. Vi skal have velstand, for at livet netop kan leves, og vi kan gøre alt det, der giver livet værdi. Men alt det, der virkelig giver livet værdi, det, der gør, at det er værd at stå op om morgenen, det, der gør, at vi ser vores unger i øjnene, er jo ikke det, som undertegnede og ordføreren for forespørgerne står her og beslutter i dag. Det sker i befolkningen, det sker ude på skolerne.

Det, vi skal, det, der er mit ansvar som politiker, er at se på de resultater, der kommer ud; de elever, som kommer ud af grundskolen. Er de i stand til at begå sig? Kan de klare sig? Har de fået de værktøjer med, som de skal bruge for at klare sig i samfundet? Det er en mangefacetteret faglighed, som har med alt muligt forskelligt at gøre, og den skal vi kigge på. Hvordan ser det ud, når man kommer ud? Vi skal ikke sidde her og bestemme, hvad det nøjagtige indhold skal være i de ting, som børnene skal læse.

Hr. Troels Ravn for en kort bemærkning.

Tak. Jeg skal på vegne af Enhedslisten, Det Radikale Venstre, SF og S trække forslag til vedtagelse nr. V 31 tilbage.

I stedet skal jeg fremsætte følgende forslag til vedtagelse på vegne af Enhedslisten, Det Radikale Venstre, SF, Liberal Alliance og Socialdemokraterne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det nuværende folkeskoleforlig forpligter til kanonundervisning i dansk og historie. Ifølge gældende lov betyder det, at der er pligt til at undervise ud fra historie- og litteraturkanoner.

Folketinget finder, at historie- og litteraturkanonerne fremover i højere grad skal bruges som inspiration til folkeskolens lærere. Forligskredsen vil i forbindelse med det kommende folkeskoleforlig undersøge, hvordan kanonerne kan bruges mest hensigtsmæssigt.

Folketinget finder det vigtigt, at lærerne i folkeskolen har mulighed for og frihed til at tilrettelægge undervisningen ud fra den gruppe af elever, de underviser, og anvende de metoder og materialer, der kan skabe det bedst mulige faglige udbytte for eleverne.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 32).

Ordføreren behøver ikke svare på det her.

Jeg kan bare konstatere, at hr. Troels Ravn har meddelt, at han og de øvrige forslagsstillere til forslag til vedtagelse nr. V 31 ønsker at tage forslaget tilbage. Ønsker nogen at optage forslag til vedtagelse nr. V 31?

Da det ikke er tilfældet, er forslaget bortfaldet.

Samtidig har hr. Troels Ravn på vegne af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance fremsat et nyt forslag til vedtagelse. Det vil nu indgå i de videre drøftelser.

Ønsker ordføreren at kommentere det? Ellers er der en ny bemærkning til ordføreren fra fru Karen Ellemann.

Det var ellers en overraskende drejning. Jeg sad i spænding og ventede på, at lige præcis den formulering eller sætning, der handler om, at man nu i højere grad vil bruge kanonlisterne som inspiration, var udeladt, men det var den så desværre ikke, og det kan jeg kun beklage.

Tilbage til ordføreren. Ordføreren forklarede i sin ordførertale om netbaserede undervisningsrum, og jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det jo er et spændende forum til at vidensudveksle og til i det hele taget at lære i, og der er det bare, jeg vil stille ordføreren et ganske enkelt spørgsmål: Er der noget i de eksisterende kanonlister for begge fag, både dansk og historie, som forhindrer, at undervisningen kan finde sted på den måde?

Ordføreren.

Nej, nu var det bestemt heller ikke formen, jeg her talte om. Man skal jo kunne undervise i form af tilstedeværelsesundervisning, man skal kunne undervise digitalt, man skal kunne gå ud af skolen osv. Det er ikke metoden her, der er vigtig for mig. Det, jeg siger, er, at vi skal kunne udvikle nogle faglige portaler, hvor lærerne får en større tilgængelighed til materialerne, og hvor der hele tiden opbygges en faglig dynamik og en faglig kerne. Det er for mig at se langt mere interessant end at have lister, som er fastfrosset i tid og sted, og det er for mig at se en bedre måde at kvalificere materialet, kvalificere fagligheden og den kulturelle kerne, som ligger i fagligheden, på.

Fru Karen Ellemann.

Ordføreren taler for de her dynamiske netværk, de her dynamiske inspirationskilder, og jeg er fuldstændig enig med ordføreren i det. Men mener ordføreren, at de eksisterende kanonlister forhindrer Folketinget i faktisk at tage stilling til, om der er behov for et historisk fundament, en grundviden, en sådan hel basal viden om både nogle forfatterskaber og nogle historiske begivenheder? Er de to ting her modsætninger?

Ordføreren.

Der er bestemt ikke noget dårligt ved selve forfatterskaberne. Det, jeg siger, er, at kanonlisterne fastfryser fagligheden, og det er det sidste, vi har brug for i en dynamisk verden. Vi har hverken brug for at fastfryse fagligheden eller kulturen; det skal være dynamiske objekter, som hele tiden bevæger sig og udvikler sig.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, fru Lene Espersen.

Da vores uddannelsesordfører, fru Mai Henriksen, ikke kan være til stede i dag, har jeg valgt at tage tjansen som konservativ ordfører på denne meget vigtige forespørgsel, som jeg gerne vil takke Dansk Folkeparti og hr. Alex Ahrendtsen for at have rejst. Jeg synes, det er en meget vigtigt debat.

Det har været meget underholdende at sidde og lytte til debatten her i dag, fordi kulturkanon jo handler om, hvem vi er i Danmark. De mange mennesker, de godt 5,5 millioner mennesker, der bor i Danmark, er jo ikke bare 5,5 millioner mennesker, der har valgt at placere sig et tilfældigt sted på jordkloden, hvor der er nogle små øer, og hvor der er en halvø, og hvor vi så bor sammen. Nej, vi har noget, der binder os sammen som nation. Med ét ord bruger man ofte betegnelsen sammenhængskraft, og for Det Konservative Folkeparti er det helt afgørende at sige, at det, der binder os sammen som nation, er noget, der er funderet i os som nation, det er vores kultur, det er vores værdier, det er vores normer, det er vores adfærdsmønstre, og det er vi i et fællesskab omkring.

Debatten i dag har for mig været sådan lidt anskuelighedsundervisning i, at både kulturradikalismen og det, jeg nok vil sige er det nyeste fænomen, nemlig værdinihilismen, trives rigtig godt her i Folketinget. Rigtig mange ordførere har været oppe at sige: Jamen kanonlister, joh, det er da nogle udmærkede forfattere, men det kan være, der er nogle, der er lige så gode, som vi lige så godt kan undervise i. Det viser, at de overhovedet ikke har forstået, hvorfor kanonlisterne kom til. Det var jo netop i et forsøg på at prøve at lave en eller anden form for fælles fortælling, fælles historie om, hvor vi kommer fra, og hvad der kitter os sammen som folk.

Til de her lidt mærkelige forsøg, nogle af ordførerne er kommet med ved at sige, at vi så har cementeret en liste, vil jeg sige, at det er noget vrøvl, for der er aldrig nogen, der har sagt, at kanonlisterne skal se sådan ud om 100 eller om 200 år, for der kan være kommet nye forfattere til. Men ikke at anerkende, at der er noget, der binder os sammen som folk, at der er noget, der er bedre end andet, og at der er noget, vi synes er vigtigt alle vores børn lærer i folkeskolen, synes jeg simpelt hen er højst besynderligt.

Det bliver da helt grotesk, når der er ordførere, der – jeg tror, det var SF's ordfører, fru Annette Vilhelmsen – siger: Det stresser lærerne, at man i løbet af 9 år skal fortælle børnene om 14 forfattere. Jeg kunne forstå, det ville stresse, hvis det var i løbet af 1 uge. Det er muligt, det var en anden ordfører, der sagde det, men det er jo helt til grin, det er da simpelt hen at se ned på lærerne at komme med den slags argumenter. Naturligvis vil enhver lærer kunne undervise i mere end 14 forfatterskaber i løbet af en 9-årig eller 10-årig folkeskoleundervisning. Så jeg må sige, at jeg simpelt hen bare ikke forstår, hvordan man kan gå herned i Folketingssalen og diskutere kanonlister, som Dansk Folkeparti meget relevant vælger at bringe til debat, fordi lærerne ikke bruger dem ordentligt, og så komme med den slags argumenter.

Jeg vil sige, at det for Det Konservative Folkeparti har været helt afgørende og en vigtig milepæl, at VK-regeringen fik sat gang i kanonarbejdet, og jeg skulle hilse og sige til fru Merete Riisager, at det ikke er noget, Folketinget har besluttet. Der har været udvalg, der har siddet og udvalgt, hvilke værker det skulle være, det er ikke folketingspolitikere, der har siddet og har valgt det. For hvad har litterære værker af Holberg, H. C. Andersen og Herman Bang til fælles med historiske begivenheder som Kanslergadeforliget og terrorangrebet den 11. september 2001? Nogle vil sige, at det ikke har en pind med hinanden at gøre, men fællespunkterne er faktisk store, fordi de er en del af vores dansk- og historiekanon.

Der var en stor debat, da vi lavede både dansk- og historiekanonen, men vi har været glade for det, og det er, fordi vi har modet til at sige, og det er det, vi mener politisk, at der netop er litterære værker, og at der er historiske begivenheder, som er så vigtige, at de skal indgå i undervisningen. Det giver et mere lige afsæt for den almene dannelse, og det giver også en bedre ungdomsuddannelse for de elever, der skal videre, og det vil vi jo gerne have at alle elever kommer. Det er vigtigt, at der er den samme dannelse og uddannelse, hvad enten man kommer fra Hirtshals eller fra Odense, og derfor er vi også utrolig glade for, at folkeskolelærerne skal undervise i de her udvalgte 14 litterære værker og 29 historiske begivenheder.

Vi er derfor også meget skuffede over, at folkeskolens eget fagblad præsenterer en undersøgelse, som viser, at seks ud af ti dansklærere og knap hver anden historielærer betragter de bindende kanonlister som en inspirationskilde og ikke som en pligt. Det er ikke sådan, at vi har gjort kanonlisterne lovpligtige, og at vi smider folkeskolelærerne i fængsel, hvis ikke de underviser i dem, men vi betragter faktisk kanonlisterne som noget, som folkeskolelærerne skal tage alvorligt. Det er ikke noget tagselvbord. Derfor har vi også haft børne- og undervisningsministeren i samråd for at høre, hvad regeringen har tænkt sig at gøre ved det problem.

Jeg er glad for, at ministeren i dag så klart har tilkendegivet, at man nu vil forsøge at være i dialog med lærerne om, hvordan man kan få sat det her endnu mere på dagsordenen, så det bliver rullet ud, og jeg vil meget opfordre til, at ministeren og regeringen holder fast i den her dagsorden og det forlig, der ligger bag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Lars Dohn.

Den her stikprøve, som kun er en stikprøve, viser, at kun 60 pct. af dansklærerne konsekvent anvender kanonlisterne, og at 46 pct. af historielærerne konsekvent anvender dem. Nu bliver der sagt, at det ikke skal være med fængsling, men med hvilke midler skal undervisningsministeren sørge for at gennemtvinge det her, og hvordan hænger det sammen med dansk folkeskoletradition at gennemføre et sådant raid? Nu vil jeg selvfølgelig lige afvente og høre, hvordan ordføreren vil ordbelægge svaret.

Ordføreren.

Det, som den konservative ordfører, fru Mai Henriksen, foreslog ministeren på samrådet, var, at der blev sendt et hyrdebrev ud. Det synes jeg selv ville være et ganske udmærket forslag. Jeg synes, det er vigtigt, at den ansvarlige minister får understreget, at det, vi har forpligtet os til i fællesskab herinde politisk i forbindelse med folkeskoleforliget, er noget, der skal undervises i.

Jeg anerkender da, som ministeren sagde, at for deles vedkommende, bl.a. af historiekanonen, er der tale om en udrulning, om man så må sige, af det på undervisningsniveau. Men jeg synes, der skal gøres noget ved det, og jeg synes, det er vigtigt at sende et politisk signal om, at det her betyder noget for os, for det betyder noget for vores børn, at de ved, hvor de kommer fra, og at vi har en alment dannende undervisning tilfælles, uanset hvor man bliver undervist i den danske folkeskole.

Hr. Lars Dohn.

Er det ikke i ordførerens interesse at få undersøgt lidt dybere, hvorfor de her vældig gode forslag ikke bliver anvendt, for tankerne med det fra forslagsstillernes side er jo formentlig rigtig gode? Hvorfor er det ikke lykkedes? Er det ikke interessant for os politikere at vide det? At sende et hyrdebrev – ja, det kender vi vel nok lidt virkningen af. Det er ikke for at underkende ministerens gennemslagskraft, men vi får efterhånden så mange breve.

Ordføreren.

Nu har vi jo, vil jeg sige til hr. Lars Dohn, et folkestyre i Danmark. Et demokrati hviler jo altså på, at vi her i Folketinget har truffet en beslutning om noget. Der er blevet lavet en aftale, et forlig, på det her område, på folkeskoleområdet, og det skal lærerne efterleve. Hvis der er nogen, der ikke har forstået det, skulle de nok ikke have valgt at blive lærere, for så svært er det altså ikke at forstå disse kanonlister. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det simpelt hen er på grund af manglende efteruddannelse eller det er manglende vilje fra lærernes side ud fra nogle af de argumenter, vi har hørt her i dag, om, at der måske var noget andet, de syntes der var bedre at undervise i. Uanset hvad synes jeg, det er vigtigt, at vi sender det signal til lærerne, at de naturligvis skal efterleve det, vi har aftalt.

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Ordføreren beskriver, hvor fattigt eller måske ligefrem sjælløst det er ikke at gå ind for en centralistisk bestemt liste over forfatterskaber. Jeg må spørge ordføreren: Hvordan er det lige, at et hyrdebrev skal forbedre fagligheden og formidlingen af dansk kulturarv, som ordføreren tilsyneladende er inde på? Hvordan skal den her tvangsforanstaltning, hvor vi presser noget ned i halsen på lærerne, som de ikke ønsker, som de ikke har bedt om, som de ikke synes hører hjemme i undervisningen, forbedre fagligheden og formidlingen af dansk kulturarv?

Ordføreren.

Jamen det er jo sådan set det, der er noget af det mest bekymrende ved debatten i dag. Det kommer ikke bag på mig, at Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre har haft de holdninger, som de har haft, men at Liberal Alliance, der sådan set betegner sig selv som et borgerligt parti, har så kulturradikal en holdning til tingene, synes jeg faktisk har været det mest overraskende ved debatten her i dag. Det har fuldstændig været en kopi af hr. Anders Samuelsens gamle parti, Det Radikale Venstre.

Jeg må sige til fru Merete Riisager, at kulturkanonen intet har at gøre med det faglige niveau i folkeskolen. Jeg ved ikke, hvorfor det skal rodes ind i den her debat. Det har vi i Det Konservative Folkeparti meget klare holdninger til. Det her handler om, hvordan vi sikrer sammenhængskraften i vores samfund. Det handler om, hvordan vi sikrer dannelsen af vores børn, og om at have en fælles referenceramme i forhold til vores historie og det sted, vi kommer fra. Og det ser jeg ikke som nogen som helst form for diktat over for lærerne; jeg ser det faktisk som en forudsætning for, at vi har en fælles historiefortælling i vores folkeskole.

Fru Merete Riisager.

Næh, men det er måske også en rigtig god beskrivelse af, at der jo er nogle markante forskelle på at være liberal og konservativ. For mig at se er det at være borgerlig altså også at udvise tillid til dem, man har givet et hverv, og sørge for, at de kan udføre det, i stedet for at sidde og diktere, præcis hvad de skal gøre, helt ned til, hvad for en tekst de skal gennemgå sammen med eleverne.

Det overrasker mig meget, at ordføreren siger, at faglighed ikke spiller nogen rolle i denne sammenhæng, for fagligheden er for Liberal Alliance det fuldstændig afgørende parameter for grundskolen, og det er den, vi skal holde fokus på hele tiden. Så hvis kanonlisterne ikke har noget som helst med faglighed at gøre, undrer det mig meget.

Ordføreren.

Jamen jeg synes jo, at det, der kommer fra Liberal Alliance, er så selvmodsigende, for på den ene side siger Liberal Alliance, at man ikke skal stille nogen krav til hverken lærere eller skole, at det skal de liberale kræfter nok klare af sig selv, og på den anden side siger Liberal Alliance, at man alligevel skal have meget fokus på fagligheden. Man kan jo ikke have fokus på fagligheden, hvis ikke man stiller nogle krav, og vi har stillet en lang række bindende krav til folkeskolen for at sikre os, at børnene lærer det, de skal, og det står vi selvfølgelig fast på, vil jeg sige. Så vi er meget optaget af fagligheden i Det Konservative Folkeparti.

Men det, vi diskuterer i dag, er kanonlister. Vi taler om, hvorfor et bredt flertal i Folketinget har besluttet sig for, at der er bestemte værker og bestemte historiske begivenheder, som vi ønsker at alle danske elever, der går i folkeskolen, skal have kendskab til. Det handler om vores almendannelse, om noget, der kitter os sammen som nation, og det kan man slet ikke putte ind under sådan en faglighedshat. Det handler simpelt hen om at have en fælles referenceramme, og det synes vi er vigtigt, hvis Danmark som nation skal bestå, og hvis danskerne som folk stadig væk skal have noget fælles at referere tilbage til.

Fru Annette Vilhelmsen for en kort bemærkning.

Jeg er glad for, at det blev rettet, at det ikke var mig, der talte om stressede lærere. Jeg har talt om så meget andet.

Mit spørgsmål går egentlig på, hvordan man får en kvalitetsdiskussion om folkeskolen og en forholden sig til, at vi vil være meget ambitiøse på vegne af vores folkeskole. Når vi principielt ikke er for kanonlister, men bakker op om, at der ligger en beslutning om det – og det gør vi – er det, fordi vi ikke mener, at kanon er en sag for Folketinget. Vi laver politik her, og kanon er noget for folkeskolen, det er ikke en politisk sag. Det er det, vi synes.

Mit spørgsmål går på, om Konservative kunne synes, det var interessant at prøve at tage en værdimæssig diskussion om folkeskolen og ikke en specifik diskussion om værker, men simpelt hen en diskussion om, hvordan vi vil leve op til formålsparagraffen i folkeskolen om demokrati, medborgerskab osv.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige til fru Annette Vilhelmsen – for jeg lyttede faktisk til, hvad fru Annette Vilhelmsen sagde om det med, hvordan vi får en endnu bedre folkeskole – at jeg tror, der er meget, som Socialistisk Folkeparti og De Konservative kan blive enige om.

Jeg er faktisk enig i fru Annette Vilhelmsens tanker om didaktik og også i det hele taget om den debat, der er startet, og som handler om, at lærerne skal undervise efter viden og ikke efter vane. Der skal være nye måder, hvorpå vi kan lære lærerne at lære fra sig på den rigtige måde. De skal både prøve at bruge nye former for formidling, hvad enten det er via it eller andet, og de skal faktisk også bruge den nyeste forskning i, hvordan tingene fungerer. Jeg har selv været ekstremt inspireret af en kvindelig hjerneforskers bog, der handler om, hvordan pigers og drenges hjerner udvikler sig forskelligt. Faktisk bør det også tages med i undervisningen, at man har forskellig evne til at koncentrere sig i løbet af et folkeskoleforløb. Jeg vil sige, at det er vi fuldstændig åbne over for.

Det er bare ikke det, debatten her i dag handler om. Det var derfor, jeg sagde til fru Merete Riisager, at jeg ikke har noget imod at diskutere faglighed, og hvordan vi får en bedre folkeskole. Det er bare ikke det, debatten i dag handler om. Men det ser vi frem til i forbindelse med kommende drøftelser om folkeskolen.

Fru Annette Vilhelmsen.

Jeg tror, hjerneforskeren, der beskæftiger sig med området, er Ann-Elisabeth Knudsen, og noget af det, hun kommer med, er også ganske spændende. Det, vi diskuterer i dag, er lige præcis kanonen. Så er der faktisk også et spørgsmål i forhold til historie, som vi ikke kan vide så meget om, fordi det sådan set stadig væk er ganske nyt, hvordan historiekanonen vil udvikle sig.

Men det, som jeg synes kunne være spændende at høre fra De Konservative, selv om fru Lene Espersen taler på vegne af fru Mai Henriksen, er, hvordan vi med kanonen sikrer, at eleverne får mulighed for at beskæftige sig med det, som vi med vores måske manglende fantasi ikke har fået øje på er et af værkerne. Det kan godt være, at vi synes, Rifbjerg er interessant og spændende, men det er jo også en værdimæssig beslutning, at Rifbjerg er mere spændende end f.eks. Michael Strunge, som larmer ved sit fravær på listen.

Ordføreren.

Man kan altid diskutere, hvordan man kan få flere værker ind, men jeg vil sige, at jeg af egen erfaring, fordi jeg selv har to børn, der går i folkeskolen, hvoraf den ældste faktisk går i 3. klasse, har oplevet, at noget af det her kommer ind i undervisningen og faktisk bliver brugt på en utrolig dynamisk måde.

Jeg ved fra historiekanonlisten, at både Tutankhamon som repræsentant for den egyptiske kultur og Solvognen er på listen for 3. og 4. klasse. Solvognen har min søn allerede beskæftiget sig med. De har godt nok også beskæftiget sig med Slaget på Reden, for der kunne de komme herind og se noget i det indre København, selv om det først skulle være senere. Der har historielæreren meget, meget flot formået at kombinere noget af det, vi ønskede de skulle få formidlet i historie, med at tage rundt og set det i det danske landskab og dermed også få flyttet nogle af de urolige drenge lidt ud, så de får noget frisk luft.

Så jeg har faktisk meget stor tiltro til, at folkeskolelærerne kan bruge det her proaktivt og også bruge nye undervisningsmetoder til at få gjort det levende og spændende. Jeg er faktisk blevet imponeret over, hvor meget mit eget barn har lært i historie. Han går trods alt kun i 3. klasse.

Der er ikke flere bemærkninger. Mange tak til den konservative ordfører. Børne- og undervisningsministeren.

Jeg vil godt takke for debatten. Det er altid en fornøjelse at være med i nogle af de lidt mere værdipolitiske debatter, som den her forespørgselsdebat jo har vist sig at være. Det er måske ikke så mærkeligt, for hele diskussionen om kanon har været en af de lidt mere ideologiske diskussioner, der har været her hen over årene mellem de forskellige partier.

Nu har der været bekendelser omkring halvfjerdserskolen. Derfor vil jeg også starte med at bekende, at jeg også er et barn af halvfjerdserskolen. Når jeg lytter til kanondebatten, tænker jeg nogle gange, at det, der egentlig er lidt pudsigt, er, at på trods af at jeg er et barn af halvfjerdserskolen – og det skulle åbenbart være ondt – må jeg bare konstatere, at stort set alle de her emner, som er på kanonlisten, faktisk var nogle, som var en del af min historiebog, og nogle, jeg blev undervist i op igennem de forkætrede 1970'ere. Så noget kunne vi altså alligevel lære, og det siger måske lidt om, at man skal passe på med at gøre det her om den her kanon alt for ideologisk.

Altså, uanset hvad, er der jo, når man kigger ned over kanonlisten med både litteratur og historie, en stor portion snusfornuft i, at de begivenheder er med, for det handler om kvindernes valgret, det handler om grundlovens indførelse, det handler om parlamentarismens indførelse i 1901, det handler om nogle begivenheder, som mig bekendt stort set har været en del af alle historiebøger i mange, mange år.

Diskussionen har så gået på, om det skulle være vejledende, eller om det skulle være obligatorisk, og om, hvornår man i virkeligheden skulle have diskussionen om, om der kom nogle begivenheder til, der var mere væsentlige end andre. For der ligger jo en sortering i det. Og det er jo i virkeligheden der, den ligger. Hvad er det, der bliver sorteret efter?

Jeg synes, at noget af det mest spændende, der var for år tilbage, dengang den tidligere regering havde kanondebatten fremme, var debatten om, hvad det egentlig var, der skulle være med i det ene og det andet. For den diskussion fik virkelig mange på banen, og det gjorde jo, at der kom en rigtig god faglig debat af, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt. Det siger måske også noget om, at man ikke skal se det som noget statisk, men at det netop er debatten om, hvad der er med, der er væsentlig.

Så synes jeg også, at man lige for at få lidt perspektiv, skal huske, at når det er, der bliver lavet fælles mål, bliver der altså lavet sådan et hæfte, som kommer rundt om både en formålsbeskrivelse og om, hvordan man skal arbejde med fagene på forskellige leder og kanter. Det lyder lidt, som om at hvis en kanon bliver vejledende i stedet for obligatorisk, lærer eleverne ikke en pind i fagene. Sådan er det altså ikke. Så det siger jeg bare lige for at få lidt proportioner ind i den debat, der er.

Når det er sagt, vil jeg gerne sige, at når der er vedtaget fælles mål for fagene, det sagde jeg til det åbne samråd, det sagde jeg også i min indledning her, og det vil jeg gerne gentage, er der ikke nogen tvivl om, at det, der er de fælles mål, er det, som lærerne skal undervise efter. Så kan der være en drøftelse af, om man ønsker at ændre de fælles mål. Sådan er det altid. Og da vi sidst ændrede de fælles mål tilbage i 2009 – og jeg tror, at jeg er den eneste blandt de politikere, der er til stede her, der var med til disse drøftelser – var der store diskussioner, det skal da ikke være nogen hemmelighed. Og kanondiskussionen var en af de store diskussioner.

Nu er det sådan omkring fælles mål, at de faktisk ikke er nogle, som en forligskreds skal være enige om. De fælles mål bliver udmøntet inden for rammerne af folkeskoleloven, men i sidste ende er det undervisningsministeren, der beslutter, og det var så den daværende undervisningsminister, hr. Bertel Haarder, der var den, der sad for bordenden og fik de fælles mål på plads. Den daværende undervisningsminister gjorde sig meget umage med, at der i forligskredsen sådan var en rimelig konsensus om det, men der var da diskussioner om, hvad der skulle med, og hvad der ikke skulle med. Skulle kanonlister være vejledende, eller skulle de være obligatoriske? De blev obligatoriske, men hvor meget skulle de fylde?

Der kom fleksibilitet ind i det, og jeg tror, at noget af fleksibiliteten bl.a. skyldtes Socialdemokraternes synspunkter om det. Der var andre, der mente, at der skulle være mindre fleksibilitet og større vægt på kanon. Det er bare for sige, at det var der, man landede, men i sidste ende var det den daværende undervisningsminister, der besluttede, hvordan det skulle være.

Det er også for at sige til Dansk Folkeparti, der har problematiseret, at man kan have forskellige holdninger, at det vil der jo altid være. Det har vi da i folkeskoleforligskredsen, det havde vi i den tidligere folkeskoleforligskreds. Om de fælles mål var der f.eks. drøftelser, hvor Dansk Folkeparti ønskede, at danske sange skulle fylde mere i forbindelse med de fælles mål for musikundervisningen. Dansk Folkeparti havde også et synspunkt om, at dansk madkultur skulle fylde mere i faget hjemkundskab, men det ændrer jo ikke ved, at der blev lavet en ramme, som rummer de fælles mål i dag.

Sådan har de forskellige partier synspunkter, men i sidste ende er det, der så er de fælles mål, eller det, der bliver folkeskoleloven, det, som lærerne er forpligtet til at undervise efter. Sådan må det jo være, når vi lever i et demokrati, hvor vi deler os efter anskuelser, og hvor kunsten er, om vi kan lande noget, der samler en pæn fællesmængde.

Igen vil jeg bare understrege, at det, der er vedtaget, er det, man underviser efter ude i folkeskolen. Skal det være anderledes, er det, fordi det bliver ændret, om det så er de fælles mål eller folkeskoleloven, der bliver ændret.

Derfor vil jeg også sige, at jeg ikke deler Enhedslistens oplevelse af, at hvis der er et antal lærere, som ikke ønsker at følge det, må man lytte efter, hvorfor de ikke vil følge det. Udgangspunktet er, at man skal følge det, som er vedtaget. Det er også en del af demokratiets spilleregler.

Derfor er der også en række initiativer, som jeg nævnte at vi har taget i forlængelse af den undersøgelse. Jeg har drøftet det med skolelederne, og jeg vil sige, at skolelederne var helt enige i, at selvfølgelig er lærerne forpligtede til at arbejde efter de fælles mål, og der har skolelederne også en forpligtelse til at sørge for, at de gør det. Jeg har også sagt, at vi har involveret ministeriets fagkonsulenter, som via en række initiativer – konferencer, undervisningsportalen, og at de er ude i de miljøer, hvor man er i tæt kontakt med lærerne – understreger, hvordan det er, man arbejder med de fælles mål, herunder hvordan man arbejder med kanon. Så er der en række ting, vi allerede har gjort, fordi vi faktisk synes, at det er vigtigt, at man respekterer de regler, der er.

Jeg vil som afslutning sige lidt om læreruddannelsen. Den har ikke været drøftet så meget, men den var dog også en del af spørgsmålet her i debatten. Den 18. januar i år kom følgegruppen med deres evaluering af og anbefalinger til læreruddannelsen. Det er en rapport, som er baseret på 4 års evalueringsarbejde i forbindelse med læreruddannelsen. Det, der er den røde tråd i den rapport, som følgegruppen er kommet med, er, at læreruddannelsens største udfordring er den meget stramme regulering og den detaljeorienterede indholdsstyring, der er på uddannelsen.

Der er følgegruppens budskab altså meget klart. Hvis læreruddannelsen skal indfri forventningerne om et kvalitetsløft, hvad vi alle sammen er optaget af, er svaret deregulering, det vil sige færre centrale forskrifter og bindinger og i stedet for styring efter kompetencemål. Derfor mener regeringen, at det er forkert at pålægge læreruddannelsen yderligere styring i form af obligatoriske kanonlister, for det vil være stik imod anbefalingerne i den rapport, der ligger. Det mener både jeg og uddannelsesministeren vil være en forkert vej at gå.

Som jeg også understregede i starten, ændrer det jo ikke ved, at når lærerne så er færdiguddannede, skal de jo undervise efter det, som står i de fælles mål. Det er en meget fin balance, at vi har det på den måde.

Så glæder jeg mig i øvrigt til, at vi fremadrettet får en diskussion om, om der skal ske en regulering af nogle af de fælles mål. Den diskussion har vi til gode at tage med hinanden, og den ser jeg frem til.

Mange tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ingen bemærkninger. Så er det hr. Alex Ahrendtsen som ordfører for forespørgerne til det, der vel hedder anden runde.

Det har virkelig været en debat med vitaminer, og det skal de ærede kolleger have mange tak for. Jeg har en særlig tak til fru Lene Espersen, som sagde noget uhyre væsentligt, ganske prunkløst og enkelt. Vi har noget, der binder os sammen, sagde hun, vi har noget, der binder os sammen, også noget mellem Enhedslistens ordfører og Dansk Folkepartis ordfører, hvor svært det måtte være at forstå. Vi har noget, der binder os sammen.

Det er væsentlige ord at lægge sig på sinde. Og jeg synes, at vi hele tiden skal huske dem. Det er derfor, vi sidder her alle sammen. Vi bekymrer os jo om Danmark og det danske folk. Vi har noget, der binder os sammen. Dog vil jeg sige, at der er lang vej igen på nogle områder, og især bekymrede Liberal Alliance mig. Jeg synes, at de viser en særlig form for hippieliberalisme eller Christianialiberalisme. Derfor er det måske ikke så underligt, at Liberal Alliance i dag hænger sammen med det røde flertal, men sørgerligt er det.

Jeg skal forklare, hvorfor jeg synes, at det er sørgeligt. Altså, det burde egentlig være klart for alle, at i dag lever vi ind i en medie- og facebookkultur. Konkurrencen fra fjernsyn, spil, radio, internet osv. er jo helt enorm. Alle, der har prøvet at undervise, ved, hvor svært det er at fange de unges interesse. Og hvis vi ikke tager den udfordring op, risikerer vi jo bare at blive nogle grønsager, som lever i nuet, og som går hen til den nærmeste pizzabutik, og som ikke kender til det her vidunderlige samfund og land, som vi bor i, og som ikke kender til den strid og den kamp, som vore forfædre har ført for, at vi kan stå her i dag. Og det har de jo gjort på baggrund af noget, nemlig på baggrund af en kultur, som ikke er tilfældig.

Det er vores opgave at sørge for, at eleverne får det med. Det er vores opgave som politikere at sikre et dannelsesniveau. Vi er valgt til at gøre det. Vi er ikke valgt til bare at sige, at det er ét fedt, og at det må lærerne selv om, de har deres frihed, vi har tillid til dem, og der sker ikke noget. Nej, vores opgave er at modvirke vilkårlighed, så Hassan fra Vollsmose og Sofie fra Vedbæk har noget at være fælles om, så de har noget, der binder dem sammen.

Jeg vil gerne takke for debatten endnu en gang. Jeg synes, at den har været virkelig opløftende på mange måder, selv om der er lang vej endnu for venstrefløjen, før den indser, hvor vigtigt det egentlig er med kanonlister. Til sidst vil jeg takke for ministeren for de gode indlæg og for, at hun én gang for alle har slået fast, at lærerne skal følge loven, de skal gøre, hvad der bliver sagt her fra Folketinget, det er vigtigt. Ja, det skulle være mine afsluttende ord.

Mange tak til ordføreren for forespørgerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg skal huske at minde om, at afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse som nævnt først vil finde sted tirsdag den 28. februar 2012.