Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 67:

Forslag til lov om ændring af lov om fødevarer. (Forhåndsgodkendelse og delegation af beføjelser til privat institution).

Af fødevareministeren (Eva Kjer Hansen).

(Fremsættelse 12.11.2009).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører bliver hr. Henrik Høegh fra Venstre.

Tak. Jeg skal starte med at sige, at det nærværende lovforslag har Venstres fulde støtte. Det gælder både den del af forslaget, der omhandler muligheden for at give fødevareministeren beføjelser på visse områder for at kunne udstede disse forhåndsgodkendelser til fødevarevirksomheder, og det gælder forslagets muligheder for delegation af beføjelser til en privat institution, som kan varetage inspektionen af laboratorier, som udfører prøver i henhold til OECD's såkaldte gode laboratorieprincipper.

Lad mig starte med at begrunde, hvorfor vi støtter muligheden for at indføre forhåndsgodkendelser på en række områder i fødevaresektoren. I flere dele af sektoren eksisterer i dag et stort behov for at få en godkendelse fra myndighederne, inden man igangsætter et nyt projekt, f.eks. indretning af køkkener, en ny energimærkning eller en ny produktion af materialer, emballage eller genstande, som bruges i fødevaresektoren. Ved at indføre muligheden for forhåndsgodkendelse af et produkts mærkning, inden virksomheden går i gang med mærkning af emballagen, kan det undgås, at virksomheden senere hen må kassere emballagen, fordi myndighederne vurderer, at denne mærkning ikke lever op til reglerne. Et andet eksempel på, hvor forhåndsgodkendelse kan gøre gavn, er ved nyindretning af køkkener, restauranter og – ret aktuelt i øjeblikket – institutioner.

Som reglerne er i dag, kan nyindretningen først autoriseres efter et besøg af myndighederne umiddelbart før ibrugtagningen. Med det her forslag lægges der op til en forhåndsgodkendelse også af en projektplan og en tegning for nyindretningen, og det er der meget sund fornuft i. Det er vores opfattelse, at forhåndsgodkendelser vil gøre det nemmere for disse virksomheder at disponere og at planlægge nye initiativer og tiltag, når man kan få det her svar på forhånd.

I nogle af høringssvarene til forslaget rejses der tvivl, om lovændringen vil betyde en svækkelse af virksomhedernes ansvar for, at de lever op til bl.a. markedsføringsreglerne på området. En sådan tvivl mener vi ikke der er grundlag for, da virksomhederne fortsat har det fulde ansvar for at overholde lovgivningen. Lovforslaget skal derfor også ses som yderligere en mulighed for, at virksomhederne kan sikre sig, at de på forhånd lever op til dette ansvar.

I høringssvarene er der også rejst tvivl om muligheden for at kunne trække en forhåndsgodkendelse tilbage. En sådan tvivl er der heller ikke grundlag for, for på den ene side er forhåndsgodkendelsen i udgangspunktet bindende. Virksomhederne kan altså regne med og have tillid til myndighederne, når de udsteder en forhåndstilladelse. Omvendt må virksomhederne også forvente, at myndighederne kan trække en sådan tilladelse tilbage, hvis godkendelsen anvendes i en anden sammenhæng, end der er søgt om, altså i en anden sammenhæng end det, der var tiltænkt. Derfor er der ikke grund til denne frygt.

Derfor kan Venstre altså som nævnt indledningsvis varmt støtte indførelsen af muligheden for forhåndsgodkendelser, som er det ene element i nærværende forslag.

Det andet element støtter vi også fuldt, fordi vi finder det fornuftigt at overdrage inspektionen af laboratorier, som udfører disse prøver, de såkaldte gode laboratorieprincipper, til en privat institution.

Så vi finder de her forslag fornuftige, altså at delegere myndighedsopgaver, som myndighederne i dag ikke har ekspertisen til at gennemføre, til nogle private aktører. Dette vil som regel være mere effektivt, end at man selv skal opbygge kompetence i et offentligt regi. Så længe den opgave, som de private aktører udfører, er i myndighedernes opdrag og underlagt myndighedernes regler og kontrol, ser vi ingen problemer med sådan en delegering.

På den baggrund skal jeg så gentage, at Venstre kan støtte dette forslag fra regeringen.

Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det fru Pia Olsen Dyhr.

Der er jo andre områder, hvor man giver forhåndsgodkendelser, bl.a. når vi snakker om miljøgodkendelser. Der har vi nogle eksempler bl.a. fra Fyn, hvor de lokale myndigheder har givet miljøgodkendelse til svinebrug, og efterfølgende har lokale borgere så kørt sager mod de her svinebrug, og det er så endt med, at det har været myndighederne, der har skullet betale erstatning til borgerne, fordi de har lavet de her former for godkendelse og virksomhederne på den måde faktisk er gået fri for deres eget ansvar. Det kan man jo forhindre ved at indføre en eller anden form for forsikringspræmie, hvor virksomhederne i sidste ende er dem, der kommer til at betale. Vil Venstre være åben over for at indføre sådan en form for forsikringspræmie?

Ordføreren.

Umiddelbart vil jeg være tvivlende over for, om det vil være nødvendigt at lave det her. Det er jo altså sådan, at når der bliver givet en tilladelse, er det den, man kan regne med, så er det den, der gælder. Der kan selvfølgelig komme ændret lovgivning. Som jeg husker sagen fra Fyn, blev loven ændret to, tre, fire gange, og der var tvivl om, hvorledes de lovændringer var blevet fulgt. Kommer der lovændringer i de her sager, vil det køre på helt normal vis, ved at virksomheden skal bede om en ny godkendelse i forhold til ny lovgivning, i forhold til ny mærkning.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Det vil sige, at den godkendelse, som gives fra myndighedernes side, skal være en ret grundig godkendelse. Alle sten skal simpelt hen undersøges og vendes, for i sidste ende ender det jo så med at være myndighedernes ansvar. Der vil jeg så spørge ordføreren, om Venstre ikke kan være lidt bekymret i de her kødskandaletider for, om der er ressourcer nok i Fødevarestyrelsen til at lave de her meget grundige godkendelser, eller om ordføreren ikke mener, det er nødvendigt, at vi så tilfører flere ressourcer til Fødevarestyrelsen, så man kan lave de her meget grundige undersøgelser, eller vil ordføreren bare have flere sager på nakken.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at det er frivilligt, når man starter på en ny mærkning, om man ønsker en forhåndsgodkendelse, eller om man starter med et nyt køkken. Det andet, jeg vil sige, er, at det her bliver gebyrfinansieret, således at der vil være brugerbetaling på det her område.

Så er det hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Ja tak. Jeg vil godt vende tilbage til bekymringen om, hvad der sker, hvis myndighederne foretager et forkert skøn. Det er vel ret så væsentligt at sikre sig, at vi ikke på denne konto risikerer at stå med et ansvar, som i sidste ende kan blive et spørgsmål om kroner og øre, også for det offentlige. Jeg vil gerne høre, hvad ordføreren har tænkt sig i forhold til det. Er ordføreren så skråsikker i sin sag, at der ikke vil komme sager, eller kan vi forvente, at vi bare udskriver en blankocheck i forhold til eventuelle erstatningskrav, som stilles?

Et andet tvivlsspørgsmål, der rejses i høringssvarene, er omkostningernes niveau, og der peges fra flere sider bl.a. på, at de niveauer, der er blevet indikeret i mødesammenhæng, virker overraskende lave i forhold til Fødevarestyrelsens normale omkostningsniveau og også i forhold til, hvad markedet i øvrigt kræver i forbindelse med sådan nogle vurderinger.

Ordføreren.

Til det sidste vil jeg sige, at det bliver gebyrfinansieret – og lad det være ved det – og det bliver frivilligt, om virksomhederne vil have den her forhåndsgodkendelse.

Så må jeg sige, at jeg slet ikke forstår, at alle ikke synes, det her er en god idé. Når man skal i gang med enten en mærkning af et nyt produkt eller et nyt køkken, kan man få en godkendelse, inden man går i gang. Som det er i dag, skal man have godkendelsen ved ibrugtagningen. Det vil sige, at man har lavet alt arbejdet. Det kan være, at det bliver dobbeltarbejde: at man skal sætte fliser op et andet sted, have flere håndvaske, eller hvad ved jeg. Faktisk er det sådan i dag, at man først kan få at vide, hvordan fliserne skal sidde, når man har sat dem op. Jeg tror, det er en stor fordel for alle parter, at man nu på forhånd på grundlag af en tegning kan få at vide, hvordan det skal være. Det må trods alt være det mest omkostningseffektive, også for erhvervet.

Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Jeg går også ud fra, at hr. Henrik Høegh er enig med mig i, at der kan være meget stor forskel på det meget konkrete tilfælde med fliserne, som man dog kan skitsere og tegne sig frem til, og hvor man med en arbejdstegning fuldstændig klart vil kunne redegøre for, hvad det er, man har tænkt sig gøre, og så det mere subjektive, nemlig bestemte mærkningsordninger, bestemte markedsføringstiltag, som kan være vanskeligere på det teoretiske plan at forholde sig til.

Der er altså stor forskel på, om fliser sidder i en bestemt højde, eller om man taler om noget, som potentielt kan være vildledende i sin markedsføring. Det går jeg ud fra at også hr. Henrik Høegh vil være enig med mig i.

Ordføreren.

Jeg håber meget, at hr. Benny Engelbrecht også vil være enig med mig i, at det er bedre at få forhåndsgodkendt en mærkning end bare at sende produkter på markedet og så ved næste kontrol eller ved en anmeldelse få kontrolleret, om det nu er rigtigt. Nu er der trods alt en periode, hvor ingen har set på den pågældende mærkning, og hvor ingen har vurderet det. Det undgår vi med det her forslag. Det er en tryghed for virksomheden, det er også en tryghed for forbrugerne, at den måde, man mærker det pågældende produkt på, er gennemgået først.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg vil spørge lidt ind til den del af lovforslaget, som jo har vakt mest kritik i høringsfasen, og det er spørgsmålet om, at man også kan få forhåndsgodkendt markedsføringskampagner. Der vil jeg godt spørge hr. Henrik Høegh, om han kender nogle eksempler på, at virksomheder ikke har kunnet finde ud af markedsføringsreglerne og derfor ved et uheld er kommet til at overtræde reglerne, eller om det ikke snarere er sådan, at når der sker overtrædelse af reglerne, er det, fordi man ønsker at gå præcis til grænserne og måske lidt over. Det, man så kan bruge en sådan forhåndsgodkendelse til, er lige at tjekke op på, hvor grænserne går, så vi får flere kampagner, der ligger lige på grænsen.

Ordføreren.

Vi kan sige det samme om de her mærkningsregler og anprisningsregler, nemlig at ved at få det vurderet på forhånd er man sikker på, at det ligger inden for de krav, der er på det pågældende område, frem for at kaste det op i luften og så se, om der nu er nogen, der anmelder det eller lægger mærke til det. Så er jeg stadig væk mere tryg ved det første, nemlig at få det gennemgået, inden man går i gang.

Hr. Per Clausen.

Vi kunne jo også forestille os, at hvis man selv er ansvarlig for at sikre, at man overholder lovgivningen, så er man omhyggelig med det og går ikke til grænsen, fordi man ikke ønsker at risikere at skride over grænsen, hvorimod hvis man inden kan henvende sig hos myndighederne og få at vide, om det her er lovligt, på et måske lidt uklart grundlag og så få en tilkendegivelse af, at det er lovligt, så vil interessen for at afsøge grænserne bare blive forøget. Det, der jo sådan set er problemet her, er, at vi måske får flere, der vil balancere på grænsen, og da de jo har fået en forhåndsgodkendelse af myndighederne, løber de ingen som helst risiko.

Ordføreren.

Lige for lidt siden hørte vi fra oppositionens side, at man var betænkelig ved omkostningerne ved det her. Det vil være omkostningstungt at skulle sende tre til fire ansøgninger for at finde ud af, hvor grænsen nøjagtig går. Så der vil jo være et gebyr og nogle omkostninger, der gør, at man også ved første ansøgning vil bestræbe sig på at overholde loven. Så jeg må gentage, at jeg stadig væk er mere tryg ved det her end ved det, vi har i dag.

Tak til hr. Henrik Høegh. Der er ikke flere, der har ønsket korte bemærkninger, og så er det hr. Benny Engelbrecht som ordfører for Socialdemokratiet.

Det foreliggende forslag til ændring af fødevareloven kan i udgangspunktet lyde meget tilforladeligt, men når man dykker ned i forslaget, skinner det igennem, at det er gået meget stærkt med at få det klar, og med de mange uafklarede problemstillinger må jeg allerede her melde ud, at vi Socialdemokrater er meget bekymrede for, at resultatet kan blive egentlig lovsjusk. Resultatet kan blive forringelser af forbrugernes stilling, hvis ministeren vil have ret til på forhånd at godkende f.eks. mærkningsordninger af fødevareprodukter. Det skal dog siges, at forslagets del om kvalitetssikring af private laboratorier synes at være meget fornuftig.

I enhver lovgivning må det være sådan, at det er konkrete og eksisterende forhold, der er omfattet af loven, og ikke mulige og fremtidige projekter. Vi kan heller ikke være sikre på, at et produkt eller en ordning, som har fået forhåndsgodkendelse, uanset hvor godt dokumenteret den er, vil være i overensstemmelse med lovens krav bagefter.

Når det handler om meget konkrete tiltag som indretning af forretninger, kan der være ganske god logik i at få helt konkrete retningslinjer i tvivlsspørgsmål. Men når der er mere skønsmæssige vurderinger som tilladelse til markedsføring eller lignende, er det langt mere vanskeligt. Socialdemokraterne vil gerne gå ned i forslagets detaljer i udvalgsbehandlingen, men jeg vil gerne slå fast, at vi mener, at forslaget på nudansk er en ommer. Vi foreslår derfor, at ministeren tager det tilbage eller udelader de dele, der har givet den største kritik fra høringsparterne.

Som COOP Danmark bemærker i sit høringssvar, er der rigtig mange forhold, der bedes afklaret omhyggeligt inden ikrafttrædelsen. De er måske mere høflige, end vi er fra Socialdemokraternes side, men sigtet er klart: Vi skal tænke os meget grundigt om. Vi hæfter os også ved, at et fælles høringssvar fra Diabetesforeningen, Forbrugerrådet, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse er stærkt kritisk over for forslaget. Disse organisationer og foreninger foreslår helt enkelt, at ministeren tager forslaget af bordet af hensyn til folkesundheden, forbrugerbeskyttelsen og fødevarekontrollen. Det er skarpe ord i november, her kort efter at den danske befolkning har været stærkt optaget af endnu en fødevareskandale.

Vi frygter, at forhåndsgodkendelser vil blive udnyttet af virksomhederne til at gå lige til og i mange tilfælde over grænsen for god skik i markedsføring, idet de kan afvise kritikken ved at sige: Ja, men vi har allerede fået en forhåndsgodkendelse. Vi mener også, at vildledning af forbrugerne ikke kan forebygges ved hjælp af forhåndsgodkendelser, for de enkelte virksomheder vil naturligvis ikke forelægge hvert enkelt element i en markedsføringskampagne til godkendelse.

Vi undrer os også over, at en regering, som er erklæret liberal, vil lade de offentlige myndigheder overtage dele af ansvaret for private producenters frembringelser, således at virksomhederne delvis får mindre ansvar for at holde sig inden for de allerede gældende reguleringer. Myndighederne bliver reelt integreret i de private producenters markedsføringsstrategi, og den sammenblanding er uheldig. Myndighederne skal fremstå objektive og neutrale, og det kan de ikke være, hvis de fungerer som markedsføringsafdelingens forlængede arm. I værste fald kan offentlige myndigheder blive medansvarlige for markedsføring af produkter, hvis sundhedsværdi er yderst tvivlsom, hvad der igen vil skade forbrugernes tillid til mærkningsordninger og til fødevaremyndighederne.

På det tekniske niveau vil forslaget forringe forbrugerbeskyttelsen, fordi myndighederne efter forslaget skal behandle klager over deres egne beslutninger. Endelig vil fødevarekontrollens kvalitet lide skade. Man skal afsætte tid til den nye aktivitet fra øvrige lovpligtige opgaver, og hvis fødevarekontrollen skal foretage de mange forhåndsgodkendelser, skal de følge virksomhedernes ønske om en hurtig sagsbehandling.

Forslaget rummer heller ingen muligheder for en musefældeklausul, således at en myndighed kan trække sin godkendelse tilbage, hvis det viser sig, at den har negative virkninger for forbrugerne og sundheden.

Vi anerkender ikke, at lovforslaget vil løse væsentlige problemer for samfundet generelt, det vil derimod skabe problemer. Der er ingen skøn over de administrative følger af forslaget, der er ingen skøn over de sundhedsmæssige virkninger af forslaget, og der er slet ikke taget højde for, at Fødevarestyrelsen må have yderligere bevillinger og mere personale for at kunne udstede forhåndsgodkendelser.

Vi kan derfor som nævnt ikke støtte forslaget.

Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Henrik Høegh.

Må jeg spørge hr. Benny Engelbrecht helt kort: Hvad mener hr. Benny Engelbrecht er bedst, når man skal lancere et nyt produkt, en ny emballage? At man får det tjekket, inden man går i gang, eller at man kører løs med sin markedsføring og så venter på, at der kommer en kontrol på et eller andet tidspunkt, eller at nogen anmelder den pågældende markedsføring? Hvad giver egentlig størst sikkerhed?

Ordføreren.

Se, vi er jo ikke afvisende over for, at man sagtens kunne indføre et princip, hvor man rådførte sig med fødevaremyndighederne, men uden at det var sådan, at fødevaremyndighederne afgav endelige og bindende svar, altså at man juridisk bandt sig til afgørelser. Jeg mener sagtens, det kan lade sig gøre, at man i dialogform kan nå frem til nogle bedre løsninger end dem, som forslaget lægger op til.

Vi er meget bekymrede for, at vi kan komme til at stå i en situation, hvor myndighederne pådrager sig et erstatningsansvar i de tilfælde, hvor man f.eks. overtræder markedsføringsloven. Det er jo noget, hvor det altid er et spørgsmål om en høj grad af vurdering.

Hr. Henrik Høegh.

Mener hr. Benny Engelbrecht, at vi skal have nogle myndigheder herhjemme, som kun kan give et svar, der hedder: Måske er det her rigtigt, måske overholder du det her, men prøv nu at gå i gang, så kommer vi og kontrollerer dig lidt senere, og så kan det være, vi forbyder den markedsføring? Mener hr. Benny Engelbrecht, at det er sådan, myndighederne skal svare, når en virksomhed vil lancere et nyt produkt?

Ordføreren.

Jeg mener rent faktisk, myndighederne er i stand til at kunne afdække ting, som man kan sige vil være i en gråzone og dermed også være der, hvor man udsætter sig selv for potentielt at overtræde markedsføringsloven. Vi skal jo også huske, at Fødevarestyrelsen ikke er det eneste område, hvor man beskæftiger sig med markedsføringstiltag, det er der så sandelig andre områder som også gør. Det vil sige, at der også vil være en myndighedsoverlapning i nogle tilfælde, og det vil sige, at man også vil kunne komme i en situation, hvor man vil være ude af stand til at kunne give en endelig og præcis besvarelse fra fødevaremyndighedernes side.

Tak til hr. Benny Engelbrecht, der er ikke flere korte bemærkninger. Og så er det hr. René Christensen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak. Det er jo altid en fornøjelse at komme op bagefter og skulle tale om sådan et lovforslag, for da vi læste det her, blev vi sådan meget positivt overrasket. Jeg synes faktisk, at det her lovforslag er et skridt i den rigtige retning, og det kan jeg så forstå at der er meget delte meninger om.

Det, det her lovforslag lægger op til, er faktisk, at en virksomhed, som ønsker at sende et produkt på markedet i Danmark, har mulighed for – det er ikke noget, man skal – at gå til de danske myndigheder med sit produkt og sige: Vi ønsker at profilere vores produkt på den her måde, er det noget, der kan fungere på det danske marked? Så kan myndighederne sige: Ja, det kan det godt. Myndighederne kan også sige: Nej, det kan det ikke. Derefter kan producenten så rette sit produkt og sin kampagne ind, så man lever op til de danske krav.

Jeg kan så høre her til min store forundring, at det er der nogle der mener at man ikke bør gøre. Der er nogle, der mener, at man bør gøre det, at man sender et produkt på markedet og lader forbrugerne købe det i en periode, kortere eller længere tid, for derefter at finde ud af, at det her produkt ikke lever op til den danske lovgivning. Og så kan der gribes ind. Det mener vi er den helt forkerte rækkefølge. Vi skal selvfølgelig beskytte forbrugerne så meget, vi kan.

En anden ting, der ligger i det her forslag, er, at når der er en virksomhed, som vil bygge ud, lave om i forhold til noget med fødevarer, kan man også på forhånd få godkendt sin ombygning, sådan at når man er færdig med sit byggeri, kan man starte sin virksomhed og få gang i sin produktion, hvilket vi synes er helt i orden. Så intentionerne i lovforslaget er vi rigtig glade for.

Der er selvfølgelig nogle ting i forhold til høringssvarene, som vi også har lagt mærke til, og som vi vil spørge ind til her efter førstebehandlingen. Det er f.eks., at der står, at forhåndsgodkendelsen vil være bindende for fødevaremyndighederne. Det, der bliver sagt her af de forskellige ordførere, er, at der kan være et problem med, hvem der så skal betale. Ja, det skal man selvfølgelig, når man har fået en godkendelse, og det viser sig, at man har taget fejl. Så må man betale prisen.

Men et andet sted står der: »Hvis lovgivningen ændrer sig på det pågældende område, vil en indhentet forhåndsgodkendelse falde bort«.

Det kan jeg blive lidt i tvivl om: Man har været ude at få en forhåndsgodkendelse af sit køkken eller af sit produkt, og inden man når at få sit produkt færdigt eller sin bygning færdig, kommer der en ny lovgivning, og så falder forhåndsgodkendelsen bort. Vi har nogle spørgsmål til det. Vi mener selvfølgelig, at hvis man har fået en forhåndsgodkendelse, eksempelvis af et byggeri, og man er i gang med byggeriet, skal man selvfølgelig også have mulighed for at gøre sit byggeri færdigt ifølge den forhåndsgodkendelse, man har fået.

En anden ting, der ligger i det her, og som vi også synes er rigtig fint, er jo, at det nu bliver brugerbetalt. Det vil sige, at hvis man kommer med et stort projekt, kommer man til at betale mere for det, og kommer man med et lille projekt, kommer man til at betale mindre for det. Det har flere steder været fremme, hvilket niveau de her priser skal ligge på, og der vil vi selvfølgelig også spørge ind til, hvad den her pris bliver, og hvordan vi sørger for, at den ikke kommer på himmelflugt nu, når der bliver brugerbetaling. Det vil vi også meget gerne have slået fast, inden vi siger endeligt ja til det her, hvilket vi selvfølgelig regner med at vi gør.

En sidste ting synes vi er utrolig godt: Fødevarekontrollen har jo en stor arbejdsbyrde, og derfor er vi glade for, at der er lagt op til, at man også kan lægge opgaven ud til det private erhvervsliv, for vi kan komme i en situation, hvor der er mange, der vil benytte sig af det her tilbud – som jo er et tilbud – og hvor Fødevarestyrelsen kan komme ud i, at de har svært ved at klare byrden. Så kan man lægge det ud, og derfor kan man få nogle fornuftige sagsbehandlingstider, og det ser vi også meget frem til.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning. Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg noterede mig, at ordføreren sagde, at man skulle passe på, at priserne for brugerbetaling på det her område ikke lige pludselig bliver massivt høje osv. Er ordføreren ikke enig med mig i, at det er vigtigt, at man virkelig går i dybden og kigger grundigt på de her godkendelser fra alle mulige vinkler for netop at lave en ordentlig forhåndsgodkendelse? Og er det så ikke bedre, at prisen er sat højt, end at den er sat for lavt, for hvis den er sat for lavt, vil det så ikke medføre, at vi f.eks. ikke kan lave kødkontroller, og vil DF så være med på, at vi ikke skal lave kødkontroller?

Ordføreren.

Så har jeg nok ikke fået udtrykt mig klart nok. Det, jeg synes er utrolig vigtigt, er, at det er en pris, vi fastsætter nu. Jeg har en forventning om, at det bliver en timepris på x kr., og så ønsker jeg bare ikke, at vi om 2-3 år ser, at denne timepris er steget med eksempelvis hundrede procent. Jeg mener, den skal følge den almindelige prisudvikling, og vi skal selvfølgelig kunne sætte en pris, som er passende nu i forhold til, hvad det reelt koster at køre de her sager.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Det svar var jeg glad for. Nu noterede jeg mig også, at ordføreren snakkede meget om produkter og bygninger osv. Det er jo ikke kun det, den her lov omfatter, den omfatter også det, der hedder markedsføring og mærkning. Og jeg har jo med glæde noteret mig, at Dansk Folkeparti har været meget kritisk over for industriens mærkning, det, der hedder GDA, ligesom SF også er det, fordi industrien prøver at gøre usunde fødevarer sunde gennem den her mærkningsordning.

Hvis nu industrien havde fået den her forhåndsgodkendelse og så alligevel havde strammet skruen til det yderste, fordi det er lidt svært med forhåndsgodkendelser og mærkning, fordi man ikke helt kan lave en tegning af det, som man kan af en bygning, ville Dansk Folkeparti så ikke mene, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis man kunne trække sådan nogle ting tilbage efterfølgende?

Ordføreren.

Nu skal vi lige passe på, hvad der bliver sagt. Om de så har strammet skruen lidt alligevel - er det før eller efter, de har søgt godkendelsen? Jeg har faktisk tillid til, at når man sender det her ind, og man så strammer skruen lidt, så får man ikke en godkendelse. Så får man det tilbage med bedømmelsen, at dette produkt ikke er godt nok.

Jeg er fuldstændig enig i problematikken, at man ikke skal begynde at lave ét stykke chokolade om til at være fire portioner. Jeg er fuldstændig enig, men jeg er også fuldstændig overbevist om, at et sådant produkt ikke ville blive godkendt med den mærkning. Hvis man efterfølgende, efter at man har fået sin godkendelse, laver om på mærkningen, så har man selvfølgelig foretaget sig noget ulovligt, og så vil man selvfølgelig få en bøde for det og få trukket godkendelsen tilbage.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Benny Engelbrecht.

I forbindelse med beslutningsforslag nr. B 134 i sidste samling – det var et forslag fra Socialdemokraternes side om skærpelse af bødeniveauet for overtrædelse af fødevarelovgivningens vildledningsbestemmelser – udtalte Dansk Folkepartis daværende ordfører, hr. Jørn Dohrmann, at han syntes, at det var et tiltalende forslag, som sådan skulle nærmere vurderes og diskuteres, og at det forslag, som nu er blevet fremsat af ministeren, ville være sådan det første skridt på vejen. Men det blev også nævnt i den debat, at man ville sætte fokus på de efterfølgende bødeniveauer i forbindelse med vildledende markedsføring eksempelvis. Mener hr. René Christensen, at der er brug for, at vi kombinerer dette med også at kigge på bødeniveauerne i forbindelse med vildledende markedsføring, når man nu også giver mulighed for at kunne forhåndsafprøve de her områder?

Ordføreren.

Man kan jo sige, at man nu, inden man sætter sit produkt på markedet, får mulighed for at få en forhåndsgodkendelse og dermed at kunne handle i god tro i forhold til, hvordan ens produkt udgiver sig over for forbrugerne. Man kan sige, at de, der fravælger det, jo absolut ikke behøver at have handlet i ond tro. Det kan også være en virksomhed, som mener, at et produkt ikke behøver forhåndsgodkendelse, fordi man er sikker på, at ens produkt lever op til myndighedernes krav. Men vi er altid lydhør over for, hvis der er nogle, også på andre områder inden fødevareområdet, som handler i ond tro, og vil meget gerne være med til, at man også straffer hårdt, så de her virksomheder oplever, at de har gjort noget forkert både i forhold til forbrugerne og til lovgivningen.

Tak til hr. René Christensen. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Og næste ordfører er fru Pia Olsen Dyhr fra SF.

Forslaget åbner op for forhåndsgodkendelse af mærkning og markedsføring, og det er det, vi synes er allermest problematisk ved det her forslag; på mange andre områder synes vi faktisk det giver god fornuft. Grunden til, vi synes, det er problematisk, er, som Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Forbrugerrådet gør opmærksom på i deres høringssvar, at det kan få negative konsekvenser for folkesundheden, forbrugerbeskyttelsen og fødevarekontrollen.

Her må jeg bare sige: Her svigter ministeren den almindelige forbruger. Det er et eksempel på, at ministeren sætter virksomhederne foran forbrugerne, og det er kritisabelt. Det er nemlig yderst problematisk, at fødevareministeren ikke har dokumenteret virksomhedernes behov for de her forhåndsgodkendelser, og det vil sige, at virksomhederne nu får myndighedernes blåstempling af at gå lige til grænsen i deres markedsføring.

Det er bekymrende, at disse frivillige forhåndsgodkendelser er for uspecifikke på markedsføringsområdet, til at de vil forebygge vildledning af forbrugeren. At forhåndsgodkendelser heller ikke omfatter egentlig verificering af oplysninger, altså at man skal bekræfte oplysninger såsom ingredienser eller næringsindhold, er fuldstændig uholdbart.

Forslaget ændrer grundlæggende på ansvarsfordelingen mellem virksomheder og myndigheder, og det kan vi ikke være med til at støtte. Virksomhederne bliver nu delvis frataget ansvaret for, at deres produkter overholder lovgivningen, og der er derfor god grund til at frygte, at myndighederne vil blive syltet ind i virksomhedernes eventuelle tvivlsomme markedsføring af usunde produkter. Det er myndighederne allerede, når vi snakker om GDA-mærkning, ved at man ikke har valgt at støtte de vildledningsklager, der har været, men det her vil gøre det yderligere vanskeligt at skelne mellem virksomhederne og myndighederne. Og man ender med fuldstændig at undergrave forbrugernes tillid til fødevaremærkning og også til fødevaremyndighederne – og det er nok det, der er allermest problematisk ved forslaget.

Vi kender jo den her slags forhåndsgodkendelser fra et andet område, nemlig miljøgodkendelsesområdet, og her har vi faktisk nogle fæle erfaringer, hvor det i sidste ende var miljømyndighederne, der kom til at sidde med erstatningsansvaret, i stedet for den virksomhed, som egentlig burde være erstatningsansvarlig. Det kan vi i SF ikke støtte. Vi kan ikke fratage virksomhederne den form for ansvar, når det drejer sig om markedsføring.

Forslaget vil desuden – er vores vurdering – forringe fødevarekontrollen, fordi den nye aktivitet med forhåndsgodkendelser vil tage tid fra myndighedernes andre lovpligtige opgaver. Man kan jo ikke det hele på én gang. Forbrugerstyrelsen vil ikke i samme grad kunne prioritere andre opgaver ud fra en risikotilgang, men vil i stedet være nødt til at tage hensyn til virksomhedernes ønsker om forhåndsgodkendelse. Og problemet er, at når forhåndsgodkendelserne som beskrevet i loven er bindende og derfor i værste fald vil kunne medføre betragtelige erstatningsansvar for virksomhederne, må man formode, at det kræver særlig omhu fra Fødevarestyrelsens side at behandle de her komplicerede ansøgninger. Man kan derfor ikke udelukke, at der kan gå tid fra andre opgaver, og det er bestemt ikke i forbrugernes interesse – og slet ikke set i lyset af den sidste tids mange diskussioner om fødevarekontrollen og kødskandalerne og lignende.

SF mener derfor, hvis det her forslag skal blive til noget, at det vil kræve flere midler til Fødevarestyrelsen, og de her midler kan meget passende opkræves som en øget brugerbetaling hos virksomhederne – noget, som vi også hører at Venstre og Dansk Folkeparti lægger op til. SF kan ikke støtte det her forslag, som det ligger. Vi ser meget gerne, at man ændrer på delene om markedsføring og mærkning; så vil vi være mere åbne over for forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Det undrer mig jo noget, at jeg skal sidde og høre på det her. Jeg troede faktisk, at Socialistisk Folkeparti gik ind for, at staten kunne overtage mange ting. Folket skal jo ledes. Det er tankegangen. Men her mener man altså, at myndighederne ikke kan tage det ansvar. Myndighederne magter ikke den opgave, som det er at modtage et produkt, kigge på produktet, se på, om produktet lever op til den lovgivning, som er bestemt her i salen. Man mener fra Socialistisk Folkepartis side ikke, at myndighederne kan magte den opgave.

Det vil jeg gerne spørge om.

Ordføreren.

Hvis ordføreren hørte, hvad jeg sagde, så lavede jeg faktisk en skelnen mellem forhåndsgodkendelser af bygninger og forhåndsgodkendelser af mærknings- og markedsføringskampagner. Grunden til, at jeg ikke mener, at man kan gøre det ens, skyldes den måde, man har lagt op til at forhåndsgodkendelserne skal være med hensyn til mærkning. Der lægger man jo ikke op til en gennemgang af ingredienser eller næringsindhold, og det er lige præcis den debat, Dansk Folkeparti tidligere har støttet os i.

Nu har jeg noteret mig, at Dansk Folkeparti har ændret ordfører og højst sandsynligt også ændret holdning til, om virksomhederne må mærke med, hvad søren de har lyst til. For det er jo det, virksomhederne gør i øjeblikket. Når du køber et eller andet produkt, vi du opleve, at Cola Light er sundere end skummetmælk – ud fra den måde man laver mærkning på. Det vil vi i SF ikke acceptere, og vi vil slet ikke have, at myndighederne bliver blandet ind i det, fordi de bliver syltet ind i et eller andet komplekst, som man ikke kan gennemskue.

Det er jeg ked af at Dansk Folkeparti ikke længere kan støtte os i.

Hr. René Christensen.

Jeg bliver ved med at blive forvirret. For hvis man sender et produkt ind, er det jo den samme myndighed, som senere hen skal gå ud. Hvis man får en forhåndsgodkendelse, så er det her produkt godkendt, og det kan sælges med den mærkning, der nu er. Hvis man nu ikke får en forhåndsgodkendelse, og der efterfølgende kommer en anmeldelse om, at der er et produkt, som menes at være vildledende, hvem er det så, der skal undersøge, om det her produkt faktisk er vildledende? Det er jo de samme. Vil det sige, at man heller ikke har tillid til – hvis der kommer en anmeldelse fra en forbruger eller fra en organisation – at de, som skal afgøre det her, faktisk er klædt på til det? For så har vi da et rigtigt problem, hvis SF heller ikke har tillid til det.

Ordføreren.

Jamen det er jo ganske korrekt, at vi ikke har tillid til det. Det har vi jo været enige med Dansk Folkeparti om, altså at vi ikke er enige i de vildledningssager, der har været, om bl.a. GDA-mærkning. Der har Dansk Folkeparti og SF stået sammen med hensyn til de klager, der har været om vildledning. Man siger bl.a., at Chokopops er rigtig sundt for børn, bare spis noget mere af det. Der har vi jo ment, at det er vildledende for forbrugerne, og at det må producenten ikke.

Vi er kede af, at Fødevarestyrelsen så siger: Nej, det er søreme o.k., bliv I bare ved med det. Det mener vi simpelt hen er ødelæggende for den danske sundhed, og vi er overraskede over, at Fødevarestyrelsen er kommet frem til den her konklusion, netop fordi DTU, som er dem, der normalt vejleder dem, har sagt, at det er usundt.

Her har Dansk Folkeparti og SF tidligere stået sammen om at sige: Vi står på forbrugernes side. Nu noterer jeg mig bare, at man lægger sig fladt ned for ministeren og siger: Det var ærgerligt, virksomhederne må gøre, hvad de vil.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Henrik Høegh.

Ifølge fru Pia Olsen Dyhr mærker virksomhederne, hvad søren de har lyst til, hørte jeg. Hvis det virkelig skulle være sådan, hvad vil fru Pia Olsen Dyhr så være mest tryg ved: at man får sin mærkning godkendt, inden man markedsfører produktet, eller at man bare går i gang og ser, hvor længe det går, indtil man enten bliver anmeldt eller der kommer en kontrollør forbi?

Ordføreren.

Egentlig vil jeg jo grundlæggende gerne have en forhåndsgodkendelse; så langt kan vi faktisk godt være enige, vil jeg sige til ordføreren for Venstre. Men problemet med de her forhåndsgodkendelser er jo de krav, der stilles til dem på mærkningsområdet. På mærkningsområdet stiller man jo ikke krav til f.eks. indhold i forhold til næringsdeklarationer, og det er det, jeg synes er problematisk.

Det er jo ikke, fordi vi generelt er imod forhåndsgodkendelser, og det startede jeg faktisk også min tale med at sige. Men det er problematisk, når vi kan se, at virksomheder i dag mærker deres produkter, jeg vil faktisk sige en lille smule underlødigt, og det har jeg noteret mig at landbrugs- og fødevareområdet også er enig med SF i, og jeg har noteret mig, at hovedparten af de folkelige organisationer er enige med SF i, at der faktisk i øjeblikket er en mærkning på markedet, som er dybt problematisk. Det er ærgerligt, at jeg så har noteret mig, at fødevareministeren ikke mener det. Det er jo i de der grænsetilfælde, vi har et problem – det er jo lige præcis i det grænsetilfælde, vi har et problem – og det løser det her forslag ikke; det gør det faktisk bare meget værre.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger, og så er det fru Vivi Kier som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Da vores fødevareordfører, hr. Knud Kristensen, ikke kan være til stede, skal jeg her læse talen op.

Lad mig starte med at sige, at vi fra konservativ side kan støtte op om det her lovforslag. Vi har forståelse for, at eksempelvis små virksomheder gerne vil have en forhåndsgodkendelse, inden de sætter en eventuel opsparing på spil i forhold til lokaler, udstyr m.v. Fødevarevirksomhederne gør heldigvis deres allerbedste for at leve op til den lovgivning, vi har, men hvis man er en lille virksomhed og ikke har juridisk bistand, kan det være svært at gennemskue lovgivningen. Derfor kan vi støtte op om, at disse virksomheder nu på forhånd kan få en godkendelse af, at deres investeringer i reklamer, mærkning og materialer, alt sammen bestemt til at komme i kontakt med fødevarer, lever op til den gældende lovgivning.

Vi ser heller ikke noget problem i, at godkendelser og inspektion af laboratoriet nu kan henlægges til en privat institution. Så alt i alt støtter vi op om lovforslaget.

Tak til fru Vivi Kier. Så er det fru Bente Dahl som ordfører for Det Radikale Venstre.

Denne regering fremsætter af og til lovforslag, der er sammensat af forskellige elementer, der ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Således består dette forslag af to forskellige emner, nemlig: 1) forhåndsgodkendelse af en påtænkt foranstaltning og 2) hjemmel til godkendelse og inspektion af laboratorier, der udfører prøvning i henhold til OECD’s principper for god laboratoriepraksis.

Med hensyn til forhåndsgodkendelse er der et eksempel i bemærkningerne, som handler om, at en virksomhed indhenter en forhåndsgodkendelse af et produkts mærkning, inden mærkningen af emballagen sættes i værk, fordi der så vil være bedre mulighed for at undgå, at der produceres emballage, det senere viser sig at skulle kasseres. Det er jo et fint eksempel, og her vil en forholdsgodkendelse være et gode. Det ser umiddelbart fornuftigt ud fra bl.a. brugerens, virksomhedens og miljøets side.

I Det Radikale Venstre har vi dog bidt mærke i, at der udtrykkes bekymring i nogle af høringssvarene, og den bekymring deler vi. Derfor vil vi have diskuteret de synspunkter godt igennem i udvalgsbehandlingen. Umiddelbart ser det ud, som om virksomhederne har det samme ansvar både med og uden forhåndsgodkendelse, men vi er indstillet på at få det endevendt, så vi kan se, om det med den her nye lovgivning i hånden kan være muligt at unddrage sig ansvar. Det vil naturligvis være uacceptabelt, hvis virksomhedsansvaret gennemhulles.

Hvad angår hjemlen til godkendelse af laboratorier, mener vi, at varetagelsen af disse opgaver kræver særlig ekspertise på området, og den ekspertise vurderes det ikke at være praktisk muligt at opbygge i Fødevareministeriet. Det kan synes lidt mærkeligt at indføre en bestemmelse om, at reglerne fremover for GLP på fødevareområdet skal fastsættes af Fødevareministeriet, når dette ministerium endnu ikke har bygget den fornødne ekspertise op. Jeg vil derfor spørge ministeren, hvad der er den dybere mening med det. Jeg kan selv få øje på en lille ting, såsom at man kan samle alle fødevarerelaterede områder i Fødevareministeriet, men det kan jo være, at der er nogle ting, jeg ikke har fået øje på.

I Radikale Venstre har vi ikke problemer med at udlicitere. Det afgørende for os er, hvem der har ansvaret for, at opgaven bliver løst efter hensigten. Derfor vil vi naturligvis med interesse følge den her opgave og se efter, om den bliver løst tilfredsstillende, også fremover.

I Radikale Venstre er vi afventende, og vi vil lade vores endelige stillingtagen være afhængig af, om udvalgsarbejdet afdækker, at der er huller i systemet, der vil stille forbrugeren dårligere, eller om der er elementer i L 67, der vil svække retssikkerheden for de involverede parter.

Tak til fru Bente Dahl. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Nu bestræber vi jo os altid i Enhedslisten på at indgå konstruktivt og positivt i debatten om de lovforslag, der fremsættes, også fra regeringens side, og der er da også enkelte elementer i det her lovforslag, som vi synes kan være fornuftige. Der kan givetvis godt findes tilfælde og områder, hvor forhåndsgodkendelse kan være fornuftigt og rigtigt, men vi er grundlæggende kritiske over for det spørgsmål, der handler om, at man giver forhåndstilsagn i forhold til markedsføring og markedsføringskampagner. For vi er faktisk ret overbevist om, at det meget nemt kan bringe myndighederne ud i en situation, hvor de godkender noget, som de efterfølgende finder ud af måske så lidt anderledes ud, end de troede, og så får man en lang række tvivlstilfælde og ubehagelige stridigheder om det.

Det er vores opfattelse, at vi også mangler at få en fyldestgørende forklaring på, hvorfor man har brug for den her mulighed for at give forhåndsgodkendelser. Altså, hvad er det for et reelt eksisterende behov, man går ind og opfylder? Særlig synes jeg da at det kunne være interessant i udvalgsarbejdet at få belyst, hvad det er, man forestiller sig skal ske, når det handler om markedsføringsdelen. Altså, hvad er det for nogle reelt eksisterende problemer, som virksomheder har stået i, fordi de ikke kunne finde ud af reglerne? Er det ikke snarere sådan, at stort set alle de virksomheder, som ender med at få myndighederne på nakken i de her sager, er virksomheder, som i grunden godt kan finde ud af, hvordan reglerne er, men som bare kreativt forsøger at gå til grænsen og måske over grænsen?

Jeg har svært ved at se, at det, at man har frivillige forhåndsgodkendelser, skulle forebygge vildledning af forbrugerne. Reglerne er jo sådan, at man ikke må vildlede forbrugerne, og det er så den regel, vi må henholde os til. Set fra mit synspunkt burde det ikke være så svært at finde ud af. Man kan konstatere, at det for nogle virksomheder tilsyneladende er svært. Man kan desværre også konstatere, at der med vores nuværende lovgivning skal meget til, før der bliver sagt, at der er tale om vildledning, så der gribes ind.

Så måske skulle man præcisere lovgivningen i stedet for, hvis det er sådan, at man har det problem, at virksomhederne ikke kan finde ud af det. Måske var der den vej, man skulle gå. En præcisering og opstramning af lovgivningen kunne gøre det hele meget enklere. Det er vi helt villige til at se på, hvis det er det, der kunne blive en udgang på det her.

Jeg synes faktisk også, at de formuleringer, der er om, hvem der har ansvaret for at overholde lovgivningen, bliver sådan lidt mudrede og uigennemskuelige, for det er stadig væk virksomhederne, der har ansvaret, men der er jo ikke nogen, der kan være i tvivl om, at når man så har fået forhåndsgodkendelsen, er det i realiteternes verden myndighederne, som har ansvaret for, at det, der foregår, er lovligt, så længe man selvfølgelig overholder betingelserne for forhåndsgodkendelsen.

Der kunne jeg i hvert fald godt se nogle problemer, i forhold til at når der så kommer klager over, at nogle ikke overholder de regler, der er for markedsføring, så oplever borgeren eller den organisation, der måtte klage, lige pludselig, at det, man i virkeligheden klager over, er myndighedernes sagsbehandling. Og her går myndighederne så ind og tager stilling til, om den forhåndsgodkendelse, de selv har givet, nu også er god nok.

Så vi synes faktisk, der er rejst en række rimelige kritikpunkter i forhold til særlig den del af den her lovgivning, der handler om markedsføring. I forhold til det konkrete lovforslag kunne vi måske få løst nogle af de problemer, som Dansk Folkepartis ordfører nævnte – nemlig om man kunne være på den sikre side, hvis man satte fliserne op og man satte dem rigtigt op – ved at begrænse muligheden for forhåndsgodkendelse til, hvad skal vi sige, fysiske forhold, hvor det er forholdsvis nemt efterfølgende at se, om man faktisk overholder den forhåndsgodkendelse, man har fået. Ja, det kunne måske være en idé, at man så i stedet for fjernede i hvert fald den del, der handler om markedsføring, fra lovforslaget.

Nu må vi se i udvalget, om der bliver mulighed for at få ændret på de ting, som vi er kritiske over for. Ellers må vi jo overveje, om vi i dette tilfælde skulle kunne ende med at blive nødt til at stemme imod lovforslaget.

Ja tak til hr. Per Clausen. Så er det fødevareministeren.

Dagens overraskelse har simpelt hen været at høre, at Socialdemokraterne og SF og Enhedslisten ikke mener, at myndighederne skal bindes til at give svar om, hvilke regler der gælder. Jeg troede ærlig talt, at den her lå lige for. Jeg troede, at der var en klar holdning i Folketinget om, at vi skal beskytte forbrugerne bedst muligt mod vildledning; at vi skal sørge for, at tingene er i orden, når de kommer på markedet; at vi skal sørge for, at når en skole skal lave et skolekøkken, får de det rigtigt indrettet fra starten og skal ikke til at bygge om bagefter. Det er jo det, det handler om.

Når hr. Per Clausen spørger: Hvad er formålet egentlig? Hvad er det for et behov, der skal opfyldes med det her lovforslag? vil jeg sige, at det er et behov om at få klarhed over, hvad reglerne på området siger, at få en afgørelse fra myndighedernes side, f.eks. hvis situationen er sådan, har vi så levet op til alle de regler, der er at tage hensyn til. Det er, hvad enten det gælder indretning af et køkken i børnehaverne i forbindelse med, at vi indfører madordninger, eller det gælder, når fødevarer skal sendes på markedet, og om etiketten så er i orden.

Det her er en frivillig ordning. Det er et tilbud til institutionerne, til virksomhederne, hvor de kan gøre brug af, at de på forhånd kan få en egentlig stillingtagen fra myndighedernes side, så der ikke bliver lavet fejl, som ikke er bevidste. Det er jo det, der er mit stærke ønske, nemlig at sørge for, at tingene er i orden, sådan at vi beskytter forbrugerne bedst muligt.

Senest, da der blev foretaget en mærknings- og vildledningskampagne, var der op imod 20 pct. af kontrolbesøgene, der gav anledning til en reaktion. Der var kun 2-3 pct., hvor der var anledning til påbud. Resten var nogle småting, hvor man lige måtte gøre opmærksom på, at ikke alt var i orden. Det var f.eks., at alle ingredienser ikke var deklareret, at ingredienserne ikke var angivet i faldende rækkefølge, at der ikke var mængdeangivelser osv., altså nogle småfejl, som jo er irriterende for forbrugeren, der ikke får fyldestgørende oplysninger, og for virksomheden, der måske bare har overset noget og dermed skal til at lave nye etiketter, nye emballager.

Så det her handler om, at vi simpelt hen sørger for, at reglerne bliver bedre overholdt, og at vi også sparer ressourcer, når det hele ikke skal laves om.

Det synes jeg er åbenlyst, og der må jeg sige, at jeg kun kan måbe over at høre Socialdemokraterne plædere for, at det må være en gråzone - en gråzone, hvor myndighederne ikke rigtig kan tage ansvar og fortælle virksomheden, hvad der gælder, og hvad der ikke gælder. Mit ønske er, at myndighederne, som har ansvaret for at kontrollere og følge op på, om reglerne bliver overholdt, også er i stand til at give et svar. Det svar skal man lige så vel kunne give på forhånd, som man skal kunne give det efterfølgende, når man har været ude på kontrolbesøg.

Derfor var det helt centrale spørgsmål i dag i debatten jo også fra hr. Henrik Høegh – eller også var det hr. René Christensen, nu bliver jeg lige i tvivl, men det er lige meget – der spurgte fru Pia Olsen Dyhr: Hvad er forskellen på, at myndighederne går ind og tjekker efterfølgende, og at de tjekker på forhånd? Den store forskel for mig er, at vi undgår, at der sker sjusk, og at man overser nogle ting, som man egentlig ville være indstillet på at overholde.

Nu forsøger fru Pia Olsen Dyhr at give indtryk af, at der er meget stor forskel på, om det er en bygning, man taler om, eller om det er et fødevareprodukt, man sender på gaden. Jeg forstår ærlig talt ikke forskellen, og jeg synes, at absurditeten kommer allerbedst frem i den der sammenligning med en miljøgodkendelse. Jeg nægter at tro, at fru Pia Olsen Dyhr er tilhænger af, at man skulle få lov til at etablere en virksomhed, et stort landbrug f.eks., uden at man på forhånd havde styr på sin miljøgodkendelse. Og jeg forstod også på fru Pia Olsen Dyhr, at det slet ikke var sådan, at man ikke skulle have forhåndsgodkendt et større byggeri. Hvor er så logikken i at sige, at når der gælder andre regler på andre områder, så er der ikke det samme behov? Jeg kan simpelt hen ikke følge fru Pia Olsen Dyhr, og jeg synes, at en række ordførere, bl.a. fru Pia Olsen Dyhr, skylder at forklare, hvad det er, der skulle være de negative konsekvenser.

Jeg er helt med på, at der i høringssvarene er nogle bemærkninger, og dem skal vi gerne – som flere efterlyste – få afdækket nærmere under udvalgsbehandlingen, men at der skulle være nogle negative konsekvenser, i forhold til at vi f.eks. får sikkerhed for, at alle mærkningsregler er overholdt, kan jeg simpelt hen ikke se.

Så skal jeg sige til fru Bente Dahl og hr. Per Clausen, at virksomhederne selvfølgelig fortsat har samme ansvar for deres produkter. Det ændres der overhovedet ikke ved, fordi vi indfører forhåndsgodkendelser. Det er altid virksomheden, der har ansvaret for, at tingene er i orden, og at man overholder reglerne. Det, vi nu giver mulighed for, er at sige: På nuværende tidspunkt med de regler, der er gældende, ja, med den etikette, der opfylder I de regler, der er på området. Er det så sådan, at vi f.eks. her i Folketinget bliver enige om, at vi nu laver reglerne om, vil det forudsætte, at man får en ny godkendelse, for så er der jo en ændret situation. Også det bliver der overhovedet ikke ændret på.

Jeg skal sige til fru Bente Dahl, at det i forhold til det med reglerne vedrørende laboratorierne er sådan, at det har ligget under Sikkerhedsstyrelsen, og at de har haft ansvaret, men det hører mere naturligt hjemme under Fødevareministeriet. Men jeg har så ønsket at understrege, at det stadig væk vil være sådan, at vi ikke selv vil opbygge den ekspertise, det mener jeg slet ikke vi kan, så den vil fortsat ligge et andet sted akkurat som hidtil, men nu får vi mere orden i reglerne så at sige.

Jeg tror, jeg har svaret på hr. Per Clausens spørgsmål også og skulle måske bare lige nævne den med markedsføringen. Der er jo lige den nuance, at det er Fødevarestyrelsen, der følger op på regelsættet på området vedrørende mærkningsreglerne. Markedsføringsreglerne ligger under Forbrugerstyrelsen, og det vil sige, at vi videre skal have en nærmere afgrænsning af, hvad der ligger det ene og det andet sted. Men jeg vil jo i forhold til en markedsføringskampagne sige, at der er akkurat den samme interesse i forhold til at sikre, at reglerne bliver overholdt på området. Ingen af os kan da være interesseret i, at en virksomhed går ud og laver en stor kampagne og i virkeligheden får budskabet ud, men uden at overholde reglerne, eller i, at myndighederne så først efterfølgende kan komme og kontrollere.

Her er så et frivilligt tilbud om at få tjekket reglerne for de virksomheder, der ønsker at sikre sig og gardere sig, i forhold til at man ikke kommer i en situation, hvor man har overset noget eller har overtrådt reglerne i forhold til dem, der er gældende.

Jeg tror, det er svaret på de problemstillinger, der blev rejst, og så vil jeg i øvrigt takke de øvrige ordførere for deres positive indstilling over for lovforslaget, og jeg vil også tro, at jeg med garantien til fru Bente Dahl om, at virksomhederne naturligvis har det samme ansvar, og at vi i forhold til høringssvarene går detaljerne igennem under udvalgsarbejdet, også sporede en positiv indstilling fra den side.

Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra fru Pia Olsen Dyhr.

Først vil jeg lige rydde misforståelsen om miljøgodkendelser til side. Selvfølgelig har SF en interesse i, at der skal gives forhåndsgodkendelse af bl.a. svinebrug. Det, jeg gjorde opmærksom på, var, om man kunne diskutere en eller anden form for forsikringsordning, så det i sidste ende ikke blev myndighedernes ansvar, som det f.eks. var blevet på Fyn. Det var det element, jeg gerne ville introducere, og så kan ministeren selvfølgelig vælge at forvanske det, men det var det, der var pointen der.

Jeg vil gerne spørge, om ministeren overhovedet har læst høringssvarene fra Kræftens Bekæmpelse, Forbrugerrådet, Diabetesforeningen og Landbrug & Fødevarer, og om den slags høringssvar gør indtryk på ministeren, eller om man er ligeglad med, at nogle af dem, der faktisk er borgernes og forbrugernes vogtere, siger, at der er problemer med det her med markedsføringen. Og vil ministeren åbne op for, at nogle af de kommentarer, der kommer fra dem, vil have indflydelse på lovforslaget i sidste ende?

Ministeren.

Ja, det vil jeg da selvfølgelig. Altså, høringssvarene bliver nu inddraget i det videre arbejde, og jeg er også sikker på, at der skal besvares rigtig mange spørgsmål under udvalgsarbejdet. Det er da relevante ting at få belyst nærmere.

Det, jeg havde ønsket mig i dag, var, at ordførerne sådan forholdt sig til det overordnede i det, at her giver vi faktisk en mulighed for at undgå, at man uforvarende kommer til at vildlede forbrugerne, fordi man på forhånd kan tjekke med myndighederne, om man nu har husket at få det hele med. Der er det blot, at jeg responderer og siger, at jeg simpelt hen er dybt forundret over den tilgang, bl.a. fru Pia Olsen Dyhr havde til det her lovforslag. Jeg betragter det måske mere som sådan en rygmarvsreaktion: Hov, her er et initiativ fra regeringens side, det må vi hellere være imod. Hvad kan vi finde og bruge af argumentation?

Derimod er de her markedsføringssynspunkter nogle detaljer, som vi så kan diskutere nærmere, men jeg har fortsat det synspunkt, at også på markedsføringsområdet er det en rigtig god idé, at man kan tjekke i forhold til reglerne.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jamen jeg har da rygmarvsreaktioner, det må jeg sige. Jeg har oplevet, at fødevareministeren adskillige gange har trådt forbrugernes interesser under fode og varetaget virksomhedernes interesser. Men jeg vil da gerne have en åben approach, slå ud med armene og sige, at hvis vi kan kigge på delen med markedsføringsloven og markedsføringsdelen og mærkningsdelen, er SF positive over for det her.

For det handler om, at forhåndsgodkendelser i forhold til bygninger giver god mening, men den øvrige del er vi simpelt hen ikke enige i, og vi mener, at det er dybt problematisk, at man lægger op til, at vi kan få markedsføringskampagner, som vi ikke har styr på, og som faktisk kan være med til at vildlede forbrugerne, og det vil vi ikke være med til.

Så er det ministeren.

Altså, hvordan man kan udlede af det her lovforslag, at det skulle give mere vildledende markedsføringskampagner end nu, begriber jeg ikke.

Sagen er, at vi her giver mulighed for, at man, inden man sætter noget i værk, inden man laver sin emballage, inden man laver sin markedsføringskampagne, kan tjekke, hvad reglerne på området er, og om det her er i overensstemmelse med reglerne. Det må da alt andet lige være en styrkelse af forbrugerne, en bedre beskyttelse, hvis virksomhederne vælger at gøre brug af den her mulighed for forhåndsgodkendelse.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Benny Engelbrecht.

Blandt de elementer, der fremhæves i høringssvarene, er også, at fødevaremyndighedernes sagsbehandling på flere områder og i andre sammenhænge er temmelig langsommelig, og bl.a. peger Coop Danmark, Dansk Erhverv og Horesta i deres høringssvar på lang sagsbehandlingstid i Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager. Jeg bemærker også, at Coop Danmark i deres høringssvar direkte skriver, at de ikke har i sinde at bruge den her ordning, og at de i udgangspunktet vil anbefale tredjeparter at anvende alternativer, altså tredje parts rådgivning, i den her sammenhæng, dog afhængigt af, hvad prisniveauet kommer til at være i styrelsen. Derfor er spørgsmålet naturligvis, hvor meget træk der vil blive på det her område. Er der en risiko for, at trækket på det vil blive så lille, at det vil være svært at skabe en rentabilitet i forhold til de behov, der er?

Så er det fødevareministeren.

Jeg tror faktisk, at det vil være rimelig efterspurgt at bruge den her forhåndsgodkendelsesmulighed. Det er i hvert fald også det, jeg læser ud af høringssvarene, nemlig at det vækker stor begejstring rundtomkring, at man nu på den måde kan gardere sig, inden man sender produkterne på markedet. Så jeg tror, at vi finder et fint flow i det, og jeg er altid opmærksom på sagsbehandlingstiden.

Så vil jeg minde om, som det også var fremme tidligere i diskussionen, at det jo bliver gebyrbelagt, og det vil sige, at virksomheden eller skolen eller børnehaven selv skal betale for at få den her forhåndsgodkendelse. Jeg vil sige, at i forhold til fru Pia Olsen Dyhrs tidligere indlæg vil det være sådan, at gebyret skal svare nøje til, hvad omkostningerne er på området, altså gebyret må ikke være højere, end de eksakte omkostninger er, og det vil vi naturligvis leve op til.

Men jeg tror, at ligesom mange virksomheder gerne vil efterspørge det her, vil rigtig mange kommuner faktisk også være glade for, at de kan få en afklaring, når de skal indrette et køkken i forbindelse med madordningen i børnehaven, med hensyn til hvor mange håndvaske der skal være i lokalet, hvad det er for nogle ting, der skal være til rådighed, ud fra hvor mange børn der anvender det osv.

Tak til ministeren. Så er der en kort bemærkning fra hr. Benny Engelbrecht.

Jeg vil også gerne i den her sammenhæng slå fast, at vores udgangspunkt og vores bekymring jo altså først og fremmest går på markedsføringsdelen og på anprisningsdelen. Jeg kan også forstå på ministeren, at man for de problemstillinger, der er i forhold til forskellige myndighedsansvar, altså den del, der f.eks. handler om, hvad der skal ligge hos Forbrugerstyrelsen, heller ikke er kommet til en fuld afklaring. Derfor går jeg også ud fra, at ministeren også kan forstå vores skepsis i forhold til den del, når vi står her i salen og det netop ikke er fuldt afklaret. Jeg håber også, at ministeren har forståelse for, at vi har bekymringer netop i forhold til vildledning, fordi vi har set – det har vi også diskuteret her i salen tidligere i år – nogle meget grelle tilfælde, hvor man må sige, at virksomheder, også meget, meget store internationale virksomheder, er gået langt ud over, hvad man med rimelighed kan anse for at være en god og fornuftig markedsføring.

Så er det ministeren.

Lige præcis derfor har jeg absolut ingen forståelse for Socialdemokraternes synspunkter om det her lovforslag. Det er jo det bedste svar på, hvordan man undgår, at man overtræder vildledningsbestemmelserne, fordi virksomhederne nu frivilligt kan vælge at få en forhåndsgodkendelse. Vi betragter det netop, som det fremgår af lovforslaget, som en skærpende omstændighed, hvis man har fået en forhåndsgodkendelse og så alligevel overtræder vildledningsbestemmelserne. Så det her er det absolut bedste svar på den bekymring, som hr. Benny Engelbrecht har i forhold til overtrædelse af vildledningsbestemmelsen.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.