Tak.
Realiteterne bag L 53 er drøftet i Udvalget for Forretningsordenen og med gruppeformændene gennem lang tid.
Og det, der skal oplyses her, er, at lovforslaget har til formål at sikre det formelle grundlag for, at Folketinget kan stille en supplerende bolig til rådighed for medlemmer af Folketinget.
Man kan også i dag med de eksisterende regler stille en supplerende bolig til rådighed, men i dag er det undtagelsen, fremover bliver det hovedreglen – det er derfor, vi lovgiver.
Dermed skabes der mulighed for, at nyvalgte medlemmer med længere rejsetid kan koncentrere sig om det politiske arbejde fra første dag i Folketinget, når de er nyvalgt, i stedet for at de først skal finde bomuligheder.
Jeg kan oplyse, at tilsvarende boligordninger bl.a.
findes for medlemmer af den svenske Riksdag og for medlemmer af det norske Storting.
Forslaget indebærer, at Folketinget kan stille en supplerende bolig vederlagsfrit til rådighed for et medlem, hvis den samlede rejsetid mellem bopælen og Folketinget gør det rimeligt, at medlemmet overnatter i København.
Ordningen erstatter således den hidtidige refusionsordning, hvor Folketinget i dag refunderer medlemmernes konkrete udgifter til en supplerende bolig inden for et maksimumbeløb.
Den personkreds, der kan få stillet en bolig til rådighed, svarer således til den personkreds, som efter de gældende regler er omfattet af refusionsordningen.
Det er hensigten, at der ved den nærmere udmøntning af ordningen i bekendtgørelsesform vil blive taget højde for den eksisterende praksis, således at også medlemmer med bopæl på Sjælland vil få mulighed for at få stillet en bolig til rådighed i situationer, hvor medlemmets rejsetid til Folketinget svarer til rejsetiden for medlemmer med bopæl uden for Sjælland.
Den hidtidige ordning udfases gradvis.
Nye medlemmer kan dog komme ind under den eksisterende refusionsordning, såfremt Folketinget ikke kan stille en bolig til rådighed.
Og folketingsmedlemmer, der før dette lovforslags ikrafttræden modtager godtgørelse for boligudgifter, kan fortsætte på den nuværende refusionsordning.
Den nye boligordning indebærer etableringsomkostninger og afledte omkostninger, men på sigt forventes de nye omkostningstyper at blive modsvaret af de akkumulerede besparelser på refusionsomkostningerne under den hidtidige ordning med besparelse til følge.
Ved samme lejlighed stiller vi forslag om, at folketingsmedlemmer kan få godtgjort udgifter ved kørsel i egen bil i stedet for at få godtgjort udgifter ved kørsel i taxa og dermed bidrage til at reducere Folketingets samlede udgifter til medlemmernes indenlandske transport.
For forslaget indebærer, at et medlem kan vælge at få udbetalt en godtgørelse, som er fastsat af Skatterådet, jævnfør ligningslovens § 9 B, ved kørsel i egen bil ved befordring mellem bopælen og den for medlemmet mest hensigtsmæssige offentlige transportforbindelse til og fra Folketinget, i stedet for at man får betalt en taxa.
Jeg skal her takke for den brede tilslutning, der er i Folketingets partier til, at vi får gennemført ordningen, og ser også frem til udvalgsbehandlingen i Udvalget for Forretningsordenen.