Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 53:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech).

(Fremsættelse 30.10.2008).

Forhandlingen er åbnet. Fru Gitte Lillelund Bech.

Så skal vi til det igen. Vi skal tildele dansk indfødsret, dvs. dansk statsborgerskab, til en række borgere i det danske samfund, der alle ønsker at modtage det privilegium, det er at blive dansk statsborger med de rettigheder og de pligter, der deraf følger.

Denne gang giver vi 2.315 voksne og 810 børn indfødsret. Det bliver en stor dag for alle disse mennesker, når vi ved tredje behandling af dette lovforslag stemmer ja. Det er en stor ting at opgive sit hidtidige statsborgerskab for at blive dansk statsborger. Ønsket om at blive dansk statsborger er for mig et klart signal om, at man føler sig dansk, at man vil blive i Danmark, og at man er enig i de danske demokratiske værdier, som vores grundlov så godt beskriver. Jeg håber derfor, at så mange som muligt af vores nye statsborgere vil deltage i statsborgerskabsdagen til foråret, som netop er en fejring af statsborgerskabet og de danske demokratiske værdier og grundloven, og jeg vil afslutningsvis hermed ønske tillykke til de mange, der er optaget på dette lovforslag.

Tak til ordføreren. Hr. Kenneth F. Christensen.

Da vores ordfører, fru Anne-Marie Meldgaard, ikke kan være til stede i dag, skal jeg fremføre følgende:

Det er en stor dag for de 2.315 voksne og 810 børn, der er omfattet af det lovforslag om dansk statsborgerskab, som vi behandler her i dag. Det er det ikke mindst, fordi det er en stor beslutning at tage at skifte sin identitet ud med en ny og sit statsborgerskab ud med et nyt. Den loyalitet, man har følt over for sit første fædreland, er for mange svær at slippe og kan vel sammenlignes med, at navlestrengen til det oprindelige fædreland for bestandig er kappet. Det kan godt være svært for os danskfødte at forstå, men ved eftertanke ikke så svært endda, når man tænker på vores nationale stolthed og på, hvor svært det må være at skulle træffe en lignende beslutning i et fremmed land.

Derfor er der al mulig grund til at vise respekt for den beslutning, de 2.315 voksne har truffet på deres egne og på deres børns vegne, ikke mindst fordi det at få dansk statsborgerskab kræver en stor indsats både i forhold til at blive integreret og også uddannelsesmæssigt, så kampen for at komme gennem nåleøjet har for mange været lang og trang, men nu er det lykkedes for dem, der er omfattet af lovforslaget her i dag.

Jeg vil gerne på Socialdemokraternes vegne ønske jer tillykke og velkommen til de rettigheder, der følger med et statsborgerskab i Danmark, og jeg håber at se rigtig mange af jer til Folketingets statsborgerskabsdag den 26. april 2009.

Tak til ordføreren. Hr. Søren Krarup som ordfører.

I al korthed: Vi siger ja til dette lovforslag. Og jeg er lige ved at tilføje naturligvis, for i bemærkningerne til lovforslaget har vi jo meddelt, at vi ved den gældende aftales indgåelse har tilkendegivet, at vi stemmer for de lovforslag, som bygger på aftalen.

Men der er to ting, jeg vil sige i denne forbindelse. For det første vil jeg nævne, at vi har været ved at ville opsige aftalen på grund af den udformning, den såkaldte indfødsretsprøve havde fået. Som bekendt hedder det i aftalens § 24, stk. 2, at betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse er, at ansøgeren dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for en særlig indfødsretsprøve.

Ad forunderlige veje havde denne indfødsretsprøve fået et indhold og en form, som var fuldstændig uacceptable. Jeg skal ikke fordybe mig i gætterier om årsagen hertil, men det korte af det lange var, at den eksisterende indfødsretsprøve var helt uantagelig, bestående i, som integrationsministeren rammende sagde, at man fik udleveret facitliste, før man gik til eksamen. Dette er lykkeligvis ændret. Det spiller selvsagt ingen rolle ved dette lovforslag, som er fra før ændringen, men for fremtiden er indholdet af indfødsretsprøven acceptabelt, fordi denne naturligvis kommer til at bestå i, at ansøgerne om indfødsret bliver prøvet i deres kendskab til dansk kultur, historie og samfundsforhold, sådan som disse bliver beskrevet i den ganske udmærkede lærebog »Danmark før og nu«, der foreligger om emnet. Dette glæder vi os over. Dette er resultatet af aftalen af den 22. september. Dette er, som det skal være, siger vi, idet vi naturligvis vil følge den videre udformning af indfødsretsprøven. Det var den ene ting, jeg ville nævne ved denne lejlighed.

Den anden ting er det komiske, for ikke at sige det latterlige forhold, som vi alle har oplevet i den sidste uges tid, nemlig at vores indbakke er blevet fyldt op af breve fra fjern og nær, som i en enslydende tekst besværger os om at sige ja til dobbelt statsborgerskab. Det er kun til at ryste på hovedet af, hvis man ikke i stedet bliver irriteret over at skulle plages af sådanne enslydende og præfabrikerede breve fra folk, der tror, at de opnår noget ved plagerier.

Jeg ser, at flere af mine folketingskolleger har meddelt, at herefter siger de klart nej til dobbelt statsborgerskab. Det glæder mig, idet jeg hele tiden har sagt nej til dette forslag, som jo slet og ret søger at tage al mening ud af indfødsretten eller statsborgerskabet. Det ligger i sagens natur og i ordets mening, at statsborgerskab indebærer, at man kun kan have hjemme i én stat, fordi man kun er det samme menneske med én bestemt identitet. Dobbelt statsborgerskab er da ensbetydende med at ville udstyre et menneske med mange identiteter og således gøre alting lige meget. Det betyder naturligvis også ophævelsen af Danmark, idet det forvandler Danmark til et grænseløst, åndløst internationalt område, som ikke er Danmark, men en udflydende del af en verden, som ingenting betyder, fordi man skifter identitet og nationalitet, som man skifter sokker.

Vi siger nej til dette, og vi glæder os over, at tilhængerne af denne tomhed har afsløret sig selv og skabt en nødvendig modsigelse.

Til gengæld siger vi ja til det foreliggende lovforslag om dansk indfødsret og byder de nye statsborgere velkommen, idet vi håber, at de vil bidrage til at gøre Danmark gavn og ære.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Jeg var sådan set ikke forberedt på, at vi skulle drøfte dobbelt statsborgerskab under dette punkt. Hr. Søren Krarups synspunkter på det område er jo kendt, men jeg kan bare ikke helt se, hvad det har med forslaget her at gøre.

Jeg vil sige, at ligesom andre medlemmer af Indfødsretsudvalget har jeg også modtaget utrolig mange mails. Man kan jo altid diskutere fremgangsmåden, men jeg synes, at det måske er den eneste rettighed, vi har levnet til de mennesker, at de kan henvende sig til politikerne, og jeg synes ærlig talt, at man skal unde dem den ytringsfrihed.

Ordføreren.

Jeg er ubetinget tilhænger af ytringsfrihed, men jeg synes også, man skal vise sine medmennesker en vis respekt, og nu har vi alle sammen oplevet, hvordan vores indbakke har været fuldstændig fyldt i over en uge, så vi næsten ikke selv har kunnet bruge den, og det er en form for plageri.

Jeg synes også, det er uklogt, for jeg tror, der er mange, som måske kunne have været mere venligt stemt over for dem, der har skrevet til os, som nu bliver så trætte af det, at de siger nej. Jeg ved, at hr. Jørgen Poulsen ikke er den ansvarlige for det, men jeg synes, han skulle rådgive sine meningsfæller lidt bedre.

Hr. Jørgen Poulsen.

Det er helt rigtigt, at jeg ikke har noget med den kampagne at gøre, men jeg har da alligevel utrolig megen sympati for, at mennesker ytrer sig, og jeg synes, det er ganske betænkeligt, at man her hører en dansk politiker sige, at fordi folk har henvendt sig, vender man sig mod et forslag. Jeg troede virkelig, vi kunne behandle indholdet i stedet for formen.

Ordføreren.

Der er jo altid en vis vekselvirkning mellem form og indhold, og forholdet er, at vi har modtaget hundredvis af fuldstændig enslydende e-mails - jo, jo, fuldstændig enslydende - og det vil sige, at de er overtaget fra en, der har foreskrevet, hvad der skulle stå.

Så vidt jeg husker, er tallet på dem, der ønsker at påvirke os, 12.106. Jeg håber ikke, vi får brev fra dem alle sammen, men jeg kan sige, at det har været meget belastende, og jeg synes altså, der er noget vist ubehageligt ved, at man på den måde forsøger at skrive os ned, er jeg lige ved at sige, så vi ikke kan bruge vores computer. Jeg synes, det er uklogt. Jeg er principielt uenig med dem, men jeg synes også, det er for påtrængende, og det er altså taktisk uklogt.

Tak til ordføreren. Så er det fru Astrid Krag som ordfører.

Jeg er her på vegne af fru Hanne Agersnap, som ikke kunne være til stede.

Som de foregående talere vil jeg også gerne tilslutte mig alle de lykønskninger, der selv på det her tidlige tidspunkt af processen er kommet heroppefra, og sige tillykke til alle de mennesker, der nu er på vej til at få dansk statsborgerskab. Det er en vigtig del af integrationen, at folk vælger at blive en del af det danske fællesskab med alt, hvad det medfører at blive fuldgyldige medlemmer af vores demokrati, som det jo sker, når man bliver dansk statsborger.

Når vi behandler de her lovforslag om indfødsrets meddelelse, plejer vi jo fra SF's side at beklage, at der ikke er flere personer, der har opnået statsborgerskab. Det skyldes de skrappe regler, der ligger til grund for tildeling af statsborgerskab, hvor man hidtil bl.a. har krævet, at ansøgerne skal have bestået Dansk III for at kunne opnå statsborgerskab. Derfor er det også med så meget desto større beklagelse, vi i denne omgang kan konstatere, at færre, end vi har ønsket, har opnået at komme med på lovforslaget, for fremover vil det jo være endnu færre på grund af de stramninger, som regeringen og Dansk Folkeparti aftalte sig frem til tidligere på efteråret. Nu skal man fremover ikke alene bestå Dansk III, men også opnå karakteren 4.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at man skal kunne tale dansk, hvis man skal kunne fungere i Danmark. Men de nye og skærpede krav gør det umuligt for rigtig mange personer, der har arbejdet i Danmark i årtier, betalt deres skat og ydet deres til samfundet, at kunne opnå dansk statsborgerskab, og det mener vi fra SF's side er meget beklageligt.

Men når det er sagt, vil jeg gentage, at vi fra SF's side støtter lovforslaget, og vi ønsker et stort tillykke til de mennesker, der nu får dansk statsborgerskab. Jeg vil ikke sige velkommen til som sådan, for de fleste af dem har boet her i landet i mange år, nogle er sågar født her. Men jeg vil sige tillykke, og jeg håber, vi får lejlighed til at ses, næste gang vi holder statsborgerskabsdag her i Folketinget.

Så skal jeg sige, at Enhedslisten også kan støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Tom Behnke som ordfører.

Også Det Konservative Folkeparti kan støtte lovforslaget, og vi vil også benytte lejligheden til at sige tillykke til de mange ansøgere, som er kommet på lovforslaget, og som efter tre behandlinger af forslaget her i Tinget opnår at få dansk statsborgerskab.

Tak til ordføreren. Hr. Jørgen Poulsen som ordfører.

Jeg vil også starte med at sige, at dagen i dag er en god dag for Danmark. Det er en stor glæde at kunne byde velkommen til disse nye statsborgere, som nu bliver inkluderet i det danske samfund. Jeg synes, det er et utrolig vigtigt incitament, for alle undersøgelser viser jo, at netop statsborgerskabet har en kolossal betydning, også for selve integrationen af mennesker i vores samfund. Derfor er det en god og lykkelig dag for både Danmark og de mennesker.

Men jeg vil da også godt spørge, om jeg virkelig er den eneste, som oplever en voldsom diskrepans mellem lykønskningerne her fra Folketinget til de nye statsborgere og den modtagelse af ansøgninger om statsborgerskab, samfundet normalt møder disse mennesker med. Når man læser beretninger fra folk, som har søgt statsborgerskab her i landet, fremgår det, at deres ansøgninger næsten stort set opleves som en fornærmelse mod vores land, og det synes jeg er temmelig trist. Jeg synes, man lægger alt, alt for mange forhindringer for personer, som gerne vil integreres, og vi har jo lige hørt hr. Søren Krarup fortælle, at han er meget glad for, at det er lykkedes at stramme en del af reglerne. Jeg synes ikke, det er lykkeligt, og jeg synes, man skal gå den anden vej.

Jeg ved ikke, om hr. Søren Krarup er gået, men jeg ville ellers have brugt en del af min tid på lige at sige, at de mails, der er kommet her de sidste dage fra Kampagnen for dobbelt statsborgerskab, ikke alle sammen er enslydende. Jeg vil godt sige, at der er mange bunkemails, men det er et eksempel på, hvilke følelser de mennesker har. De giver alle sammen deres historie om, hvorfor de meget gerne vil have et andet statsborgerskab, og at de er så kede af at skulle afsige deres danske statsborgerskab.

Men her og nu skal jeg bare sige, at vi naturligvis er glade for forslaget her og selvfølgelig stemmer for det.

Tak til ordføreren. Så er det integrationsministeren.

På dette sene tidspunkt af en lang dag skal jeg kun takke partierne for tilslutningen til forslaget. Vi besvarer selvfølgelig de spørgsmål, der måtte blive stillet undervejs, og regner med en hurtig gennemgang i udvalget.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.