Jeg godt knytte et par ord til den her anden behandling, for det her er jo et forslag om at åbne for mere skolepraktik, som SF fremsatte i marts måned. Vi havde egentligt ikke tænkt os at sætte det til afstemning, fordi vi forventede, at der efter debatten i Folketingssalen fra forligskredsen om erhvervsuddannelserne ville komme et forslag om øget brug af skolepraktik. Det havde vi forstået på debatten i medierne at der ville.
Men der er imidlertid på nuværende tidspunkt – flere uger og måneder senere – ikke kommet nogen opfølgning på de positive tilkendegivelser, undervisningsministeren og partierne i forligskredsen er kommet med. Og undervisningsministeren har her i Folketingssalen sagt, at der ikke kan gives løfter om, at der kommer en ændring inden efteråret. Det mener vi i SF ikke at vi kan vente på.
Lige nu har mere end 5.000 unge ikke mulighed for at færdiggøre deres uddannelse, fordi de ikke kan finde en praktikplads. Fra september til februar i år faldt antallet af praktikpladser med 22 pct. Det er særlig de unge, der holder for, nu hvor arbejdsløsheden stiger.
I SF er vi meget bekymrede for, at vi risikerer at tabe rigtig mange unge på gulvet; at unge arbejdsløse ikke kan få en erhvervsuddannelse, fordi der ikke er praktikpladser; at uddannelsesmotiverede unge må sætte deres uddannelse på pause, fordi de ikke kan få en praktikplads på grund af den økonomiske krise og den generelt stigende ledighed. Og når vi så lægger til, at vi ved, vi kommer til at have mangel på faglært arbejdskraft i fremtiden, så synes vi, at der er et behov for handling nu.
Derfor har SF fremsat det her beslutningsforslag om at åbne mere op for muligheden for at komme i skolepraktik. Som jeg også sagde ved førstebehandlingen, er det ikke, fordi vi synes, at skolepraktikordningen er den bedste ordning og den bedste måde at tage sin praktiktid på. Vi skal altid arbejde for, at praktiktiden tages på en virksomhed, men lige nu er alternativet bare, at mange tusinde unge slet ikke kan færdiggøre deres uddannelse. Så vi vil genindføre skolepraktikken og bruge den som en konjunkturudjævner i en tid med stigende mangel på praktikpladser.
Jeg forsøgte også at tage det her spørgsmål op i afslutningsdebatten i går, og her fik jeg at vide, at regeringen har lavet en praktikpladspakke, der skal løse problemet; den skal vi tredjebehandle i morgen. Men den kommer ikke til at løse problemet, for den aftale sigter på at motivere virksomhederne til at oprette flere praktikpladser ved bedre økonomiske præmieringsordninger. Men uanset den ændring er der ingen virksomheder, der vil indgå uddannelsesaftaler og påtage sig udgiften til en læreplads med den ene hånd, når de med den anden hånd fyrer almindelige medarbejdere. Virksomhederne kommer ikke til at tage flere lærlinge ind, når ordrebøgerne er tomme, for så er der jo ikke noget at sætte dem til. Derfor skal vi supplere praktikpladspakken med en udvidelse af skolepraktikken. Det ved både arbejdstagere og virksomheder.
For halvanden måned siden præsenterede LO og Dansk Arbejdsgiverforening, DA, et fælles forslag om en udvidelse af skolepraktikken. Det har DA ellers været lodret imod rigtig længe, men de kan godt se, at der skal ske noget nu. Det tror jeg faktisk også regeringen er enig i. For en måned siden kunne man i et ritzautelegram læse, at Dansk Folkeparti ønsker mere skolepraktik. Man kunne læse følgende, der er et lidt langt uddrag, men jeg synes, det er vigtigt at få det hele med:
»Han« – og her er der tale om Dansk Folkepartis ordfører, hr. Martin Henriksen – »vil arbejde for, at Folketinget inden sommerferien vedtager lovgivning, der tilgodeser unge på håndværkeruddannelserne. I øjeblikket mangler omkring 5.000 elever en praktikplads. Tilsyneladende er der gode chancer for, at missionen vil lykkes. I hvert fald blev der udtrykt stor opbakning til idéen om at styrke skolepraktikken og få den tilbage på alle uddannelser, da Danske Erhvervsskoler i onsdags var værter for en høring om praktikpladserne på Christiansborg. Også undervisningsministeren bakkede idéen op. Hvis vi får en ny og forbedret skolepraktik, vil vi gerne åbne for den.«
Det her uddrag er altså fra et ritzautelegram, der blev sendt ud for en måned siden. I afslutningsdebatten i går lå det ligesom i luften, at der muligvis ikke sker noget før til efteråret. Det er altså for sent. Antallet af praktikpladser falder dag for dag, og derfor håber vi på, at det her beslutningsforslag om at lave flere skolepraktikpladser bliver vedtaget. Og vi regner egentlig også med det, eftersom der stort set ikke er det parti her i Folketinget, der ikke har erklæret sig enig i den målsætning i medierne. Tak.