Jeg synes også, det er væsentligt, at man diskuterer skolepraktiksituationen, men jeg synes ikke, det er seriøst at gøre det på baggrund af Socialistisk Folkepartis beslutningsforslag. Jeg synes, det er lidt åndssvagt, at man giver indtryk af - og det er jo også det indtryk, man har fået, når man har læst det, som er blevet sagt i pressen - at man som ung i realiteten kan blive lige præcis, hvad man har lyst til, og at man kan få lige præcis den praktikplads, som man har lyst til.
Jeg synes, man skal passe meget på med at udstede sådan nogle løfter. Sådan har jeg i hvert fald opfattet meget af det, som Socialistisk Folkeparti har givet udtryk for i pressen, og det synes jeg er en forkert måde at gøre det på.
Jeg synes også, man fuldstændig glemmer, at det - så vidt jeg husker - er omkring 30-35 uddannelser, der rent faktisk udbydes med skolepraktik, så det er jo ikke sådan, at skolepraktik som sådan er afskaffet; man har skruet lidt ned for det.
Det er jo inden for nogle uddannelser også sådan, at hvis man er i praktik ude i en virksomhed og virksomheden så går konkurs, ja, så har man mulighed for at få en skolepraktikplads.
Der er jo også uddannelsesgarantien, hvor man har mulighed for at gennemføre en uddannelse med eksempelvis skolepraktik, eller en uddannelse, som man kan gennemføre uden praktik ude på skolen - det vil der også være mulighed for.
Så der er jo sådan set mulighed for, at man som ungt menneske kan få en uddannelse; det kan så godt være, at man ikke kan få lige præcis den uddannelse, som man gerne ville have. Og jeg synes, man skal tilstræbe, at unge mennesker kan få de uddannelser, som de gerne vil have, men det er nu også sådan, at det jo ikke er alle, der kan blive folkeskolelærer, og det er altså heller ikke alle, der kan blive tømrer, og det er heller ikke alle, der kan blive direktør. Sådan er virkeligheden nu engang.
Den uddannelsesgaranti, som er vedtaget, er jo netop vedtaget på et tidspunkt, hvor økonomien gik godt, og hvor der var gode muligheder for, at man kunne få en praktikplads i en virksomhed. Og netop fordi man vedtog uddannelsesgarantien, da det gik godt, så gør det nu, hvor det går lidt mindre godt, at man rent faktisk har en mulighed for at sige til de unge mennesker: Det kan godt være, at I ikke kan blive lige præcis det, I gerne vil, men under visse forudsætninger kan vi altså sikre, at I kan få en erhvervsuddannelse. Det synes jeg er vigtigt og relevant at holde fast i.
Jeg synes, det er sådan et rygmarvsforslag, som Socialistisk Folkeparti er kommet med, og som de - hvis man tager det her og så det næste forslag på ca. to A4-sider - prøver at redde hele situationen med. Og det synes jeg altså er for letkøbt.
Så vil jeg også bare sige - vedrørende dem, som har sagt, at der ikke bliver gjort noget - at der jo altså er vedtaget en forårspakke med skattelettelser, skatteomlægninger, som jo forhåbentlig vil sætte gang i økonomien og også sætte gang i privatforbruget. Som en del af den skatteomlægning er der jo en renoveringspulje, som rent faktisk går til, at man skal sætte gang i byggeriet. Det kan jo også være med til, at der er flere virksomheder, der tør og har lyst til at tage flere lærlinge ind.
Der er fremrykket investeringer i forbindelse med trafikaftalen, og det er også noget, som i høj grad vil kunne komme bygge- og anlægssektoren til gode, og det er jo der, vi kan se, at der er nogle problemer.
Der er sket en forhøjelse af kommunernes anlægsloft med 2 mia. kr., og hvis man hører på, hvad det er, kommunerne melder ud om, hvad de vil renovere og bygge - nu skal vi selvfølgelig se det endelige resultat - så er det jo i høj grad inden for områder, som lige præcis har at gøre med bygge- og anlægssektoren. Derfor kan man også have et håb om, at det vil medvirke til, at virksomhederne ikke vil være så tilbageholdende med at tage unge ind og give dem en praktikplads. Så at sige, der ikke sker noget, er altså bare udtryk for, at man ganske enkelt har sovet i timen.
Så er der også at sige til forslaget - udover at det grundlæggende er useriøst - at der jo heller ikke er nogen refleksion over, hvad det skal koste, men jeg går ud fra, at man ønsker det her forslag, fordi der er problemer med at skaffe praktikpladser ude i virksomhederne. Og samtidig siger man i forslaget, at skolen står som garant for, at der bliver gennemført en uddannelse, hvor 50 pct. af uddannelsestiden er ude i en virksomhed. Altså, skal man så tvinge virksomheder til at oprette x antal praktikpladser, tage x antal lærlinge ind?
Altså, det er jo en betontankegang, det kan man ikke. Det vil jo i den grad ødelægge virksomhedernes lyst til at tage lærlinge ind og oprette praktikpladser - både i perioder, hvor det går godt, og i perioder, hvor det går mindre godt. Vi har jo faktisk set, at der i de seneste år har været rigtig mange, der har taget lærlinge ind, og nu, hvor det går lidt skidt med økonomien, er det så, at vi skal sørge for, at det kommer til at fungere igen. Med de initiativer, som jeg skitserede, og med de initiativer, som ministeren skitserede, mener jeg faktisk, at der er fokus på sagen.
Med disse bemærkninger afviser vi forslaget.