(Ordfører)
Erling Bonnesen(V):
Lovforslag nr. L 80 er en implementering af et EU-direktiv fra 2005. Direktivet er kommet i stand gennem en aftale indgået mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan: de europæiske jernbaner CER og det europæiske transportarbejderforbund ETF. Direktivet omhandler visse aspekter af betingelserne for anvendelse af mobile arbejdstagere, der udfører tjenester i jernbanesektoren på tværs af landegrænser, som eksempelvis hvileperioder.
EU-direktivet har ikke medført de store ændringer, da Danmark snildt lever op til direktivets standarder. Og på de få punkter, hvor der har været behov for en national stillingtagen, har de relevante danske parter på området været involveret gennem en arbejdsgruppe, hvis arbejde særlig har drejet sig om placeringen af en natperiode, dvs. en tidsperiode, inden for hvilken natarbejde kan defineres.
Danmarks deltagelse i Det Europæiske Fællesskab, den større tilknytning mellem landene og mobiliteten på tværs af landegrænserne betyder, at det giver mening, at der kommer overensstemmelse mellem de forskellige nationale betingelser på jernbaneområdet. Tiltaget kommer de mobile lønmodtagere til gavn, da det ikke bliver forskellige arbejdsvilkår, der kommer til at drive konkurrencen.
Det er også fordelagtigt, at denne overensstemmelse sker gennem en inddragelse af parterne; det er en tradition, vi har stor glæde af i Danmark, og som også var en fordel i den nationale implementering af dette EU-direktiv.
Venstre kan støtte forslaget. Og så skal jeg meddele fra den konservative ordfører, at han er blevet akut forhindret. Jeg har derfor lovet at sige på vegne af Det Konservative Folkeparti, at de også kan støtte forslaget.