(Ordfører)
Bjarne Laustsen (S):
Jeg kan sige, at Socialdemokratiet støtter lovforslaget. Men inden ministeren går ud, vil jeg gerne spørge ministeren om noget, fordi under første behandling af det her lovforslag skete der det ulykkelige, at jeg kom for sent, og jeg kan læse i referatet fra Folketingstidende, at ministeren sagde, at hun havde en masse spændende ting at berette om noget, som jeg havde spurgt om i den tidligere samling, hvor vi jo rent faktisk behandlede det her lovforslag. Derfor synes jeg ikke, at Folketinget skal gå glip af de gode ting, som vi heller ikke har hørt noget om i udvalget.
Det er faktisk et socialdemokratisk initiativ - noget gammelt noget helt tilbage fra Staunings tid - at vi fik de her arbejderboliger på landet og den her belåning. Vi er meget tilfredse med, at den stavnsbinding bliver ophævet nu, og hele systemet er godt nok. Men hvis der lå nogle relevante ting fra ministerens side, som hun ikke sagde under førstebehandlingen, så synes jeg - og det er ikke bare for at være drilagtig, for jeg kan som sagt bare læse i Folketingstidende - at vi nu skal høre det her.