(Ordfører for forslagstillerne)
Nanna Westerby(SF):
Tak for debatten, som jo, selv om vi beklageligvis formentlig ikke kan få vedtaget det her beslutningsforslag, i hvert fald har rykket så meget, at der bliver ført skærpet tilsyn. Men vi synes selvfølgelig fra SF's side, at det er rigtig ærgerligt, at vi ikke kan få vedtaget det her beslutningsforslag, for det spiller os muligheden for at få et overblik over det her område af hænde. Fra tid til anden popper der historier op i forskellige medier om lærerfri timer. Det har været vist i TV 2 Nyhederne, at der både var lærerfri timer på det almene gymnasium, på handelsskoler og på tekniske skoler. Man kan læse i Gymnasieskolen, at der er op imod 40 pct. manglende timer på Niels Brocks Handelsgymnasium, så lærerfri timer bliver tilsyneladende brugt på ungdomsuddannelserne. Men vi har ikke et overblik over omfanget af de lærerfri timer på uddannelsesstederne eller over, i hvilke sammenhænge institutionerne benytter det. Og det gør det jo rigtig, rigtig svært at gøre noget ved det her problem.
Samtidig ved vi heller ikke helt sikkert, hvad årsagerne til, at man har lærerfri timer, er. I SF kan vi jo kun være enige med mange af de elever og lærere og rektorer, der ofte peger på nedskæringer på uddannelsesområdet som en årsag til brugen af lærerfri timer. Men vi ved ikke, om det er årsagen. Det vil vi meget gerne have undersøgt.
Derfor synes vi selvfølgelig også, at det er ærgerligt, at Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti ikke vil støtte det her beslutningsforslag. Når man kan lave undersøgelser af pesticidforbruget på offentlige arealer eller undersøgelser af omfanget af madtilbud i daginstitutioner, kan man vel også iværksætte en undersøgelse af omfanget af brugen af lærerfri timer, uden at det er en større centralistisk øvelse.
Det skal ikke bare iværksættes som et ekstra punkt i Undervisningsministeriets tilsyn, men som en reel, anonymiseret undersøgelse, ellers - det viser al erfaring - gør institutionerne rigtig mange krumspring for at camouflere brugen af lærerfri timer. Derfor skal en undersøgelse selvfølgelig også foretages af en uafhængig instans.
Ideen til den her undersøgelse er faktisk ikke ny. I Uddannelsesudvalget modtog vi i december en henvendelse - og det gjorde undervisningsministeren også - om et ønske om netop sådan en undersøgelse. Her skriver Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og Erhvervsskolernes Elevorganisation bl.a.:
»Vi elevorganisationer har oplevet en klar stigning i henvendelser angående lærerfri timer, men har ikke gennemført en samlet undersøgelse af omfanget. På den baggrund ønsker vi at opfordre udvalget til at gennemføre en grundig og omfangsrig redegørelse af problemets omfang på ungdomsuddannelserne og en analyse af årsagerne til problemet.«
Der må vi jo sige at vi er helt enige med eleverne. De lærerfri timer går rigtig hårdt ud over de elever, der i forvejen har det svært i skolen. Sammen med de stigende klassekvotienter giver det alt, alt for lidt af den voksenkontakt, der er helt afgørende, hvis vi skal have nedbragt frafaldet, som jo desværre er meget, meget højt herhjemme. Derfor mener vi, at der er et behov for at få klarlagt omfanget af og årsagerne til brugen af de lærerfri timer, og er selvfølgelig ærgerlige over, at det her beslutningsforslag ikke ser ud til at kunne blive vedtaget.
En sådan undersøgelse skal selvfølgelig foretages på den mest effektive måde. Og der viser erfaringen, som jeg også sagde før, at det ikke er Undervisningsministeriet, der skal foretage den, men en uafhængig instans, og at skolerne skal være anonymiserede. Det handler ikke om centralisering, det handler om at få den mest effektive undersøgelse. Om det så skal være gennem stikprøver eller ved hjælp af store databaser, synes jeg sådan set må være op til dem, der udfører sådan en undersøgelse.
Som Socialdemokraterne også sagde, så er det her i virkeligheden et meget pragmatisk beslutningsforslag, som handler om at få klarlagt omfanget af det her problem, så vi kan tage stilling til det, så vi kan tage debatten på den bedst mulige måde, og så vi kan finde ud af, hvad vi kan gøre for at løse problemet og dermed også nedbringe frafaldet. Så vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige over og beklager meget, at det ikke ser ud, som om det går igennem. Jeg skal i øvrigt meddele, at De Radikale også støtter beslutningsforslaget. Tak.