(Ordfører)
Bjarne Laustsen (S):
Venstres ordfører, fru Tina Nedergaard, har på fortrinlig vis fortalt om de grundliggende ting, der er i dette lovforslag. De er vigtige, for man kan sige, at man ved den store reform af ATP i 2002 kom langt omkring, men der var et par utilsigtede virkninger. Nu handler det så om at få det lavet sådan, at ATP kan stå som den organisation, der sikrer, at folkepensionisterne, der ikke har andet ved siden af, kan få deres beløb fra ATP, og at ATP får mulighed for at køre det på nogle ordentlige, fornuftige vilkår. Det støtter vi varmt.
Nogle vil måske så være optaget af, om det her ændrer på ligestillingen. Her er det jo stadig væk sådan - i alt fald i et historisk perspektiv - at mændene var først ude på arbejdsmarkedet og i størst antal. 77 pct. af mændene får i dag deres pension suppleret med ATP, hvorimod det kun gælder for 57 pct. af kvinderne. Det forhold, at kvinder så lever 2,9 år længere end mændene og dermed får udbetalt ATP i en længere periode, synes jeg ikke at vi skal kritisere dem for. Jeg synes, at vi skal se at få luret dem kunsten af, hvordan de egentlig bærer sig ad med at blive de der 2,9 år ældre. Hvad det så betyder for den samlede pension, hvis vi får en middellevealder, der er lige lang for både kvinder og mænd, synes jeg kunne være ganske interessant at undersøge. Men de ændringer, der ligger i lovforslaget, er ganske fornuftige.
Jeg kan se, at regeringen, hvis det her går igennem, også arbejder på, at hvis der er andre pensionsselskaber, som ønsker at få samme vilkår, så vil man kigge på det. Vi vil selvfølgelig også se positivt på det til den tid. Det, der er vigtigt, er, at vi sikrer, at de kollektive midler, der er sparet op, bliver forvaltet på en ordentlig måde til gavn og glæde for dem, der har været på arbejdsmarkedet igennem tiderne.