Vi i Den Nordatlantiske Gruppe vil nok som de eneste stemme imod dette lovforslag. Og hvad er nu det for noget?
Årsagen er den meget enkle, at dette lovforslag og disse lovændringer, der foreslås, for det første er helt unødvendige rent praktisk og for det andet intet med retspleje i Færøerne har at gøre.
Baggrunden for lovforslaget handler kun om en afmærkning af territorium, altså en flytning af lovgivningskompetence fra Færøerne til Danmark eller fra det færøske parlament til Folketinget.
Som det også er blevet bekræftet af ministerens svar til Færøudvalget, har man på Færøerne vedtaget lovgivning om bl.a. en fast voldgiftsret og om en ny børneværnslov. Denne lovgivning har fungeret fint, men efter at der er foretaget ændringer mellem Danmark og Færøerne i de såkaldte overtagelseslove, er man ved at afmærke et nyt territorium og siger simpelt hen, at det færøske parlament ikke kan lovgive om retsplejeregler.
Det er et stort, historisk tilbageskridt. Det færøske parlament har i mindst 80 år lovgivet om retsplejeregler på en lang række områder: inden for fiskerilovgivningen, landbrugslovgivning, grindefangst osv. Men efter pression fra det danske Justitsministerium - i hvert fald hvad angår en stor del af de ændringer, der foreslås - er det blevet krævet, at man tager disse ting ud af færøsk lovgivning og i stedet fastsætter det i dansk lovgivning.
Det gør alt andet lige det, at det færøske parlament mister lovgivningskompetence, det bliver sværere at lave færøsk lovgivning. Den færøske arbejdsgiverforening og den faste færøske voldgiftsret har protesteret imod denne proces, fordi man på Færøerne har været fuldstændig enig om loven, og den har fungeret fint under færøske forhold.
Den logiske konsekvens, hvis dette lovforslag vedtages, og hvis man skal følge det helt til dørs, er, at vi de nærmeste år skal til at luge ud i færøsk lovgivning på en lang række områder, hvor vi har fastsat retsplejeregler, og i stedet er det Folketinget, som skal fastsætte disse regler fremover. Det vil jeg på det skarpeste advare imod.
Jesper Langballe sagde noget meget fint her i en debat for et øjeblik siden, hvor han sagde, at ...