Den næste sag på dagsordenen var:

Forhandling

SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten foreslår, at regeringen fremsætter et lovforslag, der forbyder brugen af hemmelige jobklausuler.
     Til forslagsstillernes oplysning kan jeg oplyse, at regeringen i går, den 18. april, faktisk har fremsat et forslag til lov om oplysningspligt ved brugen af erhvervsbegrænsende aftaler, et lovforslag, der efter regeringens vurdering på en mere nuanceret måde tager hånd om sagen. Det vender jeg tilbage til.
     Det forslag, vi i dag skal behandle, går ud på, at der skal fremsættes et lovforslag om, at eventuelle aftaler indgået mellem virksomhed A og virksomhed B, der begrænser de ansattes muligheder for ansættelse i de pågældende virksomheder, ikke kan gøres gældende, medmindre aftalen er tidsbegrænset, lønmodtagerne er direkte involveret i kunderelationen, lønmodtagerne er blevet oplyst om aftalen og har samtykket og i øvrigt modtager en godtgørelse svarende til niveauet i funktionærlovens § 18.
     Hvis vi lige skal kigge lidt tilbage, har der det sidste halve års tid været fokus på brugen af erhvervsbegrænsende aftaler. Regeringen nedsatte derfor et tværministerielt embedsmandsudvalg i efteråret, som fik til opgave at kortlægge omfanget af brugen af hemmelige aftaler. Udvalget offentliggjorde sin rapport den 2. april. Rapporten er sendt til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.
     Udvalget konkluderede, at man ikke på det foreliggende oplysningsgrundlag kunne vurdere de erhvervsbegrænsende aftalers udbredelse og virkning og dermed heller ikke, hvor mange lønmodtagere der reelt er berørt af aftalen. Udvalget har gjort et stort stykke aftale for at kortlægge omfanget af hemmelige klausuler, og udvalget har også modtaget en del eksempler på hemmelige klausuler.
     Efter min opfattelse er organisationernes svar dog mere udtryk for holdninger, end de er dokumentation for omfanget af klausuler. Jeg kan derfor godt forstå, at udvalget ikke kan konkludere noget om aftalernes reelle omfang ud fra det indsendte materiale.
     For så vidt angår spørgsmålet om, hvordan en regulering kan ske, har udvalget skitseret forskellige løsningsmodeller, som både dækker over et egentligt forbud og også en regulering af selve aftalen. Udvalget har valgt ikke at komme med en konkret løsningsmodel, men kommer i stedet med en række elementer, som efter udvalgets opfattelse kan indgå i en eventuel regulering. Samtidig peger udvalget på en række forskellige steder, hvor reguleringen kan ske.
     Udvalget har i sin rapport også givet udtryk for, at en eventuel regulering bør tage hensyn til, at der kan være særlige forhold i forbindelse med virksomhedsoverdragelser, der gør, at virksomhederne kan have særlige behov for at anvende og eventuelt også hemmeligholde sådanne aftaler.
     Jeg synes, det fremsatte beslutningsforslag er alt for unuanceret. Forslaget anerkender ikke, at der kan være behov for, at virksomheder i kraft af deres samarbejde har så tæt en kontakt til hinandens medarbejdere, at det er naturligt, at man tydeligt aftaler spillereglerne for, hvordan man opfører sig i forhold til ansættelse af hinandens medarbejdere.
     Det gælder både, hvor to selvstændige virksomheder har medarbejdere tilknyttet det samme projekt, men naturligvis også den helt klassiske situation, hvor et firma f.eks. køber assistance til it-support, og hvor firmaet så beslutter sig for at tilbyde de pågældende ansættelse hos sig selv, enten fordi de selv vil udføre arbejdet og på den måde reducere omkostningerne, eller fordi de vil sætte dem på en ny opgave. Vælges den sidste løsning, kan det give store problemer for leverandøren, som jo stadig skal løse opgaven. Det kan være svært nu, hvor medarbejderne er væk, og situationen kan tilspidses yderligere, hvis kunden påtaler, at opgaven ikke løses inden for de aftalte frister.
     Det er eksempler som disse, der gør, at jeg synes, at forslaget er for vidtgående, fordi det ikke forholder sig til den virkelighed, som virksomhederne nu engang opererer i, nemlig det forhold, at der kan være fornuftige grunde til, at virksomheder finder det nødvendigt at indgå aftaler for at sikre deres forretningsgrundlag.

     Det er nu engang en del af ledelsesretten, at arbejdsgiveren kan træffe dispositioner, der påvirker lønmodtageren, og så længe det sker på rette vis, så må lønmodtageren acceptere ændringerne.
     Forslaget indebærer, at lønmodtagere, så længe de er berørt af aftalen, skal modtage en kompensation på minimum 50 pct. af deres løn, en løn, som må formodes at svare til markedsniveauet. Et kompensationsniveau som det foreslåede er derfor helt ekstremt bebyrdende for arbejdsgiveren og i bund og grund et valg mellem pest eller kolera, for enten udsætter arbejdsgiveren sig for, at medarbejderen bliver snuppet af konkurrenter, eller også presses arbejdsgiveren til at kompensere lønmodtageren for genen på så højt et økonomisk niveau, at det også kan give virksomheden problemer.
     Som sagt synes jeg, at forslaget er unuanceret. Det kan
f.eks. også illustreres ved, at forslagsstillerne slet ikke tager højde for virksomhedsoverdragelsessituationen. Åbnes der for sådan et forløb mellem to parter, bliver der bl.a. under forhandlingerne udvekslet fortrolige oplysninger om medarbejdere. Det er derfor naturligt at indgå aftaler, der forhindrer parterne i at ansætte hinandens medarbejdere og også hemmeligholde disse i en vis periode. Dette behov gør sig tilsvarende gældende, hvis forhandlingerne skulle ende resultatløst, idet det kan være vigtigt for parterne, at det ikke bliver kendt i offentligheden, at der har været forhandlinger i gang. Ikke alle arbejdsgivere har indgået hemmelige aftaler. Jeg synes også, at vi skal holde fast på proportionerne og dermed også på Embedsmandsudvalgets konklusion om, at omfanget af brugen af klausuler ikke er klart dokumenteret. Beslutningsforslaget udgør efter min opfattelse en for vidtgående regulering af aftalerne. Jeg mener ikke, at det på nuværende tidspunkt er dokumenteret, at problemerne med de hemmelige aftaler har et sådant omfang, at en vidtgående regulering som den foreslåede er nødvendig. Når ovenstående er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg synes, det er helt uacceptabelt, at lønmodtagere kan være bundet af erhvervsbegrænsende aftaler, som de ikke kender til, men jeg vil samtidig fastholde, at der kan være legitime grunde til at indgå aftalerne, også uden at det kræver lønmodtagerens accept. Det er også derfor, at regeringen i går fremsatte sit lovforslag om erhvervsbegrænsende aftaler. Regeringens lovforslag gør op med hemmelighedskræmmeriet. Lige fra starten af debatten om hemmelige aftaler har der været gjort en stor indsats for at få regeringen til at fremstå som forstokket, skønt jeg fra selv samme start klart har givet udtryk for, at jeg også synes, det er dybt krænkende, hvis aftalerne holdes hemmelige. Det kan godt være, at arbejdsgiverne gerne ville holde oplysningerne for sig selv, men det får de ikke lov til af regeringen, for med forslaget gør vi op med retten til hemmelighedskræmmeriet. Arbejdsgiverne bliver pålagt en pligt til at oplyse om eventuelle aftaler. Og det er jo faktisk en forbedring af lønmodtagerens retsstilling i forhold til, hvad der er gældende i dag. For lønmodtageren i dag har ikke ret til at blive oplyst om arbejdsgiverens aftaler med tredje part, uagtet aftalen kan have betydning for lønmodtageren. Det ændrer regeringens forslag ved. Manglende iagttagelse indebærer dels, at arbejdsgiveren forpligtes til at betale en godtgørelse til lønmodtageren, dels, at aftalen heller ikke kan gøres gældende. Så jeg synes faktisk, at regeringen med lovforslaget har fundet et passende niveau, hvor hensynene til arbejdsgiver og lønmodtager er velafbalancerede. Regeringen kan af de oven for anførte grunde ikke stemme for forslaget.

Vi siger tak til ministeren og beder ham om at blive stående. Der er fire, der har bedt om ordet for korte bemærkninger, og den første af de fire er hr. Thomas Adelskov. Værsgo.

Nu sagde beskæftigelsesministeren selv, at regeringen fremstod forstokket i den her sag, og jeg vil så bare bekræfte, at den tale, ministeren lige har holdt her, efter min bedste overbevisning også er forstokket.

Vi har jo haft beskæftigelsesministeren i samråd i Arbejdsmarkedsudvalget, fordi der i ministerens eget ministerium har eksisteret den slags aftaler, der har bundet medarbejderne.

     Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvordan en minister, som ellers lovpriser et fleksibelt arbejdsmarked og en flexicuritymodel i Danmark, nu sætter sig i spidsen for at have en slags oplyst stavnsbinding af medarbejderne. Altså, den der fleksibilitet på det danske arbejdsmarked, hvor en medarbejder kan skifte, hvor en arbejdsgiver kan hyre den medarbejder, han har brug for, sætter man fuldstændig ud af kraft, og i stedet for at sikre, at der altså er mobilitet på det danske arbejdsmarked, gør beskæftigelsesministeren sig nu til talsmand for, at man godt må låse medarbejderne til en enkelt virksomhed, de skal bare være oplyst om det. Det synes jeg simpelt hen er forstokket.

Jeg har noget svært ved at forstå den argumentation. Det, der for mig er helt krænkende, er, at det er hemmeligt. Vi forbyder hemmeligheden, og jeg kan under ingen omstændigheder se, at det forringer lønmodtagerens ansættelsesforhold.

Så vil jeg godt prøve at give beskæftigelsesministeren et eksempel. I et givet geografisk område aftaler en række håndværksmestre med hinanden, at de ikke ansætter hinandens medarbejdere. Det gør de, måske fordi de synes, at det ville være rart at holde lønningerne nede, det kunne også være, fordi de ville sikre sig, at man ikke i en situation med arbejdskraftmangel, som vi jo har stået i og også kan se frem til i fremtiden, gik på strandhugst hos hinanden og nappede medarbejdere.
     Det betyder, at nogle konkrete håndværkere stavnsbindes til en konkret håndværksmester, og at det inden for et geografisk område vil være umuligt, at man kan søge ansættelse andre steder. Det er det, jeg mener. Det er den forstokkede politik, som beskæftigelsesministeren nu lovliggør. Det eneste, ministeren er indstillet på, er, at man altså som medarbejder skal vide, at man ikke har ret til at søge nogen som helst andre stillinger i ens nærområde.

Nu tror jeg, at situationen vil klares lidt, når vi skal til at førstebehandle regeringens lovforslag, for det betyder jo bl.a., at hvis der er hemmelige aftaler, så er de ikke bindende for lønmodtageren, og derfor skal der falde en bod i det tilfælde. Så jeg mener, at vi har gjort op med det.

Nu forstod jeg så, at ministeren mener, at lønmodtagerne skal have at vide, hvis der er nogen aftaler, som reelt stavnsbinder dem til en bestemt virksomhed.
     Jeg kunne godt tænke mig så at spørge ministeren om, om det betyder noget som helst for den enkelte lønmodtagers rettigheder. Giver det den enkelte lønmodtager en eneste rettighed mere ud over det, at man får en oplysning, i forbindelse med, hvad ministeren vil fremsætte af lovforslag?

Det vil i mange tilfælde være et væsentligt forhold, vi taler om her, hvis der er en sådan binding af lønmodtageren, og den pågældende kan jo så betragte sig som sagt op med de rettigheder, der følger af det.

Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr for endnu en kort bemærkning.

Vil det sige, at ministerens lovforslag går ud på, at en virksomhed stadig væk skal kunne stavnsbinde vedkommende, hvis vedkommende vil have arbejde, til den ene virksomhed, og vil det sige, at alternativet for den ansatte, som nu bliver oplyst, er, at man enten har arbejde her på de betingelser, arbejdsgiveren har dikteret, eller at man så ikke har noget arbejde? Er det det, der er konsekvensen? Er det rigtigt forstået?

Og det medfører, at arbejdsgiveren, hvis vedkommende meget gerne vil have, at den pågældende bliver, at vedkommende jo så ligesom i funktionærlovens § 18 bliver stillet over for, at det skal koste noget særligt at binde lønmodtageren, ja.

Nu var det sådan set mit indtryk, at det var god liberal politik, at man bekæmpede monopoldannelser og karteller af enhver tænkelig art for at fremme den fri konkurrence, og herunder også den fri konkurrence om arbejdskraften, altså retten til arbejdskraftens fri bevægelighed.
     Og der kan vel ikke være nogen tvivl om, uanset om det er det oplyste stavnsbånd eller det bare er det hemmelige stavnsbånd, at der her er tale om, at man går ind og begrænser den enkelte lønmodtagers mulighed for at bevæge sig frit imellem forskellige virksomheder, når man omvendt, som ministeren gør med sit forslag, rent faktisk tillader brugen af jobklausuler eller jobkarteller, bare lønmodtageren er oplyst herom.
     Jeg vil gerne stille ministeren et spørgsmål. Ministeren kritiserer vores forslag for, at det er ude af proportioner, fordi det ikke i tilstrækkeligt omfang er dokumenteret, at der er så store problemer med jobkartellerne.

     Men vil ministeren ikke give mig ret i, at der eksisterer områder, eksempelvis marineingeniører, eksempelvis ingeniører, der arbejder med ventilationsteknik, eksempelvis studieværter på tv - og jeg kan komme med andre eksempler - hvor der er meget begrænsede arbejdsområder for en ansat, og vil ministeren ikke erkende, at det dér vil virke meget begrænsende for den enkelte, hvis bare to eller tre virksomheder aftaler med hinanden, at de ikke ansætter hinandens medarbejdere?

Jeg vil gerne stille det spørgsmål, om fru Elisabeth Geday anerkender, at der i nogle situationer er en legitim interesse i, at to virksomheder ikke tager hinandens medarbejdere. Hvis f.eks. virksomhed A har udstationeret medarbejdere i virksomhed B, hvad der ofte forekommer på edb-området, altså, at man udvikler sin forretningsidé hos kunden, kan leverandørvirksomheden have en interesse i, at virksomheden ikke bare betaler de medarbejdere for at få dem ansat, sådan at forretningsgrundlaget forsvinder for leverandørvirksomheden.
     Det er jo nogle af de spørgsmål, vi skal tage stilling til her, og der synes jeg, at der er nogle situationer, hvor der er legitime hensyn, der gør, at man ikke bare lige kan fjerne forretningsgrundlaget for en virksomhed.

Så er det fru Elisabeth Geday for endnu en kort bemærkning.

Altså, jeg synes jo, det er lidt specielt, at svaret på mit spørgsmål er et andet spørgsmål, men nu skal jeg gøre det modsatte af, hvad beskæftigelsesministeren gjorde, nemlig svare på spørgsmålet. Det er nemlig sådan, at jeg tror, beskæftigelsesministeren har haft voldsomt travlt, så travlt, at ministeren ikke har læst, at vi skriver her:
     Forslagsstillerne er indstillede på, at der i særlige situationer kan være behov for, at der indgås aftaler. Her forudsætter forslagsstillerne, at aftalerne skal være tidsbegrænsede og kun involvere de medarbejdere, der er direkte involverede i en kunderelation med en anden arbejdsgiver. De pågældende medarbejdere skal endvidere informeres herom, give aktivt samtykke og kompenseres for begrænsningen.
     Der står jo direkte i det forslag, som vi her lægger frem i Folketingssalen, at vi rent faktisk anerkender, at der kan være situationer, hvor en virksomhed har behov for at beskytte sig mod at miste en medarbejder. Det er bare således, at den beskyttelse jo har en værdi for den pågældende virksomhed, og det er vel ikke helt urimeligt, at de medarbejdere, som begrænses som følge af aftalen, også bliver kompenseret herfor.
     Så jeg vil sige til ministeren: Ja, jeg anerkender, at der er situationer, hvor virksomheder har behov for at beskytte sig. Vil ministeren så også omvendt anerkende, at der er situationer, hvor det forekommer urimeligt begrænsende bare overhovedet at tillade eksistensen af jobkarteller?

Det, jeg synes er det voldsomt krænkende i de her sager, er det hemmelige. Og jeg har meget svært ved at forstå den meget bitre tone, som oppositionen anvender over for, at vi nu vil forbyde de hemmelige aftaler. Det er jo et kæmpefremskridt for lønmodtagerne, som jo i dag arbejder under hemmelige aftaler.
     Så er jeg da glad for, at fru Elisabeth Geday anerkender nogle af de ting, og så kan vi jo så tage diskussionen, når regeringens lovforslag skal til behandling.

Jeg er lidt optaget af at finde ud af, hvor det egentlig er, at regeringen og oppositionen er uenige. Altså, vi er enige om, at hemmelighedskræmmeriet skal fjernes; det ligger i vores forslag, og det ligger tilsyneladende også i regeringens forslag. Vi har funktionærlovens § 18, som giver mulighed for kunde- og konkurrenceklausuler.
     Hvori vil regeringens forslag styrke lønmodtagernes position i forhold til den eksisterende regel i § 18 i funktionærloven? Eller vil det bare være en situation, hvor man bliver ansat, bliver oplyst, stavnsbundet uden at få en kompensationsrettighed, sådan som funktionærloven giver mulighed for?

Regeringens lovforslag forbyder de hemmelige aftaler, og hvis to virksomheder indgår sådanne aftaler, der vedrører lønmodtageren, ja, så er de ikke bindende for lønmodtageren. Det er jo sådan set essensen i det, vi taler om her.

Hvad er grunden til, at man ikke kan bruge funktionærlovens § 18? Altså, hvis en virksomhed eller en nøglemedarbejder i en virksomhed har brug for at lave en aftale med sine medarbejdere om ikke at gå over til konkurrenten eller ikke gå over til en kunde, så har man funktionærlovens regler. Hvad er grunden til, at man ikke kan bruge dem?

Jamen det er jo det, jeg mener. Det er da det, man skal bruge som virksomhed. Hvis en virksomhed vil være sikker på at fastholde en medarbejder, hvis den medarbejder er så værdifuld for virksomheden, så skal den da bruge funktionærlovens § 18.

Tak til beskæftigelsesministeren. Så er det hr. Ulrik Kragh som ordfører.

Forundringen hos os i Venstre var meget stor, da det kom frem, at en mindre gruppe virksomhedsledere i deres visdom havde lavet en række hemmelige indbyrdes aftaler om ikke at ansætte hinanden medarbejdere. Reglerne for sprogbrug på Folketingets talerstol forhindrer mig i at gentage min egen reaktion, men ingen skal være i tvivl om, at Venstre synes, at hemmelige aftaler er fuldstændig uacceptabelt.
     Dermed ikke være sagt, at jobbindingsklausuler er irrelevante, for der kan være situationer, hvor det er relevant, at virksomheder laver aftaler om, at man ikke headhunter hinandens medarbejdere. Vi har i Danmark et meget dynamisk erhvervsliv, et erhvervsliv, som virker, et erhvervsliv, som har en høj konkurrenceevne i en globaliseret verden, og det har vi bl.a. på grund af en meget stor dynamik, på grund af meget gode samarbejdsrelationer mellem forskellige virksomheder.
     Det kan være gennem partnerskab, det kan være igennem underleverandørarbejde, det kan være igennem, at man låner hinandens medarbejdere, eller det kan være igennem vikarordninger, og den form for dynamik og den form for samarbejde kræver, at virksomhederne har mulighed for at kunne aftale med hinanden, at man ikke udhuler samarbejdsmulighederne ved at headhunte hinandens medarbejdere eller stjæle hinandens medarbejdere.
     Derfor er det relevant, at man kan have jobklausuler, men det, der er fuldstændig ufravigeligt, er, at det ikke må foregå hemmeligt bag ryggen på medarbejderne. Med det som baggrund har vi jo egentlig stor sympati for dele af det forslag, der ligger her, B 131, og det er jo også det, den diskussion, der netop har været mellem beskæftigelsesministeren og nogle af ordførerne, viser, nemlig at regeringen tager det her spørgsmål alvorligt og har fremsat et forslag.
     Men der er en række forskelle imellem det, der er regeringens forslag, og det, som er beslutningsforslaget, som vi behandler i dag. Og det, der især springer i øjnene, er to ting. Det ene er vilkåret omkring kompensationsdelen, hvor det virker, som om man går for vidt i det forslag, vi har her. Vi er i en situation, hvor den dynamik, den fleksibilitet, der skaber konkurrencevnen, bliver sat under pres med de vilkår, som er nævnt her, og derfor er det en af de ting, som vi synes er bedre i regeringsforslaget.
     Det andet er det forhold, som beskæftigelsesministeren nævnte, altså, at der kan være situationer, hvor det, at virksomhederne kan åbne bøgerne over for hinanden, kan være relevant, uden at virksomhederne nødvendigvis skal orientere deres medarbejdere om det. Det kan eksempelvis være i forbindelse med opkøb, det kan være i forbindelse med fusionsaftaler, hvor der kan være situationer, hvor virksomhederne har brug for at kunne drøfte de her ting med hinanden, uden at medarbejderne gøres unødvendigt utrygge eller forstyrres i deres arbejde; der kan altså være situationer, hvor de vilkår kommer før det naturlige SU-system, hvor man orienterer medarbejderstaben.
     Det er også et af de steder, hvor dette beslutningsforslag, som vi behandler her, går for vidt og ikke tager højde for det, og derfor synes jeg - på vegne af Venstre - at vi skal drøfte det her i forbindelse med regeringens lovforslag og få fundet den rette løsning, således at vi får fjernet de hemmelige jobklausuler og vi dermed får styrket retssikkerheden for medarbejderne.
     Men vi afviser altså dette forslag med henblik på at gennemføre noget andet i forbindelse med regeringens lovforslag.

Jeg vil gentage, hvad jeg sagde til beskæftigelsesministeren, nemlig at der jo ikke er nogen af forslagsstillerne, der benægter de situationer, som hr. Ulrik Kragh også nævner, hvor en virksomhed har brug for at binde sin medarbejder til virksomheden. Men vil hr. Ulrik Kragh ikke også anerkende, at de muligheder eksisterer allerede i dag med § 18 i funktionærloven, hvor man jo altså regulerer forhold omkring konkurrence- og kundeklausuler?
     Jeg vil oven i købet gå så vidt som til at sige: Vil hr. Ulrik Kragh ikke anerkende, at de muligheder er så ekstremt vide, at vi måske oven i købet på et tidspunkt er nødt til at begrænse adgangen til brugen af kundeklausuler?

Det, som man kan sige, er, at der er nogle sammenhænge, som er ens i de to forslag, men der, hvor de især er forskellige, er eksempelvis i forbindelse med det andet forhold, jeg nævnte, hvor vi har spørgsmålet om, at man sonderer terrænet for eventuelle opkøb eller en eventuel fusion. I beslutningsforslaget er der ikke taget højde for de ting.

     Det kan være, at Folketinget kan finde enighed om de ting, og det håber jeg da at vi under udvalgsbehandlingen både om forslaget her og det efterfølgende forslag kan nå frem til, men det er altså, sådan som situationen er nu her, således, at vi foretrækker regeringens forslag frem for beslutningsforslaget.

Jeg vil spørge hr. Ulrik Kragh, om ordføreren ikke vil anerkende, at der kan opstå en meget besynderlig situation ude i virksomhederne: Som det er nu, har man altså mulighed for at binde sine medarbejdere efter funktionærlovens § 18 a, og man skal så betale for at binde medarbejderen med det, der svarer til halv løn, i den periode, hvor medarbejderen er begrænset i sin mulighed for at søge nyt job. Den mulighed eksisterer. Nu åbner regeringen så samtidig mulighed for, at man lovligt kan binde medarbejderne ved at indgå aftaler med andre virksomheder i de her erhvervsbegrænsende aftaler, men det kan man gøre, uden at man skal betale medarbejderne kompensation for det.
     Vil hr. Ulrik Kragh ikke anerkende, at vi nu kommer i en situation, hvor det rent faktisk bliver økonomisk nærmest dumt af virksomhederne at benytte sig af funktionærlovens regler, når de nu kan få det hele, alle de bindinger, de ønsker, ganske gratis ved at lave nogle aftaler med de virksomheder, som de omgiver sig med, om ikke at ansætte hinandens medarbejdere?

Nu skal vi jo huske på, at de ting, vi diskuterer her, er et udtryk for, at arbejdsgiverne ønsker at fastholde et ansættelsesforhold med sine medarbejdere. Og ifølge det forslag, som regeringen har fremsat, vil der i hver enkelt situation, hvis det er sådan, at man pålægger erhvervsbindinger på den enkelte medarbejder, være mulighed for at vurdere sagen og se, om det er en væsentlig ændring, eller om det er en ændring, som er ubetydelig. Hvis det er en væsentlig ændring, giver det i dag medarbejderen muligheden for at kunne ophæve ansættelsesforholdet, og dermed har arbejdsgiveren tabt sin medarbejder, og det var jo det stik modsatte, arbejdsgiveren var interesseret i. Så derfor mener jeg faktisk, at der er fin balance i vilkårene, sådan som de er i regeringsforslaget, hvorimod jeg synes, at man går for vidt i B 131.

Beskæftigelsesministeren sagde, at hvis en virksomhed er meget interesseret i at beholde sin medarbejder og medarbejderen ikke bare siger op, kan virksomheden jo bruge funktionærlovens § 18. Og det lyder jo meget godt. Det er faktisk det, det her forslag går ud på.
     Men jeg kunne godt tænke mig for at få en forklaring på, hvorfor hr. Ulrik Kragh ikke er tilhænger af det her forslag, at spørge, om hr. Ulrik Kragh kan forestille sig, at virksomheder skulle kunne indgå aftaler om at stavnsbinde deres medarbejdere, hvis ikke det er, fordi de er meget interesserede i at beholde de medarbejdere.

Jeg må indrømme, at jeg synes, at det at bruge benævnelsen stavnsbinding i forbindelse med de vilkår, som vi drøfter her, hvor der jo er en høj grad af parallelitet imellem det forslag, regeringen har fremsat, og det beslutningsforslag, der ligger her, er at overdrive vildt.
     Vi er i en situation, hvor regeringen klart har tilkendegivet: Vi ønsker ikke, at der laves hemmelige aftaler bag om ryggen på medarbejderne, men der kan være situationer, hvor det er relevant at lave bindinger, når det er sådan, at vi skal have vores fleksible og dynamiske arbejdsmarked til at fungere. Og det er så det, der i regeringens forslag er foreslået et sæt spilleregler for, hvor der er et andet sæt spilleregler i det beslutningsforslag, der ligger her.
     I den forbindelse finder vi, at regeringens forslag er mere nuanceret, og det er derfor, vi hælder til regeringens forslag - ikke, fordi vi ikke synes, at det er vigtigt, at medarbejderne og lønmodtagerne generelt har gode vilkår, men fordi vi også skal have en fleksibilitet og et dynamisk arbejdsmarked, som kan sikre konkurrenceevnen.

Nu brugte hr. Ulrik Kragh jo et enkelt ord til så ikke at svare på det, jeg spurgte om. Så nu vil jeg undlade at bruge det ord og i stedet for sige, at der jo kan være virksomheder, der meget gerne vil holde på deres medarbejdere, og i så fald betyder det her forslag, at det kan man gøre ved at bruge den kendte § 18 i funktionærloven, der giver den ansatte en kompensation. Ifølge regeringens forslag kan man holde på sin medarbejder uden at give medarbejderen en kompensation.
      Vil hr. Ulrik Kragh ikke give mig ret i, at det er det, der er forskellen på de to forslag? Og vil hr. Ulrik Kragh ikke også give mig ret i, at det reelt betyder, at den arbejdsgiver, der gerne vi holde på sin arbejdskraft, kan gøre det og samtidig omgå bestemmelsen i funktionærloven ved ikke at betale kompensation?

Nu er der jo ikke fuldstændig parallelitet imellem det at binde medarbejdere til en virksomhed i forhold til et aftalegrundlag og så det at have konkurrence- og kundeklausuler, for konkurrence- og kundeklausuler er jo et generelt aftalegrundlag mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren på hele konkurrenceområdet eller på hele kundeområdet, hvorimod jobklausulerne mere er en specifik aftale i enkelte situationer imellem enkelte virksomheder. Så der er ikke fuldstændig parallelitet i tingene, og derfor synes jeg heller ikke, at man sådan skal kortslutte og sige, at det er det samme.
     Men det, der er essentielt her i forhold til hr. Jørgen Arbo-Bæhrs spørgsmål, er, om regeringen bare tilsidesætter muligheden for at kunne give en kompensation. Og der er vilkåret jo det i regeringsforslaget, at hvis det er sådan, at det er en betydelig ændring af ansættelsesvilkåret, så har medarbejderen mulighed for at kunne sige: Det her er ikke det, jeg er ansat til, det er ikke det aftalegrundlag, som vi har indgået, og derfor betragter jeg mig selv som afskediget med de kompensationsregler, der er herfor. Det er det stik modsatte af, hvad virksomheden i virkeligheden ønskede sig, og derfor har virksomhederne jo ingen interesse i at gøre det, tværtimod.

Jeg vil først gerne takke hr. Ulrik Kragh, fordi han i modsætning til beskæftigelsesministeren faktisk har forstået, at der i det beslutningsforslag, vi behandler her, lige nøjagtig også er åbnet op for, at man kan lave kundeklausuler, altså at man kan lave en aftale om ikke at ansætte hinandens medarbejdere i konkrete kundeforhold. Det er lige nøjagtig det, det går ud på: at de muligheder skal der være, fordi vi anerkender, at der kan være sådan et behov, hvis man f.eks. skal opfylde en kontrakt.
     Det, jeg synes er lidt interessant, når vi taler om stavnsbinding, er, at regeringens forslag lægger op til, at vi åbner, sådan at man ved, at nu er man omfattet af den slags aftaler, hvorimod vores forslag lægger op til, at man så skal kompenseres, og at man skal være med til at forhandle det.
     Jeg vil godt nævne det eksempel, som jeg gav til beskæftigelsesministeren, om håndværksmestre i samme geografiske område, som aftaler med hinanden ikke at hyre hinandens medarbejdere. Vil hr. Ulrik Kragh ikke fortælle mig, om ikke det er sådan, at med regeringens forslag vil det være fuldt ud lovligt, og så har man dermed stavnsbundet medarbejderne, mens det med vores forslag er sådan, at så skal lønmodtagerne i givet fald være med til at forhandle det, og at det skal kompenseres, hvis de omfattes?

Nu ved jeg ikke, hvornår hr. Thomas Adelskov sidst har været
i nærheden af arbejdsmarkedet inden for håndværksfag, men hvis det er sådan, at en række mestre vælger den løsning, som hr. Thomas Adelskov foreslår her, vil situationen jo være den, at det formentlig vil være en væsentlig ændring i ansættelsesvilkåret, fordi det vil forhindre vedkommende i at kunne få ansættelse et andet sted. Og den væsentlige ændring vil føre til, at vedkommende vil kunne opsige sin kontrakt og dermed være berettiget til en kompensation, og dermed vil vedkommende meget kort derefter kunne få ansættelse et andet sted hos en anden mester i stedet for. Så spørgsmålet er jo:
Er det overhovedet i arbejdsgiverens interesse? Nej, det er det ikke. Så til trods for, at hr. Thomas Adelskovs spørgsmål egentlig mere vedrører det lovforslag, som vi skal behandle senere, end beslutningsforslaget, vil jeg sige, at der altså er nogle nuanceforskelle her, som gør, at til trods for at vi er enige i hovedsigtet her, har vi valgt at sige: Vi følger lovforslaget, og vi støtter det den vej rundt i stedet for.

Det bliver jo interessant at se, hvordan vi så skal håndtere det her i dagpengesystemet. Hvis man betragter sig som opsagt og skal gennem et civilretligt søgsmål for at få afklaret det, vil beskæftigelsesministeren så også være indstillet på
- det kan vi jo få at høre, når vi skal behandle hans lovforslag på et tidspunkt - at man kan få dagpenge uden at være opsagt, altså uden selv at have sagt op, hvor man jo ryger ind i en karantæne. Det bliver en interessant diskussion. Jeg synes også, det er interessant, at hr. Ulrik Kragh ikke anerkender, at det rent faktisk kan foregå sådan, som jeg beskriver det, for det kender vi jo rent faktisk fra den slags aftaler. Vi har jo set elektrikere, der har aftalt en bestemt prisfastsættelse med hinanden; vi har set alle mulige former for karteldannelser imellem store og små virksomheder; håndværksmestre, som har aftalt priser for dermed at undgå at konkurrere mod hinanden; vi har også set det i forhold til udbud og i forhold til at byde på offentlige opgaver. Det eksisterer jo; man laver jo den slags aftaler for at holde lønningerne i ro, og i fremtiden vil det også være for at holde på medarbejderne. Det er sådan set det, vi gerne vil undgå. Vi vil gerne have et dynamisk arbejdsmarked, hvor der er mulighed for at søge arbejde andre steder end der, hvor man måske først startede.

Det er netop sådan, at karteldannelser og ulovlige prisaftaler er stukket under stolen og skjult. Og det, der ligger i regeringens forslag er jo, at det her skal være åbent, således at alle har syn for sagen: Hvad er det, der er af aftaler, og hvordan kan man forholde sig til dem?
     Vi er i den situation, at vi - måske til forskel fra Socialdemokraterne - egentlig synes, at arbejdsmarkedets parter ville være de bedste til at aftale, hvad værdien af sådan en binding er, frem for at vi lægger det ind i lovgivningen. Derfor synes jeg, at Socialdemokraterne skulle overveje i den fremadrettede behandling af både beslutningsforslaget her og lovforslaget, om ikke arbejdsmarkedets parter var bedre til at lave vurderingen af værdien af bindingerne, frem for at vi her fra Folketingets talerstol skal beslutte det.

Tak til hr. Ulrik Kragh. Så er det hr. Bent Bøgsted som ordfører.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Dansk Folkeparti er imod hemmelige jobklausuler. Jeg har hele tiden sagt, at de skulle forbydes. Jeg har også hele tiden sagt, at jeg ikke har noget imod jobklausuler, når vel at mærke lønmodtagerne får mulighed for at tage stilling til dem. Derfor var det da også klart, at Dansk Folkeparti i et samråd med beskæftigelsesministeren sammen med alle andre partier pålagde ministeren at komme med et lovforslag, der forbød hemmelige klausuler.
     Da rapporten om hemmelige klausuler så kom, udtalte ministeren noget i stil med, at den ikke helt gav det ønskede grundlag at lave et lovforslag på, men ministeren gav dog til kende, at et lovforslag ville komme. På et efterfølgende udvalgsmøde slog et flertal fast, at ministeren skulle komme med et forbud mod hemmelige jobklausuler, hvilket ministeren også var indforstået med. Det forslag er nu blevet fremsat, og derfor er det selvfølgelig også oplagt, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte B 131.
     Dansk Folkeparti holder sig til det, som et enigt udvalg har pålagt ministeren. Og man kan selvfølgelig undre sig over, at forslagsstillerne ikke holder sig til det, som de selv har pålagt ministeren.
     Det har så ført til dette beslutningsforslag, der er fremsat, før ministeren skulle komme med sit lovforslag. Jeg synes egentlig ikke, det er en rimelig sagsgang, og det kan kun tolkes som forslagsstillernes dobbeltmoral og mistillid til ministeren. Har udvalget pålagt ministeren en handling, må man nødvendigvis også give ministeren mulighed for at bevise, at ministeren vil overholde påbuddet.
     Så af de grunde siger Dansk Folkeparti nej til forslaget. Vi har som sådan ikke det helt store at udsætte på forslaget, men vi holder os til det, som vi sammen med de øvrige partier har pålagt ministeren, og så venter vi med debatten, til vi skal behandle ministerens forslag.

Jeg skal starte med at beklage, at hr. Bent Bøgsted ikke valgte at være medforslagsstiller på det forslag. Men det var jo sådan - med de tidsfrister, der er aftalt her i Folketinget - at forslaget skulle være indleveret inden den
1. april, for at man kunne være sikker på, at det blev behandlet og også kunne nå at komme til afstemning, inden Folketinget gik på sommerferie. Og da vi ikke havde set noget forslag fra ministeren og ministeren på trods af henvendelser fra vores side ikke ville fremsætte sit eget forslag, følte vi os nødsaget til at sikre, at vi havde muligheden for at træffe en beslutning her i Folketingssalen. Jeg tror også, at hr. Bent Bøgsted er enig i, at det var vigtigt, at vi fik forslaget frem i Folketinget. Jeg forstår hr. Bent Bøgsteds tale sådan - og det kan han jo bekræfte - at han sådan set er enig i hovedintentionerne, men at det er proceduren, han er utilfreds med. Og hvis det er sådan, jeg skal forstå det, er jeg helt med på, at når vi når lidt længere frem og skal til at behandle ministerens forslag, så kigger vi på, hvordan vi kan ændre det, så det passer til den virkelighed, der er uden for Christiansborg.

Jamen jeg er overbevist om, at når vi skal behandle ministerens forslag, bliver det til en fornuftig løsning, der passer til virkeligheden udenfor.

Så siger vi tak til hr. Bent Bøgsted. Og så er det fru Henriette Kjær som ordfører.

Da vores ordfører på området, hr. Lars Barfoed, desværre ikke kan være til stede, skal jeg fremføre følgende:
     Det Konservative Folkeparti er imod hemmelige jobklausuler. Medarbejderne må naturligvis have krav på at vide, hvilke forhold de er ansat under, herunder om der består aftaler mellem deres arbejdsgivere og andre virksomheder, der har betydning for deres mulighed for at søge et andet job. Derfor støtter vi også lovforslaget fra beskæftigelsesministeren, der vil sikre lønmodtagernes rettigheder i den forbindelse.
     Derimod er Det Konservative Folkeparti ikke tilhænger af på nuværende tidspunkt at gå videre i retning af at regulere indholdet af sådanne aftaler mellem virksomheder. I forvejen er aftaleloven jo til for at forhindre helt urimelige aftaler, og vi har de særlige bestemmelser om konkurrenceklausuler. Skal vi gå videre i retning af at regulere også disse aftalers nærmere indhold, er det en indblanding i aftalefriheden, der kræver, at et par forudsætninger er opfyldt.
     Vi skal undersøge rimeligheden af de aftaler, der eksisterer: Hvad er det for konkrete bestemmelser, de indeholder med hensyn til omfang, berørte personalegrupper, gælder de også efter ansættelsesperioden osv.? Er der tale om så urimelige bestemmelser, at der skal ske en særlig lovregulering af deres indhold? I givet fald må vi vurdere elementerne i en lovgivning.
     Et forbud mod hemmelige jobklausuler, som beskæftigelsesministeren har foreslået, vil få alle aftaler frem i lyset og dermed give os lejlighed til at vurdere dem nærmere. Meget taler også for, at det i sig selv vil skabe sådan en grad af fokus på indholdet af aftalerne, at de helt af sig selv vil blive renset for urimeligheder.
     Det Konservative Folkeparti er således ikke afvisende over for, at en regulering kan komme på tale, men vi mener ikke, at forudsætningerne på nuværende tidspunkt er til stede. Vi ønsker heller ikke på nuværende tidspunkt at binde os til, at det lige netop er de elementer, der er fremhævet i beslutningsforslaget, der skal forbydes. Der kunne jo tænkes at vise sig andre. På det grundlag vil vi afvise forslaget.

Tak til fru Henriette Kjær.
     Så er det fru Elisabeth Geday som ordfører. Og så skal jeg beklage, hvis jeg tidligere har overset en markering fra fru Elisabeth Geday.

Det er tilgivet.
     For Det Radikale Venstre er det fuldstændig uacceptabelt og stødende, at to virksomheder indbyrdes kan aftale, at de ikke vil ansætte hinandens medarbejdere, uanset om det er noget, de oplyser den pågældende medarbejder om, eller de ikke gør det.
     Det er klart, at det er særligt stødende, når man som medarbejder kan konstatere, at man sender ansøgninger ud til potentielle arbejdsgivere og får et afslag uden selv at vide, at forklaringen er, at de to virksomheder har aftalt ikke at ansætte hinandens medarbejdere. Det er selvfølgelig særligt stødende. Men det er under alle omstændigheder stødende og uacceptabelt, at to virksomheder uden overhovedet at vende det med den ansatte aftaler, at de ikke vil ansætte hinandens medarbejdere.
     Sagen er også den, at det går imod samfundets interesser. Vi ved allerede i dag, at der er brancher, hvor medarbejderne på grund af de her hemmelige aftaler er så begrænset i deres mobilitet mellem arbejdspladser, at det simpelt hen hæmmer dels videndelingen mellem de pågældende virksomheder, dels muligheden for at etablere små, nye virksomheder.
     Som sagen er, eksempelvis i it-branchen, er det sådan, at mennesker, der forsøger at etablere en ny virksomhed og tiltrække nye medarbejdere, hver eneste gang, de skal levere en ydelse til en lidt større konsulentvirksomhed, bliver tvunget til at underskrive aftaler af den her karakter, som senere involverer, at de bliver meget begrænset i deres muligheder for at tiltrække arbejdskraft. Det er ganske enkelt hverken i samfundets interesse eller i den enkelte lønmodtagers interesse. Derfor skal vi det skidt til livs.
     Ministeren har jo beskyldt Det Radikale Venstre som en af forslagsstillerne til det her forslag for ikke at ville tilgodese, at der kan være situationer, hvor en virksomhed kan have helt legitime interesser i at beskytte sig mod, at konkurrenter hugger medarbejderne i virksomheden. Men det er direkte forkert. Vi anerkender, at der kan være specielle situationer, hvor virksomhederne har behov for at beskytte sig på den måde. Men vi siger bare, at hvis det er tilfældet, er det også noget værd for virksomheden, at den begrænser medarbejdernes muligheder for at søge job hos konkurrenten, og derfor er det vel ikke urimeligt, at de pågældende medarbejdere bliver kompenseret på den ene eller på den anden måde.
     Det er desuden vores påstand, at de muligheder, man allerede i dag har efter funktionærlovens § 18 for at lave konkurrenceklausuler eller kundeklausuler, er vide, endog meget vide. De giver virksomhederne meget vide muligheder for at beskytte sig i de tilfælde, hvor der er et legitimt behov for at forhindre konkurrenter i at hugge medarbejdere. Jeg vil faktisk sige, at for så vidt angår kundeklausulerne, er loven i dag ikke tilstrækkelig restriktiv. Der er mulighed for at binde medarbejderen i et omfang, som Det Radikale Venstre stadig væk synes er uacceptabelt.

     Sådan set glæder jeg mig til, at der kommer en lovgivning på det her område, og jeg tror også, at vi kommer
i en situation, hvor vi må anerkende, at det lovforslag, som vi trods alt har fået ministeren til at diske op med, er bedre end ingenting. Men jeg fastholder, at det, vi som forslagsstillere i dag kommer med, er bedre end det forslag, som ministeren i går lagde frem. Jeg synes, der er behov for at sige til virksomhederne:
I bør binde jeres medarbejdere med gode ansættelsesvilkår og et spændende arbejde; I bør ikke binde jeres medarbejdere med luskede aftaler, som I indgår med hinanden med eller uden medarbejdernes vidende. Det bør simpelt hen ikke forefindes i et arbejdsmarked, som ellers priser sig af fleksibilitet, mobilitet og videndeling.

Tak til fru Elisabeth Geday.
     Så er det hr. Ole Sohn som ordfører.

Hemmelige jobklausuler er ikke skønne, men jobklausulerne bliver ikke skønnere af at blive oplyst, og hemmelig stavnsbinding er slemt, men oplyst stavnsbinding er ikke bedre. Derfor er det ikke nogen løsning, at man gør de hemmelige aftaler offentlige.
     Det, der er afgørende, er, at man sikrer en ordentlig mobilitet på arbejdsmarkedet, sikrer innovation og udvikling af forskellige jobtyper, jobområder og erhvervsområder. Derfor ville den bedste løsning være at lave et lovforslag, som ligger på linje med det af oppositionen fremsatte beslutningsforslag, hvor man forhindrer og ulovliggør de hemmelige jobaftaler, og der, hvor der kan være en legitim interesse i i en kortere tidsbegrænset periode at lave en særlig kundeklausul, en særlig konkurrenceklausul, benyttes funktionærlovens § 18.
     I den forbindelse vil jeg godt understrege, at jeg er fuldstændig enig med Det Radikale Venstre i, at selv § 18 i funktionærloven og den måde, den bliver fortolket på, giver alt, alt for vide rammer for at kunne binde lønmodtagerne. Det har vi ingen interesse i som samfund, og lønmodtagerne har slet ingen interesse i det, men det har erhvervslivet faktisk heller ikke, fordi enhver form for binding, der er unødvendig, er hæmmende og begrænsende for erhvervslivets udvikling og for innovationen i erhvervslivet. Derfor er det ikke en vej at gå. Jeg håber, at regeringen vil indse det, så den, inden vi kommer til behandling af regeringens forslag, i hvert fald ikke falder i den grøft. Jeg håber, at vi har hørt forkert her i dag, nemlig at ideen faktisk er at lave en form for oplyst stavnsbinding, hvor man bare forringer lønmodtagernes mulighed for at få kompensation. Så er det næsten at gøre ondt værre.

Tak til hr. Ole Sohn.
     Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr som ordfører.

Enhedslisten er principielt modstander af enhver form for stavnsbinding af medarbejdere til en virksomhed. Hvis det er sådan, at en arbejdsgiver synes, at det er meget, meget vigtigt, at en bestemt ansat lige netop er ansat hos ham eller hende, er der, hvad enten vi snakker om en dygtig tømrer eller en it-ekspert, kun en vej: Arbejdsgiveren må bøde, hvad det koster i god løn og arbejdsforhold, for at medarbejderen rent faktisk får lyst til at blive i virksomheden.
     I dagens Danmark har vi allerede bestemmelser for, hvordan en arbejdsgiver gennem en aftale med den ansatte kan sørge for, at den ansatte bliver hos sin arbejdsgiver. Det er reguleret gennem funktionærloven.

Funktionærloven fastsætter jo faktisk på god, dansk vis, hvordan man, hvis man laver sådan en aftale, skal give den ansatte en kompensation. Der er altså nogle forholdsvis faste regler for, hvordan man regulerer det her marked.

     Men på det seneste er det jo kommet frem, at arbejdsgivere i dag kan omgå de regler. De kan omgå reglerne ved at indgå hemmelige jobklausuler med andre virksomheder, potentielle kunder eller konkurrerende virksomheder. De aftaler er kommet frem nogle steder. Det vil sige, at de aftaler, som var hemmelige en overgang, selvfølgelig ikke er hemmelige mere, når de er kommet frem.
     Faktisk kan man sige, at hele grundlaget for regeringens og ministerens arbejde med det her er oplysninger om, at der bliver indgået sådanne aftaler hen over hovedet på den ansatte, uden at den ansatte har nogen indflydelse, og uden at den ansatte får den kompensation, som vedkommende ellers skulle have ifølge funktionærloven. Alle de oplysninger, ministeren har fået om den slags aftaler, kan jo nødvendigvis ikke være hemmelige, for når han får dem, er de ikke hemmelige mere.
     Faktisk har ministeren fået en række aftaler på sit bord, der betyder, at når ministeren kender dem, så kender den ansatte dem også, men giver det den ansatte nogen rettigheder? Det giver ikke den ansatte en eneste rettighed. Derfor er det ikke alene uambitiøst, det er faktisk i modstrid med den almindelige aftalemodel, vi ellers har på arbejdsmarkedet, hvis man fortsat accepterer, at der kan indgås aftaler, som berører den ansattes arbejdsforhold, og som berører den ansattes ansættelsesforhold, hen over hovedet på den ansatte; altså hvis man, som med ministerens ord, siger, at det kan man gøre, bare den ansatte er oplyst om, at aftalerne er der.
     Konsekvensen af ministerens holdning til det her beslutningsforslag fra oppositionens side er jo, at man stiller den ansatte over for et valg: Enten accepterer man den aftale, som man har fået oplyst, og bliver i virksomheden, eller også siger man op og har ikke noget arbejde, uden at der på nogen som helst måde bliver tale om en kompensation.
     Det er i virkeligheden det, vi snakker om i dag. Vi snakker om, om funktionærlovens bestemmelser skal være gældende for alle aftaler, hvor en arbejdsgiver er interesseret i at holde på en bestemt ansat. Skal den ansatte have kompensation ifølge reglerne efter funktionærloven, eller skal den ansatte bare sige: Nå, sådan er det? Og hvis man ikke siger: Nå, sådan er det, så er det sådan, at man dog trods alt stadig væk har muligheden for at sige op og blive arbejdsløs.
     Det drejer sig i virkeligheden om, hvordan vi indtil videre har opfattet det som gældende i den slags aftaler, hvor der hele tiden har været reguleret efter funktionærloven, og hvor vi nu er blevet opmærksomme på, at en lang række aftaler ikke bliver reguleret efter funktionærloven. Og så vil ministeren med sit forslag blot lade stå til og sige, at sådan skal det stadig være, bare aftalerne bliver oplyst til den enkelte. Det er for slapt, og det vil betyde, at stadig flere vil kunne bindes til deres arbejdsplads, uden at de får nogen kompensation for det.
     Det er derfor, at det forslag, vi har fremsat sammen med Socialdemokraterne, De Radikale og SF, er bedre, og det er tættere på, hvordan vi normalt opfatter den danske aftalemodel.

Tak til hr. Jørgen Arbo-Bæhr. Og så er det hr. Thomas Adelskov som ordfører for forslagsstillerne.

Jeg skal starte med at takke for behandlingen af forslaget. Jeg vil også godt takke ordførerne, også ordførerne fra partierne, som ikke er medforslagsstillere, for jeg synes faktisk, at der var åbninger i Venstres ordførers tale i retning af at få kigget på de her problemer, men særlig synes jeg, at både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti var opmærksomme på, at der var problemer, og var opmærksomme på, at der skulle findes nogle løsninger. Villigheden til at gøre det her og nu fra De Konservatives side var måske ikke så stor som fra oppositionens side.

     Jeg ser frem til, at vi får ministerens lovforslag til behandling i Folketingssalen, for jeg vil glæde mig til at se, hvordan Dansk Folkeparti har tænkt sig at udmønte de synspunkter, de har gjort gældende både her i dag og tidligere i medierne.
     Jeg synes, at der er rejst en række principielle debatter, og det kan jo for nogle være lidt vanskeligt at høre, hvor nuancerne lige nøjagtig er. Beskæftigelsesministeren talte meget om det krænkende i de hemmelige aftaler, og ministeren forklarede om sit eget lovforslag, som han har fremsat i går, og som handler om at forbyde hemmelige aftaler.
     Jeg er sådan set enig i, at de er krænkende. Jeg synes måske, at det er en hån mod medarbejdere, at man har hemmelige aftaler, der omfatter et ansættelsesforhold. Men det, der jo er et lige så stort problem, er, at selv om aftalerne kommer ud i det åbne, altså selv om aftalerne ikke længere er hemmelige, så kan det være aftaler, der binder medarbejderen til en konkret virksomhed, altså gør det umuligt for den enkelte lønmodtager at søge ansættelse i en konkurrerende virksomhed eller i en virksomhed, som man har haft et kundeforhold til, fordi arbejdsgiverne nu har indgået en aftale hen over hovedet på lønmodtageren.
     Det, der vel i realiteten er den store forskel, er, at med ministerens forslag forbyder man hemmelighedskræmmeriet, men så kan virksomhederne løse hele problemet ved at sende en e-mail rundt til deres medarbejdere og fortælle dem, at man har indgået jobaftaler med x antal virksomheder, og der kan de altså ikke længere forvente at få ansættelse, hvis de søger job der. Eller man kunne måske endda forvente noget så grelt, at det var noget, virksomheden kunne klare med en sms til medarbejderne om, at nu var de omfattet af en ikkeansættelsesklausul i forbindelse med en række virksomheder.
     Det er ikke acceptabelt. Det hæmmer mobiliteten på arbejdsmarkedet, det ødelægger medarbejdernes og den enkelte lønmodtagers mulighed for at kunne stille nogle lønkrav, men også for at kunne stille nogle krav, der handler om ens arbejdsforhold og arbejdsvilkår. Det vil i nogle situationer formodentlig være sådan, at virksomheder i et givet geografisk område, håndværksmestre eller andet, kan aftale med hinanden indbyrdes, at de altså ikke ansætter hinandens medarbejdere. På den måde vil man jo låse den enkelte lønmodtager til en virksomhed, medmindre lønmodtageren er indstillet på enten at skulle til at pendle enormt langt eller på at flytte både sig selv og familien ud af det geografiske område. Det er ikke acceptabelt.
     I debatten er det nødvendigt at få slået fast, at det er en, synes jeg, ikke særlig gennemskuelig misforståelse fra beskæftigelsesministerens side, når ministeren påstår, at vi ikke fra oppositionens side anerkender, at der kan være behov for, at man laver aftaler. Jo, det gør vi. Vi har bare sagt, at det er nødvendigt at begrænse de aftaler for at sikre mobiliteten på arbejdsmarkedet og for at sikre lønmodtagernes rettigheder. Hvad angår at begrænse dem, har vi fundet det enkle redskab, som vi allerede i dag kender fra kunde- og konkurrenceklausulerne i funktionærloven, regler, der betyder, at hvis man laver den slags aftaler, så skal det forhandles med medarbejderne, og der skal laves en konkret aftale om en kompensation - og ellers findes der nogle satser. Det er jo lige nøjagtig den måde, hvorpå vi sikrer, at det f.eks. ikke bare er sådan noget, som man slynger om sig med, og hvor man aftaler håndværksmestre imellem eller forretningsdrivende imellem, at man ikke ansætter hinandens medarbejdere. Det ville sikre, at det kun var der, hvor der var tale om nøglemedarbejdere, og hvor det var afgørende for virksomheden at man fastholdt medarbejderen, det skete, fordi det ellers ville koste virksomheden penge. Vi ser i de her år en masse karteller dukke op. Konkurrencemyndighederne er ude at ransage virksomhederne, hvor virksomhederne laver alle mulige aftaler om elinstallationer, rør, benzin osv. Det er karteldannelser, der går ud over forbrugerne, fordi man aftaler faste priser, der betyder, at vi enten som skatteborgere eller forbrugere kommer til at skulle betale mere for en vare. Her er der tale om nøjagtig de samme karteldannelser, her er der bare tale om, at det ikke er forbrugerne, men den enkelte lønmodtager, der ikke får mulighed for at kunne bevæge sig frit rundt på arbejdsmarkedet og søge ansættelser
i de virksomheder, han eller hun finder kunne være interessante. Det kan de ikke - ikke fordi de mangler kvalifikationer, men fordi arbejdsgiverne har aftalt, at det må de ikke, for arbejdsgiverne må ikke ansætte hinandens medarbejdere. Det er ikke acceptabelt og derfor er det beslutningsforslag fra oppositionen fremsat. Venstres ordfører, hr. Ulrik Kragh, pegede på og efterlyste, hvorfor Socialdemokraterne ikke ville lade det her være op til arbejdsmarkedets parter at forhandle. Jamen det er jo lige nøjagtig det, det her forslag går ud på. Rent faktisk er det min opfattelse, at arbejdsmarkedets parter vil aftale nogle satser og nogle former og nogle rammer for noget sådant i forbindelse med overenskomstforhandlinger, og gør de det ikke, er der altså klare regler i funktionærlovens § 18, som det også er nævnt i forslaget. Jeg tror, at arbejdsmarkedets parter vil kunne løse spørgsmålet.

     Men hvis vi skal forholde os til regeringens forslag, synes jeg, man skal notere sig den kritik af forslaget, der er blevet rejst af en række organisationer. Jeg synes, kritikken påpeger, at regeringens forslag rent faktisk vil gøre det sværere for lønmodtagere at flytte rundt mellem virksomheder og lettere for virksomheder at stavnsbinde medarbejdere. Som nogle af organisationerne advarer om i Politiken i dag, vil det nemlig være sådan, at efter regeringens forslag vil det være lovligt, være tilladt at stavnsbinde medarbejderne, og man skal ikke engang gøre brug af funktionærlovens § 18 og kompensere medarbejderne. Med andre ord: Man kan altså gøre det stort set gratis.
     Det er ikke acceptabelt, og derfor glæder vi os til den debat, vi skal have om ministerens forslag. Jeg synes, jeg har kunnet høre i dag, at der ikke er flertal i Folketinget for et så åbent og så ringe forslag.
     Oppositionen anerkender, at virksomheder kan have legitime grunde til at indgå aftaler med hinanden, og det er heller ikke det, forslaget her går ud på at begrænse. Vi vil bare begrænse den overdrevne brug af indgåelse af aftaler, der er fuldstændig irrelevante som f.eks. aftalerne i Beskæftigelsesministeriet og de mange kundeaftaler, hvor store virksomheder her i landet har forbudt bestemte virksomheder at ansætte en medarbejder fra den pågældende virksomhed, og som pressen har lagt frem.
     Det er ikke acceptabelt at begrænse mobiliteten på det danske arbejdsmarked, og jeg forstår ikke, at en minister, der kalder sig liberal, rent faktisk vil fremsætte forslag, der fastholder muligheden for, at en enkelt virksomhed kan stavnsbinde sine medarbejdere. Vi kræver mobilitet, og derfor har vi fremsat forslaget.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Ulrik Kragh.

Det er egentlig fantastisk at høre en tale som den, hr. Thomas Adelskov brænder af her som afslutning på en debat, hvor vi egentlig på mange områder har været meget enige om, at det at lave sådanne aftaler bag ryggen på medarbejderne er fuldstændig uacceptabelt.
     Jeg må indrømme, at da jeg læste avisen i morges, rystede jeg også lidt på hovedet og tænkte: Hvorfor piske sådan en stemning op? Vi har mange gode samarbejder på arbejdsmarkedsområdet og laver mange gode ting sammen, og derfor må jeg indrømme, at når jeg hører en tale som den, hr. Thomas Adelskov netop har fyret af, virker det ganske forunderligt på mig, at hr. Thomas Adelskov har lyst til at kravle så langt op i træet, når der er tale om noget, vi er så forholdsvis enige om.

Hovedproblemet er jo lige nøjagtig, som hr. Ulrik Kragh siger, at man stadig kan lave aftaler bag ryggen på medarbejderne. Det eneste, regeringen foreslår, er, at når man har lavet de aftaler og har stavnsbundet medarbejderne, kan de få en e-mail om, at i øvrigt kan de ikke søge ansættelse i den og den virksomhed eller i de og de virksomheder. Det eneste, regeringen foreslår, er sådan set, at man skal have at vide, at man er stavnsbundet til sin virksomhed.
     Så henviser hr. Ulrik Kragh til Politiken fra i dag og snakker om at piske en stemning op. Jeg forstår godt, at hr. Ulrik Kragh synes, at regeringen har en dårlig sag, og at han derfor gerne vil tale den ned, men faktum er jo, at organisationerne helt berettiget er voldsomt bekymrede over, at regeringen nu blåstempler aftaler, der binder medarbejdere til en enkelt virksomhed, uden at de har en jordisk chance for at blive kompenseret for det eller for at kunne forhandle.

Der er simpelt hen en præmis, som ikke er korrekt, i alt det, hr. Thomas Adelskov fremfører, nemlig at det vil være begrænsende for dynamikken i vort erhvervslivs konkurrenceevne og vore muligheder for at kunne klare os. Vi er i en situation, hvor danske virksomheder netop ikke kan klare sig, hvis de ikke arbejder sammen, fordi det kræver enorm reaktionshastighed, hvis vi skal kunne klare os og være med til at løse opgaver på internationalt plan, og derfor er den præmis, som hr. Thomas Adelskov lægger ind her, simpelt hen ikke korrekt.
     Derudover synes jeg, det er forunderligt, at hr. Thomas Adelskov forsøger at piske en stemning op, så en hel masse lønmodtagere tænker: Uha, hvad er nu det her for noget, og hvad er det, vi bliver påført? De historier om at sende en mail osv. har jo ingen bund i virkeligheden, for hvis det er sådan, at der sker en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, er alle lønmodtagere jo beskyttet. Sådan er spillereglerne på det danske arbejdsmarked, og sådan skal de blive ved med at være, så jeg synes simpelt hen, hr. Thomas Adelskov skulle forholde sig til det forslag, som regeringen har fremsat, så vi kan få fundet en god løsning for lønmodtagerne.

Selvfølgelig begrænser det mobiliteten på det danske arbejdsmarked, hvis man stavnsbinder medarbejderne til virksomheden. Hvis en medarbejder ikke kan søge ansættelse i en anden virksomhed, eller hvis en virksomhed ikke kan få de kvalificerede medarbejdere, den er villig til at betale for, fordi den er blevet tvunget ind i forhold, hvor der er underskrevet en konkurenceaftale, der betyder, at den ikke kan ansætte medarbejdere, der kommer fra en given virksomhed, ødelægger det selvfølgelig mobiliteten. Det er der da overhovedet ikke nogen tvivl om.
     Den første, jeg nogen sinde har hørt sætte spørgsmålstegn ved det, er hr. Ulrik Kragh i dag, og det anerkender jeg simpelt hen ikke. Det er et kæmpeproblem for det danske arbejdsmarked, hvis man fastlåser medarbejderne. Vi er jo enige om, at det danske flexicuritysystem, hvor arbejdsgiveren meget hurtigt kan hyre og fyre, er en forudsætning for, at vi har høj velstand i det danske samfund. Folk valfarter til Danmark fra hele verden for at se vores flexicuritysystem, men rent faktisk er regeringen ved at begrænse flexicurity, begrænse den enkelte lønmodtagers mobilitet på arbejdsmarkedet, og det vil den nu have frem i lyset, altså synliggøre det. Men det er bare ikke tilstrækkeligt.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.