Jeg vil gerne takke for den debat, der har været, for jeg synes, at det har været en interessant debat om, hvor man skal stille kravene i forbindelse med offentlig ledelse. Regeringen mener, at det er detailstyring, når vi stiller sådan nogle meget overordnede krav helt generelt til den offentlige sektor, og det mener ordførerne fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti også, men derimod går de ind og detailstyrer og bureaukratiserer i form af kontrol og alt muligt andet efterfølgende.
Vi har den modsatte opfattelse. Vi mener, at der skal være ret klare overordnede krav til ledelsen og så til gengæld større frihed efterfølgende. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke skal være kontrol, men den måde med skemaer og alting, som regeringspartierne - med regeringen i spidsen selvfølgelig - har indført, er vi direkte modstandere af.
Det er jo helt pudsigt at høre regeringspartierne - for man kan sige, at finansministeren såmænd ikke gik så langt i de sammenhænge - sige, at regeringen er imod detailstyring. Hvad er det for noget forvrøvlet sludder? Altså, regeringen bestiller ikke andet end at detailstyre, kontrollere og bureaukratisere, det ved vi alle sammen. Den offentlige sektor er ved at segne under at udfylde skemaer, og så kommer man her og siger, at det er detailstyring, når vi mener, at der skal være et stillingsopslag, som specifikt nævner, at man ikke må diskriminere mod de og de grupper. Jeg synes simpelt hen ikke, det hænger sammen, det, der bliver sagt.
Det er to forskellige måder at tilrettelægge den offentlige sektor på. Regeringspartierne vil kontrol, bureaukratisering, afrapportering, og hvad ved jeg, så der faktisk ikke mere er tid for medarbejderen til at lave et fornuftigt arbejde. Vi siger, at der skal nogle overordnede rammer til, og så må vi selvfølgelig på en eller anden måde se, hvordan de opfyldes.
Men udgangspunktet for det her forslag er jo, at næppe har man fået et ligestillingsår, hvor ligestillingsministeren render rundt og snakker om, hvor vigtigt det er, at vi får ligestilling og alle mulige grupper ind i samfundet, før Finansministeriet afskaffer det cirkulære - det gamle cirkulære - som dog specificerer noget om, hvad man ikke må diskriminere imod.
Nu er det alle uanset baggrund, og jeg vil bare gerne sige, at sætninger jo kan blive så brede, at de bliver indholdstomme, og det er jo det, der er sket med det her cirkulære. Det er indholdstomt, og derfor synes vi, det er en forkert vej. Vi synes, at det burde indeholde, at man som bundtekst nævnte de her ting.
Det gør vi selvfølgelig ikke ud af den blå luft. Det gør vi, fordi vi ved, at der er mange grupper, der helt konkret føler sig diskrimineret. Og derfor synes vi, det er vigtigt at nævne, at de ikke behøver at føle sig diskrimineret, men at de roligt kan søge.
Det er selvfølgelig ikke et forslag, der løser hele den offentlige sektors problemer, det er der jo ingen, der har forestillet sig man kan, men spørgsmålet er, om ikke det kunne være en af måderne at få en bredere rekruttering til den offentlige sektor på.
Jeg synes så i øvrigt, at vi, netop som fru Line Barfod specielt har været inde på, diskuterede resultatkontrakter sådan helt ud i det blå. Der er jo ingen af os, der aner, hvad der står i disse resultatkontrakter, og derfor er der ingen af os, der kan deltage i en diskussion om, hvorvidt der rent faktisk står noget om, at det er særlige vilkår for den og den offentlige leder eller dem, der arbejder under den der offentlige resultatkontrakt, at der skal ansættes flere personer af han- eller hunkøn eller af anden etnisk baggrund, eller hvad ved jeg. Men det er jo så en diskussion, vi må prøve at tage.
Jeg prøvede netop på vejen herop at tjekke med finansministeren, som jeg jo engang har været ministerkollega med, om de her redegørelser, der i sin tid var om modernisering af den offentlige sektor, stadig væk eksisterer. Det er der ingen af os der mener at de gør. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke har redegørelser her i Folketinget. Men dengang - det er jo altså også langt tilbage
- havde man faktisk hvert år en diskussion om modernisering af den offentlige sektor, hvor man kunne gå ind og diskutere nogle generelle principper. Jeg siger ikke, vi skal genindføre det, men jeg vil i hvert fald sige, at vi under udvalgsarbejdet godt vil prøve at diskutere lidt mere omkring alle de her spørgsmål, også i lyset af det, som ordførerne har sagt. Det er jo selvfølgelig fristende for mig, også i lyset af det, man har sagt, at prøve at komme med en længere redegørelse om, hvad vores tillidsreform indebærer. Den indebærer jo faktisk, at man laver nogle meget overordnede rammer for institutionerne, for de principper, der gælder for institutionerne, for, hvordan fagligheden skal være, og for, hvilke rammer ledelsen har. Det har ikke noget at gøre med, at der er frit valg på alle hylder, det indebærer det jo ikke. Netop det, at man har meget store, vide rammer for ledelsen og de offentlige institutioners virkemåder, betyder, at man skal være mere præcis med hensyn til, hvad det så er for nogle meget overordnede krav, der skal opfyldes. Et af de meget overordnede krav er, at der ikke må diskrimineres, og en specifikation af det. Jeg vil også godt sige, at når vi ønsker at nævne det, er det jo, fordi, som jeg har sagt, at der er mennesker, der føler sig diskrimineret, men det er jo altså også sådan, at man i andre sammenhænge, traktatmæssigt og på anden vis, mener, at det er nødvendigt at nævne de her ting, fordi der de facto finder en diskrimination sted. Igen synes vi, det er meget mærkeligt, at det her ligestillingsår, som regeringen snakker højt og bredt om, indledes med, at man kommer med et cirkulære, hvor netop de præciseringer om minoritetsgrupper er blevet taget ud. Det synes vi er et rigtig dårligt signal. For det, der helt konkret betyder noget i forbindelse med en stilling, er de mennesker, der søger stillingen, og det er altså vigtigt uanset hvordan at sende det signal til de mennesker, at vi har en ikkediskriminerende offentlig sektor. Det kunne måske også være en af måderne til, at vi de facto får en ikkediskriminerende offentlig sektor.