Den sidste sag på dagsordenen var:
7) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 15:
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af den fleksible ungdomsuddannelse. Af Anne Baastrup (SF), Christine Antorini (S), Margrethe Vestager (RV) og Majbrit Berlau (EL) m.fl. (Fremsat 13/10 2005).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Jeg gav et langt svar i sidste omgang, fordi regeringen på mange måder deler intentionerne og mener, at vi er på vej til at tackle netop de problemer, som det tidligere forslag rejser. Men dette forslag får ikke nogen lang tale, for her har regeringen meget svært ved at blive enig med forslagsstillerne om noget som helst.
     Vi mener ikke, at den frie ungdomsuddannelse var en succes. Vi mener, at den på mange måder var en blindgyde, noget, der fik eleverne væk fra de erhvervsfaglige uddannelser. Det kunne man bl.a. se af, at i 2003, da Den Frie Ungdomsuddannelse var blevet nedlagt, begyndte en større del af de unge på en kompetencegivende uddannelse efter grundskolen, og det tror jeg både de unge og de fleste forældre er bedst tjent med.
     Vi vil hellere gøre noget andet end det, forslagsstillerne foreslår. Vi har oprettet 23 nye, korte erhvervsuddannelser. Vi har udarbejdet to lovforslag, der fremsættes i morgen, om en ny mesterlære i erhvervsuddannelserne og en mesterlære i social- og sundhedsuddannelserne. Vi har givet produktionsskolerne mulighed for, at de kan oprette erhvervsgrunduddannelser. Og erhvervsgrunduddannelser er jo som bekendt netop en fleksibel og individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse, som giver de unge erhvervskompetence.

     Vi har fremmet en meget positiv udvikling, når det gælder praktikpladser. Vi er nu oppe på en forøgelse i antallet af uddannelsesaftaler på 4.000 sammenlignet med 2003, så vi er enige i, at de unge skal i gang med noget. Det er også det, der gennemsyrer integrationsaftalen, men vi mener ikke, at hverken fleksibel ungdomsuddannelse eller fri ungdomsuddannelse er vejen, fordi de unge risikerer at blive ledt hen på områder, hvor de ender med ikke at få en kompetencegivende uddannelse. Derfor nej til dette forslag.

Der er en lang række spørgere. Først fru Anne Baastrup.

Det bekymrer mig lidt, at undervisningsministeren ikke i højere grad er gået ind i selve indholdet af vort forslag omkring den fleksible ungdomsuddannelse, for vi har netop taget kritikken, der kom i forbindelse med den rapport, alvorligt.
     Vi er konkret gået ind og har lavet en lang række forbedringer, eksempelvis den der meritoverførsel. Har ministeren noget mod det? At man går ind målrettet og sikrer via en konkret vejledning, at de unge kan få stykket et uddannelsesforløb sammen, således at de kan være parate til at tage en ungdomsuddannelse, eller således at de rent faktisk kan få en kompetencesikring ude på arbejdsmarkedet?
     De erfaringer, vi har fra den frie ungdomsuddannelse, viser jo rent faktisk, at der var 51 pct. af de unge, der gennemførte en ungdomsuddannelse, som kom i arbejde. Og det synes vi da er et tal, der godt kunne trænge til at undersøges nærmere.

Regeringen er enig i, at der skal være meritgivning, der skal være genveje, at det skal let for dem, der afbryder, at starte et andet sted. Men vi mener ikke, at den knopskydning, som her foreslås, er nødvendig.

Det var også et forsøg på at komme i dialog med ministeren, at jeg rent faktisk forsøgte at sige, at vi har unge, som ikke kan håndtere at starte på teknisk skole, som ikke overhovedet har mulighed for at komme ud i mesterlære, som ikke kan bindes i de veje der, som regeringen lægger op til, og vi har unge, der er så krøllede i hovederne, at de har brug at få nogle alternative veje, således at de kan få en kompetencegivende uddannelse. Og der er det, at jeg ikke forstår, at et liberalt parti, som Venstre i hvert fald ved højtidelige lejligheder roser sig af at være, ikke kan se, at der er mennesker, der ikke kan fanges ind af de her kasser, som man nu synes, at de unge skal passes ind i.
     Det kunne være, at der var nogle, der havde brug for nogle andre veje. Så det var forsøg på en dialog med ministeren.

Jamen jeg indgår gerne i en dialog, men nu er det tilfældigvis sådan, at jeg netop i morgen fremsætter to lovforslag om praktiske adgangsveje, praktiske hovedveje ind
i to af de største uddannelsesområder, og derfor synes jeg, at jeg med sandhed kan sige, at regeringen er opmærksom på problemet. Vi har blot en anden løsning på det.

Jeg er sådan lidt usikker på, hvad der er ministerens udgangspunkt for den meget hårde vurdering af det her forslag, for man kunne godt få den oplevelse, at ministeren tror, det er attråværdigt ikke at kunne begynde på en kompetencegivende uddannelse.
     Det er mit indtryk, at det forholder sig stik modsat: at det helt, helt, helt, helt, helt overvejende flertal af unge gerne vil have en kompetencegivende uddannelse, gerne vil gøre det rigtige og gerne vil gennemføre den.
     Derfor forstår jeg ikke modviljen mod at sørge for, at der med hensyn til de allersidste kan være en mulighed for at blive samlet op for at komme i gang med et struktureret forløb, der kan give adgang til arbejdsmarkedet eller give adgang til videre uddannelse. Og jeg forstår slet ikke angsten for knopskydning, fordi de meget udmærkede tiltag med
23 nye korte uddannelser og den nye mesterlære da om noget må betegnes som knopskydning, endda med substral over, fordi den frodighed, der danner sig der, sådan set også burde kunne give plads til den fleksible ungdomsuddannelse.

Jeg synes, der er forskel på knopskydning og på adgangsveje. Alt, hvad regeringen gør, sigter på at få folk ind i de ordinære kompetencegivende uddannelser. Derfor vil vi gerne have flere veje ind i de uddannelser og i øvrigt også flere veje ud af dem igen af hensyn til dem, som får lyst til at skifte, eller som får lyst til at tage en anden, måske en videregående uddannelse. Det er altså den tænkning, vi har.
     Og vi synes ikke, at forlaget er nødvendigt. Det er velment, og det er sikkert bedre end ingenting, men vi synes altså, at det, vi har satset på, er bedre.
     Nu er der jo ingen, der vil forhindre de to udvalg, der netop er forhandlet til at blive nedsat på erhvervsuddannelsesområdet, i at drøfte også det forslag, der ligger her. Det er der jo fuld frihed til. Jeg tvivler på, om de to udvalg vil tage det op, men muligheden er der.

Nu tror jeg også, ministeren har erfaret, at der efterhånden ikke bliver taget ret mange ting op, som ikke forventes at falde i god jord hos regeringen. Så derfor ville det være en stor hjælp, hvis ministeren udtalte, at det ville være relevant at overveje det her forslag som netop en måde til at komme ind i enten kompetencegivende uddannelser eller ud på arbejdsmarkedet på.
     Det, der jo er kernen i det, er, at man sammensætter et forløb, som man vil kunne få merit for senere. Og det vil sige, at en ung pige, som er blevet helt forvirret i sit hoved, og som måske har svært ved at knække læsekoden, via den fleksible ungdomsuddannelse kunne få en helt anden selvtillid i forbindelse med f.eks. en social- og sundhedsuddannelse. Når hun så begynder der, kunne hun få en merit for det forløb, hun havde fået, sådan at hun måske kun spildte - i ministerens terminologi, vil jeg tro - helt marginal tid og faktisk kom i gang og gjorde det på et andet grundlag og med en forventet succes, som måske ellers havde været udelukket.

Inden så længe kommer regeringen med et oplæg om 10. klasse. Og 10. klasse vil i det oplæg i højere grad blive rettet mod at samle den gruppe op, som det her forslag sigter på. Vi vil lægge meget vægt på brobygning og på meritgivning.
     Så der er ikke så stor forskel i tænkemåden mellem regeringen og forslagsstillerne. Vi synes bare, der er så mange muligheder allerede, at vi gerne vil nøjes med at bruge dem.

Nu ved jeg, at ministeren har meget erfaring på uddannelsesområdet qua sin tidligere tid som minister, så jeg vil spørge: Når man snakker målsætninger, er det så ikke bekymrende, at det går den anden vej med antallet af unge mennesker, der får en kompetencegivende uddannelse? Er det ikke bekymrende, at andelen af unge, der ikke får en kompetencegivende uddannelse, siden 2002 er steget med, lad os nu lade være med at tage EGU'en med, men i hvert fald 5 pct., og så vi er oppe på 22-23 pct., der ikke får en kompetencegivende uddannelse? Hvad mener ministeren, der skal til?
     Jeg har også læst forslagene om mesterlære, jeg har selv, indtil vi kom ud af integrationsforliget, været med
i det, og jeg har diskuteret det med nogle af mine gode venner i uddannelsesverdenen, som siger til mig, at det nu vil blive de stærke, som har netværket, som vælger. Her taler vi om nogle grupper, som for de flestes vedkommende er røget ud af uddannelsessystemet. Men er det ikke bekymrende, at det er så mange og flere, der ikke får en kompetencegivende uddannelse?

Det kan man jo roligt kalde et retorisk spørgsmål, for det gentager jeg jo ti gange om dagen. Det er bekymrende, og det er det, der er det vigtigste grundlag for, at vi har nedsat Globaliseringsrådet. Når man går ind i et videnssamfund, skal man ikke have 20 pct., som ikke er i stand til at tage en uddannelse. Det er jo derfor, vi også har nedsat det udvalg, som i dag kom med en læsehandlingsplan.
     Så hvis man læser regeringsgrundlaget fra februar, hvis man ser finanslovforslagene med de ekstra penge, så må man sige, at det er svært at nævne en dag i Danmarks historie, hvor der har været mere opmærksomhed på det problem hos en regering end netop denne dag.

Jeg er glad for, at ministeren deler vores bekymringer i den sammenhæng. Men i stedet for at nedsætte alle disse her globaliserings- og trepartsudvalg og frafaldsudvalg kunne vi måske have overvejet at beholde nogle af de ting, der var, for så havde man dog ikke oplevet det voldsomme fald i uddannelserne.
     Her taler vi altså om en uddannelse, og jeg ved ikke, hvad ministerens succeskriterium er for en uddannelse, men vi taler om en uddannelse, hvor 51 pct. af eleverne fra den frie ungdomsuddannelse kom i arbejde og 38 pct. i uddannelse, at altså 89 pct. - jeg siger 89 pct. - kom i arbejde eller uddannelse. Er der nogen andre steder på universiteterne, daghøjskoler eller erhvervsskoler, at man har en højere succesrate, vil jeg spørge ministeren, og havde det ikke været bedre at beholde en række af de redskaber?

Jeg er ikke i tvivl om, men det er ikke sikkert, ministeren deler min opfattelse, at når man skærer en del af redskaberne væk, er det jo derfor, at der er færre, der får en kompetencegivende uddannelse.
     Så her var faktisk et tilbud til ministeren om en dialog om værktøj, vi ved virker.

Nu kan man jo altid stille spørgsmål. Jeg havde lyst til at stille spørgeren det spørgsmål, om han kan huske nogen anden regering, der nogen sinde har sat sig så hårdt på lige præcis det problem, vi står og taler om her, sat så mange penge af, skrevet så mange ord i regeringsgrundlaget. Det kan jeg ikke huske.

Tak til ministeren. Første ordfører bliver fru Tina Nedergaard.

Forslagsstillerne ønsker en ny toårig ungdomsuddannelse, som til forveksling ligner den nu nedlagte fri ungdomsuddannelse. Det er givetvis et velment forslag, og det retter sig da også mod en problemstilling, som vi anerkender i Venstre. Men vi kan ikke støtte forslaget.
     Vi har i Venstre ønsket at sikre, at flest muligt starter på at gennemføre en kompetencegivende ungdomsuddannelse og så hurtigt som muligt. Der er derfor ikke brug for et forsinkende forløb på 2 år, inden unge kommer i gang med en rigtig uddannelse. Tværtimod er der brug for, at de samlede økonomiske ressourcer og vores mange dygtige læreres og vejlederes ressourcer i uddannelsessystemet bruges til at medvirke til at få unge i gang med og igennem kompetencegivende uddannelser.
     Siden VK-regeringen tiltrådte, er der da også skabt en lang række forbedringer af uddannelsessystemet, som tilgodeser unge, som har vanskeligt ved at gennemføre en uddannelse. Vi har etableret de tidligere omtalte 23 nye korte erhvervsuddannelser. Vi giver adgang til mesterlære også ved social- og sundhedsuddannelserne. Vi har lavet en gymnasiereform, som giver eleverne bedre uddannelsesmuligheder, og vi har skabt mulighed for traineeforløb i ungdomsuddannelserne. Vi har forbedret vejledningen af de unge, og vi har vendt udviklingen i antallet af praktikpladser med flere tusinde nye pladser til følge. Samlet set har VK-regeringen taget en række initiativer, som understøtter de unges uddannelsesvalg.
     Der er ikke behov for en ny fri ungdomsuddannelse. Tværtimod skal vi bruge vores ressourcer på de gode, solide uddannelser, som i dag tilbydes. Det gælder i høj grad også i forhold til EGU og PGU, der begge er korte, målrettede uddannelser, som giver de unge gode muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Der er derfor efter vores opfattelse ikke brug for den foreslåede uddannelse.
     Venstre støtter ikke forslaget.

Der er lige nogle bemærkninger og spørgsmål. Fru Anne Baastrup som den første.

Det kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse, at Venstre ikke støtter forslaget, i og med at ministeren jo også er fra Venstre.
     Jeg vil så godt spørge fru Tina Nedergaard, hvad argumentationen er for, at fru Tina Nedergaard er imod meritoverførsel. Lad os tage en ung, der har gået halvandet år på gymnasium, som så skal starte, fordi han ikke kan længere. Det var det forkerte uddannelsesforløb, og han skal
i gang med noget andet. Hvorfor vil fru Tina Nedergaard ikke være med til meritoverførsel? Hvorfor vil fru Tina Nedergaard ikke være med til, at den tid, man har brugt, kan man rent faktisk også få gavn af efterfølgende?

Jeg synes, det er et meget interessant spørgsmål ud fra den betragtning, at der her sættes lighedstegn mellem, at man har fået kompetencer, fordi man har brug tid. Det, der er vores målsætning med hensyn til merit, er, at for så vidt man opnår en kompetence, som man kan bruge i en anden uddannelse, så skal det give fuld merit, og det har vi også gjort i forhold til gynmasiereformen, vi gør det også i forhold til f.eks. PGU, i forhold til social- og sundhedsuddannelserne, og vi gør det gerne på tværs af erhvervsuddannelserne. Så der er slet ikke nogen uenighed mellem ordføreren og undertegnede.
     Men det, der er vores målsætning, er, at vi i de systemer, der ligger i dag, tilrettelægger nogle uddannelsesforløb, som bringer de unge videre. Vi finder ikke
i Venstre, at der er brug for et nyt parallelsystem, da erhvervsuddannelsessystemet i sig selv indeholder en fleksibilitet, som gør, at vi kan tilrettelægge individuelle forløb og særlig med de to lovforslag, der nu er på vej, om SOSU og erhvervsuddannelserne.

Fru Anne Baastrup, sidste spørgsmål.

Jeg syntes, at fru Tina Nedergaard talte fuldstændig udenom.
     Det, det drejer sig om her, er, at man får en kompetence, når man starter en uddannelse, og så går man ganske vist over i et helt andet uddannelsesforløb. Så synes fru Tina Nedergaard, at fordi man går over i et helt andet uddannelsesforløb, må man ikke få meritoverføring. Det er jo et af de temaer, som ligger i det. Vi har optaget stort set alle de kritikpunkter, som Venstre bl.a. rejste på ideologisk baggrund i forbindelse med den rapport, der kom om den fri ungdomsuddannelse, og vi har systematisk forsøgt at få det knyttet ind til de eksisterende ungdomdsuddannelsesforløb.

     Den eneste grund til, at Venstre ikke vil være med, er ideologi. Det er, fordi de ikke vil være med til at involvere, at det rent faktisk kan lade sig gøre at udnytte de unges muligheder for selv at tænke. Det er jo det, der er problemet.

Nej, det er ikke kun ideologi. Fru Anne Baastrup må have tillid til, at når jeg fremfører Venstres synspunkter her, så er de også baseret på en klar overbevisning om, hvad der nytter.
     Det, der foreslås i det forslag, vi behandler i dag, er en ny uddannelse, og det, vi svarer, er, at det finder vi ikke der er behov for. Inden for de rammer, erhvervsuddannelserne ligger i dag, er der rig mulighed for, at man med brobygning kan overføre merit fra det ene grundforløb til det andet. Man har fleksibel adgang til et grundforløb. Det vil sige, at man kan starte i én indgang og fortsætte i en anden indgang, for så vidt man ikke får en praktikplads.
     Det, jeg imidlertid gerne vil kigge på, er, hvorledes erhvervsuddannelsessystemet kan være med til at fange de nye områder op, vi ser på arbejdsmarkedet. Det gælder f.eks. underholdningsindustrien og eventindustrien. Men at starte et nyt egentligt uddannelsessystem op finder vi slet ikke, der er behov for efter den fleksibilitet, som vi har gennemført i erhvervsuddannelsessystemet.

Når man ser på den vilje, der er til at bryde erhvervsuddannelserne op, og når man ser på regeringens egen redegørelse om realkompetence, så er det meget vanskeligt at forstå den her meget kategoriske afvisning af en fleksibel ungdomsuddannelse som en vej ind i et uddannelsesforløb eller som en adgangsbillet til et meget fleksibelt arbejdsmarked.
     Det, der jo er den centrale pointe, er, at en fleksibel ungdomsuddannelses elementer kan fastsættes i forhold til den unges mål. Vi taler om en meget lille gruppe unge, som måske har brug for noget andet end det, erhvervsuddannelserne kan byde på selv med den her fleksibilitet. Det kan være højskole, det kan være noget, som måske er kreativt på en anden måde, det kan være et læsekursus, det kan være en lang række forskellige ting.
     Derfor er det lidt svært at forstå, hvorfor det her forslag ikke ligger i naturlig forlængelse af regeringens og dermed vel også Venstres egne overvejelser om realkompetence og fleksibilitet og det at tage hånd om nogle af de absolut mest udsatte i vores uddannelsessystem.

Det er jo, fordi vores erfaringer fortæller os, at da man havde den fri ungdomsuddannelse, som denne uddannelse i høj grad må være beslægtet med, var det således, at man meget brugte den fri ungdomsuddannelse til at søge ind i og dermed forlænge sit forløb, inden man overgik til kompetencegivende uddannelse.
     Det, der er sket, siden vi havde den fri ungdomsuddannelse, er, at vi har skabt større fleksibilitet i erhvervsuddannelserne og dermed øget mulighed for, at f.eks. et ungt menneske, som starter med at være i praktik eller simpelt hen bare tager sig et job på et plejehjem, kan få det meritoverført som en praktik til en senere PGU eller erhvervsuddannelse. Så der er jo åbnet for den merit, som efterspørges her.
     Men når der nævnes et højskoleophold, så er det jo en særskilt lovgivning, som vi har i dag, om, hvornår man optages på højskole, og jeg mener, at det er meget væsentligt, at man har en god og grundig adgang til højskolerne, men for så vidt man er på en højskole, så er finansieringen som udgangspunkt uden SU.

To spørgsmål: Det ene er en direkte opfølgning på ordførerens svar, nemlig hvornår vi så kan forvente, at det virker. Hvornår er der flere unge, der får en ungdomsuddannelse? Det er der jo ikke i øjeblikket, tværtimod går det den forkerte vej. Det kunne være et tegn på, at det ikke var tilstrækkeligt, men at det, regeringen gjorde, var forkert.
     Det andet er ordførerens overvejelse om det, som ministeren siger om 10. klasse. Målgruppen for det her forslag er måske, hvad ved jeg, 1,5-2 pct. af en ungdomsårgang. Er ordføreren enig i, at 10. klasse, som ganske mange elever i dag har gavn og glæde af både personligt og fagligt, skal reduceres til at være en adgangsvej for de 1,5-2 pct., som det her forslag er rettet imod?

Hvornår virker vores initiativer? Jeg kan i hvert fald sige, at det forlig, vi indgik med Det Radikale Venstre vedrørende erhvervsuddannelser og praktikpladser, jo allerede virker nu. Altså, der er skabt 4.000 flere praktikpladser siden 2003, hvor fru Marianne Jelved og andre forhandlede den aftale på plads. Så det virker.
     Men det er jo også klart, at da man i sin tid uden blusel uddannede folk til ledighed i HK-kontoruddannelsens skolepraktik med en ledighed, der var højere, end hvis folk var ufaglærte, ja, så kunne man nok få mange uddannet, men der var ikke job bagefter.
     Det dobbelthensyn, vi tager i Venstre, er, at der skal være en uddannelse til rådighed, den skal være kompetencegivende, og der skal være en plads på arbejdsmarkedet efterfølgende. Det er en væsentlig del af vores uddannelsespolitik.

     Med hensyn til diskussionen om 10. klasse kan jeg bare erklære mig fuldstændig enig med undervisningsministeren i hans udgangspunkt, nemlig at vi skal se på, hvordan 10. klasse kan medvirke til, at flere gennemfører en ungdomsuddannelse.

Ordføreren nævner en række initiativer, som regeringen har taget, for at sikre, at unge kan komme ind på en uddannelse, men uagtet alle de initiativer, som er blevet nævnt, står vi jo stadig væk med denne her restgruppe, som rent faktisk ikke kommer ind i uddannelsessystemet.
     Så siger ordføreren, at den tidligere fri ungdomsuddannelse bare var en forlængelse af uddannelsestiden, men det er jo ikke korrekt. Det er jo rent faktisk sådan, at den individuelle indsats, som den fri ungdomsuddannelse tilbød den enkelte, gav mulighed for, at man fik tilrettelagt et uddannelsesforløb, der gjorde, at man kom videre eller fik et job.
     Nu er man så kommet med et nyt forslag her om en fleksibel ungdomsuddannelse, som gør det muligt at lave denne her individuelle tilrettelæggelse af uddannelsessystemet.
     Hvorfor er det ikke sådan, når Venstre nu går ind for, at det skal være så individuelt i alle andre henseender, at man også godt kan se, at inden for uddannelsessystemet kan det være nødvendigt at gøre en individuel indsats for at sikre, at folk kommer videre?

Jamen vi er jo fuldstændig enige i, at der kan være behov for en individuel indsats. Det er jo derfor, at vi har gjort de nuværende uddannelsessystemer så fleksible, som vi har, hvor man kan skifte mellem de forskellige ungdomsuddannelser, mellem de gymnasiale uddannelser med fuld merit, for så vidt det er beslægtede fag, at man kan skifte fra en erhvervsuddannelse til gymnasieuddannelserne og den anden vej, for så vidt man har ønske om det. Dertil kommer, at vi har tilrettelagt individuelle forløb i erhvervsuddannelserne, herunder grundforløb og fleksible grundforløb under medvirken også af den tidligere undervisningsminister fra Det Radikale Venstre. Vi har simpelt hen tilstræbt en individuel retning.
     Det, vi bare ikke finder, der er brug for, og derfor er grunden til, at vi vender os imod forslaget, er et tredje parallelt system, som virker konkurrerende til det, at man går ind i en kompetencegivende uddannelse.
     Vi har nogle meget dygtige vejledere, og vi har nogle meget dygtige lærere ansat på de undervisningsinstitutioner, vi har i dag, og en af problemstillingerne for mange unge er jo, at de falder ud og falder igennem systemet, hvis det ikke bliver fulgt op af en slags mentorordning i form af en vejleder.

Fru Majbrit Berlau, sidste spørgsmål.

Jeg betvivler sådan set ikke kompetencerne hos de enkelte lærere og vejledere ude i uddannelsessystemet. Det, jeg betvivler, er, at uddannelsessystemet kan fange alle de mennesker op, som rent faktisk har behov for en uddannelse.
     Denne fleksible ungdomsuddannelse skulle jo rette sig mod en række af de mennesker, som ikke finder nogen af de etablerede tilbud, men den retter sig også imod de mennesker, som der faktisk ikke er et uddannelsestilbud til. Her tænker jeg f.eks. på nogle mere kreative fag, hvor der faktisk er en stor industri, der har behov for folk med en meget mere kreativ og individuelt tilrettet uddannelse. Det vil være noget af det, som den fleksible ungdomsuddannelse kan tilbyde.
     Det falder mig helt forkert at snakke om, at det her er et konkurrerende tilbud til det etablerede uddannelsessystem. Tværtimod er det jo i høj grad supplerende. Jeg kan ikke forstå, at man på nogen måde kan afvise det her bare som et konkurrerende tiltag eller sådan noget. Jeg opfatter, at det er af ideologiske årsager, at man ikke ønsker at gennemføre denne her fleksible ungdomsuddannelse, at man fuldstændig blankt afviser den og overhovedet ikke ønsker at behandle det yderligere.
     Jeg synes, at det ville klæde regeringspartierne, hvis de ønskede yderligere at diskutere en sådan mulighed i betragtning af, at vi ved, at der er så mange mennesker, der fortsat ikke får en uddannelse, og at de tiltag, regeringen har gjort, ikke har ændret på det billede, tværtimod.

En række af de initiativer, jeg nævnede i min ordførertale, er jo dels ikke gennemført endnu, dels heller ikke sat i gang endnu, så vi kender sådan set ikke effekten, men vi tror på, at de vil have en god effekt.
     Jeg vil imidlertid korrigere det synspunkt, at den fri ungdomsuddannelse ikke konkurrerede med de øvrige uddannelser, for det gjorde den jo. Det lavede PLS Consult jo en udmærket undersøgelse af, der viste, at når man spurgte de unge, hvad de ville have lavet, hvis de ikke var på den fri ungdomsuddannelse, så svarede flertallet klart, at de ville have valgt en kompetencegivende uddannelse.
     Endelig til det, jeg synes er virkelig relevant, som Enhedslistens ordfører peger på, nemlig at der jo er unge mennesker, som har nogle særlige kreative evner. Der vil jeg da gerne være med til at diskutere, om vi inden for erhvervsuddannelsens fleksible rammer kan være mere åbne over for, og de faglige udvalg kan være mere åbne over for, at vi er hurtigere til at reagere på unges uddannelsesønsker, og at de faglige udvalg reagerer lidt hurtigere på arbejdsmarkedets behov, herunder f.eks. inden for underholdningsindustrien.

Nu ved jeg ikke, om underholdningsindustrien er med her i dag, men jeg synes, det er en ganske alvorlig problemstilling, vi diskuterer.

     Jeg vil spørge Venstres ordfører, fru Tina Nedergaard, der jo sagde, at man har taget en lang række initiativer, om der er nogen af disse initiativer, der ikke har været besparelsesforslag. Altså, den halve milliard kroner sparede man på erhvervsuddannelserne, fjernelse af den fri ungdomsuddannelse var 400 mio. kr., nedskæringer på daghøjskolerne osv. Er det ikke bekymrende, at siden man har taget denne her lange række initiativer, er andelen af en ungdomsårgang, der får en kompetencegivende uddannelse, faktisk faldet med over 5 pct.?
     Så siger fru Tina Nedergaard, at vi ikke kender effekten. Jo, vi gør. Vi kender effekten, kan jeg sige til fru Tina Nedergaard, og de tal kan ikke modbevises. Vi er nemlig gået fra, at der var 17 pct., der tog en kompetencegivende uddannelse, til at der i dag er en 22-23 pct., ja, nogle siger 25 pct., hvis vi tager EGU med, der ikke får en kompetencegivende uddannelse. Så vi kender jo effekten.
     Kan det ikke risikere at gå sådan med præmieringsordningen på erhvervsuddannelsesområdet, at man må æde sine egne ord i sig igen og kigge på, om der kunne være nogen redskaber, der i sin tid duede. Tror fru Tina Nedergaard ikke, at det kunne risikere at blive effekten af det?

Altså, hr. Carsten Hansen kan jo ikke kende effekten af
f.eks. mesterlæreordningen, som der ikke engang er fremsat lovforslag om, eller måske netop i dag er blevet fremsat forslag om i Folketingssalen. Den er der ikke nogen af os, der kender, men det er endnu en indgang til det at få sig en kompetencegivende uddannelse, at elev og mester kan møde hinanden tidligere i forløbet, og dermed at også nogle af de unge, der har sværest ved at begå sig på en arbejdsplads og en praktikplads, måske får en chance tidligere. Jeg forventer meget af de initiativer, der tages her. Så er det jo sådan lidt interessant, at hr. Carsten Hansen vender tilbage til diskussionen om penge, for en ting kan vi jo slå fast, nemlig at der aldrig er brugt så mange penge på uddannelse, som der bliver i øjeblikket. Men de initiativer, vi har anvendt, hvor hr. Carsten Hansen mener, der er tale om store besparelser, har jo haft positiv uddannelsesmæssig effekt. Lad mig bare nævne, at når vi nedlagde en række uddannelser i skolepraktikken, så har det betydet 4.000 flere praktikpladser. Det er jo en kendsgerning, som man ikke kan tillade sig at se bort fra, heller ikke fra oppositionens side.

I stedet for, at vi sådan fører valgkamp hen over talerstolen og den anden vej rundt, glæder jeg mig over, og det vil jeg gerne sige til Venstres ordfører, at der er flere, der får en rigtig læreplads. Det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om. Men jeg synes, det burde bekymre Venstres uddannelsespolitiske ordfører, at der er så få, der, efter at man har taget denne lange række initiativer, faktisk får en kompetencegivende uddannelse. Der vil jeg godt høre, hvad Venstres bud er ud over mesterlæreuddannelse, som jeg personlig ikke tror løser det her? Hvad gør vi med de utilpassede, de sårbare, de ikke modne unge, hvoraf faktisk
89 pct. kom videre? Kunne vi ikke tage den snak frem for at føre valgkampsretorik her? Der er dog trods alt endnu en 2-3 år, til valget kommer. Lad os da prøve at se: Er det ikke en fælles bekymring, vi må have, at så mange unge ikke får en uddannelse i forhold til, hvad unge fik førhen?

Det er jo interessant, at når vi i Venstre afviser et forslag fra oppositionen, som vi simpelt hen ikke bryder os om, fordi vi ikke mener, det er det rigtige værktøj, så bliver vi skudt
i skoene, at vi ikke er enige i, at der er en problemstilling. Vi kan faktisk sagtens være enige i, at der er en problemstilling, for hvis vi ikke syntes, der var noget problem, så var der ikke nogen grund til at belaste os selv med alle de lovforslag, som undervisningsministeren jo i tide og utide fremsætter. Det er jo udtryk for, at vi tager problemstillingen særdeles alvorligt. Vi mener bare ikke, at det løsningsforslag, vi i dag stilles over for at behandle, er det rigtige til at behandle det symptom på nogle ungdomsproblemer, som vi kan se at den manglende uddannelse er. Vi tager nu hånd om folkeskolen, og forudsætningen for, at kommende generationer af unge får en ungdomsuddannelse, er jo, at de har gode faglige kvalifikationer med fra grundskolen, og det er jo i øvrigt i samarbejde med Socialdemokraterne på en række af områderne.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Carsten Hansen.

Jeg synes, vi oplever en regering, der på forslag efter forslag er i forsvarsposition, forsvarer alle de mange initiativer, man har taget, siger, at det her virker. Ja, det virker, vil jeg godt have lov at understrege, på den måde, at når man stort set over natten fjernede vores daghøjskoler - jeg tror, der er 20 tilbage ud af langt over 100 - man fjernede den frie ungdomsuddannelse, man skar en halv milliard kroner på erhvervsuddannelserne, og man bruger den undskyldning, at nu har man lavet korte uddannelser, som ingen bruger, så kan man måle effekten af de her mange initiativer. Man kan sige, der er 5 pct. færre, der får en kompetencegivende uddannelse. Det burde i virkeligheden bekymre og interessere regeringen frem for at lave flere smagsdommerkommissioner, globaliseringsråd, og hvad søren ved jeg, jeg skal komme efter dig. Ministeren kan næsten ikke få taletid nok, når han skal nævne alle initiativer, der er taget, til råd, uddannelse og kommissioner.

     Her står vi faktisk med et beslutningsforslag, vi ved virker. Vi ved, at der er en stor målgruppe af skrøbelige unge, der ikke er fagligt kompetente. I øvrigt har vi jo en stor gruppe unge, som ikke har et relevant uddannelsestilbud, vi står med en lang række uafklarede unge, og vi står med en lang række unge, der måtte opgive en uddannelse.
     Vi kan se, at andelen af de unge, der må opgive en erhvervsuddannelse stiger og stiger under den her regering, fordi man holder skolerne i et jernhårdt økonomigreb og fører penge over til diverse puljer, man så kan tjene på, og hvis ikke man gør det, så tjener ministeren på det og kan bruge dem til næste år.
     Vi har fremsat det her forslag for at få en diskussion om, hvad vi gør med den her målgruppe. Jeg vil godt sige, at vi har forsøgt i det her forslag at spøge, hvad vi kan gøre. Det er rigtigt, at der eksisterer en PGU, som jo i øvrigt er afhængig af, at kommunerne gør det, og der er en EGU-uddannelse, der er afhængig af, at kommunerne vil bruge den på vores produktionsskoler. Hvad gør vi for den målgruppe?
     Vi har sagt, at vi godt vil være med til at opkvalificere vejledningsdelen i det. Vi erkender, at der er nogle få uheldige eksempler i den tidligere fri ungdomsuddannelse, men det har vi forsøgt at tage hånd om, og vi er åbne for en dialog, hvis regeringen kommer, ligesom den gjorde på erhvervsuddannelsen, og siger, at den anerkender, at der er for mange. Der er i øvrigt 8.000, der endnu står og venter på trods af regeringens initiativer, og som ikke får en erhvervsuddannelse.
     Her spørger vi: Hvad gør vi for den restgruppe? Vi vil gerne være med til at sige, at her opkvalificerer vi vejlederne. Vi synes, vi skal prøve at samle den store målgruppe op, som ikke kan få en uddannelse. Vi synes, uddannelsen skal være 2-årig, den skal være meritoverførende. Vi har faktisk forsøgt at tage højde for den kritik, og vi står faktisk, vil jeg godt sige, med en uddannelse, der, uanset hvad man siger, virkede. 89 pct. kom videre i job eller uddannelse.
     Vi har været åbne, jeg har i hvert fald på partiets vegne været åben over for at tage en diskussion med regeringen om, at vi kunne bruge elementer. Vi kunne åbne for, at vi kunne lave forsøg og det ene og det andet, men det er en total afvisning. Vi står over for et fuldstændig fallitbo, hvor færre og færre får en kompetencegivende uddannelse.
     Derfor tror jeg, og jeg sagde det også under det sidste forslag, at regeringen skulle lade være med at være så dogmatisk i sin tilgang. Det her er rent politisk overbud, og hvad ved jeg, for jeg tror, man kommer til en erkendelse af, at der er nogle grupper, som ikke passer ind i det ordinære uddannelsessystem, som vi her kunne få samlet op og kunne sikre også kunne blive nyttige borgere i det her samfund.
     Derfor er det brandærgerligt, at vi må stå med en diskussion om, at det her tror man bare ikke på, og samtidig kan vi se, at andelen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, stiger og stiger, uden at regeringen reelt gør noget ved det. Det er ærgerligt.

Næste ordfører er hr. Martin Henriksen.

Da Dansk Folkepartis ordfører ikke kan være til stede i salen, er jeg blevet bedt om at læse følgende op:
     Dette beslutningsforslag er forsøget på at genskabe det, der hed den fri ungdomsuddannelse, som var blevet skabt i 1995, men blev nedlagt i 2002. Hensigten med den fri ungdomsuddannelse var yderst velment. Man ville hjælpe de unge, som af den ene eller den anden grund var strandet i uvirksomhed eller uafklarethed, i gang med en uddannelse, og derfor var formålet med den fri ungdomsuddannelse, som det hed, at give unge mulighed for at gennemføre et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb, der giver alsidige kvalifikationer og især udvikler den unges personlige kompetence.
     Det forekommer Dansk Folkeparti, at formålet antyder, hvorfor uddannelsen var tvivlsom. Hvad vil det nemlig sige, at man udvikler den unges personlige kompetencer? Ordet kompetence er meget brugt og meget misbrugt i nutidens pædagogiske og politiske debat, for det betyder efterhånden alting og dermed ingenting.
     I formålsparagraffen fra 1995 betyder udtrykket om den unges personlige kompetence tydeligvis noget i retning af at modne den unge, men kan man gøre det med en sådan ungdomsuddannelse? Modenhed er værdifuld, men modenhed når den unge kun frem til, når han eller hun møder udfordringer, som vedkommende selv overvinder. Man kan efter vores mening ikke modne andre. Man kan kun give dem opgaver, ved hjælp af hvis løsning de modner sig selv. Alene ved formålet forekommer den nu nedlagte fri ungdomsuddannelse at pege på sin egen overflødighed. Vi synes sandt at sige ikke, at denne overflødighed bliver mindre af at give uddannelsen et nyt navn og kalde den for den fleksible ungdomsuddannelse. Dansk Folkeparti er ikke
i tvivl om, at hensigten er velment. Forslagsstillerne vil virkelig hjælpe de unge, men efter vores mening hjælper man de unge bedst ved at give dem mulighed for at påbegynde en uddannelse, som sigter på at udstyre dem med et bevis eller en konkret kvalifikation. Man kan tage hånd om de unge i en sådan grad, at man hensætter dem i evig hjælpeløshed. Det virker derfor selvmodsigende, når det i bemærkningerne til forslaget siges, at den fri ungdomsuddannelse bl.a. byggede på de unges selvstændighed. Os forekommer det, at man modsat fastholdt de unge i en uselvstændighed, som forhindrede dem i at tage ansvaret for sig selv, ligesom man derved også afskar dem fra at gå i gang med de kontante og konkrete uddannelser, der var og er den eneste vej frem.

     Nedlæggelsen af den fri ungdomsuddannelse i 2002 forekommer os derfor berettiget, og vi vil naturligvis ikke i 2005 være med til at genskabe den under et andet navn. Vil man se, hvor tvivlsomt forslaget begrundes, kan man f.eks. læse bemærkningerne til forslagets enkelte bestemmelser, hvor det bl.a. siges, at målgruppen er de skrøbelige og sårbare unge, som har brug for at blive hele mennesker. Et forslag, der argumenterer så løsagtigt for sig selv, har i Dansk Folkepartis øjne dømt sig selv. Vi mener, at dette beslutningsforslag ikke blot er overflødigt, men uheldigt. Det bidrager til at fastholde de unge i en hjælpeløshed, som henvisning til en konkret uddannelse med et konkret formål ville kunne bringe til ophør.
     De unge har efter vores mening ikke brug for kuvøse og psykologbistand, men for udfordringer og opgaver. Begge dele modtager de i de uddannelser, som slutter med resultater og bevis, og vi henviser derfor til disse, når vi siger nej til beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Per Ørum Jørgensen som ordfører.

Da den konservative ordfører fortsat ikke har mulighed for at være til stede i aften, skal jeg på vegne af Det Konservative Folkeparti fremføre følgende:
     Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte dette forslag om oprettelse af en ny såkaldt fleksibel ungdomsuddannelse. Navnet er et andet, men i bund og grund minder den foreslåede uddannelse meget om den frie ungdomsuddannelse, som vi stemte for at nedlægge.
     Vi er om nogen interesseret i, at så mange unge som muligt starter på at gennemføre en ungdomsuddannelse. Målet er, at 95 pct. af alle unge i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Vi ønsker dog at nå dette mål ved at styrke fagligheden i folkeskolen, ved at forbedre de eksisterende ungdomsuddannelser, ved at øge og forbedre vejledningen af de unge, ved at begrænse frafaldet og ikke ved at opfinde nye tvivlsomme uddannelser og ved at udskyde de unges start på en kompetencegivende uddannelse.
     Vi er allerede nået meget langt, og vi glæder os over, at der yderligere er mange gode og konstruktive tiltag på vej.
     Det Konservative Folkeparti kan således ikke støtte forslaget.

Fru Margrethe Vestager som ordfører.

Vi kunne sikkert godt have haft lyst til at diskutere forslaget, men jeg synes, det er vigtigt at respektere den konvention, at hvis en ordfører gør en anden en tjeneste ved at være til stede, så respekterer vi naturligvis, at den ordfører, der læser talen op, ikke kan stilles til regnskab for den argumentation, der ligger bag. Derfor kan det være, vi gerne vil vende tilbage til nogle af de her diskussioner en anden gang, hvor både Dansk Folkepartis ordfører og den konservative ordfører kan være til stede. Sådan kan vi alle sammen jo have det.
     Jeg synes, det er en lidt tankevækkende diskussion, vi har haft, for jeg kan se, at vi har begået nogle fejlgreb. Hvis nu vi i stedet havde kaldt beslutningsforslaget den individuelle erhvervsuddannelse, så tror jeg, vi var kommet meget længere, for der er jo ingen tvivl om, at den meget, meget store optagethed, der er både i regeringen og hos Venstres ordfører af erhvervsuddannelserne, gør, at vi på en helt anderledes måde ville have kunnet sparke døre ind for at sikre anderledes uddannelsesmåder og en langt mere individuel måde for den jo i virkeligheden ganske lille målgruppe, som vi interesserer os for med det her forslag.
     Når det er meget svært at forstå den modtagelse, forslaget får, så er det jo, fordi vi synes, at den mangfoldighed, der er blandt unge, og den store forskellighed, der er, støder mod en tilsyneladende opfattelse af, at unge i enhver forstand renskurede, flinke og pligtopfyldende vandrer hen til en erhvervsuddannelse for at gennemføre den eller noget, der er individuelt tilrettelagt, og som har et andet formål end det strikt kompetencegivende eller direkte kompetencegivende, vil være særlig attråværdigt.
     Der synes jeg, at argumentationen imod forslaget ikke rigtig kan bestemme sig. Den kan ikke bestemme sig til, om det vil være for attråværdigt, hvis man kan få tilrettelagt noget, der er individuelt, og som har et uddannelsesmål, eller om det er for forkert og for vildledende og derfor bør afskrække de unge.
     Når vi havde håbet, at det gjorde en forskel at gennemarbejde de overvejelser, vi har gjort, så er det jo en kombination af flere iagttagelser af regeringens politik.
     For det første fremhæver regeringen ved enhver given lejlighed det helt afgørende i, at alle unge får en ungdomsuddannelse.
     For det andet har regeringen givet en redegørelse om realkompetence, der i hvert fald på symbolplanet signalerer en åbenhed over for, at der kan være mange forskellige veje til at få en kompetence til videreuddannelse eller til et arbejdsliv.

     For det tredje og ikke mindst iagttagelsen af den meget store åbenhed, der er over for at finde nye veje til de erhvervsuddannelser, vi kender, men også til andre typer erhvervsuddannelser. Hvis man ser på den nye mesterlære, som der er fremsat lovforslag om, så må man sige, at den jo i en vis forstand låner sin logik fra den fri ungdomsuddannelse, sådan som den var i gamle dage, fordi den i en direkte relation mellem elev og voksen gennemfører et uddannelsesforløb, som måske, måske ikke, kan lede frem til et grundforløbs faglige mål.
     Det var selvfølgelig i det lys, vi havde forventet at få en anden modtagelse af forslaget, ikke som noget, der skulle konkurrere med erhvervsuddannelserne, ikke som noget, der skulle konkurrere med de gymnasiale uddannelser, men som en måde at få de sidste unge med på, dem, som har ganske, ganske vanskeligt ved at se sig selv i nogle af de uddannelsesforløb, vi har i dag, og give en indgang med merit, med adgang, med krav, med mål for den unge og for de voksne, som skulle sørge for, at forløbet rent faktisk havde fremdrift, at det ville være en mulighed, som kunne få flere med end dem, det ellers er målrettet til.
     Jeg tror også, at de fleste i kredsen bag forslaget synes, det er mærkeligt at se 10. klasse skrevet ind i denne her sammenhæng, for vi har i hvert fald den opfattelse, at
10. klasse er noget, vi har et forlig om, noget, som vi ændrede på i fællesskab under den forrige regering. Derfor er det svært helt at forstå, hvordan 10. klasse kan stilles i stedet for det, som vi foreslår her som en individuel og fleksibel vej til at få enten en adgangsbillet til arbejdsmarkedet, for det er der stadig unge, der har brug for, eller at få en adgang og selvtillid til kompetencegivende uddannelse, som jo for det meget, meget store flertal er et selvfølgeligt mål, fordi de også gerne vil have det fundament, der skal til for at kunne begå sig i arbejdslivet. Derfor er det med skuffelse, at vi har hørt modtagelsen
i dag, men jo også en skuffelse over, at det bliver svært med debatten, når ordførere har været nødt til at vælge andre prioriteter.

Tak til fru Margrethe Vestager. Så er det fru Majbrit Berlau som ordfører.

Jeg må også sige, at jeg var noget skuffet over denne her debat, skuffet over, at man så blankt fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti afviser en diskussion om noget, som vi ved faktisk har haft en effekt, i betragtning af det alvorlige problem, vi står over for i øjeblikket, at flere unge ikke får en uddannelse.
     Det, der ligger i denne her fleksible ungdomsuddannelse, er jo, som fru Margrethe Vestager også har redegjort for, at det faktisk er en individuel tilgang til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet. Hvis Venstre virkelig mener den liberale retorik om, at det enkelte menneske skal i centrum, så kan man kun støtte det her forslag. Såfremt det ikke sker, mener jeg faktisk, at det er hyklerisk og dobbeltmoralsk.
     95 pct. af alle unge mennesker skal have en uddannelse, siger regeringen jo, og den fastholder det, og samtidig har den hele sin levetid gjort sit bedste for at gøre det svært for unge mennesker at tage en uddannelse. Regeringen og Dansk Folkeparti har lukket den fri ungdomsuddannelse, har skåret ned på daghøjskolerne og produktionsskolerne, slagtet i skolepraktikken og forskellige former for uddannelse, der har givet unge mennesker, som ikke umiddelbart kan finde sig til rette i det almindelige, ordinære uddannelsessystem, andre veje, der ofte har ført til enten arbejde eller uddannelse. Regeringen har fokuseret på det ordinære uddannelsessystem og har dermed svigtet sin egen målsætning om, at unge skal have en uddannelse.
     I dag behandler vi så det her forslag om at etablere den fleksible ungdomsuddannelse, en uddannelse for mange unge, der af helt forskellige grunde ikke finder sig til rette i uddannelsessystemet. Forslaget baserer sig på de bedste erfaringer fra den tidligere fri ungdomsuddannelse, og det drejer sig netop om at tage udgangspunkt i det enkelte menneske. Forslaget er gennemarbejdet, og det viser, hvordan det kan lade sig gøre at få flere unge i gang med et forløb, der ender i uddannelse og arbejde. Vi ved, det kan lade sig gøre. Lad os nu tage den seriøse behandling, det her forslag faktisk fordrer.

Tak til fru Majbrit Berlau. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Anne Baastrup.

Man plejer at sige: Mor er ikke vred, mor er skuffet. Jeg vil sige, jeg er lidt vred, for det har ikke været nogen fremkommelig debat, vi har haft her.
     Det er jo ikke tilfældigt, at forslagsstillerne først kommer med det på nuværende tidspunkt og ikke på et tidligere tidspunkt under den forrige regering, for sagen er den, at det jo først er nu, efter at regeringsgrundlaget er blevet lagt fast, at man rent faktisk fra regeringens side anerkendte, at det var et mål i sig selv, at unge skulle have en ungdomsuddannelse.
     Jeg husker tydeligt debatterne under den tidligere regering, hvor fru Gitte Lillelund Bech afviste, at regeringen havde en målsætning om, at der var x antal procent af en ungdomsårgang, der skulle have en ungdomsuddannelse, en holdning, som regeringen langsomt skred fra, og det blev så slået fast i regeringsgrundlaget sidste gang, nemlig at man har en ambition om, at en bestemt procentdel af unge skal have en ungdomsuddannelse, og det er vigtigt og godt, at regeringen har den her erkendelse.
     Så er det jo bare lidt besynderligt, at regeringen - Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti - ikke i langt højere grad vil gå ind og sige, hvad det så konkret er, man har imod dette forslag, for den argumentation, at man konkret er imod meritoverførsel, smuldrer jo alligevel.
     Er afvisningen udelukkende baseret på ideologi, eller er der nogen konkrete elementer i dette forslag, som ellers virkelig er tillempet den kritik af især ideologisk karakter, som regeringspartierne førte frem i 2001, og som betød, at den fri ungdomsuddannelse blev nedlagt? Vi har virkelig forsøgt at tillempe det til de eksisterende ungdomsuddannelser. Vi har forsøgt at gå ind lige præcis der, hvor vi kan sikre, at der er kvalitet i vejledningen. Det var også et kritikpunkt: Hvordan kan vi sikre, at de unge føres fra det ene sted til det andet, således at man ikke mister en ung undervejs?
     Det, der nok gør mig vred, er, at antallet af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, er stigende. Jeg ved godt, at regeringen så vil sige, at den har taget en lang række initiativer, og på et eller andet tidspunkt så går det nok bedre. Men sådan er det rent faktisk ikke.
     Vi står med et bud på, at man kan lave en ungdomsuddannelse, som kan sikre, at 89 pct. af de unge enten kommer i arbejde eller kommer i gang med et uddannelsesforløb, og så er det da irriterende at løbe ind i en mur, der bare går på, at man af ideologiske grunde ikke vil gå ind og debattere de enkelte temaer, som vi har lagt frem i vores forslag til en fleksibel ungdomsuddannelse.
     Så vil jeg også sige, at det kommer lidt bag på mig, at man her fra Folketingets talerstol skal have at vide, at regeringen opsiger et forlig om 10. klasse, men det er vel så det, man skal vænne sig til med den linje, som regeringen har lagt, efter at den i foråret fik frataget sit frihedskort af Dansk Folkeparti.
     Det, der også er lidt interessant, er, at man jo fra regeringspartiernes side holder fast i, at det er erhvervsskolerne og kun erhvervsskolerne, der skal tage vare på den gruppe unge, som ikke kan finde vej andre steder til et uddannelsesforløb.
     Jeg var til en konference her for et stykke tid siden, hvor det var helt tydeligt, at de tekniske skoler er bekymrede for, at det er dem, der har fået arbejdsopgaven, uden at de på nogen måde får kompensation i form af ekstra ressourcer. Det var bredt billedet overalt, og jeg tror, at det var samtlige landets tekniske skoler, der var repræsenteret på den konference.
     Det, der også var bekymrende, var, at arbejdsgiverne afviste, at det kunne nytte noget, at man udvidede hele området for tekniske skoler til at skulle samle de her grupper op, uden at der var noget medløb i form af særlig indsats, særlig specialundervisning eller andet.
     Der var mit svar til både arbejdsgiver og tekniske skoler, at vi rent faktisk ville komme med et tillempet forsøg på at lave en fleksibel ungdomsuddannelse, der kunne samle de her grupper op. Derfor er det mildt sagt ikke nogen god afslutning, at regeringspartierne overhovedet ikke vil være med til at diskutere det. Så må vi jo finde på nogle andre løsninger, fordi det for os er helt afgørende, at vi får skabt et grundlag for, at de unge kan få sig en kompetencegivende uddannelse, også unge, som er sårbare, også unge, som har svært ved at holde fast i et forløb.

     Vi mener simpelt hen, at det er for alvorlig en problemstilling til bare at afvise det, fordi man ikke vil høre tale om det. Der er unge, der ikke kan passes ind i de forskellige kasser. Der er unge, der ikke kan passes ind i de forskellige kasser. Der er faktisk unge, som har krøllede hjerner, som har svært ved at indgå i forskellige sociale sammenhænge. Disse unge skal også have en ungdomsuddannelse.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.