Venstre har jo i flere år haft den opfattelse, at der skulle være gode og ordentlige forhold for forsørgere under uddannelse, og derfor var det også glædeligt for os i Venstre, at VK-regeringen allerede i 2003 tog initiativ til væsentlige forbedringer for forsørgere under uddannelse.
Det var vores klare målsætning, at SU-systemet skal medvirke til, at flere mødre og fædre har mod på at starte på at gennemføre en uddannelse. Tiltagene ser også ud til at have god effekt, så således er vi enige med forslagsstillerne i, at det er vigtigt, at mødre og fædre får sig en uddannelse.
Som flere vil kunne huske, var det imidlertid ikke helt let at blive enige i forligskredsen om disse forbedrede vilkår. I første omgang lykkedes til ikke helt at få SF med på at finde pengene til disse forbedringer, men efter nogen presseomtale i forlængelse af de første forhandlinger blev der imidlertid udvist større smidighed, og vilkårene blev væsentligt forbedret for uddannelsessøgende forsørgere, herunder i særlig grad for de enlige forsørgere.
Vi er i Venstre tilfredse med dette resultat og glæder os over, at alene i 2004 har næsten 7.000 benyttet sig af de gode ordninger, regeringen fik gennemført. Ændringerne er jo ikke fuldt indfaset før nu her i 2005, så vi forventer os yderligere gode resultater heraf.
På baggrund af de allerede gennemførte forbedringer og den gode modtagelse heraf blandt forældrene ser vi i Venstre ikke umiddelbart nogen anledning til at støtte SF's beslutningsforslag.
Af forslaget fremgår, at uddannelsessøgende skal have samme vilkår som folk på arbejdsmarkedet. Men det er jo en lidt mærkelig begrundelse, for SU er jo ikke løn, det er en støtte til det at gennemføre sin uddannelse, og uddannelse er jo en investering i sig selv, hvorfor SU-niveauet da jo også er lavere end lønnen for et almindeligt arbejde.
SF's forslag svækkes af, at man fra forslagsstillernes side ikke har gjort sig overvejelser om, hvor finansieringen skal komme fra, og heller ikke har gjort sig overvejelser om, hvilken samlet udgift der vil være følgen af forslaget. Man begrunder forslaget med, at mange forsørgere ophober gæld under deres uddannelse, og det er jo korrekt. Faktisk har mennesker jo en tendens til at ophobe gæld i mange forskellige situationer. Og gæld alene mener jeg ikke kan begrunde, at man øger støtteniveauet.
Men det, der bliver væsentligt for os, er i hvert fald, at hvis vi skal indgå i de her drøftelser, så bliver det i den forligskreds, hvor også SF indgår. Og for os i Venstre er det vigtigt, at når VK-regeringen finder midler til uddannelsesområdet, så går det primært til kvalitet i undervisningen, for man skal huske på, at de, der er under uddannelse og er forsørgere, jo også er det bagefter, og den bedste hjælp, vi kan give børnefamilierne, mener jeg er, at de har gode, solide uddannelser med sig, når de skal ud på arbejdsmarkedet, så de får sig en stabil tilknytning der. Alle analyser viser, at det også hjælper børnene godt på vej.
Venstre kan altså ikke støtte forslaget, som det står her helt isoleret, og vi mener, at det måske beror på en lille fejl, at man ikke har nævnt forligskredsen i sit forslag. Men som nævnt vil vi gerne indgå i positive drøftelser med SF og andre partier inden for forliget om de samlede ændringer af SU-systemet. Jeg tror på, at det er et system, der løbende skal ændres og justeres i forhold til behovene blandt de unge og voksne, som uddanner sig. Og det vil vi naturligvis gerne bidrage til.
Da den konservative ordfører ikke kan være til stede, skal jeg sige, at de desværre heller ikke kan støtte forslaget.