Det er interessant, at når vi har - jeg siger: når vi har - debatten om efterlønnen, for det er jo ikke første gang, og det bliver næppe heller sidste gang, vi har den, så forholder vi os både til de konkrete forslag, som ligger på bordet, og det vil jeg selvfølgelig også gøre her i dag, og samtidig så sætter vi det ind i den her større sammenhæng omkring velfærdsreformer. Det er sådan set også meget relevant og meget forståeligt, fordi efterlønsordningen er en velfærdsydelse, som man skal forholde sig til set i sammenhæng med, hvordan velfærdssamfundet skal udvikle sig.
Men jeg vil godt lige indledningsvis forholde mig lidt til det, Det Konservative Folkeparti er kommet med, for de er kommet med en meget konkret model til, hvordan man kan afskaffe efterlønnen og erstatte den af en trangsbestemt seniorydelse. Det er selvfølgelig en politisk holdning, men jeg synes, den er lidt interessant, for i dag ved vi jo, at hen ved en tredjedel af dem, der går på efterløn, kommer fra arbejdsløshed. De kommer altså fra én offentlig ydelse over på en anden offentlig ydelse.
Vi ved, at en stor del af dem, som i dag er på efterløn, enten skulle have dagpenge, ville kunne få førtidspension eller skulle have kontanthjælp, altså andre offentlige ydelser, hvis efterlønnen ikke eksisterede. Det tror jeg man lidt overser i billedet.
Men så kommer det menneskelige, det holdningsmæssige ind
i det, og så er spørgsmålet: Hvis man nu havde en trangsbestemt ydelse, ville man så ikke hylde princippet om, at man skal stå med hatten i hånden? Det var faktisk derfor, man indførte efterlønnen. Det var for at afskaffe den nedværdigende måde, hvorpå de, der havde knoklet et langt liv
i samfundets tjeneste for at opretholde deres liv, så skulle søge om at komme igennem et nåleøje. Det er klart, at når man skal søge, så afhænger det til dels af de politiske vinde, der blæser, om man kan blive tildelt en seniorydelse. Vi ved, at det i dag er meget, meget, meget vanskeligt overhovedet at komme i nærheden af en førtidspension. Så derfor vil jeg advare kraftigt mod, at man går over til en trangsbestemt ydelse. Der vil jeg også gerne kvittere Socialdemokratiet, som jo har haft nogle overvejelser om efterlønsreformer, for at have haft disse overvejelser. Det synes jeg er al ære og respekt værd. SF deltager også gerne fordomsfrit i debatten om efterlønnens fremtid og om, hvordan efterlønnen kan sikres og tilpasses de tider, vi går imøde. Men det, jeg gerne vil kvittere for, er, at jeg har forstået på Socialdemokratiet, at det, S tager udgangspunkt i, er en retsbestemt ydelse, og det er et godt grundlag for den videre debat. Jeg tror også, det vil være meget formålstjenligt lige indledningsvis at få slået fast, hvem det egentlig er, der benytter efterlønnen. Ser man på de aktuelle tal, så kommer 60 pct. af dem, der modtager efterløn, fra LO-området. Det er nogle, der har brugt hænderne igennem et langt liv, som nu er blevet trætte og dermed enten har valgt efterlønsordningen eller er blevet tvunget på efterløn. Så er der 11 pct. selvstændige. Det er håndværkere, det kan være butiksdrivende, det kan være landmænd, som også er blevet trætte, er blevet slidt op, og som har valgt efterlønnen. Så er der de eksempler, der somme tider kommer frem: de mere velstående, altså akademikerne. Af dem er der 3 pct., der er gået på efterløn. Men vi skal lige være opmærksomme på, at det altså er nogle gange, vi her i Folketingssalen diskuterer vores stakkels skolebørns hverdag og de lærere, de bliver pånødet. Og det er jo ikke alle lærere, som man synes er lige inspirerende, fra de bliver ansat som nyuddannede, til de går på pension som 65-årige. Nogle mener vi faktisk måske er om ikke fysisk, så mentalt slidt op tidligere, og er det så så galt, at vi kan tilbyde dem en efterlønsordning? For man skal være opmærksom på, at efterlønsordningen faktisk ikke er så økonomisk favorabel, at det er noget, folk vælger af lyst, hvis de har en rimelig god indtægt. Så er det faktisk, fordi man ikke selv føler, man har så mange andre valgmuligheder. Men det er dog trods alt bedre at have det som en ret, så man kan have et værdigt liv, frem for at man skal starte med at stå med hatten i hånden. Så er spørgsmålet: Hvorfor kommer de konkrete forslag, som vi behandler, egentlig frem?
Jeg skal også selv i den her sammenhæng springe lidt let hen over det ene af vores forslag. Jeg har fornemmet, at ud over De Radikale, som har været lidt åbne over for det, så er det ikke forslaget om udvidet mulighed for supplerende dagpenge, der har den største gang på jorden. Vi har jo rejst det som en mulighed for at være med til at sparke en debat om seniorordninger i gang. Nuvel, det er ikke det, der har vundet størst gehør, men derimod de to andre forslag, som er fremsat fælles af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF, altså spørgsmålet om muligheden for at tjene 30.000 kr. uden modregning og så fjernelse af de diskriminerende regler.
Hvorfor kommer de to forslag frem? Ja, der er den, kan man sige, umiddelbart logiske grund, at SF fremsatte forslagene i valgkampen i 2001, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og daværende oppositionsleder - jeg havde nær sagt, gid vi havde den tid igen - hr. Anders Fogh Rasmussen gav tilsagn om i valgkampen, at de gerne ville se på spørgsmålet om muligheden for at tjene et beløb uden modregning, og at de gerne ville se på at få rettet op på de diskriminerende regler. Så er der altså gået godt 3 år i en valgperiode, hvor intet er sket. Så rejste SF og Socialdemokraterne spørgsmålet en gang til i den netop overståede valgkamp, og derfor har vi debatten i dag. Det er den ene grund.
Men der er faktisk også en anden grund til det:
Den er, at når spørgsmålet om de 30.000 kr. er kommet op, så er det, fordi de ændringer, de forringelser, der blev lavet i efterlønsordningen i 1998 af den daværende regering og Venstre og Konservative, indebar nogle urimeligheder for de lavest lønnede, som går på efterløn.
Bare tag et eksempel: I den hedengangne SiD's a-kasse, den nuværende 3F's, var det under den gamle ordning, hvor der var en 200-timers-mulighed, 20 pct. af de af a-kassens medlemmer, der var gået på efterløn, der benyttede sig af den mulighed. Da man fjernede den og sagde, at nu modregner man time for time, så kom man ned på, at kun 5 pct. benytter sig af muligheden for at tage timer. Hvorfor? Jo, fordi der bliver modregnet time for time. Det vil sige, at incitamentet for lavtlønnede til at gøre en ekstra indsats og udnytte de ressourcer, man har - man har ikke ressourcer til at arbejde
37 timer, men man vil måske gerne tage nogle færre timer - er fuldstændig fjernet. Til gengæld lavede man med ændringerne i 1998 den mulighed, at højtlønnede - akademikeren, konsulenten, som kan gå ud at tjene 300-500 kr. i timen - får modregnet time for time. Jamen var det det, efterlønsordningen oprindelig var tiltænkt? Var det, at vellønnede skulle kunne gå ud at tjene gode timelønninger og så få modregnet en lille efterlønstime? Det har aldrig været tanken. Derfor er der en åbenlys urimelighed, som gør, at man er nødt til at rette op på det.
30.000 kr.s-forslaget er et element eller en mulighed, som jeg mener, man skal tage med ind. Jeg skal afslutningsvis, når vi nu er færdige med den politiske retorik og færdige med at dele holdningerne op, også komme med et muligt forslag, som jeg vil anbefale, man får analyseret for at komme ud over de urimeligheder, der er. Det er det ene argument. Det andet spørgsmål er omkring diskriminationen: Det er faktisk sådan - og det forstod jeg på ministeren slet ikke er noget, der indgår i ministerens overvejelse - at der faktisk er mennesker også omkring 60 år, som gerne vil arbejde, og som gerne vil blive ved at arbejde, til de er 65 år, og måske også endda længere tid. Det er da udtryk for noget, man burde være stolt og glad over som minister, frem for at sige: Det er udelukkende bare for at have lov at gå på dagpenge i længere tid. Det kunne jo godt være, at resultatet er noget af det, vi selv har sat i gang i satspuljeforhandlingerne. Vi har understøttet de her seniornetværk, som er blevet etableret. Det er faktisk mennesker, som gerne vil blive på arbejdsmarkedet. Det er dem, der kalder sig 50 plus-generationen, og dem skal vi passe meget på. Når de runder 60 år, er der faktisk nogle af dem, der gerne vil blive ved at arbejde. Hvorfor skal de så tvinges på efterløn? Det er da en åbenlys urimelighed. Det hører da ingen steder hjemme, hverken holdningsmæssigt eller juridisk, for det er faktisk i strid med dansk lovgivning, og det er i strid med EF-retten, at man har en regel, som er åbenlyst diskriminerende, hvor man siger: Vi har et dagpengesystem, hvor vi giver mulighed for, at man kan gå på dagpenge og stå til rådighed selvfølgelig i 4 år, men når så ens alder runder
60 år, skal man pludselig kun have den mulighed i 2 år. Det er da åbenlyst diskriminerende.
Derfor er vi nødt til at fjerne den diskriminerende regel. Det kan man altså ikke gradbøje. Jeg har været lidt forundret over, at der er flere af ordførerne - nu sagde jeg flere, men det er vel sådan set nærmest Venstre og Konservative - som er imod forslagene. Det er lidt paradoksalt, at vi er i en situation, hvor vi diskuterer et forslag, som der åbenlyst er et kæmpe flertal for, og som alligevel ikke bliver vedtaget. Men alligevel:
Holdningsmæssigt er der Venstre og Konservative, som åbenlyst her har gradbøjet principperne om diskrimination.
Man er principielt imod diskrimination, men har det økonomiske konsekvenser at fjerne diskriminationen, så skal vi fortsætte med at diskriminere. Den holdning forstår jeg simpelt hen ikke. Jeg kan forstå, at man siger: Vi skal fjerne diskriminationen som punkt 1. Giver det nogle afledte effekter, så må man se på det, men der må da aldrig være afledte effekter, som fastholder diskriminationen. Det er altså årsagerne til, at vi diskuterer de her to spørgsmål.
Derfor vil jeg stærkt anbefale, at Folketinget vedtager forslaget, og nu har jeg været medlem af Folketinget så længe, at jeg godt kender de parlamentariske spilleregler om, at når der er indgået et forlig, så kan det være lidt vanskeligt for forligsparterne, selv om de stiller forslag om, at man skal ændre nogle regler, alligevel at stemme for det. Det er den klemme, Socialdemokraterne er kommet i med dagens forslag.
Så vil jeg dog alligevel opfordre forligskredsen, da jeg udmærket ved, at det er der, forhandlingen kommer til at foregå, og ikke så meget i Arbejdsmarkedsudvalget, til at tage udgangspunkt i, at man ikke gradbøjer spørgsmålet om diskrimination. Den regel må fjernes, og hvis den ikke bliver det, mener jeg faktisk, man bør undersøge, og det vil jeg så bidrage til at få undersøgt, om det overhovedet er lovmedholdeligt, at man har en diskriminerende regel. Det er det ene.
Det andet er spørgsmålet om muligheden for at have en indtægt på de her 30.000 kr. Det kan jeg forstå, at der er mange holdninger til, og regeringen er meget optaget af, at man skal være længst muligt på arbejdsmarkedet. Det er vi alle sammen. Men jeg tror, at den måde, man sundest kan være længst muligt på arbejdsmarkedet, er ved, at man skaffer et bedre arbejdsmiljø, og at man skaber et bedre og sundere liv for folk i den arbejdsduelige alder. Så bliver arbejdstagerne også længere tid på arbejdsmarkedet, så har de energien og overskuddet og lysten til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det er det altafgørende.
Så er der alt det økonomiske. Det rationale er også en del af virkeligheden, så derfor vil jeg gerne anbefale - og nu er jeg lidt ked af, at ministeren går væk fra sin kuglepen, men han lytter givetvis efter alligevel - ministeren i det analysearbejde her at undersøge, om man kunne lave en løsning på spørgsmålet om at tjene lidt ekstra uden modregning. Man kunne i stedet for at modregne time for time, som det er tilfældet i dag - det er godt nok også lidt
i strid med vores eget forslag, men jeg kan jo godt tælle til
90 - overveje at gøre brug af omregningssatsen. Man siger, at
i stedet for time til time-modregning, så bruger man omregningssatsen. Lidt billedligt talt, så er den ca. 150 kr., så hvis man er lavtlønnet og har en timeløn på eksempelvis 100 kr., så ville man kunne arbejde i 1½ time, før man bliver modregnet 1 efterlønstime. Hvis det skulle gennemføres, så ville det selvfølgelig også betyde, at den højtlønnede, som har 300 kr.
i timen, ville få modregnet 2 efterlønstimer pr. arbejdstime. Så ville vi få en i hvert fald økonomisk set retfærdig ordning. Så kan man selvfølgelig indvende, at det ikke ville være et incitament for de højere lønnede til at tage ekstra timer, det accepterer jeg også. Men så kunne man måske gøre det på den måde, at man sagde, at for dem, der har 150 kr., altså omkring omregningssatsen eller en lavere indtægt, kan man bruge omregningssatsen. Det ville give et incitament for de lavtlønnede til at tage timer, fordi de så ville få lidt mere end efterlønnen, og så ville det være ens i forhold til
i dag for dem, der ligger over. Det er et bidrag fra den del af oppositionen, som ikke er med i at finde en konstruktiv løsning, og et bidrag, som dog trods alt løser den del af det problem, som jeg vitterlig mener der er. Det kan jeg se at ministeren nikker til, måske ikke fordi han er enig i løsningen, men måske fordi han er enig i, at det er værd at undersøge. Hvis det kunne være en konstruktiv udvej på dagens debat, så synes jeg sådan set, vi er kommet langt. Jeg synes også, at man her afslutningsvis skal sige, at selvfølgelig skal vi have de her ideologiske diskussioner, som vi også har, og som efterlønnen er en del af, men jeg mener faktisk, at vi lige nøjagtig på de her to punkter også har en forpligtelse til i virkelighedens verden at finde nogle løsninger, som fjerner en diskriminerende regel, og som også kan være med til at sikre, om ikke andet så at også lavtlønnede har et reelt incitament til at tage nogle timer i efterlønslivsperioden.