Historisk initiativ skal styrke den demokratiske samtale i Danmark

21.02.2020

Til efteråret bliver 500 borgere kaldt til borgersamling på Christiansborg for at udvikle dialogen mellem folkevalgte og borgere.

Demokratiet i Danmark har det grundlæggende godt, men en række tendenser med blandt andet færre medlemmer af de politiske partier og lav tillid til politikerne kalder på at blive taget alvorligt. 

Derfor har Folketinget indledt et samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen om at afprøve en ny form for borgersamling, der kommer til at foregå på Christiansborg til efteråret. 

Rent praktisk bliver 500 repræsentativt udvalgte danskere inviteret til at bruge en hel dag på at diskutere og udvikle ideer til, hvordan vi kan styrke den demokratiske samtale og den demokratiske deltagelse. Projektet hedder ”VoresStemmer*Danmark”, og finansieringen kommer dels fra Folketinget, dels fra Knud Højgaards Fond og A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formål. 

”Demokrati er født ind i en forestilling om forandring og bevægelse, hvor man ændrer på tingene ved at tale sammen. I Danmark har vi en lang tradition for, at de folkelige bevægelser og frivillige foreninger spiller sammen med det egentlige folkestyre på Christiansborg. Jeg mener, at tiden er kommet til at gå nye veje for at blive inspireret til, hvordan vi styrker dialogen mellem borgere og folkevalgte. Her passer projektet VoresStemmer godt ind”, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen. 

Projektet bliver indledt med en undersøgelse af danskernes holdning til, hvordan vi styrker demokratiet. Den foreløbige kulmination bliver borgersamlingen til efteråret. Derefter skal en mindre gruppe videreudvikle de bedste ideer fra borgersamlingen, hvorefter slutproduktet bliver overrakt Folketinget som inspiration for det videre arbejde med at udvikle demokratiet. 

Den nationale udgave af ”VoresStemmer*Danmark” bygger oven på Mandag Morgens erfaringer med lignende lokale arrangementer. 

”Vi har allerede afprøvet det koncept, som vil blive anvendt til den nationale borgersamling, i tre kommuner. Vores erfaring er, at formen virker, så Folketinget får noget brugbart til det videre arbejde med åbenhed og dialog”, siger tværgående chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Tænketanken Mandag Morgen.