Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 81:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af legatuddelinger under det danske kunststøttesystem.

Af Alex Ahrendtsen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2018).

Forhandlingen er åbnet. Kulturministeren, værsgo.

Tak for ordet. Beslutningsforslag nr. B 81 har sammen med de to andre forslag, som vi behandler her i dag, til formål at skabe en større mangfoldighed i kunststøtten og større folkelig opbakning og inddragelse. B 81 vil bidrage til dette formål, ved at Statens Kunstfond pålægges at ændre praksis om uddelingen af sine legater. Forslaget lægger nemlig op til, at det fremover ikke længere skal være enkeltpersoner, men kultur- og kunstprojekter, kultur- og kunstinstitutioner og kultur- og kunstvirksomheder, som efter ansøgning kan modtage tilskud. De institutioner og virksomheder kan så tilbyde kunstnere at skabe kunst efter ansøgning eller tildele kunstnere et legat. Desuden bliver det foreslået, at de tilskudsmodtagende institutioner osv. selv skal garantere et beløb, som svarer til det, som man modtager fra fonden.

Jeg vil gerne indledningsvis nævne, at jeg igen deler intentionen bag forslaget, nemlig at skabe mere mangfoldighed og større folkelig opbakning til kunststøtten, og jeg er også af den opfattelse, at der altid er god grund til at se nærmere på, om vores nuværende støtteformer er de mest optimale. Men når det gælder lige præcis legaterne, tror jeg faktisk, at den meget direkte støtte til kunstnerne kan være en god og ubureaukratisk måde at investere i kunstneriske talenter på. Fremgangsmåden har været brugt i flere hundrede år, og den personlige støtte gav jo allerede f.eks. H.C. Andersen mulighed for at udfolde og udvikle sit kunstneriske talent. Jeg vil også nævne, at jeg kan være en lille smule bekymret for, om ideen med først at give støtten til institutioner og virksomheder, som derefter skal give støtten videre til kunstnere, ikke bare vil betyde et ekstra administrativt lag i fordelingen af kunststøtten. Men jeg kan alligevel sagtens se for mig, at vi kunne gøre legatstøtten til enkeltpersoner mere tidssvarende. Det kunne f.eks. være ved at stille nogle krav om, at man som betingelse for at få legatstøtten skulle levere en eller anden form for modydelse. Det kunne være at undervise på en af de kunstneriske uddannelser i et eller andet omfang eller forpligtes til at formidle kunstneriske ideer og metoder, som man har arbejdet med i støtteperioden.

Så det der med at få kigget på, at man ikke bare leverer et legat, og så er der ikke noget andet, der skal leveres tilbage, er jeg sådan set åben over for. Altså, jeg tror ikke, at kravet skal være, at der så skal ligge en bog, eller at der skal ligge 12 billeder eller sådan noget – sådan arbejder kunstnere jo ikke – men en eller anden form for modydelse vil jeg meget gerne være med til at diskutere, og det vil jeg også gerne diskutere med ordførerne, når jeg til efteråret, som jeg også nævnte, da vi diskuterede det foregående forslag, forventer at indkalde aftalekredsen til at diskutere kunststøtten og de mulige ændringer, som vi kan kigge på, men i et helhedsperspektiv. På den baggrund skal jeg meddele, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak. Hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak for, at ministeren igen er forsigtigt åben, det vil jeg gerne sige tak for. Der findes jo allerede en ordning, som minder lidt om det, vi foreslår, nemlig huskunstnereordningen. Vi har bare taget den og blæst den op, så den bliver lidt bærende.

Kunne ministeren forestille sig måske at lave et lidt større forsøg med baggrund i en huskunstnerordning, lidt a la det, som vi har i forslaget, for at afprøve, om det vil 1) give flere midler til kunsten, og 2) om det ikke også vil skabe mere mangfoldighed?

Værsgo.

Nu har jeg lige siddet og nydt et par mintpastiller, imens jeg hørte ordføreren afrunde den foregående debat (Refererer til, at hun måtte rømme sig under den foregående tale) , og jeg er helt åben over for at kigge på hvad som helst. Men jeg synes, vi bliver nødt til at se på det i en helhed, når vi skal prøve at se på, hvordan det er med reglerne om kunststøtten, hvilket jeg vil åbne til efteråret. Men jeg vil bestemt ikke udelukke noget som helst på forhånd. Det synes jeg ville være et alt for tyndt grundlag at gøre det på.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det, der er så interessant ved det her forslag, er jo, at det er en decentralisering af decentraliseringen. Altså, det forrige forslag skabte jo en regionalisering, og det her går videre, i og med at man lægger det ud til en mangfoldighed af institutioner og virksomheder, som så skal samarbejde med kunstneren. Kunne ministeren ikke se det som et forsøg på at skabe liv i den her kunststøttemodel, som er ved at stivne?

Som sagt er jeg villig til at drøfte ethvert forslag, der måtte komme på bordet, når vi går videre, og jeg vil da have en forventning om, at Dansk Folkeparti bærer et forslag som det her med ind, hvis man mener det alvorligt, og det tror jeg at Dansk Folkeparti gør. Så på den måde er jeg sådan set villig til at kigge på hvad som helst.

Men jeg vil også gerne have lov til at fastholde, at jeg også synes, at man skal tale kvalitet, når man taler kunst, og også når man taler om kunststøtten. Hvordan man skruer det sammen, sådan at man både kan tilgodese nogle af de intentioner, som Dansk Folkeparti har i det her forslag, og alligevel fastholde, at det her ikke bare er sådan en blind uddeling, uden at vi også diskuterer kvalitet og sikrer kvalitet i den måde, vi forvalter det på – det er trods alt offentlige midler – må vi drøfte nærmere og se på, både hvad det er for nogle forsøg, man eventuelt skal sætte i gang, men også hele kvalitetsdiskussionen, som jeg faktisk synes vi er gået en lille smule uden om her i drøftelserne i dag. Men den synes jeg bare det i hvert fald for mit vedkommende vil være væsentlig at fastholde.

Tak for det. Og så kan vi gå over til ordførerrækken. Hr. Orla Hav, Socialdemokratiet. Værsgo.

Ja, det er så andet sæt i en tresætter, vi er ude i i dag. Dansk Folkeparti vil pålægge regeringen at ændre praksis omkring uddeling af legater fra Statens Kunstfond, således at støtten tildeles kultur- og kunstinstitutioner og kultur- og kunstvirksomheder frem for enkeltpersoner.

Socialdemokratiet kan ikke støtte forslaget. Vi er naturligvis altid åbne for at diskutere det, der er med til at kunne give befolkningen kunst og kultur af høj kvalitet. Det mener vi bare ikke at det her forslag gør. En af hovedårsagerne til at afvise forslaget er jo, at den kritik, der ofte fremføres imod den førte kunst- og kulturpolitik i Danmark, er, at vi er rigtig dygtige og rigtig flinke til at skabe mursten og rammer omkring kunst og kultur, hvorimod dem, der sørger for at sikre, at der er noget indhold i det, bekymrer vi os ikke så voldsomt meget om.

Her er endnu et eksempel på, at Dansk Folkeparti så går hen og siger, at nej, de der kunstnere skal vi altså ikke sikre en mulighed for at kunne udøve deres kunst og for at kunne bidrage til at skabe et spændende indhold for alle de mennesker, der ønsker at opleve kunst og kultur i dagligdagen på institutionerne og i museer og andre steder.

Det synes vi simpelt hen ikke rammer skiven alene også af den grund, at hvor stor en andel af Statens Kunstfonds midler udgør de her legater? Ja, det er 15 pct. Jeg ved jo godt, at Dansk Folkeparti har ondt på grund af Statens Kunstfond og ikke synes, at det hverken er rimeligt, at vi har den, eller at den bør være der. Man bruger jo også sin taletid på at tale det her ned og til at lægge ordningen for had. Den har ingen folkelig opbakning, siger Dansk Folkeparti. Nej, så længe Dansk Folkeparti rejser rundt og fortæller, hvor urimelige tingene er, på trods af at der sagtens kan rettes noget. Faktisk er det ikke et så dårligt tænkt system, som Dansk Folkeparti gør det til. Eksempelvis hører man jo ikke Dansk Folkeparti fremføre det med de 15 pct.

Så med de her ord skal jeg bare sige, at Socialdemokratiet ikke kan støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag B 81.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Altså, der er jo lavet masser af målinger, der viser, at vælgerne ikke vil give kunststøtte til kunstnere, men lad det nu ligge.

Mit spørgsmål går på huskunsterordningen, som i dag eksisterer, og som foregår på den måde, at et orkester – det kunne være Aalborg Symfoniorkester – får penge fra Statens Kunstfond til at hyre en komponist i en periode, eller det kan være en børnehave, der får mulighed for at hyre en kunstner eller musiker et stykke tid. Den ordning findes allerede, og det er den ordning, som vi blæser op til at blive det bærende element for regionale kunstfonde eller Statens Kunstfond. Mit spørgsmål til ordføreren er, om han mener, at huskunstnerordningen er en dårlig ordning.

Værsgo.

Nej, det mener jeg bestemt ikke. Altså, jeg forsøgte at give et eksempel på, hvor jeg selv i sin tid har været med til at sikre, at kunstnere fik en mulighed for at skabe sig en indtægt og realisere en idé, de havde med et kunstværk, så jeg synes, det er både interessant og rimeligt, at vi tænker over, hvor vi giver kunstnerne mulighed for at skabe sig et levebrød og omsætte deres ideer til kunstværker.

Der, hvor skoen trykker, er jo, at Dansk Folkeparti har medvirket til at spare 640 mio. kr. på kunst- og kulturbudgetterne, og det er jo en af de udfordringer, kunstnerne står over for, nemlig at man har gennemført den her voldsomme besparelse på hele kunst- og kulturområdet. Så kan det godt være, at man taler pænt om huskunstnerordningen – den kan jeg også kun sige pæne ting om – men det hjælper jo ikke, når man har fjernet pengene derfra, og det kan man ikke tale sig væk fra.

Alex Ahrendtsen.

Bare til orientering er der ikke blevet sparet på Statens Kunstfond og DFI – de var friholdt af omprioriteringsbidraget, så det er jo faktuelt forkert, hvad ordføreren siger. Ordføreren synes altså, at huskunstnerordningen er en god ordning, men hvorfor i alverden støtter man så ikke Dansk Folkepartis forslag, som jo er baseret på huskunstnerordningen? Det giver jo ingen mening. Det er det ene.

Det andet er: Kunne ordføreren være interesseret i, at vi måske laver et forsøg baseret på Dansk Folkepartis model?

Ordføreren.

Jamen når vi afviser det, er det jo, fordi det her er fase 2 i det, som Dansk Folkeparti har gang i, nemlig at man først vil slå Statens Kunstfond i stykker som en national enhed og så dele pengene ud, og derefter vil man så slå det, som det er muligt at foretage sig for de enkelte kunstnere på det kulturelle område, i stykker. Det synes vi ikke er den rigtige vej at gå, og vi synes ikke, det med forslaget bliver muligt at få den kvalitet for pengene, vi ønsker. Vi er selvfølgelig altid åbne for at diskutere bedre alternativer, men det her hører ikke til i skuffen med bedre alternativer – det her har kun til hensigt at være med til at forringe kunst og kultur i Danmark.

Tak til ordføreren. Så er det den næste ordfører, fru Britt Bager, Venstre.

Beslutningsforslaget her handler om at ændre uddelingen af legater under Statens Kunstfond. Vi har igen at gøre med et led i Dansk Folkepartis forslag til reform af Statens Kunstfond 2018. Jeg vil gøre det kort for ikke at gentage for meget. Min primære anke mod det her forslag er, at vi kan risikere at øge bureaukratiet, hvis enkelte kunstnere skal ansøge via et institut eller en virksomhed. Men jeg vil gerne understrege, at jeg støtter op om intentionen i forslaget, for jeg mener faktisk, det er på tide, vi får ryddet op i kunststøttestrukturen. Også det har vi i Venstre tidligere ytret.

Jeg glæder mig meget til efteråret og vores kommende drøftelser om udviklingen på det her område vedrørende de nuværende aftaler og de mulige løsninger på de problemer, som vi i Venstre også synes der er med uddelingen af de her legater. Af respekt for vores kommende arbejde i efteråret støtter Venstre ikke op om beslutningsforslaget nu, men vi støtter op om intentionen om at gennemgå uddelingen af legater en gang for alle.

Tak for det, og tak til ordføreren. Så er det hr. Søren Søndergaard. Pas på ikke at tabe pusten. Man skal jo også kunne sige noget, når man kommer herop. Værsgo.

Jeg undskylder over for formanden, at jeg var optaget af vigtige sideforhandlinger. I forhold til det forslag, som vi behandlede for lidt siden, om nedlæggelse af Statens Kunstfond, så er baggrunden for og konsekvenserne af det her forslag meget mere klare. Det handler simpelt hen om at lægge endnu et led, endnu en smagsdommer, ind mellem den skabende kunstner og befolkningen. I dag kan en kunstner søge et legat til at producere et bestemt værk, hvorefter produktionen kan gå i gang. Efter den foreslåede ordning fra Dansk Folkeparti gøres det meget mere bureaukratisk. Som Dansk Folkeparti selv skriver – og jeg vil godt citere:

»Et kunstmuseum i Region Syddanmark søger den regionale kunstfond om midler til en ny skulptur og får tilsagn om det. Den regionale fond afgør selvfølgelig selv, hvor meget den vil bidrage med. Museet har garanteret at ville medfinansiere et beløb, som det evt. har fået tilsagn fra en privat fond om. Herefter kan skulptører fra hele landet sende forslag ind til museet, der så udvælger en kunstner til at lave skulpturen.«

Det er meget mere indviklet og med flere smagsdommere ind over. Allerede i dag kan man kritisere den nuværende kunststøtte for at være rimelig uigennemskuelig. Med sådan et system her vil det blive endnu værre, plus at det vil blive dyrere rent administrativt, men efter min mening er det i virkeligheden en detalje. Det afgørende er, at sådan et system vil blive endnu en forhindring for den frie tanke. Kunsten vil blive yderligere institutionaliseret til gavn for det sikre og til gavn for mere af det samme. Det nyskabende og det frække vil i endnu højere grad blive valgt fra, og det er måske også det, der er formålet fra forslagsstillernes side.

For Enhedslisten forholder det sig stik modsat. Vi synes ikke, at vi har brug for mere af det forudsigelige. Vi har brug for mere af det uforudsigelige og det provokerende. Vi er et hundrede procent enige med Salman Rushdie, den kendte engelsk-indiske forfatter, når han et sted i sin bog »De sataniske vers« skriver:

»En digters arbejde består i at nævne det unævnelige, i at udpege bedrag, tage parti, starte skænderier, forme verden og forhindre den i at falde i søvn.«

Det, der lægges op til her, vil ikke bidrage til det. Det vil bidrage til forudsigelighed. Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.

Tak. Så er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Det var dog noget af en dom over de mange dygtige kulturinstitutioner og kulturvirksomheder, som hver dag arbejder for at udbrede kunstprodukter til borgerne; det var dog noget af en salve. Sagen er jo, at allerede i dag er Statens Kunstfonds tildelinger ret forudsigelige; det er som oftest inden for en meget snæver kunstideologisk ramme, at der bliver tildelt noget.

Så ved at lave den her ændring vil man skabe langt mere mangfoldighed, fordi der vil være mange flere mennesker inde over det i forhold til at hyre kunstnere, i stedet for at det er forholdsvis få folk i Statens Kunstfond, der er inde over det. Så ville det ikke være en god idé med den her mangfoldighed? Jeg ved, at Enhedslisten jo går ind for mangfoldighed. Med det her decentraliserer vi, og vi skaber mangfoldighed i støttesystemet.

Værsgo.

Jamen jeg må altså bare sige, at ideen om, at det skulle skabe stor mangfoldighed, at den lokale regionsborgmester sidder i et eller andet råd og skal forholde sig til ansøgninger, der er kommet fra museer, der i øvrigt skal sikre medfinansiering osv., tror jeg simpelt hen bare ikke er måden at skabe mangfoldighed på. Altså, jeg synes da, man med rette kan kritisere de museer, som ikke sørger for at satse på det sikre i den situation, som de stadige 2-procentsnedskæringer på kunstområdet jo pålægger dem. Der er man selvfølgelig nødt til at satse lidt på det sikre, naturligvis er man det, for ellers kan det jo gå gruelig galt. Derfor er det her en måde, hvorpå der bliver satset på det sikre i stedet for på det uforudsigelige. Og det er efter vores opfattelse en fuldstændig fejlagtig opfattelse af, hvorfor vi har brug for kunsten.

Alex Ahrendtsen.

Det er virkelig meget besynderligt. Jeg ved ikke, hvad Louisiana ville sige til den beskyldning om, at de udelukkende går efter det sikre, eller et museum som Arken, altså at de udelukkende skulle gå efter det sikre. Det er jo fagfolk, de har forstand på det. Har ordføreren ikke tillid til, at de mange, mange tusinde fagfolk, der findes rundtomkring i kulturvirksomheder og kulturinstitutioner, kan foretage deres eget valg og dermed også tør udfordre, i stedet for at de skal være afhængige af en meget snæver kreds i hovedstaden?

Værsgo.

Jamen hr. Alex Ahrendtsen: De kan jo ikke foretage deres eget valg. Det er en fejltagelse. De skal jo sikre 50 pct.s medfinansiering – det står i forslaget – og det vil sige, at de skal have andre til at være med på det valg. Og hvem er det, der har penge til at være med på det valg? Hvem er det, der har den medfinansiering? Så nej, de kan ikke selv bestemme. Hvis det var at spørgsmål om, at de selv kunne bestemme, kunne vi måske tale om det, men det er det altså ikke engang i det her forslag.

Tak for det, og tak til ordføreren. Så er det hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Dette er jo et i rækken af forslag, og der peges her på at ændre støtten, så den ikke går til kunstnerne, men til institutionerne. Det er faktisk svært bare at sige, hvad det vil betyde ude i den virkelige verden, og hvad det vil flytte. Man kan i hvert fald sige en ting, der er et klart signal om her, og det er, at der vil blive nogle derude, der skal tage ansvar for en medfinansiering. Det vil alt andet lige sige, at det må skaffe flere midler i systemet, end der er i dag. Det er værd at afsøge i en samtale, som ministeren allerede har signaleret skal finde sted til efteråret.

Derfor har jeg egentlig ikke så meget andet at føje til, end at det er rimeligt, når nu vi er i gang med det her gennemsyn – kan man sige – at vi så tager det hele med og også det her og vurderer: Får vi mere ud af pengene, og kunne der komme flere penge i systemet? Er der en bedre vej, eller kunne det være en kombination af de her ting? Det bør måske ikke alt sammen være personlige legater. Det kunne også være til institutioner osv.

Jeg synes, at det her er et lys, der er kastet på den her problemstilling, som det er værd at få med i de drøftelser, kulturministeren inviterer til i efteråret. Så den del af det støtter vi.

Tak til ordføreren. Hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet, som ordfører. Værsgo.

Tak. Nu ved jeg ikke, om ordføreren for forslagsstillerne igen vil kalde dette forslag for et frisk pust eller for en mintpastil til undertegnede, men jeg må i hvert fald med det samme sige, at jeg håber, min ånde er god nok til, at man kan høre, at vi siger nej tak til det her forslag. Det gør vi af to årsager.

Den ene handler om det med medfinansieringen. Jeg er fuldt ud klar over succesen i huskunstnerordningen, og jeg har endda flere steder i forbindelse med nogle debatter skrevet om et forslag om, hvordan man kunne udvide den, så flere andre også kunne gøre brug af den fabelagtige ordning, der jo sikrer, at man faktisk kan få kunstnere ud at arbejde på arbejdspladser og i offentlige og private institutioner i hele landet. Men jeg er ikke villig til at sige, at hele beløbet i Statens Kunstfond skal lægges herover. Det synes jeg ikke er en god idé. Jeg bryder mig ikke om den markedsgørelse, der vil ske, hvis man skal til krone for krone at lave medfinansiering. Jeg bryder mig heller ikke om, at vi lige pludselig sætter så stor fokus på de institutioner, der igangsætter det, og ikke på kunsten og den værdi, som kunsten har i sig selv.

Jeg har selv på et tidspunkt været ude på en tur med ordføreren for forslagsstillerne i udsendelsen »Langt fra Borgen«. Her så vi bl.a. et værk hjemme i et køkken, og det var et dukketeater. Det var kunstneren selv, der havde søgt et arbejdslegat til at udvikle nogle arbejdsmetoder. Hvor skulle det ske henne? Hvor skulle den frie ramme for kunsten, hvor man arbejder med kunsten som et felt, der udvikler sig, men måske ikke kommer ud til nogen lige i det første øjeblik, men som senere kan ændre nogle ting og blive til noget meget stort, være? Det tror jeg ikke på man kan støtte, når jeg ser på det her forslag, og hvis det bliver gennemført. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har fokus på, at det er kunstnere, der kan søge et arbejdslegat, hvor der ikke er fokus på værket, men hvor der nogle gange bare er fokus på den kunstneriske arbejdsproces, der sker, for det tror jeg har en vigtig værdi for vores samfund.

Tak til ordføreren. Hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Markedet er jo godt for kunsten. Kunsten har brug for markedet, og det undrer mig egentlig lidt, at Alternativet ikke synes, at det her er en god idé. For Alternativet slår sig jo op på at være et parti for iværksættere og især alternative iværksættere, kulturelle iværksættere.

Vil det her forslag ikke betyde, at 1) som hr. Leif Mikkelsen sagde, der kommer langt flere private midler ind på kunstens område, og 2) det her vil involvere kulturvirksomheder og kulturinstitutioner på en helt anden måde end i dag og dermed gavne den der iværksætterkultur, som Alternativet normalt taler varmt om?

Ordføreren.

Nej, det, jeg faktisk kan frygte med det her, er, at man lige pludselig har nogle penge fra Statens Kunstfond, som kan gå ind og dække de huller, man har skabt ved en række 2-procentsbesparelser ude på institutionerne, sådan at pengene kommer væk fra kunsten. Det her skal altså dække det hul, som også Dansk Folkeparti er med til at lave i det danske kunst- og kulturmiljø lige nu.

Så nej, jeg ser ikke det her som en mulighed. Jeg ser det faktisk desværre som en måde, hvorpå man kommer til at afvikle. Men jeg vil gerne sige, at hvis Dansk Folkeparti vil være med til at udvide huskunstnerordningen, kan man jo bl.a. kigge i vores finanslovsforslag, hvor vi kan finde finansiering til at udnytte, at vi faktisk også kunne få huskunstnere ud på private virksomheder, hvor der jo vil være krævet en medfinansiering.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Jeg bliver nødt til for anden gang at sige, at Statens Kunstfond er undtaget for omprioriteringsbidraget. Nu er det anden gang i sagen, det bliver sagt at det ikke er tilfældet.

Mit spørgsmål er: Hvis Alternativet så ikke vil være med til hele forslaget, kunne man så forestille sig, at man ville være med til noget af forslaget, nemlig at vi laver et forsøg for at se, om en forstørret udgave af huskunstnerordningen a la forslaget her kunne være en god idé, simpelt hen for at se om det ikke styrker kulturiværksætteriet i Danmark? Kunne Alternativet være med til det?

Værsgo.

For det første sagde jeg, at man ved det her ville dække de 2-procentsbesparelser, der er på institutionerne – ikke i Statens Kunstfond, som man jo så også har skåret i, bl.a. for at lave to nye regionale fonde.

Men hvis Dansk Folkeparti er med til at finde ny finansiering og ikke med til at udhule Statens Kunstfond, som den er, vil Alternativet meget gerne være med på det her. Og jeg kan i hvert fald fortælle ordføreren, at hvis det har interesse, skal jeg gerne sende vores finanslovsudspil, hvor der er finansiering af en sådan model.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Zenia Stampe, Radikale Venstre, skulle være dækket af Alternativet, og så går vi videre til hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror egentlig, og det tænkte jeg også, da jeg så på de tre beslutningsforslag i dag, at den bedste proces for ordføreren og forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti ville være, at man ligesom fik skabt et grundlag at tage den her debat på, altså at man undersøgte alt det her med indspisthed i Statens Kunstfond og fandt ud af, hvad der ligger i det. Jeg er med på, at der har kørt noget i medierne i dag, men jeg tror faktisk, det ville være lidt bedre, hvis vi satte os ned og blandt partierne talte om, hvad det er, vi gerne vil have undersøgt.

Derfor synes jeg også, at den rigtigste måde er det, ministeren har sagt, nemlig at man mødes i ministeriet og diskuterer, om der er noget, man skal ændre. For det bliver meget sådan, at man vil ændre små dele af Statens Kunstfond, og så kan man lave mange beslutningsforslag på det, og vi kan hver gang som parti – og det er også det, jeg vil sige den her gang – sige: Vi vil gerne være med til at diskutere, om der er noget, der skal ændres, hvis vi kan se, at noget kan gøres bedre. Men det bliver med udgangspunkt i fakta og i at gøre det bedre, at støtte kunstnerne og skabe mere kunst og kultur i Danmark.

Når jeg kigger på det her forslag, kan jeg godt blive bekymret for, om det vil betyde, at der kommer sådan et ekstra administrativt led, om det værn eller det, som Dansk Folkeparti forsøger at få til at geare kulturpengene, i virkeligheden kan være med til at skabe mere administration. Det er ikke sikkert, det forholder sig sådan, men jeg kan godt være lidt bekymret for det.

Den næste er, at jeg kan være lidt bekymret for, om der bliver længere fra Kunstfonden til kunstnerne, og at det vil blive sværere for kunstnere rundtomkring i landet at få lov til at søge en andel i de her penge, fordi det vil blive nogle færre institutioner, der får andel i det – selv om noget af det, som jeg egentlig hørte hr. Alex Ahrendtsen sige i sine argumenter for det sidste beslutningsforslag, var, at det skulle være lettere. Jeg tror bare, at hvis man vedtager det her, vil det ofte være de samme typer institutioner, der får andel i pengene. Så jeg kan godt være bekymret for, om det, som var ordførerens intention med det sidste forslag, i virkeligheden ville blive skadet af det her forslag.

Så er der den lidt mere nørdede del, som er, at hvis man institutionaliserer det her yderligere, kan jeg godt være bange for, at den kunst, der vil blive tildelt midler til i fremtiden, sådan vil være udtryk for den herskende tænkning. Altså, hvis det er sådan nogle færdige kunstprojekter og nogle institutioner, som man ved sandsynligvis vil få de her penge igen og igen, så er jeg bange for, om den herskende tænkning omkring kunst og kultur vil blive udfordret nok. Og der tænker jeg igen, at Dansk Folkeparti må have en interesse i, at det ikke er de der herskende institutioners tankegang, om end det også kan være godt, men at der også er mulighed for ligesom at overhale dem og bare få penge, hvis man som almindelig kunstner har en idé.

Så er der det, som også er nævnt af flere andre ordførere, nemlig kravet om, at det skal være meget færdigt. Jeg kan godt være lidt bekymret for, at de projekter, man søger støtte til, skal være meget færdige. Og endelig er der det her med medfinansiering, hvor jeg er lidt splittet. Jeg er bange for, at hvis man tager alle pengene og siger, at nu skal det ligesom bindes op på en medfinansiering, så vil det betyde, at der er nogle projekter, der på forhånd bliver slået ihjel – at der er nogle, som kunne have være ret relevante, men som måske som udgangspunkt lyder skøre, eller hvor de der institutioner tænker, at det ikke lige er dem, at det ikke lige er deres profil, og at de aldrig vil blive til noget.

Men en diskussion om, hvordan vi kan geare kulturpenge og få mere medfinansiering, synes jeg sådan set er interessant. Så jeg vil gerne diskutere, om der er nogle modeller til, hvordan man kan gøre det i fremtiden. Med de kommentarer kan SF ikke støtte forslaget, men vi vil som sagt fortsat gerne tage en diskussion om Statens Kunstfond senere hen.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det var da atter en dejlig, forsigtig åbenhed fra ordførerens side, og det er jeg selvfølgelig glad for. Altså, det her beslutningsforslag er en del af et samlet udspil, som vi tidligere har offentliggjort, og der hænger det hele jo sammen. Men for at have en mere detaljeret diskussion har vi splittet det op i tre.

Mit spørgsmål går på, at vi jo allerede kender modeller som det, vi foreslår. Der findes huskunstnerordningen, men så findes det også i filmens verden. Det er ofte producenter, der søger DFI om penge til et projekt, og DFI kommer kun med en del af finansieringen af en film, resten finder man udenfor. Har det medført manglende eksperimenter? Nej, tværtimod. Dansk film er jo kendt i hele verden for at være innovativ. Så hvorfor i alverden vil man ikke forsøge sig med den model på dette område?

Ordføreren.

Det er faktisk sjovt, at ordføreren siger det, for jeg sad både med nogle skuespillere og med nogle instruktører, som havde rigtig mange holdninger til den måde, vi giver filmkroner på i Danmark – fordi vi jo snart skal diskutere filmkroner. Og de sagde, at selv om det er godt i Danmark og vi har et godt system, så bliver det altså ret styrende for den tankeproces, der er, når man laver en film, at man er så afhængig af finansiering fra de forskellige fonde, altså f.eks. det her med, om man skal lave filmklip fra forskellige steder i landet – hvilket jeg synes er en god idé. Men det bliver styrende.

Det bliver også styrende, at man skal tænke over: Hvor kan vi ellers finde finansiering? Og der er det bare, jeg tror, at man ikke kan overføre det direkte til kunstnere. Og hvis man overfører det direkte til kunstnerne og det bliver lige så styrende for helt almindelige kunstværker, er jeg bange for, at der er nogle kunstværker, som vi går glip af, og som ellers kunne have været rigtig gode. Så derfor vil vi gerne diskutere, hvordan man kan få medfinansiering ind og gøre det til en større del end i dag. Men jeg ville være bange for at gøre det så omfattende som det her, for det tror jeg vil være at gøre det for styrende.

Spørgeren.

Jamen det er jo dejligt, at man vil være med til at finde medfinansiering, og jeg glæder mig til at se SF's egen model. Men sagen er, at kunsten og kunstneren jo har godt af at blive udfordret, ikke bare af sine kollegaer, ikke bare af kunstkritikere, men så sandelig også af dem, der skal bringe kunstværket videre. Det kan være en galleriejer, det kan være en forlægger, der udfordrer forfatteren, der har skrevet et manuskript, hvor man så arbejder det igennem. Der er masser af bøger, der er blevet bedre af, at kulturvirksomheden har arbejdet med det, f.eks. Jakob Ejersbos »Liberty«.

Så er konklusionen ikke, at det vil gavne kunsten og kunstnerne, at vi følger Dansk Folkepartis model?

Ordføreren.

Der er den risiko, at hvis kunstnere skal udfordres for at få penge, lad os sige, at de skal udfordres yderligere – altså, det bliver de jo også, det er jo ikke sådan, at man, bare fordi man søger Statens Kunstfond, får penge i dag; det er der også krav til – og vi laver et system, hvor man skal have medfinansiering på den her måde, vil man bliver udfordret af nogle, som vil spørge: Hvad er populært? Hvad er det, der er populært, hvad vil mange se? Og jeg synes ikke kun, at det er kunstnere, der vil lave noget, mange vil se, der skal have støtte. Tværtimod mener jeg faktisk, at det skal være bredere end som så.

Eller også vil man få støtte, hvis man gør det, som er udtryk for den herskende tankegang, fordi det er det, der gives penge til. Jeg mener også, det skal være muligt at få støtte, uden at man nødvendigvis foreslår det eller vil lave det, der er udtryk for den herskende tankegang.

Tak til SF's ordfører. Jeg ser ikke den konservative ordfører i salen. Derfor går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Den herskende tankegang, sluttede hr. Jacob Mark sin tale af med, og det er ret centralt. For i dag er der jo en herskende tankegang i Statens Kunstfond, og det skyldes sædvanligvis, at det er de samme mennesker, der som oftest bliver valgt ind, med den samme tilgang til kunsten.

Med dette forslag, som vi diskuterer i salen nu, vil man jo skabe en mangfoldighed, en enorm mangfoldighed, og en decentralisering i decentraliseringen, og jeg har givet nogle eksempler på, hvad man kunne gøre, f.eks. huskunstnerordningen, som allerede findes i Statens Kunstfond, og som jeg erindrer er en succes. Det kunne vi blæse op til at blive det bærende princip. Jeg har også peget på filmens verden, hvor det jo som oftest er kulturvirksomheder, som ansøger DFI, altså Det Danske Filminstitut, om midler til at lave en film, hvorefter de får manuskriptstøtte. De kan hyre en manuskriptforfatter, så kan de aflønne vedkommende, og så kan de vende tilbage og få yderligere støtte til filmen, hvorefter de kan gå ud og afsøge markedet for finansiering og selv skyde penge i det, og det har været en succes; den der kombination af offentlig-privat, af kultur, af DFI, af støtte, af fond har været en succes. Det har jo betydet enormt meget for talentmassen i Danmark, og det kunne vi åbne for resten af kunsten. Og det er, som om man her i salen – og dog vil jeg sige ikke ministeren og heller ikke de borgerlige partier, men især på venstrefløjen – er bange for nytænkning på dette område, og det er lidt ærgerligt. Jeg vil egentlig takke ministeren for at være forsigtigt åben igen og indkalde til drøftelser i efteråret – det ser vi meget frem til – men også takke hr. Leif Mikkelsen og fru Britt Bager, som har påpeget, at det er nødvendigt, at vi tænker nyt, og som gerne ser drøftelser om det, og jeg glæder mig meget til de drøftelser i efteråret.

Men på venstrefløjen har man godt nok været noget fodslæbende. Jeg vil dog indrømme, at SF faktisk har været åbne. Hr. Jacob Mark har vist åbenhed, men Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokratiet har godt nok været noget konservative og reaktionære. Ordførerne er ikke progressive. Hr. Orla Hav påstår, at denne ordning vil skabe forringelser, men det ved han jo i realiteten ikke, fordi det ikke er blevet forsøgt, bortset fra i mindre skala med huskunstnerordningen, som er en succes. Enhedslisten mener, at det skaber smagsdommeri, og man tror ikke på, at institutionerne og kulturvirksomhederne og de mange tusind fagfolk rundtomkring i landet har fagligheden i orden, så de også vil kunne udfordre kunsterne, og så forstår man slet ikke, bortset fra hr. Jacob Mark, at det her jo vil skabe flere penge til kulturlivet, fordi der skal være en eller anden form for medfinansiering. Og jeg er egentlig lidt ærgerlig over, at et parti som Alternativet ikke kan forstå, hvilken saltvandsindsprøjtning det vil være for de kulturelle iværksættere i Danmark. Det er godt for kunsten, at der er et marked. Markedet et godt for kunsten. Der må ikke være for meget marked. Der skal være den der balance mellem på den ene side den offentlige støtte og på den anden side det frie marked. Det er godt for kunsten, at der er det samspil, og det er egentlig bare det, vi forsøger at gøre med dette forslag.

Jeg synes, det er et helstøbt udspil, jeg synes, det er fornyende, og det baserer sig på noget, der er kendt i forvejen, nemlig huskunstnerordningen og filmens verden. Jeg synes egentlig, at ordførerne skulle have bakket det op, men jeg glæder mig til efterårets drøftelser, og så må vi se, hvor langt vi kan nå i gentænkningen og nyskabelsen af det noget reaktionære kunstneriske miljø i Danmark, for det trænger vi til.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Nej, Dansk Folkeparti skaber ikke balance. Det, man gør, er, at al kunststøtte er markedet inde over. Det er det, der ligger i det her forslag. Al kunststøtte er markedet inde over. Det er ikke balance. Det er det modsatte af balance. Balance var, at man havde noget, hvor markedet ikke var inde over, og at man havde noget, hvor markedet var inde over. Det, markedet ikke er inde over i dag, er det, man vil afskaffe. Det er alt andet end balance.

Så forstår jeg ikke den der argumentation om huskunstnerordningen, der er så god og skal udbredes. Det er da ikke 2 måneder siden, at Enhedslisten fremsatte et forslag lige præcis om at udbrede huskunstnerordningen til folk på institution, på hospitaler, på plejehjem, på demenscentre osv. osv., og hvordan var det, Dansk Folkeparti stillede sig til det forslag? Hvordan var det, man stillede sig til det forslag om en forsøgsordning på 10 mio. kr.? Kom ikke og her og snak om konservative.

Ordføreren.

Et museum er jo finansieret af det offentlige, og derfor vil det ikke være det frie marked. Men det vil stadig væk være et marked, dog finansieret af det offentlige, der så i samarbejde med kunstneren skaber et nyt produkt. Andre vil være på det frie marked, f.eks. forlag, hvis de får fingrene i nogle midler fra en kunstfond, og det er da kun godt, når markedet er inde over. Det er godt for kunstnere. Det er godt for forfatterne. Jeg har nævnt Liberty, som uden redaktionen ved Johannes Riis ikke ville have været den bog, vi kender i dag, fordi han gik bort inden færdiggørelsen.

Huskunstnerordningen og det forslag, som Enhedslisten fremsatte, sagde vi nej til. Så vidt jeg husker, var det noget med finansieringen, som vi ikke var enige i.

Så er det hr. Orla Hav, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det lyder rørende, når hr. Alex Ahrendtsen gerne vil have vores kunstinstitutioner og museer og andre til at spille en større rolle på det marked, som er for kunst og kultur, men sandheden er jo, at lige nøjagtig de her institutioner har fået kærligheden at føle af den nuværende regering og dens støtteparti. 640 mio. kr. har man fjernet. Hvordan er det, at de institutioner skal have mulighed for at løfte den her opgave, når kærligheden til dem er så stor, at man har fjernet rigtig, rigtig mange penge på det her område? Lyder det ikke en smule hult at stå og tale om alle de her herligheder, huskunstnerordningen kunne have skabt, når virkeligheden er, at det er tørre lommesmerter, der er derude?

Ordføreren.

Vi er enige så langt, at omprioriteringsbidraget ikke er særlig smart, fordi det er en grønthøster, og derfor har jeg også foreslået, at vi prioriterer, når vi skal spare, og at vi målretter. Det har jeg sagt mange gange. Men samtidig vil det her forslag jo skabe flere midler til kunsten og vil langt opveje de 2-procentsbesparelser, som institutionerne er ramt af. Der vil også være en lang række private kulturvirksomheder, som vil få mulighed for at søge midler, så samlet set vil det generere flere midler.

Spørgeren.

Sandheden er jo, uanset om Dansk Folkeparti måtte have fortrudt, at Dansk Folkeparti har medvirket til at spare 640 mio. kr. på kunst- og kulturområdet. Sådan er det. Så kan det godt være, at man havde nogle ideer om, at det kunne gøres på en anden måde. Sandheden er jo, at man har stemt for det her. Og så er mit andet spørgsmål bare: Er det ikke sådan i dag, at private fonde er ganske flinke til at deltage i finansieringen af forskellige kunstneriske installationer og andre ting, som hører ind under det kunstneriske område? Fra min egen hjemegn kan jeg pege på et enkelt projekt, hvor private kommer med 200 mio. kr., så det er jo ikke nogle nye penge, hr. Alex Ahrendtsen taler om, det er jo penge, som allerede kan sættes i spil i det nuværende system. Hvorfor er det så, at hr. Alex Ahrendtsen vil ødelægge det nuværende system?

Ordføreren.

Jeg bliver bare nødt til at sige, at Statens Kunstfond ikke er omfattet af disse 2-procentsbesparelser. Det er tredje gang, jeg siger det. De er friholdt af dem. Og så vil jeg bare også anføre, at fonde jo som hovedregel ikke støtter drift, men støtter anlæg. Det forslag, som vi har i salen nu, vil kunne støtte drift, fordi man skal medfinansiere.

Næste spørger er hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg må sige, at jeg undrer mig lidt over hele det her forslag fra Dansk Folkeparti, for jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan det her skulle skaffe flere midler. Hvis dem, der skal medfinansiere midlerne, er kultur- og kunstinstitutioner, som i forvejen er afhængige af offentlige midler og får rigtig mange penge i offentlig støtte, som Dansk Folkeparti – som flere rigtigt har sagt – har medvirket til at skære massivt ned på, har jeg svært ved at se, hvordan der skal komme flere penge ind i systemet. Er virkeligheden her ikke, at hr. Alex Ahrendtsen skaber et langt større bureaukratisk system? Hvis en enkelt kunstner har en god idé og et projekt og et værk, vedkommende gerne vil føre ud i livet, kan han eller hun i dag ansøge direkte til Kunstfonden, mens man med forslaget her skal igennem et nyt bureaukratisk led for at få realiseret sine ideer som kunstner. Det virker mere som et eller andet kafkask ansøgningssystem med større bureaukrati, og det kan jeg slet ikke se er til gavn for den frie kunst, og jeg kan i hvert fald ikke se, at den enkelte kunstner skulle få mulighed for at få realiseret sine projekter i højere grad end i dag.

Ordføreren.

Det er dejligt at se hr. Mogens Jensen i salen og deltage i debatten. Det er rart. Det vil skabe flere midler, fordi langt flere vil kunne sætte ind, f.eks. fonde, f.eks. private kulturvirksomheder, som i dag ikke kan søge Statens Kunstfond. Og så vil det skabe et langt mere mangfoldigt marked. Det vil skabe en langt mere mangfoldig kulturverden, en decentraliseret verden, hvor tusindvis af mennesker bliver involveret, i stedet for at det er forholdsvis få personer i hovedstaden, der udstikker retningen for uddelingen af legater.

Spørgeren.

Jamen hr. Alex Ahrendtsen kan have mange forklaringer, men det, jeg bare vil holde fast i, er, at udgangspunktet i dag er, at det er ganske simpelt. Vi har jo rigtig mange kunstnere i Danmark fordelt i hele landet, og rigtig mange kunstnere, også uden for hovedstadsområdet, får jo andel i Kunstfondens midler, men med Alex Ahrendtsens nye hokuspokussystem her skal de først hen og overbevise nogle andre om, at de skal have lov til at ansøge om at få realiseret deres projekt, og så skal det derefter ind i et system, hvor der bliver taget stilling til det. Det er jo bare endnu et bureaukratisk led, som er med til at forhindre, at kunstnerne får mulighed for at realisere deres projekter. Jeg kan ikke se det anderledes.

Ordføreren.

Det er altid godt, når man skal overbevise andre. Vi ved jo, at filmideer og manuskripter bliver bedre af at have været igennem DFI, vi ved, at det bliver bedre af at have været gennem producenter, når de skal finde finansiering, og igennem tv-selskaber, og på samme måde ved vi jo, at det altid bliver bedre, når kunstnere skal samarbejde med andre, bl.a. institutioner, hvor der er fagfolk, der har forstand på tingene, og som kan udfordre dem. Så det vil tværtimod gavne kulturlivet, og det vil gavne kunstneren. Det er min opfattelse.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.