Tak for det.
Jeg forstår spørgsmålet sådan, at det bygger på den antagelse, at der kan udledes nogle faste udmålingstakster efter BPA-bekendtgørelsens regler om udmåling af tilskud til hjælperløn.
Det er ikke tilfældet.
Bekendtgørelsen fastslår faktisk tværtimod, at der ved beregning af løntilskuddet i hver enkelt ordning skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.
Det skal bl.a.
vurderes, om der er behov for hjælpere, som har særlige kvalifikationer, f.eks.
særlig faglig baggrund.
Desuden skal der som minimum tages udgangspunkt i grundlønnen for sammenlignelige faggrupper, og samme udgangspunkt skal anvendes ved beregning af alle lønelementer.
Der skal ydermere være den nødvendige rummelighed i lønudmålingen, og der skal bl.a.
tages højde for diverse tillæg og anciennitet.
Så der kan altså ikke fastsættes centrale takster med afsæt i BPA-bekendtgørelsen.
Når det er sagt, vil jeg for det første sige, at jeg også har lyttet til, hvad bl.a.
Aarhus Kommune foreslår, nemlig at man ønsker sig en national takst, som i sagens natur måske vil lette kommunernes administration på området.
Det mener jeg bare ikke er den rette vej at gå, for en national takst vil ikke gøre det muligt for borgere med behov for hjælpere med særlige kvalifikationer at lønne deres hjælpere inden for rammen af et tilskud ud fra en fast takst.
For det andet vil en takst med afsæt i overenskomst kræve merudgifter.