Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 11. juni 2014

Forslag

til

Lov om ændring af lov om hunde

(Ændring af bestemmelsen om skambid, optagning af strejfende hunde m.v.)

§ 1

I lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 254 af 8. marts 2013, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 b indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Politidirektøren afholder omkostningerne ved at lade en hund aflive efter stk. 1, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen.«

2. § 3 affattes således:

»§ 3. I byer og områder med bymæssig bebyggelse er det forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem. En hund anses ikke for at være under ledsagelse, fordi den er under tilsyn fra besidderens bolig eller forretningslokale. Føres en hund i bånd, skal dette være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Hvis hunde færdes løse på de i 1. pkt. nævnte steder uden at være i følge med en person, der har fuldt herredømme over dem, lader politiet dem optage og underretter besidderen eller en til vedkommendes husstand hørende voksen person.

Stk. 2. Uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse påhviler det besidderen af en hund at drage omsorg for, at den ikke strejfer om.

Stk. 3. Det er forbudt at lade en hund færdes på private arealer, som besidderen af hunden ikke har brugsret til. Grundejeren eller den, der har brugsret til det private areal, kan på forsvarlig måde optage eller fjerne hunden fra grunden. Vedkommende skal ikke betale erstatning, hvis hunden herved kommer til skade eller omkommer. Nedskydning eller anden fremgangsmåde, der sigter på at slå hunden ihjel, må kun anvendes af grundejeren eller den, der har brugsret til et privat areal, hvis hunden angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.

Stk. 4. Har grundejeren eller den, der har brugsret til det private areal, optaget hunden, og kendes hundens besidder, skal den, der har optaget hunden, snarest muligt og senest 24 timer efter at optagelsen har fundet sted, underrette hundens besidder eller en til vedkommendes husstand hørende voksen person. Grundejeren eller den, der har brugsret til det private areal, og som har optaget hunden, er pligtig til at fodre og passe den optagne hund forsvarligt. Såfremt det ikke er muligt at optage hunden, eller hvis hundens besidder ikke kendes eller ikke afhenter hunden, rettes der henvendelse til politiet, som lader hunden optage og så vidt muligt underretter besidderen.

Stk. 5. Er en hund, der er optaget efter stk. 1 eller 3, ikke mærket og registreret, og kendes hundens besidder ikke, fremlyses den. Det gælder dog ikke, såfremt hunden bærer skilt som nævnt i § 1, stk. 1.

Stk. 6. Hvis besidderen ikke, inden 3 dage efter at underretning eller fremlysning efter stk. 1, 4 og 5 har fundet sted, indløser hunden ved at betale de udgifter, som optagelsen har medført, kan politiet afhænde hunden eller lade den aflive. Et eventuelt overskud ved afhændelsen tilfalder ejeren, hvis denne melder sig inden 3 måneder og godtgør sin ret, og ellers statskassen.

Stk. 7. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om afhændelse af optagne hunde.«

3. Efter § 3 indsættes:

»§ 3 a. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der i kommunen eller nærmere opregnede områder af kommunen skal gælde en pligt til i byer og områder med bymæssig bebyggelse altid at føre en hund i bånd på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel. Båndet skal være så kort, at hunden kan holdes tæt ind til ledsageren.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at visse hunde ikke er omfattet af bestemmelser om båndpligt fastsat i medfør af stk. 1.

§ 3 b. Løsgående glubske hunde må ikke uden politiets tilladelse anvendes til bevogtning af pladser.«

4. I § 4 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelser truffet efter stk. 1, 2. pkt., herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen.«

5. § 6, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Hvis en hund ved et overfald eller ved anden uacceptabel og farlig adfærd har bidt et menneske eller en anden hund, og hvis biddet kan betegnes som skambid, skal politidirektøren lade hunden aflive.«

6. I § 6 a, stk. 1 og 2, indsættes efter »§ 6, stk. 2, nr. 4,«: »eller § 6, stk. 5,«.

7. I § 6 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Hvis der, inden der træffes afgørelse om aflivning af hunden i medfør af § 6, stk. 5, foretages en hundesagkyndig undersøgelse, jf. stk. 1 og 2, skal omstændighederne ved bidepisoden indgå i undersøgelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

8. I § 6 b, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Politiet kan også anbringe hunden i pension under sagens behandling, hvis politiets eller Rigspolitiets afgørelser indbringes for domstolene, jf. § 6 c, stk. 3.«

9. I § 6 c indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Indbringes politiets eller rigspolitichefens afgørelse, jf. stk. 1 og 2, for domstolene, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, har dette opsættende virkning.«

10. I § 12, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 3, stk. 1, 1.-3. pkt.,«: »stk. 2 eller stk. 3, 1. pkt., § 3 b,«, og », § 3, stk. 3 eller 4,« udgår.

11. I § 12, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »i medfør af«: »§ 3 a, stk. 1,«, og »§ 3, stk. 2,« udgår.

12. I § 12, stk. 2, og § 12 a, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »§ 3, stk. 1, 1.-3. pkt.,«: »§ 3 b«, og »§ 3, stk. 4« udgår.

13. I § 12 a, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »bestemmelser fastsat af kommunalbestyrelsen i medfør af«: »§ 3 a, stk. 1«, og »§ 3, stk. 2« udgår.

14. § 12 c ophæves.

§ 2

I lov nr. 717 af 25. juni 2010 om ændring af lov om hunde og dyreværnsloven (Forbud mod besiddelse m.v. af visse hunde, båndpligt, aflivning af hunde, der skambider, midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at gøre m.v.) foretages følgende ændring:

1. I § 3 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Ved gentagen overtrædelse af stk. 4, 3. pkt., kan politidirektøren træffe afgørelse om at lade hunden aflive. Politidirektøren afholder omkostningerne ved at lade en hund aflive, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2014.