Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2025)
Transportministeren (Thomas Danielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om anlæg af ny
midtjysk motorvej (strækningerne mellem Klode Mølle og
Løvel vest om Viborg og mellem Give og Billund Vest)
(Lovforslag nr. L 10)
Formålet med lovforslaget er at
udmønte dele af den politiske aftale om Infrastrukturplan
2035, da lovforslaget bemyndiger transportministeren til at
etablere en motorvej mellem henholdsvis Klode Mølle og
Løvel vest om Viborg og mellem rute 18 ved Give og rute
28/30 Grinstedvej i Billund Vest, herunder for ekspropriation,
så der kan etableres nye motorveje, der dels skaber forbedret
vejforbindelse i Midtjylland, samt dels aflaster rute 13 og E45 og
forbedrer fremkommeligheden for vejtrafikken på
strækningen fra Give til Billund Vest.
Transportministeren bemyndiges til at
anlægge en motorvej fra Klode Mølle vest om Viborg til
rute 13 syd for Løvel, nedklassificere delstrækninger
af rute 12, rute 13 og rute 16, omlægge jernbanen mellem
Langå og Struer på en ca. 800 m lang strækning
mellem Viborg og Sparkær samt anlægge og omlægge
lokale veje og stier.
Ligeledes bemyndiges transportministeren
til at anlægge en motorvej mellem Give og Billund Vest,
nedlægge en delstrækning af Farrevej (rute 30)
nedklassificere en delstrækning af Billundvej (rute 30),
omlægge jernbanen mellem Vejle og Herning på en ca. 1
km strækning omkring jernbanens krydsning med
motorvejsprojektet, samt anlægge og omlægge kommunale
veje og stier.
Som der er praksis for i forbindelse med
anlægslove inden for Transportministeriets ressort, vil loven
udgøre miljøgodkendelsen af de udførte
miljøkonsekvensvurderinger af projekterne.
Til brug for anlæg af de to projekter
indeholder lovforslaget en række bestemmelser, som regulerer
forhold som miljø, klageadgang, domstolsprøvelse m.v.
Lovforslaget udgør på nogle punkter en fravigelse af
procedurer og myndighedskompetence i plan-, natur- og
miljøhensyn, herunder afskæring af klageadgange.
Plan-, natur- og miljøhensyn vil uanset denne fravigelse
fortsat blive varetaget under anlæggenes udførelse.
Endvidere indeholder lovforslaget et forslag til, at
Vejdirektoratet etablerer en ordning hvorefter der kan ydes tilskud
til facadeisolering af helårsboliger, der er særligt
støjramte efter udbygning af anlægsprojekterne.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.