Med aftalen om en ny erhvervs- og professionsrettet ungdomsuddannelse (epx) skærpes adgangskravene til de treårige gymnasiale uddannelser (stx, hhx og htx). Fra 2030 vil det kræve et karaktergennemsnit på mindst 6,0 i både de afsluttende standpunktskarakterer og de lovbundne prøver for at opnå retskrav på optagelse. Det fremgår samtidig af aftalen, at det fortsat skal være muligt at blive optaget via en centralt stillet optagelsesprøve, dog med et fagligt niveau svarende til det skærpede adgangskrav.
I BUU alm. del – svar på spørgsmål 246 oplyser børne- og undervisningsministeren, at der i 2024 var 2.277 unge til mindst én optagelsesprøve til en gymnasial uddannelse. Kun 40 pct. af disse bestod prøven. Blandt de ansøgere, der havde et karaktergennemsnit på mindst 6,0, var det kun 42 pct, der bestod. Det rejser spørgsmål om, hvorvidt sværhedsgraden i den nuværende optagelsesprøve reelt afspejler det faglige niveau, som karakterkravet på 6,0 er udtryk for.
Da adgangsvejen via optagelsesprøve potentielt får større betydning, i takt med at karakterkravet skærpes og målgruppen ændres, er det afgørende, at prøven udvikles og justeres på et solidt og gennemsigtigt fagligt grundlag. Det er samtidig væsentligt, at vi som samfund har viden om, hvordan det går de elever, som optages på baggrund af optagelsesprøven – både af hensyn til elevernes trivsel og progression og for at sikre kvalitet og sammenhæng i uddannelsessystemet.
- Hvordan forholder ministeren sig til, at 58 pct. af ansøgere med et karaktergennemsnit på mindst 6,0 ikke består den nuværende optagelsesprøve, i lyset af at optagelsesprøven fremover skal have et skærpet fagligt niveau svarende til det nye adgangskrav?
- Hvad er ministerens målsætning for sværhedsgraden i den kommende optagelsesprøve med et højere fagligt niveau, og hvilken andel af ansøgere forventes at kunne bestå prøven fremover?
- Vil ministeren sikre, at data om ansøgere til stx, hhx og htx, der har været til optagelsesprøve, stilles til rådighed for Danmarks Statistik, så der kan foretages registeranalyser af, hvordan det går de elever, som optages via optagelsesprøven?
Dato: 04-06-2025
Status: Ikke besvaret
Emne:
gymnasiale uddannelser