L 207 Forslag til lov om ændring af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, SU-loven og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. (Førtidig udbetaling af feriemidler og udvidelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions opgavevaretagelse).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 14-08-2020

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 14. august 2020

20191_l207_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 14. august 2020

1. Dispensation fra Folketingets forretningsorden

Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.

Udvalget indstiller endvidere, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, således at 3. behandling kan finde sted tidligere end 2 dage efter 2. behandling.

2. Ændringsforslag

Der er stillet 11 ændringsforslag til lovforslaget. Beskæftigelsesministeren har stillet ændringsforslag nr. 1, 2 og 7-11. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 3, og Nye Borgerliges medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 4-6.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, RV, SF, EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 3-6.

Et mindretal i udvalget (DF og NB) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det under nr. 3 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de under nr. 4-6 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag og de under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de under nr. 3 og 6 stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget bemærker, at Danmark står i en meget alvorlig økonomisk situation. Ledighedskøen er på kort tid vokset med over 40.000, og mange danskere risikerer at miste deres arbejde.

Samtidig viser de seneste BNP-tal fra Danmarks Statistik, at BNP tog et historisk fald i 2. kvartal 2020. Der er tale om, at BNP-indikatoren peger på et fald i BNP på hele 7,4 pct. i 2. kvartal 2020. Det er et markant større fald end under finanskrisen, og det understreger alvoren af den situation, som dansk økonomi står i.

Derfor var Venstre før sommer med i en aftale med et bredt flertal i Folketinget, som har til hensigt at få sat gang i dansk økonomi. Aftalen indeholder en række fornuftige elementer, som er med til at holde hånden under danske arbejdspladser.

V har med aftalen bl.a. styrket virksomhedernes incitament til at investere i forskning og udvikling. V har styrket den internationale markedsføring af dansk turisme. V har sikret støtte til dansk luftfart. Derudover har V taget initiativer, der understøtter danske eksporterhverv.

Et af de elementer, der også er aftalt, er muligheden for at udbetale dele af danskernes indefrosne feriepenge. Udbetalingen af danskernes egne feriepenge vil sætte gang i dansk økonomi og skabe tusindvis af danske arbejdspladser i hele landet.

For V har det været vigtigt at give danskerne mulighed for at få udbetalt tre uger af deres egne indefrosne feriepenge og ligeledes sikre, at udbetalingen af de resterende feriepenge skulle drøftes aftaleparterne imellem i efteråret, og V ser gerne, at danskerne får mulighed for at få alle fem uger udbetalt. Det er selvfølgelig helt afgørende, at der findes en udbetalingsmodel, der sikrer, at virksomhederne ikke presses på deres likviditet.

For V har det også været afgørende, at ordningen blev frivillig, så danskerne får friheden til selv at bestemme, om de vil have deres indefrosne feriepenge udbetalt nu - eller om de vil vente til, at de når pensionsalderen, som det oprindelig har været hensigten.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at alle indefrosne feriepenge skal udbetales til lønmodtagerne.

Det skal ske automatisk med mulighed for fravalg, hvis den enkelte ikke ønsker en udbetaling, men hellere vil lade feriepengene stå til udbetaling ved pensionsalderen.

Socialistisk Folkeparti

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter lovforslaget. SF bemærker dog, at lovforslaget medfører risiko for, at borgerne får et forkert beløb udbetalt, som senere vil blive modregnet. SF påpeger, at udbetaling af de resterende to ferieuger primo 2021 vil afhjælpe denne problematik, og appellerer til, at pengene udbetales i 2021, bl.a. for at styrke borgernes retssikkerhed og undgå modregning.

SF bemærker endvidere, at lovforslaget medfører, at borgere, der modtager formueafhængige ydelser, risikerer modregning i 2022, såfremt de ikke bruger de udbetalte midler inden udgangen af 2020. Det bemærkes, at borgerne tidligst kan få midlerne udbetalt i oktober 2020, og at en del borgere derfor ikke har brugt pengene inden udgangen af 2020. SF understreger derfor, at det er en retssikkerhedsmæssig nødvendighed fra myndighedernes side at sørge for klar og tydelig information og vejledning til borgere, der modtager formueafhængige ydelser. SF opfordrer ministeren til at gå i dialog med Udbetaling Danmark og alle andre relevante myndigheder om tydelig vejledning til borgerne om dokumentationskravet.

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget er meget tilfredse med, at lønmodtagerne nu kan få udbetalt en del af deres tilgodehavende feriepenge. Men EL mener, at alle 5 uger skal udbetales. EL håber derfor, at der i efteråret hurtigt kan indgås en aftale om udbetaling af de resterende 2 uger. Førstebehandlingen har vist, at det vil der være stor opbakning til.

EL er også tilfreds med, at udbetalingen af lønmodtagernes tilgodehavende feriepenge ikke indgår i tildelingen og beregningen af forsørgelsesydelser eller andre offentlige ydelser, og at udbetalingen ikke medfører fradrag i nogen ydelser. Det er også fint, at udbetalingen af de tilgodehavende feriepenge ikke skal have indflydelse på beregningen af SU.

Men EL mener, at det er meget forkert, at der ikke vil blive rettet op på, at tidligere udbetalinger og indberetninger af disse feriemidler i nogle tilfælde har medført nedsættelse af indkomstafhængige ydelser.

I forhold til den kommende udbetaling af feriemidlerne, kan man klage til den myndighed, der udbetaler en konkret ydelse, hvis man mener, at udbetalingen af feriemidler fejlagtigt har påvirket en given ydelse, jf. ministerens tilkendegivelse i svar på L 207 - spørgsmål 19.

EL mener, at der sker en alvorlig svækkelse af lønmodtagernes retssikkerhed, når de kan blive pålagt tilbagebetaling, når de har modtaget førtidigt udbetalte feriemidler i god tro og ikke har været vidende om, at de ikke var berettiget til disse feriepenge.

EL er bekymret over, om der sker en svækkelse af lønmodtagernes retssikkerhed, når man ikke kan klage til ankenævnet over fondens afgørelse om førtidig udbetaling af feriemidler, men føler os betryggede af ministerens tilkendegivelse om klagemulighederne, jf. svar på L 207 - spørgsmål 19, som er optrykt som bilag 1 til betænkningen, og specielt af, at »den endelige afgørelse om udbetaling af de resterende tilgodehavende feriemidler vil kunne påklages til Ankenævnet for ATP«, så snart opgørelsen af de resterende indefrosne midler foreligger.

EL har svært ved at forstå, hvorfor arbejdsgiverne, herunder de offentlige arbejdsgivere, ikke fortsat må indbetale feriepengene, samtidig med at de indberetter lønmodtagernes tilgodehavende feriepenge til fonden, og at arbejdsgiverne ikke må foretage frivillige indbetalinger, men skal vente med indbetalingerne til en dato, som beskæftigelsesministeren forhåbentlig fastsætter snarest muligt. Det burde være indlysende, at jo flere feriemidler, der bliver indbetalt tidligt, jo mindre vil statens og fondens lånebehov være.

Enhedslisten støtter forslaget, da EL hele tiden har ment, at disse tilgodehavende feriepenge tilhører lønmodtagerne, men EL håber, at der snarest kan blive rettet op på de negative bestemmelser i forslaget.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I nr. 1, 3 og 5 ændres »§ 15 a« til: »§ 17 a«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

2) I det under nr. 6 foreslåede kapitel 5 a ændres betegnelsen af kapitlets paragraffer fra »§§ 15 a-15 d« til: »§§ 17 a-17 d«.

[Kapitel 5 a skal først indsættes efter § 17, da §§ 16 og 17 vedrører kapitel 5]

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (NB):

3) I det under nr. 6 foreslåede kapitel 5 a affattes § 15 a, stk. 1, 1. pkt., således:

»Fonden foretager førtidig udbetaling af feriemidler, der er omfattet af § 48 a, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019, og optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. marts 2020, medmindre lønmodtageren frasiger sig udbetalingen.«

[Automatisk udbetaling af feriemidler]

Af et mindretal (NB), tiltrådt af et mindretal (DF og LA):

4) I det under nr. 6 foreslåede kapitel 5 a ændres i § 15 a, stk. 1, 1. pkt., »31. marts 2020« til: »31. august 2020«.

[Udbetaling af midler for perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020]

5) I det under nr. 6 foreslåede kapitel 5 a ændres i § 15 a, stk. 1, 4. pkt., »fra marts til april 2020« til: »fra august til september 2020«, og »i april 2020« til: »i september 2020«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 4]

Af et mindretal (NB), tiltrådt af et mindretal (DF):

6) I det under nr. 6 foreslåede kapitel 5 a affattes § 15 a, stk. 4, således:

»Stk. 4. Den førtidige udbetaling efter stk. 1 er skattefri.«

[Skattefrihed af førtidige udbetalinger af feriepenge]

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

7) I det under nr. 6 foreslåede kapitel 5 a ændres fire steder i § 15 b og i § 15 c »§ 15 a« til: »§ 17 a«, og i § 15 d ændres »§§ 15 a-c« til: »§§ 17 a-17 c«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

8) I det under nr. 8 foreslåede § 26, stk. 2, ændres »§ 15 a« til: »§ 17 a«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Til § 2

9) I nr. 1 og 2 ændres »§ 15 a« til: »§ 17 a«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

10) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 24, stk. 9, ændres »nr. 3« til: »nr. 4«.«

[Konsekvensrettelse]

Til § 4

11) I stk. 1 ændres »jf. dog stk. 2, 4 og 5« til: »jf. dog stk. 2«.

[Stk. 4 og 5 modificerer ikke ikrafttrædelsesbestemmelsen]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en konsekvensrettelse af ændringsforslag nr. 2, hvorefter §§ 15 a-15 d ændres til §§ 17 a-17 d.

Til nr. 2

Med ændringsforslaget vil de foreslåede regler til kapitel 5 a om førtidig udbetaling af feriemidler blive indsat efter § 17 i stedet for efter § 15. Dermed vil reglerne om førtidig udbetaling af feriemidler fremgå af §§ 17 a-17 d. Forslaget skyldes, at §§ 16 og 17 vedrører udbetaling af feriemidler efter kapitel 5. Kapitel 5 a om førtidig udbetaling af feriemidler skal således først indsættes efter § 17.

Til nr. 3

Ændringsforslaget vil medføre, at tilgodehavende feriemidler optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. marts 2020 automatisk vil blive udbetalt, medmindre lønmodtageren frasiger sig udbetalingen. Udgangspunktet vil med forslaget være, at feriemidlerne udbetales.

Til nr. 4

Ændringsforslaget vil medføre, at det bliver muligt at ansøge om samtlige tilgodehavende feriemidler optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020. Dermed gives mulighed for udbetaling af samtlige op til 5 ugers ferie i stedet for op til 3 ugers ferie.

Til nr. 5

Ændringsforslaget vil medføre, at det fremgår af lovforslaget, at feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, som er optjent i perioden hen over månedsskiftet fra august til september 2020, anses for optjent i september 2020. Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 4.

Til nr. 6

Det skatteretlige udgangspunkt for indkomstbeskatningen efter statsskattelovens § 4 er, at enhver form for indtægt er skattepligtig for modtageren.

Ændringsforslaget vil medføre, at førtidige udbetalinger af de 3 ugers feriepenge vil være skattefri. Det vil både gælde udbetalinger, der træder i stedet for ferie med løn eller feriegodtgørelse i feriekortordninger uden feriekasser, og udbetalinger, der træder i stedet for øvrig feriegodtgørelse.

Det bemærkes, at udbetalinger, der træder i stedet for feriegodtgørelse til timelønnede m.fl., allerede efter lovforslaget vil være skattefri, idet der er betalt skat af feriegodtgørelsen i takt med optjeningen. Med ændringsforslaget vil alle udbetalinger af de 3 ugers feriepenge være skattefri.

Til nr. 7-9

Ændringsforslagene er konsekvensrettelser som følge af ændringsforslag nr. 2, hvorefter §§ 15 a-15 d ændres til §§ 17 a-17 d.

Til nr. 10

Med det fremsatte lovforslags § 2, nr. 1, foreslås indsat et nyt nr. 3 i SU-lovens § 23, stk. 3. Det er derfor nødvendigt at foretage en konsekvensændring i SU-lovens § 24, stk. 9, der henviser til SU-lovens § 23, stk. 3, nr. 3, der med lovforslaget bliver § 23, stk. 3, nr. 4. Ændringsforslaget indebærer således ikke nogen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 11

Ændringsforslaget skyldes, at lovforslagets § 4, stk. 4 og 5, ikke modificerer ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 4, stk. 1.

6. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 11. august 2020 og var til 1. behandling den 12. august 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 24. juli 2020 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 328. Den 9. august 2020 sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 19 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret. Et af udvalgets spørgsmål til beskæftigelsesministeren og dennes svar herpå, er omtrykt som bilag 1 til betænkningen.

Bjørn Brandenborg (S) Bjarne Laustsen (S) fmd. Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Kasper Sand Kjær (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV) Kathrine Olldag (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF) Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL) Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré Østergaard (V) Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) nfmd. Anni Matthiesen (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Naser Khader (KF) Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)42
Dansk Folkeparti (DF)16
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)4

Bilag 1

Et af udvalgets spørgsmål til beskæftigelsesministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålet og svaret er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 19:

Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der jf. ministerens svar på spørgsmål 12 og 16 sikrer klageadgangen?

Svar:

Som jeg har nævnt i mit svar på spørgsmål 12 til L 207, kan man klage til den myndighed, der udbetaler den konkrete ydelse, hvis man mener, at udbetalingen af feriemidler fejlagtigt har påvirket en given ydelse. L 207 ændrer ikke ved denne mulighed.

Personer, der mener, at udbetalingen af feriemidler har medført fradrag i en ydelse er derfor allerede sikret ret til at henvende sig og bede om en genberegning, hvis de er af den opfattelse, at der er sket modregning med urette.

Et ændringsforslag til lovforslaget, der sikrer klageadgang, over afgørelsen om den førtidige udbetaling, vil kunne formuleres således:

Ȯndringsforslag

til

Forslag til lov om ændring af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, SU-loven og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Førtidig udbetaling af feriemidler og udvidelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions opgavevaretagelse)

Til § 1

1) Nr. 7 og 8 udgår.

[Regel om at klager over afgørelse om førtidigt udbetalte feriemidler ikke kan påklages til ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension udgår]

Bemærkninger

Til nr. 1

Forslaget vil medføre, at klage, begrundelse for afgørelse og genvurderingen oversendes til ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvis klageren ikke får fuldt ud medhold i sin klage til Arbejdsmarkedets Tillægspension.«

Jeg skal til det ønskede ændringsforslag generelt bemærke, at det er muligt at påklage afgørelsen om den førtidige udbetaling til ATP, som vil genbehandle sagen.

Jeg skal i den sammenhæng gøre opmærksom på, at der med den førtidige udbetaling er tale om et aconto-beløb, som er beregnet ud fra A-indkomst. Beløbet vil derfor i en række tilfælde skulle justeres i de resterende tilgodehavende feriemidler, som fortsat indestår i fonden, i enten op- eller nedadgående retning.

Den endelige afgørelse om udbetaling af de resterende tilgodehavende feriemidler vil kunne påklages til Ankenævnet for ATP.

Jeg lægger derfor op til at fastholde suspenderingen af klageadgangen.